Hopp til innhold

Det norske rigsraad/10

Fra Wikikilden
Den norske forlagsforening (s. 221-246).
◄  IX.
XI.  ►
X.
Raadet under kong Haakon VI Magnussøn, 1355–1380.

Kong Haakon erklæres for myndig i 1355. – Visse landsdele forbeholdes kong Magnus. – Hr. Orm Eysteinssøn vedbliver at være drottsete i disse. – Hr. Orm fængsles og henrettes. – Styrelsen af kong Magnus’s landsdele. – Rigsraadets medvirkning ved denne synes at have været meget ringe. – Ved enkelte leiligheder er styrelsen af kong Magnus’s landsdele ført i sønnens navn. – Spørgsmaalet, om raadet har været delt mellem de to konger, ligesom landsstyrelsen. – Kong Haakons selvstændige styrelse. – Hr. Peter Erikssøn bliver kansler. – Efter 1364 overdrages kongens segl til sira Vinalde Henrikssøn. – Hr. Agmund Finnssøn som drottsete. – Henrik Henrikssøn som seglbevarer efter drottsetens tilbagetræden. – Kong Haakons fleste breve ere beseglede uden nogen kansler eller kongelig klerk. – Rigsraadet har stor indflydelse. – Retterboden af 22de Januar 1358 udtaler kongens anerkjendelse heraf. – Enkelte af raadsherrerne have rimeligvis altid fulgt kongen. – Raadsmøder i Bergen og paa Baahus 1361. – Raadet i virksomhed uden kongens nærværelse 1362. – Raadsmødet i Oslo 1364. – Raadet paa egen haand i Nidaros 1365. – Raadet under forhandlingerne med de tydske stæder 1369–1370. – Raadsmødet i 1872. – Raadsmøder i 1373, 1374 og 1375. – Freden i Kallundborg 1376. – Raadsmødet i 1377 og den almindelige handelsordning. – De sidste raadsmøder i kong Haakons tid. – Rigsraadets stilling i almindelighed under kong Haakon.

I 1355 opnaaede den unge kong Haakon sin myndighedsalder og har rimeligvis fra nu af ført styrelsen i sit eget navn. Der synes at være afgjørende grunde for at antage, at myndigheds-erklæringen er foregaaet i August 1355 og da nærmest i Bergen, hvor der formodentlig har været en større sammenkomst af raadets medlemmer og andre høitstaaende mænd. Kong Haakon var da sandsynligvis femten aar, saaledes at der altsaa nu ikke har været tale om at overholde de i 1302 givne bestemmelser om kongens myndighedsalder. Formodentlig har der umiddelbart forud for den akt, hvorved den unge konge erklæredes for myndig, gaaet nærmere forhandlinger mellem hans fader og dennes fortrolige,[1] hvorved det imidlertid synes, som om ingen andre medlemmer af det norske raad ere medtagne end drottseten, som rimeligvis i denne anledning har indfundet sig i Helsingborg om sommeren 1355.[2] I det hele taget vides der om disse begivenheder kun ganske lidet, og der gives her, maaske i en endnu høiere grad end ved noget andet vigtigt tidspunkt i det fjortende aarhundrede, kun faa holdbare støttepunkter. Efter hvad P. A. Munch[3] har paavist, maa det imidlertid ansees for givet, at ogsaa kong Magnus for fremtiden har beholdt en del af riget under sin umiddelbare styrelse. Naar han saaledes i den følgende tid optræder ved siden af sin søn og med ham deltager i almindelige regjerings-foranstaltninger eller ogsaa afgjør saadanne udelukkende i sit eget navn, da har dette sin naturlige grund deri, at der ogsaa efter 1355 var forbeholdt ham en bestemt del af riget, hvorover han herskede med fuld kongelig myndighed.[4] I overensstemmelse hermed kunde han ogsaa for eftertiden beholde sin drottsete, der i hans navn kunde styre denne landsdel, naar han selv var fraværende.

Efter den almindelige sædvane skulde hr. Orms embede som drottsete være ophørt, efterat kong Haakon var bleven myndig og havde taget sin faste residens inden landet. Drottsetens stilling havde i den senere tid efter 1323 netop været en rigsforstanders under en konges mindreaarighed eller hans fravær fra landet. Men hr. Orm vedblev alligevel at føre sin tidligere titel, og det maa saaledes antages, at han fremdeles har været drottsete i den kong Magnus forbeholdte del i riget, Ranafylke, Borgesyssel og hele Tunsbergs fehirdsle, idet dennes hyppige fravær nok kunde gjøre det nødvendigt, at han for sine norske besiddelser holdt en drottsete, som, naar han selv var borte, i disse kunde besørge de løbende forretninger. I et brev fra Sandsvær af 6te December 1356 nævnes saaledes hr. Orm som kong Magnus’s drottsete i Norge.[5] Derimod fører han i en forordning for Island af 18de Oktober 1355 kun titel af kongens secreter.[6] Hvis denne titel ikke grunder sig paa en misforstaaelse, maa den vistnok nærmest betegne hr. Orm som den, der har bevaret kong Magnus’s sekret. I dette tilfælde vil man i den ogsaa have et sidestykke til den titel af secretarius, hvormed hr. Audun Hugleikssøn en enkelt gang omtales.[7]

For øvrigt nævnes hr. Orm ikke ofte og blev heller ikke længe i sin høie stilling, idet han allerede i 1358 blev kastet i fengsel samt et eller to aar derefter henrettet.[8] Hans skjæbne minder forsaavidt om hr. Auduns, – ogsaa deri, at der savnes alle efterretninger om de grunde, som have fremkaldt hans fald. Styrelsen af kong Magnus’s landsdele synes derefter at have været overdragen til dronning Blanche og kong Haakon, naar han selv var fraværende. Den vedblev som regel at føres i hans navn, og næsten alle indberetninger om drabsforhør, som nu kjendes fra disse landsdele, ere for denne tids vedkommende stilede til ham, kun en enkelt gang til sønnen.[9] I kong Magnus’s navn ere saaledes ogsaa alle nu bevarede landsvistbreve fra denne kant af landet i aarene nærmest efter 1355 udstedte, paa en enkelt undtagelse nær.[10] De ere enten beseglede i hans egen nærværelse[11] eller ogsaa i nærværelse af dronningen (vaare kæro pusu Blancee hiauerande).[12] En enkelt gang, da dronningen maa have være fraværende, er et saadant landsvistbrev (dateret Tunsberghus 20de April 1362) skrevet og beseglet af fehirden Rane Eivindssøn.[13] Dronningen har for øvrigt ogsaa med kongen deltaget i udstedelsen af andre breve; saaledes er et gavebrev, der er udstedt i Stockholm 27de Marts 1363[14] i kongens egen nærværelse, beseglet af begge de kongelige ægtefæller.

Foruden disse kjendes der ogsaa andre regjerings-handlinger for de samme landsdele, der ligeledes ere kundgjorte i kong Magnus’s navn.[15] Dertil kommer endnu nogle retterbøder, som alene ere udstedte af ham, en for Borgesyssel af 8de Januar 1357, udstedt i Oslo, to for Skien, den ene udstedt i Tunsberg te Oktober 1365 og beseglet i kongens nærværelse, den anden paa Gimsø 21de November 1371 og beseglet paa samme maade, en om kongens forkjøbsret paa fisk, udstedt i Tunsberg 1ste Mai 1373 og ligeledes beseglet i kongens egen nærværelse, samt et par udaterede.[16] I al denne tid var kong Magnus overhovedet kun sjelden i Norge, hvor han først tog fast ophold i sine sidste leveaar. Den egentlige styrelse af hans landsdele maa saaledes være besørget af andre. Han sees heller ikke at have afgjort særlig norske anliggender alene i sit eget navn udenfor landets grænser, fraregnet et par undtagelser, som dog kun havde liden betydning.[17] 8de Januar 1357,[18] som siges at være udstedt med vaare bæstra manne rade sæm nu var neer os i Akershuse. Uagtet texten i denne retterbod neppe er meget paalidelig, synes det dog rimeligt, at der paa denne tid kan være afholdt et raadsmøde i Oslo eller paa Akershus, fra hvilket kong Magnus umiddelbart har begivet sig til egnen om Baahus, hvor han 14de Januar 1357 var i Lødøse.[19] De to norske herrer, Jon Hafthorssøn og Orm Eysteinssøn, som der vare hos ham, have da rimeligvis i forveien været tilstede ved mødet i Oslo og derfra ledsaget ham til landsenden. Retterboden siges at være beseglet af hr. Arne Aslakssøn. Da denne allerede var død kort efter sin ophøielse til biskop, maa hans navn her oprindelig være indkommet ved en afskriverfeil; men dette kan ikke vække tillid til nøiagtigheden af den form, hvori retterboden nu kjendes.[20] I ethvert fald sees det, at kong Magnus ikke i nogen større udstrækning kan have benyttet rigsraadets medvirkning ved styrelsen af sine landsdele, ligesom han neppe heller efter hr. Orm Eysteinssøns fald kan have havt nogen særegen seglbevarer. Hvorledes der i hans fravær fra landet og navnlig under hans lange fangenskab har været forholdt med hans segl i tiden efter dronningens død, vides ikke. Saalænge hun levede, var det derimod rimeligvis i regelen hos hende paa Tunsberghus.

