Det norske rigsraad/6

Yngvar Nielsen

Det norske rigsraad

Den norske forlagsforening, 1880 (s. 132-149).

VI.

Hertuginde Ingebjørg og kong Magnus Erikssøns første formynder-styrelse, 1319–1323.

---

Formynder-styrelsens ordning efter retterboden af 1302. – Kong Haakons valg af formyndere for sin dattersøn. – Hertuginde Ingebjørg træder ind ved siden af formynderne. – Det store møde i Oslo 1319. – Mødets deltagere som repræsentation for det norske aristokrati. – P. A. Munchs udtalelser om mange anseede mænd udenfor deres kreds. – Formynderstyrelsens medlemmer. – Kongens «daglige raad» og hans «høieste raad». – Hertugindens stilling i formynder-styrelsen. – Raadet og formynderne. – Benævnelsen «rigets raad» fortrænger «kongens raad». – Rigsraadets stræben efter selvstændig magt begunstiget af de ydre forhold. – Hertuginde Ingebjørgs karakter. – Hendes slette styrelse. – De under hende anvendte administrative former. – Uviljen over hendes færd fremkalder en splittelse mellem hende og aristokratiet.

Kong Haakon V har i sine retterbøder sagt, at han havde et overvældende arbeide, der først efterhaanden kunde tillade ham at vende sin opmærksomhed til forskjellige omraader, som han til en begyndelse havde maattet aldeles forsømme. Han har dermed ogsaa selv givet en skildring af, hvorledes han var stillet i sit monarkiske reformarbeide. Han har vovet sig ind paa mange felter, og man faar uvilkaarlig det indtryk, at han selv har havt en følelse af, at han ikke kunde udrette alt, hvad han havde stillet sig som sin opgave. Noget af det første, for hvilket han ansaa det nødvendigt at virke, var en ordning af styrelsen under en fremtidig konges mindreaarighed. Han behandlede denne sag i forbindelse med arvefølgen og udstedte om begge dele den bekjendte retterbod af 9de September 1302^[1], hvori netop udtales, at det var hensynet til den daarlige styrelse, som landet havde havt i den nærmeste tid efter hans faders død, der nu havde bevæget ham til at udgive nye bestemmelser om landsstyrelsen under en konges umyndighed.

Ifølge denne retterbod skulde formynder-styrelsen bestaa af tolv medlemmer, af hvilke fire altid maatte være tilstede hos den umyndige konge. Af dem skulde kansleren altid være den ene og mærkesmanden den anden, hvorhos to biskoper med dem skulde vaage over kronens guld og sølv. Medens de fire saaledes skulde «sidde i kongens gaard»,^[2] skulde de øvrige otte, som ikke vare jafnan innan garðs, hver paa sin kant føre tilsyn med sysselmændenes forvaltning og paase, at disse behandlede almuen vel, saaledes at enhver fik sin ret. Styrelsen skulde betragtes, som om den udøvedes af alle tolv, hvilke derfor ogsaa kaldtes rikisstjórnar menn. En gang om aaret – om det behøvedes, ogsaa oftere – skulde alle de tolv og desuden de to biskoper samles for at afgjøre alle vigtigere anliggender, baade med hensyn til rigets inden- og udenlandske forhold. Afgjørelsen skulde ske með allra þeirra ráði efter stemmeflerhed. Dog synes det, som om alderen har gjort udslaget, hvor stemmerne stode lige. Ved samme. Leilighed skulde der ogsaa af de fire aflægges regnskab for deres forvaltning og for kronens indtægter, ligesom man skulde undersøge konungsdomsins liggjandi fé. I tilfælde af afgang skulde de tolv supplere sig selv. Forsømmelige embedsmænd skulde indstævnes og dømmes enten af samtlige tolv eller af de fire með allra þeirra ráði. Hirden skulde sværge lydighed til de tolv formyndere. At uddele navnebøder var disse forbudt; de kunde saaledes ikke gjøre nogen til ridder (eller baron).^[3] Dersom den afdøde konge efterlod en datter, som ved hans død var gift eller senere blev dette, skulde hendes mand være den første i riget i henseende til rang og værdighed. Næst ham skulde enkedronningen være; om hende siges, at hun skulde fylgja rikisins ráði.

Bestemmelsen om, at der foruden de tolv endnu skulde være to biskoper, der toge del i styrelsen, synes med bestemthed at vise, at det maa have været kongens tanke, at de øvrige ikke skulde tages mellem denne klasse. Derimod kan der i den neppe have ligget nogen hindring for, at f. ex. kapelmagisteren var en af de tolv. Heller ikke er det rimeligt, at andre end den foregaaende konges raadgivere skulde kunne faa plads mellem formynderne. Da retterboden ikke giver nogen oplysning om, hvorledes disse første gang skulde vælges, maa det have været forudsat, at dette var noget, som tilkom den regent, der havde en umyndig arving, og at der altsaa til enhver tid maatte træffes bestemmelse derom i dennes levende live. Kong Haakon selv befandt sig i dette tilfælde og maa allerede i længere tid før sin død have havt opfordring til at give en saadan bestemmelse og opnævne de mænd, som skulde være formyndere for hans umyndige dattersøn.

