Det norske rigsraad

Yngvar Nielsen

Det norske rigsraad

Den norske forlagsforening, 1880 (s. iii-xvi).

bookDet norske rigsraadYngvar NielsenDen norske forlagsforening1880Kristianiaiii-xvi

DET

NORSKE RIGSRAAD

AF

YNGVAR NIELSEN

KRISTIANIA

DEN NORSKE FORLAGSFORENING

(H. Aschehoug & Co. Alb. Cammermeyer. J. W. Cappelen.

P. T. Mallings Boghandel).

1880.

Det Mallingske Bogtrykkeri.

Forord.

Ved udarbeidelsen af dette skrift har det været tanken at levere en skildring af rigsraadets stilling i vort fædrelands historiske udvikling fra det trettende til det sekstende aarhundrede. Som den politiske repræsentation for rigets aristokrati og hierarki og som den institution, der under Norges forening med Danmark og Sverige skulde være bæreren af landets særlige interesser og opretholde dets selvstændighed, afgiver rigsraadet til enhver tid i den periode, hvori det bestod, en sikker maalestok for Norges indre kraft. Af denne grund er ogsaa fremstillingen anlagt paa at vise rigsraadet ikke alene i dets forhold til kongedømmet og for unionstidens vedkommende til de to andre rigers raad, men ogsaa i dets forhold til de ved det repræsenterede samfunds-klasser. Saaledes er det navnlig blevet nødvendigt at tage meget hensyn til aristokratiet og dettes stilling i samfundet. Derigjennem har den hele fremstilling faaet en bred basis, saaledes at den tillige omfatter vigtige partier af Norges politiske historie i det ovenfor angivne tidsrum. Navnlig gjælder dette tiden efter 1400, hvor den politik, som dronning Margrete og de følgende unions-regenter fulgte i sit forhold til det norske rigsraad, indbyder til en mere indtrængende undersøgelse. Men netop her ere kilderne af den beskaffenhed, at man kun sjelden føler fast grund under sine fødder, og saaledes bliver det netop i disse afsnit endnu mere end ellers en nødvendighed at afgrænse fremstillingen til de foreliggende fakta og nøies med, hvad deraf kan udledes.

De kilder, af hvilke stoffet for et skrift som dette maa øses, ere kun sjelden meget righoldige. Under dets udarbeidelse har der ogsaa fremstillet sig flere spørgsmaal, som dels aldeles ikke, dels blot paa en utilfredsstillende maade kunne besvares. I saadanne tilfælde har det enten været nødvendigt at nøies med en gjætning eller at opgive ethvert forsøg paa at byde en fyldestgjørende besvarelse. Arbeidets plan har været en rent historisk, at følge rigsraadet ned igjennem tiderne under dets udvikling og forfald. Opgaven har mere været at levere et bidrag til rigets og folkets historie end til den ældre norske statsret. Det sidste vilde ogsaa været et overflødigt arbeide efter den udtømmende fremstilling, som er leveret i det første bind af professor T. H. Aschehougs store verk over »Norges offentlige ret«.

Som fortsættelse af nærværende skrift vil der forhaabentlig inden forholdsvis kort tid kunne følge en fremstilling af de norske stændermøders historie i tiden fra 1536 til 1661, til hvilken de fleste materialier allerede for flere aar tilbage ere samlede, og hvis udarbeidelse ligeledes er paabegyndt. Maaske kan det dertil endnu blive muligt at føie fremstillinger af den norske administrations udvikling i middelalderen og videre nedover i tiden, indtil 1660, samt af samfunds-forholdene i den senere middelalder.

Kristiania den 3die Januar 1880.

Yngvar Nielsen.

Indhold.

