Hopp til innhold

Noget om skaalebygningen

Legg til lenke
Fra Wikikilden

For flere aar siden skrev jeg nogle bemerkninger[1] om professor Keysers fremstilling af Nordmændenes boliger i fortiden. Foruden de deri berørte punkter, var der ogsaa endel andre, hvori jeg nærede tvil, om Keyser havde truffet det rette. Men jeg lod disse punkter staa hen uomtalte, fordi jeg dengang ikke følte mig kyndig nok til at imødegaa dem med full sikkerhed. Som følge heraf kom mine bemerkninger til at holde sig indenfor en snævrere kreds af Keysers fremstilling, idet de, som overskriften viste, kun angik „husenes sammensætning og udseende“[2]. Senere har jeg søgt at danne mig en videre og mere levende forestilling saavel om bygningsskikken hos os i ældre og nyere tid som overhovedet om kunsten og haandverket. En fremstilling heraf tør jeg ogsaa haabe at kunne give senere, naar først endnu endel sagaer ere gjennemgaaede. Imidlertid vil jeg her foreløbig omtale nogle enkeltheder ved skaalebygningen, som hidtil enten ere overseede eller remstillede mindre rigtigt eller ikke fastsatte med den sikkerhed, som visselig kan opnaaes. Saameget heller gjør jeg dette nu, som jeg nylig er bleven kjent med en afhandling[3], der ved siden af flere gode bemerkninger ogsaa gjentager ældre urigtige meninger eller udtaler nye, som neppe holde stik.

Skaalen eller hallen borte med til det store fællesskab, som fra først af fant sted mellem de tre nordiske folk. Merkeligt vilde det dog være, om ikke hallen havde haft en lignende indretning ogsaa hos de andre Germaner og navnlig hos Angelsaxerne. Noget saadant kan ogsaa skimtes. Men at faa ligheden mellem begge klart frem, tror jeg neppe er muligt. Dertil ere enkelthederne i vedkommende sydgermanske skrifter altfor faa og desuden, som i Beovulfdigtet, tildels omgivne med fantastiske udsmykninger. Hertil kommer, at ikke engang de første sprogmænd ere paa det rene med, hvorledes flere væsentlige betegnelser i det nævnte digt skulle forstaaes[4]. Rigtignok træffes i en af sagaerne[5] hallen hos Angelsaxerne med lignende indretning, som den havde her hjemme. Men deraf følger ikke, at dette virkelig var saa, da det maa opfattes i lighed med saameget andet af den slags. I regelen kan man nemlig gaa ud fra, at sagaerne med hensyn til kostymet (klædedragt, vaaben, bygninger o. s. v.) kun afspejler forfatterens hjem og hans samtid. Derfor er det af en ganske anden vigtighed for kulturhistorien at bestemme, naar en saga er sammensat, end naar den foregaar. Paa samme maade har det sig og med andre lignende aandsfrembringelser helt ned i det attende hundredaar. Det er egentlig først i vore dage, at digteren, kunstneren og historieskriveren søger at give enhver tid, hvad dens er, og at fremstille den saaledes, som den stod og gik. Naar jeg derfor, som oven anført, gaar ud fra, at skaalen havde væsentlig samme indretning i Danmark og Sverige som paa Island og Norge, er det ikke af den grund, at vi træffe dette saaledes i de sagaer, hvor fortællingen er henlagt til de to første lande, men fordi der, som det nedenfor vil vise sig, haves flere samstemmende vidnesbyrd derom.

For dem, som intet kjenskab have til skaalebygningen og dens indretning, kan dette foreløbig her omtales i sine hovedtræk. Skaalen (skáli) eller hallen (höll) var en aflang firkantet, ikke sjelden meget stor[6], bygning paa ét stokverk, med gavl i hver ende eg følgelig, som vore bondehuse, dækket med sadeltag. Rigtignok er bygningen paa den tegning af den islandske maler Sigurd Gudmundsson, som Dasent gjengiver i sin oversættelse af Njaals saga[7], fremstillet uden gavler og med valmetag. Men denne tagform var ukjent her i Norden indtil et godt stykke ned i det syttende hundredaar. Den opstod først i Italien under renaissancetiden, og det er derfor aldeles rigtigt, nedi vore bønder paa flere steder, skjønt uden selv et vide af det, kalde den taliansk d. e. italiensk. overhovedet i betydning af udenlandsk[8]. Skaalen blev hos os og i Sverige, og vistnok ogsaa i Danmark i det mindste til slutningen af 11te hundredaar, altid opført af træ. Paa Island derimod, hvor man havde knapt for trævirke og dette derfor, naar ikke rekeved (drivtømmer) kunde overkommes, for det meste maatte indføres fra Norge, var det kun paa de mere velstaaende folks gaarde, at husene bleve opførte af tømmer, medens ellers dertil blev brugt jord, torv og sten. Saaledes fremhæves det i Njaals saga (kap. 78), at Gunnar Haamundssöns skaale paa Hlidarende udelukkende bestod af tømmer, og det samme menes, naar Njaal siger (kap. 129): „vore huse her paa Bergthorshvol ere ligesaa sterke, som de vare paa Hlidarende.“ Tømmeret blev, idetmindste paa Island, i Norge og i Sverige, vistnok altid, ligesom endnu, laftet sammen med udstaaende naver eller stokender i hjørnerne, og veggene havde ikke bordklædning. Indvendig var skaalen for største delen aaben til taget og med jordgulv. Langs efter midten fantes en stenlægning (arinn), hvorpaa ilden brente og hvorfra røgen steg op gjennem ljoren (ljóri, reykberi) itaget. Ved hver af langveggene stod der en fast benk, med et højsæde paa midten og en fodpall. Imellem denne og ilden var saa stor afstand, at der foran hver fodpall kunde opstilles bevægelige smale borde, foran disse igjen en løs benk (forsæti)[9] og desuden imellem den og aren være rum for de opvartende.

Efter denne almindelige udsigt gaar jeg over til først at fastsætte skaalens beliggenhed mod verdenshjørnerne og hvad dermed staar i forbindelse.

Det har hidtil været almindelig antaget, at skaalen, i det mindste som oftest, havde retning fra vest til øst. Derimod er der udtalt forskjellige meninger om, baade hvor hovedindgangen og det fornemste højsæde var. Saaledes sætter Erichsen[10], Steenbloch[11], N. M. Petersen[12], Keyser[13] og Hoff hovedindgangen i den østre ende, medens Dasent lægger den i skaalens modsatte ende, og alle disse forfattere, undtagen Keyser, sætte det fornemste højsæde paa søndre benk, hvorimod Keyser, Munch og O. Rygh[14] have udtalt sig for den nordre benk. Disse punkter kunne nu, som jeg tror, bringes til sikkerhed engang for alle.

For tiden kjenner jeg kun to steder i sagaerne, hvor det ligefrem siges, hvorledes de der omtalte skaaler vare beliggende. Paa det ene sted[15] fortælles, at de fredløse paa holmen i Hvalsfjord paa Island opsatte en stor skaale, hvis ene ende vendte mod nordøst (landnorðr) og den anden mod sydvest (útsuðr). Men ligesom den øvrige beskrivelse af denne skaale lider af uklarhed, saaledes kan det ikke sluttes, at beliggenheden fremstiller den almindelig vedtagne skik, men kun hvad der var nødvendigt paa grund af de særegne stedsforhold. – Det andet sted[16] giver i enkelte punkter en bedre forestilling om denne slags bygninger, end noget sted ellers i sagaerne. I Orfjara, siges der, havde Paal jarl 1135 en stor drikkeskaale, hvis indgang var paa søndre langvegg nær østre gavlside (við eystra gafihlað sunnan á hliðvegg). Foran skaalederen stod en smuk kirke, hvortil man gik nedad fra skaalen. Naar man kom ind i skaalens forstue, havde man paa venstre haand en stor helle, og indenfor denne var der opstillet mange og store ølkar[17]. Bent imod (gegnt) forstuens der laa en mindre stue med et skjaavindue (skjárvindauga) af saadan størrelse, at man, som det viste sig ved den omtalte lejlighed, kunde drage en voxen mand ud igjennem vinduet. Skaalen havde følgelig retning fra vest til øst, men det var dog muligt, at dette kunde hidrøre fra stedsforholdene. Det heder nemlig udtrykkelig, at skaalen stod paa en bakke, hvis skraaning gik i nord og syd.

