Hopp til innhold

Det norske rigsraad/5

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 94-131).
◄  IV.
VI.  ►
V.
Raadet i kong Haakon Magnussøns senere regjeringsaar, 1308–1319.

Retterboden af 17de Juni 1308 er efter sine indledningsord ligefrem rettet mod aristokratiet. – Kong Haakons reduktion og almindelige inddragning af syslerne. – Kongen erklærer selv at ville være hirdstyrer og afskaffer jarle- og lendermands-værdigheden. – Keysers, Munchs, Aschehougs og Sars’s opfatning af retterboden af 1308 og dennes virkninger paa aristokrati og raad. – Baronernes og hirdstyrernes ret til at være kongens selvskrevne raadgivere ophører fra nu af. – Riddernes stilling meget forskjellig fra baronernes. – Det snevrere raad udskilles nu fra det større og faar sin endelige afslutning. – For aristokratiet i sin almindelighed har retterboden ikke havt den indgribende betydning, som tidligere forfattere tildels have tillagt den. –– Kong Haakon afskjærer aristokratiet adgangen til at berige sig af krongodset. – Raadets medlemmer blive den første klasse i samfundet. – Retterboden afslutter en længere udvikling. – Raadet bliver en fastere institution. – Kong Haakons foranstaltninger ere ikke ubetinget til aristokratiets skade. – Store ætter synke ned. – Der danner sig paa ny et lokalt bonde-aristokrati. – Biskoperne i kong Haakons raad. – Den kongelige kapelgeistlighed. – Dennes oprettelse tildels fremkaldt ved administrative hensyn. – Kongens raadgivere og omgivelser 1308–1319. – Omfanget af raadets myndighed i tiden indtil Haakon V.s død. – Forretningsordenen i denne konges tid.

Ingen af kong Haakon Magnussøns regjerings-foranstaltninger har i den grad tiltrukket sig historikernes opmærksomhed, som den bekjendte retterbod, der udstedtes 17de Juni 1308 under kongens ophold i Tunsberg.[1] Ved denne leilighed nævnes ingen raadsmedlemmer som nærværende, ikke en gang kongens kansler, hr. Aake. Retterboden er, som kongen selv siger, udstedt ok insiglat sjálfum oss hjá verandum, og Þorgeir klerkr ritaði. Kansleren hængte ikke det kongelige segl under, og ingen anden nævnes, som paa hans vegne udførte denne forretning. I den fremgangsmaade, som kongen havde valgt, synes der aabenbart at ligge noget demonstrativt, og hvortil dette sigtede, kan igjen forklares af indledningen til retterboden, hvori kongen siger, at han har seet sig nødsaget til at udstede de i den indeholdte bestemmelser »paa grund af den fremfærd, som adskillige mænd have brugt mod thegnerne baade i vor og vor broders barndom og nu en stund sidene. Kongen udtalte tillige, at han tidligere, paa grund af sine mange vigtige forretninger til landets tarv, ikke havde kunnet tage sig saaledes af disse sager, som han skulde, og som han selv havde villet, da han overtog styrelsen af sin fædrene arv, Norges rige.

Ordene ere her meget tydelige. I middelalderlige statsakter kan der overhovedet ikke ventes at finde en mere aaben udtalelse om hensigten med deres udstedelse. Det var den maade, hvorpaa aristokratiet havde udøvet sin magt, som havde foranlediget retterboden. Ligesom kongen ved at fængsle hr. Audun Hugleikssøn og senere lade ham henrette havde taget straf for denne stormands selvraadige optræden og mod kongedømmet rettede politik, saaledes kaldte han med disse ord det samlede aristokrati til regnskab. Først og fremst skede dette ved den i retterboden forordnede almindelige inddragning af samtlige sysler over det hele land. I nærmeste forbindelse hermed staar en af de følgende bestemmelser i retterboden, hvorefter alle breve, som vare givne majori forma, tilbagekaldtes. Hermed tilsigtede kong Haakon utvivlsomt en almindelig reduktion, der frembyder adskillig lighed med den, som over tre og et halvt aarhundrede længer nede i tiden blev gjennemført i Sverige. Forklaringen af, hvad der mentes med denne tilbagekaldelse af alle kongebreve, findes i et brev, som kong Haakon selv nogle aar senere udstedte, hvori han udtaler, at han af forskjellige aarsager havde taget tilbage alt det jordegods, som var bortskjænket fra kronen.[2] Det var aristokratiet, som havde faaet dette jordegods, maaske især i formynderstyrelsens tid og under kong Erik.

Retterboden indeholdt ogsaa andre vigtige bestemmelser. En af disse angik hirdstyrerne. Kongen erklærede nu, at han selv for fremtiden hovedsagelig vilde overtage hirdstyrelsen. (Stjörn hirðar várrar viljum vér at mest sé undir oss). Dog vilde han til sin lettelse sætte Aasulf Aslakssøn til mærkesmand, uden for øvrigt derved at forringe hr. Agmunds værdighed. Ligeledes overdrog han sira Ivar Olafssøn det kongelige indsegl, beskikkede hr. Assur Jonssøn til drottsete og korsbroderen, sira Erlend Styrkaarssøn til fehirde (ved hirden). End- videre bestemte kongen nu, at jarlenavn og lendermandsnavn for fremtiden skulde være aldeles afskaffet, undtagen for kongens sønner og Orknøjarlen, dog saaledes, at de, som allerede vare blevne lendermænd, skulde beholde denne værdighed indtil sin død. At kongen selv har lagt megen vægt paa denne bestemmelse, fremgaar af de ord, hvormed han omtaler mulige forsøg paa at forandre den: at de vare rette landraademænd, som herefter vilde benytte sig af en konges ungdom og raade ham til at gjøre andre til høvdinger i Norges rige end dem, som vare af den rette æt, kongeætten.

Af retterbodens øvrige bestemmelser angik en del rigets administration og indeholdt tildels forskrifter om de pligter, som paalaa dem, der herefter modtoge sysler i kongens navn, om sportulering, om sysselmændenes og lagmændenes edsvorne skrivere m. m, Ved siden deraf kom kongen tillige ind paa hirdens almindelige forhold og gav bl. a. regler for fattige eller vanføre hirdmænds forsørgelse paa sine gamle dage. Endelig indeholdt retterboden nogle andre bestemmelser, der ikke stode i nogen forbindelse med de foranførte, og som vare uden al politisk betydning. Disse ere saaledes kun medtagne af rent ydre grunde og have ingen interesse ved en undersøgelse af, hvad der ellers tilsigtedes med denne retterbod, der er et af de mærkeligere aktstykker fra denne konges regjeringstid, og som saadan ogsaa har vakt megen opmærksomhed og været gjenstand for forskjellige udtydninger.

Rudolf Keyser[3] antager, at kong Haakon synes »at have med klart blik opfattet det farlige for kongedømmets myndighed deri, at en stand af mægtige baroner dannede sig som en selvstændig mellemmagt mellem konge og folk, og at dette maatte hos kongen, »der var en ivrig forfægter af sin kongelige ret, og hvis stadige stræben gik ud paa at gjøre kongedømmet saa kraftigt og tillige saa uindskrænket, som muligt, – have vakt tanker om lendermands-værdighedens tilintetgjørelse. Denne tanke vovede han ogsaa, uden tvivl støttende sig til almuens og geistlighedens medfølelse, at gjøre til virkelighed«, I stærkere ord har P. A. Munch[4] udtalt sig om retterboden, der efter ham »gav de sidste levninger af det gamle ætte-aristokrati dødsstødet.« T. H. Aschehoug[5] gaar ogsaa ud fra, at ved retterboden af 1308 »aristokratiets videre udvikling blev paa den mest iøinefaldende maade hemmet, idet den form, under hvilken det fremtraadte stærkest og havde fæstet dybest rod i folkets retsbevidsthed, med et slag blev tilintetgjort.« I den almindelige inddragning af alle sysler ser denne forfatter et bevis for, at kongen »har følt sig ganske uafhængig af aristokratiet og istand til at overdrage den lokale styrelse, til hvem han fandt for godt.« Om Haakons hensigt med udstedelsen af retterboden udtaler Aschehoug sig i følgende ord: »Hvad kongen med lendermands-værdighedens ophævelse har tilsigtet, var at fjerne nødvendigheden af at sammenkalde større møder af selvskrevne raadgivere og at skaffe sig den fuldkomne frihed i valget af det mindre raads verdslige medlemmer, som han før havde manglet. Vel havde han allerede forhen, ligefra sin regjeringstiltrædelse, begyndt i raadet at optage mænd af ringe herkomst, naar de ved lærdom og forretningsdygtighed kunde blive ham nyttige; men jo længere lendermands-institutionen og den skik, at lendermændenes sønner fik veitsler efter deres fædre, opretholdtes, desto uafhængigere maatte det mindre raads flerhed blive. Hovederne for de fornemste og rigeste slægter erholdt vistnok ogsaa efter retterboden af 1308 som oftest sæde i raadet, og for en udvortes betragtning medførte denne forordning altsaa forsaavidt ingen forandring; men raadets medlemmer kom nu til mere end nogensinde før at skylde kongen sin stilling. Det var hensigten, at de skulde lære at anse sig selv blot som kongens tjenere, ikke som repræsentanter for et fødselsaristokrati. Efter kongens tanke, om end ikke efter forordningens ord, blev, det nu ridderne, som i stedet for lendermændene skulde indtage den fornemste plads i samfundet næst kongen og biskoperne. Ridderværdigheden tilfaldt vel ogsaa i almindelighed kun høibyrdige mænd. Men den beroede paa kongens naade. Den berettigede heller ikke i og for sig selv til plads i raadet; thi om end ridderne som skutilsvendenes efterfølgere vare hirdstjorer og i saadan egenskab før retterboden af 1308 havde stemme paa hirdstevnerne, saa maatte dog dette bortfalde ved den nævnte forordning, hvori kongen erklærede, at han selv vilde overtage hirdstyrelsen.«

Den forfatter, som senest har omhandlet retterboden af 1308, J. E. Sars,[6] har en fra de foregaaende meget afvigende opfatning. Allerede i sine udtalelser om kong Haakons personlighed skiller Sars sig skarpt fra sine forgjængere. Medens saaledes Keyser øiensynlig nærer stor beundring for denne konges statsmandsdygtighed, og medens Munch tillægger ham dygtighed og kraft og iver, skjønt han rigtignok tillige finder, at kraften var parret med vel megen strenghed og ikke altid understøttedes af den fornødne fremsynthed og statsklogskab, staar Haakon V for Sars som »et stykke af en pedant«, ved hvem der har været »noget vist smaaligt og nærsynet«. At gaa fuldt saa vidt i dommen over Haakon som regent er imidlertid noget dristigt. Kilderne ere i sig selv mangelfulde, saaledes at saare meget forhindres fra at fremtræde i sit rette lys, og heller ikke kan man frakjende Haakon ialfald den dygtighed, som viser sig i evnen til at udkaste og gjennemføre et konsekvent program. Men Sars har dog den fortjeneste at have opfordret til en mere nøgtern bedømmelse, der igjen maa lede til en reduktion i den beundring, hvormed navnlig Keyser i sin tid saa hen til Haakon V. Naar Sars i den maade, hvorpaa kongen fandt sig beføiet til at forbyde en gjenindførelse af den nu ophævede lendermandsværdighed, ser et umiskjendeligt vidnesbyrd om, at han »har lagt en overdreven vægt paa de blot ydre former«, da er dette kun tildels berettiget.[7] Man kan i det hele ikke anse retterboden af 1308 som en aldeles betydningsløs foranstaltning, saaledes som Sars vil have den betragtet. »Man faar«, siger han »et indtryk af, at kong Haakon har overdrevet for sig de farer, der truede hans suverene myndighed, og at han har betragtet de skridt, han foretog sig for at sikre sig mod dem, som langt mere betydningsfulde og paatrængende nødvendige, end de i virkeligheden have været.« I den derpaa følgende del af sin fremstilling ytrer Sars videre: »Ophævelsen af lendermands-værdigheden synes ikke at have fremkaldt nogen art af bevægelse eller en gang at have vakt nogen opsigt; retterboden, hvorved den anordnedes, blev udfærdiget af kongen ganske paa egen haand, uden at han synes at have indhentet sine raaders mening, og uden at nogen af dem nævnes som tilstedeværende eller medbeseglende; det hele gik saa stille og lydløst af, som om det kuns gjaldt en forandring i det ved hoffet gjældende ceremoniel eller rang- og titelvæsen. Og i virkelighedem var det heller ikke stort andet, der skede.« Sars antager derefter, at kongen, efter den stilling, hvori lendermands-værdigheden nu var bragt, i virkeligheden kunde sætte sig ud over hensynet til dens indehavere og gjerne kunde undlade at udnævne nye mænd til denne værdighed: »det var altsaa fuldkommen overflødigt at forordne dens ophævelse, og havde en saadan forordning ikke været overflødig, vilde den have været magtesløs.« Videre ytrer han sig derom i følgende ord: »Hvor stor lendermændenes sociale anseelse end fremdeles kunde være, saa vare de dog nu i politisk henseende intet andet end kongens repræsentanter; det var alene forholdet til ham, der gav dem plads og betydning inden det offentlige liv. Hvad Haakon den femte ophævede, var kun et navn; tingen, hvortil dette navn havde svaret, var allerede forud ophævet; et aristokrati i ordets gamle mening, et saadant, der hvilede paa en af kongedømmet uafhængig basis, havde ophørt at existere, da Sverres æt blev anerkjendt som den legitime, og hans principer bleve raadende hos alle, endog hos ætlingerne af hans mest uforsonlige modstandere.«

Hvad Sars saaledes har udtalt, staar i nøiagtig overensstemmelse med den opfatning af det yngre norske aristokrati, der gaar igjennem hans hovedverk. Han har derved ikke seet retterboden af 1308 fra det synspunkt, hvorfra det maatte ligge nærmest at betragte den, efterat Aschehoug havde fremsat sine anskuelser om denne sag. Sars har imidlertid, som sagt, den fortjeneste at have dæmpet den store beundring, som Keyser og Munch nærede for Haakon V, og som lod dem se, ogsaa denne foranstaltning i et overdrevet lys. En enkelt retterbod kan ikke blive dødsstødet for et helt ætte-aristokrati, og hvis man alene ser denne retterbod i et saadant lys, maa man give Sars ret i, at den enten maatte være overflødig eller magtesløs. Men den var hverken overflødig eller magtesløs, skjønt det nok tildels kan være, som Sars vil have det til, at kong Haakons udtalelser i denne retterbod lide under overdrivelser.

