Det gamle Christiania/4

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 74-84).

Da Christiania blev anlagt, overførtes naturligvis Oslos municipale Institutioner uden videre til den nye Stad. Disse Forhold vare senest blevne ordnede i Aaret 1619 ved en Forordning, der gjaldt samtlige norske Byer. Ifølge denne Forordning skulde enhver By have efter Omstændighederne en, to eller flere Borgermestre og fire eller sex Raadmænd. Raadmændene skulde beskikkes af den kongelige Lensmand eller af Lensmanden i Forbindelse med Borgermester og Raad, og mellem Raadmændene skulde igjen Borgermesterværdigheden gaa paa Omgang. I 1651 finde vi to Borgermestre og hele ti Raadmænd i Christiania. Indtil Enevældets Indførelse toges til Medlemmer af Raadet udelukkende Byborgere. Raadet drog Omsorg for Byens Vel i Almindelighed, varetog Politivæsen, Bygnings- og Brandvæsen, sørgede for Udligning og Fordeling af Skatter. I dets Haand laa ogsaa flere andre Sager, der nu ikke længere regnes til de kommunale. Raadet repræsenterede saaledes altid Byen ved Stændernes Møder. Det besad indtil henimod Indførelsen af Christian den femtes Lovbog Kaldsret til Sognepræstens og Kapellanens Embeder ved Byens Domkirke^[1]. Raadmændene vare endvidere selvskrevne Lagrettesmænd og altsaa i Besiddelse ogsaa af dømmende Myndighed; Byfogden havde indtil 1662 kun at udfærdige Stevninger og holde Exekutioner. Men om Løn for Borgermestre og Raadmænd var der ikke synderlig Tale, da de forudsattes at have sit Udkomme ved sin borgerlige Næring. I 1648 var der tilstaaet Borgermestrene en halv Daler af hvert indgaaende og udgaaende Skib, dog Hollændernes undtagne, da de havde Privilegium paa at være frie for denne Afgift. Ligeledes kunde de toldfrit indføre sex Læster Rostokkerøl, sex Amer Rhinskvin og sex Oxehoveder Franskvin.

Det menige Borgerskab var saagodtsom ganske umyndigt Vel holdtes idetmindste engang om Aaret et Møde paa Raadstuen af samtlige Byens Borgere, men de spillede der en saa passiv Rolle, at man maa tænke paa Folkeforsamlingen i det gamle Sparta. «Hver St. Thomæ Aften (21de Decbr.), heder det i en Lagmands Optegnelser fra Aaret 1650, skal alt Borgerskabet være i Byen at høre Byens Privilegier og videre forfare, hvad Byens Øvrighed haver med dennem at bestille»^[2]. Enkelte Spor findes dog til, at der stundom har været en Art Opposition tilstede mod Magistratens Regimente. I 1645 finder man saaledes, at Borgerne holdt Forsamlinger paa egen Haand eller, som det heder, «sammenrottede» sig mod sin Øvrighed. Det var Udtryk af den samme Frihedstrang, som samtidig var vaagnet i de danske Kjøbstæder og hos os tildels i Bergen, og som vel blev en medvirkende Aarsag til Adelsvældets Fald, men snart hendøde efter Suverænetetens Indførelse.

Revolutionen af 1660 kom nemlig til at fremkalde Forandringer i det kommunale Væsen, der gik i lige modsat Retning af den, i hvilken Borgernes Ønsker i flere Byer havde gaaet. Al Magtfylde skulde herefter være samlet i Kongens Person, og samtlige Magistratspersoner gik fra at være Byernes Ombudsmænd og Repræsentanter over til at blive Kongens Embedsmænd, skjønt det rigtignok endnu varede mere end et Aarhundrede, inden man begyndte at forlange videnskabelig Dannelse eller fagmandsmæssig juridisk Indsigt af dem, og borgerlig Næring for det første vedblev at være forenelig med Plads i Magistraten. Byfogden blev nu Dommer i første Instants, Magistraten dømte i anden. Fra dennes eller den saakaldte Raadstuerets Dom appelleredes siden 1670 til Overhofretten i Christiania, en almindelig norsk, kun Danmarks Høiesteret underordnet Domstol, der afløste de gamle Herredage. Byens Sager gik saaledes Lagmanden forbi. Denne ordning af Domstolene stod ved Magt indtil 1797. I Spidsen for den hele Magistrat kom en Præsident. Under ham sorterede i 1722 en Borgermester og tre Raadmænd. I 1754 havde Præsident Feddersen og Borgermester Støedt udarbeidet et Forslag til en Instrux for Magistraten, men Generalprokurøren, Stampe, fandt det overflødigt og unyttigt, «om end ganske uskyldigt», hvorfor det Hele henlagdes^[3].