Kong Haakons anordninger om formynder-styrelsen kunne egentlig blot siges at have beholdt sin fulde gyldighed faa uger efter hans død. Den, som maaske mest bidrog til at faa dem forandrede, var hans egen datter, Ingebjørg, enke efter den svenske hertug Erik og moder til Norges nye konge, barnet Magnus Erikssøn. – I hendes faders formynderstyrelse var der ikke holdt nogen plads aaben for hende. Da hun imidlertid ved hans død befandt sig i en omtrent lignende stilling, som enkedronningen ved Magnus Lagabøters død, maa hun alligevel have anseet sig berettiget til at indtræde mellem sin søns formyndere, og efter den almindelig herskende opfatning blev det ogsaa vanskeligt at holde hende udenfor. Hun stod nu ved siden af sin umyndige søn som den eneste repræsentant for kongeætten og kongedømmet og traadte derfor, saasnart hun var kommen til Norge, som det synes uden modstand, ind imellem hans formyndere. Hertuginden kom derved paa en maade til at staa ved siden af disse. Saaledes viste der sig allerede nu en feil ved den ordning af formynder-styrelsen, som var indført ved retterboden af 1302, idet denne ikke nævnte et ord om den stilling, som den umyndige konges nærmeste mandlige eller kvindelige slægtning skulde indtage i statsstyrelsen, men kun dvælede ved den rang, en kongedatters mand skulde have. Saafremt kong Haakon har betragtet sin egen moders stilling i den forrige formynder-regjering og hendes derpaa følgende indflydelse over hans ældre broder som mindre heldig, vilde han neppe have ønsket en gjentagelse. Idet han undlod at give udtrykkelige bestemmelser herom i retterboden af 1302, har det rimeligvis været hans tanke at udelukke en umyndig konges moder fra en lignende deltagelse i regjeringen. Kongedømmet var ikke længer en odel i kongeætten. I kong Haakons regjeringssystem havde det en langt høiere plads, og dermed kunde det stemme vel, naar han fastslog en ordning, som til samme tid betryggede styrelsens sikre gang ogsaa under en konges umyndige aar og tillige forudsatte denne som kongedømmets eneste personlige repræsentant. Saaledes synes der at være megen rimelighed for, at kong Haakon netop har ønsket at holde alle andre medlemmer af kongehuset udenfor rigets styrelse. Men mangelen af et bestemt udtalt forbud forhindrede i 1319, at dette kunde ske med hans egen datter. I det sted blev hun endog den, som egentlig ledede regjeringen.

Hertugindens ret til at deltage i landsstyrelsen blev udtrykkelig anerkjendt ved det store møde, som i slutningen af Juni 1319 afholdtes i Oslo.^[4] Indkaldelserne til dette møde kunne neppe være udgaaede fra andre end den af kong Haakon indsatte formynder-styrelse, og dets hensigt kan ikke have været nogen anden end den, at ordne de nye forhold, som maatte opstaa, naar den norske arvekonge ogsaa blev tagen til konge i Sverige. De ved mødet nærværende fornemme norske herrer, lendrmenn ok riddarar i Noregi, som de endnu benævnes, vare følgende: kansleren hr. Ivar Olafssøn, hr. Peter Andressøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Snare Aslakssøn, hr. Erling Vidkunnssøn, mærkesmanden hr. Paal Erikssøn, hr. Sigurd Ormssøn, hr. Bjarne Audunssøn, hr Eiliv i Naustdal, hr. Finn Agmundssøn, hr. Ivar Agmundssøn, hr. Jon Bjarnessøn, hr. Smid Erikssøn, hr. Thrond Halvardssøn, hr. Haakon Thoressøn, hr. Gaut Isakssøn, hr. Sighvat paa Leirhole, hr. Aamunde Borgarssøn, hr. Thorvard Halvardssøn, hr. Thorgeir Simonssøn, hr. Aslak Olafssøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn, hr. Guthorm Helgessøn, hr. Andres Kyrning, hr. Sigurd Jonssøn, hr. Halkell Halkellssøn, hr. Hauk Erlendssøn, hr. Munaan Baardssøn, hr. Guthorm Sigurdssøn og hr. Eindride Peterssøn. Disse treti herrer tilligemed erkebiskopen afsluttede i Oslo bispegaard med de tilstedeværende svenske herrer en overenskomst om foreningen med Sverige af hálfu sinni ok Noregs konungs rikis manna, og saaledes er det vel ogsaa dem, som i begyndelsen af samme aktstykke omtales ved siden af hertuginde Ingebjørg som Noregs konungs rikis ráðs men. Dette var ogsaa beseglet med rigsraadets segl.^[5]

Under denne forudsætning skulde samtlige her nævnte treti herrer have tilhørt raadet. Dette maa paa den maade have havt et betydeligt antal verdslige medlemmer, da der vel maa have været flere saadanne end de, som nu vare tilstede. Efter hvad der i det foregaaende (s. 79 flg.) er bleven oplyst om kong Haakons snevrere raad før 1308, er det ikke urimeligt, at raadet i 1319 kan have været saa talrigt, som det nu synes. Da hr. Hauk Erlendssøn, som utvivlsomt tilhørte raadet, og endog paa denne tid maa have været et af dets ældre medlemmer, nævnes som en af de sidste, bliver det rimeligt, at ialfald de, hvis navne staa foran ham, have hørt med til raadet.^[6] Den efter ham nævnte Munaan Baardssøn kaldes ogsaa i 1321 consiliarius. I ethvert tilfælde har man paa denne liste navnene paa de fornemste af de verdslige herrer, som have indfundet sig til mødet i Oslo Man finder mellem dem flere velbekjendte navne fra kong Haakons raad, ligesom repræsentanter for flere af rigets første ætter, som Bjarkø- og Giskeætten, Hestbøætten og Tolgaætten. Forsaavidt kan en del af de fremmødte betragtes som blomsten af det norske aristokrati. Mødet selv blev en repræsentation for dette, der igjen grupperede sig om rigsraadet som sit naturlige midtpunkt.

P. A. Munch, der i det hele tiltrods for det dræbende slag, som Haakon V efter hans Opfatning skulde have rettet mod aristokratiet, har stor tilbøielighed til ogsaa at se det fjortende aarhundredes ætter i et overdrevet lys, har ved omtalen af mødet i Oslo antaget, at der foruden de nævnte treti herrer endnu skulde have været »en mængde« ansete høvdinger, som ikke førte titel af ridder, og som paa grund af sin stilling have været selvskrevne til ved denne leilighed at afgive møde. Men denne formodning er neppe ganske holdbar. At der paa denne tid har været flere riddere i landet end de, som nævnes i overenskomsten af 1319, er ganske sikkert. Enkelte af disse kunne have været tilstede i Oslo, medens andre ikke have kunnet eller villet foretage reisen til denne by. Ved sider af dem kan det ogsaa være rimeligt, at mange hirdmænd have givet møde, ligesom at mange saadanne ved denne tid vare spredte omkring i landet. Men dermed er det dog ikke givet, at der mellem disse netop har været en mængde af saadanne ansete høvdinger, der forsmaaede det tillæg i glans, som ridderværdigheden kunde give dem, og nøiedes med den arvede anseelse, som de havde mellem sine omgivelser. Saadanne personer vare vistnok til enhver tid meget sjeldne, og det er neppe berettiget at lægge for megen vægt paa de enkelte exempler, som anføres. Rimeligvis er det netop deres sjeldenhed, som har henledet opmærksomheden paa dem og foranlediget, at der er bleven gjort væsen af deres vægring ved at modtage en titel, hvilken de betragtede som laant fra udlandet og stridende mod de gode gamle norske sæder.

Om flere af de i overenskomsten nævnte mænd er der heller ingen særlig grund til at henregne dem til blomsten af landets aristokrati, og saa meget mindre kan man derfor antage, at der ogsaa udenfor kredsen af de mænd, som nævnes ved den store sammenkomst i Oslo, har været et større antal, som kunde henføres til samme. Om man ogsaa kan paavise enkelte saadanne, har dog i alle fald deres tal ikke været synderlig stort. Naar kong Haakon skulde uddele ridder-værdigheden eller optage folk i sin hird, maatte han vistnok ofte stige ned til saadanne ætter, som om de end maatte regnes til aristokratiet, dog indtoge en temmelig tilbagetrukken stilling. De bestemmelser, som denne konge gav i 1308 om hirdmændenes forsørgelse, vise, at han ikke kan have stillet store fordringer til denne klasse i økonomisk henseende. Forsaavidt vedkom ridderne, er det endog muligt, at han netop har lagt an paa at forøge disses antal og derved hæve det lavere aristokrati.^[7] Naar det saaledes berettes, at han i 1316 paa en gang slog fem og tyve riddere,^[8] er det overhovedet neppe muligt, at disse alle have tilhørt blomsten af det norske aristokrati. Her som ellers vil det vistnok være det sikreste at se det 14de aarhundredes norske aristokrati i et mere nøgternt lys, og ikke af dets medlemmers titler at lade sig forlede til at betragte dem som mere, end de virkelig vare. Som en stand af store godsbesiddere kunde de blot for en del betragtes, og om de fleste af dem kan det antages, at de ikke have havt betydelige eiendomme.

Om den af kong Haakon anordnede tolvmands-styrelse tales der i overenskomsten af 1319 ikke et ord. Kun rigsraadet i sin almindelighed nævnes i denne. Man kjender ikke engang navnene paa de mænd, som inden kong Haakons død af ham maa være blevne udnævnte til at være dattersønnens formyndere. I det ovenfor (s. 119) omtalte brev af 20de April 1319 er der vistnok gode grunde forhaanden til at antage, at man har navnene paa otte af de tolv. Med hensyn paa de øvrige fire medlemmer af formynderstyrelsen haves derimod ingen op-lysning som denne. Dog er der nogen rimelighed for, at et diplom af 21de Juni 1320 i denne henseende kan give den ønskede veiledning. Dette er nemlig udstedt i Bergen af Ingebjørg »med Guds miskund kong Haakons datter, hertuginde i Sverige«, med følgende otte herrer, kapelmagisteren hr. Finn Haldorssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, mærkesmanden hr. Paal Erikssøn, hr. Bjarne Audunssøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn, hr. Finn Agmundssøn, hr. Jon Bjarnessøn, og hr. Ivar Agmundssøn.^[9] Af disse, som alle maa have tilhørt raadet, uagtet det ikke udtrykkelig siges, nævnes Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn og Guthorm Kolbjørnssøn i brevet af 1319, og det ligger saaledes nær, at de øvrige fem have været deres kolleger i formynder-styrelsen.^[10] En af dem kan i dette tilfælde have fulgt efter hr. Hafthor Jonssøn, der allerede var død, medens de andre fire fra først af have havt sæde i denne paa grund af den udnævnelse, de havde faaet af kong Haakon. Med undtagelse af kapelmagisteren nævnes de alle i overenskomsten af 1319.

I et diplom af 9de April 1320^[11], der omhandler mærkesmanden hr. Paal Erikssøns overdragelse til Mariakirken af en gave, han havde faaet af kong Haakon, nævnes et derom tidligere af hr. Paal selv udstedt brev, der foruden af ham var beseglet af hr. Sigurd Ormssøn, hr. Bjarne Audunssøn, hr. Aamunde Borgarssøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn og hr. Haakon Agmundssøn. Da det her dreiede sig om overdragelsen af en gave fra kongen, kunde det antages, at hr. Paal havde anseet det nødvendigt at medtage andre medlemmer af formynder-styrelsen ved brevets besegling for at give det fornøden gyldighed. Hr. Bjarne, hr. Aamunde og hr. Guthorm synes efter det foregaaende alle at have hørt til denne, og det er da heller ikke rimeligt, at hr. Sigurd Ormssøn skulde kunne været nævnt foran dem, hvis han ikke ialfald inden raadet var deres ældre kollega. Rimeligvis kan det ogsaa antages, at den sidstnævnte, hr. Haakon Agmundssøn, har været medlem af raadet. Derimod er det vel tvivlsomt, hvorvidt de samtlige have været medlemmer af formynder-styrelsen.