Vi komme dernæst til tre steder i sagaerne, hvori der vel ikke ligefrem siges noget om de der nævnte skaalers beliggenhed, men hvor denne kan sluttes af fortællingens enkeltheder. Her møder os først Egils saga (kap. 61). Egil faar bud om, at hans fader Skallagrim sidder død i sit højsæde hjemme paa Borg. Han rider strax afsted, gaar først, da han kom frem, ind i skotet, som omgav skaalen, dernæst ind i denne bag højsædet, for efter troens medfør ikke at komme foran den døde, førend denne var ydet nábjörg eller hans øjne lukkede. Egil beder dernæst sine tjenere om at skaffe frem redskaber til at grave med (gráftól) og at aabne den søndre vegg (brjóta vegginn fyrir sunnan). Da dette var gjort, tager Egil under sin faders hoved og de andre under hans fødder, og saaledes bare de liget med hovedet foran tvert efter huset (um þvert húsit) ud igjennem aabningen i veggen. Heraf sees, at den søndre vegg var en langside, at husherrens eller det fornemste højsæde var paa nordre benk, og at skaalen følgelig havde retning fra vest til øst. – Det samme var vistnok tilfællet med skaalen paa Hvam, hvor et lignende optrin foregik som det nys beskrevne[18]. Ogsaa her sidder den døde i sit højsæde, og efterat sønnen har ydet ham nábjörg, skaffes liget ud igjennem en aabning, som var brudt i veggen, men her bag højsædet[19]. – Hertil maa føjes, hvad der omtales i Njaals saga kap. 17. Thjostolf rider til Rutstad; da han kom frem, binder han hesten bag huset (á bak húsum), gaar til døren, banker paa og gaar derefter igjen nordenfor huset (norðr um húsin); Rut, som er inde, vaagner ved bankingen paa døren, gaar ud og ser da Thjostolf bag huset (at húsbaki). Skaalens nordre og søndre vegge vare altsaa langsider, døren stod paa søndre vegg og skaalen følgelig ogsaa her fra vest til øst.

Den bedste forestilling om skaalen og dens indretning giver dog Olaf kyrres saga[20]. Vi træffe ber ikke, som paa de foran omtalte sagasteder, kun i forbigaaende korte bemerkninger om en enkelt bestemt skaale, men derimod en beskrivelse af, hvorledes de kongelige skaaler almindelig vare indrettede. Idet sagafortælleren kommer til et vendepunkt i kulturen, gjør han et tilbagesyn over, hvad der hidtil havde været skik. Det var, heder det, fra ældgammel tid sedvanligt i Norge, ligesom og i Danmark og Sverige, at skaalen paa kongsgaardene havde dør i begge ender[21]. Kongens eller det fornemste højsæde var midt paa den langbenk, som vendte mod solen (vissi ímóti sólu). Til venstre af kongen sad dronningen og de andre kvinner, til højre mænd. Jo nærmere hvert sæde var højsædet, desto anseligere blev det holdt, jo nærmere dørene derimod, desto mindre anseligt. Lige overfor kongen midt paa den modsatte bank (uœðri pallr) var det ringere højsæde (uœðri andvegi). Dette indtoges af kongens raadgiver eller stallaren[22]. Ved hans sider sad igjen kvinner og mænd, men modsat af, hvad der fant sted paa den fornemste benk, idet kvinnerne sade til højre af ham, mændene derimod til venstre. I umiddelbar forbindelse med denne beretning heder det, at Olaf kyrre „lod sætte højpall (hápall) i [eller tversover[23], um þverar] sine veitslestuer og satte sit højsæde midt paa tverpallen (á miðjan þverpall).“ Heraf kan maaske sluttes, skjønt det ingenlunde er klart, at der tilforn ikke havde været tverpall i de kongelige skaaler og at døren i enden falt bort, naar skaalen fik tverpall.

Til en rigtig opfatning af ovenstaaende beskrivelse kommer det, som det vil sees, væsentlig an paa, hvorledes man forstaar betegnelsen: at vende mod solen. Men her kan der ikke være mindste tvil om, at Keyser, Munch og O. Rygh have truffet det rette, naar de forklare dette udtryk om, hvad der vender mod syd[24]. Vi sige jo endnu, at nordre side af et dalføre, i modsætning til den søndre, ligger paa solsiden eller vender imod solen. Som følge heraf var altsaa det fornemste høisæde paa nordre langbenk, det ringere paa søndre benk, og skaalen stod følgelig i vest og øst. Videre sees det, at kjønene vare skilt fra hinanden, saaledes at kvinnerne havde plads paa langbenkenes indre eller østre ender, mændene derimod paa de modsatte ender mod vest. Svarende hertil maatte den ene dør være i skaalens østre ende, den anden i vestre[25]. Noget navn paa den første indgang træffes ikke, men den maa have hedt eller været betragtet som kvennadyrr d. e. den underordnede, i modsætning til hovedindgangen, som gik under navnet karldyrr[26]. Naar man fra vestre kant kom ind i skaalen, havde man følgelig det fornemste højsæde paa venstre benk, det ringere paa højre benk, og tverpallen, hvor den fantes, midt for sig. Kunde der endnu være nogen tvil om, at dette var den vedtagne skik, saa bliver det merkelig styrket ved, hvad der endnu finner sted hos vore bønder. Dette skal nedenfor nærmere omhandles. Her vil jeg kun pege paa, at overalt, hvor ikke nye skikke have trængt sig ind, træffes højsædet, om end nu oppe mod hjørnet, dog altid paa den langvegg, som er ved venstre haand af den indtrædende. I overensstemmelse med det saaledes vundne resultat maa følgelig de ord forstaaes, som betegne en retning eller bevægelse inden skaalen mod dens ender. Saaledes maa udtrykket innar frá, brugt om et sæde i forhold til højsædet, forklares om retningen mod øst i modsætning til útar frá eller af[27], ligeledes innar eller útan eptir höllini eller innar af skálanum i modsætning til útar eptir höllini[28], hit efra eller innanverðr[29] skáli i modsætning til hit neðra eller fremra[30]; til det sidste svarer ogsaa fram[31] eller framan f. ex. framan at brikini[32] nær døren (altsaa den vestre).

Saaledes var indretningen i kongelige skaaler. Men der kan ikke være tvil om, at det samme i hovedsagen var tilfællet ved alle andre skaaler eller stuer. Navnlig er der overalt 2 langbenke med hvert sit højsæde, derhos træffes ogsaa i bondens skaale det fornemste højsæde paa nordre benk (jfr. s. 151), og baade hos jarlen[33] og bonden[34] dør i hver ende af skaalen; det sidste var vistnok altid tilfællet, hvor der, som undertiden omtalt paa Island[35], i forbindelse og flugt med skaalen fantes et eget ildhus. Derimod er det klart, at der i den mindre stuebygning (stofa, setstofa) kun var én indgangsdør, som merkelig nok desuagtet gik under navnet karldyrr, ligesom minnende om, at engang havde der ogsaa været en kvinnedør. Dette sees for Norge baade af ældre Gulathingslov 75 og nyere landslov VII. 10 og for Island af Hákonarbók 91. Ogsaa i et andet punkt, nemlig med hensyn til kvinnernes plads, har der maaske været nogen forskjel, om ikke just mellem kongelige og andre skaaler, saa dog mellem saadanne, som havde der i begge ender, og dem, hvori kun én indgangsdør fantes. Thi medens, som vi have seet ovenfor, kvinnerne tage sæde paa langbenkenes indre ender, faa de idetmindste paa Island overalt, hvor tverpall omtales, sin plads paa denne, og det ikke blot i brylluper og andre gjestebud men ogsaa ellers[36]. Dette kan maaske forklares saaledes, som ovenfor (s. 152) antydet, at der ikke fantes tverpall, naar skaalen havde dør ogsaa i den indre ende[37]. Et merkeligt exempel paa benyttelsen af tverpallen er det, naar kongen selv, Magnus den gode, i et veitsle hos bonden Aslak ved 1046[38] tager sæde der. Skjønt dette var fremkallet af særegne omstændigheder, se vi dog her ligesom det første tegn til den højsædesskik, der fra Olaf kyrres tid (1067–1093) blev almindelig i den norske konges hall.

