Nogle Bemærkninger om Historieskriveren Albert Krantz

Ludvig Daae

Nogle Bemærkninger om Historieskriveren Albert Krantz

Historisk Tidsskrift, anden Række, femte Bind, 1886 (s. 227-263).

I den sidste Del af sit Liv tænkte Johan Martin Lappenberg paa at skrive en Afhandling om Nordtydsklands og Nordens engang meget berømte Historieskriver Albert Krantz, hvori han vilde paavise Omfanget af denne Forfatters Kundskaber og paapege hans Kilder.^[1] Det er meget at beklage, at Lappenberg, der vistnok mere end nogen anden havde været Manden til et saadant Arbeide, ikke oplevede at faa det udført. Havde en saadan Afhandling foreligget, vilde den, der interesserer sig for Krantz’s Verker nærmest med Nordens Historie for Øie, havt et Udgangspunkt for sine Studier af denne Forfatter, der nu haardt savnes.

Hvad jeg paa de efterfølgende Blade kan levere er ikke meget. Det angaar for en stor Del kun Krantz’s Norvagia (der hører til hans svageste Verker) og den Omtale, han forøvrigt har skjænket norske Sager. Dette giver, endog alt tilsammentaget, kun et ringe Udbytte. Men selv Krantz’s Norges Historie er dog ingenlunde umærkelig. Først og fremst maa det erindres, at den er den første, der er udkommet paa Tryk. Der hengik to Aarhundreder efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse, inden den kom til at blive anvendt inden Norges Grændser, og der var hengaaet et Aarhundrede, inden nogen Fremstilling af Norges Historie saa Lyset fra en udenlandsk Presse. Dette var som sagt Albert Krantz’s, der første Gang udgaves 1546. En Tidlang var altsaa dennes Verk over Norge, skjønt opfyldt af Feil og udarbeidet uden Benyttelse af norske og islandske Kilder, i sit Slags noget enestaaende, og navnlig var det fra dette Verk (ved Siden af Svensken Olaus Magnus’s Historia de gentibus septentrionalibus), at man udenfor Norden opgjorde sig sine Forestillinger om Norge og dets Fortid. Det har altid sin Interesse at gjøre Bekjendtskab med det Trin, hvorpaa ældre Tiders historiske og geographiske Viden har befundet sig, og i denne Henseende tør et Blik paa Albert Krantz være ret belærende.

I.

Albert Krantz var født i Hamburg af god Familie omtrent ved 1440 eller 1445. Det første sikre Datum i hans Liv er, at han blev immatriculeret ved Rostocks Universitet den 28de Mai 1463; maaske har han allerede forinden studeret i Cøln. I Rostock tilbragte han en lang Aarrække, blev Lærer ved Universitetet og var 1482 dets Rector.^[2] Han har ogsaa, uvist i hvilke Aar, foretaget Reiser i videnskabelig Hensigt, deriblandt til Italien, hvor han skal have erhvervet den theologiske Grad i Perugia. Allerede som Professor i Rostock var han bleven brugt ved politiske Forhandlinger som Lübecks og Hamburgs Fuldmægtig under en Strid med Hertugen af Meklenburg og Staden Rostock. Den store Dygtighed, han synes at have besiddet som Diplomat, fandt en videre Anvendelse, efterat han 1493 var flyttet til sin Fødeby Hamburg som Medlem af Domcapitlet og Lector theologiae. Vi finde ham nemlig i de følgende Aar stadig paa kortere og længere Reiser, dels i det hele Hanseforbunds, dels særlig i Hamburgs Anliggender. Navnlig var han i Aarene 1497–1499 tilstede ved Forhandlinger i Frankrige, i Cøln og i Brügge, (derimod neppe i England, skjønt han ganske vist har forhandlet med dette Rige). Om hans Reiser paa det Hamburgske Senats Vegne haves (indtil 1500) meget sikre Oplysninger i et nys udgivet Kildeskrift. Man ser heraf bl. A., at han 1498 reiste til Hertug Frederik paa Gottorp, 1499 til Lübeck „in causa Dithmerticorum“, samme Aar til Kiel „ad dominos regem et ducem Fridericum, principes nostros“, 1500 to Gange til Hertug Frederik paa Gottorp og derpaa til Buxtehude for at forhandle med Hertugen af Brunsvig og Erkebispen af Bremen.^[3] Et særeget Vidnesbyrd om den særdeles Tillid, man har næret til hans Retsindighed, saavelsom til hans Duelighed, er dette, at da stæderne Lübeck, Hamburg og Lüneburg efter Kong Hans’s og Hertug Frederiks Nederlag i Ditmarsken skulde mægle mellem Fyrsterne og Bonderepubliken, blev det fra begge Sider vedtaget, at, hvis Voldgiftsmændene ei bleve enige, skulde Afgjørelsen lægges i Dr. Albert Krantz’s Hænder.^[4] Det gjør ogsaa et meget godt Indtryk, at Krantz, naar han i sine historiske Verker kommer til at berøre Begivenheder, hvori han selv har spillet en Rolle, aldrig omtaler sig selv. Da den meklenburgske Hertug Magnus var død 1503, holdt Krantz en Tale ved Begravelsen. Denne Tale optager han (Vandalia, lib. XIV. cap. 33), men fortier, at han selv har holdt den. En yngre Samtidig, Reimar Kock, har optegnet det.^[5]

Albert Krantz døde i Hamburg den 7de December 1517. En Søstersøn af ham var den berømte Jurist og Befordrer af Reformationen Jo. Oldendorp.^[6]

Krantz har et betydeligt Navn som Theolog og var lige indtil sine sidste Aar varmt interesseret baade for den theologiske Videnskab og for Kirkens Anliggender. Som Decanus i det Hamburgske Capitel holdt han to Gange (1508 og 1514) strenge Kirkevisitationer i den Capitlet undergivne Del af Diöcesen og arbeidede ivrig paa at udrydde alle de mange Misbrug, der havde indsneget sig hos Prester og Munke, og paa at vække Begeistring hos Geistligheden for dens Kald. Han indtog som Theolog en ret mærkelig Stilling, hvorom bl. a. hans Verk „Sperantissimum opusculum in officium misse“, der er udgivet efter hans Forelæsninger i Hamburg, er et smukt Vidnesbyrd. Han var en conservativ Natur og hævdede den ældre Catholicismes Standpunkt, udtaler sig ogsaa med Strenghed mod Huss („improbus calumniator“ o. s. v. Metrop. lib. XL cap. 8), men var i andre Henseender modtagelig for Anskuelser, der bebudede en ny Tid. Hans Skrifter bleve da ogsaa opførte allerede paa den første Index librorum prohibitorum og i 1667 paany forbudne af Kongen af Spanien. Lige før Krantz’s Død indtraf Luthers optræden mod Afladshandelen. Man har en gammel Fortælling om, at han, da han hørte om denne, skal have udbrudt i de Ord: „O frater, abi in cellam tuam et dic: miserere mei Deus!“ Stundom tilføies: „Vera dicis, bone frater, sed nihil efficies!“ Saadanne mots historiques pleie i Regelen at være lavede bagefter af andre. Imidlertid har man dog ment, at den første Ytring, der forekommer i Fortalen til den ældste Udgave af Metropolis, hvis Udgiver, Joachim Moller, var en Hamburger og antages at have kunnet vide Besked, virkelig turde være flydt fra den døende Doctors Læber.^[7]

Sin største literære Berømmelse har Krantz vundet som Historieskriver. Som saadan har han forfattet baade mange og vidtløftige Verker, i hvilke han behandler Nordtydsklands geistlige Historie i Metropolis s. historia de ecclesiis sub Carolo Magno in Saxonia instauratis, (libri XII), og dets verdslige i Saxonia (libri XIII) samt Vandalia (libri XIV), hvor ogsaa, som Navnet viser, de slaviske Folks Historie omtales, dernæst de tre nordiske Rigers Historie: Dania (libri IX), Svecia (libri VI), Norvagia (libri VI), hvilke sidste siden pleiede at sammenfattes under Fællestitelen Regnorum aquilonarium Chronica. Intet af disse Skrifter udkom før efter Forfatterens Død, Og de første Udgaver saa Lyset paa tre forskjellige Steder og ved tre forskjellige Udgivere, alle i Folio.

Først udkom Vandalia (Col. Agripp. 1518, ed. Joh. Soter), saa Saxonia (ibid. 1520,. ed. Soter), dernæst Chron. Regnorum Aquilonarium (Argentorati 1546, ed. H. Eppendorf), endelig Metropolis (Basileae 1548, ed. Joachimus Moller). Samtlige udgaves senere gjentagne Gange. Af begge de sidstnævnte Skrifter ere editiones principes dedicerede til Kong Christian III. af Danmark og Norge.

Af disse Dedicationer forekommer mig Jo. Mollers^[8] endnu at have nogen historisk Interesse, fordi den er et af de mange Vidnesbyrd om den store Kjærlighed og Høiagtelse, hvormed de tydske Protestanter saa op til Christian den tredie, og fordi de er nedskrevne netop i det Aar, da deres Tillid til ham blev sat paa Prøve. Den er nemlig dateret Hamburg die nativitatis Mariae (8de September) 1547, da Protestantismen svævede i den høieste Fare, idet Johan Frederik af Sachsen og Philip af Hessen for nogle Maaneder siden vare tagne tilfange og den mærkelige Rigsdag i Augsburg for otte Dage siden var aabnet. Moller viser sig vel underrettet om Christian III., hans Kampe for Riget (Grevefeiden), det Maadehold, hvormed han benyttede sin Seier, det ved Bugenhagens Hjælp befordrede Reformationsverk og Kjøbenhavns Universitets Gjenoprettelse og rigelige Udstyr (magnis sumptibus sustentata). Han tiltaler Kongen med de mærkelige Ord: Celebrabitur nomen tuum passim apud omnes gentes aeternis laudibus, quod ex omnibus regibus toto orbe Christiano solus es, qui Evangelium Christi amplectatur, foveat ac tueri conetur. Som det vil forstaaes, bortser han altsaa fra Gustav Vasa, der jo dog heller aldrig paa den afgjørende og bestemte Maade sluttede sig til den Lutherske Reformation, som Christian III. havde gjort det.