Ved siden af denne styrelse i kong Magnus’s navn alene gaar der imidlertid ogsaa en, som førtes i hans søns navn for de samme landsdele. Der haves saaledes en retterbod for Skien af 16de Marts 1358, udstedt af kong Haakon og beseglet med hans sekret i hans egen nærværelse,[21] medens hans fader har udstedt de to følgende retterbøder for denne by, som nu kjendes.[22] Ligeledes kjendes der enkelte indberetninger om drab fra kong Magnus’s dele af landet, som ere stilede til hans søn og ialfald et enkelt landsvistbrev, som er udstedt af denne.[23] Det skulde synes, som om det ved disse anledninger maatte have været den regelmæssige fremgangsmaade at udstede vedkommende breve i kong Magnus’s navn, men bemærke, at de vare beseglede i hans søns nærværelse. Forskjellige grunde kunne imidlertid have foranlediget, at man har anvendt en anden fremgangsmaade. Saaledes er det muligt, at alene kong Haakons segl har været ved haanden.[24] I ét tilfælde optraadte ogsaa begge konger i fællesskab ved en regjerings-handling, som særlig vedkom kong Magnus/s landsdele, nemlig ved den retterbod for Tunsberg, som de udstedte i Stockholm 13de Marts 1362, og som er beseglet i begges nærværelse.[25] Forsaavidt styrelsen efter hr. Orm Eysteinssøns fald er gaaet gjennem kong Haakon og hans moder, fik heller ikke den uregelmæssige form nogen reel betydning. Ved landsvistbrevene kunde der ikke være spørgsmaal om rigsraadets medvirkning; at denne heller ikke forudsættes i retterboden af 1358, kan være en tilfældighed, skjønt det er i overensstemmelse med, hvad der ellers vides om styrelsen af kong Magnus’s landsdele. Den anden retterbod er udstedt udenfor landet, – det eneste exempel paa, at kong Magnus har foretaget en vigtigere norsk regjerings-handling under et ophold i Sverige. Men dette kan maaske være betragtet som opveiet derved, at hans søn deltog deri med ham.

Efter den gamle sædvane skulde de raadsherrer, som boede i de til Magnus overladte landsdele, have været betragtede som den ældre konges raadgivere i særlig forstand.[26] Uagtet raadet nu var en ganske anderledes fast afsluttet og udviklet institution, end det havde været, da landsstyrelsen sidst var delt mellem Magnus Lagabøters sønner, var dette alligevel neppe stridende mod den nu almindelige opfatning. Endnu forekommer der exempler paa, at man ikke ganske havde glemt, at raadsherrerne ogsaa stode i et personligt forhold til kongen, og at de ikke blot vare medlemmer af rigets raad, men ogsaa af kongens raad. Netop i tilfælde af en deling af landsstyrelsen kunde det tænkes, at dette personlige forhold maatte faa en forøget vægt. Men det var da ogsaa nødvendigt, at kong Magnus stadig opholdt sig inden landet. Idet han for det meste var fraværende, fik den deling af raadet, som maaske kan have fundet sted, kun liden betydning. Efter hr. Orm Eysteinssøns fald og dronning Blanches død havde styrelsen af de kong Magnus forbeholdte landsdele neppe noget særeget midtpunkt, forskjelligt fra den almindelige landsregjering. Saa meget mindre blev der for deres vedkommende behov af et særligt raad: maaske var der ikke en gang efter dronningens død noget særeget kancelli for dem. Men om der saaledes ikke i regelen har bestaaet nogen særegen raadsafdeling, der betragtedes som tilhørende kong Magnus, er det dog rimeligt, at enkelte medlemmer af rigsraadet have følt sig staaende ham nærmere end sønnen. Dette gjælder da fremfor nogen anden hans drottsete, hr. Orm, maaske ogsaa hr. Jon Hafthorssøn. Naar der en enkelt gang, saaledes som i 1357, omtales et raadsmøde hos kong Magnus, paa hvilket der er fattet beslutninger om forholdene i hans landsdele, da ligger det nær at gaa ud fra, at dette netop var hans særlige raadgivere, uagtet der dog ogsaa kan have været andre tilstede, som ikke stode i et saadant forhold til ham. Raadsmøderne have i det hele taget vistnok kun sjelden været fuldtallige, om dette overhovedet nogensinde har været tilfældet. Der er ikke en gang nogen nødvendighed for at antage, at kongen ved enhver leilighed har indkaldt alle medlemmer, og saaledes var der heller intet i veien for, at kong Magnus ved en saadan anledning, som den i 1357, blot har holdt sig til de nærmeste raadsherrer.

Da der i 1357 ogsaa i Sverige indførtes en lignende deling af styrelsen, som den, der allerede to aar tidligere var gjennemført i Norge, aabnedes derved en adgang for kong Magnus til at sammensmelte sine særlige norske og svenske raadgivere til en enhed. Paa grund af forholdene kom dog ikke den forbindelse, hvori enkelte dele af begge riger derved vare bragte til hinanden, til at faa større betydning. Imidlertid har den dog ogsaa bidraget sit til at nærme de to landes aristokrati til hinanden.

Kong Haakons selvstændige styrelse af de landsdele, som vare ham overdragne, skulde allerede begynde i 1355. Formodentlig er der ogsaa da udnævnt en ny kansler, som ved hans side skulde danne midtpunktet i regjeringen, maaske ogsaa lede denne i de første par aar, forsaavidt kong Haakon endnu muligvis kan være forbleven i nogen tid hos sine forældre. Hertil valgtes da i overensstemmelse med anordningen af 1314[27] hr. Peter Erikssøn, der rimeligvis umiddelbart havde efterfulgt hr. Arne Aslakssøn som provst ved Mariakirken. I denne stilling forekommer han allerede 1353, medens han som kansler først nævnes i begyndelsen af 1358.[28] Noget spor af den unge konges nærværelse i landet haves for øvrigt heller ikke før i 1357, da der tales om en stævning til at møde for ham paa Baahus, hvor han altsaa paa den tid maa have været tilstede.[29] Efter denne tid finder man styrelsen i fuld gang. At der ikke kjendes nogen ældre regjerings-handling, der er foretagen i hans navn, er vistnok kur en tilfældighed. Saasnart han var bleven myndig, maa han rimeligvis hurtigst mulig have faaet sit eget segl, og dermed er da ogsaa den sidste grund til at føre styrelsen i hans faders navn bortfalden. Efter 1358 besørgedes i regelen de kongelige breves og retterbøders besegling, forsaavidt de gik i Haakons navn, af den nye kansler, som tildels sees at have ledsaget kongen paa hans reiser omkring i landet.[30] Imidlertid haves der ogsaa breve, som kun siges at være beseglede i kongens nærværelse, uden at nogen medvirkning af kansleren nævnes.[31]

Hr. Peter Erikssøn stod som kansler indtil 1363 eller 1364, da han traadte tilbage fra denne stilling, men vedblev at være provst ved Mariakirken og medlem af rigsraadet. I hans sted blev kongens segl overdraget til den kongelige klerk, sira Vinalde Henrikssøn, en svenskfødt geistlig, der tilsidst blev erkebiskop i Nidaros. Hans stilling blev saaledes nærmest en vicekanslers, uagtet han ikke nævnes med denne titel, der maaske heller ikke har været benyttet efter Ivar Olafssøns tid. Naar sira Vinalde nævnes i et kongebrev som den, der har beseglet dette, da er det altid som »korsbroder i Oslo og kongens klerk«; men alligevel har han udført alle en kanslers sædvanlige forretninger. Han nævnes først som beseglende kongebreve i 1365[32] og omtales i det følgende aar som den, der paa den tid havde kongens segl i forvaring.[33] Rimeligvis skyldtes hans udnævnelse til seglbevarer kongens personlige yndest;[34] overdragelsen af rigsseglet til en underordnet geistlig synes ogsaa i sig selv at vidne om, at kongen dermed har villet forhindre kansleren fra at indtage en altfor uafhængig stilling. Men han blev ikke længe i denne stilling.