Foruden den egentlige skaale, hall eller store stue var der i skaalebygningen ogsaa nogle andre mindre rum. Her møder os først forstuen (forstofa, framhús, forskáli, forhús, fordyri, anddyri, önd eller önn)[39]. Denne træffes saa ofte nævnt i sagaerne, at den utvilsomt fantes ikke alene i kongelige og andre skaaler men og i enhver nogenlunde velstaaende mands stuebygning, saaledes at den hørte med til et ordentligt hus. Dasent og Hoff antage endog, at der i skaalerne var to forstuer, en ved hver ende. Skjønt dette kunde være hensigtsmæssigt nok, hvor der ikke, som ovenberørt, i østre ende fantes et ildhus, der saaledes dannede en gjennemgang, har jeg dog ikke i fornskrifterne truffet noget spor dertil. Tvertimod synes det overalt i sagaerne forudsat, at der kun var én forstue, ja vi træffe endog et sted, som ligefrem viser, at der ikke var saadant rum i husets østre ende[40]. Heller ikke finnes noget, som tyder hen paa, hvad Dasent og Hoff mene, at forstuerne havde egne lavere tage og vare opførte af stav- eller standerverk. Jeg gaar derfor ud fra, at der kun fantes én forstue og at den utvilsomt var opført paa samme maade og under samme tag som den øvrige bygning. Af det ovenstaaende følger, at den laa ved husets vestre gavlvegg. Keyser (anf. st. s. 41) og Hoff (anf. st. s. 36) have den mening, at forstuens ene side var aldeles aaben, idet de her støtte sig til Njaals s. k. 92, jfr. 129, 130. Men disse steder vise kun, at forstuerne paa Grjotaa og Bergthorshvol vare „meget brede“ (d. v. s. fra vest til øst), ja ved den første siges det endog udtrykkelig, at en af mændene stod midt i døraabningen (í miðjum dyrum). Under forudsætning altsaa af, at der altid fantes forstue, var det følgelig dennes aabning mod det ydre, som ansaaes for husets hovedindgang og kalledes karldyrr eller útidyrr[41], ikke derimod, som Keyser (anf. st.) mener, den dør, der var imellem forstuen og det store rum. Thi at karldøren var en ydre dør, sees baade af ældre Gulathingsl. 266 og Gunnl. ormst. saga (kap. 2), hver der fortælles, at Thorstein Egilssøn drømte, at han var udenfor karldøren (úti fyrir karldyrum) paa Borg og saa en svane sidde paa husets møne. Med ovenanførte omstændigheder for øje kan denne indgang selvfølgelig kun tænkes enten i husets gavlvegg eller i enden af den ene sidevegg. Men det første omtales ikke nogensteds, hvorimod det sidste sees baade af Grettis s. kap. 35 og Eyrb. s. k. 26 og siges udtrykkelig baade om skaalen i Orfjara (jfr. s. 150) og hovet paa Thorsnes[42], hvorved som en oplysning kan merkes, at et hov for en stor del havde samme indretning som skaalen. Endnu nærmere kan hoveddørens plads bestemmes ved følgende hensyn. Det ligger saa godt som i tingen selv, at den vegg, hvori hovedindgangen var, dengang ligesom nu ansaaes som husets fremside. Dette sees og paa flere steder i de gamle skrifter. Saaledes modsættes hoveddøren og „bag huset“ baade i ældre Gulathingslov 37, 266, Grettis s. (kap. 45, 57) og Eyrb. s. (k. 60), og det samme synes forudsat i Biskup. sög. I. 542, 628, hvor en gaar „bag huset“ og lægger øret til stuens hliðskjár (glug paa sideveggen overspent med skjaa) for at høre, hvad der blev sagt indenfor. I Njaals s. kap. 129 stille de sammensvorne sig op paa den brolagte plads foran huset (fyrir á hlaðinu), og længer ned i samme kapitel træffes ligeledes udtrykket fremmentil i forbindelse med hoveddøren (framan at húsunum). Af samme saga kap. 17 (jfr. foran s. 151) sees ikke alene, at husets fremside var den langvegg, hvori døren stod, men og at denne vendte mod syd. Dette siges og om skaalen i Orfjara, og i Rigsmaal 23 om jarlens skaale. I modsætning hertil skal det vel paa engang betegne noget grufullt og usedvanligt, naar det om salen paa Naastrand heder (Völuspaa 42), ikke alene at ædder falt ned igjennem ljoren, men og at døren vendte mod nord. Paa grund af alt det ovenanførte maa det derfor antages, at forstuens dør eller husets hovedindgang hverken var i gavlveggen eller nordre sidevegg men paa søndre langvegg nær vestre gavlside.

Det er ikke rimeligt, at forstuen indtog husets hele brede. I det mindste er der ikke truffet noget i de gamle skrifter, som viser dette. Vi have ogsaa seet, at skaalen i Orfjara var saaledes indrettet, at den bag forstuen havde en mindre stue[43]. Dette har vistnok været almindeligt hos os. da det aldeles svarer til, hvad der træffes ikke alene i skytningsstuer og nyere bondestuer men ogsaa i gamle huse af denne slags. Ligesom i flere af disse har formodentlig skilleveggen mellem den mindre stue og forstuen ikke altid været af laftverk men kun af sammenpløjede planker. Navnet paa den mindre stue er nu, som bekjent, kleve eller kove, hvortil svarer i det gamle sprog klefi[44] eller kofi (angelsax. cleófa og cofa). Naar forstuedøren, som ovenfor vist, vendte mod syd, maa kleven følgelig have ligget mod nord. Forholdet mellem omfanget af begge rum var vel i regelen det samme, som ved ovennævnte stuer, eller saaledes, at de omtrent vare lige store. Dette sees og af to gamle breve[45]. Ifølge disse skulde der i 1389 paa Valle i Aker bygges en 10 alen lang og 11 alen bred stue med en „4 alens forstue,“ og paa Rud ved Adalby paa Jeløen en 9 alen lang og 10 alen bred stue med en „5 alens forstue.“

Dørenes aabninger begrensedes af sidestolper (beiteski, dyristafir, gáttartré), overstykket (uppdyri, ofdyri) og tærskelen (þreskjöldr)[46]. Den sidste udgjorde udentvil altid, ligesom ofte endnu, en del af veggenes svillestok og var derfor meget høj, ligesom i stavkirkerne og gamle stuer f. ex. i den nedrevne stue paa Korterud i Eidsberg, hvor den havde en højde af alen[47]. Derimod vilde man sikkert tage meget fejl, hvis man tænkte sig afstanden mellem døraabningens overkant og tærskelen ligesaa stor som i stavkirkerne. Tvertimod var den vistnok saa liden, at ikke engang en mand under almindelig højde kunde staa opreist der. Endog, hvor den er noget større end sedvanligt, i loftet paa Finne paa Vors, har den kun en højde af henimod fod, og i det nedrevne loft paa Gavlstad i Lardal var den kun 5 fod[48]. Man kunde derfor ikke gaa ind gjennem døren (stíga yfir þresköldinn) paa samme maade, som vi nu pleje. Først maatte ryggen bøjes og hovedet stikkes ind, dernæst den ene fod løftes over tærskelen, og først naar ogsaa den anden fod var trukket efter, kunde man rette sig op til sin fulle højde. Dette fremstilles meget levende i Grettis s. kap. 35 og Eyrb. s. kap. 43.

Lukkelsen for døraabningen eller den egentlige dør (hurð) var altid enkel: dobble eller fløjdøre kom først i brug langt ned i det 17de hundredaar. Heller ikke var det før efter reformationen, at man hos os begynte med at sammensætte døren af ramtræer og fyllinger, hvorimod den tilforn, som endnu kan sees i stavkirkerne og gamle stuer, blev gjort af sammenpløjede bord eller planker (rimar). Disse forbandtes ved to tvertræer eller oker (okar), fæstede med trænagler[49], saaledes at okerne vare satte paa den side, hvortil døren vendte, naar den aabnedes. Hvad det sidste angaar, har jeg i de gamle skrifter kun for klevedørens vedkommende truffet noget, som sikkert viser dette, idet man ser, at den aabnedes indad mod kleven[50]. Og ligesom dette endnu er tilfællet i vore bondestuer, saaledes gik vistnok, som i disse, ogsaa døren fra skaalen til forstuen mod samme side; det følger derhos af sig selv, at lukkelsen for hovedingangen (karldyrr) var til at slaa op indad. Hermed hænger det sammen, at hvor der i vore amle huse omkring eller ved døraabningerne finnes nogen udskjering eller forsiring, træffes den naturligvis ved ydersiden af forstuedøren (Uv i Rennebo og søndre Randland i Opdal i Numedal), men ved stue- og klevedøren indad mod stuen (Korterud i Eidsberg, Norheim i Viker og Valle i Setersdal, navnlig paa Kvestad). Var der lignende prydelser i skaalerne, maa de have staaet paa de tilsvarende steder.

Om beskaffenheden af hoveddørens laas kan man ligesaalidt som ved de andre dere faa nogen klar forestilling af de gamle skrifter. Ikke desto mindre anser jeg det højst rimeligt, at hoveddøren endog længe efter hedendommens tid[51] havde samme slags trælaas, som de, der nu[52] paa mange steder i landet træffes for nøster, høboder eller andre udhuse og engang vistnok bleve brugt ikke alene i hele det germanske Europa men og hos Romerne. Noget navn paa den slags laase, som her menes, har jeg hidtil kun hørt i Hardanger, hvor de kalles bjødnalaus (bjørnelaas), og i Slidre i Valders, hvor de gaa under navn af bjødnelokulaas. Heller ikke har jeg hidtil paa mere end to steder truffet noget særeget navn paa den til laasen hørende nøgel, der i Sogn kalles króklykill (et ord, som og nævnes engang i sagaerne, i Svarfdøla s. k. 11) og i Sandehered med en nyere form króknøkel. Formen af denne nøgel har jeg overalt truffet som et romersk T undtagen paa Fevang, hvor den blot havde én tverarm som et omvendt T, og i enden af den lange stang er der en lykke, for deri at fæste et baand til at hænge nøgelen op efter. Disse nøgler, som have en længde af 6–7ʺ, ere naturligvis af jern, medens laasen, undtagen dens jernfjeder, er af træ. Indretningen bestaar af en slaa, som, naar døren er stængt, holdes fast af en træhempe i dørkarmen og en lignende paa døren. Under slaaen ligger den omtalte fjeder. I døren og slaaen er der udskaaret en horisontal aabning, ubetydelig længer og videre end nøgelens tverarm. Naar laasen skal lukkes op, stikkes først nøgelens tverarm gjennem den omtalte sprække helt ind, saa den gaar fri af slaaen, dernæst drejes den saaledes, at armen kommer i lodret stilling, og naar man da trækker den til sig, gribe hagerne ind i tilsvarende fordybninger i slaaen, som igjen trykker paa fjedren; naar endelig nøgelen gives et skub til siden, gaar slaaen ud af hempen i dørkarmen, hvorved døren aabner sig.

Samles nu de resultater, som vi ved at omhandle skaalens enkeltheder ovenfor have vunnet, og fæstes i en grunnplan, forsaavidt det lader sig gjøre, vil denne komme til at se saaledes ud:

A. Forstue. B. Den mindre stue (kleve). C. Den egentlige skaale. a. Hoveddør (karldyrr). b. Dør. c. Dør. d. Aren. e. Det fornemste højsæde. f. Det ringere højsæde. g. Tverpall. h. (Kvennadyrr)

Det vil sees, at ikke alt er fremstillet her, som kunde træffes i en skaale, saaledes ikke sengene, der ofte fantes bag langbenkene og tverpallen, heller ikke de bevægelige borde, der opstilledes foran langbenkene, eller forsædet og skotet, som undertiden tildels omgav skaalen. Det vil ogsaa erindres, at der ovenfor s. 150 blev omtalt en skaale, hvori forstuen laa ved den modsatte gavl af, hvad her er fremstillet. Men noget sidestykke dertil er ikke truffet, og det kan vel derfor antages, at denne indretning var fremkallet af særegne omstændigheder og saaledes har været noget enkeltstaaende. Hertil vil jeg og føje, at stillingen af døren i østre ende ikke huer mig, da detfor luftdragets skyld vilde være mere hensigtsmæssigt, at den fik sin plads i sideveggen saaledes, som nævnt i Grettis saga (jfr. s. 156). Imidlertid maa dog denne dør, naar der, som ovenfor omtalt, i forbindelse og flugt med skaalen stod et ildhus, have været anbragt i gavlen, hvad enten den stod i midten eller nærmere den ene eller anden side. Endelig er det, som oven (s. 156) berørt, muligt, at der ikke fantes tverpall, hvor der var der i enden.

Naar vi med ovenstaaende grunnplan for øje søge at forklare, hvorfor skaalen just har faaet denne form, vil det sees, at hvad der her har været det bestemmende; var dels bygningsvirket og dets sammensætning, dels praktiske hensyn og dels visse nedarvede forestillinger. – Ved laftebygning kan ikke frembringes runde vegge men vel flerkantede, dog fremkomme disse først ved efterligning af stenkonstruktionen. Den oprinnelige form for laftebygning er derimod den firkantet retvinklede. – Ildstedet maatte lægges midt efter gulvet og gives en langagtig udbredelse, dels for at røgen desto lettere kunde stige op gjennem ljoren, og dels for at saamange som muligt kunde nyde godt af varmen; som følge heraf maatte ogsaa benkene stilles langs efter arens begge sider, men dog i saa stor afstand derfra, at der ogsaa var plads for bordene og opvartningen. Her have vi altsaa skaalens aflang firkantede form og tillige dens mindst mulige bredde, medens denne paa den anden side ej kunde overstige et vist maal, naar det skulde blive muligt at belægge huset med tvertræer og tag; derimod havde maa aldeles frie hænder med hensyn til længden. – Grund.en til at man havde to højsæder var vel dels for at fremhæve husherrens plads og dels for at have adgang til at udmerke en eller anden gjest fremfor de andre. Hvorfor derimod det fornemste høisæde just skulde være paa nordre benk, kan jeg ikke forklare anderledes, end at man, som oven antydet, med hvad der laa imod nord forbandt en forestilling om noget uhyggeligt, saa at man helst vilde vende ryggen mod den kant. – Skilsmissen mellem begge kjøn var vel noget, der, om end ikke ganske paa samme maade, dog fant sted ogsaa hos andre end de nordiske folk. Dette kunde da og tjene til nogen beskyttelse for det svagere kjøn under lagenes villhed. Vi kunne saaledes nok forklare os kvinnernes plads i skaalens indre del[53], og det maatte saavel paa grund heraf som i sig selv, hvor skaalen havde stor udstrækning, være hensigtsmæssigt, at der var der ogsaa i den ende. Hvorfor derimod kvinnerne just skalde have sin plads i husets østre ende og ikke ligesaa godt omvendte eller, hvad der i sine følger bliver det samme, hvorfor hovedindgangen just skulde være i vestre ende, maatte vistnok hænge sammen med en nedarvet skik, hvis betydning faar staa derhen.

Ovenfor er der paa nogle steder, for at belyse skaalens indretning, hentet enkelte træk fra nyere stuebygninger. Her vil jeg noget nærmere omtale, hvorvidt der i det hele taget viser sig ligheder mellem disse bygninger og skaalen, hvorved enkelte ad de resultater, som vi ovenfor ere komne til, kunne styrkes. Hvad først orienteringen angaar, træffes endnu i 1522 spor deraf ved en stuebygning paa Kolnes nær Stavanger, hvori der omtales et „søndre høgsete“[54], og den samme retning have flere endnu tilværende ældre og nyere stuer[55], saaledes begge de gamle stuer paa Norheim i Viker (i alle fall ældre end 1500), saavidt erindres ogsaa stuen paa søndre Raudland i Opdal i Numedal (omtrent fra 1350), ligeledes den paa Kvestad i Valle (fra 1668)[56]. Det samme var tilfællet i den nedrevne stue paa Uv i Rennebo (fra det 13de hundredaar?) og i hr. Audun Hugleikssöns († 1302) hall paa Hegrenes i Jølster, derimod staar den gamle stue (fra 13de hundredaar?) paa Aga i Ullensvang med gavlerne i syd og nord, maaske paa grund af stedlige hensyn, og heller ikke vil man træffe nogen orientering i bondestuer fra de to sidste hundredaar. Dette er ogsaa ganske rimeligt. Thi fra den tid husene fik vinduer, maatte der og gjøre sig nye hensyn gjeldende ved bestemmelsen af husets stilling: det afgjørende blev nu dels stedlige omstændigheder og dels ønsket om fra beboelsesværelset at kunne se til den kant, hvorhen man helst vilde have udsigt eller hvorfra der kom mest sol ind i rummet. Som følge af, at orientering ikke finner sted i disse nyere huse, er der heller ikke nu mere nogen regel for, hvorledes forstuen og kleven lægges eller til hvad kant forstuens dør eller højsædet vender. Merkeligere er det dog, at det heller ikke træffes i de ovennævnte gamle orienterede bygninger. Saaledes ligger forstuen og kleven i disse snart langs vestre gavl (stuen paa søndre Raudland og den yngre stue paa Norheim), snart langs østre gavl (Uv, Hegrenes, ældste stue paa Norheim, Kvestad); snart vender forstuen med sin dør mod syd og kleven mod nord (Uv, Søndre Raudland, Kvestad), snart omvendt (begge stuer paa Norheim); endelig er højsædet snart paa samme langvegg som forstuedøren (Uv, Landsvik, Søndre Raudland, yngre stue paa Norheim, Kvestad), snart paa den modsatte langvegg (ældste stue, paa Norheim). Derimod træffes endnu overalt i landsbygderne den samme hovedform af huset og dets tag og den samme konstruktionsmaade af veggene som i skaalen, og mange steder er, ligesom der, bordklædning ukjent. Endvidere træffes paa forskjellige kanter af landet i flere punkter den samme indretning som i skaalen. Saaledes se vi for det første den samme inddeling af rummet i en større stue, kleve og forstue[57], ja selv hvor huset har faaet flere rum og endog et andet stokverk, sees tydelig, at det er den gamle grunnplan, som har dannet udgangspunktet. Endelig er det, som oven (s. 154) berørt, mod hvilken himmelegn huset end vender, en staaende regel, at man har højsædet paa den langvegg, som er ved venstre haand[58]. Og dette er tilfællet, ikke alene hvor den oprinnelige grunnplan er bibeholdt, men ogsaa hvor indretningen af huset har undergaaet den forandring, at forstuens dør er sløjfet men indgangen til stuen sker umiddelbar fra det ydre gjennem en svalgang langs forsiden af huset. Det sidste finnes især søndenfor Dovre og østenfor Langfjellene. Derimod er overalt den forandring indtraadt, at kun det fornemste højsæde er bibeholdt og at det er skudt helt op imod enden af benken. Det er dog ikke saa særdeles langt tilbage i tiden vi endnu træffe to højsæder (jfr. s. 165), ja i Sogn bruges den dag idag under brylluper 2 saadanne sæder. Ved deslige lejligheder er det nemlig skik, som jeg hørte i 1868 paa Vangsnes, at paa første bryllupsdag sidder brudgomen i det sedvanlige højsæde ved den ene ende af bordet, bruden derimod i et andet høisæde ved den modsatte ende, forresten mændene ved begge sider af brudgomen dels paa tverbenken (andveget) ved gavlen dels paa den løse benk (forsæte) foran bordet, kvinnerne derimod ved begge sider af bruden ligeledes paa de to nævnte benke. Det er heller ikke vanskeligt at forklare grunden til forandringen af højsædets oprinnelige plads. Ovenfor blev det saaledes paavist, at den gamle indretning stod i forbindelse med aren. Men naar denne blev afløst af nyere og mere hensigtsmæssige ildsteder, var det ogsaa rimeligt, at man, for at faa bedre rum i stuen, lod sig nøje med ét bord og satte det foran tverbenken og gav højsædet plads ved enden af bordet. I Setersdal og navnlig i Valle, som nu er den eneste bygd i landet, hvor endnu beboelsesstuer med are træffes, dog nu kun til sommerbrug, medens den tilbyggede nystue bruges om vinteren, have begge indretninger paa en maade sat hinanden stevne, i det man baade har fast bord langs tverbenken med højsædet for enden og tillige en bevægelig benk med ryg (brugdestol) langs hver side af aren.

Der er endnu to punkter ved skaalebygningen, som her skulle omhandles, nemlig dens glugger og dens loft. Hvad først gluggerne angaar, blev det hidtil almindelig antaget, at der i skaalens store rum fantes dere saadanne lysaabninger, og at de havde en vis regelmæssig stilling. Derimod vare meningerne meget forskjellige med hensyn til deres plads.

Saaledes have Erichsen[59], Keyser[60], Munch[61], Hoff[62] og tilforn jeg selv[63] ment, at gluggerne stode langs brynaaserne eller tagets nedre kant ved begge sider og paa den maade, at imellem hvert af tagets sperrepar fantes en rund glug. N. M. Petersen[64] mente derimod, at de stode et stykke ned paa husets sidevegge; dette antog ogsaa Dasent[65] men tillige, at der fantes saadanne glugger paa gavlveggene. Det merkeligste er, at alle disse meninger trods sin forskjellighed støtte sig til et og samme sted i de gamle skrifter, nemlig det berømte 78de kapitel i Njaals saga, hvor Gunnar Haamundssøns sidste kamp skildres. Vi ville derfor se, hvorledes dette sted bør forstaaes. Gunnars skaale paa Hlidarende var, heder det, udelukkende af tømmer og tækket med bord (súðþaktr). Ved brynaaserne (hjá brúnásunum) var der glugger (gluggar) og for disse spjeld (spelld) til at dreje om. Gunnar sov i et loft (í lopti einu) i skaalen tilligemed sin hustru og moder. De sammensvorne sendte Thorgrim Østmand op til gaarden, tor at faa vide, om Gunnar var hjemme. Thorgrim gaar derfor op paa (upp á) skaalen. Men da Gunnar ser, at hans rede kjortel kom frem for (bar við) gluggen, stikker han sit spyd igjennem Thorgrim, som derved tabte fodfæstet og gled ned af taget (ofan af þekjuni). Derefter gjøres to anfall paa Gunnar, men uden nytte, da han med sine sikre pileskud gjennem loftegluggen saarer den ene af angriberne efter den anden. Efterat der atter forgjeves er gjort et anfall, siger Gunnar: „der ligger en pil ude paa veggen (úti á vegginum), det er en at deres egne, og den vil jeg skyde mod dem.“ Han gjorde dette og saarede derved en af angriberne, men en anden af dem sagde: „der kom en haand ud gjennem gluggen med gullring paa og tog en pil, som laa paa taget (á þekjuni).“ Imidlertid fortsattes kampen paa forskjellig maade, indtil Gunnar blev overmandet og dræbt.

Mod de ovennævnte meninger fremstiller sig her strax den indvending, at sagaen i hvert fall kun taler om ganske faa glugger og at der slet ikke siges, at de stode langs efter, over eller under brynaaserne, men ved siden af (hjá) disse. Hertil kommer, at ordet brúnáss[66] vistnok betegner den øverste stok i hver langvegg, men dets oprinnelse af brún (en fremstaaende kant = bryn i vort nuværende ord øjenbryn) viser dog tydelig, at man dermed nærmest har tænkt paa de i hver gavl udstikkende ender af disse aaser. Allerede deraf bliver det sansynligst, at de omtalte glugger vare i gavlfeltet af huset. Desuden er der ogsaa andre hensyn, som stille sig afgjort imod de øvrige meninger. Hvis nemlig gluggerne stode i tagskraaningen og, som vi have seet, indvendig lukkedes med spjeld, vilde det ikke kunne forhindres, at vandet fra taget løb ind i huset. Det vilde da heller ikke have været muligt med noget haab om virkning at skyde gjennem disse aabninger, allermindst med den slags bue, som vi ovenfor maa tænke os, eller haandbue, der under brugen som bekjent sættes op og ned. Og hvis gluggerne vare, som Petersen og Dasent mene, et stykke nede paa husets vegge, kan der spøres, hvorfor Thorgrim Østmand da behøvede at gaa op paa taget for at se, om Gunnar var hjemme. Alt bliver derimod klart, naar vi, som allerede berørt, sætte gluggerne i gavlen ved siden af eller nær brynaaserne. Thorgrim klatrer da opad skaalen, vel nærmest efter naverne i hjørnet, og derfra op paa taget, i hvis kant eller vindskier han holder sig fast med fødderne og den ene haand, medens han bøjer sig ned for at se ind af gluggen. Vi behøve da heller ikke at forudsætte nogen fejl eller modsigelse i texten, naar det fortælles, at Gunnar kunde se og faa fat i en pil, som paa et sted siges at ligge paa veggen paa det andet sted paa taget[67]. Thi det kan meget vel tænkes, at pilen havde saadan stilling, at den rørte baade ved veggen og tagets kant, da det sidstes fremspring i gavlen neppe var synderlig stort.

Det anførte sted i Njaals saga indeholder saaledes ikke det allerringeste, hvorpaa den mening kan bygges, at der var glugger, end sige mange saadanne, i skaalens store rum. Det eneste vi, som anført, kunne slutte deraf, er, at der i bygningens ene gavl fantes nogle faa lysaabninger, maaske kun 2, en henimod hvert hjerne af gavlfeltet, i lighed med, hvad der træffes i ganske nye huse hos os for at skaffe lys ind i alkoverne under skraataget. Maaske er det og saadanne glugger, som omtales i Grettis saga kap. 19 og i Haakon Haakonssöns saga kap. 171[68] og som rimeligvis forudsættes i Njaals saga kap. 130, hvorom mere nedenfor. Størrelsen deraf var saadan, at, som det sees af det anf. sted i Haakon Haakonssøns saga, en voxen mand kunde slippe ud derigjennem, og med hensyn til formen og indretningen maa man vel nærmest tænke paa en rund aabning, ligesom i stavkirkerne, og saaledes at lukkelsen skede ved hjelp af en skive, der drejedes om en tap. Hvad dernæst skaalens øvrige rum angaar, have vi ovenfor (s. 150) seet, at der i det mindre værelse eller kleven træffes en lysaabning, som vistnok stod højt oppe paa veggen, og var sedvanlig. Det tor jo heller ikke rent ud negtes, at noget saadant kan have fundet sted ogsaa i den store stue, men vistnok først i senere tider og som en sjelden undtagelse. I det mindste har jeg hidtil ikke truffet det omtalt i nogen egentlig skaale men kun i stuebygninger eg blot paa tre steder[69]. Det kan ogsaa her anføres, at vi endnu have to stuebygninger (paa Kvestad i Valle og paa Opheim i Vors), hvor lyset kommer alene fra ljoren og det samme har emmen været tilfællet i alle de ældre endnu tilværende stuer eller i nedrevne, hvorom beretning haves[70], ja endog lige til 1702 i skytningsstuerne i Bergen[71]. et er derfor ikke underligt, at der selv paa en sommerdag var skumring i skaalen[72] og at endog kongens maalstue i Nidaros blev aldeles mørk, naar lemmen var trukken over ljoren, som vi se da Einar Thambarskjelver blev dræbt, i 1053[73]. Under saadan mangel paa lysaabninger i en skaale kunde de, som vare inde, ej iagttage, hvad der foregik udenfor huset, og dermed hænger det sammen, hvad der undertiden træffes i sagaerne, at hvis man frygter for overfall, bliver en mand sendt op paa taget paa vagt for at melde ned igjennem ljoren, naar faren nærmer sig. Paa grund af det anførte tror jeg endog det ikke er meget dristigt at opstille følgende almindelige sætning med hensyn til lysaabningerne: i alle de beboelsesrum, som havde ildsted (are eller røgovn) og følgelig ljore, altsaa i den store stue og ildhuset, var det saa sjeldent, at der fantes lysaabninger i veggene, at det kan sættes rent ud af betragtning; de øvrige beboelsesrum, enten i eller udenfor skaalen og hvor der ej fantes ildsted og følgelig heller ikke ljore, havde derimod altid en eller flere glugger eller vinduer i veggene.

I sambaand med det nysanførte kan og merkes, at Steenbloch, Dasent og Hoff antage, at der i større skaaler var 3 ljorer. Dette kunde jo nok i sig selv være muligt, ihvorvel man da for den mellemste ljorestangs vedkommende maatte tænke sig en anden indretning end nu tildags, da stangen som bekjent fæstes i stuens gavlvegg. Men det omtales ikke nogensteds i de gamle skrifter. Hertil kommer, at der ej er truffet spor af mere end én ljore i nogen endnu tilværende husebygning eller i nedrevne, hvorom beretning er os levnet, ikke engang i de store skytningsstuer i Bergen[74]. Det kan og tilføjes, at naar der i Völuspaa 42 siges om hallen paa Naastrand, at ædder falt ned um ljóra, kan dette vistnok være baade flertal og enkelttal, men det sidste synes rimeligst. Derimod er det sikkert, at der endog i den kongelige maalstue i Nidaros kun var én ljore, da det ved den ovennævnte lejlighed udtrykkelig heder, at lemmen blev draget over ljoren (ljórann).