Ved et Reskript af 1685 henlagdes 1000 Rdlr. af Accisen i Christiania til Magistratens Løn; Præsidenten tog det Halve, Borgermesteren en Fjerdedel, Raadmændene delte den tiloversblevne Fjerdedel. Desuden nød Magistraten Skiftesalarier, Sportler af dem, der toge Borgerskab, Stevningspenge, Sagefald osv., og det ei alene af selve Christiania, men ogsaa af Bragernes og de under Byen henlagte mindre Ladesteder. En stor Del af disse Indtægter tilflød dog Præsidenten alene. Hans Embede blev saaledes anseeligt, men hans underordnede Kollegers Vilkaar vare ringe. De bødede da paa sin daarlige Indtægt, som de bedst kunde. Raadmand og tillige Maaler og Vrager Johan Piper drev ulovlig Brændevinshandel, «baade til Afhentning og Fortæring, til Byens Borgeres Skade og Fornærmelse», hvilket Uvæsen i 1746 standsedes ved kongeligt Forbud^[4]. I en Anonyms Optegnelser fra Kongebesøget i 1749 heder det: «Meget skader det Byen udi mine Tanker, at Magistraten ikke, som i gamle Dage, udvælges af Byens gjæveste og vederheftigste Borgere. De fleste Magistratspersoners Løn er en Bagatelle, de Personer, som skal leve af disse Sportler, fattes muligens dona patientiae & continentiae. Her skal leves, men per jus kan det ikke ske»^[5].

Byens Budget var temmelig lidet, med mindre en enkelt Gang en større overordentlig Udgift kom paa, f. Ex. i 1720, da et nyt Vandverks Istandbringelse kostede Staden 7000 Rdlr. Under almindelige Omstændigheder, oplyser Stiftamtmand Tønsberg i 1722, blev der aarlig af 8 Borgermænd udlignet en Byskat, som i det nævnte Aar ansloges til 1000 à 1100 Rdlr., hvortil kom den faste Afgift, Løkkeskatten, som Eierne af Løkkerne paa Bymarken svarede; den udgjorde 534 Rdlr. Af disse Penge udrededes i 1722 følgende Lønninger, tilsammen til et Beløb af 1248 Rdlr., nemlig:

Byfogden	100 Rdlr.
By- og Raadstueskriveren (med Skrivematerialier)	151 –
Instrumentisterne	100 –
Organisten	120 –
Underfogden	65 –
Brandmesteren	100 –
Vagtmesteren	60 –
Provstinden, Sal. Mag. Langes til Husleie	21 –
Erik Smed for Opvartning ved Kirkens Slagverk	25 –
Skolemesteren	40 –[6]
Raadstuetjenerne	60 –
Postmagerne ved Byens Vand	70 –
Manden, som optager Postbrønden	6 –
Tvende Byens Tjenere à 12 Rdlr	24 –
4 Vægtere à 16 Rdlr	64 –
6 Vægtere à 20 Rdlr	120 –
4 Byens Trommeslagere à 10 Rdlr.	40 –
Rendemagerne	16 –
Mestermanden, Løn 16 Rdlr.	28 Rdlr.[7]
Husleie … . 12 –
2 Stodderfogder à 10 Rdlr.	20 –[8]
Skorstensfeier	3 –
Natmanden	12 –

