Af Geheimeraad Johan v. Bülows Papirer/Af Prof. Dr. Laurids Smiths Breve til Joh. v. Bülow
Mellem de mange, som have staaet i Brevvexling med Bülow, er der næst efter dennes fortrolige Veninde Dorothea Biehl ingen, fra hvem et saa betydeligt Antal Breve er bevaret, som Dr. Laurids Smith, den bekjendte Forfatter og Prædikant. Om Anledningen til Smiths nøie og fortrolige Bekjendtskab med Bülow vil Læseren faa Underretning i de Brudstykker af hans (1788 nedskrevne og i Sorø bevarede, ligeledes til Bülow stilede) Autobiographi, som nedenfor skulle meddeles som Indledning til hans Breve.
Hovedtrækkene af Smiths Levnet ere bekjendte fra Literaturlexikonnet, vi skulle kun minde om, at han var Rektor i Throndhjem 1781–1785. Bülow havde ham meget kjær og har noteret paa et af hans Breve følgende Ord: „Smith blev mig tro til sin Død. Han havde en ædel Sjæl, men mange Underligheder. Vitam impendere vero kunde passe paa ham.“
Min Biskop[1] var en god gammel Mand, som jeg idelig var hos, mine Hørere og min Conrector herlige Folk, og Skam skal det hele store Raad have, dersom ei den gode Mag. Holst nu, da han kun fattes 1 Aar i de 50 – bliver hjælpen til et Rectorat passende med hans Fortjenester: han er en ærlig Sjæl, en forstandig og flittig Embedsmand, overalt en ypperlig Skolemand og – min Staldbroder, hvad have vi da mere Vidnesbyrd behov?
Mag. Holst og jeg kom paa een Tid til Skolen; den havde da det sidste hele Aar hverken havt Rector eller Conrector, og Uordenen var derfor steget til det Høieste. Jeg lod 1783 trykke en Tale: Velanvendte borgerlige Velgjerninger, som sikkre Midler til Statens Flor og Velgjørerens Udødelighed. Dog efter den er adskillige locale Efterretninger, som tjene for Fremmede til at forstaa et og andet i Talen; tilsidst nogle Bemærkninger mod Hr. Nordal Brun i Bergen, som i en Tale, holdt nogle Aar tilforn, havde antaget Sætninger om Testamenters Ret, der i mine Tanker vare skadelige og stridige mod Sandhed. Jeg blev opfordret til at erindre dette mod ham, deels da adskillige beraabte sig mod mig paa hans Tale, som en inspireret Bog, deels da Etatsraad Dons og Dr. Hagerup demonstrerede mig kraftelig, jeg skyldte Sandheden at bestride disse Lærdomme, Brun havde udbredt, og hvorimod min Tale indirecte gik. Dette gjorde jeg da med megen Varsomhed og med en Agtelse.og Skaansel for dette rebelske Hoved, som han vist ikke fortjente. Brun, som er en underlig Karl, læste dette, troede, han ved Spøg og Satire skulde vinde den Seier over mig, han ei ved Grunde kunde tilfægte sig, og svarede herpaa i en naragtig Tone og søgt i den egentligste Forstand at faa Folk til at lee ad mig; nu greb jeg til Mester Archilochs Jamber og uden mindste Skaansel toede og herskede ham af i et Skrift, som hedder Oplysninger over Hr. Johan N. Bruns Forsvar for hans Tale om Testamenters Ret. I denne Feide kivedes vi hverken om mere eller mindre end om jura majestatum, og jeg forundrer mig meget over, at der ei er lagt Mærke til saa synderlige Skrifter, som disse ere og en saadan Strid ført i Norge. Derpaa torde Brun ei selv svare, thi han havde da vist sat Kongen af, men fik en Anonym til at sammensmøre en flau Piece, som saa heel klostermæssig ud, hvorpaa jeg Intet svarede. Det jeg havde sagt om Statens dominium eminens, som de fleste ei kunde forstaa, men hvorom alle dog talede, gav Anledning til en lystig Historie. Tvende Bønder kom op til Bispens Famulus, som havde taget disse Piecer til Udsalg, og forlangte en Bog, Rectoren havde skrevet, hvori stod, at de ei selv eiede deres Selveiergaarde, men Kongen kunde tage dem, naar han lystede. Schnabel, saa hed han, siger dem, dette stod ei i Bogen, de skulde ei kjøbe den, de kunde ei forstaa den, der stod Latin o. s. v. De svor paa, de vilde have den, deres Præst kunde forklare Latinen, og de vilde selv see den Fandens Snak, den Rector havde skrevet. De fik den og betalte deres Exemplar og reiste ned til Præsten for at studere jus naturae.
Dette Aar prækede jeg tvende Gange i Throndhjems Domkirke, og disse Prækener ere trykte under Titel: Prækener holdte i Throndhjems Domkirke. Samme Aar fik vi oprettet et Læseselskab, hvis Bøger tilsidst skulde tilfalde den oprettede Realskole; jeg udgav til den Ende en Plan og Indbydelse dertil.
Omgangen i Throndhjem var ikke ganske efter mit Hoved, da man ei kunde med fuld Frihed komme til Folk uden i Selskaber og kunde ei tale, med hvem man vilde, uden at have Gilde eller gaa til Gilde. Længe havde de talt om at oprette en Klub, men det blev med Snak. Nu foretog jeg mig for Alvor at drive dette, accorderede med en Mand om at bygge efter mit Sind et nyt Huus til et andet, han havde, og forbinde dem, saa vi havde alle fornødne Bekvemmeligheder. Jeg fik blandt andre Værelser en Sal, hvori vi spiste 100 Personer Kongens Geburtsdag. Dette Anlæg begyndte jeg da paa og fik Manden til i Haabet. Jeg udarbeidede nu Love og Regler for Indretningen, confererede derom med nogle Sjæle og lagde mutatis mutandis, de kjøbenhavnske Dreierske Klubregler til Grund, og brugte deraf det, som kunde passe sig. Nu løb de om til Subscription, en 70 Personer tegnede sig, hvoriblandt Generallieutenant von Krogh, hele Magistraten og Geistligheden o. s. v. Men mange troede, dette blev dog Galskab. Imidlertid fik jeg de nødvendige Meubler forfærdiget, og Klubben aabnedes; Menneskene fandt sig fornøiede dermed, den talte snart over 150 Personer – Stivheden faldt bort, – Generalen spillede sit Partie Billard med Studenten, og den fuldkomneste Orden var der i det Hele ved høie Personers Politesse og den Agt, de Middelstandsfolk havde for dem. Endnu staar denne Skabning, og den skal staa, saa længe Lovene holdes. De bleve og trykte 1783. Vi havde der især en Mængde politiske Tidender, det første Aar for en 120 Rdlr. Den faste Udgift var aarlig 4 Rdlr., (det første 6), og forresten kunde Enhver komme og gaa, fortære meget eller lidet, eftersom han vilde, da Værelserne hørte Selskabet til, og Værten havde sin Løn og Logi. Jeg havde her mange behagelige Aftentimer fra 5 til 7, som var min Klubtid, men Fanden er allevegne; han skaffede mig siden saa mange Fortrædeligheder af nogle, der havde Lyst til at bryde mig, at jeg nær havde selv revet min Skabning over Ende og sagt: Min Sjæl dø med Philisterne. Havde Antagonisterne været kloge nok, var det skeet; men de plumpede for tidligt ud med deres Hensigt, som var at forstyrre Klubben og skabe en ny, at ikke en Jyde skulde have Æren for den Usselhed. Nu skulde Klubben staa, og jeg fornægtede mig selv for at haandthæve min Skabning. General von Krogh, Kammerherre Wakenitz, en ædel, herlig Mand, og flere vare mine Folk, og min Klub stod, just fordi nogle vilde, den skulde falde. Ingen maatte øde den uden jeg selv, og det vilde jeg just ikke fordi andre vilde det.
Procurator Evensen udgav i denne Tid en Subscriptionsplan til et periodisk Skrift, da jeg saa dette, faldt det mig ind, jeg maatte og skrive slig en Tingest; og nu indbød jeg til Subscription paa Samleren, hvoraf det første Qvartal 1784 ordentlig udkom. Jeg maatte da af Mangel paa Papir standse med den, og denne Mangel vedblev, til jeg forlod Throndhjem. Jeg har negotieret om Papir og har Intet kundet faa. Det andet Hefte skal dog absolut ud, da Menneskene have betalt det, og dette bliver et af mine første Arbeider at faa det Barn til Verden. Det gik stærkt af, og jeg kunde have vundet derpaa, om jeg kunde ordentlig have fortsat det. Der var en Belials Mand i. Throndhjem Tislef, Assessor i Bjergamtet, som under Venskabs Skin gjorde mig megen Fortræd, indtil jeg efter 1½ Aars Forløb endelig lærte at kjende ham. Han skrev en Subscriptionsplan for at drille mig og gjøre mig til Nar, til et Skrift, han kaldte Adsprederen. Dette fik han Skorsteensfeieren i Byen til at skrive under, og denne kaldte mig da heri, som Bogskriver, Hr. Collega o. s. v. I Førstningen kunde jeg ei komme paa Spor efter Autor til dette Mesterstykke; men ved Bogtrykkersvenden fik jeg fat i en af Correcturerne, kjendte der Mag. Wittrups Haand, hos hvilken Guds Mand Tislef logerede. Jeg tog dette til mig, og nu døde disse Sjæle ikke i deres Synd. En Dag jeg kom til den gamle Mathematikus Fester, sad han og skrev noget Galskab, han viiste mig, og jeg lagde mine Galskaber dertil, og saa udkom et Halvark idel Bindegalskab, forsat med en god Dosis Arvesynd og hed: Democritus eller Grineren, en Subscriptionsplan. Deri var blandt Andet en Extrakt af en forstyrret Tale, Tislef havde holdt og ladet trykke, og som var et Mesterstykke af Nonsens. Menneskene vare nær blevne gale over dette Galskab, alle loe uden de paagjeldende, og siden den Dag torde Tislef ikke befatte sig med mig, Og jeg lod ham da og fare i Fred.
Mag. Wittrup, som var Secretair i Videnskabernes Selskab, sagde sig af med Secretariatet, og Spillet var, Tislef skulde være Secretair for at bryde Hagerup og gjøre Spektakler, men dette lykkedes dem ikke, jeg blev valgt in pleno med Pluralitet af Stemmer, stod da op og holdt en kort Tale, jeg havde beredt mig paa, med nogle Seitenhiebe til Tislef, og dermed var jeg Secretarius, atter til Forargelse for Modstanderne. I dette Aar udgav jeg Horatii ars poetica paa Dansk under Titel: Horats om Digterkonsten, Throndhjem 1784. Dette lidet Arbeide har kostet mig megen Møie, og jeg er belønnet med Luxdorphs Bifald, som han selv har bevidnet mig. Da jeg fik det Spektakel og den Inspectionscommission for den rebelske Drengs Skyld[2], jeg havde stripset, en Behandling som er uhørt, da alle Disciplene bleve afhørte som Vidner over mig, besluttede jeg, hvordan det saa end gik, at jeg ikke vilde være Rector. Jeg havde imidlertid mange Projecter i Hovedet; et af dem var at blive Amtmand i Finmarken, da Rygtet sagde, den forrige skulde ikke vilde være der længer. Jeg skrev da til Sporon herom, som jeg i Throndhjem jævnlig corresponderede med, og som stundom og skrev mig til; men herpaa svarede han mig Intet. Jeg vilde før seet at blive Civilist, have faaet Justitsraads Titel, og skrev til Guldberg derom i den Tid, Prindsens Confirmation tilstundede; men Du skal ikke den Vei, sagde Bøddelen til Didrik Slaghek, da han havde ført ham nogle Trin opad Stigen til Galgen og saa vendte om igjen for at føre ham til Baalet. Jeg havde og den Nykke for Alvor at studere Jura, som jeg ved Etatsraad Dons og Justitsraad Nordahls, Præsidentens, Omgang havde god Anledning til, faa conferere for den juridiske Doctorgrad og blive Høiesteretsadvocat; Præst troede jeg da ikke, jeg vel kunde blive for den Exam. theolog., som jeg naturligviis ikke vilde underkaste mig, stundom troede jeg dog, og dette kunde gaa an, og saaledes var mit Hoved en Tumleplads for mangehaande Projecter, imidlertid lurede jeg paa Prindsens Confirmation, da jeg troede, at Sporon paa en eller anden Maade vilde frelse mig fra Skoletrældommen.
Mine Forhaabninger om at slippe for Rectoratet grundede sig, som sagt, meget paa Sporons Venskab, han var bleven Statssecretair og nu saa det jo herligt ud. Men saa: tolluntur in altum & lapsu graviori ruunt. – Guldberg og Sporon seilede af – og nu kjendte jeg ingen af de nye Sjæle. Thott levede, men Harboe var død. Jns (Janson?) skrev mig til, man maatte se Tiden an og lære, hvo de rette Folk vare, man skulde handle med. Mine Modstandere i Throndhjem troede nu, jeg var evig fængslet der, men jeg, som følte, at jeg ingen Svinehund var, troede, jeg skulde nok komme i Kast med de nye Mennesker og besluttede at reise til Kjøbenhavn, og dette blev prompte exseqveret. Dette var uvant for Thrønderne, og var jeg da afsted, inden de troede, det var Alvor.
Ved Ankomsten til Helsingør hørte jeg paa Værtshuset megen Snak om Forandringen og de nye Mennesker; men Bülow var den, som al Tale dreiede sig om, og han var saare god. I Kjøbenhavn var der selv blandt forskjellige og modsatte Fractioner kun een Stemme om dette samme. Den Svend maatte jeg da kjende. Imidlertid var det norske Videnskabsselskabs Skrifter færdige, som Secretair burde jeg overgive Herskaberne dem, jeg talede med Dem, min Ven, i al Korthed, fik Audients hos Kr. Pr., som var snart færdig, nogle faa Ord talede vi sammen i Forgemakket, og dermed var det forbi. Men jeg havde nu seet Dem, og det var nok for at ville see Dem igjen.
Imidlertid gjorde adskillige mig det til Pligt at søge min Vens Bekjendtskab, ved Samtale om den norske Forfatning udlod jeg mig om adskillige Galskaber, og alle sagde dette skulde B. vide, jeg havde og nok Lyst til, han skulde vide dette, men jeg vilde gjøre mere end almindeligt Bekjendtskab med Manden, og Knuden var, hvorledes dette skulde gaa til. Nu var det almindelig Snak i Byen, at Riegels var Kr. Pr.’s Favorit, havde megen Adgang til min Ven, og mange skreg høit over dette, da hans sorte Sjæl var bekjendt nok; jeg kjendte ham fra vore Studenterdage, og jeg vidste, han skulde gjøre mange Djævelskaber, om han kunde. Jeg besluttede at advare min Ven paa en god Maade, og min Tanke var denne, enten lægger Manden det .paa Hjertet, om han ei kjender Riegels sør, og da, naar han erfarer Sandheden, bliver han ikke den vred, som har sagt den, eller han tager det ilde op, saa kan han have en god Dag, og Du er ligefuldt Rector i Throndhjem. De Erfarenheder, jeg fra Norge havde, troede jeg og skulde være Dem behagelige, saa meget mere som min Situation gav mig ingen Interesse for eller mod Tingene, og altsaa skulde man have Kløer i den gode Bülow.
Dertil gav en Hændelse Leilighed. Jeg havde, som De veed, nogle Tegninger fra den gamle Mathematikus Fester, som han ønskede Kronprindsen overgivne; de laa i Bunden af min Kuffert, og jeg havde glemt, de vare til, første Gang jeg talede med min Ven. Siden saa jeg Dem en Dag; jeg fik et Ærinde til Frdb., vandrede did og spurgte, om De vilde overgive Pr. dem. De lovede dette, vi kom lidt i Snak om Norvegica, og jeg sagde, jeg vilde skrive til min Ven noget herom. Den Maade, paa hvilken min Ven antog dette Tilbud, virkede den Følelse strax i min Sjæl, De var min Mand, og jeg sendte Dem da Tegningerne med en Epistel. Nogle Dage efter gik jeg atter did til Dem. De var fornøiet med min Skrivning og ønskede mere, der var kun lidt Tid til at tale, da mange Sjæle vare udenfor, jeg bad Dem bestemme en Tid, jeg i nogen Ro kunde tale med Dem, og De bestemte næste Søndag Kl. 10 eller 11.
Dersom jeg nu skulde gjøre et ordentligt Skriftemaal om min Lærdom og Indsigt paa denne Lap, saa bliver det dette: Jeg kunde have havt nogen Lærdom, naar jeg uforrykket havde arbeidet i min Videnskab, men jeg har deri som i alt andet som en jerusalemsk Skomager vandret fra et til andet og været nødt dertil. Nu var jeg Theolog, saa Belletrist, saa Philolog, saa Philosoph, saa Rector, og med det samme en Polymathiker, atter politiserede jeg nogen Tid bort, nu præker jeg; af alt dette kan ingen reel Lærdom.i noget Fag komme ud, men Resultatet af min hele Livsdaad er dette: Jeg har lært at tænke selv og kan med Lethed arbeide og udvikle Tankerne over det, jeg tager fat paa. Taler vilde jeg være, dertil har jeg endnu, alle Forandringer uforrykket, arbeidet og spørger min Ven nu: Hvad siger Du om Dig selv, saa svarer jeg: Taler og practisk Philosoph skulde jeg være, om jeg var noget. – – –
- Claudjte jam rivos pueri; sat prata biberunt.
Christianshavn den 17 Aug. 1784.
Naar Norge engang er saa lykkelig at see dets elskede Prinds, paa hvilken Nationens hele Haab og Forventning er rettet, saa forstaar det sig selv, at Nationen bærer og bærer med Glæde de smaa Byrder, som en Kongefærd gjennem Landet nødvendig forvolder, imidlertid troer jeg dog, efter det jeg kjender til Landets Forfatning, at et og andet kunde gjøres til Folkets Lettelse, en og anden Uskik, der let indsniger sig, forebygges og saaledes endog ved Ubetydeligheder og smaa Ting Folkets Kjærlighed dobbeltstærk drages til en Prinds, de allerede saa enthusiastisk elske.
Det er en af de store Byrder for Landet, naar en kongelig Person kommer med stort Følge. Saa vide endnu alle at tale om Christian den 6tes Tog didop, der var meget talrigt, og derfor var det ønskeligt, at H. K. H. reiste med saa lidet Følge som muligt. Tingen er, at Landets Beskaffenhed er saa forskjellig fra vores; Befordringen er saa besværlig at afstedkomme, og Bønderne, som langveis fra maa skydse, tabe ikke alene paa deres Heste, som ofte blive fordærvede, men og i deres Tid og Gjerning.
Nu kommer en Uorden, som saa let indsniger sig og formerer Følget, at uvedkommende Personer indsniger sig og indtages deri af de ringere Hofofficianter, og derved voxer Sviten ofte anseelig uden Kongens Vidende og mod hans Villie. Jeg troer, det til den Ende skulde være nyttigt, om i Tilfælde af en saadan Reise det blev enhver under Æres og Embeds Fortabelse offentlig forbuden at indtage nogen uvedkommende i Prindsens Følge, ligesom og de, som saaledes misbrugte H. K. H. Navn maatte vente sig hans høieste Unaade, naar de bleve opdagede eller angivne.