Det staar nu kun igjen at fastsætte, hvor den slags loft, som ovenfor omtales, var beliggende i skaalen. Ordet lopt, brugt om en husebygning, betegner egentlig det rum, som er oven over tverbjelkerne, men dernæst er det gaaet over til ogsaa at betegne fritstaaende bygninger paa 2 stokverk enten som et par endnu tilværende af den slags (paa søndre Krakvik i Nore i Numedal og paa Finne ved Vorsevangen) med svalgang og dere paa den ene langside eller med samme hovedform som de seterdalske og østlandske stabbure (búr, stokkabúr, fatabúr, utibúr, skemma, skemmmubúr, dyngja). Denne slags loft omtales ofte i sagaerne, den anden slags eller de, som fantes i skaalen eller stuebygningen, derimod kun meget sjelden Ovenfor (s. 169) have vi seet, at det laa i gavlen og brugtes til soveværelse. Formodentlig er det samme slags loft, som menes i Haak. Haakonssöns sag. kap. 171 og Grettis s. k. 41, hvor det ogsaa kalles svefnlopt. Keyser[75] og N. M. Petersen[76] antage, at loftet var aabent[77] mod skaalen og havde sin beliggenhed i den indre del. Denne mening have de uden tvil dannet sig af fortællingen i Olaf den helliges saga[78] om Arnljot Gelline og trollkonen. Det maa dog lægges merke til, at der her ikke tales om en skaalebygning men om et sælehus for vejfarende, og desuden er det ikke engang sagt, at loftet eller forhøjningen[79] i husets ende almindelig brugtes til at ligge paa, ja som det synes, skede det ved den nævnte lejlighed kun for bedre at iagttage den forvæntede trollkone, medens de reisende, som senere kom ind, lagde sig paa benkene. I hvert fall ere omstændighederne her saa særegne, at man ikke derfra kan slutte noget til skaalen. At loftet i skaale- eller stuebygningen gjorde tjeneste som soverum, er, som anført, sikkert nok, men det kan ikke have været aabent. Det omtales nemlig i Njaals saga kap. 130, at der blev, som det maa antages gjennem gluggerne, kastet ild ind i et saadant loft, uden at de, som vare inde i skaalen, vidste noget deraf, førend hele taget stod i brand, og i Eyrbyggja saga kap. 26 bryder en ind paa loftet og tager op nogle af gulvbordene, uden at de, som opholdt sig inde i stuen, merkede noget dertil. Ingen af delene kunde vel tænkes, hvis loftet havde været aabent mod det store rum. Afgjørende bliver her desuden et rent praktisk hensyn. Det vilde nemlig neppe være muligt at holde til i et saadant loft, naar det var aabent mod et rum, der, som skaalen eller stuen, stadig opildedes, uden at blive kvalt af røgen eller aldeles tilsølet af sod. Derfor træffes det heller ikke nogensinne i vore røgstuer og hvor et saadant aabent halvloft eller galleri finnes i stuerne (i Numedal og Hallingdal), have disse peis eller ovn. Loftet i skaalen maa derfor have været adskilt fra det større rum ved en tømret vegg. Vi kan ogsaa let gjette os til, hvor det laa; thi da forstuen og kleven (se grunnplanen s. 163) ikke vel kan tænkes som aabne ligetil taget, saa maa det omhandlede loft have haft sin beliggenhed ovenover disse rum. At dette ogsaa virkelig var saa, sees tydelig af nysnævnte sted i Eyrbyggja saga, hvor det udtrykkelig heder, at det omtalte indbrud paa loftet skede gjennem taget over forstuens dør (yfir útidyrr). Loftet i en skaale- eller stuebygning var følgelig det rum, som begrensedes af gulvet over forstuens og klevens tverbjelker, tagfladerne samt husets endegavl og den indre tømrede gavl. Skjønt det, som anført, omtales kun yderst faa steder[80] i sagaerne, følger dog ikke deraf, at denne slags lofter vare sjeldne. Tvertimod maa de have været sedvanlige; thi var der først forstue og kleve, saa fulgte loftet af sig selv[81]. Vi træffe det derfor endnu i flere stuer, som ere eller have været røgstuer eller overhovedet rotstuer d. v. s., hvor rummet i den større stue er aabent til taget: saaledes i Østerdalen[82], paa Søndre Raudland i Numedal, Stedje i Dale i Søndfjord og Kvestad i Setersdal. I den sidste stue kalles det skjentile, der er en forvanskning af skjaldþili eller gulvet over tverbjelkerne, medens det loft, som finnes i nystuen og strækker sig over hele denne, bærer samme navn, som vi traf ovenfor i Grettis saga, svemnlopt (soveloft). – Hvorledes opgangen til loftet var, omtales ikke i de gamle skrifter. Man kan da her tænke sig 3 maader: enten som i Østerdalen ad en stige fra den store stue gjennem en døraabning i den mod stuen vendende gavlvegg, eller ad en trappe fra forstuen (Søndre Raudland) eller fra kleven (Østerdalen, Stedje, Kvestad). Det første er ikke rimeligt, da det i saa fall ej vilde undgaaes, at røgen fra stuen trængte sig ind gjennem døren paa loftet; i Østerdalen er der vel at merke ikke røgstuer. Derimod skulde jeg være mest tilbøjelig til at lægge trappen op til loftet fra kleven. – Mulig har man undertiden fortsat veggen mellem kleven og forstuen helt op, saa at loftet er blevet delt i to. Det heder nemlig i Grettis saga kap. 19, at husmoderen paa den der omtalte gaard i Harham paa Søndmøre, for at Grette i den mørke nat kunde finne hjem igjen, efterat han havde forfulgt berserkerne, lod tænde lys í hinum efstum loptum við gluggana. Og dette kan vel snarere forstaaes paa den anførte maade, end, som Fritzner mener i sin Ordbog, saaledes, at der her viser sig en flertalsform af ordet lopt. – Forresten er det en interessant udvikling af loftsrummet, naar man i enkelte bygder[83] ved forhøjelse af veggene i denne ende af huset har dannet et 2det stokverk med opgang ad en udvendig trappe[84]. Denne bygningsform har dog neppe nogen høj alder, og hvad der synes at vise dette er, at den kun træffes i forbindelse med den oven berørte forandring af husets gamle grunnplan, saaledes at indgangen til stuen ej gaar gjennem en forstue men gjennem en svalgang langs husets forside.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Se Norsk Tidsskr. f. Vid. o. Lit. VIII. 303.
  2. ↑ Paa grund af den valgte begrensning var der ikke adgang til blandt andet at omtale Keysers opfatning af Olaf kyrres ovn (jfr. Eil. Sundt’s Bygningsskikken paa Landet i Norge s. 245). En anden sag var det, at jeg endnu, da Sundts bog udkom, samstemmede med Keyser i det nævnte punkt. Rigtignok havde det siden 1844, da jeg først læste Arentz’s beskrivelse over Søndfjord, staaet for mig, at Olaf kyrres ovn rimeligvis var af samme slags, som de vestlandske røgovne. Men da Keyser senere udtalte sin mening, antog jeg, at han havde ret, indtil jeg ved nærmere overvejelse af alle hidhørende inden- og udenlandske forhold fant min oprinnelige formodning styrket, hvorfor den og blev udtalt, først i 1863 (Læsebog for Folkeskolen s. 309).
  3. ↑ af adjunkt H. Hoff „om Oldtidens Bygningsformer“ (i Herlufsholms lærde skoles program for 1869). Jeg takker den ærede forfatter for den velvillighed, hvormed han omtaler, hvad jeg paa forskjellige steder har skrevet angaaende vore gamle bygninger. Men foruden de punkter, som ovenfor skulle omhandles, er der flere andre, hvori jeg ikke kan være enig med ham. Saaledes naar han s. 28, ligesom Steenbloch (Athene III. 439), N. M. Petersen (hist. Fort. om Isl., ældre udg. I. 308), Keyser (saml. Afh. s. 323) og Munch (d. n. F. Hist. I, 1. 176), antager, at setstokkar var det samme som öndvegis sulur, eller naar han s. 52 mener, at røgovnen har været i brug i Norge før Olaf kyrres tid, eller naar han s. 53 med Keyser (efterl Skr. II, 2. 53) og Munch (anf. st. II. 439) antager, at Olaf kyrres ovn var en peis (kamin) med pibe, eller naar han dels s. 48 og dels s. 58 ff. finner en typisk lighed mellem hovbygningen og skaalen paa den ene side og det græske tempel og stavkirkerne paa den anden o. s. v.