I samme Dedication oplyser Udgiveren, at Metropolis kun existerede i et eneste Haandskrift, der havde tilhørt Biskopen af Lübeck, Heinrich Buchholz, Jo. Mollers egen Morbroder. Denne havde testamenteret det til Mollers Fader, fra hvem hin igjen havde arvet det. Heller ikke af de nordiske Rigers Historie omtales mere end et eneste Haandskrift, der tilhørte Grev Reinhard af Westerburg og Leiningen, Decan i Cøln. Efter dennes Død stødte Udgiveren, den tydske Ridder Heinrich v. Eppendorf, paa det i hans efterladte rige Bibliothek og erholdt det (c. 1542) udlaant til Udgivelse. Dette fortæller han selv i sin Fortale. Krantz’s Skrifter synes saaledes ikke at have været synderlig kjendte, førend de bleve offentliggjorte i Trykken.

II.

Man har oftere sammenlignet Krantz med Magister Adam af Bremen, Forfatteren af den umistelige Historia ecclesiae Hammaburgensis. Denne Sammenligning er ogsaa tildels beføiet, thi som man vil se, er det Stof, som begge Historieskrivere behandle, omtrent det samme, nemlig Nordtydsklands og Nordens Historie. Krantz har baade kjendt og i meget stor Udstrækning benyttet Adams Verk, skjønt rigtignok uden at vide hans Navn. Dette blev nemlig først bragt paa det rene af den danske Lærde hvem man skylder editio princeps (af 1579), Anders Sørensen Vedel.^[9] Endnu Jo. Moller maa derfor i den korte versigt over Krantz’s af ham opdagede Kilder, som han har anbragt i sin ovenomtalte Udgave af Metropolis, omtale Adams Verk som en anonym Krønike.^[10] Man tør maaske ogsaa tro, at Adams Verk har været mere end en Hovedkilde for Krantz, idet Læsningen af dette kan have bragt ham paa de Tanker at fortsætte det ned til sin egen Tid, og en saadan Fortsættelse have vi virkelig i Metropolis.

Jeg vil ikke benegte, at der jo nok er flere Overensstemmelser mellem Adam og Krantz, end denne, at de behandle samme Landes Historie, og at den sidste fortsætter den første. Der er jo endvidere den Overensstemmelse, at de begge ere Theologer, staa i Kirkens Tjeneste og derfor ogsaa begge anskue Historien i væsentlig Grad fra et kirkeligt Standpunkt. Men enhver af dem tilhører dog væsentlig sin Tid, og Krantz’s Tid var en anden end Adams.

Krantz kunde ikke undgaa at paavirkes af den humanistiske Bevægelse, der i hans Ungdom allerede var forplantet til Tydskland og der havde gjort sig mægtigt gjeldende. Som bekjendt fik denne verdenshistoriske Strømning meget snart en afgjørende Indflydelse ogsaa paa Behandlingen af Historien. Dette havde sine store Fordele og udentvivl især derved, at Humanismen undertiden har skabt eller gjenfødt historisk Sands der, hvor den var sløvet eller uddød. Exempler i denne Retning kunne visselig med Føie søges i vort Norden, hvor efter en lang Række af Menneskealdre, i hvilke omtrent ingen historisk Virksomhed spores, pludselig i overgangstiden fra Middelalderen til den nyere Tid fremstaar en hel Række Historikere, der aldeles paatagelig skylde Humanismen sine videnskabelige Impulser. Mere tvivlsomt tør det være, om den humanistiske Retning som Regel har befordret Grundighed i Undersøgelsen og beriget Videnskaben med paalidelige historiske Kjendsgjerninger. Middelalderens Chronister, navnlig de, der skreve i Modersmaalet, tænkte ikke meget paa historisk Kunst, men nøiede sig med i Aarbogs Form at optegne, hvad der kom til deres Kundskab og forekom dem værd at erindre. Ikke destomindre lykkedes det dem ofte, ud en at de lagde an derpaa, at skrive høist tiltrækkende og at sikre sig Efterverdenens Taknemlighed i høieste Grad. For Humanisterne derimod blev den klassiske Form og den elegante Fremstilling tidt Hovedsagen i en overveiende Grad, det kom dem tidt mere an paa at fortælle liviansk end at skrive paalideligt og udtømmende, idet de glædede sig mere i den lette, flydende Og phraserige latinske Stil end i møisommelig Indsamling og kritisk Drøftelse af Stoffet. Hvor gjerne skulde ikke en senere Tids Læsere ville eftergive det pompøse Foredrag og alle stilistiske Zirater, om Forfatterne havde villet meddele en Smule mere af det, som Historien allermindst kan være foruden!

At den humanistiske Skole for Krantz blev et Træ baade paa godt og ondt, er øiensynligt. Han hentede fra den Impulser til at skrive, og han lærte i den at fortælle ore rotundo. Men han blev ikke egentlig Forsker Og Kritiker, det gjaldt ham mere at skabe store opera over hele Landes Historie fra den graa Oldtid indtil sine egne Dage, til Slutningen af det femtende og nogle Aar ind i det sextende Aarhundrede. Saa vide Felter er det ikke muligt paa en tilfredsstillende Maade at omspænde uden tilsvarende Forarbeider, og hvad man uden saadanne kan opnaa, bliver kun at faa optrukket store Rubriker og at udfylde dem med, hvad man tilfældig støder paa, idet Hullerne i det høieste kun blive overdækkede ved stilistisk Kunst og Behændighed.

Krantz har vidst at skaffe sig Adgang til en stor Mængde af Middelalderens bedste latinske Krøniker, Nordtydskland vedkommende, hvilket ganske vist forudsætter, at han paa sine Reiser flittig har undersøgt Klosterbibliotheker osv., thi det er neppe rimeligt, at alle disse dengang utrykte Autorer just vare at finde i Hamburg. Han har ogsaa aabenbart benyttet tydske Stadkrøniker, navnlig Lübecks. Hvad der af disse Skrifters Indhold forekom ham at være vigtigst og interessantest, søgte han at sammensy, eller han „redigerede“ det til et sammenhængende Hele. Som oftest optog han store Stykker af sine latinskrivende Forgjængeres Beretninger omtrent ordret. Det var dog i høi Grad misvisende og ubilligt, om nogen her vilde tale om Plagiat. Krantz har visselig mindst af alt tænkt paa nogen „Krænkelse af den literære Eiendomsret“. Hvad han gjorde, var i hine Dage og endnu længe efter noget ganske almindeligt.^[11] Saalænge man ingen Bogtrykkerkunst havde eller denne endnu, som i Krantz’s Tid, var i sin Barndom og sparsomt anvendtes, tænkte Forfatterne mindre paa Offentligheden og Kritiken. Deres Arbeide havde en mere privat Charakter. Stødte man paa andres Verker, da glædede man sig inderlig over de Oplysninger, de indeholdt, og benyttede uden videre, hvad man syntes om, og det i den Form, i hvilken man forefandt dem. Paa den Maade gik det til, at Krantz’s Bøger kunde svulme op til saa store Masser.

Der er imidlertid en væsentlig Forskjel mellem de Partier hos Albert Krantz, hvor han behandler sin samtids eller den nærmest foregaaende Tids Historie, og de øvrige. Hvor han nemlig taler om Begivenheder, han selv har oplevet, eller hvorom han har kunnet skaffe sig Besked af Øienvidner og Deltagere, er han ikke mere Compilator, men har (i sine Bøger om Tydskland) Rangen af en selvstændig og det stundom en ypperlig Hjemmelsmand. Man læse som Exempel hans Fremstilling af Ditmarskerkrigen (Saxonia lib. XIII), der endnu er en Hovedkilde til denne mærkelige Feides Historie. Hvad han meddeler til det femtende og Begyndelsen af det sextende Aarhundredes Historie er det da ogsaa, der giver ham et varigt Værd ikke alene i Literaturhistorien, men ogsaa for Historieforskningen. Alt det øvrige tabte naturligvis sin Betydning, efterhvert som hans Kildeskrifter bleve trykte. Hvilket ganske andet Værd vilde Krantz have kunnet faa for Eftertiden, om han ligesom sin Samtidige, den ulærde Philippe de Comines, havde lagt sin hele Kraft paa at skrive om det, han selv havde seet og erfaret! Eller for at bruge en anden Sammenligning: enhver forstaar, at Krantz var Reimar Kock langt overlegen baade i Personlighed og Lærdom, med Hensyn til Livsvilkaar og Adgang til at blive kjendt med Begivenhedemes Traade. Men ikke destomindre har den plattydske Chronist, fordi han begrændsede sig, sine vigtige Fortrin, som den langt betydeligere Storskribent savner.

Samtlige hans historiske Verker ere førte ned til Aar 1500, hvilket Aar han synes at have betragtet som sin terminus, ad quem. Senere har han imidlertid jevnlig tilføiet noget om senere Begivenheder, hvilket dog ikke er Tilfældet i hans Norvagia. Det ser ud til, at han har arbeidet paa de forskjellige Landes Historie samtidig, med andre Ord, at Planen til dem alle er opgjort allerede forinden Forfatteren gav sig i Færd med det enkelte Arbeide. Idelig henvises nemlig fra det ene til det andet, snart med et „ut diximus“, snart med et „ut dicemus".

