Det gamle Christiania/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J. W. Cappelens Forlag (s. 47-73).
I

Ved Christianias Anlæg vedbleve naturligvis Oslos Privilegier at være gjældende for de overflyttede Borgere ogsaa i det nye Hjem. Borgerne fik derhos nogle midlertidige Begunstigelser, f. Ex. Skattefrihed i fire Aar. I 1632 fik Byen nye Privilegier, der siden gjentagne Gange forbedredes og bekræftedes.

Man søgte i de Dage ved formelige Anordninger at tilmaale enhver Kjøbstad et bestemt Distrikt eller Opland. Dettes Befolkning skulde handle med denne Stad og ikke andensteds, skjønt saadanne vilkaarlige Paabud sagtens aldrig have ladet sig gjennemføre og forlængst have ophørt at existere. Det Christiania anviste Opland udgjorde tillands det hele daværende Akershus Len, (hvortil dengang bl. A. ogsaa henhørte begge de nuværende oplandske Amter) og tilsøs strækningen fra Baahus Fæstningsporte indtil Aaen Sire, dog saaledes, at de faa mellemliggende smaabyer hver fik «nogle Miles Frihed». Der er ogsaa Grund til at tro, at Christianias Borgere udstrakte sin Forretningsvirksomhed selv over fjernere Egne af denne lange Kystlinie. Dengang da Christianssand anlagdes (1641), fandtes virkelig i Flekkerø Borgere til Christiania, og der blev fra Christianias Magistrat gjort Forestillinger mod oprettelsen af Kjøbstaden ved Oteraaen. Den Stad, med hvem Christiania især synes at have havt Strid om Oplandet, var Frederiksstad, som 1628 fik Ret til at handle i Odalen og ifølge en Klage af 1643 snart forsøgte ogsaa at trække Mjøsegnene til sig; denne Strid opfriskedes 1674. Frederiksstad var dog en selvstændig Kjøbstad og kunde derhos som Fæstning altid gjøre Regning paa nogen Bevaagenhed i den Tid, da militære Hensyn vare stærkt overveiende. Anderledes var Forholdet med Ladestederne Bragernes og Moss. Disses Indbyggere fik gjentagne Gange Befaling til at flytte til Christiania, og skjønt de unaturlige Bud ikke gjennemførtes i sin fulde Strenghed, maatte de paa de nævnte Steder bosatte Handelsmænd finde sig i megen Indskrænkning og ofte yde store Bidrag til Udgifter vedkommende Christiania, som hvis Underafdelinger eller Annexer disse Handelspladse ansaaes.

Datidens Byborgere vare udsatte for Konkurrence fra Landdistrikterne. Trælasthandelen, de søndenfjeldske Kjøbstæders Velstandskilde, var nemlig indtil 1662 i det Hele fri og kunde drives ikke alene af Borgere, men ogsaa af Bønder. For Christiania Omegns Vedkommende foretoges dog allerede 1632 en Indskrænkning i denne Frihed, da det bestemtes, at alle Deler, spærrer og anden Last, som blev huggen indenfor Asker eller ind ad Bundefjorden, skulde føres til Christiania og sælges der og ikke ved Sand eller Drøbak; vilde Borgerne ei kjøbe Lasten, kunde Bonden oplægge den paa de gamle Tomter i Oslo og da selv afhænde den til Fremmede. Men ogsaa med Hensyn til de faa andre Varer, som der dengang kunde være Tale om at udføre, lede Bymændene Indskrænkning af Folk paa Landet. Gjentagne Gange, t. Ex. 1641, 1643 og 1653, klages der nemlig over, at Præster, Fogder[1] og sorenskrivere dreve Kjøbmandskab og Sagbrug, ti handlede sig Tjære, Bukkeskind, Smør, Talg, Forverk, Karve og andre Varer af Bønderne og solgte dem dyrest mulig til Borgerne. Fogderne havde især let for, trods alle Indsigelser, at finde Paaskud til at fortsætte denne Handel. De foregave enten, at de vare nødte til at tage Varer for Skatter, eller ogsaa at de skulde gjøre Indkjøb til Akershus Slots Forsyning. I Byen selv hændte det endelig ifølge Klager af 1643 og 1646 ikke sjelden, at fremmede Skippere «strippede op fra Havnen til Sagene, Mængden af Tømmer at bespeide og derpaa gjorde Skambud». Ogsaa Handelen med de Artikler, som indførtes fra Udlandet, søgte fremdeles udenlandske Kræmmere at rive til sig, og det, ligesom i sin Tid Rostokkerne i Oslo, endog «i Lod og Kvintin».

Et aarligt Vintermarked er afholdt i Christiania ligefra Byens ældste Tider af. Det var en Arv fra Oslo[2] og fandt oprindelig Sted ved Fastelavnstid. I 1636 befaledes, at det skulde holdes ved Akers Kirke, men Aaret efter flyttedes Markedspladsen til «Gamlebyens Ødemark». Dog allerede i 1641 klagedes herover; «Tjenestefolk, heder det, have Dag og Nat maattet være ved Kramhytterne paa Vagt, og Isens Svaghed har ofte bragt Folk og Gods i Perikel, medens Borgerne har maattet overlade deres Huse til Reisende». Markedet blev da ikke længe efter flyttet til Byens oprindelige Torv ved Trefoldigheds Kirke, hvor det endnu holdtes i 1706. I 1647 fik Oberst Reichwein Ordre til at indkalde til Markedet tre hundrede Soldater, der af Borgermester og Raad skulde indkvarteres for at holde Vagt og «forhindre alle Insolentier, som formedelst Almuens Mangfoldighed snart kunde hændes». Vagter udstilledes samme Aar i Markedstiden ved Byens Udgange, volde og Porte. I 1667 fastsattes, at Markedet skulde holdes Pauli Conventionis Dag (ɔ: 25de Januar).

Med Bestemthed at dømme om Christianias Velstand og Folkemængde i den første Menneskealder efter Anlægget bliver en vanskelig Sag, da de statistiske Angivelser ere faa og ufuldstændige. I 1628 ankom til Christiania 98 fremmede Fartøier, tilsammen drægtige 4,585 Læster, i hvilke der udførtes 10,530 Tylvter «Deler», 182 «Stuchewehr-Sperrer» osv. I Aaret 1629 begyndte Skibsfarten den 14de April, da det første skib kom, og endte den 28de Oktober, da det sidste kom. I det hele kom i det Aar til Byen 77 skibe (3,066 Læster), som dog næsten alle vare baglastede og paa to nær, hvilke gik til Ribe med Flytningsgods, samtlige indtoge Trælast. Udførselen af denne Artikel beløb sig i samme Aar til 182,900 Stykker (altsaa noget over 15,000 Tylvter) Deler, 694 Favne Ved, 172 Tylvter Bjelker osv. Af Nationalitet vare blandt disse skibe 2 fra Hamburg, 4 fra Rostock, 3 fra Bremen, 3 fra Ostfriesland, 32 fra «Vestfriesland», 2 fra Frankrige, 11 fra England og Skotland, men kun 2 fra Norge, deraf 1 fra Christiania selv. Det er dog klart, at Byen maa have eiet endel flere Skibe til Indførsel af Varer som Korn, Mel, Øl, Vin og Teglsten, men derom erfares Intet.

To Gange rammedes Christiania i Byens ældste Tid af meget ødelæggende Pestepidemier. Den første indtraf 1630[3]. Man savner et paalideligt Grundlag for Beregningen af Dødeligheden; men der gives to Traditioner om dens Omfang; en Beretning taler om 3000, en anden om 1300 Døde. Det første Antal er vistnok urigtigt, men at ingen synderlige Klager over de ved den foraarsagede Ødelæggelser forekomme, ligesaalidt som nogen betydelig Standsning i Byens Virksomhed kan iagttages, tør dog ansees som et Bevis

Mindestøtten paa Christ-Kirkegaard Om pesten i 1654. paa, at velstand og Folkemængde ikke var saa ringe. Fra 1648 af haves Byens Ministerialbøger bevarede, og man kan derfor nu gjøre sikrere slutninger om Folkemængden. En Forfatter har villet beregne denne ved Midten af det syttende Aarhundrede til 3000 eller 3,500[4]. Men denne Beregning, der kun hviler paa Fødslernes Antal, er udentvivl altfor lav. Thi Antallet af Fødte i Christiania stod igjennem flere Menneskealdre, ja lige ind i dette Aarhundrede, bevislig i stærkt Misforhold til Antallet af Døde, hvoraf følger, at der stadig maa have foregaaet en betydelig Indflytning. I 1654 indtraf den anden Pestepidemi. Om den vide vi med Vished, at den kostede meget over 1000 Mennesker Livet, en Kjendsgjerning, som ogsaa tyder paa en ikke saa ringe Befolkning. «De fleste og bedste Borgere» hørte til denne sidste Epidemis Ofre. Om denne Pest findes paa den militære Kirkegaard en Mindestøtte opreist, et af Christiania yderst faa Monumenter.

At der mellem Christianias ældste Borgerskab fandtes temmelig formuende Folk, tør sluttes af det betydelige Odels- og Pante-Gods, som mange Borgere besade ved Midten af det syttende Aarhundrede. Anne Albert Pyttes Enke eiede f. Ex. 27 Skippund Tunge og 30 Huders Gods, Olaf Gunderssøn 19 Skippund, Thorsten Arentssøn 16 Skippund, Helge Bertelssøn 27 Skippund, 35 Huder osv.

Tidlig dannede her som overalt enkelte mægtige Borgere, til hvem formodentlig hine Jordegodseiere henhørte, et Patriciat, der søgte at monopolisere Handelen paa de øvrige Kjøbmænds Bekostning. Dette Forhold blev i Christiania stedse mere og mere fremtrædende, indtil det naaede sit Høidepunkt i forrige Aarhundrede. I 1643 heder det allerede, «at der ikke var 30 vederheftige Borgere, som uden Gjæld forstaa at drive sin ringe Handel», og i 1633 klages bittert over, «at enkelte af de rigeste Borgere have revet al Handel med Fjær, Elgsdyrshuder, Bukkeskind, Smør, Talg og Karve til sig» ved at lade disse Artikler opkjøbe i Landdistrikterne; der foresloges derfor af Magistraten, at saadant Landkjøb ganske skulde forbydes.

Mellem de tidligere Rigmænd i Christiania ere Nils Tollers Familie og Selio Marselis’s de mest bekjendte. Begge vare af fremmed Herkomst.

Nils Toller var, som saa mange andre Kjøbmænd i Riget ved den Tid, en Sønderjyde (fra Haderslev) og nævnes 1620 som Slotsskriver paa Akershus. Han var Participant i Kongsbergs Sølvverk saavelsom ogsaa i andre Bergverker, opførte i 1637 den Bygning, der længe tilhørte Elephantapotheket[5], og døde 8de Januar 1642[6]. En af hans Sønner, der som Faderen hed Nils, blev senere Assessor i Overhofretten og Vicelagmand i Tønsberg, men vedblev alligevel ved Siden heraf at drive Handelsforretninger; saaledes var han (1660) forlenet med Kongens Sagbrug ved Christiania,

Nils Tollers Gaard i Toldbodgaden (senere Elephantapotheket). hvor Omegnens Bønder vare pligtige at føde hans Heste, og i 1662 fik han Monopol paa en Hestemølle. Hans store Formue kom ved hans Døtres Giftermaal med høie Militære til Familierne Tritschler og Hausmann. Den ældre Tollers anden Søn, Jens T., betraadte først den lærde Bane som Konrektor ved Latinskolen, men gjorde senere større Lykke, adledes 1676 under Navnet Rosenheim, blev Amtmand over Lister og Mandal, senere Diplomat, og døde tilsidst i Dublin som Overkrigskommissær ved de dansk-norske Hjælpetropper i Irland 1690. Denne Familie og dens Rigdomme gik saaledes over fra Kjøbmands- til Embeds-Standen, en Overgang, der i hin Tid paa Grund af Suverænetetens Indførelse og den gamle Adels Underkuelse pludselig blev meget almindelig, og som vi i det følgende ville finde mange Exempler paa i Christianias Historie.

Selio Marselis tilhørte en fornem brabantsk Familie, der paa Grund af Religionsforfølgelser havde bosat sig i Hamburg, hvor han selv var født 1600. Efter at have nydt en omhyggelig Opdragelse og gjort Reiser i andre Verdensdele bosatte han sig i Holland. Her virkede Broderen Gabriel ved Krigens Udbrud i 1643 for Danmarks Interesser, og dette antages at have været Foranledningen til, at Selio 1644 eller 1645 flyttede til Norge og tog Ophold i Christiania. Han paatog sig at stille Orlogsskibe til Kronens Tjeneste, og da Kongen ikke saa sig istand til at betale ham herfor, maatte man paa anden Maade holde ham skadesløs ved at lægge i det mindste Halvdelen af Norges Trælastudførsel i hans Haand. Hermed tilsigtede man ogsaa «at opnaa større Trafik i Riget» og tvinge de Fremmede til at «kjøbe Trælast dyrere og handle mere med Penge istedetfor de Varer, de gemenlig haver pleiet at yde». Selio ydede under Krigen Regjeringen store Forstrækninger som dens Bankier, drev derhos almindelige Handelsforretninger og spekulerede i de norske Bergverker, om hvilke man dengang nærede store Forventninger. Vistnok maatte han vente længe, inden han fik sine Udlæg igjen – endnu i 1649 skal han have havt 79,100 Rdlr. tilgode, men han blev holdt skadesløs ved overordentlige Begunstigelser. Den 18de Juli 1646 fik han borgerlige Rettigheder i Christiania uden at behøve at tage Borgerskab, tilligemed tre Aars Frihed for Skat til Kronen, Indkvartering og dertil Religionsfrihed – han var reformert – for sig og Familie samt Ret til naarsomhelst at forlade Landet med ubeskaaren Formue. Privilegierne forlængedes 1648 paa tolv Aar og 1659 atter paa nye tolv Aar. Den Told, hvorfor han sparedes gjennem sine Privilegier, udgjorde for Aarene 1658–1660 alene ved Christiania Toldsted 15,976 Rdlr., medens han ved Siden deraf ogsaa andensteds drev baade Indførsel og Udførsel toldfrit. Misfornøielsen var selvfølgelig stor. Regjeringen synes imidlertid at have fundet, at han gjorde Nytte ved at give Handel og Industri et større Opsving i Landet. Man har ogsaa sammenlignet hans Stilling i Norge med Louis de Geers samtidige i Sverige.

I Christiania boede han i Nærheden af Pipervigen paa et Sted, der længe kaldtes Marselienborg og i vort Aarhundrede har været bekjendt under Navn af «Fru Grünings Løkke»; de store Havetomter ere nu inddragne under sædvanlig Bebyggelse. I sine senere Aar, da muligens hans Formuesforfatning gik tilbage, opholdt han sig jevnlig i Kjøbenhavn. Her døde han ogsaa 20de Marts 1663[7]. Skjønt ikke bosat i Norge havde ogsaa Broderen Gabriel store Eiendomme her i Landet.

Ogsaa af det nys oprettede norske Postvæsen havde Selio Marselis faaet Overbestyrelsen, og han efterfulgtes i denne Egenskab af sin Søn Gabriel, men denne unge Mand fik en sørgelig Skjebne, idet han i Slutningen af 1671 stak sig selv ihjel i Hamburg. Grunden var ulykkelig Kjærlighed. Om hans Lig, der paa Grund af hans Selvmord ikke skulde begraves paa sædvanlig Maade, opstod der Tvist, idet hans Cousine, Enken Berens i Wandsbeck, reklamerede Liget og efter lange Forhandlinger beholdt

det trods Præsteskabets ihærdige Protester[8].
II.

I Aaret 1662 fik samtlige norske Kjøbstæder nye Privilegier, og med dette Aar begynder en Periode i vor Handelsrets Historie, der strækker sig lige ned mod vore Dage. Af de Forandringer, som nu indførtes, have vi allerede antydet den vigtigste, nemlig at Kjøbstadborgerne bleve eneberettigede til at drive Trælasthandel. Det kan ogsaa mærkes, at Præsters, Fogders og Sorenskriveres saa ofte paaklagede Befatning med Handel strengt forbødes. Der forekommer efter den Tid neppe spor til saadan Trafik fra Embedsmændenes Side.

