Bemerkninger om stedsnavnene i den søndre del af Helgeland

Fra Wikikilden

De dele af Helgeland, hvis forraad af stedsnavne jeg her vil gjøre til gjenstand for nogle bemerkninger, er det nu i det offentlige sprog saa kaldte Søndre Helgeland tilligemed Nesne pgd. og Ranen, altsaa det samme strøg, som i middelalderen udgjorde den søndre halvdel eller Herø halvfylke. Jeg havde i sommeren 1868 anledning til med offentligt stipendium at gjennemreise denne landsdel og derved baade erhverve noget kjendskab til stedsforholdene og gjøre mig bekjendt med de i almuens daglige tale brugelige navneformer, saa godt som dette kunde gjøres paa en kort reise, hvorunder jeg ikke engang kunde komme til alle steder. Jeg har benyttet anledningen til at faa en bearbeidelse af den til det academiske collegium indgivne indberetning trykt i dette tidsskrift, fordi jeg haaber, at den med alle mangler kan give noget bidrag til studiet af et hidtil lidet bearbeidet stof, og fordi jeg tror, at sammenhængende behandlinger af stedsnavnene i større landskaber ere mest skikkede til at udvinde udbytte af dem i sproglig og historisk henseende.

Ved et blik paa kartet vil man snart faa det indtryk, at Helgeland ingenlunde er blandt de dele af landet, som frembyde den største rigdom af gamle navneformer, og dette vil blive fuldstændigt bekræftet ved en grundigere undersøgelse. Det er kun kystegnene og de nederste strøg af enkelte af dalene, som kunne ansees forat have været bebyggede i middelalderen, og af disse igjen kun mindre dele, som kunne antages at have været ryddede før kristendommens indførelse, og selv de ældste strøg synes ei at have været tæt beboede i meget gammel tid. Dette stemmer ganske med det resultat, hvortil man maa komme ved betragtning af de fornlevninger, som findes i Helgeland. Rigtignok kan man ikke længere nu med Worsaae (Aarb. 1869 p. 9)[1] sige, at der paa Helgeland næsten aldeles ingen gravhauge eller oldsager ere opdagede fra den hedenske tid. Som man kan se af Nicolaysens Fornlevninger og især af det supplement til dem, som er trykt i aarsberetn. for 1868, findes der i Helgeland ikke faa gravhauge, paa enkelte gaarde endog betydelige samlinger, om de end ikke ere saa talrige som i Namdalen og Thrøndelagen. Men de findes kun paa øerne og enkelte stykker af fastlandets kyst. I hele Ranen og Vefsn, paa kystlandet fra Vistenfjorden i Thjøtta pgd. til Ranenfjorden og i de indre fjordegne af Brønø og Bindalen findes der, saavidt jeg har kunnet erfare, ingen gravhauge; ialfald er det visselig kun enkelte. Fundene af oldsager vise, at landet har været beboet i den ældre jernalder. I en gravhaug ved Sømhovud i Brønø og paa Thjøtta er der gjort fund fra denne periode. Vistnok ligge begge steder nær søen, men dog ikke saa nær, at man godt kan antage, at begravelserne hidrøre fra søfarende, som tilfældigvis ere komne til kysten. Naar flere gravhauge blive undersøgte, og fundene omhyggeligere behandlede, end det hidtil er skeet, er det meget rimeligt, at man vil gjøre flere fund fra ældre jernalder, men vistnok ikke paa andre steder end paa kysterne langs det lange seilløb mellem Vega, Herø og Døn paa den ene side og Brønø, Thjøtta og Alsen paa den anden. Der er dere omstendigheder, som kunne bidrage til at styrke denne antagelse om Helgelands bebyggelsesforholde i fortiden. Medens i de ældre egne af landet kirkerne i middelalderen i regelen have været talrigere end nu, er det omvendte tilfelde her. I Ranenfjorden, hvor der nu er 3 kirkesogne, var der mod slutningen af middelalderen kun 1 kirke, og i Vefsn fandtes der ingen. Aslak Bolts jordebogs fortegnelse over jordegods i Helgeland, som tilhørte erkestolen, er meget fattigere end de tilsvarende baade for Throndhjems stift og for de nordligere strøg af Nordland. Ogsaa diplomsamlingerne indeholde faa dokumenter, som angaa Helgeland, hvilket vist ialfald tildels maa forklares af, at gaardene her vare faa i middelalderen, og befolkningen lidet talrig.

Naar man i Helgeland søger efter navne, der med bestemthed henvise til den ældre tid, maa det strax være paafaldende, at der saagodtsom ingen findes, der hentyde til den hedenske gudsdyrkelse. Navnet Hov (af hof, n. tempel) forekommer en eneste gang, paa Løkten (Nesne pgd.); derimod forekommer ingen af de almindelige sammensætninger med denne stamme (Hovvin, Hovstad, Hovland, Hovtun, Thorshov, Frøishov, Njardarhov); baade det enkelte Hov (eller i dativforformen: Hove) og sammensætningerne findes i de ældre dele af det øvrige land næsten i hver bygd, i de fleste bygder flere af dem, og de ere ikke mindst talrige i de nærmeste egne søndenfor. Nordenfor findes de ogsaa hyppigere: Hov paa Lange (Hadsel), paa Gimsø (Vaagen), paa Fjeldø (Lødingen), altsaa 3 i det gamle Rødø halvfylke, medens der i Herø halvfylke kun er det ene, hvor der maaske har været fylkestempel. Andre sammensætninger med gudenavne eller med guð, dís el. lign. findes heller ikke (Hildset paa Døn forklares vist rimeligst af Hildr som almindeligt kvindenavn eller af et med Hild sammensat mandsnavn og ei af valkyrjenavnet). Hörgr eller sammensætning dermed forekommer aldeles ikke. (helligdom) kunde man tro at gjenfinde i et par navne (Vedal i Brønø, Veset i Vefsn); men det maa merkes, at denne stamme nu i udtalen ei kan adskilles fra et oprindeligt vid (viðr, skov, træ), og disse gaarde ligge i i strøg, der ikke kunne regnes til de ældste, saa at en betegnelse som skovgaarde synes mere passende. Navnene kunne ialfald intet bevise, naar man ei kjender de gamle former.

Naar man ser hen til andre stammer, som kunne antages at henvise til en tidlig periode af navnedannelsen, vil man ogsaa finde, at de sjelden forekomme i denne del af Helgeland. De ord, som betegne de almindeligste lokalformationer (vik, fjord, nes, berg, dal osv.) have vistnok været de almindeligst brugte i navne i den ældste tid; men da de ere blevne bevarede som fællesnavne i det senere sprog, og derfor ogsaa ere brugte i senere navnedannelse, kan man ikke fra deres forekomst eller mangel i sig selv hente nogen oplysning i spørsmaalet om navnenes ælde, skjønt, som jeg senere vil søge at vise, vistnok den forskjellige maade, hvor- paa de anvendes, kan pege paa forskjellige tidsaldre. Forsaavidt det dunkle lo skulde høre til denne klasse, maa dog deraf dannede navne utvivlsomt være meget gamle, da det er tabt i det gammelnorske sprog. Det findes ikke i Helgeland, ligesaalidt som jeg har fundet det i det øvrige Nordland, om ikke maaske Steilo i Hadsel hörer hid (Lofoten?)[2]. Jeg maa dog her bemerke, at Munchs mening (Beskr. pag. XIV), at skal betegne en lav kystrand ved foden af et fjeld, vistnok ikke kan være rigtig. Det følger af landets naturbeskaffenhed, at det ofte kan slaa til, da jo det overveiende tal af gaarde ligger under fjeld ved elv eller sø; men paa flere steder, som jeg har seet, passer det aldeles ikke. Lo i Aasen, som Munch nevner blandt sine exempler, ligger nu oppe paa en aas, og der er ikke ved søen nogen flad kystrand, hvor husene før kunde have ligget. Ogsaa ellers i Indhered, hvor gaarde med dette navn forekomme ualmindelig hyppigt, ligge de, saavidt jeg kjender dem, høit og langt fra kyst. Ravnlo og Hello i Verdalen ligge øverst paa aasen mellem Verdalen og Skogn, maaske 1000 fod høit; det sidste er rimeligvis sammensat med hjallr, m., folkesprogets hjell (Søndm. hille), høiflade, forhøining (se Iv. Aasen), der vilde passe daarligt til lo i den antagne lokalbetydning. Lælo i Skogn paa en høide midt i et lavlende og langt baade fra sø og elv. Det distrikt i Stjørdalen, som før kaldtes Ogló (nu: Utbygdag, Skatvaal sogn), er den høieste del af nedre Stjørdalen. Veglo (Vígló) i Overhalven ligger ei under fjeld og ei saa ganske nær Namsen. Lo i Meldalen ligger paa en svagt skraanende li (kvam) under et omtr. 500 fod høit brat fjeld, men nedenfor lien er der et ligesaa høit og brat fald ned til elven. Lóar (Lom) er især merkeligt; det kan ikke der siges at være fladt land mellem fjeldet og elven (som det er ovenfor i Skeidaker, der ei hørte til det egentlige Lóar, og nedenfor i Vaage), skjønt lien ikke skraaner sterkt. „Lo n. møg, gjødsel. Helgeland, sjelden i Nordmøre. Af de mange gaardsnavne med lo kunne maaske nogle forklares heraf, nemlig som en gjødslet eng eller plet“ (Iv. Aasen). Der er vel rimelighed for at forklare alle saaledes, skjønt vistnok overgangen i kjønnet kan volde betenkelighed. Aaslo (Oslo) ligger lige ved siden af Taðvin (Tøien), hvori man har det samme begreb.

De stammer i navnene derimod, som nærmere betegne folkets forhold til det land, det har taget i besiddelse, have sikkerlig for en stor del vekslet i brugen i tidens løb, saa at der er flere af dem, der henvise hver til sin tidsalder. Først maa her stilles stammen vin. Ordet er tabt som appellativ i det gamle sprog, og allerede dette viser de navnes ælde, som ere dannede deraf. At et ord, som har været saa overordentlig hyppigt brugt til dannelse af stedsnavne, og derfor engang maa have været det almindelige fællesnavn til at betegne en bestemt anskuelse af et stykke jord, er rent forsvundet i middelalderen, synes bedst at kunne forklares, naar man antager, at dets brug som fællesnavn og i egennavne udelukkende tilhører den ældre jernalder, og at det ved den omveltning ogsaa i sproget, som har ledsaget dennes ende, er blevet erstattet af andre betegnelser. Det forekommer allerhyppigst i den gamle Gulathingslag og indenfor Kristianiafjorden, dernæst hyppigt i det øvrige Viken, det nedre af Oplandene og inde i Throndhjemsfjorden, altsaa i de samme egne, som ogsaa ved fundene af oldsager vise sig omtrent i samme forhold at have været sterkest byggede i den ældre jernalder (det forekommer ei i Østerdalen, sjelden i Hallingdal – mest i den nordre dal, der er Bergen nærmest – neppe i Numedal eller de øvre dale i Throndhjem; i Valdres hyppigt i den øvre del, men aftagende nedover, hvilket let forklares, om Valdres er befolket fra Sogn). Betydningen er vel af Munch (Beskr. X) ret forklaret som „græsgang.“ I saadanne navne at se en hentydning til nomadisk levevis i den ældste tid, vilde visselig være uret; egentligt nomadeliv kan aldrig være ført i Norge uden af et folk, hvis eneste husdyr var renen. Men det er dog vel utvivlsomt, at de minde om en tid, da fædrift i høiere grad end siden var vigtigste næringsvei, da maaske den samme mand havde flere opryddede beiter, mellem hvilke han flyttede uden at have nogen egentlig hovedgaard. At antage, at det er navne paa steder, der have været setre for andre gaarde, er neppe muligt, naar man tager hensyn til, hvor overmaade talrige disse navne f. ex. i Voss og Aker ere i forhold til de andre, som kunne antages at have samme ælde. Saaledes forstaaet, tror jeg, at ogsaa ordets betydning viser navnenes ælde. – I Helgeland kan ikke paavises noget dermed dannet navn, om ikke Herten (Alstahaug) skulde være en saadan dannelse (derom mere nedenfor). Derimod forekommer det i Lofoten og Vesteraalen (Venje – gammel form: Vinjar – i Bø og i Øksnes, Venje gl. Vin i Vaagen; Vøie i Bø, Buksnes og Øksnes er rimeligvis Vöðin (ɔ: Vaðvin), der ellers nu pleier at være gaaet over til Vøie eller Voie).

Den stamme af denne klasse, som kommer vin nærmest i ælde, er heimr. Dette viser sig allerede, som Munch (Beskr. XIII) har paavist, af den ikke sjeldne ombytning af vin og heimr i samme navn (Þoptyn – Þoptheimr, Dovre; Greipsyn – Greipsheimr, Hedemarken; GjarðariniGjarðarheímr, Gjerdrum; GuðiniGuðheimr, SkerfviniSkerfheimr, Vestfold o. fl.). Et bevis er fremdeles, at man slet ikke vil finde heim i egne, som afgjort ere blevne senere befolkede, og høist sjelden i endel andre, om hvilke der er grund til at antage det samme; i Østerdalen findes det ei nordenfor Elverum (medens stad gaar lige op til Storelvedalen og Rendalen), men oftere der og nedenfor; i Guldalen findes det ei i Røros, Aalen, Holtaalen, Budalen, neppe i Singsaas (de i matrikelen forekommende navneformer Fløtum, Malum ere nemlig dativformer, da de i almuens mund lyde: Fluttum, Maalum), men oftere nedenfor i Støren og Melhus. Det er ogsaa merkeligt, at det saa godt som slet ikke forekommer i de norske nybyggerlande i Vesterhavet. Blandt den store mengde gaarde fra Orknøerne, Hetland og Færøerne, som opregnes af Munch (Beskr. 209 f.), findes der kun et eneste navn med denne endelse, paa Hetland. Paa Island findes i Landnámabók kun 2 (Meðalheimr og Sólheimar). Da øerne mest befolkedes fra egne i Norge, hvor saadanne navne forekomme meget hyppigt, er dette vistnok et sterkt bevis for, at stammen saa sent som i det 9ende aarhundrede ei længere var i brug i navnedannelsen, rimeligvis fordi den ikke længere tilfulde udtrykte det begreb, man da havde ved en gaard. Endelig kan man vistnok finde et bevis for denne stammes ælde i den omstendighed, at den saa ofte bruges i landskabsnavne, hvilke vel i regelen ikke ere meget yngre end bebyggelsen, tildels saaledes, at der i bygden findes en gaard med samme navn, hvorefter den da maa være opkaldt (Þrándheimr, Alfheimar, Vingarheimr (Faaberg), Vekheimr (del af Ringebu), Uppheimr og Niðrheimr (bygder i Sogn), Bergheimr (Bærum), Sólheimar (i Bratsberg amt), Svartsheimr (Svadsem i Gausdal pgd.), Jasheimr, Hlæheimr (Romerike), Móðheimr o. fl.). Det er fremdeles et bevis for ælde, at heim ei synes at sammensettes med personsnavne; det forbindes oftest med begreber, der karakterisere stedet efter de mest iøinefaldende eiendommeligheder (allerhyppigst med sól, dernæst med fors, sær, berg, upp, meðal, hár osv.). Navne paa heim forekomme 3 gange i Brønø: Grøteim (Grjótheimr, Aslak Bolt p. 89), Mosseim (ɔ: Mosheim, matr. Mosum), Tilreim (Telgarheimr, AB. p. 90); vestkysten af Brønø (Nord-Sømn og Ser-Sømn) er et strøg, som efter sine navne idetheletaget maa regnes til de allerældste i Helgeland. Et fjerde har man vel i Eideim paa Vega, hvis matrikelen der har gjengivet formen ret. Ellers findes saadanne navne aldeles ikke i Helgeland (Heimnes hører nemlig ikke hid). I det sydligere Norge findes der paa enkelte indre dale nær neppe nogen bygd, hvor de ikke forekomme hyppigt. Det synes afgjort, at der i den omtalte veksling mellem vin og heim i de samme navne ligger antydet en overgang til en fastere bosættelse, om end ikke fra et nomadisk liv. Et lignende forhold mener jeg, at der er mellem denne sidste endelse og dem, jeg anser for yngre; forskjellen ligger maaske væsentlig i maaden, hvorpaa bostedet har været forsynet med bygninger. I den tid, da disse navne paa heim blev til, have gaardene kanske ikke havt hele den samling af bygninger, som betegnes ved ordet bœr, eller bygninger af samme slags. I Sverige og dele af Norge bruges denne stamme til at betegne en husmandsplads; i Østerdalen siges „et hem“ om en ussel plads (som ikke er mere end netop et hjem). Der er vist ingen grund til at tro, at den bygningsmaade, som vi kjende fra den senere del af hedendommen, har været brugt lige fra stammens indvandring i Norge. Det kan merkes, at heimr ei som bœr og staðir sammensettes med hús, men vel ligesom vin med tún og þopt (Toneim i Kinn, Túnheimr Bjørg. Kalvsk. 20, Tunynjar, nu Tønjum, Lærdal, Þoptyn og Þoptheimr).

Det vilde vistnok være urigtigt at forklare alle de mange navne paa setr som oprindelige setre. Saadanne gaarde findes ofte lige ved fjordene, hvor der neppe nogensinde kan have været seterbrug. For stammens ælde tale sammensætninger som Frøset (Freyssetr eller Freyjusetr, Freyjasetr i Sparboen, AB. 14 og i Eid i Nordfjord Bjørg. Kalvsk. 18 maa være en afslidt form for Freyjarsetr = Freyssetr) og det hyppige Helset, Helgeset(er), der vistnok ofte kan komme af personsnavnene Helgi eller Helga (anderledes: Hellissetr i Stryn, Bjørg. K. 12), men i regelen vel er sammensat med helge (af heilagr). De vise ialfald hen til den hedenske tid. Forsaavidt det kan antages, at det har været brugt i navne paa gaarde, der fra begyndelsen af have været hovedgaarde, maa det vist være meget gammelt og nærmest kunne stilles mellem heimr og staðir, da det efter sit begreb synes at betegne en mindre fast besættelse end det sidste. Foruden at det endnu bruges om fjeldsetrene, hvor man kun opholder sig nogle maaneder af aaret, kan ogsaa merkes udtrykkene landseti om en, som bygsler og bruger jord (men ei eier den), og vetrseti, som har vinterophold etsteds. Det er imidlertid nu i de fleste tilfælde umuligt at adskille de to oprindelser. Hvor det er sammensat med en anden gaards navn, skjønnes det strax at være oprindelig seter; men det er sjelden tilfældet, ligesom setra ogsaa nu i regelen have et selvstendigt navn. I Helgeland har vist det egentlige seterbrug altid været ligesaa ukjendt, som det nu næsten overalt er; men naar man opfatter ordets betydning, som jeg, synes det meget rimeligt, at det ogsaa har været brugt om underbrug i nærheden af gaardene, hvor man kun opholdt sig en del af aaret for at nytte slaatterne og beiterne, og paa denne maade kunne ogsaa her navne med denne endelse være temmelig sildige. Saadanne findes temmelig hyppigt paa Orknøerne i og Hetland; men jeg har ei fundet noget paa Island. I Helgeland findes de forholdsvis sjelden: I Brønø er der 5, hvoraf Akset i Velfjorden nevnes AB. 89, og Hjelmset og Hongset (Högnasetr?) i Viks sogn synes at være ældre; paa Vega: Hongset (Hognasetr AB. 90) og Færset (Færasetr, ibid.); i Thjøtta: Seter, i Herø pgd. Hildset (Døn), i Alstahaug kun: Somerseter langt oppe i Leirdalen, aabenbart oprindelig seter eller underbrug; i Nesne paa fastlandet: Herset (Herjulfssnetr, Hærekssetr eller lignende) og Longset (vel for Lognsetr af logn, n. vindstille, i folkesproget logn, adj., stille, rolig; ligger under fjeld paa to sider), Bliset (Bliusetr, AB. 88) vistnok alle gamle, Lindset i en sidedal. I Heimnes har man Seter ved Sørfjorden, i det strøg, som synes at være den ældste bygd ved Ranenfjorden; i det nederste af Vefsn Veset og Lindset. Forresten findes saadanne navne slet ikke i de indre prestegjeld, Mo, Helmnes og Vefsn, hvilket synes at vidne for, at de ovenfor nevnte (paa den ene undtagelse nær) ialfald ei tilhøre den senere tid.

Nær beslægtet i betydning med denne stamme er utvivlsomt det i navne ikke sjelden forekommende vist (af vera, opr. vesa, got. visan, bo, opholde .sig), hvis brug vistnok gaar tilbage til den ældste tid, om den end kan strekke sig ud over et længere tidsrum. Som appellativ bruges vist, f. = ophold, og i mange sammensetninger; vistnok ofte om fast ophold, men da sikkerlig altid om indlogerede, ei om en gaardeier; at det betegner et mindre stadigt ophold, synes ogsaa at fremgaa af, at sammensetningen heimsvist, heimilisvist (folkesp. heimvist, husvist) bruges til at udtrykke: hjem, hjemsted (Fritzner og Iv. Aasen). Jeg antager, at betydningen i navne er: et underbrug, hvor der er huse, som ogsaa ere skikkede til opholdssted om vinteren. Det falder saaledes vistnok i betydning sammen med Veterhus (ɔ: vinterhus, Nore, Suledal, Odde i Hardanger; i vetrhusum, Bjørg. K. 81). Det forekommer oftest usammensat, f. ex. Vist i Verdalen, Sparboen, Inderøen; Viste (flertal, gammeln. Vistir) i Slidre og Vaage; sammensat: Vistdalen i Vaage og Nesset (Vistidalr), Vistalönd, Ranrike (D. N. 2, 326[3]); Munch, Beskr. 199, har Vistulönd, der ei lader sig forklare), Vistorð eller Orð (Orten), Romsdalen. Merkeligt er Vistven, Inderøen, der ei kan komme af gaarden Vist, fordi en saadan sammensætning med vin vilde være uden exempel; det betegner altsaa en vin, hvor man havde huse og opholdt sig (det hele aar); det kaster saaledes lys paa betydningen af begge stammer. Ívist og Tyrvist, Syderøerne, om de ere nordiske navne. Denne stamme forekommer i Helgeland som navn paa en smal fjord, der gaar dybt ind i S. Ø. indenfor Minda i Thjøtta pgd., i middelalderen utvivlsomt Vist, nu Visten. Den er trang med bratte fjeldsider lig Thosen og synes lidet indbydende til bebyggelse; kun nogle faa navne her ere ældre. Det er ikke urimeligt, at denne fjordegn fra begyndelsen af har været et underbrug for de store gaarde paa Thjøtta eller Minda og deraf faaet sit navn. At dette ialfald har været tilfelde i slutningen af middelalderen, synes at fremgaa af denne notits i AB. p. 88: Item ager thjotta (som da hørte til erkestolen) allen skogen innan at auso ok utan at straumenom a bædhi londh. Denne straumr har maaske været mundingen af en af elvene i fjordens bund.

Endelsen staðir har været brugt til at danne navne meget længere ned i tiden end heimr. Det viser sig deraf, at den er overmaade hyppig paa Islands og at den gaar længere op i dalene i Norge end den anden. I Østerdalen, hvor som før nevnt navne paa heim ei findes nordenfor Elverum, er stad hyppigt i Aamot og Rendalen og findes endog et par gange i Storelvedalen og 1 gang i Tyldalen (men slet ikke i de 3 nordligste prestegjeld); i Guldalen gaar det ogsaa et sogn længere op (Hovstad i Singsaas). Det viser sig fremdeles deraf, at næsten halvparten af dermed dannede navne ere sammensatte med personsnavne.[4] At den første brug af denne form dog gaar meget langt tilbage i tiden, synes at fremgaa af flertalsformen, der udtrykker noget mere ubestemt, ei den enkelte plads, men et helt streg; det er verdt at merke, at naar den sammensettes med ból, bruges altid entalsformen (Bólstaðr, Myklibólstaðr, Bersab., Haugab., Helgib. osv.). Grunden kan ei være nogen anden, end at denne tilføielse netop giver begrebet af en bestemt plads med en fuldbygget gaard (bœr). Denne endelse forekommer noget hyppigere; i den til det gamle Helgeland hørende del af Bindalen: Heilstad (Heiligstaðir Munch Beskr. 70), Bangstad, Bardstad, Hangbardstad; i Brønø: Frilstad (Friðleifsstaðir AB. 89), Baugsstad, Hildstad; paa Vega: Kolstad, Gladsstad; i Thjøtta: Vevelstad, Gjuvstad, Nordbostad, Myklebostad, Bragstad; i Alstahaug: Kjerstad (matr. Tjerstad); i Herø: Gullstad, Teigstad, Herstad; i Nesne: Segelstad, Fuglstad, Nordbostad, Myklebostad, Skjevstad (Skeifstaðir AB. 87); i Heimnes ude i Ranenfjorden: Dilkestad; i Vefsn i den nederste del nær fjorden: Kulstad, Dolstad, Kjerstad. Forresten findes det ei i Vefsn og hele indre Ranen. Desuden nevnes AB. 90: Dilstaðir og Hognastaðir, der synes at skulle ligge i Brønø (naar der i overskriften staar: thessar jorder atte knutzkirkia j harme, kan der være tvivl om, hvortil „j harme“ skal henføres); disse navne kan jeg ei nu finde igjen, hvis ei det sidste er Hongset i Brønø (jfr. Onsrud i Ullensaker, før Óðinshof, Gansaas i Throndenes, før Gansvágr, og fremdeles: Legvoll, før Leikvangr, Munch Beskr: 158, og Kambtorp, før Kambstaðir, Munch 201), og det første = Dilkastaðir i Ranen.[5]

Denne gjennemgaaelse af nogle af de vigtigste endelser støtter den mening om Helgelands bebyggelse, som jeg ovenfor fremsatte, idet jeg nærmest tog hensyn til oldsagernes udbredelse. Det samme resultat vil fremgaa, naar jeg nu gjennemgaar forraadet af navne i de enkelte strøg: De indre dale ere nybyg, skjønt i forskjellig grad; fjordegnene og de dele af kysten, som dækkes af store øer tæt udenfor, synes befolkede i middelalderen, mest i den kristelige; kun paa øerne og de aabne dele af kysten finder man merker til bebyggelse i oldtiden, og deraf er der igjen kun dele, hvis bebyggelse nogenlunde naar op til den ældste tid, man finder spor til i andre dele af landet. – Foruden de her nevnte endelser og enkelte andre gammeldagse stammer er især brugen af usammensatte ord uden bestemmende artikel karakteristisk for den ældste navnedannelse, og brugtes vistnok sjelden i en senere tid og slet ikke i den nyere. De første landnamsmænd kaldte sine gaarde: Mo, Vik, Berg, Kvaal osv., uanseet at der i nærheden kunde findes andre lokaliteter, paa hvilke den samme nevnelse passede. Deri viser sig den fulde evne til at gjøre fællesnavn til egennavn, hvorved det med engang vilkaarligt rykkes ud af fællesnavnenes klasse. Denne evne gaar tidligt efterhaanden tabt; allerede ved landnamene paa Island er der faa gaarde med usammensatte navne. Om de navne, som ere sammensatte af lokalbegreber og af ord, der give disse en særegen bestemmelse efter høide, farve, jordbund osv., kan man derimod vel som regel sige, at de ikke ere blevne til ved en vilkaarlig navnegivning, men lidt efter lidt ere gaaede over fra fællesnavne til egennavne ved længe at bruges om den samme lokalitet; at de for en stor del have været betegnelse for stederne, førend der blev lagt nogen gaard paa dem, og herved henvise til en senere tid af bebyggelsen, da landet var mere undersøgt og kjendt, og trangen til adskillelse af ensartede steder ved navnet var større. I at sammensatte navne træde istedetfor enkelte, viser sig ogsaa tildels en formindskelse af gloseforraadet; hvad man i ældre tid kunde betegne med et enkelt ord, maatte man senere, naar en prægnant ordstamme var tabt, ofte udtrykke ved en sammensetning. Det vil være umuligt at paastaa, at ikke endel saadane navne kunne skrive sig fra de første landnam, og naar det gjelder et enkelt navn, kan derfor ikke den omstendighed, at det er sammensat, være bevis for, at det ikke er gammelt; men hvor sammensatte navne forekomme udelukkende i større mengde, kan man med sikkerhed sige, at det tyder paa yngre bebyggelse, og hvor de ere meget overveiende i antal, tyder dette ialfald paa, at bygden i gammel tid har været sparsomt ryddet. Herfra maa undtages endel saadanne navne, der vise tilbage til et ældre enkelt navn. Naar vi i samme nabolag f. ex. haver Nordgaard, Østgaard, Utgaard (Stod), slutter man, at de ere parter af en ældre gaard, hvis navn er tabt; Nordvik, Mevik, Sørvik (Gildeskaal) ere parter af en eneste gaard Vik. I dette tilfelde er altsaa kun navnet, ikke gaarden, af yngre oprindelse. – Endnu yngre ere de navne, som have den bestemte artikel, som i grunden slet ikke kunne siges at være egennavne, da disse efter sin natur ere uforenelige med artikelen. Der, hvor nu for tiden rydningen fremdeles gaar fremad og nye navne gives, have de altid artikel, og ligesaa navnene i de egne, der vides at være ryddede i de sidste aarhundreder (undtagen naar navnet er en opkaldelse af et ældre navn i nybyggerens hjemstavn). Dette er saaledes i Korgendalen i Heimnes tilfelde med samtlige gaarde fra kirken af opover, i Vefsn paa hele strøget fra Grane kirke til grendsen mod Namdalen samt i Hatfjelddalen, i Namdalen med alle gaarde ovenfor Throndnes (Namsalmindingerne).[6] Nedenfor disse grendser finder man kun saadanne navne her og der paa gaarde, som ere mindre (opstaaede af pladser) eller ligge afsides; saaledes paa et strøg nedenfor Grane i Vefsn, hvor landet langs elven er uveisomt, og elven selv ufarbar. Disse navne ere paa faa undtagelser nær ogsaa sammensatte.

De norske ønavne kunne inddeles i 2 klasser: de, som ere dannede ved sammensetning af ey, dels med et adjektiv, dels med et substantiv (i genitiv), og de, som have et selvstendigt navn uden tilføielse af ey. Herved maa dog merkes, at allerede i middelalderen ey synes lagt til oprindelig usammensattte navne, og dette er fortsat i større udstrekning i den følgende tid, saa at der nu er faa øer, hvis navne pleie at skrives uden dette tillæg, medens almuens talebrug dog i de fleste tilfelde bar holdt fast paa de gamle former. De større øer have i regelen alle i ældre tid et enkelt navn, men dette er vel for en stor del en følge af, at de have faaet navn først, idet det altid er karakteristisk for en senere tid at betegne ved tillæg til et almindeligt fællesnavn, hvad man i ældre tid betegnede ved et enkelt ord. De enkelte navne ere ikke overalt lige talrige i forhold til den hele masse; talrigst ere de fra Sogn til Ryfylke, hvor ogsaa de fleste mindre øers navne høre til denne klasse. De ældste af disse navne ere vel enstavelsesnavne med sterk bøining, i regelen femininer; undertiden har man flertalsformer (Umbar, Randar, Aumar, Hítrar), fordi en øs navn ogsaa overførtes paa flere omliggende (paa anden maade skede dette f. ex. i Sjarnareyjar, Hvítingseyjar, der tyde paa Sjörn, Hvítingr som oprindeligt navn paa en af dem). Dernæst kommer en hel del svage femininer paa a, og nogle af forskjelligt kjøn paa i (Síri, masc. Sn. E. II, 491, Gizki, masc. Ol. h. s. c. 128, Byri, Nyrfi, Heiði, Dymmi, Frœði, femin. jf. Frœðarberg, Sn. Haak. godes s. 24), endelig nogle afledede, mest paa und, ingr (? aldr: Araldr, Bataldr, Varaldsey) og ul (Huggul, Andhuggul).

Den sydligste af de større øer i Helgeland er Veiga (AB. 89. 90 og Ol. Tr. s. e. 121 i dativformen: Veigu, der dog ogsaa kan komme af Veig), nu Vega (aabent e), almindeligt skrevet Vegen eller Vegenø ved en misforstaaelse af endelsen a, som om den skulde være hunkjønsartikel. Man kunde maaske sette det i forbindelse med stammen veig, f., i gammelnorsk „sterk drik“ (Fritzner), oprindelig maaske: „væde“ (mellem Eidfjord og Numedal var en aa Veig jf. Veigin (ɔ: Veigvin), nu Veien i Skogn, Veigaberg, nu Veiberg i Norddalen, Veigheimr (AB. 86), nu Veiem, Overhalven). I Sn. E. II, 491 kaldes øen Veig, der maa have været den oprindelige form, som ogsaa gaardnavnet Veigarsteinn (se nedenf.) viser; det er kanske oftere tilfelde, at en sterk form senere er gaaet over til en svag paa a (man kan jevnføre, at kvindenavnet Hlíf i middelalderen gaar over til Liva, og at man i diplomerne fra 14de og 15de aarh. finder Ragnhilda, Gunna o. s. “v.): I Sn. E. forekommer blandt navne paa „sø“: körmt, hvítingr, dyn, hvilke alle ogsaa findes som ønavne. Det ser saaledes ud, som om et ord, der egentlig betegner „sø“, „vand“, kunde bruges som navn paa en ø, og saaledes maa da vel ogsaa Veig forklares. Hermed kan sammenlignes, at man i den samme opregning i Sn. E. finder hefring, hvorved man kommer til at tænke paa Hefring (Høvringen), en fremstikkende fjeldpynt i Throndhjemsfjorden. Det er dog muligt, at hvítingr som ønavn kan hentyde til fjeldets hvide farve[7]. – Dyn forklares vel rettest: dønning (verbet dynja); man finder sideformen Dun i Sn. Edda II, 492. Genitiv: Dynjar; deraf Dynjarnes, nu Dønnes, paa nordenden af øen, som i det 13de aarhundrede var en høvdingegaard (Paal Vaagaskalm). I Thveit, Agder: Dynjarstaðir (Munch Beskr. 134, nu Dønestad), ved elven. Dynröst, den stormfulde havstrekning mellem Orknøerne og Hetland, „den dønnende strømning.“ Naar D. N. 2, 276 har formen Dynjunes, kan det vistnok bare være skjødesløst skrevet, men kunde ogsaa være tegn paa tendents til den ovenfor omtalte overgang fra sterk til svag form. Ved den almindelige forvanskning, at en større lokalitet faar navn efter en mindre, hvilken den selv oprindelig har givet navn, skrives øens navn i regelen Dønnesø efter gaarden; denne form er aldeles ukjendt blandt almuen, der kalder den Døn eller Dønna (med artikelen), og bør rent afskaffes og erstattes af Døn. Den samme forvanskning har man udentvivl i Hannesø udenfor Nesne; den er kaldet efter Hannes paa sydvestpynten, hvilket navn i forbindelse med Hansten lidt nordenfor ubestrideligt henviser til et ældre stammenavn paa øen, der rimeligvis har været Hönd (haand), hvoraf Handarnes, Handarsteinn, som altsaa nu burde skrives: Handnes, Handsten (genitivens ar afslides ofte, jf. Dønnes). Jeg har ei fundet øen nevnt i de gamle kilder. At nevne fjelde (og øer med fjelde) efter det menneskelige legemes dele, hvormed de have lighed, er almindeligt, jf. – fótr, – höfuð, – kollr, og øen Mjöðm, nu Mjömen i Sogn, af mjöðm, f. hofte; Fœtilör paa Hetland, som Munch (AnO. 1857 s. 346) afleder af fótr (fod), og lær (laar). Disse øer frembyde ogsaa fra de forskjellige sider saa mange vexlende billeder, at de lettelig kunne give anledning til saadanne sammenligninger. Dette støttes maaske ved navne paa nærliggende øer. Lovunden (d høres nu ei) kunde man saaledes falde paa at aflede af lófi (m., indsiden ar den flade haand, Fritzner), da den har nogen lighed med en haandflade med det afhugne haandled øverst; endelse und som Borgund i Hardangerfjorden, Sólundir i Sogn.[8] Om Tomma, gl. Tumba (Munch Beskr.65) sige Helgelændingerne, at det betyder tommelfinger, og at øen har sit navn deraf, at naar man ser den fra en bestemt kant, ligner den en lovvante, idet der ved siden af det brede hovedfjeld reiser sig et lavere, smalere fjeld, adskilt fra det øvrige ved et dybt skar, saa at det ganske ligner en tommelfinger. Det kan ikke negtes, at ligheden er slaaende; men ordet heder i gammelnorsk þumall, i folkesproget tume, m., og nogen feminin sideform, hvoraf dette navn kunde forklares, er vist utænkelig. Thi vistnok nevnes Sn. E. II, 492 en ø Þumla, hvis beliggenhed er vanskelig at paavise, og som derfor kunde formodes at være denne ø; men lydovergangen vilde være underlig og findes ikke i andre stedsnavne, hvor man har denne stamme (Þumlar i Land heder nu Thomle, Þumblastaðir paa Hedemarken Thomelstad). Hvis derimod den af Munch anførte gamle form Tumba skulde være ret, vilde ogsaa T stride mod denne forklaring. Mod Munchs formodning (i Ann. f. n. oldk. 1846), at det er den samme som den i Sn. E. II, 491 nevnte Þömb (þömb, tyk bug), taler navnlig, at navnet nu udtales med lukket, ei med aabent o. – En lignende forvanskning, som i Dønnesø, Hannesø, har man i Omnesø ved Melø med gaarden Omnes; som det gamle navn anfører Munch (Beskr. 64) Umey (Umeyjarsund, Frost. l. XVI, 2); men det har rimelig oprindelig været Uma, hvoraf Umunes, Omnes (jeg kjender ei den nuværende udtale). Staar muligt i forbindelse med ymja (umda), stønne, tude, saa at det kunde hentyde til noget eiendommeligt ved lyden af brændingerne. – Ligesaa i Muskunesey, Moskenesø i Lofoten med gaarden Moskenes paa østsiden, der forudsetter det oprindelige Muska; men Muskeyjarstraumr viser en mellemform Muskey (ɔ: Muskuey, om man ei kan antage en ældste form Musk), hvilket vel ogsaa kan være det gamle navn paa den lille ø ude i strømmen (nu Mosken, udt. maaske Moska); men af denne kan dog ei Muskunes have navn. Noget lignende har man i Furesundsø i Nordfjord, før Fura, hvoraf Furusund, sundet ved siden af; kanske ogsaa i Rangsundø i Rødø. Exempler paa denne forvanskning ere overhovedet hyppige. Den halvø i Kristianiafjorden, som kaldes Nesodden, har visselig oprindelig hedt Nes, og den nordligste pynt af den Nesodden, hvilket navn er blevet overført paa det hele, medens den egentlige odde nu kaldes Nesodtangen; gaarden Vaag paa Døn har faaet navnet af fjorden, som siden igjen efter gaarden er kaldt Vaagsvaagen. – Løkten (udt. Løkta) mellem Døn og Nesne; har maaske før hedt Lykt af lykt, f. ende, slutning, af lúka, saa kaldet, fordi den ligger tvers for og ligesom stenger for det lange, brede seilløb mellem Alsen og Lilandet paa den ene side og Herøerne og Døn paa den anden (matr. har i Gildeskaal: Lykterøen (Lyktarey?), som ei findes paa Kartet). Mellem denne og fastlandet er Huglen, hvis ældre form vel har været Huggul, ligesom Huggul og Andhuggul (Huglen og Anduglen) i Hardangerfjorden (D. N. I, 142). I Sn. E. II, 492 nevnes blandt ønavne Hugl. Øen er opfyldt af en høi bjergaas, der høiner sig mod SV. Navnet kunde henge sammen med hugga, trøste, lindre bekymring (ull med betydning af aktivt participium som i förull, göngull, farende, gaaende, her i femininform, fordi der tenkes paa ey), fordi man faar ly for veiret, naar man kommer ind under den; det kan ialfald passe paa den helgelandske ø, og forøvrigt maa man erindre, at navne kunne opstaa af enkelte anledninger og begivenheder. Søndenfor, udenfor Vefsnfjorden, ligger den store Alsen, før Álöst eller Alöst[9], nu skrevet Alstenø med urigtig tilføielse af ö. Alst’en maa vistnok tenkes som mellemform (fra Alöstin), men ber dog ei bruges, dels fordi t ei nu høres, dels fordi den giver anledning til en urigtig udtale (Al-stén), der vistnok er temmelig almindelig i det sydlige af landet. – Deraf gaarden Alstahaug i S. V. med kirken, hvorfra navnet er gaaet over paa prestegjeldet, af Alastarhaugr, Alstarhaugr, altsaa ganske forskjelligt fra Alstadhaug i Skogn[10]. Gaarden og kirken ligger paa en slette, som vistnok ogsaa i fortiden; men der er høidedrag og fjeldknatter rundt omkring, og muligt er det ogsaa, at den gamle, ualmindelig store gravhaug udenfor ved søen, om den skulde være meget gammel, kan have givet anledning til navnet. I det 15de aarhundrede: Alistahogh (Dipl. I, 750) og 1570: Alstehoug (D. 6, 805). – Thjøtta (urigtigt skrevet: Thjøtø), fordum: Þjótta. Efter Bjørn Haldorsen og E. Jonsson betyder þjótta paa islandsk „senet, trevlet og seigt kjød.“ Det er muligt, at det kan være samme ord, og navnet maatte da have hensyn til noget eiendomligt ved jordbundens beskaffenhed. Jeg har ikke været paa øen; den er lav og temmelig flad. Udenfor Throndenes findes der efter Munchs kart en liden ø ved navn Thjøtø. Det vilde være ønskeligt, om nogen, som havde kjendskab til begge disse øer, kunde give oplysning om, hvorvidt de vise nogen lighed i udseende. – Mindlandet efter Munch før: Minda; men AB. 87.89. 90 har Mynda, Dipl. N. 2, 150: Myndanes og Myndines; de sidste former kunne maaske tyde paa, at gaarden egentlig har hedt Myndarnes, og øens navn været et sterkt femininum Mynd. – Skorpa ved Døn, et af de almindeligste ønavne langs kysten; den er høi og rund seet sydfra. Navnet kunde komme af skorpa, f. skorpe. En del af øerne med dette navn har dog vist forhen hedt Skarpa (med overgang som i vagga, nu vogga, se I. Aasen gramm. § 102 med anm.). I Sn. Magn. s. Erl. cap. 18 nevnes Skarpa, som forstaaes om Skorpa paa sydsiden af Korsfjorden; en af Syderøerne hed Skarpey (Munch Beskr. 212); i s. Inga ok br. cap. 20 nevnes Skarpasker eller Skörpusker ved Englands kyst (S.B.). – En mindre ø er Imø i Bindalsfjorden, rimeligvis fordum Íma. Det er ikke let at slutte sig til betydningen, da det kunde henføres til forskjellige stammer. Man kan tenke paa det i Edda forekommende íma, f., strid og forklare navnet af, at den har været gjenstand for strid (jf. Vígdeild, gaardsnavn, nu Vigtil, Vigdelen, Frosten, Leksviken, Gildeskaal) eller paa ima i folkesproget = isprengt stribe eller plet med overgang til en anden farve (I. Aasen). I Mandals pgd. er en gaard Ime, fordum Íma (Mch. 134). – Vomma ved Havnøen, fordum Vömb eller Vambarhólmr (Sn. Magn. barf. s. 6) har navn af sin form (vömb f.). – Søla (tykt l), i matrikelen Sølen, liden høi ø paa vestsiden af Vega; man kunde nærmest tenke paa söðull, sadel, hvilket vilde passe fuldstendigt med øens form; men det er besynderligt, at omlyden er beholdt, da det ellers heder – salen (undtagen Sølen i Østerdalen), og det har derhos enstavelses tonefald, hvilket tyder paa, at a maa være artikel og ei flertalsendelse. – Torgar, gammel form (AB. 89), nu i matrikelen Torget, bør skrives Torge, af torg, n. torv, handelsplads, altsaa med den samme overgang fra neutr. enkelttal til fem. flertal som i Túnir, Nesjar o. fl. Jf. Sandtorg paa Hinn (Dipl. 6, 198 j Sandhþorgom d. e. -torgom). Øen bestaar af to kun ved et ganske smalt eid forenede dele, deraf vel flertallet; AB. 89 nevner ogsaa Úttorgar, nu Uttorge paa den ydre ø. – Tenna (urigtigt Tenø) ved Herø, fordum Þerna AB. 87, af fuglen þerna, tenne, søsvale. – Alteren (forskj. fra Alleren eller Alderen, Lurø), maaske af álpt, svane, hvoraf mange navne paa Island; anden del kan neppe være –tarren, da dette bruges om blindskjær. – Med afledningsendelsen –ing: Yksningen i Bindalsfjorden (Yxningr, AB. 84) af yxn, oxe; Yksningerne ved Herø. – Ylvingen (skrives nu: Ulvingen) før: Ýlfingr, AB. 90, udenfor Velfjorden, af úlfr; jf. Ýlfi, Lofoten; Ulvøia, Lurø. – Gimlingen, Brønø, maaske af gymbill, væderlam (Fritzner tillæg; y veksler jo ofte med i). – Hysingsver,. Vega (hysings wer, AB. 90). Af hýsa, at huse, kunde vistnok dannes Hýsingr, skjønt man hellere skulde vente femin. hýsing, jf. Husver i Alstahaug, ligesom Hysingstad paa Stord, der dog kan komme af mandsnavn Hýsingr, ved siden af Husstad. – Flere navne paa skjer have denne form: Lislingen (af lítill, liden); Lysingen kan komme af fiskenavnet Lysing, gadus merluccius (I. Aasen), af gammelnorsk lýsa, d. s. (P. Claussøn nevner blandt fiske, som forekomme i Nordland, Lyr eller Lysse); Skjerdingen (paa søkartet urigtigt Sjelingen), af skarð, som har et fjeld med skard i (jf. Skjerdingstinden blandt de syv søstre); Bælingen, maa komme af bale, m. i folkesproget og bali, m. i gammelnorsk „en vold eller jevn forhøining langs strandbredden“ (I. Aasen), hvilket forekommer sammensat om skjer over vandet (–balen); Grøningen af grœnn efter farven; Kvitingen (s. ovf.) af farven i fjeldet eller af, at den jevnlig er omgivet af brænding; 3 øer af dette navn i søndre Helgeland ligge alle langt tilhavs, ligesom Kvitingsøerne udenfor Buknfjorden; af søskummet kommer ogsaa hvítingr som sønavn i Sn. E.; Svenningen, et par øer, d. e. Sviðningr, som er afsvedet til græsvext (jfr. Svenningsdal i Vefsn); Dypingen (2 gange), ligesom Djupskjer udenfor Aasver, vel af at den hæver sig af dyb havgrund. – Af de med ey sammensatte navne har man vist et meget gammelt i Hereyjar (Nordherø og Sørherø, adskilte ved et smalt sund; dette forklarer, at der ikke er et stammenavn, da de ikke kunde sammenfattes under et eneste navn og heller ikke ere forskjellige nok til to særegne navne, grundede paa lokalanskuelse); efter dem blev halvfylket nevnt. Samme navn findes i Søndmøre. Denne i stedsnavne hyppige stamme Her (der dog ofte i nuværende navne foran s og st er opstaaet ved en sterk sammentrekning) er det samme ord herr (gen. hers eller herjar), der saa ofte forekommer i personsnavne (ex. Herjúlfr, Herdís) og der vel maa forklares: krig, viking. Det betyder ei alene hær, men ogsaa overhoved en samling af en mengde mennesker, saaledes til thing. I stedsnavne betyder det saaledes vel dels et sted, hvor folket pleiede at samle sig til krigstog (undertiden kanske: hvor vikinger pleiede at holde til), dels et thingsted; her har man snarest den sidste mening, da det er rimeligt, at halvfylkets thingsted har været paa disse øer, i Herøerne paa Søndmøre snarere den første, da man ser, at det har været et almindeligt samlingssted for hære, som skulde drage tilsøs, og anløbsted for ankommende hære (Jomsvikingerne lagde ind her, Munch, n. F. H. I, 2, 114; her ventede kong Olav paa Ledingstroppernes samling 1027, s. st. I, 2, 727; Olav lagde ind her for at faa efterretninger om sine fiender paa sin flugt, I, 2, 754; Erling skakkes flaade samledes ved Herø i 1179, III, 96 osv.). – De øvrige med ey sammensatte navne maa betragtes som yngre. Med dyrenavne ere dannede: Hjartøia (4 gange) af hjörtr (hjartar), hjort, Ulvøia, Bjørnøia (2 gange), Ravnøia, hyppigt, Ørnøia, Arøia, af ari = ørn, Gjæssøia, hyppigt, Tranøia, Skarvøia (flere gange), Maasøia og Maaøia (af gammel norsk már, gen. más, maase), Reinøia, Selsøia, Ormøia, Kvaløia (byppigt navn, af hvalr, hval; endel kunne maaske komme af det gamle i navne saa hyppige hváll, hóll, bakke, høi, ligesom Kvalan, øer udenfor Brønø), Sildøia, Røssøia og Rossøia (østenfor Thjøtta og i Lurø), af hross, hest, Hestøia, Lambøia, Svinøia, Kjeøia (af kið), hyppigt ogsaa nordenfor, jf. Hanøen (matrikelen i Lofoten) af hana, gammelnorsk haðna, ung gjed, Bukøia, Nautøia, Fæøia, Buøia, der næsten bruges som fællesnavn („det er buøia til Anøia“ d. e. seterø, havnegang). Saadanne af tamme dyrs navne sammensatte have sin oprindelse af, at øerne ere brugte som buøer, græsgange. – Andøen udtales Anøia med langt a; det synes derfor mindre rimeligt, at det kommer af and; det kunde komme af ørn (Arnarey) eller navnet Arne (ligesom Arnargarðr i Dovre nu udtales Angard). – Nordenfor Tomma ligger den lille Selotø, som bør skrives Sellaat, af selr og látr (d. e. leie, af liggja), altsaa et sted, hvor selen kryber op paa land og ligger; ligesaa Sælloter (matrikelen) i Hadsel og Sallater, Ytterøen, fordum Sellátr (AB. 26), hvor der er et nes, som endnu er et almindeligt fangststed for sel; Sellátr, nu Sellater i Ranrike, Sellátr paa Austrey blandt Færøerne (Munch 211). – Navne af vextligheden: Roosøia, vestenfor Thjøtta (matrikelen: Ros–), Orderøia (skrives: Olderøen), Lauvøia (Løvøen), Laufey, AB. 89, Risøia, Røirøia (at. hreyrr, m. rørt men det kunde ogsaa komme af hreyrr, stenrøs), Blomsøia AB. 127 (?), Slaattøia og Slaatterøia, som bruges til slaateng (sláttr, gen. sláttar). – Lisøen; jeg har ei været opmerksom paa udtalen; s kunde være en uheldig gjengivelse af det hvislende tl (Litley, den lille ø), eller det kommer af det før omtalte fiskenavn lyr eller lýsa. – Igerø (undertiden skrevet Egerø), fordum Ígarey, ved Vega, dunkelt. – Burøia d. e. Búðarey, hvor der staar en bod, Skotsver, hvor der er et skot, Skaalver, maaske af skáli, stue. Kjølsøia i Brønøfjorden, maaske af kjóll, fartøi, da et gammelt i regelen i nyere navneformer er omlydt til jö; efter formen kunde det ogsaa ved en sammendragning være opstaaet af Þjóðólfsey, af mandsnavnet Thjodolv. Sammensetningerne med ver, holm osv. vise de samme stammer og have ingen særegen interesse. – Det synes, som om skjer og grunde langt ud tilhavs undertiden opkaldes efter fjelde („med“) inde mod land, hvorefter deres sted bestemmes, ex. Vegflissen søndenfor Sklinden og Vegtarren nordenfor Sklinden, efter Vega (tarre ligesom baa, gammelnorsk boði, almindeligt navn paa blindskjer); Trentarren og Meløskolten langt udenfor Døn, af Trenan og Melø.

Medens det let falder i øinene, at denne sidste klasse navne, de sammensatte, fordetmeste ere temmelig nye, om end i forskjellig grad, hører derimod en del øer med navne af første klasse til de allerældste dele af Helgeland. Særlig maa fremhæves Løkten med de 3 nu udpartede gaarde Hov, Sund, Horn (udtales i Helgeland endnu paa den oprindelige maade: Haarn, medens det andetsteds i landet heder: Honn, Hodn). Disse navne tyde alle paa den ældste bebyggelsestid, og navnlig tør man om navnet Hov (og de deraf afledede) vistnok paastaa, at det overalt, hvor det forekommer, viser tilbage til den ældre jernalder. Denne antagelse støttes ved, at af de hidtil gjorte fund af oldsager fra den ældre jernalder særdeles mange hidrøre fra gaarde, i hvis navn denne stamme findes, eller hvor man ved, at der har været hov, eller fra steder, der ligge nær ved saadanne.[11] Der kan visselig være bygget mange nye hov efter tiden omkring 700, men det maa være skeet i egne, som allerede vare bebyggede, og paa gaarde, som allerede havde navne, der ikke kunde fortrænges. Det er overhovedet ikke let at forestille sig, at ialfald det usammensatte Hov (Hove) kan blive navn, uden naar der foregaar en indflytning og rydning i større folkemasser. Derfor henvise disse navne vistnok til den første bebyggelse af egnen. Denne mening rokkes ikke ved, at navnet saa ofte forekommer paa nybyggerlandene (altsaa fra 9ende og 10ende aarh.); thi det skriver sig ogsaa her fra landenes første bebyggelse. Yngre ere vel:. Sandaker, Breidvik, Koperdal (Sandakrar, Breidovik, Kopardalr, AB. 87). – Handnesøen (Hönd?) med Handnes og Handsten (for omtalt). De oprindelige navne kunne godt have været Nes og Stein. Her er fremdeles: Valla, der viser tilbage til en gammel form Vellir (flertal af völlr, vold), idet a her er en almindelig endelse i navne, der i de gamle sprog ere hankjønsord i flertal. I det vesten- og søndenfjeldske af landet er den samme ældre form nu bleven til Valle. – Skaga, ligesaa flertalsform, af skagi, m., langt fremstikkende, især lavt forbjerg, almindeligt i navne over hele landet, men mest i formen Skage; i folkesproget heder ordet skag, n., og deraf ofte Skage(t) f. ex. i Verdalen. – Stokka, ogsaa flertal, hyppigt navn, men søndenfor i formen Stokke (Stokker) eller Stokkom (dativ, urigtigt skrevet: Stokkan). Hvilken betydning der skal lægges i ordet stokkr, naar det bruges til navne, er ei klart; muligt er det ei den samme overalt. I Landn. 5, 9 fortelles det om landnamsmanden Haastein, at da han kom hen mod Island, kastede han ud i havet sine setstokker „efter gammel skik“ (at fornum sið); de kom iland udenfor Stokkseyrr, hvor Haastein siden boede. Ved setstokker forstaaes de stokker, som begrendsede „set“ eller sovestederne langs langvæggene, paa den side, som vendte ind mod stuen. Dette „forn siðr“ kan ei hentyde til andet, end hvad der efter sagnet havde været almindeligt i Norge under flytningstiden. Det har altsaa været almindelig skik i gammel tid, naar man kom tilsøs til en egn, hvor man vilde slaa sig ned, at søge spaadom om, hvor man skulde bygge sin gaard, ved at kaste ud sine setstokker (ligesom landnamsmendene ellers kastede høisædesstøtterne ud). Den gaard, som blev bygget, hvor man fandt dem drevne iland, kunde da ganske naturligt faa et af stokkr. (= setstokkr) dannet navn, ligesom Stokkseyrr paa Island. Forekommer derimod et saadant navn inde i landet, maa der søges en anden forklaring. Undertiden kan det have sin oprindelse af, at gaarden er bleven bygget paa et sted, hvor der har ligget tømmerstokke i lunner eller spredt. Saaledes maa ogsaa det gamle ord stokkland, rydningsland i almindingsskov (Fritzner), forklares (de træer, som ikke behøvedes til husene, bleve liggende paa jorden). Paa gaarde nordenfjelds har jeg hørt, at man har kaldt et sted nær ved gaarden, hvor man pleiede at lægge tømmer, „stokkan,“ „ut me stokkom.“ I endel sammensetninger, som Stokkebø (Vik, Sogn), ligesom i det islandske Stokkahlaðir, tyder ordet vel paa et hus, som er tømret med almindeligt laftverk, modsat stavverk, ligesom det gamle ord stokkabúr vel er et bur, som er tømret lige fra grunden, ei bygget paa stolper som det, der betegnes ved det i nyere norsk almindelige stabbur (stavbur)[12]; saaledes bruges ogsaa stokkbekk (ei hos Iv. Aasen) nordenfjelds almindeligt om en brønd, hvis sider ere klædte med en tømring lige fra grunden af til lidt over randen. – Saura (flertal), af saurr, m. skarn, smuds, ofte i stedsnavne, hvor det maa forklares: dynd, søle[13]. Saura i Brønø, Saure i Gildeskaal, Lødingen, Dvergberg, Rødø; Saurar i Jemteland Dipl. 6, 484; Saurar, Færøerne (D. 2, 626); Saurar i Selbu, AB. 40 (af Saurum), vel det nuværende Sirum (matrikelen); Uglasaurar, nu Oksur i Sparbuen (AB. 14); i enkelttal: Saur, Foldereid (nær Lona af lón, f., sted i et vandløb, hvor vandet staar stille og danner kiler), Kvams og Egge sogne i Stod. Saurshaugr, nu Sakshaug, Inderøen (mulig af et øgnavn, hvortil sagnet om hunden Saur synes at tyde); Saurbýr, Saurbær, nu Saurbø, Sørby, Sørbø, i Ullensaker (Dipl. 5, 668), Elfteløt (D. 5, 393), Rennesø, Stokke, Thjørn i Ranrike (Munch Beskr. 202), Høiland; Saurbœir, Krokstad sogn, Ranrike. Saurtunga, nu Surtung, Ranrike (Munch 200); Saurhirðir, nu Sjøhøla (d. e. –hørða, urigtig gjengivelse af det „tykke l“), Munch 204; j Soorbekkiom, Throndenes (Dipl. 6, 198; Saurbæckom, D. 6, 274. 302; gjenfindes ikke nu). Den hyppige sammensetning med bœr synes at vise, at der især maa tænkes paa et dyndet, sølet tun. Det findes ogsaa ofte i danske og svenske navne som Sor-, Sør-. Søra paa Alsen af en afledet form, seyra, der i det almindelige sprog kun bruges = nød, trengsel, men vel oprindelig har havt en mere eegentlig betydning, omtr. = saurr[14]. Sirum i Selbu synes at vise, at der har været en sideform Seyrum ved siden af Saurum. Seyra ligger maaske til grund i mange navne, der begynde med Sør-, hvor det tages = Syd- (af suðr); men saadanne tilfelde kunne ikke udskilles, naar man ei kjender de gamle former; naar et navn nu skrives Sør-, der kommer af saurr, kan udtalen vise det rette. – Sammensat navn er Steiro (matrikelen: Stero), hvis gamle form utvivlsomt har været Steinrof d. e. stenbrud (rof, n., af rjúfa). Samme navn paa Alsen og i Bø og Sortland i Vesteraalen (fordum Steinrof, AB. 96. Munch Beskr. 64); det samme er Sterud, Nes paa Hedemarken, fordum Steinrof (Dipl. 1, 644. 875. 902. 936 o. fl. Steinroff, Sthenrofi Stensrof). Naar Munthe i matrikelen og forfatteren af registeret til første bind af Dipl. Norv. angiver den ældre form at være Steinarhof, er dette vistnok uhjemlet, og det er i sig selv urimeligt, at hof skulde sammensettes med et mandsnavn; grunden er vel former som Stæinærof, Steinerof (Dipl. 5, 509. 571.), men disse ere = Steina-rof, en sideform for Stein-rof. Man kunde maaske uden skade skrive Steirov for at antyde oprindelsen; Stero strider ialfald baade mod udtale og etymologi. – Nordlig paa sydestsiden er en gaard, hvis navn nu udtales: Øbbe; matrik. har Ølvbø, vistnok urigtigt, da det vilde være en uforklarlig form for Ölvisbœr. Det rette er rimeligvis Øvrebø. AB. 87 har en øfri bœr i Mynda fjerding; denne gjenfindes ikke nu, om det ei bare skal betegne „den øvre gaard“ af det iforveien nevnte Høiholmen (der nu bestaar af to langt adskilte gaardklynger). Det er tenkeligt, skjønt vistnok ei rimeligt, at tillægget „i mynda fjordunge“ kan være uret henført til dette navn, og at der menes denne gaard i Nesne fjerding, af hvilken der ogsaa i samme stykke anføres flere gaarde. – Riksen, Dilleren ved jeg ikke at forklare. Ved Hines kan tenkes paa forskjellige stammer (f. ex. híð, hi, bjørnehi, eller Híði, mandsnavn). – Ravnfløi (matrik. d. e. Ravnflaug, Hrafnaflaug) i et høit, mørkt gjuv med fladere lid nederst; jf. Falkflaug, Bodø, af flaug, f., flugt, altsaa et sted, hvor ravne, falke flyve og have sit tilhold. Bønderne kalde den Gjuvviken, sikkert et yngre navn.

Af Alsen høre sikkert flere gaarde paa de ydre sider til de ældste. Vestsiden er et især idet nordlige bredt og temmelig fladt forland under den fjeldkjede, som gaar langs midten af øen, og hvoraf de merkelige 7 Søstre danne de mest fremstikkende punkter. Der er paa flere steder viker, der danne havne. – Alstahaug er før omtalt, oprindelig maaske Haugr; en fjord søndenfor kaldes endnu Haugsfjorden, et nes udenfor gaarden Hoksneset d. e. Haugeneset. – Skeid (udtales: Skjei) paa sydsiden, et navn, der er udbredt over hele landet, og ogsaa findes paa Døn, fordum Skeið af skeið, n. et stykke vei, 2) kapløb, 3) løbebane (Fritzner). I den sidste betydning maa det forstaaes, naar det bruges som stedsnavn, og det maa da jevnføres med de mange med leikr sammensatte navne, der betegne pladse for lege. Paa de fleste steder med dette navn vil man finde jevne pladse; saaledes her, især i den vestenfor liggende birkeskov, der vel før har været ryddet land (der findes dere gravhauger i den). Ved Skeid paa Døn gaar der mod V. fra gaarden et dybt, i bunden fladt og omtrent 50 skridt bredt skard ud mod sletterne vestenfor det smale fjeld; her var der en ypperlig rendebane. Paa Skeidaker (Skjaak) i Lom er der ualmindelig flade og vide sletter. Hallingskeidet over fjeldet mellem Aal og Laardal, Hallingernes gamle vei til søen; ogsaa her er der paa lange strekninger fladt. Gandeskeidene nær Stavanger (ved Gandsfjorden, af det gamle navn Gönd, gen. Gandar). Skeid i Surendalen med en slette, hvor der nu er exercerplads. Ofte nu Skeide, der dels kan være gammel dativ, dels pluralis. Undertiden er stammen blevet forvansket i tale og skrift: Skedsmo, prestegjeld og gaard i Ullensaker d. e. Skeidsmo, Skjesvoll, Vaage, for Skeidsvoll, Skevik i Beitstaden, vel for Skeidvik. Paa enkelte steder synes denne forklaring af betydningen at passe mindre godt, saaledes ved Skeid i Verdalen, der ligger høit i en aaslid; her og paa somme andre steder maa det kanske hellere efter ordets første betydning forklares som et sted, hvor der er lettere overgang over et fjeld (et pas), hvilket ogsaa kan passe paa Hallingskeidet. Det udtales nu overalt Skjei, Skjeie, men man burde maaske skrive Skeid eller Skjeid for at holde oprindelsen i minde. – Lidt østenfor ligger Hamnes, som efter almindelige overgange skulde antages at være Havnnes, men det heder AB. 88 Hamanes. – Ved Haugsfjorden, der gaar dybt ind fra syd, dannes halvøen Offersø, hvis lave hals i flodtid er oversvømmet, og som ved to smale sunde er adskilt fra Thjøtta. Samme navn i Lødingen paa sydsiden af Hinn og paa Vestvaagen, hvor den gamle form er Órfyrisey (AB. 96); dette er utvivlsomt det gamle navn paa alle tre; de have alle den samme form. Det maa afledes af ór og fjara (fjære)[15], og navnet maa sigte til den omstendighed, at vandet staar over i flodtid. Navnet forekommer ogsaa paa Orknøerne: nu Orfer, fordum Órfjara (med uafledet form).[16] Det maa forklares: et sted, hvor det „fjærer ud, “ d. e. hvor vandet i fjæretid gaar langt tilbage. – Belsvaag (fordum Beltisvágr, Munch Beskr. 66), utvivlsomt af den lange smale vaag, ved hvis bund det ligger (belti, n., bælte). – Skjeggenes af mandsnavnet Skjegge (Skeggjanes), hyppigt sammensetningsled i stedsnavne (Skjeggerud, Skjeggestad, Skjegstad, Skjeggedal, jfr. Skjeghaugen ved Østraat, Ørlandet, hvor efter sagnet Jernskjegge ligger begravet). – Søvik, ei af , men af gammel form Suðrvík (AB. 88), af suðr, syd, ligesom Søvik i Throndenes (Sudvik Dipl. 6, 198); altsaa forkortelse for Sørvik. Saaledes forholder det sig vel ogsaa med andre navne Søvik (forskjellig fra Sævik, f. ex. i Overhalven, af sær, sø, eller Sjøvik, der mulig kan forekomme, af formen sjór = sær). – Herten (paa Munchs kart urigtigt Hesten), kan mulig komme af hjörtr (hjort), i hvilket tilfelde vi her rimeligvis har en sammensetning med vin: Hirtin, hvor er omlydt til i paa grund af følgende i. Hermed kan jevnføres af samme stamme Hirta, Hirtubrú i Lier (hvor Sverre slog Magnus Erlingssön) med en ualmindelig afledningsform, nu Hørte; Hirt, Voss (Björg. Kalvsk. 73: í hirti); Björg. K. 7 5 har i hirrini, vist feil for hirtini ɔ: Hirtvini, kanske et andet navn paa den samme gaard i Voss; Hirtaþveit i Elfteløt, D. N. 3, 915. 6, 348, nu Hørthveit. – Nordenfor er forlandet bredere, og her er tillige en indre rekke gaarde; her er det for omtalte Søra (med parter: Hallestuen og Fløta), men forresten have disse gaardes navne en yngre karakter: Markvoll, Breidmo. Thormodsvoll nevnes dog i den yngre middelalder (AB. 88); ligesaa Kleif (AB. 88), nu Kleiven. – Ved Noviken kunde man tenke paa nór, et meget gammeldags ord, i Snorra-Edda blandt skibsnavne, jf. Nóatún; altsaa samme betydning som i Skipevik, Dybvaag. Men da blev navnet overmaade gammelt, hvad den tilføiede artikel taler imod. Samme navn i Gildeskaal. Det kunde mulig være en forkortelse i udtalen for Nordviken, her modsat Søvik, i Gildeskaal modsat Mevik og Storvik (i nærheden); det er ikke sterkere forkortelse end i Søvik. Matrikelen har mod udtalen Noeviken[17]. – Stokka som paa Handnesøen. – Sandnes. Ingen gravhauger eller minder om den gamle tid findes nu, saavidt jeg har kunnet opdage. Det er verdt at merke for fortellingen om Haralds overfald, at gaarden ligger søndenom en liden aas (Sandnesaasen), som man maa over for at komme til det sted, hvor nøstene nu ere og vel altid have været, da der her er en god havn; man kan saaledes ikke se fra gaarden til søen. Dette sted med landhandlerboligen og nøstene kaldes Sandssjøen eller Sandsyen, forkortet af Sandnessøen[18], i regelen urigtigt skrevet Sandnes-øen. Naar en gaard ligger lidt fra søen, er det almindeligt, at nøstene, især hvis der ved siden af er en husmandsplads, og endnu mere hvis der er et landhandlersted, kaldes -søen med gaardens navn foran. Saaledes Mosjøen, Kulstadsjøen og Halssjøen i Vefsn, Nord-Herøsjøen, Lurøsjøen, Lelandssjøen (Alstahaug) o. fl. Sprogbrugen er naturligvis opstaaet af, at man sagde: ned til søen, nede ved søen; paa denne maade bar hver gaard sin Sø, men paa gaarden selv siger man naturligvis kun Sjøen uden at sammensette det med gaardens navn. Det er kun ved de vigtigere havne, at saadanne sammensetninger have dannet sig og faaet almindelig udbredelse. Den, som det synes, hyppige mening, at man i denne sammensetning har -ø, modbevises tilstrekkelig af udtalen -sjøen eller -syen (efter de forskjellige egne), og for at hindre den burde skrives -sjøen eller ialfald dobbelt s. – Den kirke, som før stod paa Sandnes, er nu flyttet vestover til Stamnes, fordum Stafnnes (Munch 66), af stafn, skibsstavn d. e. et nes, der stikker frem som en skibsstavn. – Horvenes (matrikelen Horfenes) østenfor, af hverfa, vende (ve gaar ofte over til o), nes, hvor der gjøres skarp vending. – Sund længere mod øst, hvor søen mellem Alsen og fastlandet er smalest. – Hellesvik baade paa østsiden og vestsiden, af gammelnorsk hellir, m., heller, hule i fjeldet. Forresten har østsiden en yngre karakter og liden interesse. – De særskilte navne paa de 7 Søstre er kanske lidet kjendte. De ere fra SV. af: Stortinden, Kvesstinden (af kvass, skarp), Kløfttinden (dobbelt), Skjerdingstinden (jf. skerðing, f. indretning til at henge gryden i, fordi den er forsynet med skard; her et fjeld med skard i; rd udtales med det „tykke l,“ og deraf kommer den urigtige skrivemaade med l. Jfr. Skjerdingen som ønavn) og endelig Smaatinderne (to). Undertiden skal der nevnes andre navne.

Thjøtta. Efter Sn. Olav d. hell. S. c. 110 havde der paa Eyvind skaldespilders tid (midten af det 10ende aarh.) boet ikke faa smaabønder paa øen. Sønnen Haarek kjøbte først én gaard og siden flere§ og inden faa aar havde han trengt bort alle de bønder, som boede der før, og han eiede hele øen og gjorde deraf en stor hovedgaard. I middelalderen maa den igjen være bleven delt; thi i Aslak Bolts jordebog nevnes neztegarðrinn, miðgarðrinn, øfstegarðrinn; men den hørte ellers da fuldstændig under erkestolen, til hvilken den var kommen fra Bjarkøætten.

Paa Minda eller Mindlandet er Myklebostad (af mikill, stor) og Nordbostad; de synes at tyde paa en ældre samlet gaard Bólstaðr, der tidligt er bleven delt i Store- og Nordre-; den sidste navnes allerede hos AB. 89. 90. 127. – Havnøen udenfor Vevelstadlandet er meget gammel bygd. I senere tid, i det 9ende aarh., boede der Ingjald eller Thore, søn af Ketil kjelfare, der fostrede landnamsmanden Ingemund gamle (Munch, N. F. H. I, 1, 529). Her er Vaag og Havn, hvoraf øen maa have faaet sit nuværende navn, rimeligvis med fortrengsel af et ældre. Fremdeles Hestun, fordum Esjutún eller Hesjutún; andre navne af samme stamme ere Esjunes og Esjuberg paa sønderlandet af Island, Esjunes paa Grønland, Esjunes den sydvestlige spids af Meginland, Hetland, Esjunes eller Hesjunes med Esjuneseyjar, nu Hesnes ved Grimstad, Esbjerg i Jylland, Hessineset plads under Eid, Høilandet i Namdalen, Hesevik i Ranen. Stammen er det i folkesproget endnu bevarede esja eller hesja, „et slags meget blød stenart (Helgeland); i Namdalen hesja, hisje (jeg har i Namdalen hørt hessistein jf. Hessineset); deraf esjeberg, klippe af denne stenart, esjemark, jord opfyldt med denne sten, som derfor skal være meget frugtbar“ (I. Aasen). I gammelnorsk forekommer ordet neppe, men maa dog have været almindeligt. Samme stamme findes i Esholmen (d. e. Esjuhólmr) ved sydvestenden af Havnøen[19]. En husmandsplads under Vaag heder ’pund (d. e. upp undir) Torva, merkeligt som exempel paa, hvorledes en præposition har voxet sammen med et navn. I Skurdalen, en fjelddal i Hol, Hallingdal, heder en gaard unde Bergjom (matrikelen Berge). Saadanne navne have vel været almindeligere i middelalderen; i Bjørg. Kalvsk. 74 nevnes undir Björgum, nu Bjørge i Voss; smsteds pag. 46. 47: undir Brekkom og u. Brekko, nu Brekke i Aurland; men maaske er ogsaa paa disse steder den gamle form endnu bevaret i daglig tale. Et lignende exempel have vi i D. N. 2, 282: Amonde a Vatnamillum (nu Vatnemellem i Degernes, Rakkestad); i Lom findes en gaard Brumillom paa en tange mellem to elve, som der fører broer over. Jfr. ogsaa Arne firir ofan vatn, D. N. 2, 181 (i Sogn). En saadan forstening af en præposition, saa at den følger med ogsaa, naar navnet skulde staa i nominativ- eller akkusativforhold, er det ogsaa, som er grunden til at saa overordentlig mange stedsnavne have dativform (-e og -om), medens dog selve præpositionen nu er falden bort. Anderledes forholder det sig med en sammensetning som Pundsletten, Vaage, hvor præpositionen staar i et adjektivisk forhold: sletten nedenunder (aasen). En anden plads heder Skjaaviken af skjaa, et tørveskur.

Af gaardene paa Vega nevnes dere i middelalderen. Gulsvaag, fordum Guðleifsvágar (AB. 90), af mandsnavnet Gudleiv. Hongset, Högnasetr (AB. 90), af mandsnavnet Hogne. Færset, Færasetr, (s. st.) af fær, faar (jf. Færestad, Lærdal, Færevik, østre Moland, fordum vel: Færastaðír, Færavík). Sundvoll, Sundvellir (s. st.), hvor flertallet vellir altsaa er gaaet over til enkelttalsformen voll, medens det ellers nu i Helgeland er blevet til valla. Vegsten, oprindelig Veigarsteinn, af øens navn, hvoraf. Veigasteinn i AB. maa ansees som en yngre form[20]. Vegdalen, Veigmoen (efter matrikelen; udtales vel begge: Veg-) ligeledes af øens navn. Ældre udseende have: Nes (AB. 90), Vika, fordum Víkr (af wikom AB. 90), om ikke ordet som stedsnavn har havt flertalsformen Víkar, som den nuværende endelse synes at tale for; Floa, vel ogsaa flertalsform, af flói, m. et ved oversvømmelse dannet grundt vand, en sumpig egn, hvilket ellers nu i regelen i navne er gaaet over til Flaa (Flaavand, Flaabygd, Bø i Thelemarken); Svea, af svíða, afbrænde (jf. Svenningen blandt ønavnene), en stamme, som nu forekommer i navne i forskjellige formen Svedjom, Sveen og Svea, der alle maa henføres til sviða, fem., eller en sideform sviðja, der forekommer som navn i Jemteland D. N. 3, 642 o. fl. st., og endelig har man i Indhered Sve, neutr. Eidem, maaske Eiðheimr; Kjol, som maaske i udtalen lyder Kjøl, ar kjölr, kjøl, eller det kommer af kjóll, m. fartøi (hvoraf Kjul, fordum Kjóll, i Nitedalen, Kjølstad i Modeim og Aurskog, fordum Kjólstaðir, Kjólastaðir); naar dette anvendes usammensat i navne, maa man have tenkt paa det hvelvede skib, eller kjóll har ligesom kjölr egentlig betegnet kjøl, saa at det i navne i hvert fald betegner et sted, som ligger paa eller ved en høideryg. Kolstad af navnet Kollr. Gladstad maa komme af adjektivet glaðr, lys, klar, blank; Gladsø (Glasø) i Beitstaden hed fordum Glaðisjór (AB. 3), ligefrem: den klare sø; Glasø i Ædø og Fosnes efter Munch fordum Glaðsey, jf. Glaðshaugr i Grong (Munch 70) og Glaðsheimr i Grimnismaal v. 8. Efter dette kunde den ældre form af navnet formodes at have været Glaðsstaðir. Grøtland, der fordum maa have bedt Grjótland, af grjót, sten, der saa hyppigt forekommer i stedsnavne for at betegne en urdet, med sten opfyldt jordbund (f. ex. Grøting, Grøte – urigtigt Grøtting, GrøtteGrøterud, Grøt, Gryten, Grytingen, Grytenes, Gryte o. fl.). , utvivlsomt meget gammelt navn, af bœr, gaard; forekommer ellers i Helgeland kun i Brønø. Mjøgraven paa Ylvingen d. e. Mjógröf, den smale grav. De øvrige navne ere yngre paa -viken, -dalen, -aas, -bakken, -sundet med almindelige forled; merkes maa dog Nepsundet, vel af hneppr, snever, knap, jf. Nepaasen, Brønø, Neplen, Nesne. Enkelte af navnene synes saaledes gamle, især de usammensatte, og den indre side synes ældst.

Døn. Ogsaa her har den indre side det ældste udseende, men ogsaa paa den ydre side findes der gamle gaarde, en naturlig følge af, at der udenfor er en tæt og tryg skjergaard, og at der undtagen i den sydligere del er lette overgange tvert over øen; nordenfor Vaagsvaagen er der næsten kun flade myrstrækninger over dens hele bredde. Her har der saaledes paa vestsiden fordum været en gaard Vik (i Vikum, D. N. 2, 296), nu Nordvik, Mevik og Sørvik. Skaga, yderst paa en lang halvø, se under Handnesøen. Ugelfoden, udtalt Olfoten, dannet af fótr (fod) ligesom Lófótr, Lofoten, Vargfótr, Flakstadøen i Lofoten, Ófótr, Ofoten, Olmfótr, Olfoten i Daviken, Folafótr, Folafoten ved Throndhjem og paa. Island (Landn. 2, 29), Forfot (nyere form) i Aafjorden. Istedetfor de 4 første former opfører Munch (Beskr.): Lofót, Vargfót, Ófót, Olmfót, men disse feminine former forekomme mig umulige, og jeg bar ikke kunnet finde nogen tilstrekkelig hjemmel for dem. AB. 95 f. findes: i Ofot, i Vargfot, i Lofot; ligesaa i Dipl. N. f. ex. s. 874 i Lofoth (fra det 15de aarh. ar oftest Lofothen). Dativ af fótr heder vistnok fœti, men at det i navne især i den senere middelalder har mistet noget af sin bøielighed, er ikke besynderligt; i Lofotenom Dipl. 5, 597, 656. 2, 674 (hvor formerne ellers ere regelrette) taler afgjørende for en nominativform -fótr. Forresten forekomme disse navne maaske kun i genitivformen -fótar, der er den regelmæssige genitiv af fótr. Efter Munch (Beskr. 63 og 96) brugtes de afledede svage former Ófóti og Olmfóti til at betegne fjordene; i Bjørg. Kalvsk. 17 (Presttekian i olmfota) synes det dog at betyde bygden. I Loofota skippredhu (D. N. 2, 684) kunde forklares af en svag form, men er rimelig feil for Loofotar, ligesom „þessa før sagda jordhir“ i samme brev. Om anvendelsen i stedsnavnene af ord, der betegne lemmer paa menneskets eller dyrs legeme, er før talt. Lofoten kan, som nevnt, maaske afledes af lo, gaupe; Vargfótr kommer af vargr, ulv, Folafótr af foli, fole. Hvis matrikelens Ugelfoden er den rette gjengivelse af den gamle form (den synes ikke let at kunne være opfunden), maa stedet fordum have hedt Uglufótr af ugla, ugle. De 3 øvrige sammensetninger ere dunkle[21]. – Hildset, rimeligvis af kvindenavnet Hildr (Hildarsetr). – Aakviken, to gange, i SV. og NØ., sildigt navn, rimeligvis oprindelig husmandspladse, af akr, i folkesproget aaker, der over hele landet hyppigt forkortes til aak baade foran og i enden. – Breidstrand. – Sandstrok, maaske af strok i betydningen strøg, vei. – Kjelsnes af navnet Ketil, Kjell (muligt: Tjeldsnes af tjald, sted hvor man „tjelder“ d. e. hvelver baadene op og bruger dem som telte, som endnu paa markedspladsene); disse tre navne ere vel ogsaa nyere. – Herstad, før Herstaðir, AB. 87, paa østsiden. – Teigstad af teig (gammelnorsk teigr), afmaalt engstykke, almindeligt i navne enkelt eller som sidste sammensetningsled. – Hangbjørn og Dønbjørn, i daglig tale Sørbjørn og Nordbjørn; den sidste (markedspladsen) kaldes oftest bare Bjørn. Dyrenavnet bjørn kan vistnok forekomme som ønavn (Salbjarnarfjörðr ved øen Salbirni i Hordeland viser, at øens navn oprindelig har været Salbjörn), og øer kunne let have faaet et saadant navn af sin form, der mindede om en dyreskikkelse; men det er vanskeligt at skjønne, hvorledes et dyrenavn uden afledning kunde passe som navn paa en gaard; man maatte ialfald tenke sig, at navnet oprindelig har tilhørt et fjeld, og siden er blevet overført paa en nedenunder bygget gaard. Hangbjørn kunde da hentyde til det udoverhængende. I Opheims annex i Voss findes i matrikelen en gaard Hest; Ísl. ss. 1, 254 nevnes en gaard Hestr; jf. gardhen i Hæstom D. N. 5, 498 (i Jemteland). Det kan vanskeligt komme af björgvin (ligesom navnet Bergen), da baade g og e ei da saa ganske kunde være forsvundne i udtalen. Matrikelens navne ere visselig temmelig gamle. – Berfjorden (fjord og gaard), vel fordum Berufjörðr, af bera, binse, der hyppigt bruges som kvindenavn. Den sidste brug ligger oftest til grund i stedsnavnene. Jf. Berufjörðr, Berufjarðardalr, nu Bervendal i Ranrike, Bervik i Hadsel, Berufjörðr paa Island, Bardal, fordum Berudalr (AB. 4), i Beitstaden, Berefjord og Beraas i Lindaas; man jevnføre hermed de mange navne med bersi, bessi (d. e. bjørn), der ogsaa bruges som mandsnavn – Gjessfjorden (matrikelen Gjedsfjorden) kan komme af mandsnavn Geir, ligesom Gjesver vestenfor Magerøen ved Nordkap, fordum Geirsver (Olav h. S. c. 143), eller den ældre form er Geisfjörðr af et subst. geis af verbet geisa, der brugtes om det brusende hav[22], jf. Geissjór (nu Gjessø) og Geisáss (Gjesaasen) i Aasnes (Munch 151), Geisáss (Gisaas) i Sparbuen og i Namdalen (Munch 73 og 70). Hermed kan ogsaa jevnføres det gamle Eisufjörðr i Steigarsysla (AB. 94) af eisa = geisa. Paa en ø i fjorden findes mange begravelser, som det synes, fra en meget gammel tid. – Længere inde ligger Dalsvaag, der maaske henviser til et gammelt gaardsnavn Dal. – Gullstad, maaske af navnet Gudleiv, ligesom Gulsvaag paa Vega af Guðleifsvágar. – Vaag ved Vaagsvaagen, før omtalt. – Skeid, Vaag og Glein, der ligge i et belte tvert over øen, ere aabenbart meget gamle gaarde. Det sidste, som synes at være et stammenavn, kan jeg ei forklare, om det ei hænger sammen med folkesprogets gleine, f. = glenna, grønning mellem skov eller klipper (Glenna er hyppigt som gaardsnavn og ved siden deraf findes Glæinna i Sandssverv D. I, 594); den ligger i en lid ved en vig. – Sigerstad (matrikelen), urigtigt for Segelstad (med tykt l; dette viser, at det ei, som skriftformen kunde bringe til at tro, kommer af mandsnavnet Sigar); maa komme af segl (seil), der gjerne udtales ségel. Oprindelsen kan forklares ved følgende ord i Landnáma 3, 11: Þormóðr kom skipi sínu í Siglufjörð ok sigldi inn á Þormóðseyri ok kallaði ae því Siglufjörð ok Siglunes (nærmest af sigla, f. mast, jf. sigla, at seile). Ogsaa denne gaard ligger lige ved stranden; den gamle form kan have været Siglustaðir eller Seglstaðir. Jf. ogsaa Sigluvík paa Island, Seglvik i Skjervø, Segleim i Ekersund og Kvinnhered. Det er mindre rimeligt at tenke paa Sigvaldastaðir af navnet Sigvaldi, hvoraf Seielstad i Gudbrandsdalen, da g isaafald ei vilde være saa skarpt bevaret. – Holand i matrikelen skal være Holan, ar hóll, forhøining, som det „tykke l“ viser, hvormed det udtales (altsaa ei: Há-land, d. e. Høiland). – Om Dønnes er tidligere talt. – Vanved, ø med en gaard vestenfor Døn; den sidste del er viðr, træ, skov; man kunde sammenligne det med folkesprogets vanvida, vanvea, om trækar med for smaa staver (I. Aasen), og forklare det: som mangler skov, ligesom en ø ved Horten heder Vealøs, saa at den gamle form kunde være Vanviða eller Vanviði[23]. I Karlsø er en Vannø (hvoraf navnene Vannholmen, Vannereid, Vannsund, Vannvaag, Vanntinden), hvis ældre form maa have været Vönd eller Vöndr, genit. -ar; man maa her tenke paa det gamle ord vöndr (vandar), kjep, tynd myg gren, hvoraf der kan have været et ord vandarviðr, smaaskov, vidjebuske, og dette kunde ogsaa give en rimelig forklaring af navnet. Det kan neppe forklares Vanavé af (helligdom) og Vanir (gudenavnet), ei saa meget fordi det udtales med kort a, som paa grund af stedets beliggenhed ud mod havet; Vanabú i Beitstaden og Overhalven (AB. 4 og 86, nu: Vanebu) kommer kanske ei heller af Vanir, men af vani, vane: sedvanligt bosted (ligesom vanasótt, vanasöngr, sedvanlig sygdom, sang). Der findes endnu en del navne, men nye og af liden interesse.

Idet jeg nu gaar over til at behandle de enkelte navne paa fastlandet, vil jeg begynde med Brønø, hvis ydre strøg frembyde et mere gammeldags præg end nogen anden del af Helgeland. Det synes ogsaa at have været ualmindeligt tæt befolket i ældre tid, da det er den eneste del af Helgeland, hvor kirkernes antal i middelalderen var større end nu, idet der foruden Brønø og Viks kirker ogsaa var en Sunds kirke i det sydligste. Brønø udgjør en trekantet halvø med den ene side vendt mod havet, dannet af Urdsfjorden, der gaar ind mod NØ., og Velfjorden mod SSØ., mellem hvis inderste viger der kun er et smalt eid. Midt paa vestkysten gaar Brønøfjorden ind og deler sig i to arme, hvoraf den gamle Grytlufjördr gaar mod S. tvers paa Urdsfjorden og Skilebotn mod NØ. mod Velfjorden; derved dannes to mindre halvøer paa den større, af omtrent samme form som denne, og vestkysterne af disse kaldes Nord-Sømn og Sør-Sømn (eller med fælles navn Sømna), fordum Søfn, Søfnin (Nyrðri og Syðri). Navnet Sømnes om nordspidsen af Sørsømn gjør det noget sandsynligt, at Søfn oprindelig kun har været brugt om den sydlige del og siden er bleven overført paa den nordlige, da betegnelsen Sømnes vilde være mindre naturlig, om kysten ligefor ogsaa var Søfn; her har man ogsaa paa et fjeld og deraf paa en gaard navnet Sömhovud, medens ingen saadan sammensetning findes i Nordsømn. – Søfn synes at komme af svefn, men det islandske Svefneyjar giver neppe nogen tilfredsstillende analogi, da det vel har faaet sit navn af, at nogen der har gaaet i land og sovet. Prof. Bugge har derimod meddelt mig følgende formodning, som jeg finder meget rimelig: „Søfn maa, da AB. 90 skriver Swœmfnes, vistnok være for Svefn, ligesom fællesnavnet svefn bliver til søfn; Svefn kan igjen være istedetfor Sveifn, ligesom mestr for meistr, helgi for heilgi, etke, ekki for eittki osv. Sveifn kan være afledet af sveifa, sveifði (der nu bruges i folkesproget, „sveiva“ faa til at dreie sig) ligesom grein af greiða, nautn af neyta, þausn af þeysa osv. Sveifn kunde da betegne „et sted, hvor man lader (fartøiet) vende“; svífa bruges ofte om skibet; rorpinden kaldes paa isl. styrissveif, jt. ogsaa sveifirúm, svaierum for fartøier til ankers. Suffixet n, hvorved hunkjønsord dannes af svage verber, har samme betydning som i höfn d. e. stedet hvor man har kvæg eller skibe (af hafa). Strekningen kunde være kaldt saa af sine mange og bugtede fjorde“, og endnu mere paa grund af de spidse vinkler, hvori halvøerne overalt ende, ved hvilke man maa gjøre pludselige og skarpe vendinger. – Disse kyster danne et temmelig bredt, næsten fladt forland; fra Vik i Sørsømn gaar der et bredt, omtrent fladt skard over til en vid slette ved en bugt af Urdsfjorden, og derfra er der atter et lavt eid til Brønøfjorden i nord. Der er ingen anden bygd i Helgeland, der kan fremvise en saadan saa godt som uafbrudt rekke af usammensatte navne som den sydlige del af Sørsømn; det tyder ubestrideligt paa en overmaade gammel bebyggelse, og her er ogsaa et af de steder, hvor der er gjort gravfund fra ældre jernalder (ved Sømhovud). Sund. Vaag (AB. 89). Sande (Sandar AB. 89). Steine (af Steine AB. 89, ansaa dativ). Vik (AB. 89 Vijk, men Vika sokn). Knyk (matr. Knyg), henger vel sammen med kneikja, bøie tilbage; gaarden ligger nemlig under et fremspringende fjeld (Knykstinderne), medens der vider sig ud sletter paa begge sider; jf. Knyken om et fjeld i Surndalen; jf. ogsaa knykill, knude, hævelse, forhøining (Fritzner) og folkesprogets knok, fingerknok. Bjørge (af bjarg = berg, flertal björg). Skaar d. e. Skard. Enge (af et gammelt Engjar). Imellem er der nogle mindre gamle: Hussande, vel en part af Sande, Gjerde (indhegning) og Amundsgjerde. – Nordenfor Vik er Sømhau (matrik. Sømhovd) for Sømnhovud af gammelt Søfnarhöfuð (AB. 89 i dativ: Sømpnhofde). Navnet er vel overført fra det ovenfor liggende fjeld paa gaarden. Baade fjeldet og gaarden kunne oprindelig bare have hedt Hovud. Det burde skrives Sømhovud eller Sømhau. – Mardal enten af marr, m. i digtersproget = hav, i senere gammelnorsk kun i nogle sammensetninger, eller af marr, m. hest, et ligesaa gammeldags ord. Det første har man sikkert i Grenmarr og Vestmarar (Langesundsfjorden og kysten østenfor denne), Marheimr i Tinn (?) og Sogn, Marheimsfjara (Marifjæren) i Sogn, og afledet i Møre i Norge og i Smaaland, Marstrandir og Marfjörðr i Brynla, maaske i Marø i Kinn og Manger og Marhaug i Stegen; det sidste utvivlsomt i Mardalen (Mardalsfossene), en fjelddal i Eikisdalen. Her have vi snarest den første stamme; skjergaarden udenfor den brede vig er lav og fjern, og udsigten har omtrent det aabne havs karakter. Nordligst i Sørsømn er Sømnnes, oprindelig udentvivl Søfnarnes (AB. 90 forvanskede formen Sæmnes, Swæmfnes). – Et yngre navn er Skaalviken. – Egnen nordenfor Vik er tyndere bebygget end den sydligere. Navnene ere sammensatte (Sømhovud som bemerket maaske ei fra først af); de høre dog utvivlsomt til de ældre. Der findes i Sømnen en mengde gravhauge, saaledes ved Mardal en rekke store og ualmindeligt vakre. – Et fjeld ved Sømhovud heder Hjartkinn d. e. Hjartakinn af hjörtr, hjort, jf. Hestekinn d. e. maaske Hestakinn, en gaard i Bruflat, og Hjarðkinn paa Dovre, af hjörð? Ordet kinn, kind, forekommer enkelt i øen Kinn i Søndfjord. Det maa betyde en fjeldside. Ofte er det i navne en forvanskning af tjörn, tjern (Kinneraasen i Snaasen, Kinnestad i Høland). – I grenden ved Urdsfjorden, som efter den betydeligste gaard heder Brekseide, er: Brek (Brekka AB. 90) af brekka, bakke. med senere parter Trøaan (trö = gjerde, sjeldent i Nordland) og Blessaan (samme stamme som i Blessom, Vaage, Blesa i Fet, Munch 159, og Blesaskógr i Ranrike, Munch 200, jf. isl. bles, folkesprogets bles eller blese, en stribe, blis; ogsaa adjektivet blesot udtales nu i nogle egne med dobbelt s. Dermed kan ogsaa jevnføres det før omtalte Imø). Malm. Navnet gjenfindes i Malme i Akerø, Malmanger i Kvinnhered, Malmin i Helleland, Malmen en liden ø i Vega prestegjeld, Malme i Beitstaden D. N. 5, 600. I enkelte sammensetninger kan det vel komme af det almindelige malmr og sigte til, at der paa stedet har været virket myrjern. I de fleste tilfelde, navnlig hvor det forekommer enkelt, maa dog betydningen være en anden. Norr-malm og Søder-malm i Stockholm, hvormed ogsaa Malmø (før Malmhöghe) sammenstilles, afledes af Rydquist og Rietz af malm i en rigtignok ei i svensk forekommende betydning „sand, grus, sandfält, sandig mark“ (jf. got. malma). Efter Rietz forekommer malm i svensk blandt andet i betydningen „sandig skogstrakt, vidsträckt fullmogen gran- eller tallskog på sandig eller grusig tämligen jämn mark.“ En af disse indbyrdes temmelig beslægtede betydninger maa man ogsaa lægge i malm i norske navne. Hjelmset kommer vel af hjalmr, stak eller anden indretning til opbevaring af hø eller utersket korn (Fritzner); saaaledes Hjelmeset, Herø Søndm., Hjalmseng, nu Hjelseng i Hamerø (Munch 65), Hjelmeland, fordum Hjalmaland, i Ryfylke og i Holmedal, Hjelme i Norddalen, Hjelmbrekke i Jølster; det samme har man maaske i det besynderlige Hjalmalaup, nu Hjellop i Leksviken (AB. 27). Hvor den første del har enkelttalsform, kan det maaske undertiden komme af mandsnavnet Hjalmr; saaledes i Hjelmstad, Gausdal. – Længere indover Urdsfjorden: Frilstad, fordum Friðleifsstaðir (AB. 89). af mandsnavnet Friðleifr. – Humbernes, udtalt Ombernes, men matrikelens form er dog vist ret; den gamle form er neppe kjendt. Det er vistnok samme stamme som i Hornbora, Hornborusund (Dipl. 1, 469. 1038) i Kvilde sogn i Ranrike, Hornborustaðir, nu Homerstad i Løiten (Dipl. 1, 637), Humborstad i Daviken (Hornborestad, Munthe), Hornboruey og Hornborusund, nu Homborge, Agder, Hornborga i Vester-Gøtland, før Hornbora, Omborsnes i Bamble (Kraft Beskr. II, 87). Jf. Hornbori, nu Horberg i Rissen, der synes at være en maskulin sideform. Disse navne komme af horn, d. e. fjeldhorn, og bora, f. hul; hornbora betyder altsaa et hul i en fjeldtop, ganske i analogi med det gamle húnbora, hul i mastetoppen, af húnn, mastetop; disse steder maa altsaa have sit navn af, at deri nærheden findes en fjeldtop med et hul i. – Her ender den gamle bygd langs Urdsfjorden; de indenfor liggende steder skulle behandles sammen med de indre senere bebyggede strøg. – Nordenfor Brekseide ved Brønøfjorden ligge nogle gamle gaarde. Grøteim, fordum Grjótheimr (AB. 89), af grjót, sten, urd. Baustad (matrikelen), af mandsnavnet Baugr; burde derfor skrives Baugsstad. I Landn. 4, 5 nevnes Baugr, landnamsmand paa Lidarende, hvis første gaard hed Baugsstaðir. – Dyngjeset, rimelig af det i folkesproget forekommende dyngja, mødding eller blød myr (Dyngjusetr), hvoraf ogsaa Dyngjusandr i Holmedal, Bjørg. Kalvsk. 27, som nu gjenfindes i Dingsøren d. e. Dyngjesandsøren; ligesaa Dyngeland, Fane. Af dyngja, i gammelnorsk brugt om en art vaaningshus, komme andre lignende navne f. ex. Dyngja ved Konghelle (Dipl. 3, 68). – Kvitle, rettere Kvisle, hyppigt navn især ved grenede elve, af kvísl, f. gren; det bruges saavel om en elvs forgrening ved dens udløb (Elvekvislene d. e. Gautelvens mundinger), som omlandet mellem to elve, der løbe sammen til en større (som grenden Kvisle i Hol i Hallingdal). Her maa navnet tyde paa den grenede fjord. – Dale, fordum Dalir (AB. 89). Længere nede nyere navne som Audnet (d. e. rydningen), Rørmarken, Fjeldet, Reinfjord osv.

Til Nordsømn (Nyrðri Søfn) har vistnok aldrig hørt hele Brønø sogn, men altid kun vestkysten, der har væsentlig samme karakter som Sørsømn. – Brønø i middelalderen dels Brunney (f. ex. Dipl. 1, 497. 2, 208. AB. 127 i et tillæg omtr. fra 1500), dels Bruney (f. ex. Dipl. 5, 613); den første form ogsaa i Hak. S. hins gamla (Flat. III, 127) i flertallet Brunneyjar. Den er derfor rimelig den rette, og navnet kan komme af brunnr, en kilde. – Salhus, ogsaa i Folden og i Hamer, en sammensetning af salr, der maa betegne et hus af en særegen art. – Nordenfor er Mossem (saa udtalen, matrikelen Mosum) snarere af mosi, mose og myr, hvoraf vel ogsaa det islandske Mosfell, end af mór, mo. Gaarden ligger paa sumpigt land, og det aabne o i udtalen taler mod den sidste forklaring. – Tilreim, fordum Telgarheimr (AB. 90) eller Tjelgarheimr (Fornmanna ss. IX, 469 anm. 6; i Flat. III, 127: Tiolgarheimr). Den første del findes ogsaa i Telgsetr.(AB. 69), nu Talset i Thingvoll, „samt i Tælgdalr og Tælgþvæit paa Vestfold (røde Bog). Det maa forklares af telg, der med sideformerne tilg og talg anføres fra Nordland som navn paa planten struthiopteris germanica, medens telg i Nordhordland, Sogn og Valdres betegner aspidium filix mas; se I. Aasen, norske plantenavne s. 26 f. og Jenssen-Tusch nord. plantenavne. Den gamle form maa have været tjálg, fem., med sideform telg. Disse steder maa derfor have navn af, at der voxer bregner, jf. Bregentved i Sjæland, Brackenthwaite i Nordengland.“ (Bugge.) – Et godt stykke længere nord er Mo (Mór, AB. 90). Lund, fordum Lundar (AB. 90). – Horn ligger ved spidsen af halvøen mellem havet og Velfjorden; deraf heder det udenfor liggende nes Hornsnes, paa karterne urigtigt Horsnes. Alle disse navne synes omtrent ligesaa gamle som navnene i det sydlige Sørsømn.

Harmr nevnes som en fjord i Brønø prestegjeld. I fortellingen om Steigarthores død i Heimskr. pag. 640 (Ungers udg.) fortelles det, at Thores folk laa i den fjord, som heder Harmr, da de fik se Magnus’s flaade komme seilende, og at da nogle roede til havs, andre ind i fjorden og Thore selv til Esjetun (paa Havnøen), hvor han blev indhentet. Dette kan passe paa Brønørjorden og Velfjorden; Munch (n. F, H. II 486) forstaar det om den første. Naar der AB. 90 staar: þessar jorder atte knutzkirkia j harme, er det vel rimeligst at henføre j harme til knutzkirkia, hvorved altsaa Harmr bliver Brønøfjorden, siden det siges, at Brønø kirke ligger der. Naar der nedenfor staar: „ábœlit (d. e. prestegaarden) j harme“, støtter det den samme mening, da vel prestegaarden maatte ligge nær kirken. Men af de 5 gaarde, som AB. 89 nevner som liggende i Harmr, er der 3 paa vestsiden af Velfjorden (Akset inderst i Velfjorden, Vandalsvik, Eid yderst). Det er muligt, at navnet egentlig kan have betegnet Brønøfjorden, men senere er blevet brugt om selve Brønøhalvøen og altsaa ogsaa om Velfjordens vestkyst. Harmr nevnes som fjordnavn i Sn. Edda; man kunde sette det i forbindelse med ordet harmr, sorg, bekymring; men det synes da at passe mindre godt paa Brønøfjorden med den tætte skjærgaard udenfor. Samme stamme i Hermd (nu Hermenø) i Ranrike (Munch Beskr. 202). – Bilisskógar i Harm (AB. 89) gjenfindes ei nu. – Heggstraumr (AB. 90) maa vel staa i forbindelse med navnet Hegge inderst i Velfjorden; muligt er det Straum langt inde i Naustvik, der før maaske som et underbrug af Hegge har hedt Heggstraum[24]. Om de tvivlsomme Hognastaðir og Dilstaðir er før talt. – Kysterne inde i Brønøfjorden ere aabenbart meget yngre bygd end Sømnerne. Trælnes (Þrælanes Dipl. 1, 497) ligesom det indenfor liggende Trælviken henvise dog til den ældre middelalder. – Rotdal, fordum Ratardalr (Dipl. 1, 497).

Den større del af Velfjorden, som nu hører til Naustvik sogn, har i middelalderen vistnok været tyndt bygget; den udgjorde ei heller noget eget sogn. Ældre gaarde synes at være Hegge, Enge, Strand, Hildstad (maaske af Hildulfsstaðir, ligesom Hildstad i Meldalen, Munch s. 83); dernæst Akset (Agsetr AB. 89) af akr; samme navn paa Hitren, Aksnes i Verdalen og Leksviken (egentlig Akrssetr, Akrsnes); Vandalsvik, AB. 89 Valdasvík, vel feil for Valdalsvík, der ved dissimilation er bleven til Vandalsvik; isaafald er det samme navn som Valdal i Søndmøre, af valr, falk (jvf. Haukedal i Førde) eller adj. valr, rund. Straum, før omtalt. – Enkelte af de øvrige navne kunne vel ogsaa skrive sig fra middelalderen, men størstedelen tilhøre aabenbart en nyere tid. De fleste have den bestemte artikel (-en), og saa godt som alle ere sammensatte. Enkelte kunne fortjene at omtales. Høllineset og Hølliaudnet (matrikelen: Hyllernes, Hilleraune) ved Høllivatnet maaske af hylr, gen. hyljar, høl (i vand); der er vande og stramme rundt omkring. Drauviken d. e. Draugviken. Tetingsdalen muligt af et mandsnavn; minder om navnet Teitr. Svarthopen ved Velfjorden og Hopen ved Urdsfjorden. Hop (Hopen) er et paa hele vestkysten almindeligt navn, af gammelnorsk hóp, n. liden, indesluttet bugt. Denne gaard ved Urdsfjorden giver et meget anskueligt billede af de stedsforhold, som navnet betegner; den ligger i et dalkvelv, der rundtom omgives af høie fjelde, som næsten gaa sammen mod søen, saa at der kun gjennem et trangt dybt skard er en aabning, hvorigjennem en bek slipper ud. Fjorde med dette navn ere vist alle smale i sin munding, bredere indenfor og omgivne af høie fjelde. – Navan ved Urdsfjorden (matrikelen: Næven) af det i navne almindelige nöf, gen. nafar, nærmest brugt om hjørnerne paa tømmerbygninger, i navne om et sted, der ligger under en fjeldpynt, som stikker ud mellem to sammenløbende dale, og betegner altsaa omtrent det samme, som f. ex. i Hallingdalen heder Nos. Ellers i Helgeland ogsaa Bergsnov (i Nesne og Vefsn, udtalt: Bersne eller Bersnev; navnet findes ogsaa i Kolvereid og i Herø, Søndmøre). Samme stamme er der vel ogsaa i Nafastaðir, nu Naverstad i Ranrike og i Borgesyssel, Munch 193, og Nafaruð, nu Naverud s. st.; thi noget mandsnavn Nafi, som man ellers kunde formode, findes vistnok ikke. I Naverskaft (matrikelen: Næverskaft) i Thjøtta have vi maaske genit. enkelt. af samme ord; deri er der da nogen pleonasme, saasom skaft ogsaa synes at betegne et i dale eller sletter fremstikkende fjeld eller en landtunge ude i søen; men her kunde den første del ogsaa være nafarr, en naver, og naverskaft kunde betegne en lokalitet ligesom Ausskaftet i Visten. Dette støttes af Navir (ɔ: Nafarr) eller Point of the Burr i Northmavine, Hetland (Munch i Ann. f. nord. Oldk. 1857 s. 359 f.). Nov findes fremdeles i Næverdalen i Kvikne, der skal udtales: Naaverdalen, og i Naavaarseteren (for Navar-) i Lom, der ganske har den beskrevne beliggenhed under et hjørne af Kvitingskjølen mellem Smaadalen og Thessedalen. – Teistdalen af teiste, en søfugl, som bygger rede høit oppe i fjeldet, og som jeg har seet paa dette sted. – Skaanvik længere ude i Urdsfjorden synes at indeholde samme stamme, som Skaanland (fordum Skáneyjærland) i Throndenes, Bodø og Stegen, der igjen synes at komme af det gamle skand, kystrand, hvoraf Skåne. Der er dog intet eiendommeligt ved dette sted, som synes at begrunde en saadan benevnelse; gaarden ligger i en lid mellem fjeldene, der gaar temmelig brat ned til søen. Heller ikke det i islandsk og i svenske dial. forekommende skán, skån, skorpe, giver en tilfredsstillende betydning. – Det indre af Naustvik er et uregelmæssigt skovland, der kun hist og her er ryddet, opfyldt af en labyrinth af vande, som dels ere forbundne ved seilbare strømme, dels adskilte ved smale eider, hvorover baadene drages (Drag); at komme frem tillands er meget besværligt. De fleste gaarde her maa betragtes som nybyg. Nepaasen paa en liden aas mellem to vande, af hneppr, knap, snever. – Dønneslid af det i Brønø endnu forekommende mandsnavn Dønnes, som Iv. Aasen (Folkevennen IV, 297) forklarer af Dionysius, ligesom det ogsaa her brugelige Dines. Det er dog besynderligt, at samme navn nu i samme egn skal forekomme i to forskjellige former, og det er derfor maaske ei umuligt, at det første ligesom det andetsteds forekommende Tønnes (som imidlertid I. Aasen forklarer af Antonius) kunde komme af det lavtydske Tønniges (Tønnyes og Tønnies, Pott Personenn. 553), der findes blandt Tydskerne i Bergen Dipl. 5, 848. – Det største vand er Sausvandet efter gaarden Saus, hvilket navn i matrikelen vel rigtigt er gjengivet med Sauhus, d. e. Sauðahús af sauðr. Det er altsaa en lignende sammentrekning som i fjós (fjøs) for féhús. Sauðahús bruges som fællesnavn om et fjøs for sauder; saaledes fortelles det Landn. 2, 30 om Tungu-Odd, at han havde sine sauðahás ved Reykjaholt. I Aal i Hallingdal findes Sausgarden og Sausjordet, i Vinje paa Voss Sausjordet, der neppe kommer af gaarden Saude i Vangens sogn; med hensyn til anvendelsen som navn kan jevnføres Fjøse i Flesberg[25]. – Flatmoen, i matriklen urigtigt Flagmoen. – Stigvollen yngre gaard, som ei findes i matrikelen; navne med stig (som Stigen i Nesne og Dovre, Stigeim i Sparbuen) forklares af, at de ere blevne ryddede ved en tidligere brugt sti eller vei (stígr). – Den yngste gaard er maaske Paalsskogen, ryddet i slutningen af forrige aarhundrede af en flygtet svensk smed, som hed Paal (i matrikelen Skoug). – Nærmere Urdsfjorden er Hougset, der som navnet (Högnasetr) viser, er ældre.

Bindalen (fordum Birnudalr, af birna = bera, en hunbjørn) hørte i middelalderen til Naumdalen, og indtil den nyeste tid var halvparten af prestegjeldet annex til Kolvereid, medens det nuværende hovedsogn Vatsaas hørte til Brønø (se Krafts Beskr.). Navnet har rimeligvis oprindelig tilhørt den nu saa kaldte Aabygd, der gaar op mod øst fra Vatsaas og er den eneste del af prestegjeldet, hvorpaa navnet dal passer. – Her ligger Horsstad, rimeligvis før Hrossastaðir af hross, hest, ligesom Horsfjorden og Horsberg i Solstad sogn af Hrossafjörðr og Hrossaberg, og ligesom de fleste navne med denne meget hyppige begyndelse (jf. Horsens i Danmark af Hrossanes). Horsstad kunde dog ogsaa komme af Haarek, mandsnavn, ligesom Jørsstad og Ersstad paa Yterøen af Jóreksstaðir, Eiriksstaðir (AB. 25) og Frisvoll i Romsdalen af Friðreksvöllr (AB. 75). – Skarstad, fordum Skartastaðir (AB. 84), muligt af et øgnavn, der henger sammen med skart, praleri. – Granbostad. – Aabjøran maaske af á, en aa, og bjórr, m., i folkesproget bjore, en kileformet landstrimmel. – Heilstad, fordum Heiligstaðir (AB. 84), udtales: Hélstad. Bangstad af bangsi, bamse, som fællesord eller mandsnavn (Bangsastaðir), eller af stammen bagn, der gjenfindes i Bagn (Bang, søndre Aurdal), Begna elv, Bangdalen og Bangsund (for: Bagn-) og Bagna elv i Overhalven, Bagne, Ulvvik, Bagnsberg i Ringsaker, (Munch 144); stammens betydning er dunkel. – Vikjestad, fordum Víkingsstaðir (AB. 84), af mandsnavnet Víkingr; samme navn i Nære. – Rotvoll, ogsaa i Strinden og fl. st.; jf. Rota, Strinden, Rotvik, Lurø, Roterud, Faaberg o. fl., af gammelnorsk rót, n. omveltning, róta, at velte om, altsaa = ryddet voll. – Terraak, maaske af Þurrakr, af þurr, tør (jf. þerra, tørre, þerrir, tørke). – Opdal udtales ogsaa her Obdal, ligesom man i det sydlige af landet siger Obdal, Ubdal; deri maa sees en assimilation, idet den haarde og bløde medlyd ei taaltes sammen. – Vatsaas (AB. 89) ligger paa en af fjeld opfyldt halvø, der er næsten ganske omgivet af fjorde; deraf maa navnet forklares, da der ei findes elv eller vand. – Thosenfjorden, fordum Þosa (maaske paa grund af den voldsomme vind, jf. þeysa, drive frem med sterk fart), indbyder lidet til bebyggelse; der er kun hist og her en liden flek dels nede ved fjorden, dels midt oppe i de høie bratte fjeldsider, som er skikket til dyrkning. Paa sydsiden er der kun én vig, hvor der er godt ly for sydvestvinden, som kan staa ind igjennem fjorden med frygtelig magt. Flere gaarde staa ogsaa forladte, fordi driften er for tung. Navnene ere nyere, med ganske simple, almindelige sammensetninger (f. ex. Langurden, Finnhameren, Thosbotn osv.) med undtagelse af Lande, før Lönd (AB. 84), omtrent halvveis inde paa nordsiden. Denne stamme bruges overmaade hyppigt i sammensetninger, men sjelden alene; navnet maa forklares af, at der her er et aabnere strøg, idet et bredt skard gaar ind herfra til Bardstad, der ligger ganske for sig selv paa en liden slette under fjelde, der ere ligesaa høie og bratte som i Thosen; udtalen med det „tykke l“ viser, at det kommer af Barðr, der bruges som mandsnavn ved siden af Bárðr, og at det altsaa ei bør skrives Barstad. – Udenfor Thosen ligger Reppen, af en stamme, der forekommer hyppigt i formerne Reppe (Verdalen, Stjørdalen, Strinden o. fl.), Reppen (som i Sogndal, Lekø, Fosnes) og i sammensetninger: Repstad, Repsten (Thveit), Repvaag (Kistrand). Reppe i Strinden hed før Hreppin ɔ: Hreppvin (Munch Beskr. 78, i AB. 32 skrevet Reppen). Det synes at maatte komme af hreppr, m., der nu paa Island bruges om en forening af mindst 20 gaarde, i folkesproget repp, m. bygdelag, rekke af gaarde. Men denne betydning passer slet ikke paa de steder, som jeg har seet, da det er enkeltliggende gaarde; snarere kunde ventes en lokal betydning omtrent = flaa og kvam, da de ligge paa smaa høisletter, der springe ud fra et fjeld. Grundbetydningen af hreppr kunde maaske have været et ved stedsformerne afsondret stykke dyrkbart land. I folkesproget findes et ord „repp,“ kort sygdom, angreb af en svaghed, i svenske dial. repp, tid, stund (Iv. Aasen), altsaa omtrent = gammelnorsk hríð, og kan da maaske ogsaa som dette have betydet: storm, uveir, og i stedsnavne steder, som ligge udsatte for uveirsbyger. Denne forklaring kan maaske passe paa nogle steder, skjønt man sjelden finder, at hensyn til veirforholde ligge til grund for navne. – Længere nord ved en arm af Bindalsfjorden er Hardangen: hard findes ofte adjektivisk i sammensetninger = ulendt, fjeldet, brat: Hardset, Meldalen, i matrikelen urigtigt: Halset (flere af de saa skrevne navne ere Hardset, ikke Hallset af hallr, heldende, skraa; de adskilles i udtalen ved det tykke l og det mouillerede l)[26]; i Gudbrandsdalen bruges hardset som adjektiv om en seter med ulendte beiter og besværlig setervei. Hardstad, Harstad, som dog undertiden har anden oprindelse; Hardbakken paa den gamle Dovrevei paa grund af dens brathed og lengde. Angr er en langs hele vestkysten især i Bergens stift og Finmarken hyppig endelse i fjordnavne, især om trange fjorde (jf. gammelnorsk öngr, trang, angelsaxisk og nyhøitydsk eng, gotisk aggvus, sanskrit anhú). Det bruges undertiden i navne paa gaarde inde i landet, hvor dalen kniber sig sammen: Hardang i Surndalen, hvor fjeldene gaa nærmere sammen, medens der er vide sletter ovenfor og nedenfor, Einang i Stjørdalen, hvor den begynder at snevres ind. Paa Østlandet findes f. ex. Sætrang (for Sótrangr) paa Ringerike og Rødang i Reinlid. Endelsen ang synes i enkelte tilfelde at være opstaaet af det i stamme og betydning fra angr ganske forskjellige vangr (angelsax. vang, vong, got. vaggs, der ligesom gammelnorsk vangr betyde vang, slette); det nuværende Lekanger i Sogn (har udtalen der -er?) hed saaledes i. middelalderen Leikvangar (Björg. K. 48). Det er muligt, at v allerede i middelalderen undertiden kan være opslugt, men isaafald ville navne af vangr kunne kjendes ved, at de ikke som de af angr have organisk r (i dativ altsaa -(v)angom, men -angrom). I hvilken udstrekning det er skeet, fortjente en nøiere undersøgelse, som vel vil blive meget lettet, naar den „røde Bog“ er udgiven. At disse to stammer i sig selv ere ganske forskjellige, bevises foruden af, hvad der er sagt, af de navne, hvor angr findes som første del, f. ex. Angerskleven i Sandesogn, Angr og Angleysa (Munch Beskr. 171. 173), Angedal i Førde. Stedsforholdene ville ellers i regelen strax vise, hvilken stamme man har. Ang er maaske undertiden afledningsendelse og navnene saaledes usammensatte (jf. Iv. Aasen lex. tillæg). Dette kan dog ialfald ei være tilfældet med navnet Hardangen hverken her eller i Surndalen, da det som usammensat ikke synes at give nogen mening; det kan ialfald ei sammenstilles med fællesordet harang, skresne. – Bindalen slutter sig ogsaa med hensyn til navne nærmest til Namdalen; navnene ere gamle, om end ei saa gamle som i Sømnen. Det hyppige stad synes at henvise til den yngre jernalder.

Kyststrekningen nordover fra Velfjorden indtil Visten har temmelig faa gaarde i forhold til udstrekningen af det flade land mellem fjeldet og søen; thi her er overmaade veirhaardt, saa at havvinden kan rive op hele engstykker, naar den først har faaet hul paa den tynde græstørv, som ligger ovenpaa den løse sand. Paa enkelte steder ere nogle af de mange gravhauge, som findes her paa kysten, blevne gravede formeligt ud af vinden; dette er især tilfelde ved Brøløs, og gaarden har uden tvivl sit navn af, at stedet er misligt for agerbrug, da den unge ager rives op af vinden. Den ældre form har vel været Brauðleysa. Den samme forestilling ligger til grund for navnet Matlausagrend, en del af Aurskog prestegjeld (Munch 159), jf. matlauss som øgnavn: Ellífr matlauss (AB. 93), og for Sveltrud i Reinlid; jf. Brødløs ved Mariager, Danmark. Lignende dannelse har man i Hrossleysa, nu Rosløs i Vaale (af hross, hest), Garðleysa, Gardløs i Bærum, Thoten og Kvedfjorden, Veiðilausa (af veiðr, fangst ved jagt og fiskeri) og Vatnlausa paa Island (Landn. 2, 31 og 1, 13. 20), Vatsløs i Øifjeld i Thelemarken, Vindløs i Eidsborg, Stenløs i Bolsø, i Grøtløsom i Jemteland, D. N. 3, 679 (af grjót), Nafnlaus i Jølster (nu Namløs), Snaasen (nu Navlus, matrikelen urigtigt: Naglhus) og Hollen, D. N. 1, 1014 (nu Namløs), Brokløs i Sortland, Sóllausa, nu Sylaust (matrikelen) i Odalen. – Mere i ly af Havnøen ligger Vevelstad, vistnok en gammel gaard; det kommer af mandsnavn Vífill (Vífilsstaðir). En søkonge Vivil nevnes Munch n. F. H. I, 199; landnamsmanden Ingulvs træl Vivil bosatte sig som frigiven paa Vífilstoptir eller Vífilsstaðir paa Island og gav ogsaa navn til Vífilsfell (Landn. 1, 8); Wyuill Rolfssön, lagrettesmand i Lardal (Dipl. 3, 767); Vivil, Aud djupaudges frigivne, boede paa Vífilsdalr (Landn. 2, 17). Samme stamme findes i Vífilsstaðir, nu Vivestad, paa Vestfold og nær Stavanger (Dipl. l, 311), Vevelstad i Aamot, Vífilsþveit, nu Vevelthveit i Haus (Munch 119), Vilfissetr eller Vifilssetr i Eid, nu Vevilset (Muneh 99). En anden, men beslægtet stamme have vi i Viflastaðir, nu Vister i Skibthveit, Dipl. 5, 471, Veflen i Stange (Viflen d. e. Vifl-vin, Dipl. 2, 602), Vevlen i Hurum i Valdres, Vevle i Haus. Nu bør overalt skrives v i disse navne, stemmende med udtalen saavel i ældre som i nyere tid. – Søndenfor Brøløs er Høiholmen, i AB. 87 Høyholmr, af hey, hø, nu udpartet i mange gaarde i to samlinger; øfri bœr i AB. er maaske den nordlige. – Løknes (langt ø), vel af lœkr, stille, grenet bek, som de andre navne med denne begyndelse; nogen bek findes dog ikke nu her. – Anddalen af and imod, fordi dalen aabner sig lige mod den, der ser over fra Brønølandet. De gravhauge, som tiendes langs strandkanten fra Høiholmen til Vevelstad, ere ikke i sig selv noget bevis for bygdens ælde, naar de ligge saa nær søen og kun ved et sund ere adskilte fra den gamle bygd Havnøen; fastlandet er vistnok meget senere bebygget end denne, og Vevelstad er maaske den ældste gaard. – Auddalshatten og Høiholmstinderne ere vigtige sømerker, som kunne sees langt tilhavs. – Om den nordenfor indgaaende fjord Visten er ovenfor endel talt. – Ausa maa komme af fællesordet ausa, ti i folkespr. og isl. (ei hos Fritzner) en øse, fordi det ligger ved en rundagtig vig, der kunde vække forestillingen om et øseblad; en tange, der indeslutter bugten paa den ene side, heder derfor ogsaaa Ausskaftet (jf. ovf. om Næverskaft); den nevnes AB. 88. Jf. Ausa (matrik. Ausen) i Søreim (Munch 158) og Ausa i Verdalen ved en liden rundagtig vig af Leksdalsvandet. – Vistnes og Visthus med samme stamme som i fjordens navn. – Hvor fjorden gjør en bøining, ligger paa den kyst, som derved synes at lukke tvert for fjorden, Tverland. De øvrige navne have nyere udseende (Vistnesdal, Auslien, Kilen osv.).

Kyststrekningen fra Visten til Vefsn har mest nye navne paa -viken, -aaen, -moen uden merkelige forled, eller med artikel: Halsen, Myren, Aasen osv. – Gjuvstad kommer vel af gammelnorsk gljúfr n., hule, fjeldkløft, ligesom Gjuvviken, der ogsaa forekommer paa Handnesøen og yderst i Vefsnfjorden; det er mindre rimeligt, at det ved en assimilation skulde være fremkommet af Djupviken. Man bør derfor ikke skrive Juvstad. – Grytaaen af grjót, sten. – Skonseng (aabent o), findes ogsaa i Nord-Ranen; man kan ikke tenke paa det ældgamle adjektiv skaunn, skjøn, der gjenfindes i bygdenavnene Skaun, dels fordi der ikke kjendes exempler paa sammensætninger dermed, dels fordi forbindelsesmaaden vilde være uforklarlig. Skonseng i Ranen ligger i et meget fladt, vidt streg, paa en jevn, regelmæssig terrasse, lidt høiere end elvemelen. Da Skarnþorp i Onsø (Munch 192) nu heder Skontorp, kan det ligge nær at aflede det af det i navne ofte forekommende skarn (ɔ: møg). – Omtrent samme karakter have navnene nordenfor Vefsnfjorden indtil Meisfjorden. – Kjerstad et ældre navn, af kjörr eller kjarr, krat, altsaa af en gammel form Kjarrastaðir, som ogsaa forekommer i Meldalen (Munch 82), nu Kjerstad. Kjerstad findes ogsaa i Vefsn, Harham og Nannestad. – Valberg, findes ogsaa paa Frosten, Vaagen, Stor-Fosen og i Vaage, hvilket sidste Dipl. 1, 3 og 3, 997 heder Valberg og altsaa ei komme af völlr (hvilke maatte blive Vallaberg), men rimeligvis af valr, m. en falk (jf. Haukeberg, Ramnberg); den samme oprindelse har navnet vist overalt. Det er ogsaa muligt, skjønt mindre rimeligt, at aflede det af det sjeldne adjektiv valr, rund; mere rimeligt kan man af dette (i bestemt form) aflede Valavík (AB. 92), nu Valvik i Bodø; men ogsaa dette kan komme af substantivet i genitiv flertal (ligesom Haukeberg). Paa valr, de faldne, hvoraf mange personsnavne forklares, kan der ikke tenkes i disse stedsnavne. – Ligefor nordøstpynten af Alsen skjærer Leirfjorden ind til Leira, af leira, f. leret strand; i matrikelen Leren, idet endelsen a urigtigt er opfattet som artikel. – Her findes flere navne sammensatte med -land, en endelse som vistnok hører til de ældre, om end ikke til de ældste. Da der i denne fjord er forholdsvis fladt og vidt lende, er der intet forunderligt i, at navnene her have en noget ældre karakter. Nyland, Forsland (i Helgeland siges endnu altid fors, medens det strax søndenfor heder foss), Breidland, Leland (matrikelen mod udtalen: Læland), hvor annexkirken staar, maaske af hlé, n. læ, ly; strax vestenfor gaarden er der en bjergaas, der stikker ud i søen som nes og giver ly for vestenvinden; jf. Le i vik i Sogn. Lenes (matr.) i Alstahaug udtales Leines og hører altsaa ei hid, men kommer vel af det i navne almindelige lein, i folkesproget en ikke altfor brat skraaning (i Jostedalen siger man, at det „leiner“ lidt i en ellers styrtbrat fjeldside, hvor der paa noget steds er en rimeligere skraaning), altsaa Lein-nes. – Ulvangen inde i en liden fjord (nærved er Ulvangsnes); jeg antager, at det er = Ulv-angen d. e. Ulvfjorden af angr, og at dette tillige har været navn paa fjorden; dette støttes ved, at.en gaard ved fjordens munding heder Angernes. – Hjartland af hjörtr (Hjartaland). En elv inde i fjorden, som kommer fra Ranen, heder Ranenelv. Oppe i dalen er yngre navne f. ex. Somerseter. – Det høie bratte kystland fra Ulvangen til Ranenfjorden kaldes Lilandet efter gaardene N. og S. Lien (af Hlíðaland); samme navn i Hamerø og Ofoten.

Navnet Nesne findes, saavidt jeg ved, i ældre tid kun i genitivformen: Nesna kirkja, Nesna fjórðungr (AB. 87); det er øiensynligt en afledsform af nes: Nesni eller flertal Nesnar; afledningen vilde da kunne sammenlignes med Flatnar (Flate) i Vestnes, Munch 90, af flatr. Nordenfor halvøen gaar ind fjorden Sjona, hvis gamle form maa have været Sjón; Sjónafjörðr i Landn. 3, 13 maa vel ansees for en feil for Sjónarfjörðr; Munch Beskr. 65 anfører den bestemte form Sjónin. Navnet henviser til ordet sjón, f. syn; hvorledes dette her skal forstaaes, er dog ikke klart, maaske hentyder det til den frie udsigt gjennem den brede fjord; man kan sammenligne Opsjun i Brønø, Syningfjeldet i Hallingdalen. – Disse strøg synes med hensyn til ælde at staa paa samme trin som Bindalsfjorden og Vevelstadlandet. Myklebostad (AB. 89), Fuglstad, Nordbostad, Vik i Sjonen. I Nesne: Herset; om stammen her er talt under Herø. – Longset kan ei komme af lang (jf. Langseter søndenfjelds modsat Heimseter), men er vist for Lognset af logn, vindstille: det ligger under Sjonfjeldet paa én side og Nesnefjeldet paa en enden, og strax udenfor ligger Handnesøen. – Huskja (matrikelen Huske) antager jeg for forkortelse af en sammensetning med hús, maaske húskytja = huskot, hytte; det kan ei være det samme som folkesprogets hyskje, n. et lidet hus (gammelnorsk hýski), da omlyden mangler. – Strand, før Strönd, AB. 87. – Handa, flertalsform, i matrikelen urigtigt Handaa (der er ingen elv); ligger lige for Handnesøen, og man kunde derfor formode, at det er samme stamme (det minder ogsaa om Hande i Slidre, fordum Hangðir). – Lagland kommer sandsynlig af det almindelige lögr, genit. lagar, der ei alene bruges om elv og indsø, men ogsaa om fjord, saaledes i Lagasandr, Yterøen (Laugsand), jf. fremdeles Lagetun i Øier af Lagartún, Laurgaard og Lardal af Lagargarðr, Lagardalr efter elven Lögr (Logen); deraf maaske ogsaa Loktu ved Beitstadfjorden, snarere end af ordet lög, lov, som derimod findes i Lagatún og Lagasteinn paa Frosten ved lagthingets gamle plads (nu Loktu, Lokstein). – Halliaag d. e. Helgaa er vel den samme som matrikelens Hellevatne; et indenfor liggende vand heder Helgaavatne (Halliaagvatne). Overalt i Helgeland siges aag for aa med et indskudt g (se I. Aasen, grammatik § 138 anm.). – Skog. – Enge, af et flertal Engjar (matrik. Engen). Derimellem er yngre gaarde, men i regelen ikke paa det lave land øved søen: Sjonbotn ved fjordens bund, Sjoneidet paa det en knap fjerding brede eid mellem Sjonen og Utskarpfjorden, Sjonfjeldet, Sjonstigen, Stigøren (matrik. Øren); de sidste have sit navn af, at de ligge ved fjeldstien over fra Nesne til Sjonen. – Flostrand, af flói, m. oversvømmet land; indenfor ligger et vand i høide med søen, hvormed det forbindes ved en kort aa. – De øvrige gaardnavne have liden interesse. – Et stykke af fjeldsiden nordenfor Sjonen er bar for enhversomhelst vegetation og har en jevn askegraa farve; det kaldes Brensla (det svedne, af brenna); navnet har frembragt det sagn, at da en hex førtes med bundne øine langs den anden side, og hun et øieblik fik bindet bortfra øinene, faldt hendes blik her og sved alting af.

Ranen, fordum Raðund (AB. 88), nu navn baade paa fjorden og landet omkring Nord-Ranen eller Mo prestegjeld og Sør-Ranen eller Heimnes prestegjeld; men oprindelig har det tilhørt fjorden. Munch forklarer det af hraðr, let, d. e. som er let at seile paa; men det er lidet rimeligt, fordi veiret tager meget haardt i fjorden, saa at det ofte er ufremkommeligt; det maatte da i alfald forklares: „hvor man kan seile hurtigt“ (jf. hraðbyri, strygende ber). Man kunde tenke paa röð (genit. raðar), langstrakt banke af stenblandet grus (Fritzner), folkesprogets ra; saadanne banker kunne maaske findes her og der ved fjorden, skjønt jeg ikke er bleven serlig opmerksom paa dem; – und er en almindelig afledningsendelse. – Det er før omtalt, at de ældre endelser saa godt som ikke forekomme i Ranen, -stad kun i Dilkestad (udtalen: Dilstad), for Dilkastaðir (AB. 88), rimeligvis af dilkr, m. unge af smaafæ (jf. Geitstad, Oksstad, Systad); hvis Dilstaðir AB. 90 er den samme gaard, har man allerede deri en afslidning af udtalen. – Af usammensatte navne uden artikel er der kun nogle ganske faa: Sand i Heimnes, Valla, Bjerka og Leira i Sørfjorden, Dal og Mo i nordre Ranen. – Endel sammensatte maa regnes mellem de ældre, saaledes Hinderaa yderst i fjorden (i Nesne) af hind, f. en hind, med bevaret genitivform; navnet findes ogsaa i Ryfylke, fordum Hindará, jf. Hindreim i Leksviken, før Hindarheimr (Munch. Beskr. 87), Hinderaker, før Hindarakr (Munch. 127) paa Karmt. – Fremdeles paa nordsiden: Utskarpen (i matrikelen urigtigt Utskorpen) i Utskarpfjorden. Betegner muligt et sted, som ud mod søen er haardt og ufrugtbart. Hankjønsformen af adjektivet synes her at være brugt substantivisk (prof. Bugge) jf. nedenfor om Yttren. – Bratland. Utland. – Paa sydsiden Hesevik, af det før omtalte hesja eller esja. – Urdland af urð, stennrd. – Heimnes, rimeligvis et af de ældste navne inde i fjorden. Sandnes. Barddal af mandsnavn Barðr ligesom Bardstad i Bindalen. Bergsnov (udtalt Bergsne) for omtalt. Breidmo. – Bliset, fordum Blíusetr, AB. 88 (i matrikelen Blyset); stammen er dunkel; jevnføres kan Bliane i Flesberg. Prof. Bugge antager, at det oprindelig kunde være Blígusetr og komme af Blíga, navn og øgnavn paa en kvinde, ligesom Blígr, der bruges baade som øgnavn og navn paa mend, gjenfindes i stedsnavne (Blikset, østre Thoten, før Blígsetr Dipl. 1, 347; Blígsruð Dipl. 3, 249); stammen findes i blígja, stirre ufravendt, i svenske dial: bliga, blia. – Lindset. – Vatsdal, der ei, som antaget i matrikelen, kan være det gamle Vaknadalir (AB. 88, hvis dette ei er en skrivfeil for Vatnadalir); der er et vand, som opfylder dalen tæt ved gaarden. De 6 sidste gaarde ligge i et sidedalføre, der ogsaa kaldes Barddal. – Af yngre navne kunne nevnes Jamtjordet, Heimnes og Jamtlid, Mo, der tyde paa indflytning af Svensker.

I Mo eller Nord-Ranen: Busteraaen og Bustnes, kommer kanske af bust, burst, f. som plantenavn (fingræs), jf. bostegras, myrbust om en anden plante (Aasen, Plantenavne). – Yttren (rettere: Ytren) af komparativet ytri, idet adjektivets hankjønsform synes brugt som navn; i nærheden er Yttramarken. – Bordvedaven (udtalt: Bordvaven) af ave, m. vandpyt, bugt af en elv (se hos Iv. Aasen); findes ogsaa i Aven og Avamoen i Korgen (Heimnes) ved en elv, der forgrener sig i mange arme i myrland, næsten uden strøm. – Skonseng før omtalt. – Refsholmen og Røfsvoll af fjeldet Røffa mellem Langvatnet og Hoveddalen. – Ørfjeldet, maaske heller Ølfjeldet af öl, yl = gammelnorsk ylr, varme, damp, da det udtales med det „tykke l.“ – Den elv, som paa Munchs kart heder Plura, udtales Prula, jf. gaardnavnet Prugelhei i matrikelen; det maa betragtes som et onomatopoietikon paa grund af elvens fosning: „den sydende“ jf. pruttla, „porla, koka hårdt, uppsjuda“ i Vestergøtland; tydsk: prudeln, vælde frem, bruse frem. – Nogle af de gaardnavne, som i matrikelen ende paa -heien, ende snarere paa -eie af gammelnorsk eigi, m. folkespr. eigje, n. eiendom; saaledes Røfsvolleie (efter udtalen) og Reinforseie, liggende paa en lav slette ved elven og Reinfossen, maaske ogsaa flere. – Ellers er Nord-Ranen merkelig ved, at den er rigere end nogen anden del af Helgeland paa gaarde med dobbelte navne; denne eiendommelighed vil jeg til slutning omtale nærmere i sammenheng.