Ophævelsen af lendermands- eller baron-værdigheden var for det kongelige raad en sag af stor betydning. Det er gjennem denne værdigheds forhold til raadet, dens ophævelse især har havt sin betydning, og hvad Aschehoug har udtalt om, at kongen dermed fik den hidtil savnede adgang til at give sit mindre raad den sammensætning, som han selv ønskede, er visselig aldeles rigtigt. Retterboden af 1308 er i virkeligheden – hvad dette punkt angaar – en ophævelse af den ret til at være kongens selvskrevne »høieste raadgivere«, som fra gammel tid havde tilhørt lendermændene, og som senest var bleven udtrykkelig fastslaaet ved Magnus Lagabøters hirdskraa for lendermændene og deres efterfølgere, baronerne. Kongens tilegnelse af hirdstyrelsen for sig selv er en forholdsregel, som staar i den nærmeste sammenhæng med hans beslutning om ikke længer at uddele baron-værdigheden. Hirdstyrerne vare jo ogsaa efter Magnus Lagabøters lovgivning kongens mededsmænd i hans forhold til landsfolket og betragtedes som hans selvskrevne raadgivere, om end ikke af samme rang som lendermænd eller baroner.[8] Idet ridderne vare skutilsvendenes efterfølgere, vare de tillige som saadanne hirdstyrere og dermed altsaa ogsaa kongens raadgivere. Vi have i det foregaaende jævnlig seet riddere som medlemmer af raadet, saavel i videre, som i snevrere forstand, og der optræde ved baronernes side, uden at der kan mærkes nogen forskjel paa begges indbyrdes stilling.

Lovgivningen havde givet baronerne deres raadgivende stilling i denne egenskab. Ridderne havde den i sin egenskab af hirdstyrere. Naar nu kongen paa samme tid ophævede den hele baronklasse og ikke mere vilde vide af nogen hirdstyrer, maatte det være enstydigt med en tilintetgjørelse af den ret, disse rangklasser havde havt til at være hans selvskrevne raadgivere. Idet saaledes denne ret nu ophævedes, forsvandt ogsaa den hindring, som hidtil havde staaet i veien for at give det snevrere raad en fuldstændig udvikling og organisere det inden fast afstukne grænser. Naar man ser, hvorledes raadet hidtil havde udviklet sig, hvorledes paa den ene side baronernes ret til at være kongens høieste raadgivere, i forbindelse med den lignende stilling, som lovgivningen tilstod hirdstyrerne, d. v. s. de høiere hirdembedsmænd og ridderne,[9] havde lagt baand paa kongernes ret til selv at bestemme sine raadgivere, medens der paa den anden side viste sig trang til at uddanne et mindre, men fastere raad, – da kan man forstaa, hvad der drev kongen til at udstede retterboden af 1308, og hvad dermed var hans hensigt. Raadet var som begyndende institution udviklet i monarkiets interesser. Paa grund af forholdene havde derefter aristokratiet gjort det til sit organ, medens kong Haakon atter lige fra sin thronbestigelse synes at have arbeidet paa at bringe det i den stilling, hvori denne forkjæmper for vidtgaaende monarkiske idéer ønskede at se det. Retterboden af 1308 afsluttede nu dette hans arbeide.

At afskaffe raadet laa ikke i kong Haakons tanke. Ligesom han selv i den første del af sin regjeringstid netop stadig sees at have anvendt dette, saaledes forudsætter han ogsaa i retterboden, at det fremdeles skulde bestaa, men rigtignok fra nu af kun som det første led i den monarkiske administration, ikke som selvstændig repræsentant for et høibyrdigt aristokrati.[10] Retterboden af 1308 staar paa denne maade i nøiagtig overensstemmelse med, hvad der sikkert synes at fremgaa af kong Haakons optræden med hensyn til raadet i sine første regjeringsaar.

For baronernes vedkommende synes kongen at have gaaet ud fra, at han for at undgaa alle videre krav ikke kunde nøies med noget mindre end at ophæve den hele titel. For riddernes vedkommende gik han derimod ikke videre end til at berøve dem deres stilling som hirdstyrere. Uagtet man nok i hans stærkt udtalte frygt for fremtidige overgreb fra baronernes side tør have grund til at se ialfald nogen overdrivelse, kan han dog have været ledet af ganske vægtige hensyn, da han gjorde denne forskjel mellem de to hidtilværende klasser af kongedømmets selvskrevne raadgivere. Det stod fremdeles for den almindelige bevidsthed, at baronerne vare en umiddelbar fortsættelse af den gamle lendermandsklasse, og man havde neppe glemt de af dem repræsenterede traditioner. Sammenhængen mellem riddere og skutilsvende var derimod neppe saa stærkt fremtrædende; ialfald var det sidste navn paa denne tid neppe synderlig bekjendt, medens baronerne fremdeles hyppig nævnes med sit gamle værdighedsnavn. Ridderne vare forsaavidt mere en nydannelse, og naar de tabte sin ret til at være hirdstyrere, da maatte denne klasse endnu mere forandre sin tidligere karakter. Saaledes havde det kun mindre betydning, om denne titel fremdeles vedblev at være i brug. Den anvendtes derhos i Sverige og Danmark og blev derfor ogsaa vanskeligere at afskaffe, medens baron- og lendermands-navnet var noget for Norge særeget, hvortil der i disse to lande savnedes sidestykker. Saaledes kunde dette saa meget lettere forsvinde.

Efter 1308 var altsaa kongen forsaavidt fri i valget af sine raadgivere, som han ikke længere havde nogen forpligtelse til at tage baroner og riddere, men kunde vende sig, hvor han. vilde. Herved maatte altsaa forskjellen mellem de enkelte klasser af kongens raadgivere falde bort, ligesom med det samme forpligtelsen til at høre det større raad blev at betragte som ophævet. Medens baron-værdigheden ophævedes, adskiltes ridder-værdigheden ganske fra raadgiver-stillingen. At være ridder blev et, at være medlem af kongens raad noget andet, og naar man i det følgende tid ser, hvorledes dette mere og mere kommer til at bestaa af mænd, der ikke vare riddere, da er dette noget, som maa føres tilbage til retterboden af 1308. Hvad kongerne tidligere i mindre udstrækning havde gjort, blev nu mere almindeligt. Men herved maa man ligesaa lidt, som i kong Haakons første aar, gaa ud fra, at det var »kotkarles sønner«, som paa denne maade trængte ind i raadet. Om ogsaa kongen for fremtiden efter lovgivningens ord havde fuld frihed, var der dog ogsaa nu grænser, ud over hvilke han ikke faldt paa at gaa. I denne henseende maa det norske kongedømmes demokratiske tendens ikke opfattes i moderne forstand. Raadet blev fremdeles efter sin sammensætning en aristokratisk institution, skjønt kongen nu langt mere uhindret end før kunde tage dets medlemmer fra en videre kreds. Retterbodens virkninger have fra denne side forholdsvis været af mindre betydning. Langt vigtigere vare de, forsaavidt den afsluttede det snevrere raads udvikling og bestemt skilte dette ud fra det større, der nu endog skulde være betragtet som fuldstændig ophævet. Tillige blev det nu fastslaaet, at om kongen ogsaa for eftertiden lagde stor vægt paa at tage sine raadgivere af de »gode ætter«, og navnlig nødig undlod at tage hensyn til medlemmerne af landets mest høibyrdige slægter, saa skulde dette dog være noget, som de skyldte kongen og ham alene. Et synligt tegn herpaa blev i fremtiden de mange, som uden endnu at have opnaaet ridder-værdigheden kom ind i raadet.

Gaa vi nu fra betragtningen af retterbodens betydelige virkninger for det kongelige raads endelige udvikling over til at undersøge, hvilke følger den havde for aristokratiet i dettes almindelighed, da viser det sig snart, at Keysers og Munchs opfatning af disse ikke kan være den rette. Aschehoug, som ellers har den store fortjeneste at have bragt den tidligere betragtningsmaade af vort gamle aristokrati over til mere nøgterne synspunkter, og som i modsætning til disse forfatteres uklare anskuelser har vist veien til at finde den rette maalestok for dette aristokratis stilling mellem sine omgivelser, har med hensyn til dette punkt udtalt meninger, der nærme sig stærkt til Munchs ytringer om det dødbringende slag, som Haakon V skulde have ført mod det gamle ætte-aristokrati.[11] Imod disse tre forfattere staar Sars alene med sin mening, hvorefter lendermands-værdighedens ophævelse skulde være en ganske betydningsløs begivenhed, der ikke kan tillægges synderlig større vægt end enhver anden forandring i hoffets rang- og titelvæsen.[12] Hvis hans ord havde været mindre skarpt fremsatte, vilde de have været endnu mere beføiede. Thi med hensyn paa aristokratiet maa det vistnok tildels være berettiget at antage, at hvis retterboden af 1308 ikke paa det nærmeste havde været overflødig, saa havde den ogsaa været magtesløs. At tilintetgjøre et aristokrati er ikke noget, som sker ved en enkelt administrativ forordning, og saafremt denne ikke simpelthen fastslaar et forhold, som allerede i virkeligheden er indtraadt, vil den blive magtesløs.

En sammenligning mellem retterboden af 1308 og adelsloven af 1821 maa her ligge nær. Saafremt denne sidste havde været given for at ramme et mægtigt feudalaristokrati, der var i besiddelse af store politiske rettigheder, kunde den ikke have opfyldt sin hensigt. Hvad der tillod loven af 1821 at virke paa den maade, som den har gjort, var kun det, at den fastslog resultatet af det norske samfunds demokratiske udvikling ved at ophæve nogle privilegier, som ikke stode i overensstemmelse med denne og derhos paa ganske enkelte undtagelser nær blot havde liden reel betydning. Havde landet paa den tid besiddet en talrig adelsstand, vilde der ikke ved loven været gjort noget skaar i dennes sociale stilling, og den kunde fremdeles længe have hævdet en stor politisk indflydelse, hvis den for øvrigt havde havt betingelserne derfor. Paa samme maade forholdt det sig ogsaa i 1308. Saafremt baronerne havde staaet i spidsen for et aristokrati, der formaaede at byde kongedømmet spidsen, saa vilde de alligevel tiltrods for den hele retterbod ogsaa i fremtiden have kunnet hævde en betydelig indflydelse. Aristokratiets magt og anseelse i samfundet kunde ikke hæves, fordi dets høieste medlemmer i fremtiden ikke længer fik adgang til at opnaa den gamle titel. Men om man forsaavidt er enig med Sars og gjerne slutter sig til ham med at nedlægge en protest mod Keysers og Munchs ensidige opfatning, kan man alligevel ikke fuldt ud godkjende hans anskuelser. Som det ofte sker, er han derved kommen i den fristelse at gaa til den modsatte yderlighed. Ogsaa for aristokratiet i almindelighed havde nemlig de forholdsregler, som kong Haakon traf ved retterboden af 1308, sin utvivlsomme betydning, om de end ere blevne betydelig overvurderede.