		Side.
I.	De ældste spor af et kongeligt raad i Norge. Det trettende aarhundrede som afgjørende overgangstid. – Udviklingen af monarkisk-aristokratiske institutioner i Frankrige, England, Sverige og Danmark. – Tilsvarende udvikling i Norge. – Bestemmelser i Magnus Lagabøters lovgivning om de tilfælde, i hvilke kongen skal høre sine raadgivere. – Kongesagaernes omtale af kongernes raadgivere. – De ældste antydninger af saadanne i samtidige diplomer. – Det kongelige raad nævnt i handelstraktaten med Lübeck af 1250. – Freden i Perth 1266. – Lendermændene i 1273 og 1277. – Mere lavbyrdige elementer i raadet. – Betydningen af den mere almindelige anvendelse af skriftlig forretningsorden. – Et kongeligt kancelli udvikles. – Geistlighedens høiere dannelse. – Forretningsdygtigheden faar større vægt. – Det mindre raad. – Udviklingen af et større raad hemmes allerede tidlig	1
II.	Det norske aristokrati efter borgerkrigene. Fylkesforfatningen og det gamle ættearistokrati. – Lendermændene træde i kongedømmets tjeneste. – Aristokratiet taber derved sin gamle lokale karakter, men aabner sig tillige veien til en ny udvikling. – Giskeætten. – Nye ætter kunne indgiftes i de gamle. – Betydningen af det lavbyrdige element, som kom i veiret med Sverre, maa ikke overvurderes. – Borgerkrigenes indvirkning paa aristokratiets økonomiske forhold. – De indre uroligheder fremkalde et besiddelsesløst aristokrati. – Gamle ætter tabe sine eiendomme. – Landets økonomiske forhold gjøre det vanskeligt for nye ætter at komme i veiret. – Anseede ætter, der ikke ere jævnbyrdige med lendermands-aristokratiet. – Høiadelens fornemhed. – Ætten paa Finnen. – Aristokratiet svinder stadig sammen. – Baroner og riddere. – Ledingsfriheden. – Byrden bevarer fremdeles sin betydning. – Hirdmandsklassen. – Aristokratiets stilling forandres. – Dets forhold til det kongelige raad	95
III.	Raadets udvikling i kong Erik Magnussøns tid, 1280–1299. Formynderstyrelsen efter kong Magnus Lagabøters død. – Denne har megen betydning for udviklingen af det kongelige raad. – Aristokratiet faar for en tid magten. – De nyeste anskuelser herom. – Aristokratiet begik intet feilgreb ved at optage Sverres program. – Dets ledere maa ikke undervurderes. – Et forbund mellem aristokrati og hierarki havde i 1280 ikke store udsigter for sig. – Aristokratiet var i sin optræden meget voldsomt. – Høvdingemødet i Bergen 1280. – Kroningseden. – Kongens verdslige raadgivere. – Raadets samtykke paaberaabes for første gang ved en regjeringshandling. – Den store retterbod af 1280. – Raadets optræden ved forhandlingerne om kong Eriks giftermaal. – Kongens høieste raad i 1282 og hertug Haakons stilling ved den i dette aar udstedte retterbod for Bergen. – Fællesskab i formynderstyrelsen. – Kongen og hertugen blive myndige. – Hertugens formodede selvstændighed. – Enkedronningens og kongens omgivelser bevare sin indflydelse over denne. – Kong Eriks »egentlige raad« i 1285. – Biskop Narve, abbed Erik og provst Erlend. – Spørgsmaalet, om »det egentlige raad« udelukkende har havt faste medlemmer, som vare udnævnte dertil en gang for alle. – Udtrykket vera i konungs garði. – Maaske har det egentlige raad i regelen havt tolv medlemmer, af hvilke igjen et mindre antal altid var personlig tilstede hos kongen. – Raadet har nu vundet i fasthed. – Baronernes selvskrevne ret til at være kongens raadgivere hindrer det dog fremdeles i at opnaa en fuldstændig udvikling. – Raadets deling mellem kong Erik og hertug Haakon. – Raadets optræden som samlet helhed. – Kanslerembedets deling. – Audun Hugleikssøn kongens secretarius. – Alf Erlingssøn jarl	43