  4. ↑ Det er derfor ikke at undres over, at et forsøg, som er gjort i den retning, navnlig af Moritz Heyne, neppe kan siges at være vellykket, se hans bog „über die Lage und Construction der Halle Heorot,“ jfr. tidsskriftet Germania X. 95 ff.
  5. ↑ Egils s. kap. 36. I samme saga kap. 55 omtales ogsaa visse bygninger i Kurland saaledes, som de vare her i Norden, og dette er taget for godt endog af N. M. Petersen (hist. Fort. om Isl., ældre udg. I. 306).
  6. ↑ Saaledes omtales paa Island en skaale, som var 100 alen lang og 10 favne bred (Gisl. Surss. s. kap. 9), og en anden beskrives (Isl. sög. I. 324) som 35 favne lang, 14 alen høj og 14 alen bred. Disse maal kan dog reduceres med , da den gamle alen kun holdt 3 kvarter.
  7. ↑ The story of burnt Njál.
  8. ↑ I et enkelt strøg, Søndmøre, har man et eget ord derfor, kyvetak (Iv. Aasens Orrdbog).
  9. ↑ Njaals s. kap. 137.
  10. ↑ Den arnemagn. udg. af Gunnl. ormst. saga s. 138.
  11. ↑ Athene III.
  12. ↑ Hist. Fort. om Isl., ældste udg. I. 308, 310.
  13. ↑ Efterl. Skr. II, 2. 41.
  14. ↑ Hans udg. af Gunnl. ormst. saga s. 50.
  15. ↑ Hörd Grimk. s. kap. 23.
  16. ↑ Orkn sag. (Flatøb. II. 451 f.).
  17. ↑ Jfr. Völsung. s. kap. 8, hvor der og omtales forstue med ølkar i.
  18. ↑ Eyrb. s. kap. 33.
  19. ↑ Derved, at den døde ej blev baaren ud gjennem nogen dør, vilde man sikre sig imod, at huset blev hjemsøgt af ham som gjenganger. Hvor længe denne hedenske skik har kunnet holde sig, derpaa træffes et merkeligt exempel. I 1611 afsagde Sunnerbo heredsret i Småland følgende dom over en bonde, som havde hængt sig i gruen, at „siden han havde gjort sig til sjelfspilling [selvmorder] og intet haab havde ...., skulde han udgraves under svillen og siden lægges i hestebakken“ (Hyltén-Cavallius Wärend o. Wird. I. 47 3). Men mon ikke de ovenanførte steder af sagaerne bør forstaaes paa samme maade eller saaledes, at aabningen blev gjort i husets grunnvoll, siden der bruges ordet graftól? Dette vil ellers ikke passe, da de omtalte skaaler utvilsomt vare af tømmer.
  20. ↑ i de 3 væsentlig samstemmende bearbeidelser Hrokkinskinna (Fornm. sög. VI. 439), Morkinskinna s. 125 og Fagrskinna s. 149.
  21. ↑ Dette siges og om den hirdstue, Olaf den hellige byggede i Nidaros; se hans saga, udg. af Munch og Unger kap. 43, i Heimskringla kap. 55.
  22. ↑ Saaledes og paa det nysanf. sted i Olaf den hel. saga.
  23. ↑ Fornm. sög. VI. 440.
  24. ↑ Naar Erichsen, Steenbloch, N. M. Petersen og Hoff ere komne til det modsatte resultat, har dette sin grund deri, at de holde sig til den urigtige læsemaade i Fagrskinna (s. 150), hvor der staar nörðra pall istedenfor uœðra. Derved ere de igjen forledede til at lægge en saadan forstaaelse ind i udtrykket at vita ímóti sólu, som det ikke kan have.
  25. ↑ Naar derfor Keyser sætter hovedindgangen i østre ende, skjønt det fornemste høisæde er paa nordre benk, eller Dasent sætter hovedindgangen i vestre ende, skjønt det fornemste høisæde hos ham er paa søndre benk, mangler i begge tilfælle den nødvendige konsekvens.
  26. ↑ En lignende tanke udtaler sig gjennem navnene paa stjernebilledet den lille og den store bjørn, idet den første kalles kvennavagn, den sidste vagn eller karlavagn.
  27. ↑ Eg. s. k. 8, Njaals s. k. 34, 155, Gautr. s. k. 25, Jomsv. s. k. 22, (Fornm. sög. XI), Eyrb. s. k. 52.
  28. ↑ Njaals s. k. 156, Jomsv. s. k. 5, 22, Laxd. s. k. 7, 46, Floam. s. k. 24, Völs. s. k. 8.
  29. ↑ Jfr. at innanverðum setum (Eg. s. k. 61).
  30. ↑ Haav. Isf. s. k. 2, 12, Eg. s. k. 11. Saaledes betegnes og reisen gjennem landet ved hit efra i modsætning til søvejen (hit ýtra), jfr. landnorðr og landsuðr (nordøst og sydøst) i modsætning til útnorðr, útsuðr (nordvest og sydvest).
  31. ↑ Grettis s. k. 35. Saaledes og at koma fram til søen fra det indre af landet eller framkirkja om skibet i modsætning til koret, og framskaap i bondestuerne om det skab, som er nærmest døren.
  32. ↑ Biskup. sög. I. 854.
  33. ↑ paa Orknøerne (Olaf den hel. s. i Heimskr. kap. 105, udg. af Munch og Unger kap. 85, Flatøb. II. 177).
  34. ↑ Haav. Isf. s. k. 11.
  35. ↑ Eyrb. s. k. 54.
  36. ↑ Njaals s. k. 6, 10, 14, 34, Eyrb. s. k. 20, Laxd. s. k. 69, Hönsath. s. k. 12, Ljósvetn. s. k. 13, Kjaln. s. k. 6, 7, 9, Gunnl. ormst. s. k. 11, Hörd Grimk. s. k. 25, 37, Kormaks s. k. 20, Thord hred. s. (udg. 1848) s. 55. At der ogsaa i Norge var tverpall hos bønderne, kan ikke være tvilsomt. Tverbenk langs den indre gavl er jo endnu almindelig i vore bondestuer, og i den nedrevne gamle stue paa Korterud i Eidsberg (N. Fornl. 12) var der endog en forhøjning i denne ende. Desuden omtales tverpall foruden paa det senere anf. st. i Morkinskinna ogsaa i Egils s. k. 75 (jfr. 74), og selv hos Dovrekongen sidde kvinnerne paa tverpallen (Kjaln. s. k. 14).
  37. ↑ Jfr. Keysers efterl. Skr. II, 2. 43, 52.
  38. ↑ Morkinskinna s. 28, jfr. Flatøb. m. 317.
  39. ↑ Mon ikke ogsaa ordet svalar, ligesom endnu tildels (jfr. I. Aasens Ordb.), maa forstaaes om forstue, naar det en sjelden gang (Olaf hel. s., Heimskr. k. 82 og 126, udg. af Munch og Unger kap. 66 og 107, jfr. Flatøb. II. 85, 232), omtales ved en skaale eller stue?
  40. ↑ Grettis s. kap. 64: „indgangen (til stuens indre del) var paa sideveggen og tverpall nær derhos; her lagde Grette sig ned.“
  41. ↑ Jfr. Grettis s. kap. 35, 65, Flatøb. II 452 f.
  42. ↑ Eyrb. s. kap. 4.
  43. ↑ Se s. 150. Det var maaske den samme stue, hvori Frakark og hennes syster syde den giftige skjorte, hvormed Paal jarl blev dræbt (Flatøb. II. 438). Samme beliggenhed i skaalen havde vel og den vævstue, som nævnes i Njaals s. kap. 133.
  44. ↑ Sturl. s. V. 3. I Eyrb. s kap. 53 omtales 2 saadanne klever, der brugtes til forraadskammere, men forresten laa ved skaalens ydre ende eller nærmest hovedindgangen.
  45. ↑ D. Norv. IV. no. 559 V. no. 340.
  46. ↑ Ældre Gulathingsl. 75, nyere landsl. VII. 10, Hákonarb. 91.
  47. ↑ N. Fornl. s. 12.
  48. ↑ Se Aarsb. f. Foren. t. N. Fortidsm. Bev. for 1854 pl. VIII. og for 1855 pl. VII.
  49. ↑ Jfr. Eyrb. s. kap. 35, Haav. Isf. s. k. 2.
  50. ↑ Eyrb. s. kap. 53.
  51. ↑ I det saakallede grev Alfs loft paa Skjeldbred i Andebo, som i hvert fall maatte være yngre end 1250, var endnu ved 1751 alle laase, undtagen ét, af træ (Urda I. 389, 390).
  52. ↑ Hidtil har jeg truffet dem i Hjelmeland, Odde, Ullensvang, Eidfjord, Borgund i Lærdal, Reinlid og Slidre i Valders, paa Fevang i Sandehered og paa Lundeby i Raade i Smaalenene. Modeller af denne slags laase med tilhørende nøgel saa jeg og paa Pariserudstillingen i 1867 i den historiske afdeling for Sverige, udstillede af maler Mandelgren. Efter formen af flere af de gamle nøgler, som træffes i museerne, maa de dertil hørende laase have været af samme slags. Jeg traf saaledes lignende, som vore T formede nøgler, i museerne i Mainz og Rouen, hvor de henførtes baade til Romerne, Frankerne og middelalderen. Aldeles lignende ere og fundne i England i levninger af romerske husebygninger (The Celt, the Roman and the Saxon by T. Wright p. 334), hvorimod de faa nøgler af den slags, som hidtil ere truffet i vore gravhauger, have, naar de tilhøre den yngre jernalder, form som den ovennævnte paa Fevang, medens der paa dem fra den ældre jernalder er 2 hager paa nøgelens tverarm (se Urda II. pl. XVI. flg. 3). Fra Romerne har man dem og med 3 saadanne hager (se anf. st. i Wright’s skrift).
