Af Geheimeraad Johan v. Bülows Papirer/Breve til Joh. v. Bülow fra Frederik Julius Kaas
F. J. Kaas var født 1759, blev 1773 Sekondlieutenant, 1775 Student i Kiel, tog 1782 juridisk Examen og kom Aaret derpaa til Norge som Assessor i Oberhofretten. I denne Stilling egtede han (1786) en formuende Enke i Christiania, Christine Clauson (født Nilsen), med hvem han bl. A. fik Bærums Jernverk som Medgift; i Aarene 1787–89 havde han Tjenesteledighed for ret at kunne antage sig dette Verks Anliggender. I 1789 forflyttedes han til Kjøbenhavn som Assessor i Høiesteret, men kom allerede det følgende Aar tilbage til Christiania som succederende Lagmand og blev i 1792 Præsident i Christianias Magistrat og ved samme Leilighed Kammerherre. I 1794 udnævntes han til General-Auditeur i Norge, og blev Aaret efter Fr. Moltkes Eftermand som Stiftamtmand over Akershuus Stift. I denne Stilling forblev han indtil 1802, da han kaldtes til Justitiarius i den danske Høiesteret, men allerede 1804 fratraadte han dette Embede, idet han blev Præsident i Cancelliet og saaledes anden Gang Fr. Moltkes Eftermand. I denne Stilling forblev han til sin Død 1827 og var derhos i de senere Aar Statsminister.
Som bekjendt sendtes han i 1809 til Christiania tilsyneladende blot som constitueret Stiftamtmand, men i Virkeligheden af politiske Grunde, hvorom henvises til Aalls Erindringer ved Lange S. 187 og fgg., hvor man ogsaa vil kunne læse Aalls saare gunstige Dom om denne af Frederik den Sjette fortrinlig yndede Herre. Om den Maade, hvorpaa han i Christiania og andensteds før sin Afreise i 1802 blev feteret ved Festligheder, Hædersgaver o. s. v., findes Efterretninger i Intelligentssedlerne for hiint Aar, No. 37, 39 og 42.
- Deres Excellence
- Høy og Velbaarne Hr. Geheimeraad!
For at efterkomme min Skyldighed tager jeg mig herved den Frihed at melde Deres Excellence Hr. Lieutenant Hoppes Ankomst til Christiania og Modtagelsen af det Brev Deres Excellence, ved ham, har ladet mig overlevere.
Lieutenant Hoppe behøvede sandelig ikke saa mægtig een Anbefaling for at nyde den venskabelige Modtagelse, som Jeg, efter min Ævne, kunde tilbyde ham, dertil giver hans elskværdige Caracteer og behagelige Omgang ham fuldkommen Adgang.
Deres Excellence ville altsaa tillade, at Jeg modtager Deres Brev ikke blot som een Anbefaling for Lieutenant Hoppe, men snarere som et nyt Beviis paa den Bevaagenhed Deres Excellence stedse har beæret mig og som saadan maa dette Brev blive mig dobbelt dyrebart. Kunde min Pen udtrykke eller mine Handlinger bevidne Deres Excellence min oprigtige Høiagtelse og min varme Erkjendtlighed, ville Jeg være fuldkommen glad, thi da overbevistes De om, at Jeg ikke er ganske uværdig til den Bevaagenhed og Understøttelse, Jeg forhen har og herefter kunde udbede mig, men hvad jeg ikke Selv formaaer, vil Hr. Kammerherre Moltke, som nøye kiænder mig, kunde bekræfte. Han har lovet mig at vilde ved at formelde min respect tillige overbeviise Deres Excellence at ingen meere skiønner paa Deres sande Fortienester eller bær meere Høyagtelse for Dem end Jeg.
Forinden Jeg slutter, ville Deres Excellence tillade mig endnu eengang at anbefale til Deres gunstige Understøttelse min aller underdanigste Begjæring af Forrige Aar til hans Kongelige Høyhed vor Naadigste Kronprintz om Kammerherre Nøglen.
