Det norske rigsraad/1

Yngvar Nielsen

Det norske rigsraad

Den norske forlagsforening, 1880 (s. 1-24).

I.

De ældste spor af et kongeligt raad i Norge.

---

Det trettende aarhundrede som afgjørende overgangstid. – Udviklingen af monarkisk-aristokratiske institutioner i Frankrige, England, Sverige og Danmark. – Tilsvarende udvikling i Norge. – Bestemmelser i Magnus Lagabøters lovgivning om de tilfælde, i hvilke kongen skal høre sine raadgivere. – Kongesagaernes omtale af kongernes raadgivere. – De ældste antydninger af saadanne i samtidige diplomer. – Det kongelige raad nævnt i handelstraktaten med Lübeck af 1250. – Freden i Perth 1266. – Lendermændene i 1273 og 1277. – Mere lavbyrdige elementer i raadet. – Betydningen af den mere almindelige anvendelse af skriftlig forretningsorden. – Et kongeligt kancelli udvikles. – Geistlighedens høiere dannelse. – Forretningsdygtigheden faar større vægt. – Det mindre raad. – Udviklingen af et større raad hemmes allerede tidlig.

Det trettende aarhundrede er i Norges ældre historie en betydningsfuld overgangstid. Ved borgerkrigenes afslutning gik det seirende kongedømme mægtigt og anseet ud af kampen. Rigsenheden var under denne bleven udviklet og befæstet, og de tilbageværende levninger efter den gamle samfundsorden maatte bøie sig for den nye tid og lempe sig efter dens krav. Et nyt afsnit i rigets historie tog sin begyndelse, i hvilket det skulde vise sig, om Norge var istand til at følge den almindelige europæiske udvikling paa den bane, hvorpaa den nu slog ind. Tilsyneladende saa alt i begyndelsen lovende ud; men det varede ikke længe, forinden det viste sig, at virkeligheden ikke svarede dertil.

Med det fjortende aarhundrede begynder rigets aabenbare forfald at vise sig. I den følgende tid bliver dette større og større, indtil nedgangen naar sin yderste grænse i det sekstende aarhundrede. Saa godt som paa alle omraader af det offentlige liv savnede riget evnen til at fortsætte den nye udvikling. Dets aristokrati gik skridt for skridt tilbage, ude af stand til at indtage den samme stilling, som dets jævnbyrdige i andre lande, som den første rigsstand. Geistligheden, der skulde have staaet ved dets side, som den anden rigsstand, kunde heller ikke hævde en saadan stilling. Under det hanseatiske handelsaag stansedes enhver selvstændig udvikling af de norske stæder og af en levedygtig borgerstand. Almuen led ogsaa under det samme aag. Med aristokratiets indsvinden tabte den sine gamle tilvante ledere, som en gang havde talt dens sag paa dens vegne. De gamle thing vare heller ikke mere, hvad de havde været; forsaavidt der ytrede sig en bestræbelse for at skaffe almuen en politisk repræsentation – om overhovedet dette udtryk her tør anvendes – da blev det kun ved famlende forsøg. Om en organisation af folket efter stænder og en dermed følgende deltagelse i det offentlige liv er der i Norge saa godt som ikke tale. De spirer, der forud fandtes til saadanne stænderforsamlinger, som de, der efterhaanden udvikledes i Europas øvrige lande, døde her bort uden at kunne slaa rod. Paa dette omraade var der i Norge saa godt som intet liv.

Kongedømmet stod alligevel ikke ganske alene. Ved dets side udvikledes der ialfald én offentlig institution, der holdt sig langt ned i tiden, gjennem mere end to aarhundreder, og først endelig forsvandt sammen med rigets selvstændighed. Dette var det kongelige raad, senere almindelig kaldet rigets raad. Oprindelig udviklet som en monarkisk institution, blev dette rigsraad paa grund af omstændighedernes medfør gjennem en længere tid ved siden deraf en repræsentation for rigets aristokrati, ligesom ogsaa for dets høiere geistlighed. Udviklingen af dette raad er næsten helt igjennem knyttet til rigets forfaldstid. Det er dermed ogsaa givet, at den ikke kunde naa meget vidt. Men den har sin interesse som et af de faa forsøg, der gjordes i vort fædreland paa at skabe nye politiske institutioner i lighed med dem, der i den senere middelalalder voksede frem i andre af Europas lande, hvor raadets udvikling tildels stod i nærmeste sammenhæng med udviklingen af en stænderforfatning. Overalt, hvor et saadant raad udvikledes, tør man deri se en institution, der ved monarkiets side repræsenterer statssamfundets enhed, og tillige betragte det som en monarkisk institution. Men en saadan opfatning er ikke udtømmende. Om ogsaa raadet i sin første udvikling har kunnet støtte sig til monarkiets interesser og behov, har det samtidig ogsaa fundet en støtte i de høieste samfundsklassers trang til at have en snevrere repræsentation, der tager del i rigets styrelse. Saaledes maa raadet ligesaa meget betegnes som en aristokratisk institution. I de forskjellige lande har dets stilling været en meget afvekslende. Men ligesom dets første fremvækst næsten i alle tilfælde frembyder store ligheder, saaledes har det dog ogsaa altid bevaret visse grundtræk fælles.

I Frankrige fandtes allerede fra begyndelsen af det ellevte aarhundrede en kreds af kongelige raadgivere, der under navne som curia eller consilium regis, – curia palatii eller curia Franciæ bistode kongen som hans høieste raadskollegium ved afgjørelsen af alle vigtigere statssager og ved udøvelsen af hans myndighed som rigets øverste dommer. I tidens løb maatte imidlertid disse tvende forretningsomraader udskilles fra hinanden. En adskillelse i denne retning antages allerede at være begyndt under Philip Augusts regjering, men er i alle fald først senere bleven helt gjennemført. De egentlige statssager forhandledes efter denne deling udelukkende i det saakaldte consilium regis, conseil du roi eller grand conseil, medens alle retssager overdroges til parlamentet, der samtidig udvikledes af den gamle curia. Denne ordning var allerede istandbragt af Ludvig den hellige og blev paa ny fastslaaet af Philip den smukke i 1302. Kongens raad var saaledes netop paa den tid, da det franske kongedømme stadig udvidede sin magt, bleven en fuldt udviklet institution, der havde sit bestemte omraade, og som senere stadig modtog forbedringer i sin organisation, medens ved dets side en anden fast kongelig institution varetog retsvæsenet.^[1]

I England spores til samme tid en lignende bestræbelse i retning mod et fast kongeligt raad. Formynderstyrelsen under Henrik III har der maaske bidraget til at paaskynde dannelsen af et saadant, og under Edvard I forekommer et permanent eller continual council, som holder daglige møder og i dem besørger de løbende regjeringsforretninger. Dette sammensattes af indehaverne af de efterhaanden opstaaede høiere rigsembeder, men havde ved siden deraf tillige en saa ubestemt karakter, at det ogsaa kunde optage andre, alt efter kongens personlige vilje. Tillige savnede det en skarp afgrænsning fra det saakaldte consilium magnum, bestaaende af rigets notabler i større eller mindre antal. Det beholdt dog inden dette sin selvstændige plads som et consilium in consilio. Ligeledes besørgede det snevrere raad den egentlige administration under kongens personlige ledelse og forberedelsen af de sager, som skulde forhandles i det store raad. Ogsaa i England modtog det kongelige raad i snevrere forstand i tidens løb forskjellige udvidelser og saadanne forandringer i sin organisation, som bleve nødvendige ved statssamfundets udvikling.^[2]