Om sommeren 1366 forekommer hr. Agmund Finnssøn, der efter sin faders og farbroders død var Hestbøættens repræsentant, som »drottsete i Norge«; han opholdt sig da i Bergen, hvor samtidig erkebiskop Olaf, biskop Gisbrikt af Bergen, den grønlandske biskop, broder Alf og provsten ved Apostelkirken, hr. Thorstein, vare nærværende.[35] Det er muligt, at hr. Agmund da allerede i nogen tid har været drottsete, og at han er bleven udnævnt til dette embede samtidig med, at hr. Peter Erikssøn traadte tilbage som kansler, og seglet overdroges til sira Vinalde. Ialfald vides det, at denne har brugt det kongelige segl paa en tid, da hr. Agmund var drottsete.[36] Man synes efter 1333 i længere tid ikke at have villet have en drottsete og en kansler paa samme tid, uden at det nu kan paavises, hvad derved har været det bestemmende. Men da kongen denne gang ikke kan have ønsket ogsaa at overdrage seglet i drottsetens hænder, greb han til den udvei at indsætte en seglbevarer af lavere rang, en vicekansler. Hr. Agmunds stilling var ogsaa i andre henseender forskjellig fra hans forgjængeres, og hans udnævnelse kan derfor maaske ogsaa være fremkaldt af ganske særegne grunde. Mellem disse maa vistnok hensynet til den krig, hvori riget paa flere kanter var indviklet, have været et af de vigtigste. Kongen har ikke selv kunnet raade med alt, som han skulde varetage, og har af denne grund overdraget en del af sin myndighed til en drottsete, hvis opgave det nærmest var at vaage over forsvaret af det vestenfjeldske. Imidlertid har dog neppe drottsetens hverv været indskrænket hertil. Med hans stilling fulgte ogsaa, efter den siden 1323 udviklede praxis, forsædet i det norske raad, og naar kongen var fraværende fra riget, skulde det synes, som om han af sig selv maatte betragtes som rigsforstander. Imidlertid kjendes intet exempel paa, at han er optraadt som saadan, eller overhovedet paa, at han har udstedt breve i kongens navn.[37]

I sin særegne stilling som kongelig statholder for de vestenfjeldske landsdele, har den nye drottsete neppe staaet ganske alene. Ialfald er det meget rimeligt at antage, at en del af hans kolleger i rigsraadet have staaet ved hans side. Da der i 1309 var spørgsmaal om at forsvare det vestenfjeldske Norge mod svenske angreb, havde kongen overdraget dette til flere herrer, der formodentlig samtlige vare medlemmer af hans raad,[38] og paa samme maade tør man vel antage, at drottseten ogsaa har havt andre raadsherrer med sig. Til disse kunne de ovenfor (s. 229) omtalte geistlige, der i 1366 vare sammen med ham i Bergen, have hørt.

Hr. Agmund Finnssøn har maaske i de nærmest følgende aar især opholdt sig i det vestenfjeldske. Da kong Haakon i 1369 gav ham (dilecto et fideli consiliario nostro ac dapifero, domino Agmundo Findeson, militi) fuldmagt til at give sendebudene fra Kampen og andre steder frit leide,[39] maa dette rimeligvis opfattes, som om de allerede vare komne til ham i Bergen. Han optræder imidlertid senere hen ogsaa nogle gange hos kongen som drottsete og nævnes i enkelte kongebreve som en af dem, der have været nærværende ved disses besegling.[40] Men han har heller ikke da været den beseglende. Hvorvidt Vinalde er vedbleven som saadan ogsaa i nogen tid efter 1366, uagtet han ikke da nævnes i denne egenskab, kan ikke afgjøres. Maaske er han allerede kort efter det nævnte aar gaaet over i en anden stilling, medens seglet er bleven betroet til en anden klerk. Det maa nemlig ansees som sikkert, at der har været andre af disse end Vinalde, som kongen har benyttet som seglbevarer.[41] Da hr. Agmund ogsaa fører sin titel som drottsete, naar han var hos kongen, maa denne hans værdighed have været af en anden beskaffenhed end den, som var overdraget hans to forgjængere, hr. Ivar Rova og hr. Orm Eysteinssøn. Han har neppe i kongens fravær havt saa stor myndighed som disse, idet han navntlig aldrig har havt seglet i sin forvaring, saaledes som hr. Orm. Til hans virksomhed kjendes kun lidet. Formodentlig har den nærmest været rettet paa landsforsvaret; der tales ogsaa om, at han havde ladet gjenopføre et ødelagt sælehus ved Karmsund.[42]

Rimeligvis er hr. Agmund gaaet af som drottsete i eller ved 1371. Unionen med Sverige blev da opløst, og kong Magnus kom tilbage til Norge, hvor han nu blev. De grunde, som havde tvunget hans søn til at have en drottsete, ophørte vistnok nu, da der altid var to konger inden riget. I 1373 kaldes hr. Agmund kun ridder.[43] Raadet fik fra nu af i den tilbageværende del af kong Haakons regjering, heller ikke efter hans faders død i 1374 nogen formand, ligesom der heller ikke udnævntes nogen ny kansler. I 1371 havde kongen sagt til klerken Henrik Henrikssøn, som da enten var eller ialfald kort efter blev udnævnt til provst ved Mariakirken i stedet for hr. Peter Erikssøn, at han vilde lade ham besegle de breve, som han ffore sagde. Men denne havde da undslaaet sig. Senere har han imidlertid virkelig udført disse forretninger, idet der haves nogle breve fra denne sidste del af kong Haakons regjeringstid, som ere beseglede af ham. Han førte dog aldrig, saalænge kong Haakon levede, titel af kansler, men kaldes kun kongens klerk og provst ved Mariakirken.[44]

Flertallet af kong Haakons breve og retterbøder er under hans hele regjering udstedt, uden at der tales om, at beseglingen er foretagen af nogen kansler eller kongelig klerk. I almindelighed siges de at være indseglede oss sjálfum hjáverandum. Undertiden forekommer der ingen bemærkning om beseglingsmaaden, hvilket især er tilfældet i de breve, som ere udstedte paa Latin; i saadanne siges dog undertiden, at de ere givne nostro sub sigillo, eller ogsaa anvendes formelen sigillum (secretum) nostrum præsentibus est appensum.[45] Forsaavidt ogsaa kong Magnus undertiden nævnes ved sin søns side i breve, der udelukkende vedkom dennes landsdele, da har dette neppe nogen større betydning, uden at dog grunden dertil lader sig paavise.[46] Saadanne breve siges at være indseglede i faders og søns nærværelse; der er dog ogsaa andre, hvori beseglingen ikke omtales. At begge konger optræde ved hinandens side i breve, der vedkomme udenrigske anliggender, kan ikke være paafaldende.

Kun meget sjelden tales der i kongebreve fra denne tid om, at de ere beseglede af rigsraadets medlemmer.[47] Alligevel havde disse under kong Haakon en betydelig indflydelse paa regjeringen, og denne anerkjendtes af kongen i udtrykkelige ord. Rigsraadet omtales jævnlig, og dets medlemmer forekomme i mange breve ved kongens side. Maaske kunne de urolige forhold, som herskede i den første del af hans styrelse, tildels have hindret den regelmæssige afholdelse af raadsmøder; men dette har da ikke været en følge af kongens ønske om at trænge raadet tilside. I denne henseende var der mellem ham og hans fader en meget betydelig og iøinefaldende forskjel.

I begyndelsen af 1358 har der rimeligvis været afholdt et raadsmøde i Oslo, ved hvilket kong Haakon udstedte en retterbod for denne by (af 22de Januar). I denne selv tales der rigtignok ikke om, at den skal være givet med rigsraadets samtykke. Men at dette har været tilfældet, synes rimeligt, idet kongen selv siger i retterboden, at den skal staa ved magt, indtil han træffer en anden bestemmelse »med raad og samtykke af alt rigsens raad i Norge«.[48] Den.deri liggende udtalelse om kongens forpligtelse til ved vigtigere regjeringshandlinger at indhente sine raadgiveres samtykke, maa vistnok tillægges megen betydning, saaledes at det kan antages, at kongen har henvendt sig til rigsraadet, selv naar dette ikke paaberaabes i hans breve. Dette behøver imidlertid ikke at være skeet umiddelbart før udstedelsen af vedkommende breve. Hele den maade, hvorpaa forretningsordenen var indrettet, lagde hindringer i veien derfor, saaledes at der ikke kunde være adgang til at afholde et større raadsmøde, hver gang der skulde forhandles om et vigtigere regjerings-anliggende. Hvorledes man her har indrettet sig i det enkelte, lader sig nu ikke paavise. Imidlertid kan det antages, at naar kong Haakon f. ex. umiddelbart efter at have forladt Oslo i 1358 paa reisen nordover (22de Februar) udsteder en retterbod for Østerdalen,[49] saa har han derom raadført sig i Oslo med de der tilstedeværende med- lemmer af raadet. Denne retterbod omtaler for øvrigt ogsaa þeir vårir goðir menn, sem dagliga með oss ganga, et udtryk, som slaaende minder om det, der forekommer i retterboden af 1295 (s. 62). Ved begge anledninger synes dette at maatte be- tegne netop de medlemmer af raadet, som hyppigst vare hos kongen og der toge del i regjeringen, og man kan saaledes vistnok antage, at der i regelen har været nogle raadsherrer tilstede hos kongen, eller i hans fravær hos kansleren.

Fra 1359 kjendes intet brev, der kunde antyde, at der er afholdt en forsamling af raadet. Kongen var da ogsaa fraværende i den største del af aaret. I begyndelsen af 1360 var han i Tunsberg, hvor han 5te Februar udstedte en retterbod for Bergens fehirdsle, i hvilken raadet ikke nævnes.[50] I Juni 1361 findes kong Haakon i Bergen, hvorhen han ledsagedes af sin kansler, og hvor han rimeligvis har truffet sammen med flere af raadsherrerne. Der haves fra dette ophold tre kongelige breve, i hvilke raadet overalt omtales. I retterboden om Bergens privilegier af 15de Juni[51] siger kongen, at han og raadet havde gjennemlæst de ældre breve, som vare givne derom; det er den samme formel, som anvendtes under formynderstyrelsen før 1332 og ogsaa efter denne tid i enkelte af hans faders breve. Den samme formel forekommer ogsaa i det brev, hvormed kongen 23de Juni bekræftede Munkelivs ældre privilegier.[52] I retterboden af 18de Juni, der handler om Bergens indenlandske kjøbmænds ret til seilads overalt i Norge og paa skatlandene,[53] siger kongen, at disse havde klaget for ham og raadet over, at de hindredes i sine kjøbfærder. Man kan vistnok gaa ud fra, at der her har været en forsamling af flere raadsherrer, og da fornemlig af dem, som hørte hjemme i det vestenfjeldske. I denne har man formodentlig nærmest sysselsat sig med lovgivnings-sysler for disse landsdele. Nogle af raadsherrerne have da ogsaa rimeligvis fulgt kong Haakon fra Bergen til Baahus, hvor han var i slutningen af den næstpaafølgende September maaned sammen med begge sine forældre. Ved denne leilighed deltog den ældre konge i en regjerings-handling, der alene vedkom hans søns landsdele. Under 29de September 1361[54] overdroge nemlig kongerne til Otte Rømer, en mand, som havde tjent kong Magnus af barndom længe, alt hr. Audun Hugleikssøns inddragne gods i Nordfjord. Det derom udstedte brev er beseglet af kong Magnus, dronning Blanche, kong Haakon, erkebiskop Olaf, de fire biskoper; Halvard i Oslo, Gisbrikt i Bergen, Haavard i Hamar og Botolf i Stavanger, hr. Jon og Sigurd Hafthorssøn og hr. Agmund Finnssøn. Grunden til, at begge konger, ja endogsaa dronningen, her have optraadt i fællesskab, maa vistnok nærmest søges i det nære forhold, hvori Otte Rømer stod til Magnus. Da han i 1372 fik en bekræftelse paa sine ældre gavebreve, udstedtes denne ogsaa af kong Magnus og kong Haakon i fællesskab.[55]

Fra 1362 haves et kongebrev, der forudsætter medvirkning fra raadets side. Det er udstedt i Bergen 4de September og beseglet af kansleren. Kongen kan paa denne tid neppe have været tilstede. Alligevel paaberaabes raadet i dette brev, der omhandler en stadfæstelse af Byreslægtens ældre breve paa sin gaard, og dette sker i udtryk, som synes at vise, at kansleren og raadet ved denne leilighed have optraadt med kongelig myndighed under hans fravær. Det siges først, at de to brødre, som da eiede Byre, havde klaget for kongen og raadet, hvorefter det siges, at raadet – ikke, som ellers, kongen og raadet – havde læst de fremlagte breve, og saa tilsidst, at ingen mere maatte gjøre noget mod brødrene for denne sag vten firi oss sealfum ok varo raðe.[56] Det er heller ikke i sig selv rimeligt, at kansleren aldeles paa egen haand skulde have ret til at afgjøre en sag som denne, og i dette tilfælde skinner det virkelig igjennem de sædvanlige former for kongebreve, at han har optraadt sammen med en del af sine kolleger i raadet. Da kongen netop i disse aar jævnlig var fraværende fra landet, var det saa meget rimeligere, at der paa denne maade blev sørget for at have et fast midtpunkt for landsstyrelsen. Fra 1363 haves der intet brev, som giver noget nærmere indblik i den maade, hvorpaa man da havde indrettet sig. Kong Haakon var dog i slutningen af Juli nær ved den norske grænse, idet han da opholdt sig i Lødøse.[57] Saaledes kan han ialfald have havt en sammenkomst med det norske raad.

Fra 1364 haves en enkelt oplysning om kongens forhold til rigsraadet. 29de August var kong Haakon i Oslo, hvor han meth radhe ok samtykth varra godra manna udgav en retterbod for Jæmteland.[58] Da han til samme tid var meget optaget af de svenske forhold, er det rimeligt, at der i Oslo under kongens ophold der har været afholdt et større raadsmøde for at forhandle om disse. Retterboden af 26de April 1365,[59] der er udstedt i Oslo og beseglet af hr. Vinalde Henrikssøn, nævner intet om rigsraadet; kongen kan heller ikke paa den tid have været i Norge. Derimod har det været antaget, at han om høsten i det samme aar har aflagt et besøg i Bergen.[60] Dette er dog ikke sikkert; i ethvert fald synes man imidlertid at kunne antage, at der paa den tid har været et raadsmøde i Bergen, hvor der er forhandlet om regjerings-anliggender. I et kongebrev af 6te November 1365,[61] beseglet af hr. Vinalde, tales der saaledes om en klage firir varo raade, ikke for kongen og raadet. Derimod forekommer der i den bekræftelse paa Nidaros korsbrødres privilegier, som er udstedt i Nidaros 23de September 1366 og beseglet af hr. Vinalde[62] paa en tid, da kong Haakon neppe der kan have været tilstede, det gamle udtryk, at kongen og hans raad havde seet og læst de tidligere privilegier. Men ogsaa dette brev synes at vidne om, at en del af raadet har været i virksomhed, selv naar kongen var hindret fra at befatte sig med de løbende administrative forretninger,[63] hvilket i aarene nærmest efter 1365 hyppig synes at have været tilfældet. Det var jo ogsaa netop for disse aar, vi have antaget, at en afdeling af raadet har staaet ved hr. Agmund Finnssøns side, medens han som drottsete skulde vaage over forsvaret af det vestenfjeldske.[64]

Der haves ingen retterbøder fra disse aar, og det kan efter forholdene i almindelighed nok antages, at der kun sjelden i denne meget urolige tid har været leilighed til at gjøre mere end at sørge for forsvarsvæsenet, som ogsaa nu var det mest paatrængende, og holde de løbende regjerings-forretninger i gang. Derimod træder nu forholdet til udlandet mere i forgrunden, og derunder møde vi da igjen rigsraadet ved kong Haakons side. I Mai 1369 var kong Haakon paa Akershus, hvor ogsaa flere af raadet vare tilstede. Anledningen til dette møde var fredsforhandlingerne med Hansestæderne. Som tilstedeværende nævnes biskoperne Halvard af Oslo og Magnus af Hamar, ridderne hr. Jon Hafthorssøn, baro regni Norvegiæ, – hr. Jon Thoraldessøn, hr. Ulf Holmgeirssøn, hr. Ulf Jonssøn, af hvilke den sidste var hr. Jon Hafthorssøns søn, den svenske ridder og rigsraad, hr. Fjellar Pijk og Mariakirkens provst, hr. Peter Erikssøn samt (væbnerne) Thorgaut Jonssøn, Lodin Eyvindssøn, befalingsmand paa Tunsberghus, Alf Haraldssøn, Gaute Eriks- søn og befalingsmanden paa Baahus, Laurents Bjørnssøn. Af dem skulde hr. Fjellar, hr. Peter, Laurents Bjørnssøn og Gaute Erikssøn sendes som gesandter til Tydskland. Disse kaldes udtrykkelig kongens consiliarii et homines. Efter den maade, hvorpaa de øvrige her nævnte mænd ved denne leilighed fremtræde, er det ogsaa rimeligt, at de samtlige have tilhørt raadet. De beseglede med kongen den for de fire sendebud udfærdigede fuldmagt.[65]