Det kunde ellers herved og komme i Overveielse, om det ikke kunde være passeligt, da nu saa lang Tid ingen Konge har reist i Norge, at Hans Maj. da ikke tog Skydsen uden Betaling, men lod Bønderne give som en Drikkepenge det for hver Miil, de ellers af andre reisende skulde have. Dette var i sig selv smaae Ting, men vilde hos Nordmanden, der elsker Ræsonnabilitet, gjøre Opmærksomhed og god Virkning. Da dette blev Gave og ikke Betaling, var det uden Følger for Fremtiden, om Touren ofte skulde holde didhen. Jo oftere ellers, des bedre. Christian d. 4 er Nordmændenes Afgud, men han var, jeg troer, 60 Gange i Norge. Overhoved maa det mærkes om Nordmændenes Characteer, at det er et stolt Folk, som føler sin Kraft og Værdighed, og hvilket der tillige er en herskende Tanke, at det er Kongerige, ikke Provinds eller undertvungen Nation, men et Folk, der frivillig har givet sig under sine Konger; men disse Konger elsker dette Folk paa den ene Side fast indtil Afgudsdyrkelse, paa den anden Side fordrer det Agtelse og megen Opmærksomhed af dem. Dog mere herom en anden Leilighed.
En anden Ting, som gjør Kongereiser meget besværlige i Norge, er den Indretning, som skal være paa Dovrefjeld, at visse Bønder ere og maae være fritagne for Friskyds.
D. Hvbh.’s
ærbødigste Tjener
L. Smith.
Kjøbenhavn den 7 Septb. 1784.
Ved det jeg taler om Norge, tænker jeg just nu paa en Nordmand, som er et faa farligt Menneske, at De bør kjende hans Characteer. Det er Molberg[3]), som kalder sig Stabssekretær og Auditeur. I denne Post blev han, ikke for sine Dyder, kasseret, og Gen. Major Stange har først for 4 Aar siden fortalt mig om hans Bedrifter; i Throndhjem ere hans Spektakler utallige, og i Christiania Stift skal Stiftamtmanden have klaget til Cancelliet over ham som den, der vilde bringe Urolighed mellem Bønderne. Jeg har af hans Avertissement i Aviserne sluttet, han maatte have skaffet sig nogen Adgang til Kronprindsens Hof, og derfor burde jeg nævne ham. Af Gen. Major Stange vil De høre nok af ham, og mundtlig kan jeg sige adskillige smukke Bedrifter, hvormed han har udmærket sig. Ved Toldvæsenet skulde han, troer jeg, kunne bruges, men for alting aldrig i Norge.
Kjøbenhavn den 17 Septb. 1784.
Igaar talte jeg med Gr. Reventlow og gav ham Forestillinger om Skattens Forhøielse paa de norske Forbedringer i Jordbruget. Hs. Exc. kunde ikke troe, at slig Upolitiskhed havde fundet eller fandt Sted, men det er dog saa, og end mere, paa Thingene, naar de holdes, spørge Fogderne bestandig, om Forbedringer ved Oprydning o. s. v. er skeet, og derefter gjøres Forslag til Afgiftens Formerelse. Jeg ønskede, D. Hvbh. fandt Leilighed til at tale med Greven herom, at det som snarest kunde expederes og ikke blive glemt, især da hans kgl. Høihed veed af denne Sag og tilkjendegav sit naadigste
Velbehag, at en Forestilling af mig derom blev gjort.– – – Som Tingene nu staaer, troer jeg, D. Hvbh. gjør maaskee bedst, at De intet siger Geheimeraad Schach Rathlow om den Visitations Tour til Nordland og Finmarken, vi have omtalt. Han vil strax begribe, at jeg kan have talt om sligt, og forklare det, som om jeg derved vilde gjøre et snedigt Anlæg paa at faae en Bispestol, da jeg herved dog i Grunden reiste som Vicarius Episcopi. Dette vilde være saa meget ubegribeligere for Manden, da han endog troer at finde Vanskeligheder ved at lade mig blive Prest[4]. Efter min bedste Indsigt maatte Qvæstionen egentlig blive: enten det er uskadeligst, at mig tillades at skrive en Dissertation og nedsende for Licentiatgraden, eller at jeg strax udnævnes uden videre Omstændigheder til Professor theologiae extraord. ved Kbhavns Universitet. En af Delene skulde jeg da troe, Manden maatte bifalde; med den omtalte Tour maatte vel alt beroe at omtale, indtil en af Delene var istandbragt. Thi ellers troer jeg, Vanskeligheder vil blive absolute Umuligheder. Hvad Nordlands Touren i sig selv angaaer, da har jeg ingen Grund til at ønske at gjøre den uden netop at lære Landet at kjende og følgelig kunne oplyse det mørke og ubekjendte i dets Forfatning Den, der egentlig nærmest burde gjøre Touren, er Dr. og Stifts Provst Hagerup, der er Vicepræses i Videnskabernes Selskab, en redelig og agtværdig Prestemand, som, naar Hensigten var egentlig theologisk, med Billighed ikke burde forbigaaes Ogsaa dette vilde jeg udbede mig af Deres Hvbh., at denne Mand maa være Dem anbefalet saaledes, om der af denne Tour med mig skulde blive noget, at De ved god Fortale, ifald Biskoppen skulde døe, forhindrede, at nogen anden blev ham foretrukken til dette Embede. Han har som Provst, som Prest, som Stifts Provst skaffet sig saa megen Kundskab om de geistlige Sager i Stiftet – og er en saa retskaffen Mand, at han baade næsten ene er duelig til denne Post, og jeg vilde paa den anden Side meget bebreide mig, om jeg ved at blive brugt paa denne Maade skulde svække den Agtelse, en saa værdig Mand fortjener, eller drage Opmærksomheden fra ham.
Indlagte Relation om Nordland er skreven til Dr. Hagerup i Throndhjem og af ham sendt mig i disse Dage. Forfatteren er en af vore saare hæderlige Prestemænd og heder Steen. D. Hvbh. vil og heraf see, hvorledes Folkets Haab og Lyst er rettet paa vor Kronprinds, og hvorledes de længselsfulde see hans Ankomst didhen imøde.
Her rinder mig atter en Idee i Tanke, som jeg bør hidsætte; jeg har mærket, der ere Folk, som ville have, at Kr. Pr. skulde reise udenlands, før han besaa sine egne Stater, især før han saa Norge; men jeg maa tilstaae, enten er dette yderlig Enfoldighed eller virkeligt Landsforræderi i et Tidspunct, saa kritisk som Europas nuværende, at raade sligt. Overhoved grunder den hele Snak sig paa den elendige Forudsætning, at en Prinds eller Konge i Danmark ikke skal see Norge eller sine andre Stater mere end en Gang i sit Liv. Selv Holsteen bør tilsidesættes for Norge, og slig Agtelse for Nationen, der i mine Tanker virkelig er absolut nødvendigt at vise, vilde gjøre Folkene til Enthousiaster for deres Prinds. Altsaa til Norge, jo før des hellere, og i Nødsfald følger vel Kongen med. – – –
Throndhjem den 7 Oct. 1784.
Igaar Aftes Kl. 9 kom jeg hid, og hvad jeg i Formiddag har talt med adskillige Folk i Byen samt hvad jeg paa Opreisen gjennem Landet har erfaret om Tilstanden, er idel Sørgelighed. Hosfølgende Beretning om den feilflagne Høst tilligemed den ringe Tilførsel var af Hr. Parelius, en indsigtsfuld og redelig Mand og Prest her i Byen, bestemt til med denne Dags Post at nedsendes til Handelstidenden, at den derved kunde blive bekjendt; paa min Begjæring fik jeg den af ham, da jeg tror, det jo før des heller bør vides, hvor ulykkelig Tilstanden er, at der, om mulig, kan foranstaltes Hjelp og Tilførsel. D. Hvbh. er saa god at bruge dette paa bedste Maade, derfor er det ogsaa, at det kan afklippes. Men al den Ulykke, jeg fra alle Kanter hører, er mig ny Grund til at ønske at gjøre den Tour til Nordland etc. som Visitator med alle dens Besværligheder.
Jeg tvivler ei paa, der jo ere om denne forestaaende. Mangel allerede indløbne Klager til Rentekammeret, og de vil komme i hundrede Tal, men hvad der hidsendes, maa være tørt og godt, da det egentlig bliver Sædekorn, altsaa Sædehavre o. s. v., det kommer an paa at saae god, om ikke næste Aar skal blive lige og end værre elendigt. Det er en Ynk med den gamle Stiftamtmand Korens Søvnagtighed, Mistroiskhed og Raadvildhed; der burde forlængesiden have været tænkt paa dette, da alle kloge Folk kunde see, hvad Enden vilde blive. Kjøbmændene har ogsaa drøset og maaskee tænkt, (ogsaa de rigeste blandt dem), egennyttigt, kort jeg seer i dette Øieblik ikke, hvorledes, Regjeringens kraftigste Hjelp uagtet, det vil gaae.
Det Handelsproject paa Archangel, som jeg talte med D. Hvbh. om, skal jeg drive paa vore Kjøbmænd, at de gjøre Alvor med. Planen dertil har jeg færdig, og da skal aldrig, saavidt menneskelig Klogskab kan forebygge, slig Uheld mere blive muligt; thi jeg vil, Compagniet skal forbinde sig til at
holde et vist stort Qvantum Kornvarer stedse oplagt i Throndhjem.Throndhjem den 16 Oct. 1784.
Jo mere jeg alvorlig tænker paa denne Sag, jo flere Vanskeligheder finder jeg og ved at reise som Kirkevisitator. Først vil Cancelliet og dernæst Missions Collegiet af al Magt sætte sig derimod, og det af adskillige Aarsager. Deels vil de foregive, det er nærmeligt for Bispen, som om han ei gjorde sit Embede, og uagtet han nu for Alderdom ikke kan selv gjøre Touren, vilde de dog paastaae, den maatte ei gjøres uden efter hans Forslag og af den, han foreslog. Dr. Hagerup har og Venner, som ville troe, jeg søgte at erholde Throndhjems Bispestol og fortrænge ham, altsaa vilde ogsaa disse hindre alt, hvad hindres kunde. Endelig vilde vel ogsaa vor gamle Bisp, da han ei kunde begribe Hensigten af Reisen, troe, jeg havde sagt Galskaber om ham, blive vred og maaskee præoccupere Presteskabet mod mig, at Hensigten af min Reise ikke blev opnaaet formedelst den Mistanke, der blev opvakt mod mig, som en Spion fra Regjeringen. Altsaa troer jeg, denne Idee maa frafaldes, og en anden gribes, som jeg har udtænkt og hermed vil fremsætte for D. Hvbh. Jeg kunde beordres til at gjøre som Literat en Reise gjennem Nordland og Finmarken for at undersøge og beskrive Landets økonomiske og politiske Forfatning og imidlertid lade Embedet forsyne med en Subrector. Denne Ordre gik da gjennem Rentekamret, og følgelig kunde de, som ellers ere mig imod, ikke forhindre den, da Grev Reventlow er den Mand, der ikke lader sig snakke noget for[5].
Throndhjem den 23 Oct. 1784.
D. Hvbh. har uden Tvivl allerede seet Stiftamtmand Koren, og har De havt Tid til at tale med ham, tvivler jeg ikke paa, han om det norske Skovvæsen har sagt Dem et Paradox, som virkelig strider mod alle andre Menneskers, endog mod min egen individuelle Erfaring, og som han aldrig har villet lade sig oplyse om, skjønt det blotte Syn kunde lære ham det modsatte. Han mener, at Norges Skove ere i ypperlig Stand og have ingen Fare at befrygte for Udhugning. Alle tænkende Folk, og deriblandt kan jeg nævne Berghauptmand Ascanius (en Mand som med sine Særheder altid bliver en indsigtsfuld og patriotisk gammel Mand), der har gjennemreist Landet fra den ene Ende til den anden, baade paa tvers og langs, og forsikrer, at Skovene maae med al Omhu skaanes, om ikke Efterslægten skal bande os. Hvad Koren egentlig taler om Skovene, har han ved Reiser ad de ordentlige Landeveie troet at erfare; denne Tour har jeg og gjort, og K. har Ret, naar han siger: der groer Skov overalt. Men D. Hvbh. maa i saa Fald spørge: hvad for Skov? Og da forsikrer jeg, at det for det meste er ung Skov, hvoraf hverken Bord eller Bjelker til Udførsel kan hugges. Hele Strækninger har jeg seet nedhuggede, andre afbrændte, deels ved Vaadeild, deels ved Torden; i Egnen om Røraas er paa en Strækning af 2–3 Mile end ikke et Træ, og dette vil man kalde god Tilstand. K. vil endog have Glasverker anlagte, en Indretning, hvortil overordentlig megen Skov medgaaer, og hvis Skadelighed eller Umulighed allerede er prøvet. Saa er mig sagt, at en Glashytte ved Drammen, der skal have kostet, udentvivl Kongen, endeel 1000 Rd., ikke skal kunne drives af Mangel paa Skov, men denne Mangel har man først agtet paa, da Verket var færdigt. Hvorom alting er, saa maa K. høres med al mulig Varsomhed ialt hvad Skovvæsenet angaaer, og hans Forslag prøves med Langsomhed og yderste Nøiagtighed. Ikke let kan nogen Embedsmand have flere politiske Særheder og Fordomme end han.
Vor gode gamle Biskop Bang har en Søn, hvis hele Livs Fortjenester bestaae i at æde, drikke, spille Kort og sove, og vil man endnu lægge dette til, han er Bispens Søn og har giftet sig med en Datter af Fru Lysholm. Altsaa er han en stor Mand. Dette Menneske har fra hans første Studenterdage troet, at det var nok at have en Biskop til Fader, og følgelig agtet Lærdom og Videnskaber for Ting, der ei burde fordres af ham. En Examen juridicum har han, som jeg troer, faaet, og nu burde strax Landets høieste Embeder staae ham aabne. Altsaa ikke som andre Mennesker vilde han begynde at gaae gradviis frem og ved forøgede Kundskaber gjøre sig duelig, nei der maatte strax blive noget stort af ham, og endelig faldt det ud til, at han blev Commerce Consulent, uden at forstaae et Ord af Handelsvæsenet, og Justitsraad. I denne Stilling har han saaledes udmærket sig, at Kammerraad Dræby nu ved min Nærværelse i Kbhavn fortalte mig et ret indlysende Beviis paa hans yderlige Enfoldighed og Vankundighed. Han skal til Økonomi og Commerce Colleg. have indgivet en Reisejournal, som Dræby paa Forlangende vel kan forevise, hvor der er idel Ynkelighed, og Efterretninger om Natteleie og Bevertningen paa ethvert Sted indtage den vigtigste Plads. Dette Menneske, som intet har lært, og intet har villet lære, og i denne Dag intet foretager sig uden at leve i Gjestebuder og gjøre en fornem Figur, skal K(oren) have i Sinde at ville saae indskudt som Stiftamtmand i Thjm. Dette er ved første Øiekast fast et daarekistegalt Forsøg, men Planen er ikke saa galt anlagt og kunde let lykkes til Skade og Vanære for Regjering og Land, dersom det ikke forebygges. General Osten saavelsom Koren ere gamle Folk, der ei have kunnet taale Reiser, og disse bør de gjøre til Tingene for at eftersee det fornødne, da Stiftamtmanden i Throndhjem tillige er Amtmand i Throndhjems Amt. Nu siger Rygtet, at K. skal foreslaae, at da han er for gammel til at gjøre disse Thingreiser, da Justitsraad Bang, som tilbyder sig at forrette Embedet gratis, maatte beskikkes til Amtmand i Thjms Amt, og da naturligviis et Arbeide maa belønnes, saa kunde hele Stiftamtmandskabet om et Par Aar resigneres til ham. Dii talem a terris avertite pestem. D. Hvbh. bruge nu dette, som De troer, det bør bruges, og skulde jeg ønske K(oren) eller Fru L(ysholm), om de meldte sig i denne Sag, noget Svar, var det, at denne Mand kunde jo søge at blive Vice Raadmand og saaledes successiv arbeide sig frem. Naturlige Evner fattes ham ikke, men Forfængelighed haver hidtil kvalt dem, og der bliver aldrig Nytte af ham, saalænge han troer, at blot Landets vigtigste Embeder ere ham værdige. Det er en virkelig Velgjerning, om denne Tanke bringes ham af Hovedet. Men hvad bør man dømme om K., ifald han proponerer sligt? Auri sacra fames. Maaskee det var godt, om D. Hvbh. advarede Gr. Reventlow, da dog denne Sag maae gaae gjennem Rentekamret, om den skulde foreslaaes, forresten kan Kammerraad Dræby give Oplysning om Mennesket.
Ønskeligt, at Kr. Prindsen, om og naar han kommer hid, reiste med al Simplicitet. Det vilde blive forfærdelig afstikkende mod Pr. af Hessen, som skal have brugt 120, det er hundrede og tyve, Heste paa hvert Skifte, hvorfor og Folk for at skydse ham har maattet frem og tilbage reise 18 Mile og derover. Den elendige Tilstand, Landet i Aar er geraadet i, vilde vel neppe tillade, at Regimenterne kunde sammendrages, som ellers pleier at skee, om H. K. H. bestemte sig til næste Aar at see disse Egne. Imidlertid kunde dette og tages i Betragtning en anden Gang, og der blev desuden Gjenstande nok, som vilde være H. K. H.s Opmærksomhed værdige.
Zahlkasserer Juel i Christiania reiste sin Vei, men jeg dog skal sige D. Hvbh., hvad jeg tænker i den Sag. Hans Proces burde ligefuldt forfølges, Dommen i Høiesteret med al mulig Strenghed feldes (da man er sikker nok paa, han ikke lader sig gribe, Dommen følgelig ikke paa ham kan blive exequeret) og Personen smukt hænges in effigie. Jeg veed nok, han ligefrem efter Lov og Forordninger ikke kan dømmes til denne Straf, men Forbrydelsen er saa qvalificeret og egentlig Fornærmelse af Majestætsretten, at man maa ansee den for et Tilfælde, Lovgiveren ligesaa lidet har tænkt paa, som hine gamle paa at sætte Straf for Fadermord. Kunde Høiesteret ei dømme saaledes, da kunde blot Sagen paadømmes i høieste Instants og endes derpaa ved en kgl. Resol., som gik derhen, at Forseelsens Grovhed og Forbryderens Undvigelse var Grund til at ende Sagen ved at ophøie hans Billede i Galgen. Straffen, som han dog ikke føler, bør gjøre ligesaa megen Opsigt, som den overordentlige Ødselhed har gjort, og skal der komme Orden i vor Stat og Embedsmænd lære at lystre Lovene, maae de nødvendig troe, at det elendige Barmhjertigheds System er gaaet af Moden, og Enhver skal gjøre sin Pligt.
Throndhjem den 30 Oct. 1784.