Ved den i 1321 afsluttede ægteskabs-kontrakt mellem hertuginde Ingebjørgs datter, Eufemia, og junker Albrecht af Mecklenburg optræde som beseglende, foruden biskop Halvard at Hamar og en af hans kanniker, Arnfinn Erikssøn, følgende riddere, som hertuginden kalder consiliarii nostri: hr. Paal Erikssøn, hr. Haakon Thoressøn, hr. Guthorm Helgessøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn, hr. Thorvald Halvardssøn, hr. Haakon Agmundssøn, hr. Munaan Baardssøn og hr. Ivar Agmundssøn, præfectus in castro Bagahuus.^[12] Samtlige disse nævnes som nærværende ved mødet i Oslo 1319, og om flere af dem er det, som allerede paavist, rimeligt, at de ogsaa have hørt til den unge konges formyndere. Om hr. Haakon Thoressøn, hr. Thorvald Halvardssøn, hr. Haakon Agmundssøn og hr. Munaan Baardssøn kan dette vel være meget tvivlsomt; til raadet hørte de derimod alle.

At tolvmands-styrelsen virkelig har bestaaet efter 1319, er sikkert. Dette forudsættes i de klager, som i 1323 fremkom over hertugindens styrelse,^[13] i hvilke det siges, at hun havde handlet »mod deres vidende og raad, hvem kong Haakon satte som de høieste og fremste til rigsstyrelsen«, ligesom overhovedet mod de bedste og klogeste mænds vilje og uden deres samtykke. Saavidt det kan sees, omtales vistnok ogsaa de tolv mænd i flere breve fra aarene nærmest efter 1319. I et kongebrev, der er udstedt i Oslo 18de April 1322,^[14] har man rimeligvis en hentydning til den af kong Haakon indsatte formynder-styrelse. Det heder nemlig i dette, at kongen og hans raad har undersøgt en retssag, og at brevet er udstedt og beseglet i overvær af hertuginde Ingebjørg og kongens »daglige raad«. Dette kan vel neppe forstaaes anderledes end om formynderstyrelsen eller endnu heller i en end mere indskrænket betydning om de af dennes medlemmer, som i øieblikket vare nærværende hos kongen. Mere tvivlsomt stiller det sig derimod, hvorledes udtrykkene skulle forstaaes i et brev af 23de Juni 1322,^[15] der er skrevet til kongen ok öllu hans ráði, og hvori omtales, at en sag er indstævnet for kongen og hans hæsta ráð. Her kan der baade tænkes paa formynderne, de fire indengaards, saavelsom paa alle tolv, og paa det samlede raad. Maaske betegner »hele raadet« de tolv formyndere, og det »høieste« de fire af dem, som altid skulde følge kongen. Ifølge retterboden af 1308 skulde administrative forsømmelser paatales for alle formyndere eller for de fire alene, som da skulde afgive sin dom med de øvriges raad.^[16] Det i brevet omhandlede tilfælde var ogsaa af en saadan art, at det nok kunde kræve en afgjørelse paa denne maade. Det bedste bevis for, at kong Haakons bestemmelser i dette punkt ere blevne overholdte, haves vel i det udtryk, rikisráð ok geymslumenn i konungs garði, som forekommer i et brev fra Islændingerne af 1320.^[17] At der ved disse forstaaes den egentlige formynder-styrelse – de fire – og aldeles ikke det hele raad, kan neppe være tvivlsomt. Selve den eiendommelige betegnelse viser, at de derved mente personer maa have staaet i et særeget forhold, forskjelligt fra det, hvori raadets medlemmer i almindelighed stode til rigsstyrelsen.

Men om man forsaavidt kan gaa ud fra, at kong Haakons anordninger foreløbig ere blevne overholdte efter sin ordlyd, var der imidlertid ialfald i «t vigtigt punkt skeet en meget betydningsfuld afvigelse fra disse derved, at den unge konges moder havde faaet andel i den øverste regjerings-myndighed. Hvad der kan have foranlediget dette, er ikke ganske klart, og det kan ikke sees, hvorvidt det har været med eller mod de egentlige formynderes ønske. Det er allerede omtalt, hvorledes hendes høie byrd, som det eneste gjenlevende myndige medlem af kongeætten, og hendes forhold til kongen maatte gjøre det vanskeligt for disse at holde hende borte, navnlig naar derimod ikke bestod noget udtrykkeligt forbud. Nogen vægt maatte der ogsaa lægges paa hensynet til Sverige. Dette har maaske gjort det ønskeligt, at der i formynder-styrelsen ialfald fandtes én voksen person, der var fælles for begge riger. Uagtet man ved overenskomsten i 1319 med meget stor omhyggelighed havde søgt at sikre sig mod enhver sammenblanding af de to rigers særlige anliggender og interesser, kunde det dog ikke undgaaes, at der ogsaa maatte drages nogen omsorg for at sikre sig en vis enhed i de særskilte regjeringers optræden, – og dette har man da maaske troet at kunne opnaa ved at give kongemoderen plads i den norske ligesaa vel som i den svenske formynderstyrelse. Da Sverige ikke havde nogen bestemmelser for, hvordan det under en konges mindreaarighed skulde forholdes med rigets styrelse, var raadet der udelukkende henvist til at indrette sig, som det kunde. Uagtet det formelle valg af den unge Magnus Erikssøn til Sveriges konge først foregik, efterat man i Oslo havde truffet de anordninger, som vare fornødne, naar den norske konge tillige blev konge i Sverige, var det dog allerede i forveien at betragte som afgjort, at hertuginden i det sidste land skulde have del i rigsstyrelsen. Dette maatte igjen have sine virkninger paa den maade, hvorpaa man indrettede sig i Norge.

