Af Geheimeraad Johan v. Bülows Papirer/Et Brev fra O. Høegh Guldberg til Bülow
- Høi-Velbaarne Hr. Marskalk!
- Elskeligste Ven!
Nu har Deres Høi-Velbaarenhed fuldkommen tilfredsstillet Deres Ven, da De ville saa omstændeligen besvare mit sidste, og hvad jeg deri har ønsket at vide. Kunne De vide, hvormeget De har glædet mig, og kunne De see, hvor høit jeg elsker Dem, saa ville De ofte gribe en Pen, for paa eengang at fornøie baade Dem Selv og mig. Glad er jeg, at vor kiere Kronprints har ikke med Mishag anseet mit Brev, og at jeg veed det fra en Kilde saa sikker. Denne Naadigste Herre er mig altid i Ønskerne: de følge Ham stedse, og Gud ledsage Ham, og ledsage Dem, Hans Ven, paa den lange Reise! Planen til Reisen har alt mit Bifald, og paa Bergen nær, som er for meget af Veien; er intet forsømt eller udeladt.
Arveprintsen har skrevet mig, at min Ven har forelæst Ham mit Brev og behaget at føie til, at De er min Ven. Dette vidste jeg vel nu, men at høre det og fra denne gode Herre, det var mig saa meget kjærere, fordi jeg tillige saa af hele Brevets Indhold, at han elsker og troer og agter Dem, og dette er da en Føde for mit Hierte. Tak for Klim. Omhu for sligt er smukt, og af alt i Verden ere Videnskaberne de taknemmeligste. Hvad min Ven har betroet mig om Tilbagereisen gjennem Sverige, skal aldrig nævnes af mig til Nogen.
Det glæder mig, at min dyrebare Ven paalægger mig at nævne for Dem, hvad jeg nu troer at kunne være paa denne norske Reise Deres høieste Opmærksomhed værdig. De veed, at i Norge var jeg aldrig. Det jeg da kjender, er kun af mine Bøger, og især af mine 12 Aars Erfaring. Hvad jeg da deraf har i min Hukommelse som noget, jeg anseer for vigtigt, og saa vigtigt, at om jeg var kommen did, havde det især fæstet min Opmærksomhed: alt dette vil jeg da nu med den sødeste Fornøielse optegne for Dem. De kongelige Betjente i Norge tiltroede jeg for en stor Deel en vis Selvraadighed, Egennyttighed og Udsuelse. Dette Onde burde kjendes og kraftigen hindres. Min Kamp var det stedse. Men Nærværelse kunde hjelpe til at kjende nøiere og hindre vissere, thi Nordmanden er tre Gange listigere end den Danske og veed at hæfte sig saa fast til Collegiernes Contoir Betjente, at, med mindre Regjeringen selv kjender og kan foreskrive, bliver intet fuldfærdigt udrettet. Disse norske Betjente maa kunne leve; alt er der dyrere og for Distrikternes Størrelse sværere Arbeide og flere Folk fornødne. Men udsue maa de ikke og dette skeer sikrest længst borte fra Regjeringen, og hvor Bønderne eie dem selv, og have ingen Husbond, der kan tale for dem. Deres Skatter og Afgifter have saa mange Navne, og noget af det er arbitraire. Jeg ønsker at faa det reduceret til to Classer, den ene for Kongen, den anden for det Publique og begge fastsatte; jeg vilde, at man af Skatbøgerne skulde af 10 eller 15 Aar tage et Medium og gjøre det til Regel i det mindste for 10 eller 15 Aar, men jeg kunde ei trænge igiennem, skjønt Sagen var mig øiensynlig rigtig; altid saa jeg, at Hindringen kom fra Contoir- og Collegii Betjenterne. Men Nytten var stor, fordi saadan Fastsættelse afskar Leilighed til megen Udsuelse og megen Misnøielse. Ikke mindre indsaa jeg, at ved Skatternes Inddrivelse og Hævelses Tiden var meget at rette og ordne, fordi Udsættelse deri kjøbes altid af Fogden. Ogsaa