Hopp til innhold

Det norske rigsraad/8

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 179-200).
◄  VII.
IX.  ►
VIII.
Raadet under kong Magnus Erikssøns enestyrelse, 1332–1343.

Tilbageblik paa den foregaaende udvikling. – Kong Magnus bliver myndig og overtager regjeringen i 1332. – Raadet i 1332 og 1333. – Retterboden af 18de December 1332. – Reisningen i 1333. – Møde paa Baahus. – Hr. Ivar Rova bliver drottsete. – Biskop Salomon og hr. Haakon Agmundssøn. – Kongebrevenes besegling 1334–1344. – Kongen undlader at udnævne/nogen kansler. – Drottseten træder tilbage. – Kongen forsøger at regjere uden rigsraadets medvirkning. – Denne nævnes kun i sjeldne tilfælde. – Raadsmøder synes dog af og til at have været afholdte. – Kong Magnus følger i sin styrelse andre grundsætninger end morfaderen. – Raadsmøde i Oslo 1337 i kongens nærværelse. – Reisningen i 1338. – Overenskomsten i Skara 1339. –Ordningen af forskjellige anliggender overdrages til erkebiskopen og andre medlemmer af raadet. – Kongen er dog fremdeles kun lidet villig til at rette sig efter dette. – Kong Magnus overdrager i 1343 Norge til sin søn, Haakon. – De geistlige og verdslige herrer optræde ved denne leilighed hver for sig. – De første spirer til en national-repræsentation efter stænder.

I alle de forviklinger, der fandt sted under de to formynder-styrelser, som i vor ældre historie udfylde tidsrummet mellem 1319 og 1332, er det vanskeligt at paavise den nærmere sammenhæng. Saa meget sees imidlertid, at raadet nu var blevet det politiske midtpunkt. I denne henseende vare virkningerne af den trettenaarige formynder-regjering umiskjendelige, og de bleve ogsaa i den følgende tid mere fremtrædende. Kongedømmet var i denne tid svagt. Hertugindens stræben efter at opnaa en selvstændig magtstilling som dets repræsentant havde kun for en kort tid været kronet med held. Raadsherrerne havde i 1323 vist hende tilbage, da hun paa én gang traadte deres interesser og landets vel for nær, og derefter havde magten væsentlig været deres. Saaledes havde kong Haakons system ikke staaet sin prøve; atter igjen havde aristokratiet taget arv efter monarkiet, og atter igjen var man fra den ene yderlig- hed gledet over i den anden.

Det i raadet repræsenterede aristokrati var derunder optraadt med megen myndighed, men havde ved sin indre splittelse svækket sin stilling. I kampen med geistligheden havde det ikke været ligesaa dristigt og ligesaa heldigt som baronerne fra 1280. Derfor var ogsaa denne endt med at sikre hierarkiet en forøget indflydelse i raadet. Ovenpaa al den uro, der havde været betegnende for den lange formyndertid, skulde det ventes, at raadet ialfald havde gjort forsøg paa at bevare sin indflydelse, da regjeringen overdroges til den unge konge som fuldmyndig. Efter kong Haakons anordninger skulde dette ske, naar han var bleven tyve aar. Da Magnus imidlertid nu overtog styrelsen paa egne vegne i en alder af kun seksten aar, maa dette have havt en eller anden grund, som ikke mere kan paavises. Men der havde da ialfald været saa meget bedre anledning for de raadsherrer, som ikke ønskede at opgive noget af sin magt, til at modsætte sig dette, og naar det ikke nyttede, da at vække uroligheder. Om saadant høres der imidertid ikke noget. Styrelsens forandring synes at være gaaet for sig i den ønskeligste ro, og medens der baade før og siden var idelig uro mellem aristokratiet, mærkes der netop paa denne tid intet til, at der fra dettes side har været nogen ulyst til at lade kongen overtage styrelsen som myndig hele fire aar, før det behøvedes. Der er ved dette noget gaadefuldt. Maaske kan den formodning være rigtig, at erkebiskop Eiliv, der i det hele fremtræder som en mand af en sindig og rolig karakter, har øvet indflydelse paa hr. Erling og bevæget ham til at vise det maadehold at opgive sin myndighed, inden han strengt taget var nødsaget dertil.[1]

Det var i begyndelsen af aaret 1332, at regjeringen blev overdragen til kong Magnus som fuldmyndig,[2] og samtidig nedlagde hr. Erling sin værdighed som drottsete. En af hans og raadets sidste handlinger synes at have været udnævnelsen af en midlertidig lagmand i Oslo, der endnu sad i denne stilling 9de April 1332,[3] men havde opgivet den inden den 24de i samme maaned. Paa den sidstnævnte dag stadfæstede kongen, som da selv var tilstede i Oslo, to lagmands-domme; dette er tillige det første brev, der er udstedt af ham efter hans myndigheds-erklæring, som formodentlig var foregaaet umiddelbart forud paa Baahus.[4] I dette brev er der ikke tale om nogen besegling fra hr. Erling Vidkunnssøns side, som vidnesbyrd om raadets samtykke til den af kongen udøvede regjeringshandling. Hr. Paal Baardssøn beseglede brevet med det kongelige indsegl, som han fremdeles havde i sit værge. Videre foranstaltninger vare ikke derved nødvendige. Om raadet siges ikke et ord. Heri kan der og ikke ligge nogen bestemt tendens til at forbigaa dette, da dets medvirken netop forudsættes i andre samtidige kongebreve. Da saaledes kong Magnus 30te December 1332 stadfæstede de privilegier, som hans forgjængere havde tilstaaet Mariakirken i Oslo, heder det i det derom udfærdigede kongebrev, at kongen og hans raad (ver ok raad vaart) havde gjennemlæst disse. Brevet selv var paa sedvanlig maade indseglet af hr. Paal Baardssøn og skrevet af Paal klerk.[5] Paa samme maade heder det i et kongebrev af 27de December s. a., der stadfæstede de friheder, som Nidaros domkirkes þjonustumenn havde havt i erkebiskop Eilivs tid, at det var givet meðr vara bædzstra manna raðe ok samþyct.[6] I et kongebrev af 29de Januar 1333 omtaler ogsaa kongen, at der havde været klaget firir raðe varo.[7] Ogsaa begge disse breve vare beseglede af kansleren og skrevne af den samme Paal klerk. Derimod nævner et fjerde brev, af 21de Marts 1333, som ligeledes er beseglet af kansleren, intet om raadet.[8] Nogen bestemt regel har der i denne henseende ikke nu mere end før været fulgt; men det sees dog, at kongen endnu ikke kan have unddraget sig for al medvirkning fra raadets side ved regjerings-foranstaltninger. Alligevel høres der snart efter om misfornøielse med kongen fra enkelte stormænds side.

Af megen interesse for kong Magnus’s første regjeringsaar er hans retterbod af 18de December 1332,[9] hvori raadet ikke omtales, men som er beseglet af hr. Paal Baardssøn. I denne udtalte han sig meget skarpt om den maade, hvorpaa aristokratiet havde faret frem i hans umyndige“aar, og forbød dets medlemmer at holde andre edsvorne tjenere end dem, som de daglig holdt paa sin kost og klæder. Hvad der har bevæget kongen til netop paa denne tid at give en saadan bestemmelse, oplyses ikke; men da der allerede i det følgende aar, 1333, forefaldt nye uroligheder mellem aristokratiet, staar retterboden rimeligvis paa den ene eller anden maade i forbindelse dermed.

Hovedmændene for den reisning mod kongen, der kom til udbrud i 1333,[10] vare den tidligere drottsete, hr. Erling Vidkunnssøn, Jon og Sigurd Hafthorssøn og Ulf Saksessøn. De to Hafthorssønner vare børn af kong Haakons datter Agnes, der var bleven gift med hr. Hafthor Jonssøn, en søn af den i Haakon V.s tid hyppig forekommende baron, hr. Jon Ivarssøn Raud. De vare paa denne tid de høibyrdigste, maaske ogsaa de rigeste mænd paa Østlandet. Forbundets fjerde mand, Ulf Saksessøn, tilhørte en æt fra Hedemarken, hvor han selv eiede jordegods.[11] Om nogen samlet optræden fra aristokratiets side var der ved denne leilighed ikke tale. Hestbøætten stod paa kongens side, og det kan endog være rimeligt, at grunden til den hele reisning ligesaa meget maa søges i de andre storætters misfornøielse med den indflydelse, som dens ene repræsentant, hr. Ivar Agmundssøn, kan have havt hos kongen, som i deres uvilje over den maade, hvorpaa denne havde ført landsstyrelsen i det ene aar, der var hengaaet efter myndighedserklæringen. Kongen havde jo netop selv rettet meget stærke beskyldninger mod de tidligere magthavere, og disse kunde være ligesaa berettigede, som de klager, der fra deres side kunne være rettede mod ham. Derhos maa der ikke lægges for megen vægt paa den selvstændighed, hvoraf kong Magnus i en alder af seksten til sytten aar kunde være i besiddelse. Hans omgivelser maatte med nødvendighed faa indflydelse over ham, og naar det af flere træk synes at fremgaa, at netop hr. Ivar Agmundssøn (Rova), der som befalingsmand paa Baahus hyppigst var hos ham, var i fuld besiddelse af den unge konges tillid og vidste at benytte sig deraf, ligger det nær at betragte ogsaa denne reisning som et nyt udtryk for den splittelse, som allerede længe havde hersket inden aristokratiet og lammet dettes kraft. Forsaavidt bliver den en fortsættelse af den ældre tvist, hvorunder hovederne for Giske-Bjarkøætten og for Hestbøætten havde staaet hver paa sin side.

Dermed er det imidlertid ikke givet, at hr. Erling og hans venner ikke ogsaa have været ledede af politiske bevæggrunde, og navnlig kan hr. Ivar Rovas optræden under forhandlingerne om den svenske krones erhvervelse af Skaane have vakt betænkeligheder hos hans rivaler.[12] Kongens fravær fra landet og de derved foranledigede uregelmæssigheder i styrelsen maa ogsaa have havt sin andel i misfornøielsen og have maaske endog været den nærmeste anledning til dennes udbrud. Naar nemlig kongen var fraværende og ingen paa hans vegne forestod landsstyrelsen, maatte det nødvendig virke hemmende paa mange omraader. Dette maatte føles dobbelt trykkende, efterat man i længere tid havde vænnet sig til at have en rigsforstander og se ham udføre regjeringens forretninger med kongelig myndighed.

Om urolighederne vides kun lidet, og selv dette er maaske ikke engang aldeles sikkert. Saa meget sees, at hr. Erling forholdt kongen Tunsberghus, medens de øvrige misfornøiede holdt til paa Oplandene, hvor de fangede biskoperne af Hamar og Oslo. Om blodige kampe høres der intet, og det kan for den sag gjerne være, at den hele reisning ikke har krævet et eneste menneskeliv, men mere har gaaet ud paa at røve og plyndre modpartens eiendomme. I ethvert fald blev den ikke af lang varighed.[13]

Rimeligvis er striden bleven bilagt ved et møde, som synes at være holdt paa Baahus mod slutningen af 1333, og hvorved kongen selv, ialfald til en tid, var nærværende.[14] Ved denne leilighed synes ialfald flere af rigets biskoper at have været tilstede, og den pavelige tiendesamler Petrus Gervasii var udtrykkelig opfordret til at komme derhen. Han siger selv, at han foretog reisen ad instanciam nobilium regni Norvegiæ, og har derfor maaske været mægler mellem de stridende parter. Ved mødet maa foruden disse rimeligvis ogsaa de fleste raadsherrer have været tilstede; men noget bestemt vides ikke herom, ligesom man heller ikke kjender nærmere til de midler, som anvendtes for at bilægge uenigheden.

Kongen, der i denne sag igjen maa have været ledet af hr. Ivar, har imidlertid efter al rimelighed – maaske allerede, inden mødet blev afholdt – maattet gjøre nogle indrømmelser, ved hvilke han har kunnet fjerne den vigtigste ankepost, der var ført imod hans styrelse, medens han paa samme tid opnaaede at beholde hr. Ivar som den, der med ham ledede landsstyrelsen. Forsaavidt reisningen var rettet imod denne, havde den saaledes forfeilet sit maal. Imidlertid maa det her atter igjen erindres, at vor kundskab om disse forhold er yderst mangelfuld, og at den fulde sammenhæng mellem begivenhederne blot til en del lader sig ane.

I et brev af 20de September 1334 kaldes hr. Ivar Rova »kongens drottsete i Norge«, hvilken værdighed han da først nylig kan have faaet.[15] Betydningen af denne udnævnelse kan ikke være tvivlsom. Derved fik raadet paa ny en formand, som, naar kongen var fraværende, kunde være dets selvskrevne leder og optræde som rigsforstander, saaledes at for eftertiden rigsstyrelsen til alle tider under kongens fravær kunde have sit naturlige midtpunkt inden landet. Et saadant havde man hidtil savnet fra den tid af, at hr. Erling nedlagde sin værdighed. Maaske er hr. Ivar ikke før ud paa sommeren 1334 bleven drottsete, og rigsforstanderskabet er da i kongens fravær bleven ført af et andet medlem af raadet. Ialfald haves der et brev, som i kongens navn er givet i Tunsberg 1ste Mai 1334, og som siges at være udstedt hiauerandum virduleghum herra ok vin varom hinum kærazsta herra Salomone með guds miskun biskupi j Oslo; herra Hakon Oghmundrson insiglaðe Paall klærkr ritaðe.[16] En saadan formel er ikke ellers anvendt i noget andet nu bevaret brev; den viser imidlertid, at biskop Salomon maa have havt fuldmagt til at optræde paa kongens vegne, og at hr. Haakon derved har udført kanslerens forretninger og saaledes rimeligvis ogsaa har havt fuldmagt som seglbevarer. I brevet tales der om, at kongen og hans raad (ver ok rad vaart) havde seet de ældre dokumenter, som skulde bekræftes, men da kongen selv var fraværende – han var da i Stockholm – er dette udtryk kun en formel, som alene viser, at de nævnte mænd ere optraadte paa raadets vegne og i kraft af kongens særlige udnævnelse til dette hverv. Men hvorvidt de saaledes have gjort tjeneste som en slags rigsforstandere, inden hr. Ivar var bleven udnævnt, eller om de kun have udøvet denne myndighed for en enkelt leilighed, vides ikke. Begge dele kunne være lige sandsynlige.

