Maader være dig behjælpelig. Jeg er jo dog ingen Kryster — er jeg vel?“
Og idet hun lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre, bøjede hun sig spøgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.
„Nej, det er du ikke,“ svarede han og kyssede hende.
„Det er heller ikke Faren, jeg frygter,“ vedblev hun. „Eller har jeg maaske nogen Sinde ænset den, naar du var her hos mig? Nej, det er Uvisheden, der er saa frygtelig. — Du aner ikke, hvad jeg har lidt, mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spænding, indtil Posten havde bragt mig den stakkels „Dubravnik Tidende“, og naar jeg saa endelig havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde være bleven arresteret et Øjeblik efter, at du havde sendt den — og saa var det lige galt! — Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere — Aa Gud, alle de rædselsfulde Muligheder, jeg tænkte mig — Men det er stygt af mig at tale om dette! — Jeg ved godt, at du ikke længe vil holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din næste Opgave bliver — selv om den bliver langt værre end den sidste i Dubravnik —, saa vil du tage mig med dig? Ikke sandt — du vil give mig Lov til at dele enhver Fare med dig?“
Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn.
Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige, unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham — han mindedes den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en dødsdømt Mand. Lykke, Venskab og Kærlighed var ikke mere til for ham! — Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og havde som Udgang kun Døden.
Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortælle hende alt; men han tøvede. Han, hvis Nerver var blevne hærdede til Jern igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp indbragte, han manglede nu Mod til at hæve Dolken imod dette dyrebare Offers Bryst.
„Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa mig?“ udbrød hun angst. „Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg ved min Nærværelse skal svække dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke var, netop som du er