Blandt de forskjellige Aarsager til Skovenes Ødelæggelse her i Stiftet bør med Billighed henføres den Overdaadighed, som har befængt Menneskene her i Byen, at opføre Slotte af Træ i Staden for jevne Borgerhuse. Vi have adskillige Gaarde, opførte i den senere Tid, hvoraf enhver har maattet medtage en heel Skov, og deriblandt er Stiftamtmandinde Møllmanns og især Geheimeraadinde Schøllers Gaarde uhyre Træmasser. Foruden den Skade, Skovene tager af slig Overdaadighed, og det at Landet taber den Export og altsaa den store Fordeel i Handelen, saa er der og den befrygtelige Ulykke ved disse Palladser, at dersom engang noget sligt Huus geraadede i Brand, vilde det antænde den halve By. Denne skadelige Bygningslyst bør altsaa indskrænkes, men med Varsomhed. Træbygninger kan hertillands ikke almindelig forbydes, da Folk i Almindelighed lettere kan boe i Træhuse, end i Steenbygninger, der koste mere at opføre. Men det har Kongen altid Ret til, at forebygge Skade og forbyde den ene Borger at gjøre det, der er farligt for de andre. Altsaa troer jeg, det kunde befales, at ingen Træbygning maatte opføres høiere end i det Høieste 9 Alen fra Søk Muren (den Muur, hvorpaa Huset sættes) indtil Taget.
Nu kan jeg endnu nævne een Mand, som med et ærligt Hjerte forbinder en god Forstand, smukke Indsigter og ypperlige Gaver til Ungdommens Underviisning. Han er Cand. Ministerii og heder Bech. For nærværende informerer han hos Gen. Veimester Krogh, hvorhen Prof. Riisbrigh har recommanderet ham, og Børnene har den Tid, han har været der, gjort udmærket Fremgang. Kr. vil naturligviis ikke miste ham med sin gode Villie, men da det er en offentlig Indretning det gjelder om at bringe i Drift og til Fuldkommenhed, burde jeg nævne ham til D. Hvbhs Efterretning. Imidlertid er der endnu en Ting at mærke, at denne Bech er just den Person, jeg vilde have med som Amanuensis, om H. K. H. befalede mig den omtalte Reise.
Her er opkommen en Forordning om Friskyds, som man formoder er et Arbeide af Stiftamtmand Levetzau, og vil uden Tvivl volde mange Klager fra alle Kanter, da deri forekomme adskillige Særheder, som fast gjøre den uopfyldelig.
Throndhjem den 13 Novb. 1784.
Var Sch. Rathlow.ikke saa stemt mod Bondefriheden og følgelig mod et andet Kornhandelssystem, som Rygtet siger, han er, saa kunde han maaskee troes: thi han har det Rygte for det øvrige, at han er en ærlig Mand. Bonden bør, men med Klogskab og Forsigtighed føres frem til Frihed, og Norge have fri Kornhandel, og den maa Norge have, om ellers alt skal gaae godt. Marfeldt har, som mig synes, tydelig beviist, at Norge, uagtet det har (sic) Handelsfrihed, heller henter sit Korn fra Danmark end andensteds fra endog til noget høiere Priser, men Landmanden i Danmark maa nødvendig forbedre sine Kornvarer, naar han skal concurrere med fremmede, og denne Kornavlingens Forbedring naaes aldrig, saalænge der er Monopol.
Throndhjem den 4 Decb. 1784.
Ved denne Leilighed rinder mig Geheimeraad Scheel, Stiftamtmand i Christiania, i Minde. D. Hvbh. spurgte engang om ham, og fra forskjellige Kanter er følgende om Manden eenstemmig bekræftet. Han er en Mand af god, sund Forstand, utrættelig Flid og Ærlighed, som ikkun hos saa Mennesker har sin Lige. Manden er i den egentligste Forstand en honet tænkende Mand og en oprigtig Kongens Tjener. I Christiania hørte jeg ham meget fordeelagtigen omtale, og siden har jeg her ved mange Leiligheder hørt ham nævne, men altid til hans Fordeel som en Mand af udmærket og prøvet Retskaffenhed og Duelighed. En Anecdot om ham, jeg af Etatsr. Dons har hørt, og som viser klarlig hans Tænkemaade, vil jeg hidsætte. I Sal K. Frederik den Femtes Tid var Scheel Committeret i Rentekammeret, han var da forlovet med sin nærværende Frue, som var en Broderdatter af Geheimeraad Ahlefeldt, i hvis Huus hun var, og denne Ahlefeldt var da Chef for Rentekammeret, altsaa Scheels Chef og hans Kjerestes Farbroder. Sch. stod altsaa til ham i en heel betænkelig Stilling og havde stor Fristelse til ei at støde ham. Nu skede det, at Ahlefeldt engang i Kammeret proponerer, at en Kongetiende i Sjelland skulde sælges til en vis Enkefrue, og sagde, han troede ei, nogen var mod, at han derom gjorde Forestilling, da Tienden med 1000 Rdl. skulde blive betalt. Alle taug og gjorde Complimenter, kun Scheel sagde, at han i dette hverken vilde eller kunde samtykke, da en kgl. Forordning udtrykkelig forbød at forestille sligt, og at Tienden ei maatte sælges. A. svarede, han skulde da skaffe kgl. Resol., at Sagen skulde forestilles, og saa var al Vanskelighed hævet. End ikke da, var S.’s Svar; skal Tienden endelig sælges, da veed jeg den, som vil give 1400 Rdl. derfor, og altsaa bør Kongen tage den større Fordeel. Derimod havde og A. sine Indvendinger, han udvirker Ordre til at forestille Sagen, det besluttes uagtet Scheels Indvendinger, at Enken til 1000 Rdl. skulde have Tienden, og saaledes vil da A. forestille Sagen. Men Sch., som dog havde mange Grunde til at give efter for A., forfatter en særskilt Forestilling og gik dermed til Kongen, og A. fik en heftig Correx, fordi han vilde skjule det Rette. Saadan Mand er Scheel, og gid vort Land havde Legioner Scheeler.
I disse Dage har jeg og med temmelig Vished erfaret, at Koren ikke har været at formaae til at gjøre det Forslag om Bang, som jeg engang omtalte, skjønt Fru Lysholm af al Kraft skal have sat an paa ham. Han skal endog have sagt, at han af al Magt vilde sætte sig imod, om de paa egen Haand vovede at gjøre slig Ansøgning. Er dette fandt, som jeg nu har Grund til at troe, da er Korens Ærlighed reddet, og det glæder mig høilig, thi det er saa tungt og sørgeligt at see, naar Medmennesker ere egennyttige og onde. Da jeg sagde D. Hvbh. hiint, burde jeg ogsaa sige dette. Manden har, som andre, Alderdommens og Hypochondriens Svagheder, men det er dog altid hæderligt, naar han handler som ærlig Mand.
Throndhjem den 18 Decb. 1784.
Jo længere jeg kommer frem i Tiden, des mørkere bliver det ulyksalige Lands Skjebne, i hvilket jeg troer, et Vanheld forfølger det andet, og Enden bliver upaatvivlelig almindelig Død og Undergang, sort Død. Liden eller ingen Beholdning er her i Byen, det store Kornskib, som fra Østersø Compagniet blev hidskikket, er forulykket ved Fladstrand, det andet ligger i Mandal og har lidet eller intet Haab om at komme hid, den store Archangels Farer, som skulde komme, har vel, som denne Post har berettet, vovet sig ud fra Archangel, men Haabet, at han skal fremkomme, er kun som en Drøm, der er den hvide Sø, som rimeligviis alt er tilfrossen. Landet er saa tomt, som det i Mands Minde aldrig har været. Kommer nu dette til, som daglig skeer, at Svensker fra Jemteland, hvor ligesaa stor Elendighed er, hente Korn ud, saa troer jeg, Følgerne og Enden kan aldrig blive tvivlsom. Svenskerne ere og vore Medmennesker, men først maae vi sørge for os selv og det er et Forbud, som bør komme med første Post hid, at intet Korn før Juni Maaned 1785 maa her fra Landet udføres under Confiscation. Et underligt Rygte, fra Christiania sidste Post hidkommen, vil jeg hidsætte uden at have forresten nogen Vished om dets Rigtighed. Under Navn af en fransk Greve skal Kongen af Sverrig have været i Christiania og Frederikshald og begjæret at see Fæstningerne, som skal være ham bleven negtet. Relationen forekommer mig absurd; men saa stundum maa man og høre paa Absurditeter, og der er ingen Daarlighed muelig, som jo Mennesker kan give Virkelighed.
Throndhjem den 26 Decbr. 1784.
Agerdyrkning har Norge især i senere Tider noget begyndt paa, meget kan gjøres i dette Stykke, da Landet har hele store Strækninger, hvor blot Krat og smaat Buskverk voxer, der kan opryddes, som Myrer og hist og her udhugne Skovstrækninger, hvor aldrig Træer mere vil groe, da de spæde Spirer ingen Læ have for de skarpe Vinde. Dette Indherred kan ei alene i gode Aar brødføde sig selv, men ogsaa sælge flere 1000 Tønder af sin Avl til andre. Imidlertid bliver Norge aldrig Kornland formedelst sit haarde Klima. Hvert 6te, 7de Aar kan regnes for Uaar. Agerbrugets Fremgang er ogsaa i Norge sikker Vei til at vinde større og større Overballance i Handelen, der er saa meget mere vigtig, som Norge maa erstatte, hvad Danmark taber, og Danmark uden Norges Overballance ikke kan bestaae. Dette klinger noget sært, og dog er det Sandhed. Agerdyrkningen er da vigtig for Norge, men Skovene er Landets væsentligste Styrke og Næringsmiddel.
Det er en unegtelig Sandhed, at Folkemængden i Norge i den senere Tid vældig har tiltaget, og dette har deels det formerede Agerbrug, deels lykkelige Fiskerier forvoldet, hvad Landet angaaer. Men denne forstørrede Folkemængde fordrer større Brug af Træ til Boliger og Brændsel, følgelig større Consumtion af Skov. Men dette er endnu ikke nok. I gode Aaringer, naar Jorddyrkningen lønner Arbeiderens Flid med rig eller dog taalelig Høst, da have disse forflerede Mennesker dog nødtørftig Underholdning, men Aaret slaaer Feil, og hvorfra tager de nu Næring? Skovene, de kjære Skove, gaaer det nu løs paa, det maa være Huusmand og Gaardmand, Hosbond og Tjenere; hvo som ikke selv eier Skov, stjæler den; thi at stjæle Skov er ikke Synd efter Bondens Catechismus, og Mennesket synes dog i Almindelighed det er bedre at dele med sin Næste end at sulte ihjel. Men Enden bliver, at Skovene, som nu maa søde alle, nedhugges forfode. Det er nu bleven Mode hos alle vore Politikere at raabe paa Folkemængden og dens Formerelse, og vist er det godt, efter Europas nærværende Forfatning, at et Land har mange Folk, thi det har da og mange Soldater og Resourcer i sig selv, naar det gjelder, men disse Folk skulle og have Føde, og det er Ulykken, at ikke altid Næringsveiene og Midler til Føde tage til i samme Forhold som Menneskene. Saa er Tilfældet i Norge. Med Jorddyrkning, Bjergbrug, Fiskerie og Skovdrift er Bonden arbeidsom nok og har besværligt, haardt Arbeide. Det er nu en sand Glæde at see deres Agre, saa rene, saa veldyrkede, som Hovedgaardsmarkerne af gode Landsmænd i Danmark. Men foruden dette er al anden Industri, som dog for at føde den tilvoxende Folkemængde er saa nødvendig, i sin Barndom, den er intet, og Industri af al Slags maa der dog skaffes, om Landet skal kunne uden Byrde føde den tiltagende Menneskehob. I enhver Bygd burde et Arbeidshuus oprettes, hvor Almuen deels kunde undervises i Spinding, Vævning og i Almindelighed i Ulds og Hørs Behandling, saadant et Anlæg er der begyndt i Østerdalen, jeg saa det paa min Reise derigjennem, det er ved Sammenskud af Bygdens Folk tilveiebragt og er, som mig blev berettet, en ædel Frugt af den derværende Capellan Hr. Wulfsbergs og Landmanden Ole Olsen Evenstads patriotiske Bestræbelser. Stor-Elvedalen heder egentlig Stedet, hvor Bygningen staaer. Saavel Presten W. som Lensmand E. har uindskrænket Retskaffenhedsroes af alle, jeg talte med og siden har spurgt om dem. Paa dette Sted var Throndhjems nuværende Stiftamtskriver Christensen Foged, en almindelig elsket Mand, der for sin Nøiagtighed og gode Characteer kunde være bedre Lykke værd, end den han har gjort, især da det throndhjemske Clima falder ham for haardt, og hans Helbred begynder at svækkes. Paa samme Sted er og den indsigtsfulde Hiorth Foged, hvilken Deres Hvbh. selv kjender. Vi have mange kostelige mechaniske Genier blandt vor Bonde-Almue, af egen Drift, uden Anviisning arbeide de i Staal og andre Metaller. Uhre gjøre mange af dem, og jeg har nylig hørt om en, som gjør meget gode 8 Dages Verker à 15 Rdl. Stykket. Den samme skal og have gjort Sangverker.
Throndhjem den 1 Januar 1785.
Min Mening om Bernt Anker er nu denne efter alle Efterretninger, jeg har sammenlignet, med hvad jeg selv har erfaret. Manden har et ypperligt Hoved, et godt Hjerte, megen Kjøbmands Erfaring og smukke scientifiske Indsigter, men er stundom noget franskmandsk og gjør Vind, mere som jeg troer af overvældende Vittighed end med Forsæt. En stærk Indbildningskraft har han, og naar denne stundom løber fra Forstanden, saa gjør Menneskene Vind, og da ere de som i en Slags Digter-Begeistrelse. Jeg læste en Tale hos ham, han paa Kongens Fødselsdag har holdt om den monarkiske Regjerings Forms Fortrin, og denne bestyrker mig i disse Tanker. Stærk, mandig, henrivende Veltalenhed er der i den, varm Patriotismus, digterisk Ild var der. Lad os nu med dette sammenholde de lykkeligste udvortes Omstændigheder, i hvilke Manden er, saa er det let begribeligt, at Mennesket kan være noget forfængelig. Men mig bliver han, efter min nærværende Overbeviisning, en hæderlig Mand, som for sit Hjerte og Forstand fortjener Tillid, men for sin Vittigheds Skyld altid maa høres med varsom Forsigtighed. Overhoved en Mand, hvis Raad og Forslag altid .fortjene, som paa den ene Side al Høiagtelse, saa paa den anden den modneste Overveielse.
Throndhjem den 8 Januar 1785.
Schlanbusch[6] hører jeg, gaaer til Neapel. Fred være med ham. Man siger ellers, han baade skal være vittig og ærlig, men tillige en fremfusende Galning og meget udsvævende. Dette sidste har jeg endog af Folk, der ere hans Venner og i Familie-Connexion med ham formedelst General Major Sehestedt, hvis Datter han skal have. Der er i denne Tid meget talt om ham her, ogsaa skreven hid, og deraf har jeg dette, hvoraf jeg dog seer, jeg ikke ganske har taget Feil i min første Formodning om ham. Men saare kjært var det mig at høre, at han ikke blev ansat ved Hoffet, hvoraf jeg aldrig kunde ventet noget uden Forstyrrelse. Jeg hører og, at en Commission er begyndt over et Project til Militær Etatens Forbedring, og der formoder jeg, Sagen om det norske beneficerede Gods ogsaa vil forekomme. Da Commissionen er saa stor, maa dog vel nogen have Mod til at sige Sandhed, og saa vil vel Tingen holde hen. Sært er det, at denne Sag aldrig er gaaet til de militæres Erklæring, og man troer at gjøre dem en Tjeneste, da de dog, saa mange som,ere nogenlunde fornuftige, med een Mund raabe derimod. Gen. Lieut. v. Krogh f. Ex. anfører dette som det sidste Stød, Militæretaten kan faae for endelig at ødelægges, men han er dog Chef for de nordenfjeldske Tropper og.kunde ikke blive uadspurgt. Saa tænker og hans Broder Generalmajoren og hver en, som kan tænke. Det er den forhærdede Levetzaus Project, en Mand, der er idel Ondskab og bruger sin Forstand kun til at gjøre Ondt. Give Gud, han aldrig maa blive hørt mere i sin Livs Tid eller nogensinde komme hid igjen, thi Menneskene hade ham, som de hade Djævelen, og jeg maa sige reent ud: jeg vilde vel flye ham andet at tage vare paa end gjøre ondt og projectere Galenskaber. Den Juelske Sag, om den blev rigtig undersøgt, og ærlige, modige Mænd, en Sch. Rathlow, en Stiftamtmand Scheel vare Commissarier, en Rothe skulde ei heller være slem, ei heller Moltke, thi Svogerskabet vilde vist hos ham ei komme i Betragtning, denne Sag skulde vel give Levetzau noget at tænke paa, og da desto bedre for ham, om han var uden Brøde[7]. Naar der ellers skulde blive talt om denne Sag, som beroet stundum bliver, saa maa D. Hvbh. meget vogte sig og erindre, at Geheimeraad N(umsen?) var Præses i Rentekammeret og uden Tvivl ikke gjerne seer, at der røres op i dette thi endskjønt jeg og enhver med mig troer, han er en ærlig og ordentlig Mand, saa turde maaskee Mangel af skarp Agtpaagivenhed paa de underordnede let findes, og intet Menneske vil gjerne findes svag. Jeg burde sige D. Hvbh. dette, da De let kunde oversee denne Omstændighed ved Sagen. Jeg har ikke Idee nok om N. til at vide, om hvad han har Kraft til at sætte sig over alle Ubehageligheder, thi i saa Fald maatte han selv være for, at alt paa det skarpeste blev undersøgt. Branth, Reventlow skulde og være gode i Commissionen. Det var et uendeligt Tab for Landet, om en Huth, som har saa store Fortjenester af vor Stat, skulde forlade os, snart vilde jeg sige, det var en Vanære for os.
Throndhjem den 15 Januar 1785.
Vor Biskop har for nogen Tid siden ved en Skrivelse til General Kirkeinsp. Colleg. berettet, at han for sin Alder o. s. v. ei kan visitere de lange Reiser, og meent, det vel dermed kunde henstaae. Nu veed jeg, at bemeldte Collegium saavelsom Missions Colleg. uden Tvivl foreflaaer Kongen, at Dr. Hagerup som Stifts Provst maa blive ham adjungeret for at gjøre disse Visitatsreiser, og derom har jeg troet, D. Hvbh. burde i Forveien være underrettet. De veed, at denne Mand er en særdeles duelig og i Stiftet bekjendt Mand og altsaa den, som fremfor alle andre bør betroes denne Værdighed. Men nu har den Frygt faldet mig ind, at H. K. H. maaskee endnu skulde tænke paa mig som Visitator, og dette atter ved Collegiernes Forslag rinde ham i Tanke. I saa Fald maa jeg indstændig bede D. Hvbh. efter yderste Evne at søge at aftale dette, at det ikke skulde gjøre Hindring i Hagerups Befordring eller overdrages til mig, thi hele Publicum vilde da troe, jeg havde ved min Nærværelse i Kbhavn talt ufordeelagtig om Hag. for at befordre mig selv, og det stod aldrig i min Magt at tilintetgjøre denne Mistanke, der til varig Skjændsel vilde falde paa mig.
Skulde jeg endog mit hele Liv pines som Rector (thi dette er ikke noget ønskeligt, og det er for mig mindre end ønskeligt), saa vil jeg heller vælge det end paa denne i alt øvrigt hæderlige Maade see mig foredraget for en Mand, der endog ifølge det nærværende Embede er nærmest berettiget til at opfylde det Embede, hvortil han foreslaaes. Var han ikke paa denne Maade bragt solenniter i Forslag, da var Tingen anderledes, men nu kan og bør jeg dermed som Geistlig
intet have at gjøre.Throndhjem den. 5 Febr. 1785.
Endnu en Ting, som har formeret de ulykkelige Følger af Sagbrugernes Graadighed og Egennytte maae jeg dog nævne, og det er de Forpagtninger, som ere af Kongen bevilgede af Almindinger og beneficerede Skove. Vistnok stjæles der i de beneficerede Skove og Kongens Alminding, hvor den er, men da dette er Tyveri, tør Menneskene ei tage saa grovt for sig, og følgelig kan Skovene ikke deraf fordærves, saalænge ellers Foged og Lensmand ikke ganske efterlader deres Pligt. Til en Nøds-Tilflugt for Landet staae altsaa disse Skove, medens de andre udhugges, saa længe ingen er priviligeret til at ødelægge dem. Men de blive bortforpagtede paa visse Aar, som det med mange er skeet, og nu gaae de samme Vei, som de andre. Saaledes ere allerede betydelige Skove svækkede og svækkes end mere Aar for Aar.
Throndhjem den 5 Marts 1785.
Ogsaa en Geistlig burde have Plads i den Commission, som nedsættes angaaende Projectet at gjøre beneficerede Gaarde til Kvarteergaarde for Officerer. Som Militære vilde Gen. Lieut. v. Krogh og Gen. Majoren, hans Broder, være de dygtigste, begge ere bekjendte nok og yndede, til at jeg ei behøver at tale omstændeligere om dem. Bilde man ei have begge Brødre tilsammen, saa blev dog Gen. Lieut. valgt, men da var det ei saa godt at finde den anden militaire. Dog Gen. Veimester og Oberstlieutenant Krogh (nordenfjeldsk Gen. Veimester nemlig) var en fortræffelig Mand, der har den nøiagtigste locale Kundskab om Landet, som han ved mange Aars idelige Reiser har forhvervet sig, og han var fortrinlig duelig. Jeg veed nok, der vilde findes de, som med stor Berømmelse maaskee skulde have nævnet og ville nævne en det hellige romerske Riges Greve, Oberste Schmettau. Ja Greven og den udødelige Stiftamtmand Levetzau, de skulle blive et Par mageløse Medcommissairer! Af Civile var Gen. Krigs Commissair Monrad den sande Mand; Geheimeraad Rosencranz og Geheimeraad Stampe kjende vist Manden paa det fordeelagtigste, ogsaa er han kjendt af flere. Justitsraad Nordahl, Præsident, kan jeg nævne som anden Civilist og den Mand, som nu 30 Aar har været Præsident her paa Stedet og har baade mange Erfaringer og Kundskaber. Hvad den 3die og sidste Post angaaer, hvortil jeg troer en Geistlig burde ansættes, da bør jeg ikke frygte for, at Deres Hvbh. skulde ansee mig for forfængelig, om jeg nævnte mig selv. Af det jeg derom har skrevet, vil det kunne sees, hvorvidt jeg har gjort mig Umage for at kjende Sagen, og da det dog saare meget kommer an paa den, der fører Protocollen og altsaa har til Pligt at udvikle alt, hvad der bliver forhandlet og besluttet, saa troer jeg, at jeg som Medcommissarius og Protocolfører skulde ikke blive unyttig til at opnaae Hensigten af Commissionen.
Throndhjem den 26 Marts 1785.
I Sverrig paa Grændserne af Norge, som i Jemteland, har været lige saadan Ulykke af Misvext som her, men der er af hver Mand opgivet efter Regjeringens Befaling, hvad Korn han trængte til, og dette er da for kgl. Regning hensendt in natura til et bestemt Sted, hvorfra Almuen har hentet det. Denne Tidende er ved sidste Levangers Marked bleven bekjendt blandt Almuen her, og Virkningen vil jeg overlade enhver Tænker at beregne. Hertil kommer, at endnu ingen virksomme Foranstaltninger her ere føiede. Stiftamtmanden fordrer Caution af Almuen, inden han vil give dem Caution til Kjøbmændene. Caution kan Bønderne ikke faae, og kunde de faae den, da trængte de ei til Kongen, da gav Kjøbmændene dem nok Credit uden videre Betænkning, og Resultatet bliver, at Mængden bliver uhjulpen. Jeg har fra forskjellige Kanter hørt Misfornøielse over dette, og hvad Enden vil blive, faaer
Tiden lære.Throndhjem den 2 April 1785.
Af Worms Lexicons 3die Deel, som nu er trykt, kan det sees, at Biskop Gunnerus aldrig har taget Exam. theol., men blev fra Magister i Jena Prof. theol. og Prest. Nu kunde Modstanderen spørges, om en Mand, som Kongen har gjort til Professor, og som har forrettet dette Embede, som desuden har et vigtigt og anseeligt geistligt Embede i Landet (thi Rectorat er geistlig Embede), om han af Kongen selv ei skulde fortjene at ansees den Dispensation værd, som er forundt en Magister legens fra Jena, og om Følgerne skulde heraf kunne blive betænkelige.
Menneskene her døe meget bort af den ringe og usle Føde, de faae. Paa Bynesset[8] skal allerede nogle Mennesker være døde af Hunger. Henad Sommeren bliver det endnu værre. Tilførelsen er endnu ikke af Betydenhed. Det er tungt, bittert, fast som Døden at leve i denne Tid blandt disse elendige Mennesker.
Throndhjem den 9 April 1785.
I de Christiansandske Aviser, som med sidste Post hidkom, har jeg læst, at den der værende Politimester har confiskeret et Oplag af en Vise, som der i Bogtrykkeriet er trykt og i lang (Tid) solgt og sunget, som og tilkjendt Bogtrykkeren at bøde 100 Rdlr. Bogtrykkeren vil gjøre Ansøgning desangaaende til Kongen, det kan jeg af Avisen see, og maaskee denne er allerede fremkommen. Sagen synes ringe og ubetydelig, men dersom Visen er den, jeg har Grund til at formode, og Rygtet siger, det er, saa er det en Sag, der med yderste Varsomhed bør behandles, og hvis Afgjørelse vil have Følger. Først altsaa om Visen, og da er det, som jeg formoder en, der begynder: For Norge, Kjæmpers Fødeland. Denne er i egentligste Forstand en rebelsk Vise, en værdig Frugt af et vist Svireselskab, og at D. Hvbh. kan see, om den paaankede Vise just er den, jeg taler om, vil jeg hidsætte de tvende første Vers, hvori egentlig Galskaben indeholdes:
<poem>
For Norge, Kjæmpers Fødeland Vi denne Skaal vil tømme o. s. v.
Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød Vi synge nu til Ære, Og hver en Helt, som Lænker brød, Skal evig elsket være. Den vrede Livvagts Vaabenbrag Forklarer trolig Nordmænds Sag.
Saa lyder Ordene. Denne Vise er, trykt tilligemed nogle andre, solgt her paa Stedet ifjor. Jeg kjøbte da nogle Exemplarer, og, da jeg siden forlangte det hele Oplag, fik jeg ingen flere, og jeg tør næsten forsikre, ingen flere bleve solgte. Politimesteren lod og efter min Forestilling og Raad Sagen dræbe sig selv. Den blev og sunget i Selskaber, men især ved Gen. Lieut. von Kroghs Hjelp er den og udryddet derfra. En ny Sang med samme Stavelsemaal og modsatte Ideer fik jeg og forfattet paa samme Tid og udspredt blandt Almuen, og den troer jeg nok, Kammerpagen Harboe leverte Dem ifjor. Kort her jevnede Tingen sig selv, men i Christiansand vil det hede: jo mere de forbød det, jo mere kundgjorde de det. Den sikreste Vei til en Bogs Afsætning er, at den bliver confiskeret, og bliver Bogtrykkeren virkelig af Kongen tilkjendt at betale sine Bøder for Visen, saa bliver hele Nationen nysgjerrig for at see den Ting, Regjeringen har agtet slig Opmærksomhed værd, og nu ynker man Bogtrykkeren og synger Visen. Det lader desuden, som Politimesteren har i dette Stykke handlet af Animositet mod Bogtrykkeren, og dette er og stygt, thi hvorfor tog han ei fat paa den Sag før. D. Hvbh. veed, min Troe og inderlige Ønske er, den hele Nations Agtsomhed skal være lænket til vor Kr. Prinds, og her troer jeg, han har en Leilighed til at gjøre noget, som ganske kunde kjendes at være hans Verk, og som skulde gjøre megen Opsigt – og end mere bestyrke alles Hjerter i Kjærlighed og Høiagtelse for ham. Jeg troer, han kunde forlange til sig, hvad der om denne Sag til Cancelliet er indkommet. Dersom H. K. H. da fandt Sagen af den Natur, som jeg troer, kunde D. Hvbh. raade ham med en egenhændig Resolution, underskrevet af H. Maj. og H. K. H., saaledes omtrent at afgjøre Sagen: Er nogen taabelig nok til at holde denne foragtelige Vise for god og synge den, han gjøre det, men hverken Visen eller dens Forfatter fortjene den Opmærksomhed, at der bør bødes for dens Trykning. Bogtrykkeren frikjendes altsaa for denne Gang; dog advares han at bruge Eftertanke for Fremtiden. Saaledes troer jeg Sagen i Korthed kunde endes; de, som synge Visen, vilde skamme sig, og Forfatteren faae sin velfortjente indvortes Græmmelse og Fortrydelse. Mundtlig kan jeg engang sige D. Hvbh. adskillige Particulariteter, denne Vise betræffende, men dette kan ei staae paa Papir, og jeg tør ved alt, hvad helligt er, forsikre, at H. K. S. aldrig skal fortryde paa denne Maade at have endt denne Sag. Men enhver anden Maade, den endes paa, vil blive betænkelig. Og den Ting blev vundet, som i mine Tanker er vigtig, at H. K. S. saaes selv umiddelbar at handle, og ingen kunde sige, det er den eller hiin, som har gjort dette. Jeg veed alt, hvad der kan siges mod slige Resolutioner; men de ere dog i adskillige Tilfælde absolut nødvendige, og in gratialibus har ingen at undre sig over, at Monarchen selv vil udøve sin Ret og Magt; i at straffe derimod bør Lovene dømme. Hos Kongen bør være Naade; Dommeren og Loven bør tale Net i den strengeste Forstand.
Jeg faar just af Aviserne at see, at Sognepresten i Veile er død; jeg har ingen anden Kundskab om dette Kald end af Pontoppidan og Hofman; imidlertid har jeg skreven en Ansøgning derom, som jeg med denne Post har nedsendt. Dr. Schønheyder har jeg bedet indlevere den i Cancelliet og tilstille D. Hvbh. en Afskrift deraf, som D. Hvbh.’s Venskab for mig vel vil bruge paa bedste Maade.
Throndhjem den 23 April 1785.
Sandelig, Fjeldsted behøver ei, at hans Minde som Amtmand i Finmarken skal fornyes. Han er der udødelig som en Levetzau i Norge. Handelsfrihed bør og maa Finmarken have, men man vogte sig kun, at denne Frihed ei ved Bestemmelser indskrænkes, saa alt bliver, som det nu er, om ikke værre. Jeg har læst en Afhandling om Finmarkens Opkomst, som jeg formoder allerede er H. K. H. overleveret, af en Provst Garman. Manden er en duelig Prestemand af smukke og agtværdige Indsigter, men i denne Afhandling viser han sig, med al sin gode Villie og enkelte gode Bemærkninger, som en svag Politikus, som overhoved Politiken i vort Fædreland ligger langt uden for Geistlighedens Synskreds, som den
almindelige Studeremaade er.Throndhjem den 30 April 1785.
Dersom Kammerherre Schlanbusch ikke endnu er afreist til Italien, saa burde han have Befaling strax at forføie sig hen til sin Post, thi han har upaatvivlelig Hensigter, han ved sit Ophold i Kjøbenhavn søger at opnaae. Saameget er jeg med Vished i disse Dage bleven vidende om, at en Baronesse Løvendahl, som aldrig skal komme ud, men have et forslagent og rænkefuldt Hoved, skal have allehaande Projecter, og at Schlanbusch har i den Familie, i Besynderlighed af Oberhofm. Numsen, meget understøttende Venskab.
Throndhjem den 7 Mai 1785.
Da der i Aar, om ellers min Efterretning er rigtig, paa Kongsberg bliver myntet endeel Sølvmynt i 2 Skill. og 8 Skill. Mynter, saa troer jeg, jeg bør erindre D. Hvbh., om at det Norske Vaaben, nemlig Løven med sin Hellebard, nødvendig maa blive restitueret paa Mynten, om dertil ikke allerede er udstedt Ordre. Man begynder nu igjen at tale om en Klædedragtsforordning, som skulde adskille de forskjellige
Stænder af Folket fra hinanden. Dette er uhensigtsmæssigt.Throndhjem den 28 Mai 1785.
Jeg tvivler ikke paa, der jo vil blive stærk Søgen om mit Embede[9], men jeg ønskede overmaade meget, at ingen blev kaldet til Rector, før jeg kommer ned og har talt med D. Hvbh. Min Conrector, Mag. Holst, er en Mand af grundrige Indsigter, utrættelig Flid, skabt til at være Skolemand, og den ærligste Sjæl, som kan være til. Han vil af vor Biskop saae samme berømmelige Vidnesbyrd og har hidindtil tjent paa den usle Løn af 250 Rdl., saa han i alle Hensigter fortjener at komme fornemmelig i Betragtning og anbefales H. M.’s og H. K. H.’s Naade. D. Hvbh. kjender ham nu, som han i Sandhed er, og jeg maa lægge til, han er født i Danmark. – – – Her er nu kommen stor Tilførsel, Rugen er falden til 3 Rdl., Havren til 1 Rdl. 3 Ort og vil maaskee falde mere.
Throndhjem den 4 Juni 1785.
Til Medlemmer af den Commission, som skal holdes over Qvarteergaardene, har Stiftamtmanden som civile foreslaaet Generalveimester Krogh, Oberstl. af Characteer, eller Cancelliraad Tyrholm. Han ønsker helst Krogh, og det er en ypperlig Mand, der kjender hver Plet i Landet, men T. har han taget Feil af. Denne Mand er en sand Epikuræer, troer selv, han er en meget klog Mand, og hvad hans individuelle Interesse angaaer, kan det vel saa være. Det var en slem Sag, om han skulde blive valgt. Han har Patroner nok, det veed jeg, og deriblandt Geh. R. Sch. Rathlow, men han kjender ham vist ikke rigtig Stiftamtskriver Christensen er og en meget duelig Mand, som og kjender Landet og kunde tages, om man ei vilde have Krogh for hans militære Prædicat, men Tyrholm maa, om mulig, holdes ude.
Pr. C.[10] er vel reist, men hans Venner sove ikke, altsaa maa der og vaages med deres Anlæg. De fornemste af hans Venner ere bekjendte nok. Schm., Rvntl., Brns.[11], hvo vilde ikke agte paa deres Operationer. Blandt mindre Folk har han og Venner, og det maatte, om muligt, udspredes, hvilke disse i de mindre Hofcirkler kunde være, da deraf altid vilde flyde Nytte, og man kunde bedre tage sig iagt. – Bastholms liturgiske Bog har jeg endnu ikke seet. Det er overalt B.’s Feil, han jager for meget efter Nyheder og vil figurere for meget. Hertil kommer, at han under sine Arbeider aldrig
taler derom med nogen Ven eller aabner sig for ham.Kjøbenhavn den 20 August 1785.
Saavidt jeg endnu har kunnet faae Begreb om en konge- lig Historiograph, saa er det hans væsentlige Pligt at beskrive vort danske Kongehuses Historie. Derfor begyndte sal. Schlegel paa den oldenborgske Stamme. Men Riegels bevare Gud os fra. Denne afskyelige Person – Det er en Skjændsel for Publicum at høre, hvor han praler af at være stor Mand, og hvor det hele Publicum frygter for og græmmer sig over, at et saa foragteligt Menneske skulde have Adgang til vor Frederik, Rigets store og nærmeste Haab efter saa megen Jammer. Et Indfald! I Rom skal der være meget til den danske Historie henhørende, som fra Pavedømmets Tid er didbragt. Naar det nu blev sagt dette Udyr: Du er endnu ikke dansk Historicus, forstaaer intet deraf, men for de 1200 Rdl. skal Du i 6 Aar reise til Rom og blive der og opsamle, afskrive, undersøge Alt, hvad der der i Archiver af Manuscripter kan findes den danske Historie (altsaa den norske med) betræffende, saavel i Hensigt til enkelte Begivenheder og Familier, som især i Hensigt til Kongerne og den hele Stat. Ved Hjemkomsten vil det erfares, hvorvidt det (sic) er værdig til det ansøgte Embede, og til den Tid skal det henstaae. Nu gik vel de 1200 Rdl. ud af Landet, men et sligt skadeligt Creatur var da og borte, og man vandt den gyldne Tid, der
er saa saare vigtig.Veile den 20 Septb. 1785.
En Ting, som mangfoldige ere nysgjerrige for at vide, som De selv klogelig skjuler og efter min Tro de første Aaringer endnu bør blive skjult, er det Spørgsmaal, hvorvidt min Ven kunde have nogen Indflydelse i Regjeringssager. Jeg har stedse svaret: B. ønsker, at Pr. skal forhverve sig den mueligste Kundskab om alt og saaledes sættes i Stand til selv at herske, men forresten gaaer alt den collegiale Tour. Hermed ere da Menneskene vel tilfreds, de troer dog vel, hvad de vil; men Bestyrkelse for den modsatte Mening bør de ei have, før Tid er, og den er, som jeg troer, endnu ikke kommen.
Veile den 3 Octb. 1785.
I Colding besøgte jeg Sporon[12] og var hos ham en Aften. Om nærværende Ting blev intet talt, men jeg hørte saameget af hans Ideer om Norge, dem han aldrig forhen ærlig har sagt mig, at jeg ved mig selv takkede Gud, at han i Tide kom bort fra vor Prinds, inden han kunde bibringe ham disse Ideer, der ere grundede paa Mangel af Kundskab om Land og Folk og aldeles stridige mod al sund Politik. Resultatet af den blev denne trøstelige Sætning, at Danmark har ingen Nytte af Norge og vilde endog uden Forbindelse med det have været mægtigere og lykkeligere, end det er. Min Paastand derimod, kjender min Ven, er denne: Danmark uden Norge havde været bankerot ved sin stygge Underballance i Handelen, som Norge alene ved sit Overskud raader Bod paa. Danmark og Norge kan ved indbyrdes rigtig Forhold blive en vældig Stat.
Vi har saaet hidsendt Biskop Balles Udkast til en Confirmationsbøn, den er inderlig flau og heller ikke kort. Tillykke, at den endnu ikke har kgl. Autorisation, saa kan dog deri noget forandres Et Sted beder han Ungdommen sige: Vi have pønset paa Ondt fra vor Ungdom af; men dette kunde i al Fald være Tartouffes Bekjendelse, men ikke passe sig paa ethvert Menneske. „Pønse“ betyder Sjælens stadige Henvendelse og uafbrudte Anstrengelse paa en vis Ting, men dette har Danmarks og Norges første Biskop ikke betænkt. Faar han kun ikke ved Mester Aagaard Approbation paa at gjøre en ny Forklaring, thi dette blev et fælt Aag, som blev lagt paa Menneskens Forstand. Jeg troer endnu, at Tiden vil bedst skaffe os Bøger, og alt, hvad der forresten bør gjøres,
maa skee ved Præmier.Veile den 6 Decb. 1785.
