Hopp til innhold

Det norske rigsraad/11

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 247-265).
◄  X.
XII.  ►

XI.

Raadet under kong Olaf V Haakonssøn og dronning Margrete, 1380–1397.

Dronning Margrete og rigsraadet overtage styrelsen under kong Olafs umyndige aar, uden at der tages hensyn til bestemmelserne fra 1302. – Drottsete og kansler. – Raadsmøderne i 1381–1384. – Raadets indflydelse paa regjeringen udtrykkelig anerkjendt i retterbøderne. – Rigsraadets daglige styrelse; kongens og hans moders forhold til denne. – Styrelsen, efterat kong Olaf er bleven myndig. – Ved kong Olafs død bringes riget i en stilling, hvori det ikke tidligere har været. – Erkebiskop Vinalde Henrikssøn. – Raadsmøde i Oslo Februar 1388. – Styrelsen overdrages til dronning Margrete. – Hun benytter i sin administration raadets medvirkning. – Kansleren, hr. Henrik Henrikssøn, afgaar ved døden. – Raadet samles i Helsingborg 1389 og vælger Erik af Pomern til konge. – Hr. Arne Sigurdssøn bliver kansler. – Kongen sendes til Nidaros og hyldes paa Ørething. – Raadsmøde i Nidaros. – Administrative former. – Dronning Margrete ved raadsmødet i Oslo 1392. – Norske rigsraader i Skaane 1395. – Det norske rigsraads repræsentation ved det store møde i Kalmar 1397.

Efter kong Haakons død i 1380 fremtræder rigsraadet som den institution, der tillige med enkedronningen overtog landsstyrelsen for hendes umyndige søn kong Olaf. Da dronning Margrete den 11te Januar 1381 paa Akershus midlertidig stadfæstede Mariakirkens privilegier,[1] skede dette »med raad og samtykke af alt rigsens raad«. Maaske har raadet netop ved den tid været samlet til fuldtalligt møde i anledning af thronskiftet for at træffe bestemmelse om, hvorledes man skulde ordne sig med formynder-styrelsen og med hensyn til den forening, hvori Norge nu indtraadte med Danmark. Nogen formelig statsakt, som er bleven afsluttet herom, kjendes ikke og har overhovedet ikke været kjendt i flere aarhundreder. Er der imidlertid bleven istandbragt noget dokument, som senere er gaaet tabt, om formynder-styrelsens ordning og om, hvad dermed stod i forbindelse, er det maaske nærmest at antage, at dette allerede er skeet inden den unge konges hylding paa Ørething.

Til Haakon V.s bestemmelser om formynder-styrelsen synes der ved denne leilighed ikke at være taget noget hensyn. Da dronning Margrete allerede fra de første dage af 1381 optræder som den styrende og den, der har raadet ved sin side, er der neppe fra dettes side gjort noget forsøg paa at fremtvinge en saadan ordning, som den af 1302. Man foretrak at se en enkelt person beklædt med den høieste værdighed, – saa meget mere, som denne var medlem af den kongelige slægt, den afdøde konges enke, den unge konges moder og tillige den, som allerede i virkeligheden ledede styrelsen af Danmark i sin søns navn. Her kunde der lige overfor alle disse hensyn ikke vel tænkes nogen anden udvei end ogsaa at lægge formynder-styrelsen for Norges vedkommende i hendes hænder. Heller ikke var dronning Margrete en personlighed, som kunde være meget villig til at indtage den beskedne plads, som Haakon V havde anvist enkedronningen under en konges umyndige aar, og i overensstemmelse dermed at fylgja rikisins ráði.

Dronningens stilling som den, der førte styrelsen i to riger, gjorde det imidlertid ogsaa nødvendigt at træffe særegne foranstaltninger for regjeringen under hendes fravær fra landet. Saaledes ser man nu igjen, at rigsraadet lige fra kong Olafs hylding paa Ørething optræder med en formand, der fører titel af »kongens og rigets drottsete«.[2] Ved hans side staar der atter en kansler, og disse varetage, dels i forening, dels hver for sig, regjerings-forretningerne i kongens navn, under hans og dronningens fravær. Drottseten var hr. Agmund Finnssøn, der allerede tidligere havde beklædt en lignende stilling. Kansleren var provsten ved Mariakirken, hr. Henrik Henrikssøn, som ogsaa i nogen tid forud havde opbevaret kongens segl, men nu først fik titelen.[3] Siden hr. Paal Baardssøn gik af som kansler, havde der ikke paa samme tid været baade drottsete og kansler i riget. At der nu udnævntes nye indehavere af begge disse poster, kan maaske have været en følge af dronning Margretes indflydelse og beregnet paa at skaffe hende en paalidelig støtte i raadet. Hr. Henrik synes allerede i kong Haakons levetid at have staaet dronningen nær; han tilhørte kapelgeistligheden, og hans udnævnelse til kansler stemte paa en gang med aand og bogstav i Haakon V.s anordning af 1314. Den tidligere ordning, hvorefter dels drottseten optraadte som seglbevarer, dels seglet var hos kongen selv eller en af det underordnede personale i kancelliet, var en uregelmæssighed, medens dronning Margrete atter indførte den rigtige orden ved at sætte en kansler ind i raadet ved siden af drottseten.

Ved den unge konges hylding, der foregik paa Ørething 29de Juli 1381, maa der være afholdt et almindeligt raadsmøde i Nidaros. Paa dette er saaledes kong Olafs retterbod om Jæmternes friheder (af 29de Juli 1381) udstedt, som det heder med raad og samtykke af drottseten og flere andre gode mænd.[4] Den blev beseglet med kongens, drottsetens og hr. Sigurd Hafthorssøns segl. I retterboden oplyses, at drottseten og flere andre gode mænd af rigsraadet havde svoret almuen over hele Norges rige at holde og lade holde gammel ret og lov paa kongens vegne. Altsaa har der af dem i deres egenskab af formynder-styrelse været aflagt ed paa at ville opfylde kongens pligter paa hans vegne. Foruden denne retterbod kjendes endnu en anden, som er udstedt under dette kongens ophold i Nidaros, om skomagernes friheder i Bergen og Nidaros, af 7de August. Deri omtales ingen andre raadsmedlemmer end drottseten. Med ham har kongen gjennemlæst de ældre breve om samme sag, og med hans raad og samtykke har han bekræftet dem, ligesom retterboden er beseglet med kongens og drottsetens segl.

