Hopp til innhold

Didrik Pining

Fra Wikikilden

Det Navn, der danner Overskriften til den følgende Meddelelse, er ei alene ubetinget nyt for Læsere i Almindelighed, men vistnok ukjendt selv for de fleste Historikere, der ikke have givet sig af med det femtende Aarhundredes Enkeltheder. For dem, der have fordybet sig i disse, har det ikke kunnet forblive ubemærket, men hidtil har dog Ingen i den Grad fæstet sig derved, at han har forsøgt at samle de spredte Notitser til et Hele. Naar jeg nu her vover dette Forsøg, maa jeg vistnok bekjende, at Didrik Pinings Billede ingenlunde bliver hverken meget klart eller fyldigt, men tør ligefuldt paastaa, at denne Mand, over hvis Liv der falder saa mange, om end altfor flygtige, ja stundom halvt mystiske Streiflys fra norske, danske, svenske, islandske og tydske Kilder, maa have hørt til sin Tids mærkeligere Personer. Jeg kunde have Lyst til at sammenligne ham med Otte Stissøn, Christopher Throndssøn eller Magnus Heinessøn, men dog med det Forbehold, at Didrik visselig har spillet en meget større Rolle i det femtende Aarhundrede, end Magnus Heinessøn i det sextende. Det er kun Kildernes større Rigdom og fremfor alt Magnus’s Egenskab af Sagnfigur, der har gjort ham navnkundig, medens Didrik er bleven glemt.


I.

I Christiern I.s senere Aar skulle to Personer „Pinningus et Pytchehorsius“ i længere Tid have udmærket sig som ypperlige Sømænd og som Fribyttere af første Rang.[1] Om den sidste af disse to, hvis Navn skrives paa forskjellige Maader, almindeligvis dog „Pothorst“, vides intet særligt, thi han forekommer, mig bekjendt, aldrig uden som den førstnævntes uadskillelige Achates. Derimod bliver det af mange Omstændigheder, fornemmelig af den Maade, paa hvilken, som vi senere skulle se, Didrik Pining optræder i Norge eller paa Norges Vegne i Aarene 1489–1490, temmelig sikkert, at denne har været en Nordmand, der maa have tilhørt en af de mindre Adelsfamilier. Hvor i Riget han har hørt hjemme, er aldeles ubekjendt, men det bliver vistnok rimeligst at gjette paa Vestlandet. Her var ogsaa Navnet temmelig gammelt, thi allerede i 1304 nævnes en Einar Pinning i Buagaarden i Bergen, hvis Kone Solveigs Titel af „Hustru“ tyder paa, at han har været haandgangen Mand.[2]

Christiern I. maa have givet Didrik Pining en Forlening paa Island, hvor han omtales som Høvding 1478. Denne Ø var, som bekjendt i en stor Del af det femtende Aarhundrede idelig hjemsøgt af Englændere, der kom for Fiskeriets Skyld, og som hyppig mishandlede den omtrent værgeløse Befolkning paa den skammeligste Maade. I 1467 havde Englænderne endog dræbt den kongelige Befalingsmand eller, som han med den gamle, andensteds forglemte Betegnelse her endnu kaldtes, Hirdstjore, den kjække Bjørn Thorleifssøn, der med sin mandige Hustru, Oløf Loptsdatter, danner et værdigt Sidestykke til Hr. Olaf Nilssøn i Bergen og hans Frue Elisa.[3] Det laa derfor nær at forlene netop en Kaperhøvding med Øen, thi en saadan Mand kunde paa engang værge den mod de Fremmede og dertil finde Tilfredsstillelse for sine egne Fribytterlyster ved at feide paa Englænderne, med hvem Kongen af Danmark og Norge levede i en Slags Krig, der dog ikke gik ud over saadanne halvprivate Skjærmydsler. Det er forresten ikke klart, om Didrik allerede nu har været forlenet med den hele Ø eller, som det i en noget senere Tid skal have været Tilfældet,[4] kun med den østlige og sydlige Fjerding. Den myrdede Bjørn havde nemlig en Søn, Thorleif, der ligeledes havde meget at sige paa Øen, og som maaske har forestaaet de to øvrige Fjerdinger.

Da Thronen var bleven ledig 1481 ved Christierns Død, opstod i Norge et Interregnum, under hvilket Rigsraadet, som naturligt under saadanne Omstændigheder, udviklede mere Virksomhed end sædvanligt. Navnlig vilde det bruge Leiligheden til at besætte Rigets Len efter sit Ønske. Ved et Raadsmøde i Bergen i Eftersommeren 1481 blev saaledes Thorleif Bjørnssøn udnævnt til Hirdstjore over den hele Ø. Om Didrik Pining heder det i Forleningsbrevet,[5] at han var „faret ud af Island“, men om det var Meningen at afsætte ham, eller om han selv havde opgivet Lenet, siges ikke, men det første er vistnok ikke usandsynligt, netop fordi Didrik siden, efterat Kong Hans var bleven Herre, igjen kom tilbage som Islands Høvding.

Hvor Didrik i denne Tid har opholdt sig, er ubekjendt, men det er sandsynligt, at han væsentlig har drevet paa Fribytteri mod Englænderne. Disse skulle samtidig ogsaa selv have gjort de nordlige Farvande usikre ved lignende Bedrifter, og Kong Hans derfor, ligesom tidligere hans Fader, have benyttet Pining imod dem,[6] uden at man dog med Vished kan bestemme det. Aar, i hvilket Kongen har aabnet denne Kaperkrig. Denne kom imidlertid for en Tid ogsaa til at gaa ud over flere af Hansestædernes Skibe og Kjøbmænd, og Pining fik i den Anledning en meget fornem Krigskammerat i en af sin Konges nærmeste Frænder.

Kong Christiern I. havde som bekjendt to Brødre, Greverne Gerhard og Moritz af Oldenburg. Da han selv kaldtes til Danmarks Throne, overlod han disse sit fædrene Grevskab og maatte ogsaa senere gjøre dem store Indrømmelser, idet de erklæredes for ligesaa berettigede som Kongen selv til at arve Morbroderen, Hertug Adolf, og altsaa maatte affindes med betydelige Pengesummer for at frafalde sine Fordringer. Fra Grev Gerhard, der siden, da Christiern I. var en slet Betaler voldte Kongen stort Bryderi som paatrængende Creditor, nedstammede de følgende oldenborgske Grever, hvis ægte Stamme uddøde i det syttende Aarhundrede. Hans Liv blev rigt paa mange eventyrlige Hændelser, og han døde, efter at have besøgt Skotland og tjent Carl den dristige af Burgund og Henrik VII. af England, omsider 1499 i et spansk Kloster.[7] Grev Moritz, der oprindelig synes at have været bestemt til Prælat, da han studerede i Rostock,[8] men senere havde faaet Delmenhorst paa sin Part, døde 1464 og efterlod af sit Ægteskab med Catharina af Hoya en Søn Jacob (født 1463) og et Par Døtre. Junker Jacob kom for det første under onkelen Gerhards Formynderskab, men denne kunde neppe værge sine egne Lande, end mindre Brodersønnens. I Aaret 1483 erobrede nemlig Biskop Henrik af Munster (1466–1496, født Greve af Schwartzburg og forøvrigt allerede 1463 Erkebiskop eller Administrator af Bremen, hvilket Stift han beholdt ogsaa efter at have faaet Münsters) det befæstede Delmenhorst med Distrikt, hvorfra Junker Jacob maatte flygte, og som siden i lang Tid forblev under Münster. Stæderne Lübeck, Hamburg og Buxtehude havde været Biskopens Forbundne.[9]

Den saaledes fordrevne Jacob skal nu have begivet sig til sit Sødskendebarn Hans, der just ved denne Tid var bleven Danmarks og Norges Konge, og have klaget sin Nød for ham. Han begyndte i Foraaret 1484, og det, som det paastodes, hvad enten det nu var sandt eller ikke, med Kongens Vidende og hemmelige Understøttelse en Sørøverfeide mod Stæderne, der som Münsters Venner havde vakt hans Had og Hevnlyst. Som selv kun et ganske ungt Menneske behøvede Jacob imidlertid ældre og mere erfarne Mænds Tjeneste, og saadanne Hjelpere fandt han i Didrik Pining med hans Pothorst og en forhenværende Borger i Lüneburg, Zander Hoboden. Den sidstnævnte havde forstrakt den til Laan altid haardt trængende Christiern I. med store Pengesummer og, som det gjerne gik dennes Creditorer, ikke faaet andet end gode Løfter til Betaling. Han havde derfor givet sig ud paa Søen som Fribytter, idet han hidtil især havde efterstræbt Kongens Uvenner, Englænderne.[10] Nogle af Junker Jacobs Tjenere kom imidlertid med et Skib og en Kravel ind i en Havn ved Kysten af Baahuslen, hvorfra Befalingsmanden paa Baahus Slot søgte at fordrive dem, men det lykkedes dem at flygte. Ligeledes kom de ind paa Kysten af Halland, men her forliste deres Skib, af Godset blev kun ganske lidet reddet, og Befalingsmanden paa Vardberghus[11] viste sig ligeledes fiendtlig. Junker Jacob havde imidlertid faaet Breve fra Kong Hans om, at han skulde holde op med sine Bedrifter, derpaa havde han bedet om Leide til Danmark og faaet det, men var saa om Sommeren 1484 paa Reisen sydover død[12] etsteds ved Norges Kyst, uvist hvor. Han er det eneste Medlem af den oldenburgske Fyrsteæt, der er død i Norge. Hanseaternes Følelser ved hans Bortgang have faaet et kraftigt Udtryk i disse Ord hos en Krønikeskriver: „Han døde i Norge, og en skare af Djævle førte ham i Triumph til Helvede“.[13]

Omtrent samtidig borttog Didrik Pining bl. a. under den engelske Kyst eller, som det ogsaa blev sagt, ved Bretagne og i den spanske Sø tre spanske eller portugisiske Skibe og bragte dem til Kongen i Kjøbenhavn. Hans egen Kravel kom uden Master ind til Stör i Elbmundingen. Hanseaterne lode fra Prædikestolene oplæse et Forbud mod, at nogen fra deres Stæder maatte kjøbe af Pinings Kapergods, og der opstod selvfølgelig en Mængde Klager og Reclamationer. Navnlig satte Danzigerne sig i Bevægelse for at hindre fortsatte Røverier.[14] Den ovenfor nævnte Zander Hoboden døde imidlertid 1485, idet han, som det heder, var en altfor dristig Seiler og af den Grund forliste.[15] I Aaret 1487 indløb der ved Hansedagen i Lübeck stærke Klager ogsaa fra Contoiret i Bergen over den Skade, som dette havde lidt ved Junker Jacobs Bedrifter. Man vilde gjerne have Erstatning for sit Tab, „men da Junkeren var død, formodedes, at

Kongen af Danmark intet Ansvar vilde paatage sig.“[16]
II.

I 1487 møde vi Didrik Pining i et nyt Farvand, nemlig Østersøen. Det var, som bekjendt, i dette Aar, at Kong Hans satte sig i Besiddelse af Øen Gotland, hvor den selvraadige Hr. Iver Axelssøn Thott, Kong Karl Knutssøns Svigersøn, en Tidlang havde hersket omtrent som en selvstændig Fyrste, men omsider, da han havde Valget imellem at underkaste sig Hr. Sten Sture eller Kongen, valgte det sidste. Didrik Pining fulgte vistnok som Chef for hele den danske Eskadre sin Herre til Gotland, hvor dennes høitidelige Hylding fandt Sted i Pintseugen,[17] og ledsagede ham derfra til Øland.[18]

Et Par Aar senere synes der at have været Differentser mellem Kongen og Hollænderne, i hvilke heller ikke Didrik Pining har været uden Andel. En danzigsk Krønike beretter under 1488 om nogle hanseatiske Skippere i Kongens Tjeneste, Dofe Lutke og Bartold Busch. Den sidste kom i Fangenskab i Amsterdam, hvorfra det dog lykkedes ham at undfly 1490. Han drog til Danmark for at klage hos Kongen. Der fandt nu Underhandlinger Sted s. A. i Hamburg, hvorved der opnaaedes et Forlig mellem Kongen og Hollænderne, men, heder det, hvad Didrik Pining og Busch angaar, kom de til at staa udenfor dette Forlig.[19]

I Juli 1489 ende vi Didrik Pining bundt de norske Adelsmænd, der i Kjøbenhavn hyldede Kongesønnen Christiern (II.) som Norges Riges Arving.[20] I det følgende Aar er han i Bergen, hvor han den 30te August var med at afsige en Dom[21] og den 11te September deltog i det endelige Opgjør af „Junker“ Hans Sigurdssøns Arv,[22] et af de betydeligste Arveskifter, om ikke det betydeligste, vor Historie kjender. Hans Deltagelse ved disse Leiligheder synes at sætte hans norske Herkomst udenfor al Tvivl, ligesom de uimodsigelig godtgjøre, at han, der desuden udtrykkelig betegnes som à vàpn, tilhørte Adelen, om end vistnok en af dens mindre fremtrædende Ætter. Hvad der vistnok især bør lægges Vegt paa, er hans Deltagelse i den nysnævnte Arvesags Afgjørelse. Han optraadte der ved Siden af Erkebiskop Gaute, Biskop Hans Theiste i Bergen, Apostelkirkens Provst, Nils Henrikssøn Gyldenløve og Lagmanden i Bergen i en Sag, hvori Norges allerfornemste Ætter vare interesserede. Dette forudsætter, at han har indtaget en ret anselig social Stilling, men enhver Oplysning i denne Retning, saasom om hans Giftermaal og øvrige Familieforhold, økonomiske Vilkaar o. s. v. mangler fuldstændig.

Naar Didrik atter fik Magten paa Island, kan jeg ikke nøiagtig angive. De islandske Kildeskrifter ere i den Henseende ikke ret klare, ja det har været antaget, at der samtidig eller med meget kort Mellemrum har været to Hirdstjorer af Navnet Didrik Pining paa Øen.[23] Dette har man villet faa ud af et Brev fra Didrik Pining af 1490, hvori han skal omtale en Slægtning af sit eget Navn. Nærmere om den Sag kan jeg ikke dømme, thi da jeg ikke har seet noget fuldstændigt Aftryk af hint Brev, men kun en latinsk Indholdsangivelse deraf, tør jeg ingen Mening nære om dennes Paalidelighed. I og for sig synes Antagelsen usandsynlig. I ethvert Fald er Navnet Didrik Pining bevaret paa Island ved et Par vigtige og længe gjeldende Anordninger om øens Forhold, der hære Navn af „Piningsdomar“ og hidrøre fra Aarene 1489 og 1490. Den første angaar Tienden og Fattigforsørgelsen, den anden Løsgjængeri, Skattefrihed o. s. v.[24] I disse Documenter angives simpelthen Didrik Pining som „Hirdstjore over hele Island“, uden at der tilføies nogetsomhelst til Distinction mellem en ældre og en yngre af samme Navn, hvad der dog vistnok vilde været gjort, ifald der virkelig skulde have været to. Om forresten Didrik selv har havt den væsentligste Del i hine Anordningers Vedtagelse, af hvilke den første egentlig har været en Synodalbeslutning og den anden nærmest er kommen istand ved Lagmænd og Lagrettesmænd, der sammentraadte efter Didriks Tilkaldelse, tør være tvivlsomt nok. Saa har man imidlertid paa Island senere tænkt sig Forholdet, hvorfor en af Øens Chronister omtaler Didrik Pining som „en i flere Henseender nyttig Mand, der raadede Bod paa mange Misligheder, hvilket kan sluttes af den Dom, som kaldes Pinings Dom.“[25]

Foruden med Island har en Didrik Pining ogsaa og det samtidig været forlenet med Vardøhus. Naar han har modtaget dette Slot, af hvis Befalingsmænd han, saavidt jeg ved, er den eneste i hele Aarhundredet, hvis Navn kjendes, skal jeg ikke kunne sige, men 1490 forekommer han i denne Egenskab.[26] Dette staar i god Samklang med de Beretninger, som haves om, at han har beseilet Polarhavene og navnlig bevæget sig i de grønlandske Farvande, men disse Beretninger ere rigtignok saa dunkle, at man ikke med sikkerhed kan dømme enten om Hensigten med hans Bedrifter i hine Egne eller om den egentlige Beskaffenhed deraf. Han skal, heder det i en gammel islandsk Optegnelse, der siden er gaaet over i et berømt engelsk Verk, i Forening med sin tidligere nævnte Ledsager Pothorst have „drevet Handel paa Grønland“, hvad der dog maa forekomme baade gaadefuldt og usandsynligt.[27]

Man kunde forresten paa Didrik Pining som desværre paa altfor mange af den Tids endog mere fremtrædende Personligheder fristes til at anvende, hvad der staar paa Kaspar Hausers Grav: Ignota nativitas, occulta mors. Thi ligesaalidt som vi kjende hans Fødselsaar og Hjemstavn, ligesaalidt kjende vi Tiden for hans Udgang af Livet eller de nærmere Omstændigheder ved denne. Kun findes der hos to Forfattere fra det følgende Aarhundrede, Olaus Magnus og Paulus Elias (i den „Skibyske Krønike“), nogle dunkle Beretninger, der tyde paa, at han efter eventyrlige Oplevelser er kommen af Dage paa en voldsom eller ulykkelig Maade.

Den første af de nævnte nordiske Humanister lader „Pining og Pothorst“ formedelst sit Sørøveri „ved de nordiske Kongers meget strenge Anordning blive udelukkede fra alt menneskeligt Samkvem og erklærede for fredløse formedelst deres yderst voldsomme Røverier og mange grusomme Handlinger mod alle Seilere, som de kunde faa fat paa, enten nær eller fjern.“ De toge da, siger Olaus Magnus videre, sin Tilflugt til „en Klippe, Hvidserken, der ligger mellem Island og Grønland.“ Denne Beretning illustreres ved Anbringelsen af et af de hos Olaus Magnus saa hyppige eventyrlige Træsnit, der forestiller et Stykke af Kysten, paa hvilket en grønlandsk „Pygmæus“ eller Dverg kjæmper med en dobbelt saa stor Person, formodentlig altsaa en Europæer, begge bevæbnede med Landser. Ude i Søen forestilles en Klippe, hvorpaa er udgravet et Compas med Overskriften „Mons Hvitsark“. Forfatteren tilføier, at Sørøverne Pining og Pothorst virkelig paa Klippens Top – skulde have forfærdiget et uhyre Compas ved Kredse og Linier, dannede af Bly, for at gjøre det bekvemmere for dem, der vilde gaa ud paa Rov, ved saaledes at give dem Anvisning paa, i hvilken Retning de skulde gaa tilsøs for at søge stort Bytte![28]

Ifald der virkelig skulde ligge noget til Grund for Olaus Magnus’s i ethvert Fald stærkt udsmykkede Fortælling, maa man uden Tvivl nærmest tænke paa, at der i 1490 var sluttet Fred mellem England og Danmark-Norge. Som en Følge heraf er naturligvis ethvert Fribytteri mod engelske Undersaatter fra dansk-norsk Side blevet strengt forbudt. Didrik Pining har da formodentlig ikke villet holde sig dette efterretteligt, men er af gammel Vane og Tilbøielighed vedblevet at feide paa Englænderne. Dermed har han faaet baade Henrik VII. og sin egen Konge imod sig og er bleven fredløs. Paa den Maade forklares ogsaa let Olaus Magnus’s Ord, at de „nordiske Konger“ (reges aqvilonares) have gjort ham utlæg, thi herved kan altsaa forstaaes Kongerne af Danmark-Norge og England. Det passer ogsaa ret godt hermed, at man 1491 finder en ny Høvedsmand ansat paa Island.

Paulus Eliæ opregner en hel Række af „Sørøvere“, til hvilken Classe af Mennesker han endog, hvad der tager sig underligt ud i en dansk Forfatters Mund og aabenbart kun er tænkeligt i et saa fanatisk Partiskrift, som hans Krønike maa siges at være, henfører Mænd som Søren Norby, den ældre Otto Rud og Jens Holgerssøn Ulfstand. Med en vis Tilfredsstillelse bemærker han, at de nævnte Personer fik en ulykkelig Ende og mange andre Sørøvere med dem. „De fik en ynkelig Død, idet de enten bleve dræbte af sine egne Venner eller bleve hængte i Galgen eller druknede i Havets Bølger.“ Blandt dem, der omkom paa en eller anden af disse sørgelige Maader, nævner han ogsaa „Pyning“ og „Pwthorss“.[29]


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Non minus naucleri periti quam piratae insignes. Petri Parvi (ɔ: Joh. Svaningii) Refutatio Calumniarum &c. et. Chron. Johannis Regis. (Hafn.) 1560. 4. p.
  2. Saml. til d. N. F. Spr. og Hist., III, S. 618, 621.
  3. Se herom Finn Magnusen i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, II, S. 124–125 samt K. Maurer, Islandische Volkssagen der Gegenwart, Lpz. 1860, S. 205–206.
  4. Finni Johannaei Hist. Eccl. Islandiae, II, p. 244.
  5. Dipl. Norv. V, S. 658.
  6. Svaningii Refutatio &c. l. c. Svaning er aabenbart Kilden til Huitfeldts Beretning (Folioudg. S. 987). Sammenlign ogsaa P. v. Møller, Bidrag till Hallands Historia, Lund 1872, S. 138, 380.
  7. Nogle Notitser herom findes bl. a. i Accounts of the High Treasurers of Scotland, ed. by Th. Dickson, Edinburgh 1877, 8. p. LXXVI–VII.
  8. O. Krabbe, Die Universität Rostock, I, S. 135.
  9. G. A. v. Halem, Geschichte des Herzogthums Oldenburg, I, Oldenb. 1794, s. 378 fgg.
  10. Alberti Crantzii Wandalia, Francof. 1580, fol., p. 318.
  11. Paa den Tid Erik Aagessøn (Thott), P. v. Møller, Bidrag till Hallands Historia, I, Lund 1874, S. 159.
  12. Scriptores rer. Prussicarum, hg. v. Hirsch, Töppen u. Strehlke, IV, p. 750–751. Det bemærkes, at dette er Kong Hans’s egen Beretning i en Skrivelse til Hanseaterne af 2den Febr. 1484.
  13. Eadem aestate in partibus Norvegiæ obiit, cujus animam multitudo inferorum ad barathra ovando perduxit. Chronicon Sclavicum, quod vulgo dicitur parochi Suselensis, hg. v. E. A. Th. Laspeyres, Lübeok 1865, p. 363. (Scr. rer. Pruss. IV, 674).
  14. Scr. rer. Pruss., IV, 752. (Caspar Weinreichs Danziger-Krønike).
  15. Alb. Crantz. l. c.
  16. Dipl. Norv. V, S. 671.
  17. Scr. rer. Pruss., IV, 763. Nordisk Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst, I, S. 442. En anden norsk Stormand, der synes at have været der tilstede ved samme Leilighed, var den unge Hr. Henrik Krummedike. (Aarsberetn. fra Geheime-Archivet, IV, S. 273).
  18. Olai Petri Svenska Krönika, utg. af G. E. Klemming, Sthlm. 1860, S. 281. Didrik kaldes her „Skipper Pining“, i Lighed med Christiern II.s bekjendte „Skipper Clemens“. Som man ved, betyder Skipper her det samme, som i vor Tid kaldes Commandeur eller Admiral.
  19. Scr. rer. Pruss., IV, 771, 779.
  20. Dipl. Norv. II, S. 704. Med Munthe (Saml. t. d. N. F. Spr. og Hist., III, S. 621) at gjøre Didrik til Rigsraad, er dog aldeles urigtigt.
  21. Dipl. Norv. V, S. 586.
  22. Dipl. Norv. VIII, S. 436. Chr. Lange i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, IV, S. 7 3..
  23. Finni Joh. Hist. eccl. Isl., II. p. 245.
  24. Lovsamling for Island, ved O. Stephensen og J. Sigurdsson, I, S. 39, 41. Safn til Sögu Islands, II, S. 94, 183.
  25. Diðrik Pining er einn af þeim, sem hèr hafa helzt nafnfrægir orðið, lengra muna menn ekki fram; hann var gagnsamur maðr i mörgu og leidrette mart það illa fór, som menn mega nokkuð til likinda ráda af þeim dómi, sem kallaður er Pinings dómur.“ Ritgjörd Jóns Gizurasonar i Safn til Sögu Islands, I, S. 660.
  26. Lovsaml. for Island ved Stephensen og Sigurdsson, I, S. 41. Espolins Árbaekr, II, 114.
  27. Purchas, Pilgrim, London 1625, fol., III, 520. Grønlands historiske Mindesmærker, III, S. 479–480).
  28. Olai Magni Hist. de gentibus septentr. Lib. II, cap. 11. (Ed. Romae, 1555, fol. p. 70). (Grønlands historiske Mindesmærker, III, S. 475–76).
  29. Monumenta Historiae Danicae, udg. af Holger Rørdam, I, Kbhvn. 1873, p. 28.