I ethvert tilfælde har kongen for at dæmpe misfornøielsen grebet til den forholdsregel at overdrage en større myndighed. til raadet og lade en eller flere af dettes medlemmer i sit fravær lede styrelsen. Ved at sætte hr. Ivar i spidsen for raadet gav han dette tillige en formand, der hørte til hans egne nærmeste tilhængere, og kunde saaledes træffe denne foranstaltning med saa meget mindre betænkelighed. At raadet eller enkelte af dets medlemmer kunde udrustes med kongelig myndighed for et enkelt eller flere tilfælde, var ingen nyhed. Dette havde allerede været brugt i kong Haakons dage,[17] og ovenpaa den lange formynder-styrelse maatte det falde endnu naturligere ligesom man ogsaa i denne henseende kunde holde sig til exemplet fra Sverige, hvor raadet styrede lige godt, enten kongen var inden eller udenfor landets grænser. Under foreningen med Sverige blev det, efter de forudsætninger, hvorpaa denne var grundet, en nødvendighed, at raadet fik en saadan selv- stændig stilling, saafremt ikke den offentlige forretningsgang skulde blive stærkt lammet. At tilstaa sine raadgivere for længere tid en stilling af denne art og derved styrke deres selvstændighed har dog neppe været kongens tanke. Det varede heller ikke længe, inden han forsøgte at tage igjen, hvad han havde maattet indrømme, uden at bekymre sig om de følger, dette maatte have «for landsstyrelsen.

De mænd, som kong Magnus i 1334 sees at have gjort til de første i raadet, vare alle hans personlige tilhængere og venner. Saaledes maatte det ubehagelige ved at gjøre indrømmelser formindskes for ham. Hr. Ivar har maaske endog været den, som har givet kongen det raad at benytte denne udvei, der bragte ham selv paa den høieste post i riget. Hvis kongen havde vedblevet at gaa ud fra de samme grundsætninger, vilde saaledes i den følgende tid raadets indflydelse omtrent være bleven den samme, som før 1332, og formynder-styrelsen var da bleven næsten umiddelbart fortsat i en raadsstyrelse, ligesom efter 1280. Dette skede imidlertid ikke. Udnævnelsen af en drottsete har fra kongens side vistnok blot været tænkt som en midlertidig foranstaltning, der kun skulde gjælde for den tid, hvori han selv denne gang var borte fra landet.

Hvis hensigten havde været at lade drottsetens embede blive af længere varighed og derved grunde en fast centralstyrelse for Norge, der var selvskreven til at overtage regjeringen i det øieblik, kongen forlod riget, maatte det vel ogsaa efter den senest anvendte praxis have ligget nær at udnævne en ny kansler, som kunde have det kongelige segl i forvaring inden riget. Men dette skede ikke. Efterat hr. Paal Baardssøn i 1333 var bleven erkebiskop,[18] var der neppe fra kongens side foretaget noget for at skaffe ham en efterfølger som kansler.

Af de kongebreve, som efter denne tid ere bevarede fra et tidsrum af flere aar, er der kun nogle ganske faa, i hvilke det angives, at de ere beseglede af en bestemt person. Et af disse er det ovenfor (s. 185) omtalte af 1ste Mai 1334; et andet er af 23de April 1340, som baade er skrevet og beseglet af den kongelige klerk, sira Paal Styrkaarssøn.[19] Fra 1342 og 1343 haves derhos nogle kongebreve og retterbøder, som ere beseglede af sira Arne Aslakssøn, kongens klerk, som han tildels kaldes, i kongens nærværelse.[20] Tildels nævnes der i disse, hvem der har skrevet dem, tildels ikke; en enkelt gang har sira Arne beseglet med kongens sekret eller mindre segl, hvilket ogsaa undertiden ellers siges at være anvendt,[21] naar brevet er udstedt i kongens nærværelse, uden at nogen kansler eller anden beseglende nævnes, en enkelt gang med tilføielse af, at det mindre segl maatte benyttes, da man ikke havde det større ved haanden.[22] Fraregnet disse tilfælde kjendes der neppe noget kongebrev for aarene 1334–1344, hvori det nævnes, hvem der har beseglet det. Overalt ellers anvendes den sædvanlige formel: insiglat oss sjálfum hjáverandum, uden at det siges, hvem der har foretaget denne handling,[23] medens den klerk, der har skrevet brevet, i regelen nævnes (Paal Styrkaarssøn, Ivar Audunssøn, Haldor Agmundssøn og Helge Ivarssøn). En egen fremgangsmaade er anvendt ved retterboden af 30te August 1337.[24] I denne omtales ikke nogen besegling med kongens segl; det heder kun, at biskoperne Halvard af Hamar og Haakon af Bergen satte sine segl under. Det nu kjendte aktstykke er imidlertid ikke den oprindelige retterbod, der saaledes lige fuldt kan have været beseglet under iagttagelse af de sædvanlige former, hvilket vel ved denne leilighed var saa meget mere nødvendigt, som en større del af rigsraadet der var nærværende.

Kong Magnus har paa denne maade øiensynlig anseet det for unødvendigt at ansætte nogen kansler. Naar han undlod dette, kunde han uden nogen kontrol fra sine raadgiveres side føre det store og det lille segl med sig, hvorhen han vilde.[25] Idet kanslerens embede nu faktisk maatte blive noget andet, end kong Haakon havde villet gjøre det til, var det fra kongens side noksaa naturligt, at han i det længste kviede sig ved at besætte det. Kun paa den maade var det ham muligt at hindre raadet fra at faa den afgjørende indflydelse i de tilfælde, hvor det kongelige segl skulde anvendes. En kansler, der blev i Norge, medens kongen var fraværende fra landet, maatte altid mere blive en talsmand for de interesser, som repræsenteredes af hans kolleger i rigsraadet, end for kongens, og han maatte snarere betragtes som en seglbevarer for dette end for kongen. Naar saaledes kong Magnus undlod at udnævne nogen ny kansler, medens der efter Paal Baardssøn kom en ny provst ved Mariakirken, Erling Gullessøn, da var grunden hertil en ganske anden end den, der i sin tid havde bevæget hr. Erling Vidkunnssøn til som drottsete at styre landet uden kansler. Enten rigsseglet var i hænderne paa en drottsete eller kansler, kunde for aristokratiet være en forholdsvis ligegyldig sag, naar kun begge stode paa dets side, og forsaavidt kansleren efter den gamle praxis skulde være en geistlig, kunde det endog fra deres standpunkt have sine fordele, at embedet stod ubesat. Ved hr. Paals udnævnelse var det heller ikke hensyn til kongemagten, der gjorde sig gjældende. Han kom netop frem paa grund af den høiere geistligheds ønsker om ogsaa at have et fast støttepunkt inden raadet.

Naar der ikke var nogen kansler, naar kancelliet fulgte kongen og en af de kongelige klerke kunde udføre beseglingen af retterbøder og kongebreve, var der intet til hinder for, at kongen ogsaa kunde tage seglet med sig udenfor landet. I dette tilfælde var det imidlertid ikke til nogen nytte, at der inden dettes grænser sad en drottsete, idet hans virksomhed var aldeles lammet, naar han ikke kunde benytte seglet. Paa. grund deraf maa det ogsaa antages, at det ikke er nogen tilfældighed, naar hr. Ivar Rova ikke efter 1334 nævnes som drottsete, men at han snart igjen er traadt tilbage,[26] enten fordi det aldrig havde været tænkt, at hans stilling skulde være andet end midlertidig, eller fordi han selv har følt sin stilling overflødig.[27] I Sverige vekslede drottseterne hyppig; de udnævntes derfor hver gang, kongen forlod landet, og traadte snart igjen tilbage. Saafremt kong Magnus ved hr. Ivars udnævnelse havde villet vise, at han ogsaa i Norge vilde følge en lignende fremgangsmaade, synes han imidlertid ikke senere at have opfyldt hvad han paa den maade nu havde lovet. Under hans senere fravær fra. Norge forekommer der ingen drottsete.

Idet kong Magnus paa nyt forsøgte at regjere uden drottsete og kansler i Norge, var dette tillige et tegn paa, at han saa meget som muligt søgte at unddrage sig rigsraadets indflydelse. Forsaavidt var han besjælet af den samme aand, som sin morfader, men han savnede dennes dygtighed og begunstigedes ikke i samme grad som han af omstændighederne. Kong Magnus regjerede Norge ligesaa meget fra Sverige, som fra landet selv, og mange af hans kongebreve ere udstedte i Sverige, selv om de angaa spørgsmaal, med hvis afgjørelse det ikke havde nogen hast. Undertiden synes kongen selv at have havt en følelse af, at han fulgte en opsigtvækkende fremgangsmaade og derfor at have forsøgt at undskylde denne.

Da han saaledes 8de September 1336 under et ophold i Stockholm overdrog Maridalen m. m. til Mariakirken i Oslo, tog han derved det forbehold, at dette kun skulde gjælde, indtil han selv kom til Oslo og der med sine bedste mænds raad traf en ny og sikrere bestemmelse derom.[28] I de fleste tilfælde nævnes der imidlertid intet om rigsraadet, uanseet om vedkommende kongebrev er udstedt i det ene eller andet rige. Medens det tidligere indtil. 1333 ved fornyelse af privilegier jævnlig hed, at kongen og hans raad havde seet og læst disse, anvendes dette udtryk aldeles ikke i de første aar efter denne tid. Saaledes siges det i et brev, som kongen har udstedt i Oslo 29de September 1337,[29] kun, at han selv har gjennemlæst de privilegier og gavebreve, som han da stadfæstede for Mariakirken i Oslo. Dog forekommer der ogsaa fremdeles exempler paa, at kongen paaberaaber sig raadets medvirkning, saaledes i et brev af 10de Marts 1338, udstedt i Tunsberg.[30] Ved dette udnævnte kongen hr. Erling Vidkunnssøn til ombudsmand og værge for en fru Aasa, som han selv siger med vara godra manna samþykt. Udtryk, som dette, indeholde en erindring fra ældre tider, da kongens raadgivere stode i en ganske anden stilling end nu, og da raadet som institution endnu kun var udviklet i sine første, svagere omrids. Ogsaa retterboden af 30te August 1337 siges at være udstedt med rade oc tilloghu virdulighra herra, herra Halvardar, Hakonar med guds nad biskupa i Hamre oc Biorghvin oc alls rikigsins radrs samþykt er þar var þa.[31] Herved maa dog mærkes, at efter den form, hvori denne retterbod er bevaret, kan det ikke afgjøres, om dens oprindelige ordlyd netop har nævnt raadets medvirkning paa en saa udtrykkelig maade.

Af hvad der nu kjendes til kong Magnus’s styrelse, synes det, som om han, efterat den omtalte reisning lykkelig var dæmpet, endog mindre end før har villet benytte raadet. De regelmæssige raadsmøder synes dog ikke paa denne tid at være gaaede aldeles af brug. Saalænge rigsraadet ikke havde nogen formand i en drottsete, der kunde samle det, selv om kongen ikke var tilstede, maatte rigtignok kongens hyppige og lange fravær i Sverige og den dermed følgende mangel af en organiseret regjering tildels vanskeliggjøre afholdelsen af saadanne møder. Men de kunde dog ikke ganske undgaaes. Samtidig med provincial-konciliet i Nidaros 1334 har der maaske været holdt et raadsmøde i denne by, hvor ialfald hr. Ivar Agmundssøn da var tilstede som drottsete, og hvor han i denne egenskab kan have havt forsædet.[32] I 1335 kan det ogsaa antages, at der har været flere raadsherrer forsamlede, da kongen, rimeligvis paa Baahus slot, feirede sit bryllup med Blanche af Namur. Fra 1336 haves der endog en efterretning om, at kongen skal have forhandlet med det norske rigsraad i anledning af sin kroning i Sverige.[33] Han var denne sommer selv i Norge, og da der da ogsaa afholdtes et provincial-konsilium i Tunsberg, kan det antages, at der i forbindelse med dette har været afholdt en almindelig forsamling af raadet, paa hvilken det omhandlede spørgsmaal har været drøftet.

Medens i det hele taget kong Magnus synes at have arbeidet paa at holde raadet udenfor deltagelsen i den daglige styrelse af hans norske rige, har han altsaa alligevel ikke helt kunnet undlade at tage hensyn til denne korporation.[34] Mellem hans og kong Haakons stilling til raadet bliver der en meget stor forskjel. Haakon V havde uddannet sit monarkiske system paa bestemte forudsætninger, som en enevoldsstyrelse, der i flere henseender frembyder ligheder med den danske efter 1660. I dette system havde ogsaa raadet sin plads. Dattersønnen vilde kun nødig indrømme det en saadan, men kunde ikke helt gjennemføre sine planer. Paa den ene side lagde foreningen med Sverige mægtige hindringer i veien derfor; paa den anden side havde rigsraadet nu en gang vænnet sig til at have magten. Forholdene havde udviklet sig saaledes, at kong Haakons system ikke mere lod sig opretholde uden forandring, da unionen gjorde det umuligt for monarken til alle tider at staa som styrelsens personlige midtpunkt. Ovenpaa den lange formynder-styrelse var det heller ikke let at gjennemføre en regjering i rent absolutistisk aand, saaledes som man med en vis ret kan opfatte den nye konges hensigt. Efter de forudsætninger, hvorpaa unionen af 1319 var bygget, maatte det i alle tilfælde ligge nærmest at organisere en fast regjering, hver gang kongen forlod landet, ud af raadets midte, saaledes som det synes at være skeet i 1334, og ved dennes side at anerkjende det samlede raad som en repræsentation [for rigets aristokrati og høiere geistlighed. Hertil var der i 1334 gjort et tilløb, men derved var man senere bleven staaende. Eftersom Magnus blev ældre, synes han endog at have unddraget sig de mænds indflydelse, til hvilke han i sin første tid som myndig konge havde lyttet. Saaledes kom han ogsaa paa en spændt fod med disse, som under andre omstændigheder vilde have været de første til at støtte hans regjering. Han selv bidrog mere end nogen anden til at styrke modstanden.