Ligesom kong Haakons anordninger fra 1302 allerede vare ufuldstændige, forsaavidt de ikke omhandlede den adgang, som kongefamiliens medlemmer kunde have til at deltage i en formynder-styrelse, saaledes fandtes der i dem heller ikke nogen bestemmelse om forholdet mellem de tolv og det samlede raad. Det kunde synes, som om kongen var gaaet ud fra, at alle dettes forretninger nu skulde gaa over paa formynderne. Men med den mangel paa nøiagtighed og bestemthed i udtrykket, der i almindelighed er et særkjende for alle middelalderske statsakter, kan man ikke betragte dette som aldeles sikkert. De tolv formyndere skulde egentlig repræsentere den kongelige myndighed, og der var saaledes ved deres side lige fuldt plads for det øvrige raad. De synes ogsaa selv at have forudsat dette, da de indkaldte mødet i Oslo, der vistnok i videste forstand var en repræsentation for raadet, og der findes tillige i den følgende tid antydninger af, at ogsaa andre af raadets medlemmer end de tolv have optraadt sammen med hertuginden.^[18] Men om forholdet mellem begge høres der intet. I overenskomsten af 1319 forudsattes, at rigsraadet var det væsentlige.^[19] Norges statsindtægter skulde ifølge denne kun anvendes eptir ráði og samþykt af hertuginden og rigets raad. At rigsraadet uden videre skulde gaa ind paa at overlade al magt til de tolv formyndere og alene lade disse staa ved kongemoderens side, kan neppe antages. I dette tilfælde maatte raadsherrerne endog have opgivet den indflydelse, som de havde havt i kong Haakons dage. Selv om der paa denne tid kunde have bestaaet et rivaliserende forhold mellem de mænd, som havde sæde i den egentlige formynder-styrelse, og deres kolleger i raadet for øvrigt, kan dog ikke dette have havt den styrke, at det kunde medføre en splittelse mellem begge og lade denne ytre sig deri, at det øvrige raad udestængtes fra al befatning med rigets styrelse. Rimeligvis ere de tolv formyndere blevne betragtede som en fast raadskomité, og de ere derfor ogsaa uden videre blevne betegnede som »raadet«. Man var jo allerede fra før af vant til, at dette udtryk anvendtes, hvor blot en del af raadets medlemmer vare nærværende, saaledes at dette ikke nu kunde blive noget paafaldende. Paa denne maade blev der imidlertid ingen skarp grænse mellem formyndernes og raadets myndighed, men begge maatte glide over i hverandre. Ved formynder-styrelsens aarlige sammenkomst kunde ogsaa andre raadsherrer være nærværende, og naar der ellers i denne tid tales om et »raad« ved kongens side, har man neppe strengt taget ret til udelukkende at gaa ud fra, at dette alene har været de fire formyndere »indengaards«, hvis personlige nærværelse hos kongen til enhver tid var forudsat ved retterboden af 1302.^[20] Saaledes er der heller ingen grund til at opfatte retterbodens bud om, at enkedronningen skulde fylgja rikisins ráði paa anden maade.^[21] Det har derved vistnok kun været kong Haakons tanke, at hun skulde rette sig efter formynderne.

Hvorledes nu end dette har forholdt sig, om raadet i almindelighed har havt stor eller liden indflydelse paa rigets styrelse, saa maa dog den magt, som var lagt ialfald i en del af dets medlemmers hænder, have havt sin betydning for raadets stilling i samfundet og for aristokratiet i det hele taget. Raadet og formynderne havde paa den ene eller den anden maade en afgjørende myndighed, og om de ogsaa maatte dele denne med hertuginden, saa kunde dette dog kun gjælde for den tid, da hun personlig var tilstede i Norge. Idet hendes nærværelse hyppig krævedes i Sverige, maatte hun uvilkaarlig for denne tid overlade magten udelt til formynderne og raadet eller til de første alene. Forhold som disse maatte med nødvendighed medføre en større magtudvikling for raadet paa kongedømmets bekostning. Man var nu naaet til det tidspunkt, da det skulde vise sig, hvorvidt raadet kunde holdes inden de af kong Haakon anviste snevrere grænser, eller om det som aristokratiets selvstændige repræsentant kunde træde kraftig frem og paa det af kongedømmet opførte grundlag sætte sig selv i høisædet. Foreløbig syntes alt at pege i den sidste retning.

Medens raadet tidligere kun var kaldt »kongens raad«, hed det nu kongens riges raade eller blot »rigets raad«, og om ogsaa fremdeles kongen og hertuginden kunde tale om »sine raader«, blev den anden benævnelse snart den almindelige.^[22] Det er netop paa denne tid, at man hører om et eget segl for rigsraadet^[23] som et synligt tegn paa, at dette nu var blevet en fast afsluttet, staaende institution. Naar der ikke var nogen myndig konge, blev det statens første institution, der besørgede styrelsen ved sine medlemmer. Under de daværende forhold kom det derhos til at staa ved siden af det svenske rigsraad og i den nærmeste berørelse med dette. Gjennem begges ensartede stilling, hver i sit land, opstod der for de to landes rigsraad et fællesskab i interesser, ligesom for deres aristokrati. Rigsraadet synes ogsaa nu end mere end før at have været en repræsentation for aristokratiet. Dog finder man ogsaa paa denne tid enkelte medlemmer udenfor dette og de høieste geistlige. Det maa saaledes antages, at mænd, som Botolf Haakonssøn, der havde hørt med til raadet i kong Haakons tid, fremdeles, forsaavidt de vare i live, havde beholdt sin plads i dette.^[24] I 1321 nævnes den hamarske kannik Arnfinn Erikssøn paa en saadan maade, at han, skjønt det ikke udtrykkelig siges, dog maa antages at have været tilstede i sin egenskab af hertugindens consiliarius.^[25] Forskjellen mellem før og nu laa egentlig deri, at de raadsherrer, som tilhørte aristokratiet, især det høiere, nu bleve det mest betydende, medens samtidig de, som udelukkende støttede sig til den tillid, som de kunde nyde hos den regjerende konge, maatte træde mere tilbage. I kong Haakons dage havde maaske disse, om de end i det ydre vare mindre fremtrædende, været af de mest betroede og de mest anvendte, idet kongen rimeligvis ofte har fundet det mere stemmende med sine interesser at benytte dem. Med kongens død maatte dette ophøre.

Saaledes syntes udviklingen at være bleven en ganske anden end den, som kong Haakon havde arbeidet for i sin regjeringstid. Kun elleve aar efter udstedelsen af den store retterbod, hvorved denne konge tilsigtede at indordne raadet og den hele administration under kongemagtens overherredømme og gjøre dem til dettes støtte, se vi raadet pludselig sat i en stilling, der gav det alle betingelser i hænde for at opnaa en stor selvstændighed. Det syntes, som om kong Haakon kun havde givet raadet dets fastere afslutning, for at det derigjennem skulde blive saa meget mere skikket til at bruge sin selvstændighed, saasnart han ved sin død havde veget pladsen og overdraget det magten. Kongedømmet repræsenteredes af et lidet barn og dettes moder, en kvinde, der ikke synes at have havt nogen betingelser for at udfylde paa en værdig maade den stilling, som omstændighederne havde givet hende. Om der i sin tid havde været meget at udsætte paa den maade, hvorpaa Magnus Lagabøters enke blandede sig i styrelsen i hendes sønners umyndige aar, var dog dette intet mod, hvad der kunde klages over hertuginden. Hun synes at have været baade svag og letsindig, og ved det forhold, hvori hun traadte til Knut Porse, bidrog hun meget til at undergrave sin egen stilling og gav selv sine modstandere vaaben i hænde mod sig, hvilke disse ikke længe nølede med at anvende til hendes skade.

Hertuginden og hendes yndling søgte snart at sætte sig ud over hensynet til formynderne og raadet i begge riger, skjønt de ikke selv magtede at føre styrelsen med kraft. Ganske lod dog ikke dette sig gjøre, og hertuginden maatte tildels overholde de sædvansmæssige former. Hun var saaledes med kongen ved midtsommerstid og udover i Juli maaned 1320 i Bergen, hvor der afholdtes et provincial-koncilium, og hvor samtidig de fleste, om ikke alle, af de tolv formyndere vare tilstede tilligemed andre medlemmer af raadet.^[26] I begyndelsen af September s. a. var kongen og da ogsaa hertuginden faa Baahus, hvor det utrykkelig siges, at han havde sit raad med sig.^[27] Herved ligger det maaske nærmest at gaa ud fra, at der kun har været ment formynderne, skjønt ogsaa andre kunne have fulgt kongen. I Juli 1321 var der et større, dog ikke fuldtalligt møde af raadets medlemmer paa Baahus.^[28] I April 1322 synes ialfald de fire formyndere at have været hos kongen i Oslo,^[29] hvor ogsaa hertuginden var tilstede hos sin søn.

Naar altsaa hertuginden var i Norge, var hun dermed ogsaa nødsaget til at benytte formynderne og rigsraadet. Anderledes var det, naar hun opholdt sig udenfor landets grænser. Da det ved overenskomsten i 1319 var fastsat, at kongen ikke skulde ledsages over grænsen af det andet riges mænd, medens den norske formynder-ordning netop var bygget paa forudsætningen om, at de fire formyndere skulde være personlig tilstede i kongens gaard, blev der paa denne maade en mangel paa overensstemmelse i de gjældende regler, der maatte lede til et brud paa disse. Hertuginden synes at have løst vanskeligheden paa en egen maade. Da hun i Sverige ikke kunde have den norske kansler hos sig, lod hun ham blive hjemme og tog selv seglet med sig til Sverige, hvor hun benyttede det ikke alene til at besegle norske, men ogsaa svenske breve, – et meget grovt brud paa lov og sædvane. Hr. Ivar Olafssøn traadte nu tilbage som kansler. Hvor han nævnes, er det kun som provst ved Mariakirken;^[30] mellem raadsherrerne forekommer han ikke i denne tid. Da han ikke længere havde kongens segl, er det heller ikke umuligt, at det tillige er blevet anseet som overflødigt, at han altid var »indengaards« hos kongen under dennes ophold i Norge.

Ingen af de retterbøder eller øvrige kongebreve, som ere udstedte i den tid, hvori hertuginden stod i spidsen for styrelsen, nævner nogen kansler som den, der har udført beseglingen. Det heder kun: insiglat oss sjálfum hjáverandum, en enkelt gang med tilføielse af, at dette skede i hertugindens og det daglige raads nærværelse, eller: séttu vér várt secretum firir þetta bref. I de latinske skrivelser anvendes enten formelen: sigillum nostrum præsentibus est appensum, eller ogsaa er der ingen bemærkning om deres forsegling. Haakon notarius og Ivar klerk, en enkelt gang Thorgeir Tovessøn, nævnes som de, der have skrevet brevene. Foruden de i det foregaaende anførte tilfælde paaberaaber kongen sig ogsaa raadet, hvor han stadfæster ældre privilegier eller gaver. Det heder da, at disse ere viste kongen og raadet, hvorpaa han har bekræftet dem.^[31] Denne bemærkning findes dog ikke altid. Det heder ogsaa, at privilegierne kun ere fremviste for kongen. For øvrigt er der kun bevaret faa kongebreve fra denne tid.

