Det gamle Christiania/5

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 85-97).

Vor Bys Skifteprotokoller ere bevarede omtrent fra Slutningen af syttende Aarhundrede. Af de fuldstændige Fortegnelser over de Afdødes Bohave og øvrige Løsøre, som der meddeles, faar man strax det Indtryk, at Husindretning og Levemaade hos den talrigste Del af Borgerskabet endnu var yderst tarvelig og simpel. Kun sparsomt omtales Sølvtøi, naar undtages i de faa fornemmere Huse. Husgeraad af Glas og stentøi forekom heller ikke ofte, selv hos den mere Bemidlede. Fade, Tallerkener, Smørbrikker, Kopper, Støb, Kander, Saltkar, Skeer og Lysestager vare næsten altid af Tin. Møblementet i borgerlige Huse bestod for det Meste af «Vraaskabe», store Kister (saaledes som endnu hos Bønderne), Træstole eller stundom Stole med «sorte Lidser», af og til Lænestole eller røde Læderstole, Kistebænke til at sove i, eller ogsaa store Senge med blaarendet Olmerdugs Dyne og Sparlagen. Af Klædningsstykker nævnes hyppigst Kalamankeskjortler og Veste, Plydses Buxer, Kattuns Slobrokker, blaa Kapper, Kjortler af sort «Borats» eller forede med Ræveskind, Ferendins-Kjoler, Ratins- og Sarses-Skjørter samt Muffer, hvilke dengang anvendtes af begge Kjøn. Enhver Mand, der paa nogen Maade vilde regnes til den bedre Klasse, lige ned til en fattig Skolemester, hvis hele Bo kun gik op til 15 Rdlr., vilde gjerne have sin «Degen» eller Galanterikaarde med Gehæng, og Borgervæbningen fordrede, at en «Mønsterbøsse» skulde findes i ethvert Borgerhus.

Ganske anderledes saa det imidlertid ud i de fornemmere Huse, hos Embedsstanden og Kjøbmands-Patriciatet. Her forekommer jevnlig Sager af Guld, saasom Balsombøsser^[1], Armbaand, Guldkjeder, Ringe med «Tafelstene» og «Rosenstene», Signetringe osv., stundom Diamantsmykker taxerede lige til 900 Rdlr. I et enkelt Bo (rigtignok udenfor vor By, nemlig hos den ældste Werenskjold paa Hafslund^[2],) forekommer ikke mindre end 23 Sølvkander, der tilsammen veiede 1766½, Lod, derhos nævnes oftere Præsentertallerkener, drevne Konfektfade af Sølv samt forgyldte Skeer, Knive og Galler med Filigrans Skaft. Videre forgyldte Speile med rødt Glas, lakerede og «hollandske» Borde med «Ceridons», malede Ovalborde, Ruslæders Stole, Messinglysekroner, Bogskabe med Glasvinduer, Brevskabe, Duge af Ostende-Dreiel, Haandklæder af Damask, Grønne Danziger Overtræk med Sælskind, Gardiner af Kattun og af hvidt Klosterlærred osv. En stadig Væggeprydelse var efter 1660 Kongens, Dronningens samt Statholder Gyldenløves Portræter.

Tobak var allerede bleven almindelig og yndet i Norge under Christian den fjerde, der vel i 1622 under Trusel af Konfiskation og vilkaarlig Straf forbød denne Vares Indførsel, men dog i 1643 igjen «indtil Videre» ophævede sit Forbud; under Gyldenløves eller den skaanske Feide forbrugte Soldalterne Snus i stor Mængde, og i det følgende Aarhundrede klages idelig over det stærke Forbrug af Tobak. Derimod maa Sukker, Kaffe og The endnu i 1686 have været lidet kjendte hos os, da de aldeles ikke nævnes i det Udkast, som i hint Aar blev forfattet til Fordelingen af samtlige, mere kurante Handelsvarer mellem visse bestemte Klasser af Handlende. I Begyndelsen af attende Aarhundrede forekomme derimod alle disse tre Artikler hyppig, og fra den Tide af støder man i fornemme Huses Inventarielister paa Porcelænskopper, Sølvkaffekander, Sølvspølkummer og lakerede Theborde.

