Smaating fra Sverressaga

Gustav Storm

Smaating fra Sverressaga

Historisk Tidsskrift, anden Række, femte Bind, 1886 (s. 187-226).

I. Blrkebeinernes Fjeldvandring fra Voss til Sogn ved Allehelgenstid 1177 og Sagnet om Sverrestien.

Et af de interessanteste Punkter i Kong Sverres eventyrlige Liv er hans og Birkebeinernes farlige Tilbagetog over Fjeldene fra Voss til Oplandene senhøstes 1177; men det er ogsaa et af de mindst belyste, idet dels Sagaens Skildring her i nyere Tid blev fordunklet ved et Lokalsagn fra Voss og dels ufuldstændigt Kjendskab til Stedsforholdene har affødt Theorier og Hypotheser, hvorfra de nyere Forskere ikke helt har kunnet løsrive sig. Sagnet om, at Sverre ved den Leilighed havde anlagt Sverrestien ved Rundalskleven og vandret fra Voss til Hallingdal, blev indført i Litteraturen i 1820 af Presten Flottmann paa Voss,^[1] der ikke kjendte eller havde studeret Sverressaga, og disse sagn har i visse Maader influeret Opfatningen hos nyere Forskere, som har søgt at forbinde dem paa en mere eller mindre vellykket Maade med Sagaen. Af nyere Forfattere har med én Undtagelse alle med fuld Tiltro optaget Sagnet om Sverrestien; men denne Undtagelse er rigtignok P. A. Munch; og af nyere Forfattere har ligeledes med én Undtagelse alle ført Kong Sverre fra Voss til Hallingdal, medens de i Regelen er uenige om, hvor i Hallingdal han kom ned. C. M. Falsen fulgte ganske Presten Flottmann i at lade Sverre trække sig fra Rundalen over til Hemsedal i Hallingdal;^[2] men Munthe har rigtig seet, at denne Rute var umulig, og foretrak derfor at lade Kongen komme over til Vatsbygden i Aal (Hallingdal);^[3] det er kun en videre Udvikling af det samme Synspunkt, naar P. A. Munch vaklede mellem at bestemme sig for Vatsbygden (i Aal) eller for Sundalen (i Hol).^[4] Den eneste, som her helt har sat Sagnet tilside for at følge Sagaen, er Jens Kraft, der hævder, at Toget fra Rundalen er gaaet til indre Sogn.^[5] Jeg skal i det følgende hævde, at Kraft og P. A. Munch har paa hver sit Punkt seet det rette, og søge at vise dette dels ved en ny Revision af Sverressaga, støttet til nyere Karter og selvstændigt Kundskab til paagjeldende Egne,^[6] og dels ved en mere indgaaende Undersøgelse af Lokalsagnet og dettes Historie.

1. Jeg skal først resumere den historiske Situation efter vor eneste Hovedkilde, Sverres Saga, hvis Skildring her aldeles utvivlsomt hører til den under Sverres egen Opsigt i Aarene om 1185 forfattede Del. Sverre havde i Marts 1177 organiseret sine Birkebeiner i de sydøstlige Grænsedistrikter, Værmland og Dalsland, havde i de følgende Maaneder marscheret nordover gjennem Sveriges vestligste Dele lige op under Kjølen, var gjennem Stjørdalen (hvor nu Jernbanen gaar) trængt frem mod Nidaros og havde været heldig nok til at blive Herre over Byen og blive hyldet som Konge paa Ørething; men da ved Efterretningen herom Magnus og Erling kom med en Hær tilsøs mod Throndhjem, maatte Sverre vige, han gik sydover Dovre og spillede en Stund Mester paa Oplandene efter Kampe mod de oplandske Lendermænd. Men da skynder Erling og Magnus sig til Viken, samler sine Mænd her og rykker nordover mod Mjøsegnene; Sverre maa altsaa atter vige for Overmagten, og da Throndhjem i Nord og Viken i Syd er besat af Fienderne, vender han sig mod Vestlandet, som han haaber at finde ubeskyttet. Han kommer heldig over Fjeldet (Filefjeld), slaar en Bondehær, som har samlet sig i en farlig Fjeldpassage ovenfor Lærdal (Gallerne ved Seltunaasen), og rykker frem til Lærdal, hvor han haabede at skaffe sig Skibe for at gjøre et Forsøg ad Søveien mod Bergen. Men ved selve Lærdalsøren møder en af Kong Magnus’s Høvdinger (Assur Balle) op med 25 Skibe, og skjønt han ikke gjør Landgang, er hans Tilstedeværelse tilstrækkelig til at tvinge Sverre til at opgive sin Plan. Skjønt egentlig ethvert Haab om at vinde Bergen ved en overrumpling nu burde være opgivet, vil dog Sverre gjøre et sidste Forsøg mod Bergen ved at drage Landveien fra Sogn over Voss til Bergen. Ogsaa dette mislykkes imidlertid. Rigtignok naar hans skare uhindret frem til Voss, men her bliver han 28de Oktober overfaldt af de forenede Vossinger, Sogninger, Haringer og Søndhorder, som saaledes allerede er underrettede om hans Ankomst; og skjønt det første Anfald paa Bønderne er heldigt, forsøger disse at omgaa hans Stilling, og han maa foretage et hurtigt Tilbagetog opad Dalen. Natten og et Vand skiller de Stridende ad, og Sverre beslutter sig til et ilsomt Tilbagetog ad samme Vei, ad hvilken han er kommen, altsaa til Lærdal. Derefter kommer Skildringen af Farerne paa Fjeldet, hvor Birkebeinerne overfaldes af et voldsomt Uveir med Sne og Stormbyger, mister sine Heste og i flere Døgn vanker om uden Mad i Uveir, Kulde og Halvmørke. Endelig naa de frem til nogle forladte Sætre, derfra til en Bondegaard og et større Dalføre, hvorfra de drage „op paa Valdres“. Jeg hidsætter efter Prof. Ryghs Oversættelse Sagaens Skildring:

„Nu vilde altsaa Kongen fare den samme Vei tilbage. Han tog fem Veivisere, de bedst veikjendte Mænd, som fandtes der, og dem behøvede man ogsaa, thi veiret blev saa fælt, som man sjelden ser Mage til. Der kom saa megen Sne, at det var aldeles uhørt. Det er kort at melde, at de mistede paa denne Reise flere end hundrede og tyve Heste med forgyldte Sadler og Bidsler og mangeslags Kostbarheder, Kapper. Vaaben og mange andre gode Ting. Dertil kom og, at de ikke vidste, hvor de færdedes, og at de vare saa madløse, at de ei engang fik Vand, men i aatte Dage ikke smagte andet end Sne. Dagen før Allehelgensmesse blev veiret saa slemt, at de, der høre paa dette Frasagn, neppe ville tro det; en Mand fik sin Død deraf, at veiret kastede ham overende og brød Ryggen tre Steder isønder paa ham, og den eneste Redning, naar Vindstødene kom, var at kaste sig ned i Sneen og holde Skjoldene over sig som fastest. Da lagde Veiviserne sig fore, thi de vidste ikke længer hvor de vare, og det var desuden saa mørkt, at man ikke kunde se for sig. Mandskabet var forkommet, paa een Gang baade af Sult og Mødighed, men nogle af Kulde, og deres Kræfter vare saa udtømte, at ingen vilde fare længer. Saasnart det var dem muligt at se noget for sig, saa de, at de vare komne til nogle bratte Hamre. Der kom nu en slem Mumlen i Kongens Skare; nogle sagde, at de vilde styrte sig ned af Hamrene, og ei længer taale saa stor Kval; da var det snarest gjort med dem. Andre mente, at det var mandigere at gjøre som hine Fortidens tapre Mænd, der selv bare Vaaben paa hinanden og dræbte hinanden, heller end nødtvungne at taale Pine til Døden. Men da tog Kongen til orde og bad dem høre efter. Han talte saa: Jeg har tænkt over Eders Beslutning, men den forekommer mig urimelig, og ikke at due i mindste Maade. Styrte I Eder ned af Fjeldhamrene og gjøre Ende paa Eder selv, da handle I som afsindige Mænd, der ikke vide ud eller ind. Og naar I selv ville bære Vaaben paa hinanden, da er dette hedenske Mænds Skik, der ikke kjende Gud; men vi ere kristne Mænd og kristne Mænds Børn og vide, at den, der gjør Ende paa sig selv, ikke har Haab om at komme til Gud. Dette er derfor kun Djævelens Indskydelse, og hans Vilje ville vi ikke gjøre: vi skulle vende os til Guds Miskund og lade os dette komme i Hu, at om denne Guds Tugtelse end synes os haard, saa lægger han ikke meget paa, hvor lidet er gjort til at fortjene det. Vi bør derfor angre vore Synder og vide, at vi tugtes af Gud for vort daarlige Liv, ikke af hans Grumhed. Derfor skulle vi med Ydmyghed og sagtmodighed bøie os for ham, som han selv lærte os, saaledes: Lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet, og I skulle finde Hvile for Eders Sjæle. Enhver kan dog indse dette, at det er bedre med gode Gjerninger at ty til Guds Miskund, end med Uraad at styrte sig i Djævelens Hænder. Jeg vil, at I skulle love mig, alle villigen at gjøre, hvad jeg raader til. Vi skulle alle paakalde Guds og den hellige Jomfru Marias og den hellige Kong Olavs Miskund med hellige Bønner. Kongen endte sin Tale saaledes, at de strax gjorde Haandfæste og Vaabentag til dette Løfte, efter Kongens Forsagn. Og saa forfærdelig hvast Veiret var, da Kongen begyndte at tale, saa at neppe engang de, der stode nærmest, kunde høre, gjorde Gud dog en saa snar og herlig Miskund mod dem, da han havde fremsagt Løftet, at ingen engang syntes at kunne vide, hvor Vinden kom fra; der blev strax klart Veir og Solskin, og saa blidt, som om det var Midsommer. Nu kjendte de, hvor de vare komne, og havde faret ganske tvers fra den Kant, de skulde. Men Kongens Mandskab var saa udmattet, at tyve Mand faldt døde ned i en kort Stund. De samlede nu sine Kræfter, saa godt de kunde, skjønt Farten kun var sen, og arbeidede sig frem til nogle Sætre; der kastede de sig ned og toge sig Hvile. Derpaa søgte de at faa gjort Ild op, thi det kunde nok behøves, om det lod sig gjøre: det var da nær Midnat. Men de vare saa trætte, at ingen var istand til at skalle Ilden til Veie. Det gik nu her, som oftere, at der kun var een at tage til med Guds Miskund (thi det var deres Liv om at gjøre, om de ei fik Ilden); og han fik slaaet Ild, som havde mest af Lykke i hele Flokken og stod for alle Raad, nemlig Kong Sverre selv. Han slog Ild med Flint, tændte derved en Kjerte og gav den siden til sine Mænd, som derved gjorde op en stor Ild og tørkede og varmede sig. Ikke langt derfra var en liden Gaard. Kongen for hen til den Bonde, som boede der, og blev der om Natten; men en Del af Kongens Mandskab begav sig til Bygden. Da Kongen saa, at hans Folk endnu vare trætte, gik han med dem, han fandt at være bedst ved Kræfter, hen at holde Vagt; thi der var en Een-Sti, saaledes beliggende, at naar den blev vel bevogtet, vare de alle i Sikkerhed. Kongen holdt vagt her indtil paa tredie Dag; da besluttede han at fare over til en stærkere Bygd. Overmaade vanskeligt var det her at komme frem. Mellem Bygderne var der en høi Fjeldvei; ellers maatte man fare over en brat Bergli med største Livsfare, og Kongens Folk vilde nu ikke fare oppe til Fjelds, da det samme Uveir atter begyndte, efter at de vare komne ned i Bygden. Siden for Kong Sverre op paa Valdres – – –.“