IV.	Raadets udvikling i kong Haakon Magnussøns tid indtil aar 1308. Klager over formynderstyrelsen og aristokratiet. – Haakon V.s bestræbelser for at stanse udviklingen af aristokratiets selvraadighed. – Kongen arbeider paa at bringe raadet tilbage i dets oprindelige stilling. – Kilderne tillade ikke at komme til aldeles sikre resultater med hensyn til brydningen mellem denne konge og aristokratiet. – Ved kong Eriks død ophørte raadets deling. – Forskjellige tilfælde, hvori raadet forudsættes som medvirkende eller samtykkende i regjeringshandlinger. – Raadets omtale i den islandske remonstration af 1302. – Forskjellige brevskaber, hvori det samlede raad eller dettes enkelte medlemmer omtales. – Kong Haakons snevrere raad har ikke talt ganske faa medlemmer. – Spørgsmaalet, om Haakon V ved valget af sine raadgivere som konge især har taget dem, som han allerede før havde benyttet i denne egenskab som hertug. – Hr. Audun Hugleikssøn og hr. Bjarne Lodinssøn. – Betydningen af hr. Auduns fald. – Omstændighederne ved kong Eriks død ikke saa gunstige for aristokratiet, som ved hans faders. – Iøinefaldende forskjel mellem det ældre og det yngre aristokrati. – Raadet indordnes paa ny i den monarkiske samfundsorden. – Det lavbyrdige element synes atter at faa betydning inden raadet. – Sira Botolf Haakonssøn og Salomon Thoraldessøn. – Geistligheden i kong Haakons raad. – Hr. Snare Aslakssøn og Bjarne Audunssøn. – Lagmændene i raadet – Haakon V og Philip den smukke. – Raadet vedbliver efter sin sammensætning væsentlig at være en aristokratisk institution. – Den forudgaaende udvikling har sin store betydning til at gjøre raadet, navnlig det mindre, mere fast. – Kong Haakon tog et mere udviklet raad i arv. – Hans foranstaltninger maa nærmest have sigtet til at udvikle det snevrere raad. – Dette manglede dog endnu sin sidste afslutning	72
V.	Raadet i kong Haakon Magnussøns senere regjeringsaar, 1308–1319. Retterboden af 17de Juni 1308 er efter sine indledningsord ligefrem rettet mod aristokratiet. – Kong Haakons reduktion og almindelige inddragning af syslerne. – Kongen erklærer selv at ville være hirdstyrer og afskaffer jarle- og lendermands-værdigheden. – Keysers, Munchs, Aschehougs og Sars’s opfatning af retterboden af 1308 og dennes virkninger paa aristokrati og raad. – Baronernes og hirdstyrernes ret til at være kongens selvskrevne raadgivere ophører fra nu af. – Riddernes stilling meget forskjellig fra baronernes. – Det snevrere raad udskilles nu fra det større og faar sin endelige afslutning. – For aristokratiet i sin almindelighed har retterboden ikke havt den indgribende betydning, som tidligere forfattere tildels have tillagt den. – Kong Haakon afskjærer aristokratiet adgangen til at berige sig af krongodset. – Raadets medlemmer blive den første klasse i samfundet. – Retterboden afslutter en længere udvikling. – Raadet bliver en fastere institution. – Kong Haakons foranstaltninger ere ikke ubetinget til aristokratiets skade. – Store ætter synke ned. – Der danner sig paa ny et lokalt bonde-aristokrati. – Biskoperne i kong Haakons raad. – Den kongelige kapelgeistlighed. – Dennes oprettelse tildels fremkaldt ved administrative hensyn. – Kongens, raadgivere og omgivelser 1308–1319. – Omfanget af raadets myndighed i tiden indtil Haakon V.s død. – Forretningsordenen i denne konges tid	94
VI.	Hertuginde Ingebjørg og kong Magnus Erikssøns første formynder-styrelse, 1319–1323. Formynderstyrelsens ordning efter retterboden af 1302. – Kong Haakons valg af formyndere for sin dattersøn. – Hertuginde Ingebjørg træder ind ved siden af formynderne. – Det store møde i Oslo 1319. – Mødets deltagere som repræsentation for det norske aristokrati. – P. A. Munchs udtalelser om mange anseede mænd udenfor deres kreds. – Formynder-styrelsens medlemmer. – Kongens »daglige raad« og hans »høieste raad«. – Hertugindens stilling i formynder-styrelsen. – Raadet og formynderne. – Benævnelsen »rigets raad« fortrænger »kongens raad«. – Rigsraadets stræben efter selvstændig magt begunstiget af de ydre forhold. – Hertuginde Ingebjørgs karakter. – Hendes slette styrelse. – De under hende anvendte administrative former. – Uviljen over hendes færd fremkalder en splittelse mellem hende og aristokratiet	132