Med denne Post afgaaer min Ansøgning til hans Majestæt Kongen, om det ved Etats Raad Willumsens Død leedige President Embede i Christiania. Vel veed Jeg at det er Deres Excellences Embede uvedkommende at befatte Sig med sliige Ansøgninger og fra den Synspunct betragtet en uforskammenhed at ville bebyrde Deres Excellence med des liige Ansøgningers Anbefaling, imidlertid vover Jeg dog i Tillid til Deres Bevaagenhed at sende Copie deraf forvisset om, Deres Excellence vil, om dertil gives Leylighed, bringe den og mig i Erjndring hos hans Kongelige Høyhed, samt derved giøre Ham opmærksom paa den Adgang, Jeg efter de anførte Grunde kunde have til det vacante Embede, hvortil der vist vil findes mange og vigtige ja maaskee meere fortiente Medbeylere – i Hr. Kammerherre Moltke er jeg forvisset om at have een kraftig Talsmand.
Jeg anbefaler saaledes mig og min Sag i Deres Excellences Hænder, forsikrende at ingen med meere sand Høyagtelse er Deres Excellence oprigtig hengiven end Jeg og at Jeg ey skal aflade at være
underdanige og meget
forbundne Tiener
Kaas.
- Christiania den 28 Juli 1792.
- Deres Excellence
- Høy og Velbaarne Hr. Geheimeraad!
Dersom Jeg et øyeblik kunde glemme det Jeg skylder Deres Excellence og ikke søgte ved enhver Leylighed at bevidne min Taknemmelighed derfor, var jeg ikke den Bevaagenhed værd, Deres Excellence har beæret mig med. Tillad derfor at Jeg nu ved min Tilbagekomst til Christiania ofrer Dem ald den Tak og Hengivenhed som et varmt Erkiændtlig Hierte kan yde. Aldt for ofte kan det ikke være sagt aldrig uforglemt – at Deres Excellence er Aarsag eene Aarsag til min Forfremmelse og nærværende lykkelige Forfatning; Hver glad Tiime af mit Liv skal derfor være min Velgiører helliget. Torsdagen d. 13de Decbr. ankom Jeg hertil efter een meget besværlig Reyse og hørte med Fornøyelse, at denne Byes Indvaanere have udmærket Sig ved at give Deres Glæde tilkiænde over Tiidenden at vor elskte Cron Printz var bleven Fader. Da Deres Excellence formodentlig af Aviserne er bleven underrettet om aldt det passerede, vil Jeg ikke giøre mig kiædsommelig ved igjentagelse deraf. Gid vor Printz kunde være Vidne til den uskrømtede Kiærlighed alle Undersaatter bære for ham, og den Agt og Henrykkelse, med hvilken Fremmede udtale hans Navn. Deres Excellence, som kiænder mig, kan slutte Sig til min Glæde ved endog at høre enhver Svensk tage Deel i vor Lykke at leve under en saadan Fyrstes Bestyrelse og ønske Velsignelse over ham, naar de derimod tause sloege Øinene need ved Navnet af Deres egen Regent. Jeg frygter der forestaaer dette saa meeget undertrykte Land een hastig revolution, som ganske vil ødelægge det. Aldt synes mig i det mindste ganske stemt dertil, ja man beskylder endog Hertug Carl for hemmelig at understøtte den. Iacobinismen har overalt der i Riget fæstet dybe Rødder. Frieheds, og Liigheds Skaal er almindelig – naar nu de rigtige Midler til at afværge dette onde ikke anvendes, naar endog dette Sværmerie understøttes, kan man let slutte Sig til Følgen af denne Geistes Udbredelse i et Land, hvor der existerer Stænder og hvor disse indbyrdes hade hinanden og arbeyde paa hinandens Undertrykkelse i Den Retskafne Mand der kiænder de med revolutioner forbundne Skrække Scener og kaster et Øye hen til de mange ulykkelige, som derved blive et uskyldigt Offer for enkeltes Sværmerie eller rettere Hærske Syge, maa gyse og sørge over Oplysningens skrækkende Følger. Aldrig frembragte Fanatismen dem værre. Hvor lykkelige maae vi ikke priise os, som i denne forstyrrede Tidspunct leeve roelige under en dydig og god Fyrstes Regiæring, hvis skyldsrie Siæl – som Anker saa godt har sagt i sin Sang om princesse Maries Nedkomst – er uden Sviig – denne Sang er i miine Tanker een af Ankers beste producter. Derfor tager Jeg mig den Friehed at oversende Deres Excellence det Exemplar, han har meddeelt mig.