At Kr. Pr. ikke reiser ud af sine Stater, er en saare glædelig Ting, som og hans Reise til Norge er og vil blive i sine Følger ligesaa gavnlig, som den er vigtig. Herligt er det, og i mine Tanker absolut nødvendigt, at Kongen følger med, og i Christiania kan han meget bekvemt opholde sig, medens Pr. reiser op til Throndhjem og videre omkring, da Collegial-Sager og Resolutioner derfra i Hast kan expederes, og de løbende Ting ikke sammendynges eller standses.
Min Ven, hvor kan De sige, jeg skylder Dem intet? Var det intet, at jeg slap lykkelig ud fra at crepere i mit throndhjemske Skole-Sibirien? Er det intet, at De har skjænket mig Deres Agtelse, Kjærlighed, Tillid og Venskab? Sandelig, faa Dødelige vil saae’Leilighed til at skylde Dem det, jeg skylder Dem, og dog siger De, jeg skylder Dem intet. Jo, Ven, jeg føler, hvad jeg skylder Dem, og Evigheder skal ikke kunne svække disse Følelser. At De sjelden kan skrive, det veed jeg, jeg kjender jo Deres Stilling; men sand og opmuntrende Glæde er det mig at see Deres Haand, naar Tiden vil tillade
det. Og nu lev vel, og elsk Deres uindskrænket hengivne Ven.Veile den 9 Decb. 1785.
Uformodentlig faaer jeg et Brev fra Rth.[13], hvor han med sin sædvanlige Patriotisme fortæller mig, at Rygtet taler i Kbhavn om, at Kr. Pr. vil reise til Norge, og lægger mig det paa Samvittighed at see til at blive hans Reiseprest. Dette vilde jeg dog sige min Ven, at De kunde vide Besked om denne Idee, om han skulde ytre den for Dem. Det bliver ellers en herlig Sag, at H. K. H. just kommer til Throndhjem til Sommer, da det Kgl. Norske Vidensk. Selskabs Auditorium ved hans Nærværelse kan blive indviet, som er nu snart færdigt. Kom jeg der, da kunde jeg med samme Leilighed nedlægge mit Secretariat og Rector-Embede, som endnu ei er skeet, og indvie den nye Skole, i hvis Opbyggelse jeg dog har nogen Deel, og som just da skal indvies. Vistnok vil Fr.’s Nærværelse ved denne Høitidelighed for de norske Videnskaber blive uforglemmelig.
Veile den 13 Decb. 1785.
H. K. H. maa have en Nordmand i sit Følge, thi hverken kan min Ven eller nogen anden Dansk forstaae Bønderne tilfulde, især naar de have noget at fortælle; jeg brugte nogle Timer til at forklare mig det i deres Snak, som var uforstaaeligt. Gen. Lieut. v. Krogh var i mine Tanker den bedste Mand til Følge, og hans Selskab, da han kjender Landet, vilde være særdeles lærerigt. Den norske paa Kongsberg slagne Mynt maa have det norske Vaaben, og da denne Forandring endnu ikke er skeet, saa maatte strax beordres at skikke nogle Stempler med den norske Løve 1786 paa og dermed slaaes Mynt, ingen Sort undtagen, saaledes at denne Mynt først bragtes i Circulation, naar H. K. H. var kommen i Landet og de første af Hoffet udgaves. Jeg troer, der maanedlig myntes 10000 Rdl. i 2 Skill. og 8 Skill. Altsaa kunde denne Myntning med de nye Stempler begynde i Begyndelsen af Juni Maaned og saaledes den fornødne Forraad af Mynt til Ankomsten være færdig Tro, min Ven, dette vilde gjøre Nordmanden glad. Saa troer jeg og, det var passeligt og gavnligt, at en Skuepenge til at høitideliggjøre denne Reise blev præget, og naar den var af 2 Rdl. Værd i Sølv, bilder jeg mig ind, den var stor nok, og lad nu 1000 Stykker deraf med Klogskab blive uddeelte Landet om, saa er det kun 2000 Rdl., som i Hensigt til sin gode Virkning ikke maatte komme i Betragtning. En symbolsk Forestilling af Troskab, som norsk Nationalcharacteer, skulde være passende at afbilde, men hvorledes? Det seer Konstneren og min Ven B. til.
En af de Hovedanstalter, som Norge trænger til, er et Sportulationsreglement for Thinglysninger, Afkald etc. etc., da Almuen snydes paa det fæleste ved de gruelige Sportler, Justitsbetjentene oppebære. Dette maatte og forfattes og udstedes under Kongens Ophold i Christiania. Der vil blive ført bittre Klager over den Sag, og derfor maa der tænkes paa at afhjelpe dem, da de ere saa retfærdige, som Misbrugen er trykkende for Landet.
Veile den 27 Decb. 1785.
Det er temmelig almindelig blandt de norske Bønder, fornemmelig de velhavende, at de vide noget og det endda en Deel af den gamle norske Historie, som de have af Snorro Sturlesens Læsning. Jeg troer, det skulde og høre til H. K. H. Kr. Pr.’s Præparatorier til den norske Reise, at han løb Snorro igjennem efter den Kvartudgave, vi har (da den nyeste Folioudgave er for kjedsommelig formedelst den vidtløftige Tryk). Læsningen er i sig selv morsom, og ved Samtale vilde det blive meget bemærket. Saa er der og visse Tildragelser, som H. K. H. maatte have i frisk Minde, f. Ex. Omstændighederne med Skotternes Nederlag under Oberst Zinklar, hvorom en Støtte med Indskrift ved Frederik den 4des Reise, om jeg husker ret, er opsat i Kringlen, som er et kort, men snevert og i Fjeldet udhugget Veistykke og de forskjellige svenske Indfald i Norge og de ved den Leilighed besynderlig udmærkede Nordmænd. Saa maatte vel og de norske Kjøbstæders Historie i Korthed, deres Anlæg, Privilegier, fornemste Handels Artikler haves i frisk Minde. Hoved Momenta heraf skulde vel omtrent kunne indknibes paa et halvt Ark, og dersom min Ven vil have det og troer, det skulde være H. K. H. til Behag, vilde jeg uddrage disse Anecdoter og sende min Ven, thi Danmarks og Norges Chorographi bliver det for vidtløftigt ved hver slig Leilighed at efterslaae.
Med denne Throndhjems Post siges mig, at Menneskene i Throndhjem vente gamle Koren op igjen, da man i Kongens Kbhavn ingen Pension vil unde ham. Dette, om det skeer, er virkelig Uret og Synd mod den gamle. Uret, da Kongens Haand staaer under hans Bestalling, hvori forsikres ham Pension, naar han ei kan taale at blive Stiftamtmand, og Kongen bør holde sit Ord; Synd mod Manden, da hans Helbred er svagt, Climatet ham for haardt, og han creperer. Thodal er for gammel, det nytter ikke, han kommer der. Der er saare meget at gjøre, og nu, da Biskop Bang gaaer paa Gravens Bred, saa vilde en ny Stiftamtmand og Biskop, naar de vare begge ærlige og driftige Mænd og harmonerede vel, kunne gjøre, store Ting til Landets Gavn i de Egne. Biskop Bang har faaet Paamindelse af Gen. Kirke-Inspections Colleg., angaaende at han ikke har visiteret; jeg har endnu Speculationer paa at blive Visitator. Jeg er af adskillige Thrøndere, hvoriblandt Gen. Lieut. v. Krogh, opfordret til at attraae Throndhjems Bispeembede, det vil jeg ikke, men paa
den Maade vilde jeg giøre, hvad godt jeg kunde.Veile den 10 Januar 1786.
Endnu noget viaticum (som vi Prester sige) maa jeg give min Ven til den norske Reise, og da skal det for denne Gang bestaae i nogen Efterretning om Menneskene i Throndhjem og deromkring, da det dog er artigt at kjende Menneskene, som de ere, og skjønt det har sin Vanskelighed at gjøre det rette Udvalg, saa tør jeg troe, at min Ven, ved at sammenligne denne Copie med Originalerne og hvad De om disse paa Stedet kan erfare, skal finde, at jeg har skildret Naturen. Vi vil begynde med Geistligheden. Biskop Bang er en gammel Mand henimod 75 Aar, Lærdom maa man ikke søge hos ham, men han har for sin Tid været en god Prædikant og har endnu gode udvortes Gaver. Han er munter, naar han er frisk, men man maa ei tage ham ilde op, at hvad han siger stundom bærer Præg af Alderdommens Svaghed. Hans Godgjørenhed mod Fattige er et saare glimrende Træk i hans Characteer, og han har paa egen Bekostning holdt mange fattige Børn i Skolen, ogsaa i min Tid, og understøttet dem endogsaa ved Universitetet; han har havt 3 Koner, som ere døde, og med dem har han saaet Midler, saa han er en formuende Mand. De Fattige vilde have Aarsag til af Hjertet at begræde hans Død, naar han engang reiser til den anden Verden, for saavidt og i ingen anden Hensigt vil han savnes i Staten.
Doctor Hagerup, Stiftsprovst, Vicepræses i Videnskabsselskabet, en Søn af Biskop Hagerup i Throndhjem, som i sin Tid var saare yndet af H. K. H. Prindsesse Charlotte Amalie, hvis egenhændige Breve til Faderen Sønnen endnu bevarer. En Mand, just ikke af dyb og udstrakt Lærdom, men har dog en Deel smukke Kundskaber i adskillige Ting, blandt Andet og i Naturhistorie, har en god Forstand, en levende Indbildningskraft og et eiegodt Hjerte. En og anden ikke noksom gjennemtænkt Tanke kan nok, ved Samtale, slippe ham udaf Munden; men dette er just den levende Indbildnings Skyld, som Manden ikke altid husker paa. Han har først været Prest og Provst i Nordlandene, siden Sogneprest til Frue Kirke i Throndhjem, derpaa Sogneprest ved Ny-Kirke i Bergen og endelig nu Stiftsprovst. At hans Ønsker ere rettede paa at succedere den gamle Biskop, det veed jeg, og jeg for min Deel kan ikke andet end ønske ham dette Ønskes Opfyldelse.
Hr. Jonas Angell, residerende Capellan til Domkirken, er en ærlig Mand, har just ingen udmærket Lærdom, men præker dogmatisk, ordentlig og til Opbyggelse. Han staar paa en Post, passende med hans Evner og Indsigter, og da han er en rig Mand, trænger han ikke til Forflyttelse, som jeg ikke troer, han attraaer uden just der i Byen, men da der ingen Grund er til at forbedre hans Vilkaar, saa bliver han vel, hvor han er. Hans Prækener ere ikke meget yndede i Throndhjem, da han ikke vel kan styre sin stærke Stemme; men han fortjener virkelig for dem en bedre Dom, end det throndhjemske Publicum almindelig giver ham.
Hr. Forman, Capellan pro persona hos Stiftsprovsten, har forhen været personel Capellan i Bergens Stift, har i sine Prækener stort Tilløb af den almindelige Mand, har god, sund Forstand og jævne Kundskaber; det Bifald, han har, grunder sig mere paa den declamatoriske Tone, i hvilken han taler, jeg torde omtrent sætte ham blandt vore gode Prester, og da han har et godt Gemyt, saavidt jeg kjender ham, saa fortjener han et skikkeligt godt Kald.
Mag. Wittrup, Sogneprest til Frue Kirke, forhen Secretair i det norske Videnskabsselskab. En Mand med jævne Naturkundskaber, har i sine Studenterdage været flittig og forhvervet sig allehaande dogmatiske Kundskaber. Naar han vil, kan han præke temmelig ordentlig og grundig, men hans Maade at udføre Talen paa er just ikke behagelig, jeg kan sige, intet mindre end behagelig. Men hans Characteer – se den er ikke priselig, hans Forfængelighed kjender ingen Grændser, misundelig paa andres Evner og Arbeider søger han at nedsætte de Fuldkommenheder, han ikke selv har.
Hr. Parelius, residerende Capellan til Frue Kirke. En Mand af god Forstand og mange smukke økonomiske Kundskaber. Som Famulus hos Biskop Gunnerus har han med ham gjennemreist Nordlandene og Finmarken og veed om adskillige Ting der god Beskeed. Skade, at han i sine Studenteraar ingen ordentlig Plan har lagt for sine Studeringer og altsaa fattes systematisk Kundskab, især i Philosophie og theologiske Videnskaber, hvoraf atter følger, at han har „mange skjønne Ideer, men kan ei sætte dem sammen til et fuldstændigt Heelt. Naturhistorie har han lagt sig efter, og den tror jeg, han har studeret systematisk. Han tegner og smukt. Han har meget havt sine Tanker henvendt til Fattigvæsenet og de offentlige Stiftelser i Throndhjem og har adskillige gode Ideer derom, skjønt ogsaa en Deel urigtige. Han er en Mand, som er meget brugbar under god Styrelse; men Overbestyrelsen vilde jeg aldrig betroe ham, da han, naar han havde Magt, formeget vilde følge sit eget Hoved. Ved Vacance haver han fuldkommen fortjent at blive Sogneprest til Frue Kirke, og det var virkelig slemt, om Nogen blev ham foretrukken, men høiere maa han ikke komme. I Levnet og Omgang er han en meget tjenestagtig Mand, han har den Vane at ville udspeide sine Venner, og jeg tør ikke paastaae, han er nogen trofast Ven af dem, der komme ham i Veien eller drage nogen Opmærksomhed fra ham til sig. Imidlertid er han altid en gavnlig og agtværdig Mand i mange Hensigter, og er han skjønt ikke den heldigste Taler, saa præker han dog ret smukt og godt. Realskolen i Throndhjem har især hans Flid og Dygtighed bragt tilveie, og uden ham var den ikke til.
Hr. Thostrup, en Mand af megen smuk Læsning, men svag af Helbred. Jeg har havt mange fornøielige Timer i Samtale med ham, men hans Characteer er mig noget tvivlsom. Jeg kan intet derom bestemme, da jeg frygter for at gjøre ham Uret. Hans Prækener bære just ikke Præg af hans Indsigter, men da han har just ikke store udvortes Gaver, bestaar hans Auditorium kun af de gamle Kjerlinger i Hospitalet, og de kan da heller ikke tage mod nogen Erudition.
Og dette er da Throndhjems Præsteskab.
Men en Excursion maa jeg gjøre udenfor Byen, og her er da Provst Steenbuch paa Meelhuus, 2 Mile fra Throndhjem, hvor Landeveien falder lige gjennem Prestegaarden og man skifter Heste. Manden er over 70 Aar, meget tunghør, men en af Norges lærdeste Mænd, har en smuk Bogsamling in theologicis og er almindelig agtet overalt. Mandens sjeldne Erudition fortjener at hædres, og dersom en Bestalling som Prof. theol. extraord. ved Kjøbenhavns Universitet, uden at de smaa Krabater i Cancelliet vidste det, blev Manden uformodentlig ved H. K. Høiheds Gjennemreise skjænket, da vilde slig Naade blive ligesaa hædrende og opmuntrende for Mandens sjeldne literariske Fortjenester, som opmuntrende for andre til ligeledes at søge Storhed som Videnskabers Mænd. Manden har ellers et ypperligt Hoved og er, saa gammel han er, meget munter.
Paa den anden Side af Throndhjem falder Veien over et besværligt Fjeld, Givingaasen kaldet, som bedst rides, til Størdalen, en deilig Bygd. Der er en lige gammel Provst Støren, en dygtig Embedsmand, hvis Kone er en Broderdatter af den store Tordenskjold. Provst Støren er en ærværdig Olding med god Forstand og en ypperlig Provst. Har mange Børn og havde den Sorg ifjor at miste den ældste Søn, som var personel Capellan hos ham. Nu har han en anden Søn, som jeg har dimitteret, til Capellan. Han har i Alt havt 7 Sønner, hvoraf han selv har dimitteret 3 eller 4, som ere reiste til Universitetet. I Skogn, som ligger dernæst og er en smuk Kornbygd (ligesom Størdalen og Værdalen), er Professor Dahl Prest. Ogsaa en aldrende og rørig Mand, selv kjender jeg kun lidt til ham, dog har han Ros for en dygtig Embedsmand og god Mand og skulde uden Tvivl være en saare værdig Candidat til Throndhjems Stifts Provsti, naar det blev ledigt. Uden samme veed jeg ikke nogen Geistlig af Betydenhed, vi vende derfor tilbage til Throndhjem. I Nordlandene er en mærkelig geistlig Mand, som ogsaa bør kjendes, og det er en Professor Schytte i Salten. En Mand af megen Forstand, Smag og usædvanlige Indsigter. Jeg har læst nogle af hans Breve, som vidnede om Mandens Værd. Især er han i Lægekunsten en stor Mand og har skaffet mangfoldige Mennesker, som fra det hele Land søger hen til ham, deres Helbred. Faa Mennesker har havt Leilighed til at skaffe større Nytte for Menneskeheden i en saa liden Virkekreds, end han, og han fortjener rigtig en corona civica, om vi vare Romere, – nu vilde jeg, om jeg var Dommer, tilkjende ham Ringen pro meritis. Ørkedalen er og en deilig Bygd, 4 Mile fra Throndhjem, som H. K. Høihed maa see. Presten der hedder Brinchmand, men kan ikke roses, da han opfører sig som en Skurk mod sin Kone.
Dette var da om Geistligheden i de Egne, næste Gang om de civile Mennesker. Interim vale et ama totum tuum.
S.
Med Posten idag har jeg fra den gode Monrad faaet adskillige throndhjemske Nyheder, hvoraf jeg vil meddele min Ven dem, som angaar paa nogen Maade de offentlige Ting. Men først maa jeg sige Dem varm Tak, fordi De haver skrevet Monrad til. Jeg vilde, denne trofaste Mand skulde i Alt tænke og føle for Dem, som jeg tænker og føler, og det gjør han. De har saare glædet ham med Deres Skrivelse og dermed og mig, og falder der noget af Vigtighed, som han kan troe, vil være Dem behageligt at vide og til Nytte af min Ven bør vides, saa saar De sikkert Efterretning derom, og dertil vil den store Fattigvæsenscommission blandt andet give adskillige Anledninger[14].
