De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende paa sig — Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.
„Stop!“ sagde den ene — en lille, kortbenet Fyr — og stillede sig i Vejen for dem.
„Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han.
„Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i samme Aandedræt.
„Deres Navn, Adresse, Fødested? Hvor længe har De opholdt Dem her i Byen?“ spurgte han.
Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt studeret sine Passer.
„Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til Dags!“ spurgte han videre.
„Jeg antager, at Vejene er til for enhver!“ svarede Andrey kort — han mente, det var bedst at lade fornærmet.
„De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund!“ sagde den anden. „Har De Pas?“
„Ja, naturligvis har jeg Pas!“
„Vil De lukke Deres Sække op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!“
„Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhører Dem,“ svarede Andrey mere og mere gnaven — „De spilder bare Tiden for os!“
„Gør, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig!“ brummede Politimanden.
Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrædelig, halv haanlig Mine sin Sæk.
Betjenten undersøgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.
„Og hvem er saa De?“ spurgte han i en langt roligere Tone.
„Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!“
„Saa er De vel Brødre?“
„Halvbrødre!“ svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede hinanden.
Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og altsaa ogsaa maatte undersøges.
„De kan gaa!“ sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden.
Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin Vej. Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte: