Søfareren Johannes Scolvus og hans Reise til Labrador eller Grønland

Legg til lenke
Fra Wikikilden

SØFAREREN JOHANNES SCOLVUS OG HANS REISE TIL LABRADOR ELLER GRØNLAND.
AF
GUSTAV STORM.

I de fleste nyere udenlandske Skrifter om Amerikas Opdagelseshistorie eller overhovedet om de store Opdagelser ved Begyndelsen af den nyere Tid bliver et lidet Capitel eller ialfald nogle Linjer viet Beretningerne om den polske eller norske Søfarer Johannes Scolvus eller Skolnus; som oftest lægges denne Beretning tilside som uhistorisk eller lidet begrundet, men den medtages dog i Opregningen af Beretningerne om den nye Verdensdels før-columbiske Opdagere. Den ældste kjendte Beretning om Johannes Scolvus læses hos den spanske Forfatter Gomera (1553). Hos Kunstmann (Die Entdeckung Americas)[1] fandt jeg en Notits om, at Gomera havde Efterretninger om Norden fra den landflygtige svenske Titulær-Erkebiskop Olaus Magnus, hvad der bragte mig til at undersøge nøiere Beretningen hos Gomera.[2]

1. Francesco Lopez fra Gomera (en af de canariske Øer) levede ca. 1550 som Prest i Sevilla og skrev her sin Indiens (ɔ: Amerikas) almindelige Historie, 1ste og 2den Del, som, skjønt forbudt af den indiske Direktion, dog blev trykt 1553 i Byen Medina del campo (S. V. for Valladolid) og senere flere Gange optrykt samt oversat paa Fransk og Italiensk. Hans Hovedformaal var, som allerede Tilskriften paa Titelbladet, „Hispania victrix“, antyder, at vise, at „Indien“ var først opdaget og beseilet af Castiljanerne, og at kun de havde Ret til at kolonisere det. Hans Hovedkilder („Indiens Historikere“), som han nævner i en Fortale, er Petrus Martyr de Angleria i hans Oceanica. (Udg. af 1526), Fernando Cortes’s Skrivelser til Keiseren og Oviedo’s „Indiens“ Historie (Udg. af 1535); hertil kommer endnu Titulær-Erkebiskopen Olaus Magnus, som Forfatteren havde truffet „i Bologna og i Venezia“, og hvis Kart-Beskrivelse af 1539 han benytter. For at faa Overblik over hvad Gomera har laant fra Olaus Magnus og fra andre, hidsætter jeg i Oversættelse Afsnittene om „Indiens“ nordlige Grænser og Landsdele.

Indiens Grænser mod Nord.

Det Land, vi kalder „Indien“, er ligesaa meget en Ø som vort eget. Jeg vil begynde (med at beskrive) dets Beliggenhed mod Nord, hvor Grænsen er meget sikker. Og jeg vil gaa frem efter Grader, hvilket er det bedste og det sædvanlige. Jeg hverken maaler eller beskriver Kysterne af Europa, Afrika og Asien, fordi mange har gjort det før. De Lande, som „Indien“ nærmest og tydeligst grænser til mod nord, er Islanda og Gruntlandia. Islandia er en Ø paa omtrent 100 Mil, under 73 Graders nordlig Bredde; ja endog længere nord efter nogles Mening, som siger at én Dag der varer omtrent ligesaa længe som to Maaneder hos os. Islandia betyder „Is-Ø“ eller „Is-Land“. Og ikke blot fryser Vandet omkring den men der opdynger sig inde paa Øen saa store og mægtige Ismasser, at Jordbunden brager. Og det lader til, at Menneskene lider. Og derfor tror Islændingerne (los Isleños), at Skjærsilden er her (oppe) eller at nogle Sjæle pines. Der er tre forunderlige Bjerge, som udspyr Ild fra Foden af; thi Toppen er altid snedækket..L Der er ogsaa to mærkelige Kilder, i den ene flyder en Vædske, der ligner smeltet Vox,[3] i den anden kogende Vand. Alt, man kaster i denne sidste, forvandles til Sten, men beholder sin oprindelige Form. Bjørnene er hvide; Ræve, Harer, Falke og Ravne og andre Fugle og Dyr ligesaa. Græsset voxer saa høit, at man river det op, for at Kvæget skal kunne græsse uden Vanskelighed Og man tager endogsaa Kvæget bort fra Græsgangen, for at det ikke skal sprække af Fedme. Ulden er grov og Smørret godt og rigeligt. Dette og Fisk er Folkets fornemste Næring. Der gaar mange Hvaler der, og saa besatte ere de, at de endog angriber Skibe. Man har bygget en Kirke af Ribben og andre Ben af disse og andre store Fiske Islændingerne er meget høie af Vækst og graadige. Nogle tror, at Islandia er Thyle, den yderste Ø mod Nord, saavidt Romerne vidste. Men det er ikke saa; thi det er kun kort Tid, siden Islandia blev opdaget, og den er større og ligger længere mod Nord. Thyle er egentlig en liden Ø, som ligger mellem Orcades (Orknøerne) og Fare (Færøerne): den strækker sig noget (mere) mod Vest og under 77 Grader. Skjønt Ptolemæus ikke lægger dem saa høit (mod Nord). Islandia ligger 40 Mil fra Fare, 60 fra Thyle, og mere end 100 fra Orcades. Paa Nordsiden af Islandia ligger Gruntlandia, en meget stor Ø. Den ligger 40 Mil fra Laponia og nogle faa Mil længere fra Finmarchia, en Del af Scandinavia i Europa. Grønlænderne (Gruntlandeses) er tapre og vakre Mennesker. De seiler om i Skibe, som er tillukkede oventil med Skind, af Frygt for Kulden og Fiskene. Efter nogles Udsagn ligger Gruntlandia 50 Mil fra Indien, nemlig fra den Landsdel, som kaldes Labrador. Man ved endnu ikke, om dette Land er landfast med Gruntlandia, eller om der ligger et Stræde mellem dem. Hvis det hele er ét Land, kommer Jordens to Halvkugler til at ligge tæt op til hinanden, omkring Nordpolen eller nedenfor, thi der er ikke mere end 40 eller 50 Mil fra Finmarchia til Gruntlandia; og selv om der er et Stræde (mellem dem), ligger de meget nær hinanden. Thi efter de Søfarendes enstemmige Udsagn er der ikke mere end 400 Mil fra Labrador-Landet til Faial, en af de Azoriske øer, og 500 til Irlanda og 600 til Spanien.

Indiens Beliggenhed.

Det nordligste af „Indien“ ligger ligeoverfor Gruntlandia og Islandia. Kystlinjen, der endnu ikke er videre bereist, har en Udstrækning af 200 Mil, indtil Rio Nevado (Sne-Floden). Fra Rio Nevado, som ligger under 60 Grader, er der atter 200 Mil til Malvas-Bugten. Og hele denne Kyst ligger omtrent i de samme 60 Grader. Og det er dette, man kalder Labrador-Landet. I Syd for det ligger Dæmonernes Ø. Fra Malvas til Cabo de Marco, som ligger under 56 Grader, er der 60 Mil. Derfra til Cabo Delgado er der 50 Mil. Fra Cabo Delgado, som ligger under 54 Grader, gaar Kysten 200 Mil lige mod Vest indtil en stor Flod ved Navn Sant Lorenzo, som nogle holder for en Hav-Arm; man har (nemlig) seilet mere end 200 Mil opad den. Derfor kalder mange den for „De tre Brødres Stræde“ . Her danner der sig en omtrent firkantet Bugt (Golfo como quadrado). Og fra Sant Lorenzo til Bacallaos-Forbjerget har den en Omkreds af adskillig over 200 Mil. Mellem denne Landtunge og Cabo Delgado ligger mange velbefolkede øer ved Navn Cortes Reales, som omslutter og bedækker „Golfo Quadrato“, der er af stor Betydning paa denne Kyst som Merke– og Hvile-Sted. Fra Bacallaos-Forbjerget under 48 Grad til Florida regner man 870 Mil.

Labrador-Landet.

Mange har seilet langs Kysten af Labrador for at se, hvor langt den gik, og for at undersøge, om der var noget Stræde her, gjennem hvilket de kunde naa frem til Malukkerne og Krydderi-Landene, der, som jeg paa et an- det Sted skal fortælle, ligger under Æqvator; i saa Fald troede de, at de skulde kunne forkorte Veien meget. De første, som søgte dette Stræde, var Castiljanere, da Krydderi-Landene tilhører dem, og fordi de kjendte til Landet og vidste, det var deres. Portugiserne søgte det ogsaa, for at forkorte Søveien, om det var muligt, og for at gjøre den Strid, der herskede om disse (Lande) og som der aldrig skulde blive Slut paa, endnu mere indviklet. Og did drog saaledes Gaspar Cortes reales i Aaret 1500 med to Caraveller. Han fandt ikke det Sund, han søgte. Han gav sit Navn til de øer, der ligger ved Indløbet til „Golfo Quadrato“ nordenfor den 50de Breddegrad. Han tog til sine Slaver indtil 70 af Landets Indbyggere, og kom tilbage meget forfærdet over den store Masse Sne og Is. Thi der fryser Havet sterkt. Menneskene der er velvoxne (skjønt mørkfarvede) og arbeidsomme. De maler sig til Stads og bærer Baand af Sølv og Kobber, de klæder sig i Maarens og mange andre Dyrs Skind, med Haarene ind om Vinteren og ud om Sommeren. De snører Maven og Laarene med Bomuldstraad og Sener af Fiske og Dyr. De spiser Fisk mere end noget andet, især Lax, skjønt de har Fugle og Frugten De bygger sine Huse af Tømmer, som findes i stor Mængde og er meget godt. Og de dækker dem med Skindet af Fiske og Dyr istedetfor med Teglsten. Man fortæller, der findes Griffer, og at Bjørnene og mange andre Dyr og Fuglene er hvide. Til det Land, eftersom det er en ø, kommer mange Bretoner og bosætter sig her, og indretter meget som hjemme hos sig. Thi begge Lande ligger under samme Polhøide og har samme Klima. Hid er ogsaa kommet Folk fra Norge med Lodsen (Styrmanden) Johannes Scolvus og Englændere med sebastian Gaboto (Tambien an ido aua hombres de Noruega con il piloto Joan Scoluo e Ingleses con Sebastian Gaboto).

Bacallaos.

Bacallaos er en lang Land- og Kyststrækning, hvis nordligste Del ligger under 48 Grad. Bacallaos (Torsk) er Indbyggernes Navn paa nogle store Fiske, hvoraf der er en slig Mængde, at de hindrer Skibene under Seiladsen, og at Bjørne fanger og spiser dem i Søen. Den, der har bragt de fleste Efterretninger fra dette Land, er Venetianeren Sebastian Gaboto. Han udrustede to Skibe i England – med hvilket Land han havde drevet Handel fra sin Ungdom af – paa Kongens, Henrik VII’s, Bekostning, som ønskede at drive Handel med Krydderi-Landene ligesom Kongen af Portugal. Andre siger, det var paa egen Bekostning. Og at han lovede Kong Henrik at drage nordenom til Catayo (ɔ: China) og hente Krydderier derfra paa mindre Tid end Portugiserne (brugte) søndenom. Han reiste ogsaa for at undersøge, om „Indien“ var skikket til Bebyggelse. Han havde med sig 300 Mand og drog rundt Islandia ovenfor (ɔ: nordenfor) Cabo del Labrador, og han naaede lige op til 58 Grader, skjønt han siger meget mere, idet han fortæller, at der i Juli Maaned var saa koldt og (slige svære) Isstykker, at han ikke vovede at trænge længere frem. Dagene var meget lange og næsten uden Nat, og Nætterne meget lyse. Sikkert er det, at under 60 Grader er Dagene 18 Timer lange. Da nu Gaboto saa, hvor koldt og underligt Landet var, seilede han omkring det mod Vest, og efter at have hvilt sig ud i Bacallaos seilede han langs Kysten indtil den 38te Grad. Derfra vendte han tilbage til England.

Britter og Danske har ogsaa reist til Bacallaos; og Franskmanden Jaques Cartier var der to Gange med 3 Galioner, første Gang Aar 34, anden Gang Aar 35. Og han undersøgte Landet, om det var skikket til at bebygges, fra 45 Grader til 51. Man fortæller, at de nu bebygger der, eller at de vil gjøre det, da det er et ligesaa godt Land som Frankrige, og det er jo fælles Eiendom; dog specielt dens, som først besætter det.