I 1723 (utrykt Reskript af 4de Septbr.) nedsattes en Kommission for at ordne Stadens «publike Væsen», af hvis Enkeltheder i Kommissoriet udtrykkelig nævntes Byskat, Brandvæsen, Vandvæsen, Byens Grændser, Marker og Jorder, Fattighusene, offentlige Kapitaler samt Negotiens Misbrug. Til Medlemmer af denne Kommission af 1723 udnævntes Stiftamtmand V. de Tonsberg og Biskop B. Deichman. Men ingen af disse Mænd tog sig stort af dette dem overdragne Hverv, og den dygtigste af dem, Deichman, havde betydeligere Sager at tænke paa end Christianias Kommunalanliggender. Paa den Maade gik Kommissionens Virksomhed just ikke raskt fremad, skjønt den i 1725 blev forstærket med et nyt Medlem, Byens Præsident Jonas Lyme, der var en af Biskopens Klienter og ved hans Indflydelse havde opnaaet sit Embede. Maaske tør det dog ansees som en Frugt af Udvalgets Virksomhed, at Staden i 1728 fik en egen Auktionsdirektør. Dette Embede blev besat paa en Maade, der er characteristisk netop for Frederik den fjerdes Regjering, idet Posten ligefrem solgtes til Høistbydende. En N. Nilsen bød 1200 Rdlr., den som topographisk Forfatter bekjendte Iver Wiel, siden Foged paa Ringerike, 1004 Rdlr. osv., men Rasmus Bartholin fik Tilslaget for 2,455 Rdlr.; til en Ansøger, der var dristig nok til at byde Likvidation af en betydelig Fordring paa Kronen, toges intet Hensyn.

I 1730 blev Biskop Deichman afsat. Ogsaa Præsident Lyme delte sin Patrons Skjæbne og mistede sit Embede, men blev senere tagen til Naade og blev præsident i Bergen. I hans Sted som Medlem af Kommunalkomniissionen i Christiania indsattes Justitiarius i Overhofretten Lucas Kjerulf^[9], og Stiftamtmanden fik Befaling til at tilkalde tolv af Byens Borgere som Deltagere i Forhandlingerne. I 1731 traadte foruden den nye Stiftamtmand, Generalmajor Lorents v. Reichwein, ogsaa Biskop Hersleb, Generalauditør Linck og Lagmanden for Oplandene, Justitsraad Andreas Lachmann, ind i Kommissionen, i hvis Virksomhed der nu kom større Liv. Blandt Andet fik man i 1733 omstændelige Regler for Brandvæsenet, og særegne Funktionærer beskikkedes til at have opsyn med dette Anliggende, der hidtil havde henhørt under Stadskapteinen^[10]. I 1735 anvendte Staden hele 500 Rdlr. paa sit Brandvæsen, og ved samme Tid lod man forfærdige 75 nye Lygter à 472 Rdlr. Stykket samt antog en egen Lygte-Inspektør. Slige Foranstaltninger vare dengang ikke dagligdagse, men maatte kaldes store og betydelige Fremskridt.

I Aaret 1735 fik Christiania nye Privilegier^[11], og samtidig udgik som Resultat af den langvarige Kommissions Virksomhed endel vigtige Reskripter, af hvis Indhold følgende turde være det væsentligste. Grændserne mellem Christianias og Akers Menigheder bleve fastsatte, og det bestemtes, hvilke af Byens Indvaanere skulde søge Garnisonskirken; blandt disse vare foruden de Militære ogsaa samtlige Medlemmer af Overhofretten. Dernæst skulde samtlige Byens Gaarde, Grunde og Marker nøiagtig opmaales til Veiledning ved Skatteligningen. Skatterne og Indkvarteringsbyrden skulde nemlig herefter for den ene Halvpart hefte paa de faste Eiendomme, for den anden paa Indvaanernes Næring, et Forhold, som allerede i 1683 var blevet fastsat for Danmark. Opmaalingen fandt ogsaa virkelig Sted i det følgende Aar, 1736; Grundene i selve Stadens 4 Kvarterer vurderedes til 6 Rdlr. pr. 100 Kvadratalen, tilsammen et Beløb af 29,366¼ Rdlr., Grundene i det egentlige Vaterland (Storgaden, Brogaden og Fjerdingen) til 3 Rdlr. for et lignende Areal, tilsammen 6,528½ Rdlr., Grundene paa Sagbanken, i Grændsen, Pipervigen, paa Hammersborg samt Ladetomterne ved Christi Kirkegaard for 2 Rdlr. pr. 100 Kvadratalen, tilsammen 10,110 Rdlr., og endelig de bebyggede Grunde paa Bymarken og Løkkerne samt i Møllergaden og Sagene paa samme Maade til 172 Rdlr., tilsammen 13472 Rdlr. Hele Byens bebyggede Territorium taxeredes til en samlet Grundværdi af 47,259¼ Rdlr. Allerede i 1713 havde Byen antaget en Stadskonduktør med 100 Rdlr. aarlig og fri Bolig, men denne Post var udentvivl igjen senere inddragen; nu derimod gav disse kongelige Befalinger Anledning til, at Konduktørposten siden 1739 stadig besattes umiddelbart af Kongen. Fastsættelsen af Bymarkens Grændser mod de nærmeste Gaarde af Landdistriktet voldte adskillige Vidtløftigheder, da nogle Gaardeiere i Aker, Ole Dorph, Anders Frogner og Haaken Blindern, forsøgte at tilvende sig endel af Stadens Jorder.