Som et Tillæg til den throndhjemske Geistlighed maa jeg endnu foruden den retskafne og duelige Mag. Holst, som min Ven kjender, videre nævne Fester, Mathematicus ved de Angellske Stiftelser i Throndhjem. Ved sin utrættelige Flid og ualmindelige mathematiske Gaver har han arbeidet sig frem til en sjelden Lærdom. En ærlig Mand er han, af gammeldags Tro, ustraffelig i Levnet og Vandel. Throndhjem er en By, hvor Penge og Rang udgjøre al Værdighed, Lærdom, naar den ei idetmindste er forenet med en af Delene, er tilsidesat og foragtet. Det var derfor en Sag, som i sine Følger paa Menneskenes Tænkemaade vilde være af Vigtighed, om H. K. H. viiste sin naadige Opmærksomhed og Bifald over Mandens sjeldne Fortjenester, blot derved, at han blev ansagt blot engang til Audience, naar en Deel vare der, og min Ven da ogsaa i Forgemakket udmærkede Manden ved at gjøre ham nogle Complimenter for hans mathematiske Fortjenester, hvorved det Kort over Throndhjem tilligemed de geometriske Tegninger, jeg medbragte ifjor fra ham, tillige kunde erindres, og naar H. K. Høihed da bevidnede for denne Gave sit naadige Bifald over hans Arbeider i Videnskaberne, saa vilde han derved føle sig høiere belønnet og opmuntret end mangen En ved det blaa Baand. Men han maatte just ved at blive ansagt udmærkes, thi ellers kom han jo desuden ikke, da han ingen Rang har og er en Mand, der lever i sin Studerestue fast uden Samfund med Verden udenfor. De andre Lærere ved Cathedralskolen ere: 4de Lectiehører Robert Holk, 3die Lectiehører Thomas Junghans, 2den Lectiehører Ole Holk, en Broder af den forrige, disses Fader har været Major. Alle tre ere de ypperlige Skolelærere, gode Mænd og tjene tillige paa saa slet Løn, som muligt er. Af disse er Junghans endnu i en besynderlig Hensigt en mærkelig Mand, som de andre lever han stille og tarvelig, men da han har arvet lidt, saa har han anvendt, hvad han fra sig selv kunde spare, til fattige Disciples Understøttelse. I Skolen har han ved at give dem Bøger og Klæder kommet dem til Hjælp, og siden har han endog efter sin Evne understøttet dem ved Universitetet og det i saadan Stilhed i de 20 Aar, han har været ved Skolen, at jeg først i Sidstningen, jeg var der, ved en Hændelse fik det at vide af en Mand, som var lidt avindsyg mod den værdige Gamle. Jo sjeldnere slig Dyd er, jo mere fortjener den at bemærkes og elskes.
Blandt Lærerne ved Realskolen nødes jeg til at nævne En for min Ven, som jeg tilforn ved Leilighed har nævnet, men ikke nu kan nævne til hans Fordeel, og denne hedder Bech[15]. Jeg yndede ham meget engang for hans gode Naturgaver og Lyst til Videnskaberne, da han var Informator hos Generalveimester Krogh Derefter indlod han sig med Parelius i en underlig Negotiation, hvorved en gammel Mand, nogle og 50 Aar, som fra en for ham ganske fordeelagtig Stilling var overtalt til at gaa ind som nederste Lærer ved Realskolen, blev udsat af sin Plads, at denne Bech kunde komme ind, og den gamle Rebech, saa hed han, har maattet tage en Klokkerpost, paa Landet (en Tjeneste Bondekarle gemenlig have) og lever kummerligt. Dette var en Hundestreg af Bech, hvorfor jeg ikke mere kan agte ham. Imidlertid da hans Indbildninger ikke ere ringe, og jeg veed, der vil blive gjort Ansøgning for ham om at saa Løfte paa Hospitalskaldet i Throndhjem, saa kan nu min Ven vide hans Bedrifter og altsaa see til, at Intet bliver lovet, da Intet bør loves.
Hr. Parelius har ellers mange Projecter om den Realskole, men H. K. H. bør vogte sig ikke i noget den betræffende at give sit Løfte, da han vist ved urigtige Forestillinger i den Sag (allerhelst da Parelius kan saa den gamle Biskop fast til at erklære, hvad han vil) vil blive ført bag Lyset. Realskolen har pro tempore alt, hvad den til at være gavnlig behøver, og da der er visse Hovedfeil i dens Bestyrelse, som ved Tid og Leilighed kan rettes, saa bør man see dens Virkning, som hidindtil kun har været ringe, og give sig Tid. Et Project er at saa ¼ Procent af alle Arvecapitaler til Skolen, men dette kunde gavnligere til Videnskabsselskabets Fremme anvendes, hvortil jeg har udarbeidet en omstændelig Plan, som jeg bedre senere skal levere, og Skolen trænger ei til mere, end den har, og bør ei have mere paa den.Maade, den nu regjeres efter den Meinkeske Families Tykke. Et andet Project, at Lærerne skulde have Navn af Lectorer – dette er latterligt, ved Gymnasier og Academier ere. Lærerne Lectorer, men ei i en Skole for smaa Drenge, hvis Hensigt for det Meste kun gaar ud paa at forberede Ungdommen til Cathedralskolen. Men Sagen er, Mester Bech vilde gjerne hedde Hr. Lector. Om disse Ting har jeg havt mange Ventilationer med Hr. Parelius og betydet ham det daarlige deri, men han blev stedse ved sin Tro og kommer vist frem med alt dette og mere til, naar H. K. S. kommer did. Bedst ikke at indlade sig paa dette og slige Ting, men blot fortælle, det skal blive overveiet. Jeg veed, S. K. H. er høist forsigtig i at give Løfter, og det vil vist paa denne Tour blive nødvendigt i høieste Grad. Undersøgelse, Eftertanke, Erindring af det Ansøgte vil omtrent blive det meste, der i de fleste Tilfælde vil kunne loves.
Jeg formoder med Vished, at Videnskabsselskabets Samlingssal ved H. K. S. Nærværelse vil blive indviet, og ved den Leilighed kunde H. K. H. gjøre Selskaber en Foræring, som vist vilde blive i sin fulde Værd paaskjønnet og uforglemmelig erindret. Foræringen skulde bestaa i H. K. H. Portræt, som det, min Ven har. De kan tro mig, det skulde have en svare god Virkning, og De gjør vist en god Gjerning, om De tilraader H. K. H. at gjøre Selskabet denne Gave. Der er Tid nok, at Maleren kan blive færdig
Men det er Tid, at jeg begiver mig til at tale om de civile Folk, og der er da Præsident, Justitsraad Nordal, har vel 30 Aar været Præsident i Throndhjem, en utrættelig, arbeidsom Mand, en dygtig og skarp Jurist og en ypperlig Dommer. I den gamle danske Literærhistorie har han skjønne Kundskaber og har en smuk Bogsamling, hvoriblandt adskillige curieuse Piecer. Manden er stille og tilbageholdende i Omgang, thi han har haardt prøvet Verden, men mod sine meget faa Venner er han trofast. Han er streng i at holde over, hvad han troer er Net, og har derfor i sit Embede havt adskilligt Uvenskab, men har ladet Menneskene snakke og gaar sin Vei fort. Han har havt adskillige Børn, hvoraf 3 leve, og er altsaa, da hans Indtægter i det dyre Throndhjem kun ere ringe, en fattig Mand. Han har en Søn, som er Student og Volontair i Rentekamret. Sønnen har juridisk Attestats, og kunde han idetmindste faa en Copistplads i et af Collegierne, var det allerede en Belønning og Lettelse for den gamle Fader, som har tungt ved at holde ham i Kjøbenhavn. Der er Ingen, som veed bedre Besked om alle Byens Anliggender end han, .og ham især maatte H. K. H. høre for at erfare Stedets Tarv.
Borgermester Angell er en Mand af jævn Forstand, jævne Kundskaber, men kunde Indbildningen om egne Fortrin skabe den store Mand, saa eiede vist ikke Norge større Mænd i sit Skjød. Manden er rig, og det er en Skade for ham, hidsig er han tillige, saa han ingen Modsigelser taaler, misundelig, som alle svage Sjæle, men med alt dette er han en god Embedsmand, og jeg har ellers al Grund til at troe, han er en ærlig Mand, naar det kun ikke kommer an paa at afveie sine Fuldkommenheder mod andres eller andres mod sine.
Klingenberg, Politimester og ældste Raadmand, en ustuderet Mand af god, sund Forstand, en god Politie Examinator, det har jeg mere end een Gang anhørt. Som Politimester kunde han nok i nogle Stykker være skarpere, men som Sangvineus har han ikke Tendens til Strenghed, saa man for at gjøre ham streng maa saa ham vred. Han er ellers en driftig Mand, god Regnskabsfører, har rigtignok sine Feil, men som mere skader ham umiddelbar selv end det almindelige. Egentlig er han sangvinsk-kolerisk, og dette Temperament spiller ham rigtignok stundom et Puds, men der hører dog megen Philosophie, at jeg ikke skal sige Christendom, til at herske over Temperamentet.
Justitsraad Nissen, yngst Raadmand, har gjort og udgivet en Extract af Rescripter og eier Addressecontoiret i Throndhjem. Fast veed jeg ikke, hvad jeg skulde sige om ham, da han vist ikke er en ond Mand, men har neppe Forstand og Sindsstyrke nok til at være meget god. Han udretter sit Embede trolig og fornærmer ingen med sin Villie. Kort, han er en god jævn Mand, som gjør, hvad han bør, har ikke Geniets Feil, da han ikke har dets Fuldkommenheder, og i sin Cirkel, som kun er liden, er han en brugbar Mand.
Veile den 16 Januar 1786.
Byfoged Møinichen, en gammel Mand, over 70 Aar, meget svagelig, men en dygtig Embedsmand, en Mand af megen Forstand og Erfaring, har nu i over 40 Aar været Byfoged i Throndhjem. Han har mange Børn og er i meget fattige Omstændigheder, da Indkomsterne ere meget ringe. Hans Søn er ham adjungeret og er en brav Karl, og skulde den Gamle dø, var det en sand Velgjerning, som den Gamle i sin lange Embedstid vel har gjort sig fortjent til, om denne Søn blev hans Successor, da havde og den efterladte Familie et Tilstød og Hjælp, som ellers vel kommer i den ynkværdigste Forfatning.
Prokuratorer paa et Sted er vel ikke i og for sig saa mærkelige Folk, at der om dem skulde være meget at tale, dog da de altid for de Ulykker, de kunne afstedkomme eller afværge, blive af Vigtighed, saa maa jeg og nogle Øieblikke tale om disse Herrer. Men her har jeg intet uden hvad som ondt er at sige, og det er ei meget lysteligt. Først vil jeg nævne en gammel Pandur ved Navn Aarhem, et virkeligt godt, ærligt Kreatur, men af saare ringe Forstand, og da han er stor Liebhaber af at jage denne stakkels Forstand ud at svømme og det paa fastende Hjerte, saa er den almindelig deraf saa udmattet og afjusket, at den kappes med hans Krop om at tage Overhalinger. I rene Gjældssager og ellers, hvor han kan bringe Documenter med i Retten, bruges han, da han er tro nok, og ingen anden kan haves. Dernæst kommer Toldprokureur Evensen. Denne Mand har et jævnt Hoved, dog ikke den skarpe Dømmekraft, men har ved Flid og Læsning af danske og tydske Skrifter forhvervet sig adskillig smuk Kundskab, har udgivet adskillige velskrevne Piecer i det Juridiske og er den eneste Mand i Throndhjem, der som Procurator kan føre en Sag, hvorfor han og, da hans Contraparters Sager fast aldrig blive oplyste, som de burde, og mangle den for Dommen fornødne Efterrettelighed, er vant til at vinde alle Sager, har altsaa været en Skræk og et Orakel i Throndhjem, men vi maa nu vende Bladet om og see Mennesket fra en anden Side. Og da er han en Mand, hvis Overmodighed kjender ingen Grændser, og som troer, han kan gjøre alt og forsvare det med, da ingen kan modsige ham, og deri er han da af hans i saa lang Tid lykkelige Procedurer bestyrket. Hans Fordeel er ham dyrebarere end al Samvittighed og Pligt, og for en Deel Aar siden var han i en slem Knibe for en Obligation eller Regning, hvori blev gjort nogle Kunster med Tallene. Han fristede Lykken ind til Oberhofretten, men da der og faldt en slem Dom, og han frygtede for, at Høiesteret kunde blive værre, saa fuldbyrdede han Dommen og slap saaledes den Gang. Denne Mands Vanart er saa meget skjændigere, da han har Kundskab, og saa meget farligere, da han nyder Tillid in publico. Imidlertid er han dog noget spæget i den senere Tid ved en Sag, som nu har staaet i 3 Aar.
Ogsaa i en anden Hensigt har jeg anført dette, da Evensen i mange Aar har lagt an paa at blive Byfoged eller faae andet Dommerembede og har som Toldprocureur nogle Patroner i Collegierne, men om en saadan Mand burde sættes paa en Domstol, det overlader jeg min Ven selv at bedømme. Endnu har vi blandt de juridiske Embedsmænd Assessor Willumsen, han er By- og Raadstueskriver og Notarius Publicus. Han er reist til England paa Økonomiens Vegne, har almindelig sund Menneskeforstand, men er just ingen Helt i Lærdom. Han er, hvad man kalder, en god skikkelig Mand, som lever i Verden for at nyde den og lader alting jævne sig selv. Det er ikke hans Sag at være Uven med Folk, og derfor har han den Skik, at han er mestendels af samme Mening, som de Folk ere, som han er iblandt.
Men vi forlade hendes Naade Themis og hendes Dyrkere og begive os til Mercurii Børn, det er udlagt Handelsclassen, og hvad didhen hører, thi Mercur var ogsaa Tyvenes Gud, men dem vil jeg dog ikke nu med min Ven tale om. Vi har da heri General Tolddirecteur Vaknitz, en fornuftig, en ærlig, en retskaffen Mand. Hans Udseende lover ikke det, man finder hos ham, men ved Omgang skal man lære at kjende ham, og ingen god Mand vil nægte ham sin Agtelse og Kjærlighed. Han er, om jeg husker ret, en Meklenburger og Kapitain ved Infanteriet. Hans Broder er Generalmajor og i Admiralitetet i Christiania.
Toldforvalter Lytkis, en gammel Mand af megen Forstand og ligesaamegen sindig Ondskab. Mørket skjuler mange af hans Gjerninger, og al hans Fortjeneste i Livet vil nok indskrænke sig til adskillige Snighandler Kunstgreb, han har opdaget og forebygget.
Controlleur Lorenz Møller (der er endnu en anden Controlleur Møller med et andet Fornavn) har i mange Aar været ved Toldvæsenet og har derom megen Kundskab, har god Forstand og har rigtig tænkt en Deel i sit Liv og sin Cirkel. Jeg har ved Samtaler med den Mand faaet adskillige gode Efterretninger om Et og Andet, og ved Undersøgelse har jeg fundet, at han har tænkt og iagttaget rigtig i mange Stykker. I Skovvæsenet har han og tænkt en Deel, men en Favoritidee, han har, da han, for at hindre de slette Bords Udførsel, vilde, at Told og Tiende skulde være lige høi baade paa gode og slette, troer jeg ikke kan saa ligefrem bifaldes, dog herom har jeg omstændeligere forhen yttret mine Tanker. Manden fortjener Opmærksomhed og Agt. Taxadeur Tonning er Doctor Medicinæ, men et fordrukkent Sviin, og han fortjener kun at mindes for en Sjeldenhed, han har i Eie, og det er vor drabelige Tordenskjolds egenhændig skrevne Dagbøger i nogle Foliobind. Jeg har mere end en Gang villet have disse til Selskabets Bibliothek, men kunde ei faa dem, maaskee kunde min Ven ved sin Nærværelse saa disse i mine Tanker rare Manuscripter, og Selskabet altsaa fra Deres Haand en saa kjær Gave. Maaskee skulde H. K. H. og selv ville eie dem, og de skulde vel og fortjene Plads blandt de Kongelige Manuscripter for sin Forfatters Skyld. Nu veed De da, hvor denne Skat er.
Etatsraad Dons, Laugmand, glemte jeg før, ham kjender min Ven nok som en lærd og fornuftig Mand, men det veed De maaskee ikke, at han stundom er saa doven, at han ikke gidder tænke og, naar det Lune tager ham, siger Ja til de underligste Ting, der fremsættes. Dette maa man vide for i Omgang at bedømme ham.
Generalkrigscommissær Monrad kjender De, ligesaa Stiftamtskriver Christensen.
Commerceconsulent Bang er Justitsraad, som De veed, og sin Faders Søn, han har formeret Verden med 2 Børn i sit Ægteskab, kan spille L’hombre og forestille vigtig Person, og der er hans Biographi. Men dette er en styg Epistel, thi der er fast intet godt deri, men Epistelen er dog som Naturen, den afbilder, og en styg Original kan aldrig taale nogen Skjønhed hos Copien uden det, at denne er tro, om dette ellers kan kaldes Skjønhed.
Det gaar nu mod Enden med mit Throndhjemske Malerie, som vel er, thi som man pleier at finde Bærmen i Tøndeenden, saa har og det meste af hvad jeg sidst opøste for min Ven, været Bærme og fast bedre bliver det vel ei heller dennegang, dog er der endnu nogen god Viin tilbage
Af Embedsmænd er der kun faa tilbage, og af dem vil jeg først hidsætte en Generalkrigscommissær Klingenberg, som er Forstander for de Angellske Stiftelser. Han har i sin Tid været en brav Student og kan endnu godt Latin, men er en Mand, som aldrig mangler Kneb og Konster, hvor det gjælder om at befordre egennyttige Ønsker og Hensigter. Ved en Høiesterets Dom maatte han for nogle Aar siden tvinges til at levere Maaneds og Qvartals Extrakter af sine Regnskaber, thi dette troede han ikke kunde bestaa med hans Fordeel, nægtede altsaa at gjøre det. Han har god Hukommelse og adskillig historisk Læsning; endnu har han i Fattigvæsenet for megen Raadighed, men den vil nok ved den nu indsatte Commission faae Ende.
Af Berg-Amtet bliver først Berghauptmand Ascanius at nævne, en Mand, som ved mange Reiser i Norge, saavelsom og ved vidtløftige Udenlandsreiser, har indsamlet sig megen Erfarenhed, men hans Helbred er næsten borte, da han er til Alders. Han er en redelig, fornuftig og rettænkende Mand, og naar Menneskene beskylde ham for i sine Professordage paa Charlottenborg at have været noget magelig, saa tror jeg, de have sagt det værste om ham, de kunde sige. Jeg for min Part agter den gamle Svend meget og har lært meget ved Omgang med ham.
Bergraad Dons. Har forhen været Procurator og er nu Assessor i Bergamtet, han er over 60 Aar, men har Ungdomsmunterhed, han er en ærlig, men fri og ligefrem Mand i sin Tale og er en vældig Cholericus, forresten en honet Mand, har ved Giftermaal og Arv betydelige Midler.
Tislew, Assessor i Bergamtet. Naar jeg benævner denne: Guds og Menneskers Fiende, saa vil dette omtrent udtale hans Characteer, jeg har i mit Liv aldrig kjendt nogen Dødelig, som han, og vil stedse ønske, at han maa være den eneste paa Jorden. Han har virkelig god Forstand og adskillige gode Kundskaber, som han paa Reiser og tildeels udenlands har forhvervet sig, men han anvender Alt kun til at gavne og fremme det, som ondt er, Religionen spotter han, Menneskene hader han, kort, han er en Djævel.
Assessor Willumsen er et Appendix til Bergamtet, og ham talede jeg om forhen.
Fru Agentinde Lysholm & Co.; hendes Compagnon er Hans Knudsen, hollandsk Viceconsul. Dette Huus har stor Handel og den meste Bedrift af alle throndhjemske Kjøbmænd; at deres Handelsprinciper ere Landet nyttige, kan jeg ikke sige, thi de arbeide og ønske stedse den høieste Vexelcours og i Forbindelse med de høieste Kobberpriser, hvorved de som Kobbereiere og Forhandlere vist vinde, men alle andre, som ei har Vare at omsætte med Vare, Mængden i Landet altsaa, taber ved de ifølge den stigende Vexelcours stigende Priser paa de behøvende Varer.