Ogsaa Bragernes havde i 1662 i Forbindelse med Strømsø, hvis første Opblomstren just fandt sted ved denne Tid, søgt om at faa Kjøbstadsrettigheder under Navn af Frederiksstrøm. Regjeringen lod statholder Iver Krabbe afgive Erklæring om, hvorvidt dette Andragende uden Skade for Christiania kunde indvilges, samt om Bragernes var skikket til Fæstning, og om «Saltskjæret» (i Nærheden af Svelvigen) egnede sig til at fortificeres for at kunne «beskjærme Bragernes og kommandere Opfarten af Søen». En saadan Undersøgelse blev ogsaa virkelig anstillet af Iver Krabbe i Forening med Overingeniør Coucheron og Kommandanten paa Akershus, Oberstløitnant Schort. Betænkningen, der afgaves den ute Juli 1662, er ikke uden Interesse. «Trafiken i Bragernes», heder det, «er større end i Christiania». Men den bestod dog alene i Tømmerlast, og naar saa engang Skoven var udhuggen, vilde Bragernes efter Statholderens Mening gaa tilgrunde; «skal Tømmerhugningen kontinuere, som hidtil er skeet, vil Trafiken inden 20–30 Aar mærkelig aftage». I ethvert Fald mente man, at Bragernes ei kunde blive Kjøbstad uden Christianias Ruin, thi Christianias Indbyggere vilde strax flytte did, hvor de ei trykkedes ved nogen Indkvartering og altsaa kunde leve billigere. «Dersom nogen Fiende», vedbliver Statholderen, «skulde, det Gud naadelig forbyde, indtrænge sig saavidt udi Riget, at han bemægtigede sig Bragernes By og fandt en saadan Kjøbstad for sig, hvor han kunde logere og have sin Underholdning, var han Mester over alt det, som her søndenfjelds ligger, helst naar han havde Sølvbjergverket saa nær ved Haanden». Til Fæstning befandt man Bragernes ubekvemt, heller ikke ansaaes det hensigtsmæssigt at befæste «Saltskjæret», da Fienden alligevel kunde gaa i Land ved Hurum eller Tønsberg; derimod kunde, mente man, den nær Bragernes beliggende lille Ø Tyveholmen (over hvilken nu jernbanen gaar), have været tjenlig til Fæstning, dersom den havde bestaaet af Klippegrund og ikke af Sand. Daniel Knoff, Strømsøs rigeste Mand, havde ytret, at Indbyggerne i Strømsø og Bragernes nok skulde paa egen Bekostning paatage sig at befæste Saltskjæret (for 4–5000 Rdlr.), hvis de blot maatte faa Kjøbstadsret og 12 Aars Accisefrihed. Regjeringen bifaldt dog Statholderens Mening, og Bragernes vedblev altsaa at danne et Ladested under Christiania og maatte bidrage til denne Stads Udgifter. Utvivlsomt har det dog allerede dengang talt et Par tusinde Indbyggere, og det omtales af Arent Berentsen ved samme Tid som «et fornemt Ladested, som noksom formedelst Bygning, Størrelse, Indvaanere og Handling blandt Kjøbstæderne kunde beregnes, om den ellers med Kjøbstædsprivilegier var begavet»[9]. Strømsø hørte paa den Tid afvexlende under Tønsberg og Christiania; i 1657 klagede Christiania (og fik heri Statholder N. Trolles Medhold) over, at den ovennævnte D. Knoff havde opført en Toldbod paa Strømsø, «hvor nu alle Handlende bosatte sig under Tønsberg, saa at Christianias Undergang var uundgaaelig». I 1676 var Strømsø henlagt under Christiania, men i 1680 fik Stedet egen Byfoged og særskilt Bything og kom under Jarlsbergs Grevskab.

Bestemmelsen af 1662 om Eneret til Trælasthandel for Byborgere var foranlediget ved indtrængende Supplikationer fra disses Side[10]. Den har sikkerlig ogsaa bidraget betydelig til at samle de tidligere mere adspredte Lastehandlere i Byerne og derved givet Kjøbmandsstanden større Fasthed og Styrke. Om den Maade, hvorpaa Indkjøbene hos Bønderne i Glommens Tømmertrakt ved hin Tid fandt Sted, haves den Oplysning, af der omkring 1662 ved St. Hans Tid holdtes et aarligt Marked ved Bingen i Sørum, hvor Christianias og Frederiksstads Borgere indfandt sig for at gjøre Indkjøb og afslutte Akkorder.

I den nærmest efter Suverænetetens Indførelse følgende Periode gik ogsaa Trælastudførselen for sig i meget stort Omfang. I 1664 udførtes fra Norge over 240,000 Læster eller næsten det Dobbelte af Udførselen i Aarene 1776–83. I 1666 brændte London, og en samtidig Dagbogsforfatter, Biskop J. Bircherod, bemærker, at «Nordmændene varmede sig godt ved den Ildebrand»[11]. Trælasthandelens Væxt gav ogsaa skibsfarten et større Opsving. Her greb ogsaa Statsstyrelsen direkte ind, idet der ved Reskript af 18de Juni 1687 fastsattes, at alle Sagbrugseiere og Trælasthandlere skulde eie Skibsparter i Forhold til sin Bedrifts Omfang. Fem Aar efter dette Reskripts Udstedelse eiede Byen 10 store Skibe: Engelen Gabriel (Defensionsskib paa 255 Læster), Gideon, Falken af Paradis, Patientia, Rosen, Slot Akershus, Hellig Christiania (!), Norske Løve samt to skibe af Navnet Samson; af disse var 7 byggede i Holland, 1 i Danmark, 1 i Sverige og 1 i Norge. Dertil kom 19 Smaafartøier, hvoraf 6 byggede i Danmark og Resten i Norge. Alle 29 skibe havde tilsammen en Drægtighed af 1924 Læster; af de store Skibe fore 6 paa Holland, 1 paa Ostende, 1 paa Spanien, 1 paa England, 1 paa Frankrige, af de smaa 1 paa Holland, 9 paa England, Resten var Kystfarere.

I 1704 var Handelsflaaden vel noget aftaget i Skibetal, men betydelig større i Drægtighed; der gaves da 25 Skibe, tilsammen udgjørende 2,940 Læster, hvoraf 14 skibe paa over 100 Læster. Samtidig havde Bragernes 8 skibe (1164 Læster) og Soon og Hølen 4 skibe (592½ Læster). Men at den norske Skibsfart dog længe befandt sig paa et lidet udviklet standpunkt, kan sluttes af flere Vidnesbyrd. Den ogsaa i økonomiske Materier vel bevandrede C. B. Tullin († 1765) skriver saaledes: «Man ved, at for 30 Aars Tid siden ophørte gemenlig al Seilads her i Norge henved Mikkelsdags Tider. Hollænderne, som oppassede alle Leiligheder, hvor der var noget at fortjene, vandt for det meste alle Fragter, som indfaldt efter denne Tid, indtil nu de Norske selv Tid efter anden have begyndt at underkaste sig de Farligheder, som Luften og Havet føder af sig om Høst- og Vinter-Tid»[12].

En særlig Interesse knytter sig til de saakaldte Defensionsskibe. Det var saadanne Koffardiskibe, der i Krigstid kunde gjøre Tjeneste som Orlogsskibe, og hvis Eiere derfor nøde stor Begunstigelse med Hensyn til Toldafgifter. Allerede under Christian den fjerde omtales saadanne skibe i Norge, og under Christian den femte tiltog Brugen af dem. Christiania alene havde under den skaanske Krig tre saadanne private Krigsskibe, der i Forening med lignende skibe fra Frederiksstad, Christianssand og Bergen blokerede Göteborg og holdt Nordsøen fri for Kapere. Da Freden i Aaret 1700 atter for en kort Tid forstyrredes, kunde Defensionsskibene, uden nogen Hjelp fra Danmark af, overføre de norske Tropper til Holsten. Men nogle Aar senere (1704 eller 1705) besluttede Regjeringen at ophæve Defensionsskibenes Privilegier, da man fandt, at Statskassen ikke kunde taale det Tab i Toldintrader, som derved forvoldtes. Christianias Skibe bleve derfor solgte, det største af dem afhændedes i Holland[13].

De Handelsartikler, som Kjøbmændene i det syttende Aarhundredes anden Halvdel især solgte i sine Butiker, opregnes i et endnu bevaret Projekt fra 1ste Juni 1686, altsaa ganske kort efter den store Ildebrand, der i det samme Aar saa betydelig forandrede Byens Udseende. Kongen havde af Magistraten forlangt et Forslag til Handelens Indretning i Christiania og «dets Distrikt Bragernes». Magistraten samlede derfor begge Byers fornemste Borgere og blev med dem enig om en Klasseinddeling af de Handlende. Første Klasse skulde handle med Trælast og ved Siden heraf tillige kunne handle til deres «Brugs Fornødenheder», men ei videre, med Kornvarer, Humle, salt, Flesk, Fisk og deslige Viktualier samt Tobak. Iøvrigt skulde Trælasthandlere ikke befatte sig med Kramhandel, og omvendt heller ikke Kramhandlerne med Trælast. Anden Klasse skulde forhandle Silkevarer, Guld og Sølv, Kniplinger og Possementer, Baand, Galloner med Snorer og Lidser, Silkenattrøier og Ærmer, silkestrømper, Knapper af Guld, Sølvtraad og silke osv. Tredie Klasse: Klæde, Kursei, Bai, Sammet, Dornix, Uldent og Kamelhaars Stykgods, uldne Nattrøier, Ærmer og strømper, Floret og Ulden-Baand osv. Fjerde Klasse: Lærred, Kattun, Kammerdug, Flor, Traad, hvide Kniplinger, Bolster, Olmerdug osv. Femte Klasse: Nürnberger-Handel, Jernkram, Staal, Bly, Poppentøi (ɔ: Legetøi), Glas- og Stentøi, Papir, Hør, Hamp, Taugverk, Seilgarn, Sigte- og Haardug, Speceri, Drogisteri, Tobak, Voxlys osv. Sjette Klasse: Vin[14], Brændevin i 1, ½ og ¼ Ankere og større, men uden Ret til at udtappe disse Varer i Pottevis; omvendt skulde de, som udtappe fremmed Øl eller andre Drikkevarer, ikke sælge dem i Foustager. Syvende Klasse: Hatte, Huer, Gehæng, Kallotter, Hattebaand, Knæbaand, Natkjoler, Brystduge, Handsker osv. efter Kommerceanordningernes Tilladelse. Ottende Klasse: Kornvarer, Humle, Salt, Fiskevarer, Flesk, Hør, Kamp og «anden slig grov Handel». Tillige skulde «Enhver efter sin Leilighed ved sin antagne Smaahandel handle en gros med hvad Sort, han lystede, og indenlandske Varers Handel, Tjære, Skind, Karve, jern osv. være commun». Høkerne – der altsaa allerede dengang have existeret som en egen Klasse af Handlende, – skulde handle med Viktualier og Frugt i saa stort Antal, som Magistraten vilde forordne.

