Bevise Navnene i de nordiske Vølsungasagn, at disse ere laante fra Tydskerne?

Legg til lenke
Fra Wikikilden

I „Smaating om oldnordiske Digte og Sagn“, indtagne i den danske historiske Forenings Historisk Tidsskrift, tredje Række, 6te Binds Side 226–284, yttrer Dr. E. Jessen Side 256 blandt andet følgende: „Ved Hjælp af Navnene har man for længe siden godtgjort, at Völsunge- og Gjukungesagnene er laant fra Tydskerne“. Vist er det ogsaa, at Paastanden derom forlængst er fremsat og dens Rigtighed søgt godtgjort derved, at naar man kun med Opmærksomhed læser den nordiske Fortælling deraf, „so wird ein beträchtlicher theil der namen nnd des inhalts unnordisch erscheinen“. Men om dette ogsaa er lykkedes, derom maa det vel være tilladt at tvivle, saafremt de Grunde, hvortil man har støttet Paastanden, ved nærmere Undersøgelse ville findes ikke at holde Stik, – og dette er det, jeg i følgende Linjer i Besynderlighed for Navnenes Vedkommende haaber at kunne vise.

Det første Navn, som J. Grimm paa det nævnte Sted fremhæver som „eine im Norden selbst ungebräuchliche benennung“, er Sigi eller Siggi. At dette Navn ikke har været brugt i Norden, følger dog ingenlunde deraf, at det ikke forekommer i de til den gamle nordiske Literatur hørende Skrifter, som ere os levnede. Thi som det er naturligt og let forklarligt, at Ord, som have tilhørt vort gamle Sprog, ikke ere komne til Anvendelse i Literaturen, end sige i den Del af samme, som for os er tilgjængelig, lige saa let og ofte kunde det samme blive Tilfælde med vore Forfædres Egennavne; og at det virkeligen er gaaet saaledes til, derom overbevises vi noksom af de mange Appellativer og Propria, der forekomme i vort Folkesprog og bære umiskjendeligt Præg af ogsaa at have tilhørt vort gamle Sprog lige fra de ældste Tider, ligesom ogsaa mange Stedsnavne afgive uforkastelige Vidnesbyrd derom. Hvad nu i Særdeleshed Navnet Siggi angaar, da behøver man jo kun at efterse Registrene til de udkomne Bind af Diplomatarium Norvegicum, for at komme i Besiddelse af tilstrækkeligt Bevis for, at der i Sverige har været et meget almindeligt Navn, og om det end synes at have været mindre almindeligt i Norge, saa forekommer det dog i det gamle norske Landskab Jamtaland allerede 1348 (DN. III, 253), ligesom det af Navnet Siggagarðr paa en Gaard i Land (DN. III, 765) synes fremgaa, at det heller ikke har været usædvanligt i de norske Landskaber, der ikke kunne antages paavirkede af svensk Indflydelse. I Forbindelse med Personnavnet Siggi staar maaske ogsaa Stedsnavnet Sigtúnir der ikke blot tilhører Sverige, men ogsaa forekommer i Norge, hvor en Gaard af dette Navn fandtes i Kraakstad Sogn af Follo ifølge DN. III, 296. IV, 1036. Sammenholder man Personnavnet Siggi med det gamle Ord sigg (n.), synes det ogsaa at være af nordisk eller fællesgermanisk Oprindelse med samme Betydning som göltr, villigöltr.

Personnavnet Breði skal heller ikke være nordisk; og dog bruges det den Dag i Dag almindeligen i Norges østlige Egne. At det her skulde være indført fra Tydskland enten i ældre eller nyere Tider, har derhos ikke mindste Sandsynlighed for sig, eftersom dette ligesom et andet Personnavn Jökull, der i gamle Tider var.– meget almindeligt men nu synes være gaaet aldeles af Brug, netop er hentet fra Naturforholde, som ere ejendommelige for Norge.

