Hopp til innhold

Det norske rigsraad/3

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 43-71).
◄  II.
IV.  ►

III.

Raadets udvikling i kong Erik Magnussøns tid, 1280–1299.

Formynderstyrelsen efter kong Magnus Lagabøters død. – Denne har megen betydning for udviklingen af det kongelige raad. – Aristokratiet faar for en tid magten. – De nyeste anskuelser herom. – Aristokratiet begik intet feilgreb ved at optage Sverres program. – Dets ledere maa ikke undervurderes. – Et forbund mellem aristokrati og hierarki havde i 1280 ikke store udsigter for sig. – Aristokratiet var i sin optræ- den meget voldsomt. – Høvdingemødet i Bergen 1280. – Kroningseden. – Kongens verdslige raadgivere. – Raadets samtykke paaberaabes for første gang ved en regjeringshandling. – Den store retterbod af 1280. – Raadets optræden ved forhandlingerne om kong Eriks giftermaal. – Kongens høieste raad i 1282 og hertug Haakons stilling ved den i dette aar udstedte retterbod for Bergen. – Fællesskab i formynderstyrelsen. – Kongen og hertugen blive myndige. – Hertugens formodede selvstændighed. – Enkedronningens og kongens omgivelser bevare sin indflydelse over denne. – Kong Eriks »egentlige raad« i 1285. – Biskop Narve, abbed Erik og provst Erlend. – Spørgsmaalet, om »det egentlige raad udelukkende har havt faste medlemmer, som vare udnævnte dertil en gang for alle. – Udtrykket vera i konungs garði. – Maaske har det egentlige raad i regelen havt tolv medlemmer, af hvilke igjen et mindre antal altid var personlig tilstede hos kongen. – Raadet har nu vundet i fasthed. – Baronernes selvskrevne ret til at være kongens raadgivere hindrer det dog fremdeles i at opnaa en fuldstændig udvikling. – Raadets deling mellem kong Erik og hertug Haakon. – Raadets optræden som samlet helhed. – Kanslerembedets deling. – Audun Hugleikssøn kongens secretarius. – Alf Erlingssøn jarl.

Under Magnus Lagabøters sønner fremtræder raadet pludselig med en langt større magtfylde, end tidligere; tildels viser det sig ogsaa i klarere omrids. Raadet stod nu med en gang ved siden af enkedronningen, den danske Ingeborg, som den ledende magt i staten, idet rigsstyrelsen under kong Eriks og hertug Haakons umyndighed var overdragen til en formynderstyrelse, i hvilken den afdøde konges dronning stod som kongedømmets repræsentant, medens den egentlige regjering besørgedes ved medlemmer af det kongelige raad. Om ordningen af denne formynderstyrelse savnes forøvrigt i kilderne bestemte oplysninger. Forsaavidt det kan antages, at den afdøde konge derom har givet nærmere bestemmelser, som siden havde været fulgte, da er det rimeligt, at disse have havt sine forbilleder i udlandets større statssamfund. Da det ialfald synes, som om Magnus Lagabøter før sin død har truffet nye bestemmelser om sine sønners myndighedsalder, afvigende fra de ældre,[1] er der intet i veien for at antage, at han da med det samme kan have givet regler for den maade, hvorpaa formynderstyrelsen skulde sammensættes og udøve sin myndighed.

Selv om dette ikke er bleven gjort, var det imidlertid en selvfølge, at rigsstyrelsen under kongens mindreaarighed maatte ledes af hans omgivelser. Tidligere, naar der havde været en umyndig konge, havde det været lendermændene, som raadede for styrelsen.[2] Nu traadte baronerne i deres sted. Men da en styrelse af alle disse paa én gang ikke vel var mulig, og da det heller ikke stemte med tidens krav at overlade den til de baroner, som tilfældig vare tilstede, maatte det snevrere kongelige raad af sig selv træde ind som den myndighed, der ledede den egentlige regjering. Dette maatte da tillige faa en fastere karakter, end det tidligere havde havt, og fremfor alt tage en mere levende del i den personlige udøvelse af regjeringen, end det før havde gjort. Hos den umyndige konge maatte der saaledes af mange grunde altid være nogle af dets medlemmer tilstede, medens andre af disse blot indfandt sig til de tider, da deres nærværelse var nødvendig. Endelig var der ogsaa adgang til at afholde et møde af samtlige baroner og riddere, af det store kongelige raad, der havde afgjørelsen af de vigtigste statssager.

En saadan ordning var den, som nærmest frembød sig under de daværende forhold. Hvorvidt der af den foregaaende konge har været givet udtrykkelige regler derfor, eller ikke, har her kun liden betydning, idet styrelsens grundtræk vare givne paa forhaand. Magten gik ved en umyndig konges tiltrædelse af landsstyrelsen naturlig over til de samfundsklasser, af hvilke raadet blev sammensat, og idet nu dette blev udøveren af de regjerendes vilje, vandt det selv i fasthed. Formynderstyrelsen har for raadets udvikling havt en stor betydning, saa meget mere, som alt tyder paa, at den samme ordning i alt væsentligt er vedbleven at bestaa, ogsaa efterat kong Erik var bleven myndig. De former for styrelsen, som en gang vare komne i gang, synes ikke at være lagte tilside, da kongen selv overtog regjeringen. Formynderregjeringen gik derved kun over til at være hans indflydelsesrige raadgivere, og kongens moder kunde endog efter som før vedblive at indtage en fremragende plads i styrelsen. Ligesom kongen paa en tid, da han utvivlsomt var umyndig, kunde udstede breve i sit eget navn uden at nævne sine formyndere, saaledes blev der ogsaa, da han utvivlsomt var myndig, anvendt de samme former ved udfærdigelsen af breve, som de, der almindelig benyttedes paa den tid, da han ikke selv kunde have nogen indflydelse paa regjeringen. Formynderstyrelsen var et raad, der paa kongens vegne regjerede landet. Senere øvede det samme raad som kongens raadgivere og veiledere en indflydelse, der neppe var meget mindre. Formynderstyrelsen havde i kong Eriks raad sin umiddelbare fortsættelse, og der har neppe været nogen større forskjel mellem grundtrækkene for begges organisation. Saaledes kan rimeligvis det, som vides om det kongelige raads ordning efter kongens opnaaelse af den myndige alder, i det væsentlige antages at gjælde ogsaa for den forudgaaende tid.

Formynderstyrelsens tid var det yngre aristokratis magtperiode. Baronerne traadte nu med ét frem for at benytte sig af de fordele, som situationen bød dem. De optoge kongedømmets traditionelle kamp mod hierarkiet, men rimeligvis mere med sine egne end med kongedømmets interesser for øie. Kampen stod nu mellem hierarki og aristokrati, og det sidste optog for egen regning monarkiets program. Dermed maatte det staa sin prøve, hvorvidt aristokratiet kunde gaa ind i den stilling, som nu var bleven det anvist, og fra dette udgangspunkt tilkjæmpe sig en fornyet politisk indflydelse i det omdannede samfund. Begyndelsen var unegtelig lovende for aristokratiet, som med et paafaldende sammenhold, kraft og energi stillede sig imod hierarkiet og trængte dette tilbage.

En nyere forfatter[3] har herom udtalt sig i følgende ord: »Alene under formynderstyrelsen efter Magnus Lagabøters død se vi stormændene staa enig sammen og forfølge med klarhed og styrke gjennemførelsen af et bestemt politisk program. Men dette program var kongedømmets og ikke noget for dem eiendommeligt; det var Sverres politiske grundsætninger og ikke hans modstanderes, af hvilke formynderstyrelsens medlemmer viste sig gjennemtrængte, idet de saa ivrig stillede sig i veien for erkebiskop Jons hierarkiske tiltag. Intet godtgjør klarere end dette, hvor fuldstændig det gamle lendermandsparti var bleven sprængt, hvor lidet traditionerne fra dets herskende dage i virkeligheden have havt at betyde, hvorledes under de gamle former en helt ny aand havde gjort sig gjældende. Aristokratiet kunde ikke opnaa at blive en selvstændig magt i staten uden i forening med geistligheden; de to vare naturlige allierede i erkebiskop Jons og Audun Hugleikssøns tid, som i Erling Skakkes og erkebiskop Eysteins. Naar desuagtet repræsentanterne for de store ætter paa en tid, da de havde fuldkommen frie hænder, i stedet for at søge at komme til forstaaelse med hierarkiets forkjæmpere, stødte disse fra sig og enig sluttede sig om de monarkiske interesser som om sine egne: er det et vidnesbyrd om, at den indre sammenhæng mellem dem og deres forgjængere i det 12te aarhundrede, hvis værdighedsnavne de bare, og hvis blod for en del randt i deres aarer, var brudt, og at, hvad enten de efter kjødet vare ætlinger af Magnus Erlingssøns høibyrdige tilhængere eller af de stavkarle, der gjorde sin lykke ved at følge Sverre, saa stammede de aandig allesammen fra disse sidste.«

Efter den opfatning, som har dikteret disse ord, skulde det altsaa have været et misgreb af det norske aristokrati, at det efter Magnus Lagabøters død optog kampen mod hierarkiet paa grundlag af det program, som først var fremsat af Sverre. Dette skulde være et brud med dets egne gamle traditioner fra den første halvdel af borgerkrigene. Men en saadan mening holder neppe stik, naar den undersøges nærmere.

For det første er derved ikke taget hensyn til aristokratiets økonomiske evne til at holde sig frem i en kamp om magten i staten, – noget som i middelalderens politiske historie aldrig kan lades ud af betragtning. Dernæst gaar denne anskuelse ud fra, at aristokratiets traditioner altid maatte lede til, at ogsaa de forudsætninger, hvorunder det kjæmpede for magten, maatte være de samme. Saafremt dette var rigtigt, havde et norsk aristokrati i grunden ikke havt meget at kjæmpe for i det 13de aarhundrede, efterat den gamle samfundsorden havde veget pladsen for den nye. Men dette var ingenlunde tilfældet.

At aristokratiet til sit politiske program tog Sverres, var fra dets side intet feilgreb. Ved Magnus Lagabøters død var det sat i høisædet, som monarkiets formynder, og naar baronerne skulde benytte, hvad dermed fulgte, maatte de først og fremst gjøre monarkiets program til sit. Den enighed, hvormed baronerne optoge kampen mod monarkiets gamle modstandere i hierarkiet, kan ialfald være et bevis for, at de fattede sagens betydning. Om at gaa tilbage var der ikke tale. Den indflydelse, som i længst henrundne dage var bleven øvet af lendermandsklassen, kunde ikke gjenerhverves paa det gamle grundlag. Alene ved at erkjende de resultater, som en gang vare opnaaede ved kongedømmets seier, kunde aristokratiet paa ny vinde magten. Det maatte arbeide paa at høste, hvad monarkiet havde saaet, og derfor var det ganske naturligt, at det »sluttede sig om monarkiets interesser som om sine egne«.

Men deraf følger ikke, at dette kan opfattes som et tegn paa et brud med fortiden, eller at det gamle lendermandsparti var bleven pludselig sprængt. En ny aand havde visselig gjort sig gjældende, hvilket dog ikke hindrer, at traditionerne fra gamle dage ogsaa kunde have bevaret meget af sin betydning og navnlig styrke baronernes higen efter at komme til magten. Den samme stræben gik gjennem de gamle lendermænd, som gjennem deres efterfølgere, baronerne. Men de nye tider tvang denne ind i nye former og drev den til at søge nye udgangspunkter. Bjarne Erlingssøn, Audun Hugleikssøn, Alf Erlingssøn og de øvrige stormænd, der vare samtidige med dem, vare ikke vanslægtede fra sine forgjængere. Der er netop i den fremfærd, de viste under kampen mod hierarkiet, mangt og meget, som minder om den ældre tids mænd, og det er derfor ikke berettiget at skildre dem som »aandelige stavkarle«, selv om de ikke kunde give Norges historie en anden retning. Grunden til, at den følgende tid ikke kan opvise resultater, som svarede til den begyndelse, der en gang var gjort, ligger i andre forhold, som ere antydede ovenfor. I det trettende aarhundrede kunde aristokratiet endnu i det ydre være mægtigt nok til at træde frem med politiske krav. Senere blev imidlertid dets sammensvinden alt mere og mere tydelig, og dermed blev det hurtig bragt i en saadan stilling, at det ikke længer kunde nære lignende tendenser.

Et forbund mellem aristokrati og hierarki i 1280 var vistnok ogsaa en ting, der paa det nærmeste hørte til umulighedernes verden. Skylden for, at det ikke kom istand, kan neppe heller tilskrives baronerne, da det netop var erkebiskopen, som først aabnede kampen. En opgiven af kongedømmets program fra Sverres tid – thi det var det, som det her gjaldt – vilde have været en svaghed fra baronernes side. Hvis aristokratiet paa saadanne vilkaar havde tilkjøbt sig et forbund med hierarkiet, er det mere end tvivlsomt, om dette var blevet varigt. Interesserne vare altfor stridende til, at de i længden kunde have gaaet sammen. En anden sag er det, at udfaldet viste, at aristokratiet ikke alene var stærkt nok til at blive en selvstændig magt i staten. Hierarkiets styrke var dog endnu mindre. Havde dette besiddet større kraft, maatte det ialfald have holdt kampen ud længere, end det virkelig gjorde.[4] Udfaldet af det første sammenstød synes ikke at vidne om, at et forbund med hierarkiet kunde have tilført baronerne nogen betydelig forøgelse i deres styrke. Tvertimod bidrager dette kun til at forøge det trøstesløse billede, som Norges historie efter denne tid mere og mere kom til at frembyde. Det var, som om samfundets livsnerve var klippet over. Selv kongedømmet, som dog foreløbig havde været det seirende og under kong Haakon Magnussøn atter syntes at befæste sin seier, blev draget med ind i den forstenelse; der efterhaanden greb det hele samfund.

Aristokratiet optraadte i den tid, hvori det under Erik Magnussøns styrelse havde magten, med megen voldsomhed, og dets medlemmer synes ikke at have næret stor agtelse for den lovlige myndighed. Om der ogsaa kan være en del overdrivelser i de klager, som siden bleve førte over deres fremfærd, er det dog heller ikke tænkeligt, at disse skulde være aldeles ugrundede.[5] Det kan derfor ikke vel betvivles, at de styrende i denne tid have virket til fordel for sine rent personlige interesser, ligesom den omstændighed, at det i en tid af nitten aar blev rigets stormænd, som vare de raadende, maatte være af stor betydning for at sikre disse besiddelsen af politisk magt, hvilken igjen udøvedes gjennem det kongelige raad. Men den politiske indflydelse, som forholdene under Erik Magnussøns regjering havde lagt i stormændenes hænder, blev ikke af lang varighed; derimod bleve de følger, som denne periode havde for raadets organisation, af en mere blivende betydning. Selv efterat den følgende regjering atter havde tvunget raadet helt ind i den monarkiske samfundsorden, vedblev det dog at bestaa som en stedse mere udpræget institution, mellem hvis medlemmer man altid maa søge blomsten af det norske aristokrati. Hvad den forudgaaende tid langsomt havde forberedt, blev under formynderstyrelsen og den derpaa nærmest følgende periode forholdsvis hurtig bragt betydelig nærmere mod sin fuldstændige udvikling. Med hensyn til raadets udvikling som fast institution har det i denne tid adskillig betydning, at der netop nu ogsaa opstod faste kongelige residenser. Dermed maatte der nødvendig følge forøget behov af et fastere regjeringspersonale, og dette maatte da hurtigst ytre sin indflydelse paa raa det, der ved kongens side stod i styrelsens spidse.

Kong Eriks regjering aabnedes med et stort høvdingemøde i Bergen, hvorunder den unge konge ogsaa fik kirkens indvielse. Aristokratiet og hierarkiet havde her sat hinanden stevne, og her aabnedes den kamp, hvortil der allerede er hentydet i det foregaaende. Mellem de fornemste verdslige høvdinger var hr. Audun Hugleikssøn Hestakorn fra Jølster, en mand, der eiede meget gods i fjordene, men om hvis slægt der ellers ikke haves oplysninger. Han nævnes i det følgende aar som den, der besad den største indflydelse i raadet.[6] Fremdeles har man hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Giske, der var repræsentant for den yngre Bjarkøæt og gjennem sit giftermaal med Margrete Nikolasdatter havde arvet Giskeættens besiddelser og saaledes vel paa sin tid maatte regnes for rigets mest høibyrdige og rigeste mand.[7] Ved deres side have rimeligvis ogsaa Thornbergættens med kongehuset nær beslægtede repræsentanter mødt frem ved denne leilighed, hr. Erling Alfssøn, og hans mere berømte søn, hr. Alf Erlingssøn, samt svigersønnen, hr. Thore biskopssøn, der tidligere havde været kansler, – videre den nye kansler, hr. Bjarne Lodinssøn, hr. Andres Paalssøn Plytt, hr. Hallkell Agmundssøn Krøkedans, hr. Gaut af Tolga og hr. Jon Brynjulfssøn af Kvaal. Til samme tid indfandt ogsaa erkebiskopen sig i Bergen tilligemed samtlige under ham hørende lydbiskoper – med undtagelse af biskoperne af Orknø og Grønland – for der at holde et kirkemøde. . En saadan forening af et verdsligt og geistligt møde var intet nyt. Kirkelige møder ere ofte afholdte samtidig med rigsmøder og høvdingemøder, og de have endog i en ganske væsentlig grad enten dannet forbilledet for disse eller givet stødet til deres afholdelse. Det provincial-concilium, som nu afholdtes, var usædvanlig talrigt besøgt. Erkebiskopen havde nu ligesom opbudt hele hierarkiets styrke for at tilkjæmpe dette seiren, idet han troede at have udsigt til at vinde store fordele for kirken paa bekostning af kongedømmet.

Idet kampen mellem baronerne og erkebiskopen snart kom til udbrud, er det ikke at vente, at der skal findes mange spor af en administrativ eller lovgivende virksomhed fra begges side i fællesskab under dette møde. Senere hen blev spændingen mellem de to samfundsklasser, af hvilke kongedømmet hentede sine høieste raadgivere, saa stor, at geistligheden for en væsentlig del trængtes tilside og kun i ringe udstrækning øvede indflydelse paa statsstyrelsen. Dens deltagelse i raadets forhandlinger kan derfor under kong Eriks styrelse allerede af denne grund ikke antages at have været af nogen synderlig betydning, og der mærkes heller ikke synderlig til den.

I den unge konges kroningsed, som han aflagde 2den Juli 1280, lovede han bl. a. ogsaa: malasqve leges et consvetudines perversas, præcipue contra ecclesiasticam libertatem facientes abolere et bonas condere, prout de concilio fidelium nostrorum melius invenire poterimus – eller, som det sidste heder i edens norske redaktion: eptir þvi sem framazt fám vér ráð til af várum tryggastu mönnum.[8] Da kroningseden var affattet i overensstemmelse med erkebiskopens ønsker,[9] maa det antages, at der ved de i den omtalte troe raadgivere saavel har været tænkt paa geistlige, som paa verdslige, og navnlig har vel erkebiskopen gaaet ud fra, at han selv skulde være en af disse. Imidlertid synes det, som om man under de forhandlinger, der fulgte umiddelbart ovenpaa kroningen, og som indledede det endelige brud, har skilnet mellem erkebiskopen og de verdslige herrer og alene betegnet de sidste som »kongens raadgivere«. I et brev af 17de Marts 1281, der er en af de vigtigste kilder for dette tidspunkts historie,[10] siges det saaledes, at erkebiskopen efter kongens kroning havde havt multa colloqvia cum eodem domino rege, regina et consiliariis eorundem. Imidlertid nævnes ved denne leilighed ingen af disse kongens og hans moders raadgivere udtrykkelig ved navn, saaledes at man kan vide, hvem de have været. Eftersom splittelsen blev større, maatte ogsaa denne forskjel mellem kongens raadgivere og den høie geistlighed blive mere og mere kjendelig. Medens de første nu opnaaede en betydelig indflydelse, blev, som sagt, den sidste, næsten skudt rent tilside. Kongens verdslige raadgivere traadte nu stedse mere frem, dels paa større møder, dels i den snevrere kreds, som i egentligste forstand maa benævnes det kongelige raad og nu rimeligvis paa et par undtagelser nær ogsaa alene talte verdslige herrer som sine medlemmer.

For første gang bliver der nu tale om raadets samtykke ved en regjeringsforanstaltning. Tidligere havde det kun været forudsat, at det skulde give kongen sine raad, medens han i den almindelige opfatning stod som den, der af egen magt fuldkommenhed fattede den endelige beslutning. Under en formynderstyrelse kom dette til at stille sig anderledes. Kongens frie beslutningsret kunde da ikke for nogen staa som andet end en ren form, – forsaavidt der overhovedet blev tale om at opretholde dette ydre skin. En i hans navn offentliggjort beslutning forudsatte med nødvendighed hans formynderes samtykke, hvad enten dette var indhentet i en større eller i en snevrere raadsforsamling. Intet kunde derfor ligge nærmere, end at dette ogsaa formelig maatte blive udtalt, uagtet man for øvrigt paa den tid ikke var meget nøiagtig med at fastslaa og overholde statsretslige former, som det bl. a. netop sees af det brev, hvori kong Erik meddelte den engelske konge sin thronbestigelse; dette er udfærdiget i hans navn, uden at der tales et ord om hans formyndere eller raadgivere.[11]

Maaske er den første regjeringshandling, hvorved de kongelige raadgiveres samtykke ligefrem paaberaabes, den forordning om oprettelsen af værtshuse, som vides at være udstedt af kong Erik og hertug Haakon. Denne selv er tabt, men omtales i en senere forordning, som er udstedt af Haakon Magnussøn som konge, i hvilken han siger, at hans broder og han selv med raad og samtykke af erkebiskop, biskoper og alle andre de bedste mænd i riget havde truffet en bestemmelse om denne gjenstand.[12] Om tiden, naar dette var skeet, oplyses rigtignok intet. Men det kan dog være rimeligt at antage, at det netop har været i den første tid af formynderstyrelsen, og at den nu tabte originale retterbod er bleven udstedt ved en af de faa anledninger, hvorved der da kunde være tale om en samvirken mellem den høie geistlighed og kongens verdslige raadgivere. Oprettelsen af værtshuse laa ligesaa meget, om ikke mere, i geistlighedens end i den almindelige trafiks interesse, da de lettede pilegrimenes færd til St. Olafs helligdom i Nidaros. Af den grund kan ogsaa tanken om oprettelse af disse værtshuse ligesaa vel være udgaaet fra erkebiskopen, som fra de verdslige herrer, og den kan ogsaa af ham være bragt frem under et af de store møder, som holdtes i 1280 eller 1281. Dog kan det ogsaa være, at retterboden ikke er udstedt saa tidlig, men først tilhører en senere tid. I dette tilfælde vil det imidlertid blive vanskeligt at henføre den til et andet bestemt tidspunkt.

Fra det store høvdingemøde i 1280 haves sandsynligvis endvider en vigtig retterbod, der siges at være given með hinna bestra manna rádi.[13] Uagtet denne først senere blev endelig udstedt, er det nemlig rimeligt, at dens vigtigste bestemmelser allerede ere vedtagne ved denne leilighed. De vare ligefrem rettede mod geistligheden og mod de statuter, der vare vedtagne paa det samtidig afholdte provincial-koncilium. Følgelig er det kun de verdslige raadgiveres medvirkning, som herved kan forudsættes, og naar der i retterboden nævnes de bedste mænd, bliver dette altsaa rimeligvis de samme, der i det foregaaende (s. 51) ere nævnte som consiliarii hos kongen og dronningen. Da der ved høvdingemødet i 1280 synes at have været samlet et stort antal af de mænd, der i den videste forstand kunde betegnes som kongens raadgivere, og da tillige retterboden var det første led i den række af foranstaltninger, som fra det herskende partis side rettedes imod hierarkiet, er den efter al sandsynlighed en frugt af samtlige fremmødte baroners og øvrige raadgiveres overlægninger. Saaledes er det her det store raad, som har været medvirkende, medens man ved de kort efter aabnede forhandlinger om den unge konges giftermaal med den skotske prinsesse Margrete rimeligvis kun maa tænke paa det mindre raad som det, der ledede disse, ved siden af kongens moder.

I disse forhandlinger optraadte enkedronningen og raadsherrerne, som de, der havde den afgjørende myndighed. Kongen selv har ogsaa udstedt nogle breve i den anledning; men disse ere da tildels ratificerede af hans moder og raad. Forsaavidt dette ikke er tilfældet, har dog rimeligvis deres medvirkning været forudsat i selve brevene. Af disse er nemlig intet bevaret, og deres indhold kjendes kun af en fortegnelse, som i sin tid blev optagen over dem.[14] I denne omtales regjeringens medlemmer med det almindelige udtryk, magnates, hvorved dog her ikke vel kan tænkes paa andre end de medlemmer af rigets verdslige aristokrati, som paa den tid havde sæde i det snevrere raad. Ved forhandlinger af denne art var der ingen opfordring til at benytte andre, selv om man ogsaa paa forhaand har indhentet samtykke fra samtlige raadgivere i ordets videste forstand.

Giftermaalet afsluttedes om sommeren 1281, efterat i forveien et norsk gesandtskab havde været over i Skotland og der 25de Juli afsluttet en ægteskabskontrakt med brudens fader, den skotske konge og hans raad. Som medlemmer af gesandtskabet optræde mindst to herrer, der efter sin hele stilling og optræden med nødvendighed maa have hørt med til det snevrere raad. Af dem var den ene baronen, hr. Bjarne Erlingssøn, en af de mest fremtrædende personligheder i aristokratiets kamp mod den høie geistlighed, – den anden var kansleren, Bjarne Lodinssøn. Med dem fulgte den ogsaa tidligere ved underhandlinger anvendte Franciskanermunk, broder Mauritius og biskop Peter af Orknøerne, samt ridderen, hr. Vidkunn Erlingssøn, hr. Bjarnes broder, tillige med Jon Finnssøn (af Ænesætten), Isak Gautssøn (af Tolgaætten), Andres Peterssøn, Eilif Arnfinnssøn og Audun af Slinde. Om de sidste forlyder der intet med hensyn til, hvorvidt de paa denne tid have været medlemmer af det snevrere raad. Med undtagelse af hr. Vidkunn have de endnu neppe en gang været riddere. Ialfald er han den eneste, som i ægteskabstraktaten fører denne titel.[15] Foruden hr. Bjarne Erlingssøn og kansleren har rimeligvis hr. Vidkunn allerede paa denne tid været medlem af det snevrere raad, hvad han i ethvert fald var i 1285, som i det følgende vil blive omtalt. Derhos kan maaske broder Mauritius have været regnet for en af kongens raadgivere paa samme maade, som de mænd, der tidligere i det 12te aarhundrede forekomme under denne titel, medens der neppe er nogen grund til at antage det samme om gesandtskabets øvrige verdslige medlemmer. Hvad endelig biskop Peter angaar, da behøver han ikke at have været med i gesandtskabet lige fra Norge af. Det er unegtelig paafaldende, at ved denne anledning ingen biskop fra det egentlige Norge blev medtagen. Under den herskende strid mellem stat og kirke synes det, som om de styrende herrer ikke have ønsket at se nogen af dem som deltagere; men da nu en gang et høiere geistligt medlem maaske ikke godt kunde savnes ved en saadan anledning, vendte man sig til den orknøiske biskop, der for det første som halv udlænding og mere fjerntboende stod forholdsvis udenfor striden, og som dernæst ialfald besad det fortrin at være bedst kjendt med de skotske forhold.[16]

Om selve raadets og formynderstyrelsens stilling meddele disse forhandlinger egentlig intet. Hvis de aktstykker, som vedkom denne sag, havde været bevarede, vilde disse maaske kunne have indeholdt flere oplysninger. Af den bevarede fortegnelse sees det, at syv norske høvdinger, som ikke kunde være tilstede, da traktaten – formodentlig umiddelbart efter den unge dronnings kroning i Norge – blev besvoren, have givet andre fuldmagt til at sværge paa sine vegne. Da dette tal er vel stort til, at det kunde tænkes, at saa mange medlemmer af den snevrere formynderstyrelse skulde have været fraværende ved en saadan anledning, kan det maaske antages, at samtlige baroner med undtagelse af disse syv ved denne leilighed have været tilstede og svoret paa overenskomsten om giftermaalet.