Umiddelbart efter hyldingen begav en større del af rigsraadets medlemmer sig i fællesskab paa veien til det søndenfjeldske, hvor de træffes samlede i Hornborusund (paa Agder eller i Viken?). Herfra lode de 28de August 1381 udgaa en skrivelse til de tydske stæders udsendinge, som da vare samlede i Skaane,[5] med underretning om, at de havde overdraget til dronning Margrete at forhandle med dem om fred og privilegier, som de da skulde kunne have, indtil kong Olaf blev myndig. Brevet er udstedt under biskop Jon af Oslos, drottsetens og Haakon Jonssøns segl. Foruden disse nævnes endnu som tilstedeværende ni andre medlemmer af rigsraadet, nemlig kapelmagisteren, hr. Vinalde Henrikssøn, kansleren, hr. Henrik Henrikssøn, Gaute Erikssøn, Benedikt: Nikolassøn, Henrik Mikkelstorp, Alf Haraldssøn, Jon Marteinssøn, Jon Darre og Agmund Bolt.

Efter kongens hylding synes der i flere aar at have været afholdt regelmæssige større raadsmøder. Om sommeren 1382 vare ialfald flere af rigsraadets medlemmer, derimellem drottseten og kansleren, i Bergen, hvor flere kongebreve udstedtes, hvoriblandt en bekræftelse af Munkelivs privilegier, indtil kongen selv blev myndig.[6] Om høsten 1382 maa der i samme by have været en større sammenkomst, hvor følgende nævnes som tilstedeværende og medlemmer af raadet: biskop Jakob af Bergen, drottseten, »kongens frænde«, hr. Sigurd Hafthorssøn, Apostelkirkens provst, hr. Vinalde Henrikssøn, fehirden i Bergen, Erlend Philippussøn, fehirden i Nidaros, Otte Rømer, fehirden i Tunsberg, Gaute Erikssøn, sysselmanden paa Helgeland, Peter Nikolassøn, lagmanden i Bergen, Jon Aslakssøn, og »flere vore gode mænd«. Med disses samtykke udstedtes der en retterbod om Islandsfarernes told, dateret 27de Oktober 1382.[7] I denne siges, at raadet og kongen, ikke som før kongen og raadet, havde gjennemlæst de ældre breve, og at kongen nu stadfæstede disse med samtykke af sit raad, hvis fleste medlemmer navngives; saafremt kongen og raadet skulde synes, at en anden ordning var mere hensigtsmæssig, tha stande that thiill voruu naade och effter godra manna raade. Retterboden selv siges at være »gjorte under kongens og hans gode mænds indsegl og raade.

Efter denne følger i rækken af de nu bevarede retterbøder en af 26de August 1383 om uformuendes handel og Islandsfareres told, udstedt i Tunsberg, hvor der paa den tid holdtes et raadsmøde, ved hvilket følgende »biskoper og lærde mænd, riddere og svende« nævnes som tilstedeværende:[8] erkebiskop Nikolas, biskoperne Jon i Oslo, Jakob i Bergen, Olaf i Stavanger og Sigurd i Hamar, drottseten, hr. Sigurd Hafthorssøn, Haakon Jonssøn, Otte Rømer, Erlend Philippussøn, Gaute Erikssøn og Alf Haraldssøn samt flere andre af vore gode mændse, der ligesom de, der opregnedes ved navn, siges at være medlemmer af rigsraadet. Den paa dette møde udstedte retterbod omtaler, hvorledes kongen og rigsraadet havde erfaret, at der klagedes over, at de ældre anordninger ikke overholdtes, som vare givne af kongerne Magnus og Haakon med raad og samtykke af hele deres riges raad. Nu vilde konge og raad (ver oc alt vort rikis raad), at disse skulde overholdes. Retterboden siges at være given med raad og samtykke af alle de ovenfor nævnte rigsraader og udstedt under kongens og deres segl.

Ved St. Hans dags tid 1384 afholdtes et nyt raadsmøde i Bergen, hvor der 23de Juni blev udfærdiget en retterbod om haandverks- og arbeidstaxter, beseglet med kongens, de tilstedeværende rigsraaders, Bergens stads og lagrettens indsegl, i kongens egen nærværelse. Rigsraadernes navne anføres i følgende orden: først drottseten, hr. Agmund Finnssøn, dernæst biskop Jakob i Bergen, Apostelkirkens provst, hr. Vinalde, og kansleren, hr. Henrik Henrikssøn, Haakon Jonssøn, Erlend Philippussøn og Alf Haraldssøn. Retterboden siges at være given med deres samtykke.[9] Sandsynligvis ere flere af rigsraaderne forblevne i Bergen hele sommeren udover. En retterbod af 19de August om handelen og kjøbstæderne i det vesten- og nordenfjeldske Norge er beseglet med kongens og de tilstedeværende »gode mænds« indsegl, hvilke opregnes i følgende orden: biskop Jakob i Bergen, drottseten, provsten, hr. Vinalde, Erlend Philippussøn og Alf Haraldssøn og alle de andre gode mænd, som her nu vare hos os«.[10] Den sidste formel betegner neppe andet, end at de have været samlede til et raadsmøde, idet dette, naar retterboden er kundgjort i kongens navn, ikke vel kunde udtrykkes anderledes end med den en gang hævdvundne formel, selv om kongen ikke personlig har været tilstede.[11] Fra den tilbageværende del af kong Olafs korte regjering savnes alle oplysninger om, at der har været afholdt raadsmøder. Efter den regelmæssighed, hvormed raadet havde sine større sammenkomster i de foregaaende aar, er det imidlertid rimeligt, at der fremdeles er bleven afholdt saadanne med visse mellemrum af omtrent samme længde, som før.

Sjælen i den hele styrelse var utvivlsomt dronningen. Imidlertid fremtræder hun ikke efter sønnens hylding som den, der fører regjeringen i sit eget navn. Med undtagelse af den ovenfor omtalte bekræftelse af Mariakirkens privilegier af 11te Januar 1381 ere samtlige kongebreve udstedte i den umyndige konges navn.[12] Hvor disse indeholde bekræftelser af ældre privilegier eller deslige, siges det altid, at de ikke skulde have gyldighed længere, end til kongen selv opnaaede sin myndighedsalder. Saaledes skulde disse været bekræftede paa ny efter denne tid. Men da kong Olaf først blev myndig kort før sin død og i denne tid maaske overhovedet ikke besøgte Norge, kan der kun undtagelsesvis have været leilighed dertil.[13] I det hele taget var kong Olaf efter sin hylding i 1381 neppe ofte i Norge.[14]