Som ovenfor (s. 95) omtalt, er retterboden efter sit hele indhold rettet mod aristokratiet. Hvad den bestemte om baroner og hirdstyrere, maatte allerede berøre dettes interesser. Men endnu nærmere traadte dog kongen disse gjennem den reduktion af sysler og jordegods, som han samtidig anordnede, og som, efter hvad derom vides, virkelig er bleven gjennemført. En saadan forholdsregel maatte berøre aristokratiet paa en følelig maade og indskrænke dettes magt i samfundet. Skjønt kongen blot, hvor der forelaa et aabenbart tilfælde af landsforræderi, som med hr. Audun Hugleikssøn, har kunnet inddrage de store ætters private godser, men ellers ikke kunde ramme disse slægter ad den vei, forsøgte han ved at tage igjen, hvad der var kommet fra kronen, at gjøre, hvad der stod i hans magt, for at styrke kongedømmets stilling paa aristokratiets bekostning. I hvilken udstrækning aristokratiet i tiden fra Magnus Lagabøters død til hans anden søns thronbestigelse har kunnet tilegne sig krongods og derved forøge sine private besiddelser, vides ikke, og det kan for den sags skyld gjerne være muligt, at det hele ikke har havt den store betydning, som det skulde synes. Men i ethvert fald var det af vigtighed, at kong Haakon paa denne maade nedlagde protest imod en politik, som let kunde lede til betænkelige følger for kongedømmet. Hvis de følgende regenter fulgte den samme grundsætning, var derved en af de faa, næsten den eneste vei spærret, hvorigjennem aristokratiet i fremtiden kunde skaffe sig forøgede besiddelser i jordegods. Kong Haakons indskriden var saaledes ikke ganske betydningsløs, – om just ikke saa meget for samtiden, saa dog i alle tilfælde for fremtiden.

I hvad her er anført, ligger vistnok de betydeligste af de umiddelbare virkninger, som retterboden af 1308 havde for aristokratiet, og hvorved den maa siges at have været til dets skade. Endskjønt disse maa have været følelige, kunne de dog aldrig i sig selv have været ødelæggende, og hvis man til samme tid kan spore en tilbagegang hos det norske aristokrati, da maa denne tilskrives helt andre grunde.

Ved retterboden af 17de Juni 1308 fuldendtes ikke alene raadets organisation. Den var tillige afslutningen paa en lang historisk udvikling, paa en række af foranstaltninger, der sigtede mod det samme maal, at bygge det norske samfund paa en ny, monarkisk grundvold. Aristokratiet havde allerede længe før kong Haakons tid vist sig villigt til at bøie sig ind i disse nye forhold og udjævne den før bestaaende modsætning mellem det og kongedømmet.[13] Gjennem en udvikling, der fulgte sin naturlige gang uden noget voldsomt brud med fortiden, var der gradvis bleven dannet et nyt grundlag for aristokratiet, som foreløbig fandt sin afslutning ved de nye rettigheder, som Magnus Lagabøter tilstod det i hirden repræsenterede aristokrati.[14] I sig selv var dette ingen farlig sag for dets udsigter til atter at opnaa politisk magt. Værre var den splittelse, der var begyndt inden dets egne rækker ved udsondringen af en rig, men faatallig høiadel og den dermed følgende ringe adgang til at bringe fornyende elementer ind imellem denne,[15] da dette kunde gjøre det vanskeligt for det hele aristokrati at udfolde nogen større styrke, naar saadant blev nødvendigt.

Imidlertid viste det sig dog, da der første gang tilbød sig en leilighed, at aristokratiet forstod at benytte de givne forhold til sit eget bedste. Ved Magnus Lagabøters død traadte rigets baroner frem for at optage kongedømmets program for sin egen regning. Her maatte de tage sit udgangspunkt ved ethvert forsøg paa at opnaa selvstændig politisk magt for sin stand. At de ikke valgte en anden politik, kan ikke begrunde nogen indvending mod dem.[16] Paa den givne grundvold opnaaede de ogsaa virkelig for en tid at erhverve den overveiende indflydelse i samfundet; men den maade, hvorpaa de atter maatte opgive denne, vidner om, at deres stilling ikke var meget stærk.[17] Aristokratiet havde i den tid, hvori det var ved roret, maaske mere været istand til at virke for sine enkelte medlemmers private interesser end til at grundlægge en varig politisk magt for sin hele stand. I ethvert fald formaaede de ikke bagefter at hævde denne. Hvad kong Haakon havde indledet ved sin thronbestigelse, det fuldendte han nu ved at udstede retterboden af 1308.

Det samme, som var skeet i 1299, gjentog sig ogsaa nu. Hr. Audun Hugleikssøn havde sine efterfølgere, og naar der i retterboden hentydes til, at der i landet fandtes misfornøiede, og da vel netop mellem de fornemme ætter, havde kongen sikkert sine gode grunde herfor. Efter 1308 mærkes der igjen bevægelser mellem rigets stormænd, af hvilke hr. Bjarne Lodinssøn syntes at have glemt, hvorledes det tidligere var gaaet ham, og nu aabenlyst sluttede sig til kongens og landets fiender. Paa den samme side møder man ogsaa baronen hr. Agmund Dans, der endog paa grund af sin deltagelse i disse uroligheder skal være bleven henrettet.[18] At der maa bestaa en indre forbindelse mellem kongens forholdsregler og denne reisning af enkelte aristokrater, synes meget rimeligt. Af denne grund er det ikke berettiget, saaledes som det er skeet i den seneste tid, at paastaa, at aristokratiet ganske viljeløst fandt sig i, hvad kong Haakon forordnede.[19] En anden sag er det, at det ogsaa nu manglede evnen til at føre den begyndte kamp til et lykkeligt udfald for sig. For anden gang viste det sig under denne konges tid, at aristokratiets modstandskraft var liden ligeoverfor kongedømmet.

Grunden hertil kan ikke søges i enkelte foranstaltninger fra det sidstes side eller deri, at der tilfældigvis sad en kraftig personlighed paa thronen, der passede det beleilige øieblik til at knække al modstand og berøve aristokratiet enhver selvstændig leder. Om nemlig dette sidste ogsaa foreløbig havde maattet give tabt, saa vare dog kong Haakons foranstaltninger ikke i sig selv af den beskaffenhed, at de for stedse maatte stanse aristokratiets udvikling til en selvstændig rigsstand. Fra denne side betragtet kan retterboden umulig have havt den hemmende indflydelse, som man har villet tillægge den.

Om ogsaa kongen nu havde ophævet den klasse, der tidligere inden aristokratiet havde været den første, var det ikke dermed givet, at dette for fremtiden skulde bevare en i det ydre gjennemført enhed. Idet dermed de sidste hindringer vare bortryddede for at give det kongelige raad fastere omrids, blev der nemlig ogsaa til samme tid dannet et grundlag for udviklingen af en ny rangklasse, der ligesaa vel som de gamle lendermænd og baroner stod over ridderne. Denne nye klasse var de kongelige raadsherrers. Saasnart det kom dertil, at disse valgtes uden hensyn til, om de vare riddere eller ei, vare de blevne en klasse for sig, der grundede sin stilling paa en anden basis end den, som forudsattes i de gamle love. Under svage regenter kunde raadsherrerne have noget nær de samme betingelser som baronerne for at komme til magten. Det væsentlige blev, hvorvidt kongerne havde magt til at holde sit raad i den stilling, hvori Haakon havde villet bringe det, eller om raadet kunde faa anledning til at bane veien for sin overgang til atter at blive en selvstændig aristokratisk repræsentation.

Raadet blev, samtidig med, at det gik ind i den monarkiske samfundsorden, en langt fastere institution, end det før havde været. Under en svag konge eller under en ny formynderstyrelse kunde det atter træde frem og i hænderne paa et aristokrati, der forstod de fordele, som en saadan situation bød det, og som havde evnen til at udnytte disse, maaske endnu bedre end før blive skikket til at være dettes organ. Kong Haakon kunde ikke forhindre, at raadets medlemmer senere hen ligesaa vel som baronerne kunde blive aristokratiets ledere. For raadsherrerne var det endog en fordel, at deres klasse var fremgaaet af en naturlig udvikling, der havde ladet dem lidt efter lidt træde ind i den første stilling i landet.

Kong Haakons foranstaltninger i 1308 havde ogsaa en anden side, der var langt fra at være til aristokratiets skade. Ligesom hans fader ved oprettelsen af det personlige hirdmandsfrelse (s. 36 flg.) banede veien for det gamle aristokratis overgang til en ny stilling i samfundet og tillige aabnede en mulighed for at stanse den engang begyndte splittelse mellem dettes forskjellige klasser, saaledes kan ogsaa kong Haakon til en vis grad siges at have gjort det samme. Ved baron-værdighedens ophævelse og ved at tage sine raadgivere af videre samfundslag maatte han uvilkaarlig bidrage til atter at udjævne ulighederne mellem aristokratiets forskjellige klasser og lette de lavere af disse deres arbeide for at opretholde sin stilling. Derved, at ridder-værdigheden ikke mere fik nogen betydning for at kunne indtræde i raadet, maatte ogsaa herkomsten af en god æt faa en af rangen uafhængig betydning. Dette var igjen af vigtighed for den fuldstændige erkjendelse af aristokratiets arvelighed, der var nødvendig, forat dette helt kunde gaa over paa sit nye grundlag, som en rigsadel i ordets europæiske betydning. Kong Haakon kan ialfald ikke have været utilbøielig til at hjælpe det lavere aristokrati.

Efter retterboden skulde den institution, som havde de fleste betingelser for at blive aristokratiets fyldigste repræsentation, det større raad, egentlig være afskaffet. Men ogsaa herom gjælder, at dette ikke kunde have videre betydning end at ophæve det større raads møder, saalænge thronen indehavdes af en kraftig personlighed, der forfulgte bestemte politiske formaal. Naar omstændighederne atter stillede sig mere gunstige for aristokratiet, kunde det større raad atter træde frem og udvikle sig til en fast institution som parliamentum generale, ligesom det mindre raad ved given leilighed kunde blive aristokratiets selvskrevne leder. I det hele taget laa der ikke i institutionerne selv nogen afgjort hindring for, at den af kong Haakon opførte monarkiske bygning kunde gaa over i aristokratiets hænder og dette saaledes høste fordelene af, hvad monarkiet havde arbeidet paa. Efter kong Haakons død viste det sig ogsaa, at det første fremdeles ikke manglede lyst til at overtage arven efter det sidste.

Den følgende tid bragte raadet til roret. Man har gjentagne møder af rigets store, og man ser aristokratiet efterhaanden gaa over til en fuldstændig arveadel i almindelig europæisk stil med vaaben og skjoldmærker. Men samtidig dermed viser det sig, at den tidligere udvikling fremdeles fortsattes. Gjennem hele det aarhundrede, som fulgte efter kong Haakons regjering, ser man det samme skue, som før. Samtidig med, at der paa mange kanter af landet fremtræder mange ætter, som indtage en agtet stilling i sine bygder, og som kunne synes at frembyde et godt grundlag for et høiaristokrati, vedbliver dettes en gang begyndte sammensvinden. Det er, som om det ikke vil gaa med at tilføre det nye kræfter, og medens de store ætter, som have havt lykken med sig, forøge sine rigdomme og hæves stedse høiere op, formindskes deres antal, og de selv sygne enkeltvis bort. Nogle af dem holde sig, andre synke ned og blive borte, først mellem hirdmands-ætterne, siden mellem almuen. Som exempel kan her nævnes ætten paa Spaanheim og Byre, hvis hoved i det 13de aarhundrede var lendermand, og af hvis medlemmer de to brødre Peter og Baard Peterssønner bleve benyttede af Haakon V i dennes administration.[20] Efter hans død forekommer endnu en af familien som ridder; men derpaa varer det ikke længe, forinden dens medlemmer træffes som bønder, og i denne egenskab lever slægten maaske den dag idag. Det samme gjentog sig paa mange andre steder og godtgjorde, at de vanskeligheder, som vare forbundne med at hævde sin stilling, snarere bleve forøgede end formindskede. Naar det kunde gaa ætter, der hørte til den gamle lendermandskreds, paa denne maade, maatte naturligvis de samme forhold virke endnu mere trykkende paa de lavere ætter, der stode bønderne nærmere og altsaa ikke heller havde den samme opfordring til at hæve sig op over disse.