Med Ubehageligheder burde Jeg ikke underholde Deres Excellence, men Venskabs hellige Pligter byde mig at tale for een Ven, som maae have paadraget Sig Deres Excellences Mishag, da han i en meget melancolsk Toene opfordrer mig til at tale Sin Sag. Deres Excellence ville efter denne Indledning let kiænde Manden, Schrødersee. Han troer sig bestandig forurettet ved det Revenfeldt fik Nøglen og ikke han. Jeg har i denne Anleedning sagt ham alt hvad Jeg troede burde siiges, men Jeg mærker det har gjort liiden Virkning paa hans hæftige Sinds bevægelse. Jeg undskylder ham, fordi man snarere bør føde Medynk end Harme med Een i sine Tanker uhældig Ven – saaledes er Jeg forvisset om Deres Excellence og tænker, og derfor tør Jeg sikkert anbefale Dem Schrødersees Beroeligelse og haabe, at han tør vente at erholde engang det Beviis paa hans Konges Naade, som han saa meeget attraaer. For mig tør Jeg vente Tilgivelse, om Jeg ved at tale min Vens Sag med for meegen Varme skulle mishage Deres Excellence, hvilket Jeg dog ikke, efter det Begreeb, Jeg giør mig om Deres Excellences Tænkemaade, bør troe.
Altid skal jeg stræbe efter at giøre mig værdig til den Bevaagenhed Deres Excellence har skiænket mig, aldrig forglemme Deres Godhed og uafladelig give Deres Excellence Prøver paa min Taknemmelighed, Ærbødighed og Hengivenhed.
Kaas.
- Christiania den 21 Decb. 1792.
- Deres Excellence
- Høy og Velbaarne Hr. Geheimeraad!
Det er paa Grund af Deres Excellences gunstige Tilladelse, at Jeg vover at meddeele Dem Beretning om een Tildragelse, som Jeg i Henseende til dens Oprindelse og Følger virkelig anseer for ubetydelig, men som dog, foredraget hans Kongelige Høyhed og Regiæringen fra en anden Haand kunde kaste een Skygge af Fordom paa mine Handlinger og Tænkemaade, ja maaskee ansees (at) være af større Vigtighed, end den virkelig er.
Deres Excellence ville og tillade: at Jeg, førend jeg gaaer til Fortællingen, ydmygst beeder, at dette ikke ansees som nogen officielle Beretning, der bør foreviises hans Kongelige Høyhed Cron Printzen, men blot som en simpel Fortælling af een Tildragelse, meddeelt En Mand, Jeg fremfor alle agter og ærer og har ald muelig Tillid og Fortroelighed til. Endnu een vigtig Bevæggrund har jeg til dette Skridt, denne, at naar Deres Excellence bliver af mig som var nærværende underrettet om Sagens rette Sammenhæng, vil De derved sættes i Stand til at modsiige alle falske og overdrevne Rygter, ja Jeg tør endog haabe, at Deres Excellence vil tage mit Forsvar, i Tilfælde af man skulde mistyde mine Hensigter eller tvivle om min Hengivenhed for Kongehuset og mine Pligter som Undersaat og Embedsmand, fordi Jeg har været et Selskabs Giæst, som offentlig yttrede, om ikke den modsatte Tænkemaade, saa dog Meninger, som i denne Tidspunct, kunde have Indflydelse paa de mindre oplyste Dele af Nationen. Sagen er denne: En af Byens beste Kiøbmænd Even Steen kom til mig forrige Onsdag for i eget og adskillige af De andre handlendes og Embedsmænds Navn at indbyde mig til et Maaltid hos Tracteuren Thoms.