I September s. a. var atter en større del af rigsraadet samlet paa Hisingen, hvor der som tilstedeværende hos kongen nævnes biskop Halvard af Oslo, de tre riddere, hr. Jon Hafthorssøn, hr. Jon Thoraldessøn og hr. Ulf Jonssøn, provsten hr. Peter Erikssøn, Laurents Bjørnssøn paa Baahus, Lodin Eyvindssøn paa Tunsberghus, Gaute Erikssøn, Alf Haraldssøn, Kolbjørn Ketilssøn, Baard Eyvindssøn og Henrik Mikkelstorp. Disse beseglede tillige med kongen den af ham udstedte kundgjørelse om, at der var afsluttet stilstand paa et aar med Hansestæderne. Kongen siger deri, at han har ratificeret denne cum consensu, consilio et voluntate consiliariorum nostrorum fidelium dilectorum, og de nævnte raadsherrer sige selv, at naar de hængte sine segl under, da var dette for at vise, at de anerkjendte omnia præmissa cum nostra voluntate, consilio et consensu esse acta et placitata, og at de indestode for overholdelsen.[66]

Samme dag som denne kundgjørelse (5te September 1369) er der ogsaa af kong Haakon udstedt en anden,[67] som han har stillet til venerabilibus in Christo patribus, archiepiscopo Nidrosiensi et ejus suffraganeis, nec non suis dilectis et fidelibus consiliariis, domino Agmundæ Finninzson, dapifero, ac Sigurdo Haffthorsson, omnibusque aliis militibus et militaribus, etiam prefectis, thesaurariis et officialibus suis ceterisqve hominibus suis et subditis qvibuscumque regnum suum Norvegiæ inhabitantibus. Ved dette brev bekjendtgjordes, at der til Pintse 1370 skulde holdes et almindeligt fredsmøde paa Baahus.

Et saadant blev ogsaa afholdt. Da forhandlingerne maaske tildels angik Sverige eller dele af Sverige, vare derved raadsherrer fra begge lande tilstede, og forsamlingen blev saaledes meget talrig. Som tilstedeværende raadsherrer nævnes biskoperne Botolf af Stavanger, Halvard af Oslo, Gotskalk af Linkøping, og Magnus af Hamar, drottseten hr. Agmund Finnssøn, hr. Erik Ketilssøn, ridderne hr. Jon Hjerne, hr. Narve Ingvaldssøn, hr. Ulf Holmgeirssøn og hr. Ulf Jonssøn og væbnerne Haakon Jonssøn, Herman af Owen, Gaute Erikssøn, Lodin Eyvindssøn, Henrik Mikkelstorp, Kolbjørn Ketilssøn, Erlend Philippussøn, Otte Rømer og Gerhard Kind. Alle disse beseglede tilligge med kong Haakon det brev, hvormed han ratificerede den paa Baahus afsluttede femaarige vaabenstilstand med Hansestæderne.[68] Han siger deri, at forhandlingerne med disse vare førte af ham og hans »raadgivere og mænd«, og at han nu antog og bekræftede traktaten cum consensu, consilio et plena voluntate dilectorum et fidelium nostrorum consiliariorum.

Ogsaa efter afslutningen af disse forhandlinger med de tydske stæder forblev kongen i Viken eller i de allernærmeste dele af Sverige,[69] og det er sikkert, at de fleste af de norske raadsherrer ere blevne hos ham. Ogsaa erkebiskopen, som ikke nævnes under stilstands-forhandlingerne, kom senere til. Da kongen 12te Juli paa Baahus udstedte fuldmagtsbrev for de gesandter, som skulde underhandle med kong Albrecht, blev dette beseglet af biskoperne Botolf af Stavanger, Halvard af Oslo og Magnus af Hamar, hr. Agmund Finnssøn, hr. Narve Ingvaldssøn, Lodin Eyvindssøn og Gaute Erikssøn, der alle kaldes hans raadgivere. Ogsaa sendebudene nævnes med samme titel. Disse vare otte i tallet: hr. Jon Hafthorssøn, hr. Erik Ketilssøn, hr. Jon Hjerne, Laurents Bjørnssøn, Haakon Jonssøn, Henrik Mikkelstorp, Kolbjørn Ketilssøn og Ulf Jonssøn.[70]

Umiddelbart forud havde kongen og rigsraadet været i Lødøse, altsaa paa svensk grund, for at forhandle om, hvad der skulde gjøres i anledning af kong Magnus’s udløsning af fangenskabet. Det var resultaterne heraf, som kundgjordes paa Baahus. Da udfaldet af den besluttede sendelse til Sverige imidlertid var usikkert, blev det endvidere med raadets samtykke vedtaget at lade udgaa en befaling til almuen i Baahus fogderi om at ruste sig til krig. Brevet herom er udfærdiget 19de Juli i Marstrand, hvorhen rigsraadets medlemmer begave sig med kongen.[71] Dette er beseglet af kongen, af erkebiskopen, biskoperne Halvard og Magnus og drottseten samt, som det siges, i nærværelse af kongen, erkebiskopen, biskoperne af Oslo, Hamar, Stavanger og Bergen, drottseten og morghom adrom warom godom monnum bode leikum ok lærdom af varo riki Norighi.

Kongen var endnu i Oktober i Viken,[72] men reiste saa til Akershus, hvor han var 14de November og udstedte et brev, som til meire stadfæsto er beseglet med biskop Halvards og drottsetens segl.[73] Som allerede (s. 231) omtalt, traadte den sidste snart tilbage.

Kong Magnus kom i 1371 ud af fangenskabet og vendte tilbage til Norge, hvor han overtog bestyrelsen af sine egne landsdele. Men hans virksomme indgriben i regjeringens anliggender kan i de faa aar, hvori han endnu levede, kun have havt liden betydning.[74] Han var om vinteren 1371–1372 i Oslo, Tunsberg og Skien og fulgte i Marts 1372 sønnen paa dennes reise til Hamar[75] og videre til Trøndelagen. I hele April maaned synes begge konger at have opholdt sig i Nidaros,[76] hvor da ialfald en del af raadet var samlet. Under denne sammenkomst har man rimeligvis nærmest sysselsat sig med saadanne anliggender, som særlig vedkom det nordenfjeldske. Ialfald blev det der bestemt, at kongen skulde udfærdige en retterbod om enkelte af disse. Denne er dog først bleven færdig efter kongens afreise fra Nidaros og er dateret 3die Mai 1372 fra et sted paa Nordmøre.[77] Kong Haakon udtaler deri, at han havde gjort saadan skik med sit elskelige rigens raad, som nu hos ham var.

Kong Haakon fortsatte sin reise langs kysten og opholdt sig senere i nogen tid i Bergen, hvor han 8de August udstedte en retterbod for de tydske skomagere dersteds. Uagtet rigsraadets medvirkning ikke derved forudsættes, er det vistnok rimeligt, at kongen under opholdet i Bergen[78] ialfald har været omgiven af en del af sine raadsherrer og med dem afgjort sær lig vestenfjeldske anliggender. Kong Haakon begav sig derefter til Østlandet. Naar en retterbod er udstedt i hans navn i Bergen 23de December s. a.,[79] da er det neppe rimeligt, at han selv atter igjen paa denne aarstid skulde være vendt tilbage derhen. Snarest maa det antages, at en eller flere raadsherrer have havt kongens fuldmagt til at udstede denne. Mellem dem har rimeligvis seglbevareren, hr. Henrik Henrikssøn, været, idet han netop paa denne tid synes at have gjort en høstreise fra Oslo til Bergen.[80]

I September 1372 førtes der i Tunsberg forhandlinger med de tydske stæders sendebud, ved hvilke rimeligvis et større antal af raadets medlemmer maa have været nærværende. Kong Haakon var selv tilstede med sin fader. Af rigsraaderne nævnes tre i et brev af 24de September, nemlig hr. Halvard Jonssøn (Næpa), hr. Haakon Eyvindssøn og Gaute Erikssøn.[81] I den af kongerne Magnus og Haakon paa Tunsberghus udstedte kundgjørelse af 30te September om forlængelsen af den med stæderne afsluttede vaabenstilstand nævnes som beseglende med dem ridderne hr. Jon Hjerne, hr. Narve Ingvaldssøn, hr. Halvard Jonssøn og hr. Haakon Eyvindssøn, samt væbnerne Gaute Erikssøn og Alf Haraldssøn.[82] I de nærmest følgende aar synes kong Haakon, ligesom ogsaa hans fader, især at have opholdt sig i det vestenfjeldske. Efter den endelige opløsning af foreningen med Sverige i 1371 vare ogsaa de grunde ophørte, som gjorde Østlandet til kongens naturlige opholdssted. Saaledes blev Bergen samlingsstedet for de raadsmøder, som afholdtes i den nærmest følgende tid. Om sommeren 1373 maa der have været et saadant møde i denne by. Ialfald nævnes da som nærværende i Bergen erkebiskop Thrond, ridderne hr. Agmund Finnssøn og hr. Narve Ingvaldssøn, Apostelkirkens provst, hr. Thorstein Halgrimssøn, Haakon Jonssøn, Otte Rømer, Viljam Erikssøn, lagmanden Gunnar Hjarrandessøn, Jon Reidarssøn Darre og Erlend Philippussøn.[83] Af disse kjendes de fleste allerede tidligere som medlemmer af raadet, og for de øvriges vedkommende kan det med grund antages, at de ogsaa have hørt til dette. Om hvad der ved denne leilighed er bleven forhandlet mellem kongen og raadet, vides for resten intet. En mindre vigtig retterbod, som i September s. a. er udstedt i Bergen, er maaske først given, efterat det store raadsmøde v r opløst; hverken rigsraadet eller kongens personlige nærværelse omtales i denne.[84] I Marts 1374 synes der igjen at have været afholdt et raadsmøde i Bergen. I en retterbod af begge konger, som maa antages at være udstedt netop da,[85] anføres, at kongen havde hørt klager fra sit raad over de forhold, hvori der ved denne skulde gjøres en forandring. Rimeligvis er det ogsaa til den samme retterbod, der sigtes i en senere; den siges der at være given af kongerne Magnus og Haakon, med raad af erkebiskopen, de andre biskoper og lærde mænd, riddere og de andre mænd.[86] Udtryk som disse antyde, at der har været samlet et fuldstændigt raadsmøde.