Rigsraadets ret til at tage del i landsstyrelsen viser sig i disse aar at have været anerkjendt i ligesaa udtrykkelige ord, som under den foregaaende regjering. Det optraadte først som formynder-styrelse og vedblev, efterat kongen havde opnaaet sine myndige aar, at være den institution, som med drottseten i sin spidse ledede landsstyrelsen under kongens og hans moders fravær. Kun naar dronningen personlig var tilstede med sin søn, kunde hun være berettiget til at føre regjeringen for ham. I dette tilfælde synes vedkommende breve kun at være udfærdigede med den bemærkning, at de ere indseglede oss sjálfum hjáverandum.[15] I et af disse breve, der for øvrigt ikke ere mange, omtales ogsaa, at der var klaget for kongen og raadet.[16] Saaledes har dettes medvirkning vistnok deri været forudsat, skjønt dets samtykke ikke udtrykkelig paaberaabes. For øvrigt besørgedes i kongens umyndige aar den daglige styrelse af drottsete og kansler med bistand af raadet. Rimeligvis har man i denne henseende omtrent indrettet sig paa samme maade, som under deri foregaaende konges regjering, og lagt stor vægt paa, at administration og retspleie kunde have sin uhindrede og hurtige gang. Hver af de to høie rigsembedsmænd havde et af de kongelige segl, hvormed de kunde færdes paa forskjellige kanter af landet for at varetage regjeringens anliggender. Kansleren har maaske havt storseglet og sigillum ad causas, drottseten derimod sekretet.[17] I de af disse to embedsmænd i kongens navn udstedte breve anvendes forskjellige udtryk. I drottsetens heder det: »Vi have med raad og samtykke af vor kjæreste drottsete, hr. Agmund Finnssøn, givet, stadfæstete eller desl., og brevet er »gjort under vort og førstnævnte drottsetes, vore indsegl.« Hvor der i disse breve handles om stadfæstelse af ældre breve eller privilegier, heder det, at konge og drottsete have gjennemlæst disse.[18] I kanslerens breve, der ere færre i antal, tales kun om kongen og hans raad; denne embedsmand har ikke hængt sit eget segl under, men kun forseglet med kongens. Kanslerens breve angaa alene retsvæsenet.[19] Hele den øvrige styrelse har været drottseten forbeholdt, maaske alene med undtagelse af forleninger, der muligvis have været forbeholdte dronningen og det samlede raad.[20] Ligeledes har han vistnok, naar han var samlet med det øvrige raad, i eget navn kunnet optræde dømmende paa kongens vegne.[21]

Endnu er der en klasse kongebreve, ved hvis udstedelse saavel drottsete som kansler have været medvirkende. Den sidste siges at have hængt kongens segl under, medens brevene siges at være udstedte med drottsetens raad og samtykke og tillige beseglede med dennes.segl ved siden af kongens. Man har troet, at denne fremgangsmaade skulde være foranlediget af den store betydning, som er bleven tillagt vedkommende breve. Men dette er dog ikke rimeligt.[22] Da disse breve ere udstedte til en tid og paa steder, hvor den unge konge ialfald kan have været nærværende, synes det at være rimeligt, at man her har den fremgangsmaade, som regelmæssig blev anvendt, hvor et brev udstedtes under storseglet i i kong Olafs nærværelse, uden at dronningen var tilstede.[23]

Mod slutningen af 1385 maa den unge konge være bleven myndig, med sit fyldte femtende aar. Dette gjorde foreløbig ingen forandring i den hidtil bestaaende ordning, hvorimod det kan være tvivlsomt, om det har været tanken, at denne uforandret skulde vedblive, naar kongen var bleven høitidelig erklæret myndig. Under Hansedagen i Lübeck i Juli 1386 talte dronning Margrete om, at hun havde vigtige forretninger i Norge, og at hun af hensyn til disse ikke kunde komme til den forsamling, som var berammet til afholdelse i Vordingborg, senere end den 15de September; men til den lovede hun, dat koning Olaff und se und ere rat van beyden riken, alse Denemarken und Norweghen, to deme daghe komen willen. Rimeligvis have disse hendes vigtige forretninger, som hun saaledes skulde have i Norge, netop angaaet hendes søns overtagelse af rigets styrelse paa sine egne vegne, og det er da formodentlig i den samme anledning, hun har villet have medlemmerne af det norske raad ned til Danmark.[24] Imidlertid kunne neppe mange af disse, om overhovedet nogen, der have indfundet sig, og heller ikke kom dronningen og kongen til Norge. Saaledes vedblev rimeligvis hr. Agmund Finnssøn at være drottsete i hele den tilbageværende del af kong Olafs styrelse, indtil denne døde i Juli 1387. Ligeledes beholdt kansleren sin stilling. Imidlertid kjendes der ikke meget til deres og rigsraadets forhold i denne tid. Der haves et værnbrev, som er udstedt og beseglet af kansleren i Oslo 14de April 1386, hvori der ikke er taget det sædvanlige forbehold om, at det kun skulde have gyldighed, indtil kongen blev myndig.[25] Fra Marts 1387 haves der en af kansleren i kongens navn udstedt og af ham beseglet stevning, hvori siges, at der var indgivet en klage for konge og raad.[26] Om høsten 1386 var der et raadsmøde i Bergen, hvor drottseten 8de Oktober med raad og samtykke af de tilstede værende medlemmer af kononghsens raade tildømte Hafthorssønnerne en del gods paa Hetland.[27] Ved denne leilighed nævnes ikke kansleren; maaske har han været hos dronningen i Vordingborg og der forhandlet om, hvad der videre skulde gjøres med hensyn til kong Olafs heitidelige myndigheds-erklæ- ring og den endelige ordning af styrelsen. Den unge konges død gjorde imidlertid alle aftaler overfladige, som derom kunne være trufne.

Ved kong Olafs død befandt riget sig i en stilling, hvori det aldrig før havde været, nemlig uden nogen thronarving. Rigsstyrelsen maatte derved betragtes som tilfaldt rigsraadet, uden at for øvrigt noget lovbud kunde siges at hjemle denne ordning. For dronningens vedkommende var al ret til at udøve en saadan myndighed ophørt med hendes søns død. Hun kunde imidlertid gjøre regning paa den kjærlighed, hvormed det norske folk, efter alt hvad derom vides, maa have omfattet hendes søn som den sidste repræsentant for den gamle kongeæt. Forsaavidt kunde hendes udsigter til at beholde sin plads i spidsen for rigets styrelse endog betragtes som noksaa gode. Men der maatte hertil først udfordres en formelig beslutning, der enten for bestandig eller indtil videre overdrog styrelsen til hende. Det var efter hirdskraaen erkebiskopen, der i et tilfælde, som det nu indtrufne skulde varetage alt fornødent til at besætte thronen ved valg. Den daværende erkebiskop var Vinalde Henrikssøn, en mand, der allerede tidligere havde staaet kongehuset nær. Han var netop i Danmark og deltog der som den første mand i det møde, der overdrog den midlertidige styrelse i dette rige til dronning Margrete, som »fuldmægtig frue og husbonde og hele det danske riges formynder i alle maader«.[28] Hans standpunkt var dermed givet, og efterat han om høsten 1387 var kommen til Oslo, traf han der foranstaltninger til ogsaa at sikre dronningen den vedvarende besiddelse af magten i Norge. Hvorledes der i mellemtiden forholdtes med styrelsen, vides ikke. Drottseten, der afgik ved døden i den følgende vaar, har neppe personlig kunnet lede denne. Rimeligvis har dog kansleren ialfald anseet sig berettiget til at udstede landsvist-breve o. desl. under den afdøde konges segl. Imidlertid maatte der her opstaa mange vanskeligheder, navnlig saalænge erkebiskopen var fraværende. Der krævedes med nødvendighed en ny ordning.

Erkebiskopen holdt sig ved denne leilighed ikke til de forskrifter, som vare givne af Magnus Lagabøter med hensyn til fremgangsmaaden ved kongevalg. Rigsraadets udvikling havde i virkeligheden ogsaa gjort disse overflødige, og der var nu i landet en institution, der maatte betragtes som selvskreven til at optræde i saadanne tilfælde. Ligesom i 1323 maa indkaldelsen til mødet være skeet ved erkebiskopen. At mødet holdtes i Oslo, ikke, som hirdskraaen bestemte, i Nidaros, var saa meget mere naturligt, som erkebiskopen endnu ikke var kommen op til sit sede. Derved blev det ogsaa lettere for dronningen at indfinde sig og i egen person at varetage sine interesser.

Det var længe, siden en saa talrig forsamling af raadet havde fundet sted, som den, der i de første dage af Februar 1388 blev afholdt i Oslo. Som raadets første medlem fremstod erkebiskop Vinalde, og efter ham nævnes som tilstedeværende paa mødet de fire biskoper, Eystein af Oslo, Olaf af Stavanger, Sigurd af Hamar, Henrik af Grønland, Mariakirkens provst, hr. Henrik Henrikssøn, der nu kaldes »rigsens kansler i Norge«, ridderne hr. Ulf Holmgeirssøn og hr. Ulf Jonsssøn, samt Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn, Jon Marteinssøn, Alf Haraldssøn, Benedikt Nikolassøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Haakon Stumpe, Peter Nikolassøn, Nikolas Galde, Finn Gyrdssøn, Gudbrand Erlingssøn, Thoralde Sigurdssøn, Herleik Aasulfssøn, Magnus Stoltekarl, Haakon Top), Jakob Fastulfssøn og Svale Ottesøn (Rømer), – i alt seks og tyve Personer. At alle disse have været medlemmer af rigsraadet, siges dog ikke udtrykkelig i valgakten. De omtale sig deri selv som »erkebiskop, biskoper, provst, riddere og svende« og optræde paa sine egne og »ganske rigsens vegne i Norge«. Imidlertid er det rimeligt, at de samtlige have været raadsherrer. I et brev, der er udstedt senere under det samme møde,[29] optræde otte af disse (nemlig erkebiskopen, biskoperne af Stavanger og Hamar, Gaute Erikssøn, Benedikt Nikolassøn, Haakon Stumpe, Jon Darre og Finn Gyrdssøn) og en niende, som ikke tidligere er nævnt (Simon Thorgeirssøn), som conmsiliarii regni Norvegiæ og omtale udtrykkelig, at der ogsaa ved samme leilighed var andre saadanne tilstede; naar dertil lægges de to biskoper af Oslo og Grønland og kansleren, bliver der seksten tilbage, mellem hvilke man maa søge de i det. sidstomtalte brev forekommende alii regni Norvegiæ consiliarii. Af disse seksten vides det med vished, at Haakon Jonssøn, Ulf Holmgeirssøn, Ulf Jonssøn, Jon Marteinssøn, Alf Haraldssøn og Agmund Bolt tidligere have været rigsraader, og da Finn Gyrdssøn nævnes som rigsraad, er det allerede af denne grund rimeligt, at ogsaa de, som i det først omtalte brev opregnes foran ham, have været raadsherrer og endog med ældre udnævnelse end han. De nævnes ogsaa alle til og med ham – tillige med Henrik Mikkelstorp og den færøiske biskop Halgeir – i et andet i samme maaned udstedt brev[30] som »rigsens raadgivere i Norge«. Saaledes bliver der kun for de syv sidstnævnte personers vedkommende vægtige tvivl om, hvorvidt de have været medlemmer af rigsraadet eller kun særlig tilkaldte for den vigtige anledning, som nu havde foraarsaget denne talrige forsamlings indkaldelse. Men ogsaa for disse maa tvivlene ialfald rokkes betydelig, naar det sees, at Svale Rømer, den sidste af dem, der nævnes i 1388, i det følgende aar forekommer som rigsraad.[31] Saaledes maa det antages som rimeligt, at der i Oslo har været tilstede ni og tyve medlemmer af rigsraadet. Med biskopen af Bergen og kapelmagisteren, som ikke ved denne leilighed vare tilstede, bliver raadsherrernes tal en og treti. Af de andre rigsraader, som ellers kjendes, var der ogsaa flere, som ikke nu vare tilstede. Drottseten – som rimeligvis allerede laa paa sit sidste sygeleie –, Erlend Philippussøn og de to Hafthorssønner vare saaledes denne gang ikke nærværende. Med dem bliver antallet af rigsraader 35 og med de to islandske biskoper endog 37. Da deraf er elleve geistlige, bliver de verdslige rigsraaders antal paa denne tid 26.

Dette store tal er unegtelig noget paafaldende. Naar man tager hensyn til den forekommenhed, hvormed det norske rigsraad gik ind paa Margretes planer og fattede beslutninger, der vidnede om dets medlemmers personlige hengivenhed og tillid til hende, kan det neppe benegtes, at meget taler for, at hun i forveien maa have truffet sine foranstaltninger for alle mødende tilfælde og forstaaet at bringe et større antal af personer, paa hvem hun troede at kunne stole, og som vare afhængige af hende, ind i rigsraadet. Under den kritiske stilling, hvori sønnens død havde bragt hende, kom nu dette vel med og benyttedes til at fremme de interesser, som for øieblikket vare hende de vigtigste. Dette skede da ogsaa. Selv blev hun allerede 2den Februar af de i Oslo forsamlede rigsraader erklæret for »ganske rigsens i Norge mægtige frue og rette husbonde« med magt over land, slot og fæste baade sønden og norden i Norge og i alle dets skatlande,[32] og den 18de udstedtes der en kundgjørelse om, at Haakon Jonssøn havde opgivet enhver fordring paa arveret til Norge og overhovedet paa at gjøre denne gjældende.[33] To dage forinden havde ogsaa rigsraadet erkjendt hertug Erik af Pomern, dronningens søsterdattersøn, for den til riget nærmest arveberettigede.[34] Den herom udfærdigede kundgjørelse er udstedt af nitten raadsherrer, hvoraf nogles navne ikke forekomme under kundgjørelsen af 2den Februar. Rimeligvis have de medlemmer af rigsraadet, som ikke nævnes i det sidste brev, da allerede forladt Oslo.

Efter sit valg førte dronning Margrete titel af »Norges og Sveriges dronning, Danmarks rette arving og dets fyrstinde«. Hun udøvede straks i forening med rigsraadet eller ialfald med enkelte af dettes medlemmer den myndighed, som var hende overdragen. Da dronningen 13de Marts s. a. bekræftede Mariakirkens gamle friheder, var dette med paaberaabelse af raadets medvirkning, idet det siges, at hun og hendes raad havde seet og læst de ældre breve, som vare udstedte herom. Brevet blev i hendes nærværelse beseglet af »dronningens og rigsens kansler«, hr. Henrik Henrikssøn.[35] Den 6te Marts forlenede dronningen Benedikt Nikolassøn med forskjellige landskaber med raadhæ oc samþykt varra ok rikissens j Noreghe raadgiafuara. Som saadanne nævnes erkebiskopen med biskoperne Eystein i Oslo, Olaf i Stavanger og Sigurd i Hamar, Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn og Jon Marteinssøn, som med dronningen beseglede brevet i hendes nærværelse.[36] I det brev, hvormed dronningen paa kronens og erkebiskopen paa kirkens vegne stadfæstede en dom, paaberaabes derimod ikke nogen medvirkning fra rigsraadets side.[37]

Der findes ingen oplysning om den maade, hvorpaa det ved denne leilighed er bleven bestemt at ordne den norske rigsstyrelse, naar dronningen var fraværende fra landet. Herom maa der imidlertid nu være truffet en aftale mellem hende og medlemmerne af det norske rigsraad. Denne er dog i ethvert fald kun bleven en foreløbig, da der snart efter ved det endelige kongevalg maatte træffes en ny og endelig ordning. I mellemtiden havde man maaske ikke en gang en kansler, der kunde optræde som den øverste leder af retsvæsenet, da nemlig hr. Henrik Henrikssøn omtrent ved denne tid afgik ved døden. For øvrigt hengik der ikke lang tid, forinden der foretoges valg af en ny konge.

Heller ikke denne gang holdt man sig den gamle lovgivnings bestemmelser efterrettelige. Gjennem dronning Margretes udnævnelse til midlertidig rigsstyrer var det ogsaa overdraget hende at indkalde det møde, paa hvilket kongevalget skulde foregaa, og hun vendte sig derved til rigsraadet. De gamle former bleve nu endog tilsidesatte i den grad, at mødet holdtes i Helsingborg.[38] Uagtet det saaledes foregik langt udenfor rigets grænser, var det alligevel talrig besøgt. De, som mødte, vare følgende: erkebiskop Vinalde, Orknøjarlen Henrik St. Clair, biskoperne Jakob af Bergen, Eystein af Oslo og Olaf af Stavanger, hr. Malise Sperra, Haakon Jonssøn, Otte Rømer, Erlend Philippussøn, Gaute Erikssøn, Benedikt Nikolassøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Nikolas Galde, Peter Nikolassøn, Finn Gyrdssøn, Thoralde Sigurdssøn, Gudbrand Erlingssøn, Herleik Aasulfssøn og Svale Rømer, alle »rigsens mænd i Norge«, som de selv kaldte sig. Disse erkjendte, at Erik, hertug Vartislavs søn, var den rette arving til Norge og burde være dets konge efter den norrøne lovs udsigende, dog saaledes at dronning Margrete skulde være hans formynderske og raade over riget med fuld kongelig myndighed og uden noget ansvar, indtil den unge konge opnaaede sin myndige alder.[39] Det herom affattede dokument er udstedt af de nævnte mænd paa deres egne »og paa rigsens vegne i Norge« og beseglet af dem. Mellem den myndighed, der nu tilstodes dronningen som formynderske, og den, der i 1388 var hende overdragen paa livstid, var der en stor forskjel. Det har maaske været en indrømmelse til Nordmændenes opfatning af kongedømmets væsen, naar hun nu opgav denne livsvarige magt, og maaske have i dette tilfælde rigsraadets medlemmer med bestemthed krævet en saadan forandring. Men det er ogsaa muligt, at der ikke kan lægges nogen vægt paa forskjellen mellem de to dokumenters ordlyd.[40] Heller ikke fra dette møde haves der nogen efterretning om, at man har truffet en aftale om maaden, hvorpaa rigets styrelse skulde føres under kongens og dronningens fravær. Rimeligvis er der dog nu udnævnt en ny kansler, hr. Arne Sigurdssøn, i stedet for den afdøde.

Den unge konge blev i den senere del af sommeren sendt til Nidaros, hvor han hyldedes paa Ørething. Paa denne reise ledsagedes han af flere af rigsraadets medlemmer. Mellem dem var selvfølgelig erkebiskopen, de to biskoper, Eystein af Oslo og Sigurd af Hamar, samt Haakon Jonssøn, Agmund Bolt, Alf Haraldssøn og Haakon Stumpe. Underveis sees disse at have udøvet ialfald enkelte regjerings-handlinger. Saaledes bevilgede de ved sin ankomst til det nordenfjeldske Opdølerne visse friheder. Selve brevet er ikke mere bevaret; men dets indhold kjendes, ligesom navnene paa de raadsherrer, der paa kongens vegne udfærdigede og beseglede det.[41] Der har saaledes om høsten 1389 været holdt et raadsmøde i Nidaros. Kansleren var ikke derved tilstede. Han sees senere at have besørget løbende expeditioner, ialfald saadanne, som angik retsvæsenet. Saaledes har han i de følgende aar i kongens navn alene udfærdiget flere landsvist-breve. Disse er udstedte efter den sædvanlige formel, uden at raadet deri omtales, og med bemærkning om, at brevet er beseglet af provsten ved Mariakirken, hr. Arne Sigurdssøn, den kongelige kansler.[42] Nogen drottsete er neppe bleven udnævnt, og kansleren maa saaledes have været den, som ledede raadets forretninger, medens maaske erkebiskopen havde den største indflydelse. Det er muligt, at det netop har været ham, som har forhindret, at der udnævntes en ny drottsete.