Af stor Vigtighed blev det, at i 1730 tolv Borgere tilkaldtes som Deltagere i Kommissions-Forhandlingerne^[12]. Disse tolv Mænd vedbleve nemlig fra den Tid af som et fast Kollegium, i Lighed med hvad der i Bergen havde fundet Sted lige siden 1679. Idetmindste fra 1749 af udnævntes de tolv Mænd af Magistraten efter Forslag af Borgerskabet. I 1787 og 1791 gaves udførlige Regler for de tolv Mænds Forretninger og Kompetents, og i 1797 fastsattes udtrykkelig, at hvergang en Plads blandt de Tolv blev ledig, skulde det hele Borgerskab samles og afgive skriftlig Stemme paa tre Borgere, hvoraf Magistraten med Stiftamtmandens Approbation skulde vælge den ene^[13].

Denne Tolvmands-Institution har en betydelig Interesse derved, at disse «eligerede Mænd» have afgivet Grundlaget for Nutidens Formandskab. Vel havde de eligerede Mænd ingen ligefrem Del i selve Administrationen, der ene tilhørte den af Kongen udnævnte Magistrat, og de forholdt sig altsaa kun til denne, omtrent som Medhjelperne til Præsten, men faktisk have de tolv Mænd visselig øvet en betydelig Indflydelse paa Byens Anliggender. Man finder nemlig stadig iblandt dem Mænd af de rigeste og fornemste Patricierfamilier.

I Aaret 1720 var det nærved, at de norske Kjøbstæder skulde have opnaaet et i Suverænetetens Tidsalder mærkeligt og i sit Slags enestaaende Gode. Dette skulde ikke have bestaaet i noget mindre, end en fælles Repræsentation med Ret til at gjøre Forslag til Kongen om Midler til Næringsdriftens Forbedring. Ved et hidtil utrykt Reskript af 25de Marts 1720 tillod nemlig Frederik den fjerde Slotsloven aarlig at indkalde Deputerede fra de norske Kjøbstæder, der dreve udenrigsk Handel, til et Møde i Christiania ved Markedstider, for at de der med hverandre kunde overveie, hvad der kunde tjene til «Commerciens» Fremme. De her vedtagne Forslag skulde saa gjennem Slotsloven forelægges Regjeringen. De Deputeredes Antal skulde dog være ganske ringe, nemlig kun en for hver By. Imidlertid vides dog intet saadant Møde at være blevet sammenkaldt, og rimeligvis er den hele Sag bleven forglemt, da Slotsloven i 1722 ophævedes og dens Forretninger igjen tilfaldt en eneste Mand, Statholderen, hvilket Embede tilmed ved samme Leilighed besattes med den neppe meget virksomme Geheimeraad Ditlev Vibe^[14].

