Et nordtydsk Sagn om Olaf den helliges Ligkiste
Som bekjendt, blev ved Reformationens Indførelse vor nationale Helgens store Sølvskrin, der veiede halvsyvende tusinde Lod Sølv, nedsendt til Danmark og der sønderbrudt og smeltet St. Olafs Legeme vedblev dog fremdeles at bevares ved Domkirken i en Trækiste, beslaaet med Sølvnagler, indtil de Svenske under Syvaarskrigen gjorde det bekjendte Indfald, der for en kort Tid bragte hele Throndhjems Stift i deres Magt (1564)[1]. Ved denne Leilighed satte nemlig Fienden sig i Besiddelse af St. Olafs Kiste, plyndrede den Smule Sølv, der endnu fandtes ved denne og bortførte derpaa Legemet til Fløans Kirke i Størdalen, hvor de „jordede det i den øde Bondekirke“. Da imidlertid det svenske Herredømme efter et Par Maaneders Forløb fik en brat Ende, bragtes Helgenens Legems igjen tilbage til Throndhjem. Det blev, heder det i en gammel Optegnelse, „den 8 Juni 1564 ført fra Fløans Kirke i Størdalen til Domkirken med stor Proces“. Her blev det først begravet, men derpaa atter engang optaget af Lensherren, Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes Legemet „helt og holdent“ i selve Kirken, men i det følgende Aar lod endelig Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke under sin Nærværelse i Throndhjem Olafs Levninger nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor de hvile, er gaaet i Forglemmelse[2].
Et Sagn, som allerede 1605 blev meddelt i et trykt Skrift, beretter, at „den, som vanærede S. Olai hellige Legem og satte det under Jorden, han fik sin Løn, der han for sit Forræderi blev for Stockholm lagt paa Stegel“. Nedskriveren af dette sagn, der naturligvis sigter til Legemets Bortførelse til Fløans Kirke, er vor Landsmand Laurids Nilssön, (den bekjendte Klosterlasse), der sandsynligvis har hørt Beretningen under sit Ophold i Sverige. Han meddeler Sagnet i den danske Udgave af sin Confessio Christiana (Brunsberg 1605. 4. p. 7 ).
Merkelig nok findes ogsaa i en tydsk Sagnsamling en Legende, om St. Olafs Legemes sidste fata. Friederich Wagenfeld, den samme Mand, hvis Navn forøvrigt ved Udgivelsen af den falske Sanchuniathon har faaet en mindre end god Klang, har nemlig i sin Bog „Bremens Volkssagen“, (Erster Bd. Bremen 1845. 8. S. 71–117) en udførlig Fortælling, betitlet „St. Oleffs Sarg“, der, skjønt kjendelig udsmykket af Udgiveren, dog synes at indeholde en gammel og oprindelig Kjerne. Desværre har Wagenfeld ingensomhelst Oplysning meddelt om sine Kilder.
Det er dette Sagn, som vi nedenfor meddele med Udeladelse af den største Del af de novellistiske Tilsætninger.
I Aaret 1579 levede i Bremen en Sømand ved Navn Karsten Tiemann. Han havde engang været en velhavende Mand, men i den senere Tid fristet det ene Uheld efter det andet; det var ligesom, om en ulykkelig Skjebne forfulgte ham, og han var saaledes efterhaanden nedsunken i Armod. Paa sin Hustrus Bøn havde han opgivet Sølivet og fristede nu Livet som Eier af et lidet Flodfartøi paa Weseren.
Medens hans Bolig forøvrigt bar Spor af den yderste Fattigdom, prydedes dog hans Stue af en Lænestol, saa smuk og kunstig udskaaren, at selve Erkebispen ikke havde den bedre. Denne Stol havde han selv forfærdiget, flere Gange havde man budt ham mange Penge for den, ogsaa hans Kone havde drevet paa, at den skulde sælges, men stedse forsikrede han høit og dyrt, at dette aldrig skulde ske. Men om Grunden til, at han aldrig vilde skille sig ved Stolen, turde han ikke udtale sig, thi han frygtede for, at han derved kunde paadrage sig Beskyldning for Papisme og Ugudelighed.