En lignende udvikling af et kongeligt raad som den, der foregik i de nævnte lande paa det europæiske fastland, fandt ogsaa sted i Norges nabolande. For Sveriges vedkommende har man rimeligvis allerede fra tiden mellem 1222 og 1230 en antydning af, at et kongeligt raad var i begreb med at udvikles, idet en person omtales som consilarius i et diplom, der er henført til et af de nævnte aar. Imidlertid er det dog først femti aar længere nede i tiden, mellem 1280 og 1290, at man hyppigere finder raadet nævnt i love og brevskaber, men rigtignok da paa en maade, der med bestemthed synes at vise, at det er bleven betragtet som en af rigets faste institutioner, og at dets medlemmer regnedes for en egen klasse mellem dettes stormænd.^[3]

I Danmark finder man ligeledes til samme tid, fra slutningen af det 13de aarhundrede, de kongelige raader nævnte i offentlige dokumenter paa en maade, som antyder, at de allerede paa den tid have været betragtede som en særegen samfundsklasse. Men først i 1320 omtales det samlede raad som institution.^[4] Dette danske raads stilling var længe en meget ubestemt, og for dets myndighed var der ikke optrukket faste grænser. Skjønt dets tilværelse forudsattes i statsretslige akter, var det dog nærmest kun udviklet gjennem sædvanens magt. Dets indflydelse i staten beroede mere paa dets medlemmers personlige myndighed og evne til at gjøre sig gjældende end paa bestemte lovbud. Hertil kommer ogsaa den omstændighed, at Danmark, ligesom Sverige, havde sine store rigsmøder, hvor de samme samfundsklasser, af hvilke raadet maatte sammensættes, havde den største indflydelse. Da der ikke blev gjort noget forsøg paa at udsondre, hvad der hørte under raadet og under disse almindelige møder, forøger dette vanskelighederne ved at forfølge det førstes virksomhed. Ligesom der i England ikke lader sig paapege en bestemt forskjel mellem de forretninger, som vare henlagte under det større eller det mindre raad, saaledes flyder ogsaa i Danmark og Sverige grænserne ialfald tildels sammen mellem raadet og de store rigsmøder.

I Danmark blev der allerede i 1282 givet en regel for tiden, paa hvilken det store rigsmøde, »Danehof«, consilium eller parlamentum generale Danorum, aarlig skulde holdes, og i 1284 blev der ligeledes fastsat, at det skulde holdes i Nyborg, hvilken bestemmelse ogsaa senere gjentoges.^[5] Men intet er da mere nærliggende, end at ogsaa kongens raadgivere maa have deltaget i disse samme møder, og at de der have dannet forsamlingens egentlige kjerne. Imidlertid er det maaske rimeligst at antage, at der paa den tid, da de nævnte bestemmelser blevne givne, endnu ikke var dannet noget helt afsluttet raad, men at der dog bestod en snevrere kreds inden rigets stormænd, udenfor hvilken kongen kun sjelden indlod sig paa at vælge sine raadgivere. Som saadanne kan man bl. a. tænke sig de mænd, hvis navn udtrykkelig anføres ved kongens side i de omtalte forordninger, ved hvilke Danehoffet fik sin første ordning. Foruden disse enkelte navngivne paaberaabes ogsaa »de bedste mænd af riget, baade lærde og læge«, en formel, hvortil der ogsaa i Norge kan opvises sidestykker.

Tiltrods for de forskjellige forhold, som bestode i alle disse lande, ser man saaledes der overalt en ensartet udviklingsgang, forsaavidt der til kongedømmet sluttede sig en mer eller mindre afsluttet kreds af raadgivere, der med dettes personlige repræsentant havde at deltage i afgjørelsen af rigets vigtigere anliggender. Denne kreds var altid valgt mellem rigets stormænd, verdslige eller geistlige. Kongedømmet kunde ikke undvære en saadan. Hvad enten det lykkedes det at beseire enhver modstand, eller det maatte lempe sig efter forholdene, havde det overalt stillet ved sin side et raadgivende kollegium, der igjen tildels støttedes af de leilighedsvis sammentrædende større forsamlinger, og hvis medlemmer netop vare hentede fra de klasser i samfundet, som paa disse øvede den største indflydelse. I sine grundtræk fremvise altsaa disse raadskollegier en stor ensartethed i de forskjellige lande, som et af de vigtigste organer i den efterhaanden udviklede monarkisk-aristokratiske samfundsorden, medens deres fremtidige udvikling for øvrigt blev en meget forskjellig.

Norge var, som det senere vil vise sig, omtrent samtidigt med de to andre nordiske lande i udviklingen af et konge- ligt raad, – ja tildels endog maaske et stykke foran disse. Forholdene stillede sig ogsaa i vort land gunstige for en saadan. Den voldsomme indre kamp, for hvilken landet endnu i den første halvdel af det trettende aarhundrede var skuepladsen, havde jo som sit endelige resultat hidført en ny tingenes orden, der frembød mange berøringspunkter med den, der samtidig efterhaanden grundfæstedes i Europas vestlige stater. Norges indre forhold og exemplerne udenfra virkede begge i samme retning. Landet stod ikke udenfor den almindelige europæiske udvikling, og saaledes var det naturligt, at de behov, der fremkaldtes af de indre forhold, fandt en stærk støtte i denne. Spirerne til et kongeligt raad vare forud tilstede, men skjød rimeligvis en stærkere vækst under indflydelsen af exemplet fra de fremmede stater, med hvilke Norge paa den tid stod i det livligste samkvem. Imidlertid deler denne institution forsaavidt skjæbne med mange andre i middelalderen, som dens første oprindelse skjules i mørke, og den først lidt efter lidt vinder en saavidt klar afgrænsning, at den kan træde frem i nogenlunde tydelige omrids. Ligesom det ældre kongedømmes udvikling til det centraliserende enevælde gik langsomt, skridt for skridt, saaledes behøvede ogsaa raadets udvikling sin tid.

I Sverige omtaler saaledes Uplandslagen, der blev stadfæstet 1296, medlemmerne af kongens raad som en egen klasse af rigets stormænd, og andre love forudsætte dettes tilværelse som saadan.^[6] I Norge ere derimod lovene langt mere ubestemte i sine ytringer om dette emne. Alligevel skimter det igjennem disse, at der paa Magnus Lagabøters tid har bestaaet et kongeligt raad, og at kongen jævnlig har raadført sig med dettes medlemmer ved afgjørelsen af vigtigere anliggender. Men hvorvidt raadet har været afgrænset til et fast medlemsantal, saaledes som det muligens omtrent samtidig har været tilfældet i Sverige,^[7] og hvorledes det for øvrigt har været organiseret, derom meddele lovene intet vink, uden forsaavidt det i 19de kapitel af Magnus Lagabøters hirdskraa^[8] siges, at lendermændene i almindelighed vare »kongens høieste raadgiveres, og at kongens kansler stod ved deres side som en af hans »høieste raadgivere inden hirden«. Om den sidste siges det ogsaa udtrykkelig, at han skulde hafa sik sem iðuligast nær konungs rádum.