Den tidt omtalte Kommission havde foreslaaet oprettelsen af et Politimesterembede for Christiania, en Foranstaltning, som allerede tidligere var truffen i Bergen og Throndhjem; Hensigten var nærmest paa den Maade at forebygge ulovlig Handel og i det Hele Krænkelser af Stadens Privilegier. Som Løn var foreslaaet 300 Rdlr. og derhos 100 Rdlr. til en Overbetjent samt en lignende Sum til to Underbetjente, foruden at samtlige disse Funktionærer skulde nyde Andel i Bøderne. Regjeringen fandt imidlertid endnu 1735 en saadan Foranstaltning for kostbar og ansaa det tilstrækkeligt, at et af Magistratens Medlemmer tillige paatog sig Politivæsenet med Bistand af Byens Folk. Det var Christian den sjette, som sad paa Thronen; derfor indskjærpedes udtrykkelig, at de nye Politiforanstaltninger ogsaa skulde gaa ud paa at paase Søndagens Helligholdelse, og at Indvaanerne flittig gik i Kirke^[15]. Omsider fik dog Byen i 1744 en særskilt Politimester i Kancelliraad Matthias Stub († 1768). Mellem hans Eftermænd var Michael Døderlein, tillige Lærer eller «Professor» i Mathematik ved Krigsskolen.

I Slutningen af 1741 fik Norges, indtil den Tid kun lidet udviklede, Fattigvæsen den Organisation, som det senere i et helt Aarhundrede beholdt. For Christianias Vedkommende maa i denne Henseende særlig mærkes, at Tugthuset nu oprettedes som et Middel til at raade Bod paa Lediggang og Betleri^[16]. I Aarhundredets anden Halvdel havde Tugthuset omtrent 150 Lemmer, der sysselsattes med Tobaksspinderi samt Uld- og Linarbeide. Som en Synderlighed fortæller Wilse, at man til Tugthusets Brug i 1769 havde slaaet særegen Skillemynt. Saadan var forøvrigt slaaet allerede 1730; den var noget større end de bekjendte Enskillinger fra Begyndelsen af dette Aarhundrede (de saakaldte «Sildeflas»),

Tugthuset. men ligesaa-tynd som disse. Den bar paa begge Sider i 5 Linier Præget: * I * | CHRISTIA | NIA TUGT | HUUS | 1730.

Allerede siden 1648, da Frederik den tredie besøgte Christiania for at modtage Hylding af de norske Stænder, havde man tænkt paa at oprette et Vaisenhus eller «Børnehus» i Byen. Penge af Kirkernes Midler vare allerede fra hint Aar af bestemte til en saadan Stiftelse, men da den ikke kom istand, tilfaldt de Tugthuset. Da imidlertid den bekjendte zahlkasserer Kølle, som beboede den nuværende Vaisenhusgaard, var død, og hans Hus paa Grund af hans Kassemangel var hjemfaldet Kronen, bestemte Regjeringen i 1744 at anvende hin Eiendom til et Vaisenhus. For at skaffe Midler til Børnenes Underholdning tillodes der i 1745, at et Lotteri, inddelt i sex Klasser med tilsammen 10,000 Lodder, maatte oprettes for Stiftelsens Regning, Kollektører skulde ansættes i begge Riger osv. Det paatænktes at gjøre dette Vaisenhus til et Slags Realskole, hvor der skulde foredrages Geometri, Navigation, Mekanik, ja endog Fortifikation, men Regjeringen fandt, «at disse Videnskaber ikke vare af den Art, at de vel kunde doceres i et Vaisenhus». Da imidlertid den hele Sag gik istaa, tog Kongen Gaarden tilbage og solgte den til Oberstinde Brochenhuus; de samlede Penge anvendtes paa anden Maade. Endelig blev Foretagendet i 1778 virkelig bragt i Udførelse ved Biskop Schmidts Bestræbelser. Stiftelsen traadte i Virksomhed 1779, og det i den oprindelig dertil udseede Gaard, der i Mellemtiden atter var bleven solgt og en Tid havde været bestemt til Lokale for Overhofretten^[17]. Omtrent samtidig indrettedes ved Bernt Ankers omsorg det «Ankerske Vaisenhus» for det hele Stift.