Völsungr svarer jo lige saa vel til Volsi (Flat. II, 332 fg.) som ags. Välsing (Beow. 1747 Kembles Udg.) til Välse (Beow. 1787); og at Volsi er Navnet paa et Væsen, der var Gjenstand for et Slags guddommelig Dyrkelse, og hvis sandsynlige Sammenhæng med det slaviske Volos man med rette har fremhævet, kan ikke vække nogen Betænkelighed, da lignende er Tilfælde med Yngvi og Skjöldr, hvoraf Ynglingr og Skjöldungr ere dannede. Navnets Oprindelse som Sagnets tilhører derfor vistnok den graa Oldtid, der ligger forud for den germaniske Folkestammes Splittelse, og der er vist ingen Grund til at antage det hellere skulde være overført fra Tydskland til Norden, end omvendt.

At gn. Sinfjötli og ght. Sintarfizilo ere identiske, derom kan vistnok ikke være nogen Tvivl, men deraf følger dog ingenlunde, at Navnet Sinfjötli er laant eller overført fra Tydskland, og at som Følge deraf det samme ogsaa maa være Tilfælde med Sagnet. Selv om Navnet Sinfjötli ellers var aldeles fremmed for Norden, medens Sintarfizilo kan paavises i gamle tydske Skrifter og Breve, vilde dette af tidligere fremhævede Grunde kun have lidet at betyde. Men Navnet Sinfjötli er ingenlunde fremmed for Norden, og det kan man vel antage for sikkert, at den Sinfjötli, hvis Søn Híði ifølge Aslak Bolts Jordebog Side 9 (Kristiania-Udgavens Side 83) betalte nævnte Erkebiskop 6 Helgdaland i Gaarden Stokke, ikke har været den eneste Nordmand, som har baaret det. Naar det ikke allene nu er gaaet af Brug, men ogsaa ikke ellers forekommer i skriftlige Mindesmærker fra ældre Tid, da er dette ikke andet, end at lignende ogsaa er Tilfælde med mange andre af vore Personnavne, mod hvis Ælde og Nordiskhed der ligesaa lidt kan rejses grundede Indvendinger, som dette hidtil er skeet, medens den Omstændighed, at det kan paavises som forekommende i Norge, synes vidne stærkt for, at det Sagn, der fortæller os om Sigmunds Søn Sinfjötli, allerede fra de ældste Tider af har tilhørt Norge og Norden i Almindelighed.

Ihvorvel det heller ikke kan være tvivlsomt, at de nordiske Navne Sigurðr og Gjúki svare til de tydske Sigfrid og Gibicho, saa kan det dog vist ikke antages for en afgjort Sag, at de første ved Laan maa være overførte fra Tydskland, fordi de ikke lade sig forklare uden ved Hjælp af denne Forudsætning, og at de oprindelig vare fremmede for de nordiske Sprog og Lande.[1] Thi om saa var, hvorledes skulde man da kunne forklare sig, at Navne som Sigmundr og Sigurðr, hvad J. Grimm indrømmer, have været brugte i Norden fra de allerældste Tider? Navnet Gjúki vides derimod ikke at have været brugt der enten i ældre eller nyere Tid. Men det samme har jo ogsaa i Tydskland været Tilfælde med Navnet Gibicho, og det er i saa Henseende ikke gaaet anderledes med dette, end med saa mange andre mytiske Stammenavne, der forekomme i de gamle Saga. Paa den anden Side er det heller ikke noget ejendommeligt for Tydskland, naar dette Navn forekommer i stedsnavne med et følgende stein. Har Tydskland sit Gibichenstein, saa har Norge ogsaa sit Gjúkasteinn (DN. I, 763) eller Gvikvasteinn (Kalfsk. 74 a), nu skrevet Gjøsten, som er Navnet paa en Gaard i Landskabet Voss. I saadan Forbindelse skulde Gjúki efter J. Grimms Mening nødvendigvis have maattet være Navn paa et højere Væsen eller en af Fortidens Heroer, men de Grunde, som han anfører derfor[2], forekomme mig lidet fyldestgjørende, og Gjúkasteinn kunde vistnok meget vel tænkes at have faaet sit Navn af en Mand, der i Fortiden havde opryddet eller besiddet denne Gaard, medens det ikke er godt at vide, em man ved steinn helst skal tænke paa en Sten, Klippe, eller paa en større Stenbygning. Til nogen Oplysning om, hvorledes det hermed forholder sig, synes det at skulle kunne tjene, om man med Navnet Gjúkasteinn (Gibichenstein) sammenholder de øvrige sammensatte Stedsnavne, hvoraf Ordet steinn udgjør den sidste Del. Men Udbyttet bliver neppe stort. Det er saaledes ikke let at sige, hvorledes man skal forklare sig Stedsnavnene Fretosteinn DN. IV, 193. 329. Hafsteinn DN. V, 1102. Hvitæsteinn DN. V, 399. Hvitissteinn DN. IV, 703. Klomnosteinn DN. I, 650. IV, 451. Laghesteinn DN. IV, 1058. Rungsteinn DN. II, 277. Sesteinn DN. IV, 373. Vesteinn DN. II, 838. Vegasteinn DN. IV, 291 fg. 424. For J. Grimms ovennævnte Mening kunde Dvergasteinn DN. I, 82 og Agdasteinn (Navnet paa en Gaard i i Aarlands Sogn paa Stord; jvf. den i Fortællingen om Snegluhalle og Harald Haardraade omtalte Agði paa Agdanes)[3] synes tale; medens derimod Hædhesteyn DN. IV, 1068 og Hakasteinn DN. I, 341 formentlig ere dannede af de almindelige Mandsnavne Híði og Haki.

