Det gamle Christiania/1

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 1-22).

N

orges Hovedstad er anlagt af Christian den fjerde i Aaret 1624. Men dette Anlæg bestod egentlig kun i en Flytning af en gammel By til en ny Tomt og det til en saa nærliggende, at den Plads, hvorpaa Moderstaden laa, forlængst under den nye Stads Væxt er bleven en Del af dennes Omraade.

Den gamle Stad var Oslo (paa Latin Asloia, og paa Tydsk Anslo). Ordets Etymologi er uvis, idet man ikke er paa det Rene med Betydningen hverken af dets første eller dets anden Bestanddel. I gamle Dage kom man let fra slige Vanskeligheder: Peder Claussøn fortæller saaledes som en given Sag, at Oslo «haver sit Navn af den Aa, som løber igjennem den østre Part i Byen, hvilken kaldes Loen, og der som en Aa udfalder enten i Saltvand eller i ferske Sjøen og sagter sin Strøm og bliver dyb, kaldes den paa norsk Oos, saa siges Oslo ligesom Loaros (Ordet forvendt), ligesom Nidaroos, det er Nids Oos»^[1]. Hvor grundfalsk denne Forklaring end er, har den dog øvet en blivende Virkning, thi den omtalte Aa, hvem intet Menneske tidligere havde kaldt Loen — dens virkelige gamle Navn var nemlig Alne-Elven —, bærer nu paa den gamle Forfatters Autoritet virkelig hint af ham opfundne eller ialfald først hos ham forekommende Navn. Senere forklarede P. A. Munch Oslo = Aaslo, Stranden, Sletten under Aasen, (ɔ: Egeberg.) Men heller ikke denne Forklaring har vundet Indgang hos Sprogforskerne. Hvorledes det nu end forholder sig med Navnets Oprindelse, er det derimod sandsynligt, at dette oprindelig har været Betegnelsen paa et helt Distrikt eller Herred, men først senere udelukkende er fæstet ved den i dette anlagte By. Saaledes har ogsaa været Tilfældet med andre Stedsnavne, f. Ex. Throndhjem, Mandal. I Middelalderen finder man ogsaa ikke saa sjelden Navnet Gotland brugt om Staden Visby.

Oslo er som bekjendt anlagt af Kong Harald Haarderaade i det ellevte Aarhundrede, men det kan neppe være tvivlsomt, at Kongen allerede har forefundet et forlængst af sig selv opkommet Strandsted, hvor Oplandets Bønder have havt sine Baadnøst og drevet sin Tuskhandel. Det gamle Oslo laa mellem den nysnævnte Elv («Loelven») og et lidet, nu overbygget og til en Kloak forvandlet Vandløb, der i sin Tid hed Tøienbækken^[2], men Søen har i gamle Dage strakt sig betydelig længere op, end nu er Tilfældet. Strækningen mellem Tøienbækken og den store Akerselv (Frysja) eller det nuværende Grønland var vistnok meget længe ubebygget. Endnu i 1591 var denne Elvs Brædder bevoxede med Oretræer, og her græssede Byens Kvæg^[3]. Strækningen paa den østlige Side af «Loelven» kaldte man «Løkkerne», og her synes at have ligget en Forstad henimod Trælaborg (Alunverket). Hvor langt Bebyggelsen har strakt sig opover mod Landet tør være uvist; som Grændser angives her «Martestokke^[4] (ved Galgeberget), Grinden paa Vaaler og derfra til Krossbrekka eller Korsbrinken, som gaar opad Egeberg». Den egentlige Bys Hovedgade strakte sig fra Broen over «Loelven» (Gjedebro) og hen til Leret; den benævntes Langstrædet eller Vestre Stræde og svarede til nuværende Oslo Gade. Fra «Øren» (Sørengen) ved Loelvens Munding forbi «Saxegaard»^[5] løb Ørestrædet eller Søndre Stræde og i Flugt med dette udentvivl et Østre Stræde op imod nuværende St. Halvards Gade. Hertil kom to Tvergader eller Almenninger, Biskopsalmenningen (siden kaldet Strandgaden) og Klemenskirke-Almenningen ned til Søen omtrent langs Sydsiden af Jernbanens mekaniske Verksted.

Strøget om Oslo og Akershus ved 1600.

De mærkeligste Bygninger vare Kirker eller tilhørte dog Geistligheden og geistlige Institutioner, og ogsaa her gave disse, som overhoved i de fleste middelalderlige Stæder, Byen et vist stateligt og anseeligt Præg. Der, hvor nu «Ladegaarden» ligger, stod Bispegaarden, af hvilken nogle Kjælderhvælv endnu ere til, Gaarden, der nedbrødes 1537, var befæstet. I Haakon Haakonssøns Saga nævnes «Biskoppens Kastel» to Gange. (sidste Gang ved Hertug Skules ulykkelige Kamp). Og i 1436 under den sidste indfødte Thronprætendents, Amund Sigurdssøns, Opstand spillede denne Befæstning en væsentlig Rolle. Domkirken, der naturligvis var indviet St. Halvard og prydet med hans Helgenskrin, laa paa den nuværende St. Halvardsplads. Flere af vore gamle Konger laa her begravne. Kirken blev som andre plyndret paa Reformationstiden, men bevaredes fremdeles en Tid lang som Sognekirke og gik ikke helt tilgrunde førend i Slutningen af det syttende Aarhundrede^[6]. I dens Nærhed var den store Kannikegaard for Domkapitlets Medlemmer. St. Clemenskirken laa ved den efter samme opkaldte Almenning. Mellem Gjedebroen og Mundingen af Saxegaardsgaden laa St. Nicolai Kirke, men flyttedes af Haakon Haakonssøn til Vaalkaberg eller Aageberg. Hvor Hellig-Korskirken, i hvilken Haakon den sjette blev begravet, har ligget, er uvist. Paa Leret, ikke langt fra «Munkebækken»^[7] (det midterste af Oslos tre Vandløb), laa allerede i det tolvte Aarhundrede et rigt og anseeligt Kloster for Benediktinerinder, rimeligvis omtrent paa det nuværende Bodsfængsels Grund. Til «Nonneseter» hørte en egen Kirke, hvis Mure 1616 bortførtes i Anledning af et Raadhus’s Opførelse i Oslo. Der, hvor nu den protestantiske Bispegaard staar, var i det trettende Aarhundrede anlagt et Kloster for Tiggermunke af Prædikebrødrenes eller Dominikanernes Orden, der var i fuld Stand 1240. Det var viet til St. Olaf og havde sin Olafskirke. Efter Reformationen overlodes Klostret dels til Superintendenten, dels til Latinskolen. I Slutningen af det trettende Aarhundrede stiftede Kong Haakon den femte, dengang endnu Hertug, et andet Tiggerkloster, for Franciskanere eller Minoriter (Barfodmunke), paa den anden Side (à Lykkjum) af «Loelven»; hertil hørte en Kirke, viet St. Laurentius. Dette Kloster laa der, hvor Hospitalet og Kirken (Levninger af Haakons Stiftelse) endnu befinde sig. Egnens mærkeligste Kloster, Jomfru Marias Cistercienserkloster, stiftet 1147, laa vistnok paa Hovedøen, men havde dog en Gaard i Byen, «Munkeklostergaard» ved det nysnævnte Vandløb, Munkebækken.