VII.	Hr. Erling Vidkunnssøn og kong Magnus Erikssøns anden formynder-styrelse, 1323–1332. Hirdstevnen i Oslo 1323. – Erkebiskop Eiliv og hr Erling Vidkunnssøn. – De øvrige mødende. – Mødet i 1323 repræsenterer videre samfundslag end det i 1319. – Erkebiskopen udnævner hr. Erling til rigsforstander. – Tolvmands-styrelsen er rimeligvis bleven bibeholdt ved hans side. – Kongedømmets personlige repræsentation. – Hr. Erling som rigets formand eller rigsforstander med fuld kongelig myndighed. – Drottsetens forandrede stilling i raadet og rigsstyrelsen. – Aristokratiet og raadet faar magten. – Det norske aristokrati i 1323. – Den lavere adel træder mere frem i den indre politik. – Sammenkomsten i 1323 forskjellig fra de tidligere høvdingemøder. – Aristokratiets almene nationale og politiske bevidsthed mindre i Norge end i Sverige. – Raadets supplering under formynder-styrelsen. – Raadsmøderne. – Styrelsen føres i den unge konges navn, men hr. Erling nævnes i alle offentlige breve. – Hr. Paal Baardssøn kansler og seglbevarer fra 1327. – Kongebrevenes udfærdigelse under formynder-styrelsen. – Hertuginden heller ikke efter 1323 helt udelukket fra styrelsen. – Stridigheder mellem aristokratiet lamme dettes politiske indflydelse. – Familiefeider mellem de store ætter. – Spændt forhold mellem hr. Erling og geistligheden, navnlig biskop Audfinn i Bergen. – Den nye kanslers udnævnelse er til hierarkiets fordel, som derved faar fast fod inden raadet	150
VIII.	Raadet under kong Magnus Erikssøns enestyrelse, 1332–1343. Tilbageblik paa den foregaaende udvikling. – Kong Magnus bliver myndig og overtager regjeringen i 1332. – Raadet i 1332 og 1333. – Retterboden af 18de December 1332. – Reisningen i 1333. – Møde paa Baahus – Hr. Ivar Rova bliver drottsete. – Biskop Salomon og hr. Haakon Agmundssøn. – Kongebrevenes besegling 1334–1344. – Kongen undlader at udnævne nogen kansler. – Drottseten træder tilbage. – Kongen forsøger at regjere uden rigsraadets medvirkning. – Denne nævnes kun i sjeldne tilfælde. – Raadsmøder synes dog af og til at have været afholdte. – Kong Magnus følger i sin styrelse andre grundsætninger end morfaderen. – Raadsmøde i Oslo 1337 i kongens nærværelse. – Reisningen i 1338. – Overenskomsten i Skara 1339 – Ordningen af forskjellige anliggender overdrages til erkebiskopen og andre medlemmer af raadet. – Kongen er dog fremdeles kun lidet villig til at rette sig efter dette. – Kong Magnus overdrager i 1343 Norge til sin søn Haakon. – De geistlige og verdslige herrer optræde ved denne leilighed hver for sig. – De første spirer til en national-repræsentation efter stænder	179
IX.	Raadet under den yngre kong Haakon Magnussøns umyndige aar, 1344–1355. Rigsraadet som den snevrere repræsentation for de to høiere stænder. – Raadets myndighed i administration, lovgivning og retsvæsen. – Det geistlige element i rigsraadet. – Aristokratiets stilling. – Arne Aslakssøn bliver kansler. – Raadsmøde i Oslo Marts 1345. – Hr. Ivar Agmundssøn. – Dobbelthed i styrelsen, foranlediget ved det uklare i kong Magnus’s stilling. – Rigsraadets medvirkning omtales saa godt som ikke i retterbøderne. – Kong Magnus’s besøg i Norge. – Raadsmøderne indtil 1350. – Kanslerens styrelse. – Ogsaa andre medlemmer af rigsraadet tage ved enkelte leiligheder del i