2. Førend vi bestemme, gjennem hvilke Egne denne Fjeldvandring er foregaaet, maa vi slaa fast, hvor langt Birkebeinerne naaede frem paa Voss, eller med andre Ord,

hvor Slaget stod den 28de Oktober. Endskjønt Sagaen ikke

nævner Gaardsnavne, synes dette dog forholdsvis let at bestemme,

da Stedsbeskrivelsen er temmelig nøiagtig. Der er nu først at lægge Mærke til, at Sverres Modstandere bestod af „ alle Vossinger og mange Sogninger, Haringer og Søndhorder“, thi deraf sees, at alle Beboerne i disse Egne havde faaet Tid at samle sig og forene sig, førend Sverre naaede frem, saa at de kunde rykke mod ham samlede.^[7] Det naturlige Samlingspunkt for alle disse er paa selve Vossevangen eller rettere lidt østenfor, der hvor veiene fra Nord (Vinje og Opheim), fra Øst (Rundalen) og fra Sydøst (Graven) støde sammen: det siger sig nemlig selv, at Haringer og Søndhorder er komne op fra Graven, og Sogningerne (ɔ: Bønder fra Opheim eller „Sygnestranden“, maaske ogsaa Nærødalen) er rykket ned vestenfor Løne- og Lundevandene, medens Vossingerne er komne op vestenfra. Saalangt vest som over Vosseelven eller til Elvenes Forening ovenfor Vangen er altsaa ikke Sverre naaet frem. Efter Sagaen gik Bønderne over Aaen for at anfalde Birkebeinerne, men disse drev dem tilbage over Aaen, som her var brat. „Og da Bønderne vare komne over Aaen, var der nogle Gjuv (gljufr) nær ved, længere oppe, hvor der var ganske smalt over: her skjød de paa hinanden, og Bønderne søgte at komme foran og siden bag paa dem. Men Gjuvene bleve bredere og bredere, jo længer man kom op, og øverst oppe var et Vand; saaledes blev der længer og længer mellem dem, jo længer de for; da det begyndte at nattes, kunde de ikke se hinanden, saa at de intet kunde foretage.“ Denne Beskrivelse passer saa nøiagtigt som muligt paa Terrænet fra Vosseelvens og Rundalselvens Amot nordover til Lundevandet. Man maa, som Munch viser, tænke sig, at Sverre havde taget Ophold paa Gaardene østenfor Vosseelven, at Bønderne rykkede mod ham over Baade-broen, men her i Nærheden blev drevne tilbage over Elven. Strax ovenfor Broen er det smale Aa-gjuv, hvor begge Partier skjød paa hinanden, medens længer Nord Bakkerne paa begge Elvens Sider skraaner mere, saa at Modstanderne her har holdt sig øverst paa skraaningerne og altsaa fjernere. Bønderne har trukket sig op til Lundevandet, aabenbart i den Hensigt at gaa over til Østsiden ovenfor Vandet hvor der findes sikre Vadesteder; men inden de naaede saa langt, har Sverre paa sin Side trukket sig tilbage østover og besluttet Tilbagetog; det siger sig ogsaa selv, at Snefaldet har hindret Bønderne fra at forfølge ham. Man kan ikke søge Skuepladsen for Kampen oppe i Rundalen, thi her finder man først øverst oppe i Dalen – ovenfor Beboelsen – et Vand (Langevatn), men Sagaens Beretning om, at Sverre for sit Tilbagetog sikrede sig fra Omegnen 5 Veivisere, viser, at Tilbagetoget blev besluttet nede i den beboede Del af Bygden.

3. Endnu en Digression maa gjøres, førend vi gaar over til at undersøge Tilbagetogets Retning, det vi maa berigtige en væsentlig Feiltagelse, hvorfra egentlig alle nyere Fortolkere er gaaet ud. Raade Historikere og oversættere har lige siden 16de Aarhundrede været enige om, at Birkebeinerne vankede om uden Mad paa Fjeldet i otte Dage eller, som flere udtrykkelig oversætte, i otte Døgn. I Sagaen staar imidlertid kun, at Birkebeinerne ikke smagte Mad i „8 Døgr“ (Halvdøgn, Dag eller Nat), altsaa tilsammen 4 Døgn. Til yderligere Sikkerhed giver Sagaen, naar man vil læse den nøiagtig gjennem, endnu en Oplysning, hvoraf Tidsbegrændsningen fremgaar: Kampen med Bønderne foregaar 28de Oktober, Tilbagetoget opad begynder samme Dags Aften eller Nat; det voldsomste Uveir, som bragte 20 Mand Døden, opstaar 31te Oktober og stanser samme Dag, idet der efter Kongens Tale og Løfte til Helgenerne kommer Solskin og Klarveir; og allerede den følgende Nat naar Birkebeinerne frem til Sætre og ved Morgengry – altsaa 1ste November – til den øverste Gaard i Bygden. Det vil saaledes sees, at Birkebeinerne har tilbragt først en Nat øverst paa Voss, derpaa to Nætter paa Fjeldet og den fjerde paa Nedmarschen ned mod Dalen. Det tør saaledes være rigtigt nok, at Birkebeinerne ikke smagte Mad fra 28de Oktober til 1ste November, idet Tilbagetoget og Fjeldvandringen varede saa længe.

4. Efter det foregaaende er Tilbagetoget begyndt nede i Bygden østenfor Lundevandet, hvorfra man let naar Voss’s østligste Bygd, Rundalen (Raundalen). Om Tilbagetogets Retning siges kun, at Sverre besluttede at drage tilbage „samme Vei som han var kommet“, altsaa tilbage fra Voss til Lærdal. Veien her er, ialfald for den første Del, saa temmelig givet. Den eneste fra ældre Tid kjendte overgang fra Voss til Sogn gaar fra de øverste Gaarde i Rundalen, Alminding og Klevene, langs Langevatn forbi Opsætstølene med passelig Stigning opad over Gravehalsen, hvorfra der fører en brat, men dog passabel Vei ned til den øverste Gaard i Flaamdalen, en Sidedal til Aurlandsvangen. Denne Vei, hvor nu Telegrafstolperne kan veilede Vandreren, udpeger sig som den naturlige overgang selv for den ukyndigste Fjeldvandrer, og den udmærker sig ved at være baade kort og let fremkommelig for Mand og Hest, samt – hvad der her ikke er uvæsentligt – omtrent umulig at tage Feil af. Efter Amtskartet at dømme kunde man tænke sig, at det ved Opsætstølene var let at tage Feil af Veien, ved enten at tage for langt mod Nord ad Breidalen, som fører ind over Fjeldene mellem Underdal og Aurlandsfjorden, eller ad Gangdalen mod Øst opimod Vosseskavlen. Men i Virkeligheden er dette umuligt, thi Terrænet og Elven, som rinder fra Gravehalsen ned mod Langevatn, viser En Veien lige op mod Gravehalsen, og er man kommen over denne, aabner atter Udsigten sig ned mod Flaamdalen, og heller ikke her findes mere end én Retning at vælge. Dette er af Betydning, fordi det viser, at det ikke var paa denne Del af Tilbagetoget, at Birkebeinerne tog Feil af Veien; vi maa derfor antage, at Toget, skjønt hindret ved Snefald og ved Veiens stærke Sænkning ned mod Flaamdalen, dog her er gaaet for sig uden væsentlige Uheld. Marschen kan have taget længere Tid end under sædvanlige Forhold; medens det om Sommeren vistnok kun er en streng Dagsmarsch at naa fra Vossevangen til Flaamdalen (ca. 4 Mil), kan det under de usædvanlige Forhold have taget kanske den dobbelte Tid Antage vi, at Birkebeinerne allerede Natten efter Kampen (28de–29de Oktober) har trukket sig opover Rundalen, kan det saaledes være tvivlsomt, om de allerede 29de Oktober eller først den følgende Dag er naaet frem til Flaamdalen. Hvilken Retning Birkebeinerne videre har taget kan neppe være tvivlsomt. Da de manglede Skibe, maa de, efterat have passeret gjennem Flaam ($\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Mil), have fulgt den østlige Kystrand, som er fremkommelig til Aurlandsvangen. Herfra kunde de enten gaa videre langs Kysten til Skjærdal og derfra gaa over Fjeldet til Lærdals ydre Sidedal Erdalen; eller ogsaa fra lidt ovenfor Aurlandsvangen stige op forbi Bjørge og Tureli, hvorfra Veien gaar over Fjeldene – mellem Blaaskavlen og Hodnsnipen ned i Lærdal ved Tønjums Hovedkirke; ad begge Veie naar man i en passelig Dagsreise frem til Lærdal. Det rimeligste er, at Birkebeinerne har valgt den sidste Vei, der vistnok fra gammel Tid har været den sædvanligste Fjeldvei fra Aurland til Lærdal. Her mener jeg, at det værste Uveir overfaldt dem, og her udstod de de største Farer. Her er det saaledes meget naturligt, at mange Mænd omkom af Udmattelse, at Hestene styrtede og at de overlevende toge Feil af Veien og endog Veiviserne ikke længer vidste, hvor de var. Da det endelig d. 31te Oktober efter Kong Sverres Tale klarnede saa vidt, at de „saa, hvor de var komne“, viste det sig, at de stod ved nogle bratte Hamre, og at de var komne „tværs af den Vei, de skulde “. Saavidt jeg forstaar, kan derved ikke menes, at de var komne længer frem, end de skulde, f. Ex. til Hallingdal: det sees jo tydeligt, at de – enten Veiviserne eller Birkebeinerne selv – kjendte sig igjen, og det følgende viser jo, at de var komne i Nærheden af den Dal, de skulde til, men til en anden Del deraf, end de havde ventet. Thi endnu samme Aften – henimod Midnat – naaede de frem til nogle Sætre, og derfra lidt længer frem kom de „i Hanegal“ til en liden Bondegaard: de var altsaa naaet frem til den anden Side af Fjeldet og endog naaet saa langt ned, at Sæterregionen var ophørt og de øverste Gaarde begyndte. Men paa Bondegaarden har man faaet Besked om Veien, og Birkebeinerskaren delte sig da saaledes, at Kongen og nogle med ham holdt sig i Sidedalen, medens en anden Skare drog ned i Hovedbygden. Senere oplyses det, at Kongen og hans Følge for at komme til de andre ikke drog over Fjeldene, men over en brat og farlig Li (altsaa aabenbart langs Kysten). Disse saa detaljerede Oplysninger synes kun at passe paa et eneste Sted, Erdalen udenfor Lærdal. Jeg tænker mig altsaa, at Birkebeinerne oppe paa Fjeldet, efter at have passeret mellem Blaaskavlen og Hodnsnipen istedenfor at tage mod Øst til Tønjumsdal, har fortsat Veien lige mod Nord og derved er komne frem til de bratte Hamre Kallekle eller Graanaase, hvorfra der er en brat Nedstigning til Erdalen; øverst oppe her ligger Sætrene Hammersæter og Kviguidal og lidt længere nede Gaarden Kvigni. Her kan man have faaet Besked om Veiene, en Del af Hæren er gaaet over Fjeldet mod Øst og kommet ned i Tønjum, en anden Del er forblevet i to Døgn med Kongen i Erdal; og istedenfor at gaa over Fjeldet efter de andre har Kongen foretrukket at gaa langs Kysten fra Erdal til Lærdal.

Vistnok staar det ikke udtrykkeligt, at Birkebeinerne kom frem til Lærdal; men flere Omstændigheder synes dog at vise dette. Som ovenfor nævnt, var Lærdal Sverres Reises Maal, ligesom det havde været hans Udgangspunkt: her passer de skildrede Lokalforhold, her passer Reisens Varighed og Retning. Endelig udtales det indirekte ved en Ytring af Sagaen. Efter at have omtalt Marschen langs den bratte Li ned i Hovedbygden fortsætter Sagaen nemlig: „Siden for Kong Sverre op paa Valders“: dette Udtryk forudsætter nemlig en Reise fra Sogn, altsaa fra Lærdal. Udtrykket „fara upp á“ og det modsatte „fara ofan á “ bruges nemlig i Kongesagaerne, naar Talen er om Langreiser i Norge, altid om Reise op over Storfjeldene og de høiere Dalfører fra Søen eller Lavlandet eller omvendt fra de høiere Dalfører ned mod Søen; derimod findes, saavidt jeg ser, aldrig tilsvarende Udtryk om overgang fra det ene Dalføre til det andet. For blot at holde os til Sverressaga, drager Sverre fra Gauldal op i Sokndal og derfra op i Rennebu (c. 14), fra Orkedal op til Dovrefjeld og til Gudbrandsdalen (c. 16); Orm Kongsbroder vil fra Tyrifjorden drage op i Randsfjorden (c. 18); Sverre drager fra Mjøsegnene ned i Sogn (c. 18) og derfra (fra Lærdalen) op paa Voss (c. 19), atter fra Sogn op paa Valders (c. 21), men derfra til (i) Gudbrandsdalen (ss.); .lar-len Erling kommer fra Viken op til Oplandene (c. 23), medens Sverre fra Værmland drager ned i Viken (c. 24), fra Viken op paa Romerike (c. 30). I 1181 flygtede Birkebeinerne fra Nidaros op i Klæbo, derfra over Nidelven op til Guldal, saa op over Soknedal og videre til Fjeldet; ved Hjærkin møder de Kong Sverre og vender med ham tilbage ned til Opdal og videre ned til Orkedalen; i 1182 flygter K. Magnus’s Mænd, som før nævnt, fra Bergen over Fjeldet ned i Osterfjord, derpaa op paa Voss, derefter Fjeldveien over til Sogn, og derfra op paa Valders (c. 77); i 1197 farer Baglerne fra Oslo op paa Hedemarken, derfra nord om Fjeldet og ned i Alden (c. 133); i 1198 farer Baglerne nordover Fjeldet, ned over Opdalskoven og Rennebu til Nidaros (c. 142); i 1201 drager Baglerne fra Viken nord i Gudbrandsdalen og derfra ned i Romsdal (c. 177); da de i Sogn blir forfulgte, flygter de til Lyster, derfra over Fjeldet og ned i Aardal, men efter at være komne op over Vandet naar de op paa Valders (c. 178). I Overensstemmelse med disse Udtryk maa da ogsaa „op paa Valders“ i Cap 21 opfattes saa, at Udgangspunktet er Sognefjorden, d. e. Veien fra Lærdal op over Filefjeld.

Ved denne Oplysning bortfalder enhver Grund til at antage, at Sverre er naaet fra Voss helt frem til Hallingdal. Dette vilde desuden kun være tænkeligt, naar Birkebeinerne havde tilbragt otte Dage paa Fjeldet. Derimod er det ogsaa i sig selv i høi Grad usandsynligt, at Birkebeinerne under de 3 Dages Uveir skulde være naaede frem til Østsiden af Grænsefjeldene mod Østlandet, altsaa i Hallingdal enten til Ustedalen eller til Strandefjorden eller til Vatsbygden eller endog helt nord til Hemsedal. Af disse Fjeldovergange er den korteste neppe under ni Mile lang, saa at den, selv naar Klarveir og sneløs Vei forudsættes, vilde kræve flere Dage, og desuden vilde man endda ikke være naaet frem til Bygden, saaledes som Sagaen forudsætter.

5. Jeg har i det foregaaende holdt Navnene Raudafjall og Raudeggen borte fra Diskussionen. I den Del af Sagaen, som skildrer Begivenhederne i 1177 og som, efter hvad man med Sikkerhed tør antage, er forfattet under Sverres egen Indflydelse, kjendes ikke dette Navn, og jeg har derfor troet at burde søge at belyse Sagaens Fremstilling uden at tage min Tilflugt til dette Stedsnavn. Men efterat, som jeg tror, Ruten er rigtigt bestemt, kan der være Grund til ogsaa at tage dette Navn med. Navnet forekommer paa to Steder. I Sverres Saga Cap. 152 (i den Del, som ikke er forfattet under Sverres Indflydelse) fortælles om Kong Sverres Reise fra Bergen til Nidaros i Sept. 1198 saaledes: „Han satte Folk efter i Borgen (ɔ: Sverresborg) til at vogte den, men for selv op paa Voss og derfra til Raudafjall; dette var saaledes anden Gang, at Kongen for over Raudafjall, ogsaa denne Gang med megen Møie. Han og hans Mænd kom ned i Sogn og hvilte i Aurlandsfjorden, fordi Folkene var saarede.“ Det andet Sted er i Inge Baardssøns Saga og fortæller, at da Aar 1206 Haakon Jarl vil fra Bergen drage sin Broder Kong Inge tilhjælp i Nidaros, tager han samme Vei „op over Borgeskardet og ned i Osterfjord, op paa Voss og over Raudafjall, kom saa ned i Lærdal, derfra op paa Valders og Gudbrandsdalen og videre til Throndhjem “.^[8] Tager man disse Steder hver for sig, kan man af det første let faa det Indtryk, at Raudafjall er mellem Voss og Aurland; men da det af det andet Sted sees, at man fra Raudafjall kom ned i Lærdal, er det tydeligt, at man har betegnet hele Fjeldstrækningen mellem Voss og Lærdal som „Raudafjall“, og at dette Navn er faldet sammen med, hvad der andensteds kaldes „Fjeldveien om Sogn“ (hit efra um Sogn).^[9] Stedet i Cap. 152 af Sverressaga maa da forstaaes saaledes, at Kong Sverre holdt Rast i Aurland (Flaam) mellem de to Afdelinger af Fjeldovergangen, fordi Folkene var komne til Skade, ikke at Fjeldovergangen var fuldført; thi den vanskeligste Del af Fjeldovergangen var dog ubetinget mellem Aurland og Lærdal. Med dette for Øie maa vel Navnet „Raudafjall“ forklares som „Stor-fjeldet“ og kan ikke indskrænkes til at betegne en Fjeldpassage mellem Voss og Flaam; derimod strider ogsaa, at der siges, at man for „yfir Raudafjall“, medens man om et Pas mellem Fjelde maatte sige „um“ e. l. Man har i nyere Tid villet gjenfinde Raudafjall i et nyere Navn „Raueggen“, men som det synes har man derved kun bragt Urede i Sagaens Fremstilling. Det var Munthe, som bragte dette Navn ind i Diskussionen, men paa en uheldig Maade. Han siger, at Raueggen er et lavt Fjeld mellem Kaardalen og Vossestranden, og paastaar, at førend Veien blev anlagt over Staleim til Gudvangen, var Passagen over Flaam og Raueggen den eneste Communicationsvei mellem Indre-Sogn og Voss. Men denne Paastand er urigtig. Vistnok er Raueggen (paa Amtskartet skrevet Reueggen) en Del af Fjeldryggen mellem Flaam og Vossestranden, men her har neppe nogensinde gaaet nogen Alfarvei, allermindst fra det langt sydligere Kaardal, ligesom der aldrig vides at være gaaet direkte Vei fra Flaam over Fjeldene til Vossestranden. P. A. Munch gjorde allerede (N. F. Historie III 79 Note) opmærksom paa, at Veien fra Kaardalen (Flaam) gaar til Rundalen, ikke til Vossestranden; men ogsaa Munch troede feilagtigt, at Overgangen til Rundalen hed „Raudeggen“. Hr. Kaptein Em. Lund, hvem Originalkartet over disse Egne skyldes, har med Rette i en Indberetning af 1865 til Den geografiske opmaaling hævdet, at det „ganske vist er en Vildfarelse, naar Prof. Munch i sin Norske Folks Historie lader Kong Sverre gaa fra Aurland over Raudeggen til Rundalen. Veien til Rundalen har vistnok aldrig gaaet andre Steder end nu, nemlig over Gravehalsen og forbi Opsætstølene“.^[10] Som ovenfor nævnt, er det egentlig for Reisen fra Voss til Sogn, at „Raudafjall“ bruges; og det kan ikke nægtes, at der fra Rundalen fører en Sætervei langs Rioande-aa op under Raudeggen (og derfra videre til Frondalen udenfor Flaam), og skjønt denne Vei er leret og dyndet og neppe fremkommelig for Heste, kan man ikke benægte Muligheden af, at den har været brugt. Men at Sverre og Birkebeinerne skulde have faret denne Vei er umuligt, thi de drog jo samme Vei tilbage, som de havde draget frem, og fra Flaamdalen skulde neppe nogen falde paa at drage op langs Raudeggen istedenfor over Gravehalsen.

6. Fra den foregaaende Undersøgelse har jeg adskilt Sagnet om, at Sverre havde anlagt „Sverrestien“ paa Voss, dels fordi jeg fandt, at det strider mod Sagaens Fremstilling, dels fordi jeg troede at kunne paavise, hvorledes det har voxet op. Dette Sagn er neppe gammelt og, saavidt jeg forstaar, først nylig lokaliseret paa Voss. Vi maa her minde om, at Sverres Saga først i dette Aarhundrede er bleven almindelig tilgjængelig, og at man indtil 1818 hentede al sin Kundskab om Sverre fra det forkortede Sagauddrag (Mattis Størssøns i Udg. af 1594 eller Peder Claussøns i Udg. af 1633) og, naar det kom høit, supplerede denne enten fra Torfæus ener fra Rugmanns Svenske Oversættelse (1670). Den første, der førte Navnet „Sverrestien“ ind i Litteraturen, var Presten Jonas Ramus († 1718); hos ham findes det i to noget forskjellige Omgivelser. I hans „Norriges Kongers Historie “ (Kbhvn. 1719), hvis Trykning er besørget kort efter Forfatterens Død af Presten J. Spidberg, lyder Beretningen om Kong Sverres Tog til Voss saaledes: Sverre „undvigede fra Oplandene ned i Sogn, hvor aler var forsamlet imod hannem en stor Krigshær af Sogn, Vos, Hardanger og Sundhordeland til fem og tive Skibe. Kong Sverre maatte derfore fra Vos drage til Fields igien om Alle-Helgens Aften, hvilken var den farligste og møysommeligste Reise, som band nogen tiid hafde giort; Hand maatte igennem en snefver Sti i Bierget, hvor der var hengende Fløy neden fore, og oven fore laae Bønderne med Steen og Træ at vælte ned paa ham, thi maatte hand først give sig imod Bønderne og slaae dem af, og forfærdigede siden den snefre Stj med store Jernstænger, som blef dreven ind i Bierget, hvilken Sti blef kaldet Sverrestien. Der foer hand vild paa Fieldet i otte Dage, og lidde stor Nød for Mad og Drikke, miste hundred og tredive Hæste og tive Mand“. Her stammer Fortællingens Grundstok fra Peder Claussøn (ɔ: Mattis Størssøns Uddrag af Sverres Saga), og de spærrede Stykker er indfældte fra Rugmanns Svenske Oversættelse af Sagaen,^[11] medens vi ikke kjende Kilden for det lille Stykke om Sverrestien. Nu er det af selve Fortællingen tydeligt, at Forfatteren har meget lidet eller rettere aldeles intet Kjendskab til Sogns og Voss’s geografiske Forhold; han sammenblander jo Skibshæren, der møder Sverre i Sognefjorden ved Lærdal, med Bondehæren, der møder Sverre paa Voss, og han lader den Bondesamling, som angreb Sverre paa Nedmarschen fra Valders til Lærdal komme over Sverre paa Tilbagetoget fra Voss. Men denne Combination mellem Begivenhederne i Voss og Sogn har, som vi senere skal se, havt Betydning for Sagndannelsen.

I det andet Skrift, Norriges Beskrivelse, som først udkom 1735, har Forfatteren omarbeidet eller rettere sammenarbeidet de enkelte Dele af Beretningen (S. 165). „Anno 1178 i den Feide imellem Kong Svere og Kong Magnus Erlingsøn, der Kong Svere fra Opland tog sin Tilflugt over Fieldet ned i Sogn, reiste Bønderne af Sogn og Wos sig op imod hannem, at han maatte vige til Fields igien Alle Helgen Aften, og lidde meget Ondt paa Fieldet i 8 Dage, havde intet andet til Mad eller Drikke uden Snee og miste der 130 Heste og 20 Mænd. Paa samme Tid skal og Kong Svere have giort en Vei med store Jern Bolter inddrevet i Bierget, som endnu kaldes Sveres-Stien; thi han var trengt fra den rette Vey over Fille-Field ad Walders, som Kongerne Hagen Hagensøn og hans Søn Magnus siden have reist“. Ved det sidste Udtryk „ den rette Vei – have reist“ vil Forfatteren vel kun betegne „den sædvanlige Kongevei over Filefjeld“ (fra Lærdal til Valders); efter Sammenhængen mener han altsaa, at Sverre for at komme tilbage til Østlandet har paa et bestemt Sted maattet vige af fra Hovedveien og selv bane sig Vei ad ellers uveisomme Steder. Det synes her tydeligt, at Forfatteren henfører alle disse Begivenheder til Sogn, specielt til Lærdal. Det er muligt, at der har været en saadan gammel Sidevei etsteds ved de farlige Passager paa Lærdalsveien, men som ved de talrige Omlægninger kan være forsvundet og glemt; det er endog muligt, at ogsaa Navnet „Sverrestien“ her virkelig er ægte. Men et andet Spørgsmaal er da, om ikke dette Navn vilkaarlig er sat i Forbindelse med Kong Sverre Saaledes er det ialfald gaaet med et andet Stedsnavn i Sogn. En vestlig Arm af Fjærlandsfjorden hedder Svære-fjorden, den gaar ind til en Gaard ved Navnet Sværen og derfra gaar en ialfald i tidligere Tid meget befærdet Fjeldvei over Svære-skardet til Vik i Søndfjord. Skjønt her den sammenhængende Navnrække lige til peger paa, at Stedsnavnet Sværen er Udgangspunktet – og denne Gaard gjenfindes i ældre Form Svæðri (j Svæðra) allerede i „Bergens Kalvskind“ fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede –, har dog ogsaa disse Navne skabt et Sagn om Kong Sverre. Biskop Neumann fortæller virkelig i 1824: „Sverrefjorden, en Arm af Veslefjorden, begynder ved Thorsnæs, er neppe $\scriptstyle {\frac {1}{8}}$ Miil bred og løber mellem Fjelde 4 Miil i Nordvest til Sverreøren, hvor den ender. Ved dens Landsider er kun en Gaard beliggende, som beboes af 2 Mand foruden Huusmænd. Hvor Fjorden ender, dannes Sverredalen, der løber $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Miil frem i Nord opad mod en Defilée, der fører Navn af Sverreskaret, hvorigjennem Overgangen er til Houkedalen og Eldalen, 2 Mile mellem Gaarde. Denne Dal er mærkværdig deraf, at Kong Sverre skal først have givet den sit Navn, da han paa en Tour fra Søndfjord til Sogn passerede den“.^[12]

Ramus’s Beretning gav saa ringe Oplysning om de specielle Lokaliteter, at man ikke kan forundre sig over, at Sagnets Plads forandrede sig. Biskop Pontoppidan, der naturligvis heller ikke kjendte Sverressaga og neppe har nogen anden Kilde end Ramus, henfører saaledes Sverrestien til Nærødalen: „I Nærøfiorden, som gaar til Waas, findes endnu, som en særdeles Antiquitæt, Veyen hængende i de samme Jerntapper, som den store Kong Sverre henved Ao. 1200, eller for halvsiette Hundred Aar siden der lod inddrive i Fieldet, da han banede Vey for sin Armee, uden Tvivl for sit Cavallerie, som endda ey var kommet der igiennem, dersom det ikke havde været Norske Heste vante til at stige paa Klippen hartad lige saa behendig som Geder“.^[13] Om dette er en korrekt Skildring af den ældste Vei over Stalheimskleven, ved jeg ikke, da der neppe nu foreligger Oplysninger om denne Veis ældre Tilstand. Men mærkeligt er det, at ingen af Karttegnerne fra forrige Aarhundrede har fulgt Pontoppidans Anvisning om at flytte Sverrestien hid.

Paa et Kart fra 1729, som findes i Universitetsbibliotheket, og paa Wangensteens Kart fra 1761 er Vinje og Opheim lagt lige i Øst for Vossevangen, saa langt mod Øst, at baade Nærødalen og Flaam kommer vestenfor, og der antydes ingen Forbindelse mellem Voss og disse Sognske Dalfører. Et Skridt nærmere til det Rette er dog gjort paa et Kart af Christopher Hammer, skaaret af I. G. Friedrich i Kjøbenhavn 1785;^[14] ogsaa her er Vinje og Opheim lagt flere Mil østover øst for Vangsvandet ind imod Hallingdal, men en Milsvei øst for Vangen er afsat en Gaard „Rondal“, fra hvilken udgaar en Fjeldvei mod Nordost over til Flaam; og midt paa denne Vei lige søndenfor Amtsgrænsen staar her Navnet „Sverrestien“, medens Forf. aabenbart ikke kjender nogen Veiforbindelse mellem Voss og Nærødalen. Her har vi altsaa en Theori eller et Sagn om, at Sverre er gaaet fra Rundalen til Flaam og under denne Fjeldovergang har passeret Sverrestien, som saaledes maatte søges mellem Klevene og Opsætsæteren eller ialfald nedenfor Gravehalsen.

Ogsaa senere Karttegnere har villet søge Sverrestien ovenfor Rundalen; saaledes træffer man paa Roosens og Prahls Karter (1825 og 1826) Navnet østenfor de øverste Vande i Rundalen, paa Veien mod Hallingdal. Men længe før den Tid havde man vundet et sikrere Fodfæste for Sverrestien nedenfor Rundalen. Medens hverken Nils Todal paa sit Kart over Bergens Stift (1776) eller C. J. Pontoppidan paa sit Kort over det sydlige Norge (1785) finder nogen Plads for Sverrestien, ved vi dog andenstedsfra, at ialfald den første kjendte Navnet og en Stedsfæstelse derfor. I et Brev, som Thodal (da Oberstlieutenant) den 30te Decbr. 1801 skrev til Generalveimester Hammer under en Diskussion om Muligheden af uafbrudte Landeveie til det østenfjeldske, siger han: „Endnu falder mig en Fjeldpassage ind, som jeg dog ikke vover at anføre som udførlig, nemlig Kong Sverres Vei over Sverrestien igjennem Rundalen til Hallingdal, men blot berører for ikke at udelade hvad en eller anden muligt kunde foreslaa. Det er bekjendt, at fra Vossevangen af er en almindelig Vei til det yderste i Rondalen. Herom haver man gjort mig følgende Beretning, at fra denne yderste Bygde eller Almindingen i Rundalen er foruden en Fjeldvei til Gaarden Brekke i Aurland (regnet for 3) rig til Ose i Hardanger (for 2 Mile) endnu en Vei af 10 til 12 Miles Strækning til Strandlien i Hallingdal. Efter en anden Beretning gaar Veien fra Kleiven, en Plads yderst i Rundalen til Urevasbotn (regnet til 9 Fjeldmile)“.^[15] Det er let at se, at Veien fra Alminding til Strandlien og fra Kleiven til Urevasbotn falder sammen, kun at Endepunkterne er forskjellige; det synes sikkert, at Thodal her henfører Navnet „Sverrestien“ til en nedenfor Rundalen liggende Del af Veien fra Vossevangen, altsaa aabenbart kjender Stedfæstelsen ved Kløve. Denne Stedfæstelse blev kort efter indført i Literaturen ved den før omtalte Afhandling i „Den Norske Tilskuer“ af Præsten Flottmann paa Voss.

Men førend jeg meddeler denne, maa jeg dvæle lidt ved Lokalforholdene om Nedre Kløve paa Voss. Følger man Veien østover fra Vossevangen langs Nordsiden af Rundalselven, vil man omtrent 1 Mil østenfor Vangen støde paa Gaarden Nedre Kløve, østenfor hvilken en Aas hæver sig, der mod Sydost falder temmelig brat ned mod Elven. Mod Nord over denne Aas eller rettere i en Sænkning paa Aasen gaar en gammel Sætervei, hvis øverste Del kaldes Raukjeldo, til Langedal og derfra til Opheim; ad denne kan man ogsaa naa ned i Rundalen. Men opover langs Aasens sydlige Hæng mod Elven gaar nu Kjøreveien til Rundalen, bygget omkring 1840 og sprængt i Fjeldet. Langs denne Vei og i omtrent samme Høide som denne ser man hist og her Spor af en ældre Ridevei, der ligeledes er bygget med Kunst og for sin Tid vel har været et solid Arbeide; i en stor Sten ved Veien sees indhugget Aarstallet „Ao. 1760“. Men høiere oppe i Aasen viser man fra Veien den Sti; som nu kaldes „Sverrestien“; jeg har i Sommer gaaet denne Sti og kan bevidne, at det er en virkelig gammel Vei, som paa flere Steder er udbedret ved Træstammer og endog Jernbolter; jeg nærer ikke Tvivl om, at den har været benyttet som Kløvvei, og de omboende beretter ogsaa om, at man endnu i nyere Tid har gaaet der med Hest og Kløv. Folkene paa Nedre-Kløve talte alle om denne Vei som „Sverrestien“, men en gammel Mand fra Nabogaarden, Knut Karekvaal, kaldte den tillige „Gamle-Kleivi“ og sagde mig, at dette Navn før havde været almindeligere. Dette anser jeg ogsaa for dens ældre Navn, og jeg mener, at baade Flottmann og andre har forvexlet denne gamle Klev med Veien over Raukjeldo, der ingen Klev er. I ældre Tid omtales kun én Passage fra Voss til Rundalen, „Raundals-kleiv“. Vi har et Thingsvidne fra 14de Marts 1343 om Veiarbeidets Fordeling mellem alle Voss-ottinger: det er afgivet for Gulathings Lagmand af 6 gamle Mænd, der sagde sig at kunne erindre 60 Aar tilbage og berette om Veifordelingen saaledes, som deres Fædre før dem og andre gode Mænd havde berettet om Traditionen i Dalføret. Dette Vidnesbyrd fører os altsaa langt tilbage i 13de Aarhundrede og maaske endnu længer. Det oplyses, at „Raundølerne have at udføre alt Veiarbeide i Raundalen og hele Raundalskleiven undtagen den nederste Trappe (rið), som Manden paa Kliv og Manden paa Karakvaal har at holde“.^[16] De sidste Gaardsnavne viser, at „Raundals-kleiv“ er Kleven ved Kløve (Kliv); dengang kjendtes aabenbart ikke nogen anden Adgang til Rundalen end denne Klev. Men da .ferien i 1760 blev sprængt længer nede i samme Aas, blev denne nye Vei kaldt „Nye Rundals-Klev“ og den ældre Vei fik da Navnet „ Gamle Rundals-Klev“. Man høre nu Pastor Flottmanns Beretning: „I Øst for Gaarden Nedre Kløve fører den paa Pontoppidans Kort rigtigen anlagte Bøigdevei til Rundalen igjennem et temmelig smalt Pas, kaldet nye Rundalskløv, indsluttet af et steilt Bjerg paa den ene Side og en henved 300 Alen høi Precipice eller Hængefiøi imod Rundalselven paa den anden. Denne nye Vei eller nye Rundalskløv, som kan passeres med Hest og Slæde, er anlagt 1760 ved at minere i Fjeldet og befæste svære Træstammer med Jernbolter til Klippen, naa den Side som vender mod Elven, for at lette Transporten til og fra Rundalen: thi tilforn kunde Varer ikkun befordres paa Hesteryggen ad en saare trang og farlig Stie, nu kaldet gamle Rundalskløv paa det meget skraatliggende Fjeld ovenfor og i Nord for den nye. – Imellem den nye og gamle Rundalskløv lod den af sin Lærdom, Klogskab og Tapperhed mærkværdige Norske Kong Sverre Aar 1177, efter de gamle Historieskriveres Vidnesbyrd (!), anlægge den Stie, hvilende paa store Jernstænger, der bleve drevne ind i Fjeldet, for at undgaa sine Fienders Forfølgelse og trække imod Østen, saasom den eneste Vei, den gamle Rundalskløv, var spærret for ham af Modpartiet. Historien kalder Stien Sverrestien, men Almuen her den Dag idag Kongestien eller Kongsverrestien. De i Nærheden boende Mænd, hvilke oftere paa mine Embeidsreiser have viist mig den, forsikkre at den nu er aldeles ufremkommelig, endog for Gederne. Jernstængerne skulle, efter Sagnet, kun være anbragte ved Stiens øverste Ende for at forbinde den med den gamle Rundalskløv, men af dem er intet Spor tilbage.“ Hvis man antager, at Flottmann ved „gamle Rundalskløv“ forstaar Veien over Raukjeldo, bliver hans Sverresti ganske den samme Vei, som endnu kaldes saa, skjønt dens Farlighed er overdrevet. At ogsaa Flottmann – direkte eller indirekte – laaner fra Jonas Ramus, sees ikke blot af omtalen af de „gamle Historieskrivere“, men ogsaa af Oplysningen om, at Hovedveien var spærret af Bønderne, – thi dette er jo kun en Gjengivelse af hvad Jonas Ramus har indlemmet fra Rugmann. Ogsaa jeg fik af Kløves Eier, Odd Kløve, den Forklaring, at Sverre maatte gaa denne Vei, fordi Bønderne havde spærret Veien over Raukjeldo.

Men selv om jeg maa anse Navnet „Sverrestien“ her for nyere, opstaaet ved Læsning af Ramus, og selv om Forklaringen om Bøndernes Station oppe paa Aasen er uhistorisk og stridende mod Sagaen, har det dog sin Interesse i Sverrestien at gjenkjende den gamle Rundalsklev, som visselig var til i 1177, og som saaledes Birkebeinerne passerede paa sit Tilbagetog fra Voss. Stedfæstelsen af Navnet Sverrestien her tør neppe være et hundrede Aar gammel, og det er da ganske karakteristisk, at man nu paa Nedre Kløve som Minder om Kong Sverre fremviser en Hat, et Sværd og en Øxe,^[17] der neppe er ældre end 17de Aarhundrede.

Fra disse Egne stammer endnu nogle Sagn om Kong Sverre, som jeg derfor kortelig skal omtale. Allerede Pastor Flottmann gjengiver en Beretning om „at Kongen efter Marschen over Sverrestien lod slaae Leir i en liden Fordybning eller Dal, omtrent $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Miil i Øst for Stien paa Gaarden Øfsthuus’s Eiendom, hvilken Dal endnu kaldes Sverredalen; saa og at han omsider igjennem Rundalen, kort efter Allehelgensdag, drog med sin Hær over Østerskavlen til Hemsedal i Hallingdalen“. Det sidste „Sagn“ kan man ganske roligt lægge tilside, thi selv om Sverre havde valgt Veien over Østerskavlen (ɔ: Vosseskavlen), vilde det være ham umuligt at naa helt nord til Hemsedal, hvortil ingen Fjeldvei fører (uden fra Lærdal). Men selv Stedsnavnet „Sverredalen“ er mistænkeligt; det udtales nu „Svær-dalen“ og bæres af en liden Husmandsplads under Øfsthus. Nu tildags ved man naturligvis i Rundalen at aflede Navnet fra Kong Sverre, „som her slog Leir“; men jeg har dog ved Siden deraf fundet en Paastand om, at Navnet betyder „Sværddalen“ og er kaldt saa efter et paa Stedet fundet Sværd. Dette Sværd, som nu siden 1876 findes i Bergens Musæum, er imidlertid, efter hvad Hr. Conservator Lorange bar oplyst mig om, en Sabel med hvælvet Dækplade og spaltet Knop omtrent fra Fredrik den 4des Tid.

Gaarden „Frondal“ ligger, som før nævnt, i det Dalføre, der fører ned fra Raudeggen til Aurlandsfjorden (en Fjerdingsvei længer ude end Frettheim). Udenfor Frondal, som selv ligger meget høit oppe i Lien, sees langt ude i Fjorden en grøn Slette med brat styrtning nedad mod Fjorden. Denne slette kaldes nu „Sværskongen“, og en ældre Mand fra Frondal, som nu bor paa Aurlandsvangen, berettede mig et Sagn om, at Frondalsbonden førte Kong Sverre og hans Hær nedad Frondalen om Natten, idet han gik foran med en Lygte; men da han kom til Sværskongen, kastede han Lygten ud, hvorfor da Kongen styrtede ned efter den og saaledes dræbte sig. Dette sagn er jo tydeligt en Localisation af det bekjendte Sagn om Veiviseren, som fører Fienderne i Døden ved at styrte foran dem ned over Fjeldene (se f. Ex. Fayes Norske Sagn S. 210). Om det er Sagnet, som har fremkaldt Stedsnavnet, eller Stedsnavnet, som har fremkaldt Sagnet, skal jeg lade være usagt. I ethvert Tilfælde kan det ikke bruges for Historien om Kong Sverres Tilbagetog.

2. Om Øskjeggernes Søtog i de danske Farvande Aar 1193 og den slesvigske Biskop Valdemar.

I Aaret 1192 kom den slesvigske Biskop Valdemar Knutssøn i Strid med sin Slægtning, den unge Hertug Valdemar (Seir), og efter at der var forgjæves anstillet Forsøg paa at forsone dem, endte striden foreløbig med, at Biskop Valdemar forlod Landet for at søge Støtte udenlands. Medens han allerede tidligere havde knyttet Forbindelser i Tyskland, dels med Keiser Henrik den 6te, dels med dennes Tilhængere, Grev Adolf af Holsten, Markgreve Otto af Brandeburg og Bernhard af Ratzeburg, søgte han under sin Landflygtighed ogsaa at skaffe sig Hjælp i de skandinaviske Lande. Ifølge de Lundske Annaler flygtede han til den svenske Konge, ifølge Eriks-krøniken til Norge, og baade denne og en anden gammel dansk Krønike siger, at han det følgende Aar kom tilbage med en Skibshær fra Norge;^[18] det kan derfor være ganske sandt, hvad Arnold af Lübeck fortæller, at han fik Hjælp fra „Kongerne i Norge og Sverige“. Sikkert er kun, at han Sommeren 1193 med en Flaade fra Norge vendte tilbage til Danmark og her blev fangen enten af Kong Knut eller af Hertug Valdemar, efter den tyske Kilde ved Svig. Tidspunktet, da han blev fangen, angives i de Lundske Aarbøger til 8 Juli, i den Nestvedske Chronologi til „St. Stephans Dag“, hvilket af Suhm og Munch opfattes som Stephani inventio m August), men af Toeche urigtigt som 26 December.^[19]

Suhm og Munch antage, efter Kildernes Udsagn, at Biskop Valdemar har søgt og faaet Hjælp hos Kong Sverre i Norge, at altsaa den Flaade af 30 eller 35 Langskibe, hvormed Biskop Valdemar i 1193 optræder i Danmark, er Kong Sverres Krigsflaade. Hvis vi turde tro dette, vilde det være et interessant Tankeexperiment at forestille sig, at der i 1192–93 virkelig havde ved Biskop Valdemar som Mellemled dannet sig et Forbund mellem Keiser Henrik, Kong Sverre i Norge og Kong Knut i Sverige – som det verdslige Monarchis Repræsentanter – mod den danske Konge og hans (ialfald paastaaede) Forbundsfælle Henrik Løve, Welfernes og det pavelige Partis Repræsentanter. Imidlertid taler ved nærmere Undersøgelse alt imod en saadan Combination. En saa fantastisk, alt omfattende Politik vilde ikke ligne den nøgterne, realistiske Kong Sverre, om den end kunde passe for Biskop Valdemar og end mere for Keiser Henrik, der altid levede for store, verdenserobrende Planer. Desuden – den lader sig umuligt forlige med Sverres Saga Ikke Mit kjender Sagaen ikke noget til et saadant Felttog i 1193: Kong Sverre var Høsten 1192 i Bergen (og et samtidig dansk Skrift viser, at han kom did med sin Flaade), og hele det følgende Aar opholder han sig i det Throndhjemske, hvorfra han kommer til Bergen for at kjæmpe mod Øskjæggerne (2 Apr. 1194). Det er saaledes lidet rimeligt, at han fra Throndhjem af skulde have indladt sig i Underhandlinger med den landflygtige danske Biskop og efter dennes Opfordring, medens han selv forblev i det Throndhjemske, have gaaet ind paa et saa vidtrækkende og farefuldt Forehavende som at ville styrte den danske Konge i Forbindelse med de tyske Fyrster. End tydeligere blir dette, hvis man faar Øie paa, at Felttoget til Danmark virkelig omtales i Sverres Saga, som imidlertid henfører det til ganske andre Personer end Kong Sverre, nemlig Modpartiet Øskjæggerne. Efter Sagaens Beretning (Cap. 119) organiseredes dette Parti Vaaren 1193 paa Orknøerne, de kom om Sommeren til Viken, bemægtigede sig Tønsberg og Oslo og lod sin Kronprætendent Sigurd Magnussøn hylde som Konge over hele Viken: derfra „drog de med hele sin Hær til Danmark, kom helt syd til Trave, hvor de erobrede Kjøbmandsskibe og vandt en Mængde Gods, og kom saa tilbage til Norge (Viken), „da det høstede“ (altsaa i August eller September).

Sammenstiller man de danske og norske Beretningen vil man se, at begge Beretninger tale om et (og kun ét) Tog fra Norge til Danmark: efter de danske Kilder førte Biskop Valdemar med sig fra Norge (eller den Norske Konge) en Magt paa 30 eller 35 Langskibe, denne Maade maa have vist sig ved Slesvigs Kyster i Begyndelsen af Juli og er, da Biskopen indlod sig i Underhandlinger og blev fangen, vendt tilbage til Norge; efter de norske Kilder drog en norsk Sømagt paa mindst 23 Langskibe fra Oslo under Anførsel af en Kronprætendent, der kaldte sig norsk Konge, netop Midtsommer 1193 gjennem de danske Farvande, passerede udenfor Slesvigs Kyster og kom helt ned til Trave, hvor de plyndrede Lübeckernes Skibe. Jeg kan ikke se andet, end at de to Beretninger ganske dække hinanden, dog saa at den norske Beretning har glemt Togets Hensigt og derfor søgt den ud af Resultatet: da Nordmændene ikke opnaaede andet ved sit Søtog mod Syd end at plyndre de søfarende Skibe, antog Forfatteren, at dette var Togets Hensigt, d. v. s. at de havde Mangel paa Fornødenheder og derfor søgte at skaffe sig disse i de danske Farvande. Ikke mindst fremtræder dette som den naturlige Forklaring, naar man ser, hvortil Suhms og Munchs Fremstilling fører: at to norske Flaader af de to fiendtlige partier skulde have paa samme Tid seilet gjennem Storebelt og paa samme Tid have opholdt sig i Farvandene mellem de danske Øer og Nordtyskland uden at træffe paa hinanden og uden at gjøre hinanden Skade!

