„Hør en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?“ spurgte han.
„Hvor meget vil De give?“ spurgtes der tilbage.
Andrey rakte et Par Kobbermønter frem — et alt for stort Tilbud vilde i dette Tilfælde kunne vække Mistanke.
„Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en Rubel!“
„Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har ikke Tid til at staa her og prutte med dem.“
De var atter fri Mænd. I den første Landsby, de kom til, lejede de et lille Enspænder-Køretøj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen. Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke længe efter dampede de af Sted til St. Petersborg.
Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; i de fire Dage havde hun været fuldstændig uden Underretning fra Andrey, som indtil da regelmæssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik — selvfølgelig Byens mest konservative. — Andrey turde ikke paa anden Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes Andrey endnu var uskadt.
Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde skrevet.
Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han var arresteret i sit Hjem — saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.
Andrey kunde selvfølgelig ikke være bleven arresteret samtidig paa flere Steder; men var det tænkeligt, at han kunde være paa fri Fod uden at sende hende nogen Meddelelse?
Da David kom op til Tania for at fortælle hende, at Andrey om et Øjeblik vilde følge efter — han var kun gaaet til Hovedkvarteret