I Juni 1375 var kong Haakon i Oslo, hvor han afholdt et raadsmøde. Paa dette forlenede han midlertidig Alexander de le Ard med styrelsen af Orknøerne, som han selv siger, med raad og samtykke af hr. Sigurd Hafthorssøn og andre gode mænd af sit raad.[87] Fra Januar 1376 haves en i Oslo udstedt stevning, beseglet af Henrik Henrikssøn, hvori omtales en klage for kongen og hans raad.[88] I Mai og Juni 1376 var kongen i Bergen, hvor han har afgjort forskjellige regjeringsforretninger, uden at det dog kan sees, om han samtidig har holdt noget mere talrigt raadsmøde.[89] Da han kort efter drog til Danmark, var han paa denne færd ledsaget af flere af raadets verdslige medlemmer, nemlig ridderne hr. Agmund Finnssøn, hr. Erik Ketilssøn, hr. Narve Ingvaldssøn og hr. Ulf Jonssøn, samt væbnerne Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn, Alf Haraldssøn, Erlend Philippussøn og Gudbrand Alfssøn. Disse kaldes tilsammen domini Haqvini, regis Norvegiæ et Sveciæ consiliarii og beseglede med kongen den fredstraktat, som 14de August 1376 afsluttedes i Kallundborg med Hansestædernes fuldmægtige. Freden selv siges deri at være sluttet med samtykke af kongens troe mænd og raadgivere.[90]

I begyndelsen af 1377, da kongen var kommen tilbage til Norge, traf han i Oslo sammen med en del af raadet og udgav der 29de Januar en retterbod om Hansens privilegier.[91] Kongen siger deri, at han havde givet denne med samtykke af det rigets raad, som nu var hos ham, baade biskoper, riddere og svende, men at han senere vilde foretage forandringer deri, þa wart rikes radh i Norege meira saman komber epter þui som oss mæder þeim kæmer þa til radha. Saaledes kan raadet nu ikke have været stærkt repræsenteret; senere hen maa der imidlertid have været afholdt et saadant møde, som han nu havde stillet i udsigt, og dette er da skeet i Tunsberg. Her udstedte kongen »med sit rigsens raads samtykke« en almindelig handelsordning for det hele rige, som bagefter blev godkjendt af den tilstedeværende almue. Tiden, naar dette skede, kjendes ikke. Dog er der megen sandsynlighed for at henføre det sidste møde til 1380.[92] Fra Oslo drog kongen i 1377 til Nidaros, hvor han 15de Mai »med sine gode mænds samtykke« udstedte en retterbod for skomagerne.[93] Saaledes maa han vistnok der have truffet sammen med en del af sit raad.

Vinteren 1377–1378 synes kong Haakon at have tilbragt i Bergen. I et kongebrev fra denne by af 13de April 1378, beseglet i kongens nærværelse, der handler om en retssag, tales om en klage for konge og raad.[94] Dette behøver dog ikke at forudsætte nogen talrigere forsamling af det sidstes medlemmer. Endnu i midten af Juni 1378 var kongen i Bergen, hvor han da udfærdigede en retterbod om tienden i Jæmteland.[95] I denne siges, at kongen og hans raad havde gjennemlæst en ældre anordning derom, og at den nye skulde gjælde, indtil kongen og hans raad gav en anden bestemmelse, – ganske som i retterboden af 20de Januar 1358. I slutningen af Mai har maaske hr. Narve Ingvaldssøn været tilstede i Bergen hos kongen; han kaldes da dennes »raadgiver«.[96] I 1379 var et større antal af raadets medlemmer samlet med kong Haakon i Marstrand, hvor der som »kongens raadgivere og mænd« nævnes følgende riddere og væbnere: hr. Jon Hafthorssøn, hr. Sigurd Hafthorssøn, hr. Agmund Finnssøn, hr. Erik Ketilssøn, hr. Narve Ingvaldssøn, hr. Jon Oddssøn, hr. Ulf Holmgeirssøn, hr. Ulf Jonssøn, hr. Gynther af Wedhausen, hr. Jon Danssøn og hr. Haakon Eyvindssøn, Haakon Jonssøn, Alf Haraldssøn, Gaute Erikssøn, Erlend Philippussøn og Otte Rømer. Disse modtoge tilligemed kongen de af den nye Orknøjarl, Henrik St. Clair, givne løfter om at ville overholde sine forpligtelser.[97] Naar hertil endnu føies det ovenfor omtalte raadsmøde, som maa antages at være holdt i Tunsberg i 1380,[98] kong Haakons sidste leveaar, er dermed rækken sluttet af de større og mindre sammenkomster af rigsraadet i hans regjeringstid.

Af det her anførte vil det vise sig, at kong Haakon VI har benyttet rigsraadets medvirkning ved afgjørelsen af regjerings-anliggender i en meget stor udstrækning, og at han uden noget forbehold har erkjendt dets ret hertil. Dels er denne rigsraadets medvirkning foregaaet paa store møder, som holdtes med en vis regelmæssighed, og hvor fornemlig de sager, som havde en større almen betydning, ere blevne behandlede. Dels har den ogsaa fundet sted paa mindre sammenkomster, hvor kun de nærmestboende mødte, og hvor man maaske ogsaa i regelen nærmest har havt saadanne sager under behandling, som havde betydning for den snevrere landsdel, inden hvilken mødet holdtes. Det sidste gjælder formodentlig især, naar kongen ikke derved var tilstede, medens der ikke kan have været noget til hinder for, at han behandlede endog vigtigere sager, selv om kun et mindre tal af rigsraadets medlemmer var hos ham. Saaledes se vi dette øve en omfattende indflydelse paa rigets almindelige lovgivning og administration, ligesom det staar ved kongens side under hans udøvelse af sin dømmende myndighed.[99] I administrationen griber raadet nu ind paa mange felter; saaledes deltager det endog med kongen i at give taxter for byhandelen og for haandverkernes arbeide.[100] Hvor der handledes om en overdragelse af kronens jordegods til private, har ogsaa raadet hyppig været spurgt, ligesom ved bekræftelse af ældre privilegier og ved forleninger. Ogsaa ved krigsudbud er det blevet spurgt.[101] Imidlertid kan ikke heraf sluttes, at der i alle disse henseender har været en fuldstændig regelmæssighed. Dette viser sig bl. a., hvor der gjennem en længere aarrække forekommer flere skrivelser om den samme sag. De mange stadfæstelser, som haves af privilegierne for Oslo Mariakirke, siges snart at være foretagne med raadets samtykke, snart nævnes dette ikke. En enkelt gang har kong Haakon stadfæstet disse privilegier med sin faders raad og samtykke.[102] Ogsaa i behandlingen af de udenlandske anliggender tog fremdeles rigsraadet del, navnlig fra 1369 af; det havde paa dette felt endog en meget betydelig indflydelse. Men det siger sig dog af sig selv, at denne ikke altid kan paavises af de nu bevarede breve, da kongen i mange tilfælde maatte handle uden at kunne faa tilkaldt flere af raadets medlemmer. Et stort tal af disse breve er udstedt af begge konger, og kun i de færreste af dem findes rigsraadet nævnt, uagtet det ved de vigtigere anledninger synes at have været betragtet som en nødvendighed at indhente dettes samtykke. Den lidet bestemte maade, hvorpaa foreningen med Sverige var ordnet, medførte for øvrigt i den første del af kongens regjering, at udenrigske anliggender kunde blive behandlede paa en mindre regelmæssig maade, alene med tilkaldelse af det svenske raad.[103]

Konge og raad optræde i det hele taget under kong Haakons styrelse som repræsentanter og udøvere af den nu stærkt forøgede centrale myndighed, medens samtidig folkets indflydelse paa de offentlige anliggender er svunden ind til en ren formalitet. Forsaavidt der en enkelt gang er tale om at lade en beslutning, der er fattet af konge og raad, lovtage paa de store thing, da er dette maaske nærmest kun en form for dens offentliggjørelse. Kong Haakon VI.s centralisation var i mange henseender en ligefrem fortsættelse af hans oldefaders og navnes, men ogsaa forskjellig, forsaavidt det raad, som stod ham ved siden, for en væsentlig del støttede sin magt paa et andet grundlag end det gamle kongelige raad. Kongedømme og raad delte magten med hinanden. Deres styrelse synes, naar man tager hensyn til de lidet heldige tidsforhold, hvorunder kong Haakons regjering faldt, at maatte fortjene megen anerkjendelse for den omhu, hvormed den tog sig af rigets lovgivning og administration. Fortjenesten herfor kan maaske for en større del have været kongens, maaske ogsaa dronning Margretes.