Efterhaanden blev saaledes Stadens kommunale Væsen mere og mere udviklet og selve Byens Udseende lidt efter lidt forskjønnet. Brolægningen vedblev dog endnu meget længe at være yderst mislig, Indvaanerne maatte idelig manes til at holde Fortougene rene for Tømmer, Sten osv., og Vandposterne manglede «Ramme», hvoraf opstod «største Fare og Inkommoditet». Senere begyndte man at anvende Løkkeskatten til Brolægning, og denne blev nu fastere og bedre, Fortougene indfattedes med Bjelker, og indenfor disse anbragtes flade Skiferstene, ligesom de bekjendte Afvisere af Træ eller Marmor opreistes. Vandpostene fik ordentlig Indfatning. Karnapper, som hindrede Færdselen og tildels betoge Nabohuseue Udsigten, maatte ikke længere opføres. De prægtigste Gaarde, som reiste sig i forrige Aarhundrede, vare den nuværende Krigsskolebygning^[18], opført omtrent 1760 af Geheimeraad og Stiftamtmand Storm, samt den svære Enetagesbygning («Palæet»), som Christian Anker noget tidligere havde bygget. Den almindelige Bygningsmaade var paa den Tid Bindingsverk, idetmindste til Gaarden; stundom beklædtes dog Bindingsverket udenpaa med en halv Stens Mur.

Stadens Budget, der i 1722 kun udgjorde ca. 1600 Daler om Aaret, var i 1788 voxet til 11,922 Rdlr. Dette var dog et Krigsaar, og i 1794 var det derfor igjen gaaet ned til 9,735. Men heraf udgjorde Ydelserne for Indkvartering, der ikke var medregnet i 1722, en meget betydelig Del, omtrent to Tredieparter.

I 1722 har der været foretaget en optælling af Byens Familier. Af saadanne fandtes 546, hvoraf 355 i Stadens egentlige fire Kvarterer, de øvrige i Forstæderne Grændsen, Vaterland, hvorunder Storgaden medregnedes, og Pipervigen. Til samme Tid var der 24 Trælasthandlere, 35 Krambodhandlere og 38, som handlede med forskjellige Varer. Af Haandverkere gaves der i 33 Professioner 222 Mestere, hvoraf 195 Laugsmestere og deraf 34 Skomagere, 28 Skræddere, 22 Vognmænd, 19 Smede osv.^[19].

Den første egentlige Folketælling i Norge fandt Sted 1769. I den egentlige By fandtes da 7496 Mennesker, hvoraf 3291 af Mandkjøn og 4205 af Kvindekjøn. Heri var ikke indbefattet Garnisonen, heller ikke Oslo eller andre Forstæder paa Landets Grund. Paa det Territorium, som Byen nu omfatter, skal Folkemængden ialt have udgjort 10,086^[20]. I Byens 12 Hovedgader og 13 Tvergader fandtes der 418 Bygninger, i Forstæderne 682 og i Oslo og paa Fæstningen tilsammen 400.