Medens Gomeras Skildring af Island og Grønland er ligefrem Oversættelse af Olaus Magnus’s Nordens Beskrivelse fra 1539,[4] stamme Beretningerne om Farterne til „Labrador“ og „Bacallaos“ i det væsentlige fra Petrus Martyr og Oviedo, men er dog temmelig overarbeidede. Den almindelige Paastand, at Castiljanerne kom først til disse Egne, er som bekjendt uhistorisk og støttes ikke af Forgjængerne; den første Søfarer i spansk Tjeneste, som søgte til de nordlige nordamerikanske Farvande, var Portugiseren Estevan Gomez 1525, og endda naaede han neppe længer nord end Nova Scotia.[5] Derimod er det sikkert nok, at Portugiseren Gaspar Cortereal gjorde sine Tog til „Labrador“ og „Terra Corterea “ i Aaret 1500 og 1501, og at Bretonerne slog sig ned paa Cap-Bretons. Ø og Newfoundland allerede fra 1564 af. Nogen speciel Reise af Sebastian Cabot til Labrador kjendes ikke; men rimeligvis sigtes til samme Reise, som senere skildres, hvori Seb. Cabot efter at have passeret Labrador naar til „Bacallaos“. Det er maaske med Vilje, at Forfatteren ikke nævner Aarstallet for denne Reise (1497 eller 1498), men det kan ogsaa være, at han heller ikke har kjendt det, siden det ikke udtrykkeligt nævnes af hans Kilde Petrus Martyr. Som man ser, bevæger disse Begivenheder sig mellem flere Aar, og tydeligvis har Forfatteren ikke villet give nærmere Besked; sikkert bliver kun, at han har villet henføre disse Farter til Tiden om Aar 1500 eller ialfald Aar, som ligger temmelig nær efter 1492.

2. Beretningen om „Joan Scolvo“ og Nordmændenes Reise til Labrador er ikke laant fra Petrus Martyr eller fra Oviedo, som intet kjender dertil. Det maa saaledes ansees for givet (uagtet det ikke udtrykkeligt siges), at han har faaet høre herom fra Olaus Magnus, der efter hans egen Ytring har fortalt ham meget om Norge og Nordmændenes Søfarter. Under Omtalen af Verdensdelene og deres Sammenhæng beretter nemlig Gomera, at „nu har man mange Efterretninger og Erfaringer for, hvorledes der seiles fra „Norvega“, indtil man passerer lige under selve Nordpolen og fortsætter langs Kysten mod Syd rundt China (!). Olaus Gothus fortalte mig meget om dette Land og den Seilads“.[6]1 Gomera talte med Olaus Magnus „i Bologna og i Venezia“, altsaa rimeligvis i de Aar, da Olaus var tilstede ved Conciliet i Bologna (det fra Trient i 1546 forflyttede), før han drog til Rom 1549. Her har vi saaledes det sidste Tidspunkt innen hvilken Juan Scolvo’s Søfart skulde være foregaaet Nærmere synes vi saaledes ikke ad denne Vei at kunne komme, end at den er skeet efter 1492 og f ør e. 1546, og vistnok nærmere det første end det sidste Aar.

Navnet „Labrador“ er som bekjendt flertydigt. Det Land, som Caspar Cortereal saa i 1500, er utvivlsomt Grønland; det sees af Cantinos Kart af 1503,[7] hvor Grønlands Sydspids med Landets Halvøform er tydeligt afbildet, og det bekræftes af et andet gammelt portugisisk Kart fra c. 1504, der giver den samme karakteristiske Sydspids og ovenikjøbet giver denne et Navn, som ganske svarer til Skildringerne af Ismasserne om „Cap Farvel“: Cabo de mirame e lexame, „det Forbjerg, som man ser og flygter fra“;[8] og paa begge Karter har vi desuden Island i Nordøst og Newfoundland (Terra de Corte Real) i Sydvest. Men man behøver ikke at gaa længer end til de følgende portugisiske Karter for at se, at Forholdet snart forvirres. Den Havarm, som paa de to foregaaende Karter sees mellem „Labrador“ og „Terra Cortereal“, svinder efterhaanden ind, Landene nærmes mere og mere mod hinanden, og tilsidst forbindes de, idet Havarmen bliver til en Bugt og Flodmunding.[9] „Terra de Labrador“ bliver saaledes til en øst-vestlig Kyststrækning i Nord og Nordøst for Newfoundland, hvor i Virkeligheden intet Land findes. Men selv Gomera har dog bevaret saa meget af den ældre Tradition, at han ved, at Labrador-Landet laa paa 60° N. B., medens han dog lader det strække sig op mod Grønland, altsaa til henimod 800. Til et vestligt Land paa disse Bredder maa Olaus Magnus have fortalt Gomera, at „Juan Scolvo“ har søgt, og Gomera har da identificeret dette Land med sit „Labrador“.

Fra Olaus Magnus har vi som bekjendt bevaret to selvstændige Arbeider over Nordens Geografi og Historie: 1) et Kart over Nordeuropa med kort Beskrivelse, trykt paa Italiensk i Venedig 1539 og optaget paa Latin i Basel-Udgaven af hans store Værk, og 2) hans store kulturhistoriske Værk om de nordiske Folk, udg. i Rom 1555 og Basel 1567. Kartet fra det førstnævnte Værk er, med meget faa Ændringer, ogsaa optaget i Udgaverne af det andet.[10] Paa dette Kart sees Island mellem 71° og 75° N. B. og Gruntlandia helt oppe ved 84°–85°,idet det ved et smalt Farvand skilles fra Norge, der ligeledes strækker sig til henimod 85°; derimod kjender han intet nordisk Navn vestenfor eller sydvest for Island. Det er tydeligt, at Olaus kjender noget af Grønlands ældre Historie: han ved saaledes, at „Kong Haakon“ har ført en seirrig Krig med Grønlænderne, og skildrer Eskimoernes Skindbaade, om end noget fantastisk. Ogsaa en Reise dertil i nyere Tid kjender han: ved 1494 beretter han, at Sørøverne „Pining“ og „Pothorst“ satte sig fast paa Hvitserk og drev Sørøveri derfra.[11] Da dette er den eneste nyere Efterretning, han leverer om Grønland, har vi vel al mulig Grund til at søge at identificere den med hans Beretning om „Juan Scolvo“. Til Forsvar herfor kan anføres, at Didrik Pining, som nylig paavist i dette Tidsskrift,[12] var Nordmand og Søfarer, at han som Befalingsmand over Vardøhus og Island maatte færdes meget i de nordvestlige Farvande, og at han ogsaa ifølge andre Kilder maa være omkommet paa Søen kort efter 1490. Hvis man saaledes forener de to fra Olaus Magnus stammende Beretninger, vil Resultatet være, at den norske Søfarer (eller Sørøver) Didrik Pining omkring 1494 opholdt sig ved Hvitserk paa Grønland, og at hans Styrmand hed „Johannes Scolvus“. Maaske man ogsaa af de spredte Træk hos Olaus kan nærmere bestemme Reisen nøiere. Den By, hans Kart lægger paa Grønlands Sydostside, heder Alba („den hvide“), aabenbart afledet af Fjeldet „Hvitserk“, og dette maa altsaa søges nær Grønlands Sydostspids, skjønt Olaus selv lægger Hvitserk midt imellem Island og Grønland. Nu siger han, at Reiser til Grønland foregik „a portu Vestrabord“ paa Island. Ved „Vestrabord“ har Islændinger tænkt paa et vestligere Stedsnavn Barð (paa Bardastrand) i Modsætning til et østligere (nordligere) Barð nær Islands nordvestlige Spids.[13] Men da Barð aldrig vides virkelig at være benævnt Vestrbarð, maa det ansees for en naturligere Forklaring af Navnet „Vestrabord“, at det repræsenterer Vestfirdir, Landet vestr i fjördum, Landskabet om Breidefjorden i det vestlige Island, hvorfra alle islandske Reiser til Grønland vitterlig til alle Tider er udgaaet. Isaafald vil det være tydeligt, at Navnets Forvanskning stammer fra Læsning, d. e. at Forfatteren har fundet en Notits om Pinings og Jon Scolvs Reise til Grønland paa et Søkort. Det bestyrkes end yderligere ved den curiøse Beretning om, at „Pining og Pothorst“ paa Hvitserk har bygget et Compas for at vise Sørøvere Vei. Det er umuligt her ikke at tænke paa de gamle Compas-Karter med deres Afbildninger af Vindroser med derfra udgaaende Linjer for at angive Compasstregerne. Den lærde Humanist, som selv udgiver sig for en daarlig Sømand og ved sit Kart beviser, at han ikke forstod stort af mathematisk Geografi, har da paa et – maaske nu tabt – Kompaskart læst Notitsen om Grønlandsreisen, og af en nærstaaende Vindrose har hans livlige Fantasi da skabt Beretningen om Forfærdigelsen af det mærkelige Blykompas af overnaturlig Størrelse ved Hvitserk. Men er dette saa, tør vi vistnok anse Beretningen om Reisen til Grønland for at indeholde mere Sandhed, end man hidtil har antaget.

3. Beretningen om Jon Skolvs Reise kan man ogsaa gjenfinde paa Karter fra 16de Aarhundrede; af disse er vistnok de ældre uafhængige af Lopez de Gomera, men de synes dog alle at røbe sit Slægtskab med Olaus Magnus. Grønland har flere Gange forandret Udseende og Beliggenhed i det 16de Aarhundrede. Ved Gjenopdagelsen i Aar 1500 blev det antaget for Nordøstspidsen af Asien (paa Cantinos Kart kaldes det „a ponta de Asia“), og saaledes forekommer det paa Ruysch’s Kart fra 1508 og i Strassburger-Udgaven af Ptolemæus fra 1511. Men snart blev det, som før nævnt, under Navnet „Terra de Labrador“ til en Halvø i Nordøst for Baccalaos (Newfoundland), forenet med denne; og saaledes sees det paa Karter langt ned i Aarhundredet Men samtidigt mødtes man fra Nord med den gamle middelalderlige Opfatning af, at Grønland i Nordøst var sammenhængende med det nordligste Norge eller ialfald med det nordlige Rusland (Bjarmeland); den findes hos Ziegler (1531) og endnu saa sent som 1558 paa Zeni-Kartet. Her fremtraadte da Olaus Magnus med en ny Mening; han erkjendte, at Grønland var skilt fra Norge og Rusland, men var ikke sikker paa, om det ikke var forbundet med Labrador og Baccalaos. Disse forskjellige Anskuelser synes at være bearbeidede af de venetianske Geografer. Ruscelli har paa et Kart fra 1544[14] ladet Norge mod Nord være forbundet med Nordamerika, idet dettes Nordøstkyst, der strækker sig fra S. V. mod N. O., dannes af 3 Halvøer: den sydligste „Terra de Baccalaos“, den midtre (Labrador) navnløs, den nordligste „Grotlandia“. Det samme gjenfindes paa Pedrezzanos Verdenskart fra 1548, kun at den midtre Halvø virkelig kaldes „Tierra de Laborador“.[15] Jeg har ikke Anledning til at forfølge dette Spor i de venetianske Karter fra Midten af lade Aarhundrede, men skal dog paapege nogle betegnende Træk. I Zeni-Kartet fra 1558 findes i den nordøstlige Del af „Engroneland“ oppe ved 74° N. B. Signaturen „Crolandia“; ogsaa dette Navn, som her staar ganske alene og uden Tilslutning til Texten, synes at minde om Olaus Magnus’s Grønland nord for Norge. At Zeni-Kartets Tegner eller Forfatter har havt nogen Befatning med Olaus Magnus, er jo sikkert nok deraf, at Olaus’s islandske Stedsnavn „Vestrabord“ gjenfindes paa Zeni-Kartet under den videre forvanskede Form Votrabor, at Hanafior sinus (Havnefjord) gjenfindes som Anaford, Roeck (Reykjanes) som Rok, og man kan vel ogsaa tillægge, at Munken søndenfor Færøerne (prope insulam Farensem, II. c. 5) gjenfindes som Monaco søndenfor Frisland. Et nyt Laan fra Olaus Magnus finder jeg hos Gerhard Mercator (1569), der har optaget fra Zeni-Kartet dettes „Frisland“ og „Engroneland“, men dog alligevel finder Plads til endnu et Grønland. I Nordvest for Engroneland oppe ved 73°–77° N. B. sees en hjerteformet stor Ø med Spids mod Syd og Paaskriften „Groelant insula, cujus incolæ Suedi sunt origine.“[16] At ogsaa dette stammer fra Olaus Magnus, fremgaar af det ellers uforstaaelige „Suedi“, thi Olaus Magnus bruger netop hyppigt „Svensker“ i Betydning af Scandinaver, altsaa for Svensker og Nordmænd. Et yderligere Laan fra Olaus Magnus finder jeg endelig i det engelske Kart fra 1582, som gaar under Michal Lok’s Navn;[17] her vil man finde Grønland i dets bekjendte Halvøform ikke mindre end 3 Gange: først paa rette Sted mellem 60° og 65° under Navnet Frisland, derpaa lige nordenfor fra c. 67° til c. 75° N. B. under Navnet Groenland med Tillægget V. Azene 1380 og endelig i Nordvest herfra under c. 72°–78° med Paaskriften Jac. Scolvus Groetland. Det første af disse er jo det virkelige Grønland, saaledes som det blev observeret af Frobisher 1576, der dog antog det for Zeniernes „Frisland“; det andet er Zeniernes Engroneland, og det tredie er det samme som Mercators Groeland, men, som Navnet Jac. Scolvus viser, laant fra en ældre Kilde. Alle disse enkelte Træk viser saaledes tilbage til Olaus Magnus, som rimeligvis ogsaa til Italienere maa have fortalt om Nordmanden Johannes (eller Jacob?) Scolvus og hans Reise til Grønland, hvor der allerede fra Middelalderen var skandinaviske Beboere. Saalænge ikke flere Oplysninger fremkommer, er vi ikke istand til at paavise Scolvus eller hans Bedrifter udenfor Olaus Magnus eller de af denne paavirkede Forfattere.

4. Gomeras Værk om „Indien“ naaede allerede i 16de Aarhundrede til de nederlandske Geografer og blev ber paa en eiendommelig Maade kombineret med Zeniernes Beretninger om Engroneland og Frisland. Under Beskrivelsen af „Continens Indica“ (ɔ: Amerika) bemærker Wytfliet (1598)[18] at den nordligste Del blev fundet først – længe før Spaniernes og Portugisernes Opdagelser – af „frislandske“ Fiskere og derpaa nærmere undersøgt c. 1390 af Nicolo og Antonio Zeno under den frislandske Kong Zichenus’s Ledelse, hvorved henvises til Ruscellis Udgave af Ptolemæus (1561 eller 1562). „Men – fortsætter han – Hæderen for dets anden Opdagelse fik Polakken Johannes Scolvus (J. S. Polonus), som Aar 1476 – 86 Aar efter dets første Opdagelse – seilede hinsides Norge, Grønland, Frisland, trængte ind i det nordlige Sund under selve Polarcirkelen og kom til Landet Labrador og Estotilandia“. Om Wytiliet bar laant direkte fra Gomera, ved jeg ikke, men anser det dog rimeligt; sikkert er det, at den følgende Beretning om Cortereal er nær beslægtet med Gomeras. Det eiendommelige hos Wytfliet er paa den ene Side, at han antager Labrador for en nordlig Fortsættelse af „Estotilandia“ og derfor maa tænke sig Reisen foretaget nordenfor Norge og Grønland (ɔ: Zeniernes Engroneland), hvorved i Grunden hele Reisen bliver meningsløs og umulig og ingen Gjendrivelse behøver. Paa den anden Side synes ved første Øiekast Wytfliet at have hentet fra en anden Kilde Aarstallet 1476 og Oplysningen, at Joh. Scolvus var en „Polonus“. Men Lydligheden mellem „il piloto Joan Scolvo“ og „Johannes Scolvus Polonus“ viser – forekommer det mig –, at vi kun har en urigtig Oversættelse, og da Aarstallet 1476 direkte strider mod Gomera, anser jeg dette for en vilkaarlig Rettelse. Det er nemlig tydeligt, at Wytfliet stræber saa meget som muligt at forringe Spaniernes og Portugisernes Anseelse som Opdagere, og at alene af den Grund baade den frislandske Fisker og Brødrene Zeni (som dog efter Zeni-Legenden netop ikke kom til Estotilanda) maa figurere som før-columbiske Opdagere af Amerika, og jeg finder det derfor naturligt, at ogsaa Johannes Scolvus tages med, og at Aarstallet for hans Reise bestemmes. – En videre Bearbeidelse af Wytfliets Beretning med nye Tilsætninger findes hos Georg Horn (Ulysses peregrinans. Løwen 1671). Her tales først om Reiser af Islænderne (Thylenses) til Frisland „sive Finnomarchia“, til Island, Grønland, Skotland og Gotland paa Dronning Margretes Tid („auspiciis Margaretæ Semiramis Dan. Sued. Norv.“), derpaa om Zeniernes Reise „Aar 1390“ til „Estotilandia sive Scotlandia vel Scetlandia“, og endelig om „Johannes Scolnus Polonus“, som under Kong Christian i Danmark opdagede Anian-Strædet og Labrador-Landet Aar 1476 („ auspiciis Christiani Regis Daniæ fretum Anian et Terram Laboratoris detexit A. 1476“). At det mythiske Anian-Stræde er kommet ind istedenfor „det nordlige Stræde“, skal just ikke forøge Beretningens Troværdighed, og Tillægget „auspiciis Christiani regis Daniæ“ synes snarere foranlediget ved Tanken om de paa Christian IV’s Tid og efter hans Initiativ foretagne Reiser til Grønland (1605–7) eller ind i Hudsonsbugten (1619–20), end at Forfatteren skulde have tænkt paa Christian I eller overhovedet have vidst, at Danmark i 1476 havde en Christian til Konge. Ændringen „Scolvus“ til „Scolnus“ tør ganske vist betragtes som en Trykfeil. Men netop denne Trykfeil har i nyere Tid forledet den polske Geograf Lelewel til at vindicere Johannes Scolvus og hans Opdagelsesreise for Polen.[19] Lelewel kjendte ingen ældre Beretning end Georg Horns, men antog denne for paalide1ig. I „Scolnus“ saa han da et polsk Familienavn „Szkolny“, hvilket han oversatte „fra Kolno“. Rigtignok gjorde han ikke engang Forsøg paa at eftervise denne „Johannes fra Kolno“ som en historisk Person, men nøiede sig med at paastaa, at „Sømænd“ fra Kolno – Kolno er en liden By inde i Masovien i Nordost for Warschau, nær Grænsen af Østpreussen – ofte gik i Danzigs Tjeneste og saaledes let kunde komme til Danmark eller Norge; men i nordiske Kilder findes intet – absolut intet – om Søreiser til Grønland eller nærliggende Lande under Christian d. 1ste, ligesom det ogsaa vilde være i høieste Grad besynderligt, at den dansk-norske Konge skulde søge til Polen for at finde Sømænd. Lelewel’s Mening maa derfor falde bort ved Siden af de ældre Beretninger om Søfarerens Navn og Nationalitet.

Kristiania i April 1886.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Monumenta Sæcularia. Herausgg. v. d. kgl. Baysrischen Akademie der Wissenschaften zur Feier ihres hundertjährigen Bestehens. München 1859.
  2. ↑ Gomeras Værk, som ikke findes paa Universitetsbibliotheket i Christiania, er i Originaludgaven udlaant til min Benyttelse her i Christiania fra det kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn ved Hr. Justitsraad Bruuns Velvilje.
  3. ↑ „Cera derretida“, en Misforstaaelse af „Cerevisia“ (Øl) hos Olaus Magnus!
  4. ↑ Se i Baseler-Udgaven fra 1567 det første Stykke, som har Overskriften „Ad Lector em“.
  5. ↑ Harrisse, Jean et Sebastian Cabot, p. 290.
  6. ↑ Denne Beretning synes kun at være en Udvidelse af Fortællingen om Joh. Scolvus, thi Olaus Magnus satte jo Grønland ved 85° N. B. og altsaa nær Nordpolen, saa det maatte for ham være let at lade Nordmændene seile videre frem paa den anden Side direkte til China.
  7. ↑ Trykt som Tillæg til Harrisse, Les Cortereal (1883).
  8. ↑ Se Kunstmanns Atlas zur Entdeckungsgeschiehte Americas, Bl. III og Reductionen hos Kohl, History of the discovery of Maine, I. p. 174.
  9. ↑ Se Pedro Reinels Kart fra c. 1505 (Kohl p. 177), Kartet fra c. 1520 (Kohl p. 179) samt Kohl’s „Die Beiden ältesten Generalkarten v. Amerika“ (fra 1527 og 1529).
  10. ↑ Facsimile i Nordenskiölds Vega-Reise, 1ste Bind.
  11. ↑ Historia gentium Septentrionalium variis conditionibus etc. (Basel 1567 l. II c. 10.
  12. ↑ L. Daae, Didrik Pining. Se dette Tidsskrift, 2den Række, III. S. 233–45.
  13. ↑ Grønl. hist. Mind. III. 477.
  14. ↑ Se Kohl, History of the discovery of Maine, p. 296.
  15. ↑ Nordenskiöld, Om Bröderna Zenos resor ooh de äldsta kartor öfver Norden, S. 41 (Studier och Forskningar föranledda af mina resor i höga Norden).
  16. ↑ Se Mercators Kart hos Jomard, Monuments de la Geographie No. XXI, 2.
  17. ↑ Se Kohl, Discovery of Maine, p. 290.
  18. ↑ Descriptionis Ptolemaicæ augmentum. Lovanii 1598 (her citeret efter Pontanus, rer. Dan. Historia, p. 763).
  19. ↑ Lelewel, Geographie du moyen âge, t. IV. p. 106.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Søfareren_Johannes_Scolvus_og_hans_Reise_til_Labrador_eller_Grønland&oldid=222888»