Et eiendommeligt træk ved kong Haakons rigsraad er den oftere fremtrædende tilbøielighed til deri at indblande hans og hans faders svenske raadgivere. Forholdene fremkaldte og begunstigede i ikke ringe grad en saadan udviskning af grænserne mellem de to rigsraad. Den faldt lettest ved saadanne anledninger, hvor der handledes om udenrigske, for begge riger fælles spørgsmaal. Den kunde ogsaa vanskelig undgaaes, hvor der paa samme tid var tale om Norges og de under dets konger hørende svenske landsdele, og endelig fandt den en stærk støtte i den stedse mere udviklede tendens hos det norske aristokrati til at slutte sig til sine standsbrødre i Sverige.



  1. S.mlgn om kong Haakons alder og tiden for myndigheds-erklæringen P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 252 og 609 flg.
  2. Smlgn. ovenfor, s. 218, note 2 og P. A. Munch, anf. st., I, s. 610 flg.
  3. Det norske folks historie, anden hovedafdeling I, s. 612 flg. og noten.
  4. Med hensyn til Jæmteland, Haalogaland og skatlandene er forholdet, som paavist af P. A. Munch (anf. st. I, s. 615 noten), meget tvivlsomt. Forsaavidt der allerede i 1343 eller 1344 er foretaget en deling af landet mellem fader og søn, (Dipl. Norv. I, no. 290), kan dog denne efter hele den maade, hvorpaa styrelsen da foregik, ikke have havt nogen betydning med hensyn til rigsraadet.
  5. Dipl. Norv. I, no. 349. I et pavebrev af 25de Febr. 1356 (VI, no. 231, s. 272) kaldes han miles dapifer.
  6. Finni Johannæi Historia ececlesiastica Islandiæ, I, s. 437: Herra Ormr Eysteinsson secreter vor inncigladi. Herved er dog at mærke, at denne forordning ikke er bevaret i originalen, og at der saaledes godt kan tænkes indløbet skrivfeil i den afskrift, hvorefter den er trykt. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 618.
  7. Smlgn. ovenfor, s. 71.
  8. Annales Islandici, s. 294 og 296.
  9. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 612 flg. noten.
  10. Kong Haakons landsvistbrev af te August 1359. Dipl. Norv. I, no. 364.
  11. Landsvistbrev, dateret Oslo 25de Febr. 1372. Dipl. Norv. I, no. 416.
  12. Landsvistbreve, daterede Tunsberg 5te Decbr. 1359 og 1ste Juli Om rigsraadet tales der i disse kong Magnus’s breve og retterbøder kun paa et eneste sted, nemlig i retterboden af 1363. Dipl. Norv., II, no. 355, 372. En indberetning til Magnus fra Thelemarken fra ca. 1360 i X, no. 62.
  13. Dipl. Norv., I, no. 374.
  14. Dipl. Norv., I, no. 368. Dronning Blanche havde ogsaa et større og et mindre segl. Det store omtales i 1364 efter hendes død III, no. 344.
  15. Kongebrev, dateret Tunsberg 14de Oktober 1365, insiglat oss sjálfum hjáverandum. Dipl. Norv., II, no. 385. Ved dette brev er kongens sekret endnu bevaret. Kongebrev, udstedt paa Aas 1372 eller 1373, insiglat med váru secreto oss sjálfum hjáverandum. II, no. 430.
  16. Norges gamle love, III, s. 175–195. Retterboden om Oslo lagmands-embede er maaske fra 1355. Den er udstedt i Helsingborg, hvor kong Magnus og hr. Orm vare i dette aar.
  17. Dipl.. Norv., II, no. 368 og III, no. 335. Det sidste er en befaling fra kong Magnus, udstedt i Jönköping 7de Januar 1364, om at aabne den afdøde dronnings skrin. Brevet er skrevet paa Latin uden nogen bemærkning om beseglingsmaaden.
  18. Norges gamle love, III, s. 175 flg. Denne retterbod anføres ogsaa af T. H. Aschehoug (Norges offentlige ret, I, s. 150) som et af de faa exempler paa, at kong Magnus har benyttet rigsraadets medvirkning.
  19. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, I, s. 33 flg.
  20. Ogsaa med hensyn til retterboden af 1ste Mai 1373 kan der reises tvivl om dateringens rigtighed. Smlgn. P. A. Munch, anf. st., I, s. 614 noten.
  21. Norges gamle love, III, s. 178.
  22. P. A. Munch antager (anf. st. I, s. 613 noten), at den af kong Haakon udstedte retterbod for Skien, som omtales i retterboden af 1371, maa være yngre end 1365 og altsaa forskjellig fra den af 1358. Dette ligger dog ikke med nødvendighed i retterboden af 1371. Norges gamle love, III, s. 189.
  23. Dipl. Norv. I, no. 359, 364; V. no. 230.
  24. Med hensyn til landsvist-brevene maa sammenlignes, hvad P. A. Munch derom har formodet (anf. st. I, s. 613, noten, nederst).
  25. Norges gamle love, III, s. 182 flg.
  26. I Sverige skjelnedes der i 1357 mellem kong Eriks raadgivere og de ældre raadgivere for hele riget. J. Hadorph, Två gamla svenske rijmkrönikor, bilag, s. 47: consiliarii antiqvi regni Sveciæ.
  27. Af denne blev der i August 1364 taget en offentlig bekræftet afskrift. Dipl. Norv. I, no. 368.
  28. Dipl. Norv. II, no. 315, 330. I et brev af 27de Oktober 1356 (IV, no. 379) kaldes hr. Peter kun provst; men der gives ogsaa breve fra den tid, da han bevislig tillige var kansler, hvori han kun nævnes som provst. IV, no. 412.
  29. Dipl. Norv. I, no. 350.
  30. Cod. diplom. monast. Munkaliv. pag. 10, værnbrev af 23de Mai 1363, beseglet af kansleren i kongens nærværelse. Dipl. Norv. I, no. 364, landsvistbrev af 5te august 1359, beseglet af kansleren; no. 376, stadfæstelsesbrev af 4de Septbr. 1362, beseglet af kansleren; no. 378, værnbrev af 22de Februar 1363, beseglet af kansleren (med kongens store segl); II, no. 338, bygselbrev af 8de Februar 1358, beseglet af kansleren i kongens nærværelse; VI, no. 238, retterbod af 22de Febr. 1358, beseglet af kansleren i kongens nærværelse. Norges gamle love, III, s. 176 flg., retterbod af 22de Januar 1358, beseglet af kansleren i kongens nærværelse (sira Pál Asmundarson ritade), – af 15de Juni 1361, beseglet af kansleren i kongens nærværelse, – af 18de Juni s. a., ligesaa. Den sidste retterbod ogsaa trykt i Dipl. Norv. IV, no. 422.
  31. Dipl. Norv. II, no. 358, fuldmagt af 5te Februar 1360 for provsten ved Mariakirken, hvorved altsaa kanslerens besegling vilde været overflødig; no. 373, brev, udstedt i Lødøse 22de Juli 1363. Smlgn. nedenfor, s. 235.
  32. Dipl. Norv. IV, no. 448; VI, no. 266. Norges gamle love, III, s. 186.
  33. Annales Islandici, s. 316. Dipl. Norv. II, no. 388; kongebrev af 23de September 1366.
  34. Smlgn. hvad P. A. Munch har meddelt om Vinalde (Norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 753).
  35. Cod. diplom. monast. Munkaliv. pag. 12.
  36. Smlgn. ovenfor, note 2.
  37. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 809 flg.
  38. Smlgn. ovenfor, s. 115 flg.
  39. Dipl. Norv. V, no. 259.
  40. Dipl. Norv. II, no. 410, 412. Suhm, Historie af Danmark, XIII, s. 690. Hr. Agmund beseglede ved disse leiligheder med sit eget segl ved siden af kongens. Naar P. A. Munch paa disse breve har villet støtte en formodning om, at drottseten kan »for en tid« have været seglbeverer (Norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 863), da er ingen grund herfor i brevenes udstedelsesmaade.