Efter 1389 forekommer der i et par aar ingen efterretning om, at der har været afholdt større møder af rigsraadets medlemmer. Heller ikke haves der mange oplysninger om maaden, hvorpaa forretnings-ordenen inden riget var ordnet i denne samme tid. Enkelte breve ere udstedte af dronningen i hendes eget navn uden at nævne kong Erik; disse angaa tildels de dele af landet, som allerede i kong Haakons tid havde været hende overdragne i morgengave, og hvis besiddelse end yderligere var hende tilsikret i 1389.[43] Et brev til Jæmterne, som dronningen udstedte i 1389,[44] er givet af hende som svensk dronning, idet hun kundgjør, at hun har taget erkebiskopen af Upsala under sit værn. Da dronningen i 1389 under sit ophold i Helsingborg stadfæstede og forøgede de friheder og gaver, som tidligere vare tilstaaede biskop Jakob i Bergen, var dette ogsaa for en del af hensyn til den tjeneste, han i fremtiden skulde vise hende og kong Erik. Brevet er udstedt i dronningens navn, men under hendes og kong Eriks indsegl.[45] Om raadet nævnes intet. I kong Eriks navn ere de ovenfor omtalte landsvist-breve udstedte ved kansleren. Ligesaa haves der to andre breve i hans navn, ved hvis udstedelse han maaske har været tilstede.[46] I dem omtales ingen kansler. Det ene er et ledings-udbud, dateret Oslo 2den Marts 1393, det andet en befaling om visøren i Gudbrandsdalen, dateret Akershus 16de Januar 1394.[47] I dette omtales en klage, der er indgiven for kongen og raadet, og de, som ikke vilde gjøre, hvad deri blev paabudt, indstevnedes til at møde i Oslo for kongen eller for raadet, saa mange af dette, som til den tid kunde være tilstede, og lagmanden.

Det sidste brev er egentlig det eneste, som giver nogen oplysning om den maade, hvorpaa administrationen var ordnet i denne tid. Det viser sig deraf, at raadet maa have havt fuldmagt til at besørge ialfald de løbende forretninger under kongens fravær, og at dertil ikke udkrævedes et fuldtalligt møde. Hvorvidt kongen var i Norge vinteren 1393–1394, kan ikke sees; maaske er det ikke engang rimeligt. I ethvert fald maa ved nytaarstid en del af raadet have havt en sammenkomst i Oslo eller paa Akershus. For øvrigt er der ingen grund til at antage, at der i denne tid sjelden har været holdt raadsmøder. Styrelsen har rimeligvis fremdeles gaaet sin gang i de samme former, som under de foregaaende regjeringer havde vundet hævd, hvad nu var saa meget mere nødvendigt, som ialfald dronningen kun yderst sjelden kom til landet.

Et af disse hendes besøg, maaske det eneste i tiden mellem 1388 og 1397, fandt sted i begyndelsen af 1392, da hun og maaske ogsaa kong Erik kom til Oslo, hvor der da holdtes et møde af rigsraadets medlemmer, som derved havde indfundet sig temmelig talrig. Som tilstedeværende nævnes ved denne leilighed erkebiskop Vinalde, biskoperne Jakob af Bergen, Eystein af Oslo, Sigurd af Hamar, Halgeir af Færøerne, Gaute Erikssøn, Jon Marteinssøn, Otte Rømer, Benedikt Nikolassøn, Alf Haraldssøn, Agmund Bergthorssøn Bolt, Brynjulf Jonssøn, Jon Darre, Haakon Stumpe, Jakob Fastulfssøn, Nikolas Galde, Finn Gyrdssøn og Herleik Aasulfssøn. Derimod nævnes ikke kansleren som tilstedeværende. Anledningen til dette mødes afholdelse kan maaske, uden at derom haves nogen bestemt efterretning, nærmest søges i de truende ydre politiske forhold, der foranledigede dronningen til at henvende sig til rigsraadet. Men ved siden deraf forhandledes der ogsaa samtidig om andre gjenstande. Saaledes haves fra dette møde en retterbod eller egentlig en samling af bestemmelser og forklaringer af ældre lovbud, der er udstedt 29de Marts af dronningen »med samtykke af hele rigsens raad i Norge, de samme, hvis navne ovenfor ere opregnede.[48] Retterboden besegledes af dronningen og af de tilstedeværende rigsraader; der toges i den det samme forbehold, som i kong Olafs tid, at den kun skulde have gyldighed, indtil kongen kom »til sine aar«. Medens denne retterbod er udstedt i dronningens navn, haves der fra det samme raadsmøde (af 16de April) et andet kongebrev, der er udfærdiget i kong Eriks navn, nemlig en bekræftelse af dronning Margretes ovenfor (s. 260) omtalte forleningsbrev til Benedikt Nikolassøn. I dette heder det, at kongen og hans raad havde gjennemlæst det ældre brev, som kongen nu bekræftede med vaars rikis raadz samþykt. Der siges intet om, hvem der hængte kongens segl under.[49] Dette brev synes at vidne om, at ogsaa kong Erik ved denne leilighed kan have været nærværende.

Medens der saaledes i aarene 1388–1397 kun haves lidet kjendskab til rigsraadets virksomhed inden rigets egne grænser, træffes dets medlemmer flere gange udenfor disse som deltagere i store unionelle sammenkomster af alle tre rigers raad. I 1395 afsluttedes freden mellem dronning Margrete og kong Albrecht paa Lindholm slot i Skaane (17de Juni), og det derom udfærdigede dokument blev beseglet af 12 geistlige og 113 verdslige raadsherrer fra alle tre riger, deriblandt 50 riddere. Mellem dem forekommer erkebiskop Vinalde og biskoperne Eystein af Oslo og Jakob af Bergen, Gaute Erikssøn, Jon Marteinssøn, Jon Danssøn, Jon Darre, Agmund Bolt, Finn Gyrdssøn, Alf Haraldssøn, Otte Rømer, Svale Rømer, Gudbrand Erlingssøn, Haakon Topp, altsaa ialt 14 Nordmænd, hvoraf 11 verdslige herrer.[50] Af disse vare atter de tre geistlige herrer, Jon Danssøn, Agmund Bolt, Alf Haraldssøn, Finn Gyrdssøn, Otte Rømer og Jon Marteinssøn i Helsingborg 15de August s. a. mellem de der fremmødte 51 raadsherrer fra alle tre riger, som opregnes i de tydske stæders forsikringsbrev for kong Albrecht.[51] Derimod nævnes der i det forsikringsbrev, som dronningen 8de September udstedte til stæderne, 84 raadsherrer, som beseglede brevet sammen med hende. Af dem er der foruden erkebiskopen og de tvende andre norske biskoper følgende norske rigsraader: hr. Ulf Jonssøn, Gaute Erikssøn, Jon Marteinssøn, Jon Darre, Agmund Bolt, Finn Gyrdssøn, Alf Haraldssøn, Otte Rømer, Svale Rømer, Gudbrand Erlingssøn, Haakon Topp, Benedikt Nikolassøn og Herleik Svarte (rimeligvis den samme, som Herleik Aasulfssøn).[52]