Efter andre og tildeels modsatte Principer handle Justitsraad Fridlieb & Co. Fridlieb er selv en jævn, fast torde jeg sige enfoldig, skikkelig Mand, der ei forstaaer at drive eller styre Handelen; om jeg husker ret, er han og Kongl. Proviant Commissarius i Throndhjem. Men hans Compagnon, Paul Bæhnsen (?), er en fornuftig, ædel, ærlig Mand, som har megen fædrenelandsk Følelse. Det forstaar sig selv, ogsaa han vil have sin Kjøbmandsfordeel, men han styres af en god Aand og tør være sine Handlinger bekjendt.
Heinrik Meinke, en Tønde Guld Mand, en ægte Hollænder. Siger han et Ord, saa staar det, thi han kan udføre sine Tilsagn. At Menneskekjærligheden intet Tempel har i Holland, det veed min Ven, og følgelig slutter De let, at denne Genius ikke er Mandens Afgud.
Madame Beyer. En Enke af en Kjøbmand, som hed Otto Beyer, medens han levede, hvad Enken angaaer, saa er hun meget rig, giver stundom prægtige Gjæstebuder, er indbildsk, som sig bør, og dermed er den Historie ude.
Cancelliraad Must er saa god en Mand, som Folk kan være, uden synderlig Forstand, der er ingen bedre Kirkepatron i Norge end han, thi paa dem sparer han Intet. Penge har han, og dem forstaaer han rigtig at passe paa, som billigt er. Ved sin Virken skal han ingen Fortræd gjøre, men at han ved sine gode Gjerninger fortjente Himlen, om han var catholsk, det troer jeg heller ikke.
Mathias Friis, en saa original, ærlig Mand, som der har levet, er født i Flensborg og har ved Flid arbeidet sig frem til betydelige Midler. En Mand af usminket Gudsfrygt, udmærket og sjelden Godgjørenhed og har med det samme den Tro, at han aldrig lader noget Skib assurere, hvorved han stundom har lidt betydeligt Tab, men paastaaer stedse, han i det Hele derved har vundet, og han har intet at frygte, da han er en ærlig Mand.
Jepsen er en rig Mand, i Almindelighed rost for Retsindighed, ogsaa for Gudsfrygt; et Par smaa Anecdoter, jeg kjender om ham, har ellers bragt mig Ordsproget i Tanke: det er ikke Guld alt, som glimrer.
Peder Falch, ogsaa Kjøbmand, men en meget fortjent Mand af Throndhjem; han er født i Sverige, som Barn kommen til en Farbroder i Throndhjem, hvor han er opdraget. Han har anlagt Skibsverfveriet i Throndhjem og skaffet 3de Farvere til Byen, da der før ingen var. Sagen var, han anlagde et Farveri, forskrev dertil en Svend, der skulde forestaae dette; denne bedrog ham en Tid lang og nedsatte sig derpaa selv som Farver. Falch fæstede siden tvende Andre, de bedroge ham ligeledes og nedsatte sig siden, kort Falch tabte en 6 à 700 Rdlr., nedlagde og solgte Farverredskaberne, og Byen havde 3 Farvere, didlokkede paa hans Bekostning. Ogsaa er han Hovedmanden for det Archangelske Handelscompagnie og er meget stemt til almeennyttige Foretagender. Manden har megen sund, god Forstand og megen god Villie, han fattes kun den Vinding i Tænkekræfter, som Studeringer og Reiser kan give. Han er et blot Naturmenneske og kan virkelig tænke mere, end han kan udvikle. Han er meget simpel i sin Adfærd, dog uden at være uhøflig, har Hovedet saa fuldt af Speculationer, at han seer ud, som han stedse var vred, og i Almindelighed kan man sige, at hans Udseende er de eneste ved hele Manden, som ikke saa ganske taler til hans Fordeel, thi hans Sjæl er langt fra at have den Suurhed, hans Ansigt truer med.
Kjøbmand Hoe er en meget forstandig Kjøbmand, og mere veed jeg ikke at sige til hans Ros. De andre Kjøbmænd ere ikke just af Betydenhed og deels Begyndere, deels Galanterihandlere.
En Embedsmand har jeg endnu glemt, og det er Hospitalsforstander Fyhn; han har endeel Aar været Fuldmægtig hos General Osten, som Stiftamtmand, og har den Lod, at fast alle ere vred paa ham og tale ilde om ham. Jeg har i 4 Aar jævnlig talt med ham og seet hans Adfærd og har saa liden Grund til at laste ham, at jeg meget mere stedse har fundet i ham en meget ordentlig, driftig og tjenestvillig Mand, som og hans yttrede Principer stedse gode, min Stemme har han altsaa for sig, og Resultatet maa dog blive, at er han end ikke saa god, som jeg har Grund til at agte ham for, saa er han dog langtfra ikke saa slem, som Andre vil gjøre ham til. At være Fuldmægtig, hvor Principalen Intet kan eller vil arbeide, er altid et fristende og hadefuldt Arbeide.
Af private, formuende Folk, som fortjener at nævnes, er Stiftamtmandinde Møllmann, Grev Schmettaus Svigermoder, ligesaa arrig, dum, forfængelig, som hun er rig.
Justitsraad Hornemann, en Franskmand fra Top til Taa, har et prægtigt Huus og kjøber en Mængde Bøger af alle Slags. En Tyran mod sine Bønder, thi den Norske Bonde kan ogsaa tyranniseres, skjønt paa en anden Maade end den Danske. Han er idelig under Kammeradvocatens Action for ulovlig Skovhugst, og om han var hængt 30 Gange, kunde han dog dermed ei opveie den Skade, han har gjort, thi han har kjøbt Jordegods, afhugget Skoven, derved faaet Kjøbesummen dobbelt og saa solgt de ødelagte Gaarde for hvad han kunde. Han er en Broder af Major Hornemann. Han har havt Penge, figurerer endnu, men den Glæde kan neppe vare længe.
Cancelliraad Cramer, en ærlig og god Sjæl, en gammel Ungkarl, samler meget paa gamle danske Skrifter, men jeg har aldrig seet hans Samling, skjønt vi vare gode Venner; man behøver kun at kjende ham for at elske ham, og jeg tvivler høilig paa, han har nogen Uven.
Cancelliraad Rosenvinge, just det Modsatte af den forrige, skulde han have eller beholde nogen Ven, maatte det skee ved Mirakel, thi selv de, som behøve hans Penge, hade ham af Hjertet for de Renten de beskylde ham for som ægte Aagerkarl at tage, med ingen Forstand troer han sig meget klog, og hans Færdighed i at bedømme Alt kjender ingen Grændser. Saa dette er tyk Bærme tilsidst, og nu er denne
Fortælling ude.Veile den 10 Mai 1786.
Jeg seer af Aviserne, at den gamle Byfoged Møinichen i Throndhjem er død, over 40 Aar var han i dette usle Embede, en dygtig Mand, efterlader stor Familie i usle Omstændigheder. Hans ældste Søn har nogle Aar været ham adjungeret, er en smuk, ung Mand og Familiens eneste Støtte. Billighed og Menneskelighed taler for, at han maatte succedere Faderen, og min Ven gjorde efter min Overbeviisning en god Gjerning, om De herom talede med Menneskene. Jeg tvivler ikke paa, Toldprocureur Evensen jo søger Tienesten, men ligesaa godt kan Satan selv bestalles til Embedet, som han. Det Onde bør min Ven forhindre, at det ei skal skee, og kan man da ikke gjøre det reelle Gode, saa er dog altid vundet derved, at det Værste, som kunde skee, bliver forhindret. Jeg formoder at være eller blive i Cancelliet af den geistlige Stiftsret i Throndhjem anklaget, fordi jeg ikke vil lade mig snyde for circa 500 Rdlr. og ikke kan troe, at en for 40 Aar siden forordnet Biskop kunde forandre den norske Lov. Skulde Nogen tale til min Ven derom, eller skulde Hr. Hagerup eller Parelius directe til Hoffet nedsende noget desangaaende, da beder jeg min Ven svare de Spørgsmaal og ellers fortælle, jeg forlanger kun Ret i dette Stykke og ingen Naade, og al den Naade, jeg ønsker, er, at Sagen maa henvises til Lands Lov
og Ret.Veile den 1 August 1786.
Jeg seer til megen Glæde for mig af Aviserne i Dag, at den gamle Møinichens Søn er bleven Byfoged i Throndhjem. Dette er i alle Maader ypperligt, da saa meget Godt derved bevirkes til en gammel fortjent Embedsmands Families Conservation, og den nuværende Byfoged er en duelig Mand.
Veile den 18 August 1786.
Tilladelsen med Kornindførelsen i Norge er god og kan endnu komme tilgode, men her i dette vort syndige Fædreneland er den fri Indførsel forbi med Juli Maaneds Udgang – og hvorledes skal Menneskene faa Æde til Høsten, dog maaskee vil Speculation vel finde paa Raad, og istedenfor Kongen tog 24 Skill. af Tønden, saa kan Kornet fra Østersøen hentes og sælges for dansk og da uden Told – og er det ikke en Profit for Kongens Kasse. Men hvad skal Menneskene gjøre – sulte, det smager ikke godt – altsaa stjæle de, og det synes at være et Slags casus necessitatis. Kun det Onde kommer deraf, at Priserne blive høie og Kjøbmanden beriges paa menig Mands Bekostning.
Flere Steder i Norge aflader Bonden aldrig at æde Barkebrød, f. Ex. i Reendalen, thi Aaret er saa uvist der, at de altid maa vente det onde, og derfor holde de selv i gode Aar Maverne vante til den Kost. Vinteren mellem 84 og 85 aade Bønderne Mask, som de lavede til Brød, i Egnen omkring Throndhjem.
Veile den 21 Novb. 1786.
Jeg seer i Aviserne, at Voss Præstekald i Bergens Stift er ledigt, og Kaldet er anslaaet for 500 Rdlr. Jonge i sin Topographie over Norge (hvor han dog i dette Stykke har udskrevet den danske Udgave af Hübners Geographi) roser dette Præstegjæld som det norske Italien, tænk engang og dersom ikke det slaar seil, maa det eftergiven Ansætning være godt eller rettere sagt et af de bedste Landsbykald i Norge. Der er residerende Capellan i Kaldet, det kan jeg see i Præstekalenderen. Nu har jeg bedet Janson af de norske Studenter at skaffe mig Besked om Kaldets sande Indkomster, og er det da, som jeg formoder, æqvivalent med Throndhjems Rectorat, (og det var mellem 12 og 1400 Rdlr.), saa har jeg fast i Tanke at søge det, om ellers min Ven ikke er absolut derimod, dog det kan kun lidet hjælpe, De maatte finde dette for godt
og hjælpe dertil.Veile den 13 Marts 1787.
Og nu det Project at gjøre Sorø til et Cadetacademi, som politisk Journal omtaler, – skal da Tro og Love aldeles uddøe i Danmark i Aar, er det at hævde Eiendomsret? At Indretningen paa Sorø ikke er, som den kunde være, er vist nok, men jeg seer klarlig, at den hele Plan er opspunden i H.’s Hoved for at hævne sig paa Academiet, fordi Academister og Professorer ikke vilde være Hundedrenge for ham. Da Holberg var en Nordmand, saa skulde det maaskee kunne gaae an at gjøre et norskt Academi af Tingen – men da alt næsten skal forkvakles i denne Tid, saa var det ønskeligste, at det blev in statu qvo, da er dog Forbedring mulig, men gjøres det først galt, saa er det gjort.
Veile den 14 April 1787.
Endskjønt jeg i denne Uge umulig kan være borte herfra og maatte idetmindste, om jeg reiste bort, være hjemme igjen inden dens Ende, saa skulde De dog ikke have denne Epistel, dersom ikke min Forfatning gjorde mig det absolut umuligt at tale personlig med min Ven. Kun een Time, mere behøvede jeg ikke for at sige Dem det, jeg her skriver, og det, som jeg end ikke kan betro Pennen. Ved et Brev fra Slesvig, som jeg igaar fik Indholden at vide af, ser jeg, at en Bondemand skal have gjort Opstand i Christianssands Stift, Anledningen dertil kan jeg ikke forstaae af det, jeg har hørt, og Pr. C. skal være beordret cito, cito at komme til Kjøbenhavn for med Kr. Pr. at reise didop. Et Regimente skal være beordret at rykke op mod de sammenløbne. Hvad det angaaer, at Militaire ere beordrede til at stille dette Sammenløb, kan nu være, som det er, – kun, at det skeer med Klogskab, at ikke Landet skal sættes i Vaaben fra den ene Ende til den anden, thi de Søndenfjeldske ere ikke at spøge med, de ere ikke slige Karle som hine Bergensere. Jeg har ofte sagt Dem, min Ven, man maatte fare varligen med de Nordmænd, – at de skjændigen mishandles af Embedsmænd ved overdreven Sportulering o. s. v. Gid der ikke blev for stor Røre – og Udfaldet kan være saare critisk, om der ei bliver handlet meget snildelig. Folket vil slutte deraf, hvad de have at vente sig af Prindsens Regimente, altsaa først og fornemlig – at handle klogelig og ikke foragte de 2000 Mand som noget Pak, der let adsplittes. Men hvad skal jeg sige til det rasende Indfald, at forskrive Pr. Carl og lade ham reise med Pr. for aldeles at vende Folkets Hjerte og Opmærksomhed fra Pr. til sig? Man vil dog vel ei have en Borgerkrig, hvortil en Generalissimus behøves. Vil man have, at det Gode, der kunde skee, skal gaae paa hans, og det maaske nødvendige Onde paa vor Pr. Regning? Har man glemt den gamle Thotts Ord, eller vil man maaskee, han skal have været en sand Spaamand?
Ja nødvendigt er det, Prindsen drager did, og det kan skee fra Viborg opad til Aalborg til Søes, men naar en Huth er med, som er yndet der, da er det nok – nok, naar Herren viste sig, da de skal have sligt, de vidste end ikke, de havde en Herre. General v. Krogh, en Indfødt og ingen Kongeslægtning, kunde præliminariter udrette alt fornødent til at bringe Ro til Reisen. Er der gaaet Ordre? man kunde jo have betænkt sig. Hvad vil man vente af den, som troer sig fornærmet, som absolut maa søge sin Lyst i at vinde Hjerter fra den, der burde eie dem. Kongen af Sverige har jo et mægtigt Campement i Finland – har man glemt det – bliver Riget vendt mod sig selv, da maa jo Fienden vinde.
Er den omskrevne Ordre sand, og bliver den udført, saa er det for mig afgjort Sandhed, at Pr. stedse vil blive liden i Folkets Øine – naar andre forgudes. Aldrig kan den ærlige Schach Rathlow have raadet til dette – aldrig Nogen, som kjender Nordmænd og elsker sit Fædreneland og sin Prinds. Mit Sind er i saadan Oprør over de Syner, jeg seer, og det er ikke Phantomer, – at jeg fast ikke kan tale i Sammenhæng og med Fornuft, men dette er Sandhed: vor Prinds, Alt, vort Lands Vel staar paa Spil, endnu kan man drage sig tilbage og give Sagen en anden Vending – men reiser Prindsen, reiser ikke ene eller reiser ikke og sender – did, saa er Danmarks Ulykkes Maal fyldt. – Nyt dette, som De kan
– jeg burde sige Dem dette – et liberare animam.Veile den 20 April 1787.
Der skeer, tykkes mig, allehaande underlige Ting, men af alt laa mig intet mere paa Hjerte end de Anstalter i Norge, og min Vens Brev var mig derfor saare glædeligt, da jeg deraf seer, det dog seer menneskeligt ud, og den Ruptur tildeels er bilagt. Det indlagte Brev skal jeg sende min Ven med første sikkre Leilighed eller med. Posten tilbage, om der ei snart skulde gives andet Bud, og nu nogle Bemærkninger i Anledning af denne Historie.
Forfatteren af Brevet har fuldkommen Ret, naar han siger, at Sporteltaxt for Rettens Betjente maatte forfattes og vilde dæmpe mange Uordener, derom er kun een Stemme i det hele Land, men denne Taxt maatte og bestemme alt i alle Tilfælde. Det er skjændigt, hvordan de arme Mennesker trykkes og mishandles af Embedsmændene, mine gamle norske Breve vil nok indeholde Noget derom, nu kan jeg ikke samle i mit Hoved alle de Spidsbubsstreger, som jeg der erfarede. Det rinder mig blot i Tanke, at naar en Bonde som Formynder eller Værge skal have Afkald, saa tvinges han til at betale den gode Sorenskriver efter Indfald, hvad han fordrer for dette Afkald: med de Afkald have Sorenskrivere, naar de ere ankomne til Embedet, ofte gjort sig Fordeel af 1000 Rdlr. og derover, de have skrækket alle dem, som have havt i den forrige Tid med Børn eller Børnepenge at gjøre, og tvunget dem til at udbetale for Afkald o. s. v. Da jeg i 84 reiste til Kjøbenhavn, gik der Folk fra Gudbrandsdalen for at klage over disse Sportulationer af deres Sorenskrivere – jeg talede med dem – Tingen blev, som den var, og Klagen er almindelig, raades der ei Bod derpaa, saa bliver Spektaklet almindeligt. Men for at faa dette Sportelreglement rigtigt og faa alt bestemt, da tror jeg, det var fornødent, at Stiftamtmænd og Amtmænd i Norge blev befalet ufortøvet af enhver Foged og Sorenskriver at indhente Oplysning om:
a) Hvilke de Tilfælde og Leiligheder ere, hvor Sportler, enten allerede bestemte ved Loven eller grundede paa Skik og Vedtægt, gives og modtages, og disse skulde uden Undtagelse opregnes og bringes ind under almindelige Navne. b) Bestemt af enhver Embedsmand angivet, hvad han i ethvert Tilfælde har havt i Betaling, som der almindelig bliver betalt. c) De gode Embedsmænd burde da og forsikres, at denne deres frivillige Tilstaaelse ikke skulde komme dem til nogen Skade, thi ellers skrev de ikke Halvparten af hvad der burde skrives. Dernæst maatte disse Besvarelser in originali fra hver Embedsmand indsendes i Cancelliet, ikke til at ligge paa Hylden, men til Brug til at forfatte et Sportulationsreglement efter. For det Første til at stille Spektaklet kunde ved Placat et Interims Reglement bekjendtgjøres, men det Reglement, som skulde have Varighed, maatte grundes paa slige locale Beretninger, maaskee blev det nødvendigt, at ethvert Stift havde sit, men dette kunde først bedømmes, naar slige Indberetninger havdes. d) Alle disse Indberetninger maatte være indløbne inden October Maaneds Udgang, fra Finmarken undtagen, hvor de ikke saa betids kunde komme frem, og nu tror jeg, der burde fra hvert Stist i Norge indkaldes tvende bekjendte redelige Mænd, og de maatte dog findes i et heelt Stift, en Foged og en Sorenskriver, være tilsammen 8 Uger, dog saa, at Sorenskriver og Foged ikke var af et og samme Fogderi. Disse skulde paalægges at sammentræde med nogle andre tilforordnede, saaledes at de af de indsendte Beretninger forfattede Udkast til Reglementerne. Men, paa det at disse Mænd ikke skulde see paa dem selv, saa kunde jo loves dem Embeder i Danmark, om de vilde, eller Forflyttelse til andre Egne efter deres eget Valg og Ansøgning. Det forstaar sig selv, at inden Marts Maaneds Udgang næste Aar maatte Alt være færdigt. Og naar Resultatet blev til Forordning, saa maatte declareres af Kongen, at Alt hvad nogen Embedsmand til den Dag, dette Bud kom til ham, ved Sportulering har syndet, skulde være ham eftergivet og som dødt og magtesløst, men hvis Nogen efter den Dag tog enten høiere Betaling eller optænkte noget nyt Tilfælde til at pine Penge af Bonden, kort, foruden i de bestemte Tilfælde dristede sig til at sportulere, da skulde han faa etc. etc. Lad for Guds Skyld intet Regiment Tydskere komme til Norge i denne critiske Tid, det gjør intet godt, det vil opbringe Nationen. Den Lofthuus derimod kan jeg ikke have nogen Mening om, det er nok en Gavstrik, men der maa dog gaaes varsomt frem: skal han, som vel maa skee, actioneres, da bør Actionen skee med al Publicitet, men Knuden vil stedse blive slem at løse naar Mennesker virkelig ere fornærmede. Maaskee det er klogest at trække hans Action ud i det vidtløftige saa Gemytterne fik Tid at sætte sig og Heden at kjølnes. Jeg er saa saare bange for de raske og mishandlede Nordmænd, de ere ikke gode at bides med. Naar dem kun skeer Ret, saa er der ingen Sag, men naar dem er skeet Uret, og de saa reise Børster – og man saa vil bruge den strengeste Ret, da er Udfaldet critisk. Min Ven har fuldkommen Ret, at Kr. Pr. bør ikke under saadanne Omstændigheder til Norge. Men lad de Uordener hæves, og det kan skee, naar man ei vil som efter gammel Skik. Næste Aar kan mange smukke Ting være istandbragte.