landsstyrelsen. – Kansleren synes undertiden i kongens nærværelse at have midlertidig nedlagt sit embede. – Hr. Orm Eysteinssøn bliver drottsete uden at have nogen kansler ved sin side. – Denne forandring i styrelsen maa antages at være foranlediget af rigsraadet. Kong Magnus’s deltagelse i regjeringen efter 1350. – Kong Haakon og raadet i 1353 nævnt ved kong Magnus’s side. – Drottsetens deltagelse i regjeringen. – Styrelsen besørges nu udelukkende inden landets grænser. – Drottsetens værdighed kan ved visse leiligheder midlertidig ophæves. – Hovedøens abbed som medlem af rigsraadet. – Orknøjarlen i det norske raad. – Drottseten i 1351 som deltager i et møde af svenske raadsherrer	201
X.	Raadet under kong Haakon VI Magnussøn, 1355–1380. Kong Haakon erklæres for myndig i 1355. – Visse landsdele forbeholdes kong Magnus. – Hr. Orm Eysteinssøn vedbliver at være drottsete i disse. – Hr. Orm fængsles og henrettes. – Styrelsen af kong Magnus’s landsdele. – Rigsraadets medvirkning ved denne synes at have været meget ringe. – Ved enkelte leiligheder er styrelsen af kong Magnus’s landsdele ført i sønnens navn. – Spørgsmaalet, om raadet har været delt mellem de to konger, ligesom landsstyrelsen. – Kong Haakons selvstændige styrelse. – Hr Peter Erikssøn bliver kansler. – Efter 1364 overdrages kongens segl til sira Vinalde Henrikssøn. – Hr. Agmund Finnssøn som drottsete. – Henrik Henrikssøn som seglbevarer efter drottsetens tilbagetræden. – Kong Haakons fleste breve ere beseglede uden nogen kansler eller kongelig klerk. – Rigsraadet har stor indflydelse. – Retterboden af 22de Januar 1358 udtaler kongens anerkjendelse heraf. – Enkelte af raadsherrerne have rimeligvis altid fulgt kongen. – Raadsmøder i Bergen og paa Baahus 1361. – Raadet i virksomhed uden kongens nærværelse 1362. – Raadsmødet i Oslo 1364. – Raadet paa egen haand i Nidaros 1365. – Raadet under forhandlingerne med de tydske stæder 1369–1370. – Raadsmødet i 1372. – Raadsmødet i 1373, 1374 og 1375. – Freden i Kallundborg 1376. – Raadsmødet i 1377 og den almindelige handelsordning. – De sidste raadsmøder i kong Haakons tid. – Rigsraadets stilling i almindelighed under kong Haakon	221
XI.	Raadet under kong Olaf V Haakonssøn og dronning Margrete, 1380–1397. Dronning Margrete og rigsraadet overtage styrelsen under kong Olafs umyndige aar, uden at der tages hensyn til bestemmelserne fra 1302. – Drottsete og kansler. – Raadsmøderne i 1381–1384. – Raadets indflydelse paa regjeringen udtrykkelig anerkjendt i retterbøderne. – Rigsraadets daglige styrelse; kongens og hans moders forhold til denne. – Styrelsen, efterat kong Olaf er bleven myndig. – Ved kong Olafs død bringes riget i en stilling, hvori det ikke tidligere har været. – Erkebiskop Vinalde Henrikssøn. – Raadsmøde i Oslo Februar 1388. – Styrelsen overdrages til dronning Margrete. – Hun benytter i sin administration raadets medvirkning. – Kansleren, hr. Henrik Henrikssøn, afgaar ved døden. – Raadet samles i Helsingborg 1389 og vælger Erik af Pomern til konge. – Hr. Arne Sigurdssøn bliver kansler. – Kongen sendes til Nidaros og hyldes paa Ørething. – Raadsmøde i Nidaros. – Administrative former. – Dronning Margrete ved raadsmødet i Oslo 1392. – Norske rigsraader i Skaane 1395. – Det norske rigsraads repræsentation ved det store møde i Kalmar 1397	247