Som regel er man gaaet ud fra, at styrelsen skulde føres i kongens navn, uden at nævne hans moder og formynderne. Men dette er dog ikke altid blevet iagttaget, og undertiden træde disse mere synlig frem under sin deltagelse i rigsstyrelsen. Exempler herpaa ere nævnte i det foregaaende.^[32]

Den maade, hvorpaa hertuginden omgav sig med Knut Porse og andre fremmede æventyrere og lyttede til disses raad med hensyn til rigets styrelse, maa hurtig have fremkaldt rivninger mellem hende og raadet. Allerede kanslerens tilbagetræden var i denne henseende et betydningsfuldt tegn, og om hun ogsaa under sine ophold i Norge i formen overholdt de gjældende regler, har hun dog neppe taget synderligt hensyn til formyndernes raad, naar deres opfatning kom i strid med hendes egne ønsker. Herover blev der netop ført klager, da hun fjernedes fra styrelsen. Allerede i 1321 førtes forhandlinger mellem begge rigers raad, hvoraf sees, at der herskede misfornøielse med hende og hendes aliqui juvenes et alienigenæ. Disse havde bl. a. fanget den unge fornemme Nordmand Ulf Saxessøn (discretum virum et valentem, som han i denne anledning kaldes). Det brev, som det svenske raad sendte det norske til svar paa den klage, som hr. Finn Agmundssøn herover havde fremsat, haves endnu,^[33] og man faar deraf et indtryk af den eiendommelige maade, hvorpaa hertuginden tog sig af rigernes styrelse, og en forklaring af den uvilje, som hun derigjennem vakte imod sig. I Sverige kom denne hurtigere til udbrud og foranledigede allerede i 1322 det bekjendte forbund i Skara og den dermed følgende indskrænkning i hendes magt. I Norge tog det længere tid, forinden man greb til lignende foranstaltninger. Landets beskaffenhed lagde her hindringer i veien for en hurtig og samlet optræden, og folkets monarkiske sympathier maatte i det længste staa imod en indskriden mod den eneste person, der virkelig kunde siges at repræsentere den gamle kongeæt. Man var her desuden længere borte og fik derfor heller ikke det levende indtryk, som Svenskerne, af hertugindens uværdige færd, naar hun var paa Varberg hos sin elsker.

Men ogsaa i Norge maatte man mærke følgerne af den uheldige maade, hvorpaa hun greb ind i styrelsen og ofrede landets interesser for en fremmed æventyrers. Kongeseglets fravær maatte lamme administrationens gang, saa meget mere som det anvendtes af hertuginden uden formynder-styrelsens kontrol. Indtægterne bortødsledes af hertuginden, og der paalagdes skatter, som strede imod lovgivningen. Kong Haakons efterladte beholdning af rede penge blev hurtig opbrugt og indtægterne for kommende aar anviste til dækkelse af gjælden. Endelig var riget for Knut Porses skyld kommet i et fiendtligt forhold til Danmark.

Alle disse grunde modnede lidt efter lidt en stedse mere udbredt misfornøielse. Denne maatte først ytre sig hos de mænd, der vare satte ved hertugindens side, hos formynderne, og hos raadets medlemmer for øvrigt. Det var dem, som af hende vare trængte til side, men saa var det ogsaa dem, der vare nærmest til at skride ind. Imidlertid synes det, som om de ikke alle vare lige grebne af uviljen over hendes færd. Medens saaledes hr. Finn Agmundssøn lader til at have været som et hoved for de øvrige misfornøiede, tyde forskjellige ting paa, at hans broder, hr. Ivar Agmundssøn, var vunden af hertuginden og tillige med et par andre af formynder-styrelsen i det længste holdt paa hende.^[34] Paa disse undtagelser nær synes dog stemningen i det hele saavel hos aristokratiet, som hos den høiere geistlighed at have været afgjort mod hertuginden, og da uviljen over hendes styrelse havde naaet tilstrækkelig styrke, traadte de begge frem for paa egne vegne at overtage magten. Dette skede i 1323 ved en omvæltning, der atter satte raadet i høisædet som repræsentant for aristokratiet og tildels for hierarkiet. Hvad der var begyndt i 1319, fandt saaledes sin afslutning. Magten gik nu helt over til aristokratiet og det med dette forbundne hierarki, og den maatte efter alle udsigter fremdeles i lang tid blive i deres hænder. I det ydre vare forsaavidt forholdene endnu gunstigere, end de havde været i 1280. Kongens umyndighedsalder skulde efter Haakon V.s bestemmelser vare otte aar længere, end før havde været sædvane, og raadet havde faaet en langt fastere og mere selvstændig udvikling.

