Af Geheimeraad Johan v. Bülows Papirer
- Nye Oplysninger om Biskop B. Deichmann
- Breve til Joh. v. Bülow fra Frederik Moltke
- Breve til Joh. v. Bülow fra Frederik Julius Kaas
- Af Prof. Dr. Laurids Smiths Breve til Joh. v. Bülow
- Et Brev fra O. Høegh Guldberg til Bülow
- Tvende Breve fra Justitiarius P. T. v. Koss
- Af et Brev fra Tyge Rothe til Johan v. Bülow
Blandt dem, som ved Regjeringsforandringen i 1784 kom til Magt og Ære i i Danmark, var ogsaa Johan v. Bülow, en ung Adelsmand (født 1751), der i en Aarrække havde havt en væsentlig Andeel i Kronprindsens Opdragelse og nu blev udnævnt til hans Marskalk. Ihvorvel Bülow aldrig optoges og vistnok heller ikke ønskede at optages i Statsraadet, nød han imidlertid den høieste Grad af Yndest hos sin unge Herre og havde som dennes confidentielle Raadgiver en saa stor Indflydelse ogsaa paa Statssager, at selve Ministrene ikke forsmaaede gjennem ham at virke paa Prindsen og ad denne Vei forud at stemme denne for sine Anskuelser. Og Bülow interesserede sig ogsaa meget varmt for de fleste af Styrelsens Grene, hvilket iser fremgaar af den Omhyggelighed, hvormed han fra alle Kanter stræbte at indhente Oplysninger om alle Tidens Hovedspørgsmaal og overhoved om Sager, som skulde forelægges Statsraadet og Kronprindsen til Afgjørelse. Med de fornemste Embedsmænd i Provindserne samt i Norge underholdt han en ivrig Brevvexling og lod sig, som nærværende Samling vil vise, af dem meddele nøiagtige Efterretninger om Personer, Stillinger og Forholde i deres Kredse. Stundom faa derved hans Papirer endog en Slags Lighed med de bekjendte Gesandtskabs-Relationer, hvorpaa den nyere europæiske Historie for en stor Deel hviler.
Bülow holdt sig i sin betydningsfulde Stilling indtil 4de Juni 1793, da han pludselig fik Afsked fra alle sine Embeder. Vistnok ledsagedes denne med en meget smigrende Tilkjendegivelse af „Velbehag med lang og tro Tjeneste,“ men det er dog aldeles sikkert, at han ved denne Tid var falden i Unaade, hvilket navnlig fremgaar med Klarhed af et forlængst trykt Brev fra Bülow til Kronprindsen[2]. Hvad Aarsagen til denne Unaade har været, derom er man endnu i Uvished.[3] Ved sin Fjernelse fra Hoffet trak Bülow, der ved Egteskab med Frøken E. M. Hoppe havde erhvervet anseelige Midler, sig tilbage til sin Eiendom Sanderumgaard ved Odense, hvor han tilbragte Resten af sit Liv som uafhængig Rigmand, og vandt siden som Mæcenas et Navn som neppe nogen anden dansk Mand, naar undtages P. F. Suhm. I sine senere Aar modtog han vistnok adskillige Beviser paa sin Konges tilbagevendende Naade, saaledes det blaa Baand, men til Hoffet kom han ikke mere. Han døde 1828.
Bülow havde i sin Tid i flere Aar studeret ved Sorø Academi. Han testamenterede derfor denne Stiftelse ei alene sit store Bibliothek, men ogsaa sine for Danmarks og Norges Historie saare vigtige Papirer, mellem hvilke, som ovenfor antydet, findes Breve næsten fra alle hans Samtids politiske og literære Størrelser, og som derhos indeholde en Mængde andre for Statshistorien interessante Dokumenter, hvilke han i sin Velmagtstid havde havt Adgang til at see og afskrive[4].
Mit Bekjendtskab til denne Haandskriftsamling hidrører fra Aaret 1861, da jeg i længere Tid opholdt mig i Danmark i historiskt Øiemed. En Catalog over Haandskrifterne var netop i det nævnte Aar udgiven som Skoleprogram af Academiets udmærkede Bibliothekar, Overlærer J. H. Bang, og da denne Fortegnelse forekom mig særdeles lovende, begav jeg mig strax hen til Sorø, hvor jeg tilbragte et Par Uger med Gjennemgaaelse og Afskrivning af endeel Papirer, som nærmest vedgaa Norges Historie. For den sjeldne Bistand og Imødekommenhed, som Overlærer Bang ved denne Leilighed ydede mig, er det mig en kjær Pligt at bevidne ham min inderlige Taknemmelighed.
Med Hensyn til Udgivelsesmaaden vil Læseren let see, at af Laurids Smiths Breve adskilligt er bortskaaret; en Mængde af hans Skrivelser fra den Tid af, da han forlod Norge, ere ogsaa ganske udeladte, thi fra ham fandtes flere hundrede Breve af hvilke naturligvis mange ikke egnede sig til Udgivelse. Derimod er af Kaas’s Breve intet og af Fr. Moltkes kun lidet udeladt. Af Guldbergs Breve meddeles denne Gang kun et eneste, der udelukkende angaar Norge. Oplysningerne om Deichmann ere medtagne som en Prøve paa Bülows Samlinger af Aktstykker til tidligere Dages Historie
Jeg kan ikke andet end nære den faste Tro, at Almeenheden i nærværende Samling vil finde temmelig væsentlige Oplysninger om vort Fædrelands Tilstand i en af dets Histories mærkeligere Tidsrum. Skulde dette mit Haab opfyldes og mit Udvalg nyde en gunstig Modtagelse, er det min Agt snarest mulig atter at drage til Sorø for at forberede en ny Samling af lignende Indhold.
Hr. Cand. juris Otto Gr. Lundh, Assistent ved Rigsarchivet, har ogsaa ved denne Leilighed med sin sædvanlige Velvilje bistaaet mig ved Correcturen, hvorfor jeg herved yder ham min Tak.
- Christiania, 23 October 1863.
Ludvig Daae.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Wikikildens innholdsfortegnelse.
- ↑ (Dansk) Historiskt Tidsskrift, 4de Bind.
- ↑ Gisninger fremsættes f. Ex. i Nordisk Conversationslexicon (Art. „Bülow“) samt af H. P. Giessing: „Struensee og Guldberg,“ S. 339–340.
- ↑ Nogle af de Bülowske Haandskrifter, hvilke efter hans Bestemmelse først 30 Aar efter hans Død (altsaa 1858) skulde aabnes, ere forsvundne fra Sorø, da Kong Frederik den Sjette havde givet Ordre til, at disse Sager skulde indsendes til ham. Mellem disse Papirer, der nævnes i Sorø Academis Program for 1860, er ogsaa Dorothea Biehls authentiske Beretning om Regjeringsforandringen 1784. Efter min Formening er det imidlertid ikke ufandsynligt, at den Beretning om den nævnte Revolution, som den absolutistisksindede Quasi-Historiker H. P. Giessing har benyttet i sin saakaldte „historiske Skildring“ af Struensee og Guldberg (Kbhvn 1849), netop er den samme fra Sorø borttagne Relation af Jfr. Biehl. Giessing oplyser nemlig, at det af ham benyttede Haandskrift er gjennemseet af Bülow, uden at han dog veed at angive sammes Forfatter.