Saadanne slægter, der paa denne maade traadte ind i bøndernes kreds, vedbleve rimeligvis fremdeles mellem disse at nyde megen anseelse, hvilket tildels har været tilfældet for deres vedkommende helt ned til den nyeste tid. Men denne anseelse kunde ikke blive andet end rent lokal, blot gjælde for den bygd, hvori de levede, og saaledes viser der sig inden det lavere aristokrati en tilbagegaaende bevægelse. Idet det ikke kunde danne et brugbart grundlag for udviklingen af et levedygtigt rigsaristokrati, traadte det et skridt nedad og gik over til at blive, hvad det en gang havde været, et lokalaristokrati, men rigtignok ikke med den indflydelse, som et saadant før i tiden havde havt. De dannede den gang en naturlig overgang, medens forbindelsen med de høiere lag af samfundet nu efterhaanden blev brudt, idet disse netop gjennem sin faatallighed kom til at danne en stedse mere afsluttet kreds.

Paa denne maade viser udviklingen efter kong Haakons tid stedse med større klarhed, at aristokratiet ikke formaaede at benytte de betingelser, som ogsaa hans monarkiske samfundsbygning bød det til ved given leilighed at erhverve en selvstændig magt. Endog ved kongedømmets side blev det vanskeligt for dette samme aristokrati at sikre sig en plads. Tilbagegangen blev stedse mere iøinefaldende. Grunden hertil kan ikke ligge alene i retterboden af 1308. Selv om denne var rettet mod høiadelen og tildels gjorde stærke indgreb i dennes interesser, var den, som vi have seet, ingenlunde i sig selv til aristokratiets skade. Tværtimod kan det siges, at den bød dette adgang til at gaa helt ind i de nye forhold og derfra at tilkjæmpe sig en magt, der svarede til, hvad aristokratiet havde opnaaet i andre lande. Rigsenheden var nu afsluttet, da kong Haakon fuldendte bygningen af den monarkiske samfundsorden og havde foruden i kongedømmet fundet et udtryk i raadet. Om dette kunde rigets fornemme slægter samle sig som rigets første stand, som et virkeligt rigsaristokrati. Men dertil kom der kun famlende tilløb.

Vi have her alene havt for øie raadets betydning som monarkisk-aristokratisk institution. I virkeligheden var det noget mere, forsaavidt det tillige fra gammel tid af i sig havde optaget geistlige elementer. Som i det foregaaende er omtalt (s. 89), havde Haakon V netop i større udstrækning, end det synes at være skeet under hans nærmeste forgjænger, optaget høiere geistlige i raadet, og hermed fortsattes der ogsaa efter 1308. I det forlig, som aar 1318 afsluttedes med Hamburg,[21] siges, at dette foruden af kongen er forseglet af erkebiskop Eiliv og biskoperne af Oslo og Hamar. I selve retterboden af 1308 omtaler kongen ogsaa det »aabne brev«, hvori han havde bestemt den ret, som han tilstod dronning Eufemia, með samþykt byskupanna ok allra annarra hinna bestu manna i rikinu.[22]

Ved siden af biskoperne havde kong Haakon allerede, før han udstedte retterboden af 17de Juni 1308, ogsaa benyttet den lavere geistlighed i sin administration og navnlig efter al sandsynlighed givet et par geistlige af lavere rang plads i sit raad. Hermed vedblev han ogsaa senere. Inden denne klasse kunde han gjøre regning paa at træffe megen dygtighed og forretningsvanthed i forbindelse med saadanne kundskaber, som netop kunde gjøre nytte i administrationens tjeneste. Hos biskoperne fandtes disse samme egenskaber vistnok lige saa vel som hos deres underordnede. Men alligevel kunde deres stilling begrunde krav fra deres side, der ikke altid lode sig forene med de pligter, som efter kong Haakons regjeringssystem paalaa et medlem af hans raad. Saaledes maatte det ligge nær for ham fortrinsvis at anvende i den høiere administration saadanne geistlige, om hvem han kunde formode, at de vilde følge hans grundsætninger, og som stode i et nærmere forhold til monarkiet. Naar derfor kong Haakon i det samme aar, da han udstedte sin store retterbod, tillige fuldendte ordningen af den kongelige kapelgeistlighed, kan det ialfald med stor sandsynlighed antages, at han derved for en ikke uvæsentlig del har været ledet af hensyn til administrationen.

P. A. Munch, der i modsætning til R. Keyser ikke tror paa en allianse mellem kong Haakon og geistligheden i almindelighed for at knække aristokratiet, har antaget, at hensigten med kapelgeistlighedens oprettelse var at danne et hierarki inden hierarkiet, ligesom dette selv var en stat i staten, og derved svække den modstand, som han kunde vente sig fra den høiere geistlighed imod sine reformplaner.[23] En saadan slutning har dog neppe noget sikkert holdepunkt. Der er heller ingen grund til at antage, at dette hensyn netop skulde have bragt kong Haakon til at andrage hos paven om at maatte faa tilladelse til at oprette en særegen kongelig geistlighed. Hvis kong Haakon havde staaet i et saa fiendtligt forhold til geistligheden, havde han neppe benyttet dens hjælp ved sin administration i den udstrækning, som han gjorde. Heller ikke kunde kapelgeistligheden, til hvis oprettelse han først under te Februar 1308 fik pavens samtykke, allerede i Juni have vundet en saadan styrke, at den kunde bringe kongen en mere virksom hjælp. Alene for at bringe den pavelige tilladelse hjem til Norge maatte der udkræves tid, og end mere for at det hele kunde ordnes over det hele land i overensstemmelse med vedkommende pavebuller.

Hvad der ved disse blev opnaaet, var i virkeligheden kun at sætte det ydre stempel paa en institution, som allerede bestod i forveien, og hvis første medlem nu fik den høieste rang, som han kunde opnaa inden den norske kirke, ved saa godt som at stilles ved biskopernes side. Hans stilling gjorde det naturligt, at han maatte blive medlem af kongens raad. Allerede længe før denne tid træffes ogsaa provsten ved Bergens Apostelkirke som saadan, og for eftertiden maatte han som magister capellarum end mere blive et fast medlem af denne kreds. En anden forstander for et af de vigtigste kongelige kapeller, provsten ved Oslo Mariakirke, var allerede før denne tid bleven kongelig kansler. Fra 1314 bleve disse to embeder for bestandig forenede ved en udtrykkelig lovbestemmelse. Saaledes fik den forbindelse, som fra langt tilbage havde bestaaet mellem de kongelige hirdprester og kancelliet, nu ogsaa fuldstændig sit ydre stempel, og det sidstes officielle organisation fuldendtes dels ved retterboden af 1308, der bestemte, at der skulde være en vicekansler, dels ved kong. Haakons brev af 31te August 1314,[24] der fastsatte, at denne skulde tages mellem hirdpresterne og ledsage kongen, naar kansleren var forhindret ved sine geistlige forretninger. Begge dele maa igjen opfattes som en fortsættelse af kong Haakons ældre bestræbelser for at hæve geistligheden ved et enkelt af de kongelige kapeller, Oslo Mariakirke, og derved skaffe sig forøget adgang til at benytte denne inden den høiere administration.[25]

Medens man i almindelighed, hvor der var spørgsmaal om at danne en modvægt mod den høiere geistlighed og mod aristokratiet, ikke kan tillægge kapelgeistligheden den betydningsfulde inflydelse, som P. A. Munch har villet gaa ud fra, er det indlysende, at den maatte være særdeles brugbar som en forskole for saadanne mænd, der kunde finde anvendelse i administrationens tjeneste. I kapelgeistligheden – ialfald i den, som var ansat ved Mariakirken – havde kongen til enhver tid en stok af hirdprester, som kunde gjøre tjeneste ved kancelliet, og som der havde den bedste anledning til at erhverve kjendskab til administrationen og blive forretningsvant. Forsaavidt havde den pavelige sanktion paa denne kongelige geistlighed vistnok kun en underordnet indflydelse. Men dog kunde den ikke blive uden al betydning. Kapelgeistligheden blev nu fastslaaet som en selvstændig klasse inden det norske hierarki, hvis organisation ikke længere bar tilfældighedens præg, men havde faaet det mest fuldgyldige officielle stempel i form af pavens stadfæstelse. Dette maatte hæve den i anseelse, og idet den i den nærmest følgende tid ved kongebrevet af 1314 knyttedes endnu nærmere til det kongelige kancelli, blev det paa ny fastslaaet, at den skulde gjøre tjeneste i administrationen. Kong Haakon havde altid i denne benyttet geistlige og derved vist, at han forstod at vurdere denne stands brugbarhed ogsaa i rent verdslige øiemed. Saa meget mere naturligt blev det, at han, som formodentlig derved især maa have havt sin opmærksomhed henvendt paa den særlig kongelige geistlighed, maatte arbeide paa at give denne en endelig organisation, som gjorde den endnu mere brugbar, naar dens afhængighed af kongedømmet og af dette alene var bleven fastslaaet. Bestemmelsen om, at kansleren skulde tilhøre kapelgeistligheden, var her den endelige afslutning.[26] Men ogsaa denne var kun en officiel bekræftelse paa, hvad der allerede længe havde været praxis. De norske konger havde ikke fulgt nabokongernes exempel, der overdroge sit segl til en af sit riges biskoper. I Norge havde kansleren saar godt som altid været tagen af hirdgeistligheden, som efterhaanden udvidedes til at omfatte den hele geistlighed ved de 14 kongelige kapeller. Undertiden havde man ogsaa taget en verdslig mand, som dog maatte være i besiddelse af geistlig dannelse. Kong Haakon havde imidlertid, som det synes, bestemt opgivet den sidste fremgangsmaade, rimeligvis fordi kansleren derigjennem kunde opnaa en altfor stor uafhængighed af den kongelige magt.

Om raadets virksomhed og om dets medlemmer i de aar, hvori kong Haakon fremdeles sad paa thronen efter 1308, haves der kun sparsomme efterretninger. Det er imidlertid paa faldende, hvorledes der allerede i den nærmeste tid efter retterboden af 1308 forekommer et langt større antal af personer, om hvilke det efter den maade, hvorpaa de nævnes, ialfald kan antages, at de have været medlemmer af raadet, end i den nærmest foregaaende tid. Saaledes kan der være grund til at formode, at flertallet af de mænd, som tilligemed kong Haakon beseglede den i Kjøbenhavn 17de Juli 1309 afsluttede fred med den danske konge, om end ikke alle, have indehavt en saadan stilling. De, som beseglede denne fred, vare foruden de fire biskoper, Ketil af Stavanger, Helge af Oslo,[27] Arne af Bergen og Ingjald af Hamar, hr. Erik Valdemarssøn (condam regis Svevorum filius), kapelmagisteren hr. Finn, de tre barones, hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø, hr. Thore biskopssøn og hr. Snare Aslakssøn, ridderne hr. Thorvald Thoressøn,[28] hr. Eiliv Eilivssøn, hr. Sigurd af Rande, hr. Thrond Halvardssøn, hr. Sighvat af Lejrhol, hr. Thore »Harf«, hr. Sigurd Haarekssøn, hr. Brynjulf »Storm«, hr. Thrond Gunulfssøn, hr. Gunnar Thomassøn, hr. Birger Thorkilssøn, hr. Serk Peterssøn, hr. Ivar Steinarssøn, hr. Eivind Simonssøn, hr. Eystein Arnessøn og hr. Andres Sigurdssøn samt væbnerne (armigeri) Haakon Thoressøn, Jon Gudbrandssøn, Ivar Arnessøn, Brynjulf Agmundssøn, Agmund Eivindssøn, Jon af Strand, Audun Guthormssøn, Haakon Agmundssøn, Peter Peterssøn og Gudbrand Gudbrandssøn.[29]

Mellem de verdslige herrer, som her nævnes, er der flere, hvis navne allerede tidligere forekomme mellem medlemmerne af kongens raad. Af dem, som ikke før nævnes i denne stilling, kunne nu ogsaa flere være blevne optagne blandt de kongelige raadgivere. Dog er neppe den omstændighed alene, at en mand nævnes som medforseglende fredstraktaten af 1309, tilstrækkelig til at støtte en formodning om, at han tilhørte raadet. Snarere er det rimeligt, at kongen ved denne leilighed har medtaget alle tilstedeværende mænd, der indtoge en lidt mere fremtrædende stilling, og at han derved maaske endog kan have strakt sig temmelig langt ned for at medtage saa mange, han kunde, og derved skaffe sig selv adgang til at optræde med et saa talrigt følge, som muligt. Ligeledes kan det antages, at der netop har været lagt an paa at faa saa mange medlemmer af Norges aristokrati til ved personlig tilstedeværelse at indestaa for opretholdelsen af fredstraktaten, siden det udtrykkelig fastsattes, at 270 andre norske riddere og væbnere skulde indgaa som forlovere for denne. I dette tal kan man vistnok se en omtrentlig angivelse af det norske aristokratis talrighed paa denne tid. Skjønt i sig selv lidet er det dog betydelig større end det tilsvarende tal, som angives længere nede i det samme aarhundrede, og stillede ved siden af hinanden, afgive disse tilsammen en ganske god maalestok for den hurtighed, hvormed det egentlige aristokrati svandt sammen.