  41. I et brev til kong Haakon af 15de Aug. 1371 spørger Henrik Henrikssøn, om han sculde swa fulla makt hafua med jdro jnzsigli som andre þe klærka hawa hafft som j hawin þær tiltroot. Dipl. Norv. VI, no. 278.
  42. Hanserecesse, II, s. 14.
  43. Dipl. Norv. III, no. 384.
  44. Dipl. Norv. II, no. 444; III, no. 402.
  45. Dipl. Norv. I, no. 386, 407, 408, 418, 436, 453; II, no. 376, 384, 890, 402, 417, 435, 437, 438, 441, 447, 453, 461, 463, 464; IV, no. 502; V, no. 250, 254, 259, 291, 307, 314; VI, no. 268, 286, 295, 297; VII, no. 279, 299; X, no. 70, 90. Norges gamle love, III, s. 179 flg., 185, 188 flg., 190 flg., 191, 192, 193, 196–212.
  46. Dipl. Norv., II, no. 365, 422; III, no. 303, 383; Norges gamle Love, III, s. 184.
  47. P. A. Munch har i Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 877, udtalt den formodning, at breve, der udgik under kongens store segl, »i denne tid foruden drottsetens segl maatte have i det mindste en af de øvrige raadsherrers«, og ser heri et udtryk af mistillid mod drottseten. Det er imidlertid neppe berettiget at drage nogen saadan slutning af de nu kjendte, ganske faatallige kongebreve, hvori denne beseglingsmaade er anvendt.
  48. Norges gamle love, III, s. 176 flg. Retterbodens udtryk tilstede ogsaa en anden forklaring: at kongen har villet undskylde, at han denne gang ikke havde spurgt raadet, og at han derfor har lovet med det første at give nye bestemmelser med dettes samtykke.
  49. Dipl. Norv. VI, no. 238.
  50. Norges gamle love, III, s. 179 flg.
  51. Norges gamle love, III, s. 180 flg.
  52. Codex diplom. monast. Munkaliv., pag. 9 seqv.
  53. Norges gamle love, III, s. 181 flg. Dipl. Norv. IV, no. 422.
  54. Dipl. Norv. II, no. 365. 22de September var kong Haakon i Lødøse. Hanserecesse, I, s. 194.
  55. Dipl. Norv. II, no. 422.
  56. Dipl. Norv. I, no. 376.
  57. Dipl. Norv., II, no. 373.
  58. Norges gamle love, III, s. 185. Smstds. s. 184 flg. en retterbod, som er udstedt i Bergen af begge konger badom oss fædgom hiauerandum 8de Marts 1364, i hvilken det siges, at der af rikisens raadi var klaget for dem. Her maa der imidlertid være en feilagtig datering, da kongerne paa den tid neppe kunne have været i Bergen. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 857, noten og II, s. 29, samt nedenfor s. 241, note 5.
  59. Norges gamle love, III, s. 186.
  60. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 773.
  61. Dipl. Norv., VI, no. 266.
  62. Dipl. Norv., II, no. 388.
  63. P. A. Munch har meddelt en oversigt over begge kongers opholdssteder fra 1355 til 1374 (Norske folks hist., anden hovedafd. I, s. 856–858 og II, s. 24, note 2). Tildels beror dog denne paa gjætninger.
  64. Smlgn. ovenfor, s. 230. Naar der under Hansedagen i Lübeck 1366 (24de Juni) sendtes skrivelser til erkebiskop Olaf, biskoperne Gisbrikt af Bergen og Botolf af Stavanger, hr. Agmund Finnssøn og brødrene hr. Sigurd og hr. Jon, dictos Haftornssen, for at anmode disse om at anvende sin indflydelse hos kongen for at faa udleveret en del opbragte skibe (Hanserecesse, I, s. 342 flg.), da ligger det ogsaa nær at antage, at de nævnte herrer have været en slags regjeringskommission for det vestenfjeldske. P. A. Munch har i sin omtale af disse breve (Norske folks historie, anden hovedafd. I, s. 775) forvekslet Hansedagen af 1366 i Lybeck med den af 1367, der holdtes i Stralsund.
  65. Dipl. Norv. VIII, no. 185. Hanserecesse, I, s. 452 flg. Hr. Fjellar kom ikke afsted. Smstds. I, s. 460.
  66. Sartorius, Urkundl. geschichte ved Lappenberg, II, s. 673 flg. Dipl. Norv. VIII, no. 188.
  67. Hanserecesse, I, s. 462 flg.
  68. Sartorius, Urkundl. geschichte ved Lappenberg, II, s. 703 flg. Dipl. Norv. VIII, no. 191.
  69. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 827 og note 3.
  70. Arild Huitfeld, Erik Menved, Kristofer og Valdemar Atterdag, s. 612.
  71. Dipl. Norv. II, no. 410. I et lignende krigsudbud af 1380 paaberaabes ikke raadets samtykke. Smstds. no. 461.
  72. Dipl. Norv. I, no. 407, 408.
  73. Dipl. Norv. II, 412. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  74. Smlgn. Hanserecesse, II, s. 49 (no. 40, § 16).
  75. 20de Marts 1372 udstedte begge konger aput civitatem Hammarensem en fuldmagt for de gesandter, som skulde sendes til Lübeck. Hanserecesse, II, s. 47 flg.
  76. Smlgn. Dipl. Norv. II, no. 422.
  77. Norges gamle love, III, s. 190 flg.
  78. Kong Magnus var ogsaa i Bergen. Annales Islandici, pag. 322.
  79. Norges gamle love, III, s. 192.
  80. Dipl. Norv. I, no. 409. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., II, s. 13 og note 2.
  81. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., II, s. 22. Denne sammenkomst i Tunsberg er for øvrigt ogsaa mærkelig derved, at de fra Hansestæderne fremmødte gesandter førte forhandlinger, der mere umiddelbart vedkom disses interesser alene. Enkelte forfattere have af denne grund endog talt om en hansedag i Tunsberg, en benævnelse, som dog nu er opgiven.
  82. Lübecks urkundenbuch, IV, no. 179, s. 175. Kundgjørelsen er beseglet med begge kongers mindre segl.
  83. Dipl. Norv. III, no. 384.
  84. Norges gamle love, III, s. 193.
  85. Norges gamle love, III, s. 181 flg. Smlgn. ovenfor, s. 235, note 4. De grunde, hvorefter P. A. Munch har henført denne retterbod til 1374, synes at være vel beføiede. Norske folks historie, anden hovedafd., II, s. 29, note 2, og s. 31.
  86. Norges gamle love. III, s. 222 flg.
  87. Dipl. Norv., II, no. 438.
  88. Dipl. Norv., III, no. 402.
  89. Norges gamle love, III, s. 195 flg., Dipl. Norv., I, no. 436.
  90. Dipl. Norv., VIII, no. 199. Hanserecesse, II,s. 136 flg. Snistds. s. 138 flg. den af de tydske stæders sendebud udstedte kundgjørelse og s. 140 flg. staden Lübecks ratifikation af den cum eodem domino rege et suis consiliariis afsluttede fred.
  91. Norges gamle love, III, s. 198 flg.
  92. Smlgn. herom P. A. Munch, Norske folks historie, anden hovedafdeling, II, s. 86 flg.
  93. Norges gamle love, III, s. 201.
  94. Dipl. Norv., II, no. 453.
  95. Norges gamle love, III, s. 201 flg.
  96. Dipl. Norv., VI, no. 295.
  97. Dipl. Norv., II, no. 459.
  98. Kong Haakon synes at have opholdt sig i denne by i flere maaneder af dette aars første halvdel.
  99. En lagmandsdom, der er stadfæstet af kong Haakon meder hans raades samþykt, nævnes i 1373. Dipl. Norv., II, no. 384, s. 295. Landsvistbrevene udstedtes dels af kongen, dels af kansleren eller den, som ved anledningen havde seglet i sin forvaring. Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 409.
  100. Norges gamle love, III, s. 201, 205.
  101. Smlgn. ovenfor, s. 239.
  102. Dipl. Norv., V, no. 250.
  103. Dipl. Norv., VI, no. 250, 275; Hanserecesse, I, s. 187 flg. og 194. Paa det sidste sted et af kong Haakon udstedt latinsk brev (Lødøse, 22de September 1361) uden bemærkning om beseglingsmaaden. Smlgn. endvidere Hanserecesse, I, s. 201 flg.