Derefter træffes der atter i 1397 repræsentanter for det norske rigsraad paa det berømte møde i Kalmar, hvor foreningen mellem alle tre riger endelig afsluttedes. Her mødte kansleren, hr. Arne Sigurdssøn, Agmund Bolt, Gaute Erikssøn, Jon Marteinssøn, Jon Darre, Alf Haraldssøn, Eindride Erlendssøn, Gudbrand Erlingssøn, Haakon Topp, Gyrd Gyrdssøn, Sigurd Thoraldessøn, Thoralde Sigurdssøn, Jon Haraldssøn, Jon Henrikssøn, hvilke nu alle bleve riddere, og væbneren Aslak Bjørnssøn – samt desuden biskop Jon af Orknøerne, søm dog ikke var norsk af fødsel.[53] Ved alle de her omtalte leiligheder optraadte medlemmerne af de tre rigers raad som en enhed, og uagtet der fremdeles i formen altid gjøres forskjel mellem de tre riger, kunde det ikke forhindre, at der lige fra unionens begyndelse, endnu forinden denne var endelig fastslaaet, arbeidedes paa at sammensmelte de tre rigsraad. Det udkast til en unionsakt, som blev udarbeidet med samtykke af de i Kalmar forsamlede medlemmer af de forskjellige rigers raad, synes ligefrem at forudsætte, at der altid skulde være nogle raadsherrer fra hvert rige hos kongen, med hvilke han kunde afgjøre de sager, som vedkom forholdet til udenlandske magter. Hvis dette var bleven overholdt, vilde man altsaa straks have faaet en permanent, unionel raadskommission. En saadan kom dog hverken nu eller senere istand. For øvrigt omhandler dette udkast ikke rigsraadets forhold til kongen. Den deri forudsatte bekræftelse af unionen under hvert af de tre rigers raads, »rigsens mænds« og kjøbstæders segl er aldrig bleven given. Det maatte nærmest være skeet paa almindelige, standsvis indkaldte rigsmøder i hvert af de tre riger.