Her nævnes saaledes udtrykkelig kongens raadgivere. Paa de øvrige steder i lovene, hvor disse maa antages at være mente, ere udtrykkene langt mindre bestemte. Der heder det kun, at kongen skal raadføre sig med sine gode mænd, med de bedste mænd o. lign., ja, undertiden endog blot med sine venner. Raadgivernes hele stilling paatrykkes derved et præg af ubestemthed, og deres forhold til kongen bliver efter lovens ord en mellemting mellem et offentligt og et privat. Dette viser, at institutionen endnu blot kan have været i sin vækst, men at deg det ganske naturlige raadgiverforhold, hvori kongens nærmeste omgivelser til enhver tid maatte staa til ham, var i færd med at gaa over til et offentligt, der anerkjendtes og forudsattes af lovgivningen. Ligesaa ubestemte ere ogsaa lovenes udtalelser om de tilfælde, hvori kongen skulde indhente sine raadgiveres mening, og deraf, at dette i et enkelt tilfælde ikke er omtalt, kan der ikke drages nogen slutning om, at det ikke kunde ske. Endnu mindre kan det antages, at kongen altid har anseet sig strengt forpligtet til at spørge alle sine raadgivere, hver gang han foretog en af de regjeringshandlinger, ved hvilke disses medvirkning var forudsat. Af Magnus Lagabøters lovgivning alene kan man saaledes ikke danne sig nogen fuldstændig oversigt over omfanget af den myndighed, som paa den tid var tilstaaet det kongelige raad. Imidlertid vil det være nødvendigt her at omtale de tilfælde, hvori disse love hentyde til raadets medvirkning ved regjeringshandlinger. Det ligger i den gamle lovgivnings karakter, at dette kun kan være inden en snevrere kreds af saadanne. Man er saaledes der alene henvist til at faa oplysninger om raadgivernes stilling til kongen i hans forhold til hirden, ved udøvelsen af hans dømmende og lovgivende myndighed og i hans egenskab af øverste krigsherre.

Hvad kongens forhold til hirden angaar, da heder det i hirdskraaen (kap. 12), at naar kongen vil udnævne en hertug, da skal dette ske með góðra manna ráði. Længere ude i hirdskraaen (kap. 26) heder det, at kongen, naar han udnævner en mundskjænk eller drottsete, skal gjøre dette með vinna sinna ráði.^[9] I hirdskraaens kapitel 3 siges, at kongen með skynsamra manna ráð ok ifirsjón skal afgjøre gyldigheden af de tvingende grunde, som ved kongevalg kunde have hindret nogen af dem fra at indfinde sig, som der skulde være tilstede.^[10]

Ved udøvelsen af kongens dsmmende myndighed omtales hans raadgiveres medvirkning temmelig ofte, ligesom man ogsaa for dennes vedkommende finder den forudsat allerede i den ældre lovgivning, men dog kun paa et enkelt sted.^[11] I hirdskraaen (kap. 11) siges, at kongen með gódra manna ráði kan benaade hirdmænd, som have forbrudt sig.^[12] Flere tilsvarende bestemmelser findes i den nyere landslov. I thingfarebolkens kapitel 4 fastsættes, at kongen, naar han forandrer en lagmandsdom, skal gjøre dette með hinna skynsamastu manna ráði, og i kapitel 11, hvori for øvrigt den grundsætning udtales, at kongen staar over loven, heder det, at kongen með vitra manna samþykt kan gjøre forandringer ved en lagmandsdom, som af lagrettesmændene paa et lagthing er befunden ulovlig. Paa samme maade kunde kongen ifølge landeværnsbolken, kap. 10, eptir góðra manna ráði fritage for den straf, som var fastsat for at forsømme sine pligter paa krigstog, og i mandhelgebolken, kap. 3 og 8, fastsættes, at kongen með hinna bestu manna ráði kan udøve dømmende myndighed. I den nyere bylovs kjøbebolk, kap. 15, udtales dette paa en anden maade; naar en mand ikke er fornøiet med en lagmands afgjørelse, siges det der, at han kan indskyde sin sag for kongen, som derpaa fælder sin endelige dom, því at þar koma flestir vitrir menn saman.^[13]

De bedste, gode, kloge og fornuftige mænd, hvis medvirkning ved kongens beslutninger forudsættes i de her opregnede tilfælde, synes derved at staa i en tilsvarende stilling til ham af den, som lagretten skulde indtage ved domstolene. Saaledes heder det ogsaa i den formular for en lagmands ed, som anføres i hirdskraaens niende kapitel og i ellevte kapitel af landslovens kristendomsbolk, at han lover at sige sine domme med þeirra bestu [vitrastu] manna ráði, er þá éru hjá mér.^[14] Naar det samme forudsættes om ham, som om kongen, da har man deri en forklaring til, at det netop paa dette omraade af den sidstes myndighed gjordes ham til en pligt at indhente andres raad. Kongen havde, som det ogsaa udtrykkelig antydes i det nævnte sted af byloven, bedre end nogen anden adgang til at raadføre sig med forstandige og erfarne mænd om de sager, der vare indstævnede for hans dom. Derfor ansaaes det som en i sig selv aldeles rimelig ting, at han benyttede denne. Ligesaa nær laa det ogsaa at forudsætte det samme, hvor der handledes om hans lovgivende myndighed.

Dertil sigtende bestemmelser findes ogsaa. I hirdskraaens sjette kapitel siges, at kongen með góðra manna ráði kan forandre de love, som vare givne af hans forgjængere og da samtykte af konge og folk Hermed stemmer ogsaa landslovens udtryk i kristendomsbolkens ottende kapitel, hvor de fleste haandskrifter have en ordlyd, som paa det nærmeste svarer til den text, som findes i hirdskraaen. 1 indledningen til landsloven siges ogsaa, at kongen var opfordret til at foretage sine lovforandringer með góðra manna ráði og með hinna bestra manna ráði.^[15]

Endelig forudsættes det ogsaa i Magnus Lagabøters lovgivning, at kongen skal raadføre sig med sine betroede mænd i spørgsmaal om krigsvæsenet. I landslovens landeværnsbolk, kap. 1, heder det, at naar et ledingsskib eller det dertil hørende naust er raadnet op, skal kongen eptir bestra manna ráði træffe bestemmelse om bygning af et nyt. Sammesteds, i kapitel 3, er det fastsat, at kongen ogsaa, naar han udskriver fuld almenning, skal gjøre dette med vitra manna ráði. Endelig siges i bylovens landværnsbolk (kap. 18), at kongen með hinna bestu manna ráði har adgang til at træffe forandringer i lovgivningens bestemmelser om forsvarsvæsenet.^[16]

Til det her anførte maa endnu føies lovgivningens bud i landslovens kristendomsbolk (kap. 9–10), at hertuger, jarler og lendermænd i den ed, som de aflagde, skulde sværge, at de vilde styrke kongens rige med sit raad og al sin magt og holde de eder; som han havde svoret landsfolket.^[17] De betragtedes efter dette altsaa som kongens mededsmænd i hans forhold til de øvrige indbyggere af landet.

Dette er de oplysninger, som findes om de kongelig raadgivere i Magnus Lagabøters love. De ere ikke mange og derhos kun lidet bestemte; som ovenfor omtalt, give de kun faa bidrag til belysning af raadets organisation og af den maade, hvorpaa dets medlemmer kunde gjøre sin indflydelse gjældende. Saa meget sees dog, at den skik, at kongen ved vigtigere anledninger skulde tilkalde visse betroede mænd som raadgivere, allerede den gang havde vundet hævd, og at en fast institution var i begreb med at udvikle sig deraf. Hirdskraaen nævner lendermændene og kansleren som kongens høieste raadgivere. Det sees deraf, at han paa den ene side ikke kunde forbigaa disse, men at han paa den anden ogsaa havde adgang til at tage andre raadgivere mellem hirdens lavere rangklasser. At opstille nogen skarp grænse mellem de medlemmer af hirden, som havde ret til at blive hørte som kongens raadgivere, og dem, der ikke havde en saadan, var her overhovedet neppe muligt. Paa de oftere omtalte raadslaaende hirdstevner og gjestestevner var der ialfald formelt adgang til at ytre sig ogsaa for dem, der ikke hørte til den høieste klasse af kongens omgivelser inden hirden. Saadanne stevner, som de her omtalte, holdtes ofte ved vigtigere anledninger, f. ex. jævnlig i den nærmeste tid efter kong Inge Baardssøns død, da der var spørgsmaal om thronfølgens ordning, og om end ikke alle, som der mødte frem, kunde kaldes kongens raadgivere, var det dog naturligt, at ogsaa flere af dem kunde træde i et mere betroet forhold til ham.

