blev Georg og Vatajko enige om, at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nærmeste Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa nogle andre Dragter; thi det vilde se mistænkeligt ud, om „fine Herrer“ rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere — Brødrene Shigaev — som han var sikker paa vilde hjælpe dem. Han tilbød straks at gaa til dem for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klæder; i saa Fald vilde de kunne komme af Sted tidlig næste Morgen.
Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt, der indeholdt de fornødne Klæder til Andrey og Georg og to Lærredsposer med Værktøj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed medfører. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage, naar de rejsende var komne til St. Petersborg.
De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.
Hvilken Mængde Ofre! Zina — Boris — Vasily og Botcharov — alle døde! Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i Virkeligheden forbedret Sagen?
Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet! Det var Tirailleurerne, hvis Opgave det havde været at skræmme det store Uhyre op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortsætte Arbejdet — at bekæmpe og overvinde Uhyret.
Den Idé, som under „Onkels“ Fortælling vagt og usikkert havde formet sig for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.
Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi, Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han — Andrey — var Manden, der skulde gøre det!
Halv paaklædt og paa bare Fødder — for ikke at vække Georg — gik han op og ned ad Gulvet.
„Tania!“ raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed! Hvad betød deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre Lands ubeskrivelige, uendelige