Fra 1282 haves en sikker efterretning om raadets tilværelse og virksomhed som institution i den retterbod, der udstedtes 16de September d. a. om handel og taxter i Bergen. I denne heder det, at den er udstedt med samtykke af enkedronningen, hertug Haakon, Bergens gjaldkyre, Jon Ragnvaldssøn, hele kongens høieste raad og alle de andre bedste mænd, som da vare i byen.[17] Her har man saaledes en udtalelse om, at de kongelige raadgivere ikke alene skulde give raad, men at ogsaa deres samtykke var nødvendigt for at skjænke en regjeringshandling fuld gyldighed. Saafremt den i det foregaaende (s. 52) omtalte retterbod om oprettelsen af værtshuse ikke, som der antaget, skriver sig fra et af aarene 1280 eller 1281, bliver altsaa denne retterbod af 1282 det ældste aktstykke, hvori forudsættes, at raadet ikke alene er raadgivende, men ogsaa samtykkende. Derved maa imidlertid erindres, at denne retterbod heller ikke er bevaret i sin oprindelige form. Hvad vi nu have, er egentlig kun en optegnelse af dens indhold, der er affattet adskillige aar senere, og hvorved den sædvanlige intimation er udeladt. Om der ogsaa er overveiende sandsynlighed for, at den, som gjengav dette indhold, derved temmelig nøie har fulgt den oprindelige retterbods form, byder dette dog ingen sikkerhed for, at udtrykkene ere gjengivne med den nøiagtighed, som her maatte ønskes. Navnlig kan det tænkes muligt, at ordet samþykt kun gjælder dronningen og hertugen, og saafremt det i retterboden virkelig har været refereret ogsaa til raadet, da er det nok muligt, at dette kun er skeet gjennem en unøiagtighed i udtrykket, og at der oprindelig alene har været tænkt paa, at raadet her skulde være raadgivende. Skjønt retterboden saaledes ikke kan benyttes som et uigjendriveligt bevis for, at man paa denne tid har anseet udtalelsen af et formeligt samtykke fra raadets side for nødvendigt ved visse regjeringsforanstaltninger, bliver den dog et mærkeligt aktstykke.

Retterboden er udstedt i kongens navn, medens hertugen kun er samtykkende. En saadan fremgangsmaade er ikke oftere anvendt, da hertugen ellers enten ikke nævnes eller ogsaa fremtræder ved kongens side som den, der i fællesskab med ham har foretaget vedkommende regjeringshandling.[18] I sidste tilfelde bliver saaledes den derom fattede beslutning offentliggjort i begges navn. I 1282 anvendtes en anden fremgangsmaade, hvortil der, som sagt, ikke paa den tid kan opvises noget sidestykke. Grunden hertil har maaske været den, at dronningen ved denne anledning har været tilstede, og at man af hensyn til hende har fundet at burde lade hendes yngre søn nævnes i samme stilling som hun, ikke som den, der stod over hende. Mere end en løs gjætning kan dog ikke dette være. Hvis der var bevaret flere offentlige aktstykker fra formynderregjeringens tid, end de, som nu kjendes, kunde man maaske lettere komme til klarhed i dette punkt.

Ved »hele kongens høieste raad« menes i 1282 formodentlig de da tilstedeværende baroner. Udtrykket maa ialfald forstaaes saaledes, naar man sammenholder det med de bestemmelser, der findes i Magnus Lagabøters hirdskraa. En anden sag er det, om disse netop.nærværende baroner maaske have været de samme, som i almindelighed udgjorde formynderstyrelsen. I denne henseende tillade retterbodens ord ikke at drage nogen bestemt slutning. Af disse kan det heller ikke sees, i hvilken stilling den nævnte gjaldkyre i Bergen, Jon Ragnvaldssøn, paa denne tid har staaet til formynderstyrelsen. Han synes allerede i kongens første regjeringsaar at have været ridder, da den Johannes Rolandi miles, som nævnes i et brev fra den engelske til den norske konge af 1280, neppe kan være nogen anden.[19] Men selv om han paa denne tid altsaa virkelig har været i besiddelse af ridderværdigheden, behøver han ikke af denne grund at have været medlem af det snevrere raad. At han udtrykkelig nævnes ved denne anledning, kan finde sin tilstrækkelige forklaring i hans stilling som gjaldkyre i den by, for hvilken retterboden var bestemt. Men den maade, hvorpaa han nævnes, gjør det dog sandsynligt, at han mellem de kongelige raadgivere maa have været en anseet personlighed. For øvrigt vise de udtryk, som anvendes i denne retterbod, at raadet fremdeles havde meget ubestemte grænser. »De andre bedste mænd«, som nævnes, have vistnok ogsaa hørt med dertil, men om deres forhold kan intet sikkert afgjøres.

Paa den tid, da retterboden af 1282 blev udstedt, havde kong Erik maaske endnu ikke opnaaet myndighedsalderen, hvilket dog i alle fald netop maatte ske i løbet af dette aar.[20] Saaledes lader det sig ikke med bestemthed afgjøre, hvorvidt hans »høieste raad« og »de andre bedste mænd« ved denne leilighed ere optraadte som hans formyndere, eller om han selv ved den tid førte landsstyrelsen i sit eget navn. Hvorvidt kongen da allerede havde fyldt sit myndighedsaar, eller ikke, har dog i virkeligheden neppe havt stor betydning, idet i alle fald hans broder fremdeles var umyndig og der saaledes vedvarende behøvedes en formynderstyrelse for de dele af landet, som vare ham overdragne. Under disse forhold blev det saa meget vanskeligere at lade nogen øieblikkelig forandring indtræde med styrelsen af de kongelige landsdele. Kongen selv har neppe havt noget udpræget ønske i denne retning, og da hans moder ogsaa, efterat begge hendes sønner havde opnaaet sine myndige aar, vides at have udøvet regjeringshandlinger i den ældstes navn, er det kun lidet rimeligt, at hun og raadsherrerne, i anledning af, at han og ikke tillige den yngre broder var bleven myndig, have villet gjøre nogen øieblikkelige forandringer i den hidtil fulgte ordning af styrelsen. Der er saaledes vistnok gode grunde, som tale for, at man kan betragte formynderregjeringen som vedvarende, indtil ogsaa hertug Haakon havde opnaaet den for begge brødre fastsatte myndigheds-alder.

Hvorvidt formynderstyrelsen og raadet i disse aar har været betragtet som en enhed for saavel de kongelige som de hertugelige landsdele, eller om den har været delt for hver enkelt af disse, lader sig ikke aldeles bestemt afgjøre. For det sidste taler unegtelig den omstændighed, at raadet senere hen, da hver af brødrene førte styrelsen i sine landsdele i sit eget navn, var delt. Alligevel synes det dog at være mere rimeligt at antage, at styrelsen i den tid, da begge brødre endnu vare umyndige, virkelig har været ført under ét,[21] uden den forskjel, som senere hen iagttoges mellem de regjeringsanliggender, som vedkom de kongelige landsdele, og de, som alene angik hertugdømmet. I sig selv er det jo høist sandsynligt, at dronningmoderen ønskede at have begge sine sønner i sin umiddelbare nærhed, og naar disse først vare sammen, var der heller ingen grund til, at der skulde gjøres nogen forskjel mellem, hvad der siden skulde høre under kongen og under hertugen. Saaledes kunde det hænde, at man endog paaberaabte sig den sidste ved regjeringsforanstaltninger, der udelukkende gjaldt for de kongelige landsdele. Hertugens samtykke omtales paa denne maade i den ovenfor (s. 55) omhandlede retterbod for Bergen af 1282, og det beskyttelsesbrev, som i 1283 blev udfærdiget for domkirken i Nidaros, er ligeledes affattet i begge brødres navn.[22] Af mindre vægt er derimod den skrivelse til de østlandske sysselmænd om geistlighedens anmasselser, som antagelig skriver sig fra denne tid.[23] Denne vedkommer nemlig ligesaa vel landsdele, der maa have hørt til hertugdømmet, som saadanne, der umiddelbart stode under kongen. Følgelig maatte det her i alle tilfælde blive nødvendigt at lade skrivelsen udgaa i begge de kongelige brødres navn. Man kan da heller ikke derfra drage nogen paalidelig slutning om den fremgangsmaade, som i almindelighed anvendtes, naar en regjeringsforanstaltning gjaldt for den enes eller den andens landsdele, uden at vedkomme broderens. Imidlertid kan det vel, som antydet, ligge nærmest at gaa ud fra, at formynderstyrelsen har været ført i fællesskab for begge brødre.

I ethvert fald maa den samstyrelse, som saaledes rimeligvis maa have fundet sted antages at have vedvaret intil aaret 1284, da hertug Haakon selv overtog styrelsen af sit hertugdømme og da sandsynligvis ogsaa straks flyttede til Oslo, hvor han senere mest havde sit sæde. Dermed var han unddragen fra dronningmoderens indflydelse, selv om det ikke er meget sandsynligt, at den fjortenaarige gut allerede umiddelbart efter sin myndighedserklæring skal have kunnet vise den store selvstændighed, som man har villet tillægge ham.[24] Rimeligvis maa den unge hertugs omgivelser endnu i nogen tid have bevaret meget af sin gamle indflydelse over ham, og om han allerede tidlig optraadte paa en maade, som viste, at han misbilligede moderens og hendes venners optræden, da er det heri neppe berettiget at se mere end en udtalelse af de hertugelige raadgiveres mening. Da der ogsaa paa andre maader viser sig spor til rivninger mellem de mænd, som omgave kongen og hans moder, og dem, som raadede hos hertugen, er der grund til at formode, at der har hersket et spændt forhold, om det ogsaa er muligt, at dette ikke har havt nogen indflydelse paa de to brødres gjensidige stemning. Hr. Alf Erlingssøns strid med hr. Hallkell Agmundssøn Krøkedans er saaledes bekjendt nok. Imidlertid har vel i alle tilfælde hertugen i disse aar, der hengik, inden han selv besteg thronen som eneregent, dannet sig sin opfatning af forholdene og derhos efterhaanden udviklet sig til en stedse større selvstændighed. Kong Haakons optræden efter 1299 er øiensynlig for en væsentlig del bestemt efter, hvad han havde seet som hertug før 1299. I denne tid falder netop hans egentlige udvikling. At hertugen tillige efterhaanden kan have unddraget sig sine raadgiveres indflydelse, er baade naturligt og rimeligt, selv om dette ikke er skeet med et eneste slag, umiddelbart efter hans opnaaelse af sin myndighedsalder.

I de kongelige dele af landet vedblev derimod efter al sandsynlighed de samme personer ogsaa efter denne tid at besidde den egentlige indflydelse. Her kan i alle tilfælde den forandring, som foregik i styrelsens form, ikke have været meget iøinefaldende. Medens man fra de forudgaaende aar har breve, som efter ordene skulle være udstedte af kongen selv uden at nævne hans moder og formyndere, har man ogsaa fra de følgende aar exempler paa, at der i officielle aktstykker ikke er lagt synderlig vægt paa hans deltagelse. Det er jo, efter hvad der i det foregaaende er anført, rimeligt, at formynderstyrelsen lige fuldt vedblev for det hele rige ogsaa, da kongen, den ældste af de to brødre, var bleven myndig. Derved blev der saa meget mindre grund til for hans vedkommende at gjøre nogen større forandring, da fællesstyrelsen blev opløst.

Paa denne maade kan der ikke opstilles nogen skarp grænse mellem formynder-regjeringen og det senere kongelige raad, der, som allerede ovenfor (s. 45) bemærket, ganske naturlig maatte glide over i hinanden. Navnlig viser det sig, at enkedronningen, saalænge hun levede, bevarede en stor indflydelse over sin søn. Hvorvidt hendes stilling ved siden af formynderne har hvilet paa udtrykkelige bestemmelser af Magnus Lagabøter, vides ikke, og det kan godt være, at hun er traadt ind imellem de styrende, alene fordi man syntes, det faldt af sig selv. I ethvert fald kan hendes senere indflydelse, efter formynderstyrelsens ophør, alene have været en følge af det herredømme, hun en gang havde vundet over sin søn. Det gik i denne henseende med hende som med kongens øvrige omgivelser. Under saadanne omstændigheder bliver det let forklarligt, at disse forhold maatte faa en stor betydning for det kongelige raad, der ved overgangen fra formynderstyrelsen til sin tidligere stilling bevarede det meste af sin indflydelse.

Et ganske mærkeligt exempel paa den maade, hvorpaa enkedronningen og den hende omgivende kreds af raadgivere udøvede sin myndighed, haves i et brev af 1285. Dette er udstedt af dronning Ingeborg, abbed Erik i Munkeliv og Erik Duggalssøn og indeholder en instruktion for biskop Narve i Bergen og hr. Bjarne Erlingssøn, der skulde afgaa til Danmark og de nordtydske stæder som fredsunderhandlere. Deri omtales tillige otte medlemmer af kongens heimiligu ráði, som forseglede brevet. Disse vare Erlend, provst ved Bergens apostelkirke, kongens stallar, hr. Gudleik Viljamssøn, mærkesmanden, hr. Lodin Lepp, Gulathings lagmand, hr. Sigurd Brynjulfssøn paa Aga, hr. Haakon Ragnvaldssøn, hr. Vidkunn Erlingssøn, hr. Nikolas og hr. Ivar Gudlaugssøn.[25] Da abbeden og Erik Duggalssøn, der selv var af kongelig æt, udstedte brevet i forening med enkedronningen og forseglede det tilligge med hende og kongen og de nævnte medlemmer af raadet, have de formodentlig ligesom biskop Narve og hr. Bjarne Erlingssøn ogsaa hørt med til dette. Det verdslige element var inden dette det overveiende, hvilket under de daværende særegne forhold ogsaa maatte være det rimeligste.

At valget af det ene sendebud ved denne leilighed faldt paa biskop Narve, har rimeligvis havt sine gode grunde. Man kan deri se en forøget bekræftelse paa den formodning, som har været fremsat om, at han stod i et meget venskabeligt forhold til kong Erik. I ethvert tilfælde synes ikke den maade, hvorpaa paven kasserede hans valg til erkebiskop i 1284, at tyde paa, at han ved denne tid var synderlig yndet af hierarkiet, og man maa da nærmest gjætte paa, at dette har været foranlediget ved hans forbindelser med kongen og dem, som havde indflydelsen i raadet.[26] Ogsaa om abbeden i Munkeliv er der grund til at antage, at han har staaet i et nært forhold til kongen og hans omgivelser. I Magnus Lagabøters tid nævnes han ved en enkelt anledning som den, der har været kongens raadgiver.[27] Under sønnens regjering synes han at have staaet paa en god fod med en af dennes mere indflydelsesrige raadgivere, hr. Audun Hugleikssøn. Ialfald vides det, at denne i 1281 har betænkt hans kloster med gaver af jordegods.[28] Hvad endelig angaar den tredie af de geistlige, som nævnes i det her omhandlede aktstykke, provsten ved Bergens apostelkirke, da stod han i et meget løst forhold til den øvrige geistlighed. Maaske var dette endog allerede paa den tid gaaet over til et rivaliserende, hvad det end mere blev senere hen, da provsten som formand for den kongelige kapelgeistlighed opnaaede en meget fremragende stilling, som stærkt nærmede ham til biskoperne.[29]

Ved det egentlige raad«, som saaledes nu udtrykkelig omtales, kan der ikke forstaaes noget andet end den kreds af raadsmedlemmer, der jævnlig omgave kongen som hans conseil privé. Saaledes bliver det vistnok ogsaa dette, hvortil der sigtes i den mærkelige retterbod for Bergen af 9de Marts 1295,[30] idet kong Erik der nævner þeir goðir menn, sem hversdagliga hafa hjá oss verit. Han paaberaaber sig disse som vidner om den store kjærlighed, han altid havde baaret til Bergen og denne stads indbyggere. Hvorvidt denne snevrere raadgiverkreds faste har havt medlemmer, der vare udnævnte dertil en gang for alle, eller om de have vekslet, sees ikke. Rimeligvis kan man dog antage, at der ialfald har været nogen veksel imellem dem, da det for mange kunde medføre store vanskeligheder stadig at være tilstede hos kongen.[31] Paa den anden side er det vel heller ikke nødvendigt at antage, at netop alle, som hørte med til »det egentlige raad«, til enhver tid maa have været nærværende. I den bekjendte retterbod af 1302, som vil blive omtalt i det følgende, forudsættes det, at af den da organiserede formynderstyrelses tolv medlemmer de fire skulde sidde i kongens gaard, medens de øvrige otte kunde være udengaards. Denne retterbod og de øvrige i det foregaaende omtalte offentlige aktstykker ere beklageligvis de eneste kilder, der belyse dette spørgsmaal om sammensætningen af kongens snevrere kreds af raadgivere.

Om de raadsmedlemmer, som vare hærværende hos kongen, har man – ialfald i formynderstyrelsens tid – anvendt udtrykket: vera eller sitja i konungs garði. Ligesom dette forekommer i retterboden af 1302, findes det ogsaa benyttet i en kundgjørelse fra erkebiskop Jørund af 9de Marts 1291, hvori han siger, at han forgjæves havde indstevnet hr. Bjarne Erlingssøn for sin domstol til at svare for, hvad han havde gjort mod den hellige kirke, þá er han var i konungs garði.[32] Herved maa ganske vist nærmest tænkes paa den tid, da hr. Bjarne som medlem af formynderstyrelsen optraadte paa det heftigste imod hierarkiet. Men udtrykket kan ogsaa med fuld ret have været anvendt om medlemmerne af det snevrere raad, det egentlige raad«, som nævnes i 1285. Rimeligvis maa man her antage, at det kun brugtes om dem, som regelmæssig vare tilstede, og altsaa ikke om alle, der hørte til det egentlige raad. I 1291 kan f. ex. hr. Bjarne Erlingssøn efter udtrykkene i den omtalte kundgjørelse ikke i noget tilfælde have »siddet i kongens gaard«, selv om han ogsaa da har været medlem af det egentlige raad. Da der i brevet af 1285 ved siden af enkedronningen netop nævnes 12 mænd, kunde det maaske – i overensstemmelse med, hvad der i 1302 bestemtes om medlemmernes antal i formynderstyrelsen – antages, at det egentlige raad har bestaaet af 12 medlemmer, af hvilke da igjen en mindre del bestandig har »siddet i kongens gaard« for altid at være ved haanden til at deltage i besørgelsen af de løbende forretninger. At dette ialfald har været tilfældet i formynderstyrelsens tid, synes at være høist rimeligt, og der er heller intet, som taler imod, at man ogsaa bagefter har beholdt den samme ordning af styrelsen, der en gang havde vundet hævd. Ligesom »det egentlige raad« maa betragtes som en umiddelbar fortsættelse af formynderstyrelsen, er det endog sandsynligt, at man for dettes virksomhed har vedligeholdt de samme former, som før bleve benyttede. For den hele styrelses lettere gang var en saadan ordning vistnok af flere grunde meget hensigtsmæssig.

Som den, der ikke alene var selvskreven til at være medlem af »det egentlige raad«, men ogsaa til bestandig at sitja i konungs garði, maa man tænke sig den kongelige kansler. Alligevel nævnes der i brevet af 1285 aldeles ingen saadan, ligesom man overhovedet lige fra 1281 og til 1287 ikke hører tale om, at kong Erik har havt nogen kansler. I 1283 optræder f. ex. stallaren ved en enkelt leilighed som den, der udfører kanslerens forretninger.[33] En saadan taushed er paafaldende, og det ser næsten ud, som om der overhovedet i denne tid ikke har været nogen kansler. For øvrigt er det vel, som sagt, rimeligt, at de raadsmedlemmer, der »sad i kongens gaard«, som oftest have vekslet, medens det er mere uvist, hvorvidt det samme som regel ogsaa har været tilfældet med de kongelige raadgivere, der hørte til >det egentlige raade. Uagtet dettes tilværelse vidner om, at raadet nu var en langt fastere institution, end det tidligere havde været, maa det dog fremdeles erindres, at baronernes ret til i almindelighed at være kongens selvskrevne høieste raadgivere endnu bestod uden nogen formel indskrænkning. Denne maatte med nødvendighed være en hindring for »det egentlige raads« videre udvikling. Saalænge den bestod, maatte grænserne for dettes myndighedsomraade altid blive ubestemte, og heller ikke lod der sig i alle tilfælde, selv om det skulde have et bestemt antal medlemmer, trække en sikker grænse mellem dem, som hørte dertil, og dem, som kun i almindelighed vare kongens raadgivere. Ganske vist maa tanken med »det egentlige raad« have været den, at det skulde gjøre tjeneste som et conseil privé, et consilium in consilio; men dermed var ikke det øvrige aristokratis ret til at øve en lignende indflydelse bleven afskaffet.