---

1. Norges gamle love, III, s. 453–55. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 391–403.
2. Smlgn. ovenfor, s. 63.
3. Aschehoug har i Norges offentlige ret, I, s. 11, udtalt, at ridderværdigheden i Norge ifølge sin sammenhæng med hirden ikke kunde meddeles af nogen anden end kongen, ja ikke engang af en formynderregjering. Rimeligvis maa dog dette udvides derhen, at ogsaa hertugen har havt ret til at uddele denne værdighed, skjønt rigtignok kun inden de ved hirdskraaen optrukne snevre grændser. Smlgn. Norges gamle love, II, s. 400 flg.
4. Dipl. Norv. VIII, no. 50. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 9 flg.
5. Smlgn. ovenfor s. 128. Benævnelsen »kongens riges mænd« er rimeligvis det samme, som »kongens mænd«, hvilket sidste endnu forekommer i breve fra aarhundredets slutning. »Norges riges mænd«, der bl. a. forekommer i 1327, er formodentlig igjen udgaaet af den første benævnelse. Der tales ogsaa i Sverige om »rigsens mænd«. Hadorph, Två gambla rijmkrønikor, bilag, s. 32 og 35. Det hele udtryk er for øvrigt meget ubestemt. Smlgn. Paludan Müller, Observationes criticæ, pag. 45. Ialfald senere kan det maaske antages, at dermed nærmest har været betegnet de medlemmer af aristokratiet, som uden at høre til rigsraadet dog havde ret til at indfinde sig paa de større møder.
6. Rangfølgen iagttages dog ikke altid i de offentlige brevskaber med den nøiagtighed, som det f. ex. netop i anledning af den her omhandlede overenskomst antages i Samlinger til det norske folks spr. og historie, I, s. 173. Saaledes nævnes hr. Aslak Olafssøn i 1317 efter hr. Hauk Erlendssøn. Dipl. Norv. I, no. 148.
7. Smlgn. ovenfor, s. 108.
8. Annales Islandici, s. 208.
9. Dipl. Norv. II, no. 137.
10. At hr. Finn Agmundssen var en af de tolv formyndere, kan maaske ogsaa sluttes deraf, at det var ham, som i 1321 forlangte Ulf Saxes søns udlevering af de Svenske og i den anledning traadte i forbindelse med det svenske raad. Sml. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd. I, s. 39 flg.
11. Dipl. norv. I, no. 161. Kongen var da i Tunsberg. I den paafølgende sommer var han i Bergen. Smlgn. nedenfor, s. 145 og Finni Johannæi Hist. ecclesiast. Isl. I, pag. 429 seqv.
12. Dipl. Norv. III, no. 125. Hr. Haakon Agmnundssøn var ogsaa i 1320 tilstede i Bergen, da hertuginden der udstedte det ovenfor s. 138, omtalte brev.
13. Dipl. Norv. VII, no. 100, s. 118.
14. Dipl. Norv. I, no. 166. Brevet er insiglat hiaverandi mæðr vare hinni kærazste fru Ingibiorgo hertoginni j Swyariki ok daglego radi varo. Iwar klærkr ritaði.
15. Dipl. Norv. I, no. 168.
16. Smlgn. ovenfor, s. 133.
17. Lovsamling for Island, I, s. 32.
18. Smlgn. ovenfor, s. 139. Dipl. Norv. III, no. 125.
19. Det samme sker ogsaa i den islandske skrivelse til den norske regjering af 1320, hvori man forlangte brev fra »rigsraadet«. Lovsamling for Island, I, s. 32.
20. Af Dipl. Norv. III, no. 125, hvor hertuginden forpligter sig til senere at skaffe brevet beseglet sigillis venerabilium patrum dominorum archiepiscopi Nidrosiensis et suffraganeorum suorum ac aliorum nobilium de consilio regni Norwegie synes at fremgaa, at man ialfald ved enkelte anledninger har anseet det nødvendigt at henvende sig til alle raadets medlemmer.
21. Udtrykket rikisins ráð er for øvrigt i en retterbod fra denne tid lidt mistænkeligt, og det kan være, at der i dens original har staaet et andet, som en senere afskriver har ombyttet med et, som i hans tid vilde blive bedre forstaaet. Dette er for øvrigt den første gang, det forekommer.
22. Endnu langt ude i dette i aarhundrede nævnes »kongens raadsherrer«, og kongerne tale paa samme maade om »sine raadgivere».
23. Smlgn. ovenfor, s. 128.
24. Smlgn. Dipl. Norv. I, no. 125, hvor denne forekommer sammen med hr. Sæbjørn Helgessøn og hr. Hauk Erlendssøn, der begge gjennem et længere tidsrum vare raadsherrer og endog synes at have hørt til dettes mest betroede og oftest anvendte medlemmer. Hvad man kjender til hr. Hauks virksomhed for øvrigt, gjør det ogsaa rimeligt, at han netop maatte være en mand, der som medlem af kong Haakons raad i en ganske særlig grad maatte være paa sin plads. Derimod vides der i denne henseende intet om hr. Sæbjørn Helgessøn. Botolf Haakonssøn blev ogsaa paa anden maade anvendt i kong Haakons administration, som fehirde i Bergen.
25. Dipl. Norv. III, no. 125. Smlgn. ovenfor, s. 139.
26. Dipl. Norv. II, no. 137.
27. Dipl. Norv. II, no. 139.
28. Dipl. Norv. III, no. 125. Smlgn. ovenfor, s. 139.
29. Smlgn. ovenfor, s. 140.
30. Dipl. Norv. III, no. 123; IV, no. 148 og V, no. 66.
31. Dipl. Norv. I, no. 161, 166, 173; II, no. 139; V, no. 67; VII, no. 91; X, no. 13, 15. Norges gamle love, III, s. 149 flg. Som det vil vise sig af det følgende, blev denne formel ogsaa senere benyttet.
32. Smlgn. ovenfor, s. 138 flg. P. F. Suhm, Historie af Danmark, XII, 79 flg., meddeler indholdet af et kongebrev af 20de Marts 1322, som hertuginde Ingebjørg selv skal have beseglet i sin søns nærværelse. Da brevet kun kjendes efter en daarlig parafrase, er det nok muligt, at dette blot er en mindre heldig gjengivelse af den samme formel, som er anvendt i det ovenfor (s. 140) omtalte kongebrev af 18de April 1322. Dipl. Norv. I, no. 166.
33. Dipl. Norv. VII, no. 95. Brevet er stilet til reverendis in Christo patribus, domino Elavo divina miseratione archiepiscopo Nidrosiensi, episcopis et aliis omnibus magnifici principis, domini Magni Dei gratia regis Norvegiæ et Sveciæ consiliariis, in regno Norvegiæ constitutis, – og udstedt af to biskoper, tretten riddere, fem væbnere ceteriqve milites et armigeri ejusdem domini regis de regno Svecia consiliarii, nuper apud villam Örabru in parlamento constituti.
34. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 45 og 55 flg.