Ligesom man vel kan gaa ud fra, at ikke alle de verdslige herrer, som i 1309 ledsagede kong Haakon paa hans krigstog til Danmark, hørte til hans raad, er det tillige sikkert, at ikke alle raadsmedlemmer ved denne leilighed have været tilstede, idet der i forskjellige andre omtrent samtidige dokumenter nævnes flere mænd, om hvem det endog ligefrem siges eller dog ialfald kan formodes, at de vare medlemmer af raadet. I et brev, der er udstedt i Bergen 18de September 1309,[30] nævnes foruden den udvalgte erkebiskop og biskop Arne af Bergen fem mænd, om hvilke sidste det udtrykkelig siges, at de vare medlemmer af kongens raad, nemlig: kapelmagisteren, hr. Finn, hr. Agmund Sigurdssøn, hr. Erling Aamundessøn, hr. Hauk Erlendssøn og sira Botolf Haakonssøn. Af et andet, lidt ældre brev af 5te April 1309 sees ogsaa, at kongen da havde indsat hr. Peter Andressøn,[31] hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Une Peterssøn, hr. Sigurd Jonssøn lagmand og hr. Serk paa Austraat, til at forsvare det nordenfjeldske Norge imod Svenskernes angreb, hvilke formodentlig samtlige maa have været medlemmer af hans raad.[32] Det samme kan muligvis antages at have været tilfældet med de øvrige, om hvem det i dette brev siges – dog uden at deres navne omtales – at kongen havde gjort dem til »formenn« med de nævnte mænd. Til disse maa efter al rimelighed henføres korsbroderen Audun Thorbergssøn og hr. Lodin paa Bakke, der i forening med to af de nævnte have udstedt en vidisse af det omhandlede brev.[33] Om den i 1308 udnævnte fehirde, sira Erlend, der ved et par leiligheder nævnes sammen med andre raadsmedlemmer, er det ogsaa rimeligt, at han har hørt til disses kreds.[34] Et brev, som udstedtes i Bergen 12te Januar 1311 af kapelmagisteren, hr. Finn Haldorssøn, baronerne hr. Sæbjørn Helgessøn og hr. Agmund Sigurdssøn, samt ridderne hr. Erling Aamundessøn og hr. Hauk Erlendssøn,[35] kan maaske ogsaa antages at være udfærdiget af disse herrer i deres egenskab af raadsmedlemmer.

Mellem de fornemmere mænd, som under toget til Danmark vare forblevne hjemme i Norge, var ogsaa den i 1308 udnævnte drottsete, hr. Assur Jonssøn, der allerede i 1307 havde været overdraget et vigtigt tillidshverv af kongen.[36] Hvorvidt han i det sidstnævnte aar kan betragtes som hørende til raadet, tør være tvivlsomt, hvorimod han efter sin udnævnelse til drottsete vel nødvendigvis maa have hørt med til dette. Han har sandsynligvis været hjemme, medens kongen var paa toget til Danmark, for i forening med kansleren at besørge de løbende regjerings-forretninger. Heller ikke den sidstes navn forekommer mellem dem, der beseglede freden. Derimod finder man dem begge ved kongedatteren Ingebjørgs trolovelse med den svenske kongesøn, junker Magnus, der fandt sted i Mariakirken i Oslo efter kong Haakons hjemkomst fra Danmark.

I dem, som ved denne leilighed nævnes i det derom oprettede dokument, kan man sandsynligvis se medlemmer af raadet. Disse vare foruden dronning Eufemia de to biskoper, Helge af Oslo og Ingjald af Hamar, den svenske kongesøn, hr. Erik Valdemarssøn, hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Jon Ivarssøn, hr. Aake kansler, hr. Snare Aslakssøn, hr. Hafthor Jonssøn, hr. Assur Jonssøn og to andre mænd, hvis navne ikke kunne gjenkjendes i det slette uddrag, som nu er bevaret af det tabte original-dokument.[37] Idet hr. Assur Jonssøn her nævnes sammen med mænd, om hvilke det enten er sikkert, at de tilhørte kongens raad, eller det dog med stor sandsynlighed maa antages, at de allerede paa denne tid have været medlemmer deraf, bliver det samme ogsaa rimeligt for hans vedkommende, selv bortseet fra, at hans stilling som drottsete vel maatte medføre hans optagelse i raadet. Ogsaa de to mænd, hvis navne ikke kunne gjenkjendes, have sandsynligvis været medlemmer af raadet.

I de efter 1308 udfærdigede retterbøder forudsætter kong Haakon, ligesom tidligere, snart raadets deltagelse i udtrykke- lige ord, snart ikke. Retterboden af 19de Juli 1312 om onnfredstiden i Borgarthingslagen siges at være udfærdiget með hinna bestra manna ráði, er þá váru i hjá oss. Den store almindelige retterbod af 2den Mai 1313 er paa samme maade udstedt með hinna bestu manna ráði, og ligeledes retterboden om fællig mellem ægtefolk, der i ethvert fald maa skrive sig fra en senere tid end 1306. Endelig er den i 1308 eller 1309 udfærdigede retterbod om geistlighedens ret og skyldighed, ialfald efter et af de haandskrifter, hvori den er bevaret, affattet með vitorði ok samþykki biskupana ok lærdra manna ok handgengna manna, er vita, hvat landinu er nytsamligast. Derhos maa medtages den i tredie bind af Norges gamle love som no. 50 trykte dom af 1318 om ætlednings arv, hvori det siges, at den er udstedt af kong Haakon með vitrasta manna tillögu ok undirstaðning Beim sem virðuligr herra Magnus konungr – – hafði þá er han skipaði áðr nefnt ættleiðingar capitulum ok i lögbók sina lét setja. De her opregnede retterbøder[38] ere imidlertid i antal langt færre end dem, hvorved raadets deltagelse ikke er paaberaabt. Heraf kan der dog ikke udledes noget bestemt med hensyn til det omfang, hvori kong Haakon ved udstedelsen af sine senere retterbøder har benyttet raadets medvirkning. Thi om ogsaa denne ikke udtrykkelig forudsættes, ligger deri intet bevis for, at de kongelige raadgivere ikke alligevel kunne være hørte i forveien.

Ingen af disse retterbøder nævner ved navn nogen af de kongelige raadgivere, som have været tilstede ved deres udfærdigelse. Dette sker heller ikke i den kongelige skrivelse til kapelmagisteren. af 26de Marts 1309, som siges at være udstedt præsentibus consiliariis nostris.[39] Derimod har man fra Haakons allersidste regjeringsaar nogle enkelte aktstykker, der opregne flere fornemme og høitstaaende mænd, som maa have hørt til kongens raad eller ialfald til det høiere embedspersonale, uagtet deres stilling ikke udtrykkelig nævnes. Af disse aktstykker er det ældste fra 1316. Da de to fehirder i Bergen, hr. Einar Ambessøn og hr. Eindride Simonssøn, i dette aar havde konfiskeret en del varer, som vare indførte til Bergen af nogle westfalske kjøbmænd, blev sagen undergiven dom af fjorten mænd, af hvilke maaske de ti først nævnte have været medlemmer af kongens raad.[40] De vare kansleren Ivar Olafssøn, Bjørn (Sæbjørn) Helgessøn, Erling Aamundessøn, Bjarne Audunssøn, Thrond Halvardssøn, Une Peterssøn, Hauk Erlendssøn, Sigurd Thoressøn, Ragnvald Aslakssøn, Ivar Agmundssøn, Baard Peterssøn,[41] Thorfinn Sigvaldessøn,[42] Arne Gjavaldssøn og Helge Ivarssøn. Fra slutningen af samme aar haves endvidere en kjendelse af Gulathingslagmanden Thrond, der er stadfæstet af kansleren Ivar Olafssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Erling Aamundessøn, hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Hauk Erlendssøn, hr. Aslak Olafssøn og hr. Peter Peterssøn,[43] hvilke rimeligvis ogsaa alle have været medlemmer af raadet.

Fra kong Haakons sidste regjeringsaar er der endelig bevaret et diplom, som øiensynlig indeholder oplysninger om raadets medlemmer. Dette er en erklæring, udstedt paa Tunsberghus 20de April 1319 af kansleren Ivar Olafssøn, kongens egen svigersøn, hr. Hafthor Jonssøn, mærkesmanden Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Aamunde Borgarssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Guthorm Helgessøn og Thorgeir Simonssøn,[44] at de paa helligdommene havde tilsvoret kongen, at de fast og ubrødelig skulde holde hele den ordning, som han havde fastsat for thronfølgen, raadet og rigsstyrelsen o. s. v., deriblandt ogsaa, at de skulde paase, at ingen udenlandske mænd fik befalingen over noget af rigets faste slotte eller sysler eller overhovedet fik noget at sige over rigets indbyggere, hverken i en konges mindreaarighed, eller naar han var bleven fuldmyndig.[45] Loftet er af den beskaffenhed, at naar det for kongen skulde have nogen vægt, maatte det gives af mænd, der havde en indflydelsesrig stilling, som kunde sætte dem istand til at opfylde de forpligtelser, som de derved paatoge sig. Ingen kunde da være nærmere end raadets medlemmer.

Hvad der paa denne maade kjendes til raadsmedlemmernes navne, kan, især da det tildels ikke er paa aldeles sikre grunde, at enkelte af disse i det foregaaende ere medtagne, ikke tillade at opstille en liste over de mænd, som i aarene 1308 til 1319 sad i kong Haakons raad. Endnu mindre kan deraf hentes paalidelige oplysninger til besvarelse af det interessante spørgsmaal, i hvilken udstrækning kong Haakon efter retterboden af 1308 har beholdt sine tidligere raadgivere, og hvilke mænd han i almindelighed efter denne tid optog mellem dem. Om en mand som hr. Bjarne Erlingssøn, der havde været baron og raadsmedlem under tre konger, vides det, at han beholdt sin stilling til sin død, der netop indtraf i denne tid. Men om andre er det, naar de nu ikke nævnes, usikkert, hvorvidt de ere døde eller fremdeles have siddet i raadet.[46] Saaledes bliver det ikke her muligt at komme til sikre resultater med hensyn til sammensætningen af det kongelige raad i denne tid, der for øvrigt maa have været et af de vigtigste afsnit i dets udvikling. Ligesom før 1308, synes ogsaa nu flere lagmænd at have havt sæde i raadet. Sigurd Jonssøn, Guthorm Kolbjørnssøn og Thrond Halvardssøn havde saaledes denne stilling. Derimod kan man neppe med P. A. Munch[47] gaa ud fra, at de ovenfor (s. 118) nævnte fehirder maa have hørt til raadet. Dette ligger ikke i brevets ord eller indhold. Den ene af dem, Eindride Simonssøn, var tillige lagmand i Bergen. En lagmand, som blev meget anvendt i kong Haakons sidste aar, uden at man derfor kan henføre ham til raadets medlemmer, var Ottar i Thrøndelagen.

’Af de høiere embedsmænd, der i denne sidste del af kong Haakons regjering hørte med til raadet og tillige ved kongens side toge del i besørgelsen af de løbende forretninger, havde kansleren, hr. Aake, allerede staaet i tjenesten fra den tid, kong Haakon var hertug.[48] Fra 1308 havde han i sira Ivar Olafssøn en medhjælper som vicekansler, og da denne efter hans død rykkede op i hans sted som kongelig kansler, fra 1314, blev det endog udtrykkelig bestemt, at for fremtiden en af hirdpresterne altid skulde være vicekansler.[49] Hensigten dermed var den, at der hos kongen altid kunde være tilstede en kansler, selv om embedets egentlige indehaver ved sine øvrige forretninger hindredes fra at ledsage kongen. Uagtet udviklingen stedse mere gik i retning af at skabe først flere, siden kun en enkelt kongelig residents, færdedes nemlig kongen fremdeles meget paa reiser, og her var det ikke altid let for kansleren at ledsage ham, da denne tillige var provst ved Mariakirken i Oslo og som saadan havde andre forretninger at varetage. Alligevel sees det, at kongen fortsatte med den sædvane, han allerede før 1308 i større udstrækning havde anvendt, at lade andre medlemmer af sin raadgiverkreds udføre kanslerens forretninger. Saaledes har man fra 1301 til 1307 en række kongebreve, som ere forseglede af hr. Snare Aslakssøn, og fra 1311 til 1313 en lignende, ved hvilke hr. Bjarne Audunssøn besørgede forseglingen.[50] Der findes neppe engang noget kongebrev, der er beseglet af sira Ivar Olafssøn i den tid, han var vicekansler, derimod nok, efterat han var bleven kansler.