Hvis man derimod, som jeg anser for nødvendigt, identificerer Øskjæggerne med den Hær, som Biskop Valdemar førte med sig til Danmark, vil man faa et ganske mærkeligt Indblik i de politiske Forhold mellem Danmark og Norge i disse Aar og i de agerende Personers Karakter. Forbindelsen mellem Øskjæggerne og Biskop Valdemar er tydeligvis først stiftet, medens Øskjæggerne opholdt sig i Viken, i eller om Oslo, thi Partiets tidligere Optræden paa Orknøerne og i Viken er selvfølgelig rettet mod Birkebeinerne og Kong Sverre. Jeg anser det for givet, at den, som har givet deres Virksomhed den nye Retning, er ingen anden end Biskop Nikolas Arnessøn i Oslo, om hvem jo ogsaa efter Sagaen Kong Sverre senere sagde (Cap. 123), at alle Øskjæggernes Planer var udgaaede fra ham. Biskop Nikolas og Biskop Valdemar var Slægtninge, idet begge nedstammede fra Kong Inge Stenkelssøn, allerede dette kunde føre dem sammen; de var vistnok ogsaa beslægtede Karakterer, ialfald forsaavidt de begge stræbte efter verdslig Magt ved Siden af den kirkelige og begge i sine Bestræbelser satte sig ud over ethvert Hensyn til Sin Stand og sine Pligter; men selvfølgelig maa ved Siden deraf Biskop Nikolas have haabet paa ved at understøtte sin Frænde at vinde Bistand for sine og sit Partis Planer mod Sverre, at altsaa fra den danske Strid om Kongedømmet kunde udgaa en Restauration for det kirkelig-politiske Parti i Norge.

Efter Suhms og Munchs Opfatning vilde det henstaa som uforklarligt, at efterat denne Plan mod Kong Knut og hans Broder var mislykket, det danske Kongehus ikke tog Hevn over Kong Sverre. Det er nemlig tydeligt at Kong Knuts Planer mod Syd og Øst ikke stansedes ved dette Angreb fra Norge, men ligesom Togene til det indre Østersøen var begyndt før 11 92, saaledes fortsattes de i de følgende Aar. Hvis Kong Sverre havde sendt sin Flaade ned i de danske Farvande 1193 og blandet sig i de indre danske Forhold, og denne Flaade uskadt var vendt tilbage fra dette udfordrende Tog, maatte den danske Konge, hvis Magt netop i disse Aar gik rivende frem, have følt sig fristet til at vende sig mod Norge og selv taget Ledelsen i Kampene mod Sverre; og om ikke da, saa ialfald i 1198, da Kong Sverre blev excommuniceret og Kong Knut selv fik Pavens Opfordring til at fordrive Sverre. Men Kong Knut lader sig trods Provokation og Pavens Kaldelse ikke rokke ud af sin Passivitet: han finder sig i det norske Felttog gjennem de danske Strømme, han løfter ikke en Arm til Hevn, og Pavens Opfordring lader han ganske ligge. Men efter min Opfatning af Begivenhederne i 1193 er denne Kong Knuts Opførsel ganske naturlig. Biskop Valdemar har søgt Hjælp ikke hos Sverre – aabenbart fordi han ansaa det for givet, at Sverre ikke vilde blande sig i de danske Forhold – men hos Sverres Fiender i Norge, og dette Parti, som saaledes optraadte fiendtlig mod den danske Konge, blev senere ødelagt af Kong Sverre. Saaledes havde i 1193 og 1194 Kong Sverre og Kong Knut fælles Fiender, og hvis den danske Konge allerede i 1193 maatte anse Kong Sverres optræden korrekt maatte han end mere gjøre dette i 1194. Kong Knut kunde fra sit Standpunkt ingen Grund have til at rette noget Angreb mod Norge og benyttede derfor heller ikke senere Pavens Banbuller som Paaskud.

Hvis denne Opfatning er rigtig, maa man i Kong Knuts og Kong Sverres senere Aar skille mellem Kongernes Politik og den kirkelige Politik. De to Riger var i Fred med hinanden; maaske var Forholdet kjøligt, og maaske gjorde de to Kongers personlige Forhold til de to svenske Kongefamilier, at deres Sympathier gik i forskjellig Retning. Men noget fiendtligt Skridt sporer man ikke: det Angreb, som i 1193 rettedes fra Norge mod Danmark, var udgaaet fra Kongernes Fiender og blev straffet af Sverre, og de Angreb, som senere i Danmark udgik mod Norge, støttes ikke af den danske Konge, men af den danske Erkebiskop. Thi Geistligheden i begge Riger holder sammen, og de flygtende norske Biskoper faar Beskyttelse hos Erkebiskop Absalon, men man ser intet Spor til, at de faar Understøttelse eller Hjælp hos den danske Konge. Til denne Forskjel i politisk Standpunkt tror jeg da at kunne henføre to danske litterære Fænomener: den Forbittrelse mod Kong Sverre, som vi finde hos den danske Historieskriver Saxo Grammaticus, er let at forklare hos ham, der er Absalons „Klerk“ og i hans Testament nævnes sammen med de landflygtige norske Biskoper, og saaledes visselig ogsaa i sit Historieværk giver Udtryk for de Sympathier og Antipathier, som herskede i Erkebiskop Absalons nærmeste Kreds. Men den Canonicus fra Børglum, som har omkr. Aar 1200 skildret de norske Korsfareres Ophold i de norske Kystbyer, staar derimod den danske Kirkes Centrum fjærnere og kan skildre Kong Sverre med den Respekt, som en af Partistandpunktet upaavirket Fremmed maatte føle for en saa udpræget og eiendommelig Personlighed. Men en saadan Skildring vilde man neppe finde hos en dansk Forfatter, hvis man skulde tro, at Kong Sverre havde hjulpet Biskop Valdemar til at vække Borgerkrig i Landet eller i det hele befandt sig i stadig Krigstilstand mod Danmark.

---

3. Stedsnavnet Solangr.

Forfatteren til Sverressaga har et saa gjennemgaaende Kjendskab til Norge, navnlig til Egnene om Hovedbyerne Nidaros, Bergen, Oslo og Tønsberg, at man oftest har meget let ved at paavise de fleste i Sagaen forekommende Stedsnavne, og man vil forbauses over, hvor nøiagtigt Forfatteren er orienteret: hvis det havde været en moderne Forfatter, vilde man have antaget for givet, at Forf. har skildret med Specialkarter liggende foran sig under Udarbeidelsen. I Regelen tør man derfor være sikker paa, at naar der forekommer Navne, som ikke lader sig gjenkjende, da maa disse enten være forsvundne i nyere Tid, eller ogsaa maa de være forvanskede i Haandskrifterne. Et af disse stedsnavne er Sólangr i Sagaens Cap. 162 (Ungers Udgave Cap. 175); det har ikke kunnet gjenfindes i nyere Tid, og nyere Forfattere har derfor hidtil forgjæves gjort sig Umage for at paavise det i nyere Stedsnavne.

Situationen i Sagaen er som bekjendt, at Kong Sverre i Oslo Søndagsaften d. 5te Marts 1200 faar Bud om, at Bønderne i Viken vestenfor Fjorden vil anfalde ham i Oslo; han lader sin Hær samle sig i „Akershagen“, og medens den hviler her om Natten, rider han selv vestover og udspeider Bøndernes Hær „ved Solangr“, hvorpaa han over Isen (ɔ: Christianiafjorden) rider tilbage til sin Hær, hvor han kommer ved Daggry. N. M. Petersen har i Fornmanna Sögur 12te Bind hævdet (S. 334 ), at Sólangr var Sylling ved Sydsiden af Tyrifjorden. Men herimod har P. A. Munch med Rette bemærket: „Dette var dog aabenbar en Umulighed, naar han (Sverre) ei havde Milestøvler, da Sylling som bekjendt ligger noget længere borte end Svangstranden, til hvilken der fra Christiania er over 4 Mile, en Strækning, man selv nu paa den banede Landevei skulde have ondt ved at tilbagelægge to Gange endog i en Vinternat, endsige i hine Dage, da ingen Landevei existerede, og med en eneste Hest. Denne uheldige Feiltagelse vilde Petersen have undgaaet ved at slaa op i den røde Bog fol. 37, hvor man seer, at Sylling i gamle Dage kaldes Syllingar og Kirken Syllingadals kirkja.“^[20] Allerede Munthe i Jac. Aalls Oversættelse af Kongesagaerne havde fundet, at „Beskrivelsen passer ganske paa den nuværende $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil vestenfor Christiania ved Lysager-Elvens Udløb liggende Gaard Solerud i Agers-Herred; dette Sted maatte Bønderne fra Vestfold og Thelemarken nødvendig passere forbi, og det sees og, at de havde leiret sig udenfor paa Isen tilfrosne Lysager-Bugt.“ Munch synes i „ det norske Folks Historie“ (II 363) at have næret nogen Betænkelighed ved bestemt at slutte sig til denne Mening; ogsaa han søgte imidlertid Stedsnavnet paa Veien mellem Christiania og Asker, men da han intet passende Navn fandt, nøiede han sig med at bemærke, at „et Sted af dette Navn findes ikke nu ved Strandveien, men af Beretningen seer man noksom, at det maa være at søge enten i Vekkerø-Kilen eller ved Lysaker, hvor der endnu er en Gaard, kaldet Solerud, eller ved Slæbene. Snarest skulde man efter Afstanden tænke paa Lysaker.“ I nyere Tid har atter Dr. Y. Nielsen fornyet Munthes Formodning, idet han antager, at „Navnet Sollerud staar muligvis i forbindelse med Solanger, der – – – maa søges paa denne kant“.^[21]

Ad denne Vei kommer man saaledes ikke længer end til at antage, at et moderne Stedsnavn er beslægtet med det ældre, som dog i Form stærkt afviger. Desuden kan der mod denne Formodning gjøres den væsentlige Indvending, at Sollerud er et Gaardsnavn, medens Solangr maa i Sagaen være Navn paa en Indsø. Sagaens Ord er nemlig: „Siden red Kongen med nogle Mænd til Sólangr; han lod Hestene staa oppe paa Bakken, men gik ned til Vandet (til vatzins); paa Vandets Is (a vazísinum) laa en stor Hær af Bønder, som holdt Raad“ o. s. v.^[22] Efter Sammenhængen maa her „vatnit“ betegne et Ferskvand, en Indsø og „vatzísinn“ betegne Isen, der laa paa dette Ferskvand; men den bestemte Artikel i „vatzins“ viser tilbage paa det eneste før nævnte Stedsnavn Sólangr, som saaledes maa være ikke et Gaardsnavn, men Navnet paa et Ferskvand vestenfor Kristiania nær Veien til Vestlandet, altsaa ved „Drammensveien“. Følger man Veibeskrivelserne i Biskop Jens Nilssøns Dagbøger fra Slutningen af 16de Aarhundrede, vil man se, at den middelalderske Hovedrute vestover fra Christiania (Oslo) har med faa Afvigelser fulgt ialfald de samme Dalstrøg som i nyere Tid; man har saaledes Veien bestemt langs Bestumkilen og over Lysaker Bro (Faabroen) samt længer vest forbi Hofstad, Asker og Gjællebæk,^[23] naturligvis med den nødvandige Forskjel mellem en gammel Bygdevei og moderne Chausséer. Undersøger man nu, hvilke Ferskvande der ligger langs denne Vei, maa man stanse enten ved det nu udtørrede Lysaker-tjærn vestenfor Lysaker eller ved Engervandet indenfor Sandviken; mellem disse maa Valget staa, thi andre Ferskvande gives ikke, førend man kommer forbi Asker, altsaa for fjernt fra Oslo til at Sagaens Beskrivelse kan passe. Et af disse vande maa altsaa være Sagaens Sólangr. Nu træffer det sig imidlertid saa, at vi kan bevise, at et af disse vande har baaret Navnet Folangr, saa man kan ikke tvivle om, at Sagaens Sólangr er Skrivfeil for Folangr.

Fólangrs Beliggenhed lader sig imidlertid med Lethed konstatere. Af Brevene DN. I 240 og 307 (fra Aar 1347) sees, at Vandet Folangr havde Udløb til Fjorden igjennem Aaen Løxa. Brevene viser kun, at Aaen Løxa fandtes vestenfor Oslo, men af Stedsnavne i „Den røde Bog“ sees, at Løxa flød gjennem Bærums Sogn, altsaa var den nu saakaldte Bærums- eller Sandvikselv;^[24] til yderligere Sikkerhed oplyser Biskop Jens Nilssøn, at Sandvikselven endnu i 16de Aarhundrede hed Lexa.^[25] Derved bliver det selvfølgeligt, at Folangr er Engervandet.

Situationen i Sagaen bliver da ganske klar. Bønderne har marscheret vestenfra gjennem Asker og Bærum og holder Natten over Rast paa Engervandet, hvor de naturligvis drøfter, om de tør vove sig over den islagte Fjord direkte til Oslo, eller om de skal fortsætte Landeveien. Sverre har fulgt denne vestover fra Akershagen, stanser søndenfor Engervandet oppe paa Aasen – ved hvis Fod nu Jærnbanen ligger –, gaar ned paa Vandet saa nær, at han kan høre Bøndernes Tale, vender derpaa tilbage til sine Heste og rider saa over Slæbene og Fjorden den korteste Vei tilbage til sin Hær i Akershagen.

Bestemmelsen af dette Stedsnavn har ikke blot den Interesse, at den fra Sagaens Fremstilling fjerner en tvivlsom Stedsbestemmelse og viser, hvor nøiagtigt Forfatteren er orienteret; men den tjener ogsaa til yderligere at illustrere Kong Sverres og Birkebeinernes Krigskunst, maaske ogsaa hvor dristigt Kong Sverre kunde udnytte sine Modstanderes mangelfulde Recognoscering.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Norske Tilskuer for 1820, S. 17–20.
2. Geografisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (1821) S. 64 og Norges Historie (1828) III, S. 20.
3. i Aalls Oversættelse af Kongesagaerne III, S. 15, Note.
4. Norske Folks Historie III, S. 81.
5. Norges Beskrivelse, 4de Bind, S. 690, Noten.
6. Jeg skylder at gjøre opmærksom paa, at efter at jeg havde givet i Christiania Videnskabsselskab et kort Resumé af disse Bemærkninger (Referat i „Aftenposten“ for 1ste Novbr. 1884), har jeg fra Hr. Kaptein E. Lund modtaget flere værdifulde Oplysninger, som paa flere punkter har bragt mig til at forandre Meninger.
7. Det siger sig selv, at Efterretningen om Faren er naaet hid fra Sogn (Gudvangen), maaske ved Bud fra Assur Balles Hær, da denne trak sig bort fra Lærdalen.
8. Fornm. Søgur IX 32 og 226. Hos Peder Claussøn er „Raudaljall“ læst som „Trollefjeld“.
9. Sverres Saga Cap. 77.
10. Jfr. Aarsberetning fra Foreningen f. n. Fortidsm. Bev. 1867 S. 106.
11. 1. Norl. Chrön. p. 425: När han kom i Sokn, tå hade hans Fienders Bespeyare gådt fortare, at han mötte ther een stoor Försambling, och rätt så snart han kom ned i Sockn met sitt Folck, låg hans Wiig öfwer een Einstig, hwarest een sträng åå, som föll med Forsar, war på then eena sijdan, at ther kom ingen öfwer, uthan flygande Foglen, och på then andra woro så höga Berg, at ther war ingen annan Uthwäg. Thenne Einstigen war så trång, at ther kunde intet mehr än een gåå tillijka, men Bønderne såto vppe på Hammeren med mycket Folck, hafwandes ther stoora Steenar och stoora Trää, i Upsåt at kaste neder på them, om Konungens Folck hade gådt ther vnder. När han thetta såg, fant han Råd emoot Råd och sade til sine Män: Nu skolen i intet så fara, at the kunne giöra eder någon Skada, men doch skolen i pussas med them, som i högst förmå: Men iag skal så laga, iag kommer Fötter under them. Altså foor Konungen med nogra Män så högt i Fiället som han kunde, och kom oförwarandes på Ryggen på them, at Bönderna goffwo straxt Flyckten, och nogra aff them blefwo dräpta. Sedan foor han in i Bygden och bleff öfwer Natten i Läradal. Om Morgenen wiste the intet förr aff, än Assur Balle kom dijt med 25 Skep. Tå togo Birckebeenerna sina Wapn och gingo emoot. Fast ännu Skepz-häären war stoor, tröste then lijkawäl intet gå vp, förty them tycktes wara oreent i Hampnen, och Birckebeenerna stodo på Landet med sina Wapn, hållandes them ifrån Hampnen.
12. Budstikken 1824 S. 569–70. Besynderligt er det, at den høiærværdige Forfatter ikke har lagt Mærke til, at den eneste Gaard ved Sværefjorden hed Sværen; men isaafald vilde rigtignok „Sagnet“ ikke være blevet til.
13. Norges naturlige Historie I 93 Noten.
14. Det findes i den geografiske opmaalings Samling af ældre Karter (Norske Landkarter A No. 71).
15. Jfr. Citatet ved Y. Nielsen i Hist. Tidsskrift, Første Række IV S. 264.
16. Dipl. Norv. VI No. 187.
17. Paa Øxen er indridset Navnet OLVF GVNBJØRN SØN og Aarstallet 1641 med arabiske Tal (Tallet 6 er utydeligt, saa det har været læst som 0, altsaa 1041!).
18. Scr. rer. Dan. I 164, 242. III 631.
19. Toeche, Kaiser Heinrich VI S. 303. Toeches Grund, at Grev Adolf endnu 29 Juni 1192 var i Worms, slaar ikke til, thi det hedder jo netop, at da Grev Adolf var trængt ind i Sønderjylland, mødtes han med Efterretningen om, at Biskop Valdemar var fangen. Grev Adolfs Indfald i Sønderjylland kan saaledes godt være foregaaet i Slutningen af Juli eller August 1193.
20. P. A. Munch, Saml. Afhandlinger I 133.
21. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger og Reiseoptegnelser, udg. af Dr. Y. Nielsen, S. 273.
22. Fornm. Sögur VIII, 398.
23. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger, S. 80, 273 f., 342 f. Veistrøgt mellem Faabro og Hofstad findes ikke beskrevet, fordi Biskopen i Regelen reiste søværts til Asker.
24. Blandt Gaarde i Bærum nævnes j. Vælli vider Løxo (S. 214); videre nævnes Løykini vider Løxo i Tanums Sogn (S. 254), Aas vider Løxa j Bergheims herade (S. 258), Hildertun vider Løxo (S. 266).
25. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger, S. 276.