Sinde vil blive mindre eller holde op, hvis ikke vi bringer Ulykke, Skam og Trængsler over den Magt, der afstedkommer dem —“
Han vedblev at tale længe paa denne Maade med varme, overbevisende Ord; men det lykkedes ham kun at vække hendes Modstandskraft.
„Hvorfor i Alverden skal du netop være denne ene Mand, der er dømt til at gøre det?“
„Og hvorfor skulde jeg ikke være denne ene Mand, Tania? Det er mig, der kom til den Beslutning, det maa være mig, der udfører den. Men skulde der i Morgen komme en anden Mand og sige, at han har fattet samme Plan som jeg, saa vil jeg med Glæde lade ham have Forrangen. Jeg føler ingen særlig Ærgerrighed efter at dø Heltedøden, jeg kan lige saa godt som alle de andre dø i Mørke og Ubemærkethed. Men et Tilbud som mit gøres ikke hver Dag, og man betror heller ikke hvem som helst en saadan Opgave. — Jeg haaber og tror, at man vil have Tillid til mig!“
Tania skjulte sit Hoved i Hænderne. —
„Ja, det vil man — det vil man — det vil man!“ hamrede det inde i hendes Hjerne. „Saa snart han har talt, er alt Haab ude!“
Som en blændende Vision stod pludselig hendes korte Samliv med Andrey for hende, og hele hendes unge, kraftige Natur oprørtes imod at skulle bringe et saa grænseløst Offer. Hun maatte faa ham bort fra hans Idé — hun maatte redde ham for sig selv og for hende. Med en voldsom Kraftanstrengelse samlede hun sine forvirrede Tanker, førend hun begyndte at tale.
Hun greb hans Haand og saa ham bønligt ind i Øjnene.
„Andrey, min Ven!“ sagde hun. „Overvej endnu en Gang hvad det er, du vil! Er der da ikke nok af Mord og Blodsudgydelse? Hvad fører det til andet end til nye Rædsler? Galger og atter Galger! Der bliver til sidst ingen Ende paa dem! Jeg har tænkt saa meget over Tingene i den senere Tid, og mit Hjerte har blødt ved at tænke paa, at de ædleste og bedste iblandt os bliver nedslagtede paa denne Maade! Gives der da ikke andre Midler? Hvorfor skulde du ikke forsøge derpaa? Hvorfor kan vi ikke vedblive med vort Arbejde iblandt Folket og overlade Grusomhederne til de andre? — Jeg kan ikke rigtig udtrykke mig, som jeg gerne vilde, men du forstaar mig nok.“
„Ja, jeg forstaar dig!“ svarede Andrey. „Og jeg har endogsaa gjort mig det selv samme Spørgsmaal. Det var, da jeg i Onsdags vendte tilbage fra Eksekutionen, hvor saa mangen en bitter Tanke havde faaet Bugt med mig! Men det kan ikke nytte, vi maa føre