Om drottsetens embede, hvortil hr. Assur Jonssøn var udnævnt i 1308, vides i de følgende aar ikke meget. Maaske har denne overlevet kongen, men kan dog ikke have staaet i embedet mange aar efter hans død, da det ikke varede længe, før dette paa ny blev besat. Efter den gamle norske hirdordning skulde drottseten ikke høre til de høieste embedsmænd hos kongen. Maaske har dog kong Haakon allerede ved hr. Assurs udnævnelse havt til hensigt at lade embedet som drottsete hæves høiere op. Senere blev det ialfald det første i raadet, og dets indehaver var dettes selvskrevne leder. Nogen stallar har der maaske overhovedet ikke været udnævnt efter hr. Gudleik Viljamssøn. Kongens mærkesmand var oprindelig hr. Agmund Sigurdssøn. I 1308 udnævntes der en anden under ham, som skulde varetage dette embede. Men om denne hr. Aasulf Aslakssøn høres der ikke mere. I kong Haakons sidste aar var hr. Paal Erikssøn den, som indehavde stillingen som mærkesmand, formodentlig som umiddelbar eftermand af hr. Agmund, der ikke forekommer efter 1311. Om disse embeders betydning og om deres indehaveres stilling i raadet vides for øvrigt paa denne tid intet nærmere.

Afslutningen af kong Haakons tyveaarige regjering er et punkt, hvorfra der naturlig tilbyder sig en oversigt over, hvad raadet have været i den tilbagelagte del af dets udvikling, og hvor langt det nu var naaet frem. Gjennem hele dette tidsrum findes der exempler paa, at kongerne have anvendt medlemmer af sine raadgiveres kreds til at deltage i beseglingen af brevskaber, som de af den ene eller den anden grund ansaa for at være af en særegen vigtighed. Denne fremgangsmaade var traadt i stedet for den før anvendte med at tilkalde kongens raadgivere som vidner ved vigtigere regjerings-foranstaltninger.[51] Men der gaves ikke nogen almindelig regel, hvorefter det kunde afgjøres, om kongens raadgivere derved skulde tilkaldes for at besegle det brev, som udstedtes i anledning af en sags afgjørelse eller ei. Medens vigtige breve ofte ere udstedte uden besegling af raadets medlemmer, findes paa den den side disse ogsaa ofte som beseglende ved breve, som ikke synes at have en saadan betydning, at det skulde være nødvendigt at anvende denne fremgangsmaade. Raadsherrerne forekomme som beseglende ved traktater med udenlandske magter, ved udfærdigelsen af statsakter om landets indre forhold, o. lign.[52] Ved andre aktstykker af et aldeles tilsvarende indhold omtales derimod kun kongens besegling. Da saaledes Haakon V i 1310 ophævede den værdighed som jarl, der af hans broder, kong Erik, var skjænket erkebiskopen (ad qvorundam suorum consiliariorum inductionem et instinctum), skede dette, uden at nogen af kongens raadgivere deltoge i beseglingen.[53] Af lignende uregelmæssigheder lader der sig paavise flere, som vise, at der i saadanne tilfælde ikke endnu paa meget nær havde uddannet sig en bestemt praxis.

Ved kongens lovgivende virksomhed nævnes raadet hyppig. Haakon V har ialfald baade som hertug og konge ved mange leiligheder tilkaldt dets medlemmer, naar han skulde udstede retterbøder. Dog er dette ingen gjennemgaaende regel. Ved retterbøderne maa ogsaa haves for øie, at disse kun i sjeldnere tilfælde ere bevarede i originalen, og at man saaledes for deres vedkommende ikke altid kan indestaa for, at de kjendes i sin oprindelige ordlyd. Heller ikke er man istand til at drage nogen slutning af deres beseglingsmaade, hvorvidt raadets medlemmer have deltaget med regenten i retterbødernes udstedelse. Hertug Haakons originale retterbod for Færøerne af 28de Juni 1298, der er udstedt með hinna bestra manna ráði, og hvori det for fremtidige forandringer forudsættes, at disse ogsaa maa gives með hinna vitrastu manna ráði, er kun beseglet med hertugens insigli.[54] Derimod besegledes den store retterbod af 1302 om arvefølgen og formynder-styrelsen af de da nærværende medlemmer af raadet. Denne raadets deltagelse i beseglingen har især været anseet nødvendig, hvor vedkommende offentlige aktstykke havde en større almindelig betydning eller skulde tillægges en særlig bindende kraft. I regelen ansaaes det ikke nødvendigt at gjøre andet end udtrykkelig at nævne raadets deltagelse, undertiden med angivelse af de tilstedeværende medlemmers navne, idet beseglingen alene er besørget ved kansleren eller en anden betroet mand. Ved retterboden af 1308 nævnes aldeles ingen af raadets medlemmer.

Mellem lovgivning og administration lader der sig paa denne tid ikke drage skarpe grænser. Begge disse omfattende omraader for kongens regjerings-virksomhed glide paa mange punkter over i hinanden. Retterbøderne kunde ligesaa vel være af administrativt, som af lovgivende indhold, og i begge tilfælde kan rigsraadets medvirkning forudsættes. Men ved siden af retterbøderne gives der en mængde andre kongebreve af administrativt indhold, hvori det dog kun undtagelsesvis forudsættes, at raadet har været medvirkende. Dette kan ikke paafalde. Mængden af de administrative forretninger vil altid blive af ringe vigtighed, og saaledes kunde der heller ikke i det 13de og 14de aarhundrede være nogen opfordring for kongen til derved at tilkalde sine raadgivere. Saadanne sager kunde let afgjøres uden større forberedelser; i mange tilfælde var det endog nødvendigt at træffe en hurtig afgjørelse. Ogsaa ved administrative retterbøder af mindre vigtigt indhold, som f. ex. ved den, der i 1302 (?) udstedtes om vintapning i Bergen,[55] finder man raadets medvirkning paaberaabt, medens der ikke nævnes et ord derom ved andre, som have en mere almindelig betydning. Saaledes er det ogsaa paa dette omraade langt fra, at der er udviklet nogen fast og regelmæssig praxis.

Den maade, hvorpaa kong Haakon omtaler raadet, hvor han har benyttet dets medvirkning, viser imidlertid, at der dog paa dette punkt har været en fremgang i retning af at give raadet en fastere stilling i dets forhold til landsstyrelsen. Medens der i hans faders lovgivning kun i et enkelt tilfælde er tale om raadets samtykke (s. 9), og medens dette i hans broders regjeringstid kun forudsættes ved en enkelt regjeringsforanstaltning, som ovenikjøbet skriver sig fra formynder-styrelsens tid (s. 53), navne kong Haakons retterbøder jævnlig hans raadgiveres »ráð ok samþykt«. Efter de grundsætninger, som for øvrigt vare bestemmende for denne konge i hans udøvelse af sin regjerings-myndighed, kan der i disse ord ikke sees nogen udtalelse af, at han ikke vilde have anseet sig berettiget til at træffe vedkommende foranstaltning, saafremt raadet ikke havde givet sit samtykke. En saadan selvstændig fremtrædende plads vilde han aldrig have tilstaaet sine raadgivere. Medens det i det foregaaende er antaget, at naar raadets samtykke er forudsat i formynder-styrelsens tid, kan dette have havt reel betydning, som en tilkjendegivelse af, at det virkelig havde en ret til at samtykke eller negte, maa derfor betydningen af denne formel i Kong Haakons tid have været en ganske anden. Man ser af dens forekomst, at han har lagt en vis vægt paa raadets deltagelse i regjeringsarbeidet, og at dette tiltrods for alle de uregelmæssigheder, som derved fandt sted, dog maa være betragtet som en fast institution, der var knyttet nær til kongedømmet. Nogen af dette uafhængig, helt selvstændig myndighed har det imidlertid ikke havt, og allermindst lader dette sig udlede af den maade, hvorpaa kong Haakon paaberaaber sig dets samtykke. Om ogsaa dette udtryk, da det først blev anvendt, kan være kommet ind paa grund af den da herskende opfatning af raadets selvstændighed, er det senere mere blevet anvendt som en formel, hvis betydning ikke maa tages lige efter ordene.[56]

Hvor kongen optraadte som dommer, skulde efter hele den gamle opfatning hans raadgivere uvilkaarlig faa megen betydning. Allerede Magnus Lagabøters lovgivning havde her forudsat disses medvirkning i lighed med et lagrette[57] og stod forsaavidt paa et mere fremrykket standpunkt end de svenske love. I Sverige havde imidlertid kongens og hans raads dømmende myndighed i virkeligheden allerede længe før Magnus Lagabøters tid naaet en vis fasthed.[58] Det første svenske aktstykke, der forudsætter tilværelsen af et raad, omtaler nemlig netop dette ved kongens side som udøvende dommermyndighed. I Skeninge stadga af 1285 forudsættes ligeledes kongen og raadet som dømmende. Ogsaa i Norge kan en noget, skjønt ikke ganske tilsvarende udvikling paavises. Den i lovgivningen forudsatte kongelige dommermyndighed har hyppig været udøvet dels med, dels uden medvirkning fra raadets side. I mange tilfælde kunde denne udøves i form af en bekræftelse fra kongemagtens side, hvorved dog neppe er anseet nødvendigt at benytte raadets medvirkning. I 1296 sees saaledes kansler Aake efter bemyndigelse af paven at have udfærdiget en dom om tienden af Finnø, som stadfæstedes af hertug Haakon.[59] Dennes myndighed var i dette tilfælde igjen en udgrening af kongens. Medens i Sverige kongen alene skal have dømt i første og tillige eneste instans, har han i Norge maaske hyppigst optraadt som den, der dømte i sidste instans og da nærmest for at stadfæste en dom, der allerede i forveien var afsagt af en lagmand. Dette er ogsaa forudsat i lovgivningen som det regelmæssige. Naar en sag forelaa til kongens umiddelbare afgjørelse, har han maaske i regelen ladet den paakjende ved en kommission og alene forbeholdt sig at stadfæste dennes dom.[60]

Nogen selvstændig dømmende myndighed kan raadet ikke have havt. Hvor dets medlemmer optræde som dømmende, er dette kun i henhold til en dem af kongen meddelt fuldmagt. I 1313 forekommer der saaledes en dømmende kommission, som bestaar af hr. Bjarne Audunssøn, hr. Hauk Erlendssøn, korsbrødrene Audun Thorbergssøn og Salomon Thoraldessøn, hr. Lodin paa Bakke og Ottar lagmand,[61] og som udtrykkelig siges at være nedsat af kongen. Hvorvidt samtlige her nævnte hørte med til raadet, oplyses ikke. Dette kan imidlertid ikke være af væsentlig betydning, da der for det enkelte tilfælde altid forudsættes en særskilt bemyndigelse fra kongens side. Haakon V har derved ikke følt sig udelukkende bunden til sine raadgivere, og navnlig kunde han have megen opfordring til at medtage lagmænd i den slags dømmende kommissioner, selv hvor disse ikke var medlemmer af hans raad.[62] Men paa samme tid faldt det dog naturligt, at han fornemlig vendte sig til saadanne mænd, som i forveien vare optagne i raadet. Den kommission, som blev nedsat i 1316 for at dømme i sagen om de westfalske kjøbmænds konfiskerede gods (s. 118), bestod saaledes ialfald for den allerstørste del af saadanne.[63]

Raadets indflydelse paa de kongelige domme kan efter dette i Norge endnu paa kong Haakons tid ikke havt den samme betydning, som i Sverige. Grunden hertil kan maaske søges deri, at de sager, som hos os kom frem for kongen, da allerede forelaa i en langt mere forberedt stand efter at have passeret lagmanden, saaledes at kongens afgjørelse nærmest fik karakteren af en bekræftelse paa den allerede afsagte dom. Kongen behøvede derved ikke andres medvirkning end kanslerens, der trykte det kongelige segl paa bekræftelsesbrevet. Idet derhos kongen i de dømmende kommissioner optog andre end sine sædvanlige raadgivere, blev raadets kreds netop paa dette omraade mindre fast end paa det administrative.