XII.	Raadet under dronning Margrete og kong Erik af Pomern 1397–1442. Aristokratiets fortsatte sammensvinden. – Rigsraadets politiske stilling. – Mangelen af en fyldigere aristokratisk repræsentation. – Rigsraadets sammensætning. – Sammenblanding mellem norsk og svensk aristokrati. – Det norden– og vestenfjeldske aristokrati. – Østlandets særegne forhold. – Aristokratiets mangel paa politiske interesser. – Fælles raadsmøde i Kjøbenhavn 1398. – Det norske rigsraads forhold til ledelsen af de udenlandske anliggender. – Dronning Margrete ved raadsmødet i Oslo 1401. – Unionelt raadsmøde i Helsingborg 1401. – Kong Eriks reise til Norge i 1405. – Tvivlsomme raadsmøder i 1409 og 1410. – Raadets talrighed. – Hr. Arne Sigurdssøn træder efter 1398 tilbage fra sin stilling som kansler, uden foreløbig at faa nogen eftermand. – Rigsseglet bringes udenfor landet. – Ingen centralstyrelse inden rigets grænser. – Uorden i administrationen. – Dronning Margrete den egentlige regent. – Hendes officielle forhold til kong Eriks styrelse af Norge. – Dronning Margretes død 1412. – Kong Erik følger i hendes fodspor. – Biskop Jakob optræder som kansler. – Seglet overdrages til biskop Jon af Oslo. – Den danske kansler besegler norske breve. – Et eget norsk kancelli bliver overflødigt. – Det norske segl bringes hyppig udenfor riget. – Kongen paaberaaber sig undertiden rigsraadets medvirkning. – Raadsmøder 1420 og 1421. – Norske rigsraader i Kjøbenhavn 1423. – Raadsmøde paa Akershus Mai 1425. – Unionelt raadsmøde i Kjøbenhavn 1425. – Raadsmøde i Bergen 1426. – Forhandlinger med England 1431 og 1432. – Det norske raads medlemmer under urolighederne i Sverige 1434 og 1485. – Raadsmødet i Søderkøping 1436. – Udkast til en ny unionsakt. – Agmund Sigurdssøns opstand. – Sigurd Jonssøn bliver drottsete i 1439 og stilles tillige med raadet i spidsen for landsstyrelsen. – Raadsmøde i Oslo 1440. – Møder i Lødøse og Kalmar 1441. – Møde i Lødøse 14432. – Kristofer af Bayern vælges til Norges konge og krones i Oslo	266
XIII.	Raadets sidste magtperiode, 1442–1450. Rigsraadet faar ingen formand i en ny drottsete. – Gunnar Holk som kansler. – Administrative former under Kristofer af Bayern. – Rigsraadet tager kun sjelden umiddelbar del i de løbende forretninger, men har alligevel stor indflydelse. – Aslak Bolt, hr. Olaf Nilssøn, hr. Sigurd Jonssøn og hr. Erik Sæmundssøn. – Smaaætternes medlemmer i rigsraadet. – Der holdes hyppige raadsmøder. – Rigsraader i Bergen 1442. – Retterboden af 15de August 1443. – Raadsmøder i Bergen og Kjøbenhavn 1444. – Forskjellige anskuelser inden raadet med hensyn til den optræden, man skulde følge ligeoverfor Tydskerne i Bergen. – Raadsmødet i Kjøbenhavn 1445 og de der udstedte privilegier og retterbøder. – Raadet i Bergen 1446. – Forholdene i 1447. – Kong Kristofers død. – Hr. Sigurd Jonssøn rigsforstander. – Partier inden raadet. – Mødet paa Baahus. – Kristjern af Oldenburg vælges i Oslo til Norges konge. – Karl Knutssøns valg. – Oplandske bondeadel. – Karl Knutssøns styrelse i Norge. – Kristjern I.s kroning. – Overenskomsten i Bergen 1450	296
XIV.	Raadet under kong Kristjern den første, 1450–1481. Ridder-værdighedens hyppige uddeling 1449 og 1450. – Det arvelige kongedømmes ophør giver raadet nye betingelser for at kunne udvide sin magt. – Karl Knutssøns haandfæstning. – Kristjern I.s haandfæstning. – Der mangler bestemmelser om rigets daglige styrelse. – Hr. Sigurd Jonssøn og hr. Hartvig Krummedike. – Rigsraadets forhold til styrelsen under kongens ophold i Norge 1450. – Kansleren. – Raadet 1451 og 1452. – Kongens besøg i Norge 1453. – Fuldstændigt omslag i den politik, som tidligere havde været fulgt mod Tydskerne i Bergen. – Raadet savner adgang til at kontrollere kongen. – Forandringer inden aristokratiet paa grund af storætternes uddøen. – Det indgiftede aristokrati faar overtaget inden raadet – Geistligheden svækkes, ved at dens høieste stillinger overdrages mænd, som ikke ere indfødte. – Erkebiskopen bliver raadets formand. – Raadet deles i det søndenfjeldske og det nordenfjeldske raad. – Kongen paa Akershus i December 1453. – Hr. Ivar Vikingssøn bliver norsk kansler. – Konghelles privilegier af 1453. – Danske rigsraader medvirkende ved Norges styrelse. – Raadsmøde paa Elfsborg 1455. – Unionelt raadsmøde i Skara 1458. – Raadets indflydelse formindskes. – Raadet som rigets øverste domstol. – Den udvalgte konge Hans i Oslo 1473–1474. – Kristjern I i Oslo 1468 og 1478. – Haandfæstningen overtrædes paa forskjellige maader. – Raadets deltagelse i forhandlinger med fremmede magter. – Raadet paa de unionelle møder. – Kristjern I.s regjering har stor betydning for den følgende udvikling. – Grænserne mellem det norske og danske rigsraad udviskes efterhaanden. – Rigsraadets medlemmer forstaa ikke sin stilling. – Det norske aristokrati savner den nødvendige uddannelse for det offentlige liv. – Raadets klager over Kristjern I.s slette styrelse	310
XV.	Raadet under kongerne Hans og Kristjern II, 1481–1523. Rigsraadet overtager styrelsen. – Raadsmøde i Bergen 1481. – Forhandlinger med Sverige. – Raadsmøde i Oslo 1482. – Det norske rigsraads klageskrift. – Hr. Jon Smør som rigsforstander. – Beleiringen af Baahus. – Kong Hans vælges af det norske rigsraad. – Haandfæstningen fælles for Danmark og Norge. – Haandfæstningens bestemmelser om rigsraadets myndighed. – Kongens besøg i Norge sommeren 1483. – Han begynder med at styre landet efter sin haandfæstning. – Rimeligvis er der i 1483 udnævnt to centralstyrelser for Norge. – Raadsmøder i 1485, 1486 og 1489. – Kongens ældste søn, Kristjern, hyldes som thronfølger. – Raadsmøder i 1490, 1491 og 1492. – Raadet i 1495, 1498 og 1499. – Kong Hans misfornøiet med rigsraadet i 1501 og 1502. – Det nordenfjeldske raad 1506. – Raadet nu væsentlig indskrænket til at være den øverste domstol. – Raadets indflydelse paa administrationen kun ringe. – Thronfølgeren stilles i 1506 i spidsen for Norges styrelse. – Han anvender i 1507 og 1508 raadets medvirkning. – Senere synes denne at være aldeles ophørt. – Kong Kristjern benytter fremmede som sine raadgivere. – Kong Hans’s død. – Det norske raads klageskrift – Fælles haandfæstning for begge riger i 1518. – Raadsmøde ved kongens kroning i Oslo 1514. – Raadsmøde i Kjøbenhavn 1515. – Raadets virksomhed synes at være aldeles ophørt. – Kristjern II.s kansler. – Hr. Nils Henrikssøn som hofmester. – Rigsraadet som domstol	332
XVI.	Raadets sidste aar, 1523–1536. Hr. Nils Henrikssøn og hr. Olaf Galde gjøre et mislykket forsøg paa at overtage rigets styrelse efter Kristjern II.s flugt i 1523. – Frederik I begynder at udøve regjerings-myndighed i Norge og bliver faktisk herre over landet. – Biskopen af Hamar forhandler i Kjøbenhavn paa raadets vegne om haandfæstningen. – Raadsmøde i Bergen i August og September 1524. – Hr. Vincentius Lunge og Erik Ugerup i raadet. – Kongens norske haandfæstning. – Kongens uddeling af de norske len. – Statholderskab i det norden– og det søndenfjeldske. – Raadets sammenkomster. – Kongens myndighed indskrænkes. – Hr. Vinocentius Lunges modstandere i det danske raad. – Hr. Olaf Galde afsættes. – Hr. Vincentius maa overlade Bergenhus til hr. Esge Bilde. – Styrelsen atter lagt i kongens haand. – Raadet træder mere tilbage. – Hertug Kristjerns besøg i Oslo 1529. – Overenskomsten i Bergen af 1450 fornyes. – Hr. Henrik Krummedike. – Ansøgning fra lagmænd og adel. – Lovgivningen under kong Frederik I. – Raadets sammensætning. – Raadsmøde i Oslo 1531. – Norske raadsherrer i Danmark 1531. – Norges og rigsraadets fuldstændige afmagt. – Kristjern II i Norge 1531–1532. – Overenskomsten i Throndhjem 1532. – Frederik I dør. – Rigsmødet paa Bod 1533. – Erkebispen vakler. – Det søndenfjeldske raad erkjender Kristjern III. – Mordscenerne i Throndhjem 3die Januar 1536. – Raadets opløsning. – Slutnings-bemærkninger	362

