Nogle Smaabidrag til det bergenske Contoirs Historie

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De følgende Meddelelser hidrøre fra nogle Undersøgelser, som jeg i Sommeren 1879 fandt Anledning til at gjøre i de forrige Hansestæder Lübeck og Hamburg.

I den førstnævnte Stad henvendte jeg dennegang især min Opmærksomhed paa det saakaldte Handelsarchiv, i hvilket de forrige „Collegiers“, deriblandt Bergefarernes, Archiver ere blevne indlemmede, og hvor jeg ved Forstanderens, Syndicus Dr. C. C. H. Francks udmærkede Forekommenhed fik den frieste Adgang. Bergefarernes Archivalier vare for en stor Del allerede undersøgte af Dr. Yngvar Nielsen, hvis Fortjenester af den hanseatiske Historie ere noksom bekjendte, og her kunde jeg derfor kun gjøre en Efterhøst, men ogsaa Skaanefarernes ulige større og hidtil af norske Historikere fuldkommen uberørte Archiv viste sig at indeholde Adskilligt vedkommende Bergen i den sidste Del af dets tydske Contoirs Dage.

I det store Stadtbibliothek i Hamburg stødte jeg paa et i flere Henseender mærkværdigt Haandskrift, der, om det i rette Tid, hvad det saa vel fortjente, var blevet offentliggjort, vilde have gjort sin Nytte og skaffet sin Forfatter en hæderlig Plads blandt de hanseatiske Historikere. Dette Haandskrift, der udgjør to ret anselige Foliobind, har Titelen „Geschichte des hansischen Contoirs in Bergen“ og er forfattet af Georg Wortmann, formentlig i Begyndelsen af dette Aarhundrede. En Paategning viser, at Haandskriftet i 1817 er skjænket til det nysnævnte Bibliothek af Forfatterens Broder Johannes Wortmann „zum Andenken des allgemein verehrten Verfassers, wohlseligen Herrn Georg Wortmanns“. Verket røber en overordentlig Flid og udstrakt Benyttelse ogsaa af haandskrevne Kilder, men er desværre i altfor ringe Grad ledsaget af Citater. Som et Vidnesbyrd om Forfatterens Indsigt skal jeg anføre, at man allerede her vil finde angivet den samme Mening om Tidspunktet for Sundtoldens Indførelse, som i 1875 med megen Skarpsindighed blev fremsat og begrundet af Dr. J. A. Fridericia[1] og derpaa tiltraadt af Professor D. Schäffer.[2] Men Wortmann indlader sig synderlig nok ikke paa nogen Begrundelse, han taler kun (Haandskriftets 1ste Bind S. 43) „von dem Ao. 1425 angelegten Zoll im Sunde“ som en given Sag.

Nuomstunder vil der ikke lettelig kunne blive Tale om at udgive et i Følge Sagene Natur i mange Henseender forældet Haandskrift, men Meddeleren, der er den første, som offentlig henleder Opmærksomheden paa det injuria temporum saalænge upaaskjønnede og forglemte Arbeide, vil i det Følgende referere enkelte Steder

deraf.
I.

Reformationstiden danner, som bekjendt, Vendepunktet i Lübecks Historie, som i de nordtydske Handelsrepublikers overhovedet. Stædernes Handelsherredømme, der oprindelig havde havt sin Berettigelse i deres overlegne Dygtighed og, i det mindste hvad Norge angaar, neppe bør omtales med den Uvilje, som det længe har været Skik at gjøre, maatte efterhaanden blive unaturligt, da der i de nordiske Lande selv begyndte at udvikle sig en Handelsstand, der kunde afløse de Fremmede. Efterat Grevefeiden var endt med Ydmygelse for Lübeck, vare Tydskerne ikke mere istand til med Vaabenmagt at opretholde sin Magt. Baade Danmark-Norges og Sveriges Konger kunde føre et andet Sprog end hidtil. Endnu vovede vel Lübeck at optræde som krigførende Magt, idet Staden tog Parti i Syvaarskrigen, men Forholdet var blevet et ganske andet, end man havde været vant til i tidligere Unionskrige. I disse havde de vendiske stæder fundet sin Regning ved at støtte Sveriges Uafhængighedsstræben og altsaa at modarbeide Nordens Enhed, men i Syvaarskrigen, der kan ansees som den sidste Unionskrig, greb Lübeck dansk Parti. Hvad der hidtil neppe har været almindelig bekjendt, var der i Stadens Forbund med Frederik II. formelig tilsikret Lübeck „betydelige Udvidelser af Stadens Privilegier i Sverige og i Østersøen overhovedet, ifald Kongen ved dens Hjelp fik bragt Sveriges Rige under sit Herredømme.“ Kongens (utrykte) Forpligtelsesbrev af dette Indhold, dateret 13de Juni 1563, findes endnu i Stadens Archiv, (hvor jeg i 1875 saa det blandt „Danica“), endskjønt Raadet samtidig havde forpligtet sig til at tilbagelevere dette Document, ifald der ikke gjordes Erobringer i Sverige.

Efterat enhver Tanke om væbnet optræden af Hanseater fra denne Tid var opgiven, vedbleve vistnok Stæderne at nyde godt af sine Privilegier i Bergen, men maatte finde sig i, at den hjemlige Handelsstand mere og mere optraadte som deres Concurrenter, og hertil kom, at som oftest snart den ene, snart den anden Stad paa Grund af Misforstaaelser med den dansk-norske Regjering i kortere eller længere Tid blev udelukket fra at nyde godt af Privilegierne. I August 1614 bestemte saaledes Christian IV., at Handelen i hans Lande og særlig i Bergen skulde være Lybekkerne forbudt, da han under sin første Svenskekrig var kommen i Differentser med dem, medens derimod Hamburg, Bremen og Deventer fremdeles fik Lov at drive den i Bergens By (men ikke i Stiftet) samt paa Nordlandene. Han lod derhos Tydskerne vide, at det Hele kun beroede paa hans Naade, samt at han ikke længere erkjendte Hansestæderne som et bestaaende Corpus. I den følgende Tid vedblev Bremen at nyde Begunstigelser, fordi Kongen havde Øinene henvendte paa at skaffe sin Søn Frederik Bremens Erkestift, men Hamburg kom derimod i Unaade. Sagen var den, at Christian IV. arbeidede paa at fremkalde en Rival af Hamburg ved at begunstige sin egen Stad Glückstadt og desuden ved Oprettelsen af et islandsk Compagni i Kjøbenhavn ogsaa vilde berøve Hamburg den Handel paa Island, som Staden allerede i det femtende Aarhundrede havde vidst at rive til sig. Adskillige Stueeiere i Bergen kom paa denne Maade alt nu (omtrent 1620) i stor Knibe; de maatte pantsætte dem eller ogsaa gribe til en Udvei, nemlig den at lade sine Husbønder og Tjenere tage Borgerskab i denne By, men dette var en saare farlig Sag, thi adskillige af disse nye Borgere saa sin Fordel i at svige sine Principaler, skaffe sig selv Kunder og vende sit Fædreland Ryggen. Vistnok udsonedes Hamburgerne i Juli 1621 med Kongen ved Forliget i Steinburg, men efter nogle Aars Forløb (ved 1630) indtraadte atter et uvanligt Forhold mellem Kongen og Hamburg, der varede i en længere Aarrække. Saavel i Hertugdømmerne som i Danmark og Norge lede Hamburgerne herved store Tab.

I 13–14 Aar var Hamburgs Handel paa Bergen saagodtsom afbrudt. Wortmann har her kunnet benytte Optegnelser af en Hamburger i Bergen, Otto Völckers, der havde været Husbonde for en Stue og derpaa blev Eier af en saadan og Oldermand paa Bryggen, indtil han omsider 1650 vendte tilbage til sin Hjemstad. Disse Völckers’s Optegnelser fortjene at anføres. Den største Del af de Hamburgske Bergefarere, fortæller han, mistede ikke alene sin Handel, men endog sin Formue. For dog om muligt at redde noget forlode de Hamburg og flyttede til Glückstadt eller Bergen og toge Borgerskab der som danske Undersaatter. Kongen havde nemlig ei alene forbudt alle sine Undersaatter al Handel med Hamburg, men ogsaa forbudt Alle og Enhver at betale sin Gjeld til Hamburgerne og paalagt sine Lensmænd og Fogder at lægge Beslag paa deres Fordringer. Slotshøvedsmanden i Bergen, Jens Juel, skulde paase Overholdelsen heraf. Den 30te Mai 1630 foretoges nu Undersøgelse paa alle Hamburger-Stuer, alle Varer opskreves, og alle Bøger forsegledes, de første bortførtes, og de sidste sendtes til Slottet. Stuerne lukkedes, og Handelen ophørte. I Holsten og Danmark frigaves vistnok denne snart paany, men ikke i Bergen. Først i December 1643, da en fuldstændig Udsoning havde fundet Sted mellem Kongen og Hamburg, udleveredes atter Bøgerne fra slottet til oldermænd og Forstandere for Contoiret, men de bortførte Varer saa man aldrig mere til. Bøgerne befandtes alle at være aabnede, samtlige deri indførte gode Fordringer havde man inddrevet, og kun de øvrige, der alene kunde erholdes gjennem fortsat Credit, stode tilbage. Men disse mindre sikre Debitorer vare i den lange Tid „theils verdorben, theils gestorben“, saa at Stuernes Besiddere eller Interessenter lidet eller intet fik reddet af sit Tilgodehavende i Bergens og Throndhjems Lene eller overhovedet i Norge. Da dertil mange Stueeiere ganske vare gaaede tilgrunde, blev det kun den mindste Del af de forhen hamburgske Stuer, som vedbleve i Hamburgeres Besiddelse. Vistnok bestræbte man sig fra Hamburg af for atter at bringe Liv i den gamle Handel, men den ovenomtalte Udvandring af Bergefarere, Vanskeligheden af at bringe de gamle Kunder tilbage til Stuerne, og endnu mere de bergenske Borgeres Concurrence stod i Veien. Disse sidste havde nu faaet Indgang paa selve Bryggen og kunde ikke mere fordrives derfra. Allerede før var det ikke uden Exempel, at Borgerne vare komne i Besiddelse af en Stue, men nu tiltog dette i større Udstrækning.

I 1630 havde Lübeck, Hamburg og Bremen sluttet sig sammen til et nyt Hanseforbund, men det var fra nu af egentlig Bremen, der havde den største Handel paa Bergen. Den Forøgelse af Borgerskabet i denne By, der var blevet en Følge af Udvandringen fra Hamburg, blev til stor Skade for deres forrige Landsmænd, thi disse Tydskere havde, medens Forbudet mod Forbindelsen med Hamburg stod ved Magt, knyttet Forbindelser med Frisland og Holland. Hollænderne fandt herved Anledning til at optage sin gamle, men en Tid lang afbrudte Seilads paa Bergen, de fik en fordelagtig Handelstractat med Danmark 1647, og der opstod en betydelig Factor- eller Commissions-Handel, hvorved de tydske Borgere i Bergen havde store Fordele, idet de sparede de Udgifter, som det kostede Hanseaterne at holde Contoiret vedlige. Overgang til norsk Borgerskab maatte saaledes blive fristende.

Under saadanne Omstændigheder maatte Contoiret føle sig haardt trykket og henvendte sig derfor til Directoriet i Lübeck med sine Klager. Disse gik især ud paa, at Contoiret tog Skade ved, at de omtalte som Borgere i Bergen bosatte Tydskere, selv naar de forskrev Varer fra Hansestæderne, ikke tog dem hos disses Bergefarere, men derimod hos Handlende i disse Stæder, der stode udenfor hint Collegium. De tre Stæder, Lübeck, Hamburg og Bremen, toge da den Bestemmelse, at kun deres Bergefarer-Collegier skulde befatte sig med Handel paa Bergen.[3] Men den Tid var forbi, da saadanne Indskrænkninger bleve respecterede. De udenfor Bergefarer-Collegierne staaende Hanseaterborgere følte sig fornærmede, og Bergens og Throndhjems Borgere ligesaa. De henvendte sig til Regjeringen, som derved yderligere blev de Fremmede ugunstig.

Frederik III. var ingen Ven af Hamburg og vedblev som Faderen af al Magt at begunstige Glückstadt, hvor han vilde skabe en stor Stapelplads, ja han vilde endog hindre, at Varer fra Jylland, Norge og Island førtes directe til Hamburg. Da dette for Norges Vedkommende stred mod Contoirets Rettigheder, sendte Hamburgerne i 1663 Deputerede til Kjøbenhavn, men nu forlangte Kongen Arvehylding af deres Stad, som formentlig holstensk By, og Hamburgerne havde derhos i Hans Schack en personlig Fiende ved Hoffet. Den danske Regjering negtede derhos atter at erkjende noget hanseatisk Forbund og vilde kun tilstaa Privilegier til hver enkelt af de tre Stæder for sig. Uagtet Stæderne havde forbundet sig til at staa enige sammen, fandt nu Bremen sin Fordel ved at gaa sin egen Vei, og denne Stad fik ogsaa (23de Septbr. 1663) sine Privilegier bekræftede, men rigtignok med betydelige Indskrænkninger. Handelen i Bergens Stift blev udtrykkelig Bergens Borgere forbeholdt, ligesom ogsaa Borgerne skulde have 14 Dages Forkjøbsret fremfor Contoiret til Varer, som ankom med fremmede Skibe, og 6 Dages Forkjøbsret til saadanne, der ankom med indenlandske eller danske Skibe. Ende- lig skulde Bremernes Privilegier aldrig præjudicere Bergens og Glückstadts. Hamburgerne forsøgte forgjeves ved Henvendelse til den tydske Keiser at opnaa bedre Rettigheder, og i Lübeck var man meget misfornøiet.

Danmarks Forbund med Holland efter det bekjendte Slag paa Bergens Vaag 1665 blev yderligere til Skade for Hanseaterne, der nu vare Hollænderne ganske underlegne. Mangel paa Enighed mellem stæderne virkede fremdeles skadeligt for Contoiret, og i Hamburg kom hertil ogsaa de bekjendte Rivninger mellem Byens Øvrighed og dens Borgerskab. Bremen trykkedes paa sin Kant af det vanskelige Forhold, hvori det efter den westphalske Fred var kommen til Sverige, der havde erhvervet det seculariserede Erkebispedømme og bestræbte sig for ogsaa at underlægge sig Staden selv. De Forsøg, der i 1668 og 1669 gjordes paa at blæse nyt Liv i det døde Hanseforbund ved at bringe flere Stæder til at slutte sig dertil, førte til intet Resultat.

Da Hamburgerne ved Christian V.s Thronbestigelse bragte Kongen sin Lykønskning og paa sædvanlig Maade ansøgte om Privilegiernes Bekræftelse, fik de det Svar, at Hans Majestæt ikke betragtede dem som fremmede, men som sine Undersaatter i hans Egenskab af Holstens Hertug, og at man, saasnart de havde hyldet ham som saadan, nok skulde blive enig om deres Handelsprivilegier. Selvfølgelig kunde de under saadanne Omstændigheder hverken erholde eller modtage nogen formelig Bekræftelse, men der blev dog 1671 reskriberet til Gyldenløve, at Hamburgerne indtil videre kunde handle paa de gamle Betingelser, idet man forudsatte, at de vilde vise Kongen Lydighed. Under 30te April 1673 fik Bremen og Lübeck sine Privilegier bekræftede, idet de fik Frihed for Contoiret for de Contributioner, som Kongen maatte behage at paalægge Borgerne. I den følgende Tid led Handelen imidlertid meget, dels fordi de indre Uroligheder i Hamburg vedbleve, dels fordi Kongen forlangte, at Hanseater og Hollændere ikke skulde bruge sine egne Skibe, men benytte de norske Defensionsskibe, som Borgerne paa den Tid havde faaet Paalæg om at holde. Da Hollænderne 1688 fik Lov til i 5 Aar at bruge egne Skibe, blev det endnu vanskeligere for Hanseaterne at holde sig. 1688 blev ogsaa hamburgske Grønlandsfarere efter kgl. Befaling opbragte til Norge. Hamburgerne fik omsider 1692 formelig Fornyelse af sine Privilegier, men Handelen svarede liden Regning for dem, og man stod sig bedre paa at drive den gjennem norske Factorer.

Den store Ildebrand i 1702 blev som bekjendt skjæbnesvanger.[4] Nu opgav mange Besiddere af Hamburger- og Lübecker-Stuer disse sin Eiendom, medens Bremerne vare ivrigere for Gjenopbyggelsen. Hamburgerne og Lübeckerne lode nemlig Borgerne faa Lov til at bygge paa visse Vilkaar. Nogle Gaarde gik ganske ind. Wortmann angiver, at der i 1719 endnu gaves 24 bremiske, 2 hamburgske og 2 lübeckske Stuer, tilsammen 28, hvilket Antal stemmer med en Angivelse fra 1717.[5] Derimod angiver samme Forfatter, at i 1750 fandtes der 16 bremiske, 1 hamburgsk og 1 lübecksk Stue, medens 42 tilhørte Borgere i Bergen.

Frederik den fjerde havde 1700 givet Contoiret midlertidig og 1707 formelig Bekræftelse paa Privilegierne. Nogle Aar senere førtes der en heftig Strid mellem Contoiret og Borgerskabet især om Handelen paa Sølenene hvor Contoiret skulde have 25,000 Rdl. tilgode, samt om Liggedagene m. V. En Dom var gaaet Tydskerne imod, og Sagen kom for Kongens Conseil. Stiftamtmanden havde bl. A. erklæret, at han „holder det for et fast Argument, at naar Bonden har tvende stridende parter at sælge til, han da bedre sine Varer kan debitere og ei være forbunden at sælge dem tor den Pris, som Borgerskabet alene selv fastsætter, om de alene den Handling have, hvilket er mærkeligt at se i Bergenhus Stift, hvor Bonden er Borgernes Træl formedelst den Gjeld, de saa vel ved at binde ham fast ved, hvorover Gjeld følger Slægt til Slægt uden Haab at komme derud af. Saa er det at slutte af denne Borgerskabets Tvistighed, at dets Øiemærke er at fordrive de Contoirske, som uden denne Handel ei kan subsistere, da de dog have sat Bergen paa en ganske god Fod, thi de fleste formuende Borgere have først tjent paa Contoiret og siden taget deres Borgerskab, hvorved Byen meget har profiteret. Borgerskabet har desforuden den halve Handling paa Nordland fra de Contoirske, saa det ei er troligt, at de faa, som endnu af dennem er tilovers, skal være udi den Tilstand, at de kunde præjudicere Borgerskabet, i hvad Handel det end være kan.“[6]

II.

Fra gammel Tid af havde der, som ovenfor (S.252) antydet, været Strid mellem Bergefarerne i Lübeck og andre Borgere i denne Stad, der ønskede at handle paa Norge. Bergefarerne havde 1646 udvirket et strengt Forbud fra Raadet i Lübeck mod, at Stadens Kjøbmænd og Skippere udenfor deres Collegium maatte faa Lov til at beseile den norske Kyst fra Stavanger af og nordover. I den Anledning gjorde Skaanefarerne, der udgjorde Lübecks mægtigste Collegium, men forlængst intet mere havde med Skaane at bestille, i Aaret 1650 en indtrængende Forestilling til Raadet, hvoraf noget fortjener at meddeles som oplysende baade for de bergenske og lübeckske Forhold:

„Die Bergenfahrer wollen bedenken, wie hoch schädlich es dem Kaufmann und dieser Stadt sey, dasz sowohl Kaufmann als Schiffer wegen ihrer Handlung von Staffanger an bis Nortwerts so lang und wo sich Norwegen erstreckt, in die 300 Meylen Sehes sich der Handlung und Schiffahrt enthalten, welches nicht allein die hogste Unbillichkeit ist, zumahlen allen Fremden, Ausländischen als Holländer, Frantzosen, Englischen &c., allda zu handeln frey stehet, sondern auch publico und privato schädlich ist, dasz dieser Stadt wegen des Contoirs etzliche viel Melionen (sic) abgangen und noch täglich. In reifer Erwägung, dasz doch die Bergerfahrer anderen Nationen diese Handlung überlassen und sie den hundertsten Theil sich derer nicht gebrauchen, uns und unsern Schiffern nicht gönnen mögen, und dadurch der Kaufmann einen schöner Handlung als an Häuten, Buiken (?), Tallich, Traen, Tehr, Butter, Fisch, Fleisch nnd Peltereien Würde beraubt, welche die Frembde mit groszem Profit da kauffen und verhandeln, so alles guten Theils dieser Stadt zuwachsen konnte, da doch die Bergerfahrer aller solcher Handlung und Wahren nicht mehr genieszen als was ihnen aus gedachten 300 Meylen zufällig aus Conthor gebracht wirt, im übrigen aber die Fremden die Handlung an sich ziehen.

Gestalt dann die Bergerfahrer gar wol wissen, dasz die ausserhalb Contoirs, sonderlich die Ueberstrandischen nunmehr in solchem geringen Zustandt nicht sein, wie sie zeit der ertheilten Privilegien gewesen, und gar wenig Schiffahrt getrieben, nunmehr aber 40–50 Sehiffe mit Wahren über See ab- und zugehen lassen, so ihnen das Contoir oder Jemandt anders nicht kann vorwehren, dannenhero man uns auch was billig gestatten mochte.

Wie dan hiebey dieses zu beachten, worum doch die Bergerfahrer unsere Benutzung und Schiffahrt an den Norwegisehen Ortern uns mehr dann andern Nationen misgönnen, so einzig und allein daher rühret, dasz sie ungern gestatten andere Zuführe als dessen, was sie uns bringen, gestalt dan sie dadurch die Wahren also versteigern und setzen können, wie sie wollen, wie man an der dänischen Nation, so oftmals aus Ueberstrandt und ganz Norwegen anhero führet, welche solche Wahre 16. 17. 18. 20. pro Cent. geringer, als von den Bergerfahrern zu bekommen, verkaufen.

Schlieszlieh mag den Bergerfahrern ihre alte Schutzrede nicht helten wan sie vorgeben, mit was Kostbarkeit sie das Conthor und dessen Statum bei Geist- und Weltlichen erhalten. Dan ist ja weltkundig, dass sie dagegen so mächtig privilegirt, dass auch wan es anderen widerfahren und solche Handlung allein gegonnt wurde, auch desgleichen Kosten dagegen ohnbeschweret anwenden möchten und wollten.“

Denne Strid gjentog sig og fornyedes i Begyndelsen af det attende Aarhundrede. Skaanefarerne, Stockholmsfarerne, Rigafarerne o. s. v., altsammen Collegier, som kun havde bevaret Navnet af sin oprindelige Bedrift, klagede over Bergefarernes Eneret til at handle paa Bergen og Norge og gjorde bl. A. gjeldende, at Bergefarerne jo nu havde saa ganske faa Stuer igjen, og at de ulovlig optoge Brødre, der ikke tilforn havde tjent i Contoiret[7] eller besade Stuer. Af Bergefarernes Svar, hvori de hovere over, at Skaanefarerne forlængst ikke have nogen Befatning mere med Skaane, kan anføres nogle Prøver:

(24 Nov. 1714). – – „Genug ist, dasz wir mit unsern wenigen Staafen eben so wohl das Contoir in Bergen unterhalten können, als wann wir 20 à 30 hätten, und mochte man allhiro billig fragen, was gehet doch denen Schonenfahrern dieses an, ob wir viel oder wenig Staafen in Bergen haben. Wir haben auch niemalen une bekümmert, wie viel Staafen sie annoch in Schonen haben. Wir sind auch nicht gesinnt darum ihre Privilegia zu kränken, dasz sie in Schonen keinen einzigen haben, sondern sind zufrieden, wan wir hei unsern Privilegien bleiben, die unsern Vorfahren über 400 Jahr besessen. – – Wir können auch wohl leiden, dasz die Privilegia von der Nordischen Handlung in Hamburg nicht mehr gelten, und von denen Interessenten freiwillig allda abandonirt seyn und dasz dadurch ein jeder sich die Freiheit genommen nach Norwegen zu handeln, aber was soll uns das præjudiciren? – – Wir machen sonsten keine grosze Prahlerei – wie die Schonenfahrer wohl meinen – von dem Recht nach Norwegen zu handeln, sondern wir sagen und gestehen nur offenbar, dasz une solches privative zukommet, und in der Meinung stehet die ganze Stadt. – – Kann ihnen gleich viel sein, ob wir annoch drei Staafen haben in Bergen oder nicht. Wir haben noch mehr in Norwegen als die Schonenfahrer in Schonen, und haben wir schon vor diesen darauf geantwortet, dasz unser Contoir kein Schattenwerk sei.“

(6 Mai 1715) – – „dasz von den 4 Contoiren unser Bergisches Contoir das einzige noch übrig ist, was nicht allein den bloszen Namen führet, sondern auch in der That ein Contoir zu nennen, so Priester und Leviten und andere Bediente in Bergen erhalten kann.“

Endnu Frederik V. bekræftede 1747 Contoirets Privilegier, men det blev den sidste Gang. Af Stuerne gik nemlig, som i forrige Stykke berørt, flere og flere over fra Hanseaternes i Borgernes Besiddelse. Tilsidst havde i 1763 Hamburgerne ingen Stuer tilbage og Bremen og Lübeck hver kun en eneste. I Løbet af Aaret solgtes ogsaa den sidste Bremerstue. Lübeokerne havde allerede 1760 tænkt paa at sælge sin, og i 1764 fandt Salget endelig Sted.

I Begyndelsen af hint Aar indsendtes (formodentlig fra Bergefarernes Collegium) en Memorial til Raadet i Lübeck, af hvilken vi skulle referere Hovedindholdet. Contoiret, hed det, havde i Aarhundreder været privilegeret af de „danske“ Konger og det med saa meget større Grund, „als dadurch des Königs Interesse sowohl als der dasigen königl. Unterthanen Nahrung und Wohl befördert wurde.“ Man havde havt 72 Handelsboder (Stafen). Interessenterne havde oprettet et Collegium eller Raad i Bergen, bestaaende af to Oldermænd, som skulde tages af Societeterne i de tre Stæder og aarlig afløstes af nye, dertil af en Secretær og af fire Achteiner eller Deputerede for Husbonderne. Interessenterne havde sammenskudt til en fælles Casse, hvoraf de syv nævnte Functionærer lønnedes, ligesom der var opført en Gaard („Kaufmanns Haus“, Kjøbmandsstuen), hvor Oldermændene og Secretæren havde sin Bolig. Videre havde man ansøgt Kongl. Majestæt om Tilladelse til at bygge en Kirke (!) og selv dertil at kalde tydske Prester, hvilke de ogsaa selv salarerede. Men Borgere og Kjøbmænd i Bergens By saa skjævt til Contoirets Opkomst og Flor, og det lykkedes dem efterhaanden at reducere dette i den Grad, at det kun beholdt Handelen med Nordfarerne. Profiten blev saaledes formindsket, og flere Stuer gik fallit, Borgerne kjøbte dem „und nistelten sich solcher Gestalt in das deutsche Handlungs Contoir in.“ Da Fordelen saaledes aftog, vilde Stæderne ikke mere bidrage til Contoirets Opretholdelse. Som Følge heraf geraadede dettes Indretninger i Forfald, og først forsvandt de to Oldermænd, derpaa de fire Achteiner. „Und nachdem schon vor Jahren die Stadt Hamburg und mit Ausgang abgewichenen Jahres auch Bremen völlig vom Contoir sich losgerissen hat, so sind wir hiesigen die einzigen, welche noch eine Handlungs-Bude oder Stafen an dem dasigen Contoir haben, und ist dazu durch die üble Wirthschaft und eigennutzige Betriebe ein und anderer gehabten Handlungs Verwalter höher in Schulden vertieft, als er vielleicht werth sein mag. Zwar sind wir in den uns abgefertigten Rechnungen und auf dem Papier sehr reich und haben einen guten avance vor uns. Sobald wir nach der wahren Beschaffenheit gründlich fragen oder auch diesem oder jenem für einen gewissen Preis oder Summa die in der Rechnung angeführte Activa überlassen wollen, so heiszt es: für die Schuld gebe ich gar nichts, und von dieser möchte die Hälfte und von jener ¼ eingehen, um zu haben sein. Und wenn man solche auch dafür ueberlassen will, wollen sie es nicht einmal annehmen. So geht es auch mit unsern dasigen Kaufmanns-Waaren und Stafen.“ Der forestod ogsaa en nødvendig Reparation af Kirken og begge Presteboligerne, „welche den gäntzlichen Umsturtz drohen“, og den for Tiden fungerende „Handlungs-Vorwalter“ anslaar de dertil fornødne Udgifter til 3000 Rthlr. De borgerlige Interessenter i Bergen skylde sin „Kirchengeld“ for flere Aar, og kongelige Befalinger ere udgaaede til dem om at betale, men Stiftamtmanden har lagt Hindringer i Veien for Execution. Saaledes kan man ikke længere beholde Stuen, men maa tænke paa at sælge den, saaledes som Hamburg og Bremen have gjort. Forinden man skrider til Salg, vil dog Societetet udbyde sin Stue med alle tilhørende Bygninger, Kjøbmandsvarerne og Activa og Passiva til de commercerende Collegier i Lübeck. „Ein Freund“ har budt 1600 Rthlr. for det Hele med overtagelse af Gjelden. Privilegierne, som man nyder, ere i Korthed følgende: 1) Interessenterne i Contoiret have Løfte om kongelig Beskyttelse, 2) Frihed til at handle med Nordfarere og bebo Stuerne uden at være Borgere i Bergen, 3) Patronat over Kirken og Ret til at kalde tydske Prester mod Forpligtelse til at underholde disse og „das Armen-Haus“, 4) Frihed for den ordentlige Contribution, medens der skal skattes af Stuen. 5) Med Hensyn til Told staar man lige med Borgerne, det vil sige, man betaler ⅓ mindre end Fremmede. Men hvergang der er Thronskifte i Danmark og Norge, maa Fornyelse af disse Privilegier søges „mit schweren Kosten“.

Senatet i Lübeck nedsatte nu under 17de Febr. 1764 en Commission „in Bergensibus“, og den 12te Marts s. A. afgaves et „votum civicum“. Man ønskede at conservere Stuen for Lübeck og mente, at en Lettelse kunde opnaaes ved at overlade Kongen Kirken. I Nødsfald maatte man naturligvis sælge, men „es verstünde sich von selbst, dass damit alle hiesigen jura, welche das Löbl. Bergefahrer-Collegium in Betracht des Stafens bisher genossen, aufhören mussten, beneficia im Zollen nnd auf der Cay, welche sie vor andere commercirende Collegien vorzuglich genossen, mit aufhören und sie denen übrigen gleichgemachet werden.“

Salget fandt da Sted, idet Christian Joachim Mohn, hidtilværende „Handlungs-Vorsteher“, kjøbte Stuen for 1600 Rthlr. Han har da udentvivl været den unævnte „Freund“, der ovenfor er omtalt.

Men fremdeles var Kirken med tilhørende Armenhaus o. s. v. hanseatisk Eiendom, ligesaa Kjøbmandsgaarden. Hvad Kirken angaar, havde den selvfølgelig ikke mere Værd for Bergefarerne i Lübeck, men var nu factisk kun en sognekirke for de borgerlige Stueeiere i Bergen, der som bekjendt lige til henimod vore Dage dannede en tydsk Menighed. Bergefarerne vilde derfor gjerne blive Kirken kvit og overdrage den til Kongen, men de „contoirske Borgere“ (for den største Del expatrierede Tydskere) forlangte, at Bergefarerne forinden skulde betale alle resterende Kirkepenge. Kjøbmandshuset vilde de contoirske Borgere helst selv sætte sig i Besiddelse af, og der opstod saaledes en Strid. Den nævnte Christian Joachim Mohn, som varetog sine forrige Principalers Tarv, skrev til Lübeck den 23de Marts 1766, at han havde forestillet Sagen om de ikke betalte Kirkepenge for de contoirske Borgere for at bringe dem paa bedre Tanker, men forgjeves. De paastaa, at om end Lübeckerne ikke mere have flere Stuer, saa bestaa fremdeles deres Privilegier, der enten maa tages tilbage af Kongen eller paa en solenn Maade gives denne tilbage. Indtil videre maa derfor Bergefarer-Collegiet have fuld Ret til at bruge sine Privilegier, og det maa tillige opfylde alle sine Forpligtelser med Hensyn til Kirken og det kirkelige Væsen. Hertil svarede Mohn, at Kirken nu var overdraget til Kongen, men de contoirske Borgere bemærkede, at da Lübeckerne havde Patronatet i Fællesskab med Societetet i Bremen, var det ikke nok, at overdragelsen skede af Lübeck alene, den maatte ske „mit solenner Feyerlichkeit und in bundigster Form“, og der var fra Kjøbenhavn ingen Melding i denne Sag indløben. Mohn havde forhandlet med Borgerne „bisweilen in Gelaszenheit freundschaftlich, bisweilen auch in aüsserster Hitzigkeit“. Han har desværre ved denne Affaire ikke kunnet undgaa at paadrage sig „viele Feindschaft unter hiesigen contoirischen Bürgern und Einwohnern“. Særlig nævner han Hans J. Jordan[8] som „einer mit von denen Bürgern, welcher hauptsächlich denen andern contoirischen Mitbürgern allerhand denen Lübeckischen zum Nachtheil gereichenden Projecten inspiriret, da ich ihm doch viel ein besseres zugetrauet hätte.“ Mohn tilraader imidlertid, at man ikke skal undslaa sig ved at betale sin „Kirchengeld“ indtil nærværende Tid, da der dog i lang Tid ingen Reparation er skeet paa Kirke og Prestegaarde, skjønt den var høist fornøden. Hvad Kaufmanns-Haus angaar, da gaar der et Rygte om, at de contoirske Borgere have til Hensigt uden videre at sætte sig i Besiddelse deraf. Derom skulde ogsaa et Skrift være forfattet. De Contoirske paastaa, „dass die Lübecker ehemalig sollten viel Geld vom Armenhause oder der Kirche aus Bergen gezogen haben“, og at alle contoirske Borgere vare tilsinds at underskrive en saadan Erklæring

Den 24de Septbr. 1766 udgik i Lübeck et „decretum in senatu“, der paalagde Commissarierne „in Bergensibus“ at forebringe Borgerskabet Spørgsmaalet om Kirkens Afstaaelse, saasom Bergefarer-Collegiet ikke formaaede at soutenere Reparationen, Kirkebetjentenes Underholdning o. s. v. Et „votum civicum des bürgerlichen Collegii“ fattedes den 8de Novbr. 1766 saaledes: „Wenn hei die Uebertragung der Kirche und des Armenhauses in Bergen an S. K. Dän. Majestät die damit verknüpften Privilegia nicht zu conserviren sein durften: dass man auf die Erhaltung dieser liegenden Grunde bedacht sey, nnd bei der Stadt Cassa um einen Vorschusz antragen möchte. Doch mussten alsdann sämmtliche Commercirende in Ansehung des dortigen Handels einerlei Rechte geniessen.“

Afstaaelsen af Kirken og Fattighuset fandt derefter Sted, og om Privilegiernes Fornyelse, der ellers maatte have været ansøgt just nu, da Frederik V. var død 1766, blev ikke Tale. Omsider solgtes ogsaa Kjøbmandsstuen 1777. Hermed ophørte den sidste Rest af Contoiret. Indtil den Tid synes Bergefarerne i Lübeck endnu at have nydt nogle af sine gamle, ovenfor omtalte Forrettigheder i sin Hjemstad, og Mohn sees at have sendt dem store Partier Fisk, som de kunde indføre med billigere Told og Bryggeafgifter i Lübeck. Herom erfares i hans Brev af 9de April 1771, hvori han tillige melder om den store Ildebrand i Bergen den 2den April s. A., ved hvilken „110 af de bedste Huse brændte“. Efter 1777 bortfaldt den sidste Rest af Bergefarernes Forret fremfor andre Borgere i Lübeck til at fare paa Bergen, deres Privilegier paa Lübecks Kai o. s. v. Men Collegiet selv vedblev endnu at bestaa indtil over Midten af vort Aarhundrede, og Bergefarerne havde Ret til „Brüder in ihrem Collegio, ohne dasz diese vorhero in Schonenfahrer-Collegio aufgerufen werden, annehmen.“[9]


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Fra hvilken Tid skriver Sundtolden sig? Et Par kritiske Bemærkninger af J . A. Fridericia. Dansk hist. Tidsskr., 4. R., B. 5, S. 1–20.
  2. Hansische Geschichtsblätter 1875, S. 33 flg.
  3. Wortmann bemærker her, at man ved den Tid nærede feilagtige Formeninger om Commissions-Handel, „indem man allgemein in den Wahn stand, dass durch denselben den Fremden ein Nutzen zugewendet vurde, auf den der Bürger daa nähere Anrecht hätte, und der durch den geringen Factoren-Lohn nicht wieder gut gemacht wäre.“
  4. Vicestatholder Fr. v. Gabels Memorialer til Kongen om denne Brand m. M. (Chr. Langes Norske Tidsskrift for Videnskab og Literatur, II, S. 102 flg.) indeholder adskilligt af Interesse. Mærkeligt er det, at Almuen synes at have holdt meget af det tydske Contoir. Alle Folk raabte: „Ak kunde Kantoret blive reddet, saa kunde vi vente Hjelp, det har altid hjulpet os paa Fod igjen; vi haabe, det gjør saa endnu, om det maa vedblive for de forbandede Folk, som vil have det bort.“
  5. Y. Nielsen, Bergen, S. 399. Her angives dog kun 1 Hamburgerstue, men 25 bremiske.
  6. Geheimeraadernes (Sehesteds, Vibes, Lentes og Krabbes) Vota tilligemed Stiftamtmandens Erklæringer i denne Sag findes i Afskrift, men uden Dateringer, paa det st. kgl. Bibl. (N. Kgl. Saml. 1002, Fol.)
  7. Det var Regelen, at Bergefarerne i Lübeck i sin Ungdom havde tjent sig op i Contoiret. Naar de som etablerede Borgere i Lübeck giftede sig, lode de paa Bryllupsdagen foranstalte en Festlighed paa Contoiret. En saadan beskrives i Braems fortræffelige Reisebeskrivelse fra 1673 (Norske Magasin, II, S. 473).
  8. Hans Joachim Jordan, født i Wismar 1707, var Kjøbmand i Bredsgaarden og døde 1777. Se W. (Brandt), Stamtavle over Legatfamilien Meyer m. fl. Bergen 1871. 4. S. 26.
  9. Kilderne til hele dette Afsnit findes i Skaanefarernes Arkiv i Lübeck.