Selv efter 1308 kan det ikke antages, at kong Haakon til enhver tid har været omgiven af hele sit raad. De samme grunde, som før, maatte fremdeles træde hindrende i veien for, at repræsentanterne for de gamle høibaarne ætter stadig kunde følge kongen. Heller ikke raadgiverkredsens geistlige medlem- mer havde i denne henseende ganske frie hænder, og de øvrige verdslige raadgivere kunde ligeledes hyppig hindres fra at være tilstede gjennem embedspligter, der krævede deres nærværelse paa helt andre kanter end der, hvor kongen netop færdedes. Maaske har det endog kun været i yderst sjeldne tilfælde, at det hele raad var samlet hos kongen. Heller ikke kan det paavises, at dette har havt– regelmæssige sammenkomster til bestemte tider af aaret. I kong Haakons retterbøder kan man ialfald i denne henseende ikke finde nogen veiledning. Imidlertid er det foreliggende materiale ikke tilstrækkeligt til, at man deraf kan danne sig nogen klar forestilling om dette punkt af det kongelige raads organisation. Det kan ikke engang afgjøres, hvorvidt et mindre tal af raadets medlemmer stadig have fulgt kongen. Saa meget kan dog sees, at enkelte raadsherrer hyppigere end andre have været tilstede hos kongen, f. ex. hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn og fremfor alle de to, som oftere gjorde tjeneste i stedet for den kongelige kansler, hr. Snare Aslakssøn og hr. Bjarne Audunssøn. Stedet, hvor kongen opholdt sig, maatte altid have nogen indflydelse paa sammensætningen af den raadgiverkreds, der omgav ham, og naar saaledes kongen besøgte Bergen, var det naturligt, at baroner og riddere fra Søndhordeland, Søndmøre og andre vestlige kystegne optraadte mellem hans omgivelser. Imidlertid maa det dog ligge nær at antage, at der hos ham altid har været ialfald nogle raadsherrer personlig tilstede, først og fremst kansleren eller dennes stedfortræder, dernæst maaske mærkesmanden og drottseten, skjønt der rigtignok er flere exempler paa, at disse ikke omtales mellem de navngivne raadsherrer, der vare hos kongen. I enkelte tilfælde kunde kong Haakon ogsaa for en tid overdrage en begrænset del af sin myndighed til nogle medlemmer af raadet. Exempler herpaa nævnes 1303 (s. 76) og 1309 (s. 115 flg.).

At raadets forretningsorden under kong Haakon maa have vundet i fasthed, kan ikke vel betvivles, og da fornemmelig i tidsrummet efter 1308. Imidlertid kan dette ikke med nogen bestemthed paavises paa grundlag af det foreliggende materiale, og det er heller ikke berettiget at lægge for megen vægt herpaa. Middelalderens begreber vare i dette punkt meget forskjellige fra den nyere tids, og navnlig maa det antages, at man i Norge ikke er kommet meget langt i udviklingen af det offentlige livs former. Saaledes er det paafaldende, at der hverken i kong Haakons eller hans efterfølgeres tid findes noget spor af, at der ved kancelliet har været ført kopibøger. Hvis saadanne havde været til, er det neppe rimeligt, at der ikke skulde findes hentydninger til dem i de brevskaber, som ere bevarede til vore dage. I et brev af 1300 omtales, at det udstedtes in duplo, og at det ene exemplar skulde opbevares paa Akershus. Saaledes finder man ialfald spor til et arkivvæsen.[64]

Raadet synes i kong Haakons tid at have havt sit eget segl. Ialfald siges et vigtigt politisk aktstykke, der udstedtes i 1319, omtrent syv uger efter hans død, at være forseglet með almennilegu rikissins ráðs i Noregi insigli.[65] Da saadanne segl neppe paa den tid bleve forarbeidede inden selve landet, er det ikke rimeligt, at raadsherrerne allerede i den korte tid, der var hengaaet efter kongens død, skulde have faaet et segl istand. Paa den anden side er det heller ikke let at afgjøre, hvortil dette segl skulde været benyttet i kong Haakons tid, da raadsherrerne i alle tilfælde, hvor de have beseglet nu bevarede breve, have anvendt hver sit private segl. Maaske kunde det almindelige raadssegl tænkes anvendt, hvor en del af raadets medlemmer i kraft af en særlig fuldmagt udøvede kongens myndighed, saaledes som f. ex. de i 1303 omtalte raadsherrer i Bergen.[66] Mærkeligt er det, at det i 1319 nævnte raadssegl ikke for øvrigt er kjendt, og det maa derfor antages, at det snart er forkommet. Ellers maatte det været omtalt ved en eller anden leilighed, og man vilde rimeligvis ogsaa i dette tilfælde have havt et eller andet aftryk deraf.

Af de ikke faa breve, der ere bevarede fra Magnus Lagabøters sønners tid,[67] er der i de allerfleste tilføiet en bemærkning om maaden, hvorpaa de ere beseglede. Kun yderst sjelden er dette ikke skeet. Hvor rigsraaderne deltoge i beseglingen, er det bemærket i selve brevet.[68] En enkelt gang, i en kongelig skrivelse til kapelmagisteren fra 1309, heder det, at denne er udstedt in præsentia nostra – – – præsentibus consiliariis nostris.[69] En almindelig formel ved et brev fra kongen (eller hertugen) er, at det er insiglat oss sjálfum hjáverandum. En enkelt gang, i en kongelig kundgjørelse af 1309, heder det: séttu vér várt insigli firir þetta bref.[70] I latihiske breve anvendes formelen: sigillum nostrum præsentibus est appensum.[71] Ofte nævnes ogsaa den kongelige klerk, som har skrevet brevet. En enkelt gang nævnes der i en retterbod to, som have ført den i pennen.[72]

Hvor det udtrykkelig omtales, at en retterbod eller et andet kongebrev er udstedt og beseglet i kongens nærværelse, maa han have været tilstede. Derimod kan man neppe uden videre gaa ud fra, at han ikke har været paa stedet, naar hans nærværelse ikke omtales i et brev fra den her omhandlede tid.[73] I dette tilfælde har man rigtignok kun sikkerhed for, at det kongelige segl har været tilstede. Som oftest maa dog dette endnu have fulgt kongen. I de fleste tilfælde er der i de breve, hvori der ikke tales om kongens (eller hertugens) nærværelse anvendt følgende formel: (Herra Bárðr) kanceler vár insiglaði, (Gabriel) klerkr ritaði. Hvor kong Erik og hertug Haakon op- traadte i fællesskab, nævnes begges kanslere.[74] En enkelt gang er det ogsaa bemærket, at kansleren beseglede oss sjálfum hjáverandum.[75] Denne formel anvendes ellers kun, hvor ingen kansler nævnes. Naar i kanslerens fravær andre udførte beseglingen,[76] have maaske disse dertil erholdt en særskilt fuldmagt. Beseglingen var ved de middelalderske breve, hvad den egenhændige navne-underskrift nu er. Dog har kong Haakon undertiden med egen haand skrevet sit monogram og tilføiet: et nos Haquinus signavimus.[77] Med Hensyn til retterbøderne maa det samme, som ovenfor (s. 122) er bemærket, haves for øie, at de hyppig ere bevarede i en mangelfuld form, der navnlig gjør det vanskeligt at komme til kundskab om de former, som ere blevne iagttagne ved deres udstedelse.

I alle disse retterbøder og kongebreve faar man navnene paa mange af kancelliets underordnede personale og kan tillige i flere tilfælde følge deres løbebane. De, som gjorde tjeneste i kancelliet, deltes i to klasser, notarier og klerker[78], af hvilke de sidste var de talrigste. Efter at have gjort tjeneste som klerk rykkede man op til notarius. Fra denne stilling kunde veltjente mænd gaa over i andre og f. ex. blive lagmænd.[79] Klerkerne kaldes undertiden prester.[80] Af de kongelige notarier forekommer ingen saa hyppig som Jon notarius. 1294 og 1295 var han klerk hos kong Erik, 1297 blev han notarius hos denne og vedblev siden i samme stilling hos kong Haakon.[81] Haakon var klerk 1312, i 1313 og 1318 notarius. Paal Styrkaarssøn (maaske den samme, som i 1303 kaldes Paal klerk) nævnes 1318 en enkelt gang som notarius, og ligesaa Baard Peterssøn en gang i 1298. Den sidste har besørget udstedelsen af en mængde breve for Haakon Magnussøn som hertug og konge. Torgaut notarius omtales ogsaa en enkelt gang i 1317.[82] En anden mand, som hyppig nævnes i kong Haakons sidste aar, er klerken Thorgeir Tovessøn, der i 1318 kaldes kongens hirdmand.[83] For øvrigt forekommer der mange forskjellige klerke, Teit, Gunnar, Steinbjørn, Eiliv Lodinssøn, Arne Gjavaldssøn, Arne Russi, Aslak Haukssøn, Halvard, Thord Throndssøn (notarius i 1312), Gabriel, Eystein Ivarssøn, Bjørn af Marker, Ingulf, Balte, Erik Ormssøn, Simon Thorsteinssøn, Thorstein Thorsteinssøn, Jon Murti, Olaf Arnessøn, maaske endnu en anden Olaf og Alf Halvardssøn.

Kanecelliet med kansleren i sin spidse var midtpunktet i administrationen. Gjennem ham var det paa en gang knyttet til kongen personlig og til raadet. Den indflydelse, det sidste i kong Haakons tid kunde have paa kancelliet, var dog kun en ganske underordnet. Ved at vælge sin kansler mellem den af ham afhængige geistlighed og ved i hans forfald at benytte mænd, der synes at have skyldt ham sin hele stilling, sørgede denne konge for at holde kancelliet paa den plads, hvor han vilde have det. Monarken skulde personlig være sjælen i den hele styrelse. Systemet var blevet stedse mere udarbeidet. Da kong Haakon 8de Mai 1319 afgik ved døden, skulde det staa sin prøve.