  1. ↑ Dipl. Norv., V, no. 320. Brevet er udstedt nostro sub sigillo. Det skulde ikke kunne ændres af nogen anden, før konongh Olafuer kome sealfuer.
  2. ↑ Dipl. Norv., I, no. 491, 496; IV, no. 522, 523; VI, no. 307, s. 352.
  3. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 231 flg.
  4. ↑ Norges gamle love, III, s. 213.
  5. ↑ Dipl. Norv. I, no. 469. Skrivelsen kjendes for øvrigt kun af en afskrift, der er indtaget i en samling af Hansedagenes recesser. Derefter er den ogsaa trykt i Hanserecesse, II, s. 289.
  6. ↑ Dipl. Norv. II, no. 476; VII, no. 310; Cod. diplom. monast. Munkaliv., pag. 10 segv.
  7. ↑ Norges gamle love, III, s. 915. Retterboden kan ogsaa være udstedt i April 1883. Der paaberaabes i den en ældre anordning af kong Magnus om samme gjenstand med sinum goda raade och sinna goda manna sambthycke, der var stadfæstet af kong Haakon.
  8. ↑ Norges gamle love, III, s. 216 flg. Læsemaaden lendirmenn er vistnok ikke rigtig, hvorimod varianten lerdar menndt synes at give det rette.
  9. ↑ Norges gamle love, III, s. 218 flg. Dipl. Norv., V, no. 331.
  10. ↑ Norges gamle love, III, s. 222 flg.
  11. ↑ Paa det kronologiske register til den sidste del af P. A. Munchs norske folks historie (s. 390) er der paa grund af en trykfeil i samme del s. 238 opført et »rigsmøde i Tunsberg« i August 1384.
  12. ↑ Dipl. Norv., II, no. 488 er et brev fra dronningen, udstedt i hendes navn og vndir varo jncigli. Men dette vedkommer kun den del af riget, som var hende overdragen til morgengave. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., II, s. 125 flg. – I Januar 1381 var dronningen neppe ledsaget af sin søn under sit ophold i Norge.
  13. ↑ Hvis kong Olaf som myndig regent havde givet en ny bekræftelse af Munkelivs privilegier, vilde den sikkert været kjendt. Smlgn. for øvrigt P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd. II, s. 360 flg.
  14. ↑ Smlgn. nedenfor, s. 254, note 3.
  15. ↑ To landsvistbreve udstedte i Oslo 138de August 1382. Dipl. Norv., I, no. 473, 474.
  16. ↑ Dipl. Norv., II, no. 487. – I 1381 fik dronningen særlig fuldmagt af raadet til at føre forhandlingerne med de tydske stæder udenfor rigets grænser. Smlgn. ovenfor, s. 249 flg.
  17. ↑ Drottseten var 19de Aug. 1384 i Bergen; se ovfr., s. 251, medens kansleren 22de Aug. s. a. var i Tunsberg, hvor han beseglede et kongebrev, formodentlig med sigillum ad causas. Dipl. Norv., I, no. 491.
  18. ↑ Dipl. Norv., I, no. 470. 483; II, no. 469, 475, 504; VIII, no. 213.
  19. ↑ Dipl. Norv., I, no. 491; II, no. 501. – Om III, no. 466 smlgn. nedenfor, s. 256, note 1.
  20. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, II, s. 124. Hirdstyrere og lagmænd paa Island bleve imidlertid udnævnte af drottseten (og raadet?). Annal. Isl., pag. 338, smlgn. 334.
  21. ↑ Smlgn. nedenfor, s. 256.
  22. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, II, s. 122.
  23. ↑ Maaske kan alene en fuldstændig undersögelse af kong Olafs opholdssteder i Danmark til forskjellige tider her bringe fuld klarhed. Men der er neppe noget til hinder for at antage, at han har tilbragt den større del af aaret 1382 i Norge, hvorfra de her omhandlede breve netop skrive sig. Fra dette aar haves kun faa danske breve af kong Olaf. Suhm, Historie af Danmark, XIV, s. 104. Disse kunne da ogsaa antages at være udstedte dels af dronningen, dels af andre i hans navn. Kong Olaf synes netop i et af disse aar at have havt et længere ophold i Norge, siden de islandske annaler (udg. s. 336 og Flateyjarbók, III, s. 471) anmærke, at han »for til Danmark«. Flatø-annalerne henføre dette netop til 1382, andre annaler til 1383 og 1384. I det sidste aar kan det ikke have været, da han da med sin moder blev i Norge ind i 1385. Saaledes taler meget for, at han har været her i længere tid netop i 1382. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., II, s. 228, note 5. Er den her i texten fremsatte formodning rigtig, har kongen allerede i Februar 1382 været i Norge, hvor maaske hans moder har ladet ham forblive den hele tid efter hans hylding i det foregaaende aar. 6te Februar fornyede han da i Oslo Mariakirkens privilegier, hvorved kansleren og drottseten vare tilstede og den første beseglede med kongens segl. 23de og 26de Juni var han da i Bergen, fra hvilket ophold der igjen haves to kongebreve, der ere udstedte paa samme maade. Dipl. Norv., V, no. 325; VII, no. 310 Cod. diplom. monast. Munkaliv., pag. 10 seqv. Naar et kongebrev af 16de Juni 1382, udstedt i Bergen, ikke nævner kansleren, da kan dette forklares af, at han (og kongen?) da ikke vare ankomne. Dipl. Norv., II, no. 476. I Aug. var kongen tilbage i Oslo (smlgn. ovenfor, s. 253, note 1), hvor han rimeligvis har truffet sin moder og har fulgt hende til Danmark. Det ovenfor omtalte udtryk i annalerne kan, hvis man antager, at kongen overhovedet ikke tidligere har forladt Norge efter Juli 1381, og hvis det virkelig tør henføres til 1382, blive saa meget mere forklarligt. Imod det ovenfor anførte kan maaske indvendes, at retterbøderne fra 1381, der ere udfærdigede paa et sted, hvor kongen selv var tilstede uden sin moder, ikke ere beseglede af kansleren. Men det maa erindres, at der rimeligvis endnu paa den tid ikke kan være forfærdiget et storsegl. Smlgn. P. A. Munch, anf. st., II, s. 123, noten. Ved ingen af de følgende retterbøder af kong Olaf vides, at han har deltaget i udstedelsen. Han var igjen i Norge i vinteren 1384–1385, denne gang ledsaget af sin moder. Dipl. Norv. II, no. 487. 488. Men hvorvidt han var tilstede under raadsmødet i Bergen, kan være tvivlsomt. Smlgn. ovenfor, s. 251 flg. I Juni 1384 var neppe kongen i Bergen, hvor kansleren da var; i August var kansleren i Tunsberg, og hvis kongen da har været i Bergen, kunde han ikke anvende den fremgangsmaade, som benyttedes i 1382. Ved de andre raadsmøder, som nu kjendes, har kongen ikke været tilstede, og saaledes bliver aaret 1382 det eneste, hvori kongen har kunnet optræde alene med drottsete og kansler. Det maa ogsaa erindres, at Huitfeldt (Kong Olaf o. s. v., s. 27) siger, at kongen i 1381 blev i Norge næsten hele aaret over.
  24. ↑ Hanserecesse, II, s. 385, 390.
  25. ↑ Dipl. Norv. III, no. 466. Om det stadfæstelsesbrev, som er udstedt i kong Olafs navn med drottsetens raad og samtykke (II, no. 504), gjælder det samme, saaledes at det rimeligvis ogsaa maa henføres til denne tid.
  26. ↑ Dipl. Norv., II, no. 501.
  27. ↑ Dipl. Norv., I, no. 501.
  28. ↑ Molbech og N. M. Petersen, Udvalg af danske diplomer og breve, I, s. 11 flg.
  29. ↑ Dipl. Norv., III, no. 478.
  30. ↑ Paludan-Müller, Observationes criticæ, pag. 106.
  31. ↑ Han kan dog ogsaa være bleven dette i mellemtiden.
  32. ↑ Dipl. Norv., III, no. 477.
  33. ↑ Dipl. Norv., III, no. 478.
  34. ↑ Paludan-Müller, Observationes criticæ, pag. 106 seqv.
  35. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 327. Dette er sidste gang, han nævnes.
  36. ↑ Dipl. Norv., I, no. 511, smlgn. 539.
  37. ↑ Dipl. Norv., II, no. 508.
  38. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, II, s. 320, noten.
  39. ↑ Paludan-Müller, Observationes criticæ, pag. 108 seqv. Dipl. Norv., III, no. 484.
  40. ↑ Smlgn. Paludan-Müller, Observationes criticæ, pag. 9 seqv.
  41. ↑ Dipl. Norv., III, no. 760. Det siges, at der ogsaa var andre rigsraader med paa denne færd.
  42. ↑ Dipl. Norv., I, no. 529, 548; III, no. 489; IX, no. 185; X, no. 88.
  43. ↑ Dipl. Norv., I, no. 528. Det samme gjælder maaske ogsaa IV, no. 586. I disse tilfælde anvendtes dronningens sekret. – Ogsaa i udkastet til unionen i Kalmar er dronningens ret til fremdeles at beholde sin morgengave paa ny tilsikret hende.
  44. ↑ Dipl. Norv., V, no. 341.
  45. ↑ Dipl. Norv., II, no. 514.
  46. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, II, s. 367.
  47. ↑ Dipl. Norv., II, no. 535, 539.
  48. ↑ Dipl. Norv. VI, no. 338. Det bemærkes i retterboden: her med er konongdomens rettar ængin ifuirgefuen vtan skal vera uforsømadh wt j allan sin ret.
  49. ↑ Dipl. Norv. I, no. 539.
  50. ↑ Suhm, Historie af Danmark, XIV, s. 593 flg. Hanserecesse, IV, s. 254 flg.
  51. ↑ Suhm, Historie af Danmark, XIV, s. 600. Hanserecesse, IV, s. 259. Der mødte de 3 erkebisper og 9 biskoper, 16 riddere og 23 væbnere.
  52. ↑ Suhm, Historie af Danmark, XIV, s. 602. Hanserecesse, IV, s. 269 flg. Det var de samme 12 geistlige, som før.
  53. ↑ Paludan-Müller, Observationes criticæ, pag. 42 seqv. Huitfeldt, Kong Olaf, dronning Margrete og Erik af Pomern, s. 135–144. Hadorph, Två gambla rijmkrönikor, tillæg, s. 55 flg.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/11&oldid=234080»