I virkeligheden hvilede »det egentlige raads« myndighed nu paa det samlede aristokrati, som i det havde sin egentlige repræsentation. Dets medlemmer vare ved siden af nogle faa biskoper og andre høiere geistlige alene baroner og riddere, medens det synes, som om det mere lavbyrdige element, der tidligere kan spores mellem kongens raadgivere, og da endog maa antages at have havt megen indflydelse, nu maa være trængt næsten helt ud af denne kreds. Forholdene vare ogsaa saadanne, at dette maatte falde ganske naturligt. Aristokratiet, som under formynderstyrelsen havde faaet magten, bevarede ogsaa denne bagefter, og det stemte ikke med dets interesser at lade et fremmed element trænge sig ind i raadet. Saaledes tør man vel – uagtet der her kun er faa kilder – have ret til at gaa ud fra, at disses taushed om verdslige raadsinedlemmer udenfor baronernes og riddernes klasser kan vidne om, at saadanne paa den tid ikke fandtes. Ogsaa forsaavidt har altsaa rimeligvis raadet i kong Eriks tid modtaget udvikling i retning af at blive en stedse mere aristokratisk institution. Hvad det under hans regjering vandt i fasthed, var saaledes ikke til monarkiets fordel, og kunde det efter dette lykkes for aristokratiet at vedblive i uforstyrret besiddelse af, hvad det havde opnaaet, var det dermed tillige givet, at raadet snart aldeles vilde have forandret stilling i samfundet. Fra at være en væsentlig monarkisk institution, var det nu allerede blevet sjælen i en aristokratisk styrelse. Hvor langt det senere kunde række frem paa denne vei, var betinget af den maade, hvorpaa forholdene for øvrigt stillede sig, saavelsom af dets egen evne til at udnytte de gunstige betingelser, som bleve det givne.

En eiendommelighed ved raadets organisation i denne tid er dets deling mellem de to kongelige brødre, hvorom der foreligger flere aldeles sikre vidnesbyrd, og som ligeledes er i fuld overensstemmelse med det 13de aarhundredes sædvanlige brug. Ligesom allerede Skule jarl havde havt sin egen kreds af raadgivere,[34] der vare helt forskjellige fra kongens, saaledes havde ogsaa hertug Haakon, efterat han havde opnaaet den for hans myndighed fastsatte alder, en saadan, der oftere nævnes. I de af hertugen udstedte retterbøder paaberaabes jævnlig de gode mænds samtykke. I hans retterbod om arbeidstaxter paa Oplandene af 9de Februar 1291,[35] for hvilken for øvrigt ikke dette raads deltagelse er forudsat, loves der saaledes, at han skal tage under overveielse með ráði váru de sager, hvorpaa indbyggerne i Eidsivathingslagen for øvrigt havde henledet hans opmærksomhed. I den store retterbod for Hedemarken og Thoten af 23de April 1293[36] siges i indledningen, at hertugen har udstedt den með góðra manna ráði ok tillögu. I retterboden for Ringe rike og Hadeland af 22de Juli 1297/2den April 1298 nævner hertugen kun, at det er guði kunnikt ok þeim bestum mönnum, sem næst oss ganga, at han altid har villet være almuen til gavn og nytte, men for øvrigt omtales ingen medvirkning af nogen raadgivere.[37] Den hertugelige retterbod for Færøerne af 28de Juni 1298 siges at være udstedt með hinna bestra manna ráði.[38] Udtrykkene ere saaledes ogsaa i disse retterbøder ganske de samme, som de, der anvendes i de af kongen udstedte, og der er i det ydre ingen forskjel mellem de to brødres forhold til sine raadgivere.

Idet kongen overdrog hertugen en del af riget og sin myndighed over denne, har det altsaa tillige med det samme været betragtet som en selvfølge, at retten til at have sine egne raadgivere fulgte dermed. Paa samme maade havde ogsaa magtens deling mellem kong Birger Magnussøn i Sverige og hans brødre, hertugerne, medført en tilsvarende deling af det svenske raad, som den, der efter 1284 forekommer inden det norske. Der er ingen grund til at antage andet, end at hertugens raadgivere have været valgte efter de samme regler, som fulgtes for medlemmerne af kongens raad. Ligesom hertugens hele stilling i hertugdømmet var en efterligning i formindsket maalestok af kongens i riget, saaledes var det samme tilfældet med hans raad. Delingen viser imidlertid, at man her fremdeles lagde hovedvægten paa disse raadgiveres personlige stilling til kongedømmets repræsentanter. Medlemmerne af hertugens raad kunne neppe have været andre end de inden hertugdømmets grænser bosatte baroner og saadanne andre af denne landsdels indbyggere, som vare kaldede til at tage sæde deri. Deres myndighed var inden hertugdømmet den samme, som den, der tilkom kongens raad i det øvrige land. Naar kongen og hertugen vare sammen og i fællesskab udøvede en regjeringshandling, har vistnok begges raad optraadt som en enhed.[39] Dette synes ialfald at maatte følge af den maade, hvorpaa hertugens stilling til kongen i det hele betragtedes, idet der ogsaa fremdeles vedblev at bestaa en slags fællesstyrelse. Hvor begge i forening udøvede sin myndighed, ophørte jo de grunde, som havde foranlediget den eiendommelige udgrening af kongedømmet, som hertugens magt i virkeligheden var. Der tiltrængtes da ogsaa kun et samlet raad, bestaaende af de samme personer, som havde sæde i de to særskilte raad. Saaledes maa det vel antages, at den retterbod, som kongen og hertugen udstedte i 1290 om den ældre kristenret,[40] er bleven til, efterat begges raadgivere vare hørte, uagtet deres medvirkning ikke nævnes.

I det hele kan neppe heller grænsen mellem de medlemmer af raadet, der skulde høre til kongens omgivelser, og dem, der igjen betragtedes som hertugens nærmeste raadgivere, have været særdeles skarp. Ligesom begge klasser af raadgivere kunde optræde som samlet enhed, er det vel heller ikke rimeligt, at et medlem af kongens raad, som opholdt sig i hertugens umiddelbare nærhed, skulde være udelukket fra enhver deltagelse i dennes raads forhandlinger, naar han var tilstede paa en tid, da dette var samlet. Man har ialfald et exempel, der viser dette. Abbed Erik af Munkeliv, der nærmest maa antages at have hørt til den kongelige raadgiverkreds, fik i 1295 af hertugen fuldmagt[41] til at bereise Ryfylke og der paa hans vegne »rette paa, hvad der kunde trænge til at rettes«. Et saadant hverv skulde dog mere end noget andet antages at maatte være forbeholdt hertugens egne raadgivere, saafremt der havde været en skarpt afstukken grænse mellem dem og de kongelige. Abbed Erik synes overhovedet at have hørt til kongens nærmere kreds, og saa meget mere maatte det da, hvis der havde bestaaet en saadan grænse, have været paafaldende, at hertugen f. ex. ikke tog sin sysselmand i Stavanger.[42]

Begge de kongelige brødres samlede raad synes at have optraadt som helhed ved forliget til Hindsgavl i 1295. Her nævnes foruden erkebiskop Jørund og biskoperne Narve af Bergen og Eyvind af Oslo endnu navnene paa tyve norske herrer, der med dem indestode for, at de norske fyrster skulde holde den indgaaede overenskomst. Disse vare hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Thore biskopssøn, hr. Jon Brynjulfssøn, hr. Isak Gautssøn,[43] hr. Erlend Aamundessøn, hr. Vidkunn Er- lingssøn, hr. Bjarne Lodinssøn (juris civilis professor), hr. Guthorm Gydassøn, hr. Thorvald Thoressøn, hr. Jon Ivarssøn, hr. Erlend Arnessøn, hr. Sighvat af Leirhole, hr. Agmund Sigurdssøn af Hestbø,[44] samt nogle andre, hvis navne ikke kunne kjendes i den form, hvori de findes gjengivne i det uddrag af forliget, som nu kjendes.[45] I dem har man efter al rimelighed en del, maaske de fleste af de baroner og riddere, som udgjorde de kongelige brødres mindre eller større raad. Der forekommer i denne fortegnelse flere, som havde besiddelser i hertugens landsdele, og som maaske ogsaa ved siden deraf have havt sysler under ham. Efter hvad der ovenfor er antaget, maa disse netop have været medlemmer af hertugens raad, som nu ved denne anledning optraadte samlet med kongens. Flere af dem vare repræsentanter for rigets fornemste ætter, og nogle af dem havde allerede i adskillige aar indehavt de høieste værdigheder og sæde i raadet.

At saa mange medlemmer af raadet ved denne leilighed have fulgt kongen og hans broder udenfor riget, er ikke paafaldende. De fornemme herrer vare jo ogsaa fremdeles krigshøvdinger og maatte som saadanne deltage i ledingstogene. Ved en foregaaende leilighed, ved kong Eriks krigstog til Danmark i 1289, heder det ogsaa udtrykkelig, at han havde sit raad med, og at han under dette tog raadførte sig med sin broder hertugen, der ogsaa var med, og med raadet.[46] I beretningen om disse forhandlinger siges ogsaa, at kongen ikke kunde sætte sin egen vilje med hensyn til felttogets fortsættelse igjennem imod raadet. Under forhold som disse har det vel heller ikke været muligt at skjelne mellem det mindre og det større raad. De baroner og riddere, som toge del i toget, kom gjennem sin nærværelse hos kongen til at udgjøre hans hele kreds af raadgivere. Man savner ved denne leilighed hr. Audun Hugleikssøns navn. Han var imidlertid kort i forveien afreist som gesandt til Frankrige. Ellers vilde han rimeligvis have været med paa toget.