Sagen var, at han i sine yngre Aar havde gjort en Reise som Skibstømmermand til Throndhjem. Det var i det Aar, da de Svenske gjorde Indfald i Norge og tragtede efter at bringe Olaf den Helliges Legeme i sin Magt, men ikke opnaaede dette, fordi Nordmændene hemmelig bragte det tilside. Legemet var endnu ganske ubeskadiget uden mindste Spor af Forraadnelse, og Helgenens Saar vare fremdeles synlige. Men Kisten, der allerede var over et halvt Aartusinde gammel, var yderst brøstfældig, og man søgte derfor en duelig Tømmermand til at forfærdige en ny Kiste. Man spurgte længe forgjeves efter en saadan Arbeider baade i Staden og paa Skibene; tilsidst paatog Karsten Tiemann sig Udførelsen 1565. (sic.)
Med kort Varsel leverede han et Arbeide, som vakte alle Folks Beundring ved de smagfulde Forsiringer og de smukke Fremstillinger af Helgenens Liv, hvormed Mesteren prydede Kisten. I dette kostbare Skrin skulde nu St. Olaf hvile, en Mængde Bønder kastede Guld og Sølv ned deri, Gud og Helgenen til Ære. Man forglemte heller ikke Kunstneren, og han fik en rigelig Belønning.
Men den bedste Løn mente han at have taget sig paa egen Haand. Det var to dygtige Splinter af Martyrens gamle Ligkiste, hvoraf han satte sig i Besiddelse i den Tro, at disse maatte bringe ham Lykke for bestandig. Derfor passede han vel paa dem, da han reiste hjem. Den største af sine Splinter anbragte han siden i et hemmeligt Gjemme i sin kjære Lænestol, den anden skjulte han i Masten af sit lille Flodskib. Dette skede i dybeste Hemmelighed, og Karsten troede nu fuldt og fast, at ethvert Foretagende maatte lykkes for ham baade tillands og tilvands. Dog, som vi have hørt, blev det modsatte Tilfældet, Alt gik ham mere og mere imod, og derfor begyndte ogsaa hans Tillid til Relikvierne at vakle. Helgentilbedelsen, som overhoved al Katholicisme, var jo nu afskaffet i Bremen, ogsaa Karsten var idetmindste i det Ydre Protestant, og han begyndte derfor at tænke paa at betro sig til en Geistlig med sine Tvivl og Bekymringer i Henseende til Splinterne af St. Olafs Kiste.
Som Karsten engang sad alene, fordybet i saadanne Tanker, kom hans Tjener, Johan Knecht, der sædvanlig tilbragte Natten paa det lille Fartøi, hjem til sin Herre for at opsige sin Tjeneste. Han kunde ikke sove i Ro paa Skibet for Spøgeri. Ved Midnatstid fandt der Støi og Urolighed Sted ombord, ja selve Fartøiet var endog blevet bortført med overnaturlig Hurtighed til fjerne Egne. Om Morgenen, naar Johan stod op, var vistnok Alt i Orden, men en Mængde Blade og Grene, som laa paa Dækket, vidnede om det natlige Spøgeri. Engang havde han da af Nysgjerrighed strøet Aske paa Dækket og om Morgenen fundet Fodspor af Mennesker, Høns og Gjæs. Skjønt Karstens Kone ivrig fraraadede det, besluttede denne nu selv at tilbringe en Nat ombord for personlig at undersøge, hvorledes det hang sammen hermed.