Selvfølgelig havde Byen sin Kongsgaard, Den laa ude paa Øren eller «Sørengen» ved «Loelvens» Munding; Tomten tilhører nu Jernbanen. Man ved ellers ikke meget om den, ja ikke engang, om den var af Træ eller Sten. Efter en Brand i 1222 gjenopførtes den af Kong Haakon Haakonssøn. Haakon den femte

Oslo Kirke og Hospital. Zinkætsning efter et gammelt Lithografi.

har sandsynligvis endnu boet her, men siden tabte Gaarden snart sin Betydning, idet Akershus Slot fik større og større Vigtighed. Kongsgaarden nævnes maaske for sidste Gang 1326, da Drotseten Hr. Erling Vidkunnssøn beboede den. Hvad der giver denne Gaard størst Interesse, er dette, at Mariakirken var opført i dens Nærhed som særlig kongelig Kirke. Denne Kirke var en af de berømteste i Landet. Den var til alt i det tolvte Aarhundrede, men fik sin største Pragt og Herlighed i Begyndelsen af det fjortende gjennem Haakon den femte. Han gjorde den til den anden blandt de kongelige Kapeller (Apostelkirken i Bergen var den første), gav den eget Kapitel og forenede dettes Provsts Embede med Rigets Kantslers. I Mariakirken er maaske Haakon den femte begraven, og i ethvert Fald havde han her som Helgen^[8] sit Alter. Ved Reformationstiden sank ogsaa denne herlige Bygning i Grus og Glemsel, og det er Antikvar N. Nicolaysens Fortjeneste at have paavist, hvor den i sin Tid har ligget, og at have tilveiebragt Oplysninger om dens Udseende gjennem Udgravninger i Grunden.

Af andre offentlige Bygninger fandtes en Lagmandsgaard og en Raadstue, begge af uvis Beliggenhed. Oslo havde ogsaa mindst tre Gilder, Hellig-Legems Gilde, der synes at have været det fornemste, og som havde eget Alter i Domkirken og en Skaale, hvor Lagthinget holdtes, St. Annas Gilde for «Borgere» (ɔ: Handelsmænd) og Skomagernes Gilde for tydske Haandverkere, rimeligvis det samme, som endnu i 1607 kaldtes Skræddernes Gilde. Kun St. Annagildets Beliggenhed kjendes; det laa paa Dominikanerklostrets Grund, altsaa nær ved den nuværende Bispegaard^[9].

Af private Gaarde nævnes i Diplomerne en stor Mængde. Disse have i Regelen kun været Træbygninger med Tørvtag, men have dog sikkert ikke været saa smaa. De bestode sandsynligvis hver af mange Bygninger, spredte over et ofte stort Rum. Adskillige af dem sees ogsaa at have været delte mellem flere Eiere eller Beboere og Familier. De førte, ligesom Eiendomme paa Landet og ligesom endnu Tydskebryggens Gaarde i Bergen egne Navne, som oftest naturligvis efter oprindelige eller ældre Besiddere. Alene i det fjortende Aarhundrede har jeg fundet omkring femti^[10], men det er kun ganske faa, hvis Beliggenhed kjendes.

Det kan ikke betvivles, at foruden disse Gaarde maa der have været et meget større Antal mindre Huse og Hytter, beboede af den fattigere og naturligvis talrigere Befolkning. Lægger man nu til Privathusenes Beboere Kongens Tjenere og den talrige Geistlighed, Kanniker, Præster, Munke og Nonner med deres store Tjenerskab, maa man slutte, at Oslos Folkemængde i det fjortende Aarhundrede ikke kan have været ganske ubetydelig. Hvor folkerig den har været, vilde det dog være ørkesløst at forsøge paa at gjette.

Men sandsynligt er det, at den gamle By i det nævnte Aarhundredes Begyndelse har befundet sig paa sit Høidepunkt. Den havde da opnaaet fremfor nogen anden at blive Hovedstad, hvortil baade dens for Forbindelsen med Sverige og Danmark bekvemme Beliggenhed og Kong Haakons aabenbare Forkjærlighed for Oslo have bidraget. Snart indtraadte dog ugunstigere Vilkaar. Foreningen med Sverige i 1319 fjernede Hoffet og dets Tjenere. Vistnok fik Norge for en kort Tid atter egne Konger, men disse vare, som alt tyder paa, fattige og afmægtige, og efter 1380 bleve Kongebesøg sjeldne Begivenheden og Hirden opløste sig.

Men dette var ikke det eneste, maaske ikke engang det værste. Thi allerede i det trettende Aarhundredes Slutning havde ogsaa i de søndenfjeldske Byer tydske Kjøbmænd trængt sig ind og erhvervet Privilegier. Deres større Forretningsdygtighed og overlegne Kapitalstyrke gjorde det let for dem at hæve sig paa det indfødte Borgerskabs Bekostning, om end maaske ikke saa meget til Skade for Landbefolkningen, som tvertimod nu synes at have faaet en bedre og sikrere Afsætning for sine Produkter og derfor at have staaet paa en god Fod med de Fremmede. Snart dannede der sig i Oslo og Tønsberg, der i saa mange Henseender delte Oslos Skjebne, ogsaa hele Kolonier af tydske Haandverkere, der med et fælles Navn kaldtes «Skomagere». Disse Haandverkere, hvis Gilde i den saakaldte «Mikligard» vi alt have nævnt, dannede et stærkt og fastsluttet Samfund, havde Ret til at indkjøbe Huder og Bark af Bønderne selv og synes at have lignet sine Landsmænd og Standsfæller i Bergen i Overmod og Uforskammethed; allerede Haakon den femte havde i 1304 maattet tage alvorlige Forholdsregler imod dem. I Oslo og Tønsberg vare imidlertid ikke, saaledes som i Bergen, det hele Hanseforbunds Stæder, privilegerede, men det var her en enkelt nordtydsk Stad, Rostock, der havde vundet større og større Særrettigheder. En Tid afbrødes Rostokkernes Handel paa Norge, da Byen i Dronning Margretes Dage havde taget Parti for Kong Albrecht og begunstiget Vitaliebrødrene, men kort efter Aarhundredets Udgang vare de gamle Forhold gjenoprettede. Rostokkernes Tryk blev stedse føleligere, og det kraftige Forsøg, som Rigsforstanderen Sigurd Jonssøn og Erlend Endridssøn af Losna i 1442 gjorde paa at fordrive Tydskerne fra det sydlige Norge, havde ingen varige Følger^[11].

Sin største Høide naaede nemlig Rostokkernes Magt i Oslo og Tønsberg ganske kort efter under Christopher af Bayern, den samme Konge, om hvem Sagnet fortæller, at han ivrig syslede med Planer til Hansens, fornemmelig Lübecks, Ydmygelse. Denne Unionskonge laa i Oktober 1447 med en Flaade i den holstenske Havn Heiligenhafen. Det var hans Hensigt at holde et Møde med nogle nordtydske Fyrster, og han havde derfor anmodet Lybekkerne om Tilladelse til at gjøre deres Stad til Samlingssted. De svarede ham Nei, og han henvendte sig da til Wismar med samme Bøn, men mødte ogsaa her Afslag. Nu tilbød Rostokkerne med stor Forekommenhed at aabne sin By for Kongen og Fyrsterne. Christopher fik vel ikke Anledning til at gjøre Brug af deres Tilbud, men Rostokkerne mente alligevel at have Krav paa hans Taknemmelighed. De forlangte strax en Udvidelse af sine Handelsprivilegier i det sydlige Norge, og Kongen troede ikke at kunne sige Nei. Han stadfæstede ikke blot deres gamle Friheder og lovede, at de fremfor nogen anden Stad skulde nyde Gunst og Fremme i Oslo, Tønsberg og Viken, men tilstod dem desuden ogsaa flere helt nye og aldeles overordentlige Rettigheder. De fik Lov til at drive Handel med fremmede Kjøbmænd, som kom til hine norske Byer, eller, som det hed i Tidens Sprog, til «at sælge og kjøbe Gjest med Gjest», de fik Lov til at blive liggende i Vinterleie og føre egen Husholdning og kunde altsaa nu blive bofaste, ligesom allerede Haandverkerne vare blevne det, ja Borgerne fik endog Befaling til at udleie sine Huse til Rostokkerne, naar disse forlangte det. Det tillodes dem at handle umiddelbart med Bønderne, og det ei blot i det Store, men ogsaa at høkre med Bonden «efter Alnemaal og i Lispundsvis». Saaledes kuldkastedes ved dette Kong Christophers Privilegium enhver Skranke, som endnu nogenledes havde betrygget Oslos indfødte Borgerstand mod Fortrængsel og Udsugelse. For Borgerne blev ikke andet tilbage end at være Tydskernes Verter og at bære Byens Byrder, thi de Fremmede vare skatfrie. Og Hansestædernes Kjøbmænd lærte, trods sit stadige Ophold i Norge, aldrig at betragte Landet som et Hjem, thi dette stræbte Principalerne i Tydskland ivrigt og ængsteligt at forebygge. Deres Agenter i Norge, som overalt i Udlandet, var det nemlig strengt forbudt at indgaa Ægteskab, og efter nogen Tids Forløb kaldtes «Pebersvendene» gjerne tilbage og afløstes af andre. «Naar Tydskerne havde samlet sig Pungen fuld, da gave de dennem ud af Riget til Rostock og andre Stæder med Rigdommen, og Armod blev tilstede i Riget igjen.»

I hvilken Grad Tydskerne forstode at skaffe sig Fordele af alle Slags i Norge, kan sluttes deraf, at endog de norske Klostre i Catholicismens sidste Menneskealdre synes at have været opfyldte med Folk af deres Nation. Kong Christophers Privilegier bleve vel ikke ligefrem og godvillig anerkjendte af hans Eftermænd, de første Oldenborgere, men forbleve dog i Gjerningen staaende i over et halvt Aarhundrede. Fornemmelig viste Christiern den første i denne Sag megen Svaghed. Han udstedte «Brev mod Brev», som man dengang kaldte det, det vil sige: Rostokkerne fik sine Privilegier bekræftede, medens Borgerne i Norge fik Kongebrev paa, at de skulde være hævede ^[12].

Det var først Christiern den anden, som fremkaldte væsentlige Forandringer i disse Tilstande. Som bekjendt opholdt Christiern sig som Thronfølger længe i Norge og styrede dette Rige paa Faderens Vegne med fuld kongelig Myndighed. Han residerede i Oslo fra Vinteren 1506—1507 af i omtrent tre eller fire Aar, det længste fyrstelige Ophold, som vort Lands Historie kjender efter 1380^[13]. Allerede da var det Christierns Ønske paa enhver Maade at indskrænke Tydskerne og hæve det hjemlige Borgerskab, hvis daværende Vilkaar i Oslo fremgaar af Forordene til de nye Privilegier, han i 1508 skjænkede Staden. Det heder her, at Byens Borgermester, Raad og Menighed have klaget over, at indfødte Borgere «ei engang for Sølv, Guld, Kobber eller Humle kunde faa tilkjøbt sig Varer af Bønderne, men at disse altid svarede: «Ville ikke Tydskerne have det, da skulle I faa det, men ville Tydskerne have det, faa I Intet deraf». End ikke af faste Eiendomme, som de tilkjøbte sig, vilde Tydskerne betale Skat; «de havde Intet dermed, de hørte hjemme i Rostock». «Førend de tydske Kjøbmænd, fortælles der videre, kom hid at sælge og kjøbe med Gjest og Bønder, i Lod og Kvintin, Aaret rundt imod Norges Lov, da var her i Oslo fem eller sex hundrede rige og velemnede Mænd, Norges Rige til Hjelp, Trøst og Bistand, hvor nu ikke er mere,end sexti eller otti husarme fattige Mænd»^[14].

Christiern den anden bidrog allerede meget til at indskrænke de Fremmedes Handel, og efterat Hansens Kræfter for bestandig vare knækkede i Grevens Feide, begyndte den indfødte norske Handelsstand her som andensteds igjen at komme sig. Samtidig indtraf vistnok Reformationen, der berøvede Oslo den største Del af dets Betydning i kirkelig Henseende. Men til Gjengjæld begyndte ogsaa egentlig først i dette Aarhundrede Trælasthandelen at blive udstrakt og fordelagtig. Utvivlsomt vilde Oslo fra nu af være gaaet stærkt fremad i Folketal og Velstand og overhoved være blevet, hvad Christiania blev, hvis ikke Krigsbegivenheder og militære Hensyn havde medført Stadens Ødelæggelse og Flytning.

Ligeoverfor Oslo laa nemlig allerede siden Begyndelsen af fjortende Aarhundrede en Fæstning, Akersborg eller Akershus^[15], anlagt paa det høieste Punkt af den Halvø (Akrsnes), der stikker ud mellem Bjørvigen (Bœjarvik ɔ: Byvigen) og Pipervigen. Meget længe indtog Akershus kun den øverste endnu med Mure indsluttede Del af den nu saakaldte øvre Fæstning. Den øvre Fæstnings nedre Del blev nemlig først af Christian den fjerde indtaget i Befæstningen, forsynet med Mure mod Nord og Øst samt udvidet og forbedret mod Syd og Vest. Indgangen til hin ældste Befæstning eller det gamle Akershus Slot har oprindelig været (og var ifølge et Kart endnu 1648) paa Murens sydøstlige Side, sandsynligvis gjennem en senere gjenmuret Port af huggen Sten paa et lidet firkantet Porttaarn. Herfra kom man ind i Slottets eller Borgens nedre Del, der i sin Tid har været Slotshave, og hvorfra en smal, lang og lav Gang under selve Slottet førte og endnu fører op til den indre Slotsgaard. Midt i denne Vei ser man Levninger af et Faldgitter, hvorved en fremtrængende Fiende endnu i sidste Stund kunde opholdes eller mistænkelige Fremmede nærmere udfrittes.

Efter Unionens Opløsning blev Akershus’s Vigtighed som eneste Befæstning i Hjertet af Oslo Stift endnu større end før, og der foretoges derfor allerede i Christian den tredies Dage, medens den bekjendte Peder Hanssøn (Litle), Fru Inger Ottesdatters Svigersøn, var Befalingsmand over Slottet med tilliggende Len (1537—1550), store Forbedringer og Byggearbeider (bl. A. det saakaldte Øvre- og Nedre-Romerike), hvortil Stenene for en væsentlig Del hentedes fra Hovedøens Kloster og andre ved Reformationen sløifede geistlige Stiftelsers Bygninger. Men Fæstningens Omfang var og blev fremdeles indskrænket til Fjeldhøiden, hvorpaa Slottet ligger. Den siden saakaldte Kontreskarpe («Kontraskjæret») og den regulære Øvrevolds Hovedfæstning, hvor Strafanstalten, Hovedvagten osv. nu befinde sig, henregnedes Alt til den saakaldte Hovedtange, en lavere liggende ry, udyrket og ubebygget Strækning, der omgav Slottet mod Nord, Øst og Syd. Ved et Vandløb, der faldt ud i Bjørvigen, og hvoraf engang «Myntedammen» og de først i vor Tid udtørrede Slotsgrave have været Levninger, adskiltes Hovedtangen fra en skovbegroet Udmark under Gaarden Aker. Denne Udmark kaldtes «Akershagen» og indtog næsten hele den Strækning, hvorpaa Byen Christiania nu ligger.

Fæstningens Afstand fra Oslo, der udgjør henimod 3000 Alen, hindrede den under ældre Tiders Vilkaar fra at yde Staden noget virksomt Forsvar, medens derimod en Fiende altid kunde sætte sig fast i denne og derfra blive farlig og besværlig for Slottet^[16].

Dette uheldige Forhold viste sig i 1523. Gustav Vasa sendte i Marts Lars Siggessøn og den berygtede Thure Jønssøn Roos (et svensk Sødskendebarn af Hr. Knut Alfssøn) ind over Grændsen, Om Akershus, hvis Befalingsmand var den uværdige Biskop Hans Mule, erfares Intet, men Oslo By blev opbrændt, hvad enten det skede af de Svenske eller, som Thure Jønssøn paastod, af en «Jutehop» paa Bispegaarden. At Svensken plyndrede den ulykkelige Stad er vist, ligesaa at Mariakirken ved samme Leilighed fik et siden aldrig forvundet Knæk^[17]. Nogle Aar senere blev Byen besat, men dog ikke ødelagt af Christiern den anden under hans sidste norske Episode 1531—1532; Men værst gik det dog til i den nordiske Syvaarskrig.

Aldrig, hverken før eller senere, have de Svenske trængt saa dybt ind i Norge som i denne Krig. 1564 var en kort Tid hele det Nordenfjeldske i deres Magt^[18], gjentagne Gange beleirede de Baahus, og ved Grændsen af det Søndenfjeldske skede jevnlige Indfald. Det betydeligste af disse sidste forberedtes i Slutningen af 1566^[19] og bragtes til Udførelse i Begyndelsen af 1567. Erik den fjortendes Lyst til at erobre Norge var bleven yderligere egget af den løgnagtige Eventyrer Enno Brandrøk, Søn af den i Reformationstiden bekjendte Christopher Throndssøn, der havde indbildt den svenske Konge, at Nordmændene vare villige til at modtage ham som Befrier fra den saakaldte danske Trældom. Johan Siggessøn, en Bondesøn fra Ångermanland, rykkede i Januar 1567 fra Dalarne ind i Østerdalen, bemægtigede sig i Begyndelsen af Februar Hamars Bispegaards (eller da Kongsgaards) befæstede Taarn og tvang de omliggende Bygder til at hylde Kong Erik. Svensken udbredte sig snart lige op til Gausdal, og paa en anden Kant overskred Fienden Foldenfjorden og optraadte endog i Thjølling ved Laurvig.

Den 18de Februar stode de Svenske med 17 Fenniker eller Kompagnier foran Akershus, hvor dengang den danske Adelsmand Christiern Munk til Toberup i Sønderjylland (nær det nuværende Christiansfeldt) var Befalingsmand; han var en Svigersøn af den bekjendte Hr. Mogens Gyldenstjerne til Stjernholm, der havde forsvaret Slottet mod Christiern den anden for nogle og tredive Aar siden. Da Christiern Munk havde faaet Nys om, at Svensken nærmede sig, havde han strax befalet Oslo Borgere at brænde sin By, og den største Del af denne var ogsaa virkelig blevet Luernes Rov. Foreløbig blev dog de Svenskes Ophold ikke af lang Varighed. En Storm den 24de Februar blev afslaaet, og den ødelagte By ydede intet Tilhold. Selv fortæller Johan Siggessøn i et Brev^[20] til en Medanfører paa Toget: «Jeg var for Slottet og besaa dets Leilighed, men kunde Intet gjøre, al den Stund jeg ei havde Skyts, som jeg kunde lade brække Muren med, men jeg holdt aleneste Munken inde paa Slottet, medens jeg handlede med Almuen i Lenet og hyldede den ind under Sveriges Krone. Arkelimesteren mener, at der vil behøves 10 Stykker (ɔ: Kanoner) og sexten Læster Krudt. Jeg har ingen Person mistet for Fienden mere end Per Anderssøn^[21], som var forordnet til Mønsterherre. Han gav selv Aarsag dertil, da han red drukken ind under Slotsmuren, og blev saa Hesten først skudt gjennem Halsen, hvilket hannem fortrød, red saa anden Gang derfore og satte sin Hat paa en Paale og blev saa skudt gjennem venstre Side og Arm».

Johan Siggessøn brød altsaa op fra Akershus den 2den Marts og drog til Hedemarken igjen for at oppebie Forstærkning^[22]. Virkelig kom ogsaa snart nu en ny svensk Hær under Tønnes Olssøn eller «Lille Tønnes», og under dennes Anførsel opfordrede Fienden atter Akershus til Overgivelse i Slutningen af samme Maaned (30te Marts). Tønnes havde med et truende Brev fra selve Kong Erik, men Christiern Munk gav et kjækt Svar. Flere og flere svenske Stridskræfter sankede sig imidlertid sammen, først kom en Peder Nilssøn, og derpaa kom ogsaa Johan Siggessøn selv tilbage. I halvanden Maaned beleiredes nu Fæstningen, men holdt sig tappert, idet Beleirerne synes at have lidt større Nød end de Beleirede, og Fienden havde endnu heller ikke tilstrækkelig Skyts. Ikke destomindre kunde Udfaldet nok have være tvivlsomt, naar dette omsider var kommet, men i rette Tid afværgedes dog Faren ved den Hjelp, som omtrent paa engang viste sig baade fra Syd og fra Nord.

I April var der imidlertid fra Kong Frederik givet Christiern Munk Tilsagn om Undsætning, og den 12te Mai gik en Eskadre under Seil for at komme Akershus til Hjelp under Anførsel af Danmarks nye Marsk, den tapre Frands Brokkenhus, samt Bjørn Kaas og med adskillige Fenniker tydske Landsknægte ombord. Pintseaften, hvilken i det Aar indtraf 17de Mai, lagde Flaaden tilankers ved Hovedøen og slog Leir ved de øde Klostermure.

Allerede den følgende Dag, første Pintsedags Morgen (18de Mai), Klokken tre gjorde den nysankomne danske Styrke Landgang under Egeberg, medens der samtidig skede Udfald fra Slottet mod de Beleiringsskandser, Fienden havde anlagt i dets Nærhed. Men ogsaa Svensken havde nylig faaet Forstærkninger med grovt Skyts, og Kampen blev derfor alvorlig. Paa Egeberghøiden gik det varmt til, og dennegang blev Seiren de Svenskes. Det danske Krigsfolk kastedes tilbage og maatte søge sine Skibe, og i Forvirringen druknede en Del af dem paa en Espøg eller Storbaad. De Danskes Tab angives forskjelligt fra 100 til 300 Mand; en samtidig dansk Optegnelse har 200^[23]; Øienvidnet Daniel Hunds hoverende Fortælling om Kampen lyder saaledes:

Sedann bleff all tingh i roo,
Baggerne wore oss hull och troo
Au in tin Pingesdaga tidhe;
The finge hielp, thå siön war baar,
Aff Tydske knechter, them wij bleffwe waar,
Medh them finge wij thå stridhe.

Konungh Erich sende flere öffwerster tijt
Sampt folk och skytt medh högste flijt,
Kartoger hadhe the åtte;
Men hadhe the kommet förre fram,
Hadhe thet warit Swerigie till mykit gagn;
Thi komo the föge til måtte.

Om Pingesdagz natt thet hende sigh,
På en holme the drucke weldeligh,
The ropade till oss medh spotte:
Jr Swedenn, wij wele edher geste strax,
Men thet skall föge wara edher till lagz,
I skole will komme till måtte!

Om morgonen, thi som solen oprann,
Satte the medh macht till oss ahn
Medh Pråmer och medh båter;
The skrijade bart som andre wildiur,
Wij meente the hade warit yr,
Menn the lärde sedann gråte.

Ett bergh ligger offwan Opslo stadh,
Ther komo wij samman mechta gladh,
En hård skärmytzell ther skedde;
Ther skiftedes hugg medh lodh och kruuth,
Ther gaffz vth mongen hården stuuth,
The tinge skäl för thet the oss hedde.

Wij tackom Gudh och then helge And,
Wij miste icke öffwer otte man,
Men en hoop bleffwe ther skadde;
Thet kan ju icke annars wara,
När man är i sådanna fahra, ‘
Som wij thå vore stadde.

Szå folgde wij them för berget nidh,
The skrijade och ropte: o wi! o wi!
Das mach sich Gott erbarmen!
Wij hade eij trodt och tänckt ther opå,
The Swenske skulle så ifrån sigh slåå,
Thet befinne wij nu, wir armen!

Men ther låge igen på samme Plaan
Aff theres meer än tryhundrade man,
Thet war theris minste skade;
The druncknede flere vthi en Pram,
The ville alle i sender fram,
När the från landet ladhe.

Szå haffwe the thi Pappegoijen skutit,
At thett haffwer them allom förtrutit,
Ath thet var them så lithet till fromme;
The swore om alle Potzmarter thå,
The wille eij mehre skermytzle så
Och aldrigh ther igen komme

De Svenskes Beleiring af Akershus Slot 1567. (Efter et Relief paa Kong Fredrik den andens Sarkofag i Roskilde Domkirke.)

Endnu bærer den smukke grønne Plads ved Gaarden Jomfrubraaten paa Egeberg Navnet Svenskesletten. Dette Navn har sin Oprindelse fra den her fortalte Begivenhed og fra ingen anden. Men i senere Tider gik Egebergkampen og overhoved Syvaarskrigen i Forglemmelse. Kun saare lidet blev trykt om denne Kamp, og Sagnene forstummede. Da saa Karl den tolvte havde beleiret Akershus 1716, sattes efterhaanden det ham og hans Krig ganske uvedkommende Navn «Svenskesletten» af Traditionen i Forbindelse med den sidste Beleiring. Man forvexlede, hvad der var skeet paa Egeberg 1567 med hvad der ikke var skeet der i 1716. Første Udgave af nærværende Skrift gjorde ogsaa det første Forsøg paa at udrydde denne indgroede historiske Vildfarelse, der dog sikkert endnu lever i Manges Forestillinger.

Den følgende Dag, anden Pintsedag, 19de Mai, leveredes atter en Fægtning, dennegang udenfor Slottet, som de Svenske beskjøde stærkt ved Hjelp af sit svære Artilleri. Kampen synes den Dag ikke at have ført til noget afgjørende Resultat, men to Dage senere, den 21de Mai, indtraf paany en betydelig Undsætning, dennegang fra Bergen. Befalingsmanden her, den dygtige Erik Ottessøn Rosenkrands, havde opbudt alle Kræfter for at hjelpe Akershus, ligesom han i 1564 havde gjort det for at uddrive Svensken af Thrøndelagen. Ligesom dengang valgte han ogsaa nu Erik Munk til Anfører for Krigsfolket. Erik var seilet afsted paa en stor Galei, der medførte flere Fenniker norske Skytter og Knægte med Skyts og Ammunition. Desuden medbragte han «Skjøttebaade» (Kanonbaade) og flere Tydskere fra Bryggen i Bergen, thi da Lübeck var Danmarks Allierede, viste ogsaa «Garperne» Kongen Troskab. Fra Bjørvigen af beskjød Erik tappert de Svenske, men at alene Bergenserne skulle have fældet 2000 Fiender, maa dog være en Overdrivelse.

Nu var Overmagten paa den dansk-norske Side. Den 23de Mai gjordes et heldigt Anfald paa de svenske Skandser, og Fienden joges paa Flugt. «Samme Dag», heder det i den bedste af de bevarede Krøniker, «brændte de Svenske Broerne af med Oslo By, saameget som ubrændt var, og rykkede af Leiren med sit Krigsfolk og paa Veien ad Sverige». Mellem de Bygninger i Oslo, som nu brændte, var ogsaa Hospitalet med dets syge Lemmer. Svensken drog hjem over Hedemarken, hvor nu Hamars befæstede Taarn blev brændt og forstyrret^[24].

Oslo Bys Huse vare, som vi have seet, fuldstændig opbrændte, dels af dets egne Borgere, dels af Fienden. Til Løn for de store Opofrelser og til Hjelp i den sørgelige Nød havde Kong Frederik allerede under Beleiringen ved Kongebrev af 15de April 1567 skjænket Byen tolv Aars Skattefrihed. Nogle af Borgermestrene fik særlige Benaadninger, idet Nils Stub den 21de April fik et Kannikedømme i Oslo Domkirke og Christiern Mule nogle Dage senere Kongens Gaarde store og lille Foss i Aker. En tredie Borgermester, Oluf Glad, «der havde været den tredie Mand, som selv stak Ild paa sin Gaard» og paa anden Maade havde udmærket sig, fik flere Aar senere Gaarden Hof i Aker.

Men alle Begunstigelser kunde lidet veie op mod en Fare, som truede Borgernes Velfærd paa det føleligste. Thi da Krigsbegivenhederne atter havde godtgjort det Uhensigtsmæssige i den lange Afstand mellem Fæstning og Stad, enedes Christiern Munk med Frants Brokkenhus og Bjørn Kaas om at foreslaa for Kongen, at Oslo Borgere skulde flytte og Byen gjenopbygges paa Akershagen tæt under Fæstningen^[25]. Forslaget vandt Bifald, og Borgerne fik endnu i samme Aar kongelig Befaling til at forlade sine afbrændte Hustomter i Oslo og at opbygge Staden igjen paa den anden Side af Bjørvigen.

For denne Gang blev dog Flytningen afværget. Borgermestre, Raad og menige Borgerskab gjorde saa indtrængende Forestillinger imod dette haarde Kongebud, hvorved alle private Eiendomme og Byens Indretninger af enhver Art i Oslo maatte tabe sin Værdi, at de vandt for sig de danske Rigsraader, som i det følgende Aar opsendtes til Norge for at holde Herredag, nemlig den bekjendte Diplomat Hr. Jørgen Lykke, Bjørn Anderssøn til Stenalt og Christopher Walkendorf. Ved Brev, udstedt paa Akershus Paaskedag (18de April) 1568, ophævede disse Rigsraader ifølge den dem meddelte udstrakte Fuldmagt Kongebudet om Flytningen og tillode Oslo Borgere igjen at bosætte sig paa de gamle Tomter under Betingelse af at anlægge bredere Gader og opføre bedre Huse.

Oslo blev altsaa gjenopbygget, men neppe i synderlig Overensstemmelse med de givne Forskrifter. Da nemlig de murede Kjældere i det Hele vare urørte efter Branden og Borgerne naturligvis for at spare Penge helst vilde bygge paa Brandtomterne, er det klart, at en gjennemgribende Forbedring med Hensyn til Gadernes Retning og Bredde neppe har fundet Sted. Oslo vedblev at være en regelløst bebygget Træby, saaledes som alle Norges Byer dengang vare og flere fremdeles ere. Endog i Fredstid var Byen altsaa idelig udsat for at blive lagt i Aske. Den hjemsøgtes ogsaa idetmindste en Gang i Mellemtiden mellem 1568 og sin endelige Undergang af en betydelig Ildebrand^[26].

Der er ellers ikke ret meget at fortælle om Oslo i denne dets sidste Periode. I merkantil Henseende er Byen sandsynligvis gaaet fremad med den voxende Trælasthandel^[27]. Om de kommunale Forhold og Politivæsenet efter Datidens Leilighed har man endel Oplysninger, der ligeledes tyde paa en fremadskridende Udvikling^[28]. Mellem Geistligheden fandtes flere Mænd, der nøde fortjent Anseelse som Videnskabsmænd og Forfattere, saasom Biskopperne Frands Berg og Jens Nilssøn og Lectoren Halvard Gunnarssøn. Alle de tre sidste vare udmærkede Humanister, og deres Skrifter yde ogsaa vigtige historiske Oplysninger; navnlig ere Jens Nilssøns Visitatsbøger en uvurderlig Kilde til Kundskab om Østlandets Vilkaar og dets Topographi. I 1589 var Byen Vidne til et Kongepars Bryllup, idet Jacob den sjette af Skotland her overraskede sin Brud, Prindsesse Anna af Danmark og Norge. To Aar senere indfandt den endnu mindreaarige Christian den fjerde sig her for at hyldes, det første af hans siden saa ofte gjentagne Besøg her i Egnen. Ved et af disse, i Anledning af Sønnen Christians Hylding som udvalgt Thronfølger 1610, medbragte han endog sin Dronning. Herredage fandt ikke saa sjelden Sted i Oslo, der saaledes bevarede en vis Character af norsk Hovedstad, især efterat Statholderskabet over det hele Land (siden 1572) var blevet knyttet til Stillingen som Lensmand paa Akershus.

Natten til den 17de August 1624 udbrød der en saa stærk Ild, at saagodtsom den hele By blev et Offer for Luerne. Branden skal efter en gammel Optegnelse have varet i tre Dage^[29]. Nu var Byens Dom uigjenkaldelig fældet. Allerede Aaret forinden denne sidste Ildebrand havde nemlig Christian den fjerde fattet Planen til at anlægge en ny Stad paa Akershagen^[30], hvorhen det vistnok var hans Tanke, at Oslos Indbyggere efterhaanden skulde forflyttes, medens nye Byggeforetagender og Bosættelser i Oslo strax skulde forbydes. Da Kongen om Vaaren 1624 opholdt sig et Par Dage paa Akershus Slot, efterat have beseet det nyopdagede Sølvfelt i Sandshverv (Kongsberg), har rimeligvis dette Anlæg været under ny Overveielse i Forbindelse med den Udvidelse af Fæstningen, som det næsten altid spændte Forhold til Sverige gjorde nødvendig. Men da saa Tidenden om Oslos fuldstændige Ødelæggelse ved Ildebrand kort efter indløb, var Beslutningen om at flytte Byen over paa den anden Side af Bjørviken strax fattet, og allerede efter faa Ugers Forløb var Kongen for anden Gang i dette Aar paa Veien til Norge for personlig at lede og paaskynde sit Anlæg.

1. Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis, udg. af G. Storm, S. 281. Samlgn. C. M. Falsen, Geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge S. 31: «Loe-Os er per inversionem blevet til Os-lo».
2. Adskilte endnu indtil den sidste Tid Grønland fra Leret.
3. «Hyrdernes» Samtale i den poetiske Skildring af Christian IV’s Hylding begynder nemlig saaledes:

   Compulerant pecudes Corydon & Thyrsis in unum,
   Hic, ubi frondosis praecinctns Fresius alnis,
   Rura secat, vario penetrans Asloica plexu.

   (Halvardi Gunnarii Acrostichis, udgivet af A. E. Eriksen, Chra 1870, S. 42).

4. Dette Navn paa Byens formentlig ældste Rettersted kan muligens betegne et Sted, hvor Forbrydere martredes eller pintes. Denne Conjectur skylder jeg Prof. S. Bugge.
5. Denne Gaard, som gjennem Aarhundreder har bevaret sit Navn, tilhørte i Slutningen af Middelalderen Hamars Biskopper, som benyttede den under sine vistnok ikke sjeldne Besøg i Oslo.
6. Udgravninger i Grunden fandt Sted i 1868, se Aarsberetn. fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmerkers Bevaring for 1869, S. 179—203.
7. ogsaa «Nonnebækken» kaldet efter Nonneseter.
8. L. Daae, Norges Helgener, S. 180 flg.
9. De ovenfor meddelte topographiske Oplysninger skyldes foruden Lange (De norske Klostres Historie) og P. A. Munch ogsaa i væsentlig Grad N. Nicolaysens flittige Granskninger, fornemmelig hans fortrinlige Afhandling om Mariakirken i den ovenfor nævnte Aarsb. fra Foren. til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1869.
10. Agaten (1321), Beinagaarden (1327), Bjarnagaarden (1332), Bjønnagaarden (Stenhus 1324), Blessergaarden (1360), Brattesgaarden (1340), Brandsgaarden (1357), Bælgen (med Stenkjælder 1322, 1351), Digrabeinen (1336), Digraskytningen (1399), Gyrdingen (flere Parter 1327), Gullen (1344), Herjulfsgaarden (1342), Hjalparagaarden (1344), Hesteskoen (1352, den var delt i en øvre og ydre og laa vestenfor Clemenskirken), Gertrudsgaarden (1370), Gyridugaarden (1327, flere Dele), Jønsgaarden (1364), Kisen (søndre og nordre 1385; den kan endnu paavises), Kjæringen (1327), Knutsgaard (1322), Kymingen (1310, 1377), Loggen (flere Dele 1361, i «Poskroken»), Mikkelsgaarden (1344), Mikligard (1348, dengang endnu ikke nævnt som besat af de tydske Haandverkere), Ozorgaarden (nordre og søndre 1357), Pausen (1357), Skadden (1376), Skartælen (flere Parter 1343), Skogen (1352), Sluppen (1360 og 1376; den havde sit Navn efter Hertug Haakons Tjener Amund Slupp, som 1298 fik Tomten — «nord ved Lien» — for lang og tro Tjeneste), Smidsgaarden (1344), Spaken (1385, den laa tæt nordenfor den nuværende Ladegaard), Stenbjørnsgaarden (øvre og ydre 1341), Thorolvegaarden (1336), Thollaksgaarden (1327), Purken (1310), Thomasgaarden (1365), Valtergaarden (1329), Vidousgaarden (1331). Man læse f. Ex. det Brev fra Dronning Margrete (1372?) til Kong Haakon VI, hvori hun klager over, at «jeg og mine Tjenere paa Akershus lide stor Nød for Mad og Drikke, saa at hverken jeg eller de faa vor Nødtørft»! Hun beder ham videre om endelig at anstrenge sig for, at en vis Westfal maa blive villig til at borge hende, hvad hun behøver, og at gjøre Westfal store Løfter for at formaa ham dertil. Dipl. Norv. I, S. 312. Samme Kong Haakon havde maattet pantsætte Norges Regalier til to Kjøbmænd i Stralsund. O. Fock, Rügisch-Pommersche Geschichten, III, S. 220.
11. Se herom Hanserecesse II, B. 2, No. 590, S. 494—495. Sigurd Jonssøn blev under en Samtale med Tydskernes Formænd saa ivrig, at han erklærede, at han vilde af al sin Magt og med alle sine arbeide for at faa de tydske Kjøbmænd ud af Norge, som han saa af den Grund i hele sin Levetid skulde drikke Vand».
12. L. Daae, Kong Christiern den førstes norske Historie, S. 150 flg.
13. Som bekjendt var i en Del af denne Tid Dyveke hos Christiern i Oslo som hans Elskerinde, og der opførtes for hende og hendes Moder et Stenhus i eller ved Byen. At dette var ødelagt allerede i 1548, siges udtrykkeligt af et Øienvidne, Historieskriveren Hans Svaning, der i hint Aar (ved Frederik den andens Hylding) var i Oslo og saa dets «rudera et reliqvias». (Svaningii Christiernus II, cap. V. sect. X). Ikke destomindre har der dannet sig den latterlige, grove og dumdristige Fabel, at en Trærønne i det nuværende Oslo skulde have været «Dyvekes Hus» (!).
14. Allen, De tre nordiske Rigers Historie, I, S. 487 flg. Det er dog aabenbart, at Byen trods alle disse Klager ogsaa i hine Dage har havt idetmindste enkelte velhavende Borgere. En saadan har f. Ex. været Herman Kremer, der ca. 1490 døde paa en Reise i Skotland. Han havde, før han drog afsted, givet Biskop Eilif i Stavanger 1400 Stykker Guld og 112 Nobler i Forvaring. Dipl. Norv. II, S. 720. Om en anden ved Navn Peter Einarssøn (uægte Søn af Rigsraaden Einar Fluga) se Saml. til N. F . Spr. og Hist. III, S. 605. Ellers har man vel i de Borgermestre og Raadmænd, hvis Navne Y. Nielsen har samlet (Chra. Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1879, No. 13), at se Byens mere velhavende Borgere.
15. Allerede 1302 omtales (Dipl. Norv. I, S. 86) et Archiv paa Akershus, hvilket tyder paa, at Borgen allerede da har været til i ikke aldeles kort Tid.
16. Intet kunde derfor være mindre stemmende med de virkelige historiske Forhold end den Ytring, der er undsluppen Carl Johan i et Brev til Grev Essen af 7de August 1815 (Handlingar ur v. Brinckmanska Arkivet,I, S. 69): «Aggerhus avait été construite par un despote dans la vue de dominer la ville Christiania. L’existance de cette forteresse cessait étre convenable sous un gouvernement paternel et une constitution libre».
17. Allen, De tre nord. Rigers Hist. III, 2, S. 402, 481, N. Nicolaysen i Aarsberetning fra Foren. til N. Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1869, S. 184—185 (efter Linköp. Bibl. Handl. 2, S. 183), Handl. rör. Skandin. Hist. II, S. 31.
18. Se herom mit Skrift: Krigen nordenfjelds 1564. Chra. 1872.
19. Celsii Monum. politico-eccles. Ups. 1750, 4. pag. 246, 250.
20. Brevet blev opsnappet og findes derfor nu i det danske Rigsarkiv (Sv. Saml.).
21. En «tapper» finsk Adelsmand, hvis Fald ogsaa omtales i en Rimkrønike om Erik XIV (Stockh. 1847, S. 62), der er forfattet af Adelsmanden Daniel Hund, som selv tog Del i dette norske Tog.
22. I Daniel Hunds Rimkrønike faar Johan Siggessøn ikke megen Berømmelse. Det heder om ham (S. 59):

    Wij bade en öffvrerste tiock och feet,
    Han bade aldrigh någen fijende sett,
    Han oss then wägen förlade.
    Thet volte oss hans store oförståndh, osv.

    Nogle af Johan Siggessøns Folk deserterede ogsaa fra ham og optoges paa Slottet.

23. Blandt de Faldne var den danske Adelsmand Timme Abildgaard. I Kampen deltog ogsaa den Knud Stenssøn til Stensgaard paa Langeland, der i 1564 havde deltaget i Begivenhederne nordenfjelds. Han omtaler Egebergslaget i sine Optegnelser (nu i Klevenfeldts Saml. i det danske Rigsarkiv).
24. Kilderne til vor Kundskab om disse Krigsbegivenheder findes fornemmelig i Danske Samll. 2. R. II, S. 195—197 (vistnok den bedste og klareste Fremstilling), Samll. til N. F. Spr. og Hist. I, S. 230 flg., Norske Samll. 8vo, I, S. 27 flg., Norske Magasin, I, S. 115 samt i D. Hunds ovenciterede Rimkrønike. Cfr. ogsaa G. O. F. Westlings Det nordiske Sjuårskrigets Historia, Stockholm 1879, S. 149 flg. Sagnet om Kanonen Skjegge, der egentlig kun hører hjemme i Fortællingerne om Baahus’s Beleiring i Syvaarskrigen (se Holmberg, Bohusläns Beskrifning, 2. Udg. I, S. 134), er ogsaa blevet henført til Akershus’s Beleiring i samme Krig, ja tilsidst endog til samme Fæstnings Beleiring i 1716. Dette sker selv i Fayes i 1868 udkomne Bog, Carl XII i Norge, (S. 41). Faye er ogsaa i Vilderede med Hensyn til Svenskesletten. I 1718 udkom et Verk af en forhenværende norsk Fourage-Forvalter Mich. Casp. Lund, der bærer Titelen: «Om Verden og de Siunlige Tings Betragtning i Verden». (Kbhvn. 4to). Her fortælles (S. 158—159) Sagnet om «Katten-Skjegge» osv. (siden optrykt i «Statsborgeren» for 9de Februar 1837 af H. Wergeland) og henføres ganske ubestemt til en fjern Fortid, og naturligvis allermindst til 1716, om hvilket Aars Begivenheder Forf. maatte vide bedre Besked. I 1749, da Frederik V. besøgte Norge, gjorde en Anonym i hans Følge nogle Optegnelser om Christiania (Kgl. Bibl. i Kbhvn., Kallske Mskrptsaml. No. 226 Folio). I disse ere Sagnene om Kampen paa Egeberg rigtig henførte til Syvaarskrigen. Det er mærkeligt, at man i en Beretning om Akershus Slot, der aabenbart hidrører fra Christian IV’s Tid (Samll. til N. F . Spr. og Hist. II, S. 360), finder et Sagn om, at Erik den fjortende personlig har havt med Akershus’s Beleiring at gjøre, ja endog være død der. Det heder nemlig her: «Konung Erik den XIV jeg sige vil, For Akershus Slot maatte han sætte til, Han miste der mangen stolt Krigsmand, Jeg vil ikke ljuge, men sige for sand». Hvad der giver denne Opdigtelse en Smule Interesse, er dens paafaldende Lighed med det bekjendte Saga om, at Carl X. Gustav fandt sin Død for Frederikshald, en Fabel, der til den sidste Tid har holdt sig i denne By.
25. Danske Mag., ældste Række, IV, S. 218—219. N. Rigsregistr. I, S. 570.
26. Statholder Envold Kruse skriver den 28de Oktober 1611 til Kantsler Chr. Friis til Borreby: «For tre Uger siden var i Oslo en forfærdelig Ildebrand, saa at der samme Tid blev afbrændt over 55 Gaarde». (Adelsbreve paa det Store kgl. Bibl. i Kbhvn.).
27. Et i G. F. Lundhs Specimen Dipl. Norv., Kbhvn. 1828, S. 15, aftrykt Skiftebrev af 1590 giver en Forestilling om en jevn Borgers Vilkaar ved den Tid.
28. Aftrykte i Meddelelser fra det Norske Rigsarchiv, I, S. 297, 311.
29. Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. V. S. 265.
30. N. Slange, Gesch. Chr. d. IV, kürzer vorgetragen und erweitert von J. H. Schlegel, III, S. 229.