Mellem dem, som kongen med størst lethed havde maattet kunne vinde for sig, vare netop flere af biskoperne, der jo tidligere havde vist sig som hans tilhængere. Disse havde allerede af Haakon V faaet en fastere stilling i raadet, end de tidligere havde havt. De stode nu med erkebiskopen i sin spidse som en anerkjendt del af denne korporation, hvis ydre præg derved ogsaa tildels blev et andet, end det før havde været. Forsaavidt raadet paa denne tid endnu har været en temmelig talrig korporation,[35] trængtes der, hvis dette skulde faa andel i den daglige styrelse, først og fremst til de høiere embedsmænd, hvis pladse kongen lod staa ubesatte, og dernæst til en snevrere komité af raadet, der kunde træde i stedet for den tidligere formynder-styrelse. At udnævne en saadan laa neppe heller i kongens tanke. Medens han i Sverige stadig saa sin magt indskrænket af rigsraadet, var det, som om han for sit andet rige af al magt arbeidede paa at holde dette nede. Men exemplet fra Sverige maatte netop blive opmuntrende for de norske raadsmedlemmer; at følge det laa meget nær. Alene ved at lægge en udvidet magt i deres hænder kunde jo desuden den forudsætning opretholdes, hvorunder foreningen med Sverige oprindelig var sluttet.

Under saadanne forhold er det naturligt, at der maatte høres om misfornøielse og gjæring mellem aristokratiet. Kongen bestemte sig til at møde denne og udskrev et møde til 22de Juni 1337, rimeligvis i Oslo.[36] Dette kom dog først istand nogle maaneder efter den oprindelig fastsatte tid og holdtes da i Oslo, hvorhen kongen ogsaa selv kom og opslog sin residens paa Akershus. Maaske er han ved den samme leilighed tillige bleven kronet som norsk konge. Foruden erkebiskopen var biskop Haakon af Bergen, biskop Halvard af Hamar og sandsynligvis ogsaa Oslos egen biskop Salomon derved tilstede. Af de verdslige raadsherrer synes hr. Erling Vidkunnssøn ikke at have indfundet sig, hvorimod hans unge søn, Bjarne Erlingssøn, kom til mødet. Af andre tilstedeværende kjendes brødrene hr. Jon og Sigurd Hafthorssøn, hr. Ivar Agmundssøn og hr. Paal Erikssøn, maaske ogsaa hr. Ulf Saksessøn, der netop paa denne tid ligesom Jon Hafthorssøn er bleven ridder.[37] Under dette raadsmøde udstedtes den ovenfor (s. 187 og 190) omtalte retterbod af 30te August 1337, der synes at have forudsat en medvirkning af det samlede raad. Mærkeligt er det, at det brev, hvorved kongen under dette samme ophold i Norge bekræftede de ældre gaver og rettigheder, som vare skjænkede Mariakirken i Oslo, aldeles ikke nævner rigsraadets deltagelse. Her var det jo virkelig forud (s. 190) stillet i udsigt, at kongen vilde indhente dettes samtykke til den sidste store gave, som han havde givet denne sin morfaders yndlingskirke, og naar han nu netop lod den bekræfte under sit ophold i Oslo, er det neppe tænkeligt, at han ikke skulde have taget det hensyn til rigsraadets medlemmer, at tage dem med paa raad. Men da er det ogsaa noget paafaldende, at der ikke nævnes noget derom. Hovedøiemedet med det hele møde var vel imidlertid at istandbringe en ordning, hvorved det kunde lykkes kongen at dæmpe den i landet herskende misfornøielse. Men heraf blev der intet. Kongen synes at have lovet, at han vilde indfinde sig ved et stort møde, der skulde afholdes i Nidaros det følgende aar, som dog ikke kom istand, da han forinden maatte ile til Sverige.[38]

Under kongens ophold i Norge var der fremdeles gjæring, som snart kom til udbrud. Denne gang findes hr. Ivar Agmundssøn selv i spidsen for det urolige parti ved siden af Hafthorssønnerne, medens hr. Erling Vidkunnssøn, der om vaaren 1338 var hos kongen i Tunsberg, nu synes at have staaet udenfor og ialfald ikke personlig var med i reisningen. Denne selv havde et noget blandet præg; de misfornøiede havde derved baade almindelige og private formaal for øie, og da der i Februar 1339 i Skara sluttedes en foreløbig overenskomst,[39] havde denne nærmest karakter af et rent privat opgjør mellem kongen og de misfornøiede. En af disse bestemmelser var dog ganske mærkelig, forsaavidt den synes at have tilsigtet at give rigsraadet ret til med kongen at afgjøre, hvem der skulde føre befalingen paa rigets borge. Sigurd Hafthorssøn havde nemlig sat sig i besiddelse af Akershus og lovede nu at overgive dette slot til en mand, som kongen og hans raadgivere eller, som det udtrykkelig siges, flertallet af disse dertil fandt passende. Denne overenskomst skulde dog ikke betragtes som nogen endelig, da der senere paa aaret skulde holdes et møde, hvortil ikke alene samtlige kongens raadgivere, men ogsaa andre fremragende mænd, geistlige og verdslige, skulde indkaldes.[40] Men dette møde, som maatte være blevet et rigsmøde i videste forstand, blev ikke afholdt, hvorimod en del af raadets verdslige medlemmer, maaske ogsaa andre, kom sammen i Tunsberg og der traf sine aftaler.

Kongen synes imidlertid at have havt et indtryk af, at noget maatte gjøres. Saaledes erfares det, at han i slutningen af 1339 havde overdraget til erkebiskopen smed andre af rigsens raad og andre forstandige mænd« at ordne forskjellige anliggender, hvormed ogsaa i følgende tid biskop Haakon af Bergen og flere andre bistode ham. Erkebiskopen var i den første del af den paafølgende sommer (1340) i Bergen, hvor der blev holdt en slags raadssammenkomst med tilkaldelse af andre sagkyndige personer. En af dem, som man havde anmodet om at komme derhen, var hr. Erling; men da han endnu ikke var ankommen i de første dage af Juli, bleve forhandlingerne satte i gang uden ham. Ogsaa biskop Haakon havde af kongen faaet befaling til at deltage i disse, der, saavidt sees, bl. a. angik myntningen.[41] Kongen havde imidlertid ved denne eftergivenhed just ikke tænkt paa at ville give al magt fra sig. Han havde selv forbeholdt sig den endelige afgjørelse, og erkebiskopen med de øvrige tilkaldte geistlige og verdslige herrer vare saaledes kun en forberedende kommission. Da misfornøielsen netop gjaldt kongens selvraadige optræden, var det naturligt, at saadanne halve forholdsregler ikke udrettede, hvad dermed tilsigtedes. I det høieste kunde kongen derigjennem opnaa at udhale den endelige afgjørelse. Da han omtrent paa denne tid, som det synes uden at spørge raadet, unddrog Haalogaland og skatlandene fra Bergens fehirdsle, for i stedet at lægge dem under sit fadebur, var dette et nyt tegn paa, hvorledes han var tilsinds at styre landet, og da der fra enkelte raadsherrers side gjordes forestillinger herimod, førte disse ikke til noget.[42] Under disse omstændigheder var det ikke paafaldende, at gjæringen i landet holdt sig, og at de verdslige og geistlige stormænd tilsidst maatte blive i den grad misfornøiede, at de alene vilde lade sig tilfredsstille ved en opløsning af unionen, som den eneste udvei, der helt ud opfyldte de krav, som de stillede.