Ved udfærdigelsen af det beskyttelsesbrev, som flere aar tidligere, i 1287, blev tilstaaet de danske fredløse af kongen og hertugen, var hr. Audun tilstede og deltog øiensynlig som medlem af kongens raad i dets forsegling. Brevet er nemlig forseglet af baronerne hr. Gaut af Tolga, hr. Bjarne af Bjarkø, hr. Thore biskopssøn, hr. Audun Hugleikssøn, hr. Jon Brynjulfssøn, hr. Guthorm Gydassøn og hr. Isak Gautssøn, samt ridderne hr. Gudleik Viljamssøn, hr. Lodin Lepp, hr. Audulf Tovessøn og hr. Nikolas Jute.[47] Som det vil sees, ere enkelte af disse ogsaa nævnte som medlemmer af det i 1285 forekommende »kongens egentlige raad« (s. 60 flg.)[48], uden at der dog deraf lader sig drage nogen slutning om, at ogsaa alle, som nævnes ved denne leilighed, have hørt med til dette. Rigtignok synes de fleste af dem at have været meget indflydelsesrige og høiættede mænd, som det maatte ligge meget nær at medtage i en saadan snevrere kreds af kongens raadgivere. Paa den anden side er der imidlertid heller ingen nødvendighed for at antage dette. Grænserne mellem det mindre og det større raad vare, som ovenfor bemærket, endnu i det hele taget saa ubestemte og vaklende, at man her vel maa vogte sig for alle forsøg paa at ville opstille saadanne.

Til hvad her er meddelt om det kongelige raad i kong Erik Magnussøns dage, maa endnu føies nogle afsluttende bemærkninger, der væsentlig angaa kanslerembedet og dettes stilling paa samme tid. Med raadets deling fulgte nemlig ogsaa en deling af dette embede, idet hver af brødrene havde sin særskilte kansler for sine landsdele. Bjarne Lodinssøn, som var kansler i 1281 og da maa antages at have fungeret som saadan baade for kongen og hertugen med deres samlede raad, synes snart at have trukket sig tilbage, – rimeligvis efter den egentlige formynderstyrelses ophør. Fra 1287 optræder i samme stilling hr. Baard Serkssøn, som dog kun var kansler for kongen og indehavde denne stilling indtil sin død, der indtraf omtrent samtidig med kongens. Hertug Haakons kansler var først hr. Erlend Gudbrandssøn, der forekommer i breve indtil 1290, – senere, ialfald fra 1293, Aake, der ogsaa beholdt denne stilling efter hertugens thronbestigelse.[49] Hvor kongen og hertugen for sig alene udstedte breve, er det natur- ligt, at de benyttede sin egen kansler. I de tilfælde, hvor et brev er udstedt af dem begge i fællesskab, benyttede de derimod samtidig begge kanslere. Dette sees saaledes at være skeet ved den af dem i 1289 udfærdigede kundgjørelse om forliget med Kampen.[50] Kanslerens nærværelse skulde efter regelen være nødvendig, naar der skulde forsegles med et kongeligt eller fyrsteligt segl, og derfor maatte ogsaa hertugens kansler medtages, naar det hertugelige segl skulde anvendes, saaledes som det skede, hvor hertugen var medudsteder af et brev. Maaske har man i denne deling af kanslerembedet en grund til, at Bjarne Lodinssøn trak sig tilbage, idet han ikke vilde have en anden ved sin side.

Medens kanslerens embedsgjerning var en aldeles bestemt og klar, er der under Erik Magnussøns styrelse en anden høi stilling, om hvis betydning det er ikke let at komme paa det rene. Hr. Audun Hugleikssøn kaldes nemlig i et brev fra kong Erik af 24de Juni 1295 dominus de Hegranes, carus consangvineus et secretarius noster. Den sidste titel forekommer neppe noget andet sted i norske kilder. Maaske betegner den kun hr. Audun som medlem af kongens nærmeste omgivelser; men det er ogsaa muligt, at han inden det snevrere raad som bevarer af kongens mindre segl eller secretum har havt en egen, mere betroet stilling, og at det er denne, hvortil titelen secretarius sigter. I 1307 omtales der hos de svenske hertuger en clericus, der var deres secretarius.[51] For øvrigt haves der ogsaa en beretning om, at hr. Audun – samtidig med hr. Alf Erlingssøn – skulde være bleven jarl. Denne er dog alt andet end paalidelig. At hr. Alf erholdt samme værdighed (rimeligvis i 1285), er derimod ganske sikkert. Som det synes, har dette nu nærmest været en militær værdighed, hvorved der tillige er kastet en større personlig glans over dens indehaver. Dette maatte igjen have havt indflydelse paa hans stilling inden raadet, hvor han bl. a. derigjennem fik en høiere rang, uden at det dog kan antages, at dermed er fulgt nogen forandring af raadets organisation. Hr. Alfs jarleværdighed blev ogsaa kun af en meget kort varighed.[52]