Heimnes. Seter (matrikelen) har i udtalen artikel. – Grindviken af grind, f. grind, ogsaa om de smaa indhegninger af grinder, hvori man holder buskapen om natten; oppe i dalene bruger man endnu at gjøde engene ved efterhaanden at flytte grinderne (at fara med grindgaangjen), hvilket tidligere vistnok har været brug overalt. Over hele landet bruges grind i navne, og oprindelsen er vist den samme overalt (Grinde, Grinder, Grindeim, Grindeland, Grindaker osv.); det kommer altsaa ei af, at stedet har ligget ved et grindsled paa en skigard; den samme betydning har Trø i Østerdalen og flere steder. – Den mod SV. fra Sørfjorden indgaaende Elvsfjord har helt igjennem karakter af nybyg; alle navne ere sammensatte, næsten halvparten dobbelt sammensatte (f. ex. Svarttjønliden, Elvsfjordosen osv.) – Skravlaaen af skravla, i folkesproget: tale meget og larmende (den larmende, fossende elv). – Fra bunden af fjorden gaar to dalfører til Vefsn; i det ene er Luktvatnet, i det andet Drevvatnet (matrikelen Drevatne), af elven Drevja, som gaar ud derfra og til Vefsn: ved dens munding i Vefsnfjorden ligger Drevland, jf. Drevdal i Gaupne Sogn, Drevsjø, Snaasen og Rendalen. Denne stamme kan vel sammenstilles med drevja, en blad masse eller røre, hos Iv. Aasen; jf. drävi eller drävj, f. „sumpigt ställe på en myra, sumpig myra,“ i Vesterbotten (Rietz); navnet har den i saa fald af de myrlendte omgivelser. – Hevlan, fjeldet mellem begge dale, aabenbart flertalsform af hævel, m. (Iv. Aasen), der kan sammenstilles med det gamle hefill af hefja, løfte, hæve. Det maa have sin grund i, at fjeldet er blevet sammenlignet med en hank (hadde). – Paa sydsiden af Sørfjorden er Mula eller Digermula (ogsaa i Vefsn og ved Throndhjem, det enkelte forekommer oftere) i en sænkning indenfor et høit, skarpt nes (Mulklubben), af múli, m. om dyrenes mund. – Samme beliggenhed har Hatten eller Furuhatten (paa Munchs kart urigtigt: Furunatt) et stykke vestenfor, hvilket navn egentlig tilhører det udenfor paa neset liggende fjeld med furuskov paa (nu Hattneset). – I Korgendalen, annex til Heimnes, er der endel nogenlunde gamle gaarde indtil kirken. Valla og Leira ere omtalte før. – Rydsaaen ved elven af samme navn, der kommer fra Rydsaavatnet (Røsvandet); navnet, af ryðja, rydde jf. rjóðr, rydning, viser ogsaa, at dalen er senere ryddet. – Korgen paa en af de halvøer, som dannes ved, at elven gjør et par store slyngninger i form af et S; navnet betegner krumning, slyngning, jf. folkespr.: korg, en kurv, kurv (gammelnorsk kurfr), pølse og kurv, en ring, løkke. Yngre er vel Millesjordet (i matrikelen urigtigt: Melingsjorden) af mille, et slags ugræs i ageren, et her brugeligt ord (jf. mjell hos Iv. Aasen) jf. Milleshaug, Fane; Millesdal, Haus. – Valaamoen i matrikelen er feil for Vallamoen af gaarden Valla. – Indtil Korgens kirke kan elven roes; strax ovenfor er der svære fosser, og dalen hæver sig med ét betydeligt. Her begynde fjeldgaardnavne, hvoraf de fleste ende paa -moen. Den første, Vilmoen, er dog kanske ældre, om navnet kommer af vil, lyst, behag; den ligger ude paa bakken, og der er herfra en fortrinlig udsigt over dalen og fjorden. – Bjurselmoen (i matrikelen Bjorselmoen) skulde vel være Bjurselvmoen af Bjura, en bielv, som munder ud lige overfor (maaske af bjórr, bæver). Strax ovenfor er Krokselmoen. Flere navne have i matrikelen faaet urette former, saaledes: Stabfors (matrik. Stubfors), Buldermoen (matr.: Baldremoen), Leinesviken (matr.: Leningsviken), Kjuklingmoen (matr.: Kylingmo), Skre(d)slette (matr.: Skrefslette). Alle disse gaarde ere neppe synderligt over 200 aar gamle, endel kanske endnu yngre. Kongsdalen, der skal være en af de ældste, er efter bøndernes mening omtrent saa gammel.

Vefsn. Navnet skrives i regelen Vefsen; men denne form maa enten lede til den urigtige mening, at -en er artikel, eller til et urigtig tonefald. Det bør skrives Vefsn eller Vefsnen. I det gamle sprog forekommer det mest i dativ Vefsni, der baade kan svare til en nominativ Vefsn og Vefsnir; at den sidste har været brugt, fremgaar af Sn. E. II, 493 og Egils s. 7 og 14. Den nuværende udtale Vefsn taler for, at der ogsaa tidligere har været denne kortere sideform, skjønt det jo ikke er umuligt, at denne udtale kan være en forvanskning af Vefsn en, der kan være udgaaet fra Vefsnir. Lapperne skulle kalde dalen Vafsn; paa grund af ordets usedvanlige klang kunde man falde paa, at det ikke var norsk, men lappisk; derfor synes ogsaa det at tale, at Vefsnelven kommer fra Vapstvandene i Sverige – Den ældste bygd er østsiden af fjorden og hoveddalen indtil mil ovenfor kirken. Skog (i matrikelen Skoug, medens Skogsaasen er skrevet Skoksaasen), før Skógr, AB. 88, Mo (Móar AB. 88), Hals (AB. 88), der her ikke betegner en landstrimmel med vand paa begge sider, men et høidedrag, der stikker tvert ud i den her brede dal og falder af mod sletten paa begge sider. Straum. Kulstad, i AB. 88 Kúlastaðir; at læse Kulastaðir og aflede af kul, n. kuling, vindkast, er urimeligt, fordi gaarden ligger i ly ialfald for havvinden, og der neppe er analogi for sammensetning af et saadant ord med staðir. Det maa sammenstilles med det gamle kúla, f. hævelse, gevext; at ordet i folkesproget findes i en hankjønsform kul (ved siden af kula i en del af landet, s. Iv. Aasen), kan tyde paa, at der har været en saadan sideform ogsaa i det gamle sprog, og deraf kunde der være dannet et. kúli, brugt som øgnavn, ligesom kúla (Gulbranðd kúla); heraf kunde gaardnavnet forklares. Kulstad findes ogsaa i Verdalen. – Dolstad, hvor kirken staar; man kunde tenke paa dólgr, fiende, ogsaa: uvætte (jotun, troll osv.), der kan have været brugt som øgnavn. – Veset, her ei af , men af viðr, Vidarsetr jf. Vidset i Øxndalen. Jeg har ikke paa gaarden eller i omegnen fundet spor til en eneste begravelse fra oldtiden, og det er et sterkt bevis mod, at navnet skulde komme af stammen vé; der findes neppe en gaard med et deraf dannet navn uden fornlevninger. – Lindset. Nyland. Drevland af elven Drevja (se ovenf.). Stuvland, udtales Støfland og kan derfor ei komme af stúfr, stump, stubbe, men maaske af stufa, stue, for Stufuland, jf. Stønnes paa Senjen, fordum Stufunes, Munch Beskr. 61 (ligesom Stuenes, østre Moland). Stuvland findes ogsaa i Lurø. – Skaland, fordum Skaðaland (AB. 88), maa afledes af det almindelige skaði, m. skade; men betydningen kan forklares paa flere maader; det udtales nu nærmest Skalland ved en assimilation. Samme stamme i Skaabu (Gudbrandsdalen), før Skaðabú. – Holan, i matrikelen Holand; men l er tykt, altsaa flertal af hóll. – Søfting, fordum Syfting (AB. 88), som maa sammenstilles med fællesordet svipting, f., i folkesproget syfting, af svipta, at rykke hastigt bort eller at ryste; det kunde kanske forklares af, at det har været udsat for skred. – Utnes, Rydnes af ryðja, rydde. – Rossvoll af et gammelt Hrossavöllr, af hross, hest; men det kunde ogsaa ligesom Rosvoll i Børsen og Verdalen, der udtales ganske ligedan, være Rásvöllr af rás, løb, altsaa: løbebane (= Skeid); matrik. har urigtigt: Rufsvold. – Yngre men dog endnu med temmelig gamle gaarde iblandt er Fustnadalen, en sidedal fra øst; elven beder Fustna (maaske oprindelig Fustn), vandet, som den gaar gjennem, Fustvatnet (d. e. Fustn- eller Fustnuvatnet). Fustn maaske for Fursn af fyrsa, fosse, som spurn af spyrja; jf. Dröfn (Bugge). Haukland d. e. Haukaland af haukr, høg. Hering maaske en afledning af det før omtalte herr. Smidseng af smiðr, hvormed mange saavel gamle som nyere navne ere sammensatte (især hyppigt Smedstad); det betyder ei alene smed, men haandverker overhovedet, og forekommer tidt i middelalderen baade som tilnavn og navn. – Almdalen, af trænavnet alm, den øverste gaard i Fustnadalen op mod fjeldet. Landnamsmanden Thorstein hvite var en søn af Ølve hvite Ølvessøn, som „var lendr maðr ok bjó í Almdölum“ (Landn. 4, 1.); Munch (n. F. H. I, 336. 551 o. fl. st.) antager, at dette Almdal har ligget i Vefsn, og det maatte i saa fald være dette og ei Almdalen i Grane sogn (nu Fellingfors), der ligger langt mere afsides og i en rent ny bygd. I Landnáma siges der imidlertid intet om, hvor Almdalir laa, og i Thorstein hvites thaatt staar: í Naumudal (Munch I, 545); dette giver en antydning om det rette, at Almdalir er det samme som Amdal (i udtalen: Aamdal), Amdalir AB. 87, i Overhalven, der kan være opstaaet af Almdalir, eller ogsaa kunde Almdalir, ligesom saa mange navne i Landn., være feilagtigt for Amdalir. Det er urimeligt, at en lendermand skulde bo paa en fjeldgaard. – Lige for Almdalen ligger Seteren eller Luren (ikke i matrikelen); lúðr er en hyppig stamme i navne (f. ex. i Lurø Helgeland, før Lúðrey, Luren i Voss, Lure i Hetland ved Stavanger, Lurenuten i Ulvvik, Ludrs sogn i Ranrike, Munch 198); grundbetydningen, hvorfra man maa gaa ud i stedsnavnene, er maaske: noget hult, udhulet; gaarden ligger høit paa bakken, og elven gaar meget dybt. Andre navne ere nye: Jordbeksletten eller Sletten, maaske egentlig: Bjorbeksletten af bjórr, bæver, ligesom Bjorbekdal i Ranen. – Strøm i matrikelen heder Straumen. – Nordenfor Fustvatnet er Mjaavatnet (matrik. Mjovatnet) af mjór eller mjár, smal; vandet er meget smalt. En del af Hevlefjeldet heder Ba-aasen, hvorfra Ba-aaen kommer ned. – Ømervandet udtales Ømmervatnet. – Rukaasen ber skrives Rukkaasen. – Vatshaug i matrikelen er urigtigt for Vatshovd (af höfuð, höfði), som udtalen Vatshøve viser. – Mellem Rossvoll og Grane merkes: Aufles (i matrikelen Øvrefles), der vel kommer af auðr og maaske det samme fles, der bruges om skjer. Greva (med tostavelses tone) usedvanlig form af gröf, jf. Grev i Vaage; ved siden er der store bekkegrover. – Spelden (udtales Speillen, almindelig kaldet Liden) og Speldremen; kan maaske sammenstilles med det svenske dialektord spjäll, n. hos Rietz: liten hörnig åker, liten del af en åker; i D. N. 5, 902 er Niurghespiellen navn paa et engetykke paa Romerike. Det i helgelandske navne temmelig hyppige –remen (Groftremen, Smalburemen, Moldremen, Jomfruremen o. fl.) maa rimeligt afledes af rime og rem, langstrakt jordrab opover en fjeldside (I. Aasen). – Grane kan ei som i matrikelen formodet være Grande (af grandi, tør sandvoll eller sandbanke langs vandet, hvoraf flere gaardnavne), men maa komme af trænavnet gran. – Navnene fra Greva til Spelden ere ganske nye paa –moen, –jordet osv. Det er her lidet fremkommeligt langs elven. Ovenfor Grane er der ren fjeldbygd baade langs hovedelven til Hatfjelddalen og sydover i Svenningdalen og Fiplingdalen; det sidste navn kommer maaske af et mandsnavn eller tilnavn, det første af sviðning = své (før omtalt), neppe af navnet Sveinung. I Hatfjelddalen bør skrives Skjaamoen for Skjomoen (af skjaa, tørveskur), Tjønaasen af tjörn for Kjønsaasen, Kjemsaasen efter udtalen for Kimsaasen, Kalvmoneset for Kalvmoen. Bidseldøren paa Munchs kart bør hede Bissedøren. „Faamvandet“ og „Raugdevandet“ udtales Famvatnet og Rauvatnet. – Sefrivatnet ved Namdalsgrendsen kommer af et mandsnavn Sæfriðr (efter I. Aasen forekommer Sæfred, Sevrid endnu i Ryfylke, Folkevennen IV, 290). Kjeringvatnet. Baadskarvatnet.

Jeg har i det foregaaende berørt, at der findes gaarde med dobbelte navne, i regelen saaledes, at det ene findes i de offentlige fortegnelser, men slet ikke bruges eller er mindre brugt i bygden, og det andet er det i bygden almindeligst eller udelukkende brugte. Sjelden er det tilfelde, at to navne begge synes i lige grad at tilhøre bygdebrugen. Jeg vil her opregne de af disse navne, som jeg er kommet over, men maa bemerke, at der vistnok findes flere, ligesom der muligt i enkelte tilfelde er feil; dette kommer af, at matrikelens navn undertiden var ganske ukjendt blandt almuen. Det første navn er matrikelens, det andet det i bygden brugelige. Bindalen: ThosengeThosaudnet eller Audnet (muligt bare en feil i matrikelen).

Naustvik: AkselbergJulsaudnet, MebyHaakaudnet.

Døn: DønbjørnSørbjørn, HangbjørnNordbjørn.

Nesne: RavnfløiGjuvviken.

Heimnes: SkravelaaBakken (elven kaldes i bygden Skravlaaen og Bakkelven).

Heimnes: FlotmoenFlata, VesterbekmoenMoen, Forsmoen (i matrikeludkastet af 1867: Thorsmoen) – Davemoen, SeljeliKjeringstøa, MyrvikMyrbekken.

Korgen: Samuelsmoen – ogsaa Hellbekmoen, FagervollienStorskoglien, LangmoenStorskogen.

Nord-Ranen: LapvamoenSeteren, SetermoenTetingheia, FuruheienRundhaugjen, SilaamoenHøle, StorgranheienTullgranheia, ElvebakkenReinforseie, ØverbeklienLommahaugjen, SvartisheienSvartisdalen, OrmlienStorsteinli, LangvatshovedHauan (d. e. Hovdan), FuglvikfjellGullfjell, FuglevikGullvik, BjørnaadalenBjørnaaen, KvadalenGlomdalen, LoftetLof(t)fjellet.

Vefsn: SpeldenLien, Storlien –– Tuven, Almdalen (i Grane) – Fellingfors, SvartaasenHøgremen, JordbekslettenSletten, GullmoenGulljorden, TrollaasurenUrda (tykt l), KaldaahaugenKagviken (?), BremoenGullmoen.

Jeg har seet den mening fremsat, at grunden til denne dobbelthed i navne skulde være, at der ved matrikelens affattelse ved uforstand eller smagløshed skulde være sat andre navne ind istedetfor de virkelig brugelige. Denne mening har ingen hjemmel, naar der er spørsmaal om helt forskjellige navne, medens ofte lydbetegnelserne kunne være urigtigt opfattede af matriklernes affattere. Den almindelige mening er vel, at det offentlige navn er det ældre, der i den daglige tale er blevet fortrengt af et yngre. Ved disse helgelandske navne kan denne opfattelse dog ialfald kun undtagelsesvis være rigtig. Da sagen er af vigtighed, fordi man mulig kunde mene, at ældre navnes sjeldne forekomst i de fleste dele af Nordland kun er en følge af en slig fortrengsel og ikke et bevis for, at bygderne ere unge, vil jeg belyse spørsmaalet lidt nærmere. Det maa for det første merkes, at jeg ikke har fundet disse dobbelte navne i de strøg af Helgeland, jeg ovenfor har betegnet som de ældste. Den eneste undtagelse er den med gaardene Bjørn paa Døn, men her er dog hovednavnet det samme, og kun de foran stillede skilleord forskjellige. Døn- og Hang- ere vistnok ældre end Sør- og Nord-, men dog neppe saa gamle som middelalderen, idet der tidligere kun har været én gaard Bjørn (= Sør-Bjørn). Jeg vover overhovedet at paastaa, at et navn, som er saa gammelt som fra middelalderen, aldrig er blevet fortrengt uden ved udpartning; derved kan det nemlig undertiden hende, at alle parter faa egne nye navne, det gamle navn kun en stund bliver bevaret som navn paa grenden og tilsidst falder ganske bort, medens det meget oftere er tilfelde, at alle parter eller ialfald den ene beholder det gamle navn (Dilkestad i Heimnes er saaledes bleven til Porkneset, Porkneshaugjen og Dilkstad, Seyra paa Alsen til Fløta, Hallestuen og Søra). Kun i faa tilfelde finder man spor til nogen større ælde i første rekke (Ravnfløi, Spelden). Forskjellen mellem begge rekkers navne er ofte kun den, at den sidste har en forkortelse af det omstendeligere i den første; undertiden er den første sammensetningsdel den samme, medens den anden vexler ved forskjellige lokalanskuelser (MyrvikenMyrbekken osv.); undertiden er den første del forskjellig, den sidste felles. I KvadalenGlomdalen kunde endog den sidste form synes at have den største ælde, ligesaa i AkselbergJulsaudnet, hvis det sidste kommer af mandsnavnet Ígull (jf. Ígulberg, nu Julberg paa Frosten, Íguldalr, nu Egerdal i Hamerø, og Julstad i Fron Dipl. 3, 1084; Ígull forekommer oftere paa Hedemarken f. ex. Dipl. 3, 109. 263. 714. 718); men det kan ogsaa komme af Gjurd = Gyrd, som (udtalt med „tykt l“) endnu er almindeligt mandsnavn søndenfjelds. – Sagen forklares vistnok bedst ved at betragte, hvorledes navnene dannes der, hvor rydningen nu er i virksomhed. Den yngste gaard paa Vefsnskogen (mellem Vefsn og Namdalen) søndenfor Store Maivand har der endnu ikke festet sig noget navn ved; den betegnes ved mandens navn („hos han Eland,“ „til han Eland“). Et stykke søndenfor er der en gaard, som dels kaldes Melingsmoen efter elven Melingen, dels med mandens, Gudmunds, navn; hvis nu Melingsmoen indføres i matrikelen, førend et navn er blevet fast eg har fortrengt de andre, kan det gjerne hende, at et med Gudmund sammensat navn eller et andet med elvens, f. ex. Melingsjordet, efterhaanden kan blive det i dagligt brug almindelige, og at der saaledes fremkommer to navne paa den samme gaard, uden at det ene kan siges at være ældre end det andet. I de fleste tilfelde tror jeg, at denne ubestemthed i navne paa nybyg er grunden til det omtalte forhold. Men heraf følger igjen, at saadanne navne ikke kunne være meget gamle, ikke ældre end de første fuldstændige fortegnelser over jordbrugene, og at en bygd, hvor disse dobbelte navne ere hyppige, og de øvrige navne ei have- en ældre karakter, i sin helhed kan sluttes at være nybyg. Dette gjelder størstedelen af Mo prestegjeld, de indre dale i Heimnes og den indre og øvre del af Vefsn (i Hatfjelddalen har jeg ikke været, men der finder det samme vist hyppigt sted).

Jeg har paa dere steder i denne afhandling gjort nogle spredte bemerkninger om, hvorledes navnenes karakter kan lede til slutninger om den tidsalder, da en egn først er bleven ryddet. Jeg vil nu, efter at have gjennemgaaet de enkelte navne, søge at samle disse i en oversigt. Den gjør ikke fordring paa nogen høi grad af tilforladelighed, dels fordi studiet af stedsnavnene endnu ikke har naaet saa vidt, at der er mange aldeles sikre holdepunkter, dels fordi fortsat rydning i allerede bebyggede landskaber gjør forholdet uklart. Den ældste bebyggelse, den ældre jernalders (indtil i det høieste 700 e. Chr.), har af fastlandet kun omfattet vestkysten af Brønø (Sømnerne) og mulig nogle punkter af nordvestkysten af Nesne; af øerne nogle faa gaarde paa Vega og videre Havnøen, Thjøtta, Herø, sydkysten og vestkysten af Alsen omtrent til Søvik (der paa Munchs kart er kommet altfor langt mod nord), endel af Døn, navnlig et belte fra Glein over til Vik, Løkten med omliggende øer Handnesøen og Tomma. Løkten og Sør-Sømn merke sig af dette igjen ud som det tilsyneladende ældste. Jeg er senere bleven opmerksom paa, at der paa kystkartet er afsat en liden ø Hovøen ikke langt fra Brønø kirke, som jeg ikke har hørt nevne i Helgeland. Hvis navnet er rigtigt gjengivet, maa det komme af hof, og vi have da her det andet midtpunkt for den ældre jernalders bebyggelse ved siden af Hov paa Løkten. Denne periode karakteriseres ved stammenavne med lokalbetydning og endelsen heim. Den yngre jernalders bebyggelse omfatter Bindalens hovedfjord, et smalt belte længere ind over Brønø, Vevelstadlandet, resten af øerne, østsiden af Vefsns hoveddal til et stykke ovenfor kirken, (Leirfjorden?), Nesne med Sjonen, spredte punkter i Ranenfjorden paa aabne steder ved kysten. Den er især betegnet ved endelsen stad. Fra den kristne middelalder er resten af Bindalen og Brønø undtagen de inderste skovbygder, i kystlandet fra Visten til Ranen, Fustnadalen i Vefsn og et stykke længere op over hoveddalen, kysterne af Ranen og en strekning op over dalene i Mo og Korgen. Alt det øvrige mener jeg først er blevet bygget i den nyere tid. Selv i de ældste egne vil man imidlertid finde gaarde fra nyere tid, fordi den første rydning ei har været fuldstændig; men i de strøg, jeg især har fremhævet som gamle, findes saadanne nyere navne dog kun undtagelsesvis.


Jeg skylder hr. prof. S. Bugge mange berigtigelser og oplysninger, som jeg har gjort brug af ogsaa paa flere steder, end hvor jeg udtrykkelig har nevnt hans navn.


REGISTER.

Aabjøran 108.

Aabygden 108.

Aakviken 94.

Aasen 114.

Aaslo 58.

Akselberg 126. 129.

Akset 62. 104.

Almdalen 124. 127.

Alsen 73. 84.

Alstahaug 74. 84.

Alstadhaug 74.

Akeren 76.

Amundsgjerde 99.

Anddalen 113.

Anddalshatten 113.

Andøen 78.

Angernes 115.

angr 110.

Arøia 78.

Audnet 102. 126.

Aufles 125.

Ausa 113.

Auslien 114.

Ausskaftet 106. 113.

Aven 119.

Avamoen 119.

Ba-aasen 125.

Baadskarvatnet 126.

Bakken 126.

Bangstad 65. 108.

Barddal 118. 119.

Bardstad 65. 109.

Baugsstad 65. 101.

Belsvaag 86.

Berfjorden 95.

Bergsnov 105. 118.

Bilisskógar 104.

Bindalen 108.

Bissedøren 126.

Bjerka 118.

Bjura 121.

Bjurselmoen 121.

Bjørge 99.

Bjørn 94. 128.

Bjørnsen 127.

Bjørnaadalen 127.

Bjørnøia 78.

Blessaan 100.

Bliset 63. 118.

Blomsøia 78.

Bolstad 65. 66.

Bordvedaven 119.

Bragstad 65.

Bratland 118.

Breidland 115.

Breidmo 87. 118.

Breidstrand 94.

Breidvik 80.

Brek 100.

Brekseide 100.

Bremoen 127.

Brensla 117.

Brøløs 112.

Brønø 97. 102.

Bukøia 78.

Buldermoen 122.

Burøia 79.

Busteraaen 119.

Bustnes 119.

Buøia 78.

Bælingen 76.

Bø 92.

Dal 118.

Dale 102.

Dalevaag 95.

Davemoen 127.

Digermulen 121.

Dilkestad 65. 66. 118. 128.

Dilleren 84.

Dilstaðir 66.

Dolstad 65. 123.

Drauviken 105.

Drevja 120.

Drevland 120. 123.

Drevvatnet 120.

Dyngjeset 102.

Dypingen 77.

Døn 70. 92.

Dønbjørn 94. 126.

Dønnes 70.

Dønneslid 107.

Eideim 61. 91.

Elvebakken 127.

Elvsfjorden 120.

Enge 99. 104. 117.

Esholmen 90.

Esja 90.

Fagervollien 127.

Falkflaug 84.

Famvatnet 126.

Fellingfors 127.

Fiplingdalen 126.

Fjeldet 102.

Flata 127.

Flatmoen 107.

Floa 91.

Flostrand 117.

Flotmoen 137.

Fløta 87.

Fersland 115.

Forsmoen 127.

fot 93.

Frilstad 65. 101.

Frøset 61.

Fuglstad 65. 116.

Fuglevik 127.

Fuglvikfjeld 127.

Furesundsø 72.

Furuhatten 121.

Furuheien 127.

Fustna 124.

Fustvatnet 124.

Færset 62. 91.

Fæøia 78.

Gjerde 99.

Gimlingen 76.

Gjessfjorden 95.

Gjuvstad 65. 114.

Gjuvviken 84. 114. 126.

Gjæssøia 78.

Gladsstad 65. 91.

Glein 95.

Glomdalen 127.

Granbostad 108.

Grane 125.

Greva 125.

Grindviken 120.

Grytaaen 114.

Grøningen 76.

Grøteim 60. 101.

Grøtland 91.

Gullfjeld 127.

Gulljorden 127.

Gullmoen 127.

Gullstad 65. 95.

Gullvik 127.

Gulsvaag 91.

Haakaudnet 126.

Hallestuen 87.

Halliaag 117.

Hals 122.

Halssjøen 88.

Hamnes 85.

Handa 116.

Handnes 71.

Handnesø 71. 80.

Handsten 71.

Hangbardstad 65.

Hangbjørn 94. 126.

Hanøen 78.

hard 110.

Hardangen 110.

Harmr 103.

Hatfjelddalen 126.

Hatten 121.

Hauan 127.

Hangsfjorden 84.

Haukland 124.

Havn 89.

Havnøen 89.

Hegge 104.

Heggstraumr 104.

Heilstad 65. 108.

heim 59 fg.

Heimnes 61. 120.

Hellbekmoen 127.

Helgesæter 61.

Hellevatne 117.

Hellesvik 88.

her 77.

Hering 124.

Herset 63. 116.

Herstad 65. 94.

Herten 59. 86.

Herø 77.

Hesevik 90. 118.

Hestun 89.

Hestøia 78.

Hevlan 120.

Hildset 55. 62. 94.

Hildstad 65. 104. Hindernes 118.

Hines 84.

Hjartkinn 100.

Hjaltland 115.

Hjartøia 78.

Hjelmset 62. 101.

Hognestaðir 66.

Hoksneset 84.

Holan 96. 123.

Holand 96.

Hongset 62. 66. 91. 108.

Hopen 105.

Horn 79. 103.

Hornsnes 103.

Horsberg 108.

Horsfjorden 108.

Horstad 108.

Horvenes 88.

Hov 55. 79.

Hovøen 130.

Huglen 73.

Humbernes 101.

Huskja 116.

Hussande 99.

Hysingsver 76.

Høgremen 127.

Høiholmen 113.

Høiholmstinderne 113.

Høle 127.

Høiliaudnet 105.

Høllineset 105.

Høllivatnet 105.

Hönd 71.

Hörg 56.

Høvringen 70.

Igerø 79.

Imø 75. 100.

Jamtjordet 119.

Jamtlid 119.

Jordbeksletten 125. 127.

Julsaudnet 126. 129.

Kagviken 127.

Kaldsahaugen 127.

Kalvmoneset 126.

Kilen 114.

kinn 100.

Kjelsnes 94.

Kjemsaasen 126.

Kjeringstøa 127.

Kjeringvatnet 126.

Kjerstad 65. 114.

Kjeøia 78.

Kjol 91.

Kjuklingmoen 122.

Kjølsøia 79.

Kleiven 87.

Kløfttinden 89.

Knyk 99.

Kolstad 65. 92.

Kongedalen 122.

Koperdal 80.

Korgen 121.

Krokselmoen 122.

Kulstad 65. 122.

Kulstadsjøen 88.

Kvadalen 127.

Kvalan 78.

Kvaløia 78.

Kvesstinden 88.

Kvitingen 76.

Kvitle 102.

Lagland 116.

Lambøia 78.

Lande 109.

Langmoen 127.

Langvatshoved 127.

Lapvamoen 127.

Lauvøia 78.

Leinesviken 122.

Leinnes 115.

Leira 115. 118.

Leirfjorden 115.

Leland 115.

Lelandssjøen 88.

Lien 125. 127.

Lilandet 115.

Lindset 63. 119. 123.

Lislingen 76.

Lisøen 78.

lo 56. fg.

Lofoten 56. 93.

Loftet 127.

Loftfjeldet 127.

Lommahaugjen 127.

Longset 63. 116.

Lovunden 71.

Luktvatnet 120.

Lund 103.

Luren 124.

Lurøsjøen 88.

Lysingen 76.

Løknes 113.

Løkten 55. 73. 79.

Maasøia 78.

Maaøia 78.

Malm 100.

Mardal 99.

Markvoll 87.

Meby 126.

Meløskolten 79.

Mevik 67. 93.

Millesjordet 121.

Minda 74. 89.

Mjaavatnet 125.

Mjøgraven 92.

Mjømen 71.

Mo 103. 118. 119. 122.

Mosjøen 88.

Moskenes 72.

Mosseim 60. 102.

Mulen 121.

Mulklubben 121.

Musk 72.

Myklebostad 65. 89. 116.

Myrbekken 127.

Myrvik 127.

Nautøia 78.

Navan 105.

Naverskaft 106.

Nepaasen 92. 106.

Neplen 92.

Nepsundet 92.

Nes 80. 91.

Nesne 116.

Nordbjørn 94. 126.

Nordbostad 65. 89. 116.

Nordherøsjøen 88.

Nordsømn 97. 102.

Nordvik 67. 93.

Noviken 87.

Nyland 115. 123.

Offersø 85.

Omnesø 72.

Opdal 109.

Opsjun 116.

Orderøia 78.

Ormlien 127.

Ormøia 78.

Paalskogen 107.

Prugelhøi 119.

Prula 119.

Pundsletten. 90.

Pund Torva 90.

Ranen 117.

Ranenelv 115.

Rauvamet 126.

Ravnfløi 84. 126.

Ravnøia 78.

Reinfjord 102.

Reinforseie 120. 127.

Reinøia 78.

Reppen 109.

Riksen 84.

Risøia 78.

Rosøia 78.

Rossvoll 123.

Rossøia 78.

Rotdal 104.

Rotvoll 108.

Rukkaasen 125.

Rundhaugjen 127.

Rydnes 123.

Rydsaasen 121.

Rydsaavatnet 121.

Røffa 119.

Røfsholmen 119.

Røfsvoll 119.

Røfsvolleie 119.

Røirøia 78.

Rørmarken 102.

Røssøia 78.

Salhus 102.

Samuelsmoen 127.

Sandaker 80.

Sande 98.

Sandnes 87. 118.

Sandnessjøen 88.

Sandstrok 94.

Sandtorg 75.

Sauhus (Saus) 107.

Saura 82.

Sausvatnet 107.

Sefrivatnet 126.

Segelstad 65. 96.

Seljeli 127.

Selotø 78.

Selsøia 78.

Seter 62. 63. 120.

Seteren 124. 127.

Setermoen 127.

setr 61 fg.

Sigerstad 96.

Silaamoen 127.

Sildøia 78.

Sjona 116.

Sjonbotn 117.

Sjoneidet 117.

Sjonfjeldet 117.

Sjonstigen 117.

Skaalver 79.

Skaalviken 99.

Skaanvik 106.

Skaar 99.

Skaga 81. 93.

Skaland 123.

Skarstad 108.

Skarvøia 78.

Skeid 84. 95.

Skjaamoen 126.

Skjaaviken 91.

Skjeggenes 86.

Skjerdingen 76.

Skjerdingstinden 89.

Skjevstad 65.

Skog 117. 122.

Skogsaasen 122.

Skonseng 114. 119.

Skorpa 75.

Skotsver 78.

Skravlaaen 120. 126.

Skredslette 122.

Slaatterøia 78.

Slaattøia 78.

Sletten 125. 127.

Smaatinderne 89.

Smidseng 124.

Somerseter 62. 115.

Spelden 125. 127.

Speldremen 125.

Stabfors 122.

staðir 59. 64 f.

Stamnes 88.

Steilo 56.

Steine 98.

Steiro 83.

Stigvollen 107.

Stigøren 117.

Stokke 81. 87.

Stokkebø 82.

Stokkseyrr .81.

Storgranheien 127.

Storlien 127.

Storskogen 127.

Storskoglien 127.

Storsteinli 127.

Stortinden 88.

Strand 116.

Straum 104. 105. 122.

Straumen 125.

Stuvland 123.

Sund 79. 88. 98. 118.

Sundvoll 91.

Svartaasen 127.

Svarthopen 105.

Svartisdalen 127.

Svartisheien 127.

Svea 91.

Svenningen 77. 91.

Svenningdalen 126.

Svinøia 78.

Søfting 123.

Søla 75.

Sømhovud 98. 99.

Sømn 60. 97 f.

Sømnes 97. 99.

Søra 83. 87.

Sørbjørn 94. 126.

Sørsømn 97.

Sørvik 67. 93.

Søvik 86.

Teigstad 65. 94.

Teistdalen 106.

Tenna 76.

Terraak 109.

Tetingheia 127.

Tetingsdalen 105.

Thjøtta 74. 89.

Thormodsvoll 87.

Thossaudnet 126.

Thosen fjord 109.

Thosenge 126.

Tilreim 60. 102.

Tjønaasen 126.

Tomma 71.

Torge 75.

Tranøia 78.

Trentarren 79.

Trollaasuren 127.

Trælnes 104.

Trælviken 104.

Trøaan 100.

Tullgranheia 127.

Tuven 127.

Tverland 114.

Ugelfoden 93.

Ulvangen 115.

Ulvangsnes 115.

Ulvøia 76. 78.

Uma 72.

Urda 127.

Urdland 118.

Utland 118.

Utnes 123.

Utskarpen 118.

Vaag 73. 89. 95. 98.

Vaagsvaagen 73. 95.

Valberg 114.

Valla 80. 118.

Vallamoen 121.

Vandalsvik 105.

Vanved 96.

Vatsaas 109.

Vatsdal 119.

Vatshovd 125.

Vé 56.

Vedal 56.

Vefsn 122.

Vega 69.

Vegdalen 91.

Vegflissen 79.

Vegsten 91.

Vegtarren 79.

Veigmoen 91.

Venje 59.

Veset 56. 63. 123.

Vesterbekmoen 127.

Veterhus 63.

Vevelstad 65. 112.

Vik 68. 93. 99. 116.

Vike 91.

Vikjestad 108.

Vilmoen 121.

vin 58 fg. 61.

vist 63.

Visten 64. 113.

Visthus 113.

Vistnes 113.

Vistnesdal 114.

Vomma 75.

Vøie 59.

Yksningen 76.

Yksningerne 76.

Ylvingen 76.

Yttramarken 119.

Yttren 119.

Øbbe 83.

Ølfjeldet 119.

Ølvbø 83.

Ømmervatnet 125.

ønavne 68 f.

Ørnøia 78.

Øverbeklien 127.

Øvrebø 84.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Worsaaes afhandling er udarbeidet i 1866.
  2. „Lofoten kan mulig være sammensat med et til svensk lo (lynx, gaupe) svarende ord; dette støttes ved stedsnavnene Vargfótr, Folafótr (se nedenfor); at lo (lynx) er et gammelt ord, bestyrkes ved sammensætningen varglod i Dalarne“ (O. Rygh.).
  3. Af det norske Diplomatarium er overalt citeret efter numre.
  4. Jeg vil ikke hermed have sagt, at alle sammensetninger med personsnavne skulde tilhøre en sen tid (f. ex. slutningen af hedendommen). Men kan man end indrømme, at en del saadanne navne kunne skrive sig fra den ældre jernalder, tror jeg paa den anden side, det er vist, at saadanne dannelser vare almindeligere i den senere tid, og at naar der er et saa merkeligt forhold i denne henseende mellem heim og stad, saa er dermed en tidsforskjel givet, naar der ikke i det førstes begreb ligger nogen hindring for at sammensette det med personsnavn. Saadanne sammensetninger forudsette ialfald en tettere bebyggelse og nært nabolag, da visselig aldrig en mand selv har kaldet sin gaard efter sit navn, men den er bleven kaldet saa af naboerne, saaledes som det endnu ofte sker i nybygderne, naar ikke eieren selv har givet et navn, som har vundet erkjendelse.
  5. -bólstaðr findes nu fra Søndmøre til Stavanger forkortet til -bust; i første led ogsaa andetsteds: Bustrak, Drangedal (ɔ: Bólstaðarakr), Busterud, Aadalen, som dog muligt kommer af et mandsnavn eller tilnavn; jfr. Bustatun, Kinservik (ɔ: Bólstaðartún).
  6. Endnu i begyndelsen af dette aarhundrede var Throndnes den øverste gaard i Namdalen (Bulls antegn. til Bings Beskr. i Vidsk. Selsk.s Skrifter). Nu er der 20 opsiddere ovenfor.
  7. hefring skal efter Bjørn Haldorsen betyde „storm, uveir,“ hvilket ogsaa kan passe paa det nevnte sted.
  8. Jfr. Yngl. s. 35: á Lofundi og: í heraði því, er Lofund heitir. Der bør her skrives á Lófundi, hvis der menes Lovø i Mælaren, thi o er i dette navn nu lukket, se Säve, Yngl. s. 44 (S. Bugge).
  9. Prof. Bugge mener, at der i skindbøgerne intet findes til støtte for Álöst, ligesom den nuværende form taler for Alöst, og formoder, at Alöst kan være Aðalvöst af vözt, vöst, fiskeplads paa søen (Al- sammendragning af Aðal-) ligesom Aðalráðr i et vers i Ísl. ss. II, 254, hvor det danner rim med dvalði, maa udtales Alráðr). V i begyndelsen af andet led falder ofte bort (som i navnene paa valðr, i –ini for –vini i stedsnavne, heilendr, sund, for heilvendr, angelsaxisk hálvende o. s. v.). Altsaa: vigtigste, bedste fiskeplads (jf. Aðalvík paa Island, aðalkelda, aðalból). – Jeg ved ikke, om der nu er ualmindeligt rigt fiske udenfor øen, men det kan have været saa i oldtiden. At et navn overførtes paa øen, som egentlig gjaldt søen udenfor, vilde ikke være paafaldende.
  10. Naar dennes gamle form angives at være Ölvishaugr, Alvish. (Munch 74, AB. 20), maa man dog slette en mellemform Ölvisstaðahaugr, enten = Ölvishaugr eller en gaard ved siden af.
  11. Saaledes fra Frøhov (Nes, Romerike), Hovland (Jevnaker), Frøshau (Hole), Hove (Høiland), Hove (Vik, Sogn) og de tæt ved liggende Hoperstad og Thrytten, Hove (Selie, Nordfjord), Hov (Gran, Hadeland), Kaglem nær Hovvin (Nes, Hedemarken), Vangsnes nær Hovland (Sogn), Grødal lige ved Hovvin (Sundalen), Gravraak lige ved Hovstad (Melhus), Dalem og Lønem nær Mære (Sparbuen). Naar der indsendes fund af oldsager, bør det ikke alene angives, paa hvilken gaards grund fundet er gjort, men det vilde ogsaa være særdeles ønskeligt, om det tillige kunde oplyses, hvorvidt gaarden kan antages tidligere at have hørt under nogen nabogaard, og om man kunde faa en fuldstendig beskrivelse af terrainforholdene i den nærmeste omegn. Naar der er gjort gravfund fra den ældre jernalder paa gaarde med nyere navne, maa disse gaarde visselig i de fleste tilfelde antages at være senere fraskilte dele af en nabogaard.
  12. Fritzners forklaring af ordet: „Bur, som er opført som laftebygning af horizontalt liggende stokke,“ tror jeg saaledes neppe er fuldstendig.
  13. Landn. 2, 21: þar lét hann (Steinolv den laage) bœ gera, ok kallaði Saurbœ, þvíat þar var mýrlent mjök, ok svá kallaði hann allan dalinn.
  14. Denne forklaring af ordet seyra er dog tvivlsom; en ganske anden giver Unger, Olav d. helliges s. Christiania 1853 s. 268.
  15. Oprindelig Órfyrvi, hvor y er opstaaet paa grund af v (Bugge).
  16. Munch i AnO. 1852 s. 89: „Navnet Orfer er en fordreielse af det gamle Orfjará, hvilket i de ældre tider synes at have været navnet paa den hele strekning fra Holm til udløbet af elven ved Waukmill. Navnet Orfjara eller det deraf afledede Orfyri brugtes i ældre tider om et sted, hvor vandet ved flodtid bedækkede en betydelig flad strækning, som ved ebben var tør. – – Ogsaa i Orfer var der hidtil en betydelig strekning, som ved ebbetid er bar, men ved flodtid bedækket af vandet, som løber ind og danner en temmelig vid bugt“ I AnO. 1857 s. 353 f. antager Munch, at den lille Urfasey paa Hetland, der viser de samme naturforhold, før har hedt Orfyrisey.
  17. Min forklarings rigtighed godtgjøres ved, at gaarden i D. N. 6, 905 kaldes Norwigenn, hvilket jeg senere er bleven opmerksom paa.
  18. Det kan ei komme af navnet paa nogen ældre gaard Sand; thi da Sandnes allerede før 900 er hovedgaarden her, og det ældre navn allerede da maatte være fortrængt, vilde det dertil blive for gammelt.
  19. Disse to navne tilsammen gjøre det ikke usandsynligt, at øens ældre navn ligefrem kan have været Esja.
  20. Denne form har, efter meddelelse af prof. Bugge, originalen, medens udgaven pag. 90 har den urigtige form Vigasteinn, og Munch Beskr. 66 Veigusteinn, som vel beror paa en gjetning.
  21. Munch skriver Beskr. 96 og 99: Olnfóti, men 98: Olmfótar; den sidste skrivemaade støttes af Bjørg. Kalvsk. 17 . Men m er kanske opstaaet af n paa grund af f. Olnheimr i Aurland (Bjørg. Kalvsk. 46; den gjenfindes ikke i matrikelen) synes at indeholde samme stamme.
  22. Den sidste forklaring skyldes prof. Bugge.
  23. Denne forklaring er en formodning af prof. Bugge. Jeg har ikke været paa øen, og har ved uagtsomhed forsømt at søge underretning om de stedlige forhold.
  24. Om begge disse gaarde faar man oplysning af Throndhjems erkestols jordebog af 1533 (i rigsarkivet), hvor det, som det er mig meddelt, heder ved Eide: „ligger ein ødegaard under kallis belskog och aagher band ifra seg indtill ottersteinen“; gaarden maa saaledes vel nu være gaaet ind under Eide. Om den anden heder det ved Hillestad (Hildstad):“„ligger under sin strøm som beiter Heggestrøm.“
  25. Saus kan ei være opstaaet af Søhus for Suðrhús og være det store og lille „Sødhus,“ der i jordebogen af 1533 navnes ved siden af Nordhus som hørende under Torge; thi dette maa nødvendigvis have ligget nær Nordhus (af nørdra husom, AB. 90) paa vestkysten.
  26. rd er i det hele ofte i stedsnavne urigtigt gjengivet ved l f. ex. Galaasen, Trysil; Galaaen, Røraas; Galgauften, Høilandet; vel ogsaa i Galstad, Vaage; for Gardaasen osv. Jfr. Skalstugan i Jemteland for Skardstugan.