I 1343 drev man det virkelig ogsaa til, at en saadan ordning kom istand, idet kongens anden søn Haakon erholdt navn og værdighed som Norges konge, foreløbig rigtignok under formynderskab af sin fader, men dog saaledes, at han ved opnaaelsen af den myndige alder skulde være aldeles selvstændig. I Sverige skulde derimod Magnus for sin levetid vedblive at være konge. De ydre baand, som efter denne tid sammenholdt de hidtil forenede riger, vare kun svage; i virkeligheden havde kongen ialfald fra den tid, hans søn blev myndig, frasagt sig regjeringen i Norge, hvor nu raadet atter syntes at skulle være sikkert paa at have rigsstyrelsen i sine hænder. Meningen kan fra deres side, som fik denne sag ordnet efter sit hoved, neppe have været nogen anden, end at raadet skulde være den virkelige formynder-styrelse, uagtet der forbeholdtes kong Magnus en formel bevarelse af hans tidligere magt, saalænge sønnen endnu ikke var bleven myndig. At en konge paa denne maade opgav sin throne til fordel for en yngre søn, var noget aldeles nyt. Den hele forhandling var i sig selv noget ganske usædvanligt, og den ledsagedes ogsaa af former, der tidligere aldrig havde været benyttede i Norge. Man har i disse troet at finde de første spor af en stands-repræsentation. Det maa ogsaa indrømmes, at der virkelig er grunde, som kunne tale for en saadan opfatning af den statsakt, der skulde bekræfte thronens overgang til kong Haakon. Hvad der i ethvert fald kun løst kan være antydet i 1323,[43] fremtraadte nu noget mere bestemt.

Da det norske aristokrati tvang kong Magnus til at overgive riget til sin søn, var det vistnok rigsraadets medlemmer, som øvede den egentlig bestemmende indflydelse; men da de derom fattede beslutninger vare af en særdeles vigtighed, ansaaes det dog for nødvendigt at lade dem bekræfte af almuen. Man valgte derved at indkalde dennes repræsentanter til en forsamling, der ganske vist frembyder adskillige ligheder med de gamle rigsmøder, men tillige ogsaa er væsentlig forskjellig fra disse. Forhandlingerne vise for det første den særegenhed, at de verdslige og geistlige stormænd optræde særskilt hver for sig, og at der bagefter ikke alene har været indkaldt repræsentanter for almuen i den forstand, hvori man hidtil havde taget dette ord, men ogsaa for kjøbstæderne. Dette kan neppe opfattes paa anden maade end som bevis for, at der er begyndt at danne sig en bevidsthed om, at disse ligesaavel som landet vare berettigede til en særskilt repræsentation paa rigsmøderne, og man kan deri se de første spirer til en virkelig standsforskjel. De verdslige raadsherrer, som vilde drive thronfrasigelsen igjennem, mødte 15de August paa Vardberg. De vare hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Ivar Agmundssøn, hr. Jon Hafthorssøn, hr. Haakon Agmundssøn, hr. Agmund Guthormssøn[44] og hr. Ulf. Saksessøn, samt væbnerne Sigurd Hafthorssøn, der aaret i forveien havde ægtet hr. Erlings datter og dermed var trukken ind i kredsen af Giskeættens interesser, Bjarne Erlingssøn, hr. Erlings eneste søn, Agmund Finnssøn, hvis fader hr. Finn Agmundssøn paa Hestbø formodentlig paa den tid netop var død eller ialfald laa paa sit yderste, Gjerd Smidssøn og Eiliv Eilivssøn af Naustdal. Disse udstedte paa den ovenfor nævnte dag en kundgjørelse om, at de havde været forsamlede in consilio hos kong Magnus, som da havde erklæret, at han vilde gjøre sin yngre søn, junker Haakon, til konge, hvem de da ogsaa med glæde vilde antage. At meningen hermed var en opløsning af foreningen med Sverige, viser sig noksom af de forsigtighedsregler, som der videre toges for at forhindre den ældre af kongens sønner, junker Erik, fra at trænge sig ind i regjeringen i Norge, og ligeledes forebygge forsøg fra kong Haakons side paa at faa herredømmet i Sverige, hvor thronfølgen var forbeholdt den ældre kongesøn og hans linje. For øvrigt er den hele kundgjørelse noget kortfattet med hensyn til de nærmere bestemmelser om maaden, hvorpaa rigets styrelse for eftertiden skulde ordnes. I denne henseende sige udstederne kun, at de med glæde have modtaget den nye konge, prout domini nostri regis Magni præfati ac prælatorum regni Norvegiæ literæ super hoc negocio plenius declarant et insinuant.[45] Der maa altsaa ved den samme leilighed, maaske endog noget tidligere, være udstedt andre kundgjørelser om thronens overgang til kongens anden søn, en af kong Magnus selv, en anden af biskoperne og maaske ogsaa af andre høierestaaende geistlige i forening med dem. Disse breve ere dog ikke nu længere bevarede. Derimod har man det brev, som i samme anledning længere ud paa høsten blev udstedt af de svenske prælater, medens for Sveriges vedkommende de verdslige herrers kundgjørelse ikke mere er til. Uagtet den fremtidige ordning af styrelsen var forskjellig i begge riger, da kong Magnus i Sverige skulde beholde regjeringen for sin livstid, maa der dog have været anvendt tilsvarende former paa begge steder, og de nu bevarede aktstykker kunne saaledes antages gjensidig at kaste lys over hverandre.[46] Hvorfor i Norge, ligesom i Sverige, de geistlige og verdslige herrer optræde særskilt og ikke samlet, som medlemmer af rigsraadet, lader sig ikke tilfredsstillende forklare. I de norske verdslige herrers brev omtales de selv som raadsmedlemmer, og senere hen siges det ogsaa, at overdragelsen var skeet med samtykke af det norske rigsraad. For Norges vedkommende kunne tilfældige omstændigheder have hindret prælaterne fra at være tilstede paa samme tid som de verdslige herrer, der maaske netop i forveien havde været i Helsingborg og der deltaget i fredsslutningen med de tydske stæder.[47] I Sverige derimod maatte det være lettere at faa istand en sammenkomst af geistlige og verdslige raadsherrer paa en gang.

Efter den i Norge forhen brugelige fremgangsmaade skulde en saadan vigtig forandring i rigets statsretslige stilling, som den, der foregik ved denne leilighed, være bleven vedtagen paa de store thing ved folkets hyldning af den nye konge. Maaske fordi omstændighederne ikke gjorde det let for den unge konge at indfinde sig personlig paa disse steder, maaske af andre grunde nøiedes man denne gang med at indkalde til Baahus, altsaa det punkt inden Norges grænser, der laa nærmest ved Sverige, i hvilket land den unge konge opholdt sig, en forsamling af repræsentanter for de forskjellige landsdele og byer, som der skulde vedtage den overenskomst, som rigets raad i 1343 havde afsluttet med kong Magnus om Norges overdragelse til kongesønnen Haakon. Men dette maatte kræve en længere tid, og først den følgende sommer kunde mødet finde sted. Da indfandt der sig i Juli 1344 paa Baahus repræsentanter for de fire kjøbstæder Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, samt formodentlig for de fleste landsdele, og disse vedtoge den forud af geistlige og verdslige herrer besluttede forandring, idet de hyldede den unge konge.

Herom udstedtes ogsaa et særskilt brev (af 17de Juli 1344). I indledningen omtales som de, der lode dette brev udgaa, »alle bymænd af Nidaros, Bjørgvin, Oslo og Tunsberg, alle bønder og almue af Stjørdals fylke, Gauldals fylke, af den øvre og nedre halvdel af Naumdals fylke, af Søndmøre, af Søndhordland, Gulathingsmænd og af Hordaland«. Da kong Magnus »med rigsraadets samtykke af Norge« havde givet sin yngre søn kongenavn med en del af landet paa den maade, som det nærmere var angivet i de derom udstedte breve, forpligtede de sig nu til at være ham hulde og tro, naar han selv overtog rigsstyrelsen, – hvorhos de ogsaa i denne anledning paatoge sig forskjellige forpligtelser. Til vidnesbyrd herom forseglede de brevet med sine byers og bygders segl. Af disse ere syv bevarede, nemlig for Nidaros, Bergen og Oslo, for Stjørdølerne, Øvre-Naumdalens og Søndhordlands bønder, af hvilke de to sidste ved denne leilighed benyttede de segl, som ellers anvendtes af et gilde i begge distrikter.[48]

Da dette brev ikke nævner repræsentanter for mere end visse dele af Norge, medens der ikke er nogen grund til at antage, at saadanne ikke skulde have fremmødt for det hele land, bliver det vanskeligt at opstille en forklaring, hvorfor ikke samtlige fremmødende have deltaget i dets udstedelse. P. A. Munch[49] har fremsat den formodning, at man her har for sig det brev, der blev udfærdiget af repræsentanterne for de landsdele, der straks skulde henlægges til den unge konges underhold, saaledes som ogsaa angives i selve brevet, skjønt uden nærmere oplysning om, hvilke landsdele dette var. Dette kan være noksaa sandsynligt, men synes dog ikke at være den eneste forklaring, som her kan opstilles. At Tunsberg og Oslo skulde høre med til den unge konges del af riget, medens de tilstødende landskaber indtil videre vare hans fader forbeholdte, er heller ikke meget rimeligt. Det bliver da vel saa nærliggende at følge den mening, hvorefter man ved denne leilighed ikke har villet opholde de fremmødte repræsentanter længere end netop nødvendigt, og at man derfor har ladet dem udstede saadanne erklæringer, eftersom de indfandt sig paa Baahus. At de byer, som nævnes i brevet, netop ere de fire civitates, der havde sit eget lagthing, er maaske ingen tilfældighed. Idet repræsentanter for disse fire langt fra hinanden liggende stæder saaledes have mødt frem paa samme tid, medens der ikke nævnes nogen, som er fremmødt for de mindre stæder i nærheden af saavel Oslo og Tunsberg som Baahus, stæder som Sarpsborg, Marstrand, Oddevald og Skien, ligger det nær at antage, at der overhovedet ikke har været indkaldt repræsentanter for andre byer end de nævnte.[50]