Af det foregaaende vil min Ven see, hvorledes jeg tænker om Commission i Hensigt til de norske Sagers Oplysning. Maaskee vil De finde, at den Vei, jeg har angivet, er kortere og sikkrere.
Ærlige, ubestikkelige Mænd, Mænd uden Partigunst, Sammenhæng med Mennesker, Mænd af sund Sands og Forstand, de ere rigtignok til, men jeg tør vædde, hvad min Ven vil, at ikke en saadan blev valgt til Commissionen, naar det kom til Alt. Der blev rigtignok taget smukke, skikkelige
Folk, – oh de Commissioner!Veile den 4 Septb. 1787.
Brev fra Throndhjem i Dag fortæller mig, at det skal være saa nær med den gamle Bispes Resignation til Stiftsprovsten Hagerup, at han menes til Nytaar at skulle tiltræde Stolen. Der ligger da, om saa var, vore skjønne Udsigter, at Tbr.[16] maaskee kunde komme did og Hul i Kjøbenhavn saaledes aabnes for mig. Jeg skriver dette, at min Ven kan om mulig forebygge dette Spil, og ingen Bisp i Throndhjem gjøres, før denne, som nu lever, er salig hensovet. Jeg syntes, dette var nok saa godt. Overhoved tykkes mig, at naar gl. Bang ikke kan eller vil forestaa Embedet, saa kan jo Kongen sætte did, hvem han vil. Og her rinder mig General Kirke Visitators Nykker atter i Tanker. Noget maa dog den gl. Bisp give den, som adjungeres ham, og naar nu Hans Majestæt sagde, han vilde, at en Visitator skulde gjennemreise Stiftet indtil Vardøhuus, denne skulde i denne Qvalitet være i den Tid adjunctus, medens hiin levede, og naar han døde, da indtil Visitatsen var tilendebragt og en ny Bisp blev beskikket, nyde Bispeindkomsterne og forestaae Stiftet, skulde jeg paa denne.Maade faae Nordland og Finmarken bespeidet, og naar det var gjort, gik man, hvor Skjebnen vilde, og lod blive Bisp i Throndhjem, hvo der gad. Jeg vilde paa denne Reise samle detaillerede Efterretninger om alle Prestekald i Nordland og Finmarken, jeg vilde være et Trældyr, som jeg er skabt til at være, og døe med den Overbeviisning, jeg dog havde stiftet noget virkeligt Gavn.
Man siger, Tauber fra Odense skal have Roskilde Rectorat; jeg paalægger min Ven det som en Pligt mod Videnskaber og Fortjenester, at De skal gjøre Deres til, at Mag. Holst i Throndhjem, Conrector der, kan blive Rector i Odense igjen. De vil erindre Dem, hvorledes jeg før har talt om ham, og det er en Skjændsel, at en saa brav Mand, der nu gaar med de 50 Aar, skal ikke befordres til Levebrød, skjønt han kan gjøre saa meget Gavn. Jeg har tilskrevet Janson, men han er for uordentlig til at skrive, ligesom andre Sjæle; nu vil jeg skrive idag igjen og maledide ham, og dersom dette alt intet hjelper, og Throndhjems Conrector dog bliver siddende, saa snakker jeg Høitydsk med mine Venner og det ret grumt Høitydsk. Giv nu Agt.
Veile den 25 Decb. 1787.
Min Ven veed formodentlig allerede, at Biskop Bang i Throndhjem har begjæret sin Dimission mod at nyde tvende Tienders Indkomst paa Livstid, som kan anslaaes til 800 Rdl. aarlig. Stiftamtmand Koren skrev mig dette til idag, og det er i Cancelliet. Han har overladt til Kongen at gjøre til Bisp, hvem han vil, og denne saar altid sine 3000 Rdlr., altsaa kan han nok holde det ud, medens den gamle B. lever, som ei kan være længe Nu gjelder det, om Tbr. vil og kan gaa did, eller Treschow eller Schønheyder, at der kunde blive Hul i Kjøbenhavn, og imidlertid faar vel de andre Speculationer hvile – Hagerup er uskikket til at være Bisp, saa længe han er i Parelius’s Hænder, og fra Throndhjem er Planen, at Parelius skulde være Stiftsprovst, hvilket var Prostitution for Videnskaberne Kan jeg ikke anderledes komme ud i en Hast. af denne Pine, saa gaar jeg glad for evig som Stiftsprovst til Throndhjem, jeg kan ikke længere holde dette Liv ud her, men det forstaaer sig, Throndhjem er som Fredensborg kun i Nødsfald, dog med den Forskjel, at i Throndhjem trænger jeg ingen til og skulde vel vogte mig for at supplicere efter den Dag.
Jeg har fra Slesvig paalidelig Underretning om Pr. norske Reise og havde meget, meget at fortælle Dem, er saare misfornøiet med den Maade, der skal reises paa. Det er nok langt fra, at Pr. C. er ude af Kr. Pr. Tillid og Fortrolighed. Værer enfoldige som Duer og snilde som Slanger; den Text maatte jeg nok en Times Tid afhandle med min Ven.
Veile den 28 Decb. 1787.
– – Parelius maa ei blive Stiftsprovst, deels fordi han er en Bengel, deels fordi en Capital af 15000 Rdlr. da rimeligviis reiser ad undas. – –
Om den norske Reise skal jeg, om vi samles, præke adskilligt, min Ven har en Deel derom fra mig. Men Eet ligger mig paa Hjerte, som De skal faae Pr. til.
Den Norske Løve skal absolut restitueres paa al Mynt paa Kongsberg, inclusive paa 2 Skillingerne, og det er nu Tid at give Ordre dertil, saa de Penge, som Pr. vil give ud i Norge paa sin Reise, har det Norske Vaaben. Dette skal gjøre herlig Effect; ingen Penge af disse maa komme i Cours, før han selv lader dem paa Touren udgive. Ingen Undskyldning maa gjelde, her maa Prindsen befale, det skal skee.
Veile den 1 Febr. 1788.
Forrige Post var jeg saa fordybet i Fredensborg, at jeg ikke lagde Mærke til en vigtig Post i min Vens Brev, den drabelige Schønheyders Bortgang til Stols i Throndhjem, og sandelig, det var ikke muligt at vælge en Mand, der efter alle Omstændigheder, som jeg kjender dem i Throndhjem, var saa skikket som Schønheyder. Den Bisp har Sch. Rtl. Ære af, og jeg glæder mig at see Udødeligheden deroppe paa Fjeldene vinke ad min Staldbroder Schønheyder. Jeg mister ham, den herlige Svend, men jeg vil gjøre som den Lacedæmonske Moder, der prisede Guderne, at hun havde Sønner, som kunde døe for Fædrelandet. Han skrev mig til i Dag selv. Jeg skal mundtlig sige Dem saameget om alle de Aarsager, hvorfor just denne ærlige, alvorlige, kraftfulde og lærde Schønheyder burde være Bisp i Throndhjem, at jeg er vis paa, Statsraadet har ei havt det halve deraf, og det er mig fast som et Mirakel, at dette er skeet, saa herligt er det for Videnskab, Kirken og Norge. Saadanne Mænd skal did, og ikke Sabianer, som altfor ofte sendes derop. Dette er saare godt.
Kjøbenhavn[17] den 21 Oct. 1790.
Jeg veed med Vished, at Sognepresten i Arendal i Norge, Hr. Thestrup, har søgt Øiestad Kald og bliver formodentlig af Brandt proponeret til at faa samme, hvorved Arendals Sognekald bliver vacant. Der er ogsaa Grund til at formode, Brandt vil have Arendal bortgivet ved samme Leilighed til en Mand, som efter den ordentlige Befordrings Tour hverken burde eller kunde faa det.
Nu er pro tempore mit eneste Ønske, at H. K. H., om Thestrup faar Øiestad, da vilde befale, at Arendal opslaaes vacant, saa kan det søges og Competenterne erfares, da jeg efter modent Overlæg agter at søge dette Kald, og kommer jeg
did, haver alle mine Ansøgninger om Naade dermed Ende.Kjøbenhavn den 6 Juni 1791.
Nordahl Brun har tidsnok – havde han ikke prædiket, saa havde Folk troet, han kunde prædike. Jeg havde i Gaar fuld Kirke, skjønt han prædikede paa samme Tid. Mine Faar skal han ikke spise.
Sverige skal neppe være i Stand til at afstedkomme nogen indvortes Urolighed i Danmark. Nationalhadet har altid været stort, og det er i disse senere Tider kjendelig forøget. I Norge skulde England være den farligste Fredsforstyrrer, dersom det tilbød Beskyttelse og Alliance og gjorde dette i Tidspunctet, naar Nordmanden havde følelig Anledning til Misfornøielse.
Men det, hvormed alle*ere utilfreds, er, at Kr. Pr. ikke selv vil regjere, lader Pr. af Augustb. lege Konge og gjøre allehaande Underligheder, at ingen Mand i Landet kan faae Lov til at sige: den Naade, det Embede har jeg Kr. Pr. at takke for, men skal løbe om og krybe for Peer og Paal og ansee Kr. Pr. som det 5te Hjul ved Vognen. Vi vil absolut ikke have mere end een Konge og een Kronprinds, Kong Augustenborg, Kong Eggers, Kong Moldenhaver, Kong Brandt, alle disse Næssekonger siger Souverainitets Acten ikke et Ord om. Om Kr. Pr. rev mit Øre af, saa var dette galt, men jeg vilde dog lade det passere og gaae af Veien for ham en anden Gang, men dersom Hertugen af Augustenborg formastede sig til at knepse mig paa min Næse, saa slog jeg ham flux paa hans Pandebrask, og saaledes tænker Folket, saamange som tænker lidt længere, end deres Næse er lang.
I Anledning af Biskop Irgens’s enten nær forestaaende eller allerede indtrufne Død maa jeg kortelig fortælle min Ven mine Speculatzer og Formeninger.
Vi ere enige om, at der ikke i disse critiske Tider er ligegyldigt, hvo der bliver Biskop i Norge, og at Kongen maa være saa vis paa slige Folks Characteer, at han med Sikkerhed kan regne paa dem. Skal en Biskop gjøre, hvad der kan fordres af ham og saa Staten kan være tjent med ham, da bør han i mine Tanker:
1. Være agtet i sit Fædreland og i Synderlighed af Geistligheden som lærd Theolog og have beviist, at han er det.
2. Han maa forstaae saa meget af sund Statsvidenskab, at han er i Stand til at bidrage ikke alene ved de Erklæringer, som idelig æskes af Biskoperne, men ogsaa ved sin Omgang med og Indflydelse paa Geistligheden kan bidrage virksomt til at fremme Regjeringens Hensigter, det er udlagt: Kongens og Landets sande Interesse.
3. Han bør, i Synderlighed i Norge, være sikker paa at kunne vinde Menneskene ved sin Omgang, saa intet kan forefalde i Stiftet, der paa nogen Maade er vigtigt for Kongen at vide, uden han jo veed det.
4. Han bør saa meget mere være uegennyttig og bekjendt for at være det, som Embedsmændene i Norge ere meget egennyttige, og Irgens i dette Stykke ikke efterlader sig noget godt Minde.
Af de Mennesker, som ved Venner og Forbindelser ville søge og lade søge dette Embede, bør følgende mærkes:
1. Dr. Hagerup, Stiftsprovsten i Throndhjem, som fordi hans Fader var Bisp, tror, han ogsaa er sødt til at være det, og er en af de udueligste dertil. Lærdom haver han ikke, og doven er han i høieste Grad; dertil er han saa sygelig, at han blot kunde sidde i Stuen og tære sit Foder, og hans Handlinger beroer paa, hvilke Folk der have ham mellem sig. Han er ingen ond Mand, men en yderlig svag, vrøvlevorren og forfængelig Mand.
2. Nordahl Brun – haver hverken Lærdom eller Embedsfortjenester til at blive Biskop, men vil maaskee finde Understøttelse. Den Dag, Kongen kalder ham til Biskop i Norge, erklærer han, at han vil ære og belønne hver den, som styrker og udbreder Oprørsaanden blandt Nordmændene.
Imidlertid vilde Nordmændene vel taale uden Fortørnelse hvilken af disse to de fik, da de ere Nordmænd, og naar den første skadede ved Uvirksomhed, saa vilde den anden, i Tilfælde, blive des virksommere til Fortræd.
Endelig maa jeg nævne Professor (Peder) Hansen som den tredie, men tillige som den uværdigste af alle mulige Candidater. Hans taabelige Hovmod, hans skidne Egennytte, hans rasende Iilsindighed haver gjort ham hadet og foragtet i Helsingør, Skanderborg, Ringsted, paa sidste Sted forbande Menneskene ham endog offentlig, og disse Udyr have ogsaa udmærket ham her i Staden. Han er afskyet af den hele Geistlighed, og en saadan Mands Dumheder var nok til at gjøre et heelt Land rebelsk. Han løber og hykler for Pr. C., og dette skulde være den eneste Grund, hvorfor han kunde komme i nogen Betragtning.
Af Sognepresterne her i Staden veed jeg ellers ingen, som vilde have Bergens Bisperi, da de alle tjene ligesaa godt, nogle tjene bedre, og alle have det meget mageligere, og Magelighed sige Menneskene er en god Ting. Hr. Holst ved Runde Kirke skulde vel være den eneste, som kunde fristes til at gaae did, og der havde vi da en Vacance, som Kong Bst. (Bastholm) dog nok skulde sørge for, ikke blev besat med min hæderlige Person.
Jeg indstiller nu til min Vens Prøvelse og Omdømme, om jeg ikke selv bør ville gaae til Bergen, ifald Irgens døer, dersom Menneskene ville sætte mig derhen, hvortil de vel ikke skulle blive saa ganske utilbøielige.
Jeg troer, jeg burde ville gaae did, a) fordi der da ikke kom nogen værre end jeg. b) fordi jeg er overbeviist om, der ikke skulde findes 4 Prester i det hele Stift, som jo var tilfreds med jeg kom der. c) fordi jeg under vor nærværende politiske Tilstand kunde maaskee gjøre det Gavn, som ikke saa let enhver anden kunde og vilde.
Formasteligt kan det ikke være, at jeg tænkte paa at gaae did; thi det er ikke Ulke-Capellanen, men Cathedral-Rectoren, Professoren, Doctoren, Kjøbstad-Sognepresten og Provsten, der forlangte Opmærksomhed, og Middelfart, hvorfra Bloch gik til Ribe, Arendal, hvorfra Hagerup gik til Ribe og Bergen, er ikke hæderligere Kjøbstæder end Veile, og det var ikke underligere, om jeg fra Capellan blev Bisp, end at jeg forhen blev Capellan.
Blev jeg ikke for flittig, doven skulde jeg ikke blive, og en topographisk Beskrivelse skulde jeg, om jeg levede der 7 Aar, og altsaa havde feiet Stiftet tvende Gange om, levere, der ikke skulde blive umenneskelig. Bergens Stift er det ringeste af Indkomst og besværligste med Reiser, men just derfor var det efter mit Hoved, medens jeg endnu haver Drift og Legeme til at fare om; om nogle Aar duede jeg ikke til det Arbeide.
Og saaledes veed min Ven mit videtur i denne Sag. und hiemit Gott befohlen. Vale et ama totum tuum
S.
En Bekjendt af mig er i disse Dage kommen hid fra Stockholm, og Svea Koningen haver udentvivl i Sinde at dandse en Polskdands med os. Han regner paa at kunne faae Oprør stiftet i Norge for desto sikrere at kunne gjøre Indfald i Danmark. Er Helsingør (ɔ: Kronborg) sikker for en Overrumpling, da er det vel; thi den vilde han nok nappe, og havde han den først, saa gik den halve Øresunds Told i det mindste fløiten, inden vi fik den igjen. Tilstanden er ussel, og for at have Ro i Landet er han maaskee nødt til at gjøre Spilleværker. Dette skulde min Ven dog vide, om De ikke veed det før. Vale et ama totum tuum
S.
Kjøbenhavn den 5 Januar 1792.
I dette Øieblik faaer jeg at vide med sidste norske Post, at Elliot er landet i Christianssand og underhaanden opmuntrer Nordmændene til at rebellere, da de skulde faa mange Handelsfordele, fri Indførsel i England o. s. v.
- ↑ M. F. Bang, Biskop i Throndhjem 1774–1787, see L. Daae, Throndhjems Stifts geistlige Historie, S. 193–201.
- ↑ H. H. Müller. Bidrag til Throndhjems Kathedralskoles Historie. S. 54 fgg.
- ↑ Se om ham Literaturlexicon.
- ↑ Smith havde nemlig ikke taget theologisk Examen og vilde nu som Rector og Professor nødig tage denne.
- ↑ At Rentekammeret havde adskillig Tiltro til Smith, fremgaar deraf, at man herfra sendte ham Forespørgsler angaaende Skattevæsenet i Norge.
- ↑ Udentvivl den samme Schlanbusch, som havde havt en (lidet hæderlig) Andeel i Forberedelserne til Hofrevolutionen i 1784. Blev siden Assessor i den norske Oberhofret og endelig Amtmand i Rendsborg.
- ↑ Sammenlign ovenfor pag. 30, Noten.
- ↑ I et senere Brev af 16de April rettes dette derhen, at det var i Stadsbygden.
- ↑ Smith havde nemlig saaet sikkert Haab om Veile Sognekald i Jylland.
- ↑ Prinds Carl af Hessen.
- ↑ Schimmelman (?), Reventlow, Bernstorff.
- ↑ Kronprindsens forrige Lærer, paa den Tid succederende Amtmand i Jylland.
- ↑ Tyge Rothe (?)
- ↑ Resten af denne Efterskrift, som væsentlig indeholder Angreb paa Parelius, om hvem Smith har erfaret endeel ufordeelagtige Ting, ere udeladte.
- ↑ Den siden bekjendte Biskop F. J. Bech.
- ↑ H. H. Tybring, siden Biskop i Christianssand.
- ↑ Smith var nu forflyttet til residerende Capellan ved Holmens Kirke.