De nordiske Rigers Historie staar ubetinget under de Verker, hvori Tydsklands Historie behandles. Dette er da ogsaa naturligt nok. Det er aabenbart, at det er Fattigdom paa Kilder til den virkelige danske, svenske, norske Historie, der har drevet Krantz til – for dog at faa noget Stof ind i disse Rubriker – at benytte Folkevandringernes og Normannertogenes Historie som Staffage, eller rent ud som Fyldekalk. Paa den Maade og kun paa den er det, at han kan give en Historie om regna aquilonaria paa mere end 400 Foliosider. Med en vis Ligelighed fordeler han dette rige Stof paa Nordens Riger. Paa Danmarks Part falder Langobarderne, paa Sveriges Øst- og Vestgoterne, medens Normannerne opsluges af Norge. Her havde han da ogsaa et Udgangspunkt i Adam af Bremen eller hans Scholiast. Det 139te Scholion lyder nemlig saa: „ Ab illis Nordmannis, qui trans Daniam incolunt, venerunt isti Nordmanni, qui Franciam incolunt, et ab his nuper Appulia suscepit tertios Nordmannos“.

Foruden til Adam af Bremen har Krantz for Nordens Vedkommende været henvist til Saxo, hvem han har udskrevet i en stor Udstrækning. Derved have hans Verker faaet en særegen Betydning som et Hjælpemiddel til at fastsætte Saxo’s Text, da man som bekjendt ikke mere har nogen Codex, men kun har opdaget ganske ringe Fragmenter af de Haandskrifter, hvori Saxo var udbredt i Middelalderen. Efterat Saxo slipper, har han kun tydske Kilder at øse af. Sagaerne har han ingen Forestilling om, ligesaalidt som om nogen anden norsk eller islandsk Kilde.^[12] Man kunde have tænkt sig, at Theodoricus Monachus, der jo i sin Tid blev fremdraget af et Bibliothek i Lübeck, kunde have været i Krantz’s Hænder, men det er let at se, at saa ikke har været Tilfældet. Reiser i Norden kan han ikke have foretaget, skjønt saadant har været paastaaet,^[13] thi hvis han havde besøgt de skandinaviske Lande, var det utænkeligt, at hans Skrifter, navnlig hans Tilløb til geographiske Indledninger, ikke skulde bære Spor deraf. Han har vel, som vi have seet, gjentagne Gange været i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men neppe længere mod Nord.

Staar han altsaa i denne Henseende langt tilbage i Indsigt for sin Forgjænger og Hjemmelsmand Adam af Bremen, bliver Afstanden mellem de to Forfatteres Værd end større derved, at Krantz heller ikke synes at have bestræbt sig meget for at erhverve skriftlige Hjælpemidler fra Norden eller at indhente Oplysninger om dets Lande af de mange Nordboer, med hvem han har havt rig Anledning til at tale. En Mand, som indtog en saa betydelig Stilling som Krantz, der i Rostock havde været Lærer for en Flerhed af de Mænd, der efterhaanden naaede de høieste geistlige Embeder i Norden, og saaledes som han persærlig kjendte endog Kong Hans, vilde visselig ikke have mødt Vanskeligheder, om han havde søgt at faa Oplysninger om Danmarks senere Historie. Men Krantz synes ikke at have forsøgt paa noget saadant. Han holdt sig til sine tydske Kilder og sin Saxo, og kun for den sidste Tid har han øst noget af hvad han tilfeldigvis har hørt foitælle.

III.

Kun i en eneste Kilde finde vi omtalt en literær Forbindelse mellem Albert Krantz og en Nordbo. Han skal, heder det, have staaet i nær Berøring med den noksom bekjendte svenske Prælat og Politiker Dr. Heming Gad. Men denne Sag kræver en nøiagtigere Omtale og Prøvelse. I Jo. Magnus's bekjendte svenske Historie findes^[14] indtaget en Tale, som Heming Gad angives at have holdt (1510) til Rigsforstanderen, Hr. Svante Nilssøn og Sveriges Riges Raad. Dens Indhold bestaar i hadefulde Udfald mod den danske Nation, og det ikke alene mod den dalevende Slægt, men ogsaa mod Fortidens Danske lige op til Saxo's apokryphiske Helte. En saadan Skrivemaade kan alene forklares af den politiske Ophidselse, som paa den Tid var raadende, og minder i en og anden Henseende om, hvad man ogsaa i Nutiden har maattet opleve af Historiens tendentiøse Misbrug og Forvrængning. Men hvad der af Talens Indhold vedkommer os, er nærmest dette, at Taleren betegner sig som Krantz’s socius. De to have studeret sammen i Rostock^[15] og særlig studeret Saxo sammen, ligesom Taleren ogsaa omtaler Krantz’s Svecia og af den anfører et Sted i Indledningen, der priser de Svenskes Gjestfrihed som større end noget andet Folks. Da Krantz’s Svecia, ligesaalidt som overhoved noget af hans historiske Skrifter paa den Tid var trykt, skulde altsaa Taleren have været i Besiddelse af en Afskrift deraf, meddelt ham af hans socius, Forfatteren.

Men allerede i selve det sextende Aarhundrede er der ytret Tvivl om denne Tales Ægthed, idet den kgl. danske Historiograph Hans Svaning, der i 1560 paa Regjeringens Foranstaltning, men under „Ridderen“ Petrus Parvus’s Navn skrev en „Refutatio“ mod Jo. Magnus, udtalte som en Formodning, at Talen var et Verk af denne svenske Forfatter selv.^[16] Fra dansk Side har denne Antagelse i vor Tid atter været fremsat og begrundet af den bekjendte Archivforsker Kall-Rasmussen,^[17] hvem ogsaa Allen^[18] i Resultatet gav Bifald, om han end maatte bestride et af Rasmussens vigtigste Argumenter. Senere har imidlertid nuværende Universitets-Bibliothekar C. T. Annerstedt i Upsala optraadt som Forsvarer af Talens Authenticitet og det unegtelig med megen Styrke. Den svenske Lærde har gjendrevet eller dog afsvækket omtrent alle de Grunde, som Kall-Rasmussen har anført. Annerstedt har ogsaa paavist, at Talen ogsaa existerer i to svenske Exemplarer (det ene udførligt, det andet forkortet), hvilke han aftrykker med den Bemærkning, at intet af dem „synes“ at være oversat efter Jo. Magnus’s latinske Text.^[19]

Jeg erkjender, at den omhandlede Tale, ifald den er uægte, maa siges at være ret behændig sammensat, idet baade Indholdet ret vel synes at svare til Danskehaderen Heming Gads Tanker (hvad der dog ei var saa vanskeligt for Meningsfællen Jo. Magnus), og Forfatteren derhos er ret vel kjendt med Heming Gads Levnetsomstændigheder. Jeg vilde derfor ogsaa være tilbøielig til at mene, at Annerstedt havde Ret i dette Spørgsmaal, ifald jeg turde tro, at de Indvendinger, han har bestridt, vare de eneste, der kunde fremsættes imod Talen. Men efter min Mening kan der ogsaa gjøres nye Tvivl gjeldende. Jeg skal her fremsætte disse, idet jeg undrer mig over, at de ikke allerede ere udtalte af andre eller have paatrængt sig Annerstedt selv.

Mine Betænkeligheder fremkomme naar jeg sammenligner Heming Gads og Krantz’s politiske Standpunkter og navnlig deres Opfatning af de Kampe, som den nordiske Union fremkaldte mellem Danmark og Sverige. Medens Heming Gads Had mod Danmark overstiger alle Grændser, er Krantz gjennemgaaende velvillig stemt mod de samme danske Konger, hvem den svenske Prælat anvendte den største Del af sit Liv paa at skade og forfølge.^[20] Navnlig viser dette sig med Hensyn til den historiske Begivenhed, hvori Heming Grad selv spillede en Hovedrolle, ja egentlig var Sjelen, nemlig den efter Kong Hans’s uheldige Ditmarskerkrig udbrudte Opstand i Sverige. Vi ville et Øieblik betragte Krantz’s Characteristik af dette svenske Frafald. Han kalder de svenskes Opførsel mod Kongen gentilis feritas og rebellionis audacia (Dan. lib. VIII. cap. 41), og det heder: Erant munulli intra regnum fideles viri, quos puduit fraudis et rebellionis in regem (ibid. IX., 1). I Krantz’s svenske Historie, det Skrift, der altsaa skulde være sendt Heming Gad af hans „Socius“, tillægges Skylden for denne rebellio ligefrem den svenske Geistlighed, og Forfatteren bruger de Ord: Steno miles, regni gubernator, qui nimium auscultavit ecclesiasticis, miscuit fas atque nefas. (Svec. lib. VI. cap. 2). Hvilken „ecclesiasticus“ maa man her først og fremst tænke paa uden H. G. selv? Jeg spørger derfor, om det er sandsynligt, at der mellem to Mænd af saa ligefrem modsatte Anskuelser om en Sag, paa hvilken den ene af dem dengang havde indsat alt, lettelig (i det mindste dengang) kan have bestaaet noget societas? Heming Gad og Albert Krantz vare ogsaa i det Hele taget saa grundforskjellige Naturer, at det ikke er sandsynligt, at de have øvet gjensidig Tiltrækning. Heming Grad var en Rænkesmed og en indædt Fanatiker, hvis Character ikke forbedredes ved hans lange Ophold blandt Innocents VIII.s og Alexander VI.s „Kurtisaner“. Endog Jo. Magnus selv betegner ham træffende nok som homo ad omnem astutiam natus,^[21] og hvor tro han tilsidst blev sit Fædreland og sit Parti, vide vi alle, hvorimod Albert Krantz var en Ærens Mand, en helt igjennem ædel, fin og human Personlighed. Betænkes maa ogsaa dette, at, om der virkelig havde existeret et saadant gammelt og gjennem Aarene vedligeholdt Venskab mellem disse to Mænd, da havde det dog været fuldt saa naturligt, at Heming Gad havde forsynet sin socius med Bidrag og Materialier til sit Fødelands og Nordens Historie, eller at denne havde søgt dem hos ham, som at Hamburgeren skulde have sendt sin svenske Historie over Østersøen. Det havde ligget nær for Heming Gad, der virkelig nærede et Slags historiske Interesser, at forsøge paa at indvirke paa sin Vens, den tydske Historieskrivers, Begreber om Sveriges Historie og om muligt at øve Indflydelse paa hans Fremstilling af den. Sverige havde jo selv i Heming Gads yngre Aar havt en ret mærkelig Historieskriver i Humanisten Ericus Olai, Nordens sidste Helgen († 1486). Det kan ikke betvivles, at den upsalensiske Decans Verk maa have været Heming Gad bekjendt, men Krantz har aabenbart ikke seet det og overhoved neppe modtaget nogensomhelst literær Bistand fra samtidige Svensker.

Foruden disse høist mistænkelige Ytringer om Krantz indeholder denne Tale ogsaa andre Ting, der ikke kunne andet end indgyde Tvivl om, at det hænger rigtig sammen med den. Som et Exempel vil jeg anføre det Sted, hvor Taleren declamerer om de hyppige danske Indvandringer til Sverige. At ved den Tid mange Danske søgte sin Lykke baade i Sverige og i Norge, er en bekjendt Sag, og Stedet er i og for sig ingenlunde umærkeligt. Taleren fremhæver fire Slags Dansker i Sverige, Degne (Skoledisciple), Hofmænd (Tjenere hos Adelen), Munke og Kvinder.^[22] Den sidste Klasse er især farlig, og allerværst er det, at Ægteskaber saa ofte indgaaes mellem svenske Adelsmænd og danske Fruentimmer. Saadant, heder det, skulde hindres ved Lov, idet den Adelsmand, som ægtede en dansk Kvinde, med det samme skulde have sin adelige Frihed forbrudt. Den Tale er henvendt til Rigsforstanderen Svante Nilssøn, og denne bliver netop ved dette Sted udtrykkelig apostropheret. Men, som bekjendt, var netop Hr. Svante selv gift med en dansk Kvinde, Hr. Knut Alfssøns Enke, Fru Mette Iversdatter Dyre, der som Rigsforstanderens Frue paa den Tid af mange Svensker endog tituleredes „ Sveriges Fyrstinde“.^[23] Som man ved, var Heming Grad høit anskreven hos Svante Sture og øvede stor Indflydelse over ham. Det bliver da lidet rimeligt, at han skulde have villet saare og fornærme ham saa føleligt, som unegtelig Tilfældet maatte have været, om han i en offentlig Tale til ham paa en saadan Maade havde talt om Strikken i hængt Mands Huus.

Sandsynligheden for, at Talen er et Produkt af Jo. Magnus selv, stiger ogsaa, naar man erindrer, at der hos denne Forfatter ogsaa findes indskudt (i Slutn. af 16de Bog) en Tale, der vel udgives for at være holdt i Basel af Nils Ragvaldssøn, dengang Biskop i Vexiö, og senere er optrykt af Benzelius i hans Monumenta hist. vet. eccl. Sveogothicae p. 101–106, men ligeledes gjør et høist mistænkeligt Indtryk. En nærmere Udvikling af, hvad der angaar denne sidste Tale, forbeholder jeg mig at give i en senere Afhandling.

En dansk Historiker, til hvem Annerstedt ikke har taget Hensyn, Dr. H. F. Rørdam, har i sit Skrift Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge efter Reformationen (Kbhvn. 1867, S. 77) ogsaa omtalt Heming Gads Tale og udtalt det som sin bestemte Mening, at den ikke kan være ægte. Hans Argument er dette, at den Maade, hvorpaa Jo. Magnus (p. 155) benytter Saxos Vidnesbyrd om de Danske, paa en saa paafaldende Maade ligner den Anvendelse af samme, der findes i Talen, at denne og Historien maa antages at have samme Forfatter. Mærkes kan, at ogsaa Reuterdahl^[24] har tvivlet paa Talens Ægthed.^[25]

III.

Jeg gaar dernæst over til at gjøre opmærksom paa enkelte Steder hos Krantz, fornemmelig vedkommende Norge, til hvilke jeg finder Anledning til at knytte en eller anden Bemærkning.

Krantz’s Norvagia indledes ligesom Forfatterens øvrige historiske Verker med en praefatio af geographisk Indhold om Norge og dets Bilande. Den er paafaldende tynd. Han udskriver nærmest kun Adam af Bremens (lib. IV. cap. 30 sqq.) Bemærkninger om Forholdene, saaledes som de vare paa Harald Haardraades Tid, som om den Skildring fremdeles passede. For Norges eget Vedkommende har han ikke andet at tilføie end en ganske kort Bemærkning om den tydske Fiskehandel, ved hvilken Leilighed da Bergens By nævnes. Nogen Characteristik af Tilstandene i det femtende Aarhundrede giver han ikke. Paa et senere Punkt derimod, henimod Verkets Slutning, har han dog en kort Bemærkning om det med ham samtidige norske Folk (lib. VI, cap. 11), der, hvor Christopher af Bayerns Thronbestigelse omtales. Efterat han her (i liden Overensstemmelse med Virkeligheden) har sagt, at Norge under denne Konge befandt sig i fuldkommen Ro (penitus quieta) fortsætter han saaledes:

„Nimirum populus, qui in suis scopulis induruit, non facile mobilia ab eo, quod semel apprehenderat. Ante Christum agnitum nulla gens pertinacior errorum, post ausceptam Christi fidem nulla immobilior. Ferunt aliqvando terra sua qualibet ex causa peregrinatos, quum primum redierint, terramque tetigerint, pronos cadere in terram & facto signo crucis eam in terris osculari. O, inqiunt, terra Christiana ante omnes! Adeo generis sui cultus attollunt, ceterorum contemnunt.

Dette Sted hos Krantz minder, som man ser, stærkt om Absalon Pederssøns Fortælling om den Nordmand, som kom til Danzig og forundrede sig over, at Vertinden i Herberget vilde have Betaling af ham, idet han sagde, at sligt ikke var Skik og Brug i Norge og tilføiede: „O du hellige Land Norge, det første jeg faar dig at se og kommer med mit Legeme paa Landet, da skal jeg falde paa Knæ og kysse dig“.^[26]

En Forfatter, der saaledes som Krantz levede og skrev i Hamburg, havde dog der neppe synderlig megen Leilighed til at høre Norge omtale, thi hans Hjemstad hørte ikke til de Hansestæder, der havde meget med Norge at bestille. Langt hyppigere maatte han derimod komme til at tænke paa Island. Netop i den anden Halvdel af det femtende Aarhundrede begyndte nemlig Hamburgerne meget ivrig at speculere i de islandske Fiskerier og at optræde som Medbeilere af Engelskmændene, der allerede længe trods vore Kongers afmægtige Forbud havde drevet en betydelig Handel paa denne fjerne Ø.^[27] Det var imidlertid ikke alene med England, at Byen i denne Anledning kom i Strid. Ogsaa selve Hanseforbundet misbilligede høiligen Hamburgernes Seilads paa Island, da de tydske Stæder vilde have den hele nordiske Fiskehandel samlet i Bergen og af den Grund strængt forbøde Seilads til Stavanger, Throndhjem og andre vestlige Kyststeder i Norge, saavelsom ogsaa til de under Norges Krone hørende Øer. I 1482 klagedes heftig over denne Hamburgernes private Trafik ved Hansedagen i Lübeck, idet denne erklæredes at være til stor Skade for det fælles hanseatiske Contoir i Bergen. Man paalagde Hamburgerne ganske at afholde sig fra Island, men en af Byens gamle Chronister bemærker hertil ganske tørt: „Sollichs ist im werke nicht erfolget“. Endog Hamburgs Raad tog for Bykassens Regning Del i Handelen paa Island. I det nævnte Aar 1482 opstod ogsaa en Tumult i Byen, hvis Almue forbitredes over, at Brødet fordyredes, fordi Spekulanter „um etzlicher Eigennutz willen“ udførte for meget Korn til Island.^[28] Denne Handelsforbindelse vedblev gjennem hele det sextende^[29] og ind i det syttende Aarhundrede. Ligesom Christiern II. i sin Tid formedelst Pengenød under Rustningerne mod Sverige havde havt til Hensigt at pantsætte Island til Englænderne,^[30] saaedes nærede Christian IV. 1645 under lignende Vanskeligheder den Plan at pantsætte det til Hamburg.^[31] Den samme Konge havde imidlertid allerede dengang ved at bortforpagte øens Handel til danske Borgere fortrængt Hamburgerne fra denne.

Krantz skjænker ogsaa Island nogen Omtale i sin Indledning til Norges Historie, men dog saaledes, at han for en stor Del ordret udskriver, hvad Adam af Bremen har at fortælle om Øen i sin 4de Bog. Hertil føier han dog ogsaa nogle selvstændige Bemærkninger, der fortjene at anføres:

„Men de engelske^[32] og vore egne Kjøbmænd tillode ikke længere Folket at være i Ro og være fornøiet med sit Eget. De besøge nemlig Øen for at hente Fisk og føre med sig allehaande Kramvarer, ja indføre ogsaa vore Laster. Med os ynde de nu at drikke Øl og at elske Guld og Sølv. Danmarks Konge, der tillige er Norges, sender aarlig en Statholder til Øen. Der er meget særeget ved deres Sæder. Næsten alt have de tilfælles paa Konerne nær. Sine Hunde og sine Sønner elske de omtrent lige høit, ja de fattigste ville hellere give Slip paa en Søn end paa en Hund. De anse det for en Lykke for Børnene, naar de overføres til vore Lande. Jeg har selv seet unge Mennesker af begge Kjøn, bortførte derfra som smaa, hvilke med Undtagelse af Navnet intet hjemligt have bevaret, thi de have lært det fremmede Sprog og glemt sit Modersmaal.“

Denne Omtale af Island bør sammenlignes med en anden og samtidig tydsk Forfatters. Dette er Ridder Martin v. Behaim fra Nürnberg (f. 1459 † 1506 i Lissabon),^[33] en Sønnesøn (?) af den Mestersanger Michael v. Behaim, der i 1450 var tilstede ved Christiern I.s Kroning i Throndhjem, og hvis Optegnelser om Norge oftere have været benyttede. Den yngre v. Behaim forfærdigede i Aarene 1491–1493 under et Ophold i Nürnberg den første Jordglobus, der ledsagedes med Bemærkninger om nogle af de aftegnede Lande. Om Island heder det:

„In Ysland findet man schon weiss volk und sind christen daselbt ist gewohnheit dass man die hundt theuer verkauft und ihre kinder geben sie hinweg den kaufleuten um gottes willen auf dass die anderen brod haben.

„Item in Ysland find man menschen von 80 jahren die nie kein brod gegessen do wäch(s)t kein korn und an brod statt ist man dörre fische.

„In der insel Ysland fähet man den stockfisch den man in unser land bringet.“^[34]

At Krantz kan have seet hin Jordglobus, er muligt, men fuldt saa sandsynligt er det dog vistnok, at hine Fortællinger om Island have været i Omløb paa den Tid, og at de to Forfattere uafhængige af hinanden have nedskrevet det, der stemmer overens hos dem begge. Ogsaa i den engelske Literatur har man Parallelsteder. Saaledes i nogle Optegnelser af en Eventyrer Andreas Boorde, om hvem det dog ei vides, om han har besøgt Øen eller Norden overhoved. Ogsaa hos ham gjenfindes det Træk, at Islændingerne gjerne overlade sine Børn til Fremmede (they will sell there Iselond curres and gyue a way their children).^[35] Denne Fortælling findes maaske i endnu ældre engelske Skrifter.

Fra det sextende Aarhundrede kjendes bestemte Exempler baade paa Islændingers Skolegang i Hamburg (f. Ex. den senere Biskop i Skaalholt, Gissur Einarssøns) og paa der bosatte og gifte Islændinger. Hyppigere end de frivillige Udvandringer have maaske de voldsomme Bortførelser af Islændinger (og Færinger) været, der fandt Sted i hine Dage, da Island var omtrent værgeløst prisgiven Englænderne og Hamburgerne.^[36] I et tydsk Klageskrift over Englændernes Færd fra 1532 fortælles ikke alene, at disse tvang Islændingerne til at fiske for dem, men at de ogsaa uden videre toge Folk med sig. En Englænder Jon Breye havde ved samme Tid endog anlagt en Skandse paa Island, der var forsynet med Skyds.^[37]

Som vi have seet, savner Krantz de ægte Kilder til Norges Historie. Man faar alle Saxos Fabler, undertiden med en og anden om Forfatterens egen Tid mindende Bemærkning, f. Ex. hvor han (Norv. lib. I. cap. 2) fortæller om den „norske“ Konge Svibdagerus: Hie ergo primus trium regnorum moderator illuxit, aabenbart med Tanke paa den saakaldte calmarske Union. Da Saxo ikke nævner Harald Haarfagre ved Navn, men kun hentyder til ham (ed. Müller p. 475 sqq.), har heller ikke Krantz noget om det norske Riges Samler, ligesaalidt som han kjender Sigurd Jorsalfarer, hvis Navn Saxo ligeledes (med Forsæt?) har holdt udenfor sin Historie. Man kan dog ikke sige, at Saxos undertiden stærkt fremtrædende Uvilje mod Nordmændene (man se f. Ex. Müllers Udgave p. 352, 503) er gaaet over i Krantz’s Verk. At han optager Saxos uvillige Fortælling om Kong Sverre, hidrører nærmest kun derfra, at han intet andet har vidst om denne Konge.

Efterat vor Forfatter har udskrevet hint Sted om Sverre, har han ikke mere at øse af Saxo, og hvad han herefter kan fortælle om Norge, bliver endnu misligere, end før. Den første af Sverres Efterfølgere, han kan nævne er Haquinus (ɔ: Haakon den Gamle). Man studser, naar man ser, at Krantz gjør denne Konge til Sønnemorder (lib. V. cap. 14):

„Sive capitis mania, quae regibus nonnunqvam incidit, sive culpa adolescentis (res enim in obscuro est, male a majoribus tradita) unicum filium interemit. Nec contentus saevitia quendam etiam ex ducibus regni sui promtioribus filio conjunxit pereunti;“

men Læserens Forundring bortfalder, naar man finder hans Kilde i den Lybekske Krønike, hvor det heder:

„In deme iare cristi MCCXL let Koningh haqvin van norweghen doden den hertoghen unde sinen sone.“^[38]

Norges Kongerække efter Haakon den Gamle faar nu saadant Udseende (lib. VI. cap. 2 sqq.):

1. Olaus. Denne Konge angives at have ført Krig med de tydske Søstæder, hvis Kjøbmænd hentede Fisk fra Norge og bragte Meel og Øl i Stedet. Norge faar Fred ved Mægling af den svenske Konge Erik (!). Det er aabenbart, at Olaus er = Jarlen Alf Erlingssøn.^[39]

2. Erik, „om hvem der i Annalerne intet findes uden det blotte Navn“, men som dog „troes at have levet i Fred til sin høie Alderdom“.

3. Haakon, hans Broder. Forfatteren ved, at denne var gift med Fyrsten af Rügens Datterdatter, og at han havde en Broderdatter. Han kommer i Krig med den svenske Konge Magnus, der overvinder ham og forener Norge med Sverige.

4. Magnus af Sverige.

5. Magnus, den foregaaendes Søn, ligeledes Konge over begge Riger, da hans ældre Broder Kong Haakon, oprindelig bestemt til Norges Konge, var død.

6. Haakon, foregaaendes Søn, gift med Margrete af Danmark. Herefter bliver Rækken rigtig.

Af norske Begivenheder i den følgende Del af Verket er imidlertid Vitaliebrødrenes gjentagne Tog mod Bergen det eneste, der har (eller rettere har havt) nogen Betydning. Saalænge ikke Herman Corners og de øvrige lybekske Krøniker vare udkomne i Trykken, var nemlig Krantz, der har øst af disse, Hovedkilden til deres Historie, men efter de nævnte Krønikers (og de islandske Annalers) Offentliggjørelse har hans Compilation tabt sin Betydning. En feilagtig Angivelse af Tiden for det sidste af disse Angreb, hvor Krantz istedenfor 1429 angav 1439 – det er et af de meget faa Aarstal, man finder i hans Norvagia – voldte naturligvis Forvirring, og denne Misforstaaelse gik meget længe igjen hos vore Historikere. I Erik af Pommerns Historie synes han ellers mærkelig nok at have hørt noget om Amund Sigurdssøns Opstand, der jo ellers aldeles ikke omtales hos nogen anden Chronist end alene den for faa Aar siden fremdragne Carsten v. Gherens Krønike, og hvis Historie forøvrigt alene hviler paa Diplomer. Han siger nemlig i Anledning af Engelbrekts svenske Opstand: Videri regi visum est in Dania atque Norvegia similes motus consurgere. (Dan. lib. VIII. cap. 20), en Bemærkning, som Huitfeldt har optaget (Folioudg. S. 803).

Af Erik af Pommerns Historie har Krantz ellers endel negative Fortjenester. Navnlig er det ham, der har bragt de uhjemlede Rygter i Omløb om, at denne Konge skulde have mishandlet sin Dronning. Krantz har i Henseende til Philippa været saa uvidende, at han endog gjør hende til en portugisisk Prindsesse.^[40]

Til Christiern I.s Historie har Krantz mange vigtige Bemærkninger.

I Saxonia (lib. XI. cap. 16) fortæller han om Eventyreren Marcellus uden dog at vide noget om dennes Optræden i Norden og hans Forhold til Throndhjems Erkebispestol. Det er ikke vanskeligt at se, at Krantz’s Kilde har været den Lübekske Krønike (Grautoffs Udg. II, S. 48–50); men det kan mærkes, at Krantz ikke optager Beretningen om, at Marcellus var Engelskmand, hvorved Antagelsen om, at han var Tydsker, synes at vinde i Sandsynlighed. Muligens har Krantz været kjendt af Forf. af den anonyme Series Archiepiscoporum,^[41] da begge om Marcellus benytte samme Udtryk: falsarius.

I Norvagia (lib. VI. cap. 12) finde vi en Beretning om Hr. Olaf Nilssøn og hans Undergang i Bergen (1455). Her er Forf. ikke ilde underrettet, og dette Sted er derfor ikke uvigtigt. Hans Fortælling om Hr. Olafs Hustru, Fru Elisa, at hun seilede vela purpureo, cui inerant arma Norvegiae, har som bekjendt fremkaldt urigtige Forestillinger, om, at Norge allerede dengang havde eget Flag.^[42]

Krantz’s øvrige Verker indeholde adskilligt til Kong Christierns Historie paa de Punkter, hvor denne berører Tydskland. Den særdeles gunstige Opfatning, som Krantz har af denne udentvivl for strængt bedømte Mand, fortjener Opmærksomhed Han er for ham rex optimus (Dan. VIII cap. 38), og han paastaar (i Saxonia), at havde Kongen forstaaet at være en god Husholder, „hvilket er meget vanskeligt at være i de nordiske Lande“ (si rerum suarum ordinem tenuisset, quem tamen in regnis aqvilonis difficile est servare), vilde han have indtaget en høi Plads ei alene for sin Tid, men for Aarhundreder. Allerede Langebek har været opmærksom herpaa i sin lærde og indholdsrige „Jubel-Tale“ over Christian I.

Det er bekjendt, at Bergen 1476 hjemsøgtes af en stor Ildebrand, ved hvilken hele Tydskebryggen gik op i Luer. Branden er omtalt saavel i Lübecks Krøniker,^[43] som i andre Kilder.^[44] Derimod har man stedse hidtil overseet, at der ogsaa hos Krantz findes en endog interessant Beretning om denne Begivenhed Den staar i Forfatterens Vandalia (lib. XIII, cap. 12) og lyder saaledes:

Eodem tempore per negligentiam incuriosae familiae Bergis, emporio Norvegiae, perierunt incendio mercatorum casellae. Ibi ingens multorum de Vandalicis urbibus civium spes intercidit, inaestimabili rerum damno, dum promptuaria mercatorum cum scripturis obligationum pariter interirent. Tantum valet unius aut paucorum capitum socors vinolentia. Cremabilis materia ex lignis congestae domus, trabibus supra se collocatis, quo more et in Alpibus positae domua rusticae videntur.

Havde Krantz været i Norge, vilde han neppe have kaldet de store Gaarde paa Tydskebryggen casellae. De Bondehuse af Træ i „Alperne“, som han omtaler, have vel været Schweizerhuse, som han har seet paa sin Reise til Italien.

Hvad forøvrigt Branden angaar, haves ogsaa i en endnu utrykt Krønike en Efterretning om samme, der er den bedste af alle. Karsten v. Gheren siger nemlig:

“Deo dinxtedages nachtes na natiuitatis Marie op den X dach Septembris vorbrande Bergen in Norwegen van enem egen fure van der Apostelen kerken an beth an de Suterstrate unde Schraderstraten myt des hilligen cruces kerken. Wart nichts geberget. Id quam vnvorsichtlyken tho vth den Weterleven van husern Brun unde Hans Calueswynkel. Untellik gud visch etc. vorbrende van midnacht wente tor vespertii d. Dar na worden de coplude eens mit den Rikesrederen de to behorde de tufft unde buveden wedder na lude der eendracht XIII ellen bade unde nicht hoger unde III leddige tufft stan, dar scale de kopman vor antwerden.

Hvad angaar Nordens Historie under Kong Hans, har jeg allerede omtalt Spørgsmaalet om Krantz’s Forhold til Heming Gad. Til den nævnte Konges Historie finde vi forøvrigt Beretninger om hans Bryllup 1478 (Saxonia lib. XII. cap. 23),^[45] forskjellige Ting om Forholdet til England, om Ditmarskerkrigens Historie, om Junker Jacob af Oldenburg,^[46] Beretninger om Svenskekrigen, noget om Povel Laxmands Drab, om Dronning Christinas tydske Reise o. s. v. o. s. v. I skildringen af Svenskekrigen har allerede Krantz den Feil, som siden trofast gjentages gjennem Aarhundreder, at det var Prinds Christiern (II.), der bragte de kort efter Ditmarskerkrigen udbrudte Uroligheder i Norge til Ende. Derimod har han vidst Besked om, at denne (Knut Alfssøns) Opstand var fremkaldt gjennem svensk Paavirkning.

Til Beretningen om disse Begivenheder slutter sig forøvrigt følgende paafaldende Notits (Svecia lib. V. cap. 44):

– “Traxere Sveci secum in rebellionem Norvagios multos. Ceterum inventi sunt in illa gente, qui fidem regi suo implerent, passi obsideri. In quibus spectata fides militia, qui ante annos aliqvot, regia dictante sententia, manum perdidit, et jamnunc sollicitatus, etiam armis impulsus, flecti a fide non potuit.“

Hertil har Annerstedt bemærket, at Forfatteren maa tage Feil: alle af Hr. Knut Alfssøn beleirede Fæstninger overgave sig med Undtagelse af Baahuus, og her var Hr. Henrik Krummedike Slotsherre, en Mand i Kongens høieste Naade, om hvem det maa ansees for givet, at han ingenlunde havde lidt en saadan Straf.^[47]

Saa skulde man ogsaa tro. Men ikke destomindre er det dog givet, at Krantz her har sigtet til Henrik Krummedike, og at der er noget sandt i, hvad han fortæller om ham. Thi hvad, saavidt mig bekjendt, alle Historieskrivere (deriblandt Allen) have overseet: Henrik Krummedike havde – udentvivl i dette Felttog – mistet sin ene Haand.^[48] Det var altsaa som Invalid, at han siden vandt sin store Seier ved Nakskov over Lübekkerne. Dette forklarer da ogsaa, at Hr. Henriks Haandskrift i de fra ham bevarede Originalbreve har et helt besynderligt, altid let gjenkjendeligt Udseende, thi han har altsaa maattet skrive med venstre Haand. Men derimod er det vel, som Annerstedt mener, ikke vel tænkeligt, at Hr. Henrik er bleven „dømt af Kongen“ til at miste sin Haand. Et Rygte om noget saadant maa dog altsaa have været udbredt og troet paa den Tid, fremkommen, ikke usandsynligt i Anledning af den Uvilje, som Knut Alfssøns Mord og maaske ogsaa andre Handlinger havde paadraget Henrik Krummedike.^[49]

Udgivelsen af Krantz’s Verker over Nordens Historie vakte naturligvis stor Opmærksomhed i de paagjældende Lande. Christian III., til hvem Eppendorf havde dediceret sin Udgave, lod strax bestille 200 Exemplarer af Verket (150 af den latinske Original og 50 af den tydske Oversættelse),^[50] saa at dette er blevet udbredt i Danmark i talrig Mængde, og af mange Vidnesbyrd kunne vi se, hvor læst det er blevet, og hvor anseet Krantz’s Navn længe har været. Erasmus Laetus har f. Ex. følgende Lovord til Forfatteren og hans Hjemstad Hamburg:

– – – Utque etiam non desint caetera laudi,
Ingenuae, doctos pretio dignetur, eosque
Et colit et magnis convestit honoribus. Illa est
Cui pridem celeber cumulabat Krantzius urbi
Nomina clara, quod historiis et regna virosque
In Boream versos & Vandala litora multo
Complexus splendore siet: cui Phoebus Apollo
Ingenium praestans, quod prendere maxima posset
Et facili comprensa extollere scripto
Sufficiat.^[51] – – –

Som bekjendt var Saxo allerede i 1514, altsaa endnu medens Krantz levede, lykkeligvis bleven reddet fra Undergang gjennem Christiern Pederssøns Udgave. Var ikke dette skeet, vilde Krantz have faaet en overordentlig Betydning for alle Tider, han havde da været ligefrem en Hovedkilde for den danske Middelalders Historie. Nu var hans Værd allerede før Udgivelsen i væsentlig Grad formindsket. Imidlertid var han længe vigtig nok, og det skulde fylde en lang Liste, ifald man vilde opregne alle de Forfattere, hos hvem man fra Petrus Olai og Hamsfort af sporer Læsningen af Krantz. Ogsaa til Norge strakte han naturligvis sin Indflydelse; vi mærke den hos Jens Nilssøn og Peder Claussøn, men endnu mere i den Bergenske Rimkrønike. Udlændinger udskrev hans Feil, og Seb. Münsters Cosmographia er et Exempel blandt mange paa, hvorledes den falske norske Kongerække, vi ovenfor have omtalt, længe kom til at vandre om fra Land til Land. Denne samme Kongerækkes mange Feil bringer Anders Vedel til i sin Oversættelse af Saxo (S. 407, der, hvor han selv har indflettet en norsk Kongerække) at udbryde i følgende Ord: „Hvo, som denne kongelige Herrestamme vil holde mod den norske Krønike, som Crantzius skrev, da kan han letteligen see, hvorledes hans Digt hænger sammen, og hvor mange mærkelige Kongers Historie han haver gaaet forbi, som burde ingenledis at være udelykte og forgjette.“^[52]

Som rimelig kunde være, og som jeg allerede gjennem et Citat af Messenius foreløbig har antydet, fik Krantz’s Verk, da det var trykt, ikke den bedste Modtagelse i Sverige. Kong Gustav Vasa, der overhoved var en meget ømtaalig Læser af Skrifter, der vedkom Unionstiden, og som endog om Olai Petri sandhedskjærlige og hæderværdige Krønike fældte den Dom, at „then icke mycket duger“,^[53] kunde naturligvis endnu mindre finde Behag i Krantz. Han udtaler sig herom i en Svarskrivelse (af 1554) paa et Brev, hvori den landflygtige Olaus Magnus havde omtalt sin Broders Historie for Kongen, og Ordene ere: „Och twiflar oss, at I wäl hafwer läset then Albertum Krantz, Saxonem Grammaticum och andre Städerske Scribenter och Historicos, the doch både med krig och orättmätige Skriffwelse och Chrönicker ganske hårdeligen oss Swenske och tvert Fädernesland förfölgdt hafwa“.^[54]

Krantz’s Skrifter om Norden, der i det sextende Aarhundrede flere Gange optryktes, findes nu hyppigst i en Frankfurter-Udgave i Folio fra 1575. Denne Udgave ledsages af Aftryk af nogle flere latinske Kildeskrifter til Nordens Historie, nemlig Ditmarskerkrigens Historie af Christianus Cilicius Cimber (Henrik Rantzau) samt Jacob Zieglers Scondia og samme Forfatters Skrift om Christiern den andens Grusomhed (det Stockholmske Blodbad).^[55]

Af senere Forfattere, der have været paavirkede af Krantz, er David Chytræus i Rostock den mærkeligste og kan betragtes som hans Fortsætter. Chytræus, der ligesom Krantz egentlig var Theolog, skrev ikke særlige Verker over Nordens Historie, men han tager jevnlig Hensyn til denne i sit Verk: Chronicon Saxoniae et vicinarum aliquot gentium, der, ligesom dens Navn er optaget efter et af Krantz’s Verker, ogsaa begynder, hvor denne endte (med 1500), og efterhaanden gjennem flere Udgaver førtes ned til 1599. Ved Siden heraf forfattede han ogsaa en „Vandalia“ og en „Metropolis“, ligeledes i nøie Tilslutning til Krantz’s Verker af samme Navn.

I Henseende til Kjendsgjerninger er Chytræus, der jo ogsaa her kun beskjæftigede sig med sit eget Aarhundrede, paalideligere og nøiagtigere end sin Forgjænger. Men idetmindste for Nordens Vedkommende er han alligevel af mindre Vigtighed som Hjemmelsmand, thi fra det sextende Aarhundrede flyde, som Enhver ved, de egentlige og ægte historiske Kilder saa langt rigeligere end for de foregaaende. Mellem hans mindre Arbeider af historisk Art kan nævnes hans mange Taler over afdøde Samtidige, saaledes over den danske prindsesse Elisabeth, Frederik I.s Datter og Christian IV.s Bedstemoder († 1586).^[56]

Chytræus stod i megen Berøring med Danmark, til hvis Universitet han i sin Tid modtog en Kaldelse,^[57] og i jevnlig Brevvexling med nordiske Videnskabsmænd, hvorom hans efterladte Brevsamling endnu indeholder talrige Vidnesbyrd. Saaledes havde han ogsaa literære Forbindelser med Nordmænd, deriblandt med Biskop Jens Nilssøn i Oslo.^[58] Til en anden i Oslo bosat Mand, hvem han kalder „Simon, syndicus Asloensis“, men som nu neppe kjendes, henvendte han sig 1588 (Epp. p. 827) for at faa Oplysninger „de motibus Norwegie sub Christierno I.“ og „ de bello a Christierno II. circa a. 1502 oppresso“. Tidligere havde han søgt, men, som det synes, ikke faaet Oplysninger om de samme Ting hos Cantsleren Chr. Friis (til Borreby), da denne tidligere havde været ansat i Norge (som Lensherre i Throndhjem). Denne Simon Syndicus maa da formodentlig have været en i Historien bevandret Mand.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Lexikon der Hamburgischen Schriftsteller bis zur Gegenwart v. Hans Schrøder, IV. S. 180.
2. Om Krantz’s betydningsfulde Virksomhed i Rostock se O. Krabbe Geschichte der Universität Rostock, I. Mærkelig nok findes han ikke opført paa den Fortegnelse over fremragende Studerende og Lærere i Cøln, som findes hos F. J. Bianco, Die alte Universität Köln, I. 1855.
3. Kämmerreirechnungen der Stadt Hamburg, hg. vom Vereine f. Hamb. Gesch. IV (1880), S. 352, 381, 382, 415, 446.
4. Johan Adolfi’s, genannt Neocorus, Chronik des Landes Ditmarschen, hg. v. F. C. Dahlmann, I. S. 527 flg., cfr. C. Paludan-Müller, De første Konger af den Oldenborgske Slægt, S. 187.
5. Dansk hist. Tidsskrift, 3 B. I. S. 7 5–76.
6. Kilden til Alb. Krantz’s Biographi findes angiven i Schrøders Lexikon der Hamburgischen Schriftsteller, IV. S. 184. En udtømmende Levnetsbeskrivelse savnes endnu.
7. Bertheau i Realencyclopädie für protestantisohe Theologie, hg. v. Herzog, Plitt u. Hauck, 2. Aufl. VIII. S. 262. Foruden til denne Artikel kan om Krantz’s Betydning som Theolog henvises til C. Mönchebergs Afhdl.: Der theologische Character des Albert Kranz, i Zeitschr. f. Hamb. Gesch. III. S. 395–413.
8. Joachim Moller var født i Hamburg 1521, havde studeret i Wittenberg, hvor han nød Melanchthons høieste Yndest, blev Dr. juris og Lüneburgsk Raad. Han døde 1588 og var gift med en Datter af den i Datidens Historie bekjendte Statsmand Balthasar Clammer. Schrøders Lex. hamburgischen Schriftsteller, V. S. 358.
9. C. F. Wegener, Om Anders Sørensen Wedel, Kbhvn. 1846. 4to. S. 112. Vedel medtog ikke lib. IV (de situ Daniae), fordi Regjeringen vilde have misbilliget det, da Sverige der omtales med Ros!
10. „Chronicon Hamburgensis et Bremensis ecclesiarum, scriptum tempore Henrici IV. ad Liemarum archiepiscopum Hamburgensem ante annos 400. Hic liber adhuc habetur Hamburgi, ex quo doctor Albertus Crantzius multa ad verbum transscripsit non solum in Metropoli, sed etiam in aliis suis libris historicis."
11. Se F. Schiern, Om Historieskrivningens Udvikling, Historiske Studier. I. S. 218.
12. I sine Forelæsninger over Kilderne til Norges Historie, afholdte ved Kjøbenhavns Universitet 1842–1844, hvilke jeg eier i et godt Collegiehefte, har Werlauff udtalt som Formodning, at Krantz har havt for sig „et Udtog af Snorre for 11te–12te Aarhundrede“. Dette maa jeg erklære for ligefrem umuligt.
13. Doctrinam, quam sibi paraverat, eximiam, itinere aliquot annorum auxit literario, tum in alias Europae cultioria partes, tum in regna borealia et provincias Germaniae Arcteae vicinas instituta, apparatumque simul historiae horum, quam meditabatur, necessarium diligenter conquisivit. Molleri Cimbria Literata, I. p. 315.
14. Historia Jo. Magni Gothi de omnibus Gothorum Sveonumque regibus &c. Romae 1554. Fol. p. 753 sqq.
15. Heming Gad immatriculeredes ved Rostocks Universitet den 4de Novbr. 1471, se L. Daae, Matrikler over nordiske Studerende ved fremmede Universiteter, S. 55. C. T. Annerstedt, Upsala Universitets Historie, I. S. 14.
16. „Oratio contumeliosa seu sua seu suffraganei sui (!) Hemingi Gaddii.“ Som bekjendt udkom under Kalmarkrigen (1612) et pseudonymt Modskrift mod den forlængst afdøde Svaning: Retorsio imposturamm &c. af Janus Minor Suemensis (ɔ: Jo. Messenius). Forf. er opmærksom paa, at Svaning tillægger Jo. Magnus selv den heromhandlede Tale (p. 6), men forsøger ikke paa at benegte, end – sige modbevise denne Antagelse.
17. Aarsberetninger fra Geheime-Archivet, I. Till. S. 28–31.
18. C. F. Allen, De tre nordiske Rigers Historie, I. S. 638–639.
19. „Neutrum ab illo, quod apud Jo. Magnum legitur, originem ducere videtur.“ Scr. Rer. Svec. III. 1. p. 44.
20. Det blev ikke ubemærket fra svensk Side, at Krantz skrev i en afgjort danskvenlig Aand. Jo. Messenius har flere Ytringer i denne Retning baade i sit store Verk Scondia og i den ovenfor citerede Bog Retorsio imposturarum. Her klager han f. Ex. (p. 30) over, at Krantz i Fortalen til Dania har sagt: „A Dania, quae ut vetustior, ita nobilior, principium haec tria regna describendi auspicabimur", og siger derefter (p. 49) i Almindelighed: Crantzius non nostrae nationis sed Danicae fautor et encomiastes.
21. Jo. Magni Historia, p. 744.
22. Endnu Gustav Vasa havde Danske i Krigstjeneste, ja Danske forekom endog i svensk Sold i Syvaarskrigen. De Svenske skoler (især maaske Skaras) havde ogsaa Tilstrømning fra Danmark. Om danske Tjenere hos svenske Herremænd se bl. A. mit Skrift Christiern I.s norske Historie, S. 135–136, cfr. Allen, de tre nord. Rigers Hist. I. S. 642.
23. Saaledes i Brev af 7de Oct. 1511 og adskillige andre i Sturernes Breve i det danske Geheimearchiv. Det er den samme Fru Mette, hvem Digteren A. Munch havde det saare uheldige Indfald at gjøre til en norsk patriotisk Heltinde.
24. Swenska Kyrkans historia, III. 2, p. 86.
25. De la Gardiska Archivet, II. p. 152–153 omtales to Fragmenter af Krantz paa Univ. Bibl. i Lund, hvoraf det ene er afskrevet af Jo. Magnus selv. 1525. Heraf forklares altsaa dennes Kjendskab til vor Forf. Den, der vil hævde Heming Gads Forfatterskab til Talen, kunde maaske mene, at det andet Fragment, der kun indeholder Begyndelsen af Svecia, har været i dennes Hænder?
26. Norske Magasin, I. S. 96.
27. Selvfølgelig medførte dette voldsomme Sammenstød mellem Engelskmænd og Hamburgere. I Hamburgs Archiv, som jeg 1879 besøgte, findes saaledes fra 1485 et Brev fra Richard III. til Hamburg Senat „de tribus navibus Anglicis prope Islandiam ab Hamburgenaibus spoliatis“ o. s. v. Allerede i 1468 havde Tydskere og Engelskmænd alvorlige Rivninger om Ialand, Traizigers Chronica, S. 206. Om Englændernes Handel paa Island overhovedet se fornemmelig Finn Magnussens Afhandling i Nord. Tidsskrift for Oldkyndighed, B. 2.
28. Tratzigers Chronica der Stadt Hamburg, S. 220. Krantz behandler selv dette Oprør med stor Udførlighed og Forkjærlighed i Vandalia lib. XIII. cap. 29 sqq.