troede jeg, at Procesmaaden i Norge trængte til Revision, at Bønderne bleve et Bytte for Dommere og Procuratorer, at disse sidste vare for mange, og at da man havde der med Odelseiere at gjøre, burde man lempe alt til deres Tarv og derfor træffe den allerkorteste, dog sikre Procesmaade; men jeg var ene. Leilændingernes Kaar forekom mig usikre, og en Fastsættelse syntes mig nødvendig. Deres Mængde er stor og jeg ønskede mig at kunne i Mag gjennemreist Norge for selv at see og selv at høre, om det ikke var muligt ved hver Gaard at kunne have en arvefæstet Leilænding med den Byrde at gaa Soldat for Gaarden saaledes, at Bonden og sammes ældste Søn vare frie, saalænge saadan Leilænding eller Søn gik Soldat, thi jeg faa, at det gjeldte om, naar man havde Krig tillige at kunne dyrke Landet. Dog jeg forlader alt dette, som maaskee er uden for min Vens Plan paa denne Hast Reise og under saamange andre da følgende Sorger. Heller ikke behøver jeg at nævne, at mig forekom stedse Bonde-, Præste- og Borgerstanden at være dem, som i dette Rig emaatte især venlig begegnes og det i denne Orden, jeg nu nævnede dem.
Agerdyrkningen i Norge og dens Opmuntring laa mig altid paa Hjerte. Arvepr. var saa naadig, omtrent dertil aarlig at give 300 Rd., Kongen og dertil undertiden andre Opmuntringer. Mosers eller Myrers Udtappelse, smaa Krats Udryddelse kan anselig formere Ager og Eng; jeg er vis paa, at jo mere Myrer formindskes, formindskes og den farlige Nattefrost. Overalt bliver Følgen, at Norge da ved at avle mere Korn behøver mindre det fremmede Korn fra England og Østersøen. Endog i gode Aar tog dette Rige fra Fremmede for 30 Aar siden, naar jeg ikke feiler, for 5 til 6 Tønder Guld. Dette skal i gode Aar være meget aftaget, og kunde det, som det kan, endnu anseelig synke, er Gevinsten stor og af høi Værd. Vor bedste Kronprinds vil vist derpaa vise sig særdeles opmærksom, allevegne derom see, derom spørge, og hvor han træffer Flid helst hos Bonden og Præsten, Bondens Lærer, da vise sit naadigste Bifald. Allevegne vil høistsamme træffe nogle, Guldbrandsdalen skal have noget besynderligt. Hamp dyrkes med Flid paa nogle Steder, Hør og hist og her; den for.arbeides tillige; og somme Steder ere Væverier i god Gang. Naadsgt Øie dertil og kraftig Anpriselse vil have god Virkning. De norske Bønder, som ofte øve tillige flere Haandværker, gjøre undertiden ret vel allehaande Redskaber, som bruges i hver Mands Hus. Disse Frembringelser ere især dyrebare, og i mine Øine naar de due, langt vigtigere end en og andens Kunststykker. I nogle Egne klæde de sig kun i hvad de selv gjøre, og bruge næsten ikke, uden hvad de selv forarbeide. Disse ere mig de især værdige Folk og fortjene megen Agtelse. Paa Hedemarken derimod og vel og andensteds skal Overdaadighed have indført fremmedt Tøi, endog Caffe. Steendiger, saa lette paa de fleste Steder, burde forjage Træindhegninger og fortjene Ros, hvor de have gjort det. Nu min kjære Ven, ansee med Skaansomhed dette Lidet. De finder vist neppe nogen for Dem ny Tanke, men hvad De seer fra mig er fra Deres Høivelbaarenheds egen
O. H. G.
- Aarhuus den 9 Mai 1788.
- ↑ Guldbergs Breve til Bülow ere af de saa Guldbergiana, som ere levnede. Guldberg paasaa ellers, at hans Breve ødelagdes, og lod sine egne Papirer lægge hos sig i Ligkisten.