Han lagde sig i Kahytten, og saasnart Klokken slog Elleve i det nærliggende St. Stephani Kirketaarn, begyndte de besynderligste Spektakler. Kister og Kasser væltedes imod Kahytdøren, og kort efter førtes Skibet med en uhyre Fart afsted, indtil det endelig igjen pludselig stod stille. Saa bange Karsten end var, forsøgte han dog af alle Kræfter at vælte Kasserne bort fra Kahytdøren igjen for at komme op, og det lykkkedes ham tilsidst. Med usigelig Forbauselse merkede han nu, at Solen stod høit paa Himmelen og belyste et ham ganske ubekjendt Landskab med fuld Glands. Han laa med sit Skib i en rummelig Bugt foran en stor Stad med Hundreder af Taarne, prægtige Haver og deilige Træer, saasom Cedre og Kokospalmer. Havnen var opfyldt af Skibe og vrimlede af Baade, bemandede med halvnøgne Negre. Karsten, der var iført en tyk Vams, en Hue af norsk Peltsværk og Handsker af Bjørneskind, som han havde bevaret fra sine fordums Reiser til Bergen og Throndhjem, plagedes nu saaledes af Varme, at han ilsomst afførte sig disse her lidet passende Klædningsstykker. Han vovede tilsidst at tiltale en Skildvagt ved Stranden og spurgte, hvor han var. Svaret blev: „I Ostindien“. Med Fortvivlelse tænkte han nu paa sine Børn og sin Hustru og begav sig grædende ned i Kahytten for at være ene med sine Bekymringer. Men kort efter satte Skibet sig paany i Bevægelse, og inden han vidste et Ord deraf, befandt han sig atter i Bremen, hvor Klokken just slog Et i St. Stephani Taarn. Da han endelig kom op paa Dækket, laa, ligesom i Johans Tid, Grene og Blade i Mængdevis der, og til sin endnu større Forbauselse opdagede Karsten tillige et kostbart Sølvbæger, prydet med Erkebispens Vaaben.
Han gik nu hjem og fortalte sin forskrækkede Kone, hvor han havde været, idet han tillige viste hende det kostelige Bæger. Ogsaa i hans Hjem havde der i den samme Nat tildraget sig forunderlige Hændelser. Karstens Hustru havde ligget med sin lille Søn hos sig i Sengen, og pludselig seet et Lysskjær udbrede sig fra sin Mands kjære Lænestol, hvorfor hun i Begyndelsen havde troet, at der var Ildløs. Da havde den lille Gut løbet ud af Sengen og erklæret, at en Ridder, der sad i Stolen, vinkede paa ham. Konen havde hørt sit Barn samtale med en Anden, som hun selv ikke kunde se, og hvis Tale hun heller ikke formaaede at fatte. Eftermanden var Lysskjæret forsvundet, og Drengen kom tilbage i Sengen, hvorefter han sov ind.
Da Gutten endelig vaagnede, fortalte han sine Forældre, at det ikke var første Gang, „Ridderen“ havde vist sig for ham, men da Forældrene vare altfor „gammelkloge og oplyste“, kunde denne ei aabenbare sig for dem, men kun for Gutten, som endnu havde en barnlig og enfoldig Tro. Nu havde „Ridderen“ betroet ham, at Faderen paa uretmæssig Vis havde tilegnet sig Noget, som i femhundrede Aar havde tjent hans Hoved til Støtte. Dette maatte overgives til troende Hænder, ifald det ikke skulde styrte Besidderen i Fordærvelse.
Karsten betroede da sin Hustru den Hemmelighed om Splinterne af St. Olafs Kiste, som hun hidtil aldrig havde erfaret, og de forstode begge, at „Ridderen“ ingen anden kunde være, end Helgenen selv. De besluttede tilsidst, at dennes Vilje skulde opfyldes, og at Sagen skulde tilkjendegives Erkebiskoppen.
Karsten begav sig da til dennes Pallads, men Drabanterne værdigede ham intet Svar paa hans Bøn om Audients og truede endog med at jage ham bort med sine Hellebarder. Han ventede da en Stund for at se, om ikke en af de Fornemmere maatte komme til, om han maaske hos en af disse kunde være heldigere. Endelig kom en Domherre fra Paderborn, til hvem han betroede sig og fortalte ham den hele Historie om sin Reise til Norge og om Splinterne af St. Olafs Kiste. Den Geistlige hørte paa Fortællingen med spændt Opmerksomhed og søgte under Samtalen at bringe Karsten længere og længere bort fra den protestantiske Erkebisps Gaard. Da Fortællingen var til Ende, enedes de om, at Domherren skulde modtage Relikvierne, og at de skulde bringes til Domkirken i Paderborn. Om Aftenen foregik Udleveringen, efterat Karsten havde modtaget en Sum Penge.
Fra den Tid af levede Karsten stedse i Lykke og Velstand. I Alt, hvad han foretog sig, var han herefter heldig.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |