Det gamle Christiania/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ildebranden den 17de August 1624 vare ikke alene Brgernes Vaaningshuse, men ogsaa deres Søboder og hvad disse indeholdt nedbrændte. St. Halvards-Kirken var ilde medtaget og kun Bispegaarden, Hospitalet og en Del af Latinskolen reddede. Det er let at forstaa, hvor frygtelige saadanne Ulykker maatte være paa en Tid, da vore Dages Forsikringsanstalter vare ukjendte. Da nu Borgerskabet erfarede, at Kongen vilde paalægge dem at bygge paa den anden Side af Bjørvigen, opkom der Fortvivlelse blandt de Brandlidte. I et Bønskrift af 20de September 1624 forsøgte derfor Borgermestre og Raad at bevæge Kongen til at frafalde sin Plan. De foreholdt ham først sin Uformuenhed, dernæst at Gaderne, de murede Kjældere samt Bolverker og Brygger vare «uskamferede», og hvor meget de altsaa vilde tabe, om alt dette ganske skulde miste sin Værdi, og endelig tilbøde de sig at iagttage større Forsigtighed ved Gjenopførelsen af sin By, at gjøre Gaderne større og bredere, anlægge Almindinger m. m., ja de forpligtede sig endog til selv at «devastere» Staden, saafremt det nogensinde skulde kunne befrygtes, at Oslo vilde yde nogen Fiende et Støttepunkt mod Akershus Fæstning. Men ingen Bøn eller Forestilling formaaede at rokke Kongens engang tagne Beslutning.

Christian den fjerde begav sig, som vi have hørt, selv til Landet i de samme Dage, da denne Ansøgning blev skreven. Han ankom til Akershus den 24de September, og i hans Skrivkalender for de følgende Dage læses: «27. Sept. Var H. M. geskjæftig med at stikke den nye Kjøbstad af udenfor Aggershuus. 28. Sept. Fuldendte H. M. Fundationen paa Byen og blev den kaldet Christiania»[1]. Nu vidste altsaa Borgerne i Oslo sin Skjebne, og en ny Supplik af 29de September indskrænker sig derfor til at udtale de Brandlidtes Trang til nogen Tids Skattefrihed og anden Lindring i deres betrængte Forfatning. Sandsynligvis har endel af Befolkningen foretrukket at forlade Egnen og søge sig nye Virkekredse paa fremmede Steder. Et Spor hertil er det, at i 1625 fire Personer fra Oslo toge Borgerskab i Bergen, hvor Østlændinger paa den Tid sjelden eller aldrig pleiede at nedsætte sig[2].

Naar maaske undtages Frederiksstad, er Christiania uden Tvivl den ældste norske By, som kan siges at være bleven anlagt efter en bestemt forud udkastet og vedtagen Plan. Vore ældre Byer kunne nærmest siges at have gjort sig selv, og i ethvert Tilfælde har det vistnok altid staaet deres Indbyggere omtrent frit for, hvor og hvorledes de vilde opføre sine Huse. For første Gang hos os fastsattes nu bestemte Bygningslove, sigtende til at fremkalde en befæstet Stad, bestaaende af Stenbygninger og med regelmæssigt afstukne Gader. Disse Bestemmelser indeholdes i det Reskript, som Kong Christian inden sin Bortreise fra Egnen udstedte til Statholderen, Jens Juel, under 4de Oktober 1624. Dette Reskript er det første offentlige Dokument, hvori Navnet «Christiania» forekommer. At opkalde Steder efter Konger og Fyrster var ved den Tid en ny Skik i Norden; Frederiksstad er for Norges Vedkommende udentvivl det ældste Exempel ogsaa herpaa. Det var som en Efterligning af Navnet «Christiania», at Frederik den tredie 1664 kaldte sit jydske Byanlæg, der oprindelig var bestemt til at blive et Slags Residentsstad, Fredericia[3]. Hvis Oslos Flytning havde fundet Sted et Aarhundrede tidligere, vilde Staden sikkert have bevaret sit ældgamle Navn ligesom andre Byer, der stundom have ombyttet sin Tomt med en anden nærliggende, f. Ex. Lødøse og Konghelle; i det Høieste vilde man, ligesom Tilfældet var med den første af hine Byer ved Götaelven, alene ved Tillægget «gamle» og «nye» have skjelnet mellem den nedbrændte Stad paa den østlige og den gjenreiste paa den vestlige Side af Bjørvigen.

Beslutningen om Christianias Anlæg har senere flere Gange været erindret paa høitidelig Maade. Det berettes, at i 1724 «blev Stadens Jubilæum med stor Pragt celebreret», uden at dog noget nærmere herom kjendes[4]. Derimod er det mere bekjendt, at Tohundredaars-Jubilæet feiredes i 1824[5]. Og da Staden havde bestaaet i Fjerdedelen af et Aartusinde, besluttede Kommunebestyrelsen at lade opføre det prægtige Monument paa Stortorvet, der afsløredes den 29de September 1879.

Christiania skulde ikke alene anlægges i Akershus’s umiddelbare Nærhed, men Staden selv skulde være en Fæstning, omgiven med Volde og Grave. Til at forestaa disse militære Anlæg indkaldtes allerede i 1625 Hollænderen Cornelis Flint. Voldene synes at være blevne fuldendte i Aaret 1633. De strakte sig fra Pipervigsbakken langs det bratte Afheld mod Pipervigen hen til nordenfor den senere «Sverdfegerbakke» (altsaa til den nuværende Storthingsbygnings Høide) og gik herfra langs Nordsiden af den senere Østregade (nu Karl Johans Gades ældre Del) ned imod Søen. Paa nogle Steder var denne Vold forsynet med Bastioner og Grave. En Bastion fandtes saaledes just der, hvor nu Kreditkassens Gaard paa det senere Stortorv er beliggende, en anden var anbragt et Stykke derfra paa en forlængst forsvunden Fjeldknat; lidt udenfor denne sidste Bastions Spidse ligger nu Vor Frelsers Kirke. Omtrent der, hvor nu Christian IV’s Statue staar paa Torvet, laa i gamle Dage et Tjern, som forsynede Gravene med Vand. En af Hovedportene var anbragt ved Kongens Gades Ende.

Disse Volde begrændsede saaledes Christian den Fjerdes By imod Vest og imod Nord. Mod Syd strakte Staden sig lige ind under Akershus Fæstnings Mure, saa at ogsaa det nuværende Fæstnings-Glacis var bebygget. Mod Øst tilstøder Søen, men Vandet gik dengang meget høiere op end nu. Alt, hvad der ligger nedenfor den nuværende Dronningens Gades vestlige Husrække, er nemlig indvundet fra Søen; kun laa der en liden Holme ved nuværende Britannia Hotel ligeoverfor den nuværende Børsplads. Dog var Vandet her ikke dybt, og det var kun med smaa Baade eller flade Pramme, at man kunde ro op til den senere saakaldte Kirkebakke og omtrent til den nuværende Krigsskole. Ud igjennem denne Grunding anbragtes derfor to lange Træbrygger, som satte Byen i Forbindelse med dens Havn, samt tillige en Palissadering, der dannede en Fortsættelse af de ved Kirkebakken ophørende Volde.

Christianias ældste Gader vare sex Langgader og tre Tverstræder. Navnene paa disse Gadeløb, af hvilke kun et eneste (Kongens Gade) til alle Tider har bevaret sin oprindelige Benævnelse, vare følgende:

1. Øvre Gade, (nu Nedre Voldgade).

2. Akers-Gade, (senere en Tidlang Nordre Gade kaldet, nu atter benævnt med sit gamle Navn).

3. Raadhus-Gade, (nu Øvre Slotsgade).

4. Slots-Gade, (nu Nedre Slotsgade).

5. Kongens Gade.

6. Prindsens Gade, (nu Kirkegaden).

7. Raadhus-Stræde, (nu Raadhusgaden).

8. Vater-Stræde, (nu Toldbodgaden).

9. Over-Gade, (nu Prindsens Gade).

Desforuden var der endel Husrækker, som synes ikke at have havt faste Navne, nemlig nogle Gaarde langs Stranden paa den øvre Side af den nuværende Dronningens Gade samt ved nuværende Øvre Voldgade, maaske ogsaa ved den senere Østregade.

Saavel Oslos hidtilværende Borgere som tillige «Fremmede af vor Religion» fik Tilladelse til uden Betaling at vælge sig Byggetomter i den saaledes afstukne By. Kun Geistligheden, Latinskolen og Hospitalet samt «Folk, som ingen Haandtering eller Næring brugte», fik Lov til en Tid at forblive i Oslo, en Tilladelse, der allerede i 1627 toges tilbage for Domkapitlets og Præsteskabets, kort efter ogsaa for Skolens Vedkommende. Borgerne fik derimod strax strengt Paalæg om allerede inden Paasketid 1625 at være indflyttede til Christiania. For at hindre Handlende fra at opholde sig i Oslo udstedtes gjentagne Gange Ordre til at ødelægge denne Stads gamle Brygger, af hvilke Levninger siden flere Gange ere paatrufne.

Byen skulde saavidt muligt alene bestaa af grundmurede Stenbygninger. Adelen fik Paalæg om at bygge paa denne Maade[6],

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
ligeledes Borgerne, og kun de fattigste skulde have Lov til at «bygge paa dansk Maner mellem Stænger, muret med høie Tag», altsaa med Bindingsverk. I 1625 tillod vistnok Kongen de mindst formuende Folk at bygge «af Bolverk», altsaa simple Træbygninger, men allerede 1638 udgik ei alene strengt Forbud mod at opføre nye Træhuse, men endog Befaling til, at de i Tillid til den givne Tilladelse opførte ufortøvet skulde nedrives. For at fremkalde en hurtig Bebyggelse og for at lette fattigere Folk, navnlig Haandverkere, at nedsætte sig i Byen, paalagdes det Enhver, der valgte en af de bedste Tomter, tillige at lade bygge et simplere Hus «oppe i Byen», som kunde udleies til den ubemidlede Klasse. Naar de saaledes gratis erhvervede Tomter virkelig vare blevne bebyggede og Vedkommende i et Aar havde besiddet sit nyopførte Hus, meddeltes ham af Statholderen i Kongens Navn Skjøde paa Eiendommen, men undlod den, hvem Tomt var anvist, i fire Aar at bebygge den, eller forsøgte han at gjøre «Fremlaan» deraf til Andre, skulde Tomten ansees som forbrudt til Kronen.

Den Del af Christiania, som baade synes at være bleven først bebygget og længe havde de fornemste Beboere, er Strøget nærmest Havnen og Slottet. Endel af disse gamle Hovedgader, de, som omgave «Kvartalerne»[7] paa Fæstningsglaciet, ere nu aldeles forsvundne, andre, som de nedre Strøg af begge Slotsgaderne, høre forlængst til vor Stads mindst befærdede Egne. Derimod boede, som vi nys hørte, den fattigere Befolkning «oppe i Byen», og endnu i flere Menneskealdre betragtedes Voldgaderne og Akersgaden som de mindst anseelige Dele af det egentlige Christiania.

Af Stadens ældste Torv findes endnu tydelige Spor. Den gamle mærkelige Bygning paa Hjørnet af (de nuværende) Raadhus- og Øvre Slotsgader, der i Begyndelsen af vort Aarhundrede var Kommandantbolig, derpaa overlodes Universitetsbibliotheket og nu er Lokale for Garnisonens Sygehus, strækker sig, som man vil se, ikke lige til Gadehjørnet eller det Punkt, hvor Fortsættelsen af Slotsgadens østre og Raadhusgadens nordre Sidelinie vilde skjære hinanden, men danner indenfor dette Punkt en retvinklet Indskjæring. Ogsaa paa Sydsiden af Gaden Var en lignende Indskjæring, hvoraf endnu sees Spor. Her fremkommer saaledes en ikke saa ubetydelig, men ikke aldeles kvadratisk Plads. Denne Plads dannede Byens Torv i det syttende Aarhundrede og benyttedes som Markedsplads endnu langt ind i det attende. Paa dette Torv saaes i gamle Dage en «Vandkunst», hvortil Christian den fjerde selv havde skjænket en Sum Penge, og fra hvis Vandpost Borgerne mod passende Betaling (5, 10, 15 til 20 Rdl.) fik Til-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Christianias ældste Bygning, nu Garnisonens Sygehus.

ladelse til at lede Vandet hjem i sine Gaarde. Som en Levning fra gamle Dage af stod lige til for sytti Aar siden Byens Gabestok paa denne Plads, og Kagstrygninger foregik her, indtil denne Straf blev afskaffet.

Paa den Tomt, som i mere end hundrede Aar (siden 1773) har været vansiret ved den uskjønne Artilleristald eller «Prindsestalden», saaledes benævnt efter Prinds Carl til Hessen (Frederik den sjettes Svigerfader og dengang kommanderende General i Norge), og hvor omsider i vor Tid Johanneskirken er opført, stod fordum Christianias ældste Kirke «Trefoldighedskirken» med tilhørende Kirkegaard. Efterat nemlig Byens Menighed i nogle Aar havde benyttet dels den ved Ildebranden stærkt beskadigede Halvardskirke i Oslo, dels Akers Kirke som Sognekirke, blev her i Aarene 1632—1639 dels paa Sparebankens nuværende Tomt, dels paa den nærmest denne i Syd liggende Strækning opført et smukt og anseeligt Gudshus; Omkostningerne ansloges forinden Opførelsen til omtrent 20,000 Rdl., en Sum, som Byens egne Indvaanere ikke alene formaaede at reise, og hvortil derfor alle Stiftets øvrige Kirker hver maatte yde sit Bidrag; rimeligvis skjænkede ogsaa Kongen endel Penge til Foretagendet. Bygningen, der tillige blev Stiftets Domkirke, var en hvælvet Stenbygning i Korsform med mindre Kapeller eller Udbygninger i Korsets Vinkler og indviedes den 10de Marts 1639 af Holbergs bekjendte Stamfader, den bergenske Biskop Mag. Ludvig Munthe, som dertil særlig var beskikket, da Christiania Bispestol just var ledig. Kirken prydedes med en smuk Altertavle og Prædikestol, hin en Gave af Statholderen, Christopher Urne til Aasmark, denne af Borgermester Laurits Ruus, efter hvem «Ruseløkken» har sit Navn. Det kan erindres, at denne Kirke har været benyttet som Forsamlingssted for de «norske Stænder», som navnlig i den sidste Menneskealder før Enevoldsmagtens Indførelse ikke saa sjelden sammenkaldtes. I Kirkens Nærhed laa Præstegaarden, sandsynligvis paa den Tomt, hvor senere den med Indskriften «Gud være med os» betegnede Gaard blev opført 1689. I Nærheden af Kirken, saavidt man kan skjønne ligeoverfor den (i Akersgaden), laa Latinskolen og det dermed i et Snes Aar forbundne Gymnasium.

Et Raadhus befaledes opført 1627. To Gader bare Navn efter denne Bygning, og den maa have ligget i Nærheden af Torvet. I 1641 opførtes en ny Raadhusbygning, den samme, der siden længe har tjent den techniske Forening til Lokale. Den vedblev at benyttes som Raadhus indtil Christian den sjettes Tid.

Af de Brygger, der strakte sig henover den lave Grunding og satte Byen i Forbindelse med dens Havn i Bjørviken, dannede den ene en Fortsættelse af Vaterstrædet (Toldbodgaden), den anden gik i Flugt med Raadhusstrædet (Raadhusgaden). Der, hvor Vandet begyndte at blive dybt, forenedes disse Langbrygger ved en Tverbrygge. Tidlig begyndte man imidlertid at opfylde denne grunde Forstrand for at indvinde nye og for Handelen bekvemme Byggetomter, og hertil sigter udentvivl en Ytring af Statholderen fra Aaret 1656, der omtaler, «at Byen forvides ved Stranden». Allerede før det i Christianias Historie epokegjørende Ildebrands-Aar 1686 var man derfor ei alene kommet saavidt, at begge Sider af Dronningens Gade vare bebyggede, men ogsaa Skippergaden og Store Strandgade vare tildels tilkomne, og Volden havde i Anledning heraf modtaget en Forlængelse.

Gjennem Udgravning søgte man ved Siden af Stadens naturlige Havn at tilveiebringe ogsaa en indre kunstig Havn eller Revier.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

„Gud være med os“.

Gadenavnet Revierstrædet samt den i daglig Tale anvendte Betegnelse «Raveren» ere endnu Vidnesbyrd om disse Bestræbelser. Revieret skulde efter Planen være 18 Alen bredt, have en Dybde af 3½ Alen og strække sig lige op til Kongens Gade, men Gravningen er udentvivl aldrig nogensinde bleven færdig, og det Hele blev i ethvert Fald temmelig snart opgivet.

Et Reskript af 1627 paalagde Bønderne paa det Kronen tilhørende Jordegods i Christianias Omegn som Hoveriarbeide at «forfærdige» (brolægge) Gader i den nye Stad, og dette Kongebud er formodentlig ogsaa i nogen Grad blevet opfyldt, men ikke destomindre klagedes længe over, at enkelte Gader havde et uordentligt Udseende. I Aaret 1648 bemærker saaledes Lorents Boyesen, der Aaret iforveien var bleven Byfoged, at visse Gader «ere fast som et Morads uden Fyld og Sten, som spotteligt er af Fremmede at sees», og, vedbliver han, «endel her i Menigheden bygger af selvtagen Dristighed store Boder udenfor deres Huse langt ud paa Gaden og dehonestere derved Byen og Gaderne tvertimod kongelig Majestæts eget naadigste Afrids». I 1638 forbyder et Kongebrev den Uskik at have Korn- og Hølader inde i selve Byen og tilholder Borgerne ikke at lade sine Svin gaa om paa Gaderne. I 1662

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Waisenhuset med Nabogaarde.

høre vi om Kranglerier mellem Magistraten og endel brutale Officerer, som negtede at holde Gaden ren udenfor sine Huse. Men ikke desto mindre ansaaes Christiania for smukkere og stateligere end Landets øvrige, næsten blot af Træhuse bestaaende Byer. Amt Berntsen roser saaledes Stadens Udseende i sit berømte statistiske Verk «Danmarks og Norges frugtbare Herlighed», der udkom 1656.

I hint Byfogdens Klageskrift af 1648 heder det endvidere, at «Mange i Byen havde store og smukke Pladse, som de ikke formaaede at bebygge og dog ikke vilde sælge». Ogsaa det ældste Kart, man kjender over Christiania (af Hollænderen Isak Gelkerk, ca. 1650)[8], synes at »vise, at endnu den Gang nogle Kvartaler inden Murene ikke vare fuldfærdige. Men hvad vi iøvrigt nu vide om den første Bebyggelse, er ikke meget og skyldes næsten ene den gamle Skik, som indtil Begyndelsen af det attende Aarhundrede iagttoges ved grundmurede Bygningers Opførelse, nemlig at Aarstallet tilligemed Bygherrens, stundom ogsaa hans Hustrus Navn anbragtes paa Husets Forside med Jernbogstaver. Af Byens allerældste Gaarde er endnu mindst en i Behold, nemlig den allerede leilighedsvis nævnte Hjørnegaard mellem Øvre Slotsgade og Raadhusgaden ved det gamle Torv. Den er opført 1626. Vaisenhusets Gaard og to Nabogaarde mellem dette og nuværende Hotel

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Det gamle Raadhus.

d’Angleterre hidrøre fra 1640. I Hjørnestrøget mellem Raadhusgaden og Dronningens Gade findes en Grænd af Huse, mellem hvilke den hidtilværende Raadhusbygning. Disse Huse ere alle fra 1647, det ene, der indtil for faa Aar siden havde Paaskriften H. B. S. og A. P. D. T., er opført af Helge Bertelssøn, hvis mandlige Efterkommere (nu i Danmark) kaldte sig Heltzen, og fra hvem den senere norske Familie af Navnet Vogt paa Mødrenesiden nedstammer. Helge Bertelssøn hørte til Byens rigeste Mænd paa sin Tid[9].

I 1661 bleve alle Byens Gaarde taxerede paa Raadhuset. Allerede dengang var Staden efter Himmelegnene inddelt i fire Kvarterer, en Inddeling, som benyttedes endnu i Begyndelsen af vort Aarhundrede. Disse fire Dele af det oprindelige Christiania støde sammen der, hvor Vaterstrædet (Toldbodgaden) og Kongens Gade skjære hinanden, saa at Østre Kvarter laa herfra i NO. Søndre i SO., Vestre i SV. og Nordre i NV. I «første» (vistnok vestre) Kvarter laa i 1661 et Antal af 83 Gaarde, tilsammen taxerede for 26,270 Rdlr., for største Delen Leiegaarde, tilhørende de rigere, men beboede af de fattigere Borgere; kun 1 af de 83

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Hjørnehuset til Nedre Slotsgade og Prindsens Gade.

Gaarde var taxeret for 700 Rdlr. I andet (søndre) Kvarter laa de bedste Gaarde. De vare 61 i Tallet, tilsammen værdsatte til 46,780 Rdlr. Mellem disse var Kantsler Jens Bjelkes Bygaard, beliggende paa samme Tomt, hvor Stiftamtmand Storm i 176* opførte den nuværende Krigsskolegaard, og taxeret for 3000 Daler, fremdeles Helge Bertelssøns ovennævnte Gaard (2,300 Rdlr.) og endel andre store Gaarde, hvis Beliggenhed Vi ei kunne paavise. Mellem dem var Byens kostbareste Eiendom, Kommissarius Garmann[10] tilhørende og værdsat til 4000 Rdlr. I tredie (østre) Kvarter vare 108 Gaarde, taxerede for 41,960 Rdlr. Om fjerde (eller nordre) Kvarter gjælder den samme Bemærkning, som om det vestre, og det i endnu høiere Grad. Samtlige de her beliggende 78 Gaarde vare kun ansatte til 16,205 Rdlr. Den hele af Voldene, Slottet og Søen indesluttede Stad talte altsaa i Aaret 1661 et Antal af 33o Gaarde, taxerede til 131,215 Rdlr. Til Sammenligning kan anføres, at i de samme fire Kvarterer laa der i 1734 et Antal af 371 Gaarde.

Christiania havde imidlertid allerede dengang Forstæder. Disse ere tildels endog ældre end den egentlige By, thi man finder paa de ældste Karter over Staden visse Dele af Vaterland[11], navnlig Elvegaden og Fjerdingen («Fukke-Fjerdingen» kaldet) saavelsom ogsaa Pipervigen betegnede som saa stærkt og tillige saa uregelmæssigt bebyggede, at man med Bestemthed maa tro, at de have været til ved Christianias Anlæg, og at Christian den fjerde har maattet tage dem med som et Onde, der vanskelig stod til at rette[12]. Langs Akerselven, ved de endnu Kongen tilhørende Møller og Sagbrug, bestod ogsaa allerede dengang «Sagene» som en Art uregelmæssig Arbeiderkoloni. Bergfjerdingen er ogsaa af gammel Oprindelse, ligesom Grønland, der ligeledes omtales i Christianias ældste Periode. Skjønt Navnet «Lakkegaden» er meget yngre[13], var ogsaa denne Gade utvivlsomt tidlig bebygget, især siden den nuværende Vaterlands Bro (i Aaret 1654) var bleven opført. Endog i det gamle Oslo kunde det trods gjentagne Forbud og strenge Trusler ikke hindres, at nye Smaahuse af og til reiste sig.

Forstædernes Beboere vare ikke delagtige i Byens Privilegier, og forsaavidt de dreve Handel og anden Bynæring, var denne altsaa ulovlig. Befolkningen i Forstæderne sees i det Hele ei alene at have været fattig, men tildels ogsaa ilde berygtet. Allerede i Kjeld Stubs Proces med Borgermester Laurits Ruus forekommer som et Skjeldsord «de i Vaterlandet og i Pipervigen», og i 1646 ansøgte Christiania Borgere om, at Vaterland, Pipervigen og Grønland maatte blive «afskaffede», saasom Indbyggerne (især i Vaterland) «dreve ulovligt Kjøb med Bønderne og en Part af dem førte et uskikkeligt Hus». I Anledning heraf blev ogsaa resolveret, at de bedste Mænd fra Forstæderne skulde indflytte til Christiania, men Resten «reise tilbage did, hvorfra de ere komne», og derpaa «deres Kipper og Hytter ruineres». Men, som saa ofte ellers, blev det ogsaa her ved Befalingen, og det strenge Bud blev ikke efterlevet.

Skjønt man ogsaa i Byen selv, som tidligere antydet, saa igjennem Fingre med, at en og anden Træbygning reiste sig i de mindst anseede Kvarterer, fik man dog her ikke Lov til at opføre saa usle og uanseelige Rønner, som Fattigfolk kunde ønske at bygge sig. Det gik derfor allerede da omtrent som nu, at Arbeiderbefolkningen opførte Smaahuse udenfor Murgrændsen, det er i Forstæderne. Her kunde man bo billigt. I 1634 værdsattes saaledes et Hus i Pipervigen, tilhørende en fra Byen forvist Tyv, til 5 (fem) Rdlr., og det bemærkes udtrykkeligen, at i Summen ei alene var beregnet den «ud i Stolper ophugne Bygning» med Vinduer og Døre, men ogsaa en liden Have.

I Aaret 1658 rammedes en stor Del af Christianias Forstæder af en sørgelig Skjebne. Da nemlig Statholderen, den bekjendte Magnat Hr. Nils Trolle, frygtede et svensk Angreb og gik ud fra, at Forstæderne vilde komme til at lette Fienden Beleiringen af den befæstede Stad, lod han samtlige Forstæder, sandsynligvis kun med Undtagelse af Elvegaden og en Del af Fjerdingen, stikke i Brand. Svenskens Anfald, der dennegang for første Gang gik ud over Halden, strakte sig imidlertid ikke saa langt som til Christiania, og Nils Trolles overilede Foretagende paadrog derfor kun ham selv et bittert Had af den fattigere Befolkning. Men hvad der egentlig var det værste var dette, at Leiligheden til paa en forstandig Maade at regulere de afbrændte Forstæder, saa at de herefter kunde være blevet afdelte i regelmæssige Gadeløb, ikke blev benyttet. Tvertimod reiste sig paany i en Fart de gamle krogede Gyder og elendige Hybler. Det er oplysende i denne Henseende, at ved den ovenfor omtalte Taxationsforretning af 1661 fandtes i Vaterland et Antal af 168 Huse, tilsammen (!) værdsatte til 1310 Rdlr., altsaa hvert Hus i Gjennemsnit taxeret til otte Rdlr.[14] I Pipervigen var Forholdet endnu værre. 64 Huse vare her tilsammen ansatte til en Sum af 309 Rdlr., altsaa til en Gjennemsnitsværdi af henved fem Rdlr.

De forrige Hustomter i det gamle Oslo bleve tagne i Besiddelse af Kronen og dannede en Tidlang en samlet Eiendom, der henlagdes under Akershus Fæstning under Navn af Oslo Ladegaard. Men de til Christiania overflyttede Borgere fik rigelig Erstatning for Afstaaelsen af disse Tomter. Christian den fjerde skjænkede dem nemlig 1620 som Bymark de fem paa Frysjas eller Akerselvens Vestside beliggende Gaarde Store-Aker, Sten, Lindern, Valle og Vøien, der samtlige henhørte til det fordums Kloster Nonneseters Gods. Denne anseelige Strækning skulde oprindelig tilhøre Borgerne i Fællesskab «til Bymark, Fædrift og Gjerdefang», og enhver Gaardeier i Christiania skulde have Ret til at sende sine Kreaturer paa Græs her. Men det varede ikke længe, førend dette Forhold forandredes, og det paa en Maade, der i det Mindre har nogen Lighed med de romerske Patricieres Omgang med ager publicus. Christianias mere formuende og indflydelsesrige Indvaanere, saasom Magistraten, Domkapitlets Medlemmer og de rigere Handlende, fandt nemlig snart for godt at bemægtige sig hver et særligt Stykke af Bymarken og indhegne det som privat Eiendom. Disse saaledes okkuperede Strækninger fik det fremdeles brugelige Navn «Løkker» (ɔ: Indhegninger) og ansaaes nu gjennem flere Slægtled som uadskillelig forenede med Eiernes Bygaarde, med hvilke de solgtes under Et ved fælles Skjøde, ligesom paa Landet Gaarde og Sætre. Allerede i 1638 og 1646 findes denne Selvtægt af Byens fornemste Folk omtalt og paaklaget, men omtrent samtidig paabødes ved et kongeligt Reskript en Løkkeskat. Regjeringen lod altsaa Forholdet vedblive saaledes, som det havde udviklet sig, og i 1652 vare flere af Løkkerne allerede ved Salg overgaaede i nye Eieres Hænder, saaledes f. Ex. Biskoppens, Henning Stockfleths, Løkke, der laa ligeudenfor Byens Volde og indtog en Del af det nuværende Stortorv; han havde for 15 Aar siden kjøbt den af Balthasar Brabant. En af Professorerne ved Gymnasiet, Mag. Ambrosius Rhodius, havde ligeledes tilkjøbt sig en Løkke, hvor han forsøgte paa at anlægge en medicinsk og botanisk Have. Men at bebygge Løkkerne var længe forbudt, især naturligvis for deres Vedkommende, som laa Stadens Volde nærmest, da der omkring disse skulde være en Art Glacis. Selv efter at Voldene vare sløifede, varede det en rum Tid, inden der paa Løkkerne fandtes andre Beboelsesleiligheder end et eller to Sommerværelser i en Ark ovenpaa et Hølade; dette var en Omgaaelse af Loven[15].

Forbudet mod at opføre Vaaningshuse paa Løkkerne havde især sin Grund i Frygten for, at selve Byens regelmæssige Bebyggelse skulde lide derved, men allerede tidlig meddeltes enkeltvis Dispensation. Saaledes fik Borgermester Laurits Ruus i 1640 Magistratens Tilladelse (bekræftet af Kongen 1669) til at opføre et Vaaningshus paa den efter ham benævnte «Ruseløkke», der fremdeles er Navnet paa dette Strøg.

Christianias Befæstning har aldrig opnaaet nogen Plads i Krigshistorien, eftersom ingen Fiende hjemsøgte Staden i den Tid, da Volde og Grave omringede den. Fra den Tid af, da Hr. Nils Trolle i 1658 ubesindig havde ladet Forstæderne brænde, altsaa kun et Snes Aar efter, at Voldene vare komne i fuld Stand, synes disse at være blevne mere og mere vanskjøttede; Palissaderingen ved Stranden toges bort, ja der saaes endog igjennem Fingre med, at Borgerne borttoge Sten fra Voldene til egne Byggeforetagender. I Beskrivelsen over Christian den femtes Reise i Norge i 1685 heder det derfor ogsaa,« at Byens Fortifikation ikke er af synderlig Importance, formedelst den en Tid uden Reparation henligget haver, tilmed og befindes unødigt derved noget at lade gjøre formedelst de nærliggende Klipper, som Verket næsten overalt kommanderer» .

Aaret efter hint Kongebesøg indtraf en Begivenhed, som ei alene kom til ganske at borttage Byens militariske Udseende, men tillige i flere andre Henseender forandrede dens Skikkelse. Det var den store Ildebrand den 21de April 1686, der i nogle faa Timer ødelagde en Trediedel af Staden. Den hele Strækning mellem Voldene og den nuværende Øvre Slotsgade, tildels ogsaa nogle søndenfor denne Gade liggende Strøg, ialt 9—10 større og mindre Kvartaler, brændte ned, og Byens smukke Kirke blev stærkt beskadiget. Netop paa denne Kant af Byen fandtes, som vi have seet, det største Antal af Bindingsverks- og Træbygninger. Dette forklarer, at Ilden i saa kort Tid kunde udstrække sine Ødelæggelser til et endnu større Areal, end det, der i 1858 hjemsøgtes af Luerne. Forøvrigt ved man Lidet om selve Ildebranden. Kun sees det, at 64 Indvaanere i flere Aar opføres som skattefrie, paa Grund af at deres Huse vare brændte, men Tallet paa de brændte Huse har visselig været meget større, da de mere velhavende Eiere af de her beliggende talrige Leiegaarde vistnok ikke have faaet Andel i Skattefriheden.

Denne Ildebrand havde vigtige Følger. Selve Byens Befæstning med Volde og Grave blev nu helt opgiven. Kvartalerne i Syd for Akersgaden og begge Voldgaders nuværende Endepunkter mod Fæstningen inddroges under Akershus som dettes Glacis og bleve aldrig mere bebyggede. Kirken, der dog neppe havde lidt mere, end at den nok havde kunnet lade sig sætte istand[16], bestemtes til Nedrivelse, da Fæstningens Naboskab ansaaes for uheldigt. De Huseiere, der havde boet i de forrige Kvartaler under Fæstningen, fik nye Byggepladse anviste mod Nord. Ved Sten og Jord fra Voldene udfyldte man Tjernet udenfor disse og afstak det nuværende Stortorv.

I Nærheden af dette nye Torv besluttede man omsider at lægge Stadens nye Kirke paa den Plads, hvor før den nederste Voldbastion havde staaet; i Mellemtiden før Kirken kom istand, holdtes Gudstjeneste i den store Sal paa Raadhuset, den samme, hvor Høiesteret siden længe holdt sine Forhandlinger. Vor Frelsers Kirke er opført i Aarene 1695—1699. Bygningsarbeidet forestodes under Vicestatholder Høgs Overtilsyn af Etatsraad Jørgen Wiggers[17]. Indvielsen fandt Sted, endnu inden Kirken var fuldt færdig, i Aaret 1697. Herom findes i Ministerialbogen følgende Optegnelse: «Anno 1697 den 7de November, som var Søndag efter Allehelgensdag, blev Christianiæ Kirke indviet af Biskoppen, Dr. Hans Rosing, overværendes Hs., høie Excellentse Hr. Christian Güldenlew og hans høibaarne Gemal, Frøken Charlotte Amalia, og en meget folkerig og stor Forsamling af Geistlige og Verdslige, og blev samme Kirke efter kgl. Majestæts allernaadigste Villie og Befaling kaldet Vor Frelsers Kirke». Omkostningerne (med Fradrag af Indredning, Vinduer, Døre, Prædikestol, Alter, Altertavle og Orgel, hvilket sidste først kom til i 1704) udgjorde 14,675 Rdlr. 81 Skill. Disse Penge tilveiebragtes ved forskjellige Midler (se Reskript af 28de Juli 1688), bl. A. ogsaa ved Kollekter indsamlede i Fyn og Holsten. Kirkens Uhrverk forfærdigedes af en dødsdømt Falskmyntner, Jørgen Jørgensen fra Philipstad i Sverige, som herved frelste sit Liv[18].

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Stortorvet med Vor Frelsers Kirke i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Zinkætsning efter et gammelt Lithographi.

I den følgende Tid modtog Byen adskillige Udvidelser, men desværre glemte man nu atter de Hensyn til Regelmæssighed og Orden, til Sikkerhed og Velvære, som Christian den fjerde havde iagttaget ved det første Byanlæg. Følgen blev den, at en stor Del af Staden kom til at bestaa og fremdeles bestaar af Husklynger, ligesaa uordentlige, som de af Anlæggeren selv udstukne Kvartaler vare korrekte og smukke. Christians Efterfølgere, Enevoldskongerne, bekymrede sig lidet om Christianias Udseende. Kun Frederik den fjerde tænkte noget paa at fornye Stadens opgivne Befæstning. I Aaret 1700, da en kortvarig Krig med Sverige udbrød, fik Vicestatholder Gabel og Feltmarskalk Wedel Befaling til «snarest muligt at omsætte Christiania med Palissader» og at træffe Foranstaltninger til at faa de Huse nedbrudte, som stode i Veien for et saadant Anlæg. Der omtales ogsaa virkelig, «at Palissaderingen gik vel for sig», men rimeligvis faldt hele Anlægget igjen bort efter Freden i Traventhal[19]. Senere tænkte Kongen ved sin Nærværelse her i 1704 paa at anlægge en storartet Befæstning, hvori Pipervigen, Hammersborg og Vaterland skulde danne Yderpunkterne og forbindes ved bedækkede Veie. Men heldigvis befandtes denne urimelige Plan, maaske kun et af Frederik v. Gabels utallige Projekter, at være saa kostbar, at der aldrig blev alvorlig Tale om at gjennemføre den. Man lod herefter i det Hele Enhver bygge, som han selv lystede, og endog i den gamle Del af Byen indsneg sig saaledes Uregelmæssigheder, f. Ex. i Øvre-Voldgade og (før det i vore Dage stedfundne Gjennembrud til Karl-Johansgaden) ved det nuværende Egertorv. Men til størst Ulempe vare de krogede Gadeløb, som opkom langs de fra Byen i alle Retninger førende Veie.

Mellem det nye Torv og Vaterlands Bro dannede sig den nuværende Storgade og dens Fortsættelse (nu Brogaden); disse gik begge under det fælles Navn «Vaterlands Storgade». Husrækkerne laa her tildels meget uregelmæssigt, men modtoge dog nogen Regulering, da Tugthuset opførtes i Christian den sjettes Regjeringstid. I disse Gader saavelsom i Lakkegaden var imidlertid Færdselen yderst livlig, thi lige indtil «Nybroen» (omtrent 1820) blev bygget, foregik ad denne Vei over Vaterlands Bro[20] al Indkjørsel fra Oplandene og Romerike. Længere mod Nord i det vidtløftige Strøg Fukke-Fierdingen opførtes (saavidt vides omtrent samtidig med Tugthuset) en efter Tidens Leilighed elegant Bygning, den nuværende Mangelsgaard, der en Tidlang tilhørte General F. F. v. Hausmann, efter hvem den nærliggende Hausmannsgade har Navn. Frederik den femte boede i denne Gaard under sit Besøg i Christiania 1749, senere tilhørte den General Johan Mangelsen[21], hvis Navn blev hængende ved den, derefter Eventyreren Manderfelt (Ingman), Etatsraad og Justitiarius i Overhofretten P. T. v. Koss og endelig i forrige Aarhundredes Slutning

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Mangelsgaarden.

den rige General Bielefeldt, som her udfoldede en Pragt, deri kappedes med Bernt Ankers. Mellem andre Gader i Vaterland, der paa den Tid opkom, kan mærkes Nygaden, der oprindelig beboedes af Slagtere, som udkastede sit Affald paa Gaden; den kaldtes derfor en Tidlang i daglig Tale «Bukkehornsgaden». Vaterland havde ogsaa sin «Tvergade» og sit «Pølsesund».

Fra Torvet opad mod «Kongens Mølle» og Vestre-Sagene dannede sig den lidet regelmæssige Møllergade. Ligeledes opkom Hammersborg, der tilligemed endel af sine Omgivelser ogsaa benævntes «Ridebanen». Som Forbindelse mellem Byen og denne Forstad fremstod «Grubbegaden», der har sit Navn efter en her omtrent 1740 boende Borger, Ulrik Grubbe. Den nuværende nye Raadhusbygnings Tomt var Kirkegaard for Forstæderne og benævntes «Vaterlands Kirkegaard».

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Paa det Punkt, hvor den indtil for omkring 30 Aar siden saakaldte «Østregade» nu gaar over i den egentlige Karljohansgade, var Akersgaden forhen, som ovenfor bemærket, ikke gjennembrudt, men Husrækken fortsattes videre mod Nord, kun med et lidet Smug («Stabelskrogen») som Aabning. Veien fra Christiania til Vestlandet gik derfor alene gjennem de to nuværende Grændsegader, som dengang betragtedes som en eneste Gade, og som paa Grund af Veiens krogede Retning kom til at blive skjævt anlagte. Strøget ved «Grændsens» Overskjæring af Akersgaden hed «Korsveien»; herfra udgik nemlig Sideveie, som først temmelig sent bebyggedes, til Akers Kirke og til Akers Vestbygd. Denne sidste Vei kaldtes «Rakkerstrædet», fordi Natmændene længe holdt til omtrent der, hvor siden Bakkehuset opførtes; først efter 1814 kom Gadens nuværende Navn «Pilestrædet» i Brug.

Ved Pipervigen nævnes allerede 1689 «Klinkenberg», beliggende paa samme Sted, hvor nu det saakaldte Tivoli findes; i 1724 omtales «det meget vel bekjendte Hus Klinkenberg» som en som ilde anseet Bule. Et andet fremtrædende Hus ved Pipervigen var den senere saakaldte «Fru Grünings Løkke», opført ved Midten af syttende Aarhundrede af den rige Nederlænder Selio Marselis. Denne betydelige Eiendom eiedes i Begyndelsen af forrige Aarhundrede af Generalmajor Ole Vind og solgtes af ham 1716 til Generalkrigskommissær Ditlef Johan Sverdfeger, om hvem Navnet «Sverdfegerbakken» endnu minder. Fra Sverdfeger kom Eiendommen til Zahlkasserer og Kaptein, siden Stiftamtmand i Bergen, Christian Petersen og tilhørte mod Slutningen af attende Aarhundrede Slotspræst Bernt Sverdrup, efter hvem «Præstegaden» er opkaldt.

Imod Øst vedblev man i temmelig stor Udstrækning at indvinde Byggetomter Ved Opfyldning af Grundingen. Christian Anker (Bernt A.s Fader) opførte her sin store Gaard (Palæet), hvis Tomt tilligemed den paa den anden Side af lille Strandgade værende Have helt blev afvunden Søen. Allerede 1710 havde den rige Gerhard Treschow opført den engang prægtige Bygning, som siden 1821 i nogle og firti Aar tilhørte Kathedralskolen. Men den største Udfyldning fandt dog Sted ved det nuværende Jernbanetorv og i den Del af Vaterland, som støder op til dette. Dette Strøg benævntes dengang «Sagbanken» og er helt og holdent opstaaet ved Opskylning og Opfyldning; endnu i Midten af forrige Aarhundrede strakte Søen sig (ifølge Karter) op til det gamle Fattighus ved Jernbanetorvets øverste Ende, saavelsom ogsaa langt ind paa Grundingen ved Elvens østre Side, Ved denne Tid levede i Vaterland en Kjøbmand Peter Løgstør, om hvem indtil det sidste Navnet «Lygstergangen» (et Smug i Vaterland) har været et Minde. Med stor Bekostning opfyldte denne Mand en meget betydelig Tomt langs Akerselven ud imod dennes Munding, hvorved Vasdragets Udløb reguleredes og Rum indvandtes til de Pladse, hvor nu Kranen befinder sig, ligesom ogsaa Grunden herved blev lagt til Trælasttomternes Opdæmning udenfor Sagbanken. Løgstørs Opfyldninger, for hvilke han i 1740 fik 30 Aars Skattefrihed, udgjorde ved det nævnte Aar 310 Alen i Længde og mindst 70

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Toldboden. Zinkætsning efter et gammelt Lithografi. Alen i Bredde. Hans eget Hus laa omtrent der, hvor Færgestedet over Akerselven senere har været.

Blandt Ildebrande i Christiania efter den store i 1686 skulle vi nævne nogle af de vigtigste. I Juli 1694 brændte et Antal at 14 store Gaarde. Den 10de Oktober 1708 ødelagde Ilden Byens nederste Del, som det heder 4 Kvartaler og 80 (?) Søboder. I 1785 brændte Toldboden[22], Kranen og samtlige Byens Søboder med store Varebeholdninger[23]. Søboderne havde hidtil ligget i Flugt med selve Toldbod- og Raadhus-Gaderne; nu reguleredes deres Gjenopbyggelse af en Komite (James Collett, M. L. Monsen, Jens Moestue m. fl.), der var nedsat af Eierne, og det bestemtes, at Søboderne skulde ligge i en Afstand af 136 Alen fra selve Bygaardene. I 1790 var den nuværende Toldbod færdig.

Den 10de April 1787 brændte Kvartalet mellem Østre-, Kongens-, Kirke- og Prindsens Gade paa fire Huse nær, der støde til sidstnævnte Gade. To af de her nedbrændte Gaarde gjenopbyggedes for det første ikke; paa deres Tomt opførtes udentvivl Borgerskolen og efter dennes Flytning til et mere centralt Strøg A. Vollmanns store Handelsgaard. Det dennegang afbrændte Strøg, for en stor Del det samme, der i 1858 atter ødelagdes, var beboet af nogle af Stadens rigeste Kjøbmænd (Reemke & Walter, Raadmand Moestue o. s. v.)[24].

  1. Danske Samll. 2. R. III, S. 375.
  2. Den bergenske Borgerbog, udg. af N. Nicolaysen, S. 44.
  3. J. P. Trap, Statist.-topogr. Beskr. af Danmark, 2. Udg. VI, S. 191.
  4. G. Treschow, Danske jubel-Lærere, Fortalen c. IV, 2.
  5. Christiania Bys andet Jubilæum, høitideligholdt 27de September 1824, udg. af E. N. Saxild. Chra. 1825.
  6. I ældre Tider var det almindeligt i Norden, at Adelen, der som en Stand af Jordegodseiere i Regelen havde sin stadige Bolig paa Landet, tillige eiede Gaarde i den By, med hvilke de nærmest stode i Forbindelse. Saadant har for Norges Vedkommende i sin Tid i ikke saa ganske ringe Udstrækning fundet Sted baade i Bergen og Oslo. I Christiania har man derimod — naar undtages Kantsler Jens Bjelke —, neppe noget bestemt Spor til, at Sædegaardseiere lode opføre Bygaarde.
  7. «Kvartal» i Betydningen af en mellem fire Gader liggende Bydel er vistnok et for Norge, maaske endog blot for Christiania eiendommeligt Udtryk.
  8. Om denne Mand haves Oplysninger i «Smaaskrifter tilegnede A. F. Krieger», Kbhvn. 1887, S. 218 flg.
  9. L. J. Vogt, Slægten Vogt i gamle Dage, S. 5—6.
  10. «Johan Gaardmand af Norge» eiede i 1661 ogsaa en grundmuret Gaard i Store Færgestræde i Kjøbenhavn (Kbhvn. Dipl. I, S. 736).
  11. Navnet Vaterland, der ogsaa forekommer ved Frederiksstads Fæstning, betegner rimeligvis oprindelig det udenfor Fæstningsgravenes Vand liggende Strøg; den nuværende «Storgades» oprindelige Navn var «Vaterlands Storgade».
  12. Hertil sigtes vistnok ogsaa, naar det i en kort Reisebeskrivelse, omtrent fra Aaret 1600; heder, at Oslo i Aaret 1600 var «udlagt et lidet Stykke paa hin Side Fjorden». (Kgl. Bibl. i Kbhvn. Mskrpt. Thott No. 1706, 4to).
  13. Det hidrører fra den i sin Tid anseelige Familie Lachmann, der i Begyndelsen af forrige Aarhundrede eiede «Lakkegaarden» (det gamle «Dælen»).
  14. Om den Uregelmæssighed og det Sløseri med Byggegrunden, der har fundet Sted ved Vaterlands Bebyggelse, kunde man endnu i vor Tid gjøre sig et klart Begreb ved at betragte de uhyre Vidder, som henhørte under den nu forsvundne «Stenersgaard» i Brogaden, der tillige havde Udgang til Store Vognmandsgade.
  15. Endnu findes paa Bymarken enkelte Levninger af den Slags Lader. Ældre Indvaanere af Staden kunne erindre at have seet dem i Mængde.
  16. Vicestatholderen, Just Høg, omsendte nemlig, før den nye Byregulering var besluttet, rundt om i Riget en Opfordring til at yde Bidrag til en Restauration af Kirken.
  17. Ved Nedlæggelsen af Grundstenen skal Biskoppen, den myndige Hans Rosing, have fundet Leilighed til at ærgre sin Uven, Vicestatholder Høg, ved at hindre ham fra at holde en Tale, hvortil han havde beredt sig.
  18. Reskript af 4de Mai 1700.
  19. Reskripter af 3die, 10de og 17de April 1700.
  20. Enhver fra Landet, der første Gang i sit Liv passerede Vaterlands Bro, maatte endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede «hønse» til sine Medreisende, ligesom Reisende tilsøs ved Kullen. Herom og om Fortidens Bondereiser til Christiania i det Hele ere nogle Træk bevarede i det eiendommelige Skrift: Amund Tandes Levnetsbeskrivelse, Hamar 1877, S. 165 flg.
  21. Se om denne Mand, der havde megen Andel i Grændsereguleringen af 1751, Suhms Saml. Skr. XIII, S. 34.
  22. Denne var for faa Aar siden bleven ny opført. Den laa i Nord for «Kranbryggen» (nuværende «Hjøringbrygge»). Endnu tidligere havde Stadens Toldbod udentvivl ligget paa selve den gamle Kranbrygge.
  23. Om denne Søbodernes Brand se Minerva for 1785, I, S. 108.
  24. I Minerva (for April 1787, S. 112) heder det om hin Brand, at «en ikke ubetydelig Del af Christianias anseeligste Kjøbmænds Huse er lagt i Aske, et Tab for Landet, som en Tønde Guld ikke kunde oprette».