I virkeligheden vise ogsaa kongesagaerne, at der i det 13de, maaske endog allerede i det 12te aarhundrede mellem kongens omgivelser har været en klasse af mænd, der benævntes hans »raadgivere« og som saadanne stode nær lendermændene, der ogsaa tidlig vise sig at have været betragtede som hans selvskrevne raadgivere. Disse vare saaledes, hvad Magnus Lagabøters lovgivning kaldte »kongens høieste raadgivere«; de øvrige kunde derfor alligevel have staaet i et ligesaa fortroligt forhold til ham og øvet en ligesaa stor indflydelse som lendermændene. Dog har denne ikke været saa kraftig, at den kunde gjennembryde de skranker, der vare opstillede mellem de gamle rangklasser i hirden, og danne en ny saadan. Derfor bleve disse ogsaa fremdeles uforandret beholdte, da Magnus Lagabøter gav sin hirdskraa. Om de kongelige raadgiveres stilling og indflydelse for øvrigt nævnes imidlertid intet i kongesagaerne. Man er derved indskrænket til de oplysninger, som ligge i den blotte omtale af deres tilværelse.

Allerede i Sverres saga (kap. 48) omtales det, at Magnus Erlingssøn i 1180 ved sin side havde »raadgivere«. I Inge Baardssøns sidste leveaar tales ogsaa om denne konges raadgivere, og i Haakon Haakonssøns saga nævnes saadanne ikke sjelden. I 1218 omtales kongens »lendermænd og raadgivere«. Aaret efter siges det udtrykkelig, at »disse vare da kongens raadgivere: Martin kongsfrænde, Gunne Lodinssøn, Guthorm, hans søn, Dagfinn bonde og Baard Brimstein«. Af disse nævnes ogsaa Dagfinn i 1218 som kongens raadgiver, hvorved det siges om ham, at han »var da kongen nærmest i alle raade. 1 1223 omtales som kongens raadgivere, »foruden hans lendermænd«, den nævnte Martin (nu kaldet Martin i Kinservik), Sigurd af Onarheim, kapellanen Askell og Ivar Bodde. Den sidste er ligeledes i 1217 nævnt som en af kongens raadgivere. Ogsaa i 1222 og 1226 omtales kongens raadgivere. Da den unge kong Magnus skulde krones i 1261, henvendte hans fader sig først til sine »venner og raadgivere« og spurgte om deres mening med hensyn til denne sag. Det udtryk, som her benyttes af sagaen, stemmer nær overens med det, som ovenfor (s. 8) er anført af hirdskraaen (með vinna sinna ráði). I 1220 omtales endelig kongens rád som en samlet enhed. Paa samme maade som kong Haakon havde ogsaa Skule jarl sine raadgivere, der ligeledes flere gange omtales.

Formodentlig tør man efter dette ogsaa have ret til at gaa ud fra, at de mænd, der i enkelte offentlige brevskaber fra Haakon Haakonssøns styrelsestid nævnes som váttar eller vitnismenn ved disses udstedelse, netop have tilhørt denne kreds af kongens raadgivere. Sandsynligheden herfor bliver saa meget større, som ialfald en, rimeligvis to (Dagfinn bonde og Baard Brimstein), af de mænd, der omtales i det ene brev, ogsaa forekommer mellem dem, der i sagaerne navngives som kongens raadgivere. Dette er det brev, ved hvilket kong Haakon i 1222 overdrog erkebiskopen retten til at slaa sølvmynt, og i hvilket der som vidner ved denne vigtige statshandling paaberaabes følgende mænd: Paal i Giska, Gregorius Jonssøn, Dagfinn bonde, mester Bjarne, Peter Brynjulfssøn, Aslak Pitlor, mester Aslak, Baard Barre, Branstein (rimeligvis den samme som den oftere i sagaerne omtalte Baard Brimstein), Vilhjalm i Torgar, Ivar i Berudal og Gunnar Grjonbak.^[18] Paa samme maade nævnes ogsaa i det brev, hvorved kong Haakon skjænkede hele Stavanger til den hellige Svithun, som vidner dronning Margrete, de tre lendermænd, Gaut Jonssøn af Mel, Paal Vaagaskalm og Ivar Nev, mester Vilhjalm, – kongens kapellan, Vilhjalm Bote og hans hirdprest, Johan Bulse.^[19] Forsaavidt nogle af dem vare lendermænd, tør man vistnok uden videre gaa ud fra, at de have været tilstede som kongens raadgivere. Men ogsaa for de øvriges vedkommende synes meget at tale for, at grunden til, at de nævnes eller overhovedet have været medtagne ved saadanne anledninger, maa søges deri, at de have staaet i en nærmere, mere fortrolig stilling til kongen. Saaledes har man rimeligvis netop i disse to brevskaber et oplysende supplement til kongesagaernes omtale af kongernes raadgivere. At der ikke tales noget om, at de mænd, som nævnes i brevene, vare kongens raadgivere, har liden eller ingen betydning. Saadant var, hvor der kun handledes om indenlandske forhold, i grunden aldeles overflødigt, medens sagen stillede sig ganske anderledes, saasnart man stod lige over for udlandet. Her kom andre hensyn til, som ellers ikke havde nogen betydning, og det er derfor neppe ene og alene en tilfældighed, at det ældste dokument, der udtrykkelig forudsætter tilværelsen af et kongeligt raad i Norge, er et, som vedkommer rigets forhold til udlandet. Man har hidtil ikke været opmærksom paa den betydning, som dette ogsaa ellers mærkelige aktstykke netop har i denne henseende. Da det tilhører en tid, som ikke ligger langt fra den, da de to forhen omtalte brevskaber bleve udstedte, kan det ogsaa kaste lys over de deri omtalte mænds stilling.

Det dokument, hvortil her sigtes, er den handelstraktat, som i kong Haakon den gamles navn aar 1250 blev afsluttet i Bergen med staden Lübeck. I dennes indledning heder det: »Det har behaget os og vort raad« (placuit nobis et nostro consilio etc.).^[20] Som medlemmer af dette raad maa man da ved denne anledning tænke sig de personer, der i de sidste linjer af traktaten omtales som nærværende ved dens afslutning. Disse vare først kongens tvende sønner, kong Haakon den unge, der satte sit segl under traktaten ved siden af faderens, og junker Magnus, biskoperne Arne af Bergen og Henrik af Hole, abbederne i Munkeliv og ved Jonskirken i Bergen, kongens frænde hr. Philip, hr. Gaut af Mel og andre barones, erkedegnen i Bergen, en provst^[21] og den kongelige gesandt Bjarne Mosessøn. Omtrent paa samme maade optræde ogsaa ved afslutningen af fredstraktaten i Perth i 1266 en del norske geistlige og verdslige herrer ved Magnus Lagabøters side og deltage endog med ham i traktatens besegling.^[22] Disse vare biskoperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger og nobiles viri, Gaut af Mel, Brynjulf Jonssøn, Finn Gautssøn og Andreas Nikolassøn samt kongens kansler, Askatin, hvilke i antal svarede til dem; der fra skotsk side tillige med kong Alexander hængte sine segl under traktaten, nemlig to biskoper, fire grever og en baron. I 1266 tales der rigtignok hverken om et norsk eller om et skotsk raad, hvoraf de herrer, som forseglede traktaten, skulde have været medlemmer. Men det synes dog at kunne antages, at de norske ved denne leilighed maa have indtaget en lignende stilling ved siden af sin konge, som de, der i 1250 deltoge i forhandlingerne med Lübeck, især da mindst en af dem, hr. Gaut af Mel, var med ved begge anledninger. Med hensyn til de fire lendermænd og kongens kansler synes der ikke engang at kunne være nogen tvivl om, at de her optræde som medlemmer af kongens raad.

