lægger paa dig. Det er saa langt, langt sværere for den, der bliver tilbage, end for den, der gaar bort. Men tro mig, min egen kære, min Skæbne falder mig heller ikke let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det er svært, frivilligt at maatte kaste det fra sig — frivilligt at skilles fra dig og dø, naar jeg kunde leve saa lykkeligt! — Jeg vilde give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget maa slaas! Jeg kan ikke træde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde foragte mig selv — føle mig som en Løgner og en Bedrager over for mit Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Kærlighed kunde trives under saadanne Forhold? — Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor fælles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg bringer over dig! — Hvad betyder Døden — hvad vil alle vore Lidelser sige, hvis vi derved blot en eneste Dag før kan gøre Ende paa al den grænseløse Ulykke rundt omkring os?“ —
Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var, af denne unaturlige Kamp.
Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende. Hvor ungdommelig, hvor romantisk og overspændt en Kvindes Kærlighed end er, saa vil der dog altid paa Bunden af den — hvis hun da virkelig elsker rigtigt — være noget af Moderens beskyttende og medlidende Følelser. Andrey havde ved sine simple Ord, fremførte med den skælvende, bløde Stemme, berørt denne Streng i Tanias Hjerte. Hun var ikke overbevist; men hun bøjede sig. Hvor kunde hun vel nænne at gøre hans Lod endnu tungere? Hendes Ansigtstræk formildedes, hendes dybe, mørke Øjne lyste atter i uendelig Ømhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand kærtegnende glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skød, og hun talte milde, beroligende Ord til ham.
Fremtiden laa som et uhyre Mørke for hende — hendes Liv endte med Andreys frygtelige Daad. Men hun saa tydelig den Vej, hun nu burde gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svære Kamp og tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.
Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod — ikke længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede.