I fire korte, knappe Ord, som ikke levnede Rum for Tvivl eller Spørgsmaal, oplyste han hende om hendes Fejltagelse.
Denne Gang ramte Slaget. Hun skiftede Farve, og hendes Mund aabnedes krampagtigt — uskønt — som naar et Menneske falder ned fra en svimlende Højde og brækker Halsen.
„Aa, min Gud!“ stammede hun hæst — hun pressede begge Hænder mod Hjertet og lod dem saa falde hjælpeløst ned i Skødet.
Hendes taareløse, blanke Øjne vandrede uroligt fra et Sted til et andet med et underligt tomt, forbavset Udtryk. Hele hendes sammensunkne Skikkelse og forvildede Blik syntes at sige: „Min Gud, var det det, jeg ventede paa?“
Andrey rejste sig og greb hendes Haand, hun lod ham viljeløst tage den uden at se paa ham.
„Tania, min elskede! Hør paa mig!“ sagde han og bøjede sig over hende. „Jeg vilde saa gerne faa dig til at se, at det er det rette — fortælle dig, hvorledes og hvornaar jeg kom til den Beslutning —“
Hans Stemme vakte hende, hun drejede sig hurtigt om imod ham, og hendes Fingre omklamrede krampagtigt hans Haand.
„Ja, ja, tal ud, hører du! Jeg er rolig. — Lad mig høre dine Grunde —!“ Ordene kom hurtigt og stødvis fra hendes Læber.
Et svagt Haab dæmrede i hende, maaske var det dog endnu ikke helt afgjort, siden han ønskede at tale med hende derom.
Han begyndte at fortælle, og denne Gang skaanede han hende ikke for de uhyggelige Enkeltheder baade ved Forhørene og ved den sidste frygtelige Katastrofe. Han haabede derved at vække den samme Indignation, som han selv følte, hos hende. Men han sigtede helt forkert — hun hørte fuldstændig koldt og udeltagende paa ham. Ting, som for et Øjeblik siden vilde have faaet hendes Hjerte til at bløde, prellede nu virkningsløst af som Pile mod et Jernpanser. Hun lyttede i Tavshed; men det haarde, udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: „Alt dette er jo nu en Gang sket og kan ikke afhjælpes — hvad har det med din Beslutning at gøre?“
I dette Øjeblik gaves der for hende kun én Kamp, kampen for at beskytte ham, som var hende kærere end hendes eget Liv. Men ogsaa Andrey havde sin Opgave liggende klar for sig, Kampen nemlig for at blive sig selv og sin Overbevisning tro. —
„Og det slog mig,“ fortsatte han sin Tale, „at alle disse Rædsler kun var et svagt Sindbillede paa, hvad der daglig og overalt bliver forbrudt imod Tusinder, og at disse Lidelser aldrig nogen