29. Anne etiam Hamburgum fas sit mihi dicere? Sane
    Urbs ea non minimis excellit mercibus: alta
    Quod superet ductus & amans secet aequora puppi.
    Illa etiam procul Islandas urbs aemula terras
    Visit et, Oceani perrumpens iurgia, late
    Puppibus excurrit. – –

    (C. Erasmi Michaelii Laeti De re nautica Basiliae 1573. 4to p. 205–206).
30. Allen, de tre nordiske Rigers Historie, II.
31. Ny Félagrit, XXI p. 107. Frederik II. tilbød under Syvaarskrigen Islandsfarerne i Hamburg at aabne dem ti Havne paa Øen mod et Laan af 100,000 Thlr., hvilket disse ikke vilde gaa ind paa. Se Instruction af 9. Januar 1565 for Syndicus Dr. Moller og Hr. Henrik v. Kroghe, Gesandter til Kongen af Danmark (i Hamburgs Raadsarchiv).
32. Vor Forfatter kjender ogsaa til Englændernes voldsomme Opførsel paa Øen (Bjørn Thorleifssøns Drab 1467), idet han anfører denne som en af Grundene til Danmark-Norges ufredelige Forhold til England. (Dania, lib. VIII. cap. 33).
33. Geschichte des Seefahrers Ritter Martin v. Behaim nach den ältesten vorhandenen Urkunden bearbeitet von Dr. Fr. XV. Ghillany, eingeleitet durch eine Abhandlung von Alexander v. Humboldt. Nürnberg 1853. Fol.
34. Meddelelsen af denne Notits skylder jeg min Collega Prof. Dr. G. Storm.
35. Boordes Skrift: „The fyrst boke of the introduction of Knowledge“ udkom 1547 og er optrykt af The early English text society 1870. Hvad der findes om Norden er meddelt i Danske Samlinger, 2. R. II. S. 135 fgg. af C. F. Bricka. Det er ikke rimeligt, (hvad der jo efter Aarstallet 1547 kunde se ud som en Mulighed), at Boorde har kjendt Krantz.
36. Safn til Sögu Islands, I. p. 675, 700.
37. Raadsarchivet i Hamburg.
38. Chronik des Franciscaner Lesemeisters Detmar, hg. v. Grautoff, I. S. 118.
39. Endnu i vort Aarhundrede har en tydsk Lærd paa en Maade, der mærkelig ligner Krantz’s Feiltagelse, beriget Norges Kongerække med en ny Konge, atter en Olaf. Det er Grautoff (Historische Schriften, B. 2. Lübeck 1836, S. 286), der gjør Hr. Olaf Nilssøn (1455) til Konge af Norge!
40. Vandalia lib. XI. cap. 19. Feilen gaar igjen bl. a. hos Kantzow, Pomerania hg. v. Kosegarten, Greifswald 1816, I. S. 452.
41. Monumenta hist. Norvegica, udg. af G. Storm, p. 191. Det være mig her tilladt at gjøre en Bemærkning til et andet Sted, hvor Prof. Storm har omtalt Marcellus, nemlig i Christiania Vidensk. Selsk. Forhandl. 1880, No. 14, S. 14. Det udtales her som en Formodning, at Marcellus er den, der har lavet det bekjendte Brev, i hvilket Magnus Erlingssøn skulde have skjænket Norges Rige til St. Olaf. Dette er mig af mere end en Grund umuligt at tro. Ganske vist er Marcellus’s Person ikke for god til, at Mistanken jo kunde rettes imod ham. Men der maa tages Hensyn til den Partistilling, som M. indtog og nødvendig var henvist til at indtage, og til hans Historie overhoved. Han har i det Hele ikke opholdt sig længere i Norge end et Par Maaneder i 1450, da han kom herop i Christiern I.s Følge og derpaa reiste til Rom. Ubekjendt som han var med Land, Folk og Sprog, har han neppe i den korte Tid indladt sig paa at drive de historiske Studier, som Forfalskningsbedriften dog nødvendig forudsætter. Og fremfor alt maa erindres, at hin Forfalskning jo aabenbart er skeet for at indskrænke Kongemagten. Det er da ikke rimeligt, at Marcellus, der var Kongens Creatur og alene gjennem ham havde noget at haabe i Norden, skulde benytte sin Øvelse som falsarius til at skade sin Patron og støtte et Cleresi, som fra første Færd af viste den største Ulyst til at have noget med ham at bestille. Da Mødet i Skara, hvor det falske Brev maaske tør være fremlagt, afholdtes 1458, var Marcellus (opgiven som Kongens Candidat til Erkestolen) neppe tilstede, men vel hans heldigere Rival Olaf Throndssøn. Af Handl. rör. Skandin. Historia, B. 32, S. 416 ser jeg dog, at han ikke var langt borte, idet han 15de Jan. 1458 drev Afladshandel i Jønkøping.
42. R. Keyser, Samlede Afhandlinger, S. 472 fg.
43. Die lübeckischen Chroniken in niederdeutschen Sprache, 113. v. F. H. Grautoff, II. S. 381–382. Cfr. Chronicon Sclavicum ad. Lapeyres p. 305–306.
44. Norske Magasin, I. S. 58, 544 og J. C. Berg i Samll. t. N. F. Spr. og Hist. V. S. 631.
45. Hertil slutter sig B. Møllmanns Dissertats af 1771: Feminae Haunienses inter nuptiarum solennia 1478 temere suspectae.
46. Se min Afhandling „Didrik Pining“ i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. III. S. 233 fgg.
47. Scr. Rer. Svec. III. 1, p. 283.
48. Det oversete Brev herom findes i Danske Magazin, V. S. 108 fgg. En dansk Eventyrer Christiern Hansen, „Præst og Vicecomes Palatinus“, minder her Kong Christiern II. om Velgjeringer og Løfter, som denne havde vist ham i sin Ungdom (udentvivl i hin Krig) og fortæller videre, at han strax derefter maatte følge Hr. Henrik Krummedike til Bahus, „for hans Haand var afhuggen“.
49. Ved samme Leilighed kan anføres et andet Træk om Henrik Krummedike, som ligeledes pleier at oversees. I Sceppers Christierni II responsio ad articulos Lübecensium fortælles der om ham (Lit. S. II), at han havde samlet sig en stor Formue ved at plyndre Skibbrudne: Henricus Cromdycius eques Danus supra octoginta milia (!) aureorum e naufragiis nactus est.
50. H. F. Rørdam, Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen, I. S. 21.
51. De re nautica, p. 207.
52. Samlgn. Norges gl. Love, IV. S. 457.
53. Skriftelige Bewis, hörande til Svenska Kyrchio–Historien eller Biskops Chrönikan, Ups. 1716, 4to, s. 100.
54. Sammesteds S. 89. Selvfølgelig kjendte Olaus Magnus, ligesom Broderen, vel Albert Krantz. O. M. omtaler ham ogsaa paa to Steder i sin Hist. de gentt. septt. (ed. Romae 1555, p. 168, 325), men uden nogen Uvilje.
55. Begge de to sidste Skrifter ere i den senere Tid paany udgivne i Sverige: Scondia (efter Originaludgaven, hvori findes et og andet, der er forbigaaet i Frankfurter-Editionen) af H. Hildebrand i „Geografiska Sektionens (af det svenske Sällskap för Antropologi och Geografi) Tidskrift“, B. 1. (cfr. mine Bemærkninger i D. Meidells Norsk Maanedsskrift 1884, S. 275–276), – og Skriftet om Blodbadet i Scr. Rer. Sv. III.
56. Om Chytræus som Historieskriver se foruden den udførlige Biographi: David Chytræus v. Otto Krabbe, I–II, Rostock 1870, ogsaa den grundige Recension af samme Skrift i Gött. Gel. Anzeigen 1870, II. S. 1881–1907 af Ludvig Geiger.
57. H. F. Rørdam, Kbhvns Univers. Historie, I. S. 272–273.
58. Dr. Y. Nielsen har i sin fortjenstlige Udgave af J. N.s Visitatsbøger og Reiseoptegnelser (S. LXVIII) citeret et Brev fra Chytræus til Biskopen. Hertil kan her føies en interessant Notits, der forekommer i Chytræi Chron. Saxoniae (Lips. 1593. Fol. p. 120): Adjungam brevem Norvegiae designationem non alio consilio qvam, ut viros doctos in Norvegiae et in his Andream Fossium, episcopum Bergensem, & Joannem Nicolai, vatem vero Deo et Musis carum, episcopum Asloensem, et alios patriae amantes, invitem, ut integram aliqvando Norvegiae chorographiam, accurate elaboratam, cum exteris communicent.