Paa Grund af mit Embede som President og det Forhold Jeg derved staaer i til Byens Indvaanere, troede Jeg ikke at burde afslaae Invitationen, som noget i Sig Selv ganske uskyldigt. Jeg kom og fandt et talrigt Sælskab af hvilket 6 nemlig: Byefogden Justitsraad Hagerup, Stads Capitain Adam Steen, Mægler Lie, den engelske Consul Mitchel, Kiøbmændene Even Steen og Dybvad havde hver inviteret et vist Antal Giæster og alle 6 forenede General Auditeur Wessel, Assessor Mathieson, Jess Anker, Kammerherre Anker og mig. Kammerherre Anker var Syg og kom ikke. Wessel var bortreist – men ventedes Kl. 3, da han kom. Alting gik ordentlig og muntert til ved Bordet, indtil Wessels Ankomst, da først skulle Skaaler proponeres, og til min store Forundring hørte Jeg da, at Consul Mitchel ved den anden Ende af Bordet proponerede den første Skaal paa Engelsk – Frihed, Liighed og Enighed, samt saa at han dertil udleverede Sædler. Da denne Seddel ikke kom til mig, kan Jeg ikke sende Deres Excellence den. Aldt hvad Jeg, ved et flygtigt Øyekast opdagede deraf var, at Formen var omtrent denne Frieheds, Liigheds og Enigheds, Nordmands Skaal, men da den var skreven paa Engelsk, kunde Jeg ikke i den Hast ret skiønne de 3 Ords Bemærkning – men hørte den saaledes oversætte af andre. Sæddelens Uddeling standsede ved Jess Anker, som stod op og sagde, han holdt det for impertinent af Mitchel som Engels Mand at ville proponere sliige Skaaler i Norge og i et Sælskab af Mænd, som elskede Deres Konge og Constitution, han kunde tilgive ham som Engels Mand, Frieheds Skaal, men naar han var boesat her og spiiste Norsk Brød, maatte han som Potetos Konge, een titul som han gav Mitchel fordi han handler meget med Potetos – sætte i Stæden for Liighed Potetos, og da først kunde Sælskabet drikke Skaalen – men da Jess Anker mærkede, at Skaalen ved den Ende af Bordet gik liigesuldt rundt, og at den anden Skaal var Dumouriez’s, hvortil nogle begyndte at synge hver ærlig Broder ønske at Dumouriez maae leeve – stoed han op paa en Stoel og raabte: naar Mitchel er dumdristig nok til at proponere i dette Selskab Dumouriez’s Skaal, bør vi som Nordmænd igien drikke til ham Waschintons Skaal – denne drak han derpaa kastede sit Glass i Gulvet tilligemed de omkring siddende samt deres Bouteiller. J. Anker er overmaade hidsig og brutal, enhver frygter ham, saa Sælskabet i een Hast blev eenig om at staae op og skilles ad. Aldt dette passerede ved den anden Ende af Bordet, saa Jeg ikke ville blande mig deri. Ved min Ende begyndte derimod Justitsraad Hagerup med Dumouriez’s Skaal, i Førstningen loed Jeg, som Jeg ikke hørte det, men da Hagerup et Par Gange igientog Skaalen og spurgte, om Jeg ikke ville drikke den, svarede Jeg i en spøgende Tone, For Deres Skyld drikker Jeg den Skaal, De proponerer uden Hensyn til Skaalen, men tillad mig at siige Dem, vi sætte os blot for at blive latterlige ved at drikke een Mands Skaal, hvis Hoved maaskee i dette Øyeblik ligger under Guillotinen. Oh! svarede han, er Dumouriez død, opstaaer En anden i hans Stæd, og saa drikker vi dennes Skaal. Giærne kunde Jeg her have talt i samme Tone som Jess Anker, thi mit Blod kaager ogsaa letteligen, men Jeg betænkte, at Jeg var Embedsmand, følgelig burde ikke compromitere mig, eller sætte mig blot for at blive insulteret. Jeg taug da og dreev det heele hen i Spøg. Overhovedet anseer Jeg det altiid for rigtigere ved sliige Begivenheder at følge Strømmen heller end giøre mange Ophævelser, som oftest kun tiene til at give saadanne Herrer og Deres Handlinger et Anstrøg af Vigtighed, som De ikke fortiene, og troe De først, at der lægges Mærke til Dem og at De ansees farlige og frygtes, opmuntres De lettelig til Forsøg som De ellers aldrig vovede at tænke paa. Det er mine Tanker, det skulle glæde mig om de fandt Deres Excellences Biefald – troer De derimod den modsatte Handlemaade er rigtigere, da forsikrer Jeg Deres Excellence, at et Vink i saa fald ganske skal bestemme mig – mit Liv og Formue opofrer Jeg villig for min Konge, og Moed savnede Jeg aldrig.
Got var det imidlertiid, at Jess Anker paatoeg Sig denne roulle, thi han afbrød derved Maaltidet, og hialp mig ud af een stor Forlegenhed – Imidlertid bleve dog følgende Skaaler drukne af den største Deel af Sælskabet:
No. 1. Liigheds, Frieheds og Enigheds.