Erpr skal efter J. Grimm[4] være tydsk Form for det gammelnorske Jarpr. Unægteligt er det ogsaa, at Jarpr er den almindeligste Form for dette Navn i vort gamle Sprog, og at det Adjektiv, hvoraf Personnavnet er taget, der kun forekommer under denne Form. Men dette er vel, om jeg saa tør kalde det, kun en Tilfældighed. Ti Former svarende til Erpr har vi i ef (if) Svenskernes jaf, sex = Svenskernes siax. Hvad det her omhandlede Mandsnavn i Besynderlighed angaar, da forekommer Erpr ikke allene DN. I, 248. II, 157, men ogsaa i Landnáma; og naar Kalfsk. 11b. 15a. 78a har Stedsnavnene Irfdalr, Irpdalr, Irstaðir, da er der i al Fald Anledning til at formode, at vi her har samme Mandsnavn i Formen Irpr. Maaske ogsaa Irpa Flat. I, 192 er den til Irpr, Jarpr, Erpr svarende Hunkjønsform. Lignende Overgang har kanske ogsaa fundet Sted i Jostrudalr, saafremt nemlig dette er = Jöstrudalr af Jastra = Istra, der er Navnet paa dere norske Aaer og tildels har givet de Dale Navn, hvorigjennem disse have deres Løb. Hvorvidt Navnet Jölstr paa en Bygd i Sendtjord skal forklares ved Antagelse af en lignende Overgang, saa at det skulde staa i Forbindelse med ilstri (jvf. S. Bugges Bemærkninger Side 419 i hans Udgave af Sæmundar-Edda Kristiania 1868), er ikke godt at vide, saa længe man ikke har sikker Oplysning om, hvorledes hint Stedsnavn i gamle Dage har lydt.

Naar der ogsaa i Navnet Jónakr er søgt et Støttepunkt for den omtalte Paastand om, at Völsungasagnene ere indførte fra Tydskland[5], da er det vel saa, at Formen forsaavidt synes fremmed for vort Sprog, som Endelsen –akr i Personnavne ellers neppe deri kan paavises. Men om Jónakr skulde staa for Ónakr, da kan jeg ikke deri finde noget paafaldende. Til dette svare jo aldeles Formerne jurt, jungr for urt, ungr. Naar der Kalfsk. 82a staar Onadali for det almindelige Jónadali, da vilde man jo heri have et endnu mere slaaende Exempel paa, hvor let Former som Ónakr og Jónakr kunde ombyttes med hverandre, saafremt ikke Onadali paa det anførte Sted skulde være at anse som en Fejlskrivning, foranlediget ved det foregaaende j. Hertil vilde der dog ikke være tilstrækkelig Grund, dersom man kunde antage at Orudalr Ólafs s. helga Chria 1853 S. 105 (vistnok rettere end Oradalr i Munchs Beskrivelse over K. Norge i Middelalderen S. 136 og Ordalr sammesteds Side 181) er = det oftere forekommende Jorudalr.