Ogsaa ved andre vigtige regjeringshandlinger i Magnus Lagabøters tid omtales der som nærværende og deltagende i disse fornemme mænd, som alene kunne have været tilstede i sin egenskab af kongens raadgivere, uagtet de ikke nævnes med nogen titel, som udtrykkelig kunde tilkjendegive dette. Ved overenskomsten i Bergen af 1273 mellem kongen og erkebiskopen nævnes saaledes som nærværende ved kongens side lendermændene, Brynjulf Jonssøn, Ragnvald Urka, Andres Gregoriussøn, Eiliv af Naustdal, Andres Plytt, Aslak Guss, Bjarne Erlingssøn og den kongelige kansler, Thore, – medens tre biskoper og fem korsbrødre fra Nidaros optræde ved erkebiskopens side. Hvad der siges om disse i det om denne overenskomst udstedte dokument, synes at være i fuldstændig overensstemmelse med den opfatning, som kom frem i lovene, hvorefter lendermændene vare kongens mededsmænd. De nævnte herrer og biskoperne forseglede overenskomsten med kongen og erkebiskopen, medens dette ikke blev gjort af de navngivne kanniker eller af de alii viri prudentes et discreti, der omtales som tilstedeværende. Paa samme maade omtales ogsaa ved sættargjerden i Tunsberg af 1277 lendermændene, Erling Alfssøn, Ragnvald Urka, Andres Plytt, Gaute af Tolga, Bjarne Erlingssøn, Thore biskopssøn, Audun Hugleikssøn og Vigleik Audunssøn; samt to biskoper og fire navngivne kanniker med fuldmagt fra Nidaros domkapitel, samt aðrir vitrir menn ok skynsamir herra konungsins ok korsbrœðr annarra capitula. Alle disse svore paa sættargjerden, som forsegledes af kongen og erkebiskopen med biskoperne og lendermændene.^[23] Fremgangsmaaden var ved begge leiligheder i det væsentlige den samme. Hvad lendermændene vare ved kongens side, det vare biskoperne hos erkebiskopen, medens kannikerne indtoge en mere underordnet stilling, svarende til den, hvori de tilstedeværende af kongens øvrige haandgangne mænd befandt sig, idet ingen af dem medtoges ved forseglingen. De nævnte lendermænd vare her i virkeligheden kongens »høieste raadgivere«, saaledes som lovgivningen vilde have dem, og det var i sin orden, naar kongen raadførte sig med dem som sine bedste og klogeste mænd.

Men herved maa tillige erindres, at forholdene ved begge anledninger vare af en saadan beskaffenhed, at der ikke var adgang til at tilkalde noget medlem af den høiere geistlighed som kongens raadgiver, saaledes som det lettelig kunde tænkes at være skeet, hvis forudsætningen for disse forhandlinger havde været en anden. I dette tilfælde kunde biskoperne ogsaa her have staaet ved kongens side, ligesom lendermændene, og man havde da seet anvendt den samme fremgangsmaade som i 1250 og 1266.

Efter det her anførte viser det sig med bestemthed, at saavel de yngre kongesagaer, som samtidige diplomer og Magnus Lagabøters lovgivning forudsætte tilværelsen af et kongeligt raad, inden hvilket lendermændene uimodsagt staa som de første. Alle, som en gang vare optagne i denne rangklasse inden hirden, hørte dermed ogsaa til »kongens høieste raadgivere«. Men det laa tillige i sagens natur, at de alene kunde optræde som saadanne, naar de personlig vare nærværende hos kongen. Ved siden af lendermændene staa foruden kansleren rigets biskoper og abbeder, hvis høie stilling rimeligvis har givet dem en lignende ret til at optræde som kongens raadgivere, uagtet de stode udenfor hirden. Men ogsaa for deres vedkommende var det en nødvendig forudsætning, at de personlig vare tilstede i kongens omgivelse. Paa grund af deres stilling var dette kun i de sjeldnere tilfælde muligt. Deres antal var ikke stort, og deres deltagelse i behandlingen af de offentlige anliggender som kongelige raadgivere har derfor rimeligvis ogsaa været ringere end lendermændenes.

De sidstes stilling var fra gammel tid af en saadan, at de uvilkaarlig maatte danne kjernen i de kongelige raadgiveres kreds, saasnart en saadan begyndte at udvikle sig. At forbigaa dem var for det første – efter hele det norske samfunds udvikling – en ren umulighed. De lendermænd, som til enhver given tid opholdt sig hos kongen i hirden, maatte være den spire, hvoraf det kongelige raad kunde vokse frem. Ved deres side stode hirdstyrerne, først stallar og mærkesmand, dernæst alle skutilsvende, hvorimellem drottsete og skjænker, som kongens raadgivere. Ogsaa de aflagde, naar de rykkede op i denne rangklasse, en ed om at ville styrke kongens styrelse med sit raad og al sin magt og betragtedes tilligemed lendermændene som kongens mededsmænd i hans forhold til landsfolket.^[24] At de tilstedeværende biskoper og andre geistlige af høi rang, som abbeder, erkedegne og andre, kunde blive tilkaldte som kongens raadgivere, var ikke paafaldende. Men ved siden af dem synes der ogsaa at være trængt et andet element ind i de kongelige raadgiveres kreds, der hverken havde den høie byrd eller den fremragende stilling. Naar kongerne til sine raadgivere toge lavbyrdige mænd, som Gunnar Grjonbak, eller geistlige, der som hirdprester og korsbrødre ikke hørte til sin stands første medlemmer, da har deres tanke dermed neppe været nogen anden end at skaffe sig et forretningsdygtigt element ind i den kreds, der nærmest omgav dem. At ernkelte af disse have været lagmænd, kan rigtignok ikke være noget bevis for, at alle medlemmer af denne samfundsklasse have været betragtede som kongens raadgivere.^[25] Men det er dog meget rimeligt, at kongerne hyppig have benyttet lagmændenes erfaring, og at flere af disse maa have været mellem de hyppigst anvendte raadgivere.

Om dette nye, mere lavbyrdige elements forhold til kongen og hans øvrige raadgivere lader der sig paa grund af kildernes beskaffenhed ikke sige meget. Deres stilling kan have været mere eller mindre fast, og det er muligt, at de endog ikke have været regnede med til consilium regis i den forstand, hvori dette omtales i handelstraktaten af 1250, men at de snarere have været betragtede som et slags appendix til »kongens høieste raadgivere«, som tillige med de fornemste geistlige indbefattedes under denne benævnelse. I et svensk brev fra aarhundredets næstsidste tiaar finder man ved siden af raadet omtalt alii discreti, clerici et laici,^[26] og lignende udtryk forekomme i de ovenfor nævnte overenskomster af 1273 og 1277. Saaledes kan det nok være muligt, at den sociale afstand mellem lendermænd og de med disse paa det nærmeste sidestillede hirdstyrere og fornemmere geistlige paa den ene side og de mindre høitstaaende mellem kongens omgivelser har været stor nok til i officielle aktstykker at gjøre det umuligt at sammenfatte alle disse under den samme betegnelse. Men dette forhindrer ikke, at det alligevel for den almindelige bevidsthed kunde staa, som om alle, der stode kongen nær og deltoge i behandlingen af de offentlige anliggender, vare hans raadgivere. Denne opfatning kan da være kommen til orde i sagaerne, medens de officielle brevskaber skjelnede mellem dem, som havde ret til at tages med paa raad, og dem, som alene kaldtes dertil efter kongens vilje. I ethvert tilfælde sees det, at et nyt element har været i færd med at trænge sig op, hvilket igjen med tiden maatte faa indflydelse paa lendermændenes stilling som kongens raadgivere. Allerede det, at der ved valget af saadanne jævnlig toges andre hensyn end udelukkende til byrden, var her af stor betydning. Veien var dermed banet for en udvikling af et kongeligt raad paa et grundlag, der tildels var et ganske andet end det, hvorpaa lendermands-aristokratiet fra gammel tid af hvilede, og hvorpaa dets medlemmer grundede sine fordringer paa at være kongens selvskrevne raadgivere.

Herved blev den mere udstrakte anvendelse, som den skriftlige forretningsorden efterhaanden fik, af stor betydning. Beseglingen af de offentlige dokumenter, der udgik fra kongen, blev nu en stedse mere betydningsfuld sag, og hvor disse vare af større vigtighed, blev det snart en almindelig fremgangsmaade at lade dem besegle af fornemme eller betroede og anseede mænd. I flere tilfælde, hvor ingen saadanne optræde som beseglende, har det ialfald været anseet nødvendigt at nævne dem, som vare nærværende ved brevets udstedelse, for saaledes at skjænke den deri omtalte handling forøget gyldighed.^[27] Saasnart kongerne som regel valgte disse beseglere eller vitterlighedsvidner inden sine raadgiveres kreds, maatte dette igjen have til følge, at denne blev mere fæstnet, og at den efterhaanden i andres øine maatte faa et stedse mere afsluttet præg.^[28] Saaledes stilledes ogsaa de kongelige raadgiveres kreds frem for den almindelige bevidsthed paa en mere synlig maade end forhen.

Den nye fremgangsmaade med at lade flere besegle de kongelige brevskaber traadte tildels ved siden af, tildels i stedet for den ældre med anvendelsen af mededsmænd ved vigtige offentlige handlinger. Ved den overenskomst om rigsstyrelsen, som afsluttedes paa thinget paa Hvitingsø i 1208, blev denne bekræftet ved ed af to tylvter lendermænd og sysselmænd paa hver side.^[29] Nogle aar senere hen derimod, da kong Inge og Haakon jarl afsluttede sin overenskomst om arvefølgen, blev derom efter sagaens beretning udstedt et skriftligt dokument, som foruden af kongen og jarlen skal være beseglet af erkebiskop Thore, hans fratraadte formand, Erik, og tvende af rigets øvrige biskoper.^[30] Saafremt der ikke har været andre end disse, der have beseglet dette aktstykke, tør man neppe ved den leilighed i de fire høie geistlige se medlemmer af de kongelige raadgiveres kreds. Exemplet viser kun, hvorledes anvendelsen af den skriftlige forretningsorden, om den endnu ikke var bleven den mest almindelige, dog var i færd med at trænge igjennem. Fra den følgende tid er der allerede anført nogle exempler paa, hvorledes kong Haakon Haakonssøn ved overdragelse af gaver af jordegods tilkaldte lendermænd og andre af sine nærmeste omgivelser, som ved sin nærværelse bekræftede gavens gyldighed. Ved senere leiligheder optræde flere lendermænd ved kongens side for ved sine segl at styrke gyldigheden af brevskaber, der udfærdiges til vidnesbyrd om vigtige statshandlinger. Ved disse anledninger vare jo ogsaa tildels andre tilstede end netop de, som nævnes ved navn.

Den mere almindelige anvendelse af den skriftlige forretningsorden havde imidlertid ogsaa andre virkninger, der vare af betydning for den maade, hvorpaa udviklingen af en fast kreds af kongelige raadgivere maatte foregaa. Der blev nu i en ganske anden grad end tidligere brug for virkelige forretningsmænd mellem kongens omgivelser. Under mindre udviklede forhold var kongen nærmest henvist til at søge raad hos mænd, der havde rig erfaring, og som af egne oplevelser kjendte forholdene. I tidernes løb fik derimod forretningsdygtigheden n stedse forøget vægt. I begyndelsen kunde besørgelsen af de skriftlige forretninger varetages af en enkelt eller et par hirdprester eller kongelige kapellaner.^[31] Men dette blev snart ikke nok, og der udviklede sig af denne oprindelig beskedne stilling med en vis hurtighed en hel, vigtig institution, et slags bureau, som i kongens umiddelbare nærhed var sysselsat med besørgelsen af de forskjellige sager. I dettes spidse stod den mest betroede kongelige kapellan som kongens kansler. En tilsvarende embedsmand omtales allerede omkring 1190 hos Orknøjarlen;^[32] men først flere aar senere nævnes der – i begyndelsen af det 13de aarhundrede – en norsk kansler, hos baglerkongen Philippus.^[33] Embedet fandtes allerede tidligere i andre lande, som i denne henseende have afgivet forbilledet for udviklingen her i Norge. Saaledes havde det netop paa samme tid i Frankrige opnaaet en stor betydning, og i Ludvig VIIIs styrelsestid er i dette land kanslerens stilling sammenlignet med en førsteministers, idet omtrent alle regjerings-handlinger da gik gjennem hans hænder.^[34] I Norge naaede vistnok kanslerembedet foreløbig ikke til denne høide; men dets indehaver blev dog hurtig en indflydelsesrig personlighed, hvis forretninger vare af en saadan beskaffenhed, at han i flere henseender kan sammenlignes med de moderne staters udenrigs- og indenrigsministre.

Naar der først er indrettet et formeligt kancelli, som bestod af kongelige klerker og i sin spidse havde den kongelige kansler, kan ikke med bestemthed afgjøres. Rimeligvis kan man med grund henføre dets udvikling til kong Haakon Haakonssøns styrelsestid, under hvem der først omtales navngivne kanslere. Under hans søn var ialfald kancelliet i fuld gang, og dets tilværelse forudsættes i denne konges hirdskraa. Kanslerens ydre forretninger bestode især i at bevare det kongelige segl og at udstede kongens breve. Efter at være førte i pennen af en »klerk« bleve disse forseglede af kansleren, som derved indestod for, at deres indhold var i sin orden, og tillige gjennem denne handling gav dem gyldighed. Naar kansleren havde forfald og ikke personlig kunde besørge brevenes forsegling, blev denne foretagen af en anden af de fornemste medlemmer af hirden, f. ex. af mærkesmanden.^[35] Imidlertid maa herved mærkes, at der i den ældste tid, endnu i Magnus Lagabøters regjeringstid, hyppig ikke nævnes noget om, hvem der har besørget forseglingen af de til vore dage bevarede breve, hvis tal heller ikke er synderligt stort.^[36] Man kan saaledes ikke af et brevs taushed drage nogen slutning om, at kansleren ikke har været nærværende ved udstedelsen. Kansleren beseglede kun med det kongelige segl. Ved siden deraf ansaaes det, som allerede bemærket, ogsaa i mange tilfælde for at være nødvendigt at lade andre anseede mænd med sine private segl bekræfte gyldigheden af et kongeligt brev i sin egenskab af kongens betroede raadgivere.

Kansleren maa betragtes som det egentlige midtpunkt inden den kreds af forretningsvante mænd, som efterhaanden dannede sig mellem kongens omgivelser og ved siden af den samlede lendermandsklasse traadte i en raadgivende stilling til ham. Efter hirdskraaen (kap. 21) skulde kansleren som sin særlige forretning have udførelsen af kongens sendefærder inden- og udenlands. Men dette har ialfald ikke længe været overholdt, og det har maaske allerede paa den tid, da den nævnte lov blev given, kun hørt til de sjeldnere tilfælde, at kansleren selv besørgede disse dele af sine embedspligter. I hans sted ere de maaske endog som oftest blevne besørgede af særlige kongelige gesandter, saadanne som af og til forekomme ved midten af det trettende aarhundrede og endog føre denne titel. En saadan var f. ex. den i Haakon Haakonssøns saga omtalte Tydsker, Henrik sendemand, som benyttedes ved flere sendelser. Mænd i denne stilling havde rig anledning til at erhverve en erfaring og en fortrolighed med forretningerne, som ved mange leiligheder senere kunde komme til gode, og det lader ogsaa til, at mænd, som paa denne maade havde vist sig i besiddelse af dygtighed, kunde rykke op til at blive kongens kansler. Dette synes saaledes at have været tilfældet med den senere biskop Askatin, der under kong Haakon Haakonssøn hyppig blev anvendt som kongelig gesandt og under den følgende regjering i nogen tid var kansler.^[37]

Geistligheden var i besiddelse af en saadan dannelse, som netop maatte gjøre den brugelig ved anledninger af denne beskaffenhed. Dens underordnede tjeneste i hirden og kancelliet dannede ved siden deraf et nyt tilknytningspunkt for dens anvendelse som kongens raadgivere, hvorved navnlig biskoperne maatte indtage en fremragende stilling. I kansleren havde geistligheden derhos faaet et fast medlem af kongens nærmeste omgivelser. Om han end ikke altid havde den prestelige vielse, maatte han dog i regelen være i besiddelse af geistlig uddannelse. Men deri, at der for dem af kongens raadgivere, som ikke vare lendermænd, lagdes særlig vægt paa deres forretningsdygtighed og den dannelse, de havde erhvervet sig, laa der ogsaa en opfordring for de lendermænd, som ønskede at benytte sin ret til at være kongens raadgivere, til at skaffe sig de samme forudsætninger. Unge mænd af rigets fornemme ætter søgte netop i denne tid stadig udenlands for ved Europas store universiteter at erhverve kjendskab til sin samtids dannelse. Naar disse bagefter kom hjem og opnaaede hirdstyrer- eller lendermandsværdigheden, laa det nær, at de i den dermed følgende egenskab af kongens raadgivere maatte finde en god anvendelse for sine kundskaber, og at de der maatte have et fortrin for de øvrige.

Idet tillige omraadet for den kongelige myndighed stadig udvidedes, maatte ogsaa behovet af en mere snevert afgrænset kreds af raadgivere forøges. De løbende forretninger maatte besørges med en ganske anden regelmæssighed end før. Ved siden af kansleren, hvem dette nærmest paalaa, havde kongen i stallaren og mærkesmanden som oftest to andre raadgivere, hvis hjælp han ved disse kunde benytte.^[38] Til dem sluttede sig da igjen de nærværende forretningsvante medlemmer af hird og den til denne hørende geistlighed, ligesom i almindelighed de for øieblikket tilstedeværende lendermænd og hirdstyrere. Men det kan tillige med grund formodes, at jo mere samfundets udvikling i monarkisk retning skred fremad, desto mere maatte indflydelsen gaa over til de raadgivere, som hyppigst færdedes om kongen og paa grund deraf vare inde i forretningerne. Saalænge imidlertid bestemmelsen om lendermændenes selvskrevne ret til at være kongens høieste raadgivere stod ved magt, blev det ikke vel muligt at give de faste raadgivere nogen ny forret i denne henseende, og dermed var det tillige en umulighed at give raadet en fastere ordning og skarpere grænser. Heller ikke tillode forholdene i vort fædreland, at der kunde gives bestemmelser om faste sammenkomster af kongens raadgivere. Her stode fremfor alt de store afstande hindrende i veien.

Endnu i Magnus Lagabøters tid hviler der saaledes stor ubestemthed over det kongelige raad. Forsaavidt kilderne tillade os at danne os nogen klarere opfatning deraf, maa vi forestille os det meget ubestemt i sit omfang, snart kun tællende ganske faa medlemmer, snart mere talrigt og undertiden udvidet til et formeligt parliamentum eller höfðingjafundr. I Norge, som i England og Danmark, er det ikke muligt at drage sikre grænser mellem disse forskjellige raadssammenkomster. Fra det store raad, hvori alle toge del, som paa nogen maade havde ret til at ytre sig som kongens raadgivere, glider man ganske umærkelig over i det snevrere consilium in consilio, der var dettes inderste kjerne. Ingen kan sige, hvor det ene begynder, og hvor det andet ender. Alligevel bestaar der en øiensynlig forskjel mellem begge, som dog neppe i Norge kunde træde ligesaa tydelig frem, som i andre større lande, hvor de havde andre betingelser for sig.

Det mindre raad, kredsen af kongens raadgivere i en mere egentlig forstand, var efter sin hele karakter nærmest en institution, der udvikledes i monarkiets interesser for at opfylde de krav, som den fremadskridende udvikling stillede til dette. Det større raad, der bestod af rigets verdslige og geistlige stormænd, var derimod nærmest en repræsentation for rigets hierarki og aristokrati. Andre lande med et rigere og fyldigere statsliv have seet begge vokse frem, efterat de mere bestemt havde skilt sig ad fra hinanden. I Norge naaede i grunden ikke det større raad længere frem, end det var kommet paa Magnus Lagabøters tid. Snart efter stansede det og gik igjen tilbage. Vor gamle historie kan ikke fremvise noget overhus, ligesom den overhovedet kun har nogle faa antydninger til rigsstænder. Derimod fortsattes det mindre raads udvikling paa grundlag af de en gang givne forudsætninger. Høvdingemøderne og rigsmøderne, der i det 12te og 13de aarhundrede vare blevne afholdte med en vis regelmæssighed, og hvoraf der syntes at maatte kunne udvikle sig en repræsentation af rigsstænder, døde snart bort igjen. Som institution forsvinde de i grunden ganske, om ogsaa den følgende tid kan opvise enkelte møder, som tilsyneladende havde den samme karakter. Rigets aristokrati kunde ikke opretholde en mere fyldig repræsentation, men nøiedes i denne henseende med det mindre raad, som paa sin side ikke kunde unddrage sig kongemagtens indflydelse. Den følgende tids historie viser, at Norge ikke helt kunde opfylde de krav, som tiden stillede, og at det blot for en del kunde følge med i udviklingen af tidsmæssige institutioner.