  1. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 125 flg.
  2. ↑ R. Keyser har i Den norske kirkes historie, II, s. 242 med megen skarpsindighed paavist, at kongen maa være erklæret myndig i 1332, ikke i det følgende aar. Smlgn. C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, I, x. Keyser har imidlertid ikke kjendt Detmars beretning. Se s. 181, note 2.
  3. ↑ Dipl. Norv. I, no. 216.
  4. ↑ Dipl. Norv. I, no. 217. Efter Detmar (Grautoffs udgave, I, s. 234 flg.) kom der i 1332 gesandter fra Lübeck, Rostock, Stralsund og Greifswald til kong Magnus paa Baahus, dar he do wart mundighe maket. De boden worven umme vriheit der dudeschen koplude to Berghen; dar ne kunde do en nen gnade schen, o. s. v. P. A. Munch, som med megen skarpsindighed har draget den slutning, at kongen er bleven erklæret myndig netop paa Baahus (Det norske folks hist., anden hovedafd. I, s. 124), og som, efter hvad han ellers anfører (smstds. s. 143), har kjendt, hvad Detmar straks efter beretter om hr. Ivar Agmundssøns forhold ved erhvervelsen af Skaane, synes aldeles at have overseet dette sted, der er den eneste kilde, som med bestemthed angiver tiden og stedet for myndigheds-erklæringen. Smlgn. ovenfor, s. 180 note 2.
  5. ↑ Dipl. Norv. II, no. 198. Den samme formel anvendtes allerede i formynder-styrelsens tid. Smlgn. ovenfor, s. 171.
  6. ↑ Dipl. Norv. III, no. 166.
  7. ↑ Dipl. Norv. I, no. 221. P. A. Munch, (Norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 147) antager, at dette brev, der er udstedt i Nidaros, maaske har været en blanket, som kansleren paa sin reise derop har taget med til udfylding.
  8. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 141: Iwar Audunarson ritade.
  9. ↑ Norges gamle love, III, s. 160: Ifwar Audunarson ritaði.
  10. ↑ Annales Islandici, s. 238.
  11. ↑ Dipl. Norv., I, no. 246. 256. Ulf har maaske været eier af den del af Saksegaarden i Oslo, som senere tilhørte biskopen i Hamar, og som maaske netop af ham er bleven overdragen til denne som erstatning for den ham tilføiede skade. Smlgn. Dipl. Norv., II, no. 941; IV, no. 715, 793; V, no. 100. En broder af Ulf var maaske Agmund Saksessøn, der mellem 1337 og 1348 oftere nævnes som lagmand paa Oplandene. Dipl. Norv., I, no. 265, 280, 287, 206; III, no. 191, 221; V, no. 202. Om andre, der rimeligvis have staaet paa samme side, se P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 159 flg.
  12. ↑ P. A. Munch har vistnok ret i den formodning, som han har fremsat (Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 143 og 153), hvorefter hr. Ivar Rova skulde være den weldighe riddere to Bawehuss, der omtales af den lübeckske krønikeskriver Detmar (Grautoffs udgave, I, s. 235), som den, der i dette spørgsmaal havde havt stor indflydelse hos kong Magnus.
  13. ↑ Annales Islandici, s. 250. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 151–163.
  14. ↑ P. A. Munch, anf. st. I, s. 156 og 160 og hans udgave af Pavelige nuntiers regnskabs- og dagbøger 1282–1334, s. 122.
  15. ↑ Dipl. Norv. III, no. 179.
  16. ↑ Dipl. Norv. II, no. 205. Brevet er en bekræftelse af et ældre prov om retten til fiskevandet Thessen i Gudbrandsdalen.
  17. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 116, 127 og 128.
  18. ↑ Det yngste nu kjendte kongebrev, som hr. Paal har beseglet, er vistnok et kgl. gavebrev, udstedt i Oslo 21de Marts 1333, skrevet af Ivar Audunssøn. Dipl. Norv. VI, no. 141.
  19. ↑ Dipl. Norv. I, no. 266. Smlgn. nedenfor, s. 131, note 3 og 195, note 1.
  20. ↑ Dipl. Norv., I, no. 277; III, no. 220; V, no. 160; VI, no. 164. Norges gamle love, III, s. 163.
  21. ↑ Dipl. Norv. V, no. 174.
  22. ↑ Dipl. Norv. V, no. 111: secretum nostrum, nostro non præsente majore sigillo, præsentibus est appensum. Ved latinske kongebreve anvendes for øvrigt i denne tid aldeles de samme formler, som under de foregaaende regjeringer. Dipl. Norv., III, no. 203; V, no. 115, 151; VIII, no. 151. I det sidste findes formelen: sigillum nostrum regni Norvegiæ præsentibus est appensum. Smlgn. ovenfor, s. 128 flg.
  23. ↑ Dipl. Norv., I, no. 241; II, no. 210, 213, 214, 224, 227, 229, 233, 253; III, no. 199; IV, no. 216; V. no. 114, 174.
  24. ↑ Norges gamle love, III, s. 151.
  25. ↑ Nogen nøiagtig oversigt over de tilfælde, hvori disse segl anvendtes, med hvad dertil hører, lader sig for øieblikket ikke tilveiebringe, hverken for denne, de foregaaende eller de efterfølgende kongers regjering. Dette kan først ske, naar der foreligger et norsk sigilværk, hvori alle diplomer ere angivne, i hvilke ethvert segl forekommer. I denne henseende give nu kun de senere dele af Diplomatarium Norvegicum nogen veiledning, medens man i de første lades aldeles i stikken. Saaledes faar man der ingen oplysning om, at kongens mindre segl er hængt som det andet, i den fra brevet skaarne seglrem under en dom af 24de Juni 1321 (D. N. III, no. 124). I dommen deltoge flere rigsraader, derimellem hr. Jon Bjarnessøn, konungs fehirðir i Noregi, og hr. Hauk Erlendssøn, hvilken sidste nærmest maa være den, som har beseglet med kongens segl (sigillum ad causas?). (Efter mundtlig meddelelse af hr. arkivfuldmægtig H. I. Huitfeldt). Sammenhængen med dette segls anvendelse ved en Gulathingsdom synes for tiden neppe at kunne forklares.
  26. ↑ P. A. Munch henfører (Norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 185) den tid, da hr. Ivar traadte af, til Oktober, men som det synes 1335, ikke 1334. Hans mening har dog neppe været nogen anden, end at dette allerede skulde være skeet 1334; han taler om hr. Ivars tilbagekomst fra Nidaros, og der var denne i September 1334, men neppe i samme maaned 1335. Det af Munch forudsatte, ellers ubekjendte raadsmøde maa da være holdt i 1334, ikke i 1335.
  27. ↑ Naar hr. Erling Vidkunnssøn i 1340 en enkelt gang kaldes drottsete, har dette neppe været andet end en erindring om, at han tidligere havde indehavt denne værdighed. Dipl. Norv. III, no. 202, s. 179. Havde hr. Erling fremdeles havt denne titel, maatte den sandsynligvis været nævnt i det nedenfor, s. 190, omtalte brev af 10de Marts 1338. – Kong Magnus synes i disse aar at have havt en stallar. I et brev fra 1335 omtales ialfald en Niculas stallære. Dipl. Norv., V, no. 95.
  28. ↑ Dipl. Norv. I, no 244: Skal þetta standa ok stadught vera allt þar til er ver komum sealfuer till Osloar, ok ver mæd vara betzstra manna rade ok tilloghu gerum þa stadfastre skipan a. Smlgn. Norges gamle love, III, s. 162. Den i samme verk som no. 72 trykte retterbod er, som P. A. Munch har paavist (Norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 190, note 2), kun udtog af bestemmelser, som kongen havde givet for Sverige med samtykke af dette riges raad.
  29. ↑ Dipl. Norv., II, no. 224.
  30. ↑ Dipl. Norv., II, no. 227. Smlgn. s. 189, note 2.
  31. ↑ Norges gamle love, III, s. 161.
  32. ↑ Dipl. Norv. III, no. 179. Smlgn. ovenfor, s. 184 flg.
  33. ↑ Magnus konungr korónaðr i Svíariki með [var: án] ráðsmanna ráði i Noregi. Annales Islandici, s. 242. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 192, note 3.
  34. ↑ Beretningen om, at kongen med sine raadsherrers raad havde tilbagekaldt alle før givne privilegier, synes kun at gjælde Sverige. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 262.
  35. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 136, hvor der er talt om sandsynligheden af, at raadet saavel paa kong Haakons tid, som efter dennes død maa have talt et betydeligt antal medlemmer. Selv om dette i den siden hengaaede tid havde undergaaet nogen formindskelse, kan denne ikke have været saa været stor, at der ikke fremdeles gjennem udnævnelse af nye raadsherrer har været temmelig mange af disse.
  36. ↑ Dipl. Norv. VIII, no. 95.
  37. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 96–101. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 205 flg.
  38. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 211–219.
  39. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 163.
  40. ↑ Omnes et singuli consiliarii nostri ac alii magis præcipui, tam clerici quam laici. Dipl. Norv. VII, no. 163, s. 176. Det berammede møde omtales i de islandske annaler (s. 250) som en »thingstevne.«
  41. ↑ Dipl. Norv. VIII; no. 125, 127, 128. Smlgn. P. A. Munch, Norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 232 flg. Da det ovenfor s. 187) omtalte brev fra 1340, der er beseglet af Paal Styrkaarssøn, er udstedt i Oslo paa en tid, da kongen rimeligvis var i Sverige, er det ikke umuligt, at rigsseglet da virkelig for en kortere tid har været betroet til denne kongelige klerk. Smstds. I, 239.
  42. ↑ Smlgn. P. A. Munch, anf. st. I, s. 249 flg.
  43. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 161.
  44. ↑ Denne var i 1335 eller 1336 bleven »hirdstyrer« i Viken. Dipl. Norv. I, no. 240, 307, 3809. I 1346 nævnes han atter (II, no. 277) og var fremdeles i 1354 medlem af raadet. II, no. 326. Smlgn. III, no. 256; V, no. 132, 193, 218. Han boede paa Thufn (Tom). IV, no. 363.
  45. ↑ Dipl. Norv. II, no. 258.
  46. ↑ P. A. Munch, Norske folks historie, anden hovedafdeling, I, 289 flg.
  47. ↑ Til raadets deltagelse i disse fredsforhandlinger kjendes intet. Hr. Ivar Agmundssøn blev ogsaa senere i Halland, hvor han i November 1343 var tilstede ved fredsslutningen med kong Valdemar. Dipl. Svecanum, V, no. 3743 og 3744. Hvorvidt andre norske raadsherrer paa samme tid vare hos kongen, vides ikke.
  48. ↑ Dipl. Norv. I, no. 290.
  49. ↑ Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 297 flg.
  50. ↑ Denne anskuelse er først fremsat af O. Rygh i fortsættelsen af Keysers Norges historie II, 566 flg.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/8&oldid=234076»