2. Dumouriez.
3. Fremgang for de franske Vaaben.
4. National Conventen.
Strax efter Maaltidet begyndte der en meget alvorlig Scene mellem Anker og Mitchel. Den gik saa vidt, at Anker mishandlede ham meeget, gav ham adskillige Ørefigen og andre Slag, hvorved Jeg ikke var nærværende. Mitchel har endnu ikke viist Sig, men mange troer, at dette kunde have viidere Følger, og at en Duel bliver uundgaaelig. Anker venter derpaa og er beredt paa aldt. Dette Sælskab har overhovedet giort meegen Opmærksomhed i Byen – Aarsagen og Hensigten kan Jeg ikke ret udgrunde, saameget er vist, at der gives her nogle som ere stærkt anstukne af den nyere Philosophie, hvoriblandt Jeg tør nævne i Fortroelighed for Deres Excellence, som de vigtigste Personer Wessel, der dog efter denne sidste Tildragelse har forandret sit Sprog maaskee af Frygt for at blive denonceret – han var igaar længe hos mig, og vilde disculpere Sig og vælte ald Mistanke fra sig – men Jeg tvivler, om det kommer fra Hiertet. Dernæst er den ivrigste af alle Assessor Mathieson og Pløen Kiøbmand – men disse savne Talenter til at udarbeyde og Mod til at udføre een Plan, derimod ere Justits Raad Hagerup og en Assessor Bull i Oberhof Retten meere farlige, om nogen kan siiges, ved den her almindelig herskende Tænkemaade at være farlig – alle Øvrige fortiene ikke eengang at nævnes. Hvorfor Jeg og Ankerne bleve inviterede til det Sælskab begriiber Jeg ikke, formodentlig er det for at sætte vor Conduite paa Prøve eller for at forsøge, om vi ville biide paa Krogen.
Det er mig sagt, at dette ikke er det første Sælskab, hvor disse Skaaler drikkes, men at Pløen strax efter den allierede Armees Tilbagemarch (skal) have giort et stort Giæstebud for at drikke Fremgang for de Franske Vaaben, saameget er og vist at der forrige Søndag var Sælskab hos Mægleren Lie som tillige er Engelsk vide Consul, og at det sidste Onsdags Sælskab blev der aftalt. Dette maa Jeg og lægge til at af 36 Personer vare de 24 Deele uviidende om aldt og drak Skaalerne med samme Ligegyldighed som den aller ubetydeligste.
Jeg har strax anmeldt alt for Kammerherre Moltke og Vi ere blevne Enige om at gaae frem med ald muelig Forsigtighed og giøre det heele saa latterligt som mueligt ikke heller troe vi Sagen endnu af den Vigtighed, at den bør foredrages Regiæringen, eller at denne, om den af andre skulle blive underrettet, burde giøre noget offentlig Skridt for at standse denne Syge, som langt fra ikke er epidemisk. Bædre troe vi det ville være at tie og foragte disse Stakkler som ere for afmægtige til at vove noget Foretagende. Ved mine liaisons, mon air de bonhommie og den Fortroelighed med hvilken Jeg bestandig har og endnu omgaaes de ringere Classer af Borgere tør Jeg stige at have erhvervet mig Deres Tillid og Venskab – der kan altsaa intet passere, som Jeg jo maae faae at viide. Jeg har og een forsigtig og klog Spion midt iblandt Dem, Regiments Quarteermester Hiorth, som Jeg ved denne Leylighed endnu eengang tør anbefale til Deres Excellence, paa denne Maade skal intet Skridt giøres uden mit vidende og derfor ville Deres Excellence tillade, at Jeg corresponderer med Dem, saa ofte Jeg anseer det nødvendigt, paa det De da efter Omstændighederne kan foreskrive Kammerherre Moltke og mig den Conduite, vi bør iagttage. Moltke skriver idag til Deres Excellence om den samme Materie. Han tænker som jeg og troer at Taushed og Forsigtighed er nødvendige. Et Ord kan opvække Mistanke mod ham og mig. Wessel mistroer mig allerede, det kan Jeg spoere tydelig af hans Samtale med mig igaar, og tager denne til, saa sættes vi ud af Stand til at undersøge, hvorvidt disse Ideer gribe om sig og, hvorvidt Følgerne deraf kunde være at befrygte eller ey.
Med den samme Oprigtighed, som Jeg nu har foredraget aldt dette for Deres Excellence, ville De og tillade mig at siige hvad der i denne Tiid opvækker meegen Misfornøyelse her. Det er 3de Embeders Bortgivelse nemlig et af de beste Sorenskriverier i Landet til Wessel, een ung Mand, som for faae Aar tilbage gik her i Skoele – Man troer det er alleene hans Farbroders Penge, da han derfor har betalt 2000 rd. – som forskaffede ham Embedet. Det andet til Sivert, som for 4 Aar tiente som Skriver Dreng paa et Contor i Drammen. Derved finde mange Supplicanter, som troe Sig meere qualificerede fornærmede – disse skrive til Deres Venner, beklage Sig og saaledes udbreder Misfornøielsen sig. Det 3die er Capellaniet i Christiania til Pihl, det smerter Byens Indvaanere at Deres Ansøgning ikke er kommet i Betragtning da dog Rakkestads Almue paa samme Tiid fik den Præst, de bad om. Dertil kommer at Assessor Mathieson og Kammerraad Wexels som begge i denne Tiid komme fra Kiøbenhavn fortælle offentlig, at hans Kongelige Høyhed Cron Printzen skal have taget denne Byens Ansøgning meget unaadig op og sagt mange haarde Ord i den Anledning til Bull, hvilket Bull dog aldrig har sagt mig, hvorfor Jeg tvivler om dette Foregivendes Rigtighed og modsiiger det – men alligevel troes det her og forøger følgelig Misfornøyelsen.
Saa meeget bør Jeg dog siige Deres Excellence, at man ikke lægger Printzen dette til Last, men ald Skylden hviiler paa Geheimeraad Brandt – og blev Bull nu hastig befordret paa en nogenledes fordeelagtig Maade, ville den heele Snak snart falde bort.
Jeg vil meeget beede, at den Frimodighed, med hvilken Jeg taler, ikke maatte tages mig ugunstig op, men at Deres Excellence ville ansee det som et Beviis paa mine Hensigters Reenhed og paa den Høyagtelse og Hengivenhed med hvilken Jeg er og uafladelig skal forblive
Høy og Velbaarne Hr. Geheimeraad
Ærbødige Tiener
Kaas.
- Christiania den 5 Januarii 1793.
Deres Excellence ville tilgive, at Jeg lader dette Brev afgaae under min Broders Couvert, Kammerherre Moltke og fleere have yttret den Frygt for mig, at Brevene ikke gaae sikre men findes at være aabnede iblandt – desuden kunde een altfor ofte igientagen Correspondence med Deres Excellence give Anleedning hos visse Personer til Mistanke, forudsat at disse føle Sig skyldige. Jeg har ikke heller troet at burde give min Broder Anledning til at troe, det er for Brevets Vigtigheds Skyld det addresseres til ham, derfor har Jeg sagt at det indeholdt een Anbefaling af visse Personer her, som jeg giærne vilde giøre mig forbunden, derfor sendte jeg Brevet til ham, paa det han mundtlig kunde beede Deres Excellence understøtte min Begiæring for H. K. Høyhed. Denne Forsigtighed troer Ieg, Deres Excellence ville billige og derfor og undskylde den.
- Deres Excellence,
- Høy Velbaarne Hr. Geheimeraad!
Atter maae Jeg kiæde Deres Excellence med Beretningen om een Tildragelse her paa Klubben, som Jeg virkelig har anseet for ubetydelig og for det den virkelig er, een simpel Klub Historie, liige indtil det Øyeblik General Krigs Commissair Anker efter-sin Tilbagekomst fra Kiøbenhavn fortæller mig, at hands Kongelige Høyhed Kron Printzen er underrettet derom, og har udladt Sig med for ham, at Jeg ikke havde viist den Conduite man kunde og burde vente Sig af een Embedsmand. Det har altiid været mit ivrigste Ønske, at maatte ved min Fliid, Virksomhed og gode Opførsel giøre mig fortient til hans Kongl. Høyheds Naade og Bevaagenhed. Altsaa smerter det mig uendeligt, at urigtige Fortællinger om een i Sig selv ubetydelig Sag skal have givet hans Kongl. Høyhed Anledning til at misbillige mine Handlinger, og aldrig kan Jeg være roelig og glad, før denne Mistanke er udryddet.
Jeg vover derfor at henvende mig til Deres Excellence, som til min største Velynder, med min ivrige Bøn om at ville efter den Beretning, Jeg for ikke at kiæde Deres Excellence for meeget har sendt min Broder om den heele Sag – forestille hans Kongl. Høyhed den fra een for mig meere fordeelagtig Synspunct. Deres Excellence ville og give mig et nyt Beviis paa Deres Bevaagenhed, ved at forsikre hans Kongl. Høyhed om min aller underdanigste Hengivenhed for ham, den kiænder ingen Grændser, intet er mig saa kiært, at Jeg jo med Glæde opofrer det for ham og min Konge.
Jeg troer ikke i den omhandlede Sag at have kunnet handle anderledes. Min Conduite ved det bekiændte Maaltid viiser tydelig, at Jeg ikke biefalder de voldsomme Giendrivelser af Democratisk Sludder uagtet mange tale høyt derfor. Tie og foragte disse Herrer og Deres Snak er efter mine Tanker det fornuftigste og meest passende for een Embedsmand, som vel bør vogte Sig for ikke at compromitteres.
underdanige og meest
hengivne Tiener
Kaas.
- Christiania den 9 Martii 1793. 5.[1]
Halvdans Cloub[2] er for 3 Aar, stiftet af mig, efter adskillige Indvaaneres tilforn ytrede Ønske derom. Jeg blev da eenstemmig valgt til Directeur, og paalagt at forfatte Love for dette Sælskab; der bestoed af 100 Medlemmer. Umueligt var det for mig at forudsee alle de muelige Uordener, som kunde indsniige sig i et saa talrigt Sælskab. Af den Aarsag blev det fastsat, at der bestandig skulle være ophængt en sort Tavle, paa hvilken Directeurerne tilkiændegav Sælskabet een eller anden efter Omstændighederne fornøden Foranstaltning. Ved Ballerne var sædvanligst meest Uorden formedelst de 2de Quadriller, alle ville dandse i den Ene, ingen i den Anden. De saakaldte Fornemme, toege bestandig de første Pladser, hvorover de borgerlige siælden fik dandse, bleve misnøyede og vilde ikke komme paa Ballerne. De 2de Ball Directeurer bade mig for ald ting at treffe een Foranstaltning, hvorved denne Ueenighed kunde hæves. Jeg loed da først ved Ball Direct. Capitain Prytz og Lieutenant Hafner bekiæntgiøre for Sælskabet, at herefter skulle Damerne og ikke Cavalleerene tage Plads i H Dandsen, men dette hialp ikke. Derpaa loed Jeg atter giøre denne Bekiæntgiørelse: „At Sælskabet ikke maae fortryde paa, Direct. fordeele de Dandsende, saaledes at begge Quadriller herefter bleve Egale.“ Saalænge jeg var tilstæde, gik alting ordentlig til, men efter min Bortgang fandt 2de Herrer for got at forandre oven melte Bekiæntgiørelse saaledes: at der maatte blive samme Egalité Som i Frankriige. Dagen efter blev dette mig berettet, men Personerne ville ingen Navngive – der var just General Forsamling den Dag – hvorpaa Jeg stoed op og sagde: Man havde berettet mig, at En af Sælskabet havde fundet for got at forandre Direct. offentlige Bekiæntgiørelse og maculere den – Jeg bekymrede mig ikke om Meeningen af det skrevne – (NB. dette sagde jeg efter moedent Overlæg for ikke at støde vore Democrater) men blot om, at der af andre end Direct. var skrevet paa Tavlen. Jeg kiændte ikke Personen, men opfordrede Sælskabet, eller Dem deraf, som vare viidende derom, til at navngive dem, thi Jeg troede, de burde straffes for een Fornærmelse mod det heele Sælskab, hvorfor Jeg ansaa denne Drenge Streeg – et mildere Navn kunde Jeg ikke give den – Alle taug og dermed var den Sag forbi og var aldrig bleven vedrørt, dersom ikke et par Medlemmer af Lyst til Strid og Uenighed havde ophidset Assessor Stoltenberg og Biskop Smiths Søn til at navngive Sig som Auctores til det skrevne og til at fordre mig til Regnskab, fordi Jeg offentlig havde kaldet dem Drenge, En Titul de som Embedsmænd ikke kunde taale.
Strax jeg havde imodtaget dette Brev – sammenkaldte Jeg een General Forsamling – men bad udtrykkelig alle dem, der kiændes som mine Venner, ikke at møde, dette troede Jeg at skylde mig Selv, paa det man ikke skulle troe, at Jeg ville samle Stemmer til min Fordeel. Følgen heraf blev, at Modpartiet som var samlet til Middag hos Mathiesen, hvervede saa mange for sig, under falske Forestillinger om Sagen, at da det om Aftenen kom til Votering om det Spørgsmaal: Har disse Fornærmet Sælskabet og Directeurerne ved at maculere og forandre Bekiændtgiørelser, skeedte i Sælskabets Navn og af Dets dertil befuldmægtigede eller ey, var der 28 Stemmer for Ney og 26 for Ja. Medens Voteringen varede, gik Jeg ud, da mine Contra Parter derimod vare nærværende – man berettede mig Udfaldet, og strax declarerede Jeg ey længer at kunde være Directeur eller Medlem af et Sælskab, som taalede sliige Uordener. Herved vaagnede nogle op af Deres Drøm og eftertænkte Sagen nøyere. Følgen deraf blev, at 16 Dagen derpaa gik ud af Sælskabet, fordi Jeg havde forladt det og NB. alle Kiøbmænd, alle Folk som Jeg aldrig omgaaes, og 38 af samme Slag tilligemed de Militaire skreve de øvrige til, at de agtede liigeledes at gaae ud, dersom Jeg ikke strax blev af Sælskabet givet Erstatning ved den Declaration: „at disse Herrer havde fornærmet det heele Sælskab,“ samt derefter paa en solennel Maade opfordret at indtræde paa nyt. Alle biefaldt dette: een nye Lov blev givet, hvorved det forbydes under Exclusion at forandre eller tillægge noget til Direct. Bekiændtgiørelser, og at Jeg blev ved et meget galant Brev fra det heele Sælskab underrettet om denne Beslutning, og anmodet, da Aarsagen for min Afgang ophørte at ville gaae ind igien som Sælskabets Medlem. Dette har Jeg giort, og dermed er denne Cloub Historie – thi andet er det ikke – endt til fælles Fornøyelse. Man kunde maaskee siige, at Jeg har behandlet denne Sag liidt for alvorlig – men betragtes, at store Uordener i ethvert stort Sælskab ikke forekommes uden ved at straffe og forebygge de smaae – at det i den Tidspunct vi leve, er yderst vigtigt for ethvert Sælskab liidet eller stort at vaage for Ordens, Sædeligheds og Velanstændigheds Vedligeholdelse, saa vil man, troer Jeg, give mig Net og tilstaae Jeg ikke kunde handle anderledes.
Kaas.
Kiel den 17 Decb. 1805.
Cron Printzen har spurgt 2de Gange efter den Ankerske Sag, jeg ønsker den Sag maatte foretages i Collegio, at Collegii Meening, med Korthed. Tydelighed, Bestemthed og sædvanlig Frimodighed maatte fremsættes, Jeg vil da med saae Ord tilføye min, som vist ikke bliver afvigende fra Collegii og da overlevere det heele til Cron Printzens Decision, thi megen pourparler om denne Sag skimter jeg ikke meere om.
Anker klager over, at Vei Anordningen for Norge kommer ikke Hvorpaa beroer den Sags Hvorledes er Processen faldet ud mellem Wangensteen og Vei Væsenet?
Gud veed naar dette Tog og min Sejour her faaer Ende. Jeg amuserer mig aldeles ikke, – Hils min gode værdige Ven Colbiørnsen og siig ham, det smerter mig inderlig at høre, han er atter plaget af sin Hoste. Kunde jeg meddeele ham lidt af mit Pflegma, det vilde uden Tvivl convenere ham i sin nærværende Forfatning, men han lærer aldrig at skaane sit Helbred, som dog har saa usiigelig meegen Værd for Staten og for hans sande Venner.
Vale & fave T. T.
Kaas.
For Ove Malling og Professor Høeghs Familie gier Jeg ellers meget.
- ↑ Udentvivl den i forrige Brev omtalte „Beretning.“
- ↑ Denne Klub, som altsaa er stiftet omtrent 1790, nævnes af og til i Intelligentssedlerne fra hiin Tid. Man seer saaledes, at den 1796 havde et Slags Bibliothek, og at den endnu bestod 1802. Ved det sidstnævnte Aar forekommer ogsaa et andet Selskab, „De norske Brødres Klub.“ I Slutningen af 1796 opfordres i Avisen til Stiftelsen af „et Samfund af Christiania Handlende.“ Navnet „Halfdans Klub“ skulde naturligviis indeholde en historisk Reminiscents; man seer, at der paa Frederikshald samtidig bestod en „Harald Haarfagers Klub.“