Trykfeil og Rettelser.

Side	71,	l.	14	f. o.	Titelen secretarius forekommer ogsaa i et diplom fra i 1355. Smlgn. herom s 223 med note 2
–	75,	l.	3	f. n.	Den her omhandlede retterbod er allerede omtalt et lidet stykke ovenfor, sammen med en anden af s. d.
–	161,	l.	1	f. o.	I 1515 forekommer en Peder Kyrning som foged i Skidasyssel. Dipl. Norv., VIII, no. 486.
–	208,	l.	18	f. n.	er, læs: ere.
–	285,	l.	10	f. o.	En retterbod for Jæmteland af 1420, hvori raadets medvirkning ikke nævnes, er trykt i Samll. til d. norske folks spr. og hist., I, s. 39 flg.
–	300,	l.	18	f. o.	Antydninger til en raadssammenkomst i Bergen, August et af aarene 1442–1150 i Norske magasin, I, s. 572.
–	302,	l.	22	f. o.	I udstedelsen af dronningens morgengavebrev deltog ogsaa raadet.
–	304,	l.	18	f. o.	Det kan være tvivlsomt, om hr. Sigurd Jonssøns myndighed ogsaa hår været udstrakt til det nordenfjeldske. Dipl. Norv., V, no. 754 kaldes han kun rigens forstander søndenfjelds.
–	304,	l.	20	f. o.	udøveren, læs: indehaveren.
–	309,	l.	7	f. o.	Der var 27 medlemmer af det norske raad tilstede i Nidaros. Af Dipl. Norv., III, no. 834, s. 609 fremgaar nemlig, at ogsaa biskop Thorleif og hr. Gaute Kane samt væbneren Herlag Pederssøn vare med kongen i denne by.
–	326,	l.	2	f. n.	Af Throndhjems privilegier, der i 1450 vare bekræftede af kongen, derpaa atter uden raadet i 1455 og endelig med raadet i 1478 under opholdet i Oslo, findes i rigsarkivet en gammel afskrift (Münch. saml., 19).
–	354,	note 1			maa i citatet i sidste linje sidetallet 44 flg. forandres til 46.
–	358,	note 2, l. 2.			Nidroensis, læs: Nidrosiensis.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.