1. Tolvpresten (den senere saakaldte Tredieprest) valgtes af Domkapitlet. Se om disse Forhold mit Skrift: «Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen». Chra. 1879.
2. Udentvivl en oprindelig tydsk Sædvane, jfr. Beneke, Hamburgische Geschichte u. Denkwürdigkeiten, S. 283.
3. H. Stampe, Erklæringer, Breve og Forestillinger, I, S. 453 flg.
4. Johan Piper († 1768 som Borgermester og titulær General-Auditør) opførte Byens ældste Treetagesbygning, «Pipergaarden» i Raadhusgaden paa Hjørnet af Kongens Gade. Se om samme Piper, der synes at have været en lidet agtet Mand, Stampes Erklæringer, II, S. 663 og Norsk hist. Tidsskr., 2. R. II, S. 119 flg.
5. Mscr. Kall. 226, Fol. i det st. kgl. Bibl. i Kbhvn.
6. 1 1706 havde saaledes Magistraten beskikket en Elias Hansen til «Skolemester for Byens fattige og omløbende Børn, som Stodderfogderne skulde tilføre ham». Læregjenstandene skulde være nogle Bønner, Troesartiklerne, Pligterne, Guds Bud, Herrens Bøn og Sakramenterne. Først efter at dette var lært udenad, skulde de, «som havde Lyst og Nemme», lære at læse i Bog, og endelig, om muligt, at skrive. Lønnen, som siden nedsattes til 40 Rdlr., var dengang 60 Rdlr. Tidligere (i 1681) nævnes en Johan Schweder, hvem Borgerskabet havde indkaldt som «dansk og tydsk skolemester» mod frit Hus og Brænde samt Skattefrihed og 50 Rdlr. om Aaret, senere nedsat til 40. Dette turde være det første Spor til en Art Borgerskoleundervisning i Christiania, men, saavidt man kan skjønne, blev endog denne svage Begyndelse snart igjen opgiven og overladt privat Omsorg.
7. «Mestermanden» eller Skarpretteren nød derhos ogsaa Sportler efter følgende Tarif (fra Aaret 1706): For at henrette en Fange med Sværd 5 Rdlr., for at hænge 10 Rdlr., for at brændemærke eller kagstryge 4 Rdlr., for at henrette og brænde paa Baal eller levende brænde 16 Rdlr., halshugge og steile 16 Rdlr., afhugge en Haand 4 Rdlr., afhugge en Finger 2 Rdlr. 1749 ansattes Frants Gotschalk Lædel som Skarpretter for den norske Milice og kort efter ogsaa som Byens Skarpretter. Da han i en Injuriesag stevnedes for Bythinget, exciperede han Forum i Egenskab af Militær. (Stampes Erklæringer. I, S. 213 flg.). I denne Familie var Skarpretterbestillingen arvelig indtil Midten af dette Aarhundrede.
8. Nævnes allerede i 1650 under Navn af «Stodderkonning» og havde da som siden «at bortvise fattige Folk fra andre Menigheder». (Smnlgn. om Stodderfogderne i Helsingør 1578 Danske Samll., 2. R. VI, S. 327–328.
9. Kjerulf var fra en «simpel jydsk Prokurator» bleven fremdragen til sin anseelige Embedsstilling af sin Slægtning, Oversekretæren i Kantselliet, Christian à Møinichen. Da imidlertid ogsaa Møinichen var af dem, som afsattes ved Thronskiftet (i mange Aar maatte han leve i en Art Forvisning i Viborg, indtil han endelig benaadedes med Bergens Stiftamtmandskab), maa Kjerulf, der bevarede sin Stilling, antages at have været en smidig Mand.
10. Byen havde ved den Tid en Stadsmajor og en Stadskaptein, der som saadanne nøde Fritagelse for Byskat og Løkkeskat.
11. Mærkelig nok ere disse, saavidt bekjendt, aldrig blevne trykte og nævnes ikke i Reskripterne.
12. Allerede i det foregaaende Aarhundrede havde Magistraten aarlig ladet Byskatten «lægge» af tolv dertil af den selv opnævnte Borgere, de saakaldte «Taxereborgere». L. J. Vogt, Slægten Vogt, S. 9.
13. Ogsaa i andre Sager findes slige Møder af det hele menige Borgerskab paabudne i Reskripter fra forrige Aarhundrede, uden at det dog synes, som om saadanne Sammenkomster have havt virkelig Betydning.
14. Oplysninger om denne Sag findes i T. H. Aschehougs «Norges offentlige Ret», 1. S. 579.
15. Angaaende de øvrige Enkeltheder i Reskripterne af 1735 maa vi henvise til Budstikkens 5te Bind S. 119–160.
16. Allerede i Christian IV.s Tid var oprettelsen af et Tugthus i Byen paatænkt 1647. Norske Rigsregistranter, VIII, S. 534.
17. Christiania Vaisenhus eier bl. A. en eventuel Ret til Gaarden Egeberg i østre Aker, naar den Familie uddør, som for Tiden besidder den. Mærkelig nok er Egeberggaarden siden 1781 et af Norges faa Fideicommisser. Se Norske Stiftelser, I, S. 738.
18. Krigsskolen, der i Begyndelsen kaldtes den «mathematiske Skole», var oprettet 1750. Siden 1753 havde den havt sit Lokale i den gamle Gaard No. 9 i Raadhusgaden, nu tilhørende Snedker H. S. Wold. Se D. Hegermanns Skrift om denne Skoles Historie. Chra. 1796.
19. Kraft, Topogr.-Statist. Beskr. 2. Udg. I, S. 112.
20. P. Holmsen, Christiania Politis Historie, S. 81.