---

1. L. A. Warnkönig und L. Stein, Französische staatsgeschichte, I, s. 337 flg. og 395 flg.
2. R. Gneist, Das heutige englische verfassungs- und verwaltungsrecht, I, s. 122 flg.
3. Smlgn. Oscar Alin, Bidrag till svenska rådets historia under medeltiden, I, s. 4, hvor forf. har sammenstillet de ældste sikre vidnesbyrd om forekomsten af et kongeligt raad i Sverige før aar 1300, – og samme forf., Om svenska rådets sammansätning under medeltiden, s. 1.
4. Dr. Chr. L. E. Stemann, Den danske retshistorie indtil Christian V.s lov, s. 78 flg.
5. Vordingborgske forordning af 19 Marts 1282 i Aarsberetninger fra det kgl. danske geheimearkiv, II,s. 3 flg. De nyborgske forordninger af 26 Mai 1284 hos P. F. Suhm, Historie af Danmark, X. s. 880 flg. T. H. Aschehoug (Norges offentlige ret, I, s. 133) henfører bestemmelsen om, at Nyborg skulde være stedet for det aarlige afholdte Danehof, til 1282. Smlgn. J. E. Larsen, Om rigsdage, landsthing og rigsraad i Danmark i {{sperret|Dansk histor. tidsskrift, I, s. 247 og Stemanns danske retshistorie, s. 76 flg.
6. Smlgn. Alin, Bidrag till svenska rådets historia, s. 5, note 1.
7. Alin, Bidrag till sv. rådets historia, s. 5.
8. Norges gamle love, II, s. 407.
9. Norges gamle love, II, s. 399 og 415.
10. Norges gamle love, II, s. 394.
11. Frostathingsloven indeholder i sin indledning (kap. 6) en bestemmelse, hvorefter afgjørelsen i et kriminelt tilfælde var overdragen konungi ok öðrum skynsomum mönnum. Norges gamle love, I. s. 122.
12. Norges gamle love, II, s. 399.
13. Norges gamle love, II, s. 16, 21, 42, 50, 54 og 260.
14. Norges gamle love, II, s. 398 og 30 flg.
15. Norges gamle love, II, s. 397, 29 og 7.
16. Norges gamle love, II, s. 33, 35 og 210.
17. Norges gamle love, II, s. 30.
18. Dipl. Norv. III, no. 1. Aslak Pitlor og de to mænd, der nævnes efter ham, vare korsbrødre. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, III, s. 639.
19. Dipl. Norv. I, no. 51.
20. Dipl. Norv., V, no. 4. Traktaten af 1250 har allerede været trykt i Thorkelins diplomatarium og senere i Lübecks urkundenbuch.
21. Maaske har dette været provsten ved Apostelkirken i Bergen. I de islandske annaler (s. 140) og i brudstykker af Magnus Lagabøters saga heder det vistnok, at en saadan først blev indsat i vinteren 1272–73, samtidig med at kong Magnus indrettede et kannike-kollegium ved denne kirke. Imidlertid maa det erindres, at det brudstykke, som i Arne Magnussøns afskrift er bevaret af det kongelige stiftelses-dokument (Dipl. Norv. V, no. 9), kun nævner certas personas, plures in numero, ad hoc opus perpetuo collegio deputatas, in sacris ordinibus constitutas, men ikke særlig omtaler, at disse ved samme anledning ogsaa have faaet en forstander. Forsaavidt er det altsaa ikke umuligt, at kirken allerede tidligere kan have havt en provst, og at det kun er kannikernes kollegium, som stiftedes i 1272–73.
22. Dipl. Norv. VIII, no. 9.
23. Norges gamle love, II, s. 461, 475 og 479. Dipl. Norv. I, no. 64 a og b. I den under 19de April 1276 af kong Magnus Lagabøter udstedte fundats for Alle helgens og St Katharinas hospitaler (Dipl. Norv. II, no. 16) siges udtrykkelig, at kongen har foretaget dette skridt med raade herra Eiriks abota at Munklifui oc korsbrœdra at Cristkirkiu oc annara lærdra oc olærðra ær namunda oss varo. Her møder altsaa en meget udvidet kreds af raadgivere, hvori grunden til det stærke geistlige elements nærværelse er let forklarlig.
24. Norges gamle love, II, s. 397. R. Keyser, Efterladte skrifter, I, s. 120.
25. R. Keyser, anf. sted, I, s. 120.
26. Diplomatarium Svecanum, II, s. 43. Smlgn. ovenfor s. 6.
27. Smlgn. de ovenfor anførte steder af Dipl. Norv. I, no. 51 og III, no. 1. Det kan være rimeligt, at paaberaabelsen af de anseede mænd som vidner for en handlings gyldighed er den oprindelige fremgangsmaade, og at beseglingen er en yngre.
28. Maaske har der endnu i nogen tid været gjort den forskjel, at ved beseglingen kun de mere høitstaaende raadgivere medtoges, medens samtlige tilstedeværende af disse nævnes, hvor de alene optræde som vitterlighedsvidner uden at deltage i beseglingen. Sammenlign, hvad der er anført ovenfor s. 16.
29. Smlgn. Dipl. Norv. I, no. 4: intervenientibus bonæ memoriæ Thorero, Nidrosiensi archiepiscopo et quibusdam aliis tam preælatis, quam nobilibus Norvegiæ.
30. Norges kongesagaer, overs. af P. A. Munch og O. Rygh, II, s. 244.
31. Tiltrods for sin geistlige stilling kunde disse kapellaner varetage forretninger af en derfra vidt forskjellig art. Saaledes omtales i 1217 den kongelige kapellan Eiliv som den, der styrede gjesteskuden.
32. Dipl. Norv. II, no. 2: testibus Turfinno, filio meo, Laurentio cancellario et aliis. Brevet er udstedt af Orknøjarlen Harald.
33. Norges kongesagaer, oversatte af P. A. Munch og O. Rygh, II, s. 240.
34. Smlgn. Capefigue, Histoire de la France au moyen age, I, s. 190. R. Keyser, Efterladte skrifter, I, s. 122 betragter den norske kansler som »et slags første statsminister«.
35. Et kongebrev af 1276 er saaledes indseglet ved Orm mærkesmand, Dipl. Norv. II, no. 16. Et andet af 1271 derimod ved kansleren, sira Thore. Smstds. IV, no. 2.
36. I et kongebrev af 1265 paaberaabes kongens brev og indsegl; men i selve brevet nævnes intet om, hvorvidt dette var indseglet. Dipl. Norv. II, no. 12.
37. P. A. Munch har (Norske folks historie, IV, 1,s. 599) antaget, at det var i egenskab af kansler, Askatin af kong Haakon blev anvendt som gesandt; men da der fra samme og nærmest følgende tid kjendes andre mænd, deriblandt ogsaa munke, som bleve anvendte i lignende hverv, men hverken da eller senere vides at have været kanslere, kan dette ikke holde stik. Saaledes kan man ikke lægge saa stor vægt paa den ovenfor anførte bestemmelse af hirdskraaen, som Munch har villet gjøre, og det er ialfald ligesaa rimeligt at antage, at Askatin først blev kansler efter, at han havde godtgjort sin dygtighed ved at udføre forskjellige politiske hverv paa en tilfredsstillende maade.
38. R. Keyser (Efterladte skrifter I, s. 122, smlgn. s. 80 og 82) vil endog tillægge Magnus Lagabøter den bestemte hensigt, at han af disse har villet danne »et mindre, men fast kongedømmets raad«, idet han gav mærkesmanden den samme rang med lendermændene, som stallaren allerede havde i forveien. En saadan slutning er dog noget dristig.