  1. ↑ Smlgn. herom, hvad der anføres af P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 227 flg., 118 og 120. – I biskop Narves vidnesbyrd af 17de Marts 1281 heder det: usqve dum memoratus dominus rex ad annos perveniret discretionis. Dipl. Norv. III, no. 21. Da dette gjælder begivenheder, som forefaldt om sommeren 1280, er det dog muligt, at de omtalte anni discretionis, som kongen skulde opnaa, kunde regnes fra hans fyldte 12te aar, der var den myndighedsalder, som stemte med »de ældgamle norske vedtægter«. (Smlgn. P. A. Munch, anf. st. IV, 2, s. 2). Efter kongens ægteskabskontrakt synes det, som om det fyldte 14de aar har været betragtet som hans myndighedsalder.
  2. ↑ Smlgn. R. Keyser, Efterladte skrifter, II, s. 43.
  3. ↑ J. E. Sars, Udsigt over den norske historie, II, s. 377 flg.
  4. ↑ Skjønt vor historiske literatur i Keysers og Langes arbeider besidder to hovedverker over de kirkelige forhold i middelalderen, kan den dog ikke opvise nogen undersøgelse af geistlighedens sociale og økonomiske stilling i dens forhold til det øvrige samfund. Vore domkapitler ere saaledes endnu ikke gjorte til gjenstand for nogen monografisk behandling, og i det hele taget savne vi nærmere kjendskab til den høiere som den lavere geistligheds forhold til sine omgivelser og dens økonomiske forudsætninger i sammenligning med dens ligemænd i andre lande.
  5. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 42.
  6. ↑ Þá var Audunn hestakorn hæstr i ráði með konunginum, heder det i biskop Arnes saga. Biskupa sögur, I, 724.
  7. ↑ Om Margrete siges i brudstykket af kong Magnus Haakonssøns saga udtrykkelig, at hun tyktes at være det bedste gifte i landet baade for sin æts, sin rigdoms og sin skjønheds skyld.
  8. ↑ Dipl. Norv. I, no. 69. Smlgn. III, no. 21: ut tunc (ɔ: naar kongen var bleven myndig) de discretorum consilio, sicut juramento in die coronationis suæ se astrinxerat, de his salubrius ordinaret.
  9. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, 4.
  10. ↑ Dipl. Norv. III, no. 21.
  11. ↑ Rymeri foedera, II, s. 580.
  12. ↑ Norges gamle love, II, s. 136 flg.
  13. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 14 samt det der paaberaabte brev fra pave Martin IV.
  14. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 21 flg.
  15. ↑ Han kaldes: Viuenus miles frater Bernerii militis, medens de øvrige ikke nævnes med nogen titel. Hr. Bjarne var ellers paa denne tid ikke miles (ridder), men allerede forlængst baron. Acts ofthe parliaments of Scotland, vol. I, mellem acta parliamentorum Alexandri III. P. A. Munch, (anf. st., IV, 2, s. 23) gjør dem alle til riddere, medens han s. 28 kun nævner hr. Vidkunn med denne titel. Jon Finnssøn blev ialfald senere ridder; men dette har vel mere været af hensyn til hans fornemme byrd, end til hans begavelse. Ogsaa Audun paa Slinde blev siden mindst ridder, og Isak Gautssøn blev baron. Andres Peterssøn kjendes ikke ellers, men er maaske en slægtning af den hr. Peter Andressøn, i hvem P. A. Munch, (anf. st., IV, 2, s. 333) tror at se en søn af Andres Plytt; maaske er han en slægtning af Serk Peterssøn paa Austraat. Eilif Arnfinnssøn var maaske i nær slægt med Naustdalsætten. Da de skulde være gidsler, maa de i ethvert fald have været af høibyrdige og rige ætter.
  16. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 23 flg., og hvad ovenfor, s. 50, er anført om, at han var den ene af de to norske biskoper, som ikke havde givet møde ved provincial-konciliet i Bergen det foregaaende aar.
  17. ↑ Norges gamle love, III, s. 12 flg.
  18. ↑ Dette gjælder dog nærmest tiden efter, at de kongelige brødre havde opnaaet myndigheds-alderen.
  19. ↑ Rymeri foedera, pars 1, vol. 2, s. 587. Jon Ragnvaldssøn har maaske tilhørt en sidelinje af Blindheimsætten og været en efterkommer af den Ragnvald Jonssøn, søn af Jon Hallkellssøn, som i 1184 faldt ved Fimreite. – I 1297 nævnes han ved kong Eriks side, tillige med hr. Bjarne Erlingssøn og kansleren hr. Baard, som nærværende, da kongen mæglede forlig mellem erkebiskopen og hans domkapitel. Dipl. Norv. III, no. 39.
  20. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 118.
  21. ↑ Smlgn. P. A. Munch, anf. st. IV, 2, s. 2 flg.
  22. ↑ Dipl. Norv. II, no. 20.
  23. ↑ Norges gamle love, III, s. 32. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 37 flg.
  24. ↑ P. A. Munch, anf. st. IV, 2, s. 120 flg., hvor ogsaa den tid, hvorpaa han overtog styrelsen af sit hertugdømme, nærmere omhandles. – Noget exempel paa, at enkedronningen har været nævnt i offentlige aktstykker ved siden af hertugen alene, findes neppe, hvorimod det paa et enkelt sted er tilfældet, at hun omtales ved siden af begge sine sønner, – dog ikke i et af dem udstedt brev: Til þess at virðuligir herrar, Eirekr konungr ok Hákon hertogi, ok fru Ingebjörg skili« etc. Biskupa sögur, I, s. 755.
  25. ↑ Dipl. Norv. V, no. 14. Brevet havde 12 segl. – I den af kong Erik under 13de Marts 1285 udfærdigede bekræftelse af de tydske kjøbmænds rettigheder i Norge omtales ikke hans raad. Smstds. no. 13. I det smstds. som no. 15 trykte lignende brev af hertug Haakon, dateret anno suscepti regiminis ducatus nostri secundo ɔ: 1286 (29de Aug.) – nævnes heller ikke dennes raadgivere.
  26. ↑ R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 51.
  27. ↑ Se ovenfor, s. 15, note 1.
  28. ↑ Codex diplomaticus monasterii Munkalivensis, s. 166. P. A. Munch, (Det norske folks historie, IV, 2, 34) ser i denne gave til Munkeliv et forsøg paa at afværge den truende banstraale. Men da det af de andre ovenfor anførte kjendsgjerninger ialfald bliver rimeligt, at abbed Erik netop ikke har staaet paa hierarkiets side i kampen, maa man søge andre grunde herfor. Det lidet, som man for øvrigt ved om hans personlighed og om hans liv, tyder ogsaa paa, at han har staaet den kongelige familie nær. Smlgn. C. C. A. Lange, De norske klostres historie (2 udg.) s. 265 flg.
  29. ↑ Smlgn. s. 14 ovenfor, hvor det er omtalt, at en provst ved Apostelkirken sandsynligvis allerede 1250 var medlem af kongens raad.
  30. ↑ Norges gamle love, III, s. 24 flg. I denne retterbod omtales ikke ligefrem nogen medvirkning af raadet ved dens udstedelse, saaledes som i den af 1282, der ogsaa omhandlede forholdene i Bergen. Smlgn. s. 55 ovenfor.
  31. ↑ Audun Hugleikssøn nævnes ikke mellem de i 1285 anførte medlemmer af »det egentlige raad«. Uagtet der ganske vist ikke er nogen nødvendighed for, at han skulde være med i dette, synes dog meget at tale for, at dette enten maa have havt flere medlemmer end de nævnte, eller at medlemmerne have vekslet. Hr. Audun var, saavidt man nu kan se, en af de norske aristokrater, som fremfor andre maatte være kaldede til at have sæde i den snevrere kreds af kongelige raadgivere. Forfatteren af biskop Arnes saga kalder ham (kap. 11) hinn vitrasta mann till landslaga, ligesom det siges om hr. Thore biskopssøn, at han vel kunni kirkjunnar lög. Biskupa sögur, I, s. 692. Smlgn. s. 22 ovenfor. Han kunde imidlertid i intet tilfælde stadig være nærværende, da han dels havde store besiddelser, som krævede hans tilsyn, dels havde andre offentlige hverv, som hyppig maatte hindre ham fra at være tilstede, hvor det snevrere raad var samlet. Over den hele ordning af styrelsen hviler der for øvrigt stor uklarhed, der lader et vidt rum aabent for gjætninger.
  32. ↑ Dipl. Norv. III, no. 30.
  33. ↑ Dipl. Norv. II, no. 20.
  34. ↑ Smlgn. s. 12 ovenfor.
  35. ↑ Norges gamle love, III, s. 19.
  36. ↑ Norges gamle love, III, s. 20.
  37. ↑ Norges gamle love, III, s. 28.
  38. ↑ Norges gamle love, III, s. 34.
  39. ↑ Et mærkeligt brev er det fribrev, som kong Erik i Juli 1296 udstedte for staden Hamburgs borgere (Dipl. Norv. V, no. 33). Hertugen var den gang tilstede i Bergen. Alligevel omtales han ikke i brevet som medudsteder af dette, men kun som vidne. De øvrige navngivne vidner ere den sønderjydske hertug Eriks søn, Erik, kongens kansler, Baard, hr. Jon Ivarssøn, – og ridderne hr. Halvard Buk, Detlewus de Bocwolde og Helericus de Sigersdorpe, af hvilke de tre sidste ellers ikke nævnes i norske diplomer. Hr. Jon hørte hjemme i hertugens del af landet og var visselig en af hans raadgivere; men de to sidstnævnte herrer kunne neppe have hørt dertil. P. A. Munch (Norske folks hist. IV, 2, s. 242) gjør opmærksom paa hertugens særegne stilling, men nævner intet om de øvrige vidner. Smlgn. ogsaa den retterbod for Island, som brødrene udstedte i Bergen 1294. Smstds. IV, 2, s. 298.
  40. ↑ Norges gamle love, III, s. 17 flg.
  41. ↑ Dipl. Norv. II, no. 35.
  42. ↑ Smlgn. s. 61 ovenfor.
  43. ↑ Hr. Isak blev i 1288 gjort utlæg paa grund af sin optræden efter sin faders, hr. Gaut af Tolgas drab. P. A. Munch (Norske folks hist., IV, 2, s. 153 flg.) vil slutte, at det var kongen, som fik ham dømt, og antager, at hr. Isak først efter kongens død kom hjem. Men dette holder neppe stik. Ialfald har hr. Isak allerede i 1295 været hjemme og en betroet mand.
  44. ↑ Hr. Agmund af Hestbø har rimeligvis enten tilhørt en sidelinje af den samme æt, som Baard og Jon af Hestbø (rimeligvis fader og søn), der levede under Haakon Haakonssøn, eller ogsaa har han faaet gaarden ved giftermaal med et kvindeligt medlem af deres æt. Jeg har tidligere (Hist. tidsskr., anden række, II, s. 90 flg.) opstillet den formodning, at der af navneligheden kan hentes bevis for et slægtskab mellem Hestbøætten og den æt, som eiede Spaanheim og Byre og siden – maaske gjennem giftermaal med hr. Sigurd Brynjulfssøns sønnedatter – arvede Aga. Navnene Baard og Agmund forekomme i begge ætter og synes at antyde et slægtskab. Da der ligeledes anes et slægtskab mellem disse og ætterne paa Tolga, Hatteberg og Jaastad, staar man her overfor et vidløftigt ættekomplex, der var udbredt over Ryfylke, Søndhordeland og Hardanger. (Anf. st., s. 79 flg.) Den »Ommund« Aga, som levede i begyndelsen af det 17de aarh., er maaske en efterkommer af Spaanheims- og Byre-ætten, som i dette tilfælde endnu lever i Hardanger. Smlgn. J. J. Aga, Slægttavler væsentlig vedk. Ullensvang, s. 203. – Da hr. Basse Guthormssøn i 1296 nævnes foran hr. Agmund, har han maaske ogsaa hørt til hertugens raadgivere. Dipl. Norv. I, no. 84. Smlgn. nedenfor, s. 81, note I.
  45. ↑ Huitfeldt, Erik Menved, Kristofer II og Valdemar Atterdag, s. 24.
  46. ↑ Um morgininn eptir tók konungrinn tal við hertogan broður sinn ok Arna biskup ok ráð sitt. Biskupa sögur, I, s. 781.
  47. ↑ Dipl. Norv. III, no. 24. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 142.
  48. ↑ Om medlemmerne af det i 1289 til England og Skotland afsendte gesandtskab kan det være tvivlsomt, om de alle have været medlemmer af raadet, da en af dem var den tidligere svenske kansler, magister Peder Algøtssøn. Den ellers ikke forekommende Thryrik af Leikvang (Terricus de campo ludi, Terri de champ de jeu) nævnes udtrykkelig som baron. »Guthorm af Oslo«, der ogsaa deltog i gesandtskabet, var ridder, ligesom den mere bekjendte hr. Thorvald Thoressøn, om hvem der nedenfor vil blive meddelt forskjellige oplysninger. Rymeri foedera. I, 2, s. 706, 719–721 og 734. I det næste gesandtskab, 1292, var mag. Peder ogsaa med tillige med den pavelige tiendesamler, magister Huguitio og den bergenske korsbroder Arne. Derhos deltoge den tidligere kansler, magister Bjarne Lodinssøn, der var medlem af raadet, og ridderen hr. Vilhjalm af Torge i dette gesandtskab. Rymer, I, 2, s. 755 flg. og Huitfeldt, Erik Menved o. s. v., s. 14.
  49. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s.278.
  50. ↑ Dipl. Norv. V, no. 18: herra Bárðr ok herra Erlendr, kancellarii okrar insiglaðu; Gabriel klerkr ritaði.
  51. ↑ Smlgn. det nedenfor, s. 90, note 1, anførte sted af diplomatariet.
  52. ↑ Om disse titler og værdigheder kan henvises til P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 130–132, navnlig 132, note 2. Til de der anførte citater om hr. Auduns jarleværdighed kan endnu føies Biskupa sögur, I, s. 794: Þá enn á næsta ári var gefit jarls nafn herra Alfi ok Audunni hestakorn.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/3&oldid=234071»