— saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade, hvorpaa du tog dem, skælvede jeg rigtignok; men jeg følte mig tillige stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey — ham, jeg elskede! — Vær overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsøge at afholde dig fra at gøre det, som du anser for rigtigt og nødvendigt!“
„Jeg ved det, du søde!“ sagde han og kyssede hendes Hænder.
„Hvorfor sætter du da et saa alvorligt Ansigt op? Hvorfor lover du mig ikke rent ud at ville have mig med næste Gang? — Du holder maaske ikke saa meget af mig, at du altid vil have mig om dig?“ Hun lo nu, og han trykkede hende heftigt op til sig.
„Naa ja — hvis du virkelig har en Hemmelighed, som du vil beholde for dig selv — saa for mig gerne! Men det siger jeg dig, at næste Gang du drager af Sted paa en Ekspedition, saa bliver du ikke fri for mig! Og saa taler vi ikke mere om den Sag! — Fortæl mig nu alt, hvad du har oplevet i Dubravnik — udelad intet! — Jeg har Mod til at høre alt!“
Andrey var glad ved at faa en Anledning til at forhale sin skæbnesvangre Meddelelse.
Det var jo ikke nødvendigt straks at komme med den — han kunde da i hvert Fald udsætte det til den næste Dag — unde sig selv en sidste Drik af Lykkens Bæger.
Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berørte han næsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde læst alt det i Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu, da de var endte godt, nærmest var fornøjelige. Tania lyttede tavs til hans Ord; men hendes Øre lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han var færdig, lænede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i Øjnene og sagde:
„Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget sørgeligt — noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov til at dele alle dine Sorger! Du vil selv føle dig lettere til Mode, naar du har faaet talt ud!“
Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu skulde komme.
„Du har gættet rigtigt, Tania!“ sagde han til sidst. „Jeg har bestemt at angribe Czaren!“
Hun forstod ham ikke først.
„Har du da ikke altid gjort det?“ spurgte hun.