  1. ↑ Norges gamle love, III, s. 74–81.
  2. ↑ Kong Haakons brev af 3die Septbr. 1311. Dipl. Norv. I, no. 131. Ogsaa no. 132 har hensyn til denne reduktion.
  3. ↑ Efterladte skrifter, II, s. 118 flg.
  4. ↑ Det norske folks historie, IV, 2, s. 490 flg.
  5. ↑ Norges offentlige ret, I, s. 118 og 146 flg.
  6. ↑ Udsigt over den norske historie, I, s. 378 flg.
  7. ↑ Retterbodens s. 96 anførte ord gjenfindes i en anden af 9de Marts 1295 (Norges gamle love, III, s. 25), hvor den samme trusel anvendes mod dem, som ved at tage tomter paa kongens grund i Bergen unddroge ham hans föðurleifð. Rimeligvis er det altsaa en formel, som anvendtes for særlig at indskjærpe, at den, som overtraadte visse bestemmelser, derved traadte kongedømmets ret for nær, og den passede saaledes i retterboden af 1308 for at betone, at en gjenindførelse af baron-værdigheden maatte ansees for at være til kongedømmets skade.
  8. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 17.
  9. ↑ Aschehoug (anf. st. I, s. 147) omtaler hirdstyrerne kun som berettigede til at have stemme paa hirdstevnerne. Men der er i det foregaaende nævnt adskillige exempler paa, at de have deltaget i raadets møder. Smlgn. for øvrigt s. 11.
  10. ↑ Smlgn. s. 88.
  11. ↑ Smlgn. denne forf.s ytringer, der ere anførte i det foregaaende, s. 97.
  12. ↑ Smlgn. de efter denne forf. i det foregaaende, s. 98 flg., anførte ytringer.
  13. ↑ Smlgn., hvad der er bemærket herom s. 26.
  14. ↑ Smlgn. s. 86.
  15. ↑ Smlgn. s. 33.
  16. ↑ Smlgn. s. 46 flg.
  17. ↑ Smlgn. s. 88.
  18. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 492. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 134. Hr. Agmund omtales i 1310 som baron: Dominus Ogmundus dictus danz baro. Dipl. Norv. I, no. 126. Altsaa maa han ogsaa have været dette før 1308. Han nævnes imidlertid ikke som kongelig raadgiver og er derfor ikke medtagen i den ovenfor s. 79 flg. opgjorte liste over saadanne i kong Haakons tid. Han var for øvrigt et meget uroligt hoved og var allerede i kong Eriks regjeringsaar optraadt paa en maade, der paadrog ham dennes afgjorte unaade.
  19. ↑ Smlgn. det efter J. E. Sars s. 99 anførte.
  20. ↑ Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 85–91. Smlgn. ovenfor s. 68, note 2.
  21. ↑ Diplom. Norveg., VI, no. 97.
  22. ↑ Norges gamle love, III, s. 81 og note 8. Smlgn. III, s. 82, note 2.
  23. ↑ Det norske folks historie, IV, 2, s. 477–483.
  24. ↑ Diplom. Norveg. I, no. 143. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 610–612. Den første vicekansler var sira Ivar Olafssøn, der allerede blev ansat 1308. Om hans titel som »herre» i 1307 smlgn. s. 90, note 1. Med sikkerhed vides han at have ført denne titel 29de August 1308, altsaa efter sin udnævnelse til vicekansler. Diplom. Norveg. IX, no. 81: dominus Ivarus, canonicus Bergensis. Diplom. Svecanum, II, no. 1628. Mærkelig nok kaldes han ved denne leilighed ikke vicekansler. Han var oprindelig korsbroder ved bergens Apostelkirke. 1312 kaldes han canonicus Bergensis et Orcadensis. Diplom. Norveg. II, no. 111. 6te Februar 1309 kaldes han sira Ivar Olafssøn. Dipl. Norv. II, no. 93.
  25. ↑ Smlgn. s. 77 flg. i det foregaaende.
  26. ↑ Med afslutningen af kapelgeistlighedens organisation fulgte ikke, at kongen afskar sig adgangen til ogsaa at benytte andre geistlige i sin administration. Sira Erlend Styrkaarssøn (s. 96) var saaledes korsbroder i Nidaros.
  27. ↑ I det foregaaende aar havde biskop Helge, hr. Erik Valdemarssøn og hr. Ivar Olafssøn været kongens gesandter til Danmark. Diplom. Norveg. IX, no. 81.
  28. ↑ Denne havde allerede i 1289 været hertugens sysselmand paa Hjaltland og var da udseet til at være med i et gesandtskab til England, i hvilket han dog paa grund af omstændighederne ikke kom til at deltage. Rymeri foedera I, 2, s. 706. I 1295 var han med paa toget til Danmark. Smlgn. s. 68 ovfr. Han forekommer ogsaa senere i samme stilling paa Hjaltland indtil 1307. Han havde med sin kone, fru Sigrid, datter af Olaf Halvardssøn, faaet gaarden Eikeland i Kvinesdal. Dipl. Norv. I, no. 81, 89, 109. Denne gaard tilhørte i det 15de og 16de aarh. en synkende adelsslægt, hvis medlemmer altsaa muligvis kunne have været efterkommere af hr. Thorvald. Smlgn. L. Daae, Norske Bygdesagn, I, s. 64 flg. (P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 277) har fremsat den formodning, at Olaf Halvardssøn igjen kan have været en søn af den hr. Halvard af Harde, der i 1288 dræbte hr. Gaute af Tolga. I sit andet ægteskab ægtede hr. Thorvald hr. Hafthor Jonssøns søster Ragndid. Dipl. Norv. II, no. 37.
  29. ↑ Dipl. Norv. IX, no. 82.
  30. ↑ Dipl. Norv. I, no. 122. Smlgn. P. A. Munch, Norske folks historie, IV, 2, s. 521, note 1.
  31. ↑ Denne nævnes ogsaa 1311 sammen med hr. Sigurd lagmand. Dipl. Norv. I, no. 127. Smlgn. II, no. 120.
  32. ↑ Dipl. Norv. I, no. 121.
  33. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 515.
  34. ↑ Dipl. Norv. II, no. 96; III, no. 77. Smlgn. ovenfor, s. 986.
  35. ↑ Dipl. Norv. III, no. 93.
  36. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 459, 484, 517. Smlgn. s. 79, note 3 i det foregaaende.
  37. ↑ Huitfeldt, Erik Menved o. s. v., s. 120. De kaldes »Svend« og «Erich«.
  38. ↑ Norges gamle love, III, s. 93 flg., 98 flg., 128 flg. og 138 flg.
  39. ↑ Dipl. Norv. I, no. 120. Smlgn. s. 128.
  40. ↑ Dipl. Norv. I, no. 147. Da disse fjorten mænd nævnes som brevets udstedere, kunde af den grund ingen af dem nævnes med prædikatet »herre«. Hvad P. A. Munch, (Norske folks historie, IV, 2, s. 623, note 1) siger om, at Ivar Agmundssøn, der her omtales for første gang, i dommen kaldes hr. Ivare og altsaa da maa være ridder, er saaledes urigtigt. Han nævnes uden dette prædikat.
  41. ↑ Smlgn. Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 88. Da Baard Peterssøn endnu i 1316 omtales som den, der har skrevet et kongebrev (Dipl. Norv. II, no. 88), kan han vel ialfald paa denne tid ikke have været medlem af raadet, og da kunne neppe heller de, som nævnes efter ham, have hørt til dette.
  42. ↑ Smlgn. Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 39 flg.
  43. ↑ Dipl. Norv. I, no. 48. Smlgn. Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 87.
  44. ↑ Om Thorgeir Simonssøn har G. Brusewitz i andet oplag af A. E. Holmbergs Bohusläns historia och beskrifning, II, 177, note 1 udtalt, at han skulde være den samme, som den lagmand i Viken, Thore Simonssøn, hvis kones ligsten findes i Foss kirke. Navnene Thore og Thorgeir ere imidlertid aldeles forskjellige.
  45. ↑ Dipl. Norv. I, no. 156.
  46. ↑ Dette gjælder ogsaa for tiden før 1308 f. ex. med en mand som hr. Guthorm Gydassøn, der under kong Erik Magnussøn maa have havt sæde i raadet (s. 69), men neppe nævnes efter hans broders thronbestigelse. I 1307 var han ikke i live, og han synes da allerede at have været død i nogen tid. Dipl. Norv. II, no. 85.
  47. ↑ Det norske folks historie, IV, 2, s. 623.
  48. ↑ Smlgn. s. 70.
  49. ↑ Smlgn. s. 112.
  50. ↑ Kongebreve med bemærkningen herra Snari Aslaksson insiglaði findes i Dipl. Norv. I, no. 111; II, no. 74; IV, no. 52, 58, 65. Lignende med samme bemærkning om hr. Bjarne smstds. I, no. 125, 131, 132, 137; II, no. 108, 117: III, no. 96, 97; IV, no. 102, 105; V, no. 58; VI. no. 82. Smlgn. s. 129.
  51. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 12 flg.
  52. ↑ Exempler herpaa forekomme i det foregaaende, s. 13–15, 67–69 og 75, 77. Det i 1297 under kongens mægling afsluttede forlig mellem erkebiskop Jørund og hans kapitel blev beseglet af hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Jon Ragnvaldssøn og kongens kansler, hr. Baard, i kongens nærværelse. Hvorvidt kongen selv har beseglet med dem, fremgaar ikke af ordlyden i brevet, hvis original forlængst er tabt. I en indholdsangivelse af dette siges, at det er udstedt in præsentia Erici Magni Norvegiæ regis et aliorum regni magnatum. (Diplom. Norveg. III, no. 39).
  53. ↑ Dipl. Norv., I, no. 125.
  54. ↑ Norges gamle love, III, s. 34. Smlgn. ovenfor, s. 68.
  55. ↑ Norges gamle love, III, s. 135.
  56. ↑ I en af kong Haakons retterbøder siges det endog, at den var samþykt af almuganum. Norges gamle love, III, s. 85. Meningen kan neppe være nogen anden, end at den ved at oplæses paa thinge og der vedtages er bekjendtgjort som gjældende lov.
  57. ↑ Smlgn. ovenfor s. 8 flg.
  58. ↑ Smlgn. F. Ödberg, Om svenske konungens domsrätt I. i C. Silfverstolpes Historisk bibliotek, 1877, s. 1 flg. Denne fortjenstfulde afhandling gaar dog ikke saa meget ind paa detaljer, som det kunde ønskes ved behandlingen af et emne af denne art.
  59. ↑ Dipl. Norv., I, no. 84.
  60. ↑ Kong Haakon stadfæstede 1304 et af to lagmænd mæsglet forlig. Dipl. Norv., I, no. 103. I 1293 stadfæstede kong Erik og hertug Haakon en lagmands dom. Smstds. II, no. 33. 1301 og 1306 stadfæstede kong Haakon en lagmands dom. IV, no. 52 og 65. Ligesaa i 1313 en dom, der var beseglet af sysselmand, provst og lagmand m. fl. i Jæmteland. IV, no. 102. S. a. stadfæstede kongen en anden dom. V. no. 58. I, no. 157 indeholder en ansøgning fra en lagmand om kongens stadfæstelse paa en dom. En stevning fra kong Haakon (af 1299) til at møde for hans domstol er trykt II, no. 53. Raadets medvirkning forudsættes i retterboden af 2den Mai 1313. Norges gamle love, III, s. 101 nederst.
  61. ↑ Dipl. Norv. V, no. 57; smlgn. II, no. 116 og 117.
  62. ↑ Smlgn. den i 1318 nedsatte dømmende kommission, hvis dom blev stadfæstet af kongen. Dipl. Norv., II, no. 132.
  63. ↑ Dipl. Norv. II, no. 147. Regenten kunde udsende en betroet mand til paa sine vegne at bereise et helt distrikt og der skifte lov og ret; paa denne maade gav hertug Haakon i 1295 abbed Erik i Munkeliv fuldmagt til at paakjende sager i Ryfylke. S. 67 ovenfor.
  64. ↑ Dipl. Norv. I, no. 92. Efter dette brev synes ogsaa Mariakirken at have havt et slags arkiv. I Norges gamle love, III, s. 23 omtales, at en original retterbod skulde opbevares paa Hamar under geymslu herra byskups ok lögmans. Heri kunde man ogsaa se spor af et slags arkivvæsen. Smlgn. III, s. 83 nederst i texten.
  65. ↑ Dipl. Norv. VIII, no. 50.
  66. ↑ Se ovenfor s. 76 og 127. Af et enkelt sted i den store retterbod af 1308 kan det synes, som om kongen har tænkt sig, at han oftere kunde som regel overlade sit raad eller en del deraf en selvstændig myndighed. I udtrykket þar sem vér erum nær eða várt ráð kan der ialfald ligge udtrykt en saadan tanke, at raadet kunde optræde paa kongens vegne, naar han ikke var personlig tilstede. Norges gamle love, III, s. 75 nederst.
  67. ↑ Fremgangsmaaden i kong Magnus’s tid er omhandlet s. 21.
  68. ↑ Saaledes i beskyttelsesbrevet for de danske fredløse af 1287, der er datum præsentibus Bartholomæo et Erlendo cancellariis nostris. Dipl. Norv. III, no. 24. Smlgn. ovenfor, s. 70, note 2.
  69. ↑ Dipl. Norv., I, no. 120. Smlgn. s. 118 ovenfor.
  70. ↑ Dipl. Norv. II, no. 96. I et brev af 1313 heder det: insiglat með váru secreto. II, no. 118. Sekretet var kongens mindre segl.
  71. ↑ Dipl. Norv. I, no. 125; V, no. 45, 51 og 52. Hanserecesse, I, s. 56, no. 103. En anden formel: præsentem paginam duximus sigilli nostri munimine roborandam. V, no. 33; smlgn. no. 13. I 1305 heder det: præsentes litteras fieri mandavimus et sigilli nostri patrocinio communiri. V, no. 48.
  72. ↑ Norges gamle love, III, s. 34.
  73. ↑ Ved udstedelsen af landsvist– breve behøver kongen ikke at have været tilstede. Dipl. Norv. II, no 69 indeholder et gammelt landvist-brev.
  74. ↑ Smlgn. s. 128, note 4. – I den af kongen og hertugen 9 Mai 1290 udstedte bekræftelse af Munkelivs privilegier (Cod. diplom. monast. Munkaliv. pag. 6seqv.) heder det: Herra Bardhir kanzalær uar oc herra Erlendir Gudhbrandzon incigladho en Olafuir ritadhe.
  75. ↑ Dipl. Norv. II, no. 133; Norges gamle love, III, s. 30, note 17.
  76. ↑ Smlgn. s. 21, note 1, og s. 120. I 1233 beseglede stallaren, Gudleik Viljamssøn, et af kongen og hertugen udstedt brev. Dipl. Norv., II, no 20. Ved den af kong Erik paa Agvaldsnæs 2 Mai 1297 með ráði ok samþykt Jørundar erkibiskups udstedte sættargjerd, hvorved den islandske kirkestrid afsluttedes, og som desuden er beseglet af erkebiskopen og biskop Arne af Skaalholt, var det en herra Finnr, som hængte kongens segl under. Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ, I, pag. 411 seqv. Maaske har dette været hr. Finn Gautssøn paa Mel, der ikke boede langt fra Agvaldsnæs.
  77. ↑ Dipl. Norv. I, no. 143. I 1318 forekommer udtrykket: gáfum vér þeim þetta bref ok insigli. Norges gamle love, III, s. 131.
  78. ↑ Smlgn. Norges gamle love, III, s. 49.
  79. ↑ Norges gamle love, III, s. 62, note 27. Om den der nævnte Ivar klerk smlgn. Dipl. Norv. VI, no. 69 og 73; Norges gamle love, III, s. 70.
  80. ↑ Dipl. Norv. II, no. 20. Undertiden kaldes de ogsaa med titelen «sira».
  81. ↑ I det ovenfor s. 129, note 6 omtalte brev af 2 Mai 1297 kaldes han klerk, men 29 August 1297 notarius. Dipl. Norv. II, no. 41.
  82. ↑ Finni Johannæi Hist. ecclesiast. Isl., I, pag. 423. Paal Styrkaarssøn forekommer under den følgende konges styrelse i aaret 1340 som klerk. Smlgn. s. 187. Maaske har man allerede kort efter Haakon V’s tid ophørt med den skarpe adskillelse mellem de to klasser.
  83. ↑ Dipl. Norv. II, no. 133.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/5&oldid=234073»