I det foregaaende er fremhævet, hvorledes Forekomsten af Sinfjötli som Personnavn i Norge synes vidne stærkt for at de Heltesagn, hvoraf Fortællingen om Sigmunds Søn Sinfjötli udgjør en Del, allerede fra de ældste Tider har tilhørt Norge. Men herom kan der saa meget mindre være Tvivl, naar det kan paavises, at flere af de i de nævnte Sagn forekommende Navne der have være gjængse i Fortiden. Dette maa jo have været Tilfælde med det i Gjúkasteinn eller Gvikvasteinn forekommende Gjúki, og i Roðmarstaðir Kalfsk. 16a12. 16b2, Romareim Munkal. 185 er det vel umuligt at miskjende det samme Mandsnavn Hróðmarr, som forefindes i Helgakviða Hjörvarðssonar 11 og Prosastykkerne. At disse Navne allerede fra Begyndelsen af ere blevne tillagte de Gaarde, som bære dem, er jo højst sandsynligt, men selv om ikke saa var, saa kan det jo dog vel ansees hævet over enhver Tvivl, at Völsungasagnene maa i længere Tid have været bekjendte i Landet og allerede have trængt dybt ind og ned i Folket, inden her kan have levet Mænd med deslige Navne – saafremt ellers disse Navne skulle antages at have sin Oprindelse fra Völsungasagnene. Ti muligt kunde det dog vel være, at disse Navnes Forekomst blandt det norske Folk og i Völsungasagnene havde en fælles Oprindelse.

Spor af Völsungasagnenes Indflydelse kunde man tro at finde i Húnaborg (DN. III, 113. IV, 615.). Maaske ogsaa Navnet Nevlungen paa en Gaard i Brunlanes Prestegjeld kunde være hentet derfra. Niflungar skulde ogsaa efter Munch i hans Beskrivelse over Norge i Middelalderen Side 179 være Gaardens gamle Navn, og da har det sandsynligvis først været tillagt de udenfor liggende Skjær, men derfra senere været overført paa selve Gaarden.

Et andet Bevis for Völsungasagnenes Hjemlighed og Ælde i Norge ligger vel ogsaa deri, at billedlige Fremstillinger af derfra hentede Æmner ere opdagede paa flere gamle Kirkebygninger i Norge[6], ligesom deslige ogsaa forekomme i Sverige[7].

I Forbindelse med hvad her er bemærket om norske Stedsnavne, hvori indeholdes Personnavne, som forekomme i Eddadigtene eller Völsungasagnene, skal jeg tillige benytte Lejligheden til at henlede Opmærksomheden derpaa, at der ogsaa udenfor de bekjendte Tilfælde, hvori et Stedsnavns første Del udgjøres af en Guds eller Ases Navn sat i Genitiv, kan paavises adskilligt, hvorved vi mindes om vore Forfædres Gudelære. Saaledes nævnes der Kallsk. 43b en Gaard ved Navn Ásgarðr, DN. V, 213 (jvf. 263. 369) en Gaard, der heder Ymishaugr, Kallsk. 28b. 29a en Gaard Ýdalir; og skulde ikke Lidskjalg Kallsk. 79a være = Hliðskjalf?


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Haupt Zeitschr. f. d. Alterthum I, 4. [Wikikildens note: Det framgår ikke av originalen hvor fotnotetegnet skal plasseres.]
  2. ↑ Se J. Grimm i Haupt Zeitschr. f. d. Alterthum I, 573 fg. [Wikikildens note: Det framgår ikke av originalen hvor fotnotetegnet skal plassers.]
  3. ↑ Fms. VI, 360; Flat. III, 416.
  4. ↑ Haupt Zeitschr. f. d. Alterthum III, 152. 155.
  5. ↑ l. c. III, 156.
  6. ↑ Aarsberetning fra Foreningen for norske Fortidsminders Bevaring for 1867 Side 63 No. 88 jvf. 7721; for 1868 Side 104.
  7. ↑ C. Säve om Sigurdsristningarne å Ramsundsberget och Gökstenen i Kgl Vitterhets, Hist. och Antiqvitets Academiens Handlingar 26de delen.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bevise_Navnene_i_de_nordiske_Vølsungasagn,_at_disse_ere_laante_fra_Tydskerne%3F&oldid=203889»