  53. ↑ Noget lignende træffes og som bekjent i de gamle Helleners huse, hvor kvinnernes rum (gynækonitis) laa indenfor mændenes.
  54. ↑ D. Norv. IV. no. 1081, jfr. no. 1082.
  55. ↑ Hverken paa Island eller andre steder her i Norden finnes der nu, saavidt vides, saa gamle bygninger af den her omhandlede slags som i Norge. Dog kunde det mulig være en levning af orienteringen, naar man i Wässbo hered i Jönköpings len endnu i det forrige hundredaar havde den tro, at det ikke skulde være saa lykkeligt at bo i et hus, hvis gavler sted i nord og syd, som naar huset havde retningen fra vest til øst (Westerdahls Beskrifn. om svenska almogens sinnelag o. s. v. 1774 side 26).
  56. ↑ Hvorledes det i denne henseende har sig med stuen paa Landsvik i Herle, vides ikke.
  57. ↑ Dette er rimeligvis ogsaa tilfællet paa flere steder i Sverige. I det mindste fik jeg paa en reise fra Gøteborg sydover sterkt indtryk deraf fra jernbanevognen, og det viste sig ogsaa virkelig saa, hvor jeg forlod toget, henimod den søndre grense af Småland. Men ligesom næsten alt i Sverige er kommet op paa et højere trin end hos os, saaledes er det nu vistnok kun i noget ældre og smaa husmandsstuer, at den nævnte inddeling af rummet træffes der.
  58. ↑ Ogsaa i Småland havde højsædet eller, som det der kalles, hystol den samme plads i stuen, som det synes, endnu 1818 (Liljegrens Skandinav. Fornåld. Hjeltesagor I. 241). I hvert fall var det saa i 1749 i Wierstad sogn. Dette følger af den plads, møblerne havde i stuen, forresten aldeles som i Norge: der var 2 skabe, hörnskåpet [norsk: roskaap] i hjørnet til venstre af højsædet og kannebänkskåpet [norsk: framskaap] til højre af højsædet (Wärend o. Wird. af Hyltén-Cavallius II. 184). Det forekommer mig at have læst et sted, jeg erindrer ikke hvor, at ogsaa hist og her i Danmark har det sæde, som ansees for det bedste, en lignende plads i stuen.
  59. ↑ Den arnemagn. udgave af Gunnl. ormst. sag. s. 139, 164.
  60. ↑ Efterl. Skr. II, 2. 42, 53.
  61. ↑ D. n. F. Hist I, 1. 797, II. 439.
  62. ↑ Anf. st. 26, 40.
  63. ↑ N. Tidsskr. f. Vid o. Lit. III. 311.
  64. ↑ Hist. Fort. om Isl., ældste udg. I. 306 f.
  65. ↑ Se hans anf. bog I. 242 og tegningerne i I. og II, hvor gluggerne endog have en stilmæssighed som lysaabningerne i de ældste kirker eller de saakallede basiliker.
  66. ↑ Skjønt hvert af de to led, hvoraf ordet er sammensat, endnu almindelig bruges, træffes dog ikke nogensteds hos os i almusproget det hele ord, hvorimod man i denne betydning bruger aalestok, gardlægje, stavlægje, raftestok, raftall o. fl. (se I. Aasens Ordb.). I Vestergötland i Sverige derimod er ordet brynås endnu almindeligt i samme betydning (Vestergötl. Fornminnesfören. tidskr. 1ste hefte s. 26).
  67. ↑ Med sin mening om gluggernes plads for øje oversætter derfor N. M. Petersen paa det sidste sted á þekjuni med paa veggen, medens omvendt P. A. Munch (d. N. F. Hist. I, 2. 191) med sin mening i tanken ligesaa vilkaarligt gjengiver á vegginum med paa taget.
  68. ↑ Flatøb. III. 126.
  69. ↑ Se ovenfor s 158, Ing. Baardss. sag. k. 19, Svarfd. s. k. 19. Naar det paa sidste sted heder gluggr var í húsinu sunnan, viser der sig her tillige spor af orientering.
  70. ↑ Jfr. for Island Arngr. Jonsons Crymogæa p. 50 og for Sverige Olaus Magnus de gentibus septentrional. lib. XII.
  71. ↑ Denne slags bygninger, som ogsaa ovenfor paa et par steder ere nævnt, fantes ikke paa Island eller paa landet i Norge, da de kun hørte hjemme i kjøbstæder. Det er derfor en urigtig konjektur, naar der i D. Norv. VI. no. 163 umiddelbart foran stofo fru Margretar á Eitilstöðum (nu Etterstad ved Aaslo) istedenfor det manglende er indsat skytnings, hvad der og godkjennes i Fritzners Ordbog. Sansynligvis har der været skytningsstuer ogsaa i Nidaros (jfr. Olaf kyr. s. k. 2 og Laxd. s. k. 73), men de nævnes kun i Aaslo (imellem 1323–1404 i 16 forskjellige gaarde, nemlig foruden paa de hos Fritzner omtalte steder endvidere i D. Norv. I. no. 391, II. 178, III. 180, IV. 192, 283, 428, V. 107) og i Bergen (fra 1238, Biskup. sög. I. 635, Haak. Haak. s. k. 178, Cod. Munkal. 27, 30, N. Mag I. 16, 521, II. 39, 568, 570, 583, anordn. 7 Oktbr. 1754 kap. III. § 17–19), og det er kun for Bergens vedkommende, at man dels af de anf. st. dels af den ene stue af denne slags, som endnu staar (i gaarden Dramshusen), kan faa en forestilling om deres brug og indretning. Deraf fremgaar, et de tildels i lighed med refektoriet i klosterne udgjorde det fælles forsamlingsrum for alle beboerne af en gaard, hvor de indtoge sine maaltider, holdt drikkelag, og hvortil ogsaa andre udenfor gaarden boende kunde faa adgang. Bygningen var opført af tømmer og indbefattede den store stue, som ligetil 1702 var uden vinduer og med ljore i taget, opvarmedes ved røgovn og havde faste benke langs veggene, samt forstue og kleve (jfr. for Aaslo inklefi, D. Norv. IV. no. 283) i den ene ende og et ildhus i den anden med dør paa stuens gavlvegg og are paa gulvet. Der var saaledes stor lighed med skaalerne især den slags paa Island, som havde ildhus i den indre ende. Forskjellen var kun dem at skytningsstuen rimeligvis ikke engang fra først af havde are i beboelsesrummet, at den hverken senere ener oprinnelig (jfr. anf. st. i Haak Haak. sag.) brugtes til at ligge i om natten og at bygningen ikke stod for sig selv, men i den ende, hvor forstuen befant sig, var sammenbygget med den øvrige gaard og saaledes dannede afslutningen af dennes bagside. Heller ikke var der saadan højsædesindretning som i skaalerne, skjønt gaardens beboere havde sine faste pladse i stuen.
  72. ↑ Grettis s. k. 28.
  73. ↑ Harald haardr sag. kap. 45.
  74. ↑ Se N. Mag I. 53, II. 571. Om størrelsen af disse stuer faar man en sikker forestilling af den ene, som endnu staar (i gaarden Dramshusen), da den utvilsomt har samme omfang som før branden i 1702. Denne stue er 11 alen bred og, naar kleven („bierkleven“) fraregnes, 15 alen lang.
  75. ↑ Efterl. Skr. II, 2. 41 og 44.
  76. ↑ Hist. Fort. om Isl., ældste udg. I. 306.
  77. ↑ Ogsaa jeg selv har tilforn ment dette (jfr. N. Tidsskr. f. Vid. og Lit. III. 311).
  78. ↑ udg. af Munch og Unger s. 153, Heimskr. s. 407, Flatøb. II. 273 f.
  79. ↑ Denne kunde vel tænkes af lighed med, hvad der finnes i den ene hytte ved Finsevatnet paa Hardangerfjellene (jfr. Aarsb. fra For t. N. Fortidsm. Bev. f. 1860 s. 24).
  80. ↑ For tiden kjennes ikke flere end de ovenanførte steder, hvortil kan lægges det nedenomtalte kap. 19 i Grettis saga.
  81. ↑ Det gik i Norge ogsaa under navn af þref eller, som endnu tildels (jfr. Iv. Aasens Ordbog og Eil. Sundt’s Bygningsskik s. 106), ramr, saaledes „trev over forstuen“ ved 1314 paa Hval i Sogndal (D. Norv. VI. 79), ved 1341 i Kraakstad (anf. st. I. no. 275), ved 1390 i Aaslo (sammest. V. no. 342) og „ram over forstuen“ ved 1389 paa Jeløen (sammest. 340).
  82. ↑ Eil. Sundt anf.
  83. ↑ Øvre Romerike, Solør, Hedemarken og Gudbrandsdal, navnlig Lom.
  84. ↑ Se Sundt anf. st. s. 6.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Noget_om_skaalebygningen&oldid=215653»