Tillægsbemærkning om navnet Hálogaland, Helgeland
I forbindelse med foranstaaende afhandling om stedsnavnene i søndre Helgeland vil nogle ord om navnet Hálogaland, dets oprindelse og skiftende form til forskjellige tider, kanske være paa sit sted.
I vort oldsprog er den faste form for landets navn Hálogaland, for folkets Háleygir. – De ældste skindbøger har istedetfor á i første stavelse den kun i det ældste sprog gjennemferte omlydsvokal, som fremkommer derved, at et følgende v, u eller o virker paa det lange á. Saaledes skrives hólæygscom i et haandskrift af den legendariske Olav den helliges saga, der vistnok ikke er meget yngre end 1200 (Christiania udg. 1849 s. 91). I det rimelig paa Island i begyndelsen af 13de aarh. skrevne hskr. af Ágrip af Noregs konunga sögum staar Holwyiom (Fms. X, 386) ligesom Hocun = Hákon, Halayia (Fms. X, 390), Hǫlaygialand (X, 412) d. e. Haalöygernes land, en enestaaende form for landets navn. Og endnu det stockholmske hskr. af den historiske Olav den helliges saga (udgivet i Christiania 1853), rimelig skrevet lidt rer midten af 13de aarh., har enkelte gange Hǫlogaland (s. 171. 178), men dog langt oftere Halogaland.
Den usammendragne form Hálogaland var saagodtsom den eneraadende i norsk sprog indtil midten af 14de aarh. og endnu meget almindelig i anden halvdel af 14de aarh.; ja endog i 15de aarh. bibeholdtes oftere denne ældre form i skrift (DN. 2 n. 580 aar 1404; 1 n. 670 aar 1420 3 gange, men bagpaa „med samtidig haand“ Halgheland; i Aslak Bolts jordebog fra omkring 1440), medens den i folkets udtale paa denne tid sandsynlig var fortrængt[1].
En sammendragen form, hvor vokalen mellem l og g er falden ud, finder jeg i norsk sprog først DN. 1 n. 496 aar 1385 a Halgolande, dernæst DN. 1 n. 497 (1386), og saa DN. 3 n. 481 (1388). I 15de aarh. bliver den sammendragne form den almindelige, og man skriver da Halgaland, Halgheland. Naar konsonantforbindelsen lg fulgte efter det lange á, kunde dette let forkortes, ligesom f. eks. i svensk nalkas, der er opstaaet af nálikast; og det korte a kunde igjen let gaa over til det aabne e, som f. eks. Alfarheimr er blevet til Elverum. Saaledes opstod den nu brugelige form Helgeland, som først findes i diplomer med dansk sprogform fra begyndelsen af 16de aarh.; navnet har endnu dengang sin gamle omfattende anvendelse, medens det nu er indskrænket til navn for den sydligste del af det gamle Hálogaland.
Keyser „om Nordmændenes herkomst og folkeslægtskab“ (saml. afhandl. s. 208) forklarer navnet paa følgende maade: „Hálogaland betegner det hellige land; – vistnok et minde om, at det var den hellige jord, paa hvilken stammen, efter at have i flere menneskealdre vandret ustadig om, allerførst fandt et fast tilholdssted, hvor den trygt kunde bygge sin arne og uforstyrret tilbede sine fædrene guder“; og han føier dertil følgende anmærkning: „hálugr en forældet form for heilagr hellig; en lignende vokalovergang findes i tákn til teikn (tegn)“. Denne forklaring er videre udført af Munch i det Norske folks hist. I, 1, s. 331 anm. 2 og i Norskt maanedsskr. III, 146 f.
Til støtte for den har været anført:
1) I sin gjengivelse af Haaløygen Ottars beretning skriver den engelske konge Ælfred landets navn Hálgoland, og „det hellige land“ heder i Oldengelsk þæt hálge land. Men den maade, hvorpaa et norsk stedsnavn skrives i et fremmed, om end beslægtet, sprog, kan ikke være afgjørende for dets oprindelse; Ælfreds Hálgoland godtgjør ligesaalidt, at Hálogaland betyder „det hellige land“, som Ælfreds Scíringesheal godtgjør, at navnet Skíringssalr ikke er sammensat med salr.
2) Adam af Bremen cap. 37 skriver navnet Halagland og siger, at hedningerne kalde dette land helligt og lyksaligt paa grund af vidunderet med solen, der om sommeren skinner hele natten igjennem. Men her gjælder det ligeledes, at en forklaring, som en udlænding giver af et norsk stedsnavns oprindelige betydning, ikke kan være afgjørende. Den nævnte forklaring kunde ligge nær for en Nordtydsker, der kjendte hálag i betydningen hellig. Adam fortjener her saa meget mindre tiltro, som det, han meddeler om Haalogalands beliggenhed, er feilagtigt.
3) større vægt har Snorres udsagn i Skáldskaparmál cap. 45 (ed. Arna-Magn. I, 400), at Hálogaland har sit navn af en konge Hølgi. At sagnet om en konge Helge i Haalogaland er gammelt, viser et vers af Hornklove (Haralds s. hins hárf. c. 21); hvor han kalder Haaløygerne „Helges ætlinger (Helga ætt)“. Ogsaa Sakse (p. 116–119) kjender en konge Helge i Haalogaland. Og nu er mandsnavnet Helgi eller Helgi (jfr. hølzti = helzti) utvilsomt dannet af heilagr.
Men det er ikke nødvendigt, at kongens navn staar i sproglig forbindelse med landets; skaldene kalde Englænderne „Ellas ætlinger“, men Ellas navn er derfor ikke beslægtet med Englands. Naar et hskr. af Snorra-Edda, som er skrevet i første halvdel af 14de aarh., ved fortællingen om kong Helge skriver: konungr sa er haulgi er nefndr red fyrir haulga landi (ed. AM. II. 581), saa er landets navn her vilkaarlig forandret for at blive mere ligt kongens, ti vi véd, at landet i Norge selv dengang kaldtes Hálogaland og ikke Hølgeland. Dog er det vel rimeligere, at sagnet har lavet kongens navn af landets, saameget mere som Njáls s. cap. 113 s. 172 nævner en gammel konge Háleygr i Haalogaland, men heller ikke i dette tilfælde afgjøres derved landsnavnets oprindelse, ti den omstændighed, at Helgi, Hølgi var et almindelig brugeligt mandsnavn, har da været bestemmende ved, at netop denne form for kongens navn blev den almindelige.
Imod forklaringen af Hálogaland som „det hellige land“ tale flere sproglige grunde.
En af Munch anført form hálogr eller hálugr for heilagr „hellig“ er aldeles ukjendt. Dette adjektiv har aldrig o eller u foran g uden i de kasus, hvor der følger (eller har fulgt) efter g et u (o). Helgaland er et hyppig forekommende norsk stedsnavn, men det skrives aldrig Hálogaland. Munch beraaber sig paa, at heilagr undertiden skrives háligr, hóligr, men dette er ord, som uagtet sin beslægtede betydning er af aldeles forskjellig oprindelse: heila-gr er afledet af heill (stamme heila), men há-ligr, hó-ligr (der aldrig kan blive til hálogr) af hár, hór. Dette háligr betyder egentlig „høi“, deraf „udmærket“; det kan endog betyde „hellig“, uden at det derfor er samme ord som heilagr, ti paa samme maade bruges oldeng. heá-líc, der er samme ord som háligr, hóligr, f. eks. heálíc dæg „hellig dag“.
Afgjørende taler efter mit skjøn imod forklaringen af Hálogaland som Heilagaland folkenavnet Háleygr. Háleygr godtgjør, at Há-loga er sammensat og at o her ikke er opstaaet af a, men af u. Med hensyn til forholdet mellem ey i Háleygr og o i Hálogaland kan jævnføres f. eks. leygr lue ligeoverfor de ligetydige ord log og logi. Det første led i Há-loga er utvilsomt hár høi, i de ældste bøger skrevet hór[2]; loga kan efter formen være genitiv i ental eller flertal af logi masc. lue eller gen. i flertal af log neutr. lue, lys. Jeg finder flertal rimeligst og formoder, at Hálogaland betyder „landet, hvor de høie flammer blusse“. Det har da kanske faaet navn af nordlysene; det synes rimeligt nok, at dette natursyn der viste sig for de norske nybyggere – meget oftere og stærkere end i de bygder, fra hvilke de kom, saa at det kunde forekomme dem som et særkjende for landet. Denne formodning havde jeg allerede nedskrevet, da jeg hos Zeuss „Die Deutschen nnd die nachbarstämme“ s. 520 læste: „Hálogaland land des Hálogi, Hochlohe (des nordlichtes?)“.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Sjælden forekommer sideformen Hálogoland (DN. 3 n. 36 aar 1295 og 6 n. 336 aar 1390 el. 91), hvor a i udlyden af første sammensætningsled er gaaet over til o (u), ligesom man ofte skrev mánudagr for mánadagr (tilsvarende eksempler fra Gammelsvensk hos Rydqvist Svenska språkets lagar IV, 21). – Den ubetonede vokal mellem l og g maa i senere tid være bleven mindre bestemt udtalt, og derfor skrives enkelt gang: Halaghaland bagpaa DN. 2 n. 276 aar 1346, ligesom DN. 4 n. 3 (aar 1277), et latinsk brev, der skriver de norske navne mindre nøiagtigt, har Halegheland. Den vaklende udtale af vokalen førte til, at den endelig faldt bort.
- ↑ Saaledes har ogsaa den Islænding, som i 14de aarh. digtede sagaen om Torstein Vikingssön, tænkt sig det, naar han begynder med den fra Snorres udsagn afvigende fortælling: Logi hefir konungr heitið, hann réð fyrir því landi er norðr er af Noregi. Logi var stœrri ok sterkari en nokkurr annarr í því landi, var lengt nafn hans: ok var kallaðr Hálogi; af honum tók landit nafn ok var kallat Hálogaland (Fornald.sög. II, 383).