Dette Projekts Indhold er af Interesse for Byens Handels Historie; man ser f. Ex., at mange af de Varer, som allerede inden en Menneskealders Forløb høre til de vigtigere Indførselsartikler – f. Ex. Sukker, Kaffe og The – endnu ved den Tid ikke bleve solgte i vort Land, idetmindste ikke i saadan Udstrækning, at man fandt det Umagen værd at omtale dem. Men Projektet blev ikke bragt i Udførelse. Endnu i 1735, da atter lignende Planer til at indskrænke den enkelte Handelsmands Bedrift til bestemte Varesorter dukkede op, udtaler sig en af Autoriteterne (som det synes Stiftamtmanden) saaledes herom: «At Krambodhandling maatte sorteres, er her i Stiftet en pur Umulighed, og om det skulde ske, maatte de fleste lukke deres Kramboder, heller end at holde dem aabne. Thi de herværende Kramboder ere ei af den Beskaffenhed, som i andre Lande og Stæder, at deraf Partier i visse Slags kan sælges eller transporteres, men ikkun ved daglig Sælgning i Skillingsvis, Alnemaal o. desl., og naar Saadant skulde forbydes, vilde udi mangen en Krambod ikke udi 8 à 14 Dage sælges for 1 Skill., da de nu holde, ligesom af Formaals Tider stedse skeet er, adskillige Varer, at om Et ikke kan sælges, de da daglig til deres Underholdning sælge et Andet. Der ere og de, som eier et sagbrug og tillige holder Kramboder, hvilket vel heller ikke kan forbydes dem, thi disse trokverer deres Last bort til de Fremmede imod Varer, og hvis de ikke gjorde det, var det dem

umuligt at leve».
III.

Ved det attende Aarhundredes Begyndelse maa Stadens økonomiske Tilstand i det Hele have været god, og man saa derfor ogsaa i et paafølgende mindre gunstigt Tidsrum tilbage til de første Aar af Frederik den fjerdes Regjeringstid som til en lykkelig og blomstrende Periode. Den Ufred med Sverige, som fandt Sted Aaret 1700, var altfor kortvarig til at efterlade Følger af Betydenhed og foranledigede heller ingen Fiendtligheder i Norge, og det lige efter paafulgte Udbrud af den spanske Arvefølgekrig var en for Norge særdeles fordelagtig Begivenhed. Christianias Koffardiflaade gjorde nu en Tidlang gode Forretninger, da saavel Englænderne som Hollænderne hindredes fra i samme Udstrækning som før selv at afhente sin Trælast og sit jern i de norske Havne[15].

Endel Fabrikdrift var desuden begyndt at opblomstre i Byen. De væsentligste Anlæg i denne Retning vare naturligvis de gamle Sagbrug og Møller ved Akerselven, omkring hvilke allerede da


Nedre Foss med „Kongens Mølle“. «Sagene» bestod som en liden Arbeiderforstad. I 1672 var Gaarden Nedre Foss med tilhørende «Kongens Mølle» bleven solgt af Kronen til Myntmester Fredr. Grüner for 4,000 Rdlr., hvorhos der var givet ham det store Privilegium, at ingen anden Kornmølle maatte anlægges i en omkreds af en Fjerdings Vei rundt


Sagbrugene ved den nuværende Beyerbro i Begyndelsen af dette Aarhundrede. om Christiania. I 1686 fik Oluf Bentsen Bevilling til at anlægge en Papirmølle. Senere havde en dansk Mand, Admiralitetsraad Gerhard Treschow[16] († 1719), der under et længere Ophold i Udlandet var bleven fortrolig med Fabrik- og Bygningsvæsenet, nedsat sig i Christiania, hvor han udfoldede en hertillands dengang ukjendt Virksomhed som Fabrikherre. Han anlagde saaledes blandt Andet (i Forening med Mads Wiel paa Strømsø) en Oliemølle og et Sæbesyderi, de første i sit Slags i det søndenfjeldske Norge, overtog den ovennævnte Papirmølle[17], drev Sagbrug i stor Udstrækning osv. Paa sin Oliemølle og sit Sæbesyderi fik han 1712 de samme Privilegier, som allerede vare tilstaaede lignende Anlæg i Kjøbenhavn og Bergen. Derhos gaves der i Christiania i Begyndelsen af attende Aarhundrede Tobakspinderier af ikke ringe Betydning, «hvorved, heder det, Landets egne Fattige fra unge Børn af udaf begge Kjøn bleve employerede, ja efter nogle Aars Forløb egne Indfødte avancerede saavidt, at de forskrevne Mestere fra Holland bleve igjen afskaffede, og hvorved henimod 100 fattige Børn her i Christiania daglig bleve underholdte og opvante til at arbeide for sin Føde, medens de nu (ɔ: 1735) maa gaa og betle».

Christiania rigeste Handelsmænd i Tiden omkring 1700, eller hvad man kunde kalde Stadens Patriciat, vare fremdeles hyppig indvandrede fra Udlandet eller fra Danmark. Den ovennævnte Gerhard Treschow opførte i Aaret 1710 den store Gaard ligeoverfor den nuværende Børs, der senere tilhørte den rige Stiftamtmand Rappe, derpaa Jørgen Pløen og efter ham Kathedralskolen. Treschow døde 1719; hans Formue tilfaldt en Søn, der levede som privatiserende Lærd[18], og en Datter, der blev gift med Hans Trellund, Stiftsprovst i Christiania, siden Biskop i Viborg. Kommerceraad Poul Pedersen Vogt († 1708), den første af dette Navn i Norge, var en Slesviger fra Sønderborg paa Als og samlede i Christiania, hvor han begyndte som Proviantforvalter paa Akershus, en betydelig Formue; mellem hans Sønner blev Peter V. († 1766) Lagmand og Konferentsraad her i Byen, men drev ved Siden heraf Handelsforretninger og var af Amsterdams Kjøbmænd udpeget som deres Kandidat til et hollandsk Konsulat, som de i 1719 forgjeves søgte at faa oprettet i Christiania[19]. Den nulevende Familie Vogt nedstammer paa Mødrenesiden fra denne Slægt. Endvidere findes mellem de høieste Skatteydere Mogens Larsen, Stamfader for Familien Monsen, hvis Formue tilsidst ved Giftermaal gik over til den endnu levende Mathiesenske Slægt, samt desuden Henrik Carlsen, Raadmand Peder Pedersen Müller († 1714)[20] og Henrik Lachmann. Derhos kan nævnes Tøger Eriksen Grøn, som i 1714 byggede den store Gaard paa Hjørnet af Prindsens- og Dronningens Gade, der senere blev Embedsbolig for de kommanderende Generaler i Norge samt Lokale for Generalitetskollegiet og nu er overladt Finantsdepartementet. Hans Midler gik over til Svigersønnerne, Generalmajor P. Deichman og Byfoged i Christiania M. Ermandinger[21]. Erik Anker, Stamfader for den senere saa berømte Slægt af dette Navn, bosatte sig omtrent 1668 i Christiania og boede der, hvor nu Firmaet Dürendahl & Co. har sin Butik, paa Hjørnet af Kirkegaden og Toldbodgaden. Han eiede desforuden Gaarden Huseby i Aker og efterlod ved sin Død 1699 en Formue af 17,000 Rdlr. Enken, den rige Maren Larsdatter, Stadskaptein Lars Larsens Datter, fortsatte Forretningerne og overlevede ham længe; af hans Sønner døde en, Bernt Ankers Bedstefader, som Sognepræst til Land, en anden nedsatte sig i Drammen, et Par andre levede som Handelsmænd i Christiania, men disse sidstes Linier ere uddøde. Herman Leopoldus (Stamfader til den i 1739 adlede Slægt Løvenskiold) var ved Midten af det 17de Aarhundrede indvandret til Christiania fra Bremen. Han døde her som en anseet og formuende Mand i Aaret 1696; Sønnen, der ligeledes hed Herman Leopoldus, betraadte først Embedsbanen som sekretær i det danske Kantselli[22], men blev derefter Jernverkseier paa Skienskanten. Anders Simonsen, rimeligvis en dansk Mand, begyndte som Foged paa øvre Romerike, blev derefter Assessor i Overhofretten og endelig Handelsmand i Christiania. Hans Formue tilfaldt hans to Døtre, den ene gift med en Lachmann, («Lakkegadens» og «Lakkegaardens» Eponym), den anden i først med Præsident Hans Must i Christiania, siden med Biskoppen sammesteds Dr. Hans Munk, der i 1712 «døde af Sovesyge». Justitsraad Gjord Andersen[23], en Jyde, havde bl. A. forpagtet Tolden af de saakaldte «fire Species», (det vil sige Vin, Brændevin, Salt og Tobak). Hans betydelige Formue tilfaldt Stiftamtmand i Christiania, tilsidst Overpræsident i Kjøbenhavn, Generalløitnant og Geheimeraad Otto Fredr. v. Rappe, der 1728 egtede hans aldrende Datter. Om Familien Collett vil siden blive Tale. Ved Siden at den egentlige Kjøbmandsstand deltoge ogsaa flere Medlemmer af den høiere Embedsstand i Trælasthandelen, f. Ex. Generalløitnant og Medlem af Slotsloven Hausmann, den Tollerske Families Arving. Af Haandverkere sees kun en eneste Familie at have besiddet nogen betydelig Formue, nemlig Garverfamilien Berner, der i mere end et Aarhundrede beboede en liden Gaard i Kirkegaden i Nærheden af Collettgaarden og endog opføres mellem de større Skatteydere[24].

Christiania-Patricierne havde ikke altid det bedste Ord for Ærlighed i de Dage. Christian den sjette kaldte i en senere Periode Christianienserne «saagodtsom fødte malversatores», og allerede tidligere, under Løvendals Statholderskab (hvorom senere), havde de været slemt berygtede. Et Træk i denne Henseende maa allerede her nævnes. I 1705 opdagedes nemlig en Toldsvig i det Store. Tolderen Frants Jørgensen blev i Marts Maaned sat fast, og hans Bolig (den senere Raadhusbygning paa Hjørnet af Dronningens og Raadhusgaden) erklæredes forbrudt til Kronen, da hans Bo ikke kunde dække hans Underslæb. Tolderens Medskyldige fik Løfte om Tilgivelse, hvis de vilde meddele de Oplysninger, man forlangte, og nu kom det for Dagen, at ikke mindre end sexti af Byens Borgere og Embedsmænd vare indviklede i denne Sag. Mellem dem var en stor Del af Patricierne, f. Ex. Gjord Andersen (dengang General-Toldforvalter!), Tøger Grøn, Claus Bendeke, Paul Pedersen Vogt, Morten Leuch, Kommerceraad James Collett, Erik Ankers Enke, Byfogden Adam Barch osv. osv. Endel Borgere maatte reise til Kjøbenhavn for at bede om Naade, og andre forsøgte at hevne sig paa den kongelige Toldinspektør Christen Tobiesen samt paa Generalfiskalen og de udnævnte Kommissarier ved at opslaa fornærmelige Paskiller om dem paa Gadehjørnerne, hvilke efter gjentagen kongelig Befaling bleve brændte af Bøddelen paa Torvet[25].

Som man vil have seet, gik en overveiende Del af de Formuer, som ved Begyndelsen af det attende Aarhundrede vare samlede af Handelsmænd i Christiania, ved Giftermaal over i Embedsmænds og Rangspersoners Besiddelse. Saavel Forfatteren af Haandskriftet om Byens Tilstand i 1735 som ogsaa Tullin se heri en af Grundene til Byens Tilbagegang i den senere Del af Frederik den fjerdes og Begyndelsen af Christian den sjettes Regjeringstid[26]. Ganske kan det vel heller ikke negtes, at disse Forhold have udøvet en skadelig Indflydelse paa Byens Handelsrørelse. Men Hovedaarsagerne til, at Christiania i nogen Tid kom til at kjæmpe med temmelig mislige Vilkaar, maa dog søges andensteds, og da fornemmelig i de politiske Begivenheder.

Efterat Defensionsskibenes Privilegier vare afskaffede og derpaa en Ildebrand i 1708 havde ødelagt fire Kvartaler af Christianias nedre Del samt tillige lagt 80 Søboder og Pakhuse med store Forraad i Aske, udbrød i 1709 den langvarigste af de usalige Krige med Sverige. Som Følge heraf kom Byen til idelig at plages med militære Indkvarteringer i stor Maalestok. Skatterne stege ogsaa stærkt i Veiret, idet et betydeligt Krigsstyr aarlig blev paalagt over det hele Land; af Christiania By fordredes saaledes alene i Aaret 1712 et Krigsstyr af 18,250 Rdlr. De besynderligste nye Afgifter bleve idelig opfundne for at fylde Statskassen, da Kongens Had til Sverige havde ladet ham begynde Krigen uden at have sørget for de nødvendige Pengemidler til at føre den. Saaledes fandt man i 1710 paa at opkræve en Stempelafgift af nye Sko; for hvert Par skulde betales 6 Skill., og Oppebørselen blev Borgerne paalagt som et Ombud. Her i Byen stempledes hos 26 Skomagere 6,097 Par, og 5 Borgere maatte to Gange om Ugen gaa om hver i sit Distrikt for at stemple Skotøiet og modtage Pengene; formodentlig medgik dog en stor Del af disse Penge til Revisorernes Løn, Kvitteringers Trykning (1 for hver Stempling osv.)[27]. Endnu vidtløftigere var den Skat, som i det følgende Aar 1711 blev paalagt af Karosser, Chaiser, Karioler, Parykker, Fontanger[28] og Sæt (Damepynt) samt af Tjenestefolk; thi disse Skatter, der tilmed vare høie, skulde betales efter Vedkommendes Rang og Stilling, hvorved mange Udflugter vare aabne[29]. Hvor haardt skatterne kunde ramme Byens Folk, kan man se deraf, at de ringeste offentlige Funktionærer alene i Krigsstyr maatte Aar for Aar betale over Trediedelen af sin Lønning; saaledes oplyser en Toldbetjent, der aarlig nød en Løn af 50 Rdlr., at han ei alene betalte over Tredieparten heraf i Krigsstyr, men at «Magistraten desforuden haver fundet ham udi alle andre personlige Skatter, synderlig i Rytterskat». Man maa heller ikke glemme, at Livets Fornødenheder paa en følelig Maade fordyredes ved Accise- og Konsumtionspaalæg.

Byens en Tidlang indbringende Skibsfart led i disse Aar adskilligt Afbræk ved Svenskens Kaperier[30], og da man for «at være mindre hazard af fiendtlige Opbringelser undergiven» begyndte at «navigere ved Vintertide»; rammedes Handelsflaaden af flere Forlis, end sædvanligt havde været tidligere, da man gjerne havde indskrænket sig til Sommerseilads. I 1713 gjorde Freden i Utrecht Ende paa den for Norges Handel med Trælast og Jern fordelagtige spanske Successionskrig, og Englænderne og Hollænderne afhentede nu, som før hin lange europæiske Krigs Udbrud, selv de Varer, de tiltrængte fra Norge. Byens Tilstand blev derfor snart saadan, at flere af dens Skibseiere maatte sælge sine Fartøier «formedelst Mangel paa Kræfter til at underholde dem», ja nogle Skibe bleve endog «oplagte til Forraadnelse».

Til alt dette kom i 1716 Carl den tolvtes Indfald, hvorved Byen selv besattes og led ubeskriveligt, som vi paa sit Sted

nærmere skulle høre.
IV.

Om hvor stort et Skaar i Norges Velstand Krigen under Frederik den fjerde har forvoldt, faar man et Begreb ved at læse Biskop Deichmans ganske vist overdrevne, men ligefuldt mærkelige Ord i hans flere Gange trykte «Forsvarsskrift for de Norske». Det heder nemlig her blandt Andet: «Jeg tør fast sige, at den tredie Del idetmindste af Landets Indbyggere er i den sidste Krig bortsmeltet[31], og over Halvdelen af Rigets forrige Velstand, Midler og Formue fortæret og formindsket». Vi skulle anføre et Exempel fra Drammen. Denne By, som dog forskaanedes for at blive umiddelbar Krigsskueplads saaledes som Christiania, blev i den Grad ruineret ved Krigen, at Handelsflaaden, der før denne havde talt 60 Skibe, hvoriblandt 40 «kapitale og gode», endnu i 1735 kun udgjorde 16 Fartøier. Paa Strømsø gaves der før Krigen «Folk, der hver for sig eiede ti, tyve, tredive, ja sytti tusinde Rdlr.s Formue», men i 1735 ansloges kun en Borger der saa høit som til otte tusinde. Hvad angaar Christianias egen Handelsflaade, da anførtes om den i det nysnævnte Aar 1735, at den kun beløb sig til 10 skibe af Drægtighed fra 30 til 70 Læster[32].

Disse mislige Tilstande, der først sent vege Pladsen for bedre, bør dog ikke tilskrives Krigen alene. De finde en anden Forklaringsgrund deri, at Frederik den fjerdes Regjering i det Hele kun viste Næringsveienes Udvikling en ringe Omhu. Denne Konge stod i denne Henseende langt tilbage for sine Eftermænd, under hvem der dog af og til spores alvorlige Bestræbelser for at befordre Rigernes Opkomst, forsaavidt som dette kunde ske i en Tidsalder med Merkantilperiodens statsøkonomiske Begreber. Frederik den fjerde var derimod istand til saadanne Skridt som at forbyde alt Handelssamkvem med Hamburg og Lübeck. Naar det gjaldt at begunstige Kjøbenhavn, toges ogsaa de mest uretfærdige og urimelige Forholdsregler. Man tilstod (som det fortælles, efter Indskydelse af Dronning Anna Sofie, der vilde indynde sig hos Kjøbenhavnerne) Hovedstaden udelukkende Oplagsrettighed og Handel med de saakaldte «fire Species», hvorved man tvang de øvrige danske Kjøbstæder til at tage disse uundværlige Artikler fra Kjøbenhavn.

Hvad Norge angaar, da har vel ikke direkte Indførsel af disse fire Species ganske været vort Lands Kjøbstæder forbudt, men de manglede Oplagsret. I Aaret 1733, da Christian den sjette besøgte Landet, ansøgte Christianias Handlende om Oplagsfrihed paa de fire Species og fik sit Ønske opfyldt ved Reskript af 22de Juli s. A., skjønt Rentekammeret og Ministrene ivrig toge Kjøbenhavnernes Parti. Men Kongen selv fandt dog, at Billighed talte for Christianias Andragende[33]. Samtidig indrømmede Christian ogsaa Byen en anden væsentlig Tilladelse, nemlig til at handle med svensk Jern, der i Lighed med alt andet fremmed Jern havde været anseet som Kontrabande, indtil Frederikshald for to Aar siden havde faaet Lov til at indføre og forhandle det. I 1739 fik Byen udvidet Oplagsfrihed paa det svenske Jern. Jernhandelen gav strax Anledning til en fordelagtig Tuskning af Tobak, Sild og Salt med Naboriget.

I 1735 udkom en Forordning, der forbød hele det søndenfjeldske Norge, Christianssands By ene undtagen, at indføre Korn fra andre Lande end Danmark. I de ulykkelige Hungersaar og Sygdomsaar, der 1741–1743 hjemsøgte hele Nordeuropa[34], forøgedes Nøden ogsaa i Christianias forholdsvis frugtbare Opland i høieste Grad ved denne unaturlige Lov. I bedre Aaringer synes dog Indførselen af Korn til disse Egne ikke at have været stor, idet de fleste Bygder fordetmeste kunde brødføde sin dengang langt ringere Befolkning. Herom ytrer Stiftamtmand Tønsberg Følgende i en Erklæring af 1722: «Det kan vel hænde sig, at naar slette Kornaaringer indtræffe. Bønderne paa endel Steder foraarsages at hente fra Kjøbstæderne de fornødne Kornvarer, dog er det nuomstunder rart, at Bonden udi Agershus Amt [hvorunder da ogsaa Oplandene indbefattedes] trænger til i Christiania at kjøbe Korn, thi saameget Korn kan han nu paa sin Gaard avle, at om det ikke kan række til Afhandling, saa kan han dog dermed i sit Hus se sig hjulpen, eller og det ene Bygdelag kan hjelpe det andet». Allerede dengang var Hedemarken «Østerdalens og Solørs Spisekammer»[35].

Foruden med Korn forsynedes Christiania ogsaa med Fedevarer, Brændevin, Linned og Vadmel fra Danmark, hvorimod Byen igjen afsatte til dette Rige Trælast, Jern, Beg, Tjære, Karve og Enebær. Men i det Hele var naturligvis Udførselen til Danmark af betydelig ringere Værdi end Indførselen derfra, saa at de Danske stadig fik Penge tilgode. Disse betaltes gjerne om Sommeren i rede Penge, om Høsten derimod ved vexler paa Kjøbenhavn, hvor nemlig Nordmændene for en stor Del hævede sit Tilgodehavende fra fremmede Lande.

Med andre norske Kjøbstæder, som Throndhjem, Bergen, Stavanger, stod Christiania kun i meget ringe Handelsforbindelse. Fra disse Byer modtog man en Del saltet Fisk, hvis Værd ansloges til tre eller firedobbelt saa meget som de Varer, man igjen kunde afsætte til dem, nemlig Jern, Støbegods, Spiger, Bly, Sæbe, Papir osv. Denne indenrigske Mellemhandel blev omkring Aar 1760 for en stor Del besørget ved skibe fra Ladestedet Egersund. «Indbyggerne i Egersund, siger en Samtidig[36], kunne siges at føre saadan Mellemhandel mellem Bergen og Kjøbstæderne vesterpaa i Norge, som Hollænderne mellem adskillige Lande i Europa. Thi de østerlandske Kjøbstæder føre ikke selv deres Varer til Bergen, ikke heller Bergen sine østerpaa».

Handelen med Udlandet bestod naturligvis væsentlig i Udførsel af Trælast og en Del Jern, medens derimod indførtes salt, Vin, Brændevin, Tobak, uldne og linnede Varer, Humle og «andet Kram». Den dreves med Holland, Frankrige, Flandern, Spanien, Portugal, Irland, men først og fremst med England. Derfor udøvede ogsaa den engelske Navigationsakt en saare hemmende Indflydelse paa Christiania Handel og skibsfart. De fleste af Byens større Skibe vare nemlig kjøbte i Holland og kunde saaledes ifølge hin Akt ikke føre norske Produkter til England, som var det Land, hvorfra man især tog sine Fornødenheder hjem; som oftest fore derfor de norske skibe ballastede hjem, skjønt man dog ogsaa af og til fik tilbage Salt, Vin og Brændevin fra Frankrige eller Stykgods fra Holland. Siden Defensionsskibene vare afskaffede, var Farten paa Spanien og Portugal saagodtsom ophørt. Dette havde sin Grund «dels i Frygten for den hazard af de barbariske Nationer», dels ogsaa deri, at Englænderne kunde sælge den vigtigste Handelsartikel fra den pyrenæiske Halvø, Saltet, for en overmaade billig Pris i Norge. De førte nemlig Kornvarer til Portugal, indtoge der Salt som Ballast og seilede dermed til Norge for at kjøbe Trælast. Paa den Maade solgte de Saltet næsten til Indkjøbspris. Englænderne betalte her ikke større Told af sit Salt, end Landets egne Skibe, medens derimod de faa norske Skibe, som havde Lov til at fare paa England, maatte som fremmede betale en høiere Told af sin Trælast, og det enten Ladningen var sendt for norsk eller engelsk Regning. At den dansk-norske Regjering nedsatte Udførselstolden for Trælast med en syvendedel for norske Skibe, kunde under disse Omstændigheder ikke bidrage stort til at forøge Christianias Handelsflaade. Skibsbyggeriet i Landet selv var ringe. Enkelte Rebslagere, Smede og Seilmagere sloge sig undertiden sammen for at lade bygge et Skib og saaledes at holde sit Arbeide igang. Kjøbte en Nordmand et engelsk Skib, var atter Navigationsakten i Veien, thi paa England maatte det ikke seile, uden at Skipperen og to Trediedele af Mandskabet vare Englændere.

Men denne passive Trælasthandel var meget betydelig, og Hugsten i Oplandets skove foregik i stor Maalestok. Frederik den fjerde, der solgte Alt, hvad der kunde gjøres i Penge, sine Undersaatters Blod, Statens Embeder, de norske Kirker, svenske Provindser osv., realiserede ogsaa Almindinger, som da stundom indkjøbtes og udhuggedes af Kjøbstædernes Rigmænd. En af Christianias Kjøbmænd. Lonicer, kjøbte i 1726 Skiakers Alminding i Gudbrandsdalen, hvilken nogle og sexti Aar senere af B. Anker atter blev solgt til Bygden; endog i Foldalen kjøbte Christianienserne Skov af Kongen. Der gaves dog dengang allerede Bønder, som dreve Handel med Trælast i det Store. Thorstein Olsen Hjelle fra Dovre modtog saaledes i 1742 paa engang ikke mindre end 45,872 Rdlr. som Forskud paa Tømmerleverance af Iver Elieson og Claus Bendeke[37].

Medens Trælasthandelen var i Hænderne paa nogle faa Kjøbmænd, de egentlige Patriciere, var den ringere Krambodhandel fordelt paa et desto storre Antal, omtrent 100 Personer, foruden mindst 70 Høkere[38]. En stor Mængde af disse Smaakjøbmænd vare uvederheftige og ukyndige Folk. Stiftamtmanden erklærer, at mange af dem vare Bondesønner, som for at «escapere Udskrivning til Soldat have begivet sig til Byen at tjene for Kudske og Lakeier og efter 3 à 5 Aars Tjeneste taget sit Borgerbrev og nedsat sig paa Høkeri, Øl- og Brændevinssalg». Omtrent ved samme Tid (1736) skriver Statholderen, Grev Chr. Rantzau, til sin Ven, den lærde Hans Gram: «I disse Dage har en Kjøbmand, navnlig Nordborrig, falleret for en 8 à 10,000 Rdlr., der vel ei vil spørges paa Børsen i London; havde han bleven ved sin Skumske, da han tilforn skal have været Kok hos sal. Baron Krag, havde han venteligen gjort bedre, men Enhver her, der ikkun kan skrive uden paa sit Korrespondencebrev, «sluge» (som det her kaldes at svige Kongens Told) og oversætte sine borgede Varer, er, saalænge det varer, en fornemme Kjøbmand».

Med Hensyn til Haandverksdriften klagedes over slet Arbeide og Laugenes mislige Tilstand. Af Interesse tør det være, at Christianias Magistrat omtrent 1735 havde foreslaaet, at alle Laug skulde ophæves og Frimestere faa Lov til at nedsætte sig mod at tage Borgerskab.

Fabrikvæsenet var, som tidligere oplyst, i Tilbagegang, og flere af de Anlæg, som Gerhard Treschow og hans samtidige havde bragt istand, havde ondt for at holde sig. Derimod gjorde et Par Borgere et Forsøg paa en Art Bergverksdrift lige i Byens Nærhed[39]. I Aaret 1737 fik nemlig Peter Collett og Peter Leuch Bevilling til at anlægge et Alunverk under Egeberg paa Oslo Hospitals Grund, hvilket de efter det regjerende Kongepar kaldte Christians og Sofia Magdalenes Alunverk. Foretagendet dreves under indkaldte svenske Mestre, men maatte snart nedlægges efter at have bragt Eierne et Tab af mellem tyve og tredive tusinde Rdlr. I 1757 kjøbte den yngre James Collett det Hele for en Ubetydelighed og fornyede Driften, og da han var beskyttet af store Privilegier, lykkedes det ham en Tid at holde Verket vedlige. Nogen Tid efter faldt en engelsk Spekulant, Mr. Colbrue, paa at opkjøbe al den Alun, som kunde opdrives i hele Verden, for at kunne bestemme Prisen paa denne Vare. Heller ikke det norske Alunverk undgik hans Opmærksomhed, og han sendte i 1771 en Fuldmægtig til Christiania for at opkjøbe Verkets Beholdninger (1070 Tdr.), og bestilte endog forud al den Alun, som kunde udvindes i de første 4 Aar. Pengene bleve en Tid ordentlig betalte, men omsider gjorde Colbrue Fallit. Nu gik det igjen tilbage med Alunverket, og i Begyndelsen at dette Aarhundrede blev det for bestandig nedlagt, uagtet tvende kyndige Mænd, Bergmester Baumann fra Hakedalens Jernverk, og Apotheker Maschmann, ivrig bestræbte sig for at bringe det paafode. Men Arbeidslønnen var for høi, og Priserne paa Brændematerial vare ogsaa tiltagne i en altfor betydelig Grad[40].

  1. Allerede Christiern den anden havde (1514) forbudt Fogderne at drive Handel.
  2. Cfr. Biskop Jens Nilssøns Dagbøger, udg. af Dr. Y. Nielsen. S. 107. Udgiverens Formodning i Indledn. til hin Samling S. 87 om, at Oslo Marked skulde have sin Oprindelse fra Rigsraadsmøderne, er derimod neppe sandsynlig, thi Markeder holdtes jo saamange Steder, hvor Rigsraadsmøder ikke pleiede at holdes. Til denne Sags Historie er forøvrigt en Skrivelse af 18de August 1546. til Chr. III (i Langebeks Dipl.) af Vigtighed. Oslos Borgermester og Raad klage her til Kongen over det aarlige Marked, som holdes «udi Hamarby», og ønske det flyttet til Oslo, hvor det burde holdes efter Kyndelmesse i fire samfulde Dage. Samtidig bede de om, sat ei noget andet Marked heromkring holdes maa eller skal, som er Sognsmarked, Strandemarked og alle andre smaa Marked, som Bønder have selv optaget og ei nogen Frihed derpaa haves osv.
  3. Se Medicinalberetningen for Norge for 1857, S. 118–119, og en Indberetning fra statholder Nils Trolle af 1658.
  4. J. E. Sars, Norge under Foreningen med Danmark, i Nordisk Univ.-Tidskr. 1863, S. 99.
  5. Paa denne Tomt staar nu Christiania Handelsstands Forenings Gaard.
  6. Om Nils Toller se Brünnich, Kongsberg Sølvbergverk, S. 92, Hofmans Danske Adelsmænd, III, S. 222. Hans Enke, Karen Lucht, ægtede siden Georg Reichwein, Norsk hist. Tidsskr. I, S. 34.
  7. Hans Liv er – bl. A. efter et til hans Begravelse efter Datidens Skik udstedt Universitetsprogram som Kilde – udførligt fortalt af M. Birkeland. i «Smaaskrifter», tilegnede Dr. A. F. Krieger. Kbhvn. 1872. S. 219–222. Dødsdagen sees af Biskop J. Bircherods Dagbøger, udg. af Molbech, S. 85.
  8. Danske Samll. 2. R. III, S. 312 (Indberetning fra den svenske Gesandt i Kbhvn.), men fornemmelig O. Beneke, Von unehrlichen Leuten, Hamburg, S. 245–246: «Ein grosser Kampf entbrannte 1762 (Skrivfeil for 1671) Decbr. um die Leiche eines schönen jungen Mannes, Leonard (sic) Marseelsen oder Marsellis, niederländischer Herkunft, aber als Generalpostmeister für Norwegen in dänischen Diensten. Auch hier war unglückliche Liebe die Ursache, weshalb er sich eines Morgens am Elbdeich mit seinem Degen das allzuheisze Herz durchstach. Er war ein Vetter der Herrin von Wandsbeck, Wittwe Berens, welche seine Leiche reclamirte und nach mehrtägigen Debatten gegen Protest des Ministeriums wirchlich behielt».
  9. Endnu tidligere (ved Aaret 1600) har Forf. i nogle utrykte Reisebemærkninger fundet Stedet omtalt saaledes: «Bragernes er et lidet Ladested, 4 Mil fra Oslo, som meste skib kommer, er altid Ladning i Forraad og store Hus, som udi en liden Kjøbstad».
  10. Bønderne paa Follo vilde endnu i 1684 ikke underkaste sig Loven, men vilde fremdeles udføre Trælast direkte og selv handle med Fremmede.
  11. Bircherods Dagbøger, udg. af C. Molbech, S. 111.
  12. Tullins samlede Skrifter, III, S. 168.
  13. Om denne Sag haves Oplysning i et indholdsrigt Manuskript om Christiania fra 1735, forfattet, som det synes, af Stiftamtmanden. (Kallske Samling paa det store kgl. Bibliothek i Kbhvn., No. 203 Fol.).
  14. Erik Anker († 1699) siges at have været sin Tids eneste Vinhandler i Christiania. I Begyndelsen af 18de Aarhundrede var Peder Arbo paa Strømsø «en af de faa Vinhandlere i Norge, som fik Varer hjem direkte».
  15. Udtrykkelig fremhævet i det ovenfor omtalte Haandskrift om Christiania fra 1735.
  16. Gerh. Treschow, der, før han nedsatte sig som Handelsmand, havde studeret i Leiden og været skriver ved Statholderskabet i Norge, var en Raadmandssøn fra Stege paa Møn. Familien har faaet sit Navn ved en Accomodation af Navnet paa Gerh. T.s Bedstefaders, en Træskomagers (i Nestved), Haandverk. Fra Gerh. Treschows Broder, Generaltoldforvalter i Throndhjem Herman Treschow, nedstammer den i 1812 adlede, for Tiden i alle tre nordiske Riger blomstrende Gren af denne mærkelige Familie. Se herom Danmarks Adels Aarbog for 1889.
  17. Herom findes en Fortælling i L. Daaes «Norske Bygdesagn», 2den Udg., S. 78.
  18. Om denne Mag. Johannes Treschow se Theologisk Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl., VII, S. 384, samt Norsk hist. Tidsskrift, III, S. 82.
  19. Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. VI, S. 23.
  20. Han havde begyndt som skrædder og senere været Bissekræmmer, blev siden Trælasthandler og var ved sin Død en af Byens rigeste Mænd. Over hans Efterkommere har Alf Collett udgivet en smuk Slægtshistorie (Chra. 1881, 4).
  21. Ved Tøger Grøns Død 1719 holdt Biskop B. Deichman en Ligtale, der udgivet i Trykken udgjorde 419 Foliosider foruden en Dedikation til Enken paa 50 Sider. Man har beregnet, at en saadan Tale ikke kunde afholdes i kortere Tid end 4 Timer. Rimeligvis er den i sin trykte Form udarbeidet senere.
  22. I Aaret 1700 synes han at have været Christianias rigeste Mand, se Norsk hist. Tidsskr. IV, S. 520.
  23. Dansk biogr. Lex. I. S. 227.
  24. De rigeste Mænd i Byen opnævnes i en Fortegnelse over dem, der i 1700 maatte rykke ud med et overordentligt Krigsstyr, hvilken findes i Norsk hist. Tidsskr. IV, S. 519 flg. En lignende Fortegnelse fra 1676 findes i Norske Samlinger, 8vo, II, S. 470 flg.
  25. Noget udførligere er denne Sag behandlet af L. J. Vogt i Slægten Vogt, S. 26 flg. At Toldsvig ogsaa senere længe vedblev at gaa for sig og det i meget høi Grad, er bekjendt nok. Endnu i Aaret 1790 skriver Stiftamtmanden i Christiania, Frederik Moltke, saaledes til sin Ven Geheimeraad Bülow: «Er det ikke skammeligt, at i afvigte Aar er ikke fortoldet saamegen Vin, som man dog kan anslaa, at Kirkerne alene have behøvet». (Bülows Papirer udg. af L. Daae, S. 42). Om lignende Misligheder i stor Udstrækning i de danske Provindsbyer i Frederik den fjerdes Tid se Norsk hist. Tidsskr. 2. R. VI, S. 27.
  26. «En af Aarsagerne til Handelens Aftagelse er vel ogsaa denne, at naar en bemidlet Kjøbmand har en Dotter, er hun gjerne for god for en brav Kjøbmand; hun skal endelig have en Rangsperson. Hvoraf følger, at fattige Karle maa tage fattige Piger og slæbe sig frem; lykkes det ham, og han faar Børn, skal hans Søn studere og hans Dotter have en Embedsmand. Herved gaar Midlerne fra Kjøbmandsstanden, og den mister de Sener, hvorved den skulde spændes i Veiret. Den, som har seet sig om i Verden, ved, at det er ikke saa usædvanligt paa de største Handelsstæder, at en flittig og tro Karl faar sin bemidlede Husbondes Dotter. Man skulde vel ogsaa tænke, at man kunde udspore sin Dotters Lykke bedre hos et Menneske, som man i lang Tid havde omgaaet, end hos en anden, som man maaske ikke længer har kjendt, end siden han begyndte at frie. Desuden skulde man tænke, at Regjeringen og Landet var bedre tjent med rige Kjøbmænd end med rige Rangspersoner. Man har derfor ikke nødig i disse Tider at raabe saa meget imod mange menneskers Forfængelighed og Rangsyge, thi som Characteren er til, saa faa de Piger til. Tullins samlede Skrifter, II, S. 283.
  27. Mellem dem, som skulde opkræve Sexskillingerne, var den rige Oluf Anker, som betroede Stemplet til uvederheftig Mand. Da Skomagerne klagede herover, svarede Oluf Anker Magistraten, »at det ikke var hans Leilighed at stemple Sko»; Magistraten klagede til Stiftamtmanden osv.
  28. Om Fontanger se det Throndhjemske Selskabs Skrifter, II, S. 303 (af J. E. Gunnerus).
  29. Som et Exempel paa, hvilke Stridigheder et unaturligt Paabud kan fremkalde, kan anføres følgende: Sekretæren i Slotsloven og Overhofretten, Johan Hasse, havde kun ansat sin Paryk til 3 Rdlr. i Skat, men man forlangte, at han som Rangsperson skulde betale 4; ligesaa forlangte man 1 Rdlr. mere af hans Frues Fontange, og om Skatten for hans Søns Paryk kunde der ogsaa dispu- teres, thi denne var Militær og kunde saaledes paastaa Fritagelse. Da disse Poster udsattes til Ansvar, betalte Hasse, men da man nu ogsaa forlangte større Rangskat af ham for hans 4 Skriverkarle, svarede han, at de fik betale selv, «saasom mig til Kancelliets Underholdning, Betjenternes Lønning nu i over halvtredie Aar ikke en Skilling er betalt». Det hjalp dog ikke. (Norske Samlinger, 8vo, II. S. 479–480).
  30. Disse, der især udgik fra Göteborg, vare nemlig i denne Krig temmelig betydelige. Alene fra Bergen ved man, at de optoge 26 Skibe, medens Barbareskerne i samme Tidsrum berøvede samme By 4 Skibe. I den skaanske Krig mistede Bergen ikke et eneste Fartøi, thi Defensionsskibene holdt dengang Søen ren for svenske Kapere. (Smlgn. H. G. Garde, den dansk-norske Sømagts Historie 1700–1814, S. 23). Nordmændene gjorde imidlertid trolig Gjengjeld og optoge saaledes i Aarene 1710–1712 en stor Del svenske Skibe, se Norsk hist. Tidsskr. II. S. 339 flg.
  31. Denne paa et løst Skjøn grundede Angivelse, der minder noget om Fortællingerne om den sorte Død, har siden oftere gaaet igjen især i historiske Lærebøger.
  32. Efter et Haandskrift om Christiania og Drammen fra 1735 (forskjelligt fra det andet af samme Aar, der benyttes i nærværende Fremstilling), hvilket findes i det danske Rigsarchiv.
  33. Christian den Sjettes egne Ord i hans Brev til en af sine Geheimeraaden (i Oversættelse fra Tydsk i Jens Møllers Mnemosyne, III, S. CCLXXV) fortjene at kjendes som et interessant Bidrag til Enevoldsregjeringens Characteristik. «Jeg ser af Rentekammerets Forestilling, hvilke Difficulteter der findes ved at bevilge Christianias petitum. Jeg erkjender mit Rentekammers og Geheimeraadens intention, som altid sigter til min Interesse. Men mit sentiment er dette, at jeg kun søger mine Undersaatters Lyksalighed, thi gaar det dem vel, saa gaar det ogsaa mig vel, og det kan ikke gaa dem vel, uden naar Commerz og Manufakturer blomstre. Det kan gjerne være, at Christianienserne ere saagodtsom fødte malversatores; naar de befindes saadanne, maa man straffe dem derfor, men Kjøbenhavnerne er det vel ikke mindre. Jeg er Herre over begge Riger, Fader for begge Børn. Jeg vil Ingen gjøre Uret, men det ene af dem maa ikke begjære mere end det andet. Lige Brødre, lige Lod. Det kan vel være, at Kbhvn. indbringer mere i Told, end alle norske Stæder, men det er intet Under; Kjøbenhavn har saa meget forud. Jeg vil give Christiania den ansøgte Frihed paa de 4 Species paa 3 Aar, dog at de, naar de handle paa Danmark, skulle for disse Varer erlægge i Told det Samme, som de danske Stæder give, ligesom ogsaa, naar Tolden af Christiania herefter bliver mindre (som den har været det sidste Aar), saa skal denne Frihed ophøre».
  34. Se herom mine Norske Bygdesagn, 2. Udg., S. 229 flg.
  35. Den uheldige Kornlov blev fremdeles gjeldende. I 40 Aar fremkaldte den netop ligesaa mange Forordninger, der snart tillod, snart forbød Udførsel eller Indførsel, og snart gjaldt hele det danske Monarki, snart kun Norge eller Slesvig. Under Struensee gjordes Forberedelser til at faa Ende paa Uvæsenet, men Guldberg opretholdt det, og Loven hævedes først 1788.
  36. C. M. Olrik, Forsøg om Bergens Handel, Sorø 1764, S. 26.
  37. Denne Mand erindres endnu i Gudbrandsdalen under Navn af »Rikhjellen«. Det gik tilsidst ud med ham, og Sagnet fortæller, at Kjøbmændene i Christiania indespærrede ham i en Kjelder for at tvinge ham til at udstede Gjeldsbreve. (L. M. B. Auberts Afhandling, om Almenningerne i Morgenbl. 1863, No. 135).
  38. Om Høkerne, Landkræmmerne osv. findes interessante Oplysninger i Stampes Erklæringer. I. S. 335 flg.
  39. Allerede i længst forsvundne Tider havde man prøvet paa Grubedrift her i Egnen. Endnu ser man ved Gamle Akers Kirke Spor til længst forglemte Gruber, der i det sextende Aarhundrede flere Gange have været drevne paa Kobber. En ubetydelig Del sølv er ogsaa her udvunden.
  40. Alunverkets Historie er udførlig fortalt af Rektor J. Rosted. (Top. Journal H. 3). Den bekjendte Krigshelt Hans Helgesens Fader, en svenskfødt Mand, havde været ansat ved dette Alunverk. I en senere Tid interesserede Gustav Strømboe, der boede paa Kjørbo ved Sandvigen, sig meget for Industriens Opkomst, se Prahls Skjalde-Tidende for 1764, April.