Lige ned til Slutningen af Christian den fjerdes og Begyndelsen af Frederik den tredies Regjeringstid sees de fornemste Folk at have ladet sig vie i Kirkerne om Søndagene før Høimessen under Klokkernes Kimen^[3]. Men allerede ganske kort efter Suverænetetens Indførelse ophørte dette at være passende for Folk af Stand, og Vielse i Husene begyndte at træde istedet, en Vane, der vedligeholdt sig lige ind i vort Aarhundrede. Til Brylluper blev der hyppig trykt Gratulationsvers o. desl. (mod Betaling) af Skolens Hørere eller vel endog Disciple eller af andre Poeter i Aabenraa. Fordetmeste vare slige Epithalamier af en drøi, stundom endog slibrig Natur, hvorfor det 1747 blev indskjærpet, at de ei maatte trykkes uden at have passeret Biskoppens Censur. Endnu længe maatte ogsaa formuende og anseelige Personer overensstemmende med Kirkeordinantsens Bud finde sig i at staa aabenbare Skrifte i Kirken for Leiermaal, saaledes den rige Nils Toller, der, fordi han havde gjort sig skyldig i denne Forseelse paa Akershus (altsaa «i Kongens Gaard»), yderligere straffedes med at tabe sin Forlening med Kronens Sagbrug, i 1664 Postmester Jakob Hansen, i 1665 Fogden i Solør, i 1667 Verner Nilsen (Werenskjoldernes Stamfader), og i 1671 Borgermester Bremer. Senere indførtes i dette Punkt en formelig Afladshandel i vor Kirke, idet man endog efter «underskedlige» Feiltrin af denne Art kunde frikjøbe sig fra offentligt Skriftemaal ved at «give Noget ad pios usus»; ved et Reskript af 1690 fritoges hele den militære Stand, endog de menige Soldater, aldeles for offentlig Afløsning, et Privilegium, der naturligvis virkede yderst demoraliserende. Efterhaanden kom altsaa Kirkestraffen alene til at ramme den Fattige. Om Begravelser kan mærkes, at fornemme Folk gjerne bisattes i Kirkekjelderen ved Lys om Aftenen. Formuende Familier lode endnu i Begyndelsen af 18de Aarhundrede af og til Ligtaler over sine Slægtninge, tildels meget vidtløftige, udgive i Trykken^[4].

Et Par Smaatræk af gamle Dages selskabsliv maa her finde Plads. Laurids Ruus, hvis Navn vi allerede før have havt Leilighed til at nævne, havde været Byfoged i det gamle Oslo og var siden Borgermester i Christiania^[5]. Som saadan holdt han i 1637 et Gjestebud i sin Gaard ved den indre Havn eller «Raver», som man i den Tid havde forsøgt at anlægge, og over hvilken der just i Nærheden af hans Hus førte en Bro. Mellem Gjesterne var den bekjendte Kjeld Stub, Christianias Sognepræst i Aarene 1635–1641^[6],

Kjeld Stub. for hvem dette Gjestebud blev Begyndelsen til alvorlige Ubehageligheder. «Om Aftenen (forklarede siden Kjeld Stub) opknappede vor Borgermester helt vel beskjænket sin yderste Trøie, tog sig udi Buxelinen med den ene Haand, sprang af til Sæde udi en Dands, som jeg og var med udi, løb med et Glas paa Haanden^[7] nogle Gange rundt omkring, forhindrede og spredte Dandsen og, der han vilde sig nedsætte, faldt hannem Glasset af Haanden, og hans Hustru, Marthe Jensdatter, tog hannem ved Armen og førte hannem ud af Døren». Denne scene voldte en Uenighed mellem Mag. Kjeld og Laurids Ruus, som snart efter voxte til formeligt

Laurids Ruus. Uvenskab ved en Strid angaaende en Piges Giftermaal, for hvem Borgermesteren var Formynder. Laurids Ruus foreholdt Præsten, at han ikke «maatte anse ham for en af dem i Vaterland eller i Pipervigen», at Præsten heller var hans Tjener, end omvendt, osv. Vel bleve de for en kort Tid forsonede, Kjeld Stub besøgte Laurids i hans Hus og blev trakteret med Kirsebær i hans Have, men striden brød igjen frem, og Kjeld Stub negtede Laurids Ruus sakramentet og vilde lyse ham i Kirkens Ban. Sagen kom for Statholderen, ja for Rigsraad og Konge, og Enden blev, at Præsten dømtes til at.ombytte sit Embede med et andet Kald. Paa den Maade kom Kjeld Stub til Ullensaker, hvis Præst, Mag. Trugels Nilssøn, forhen Rektor ved Christiania Skole, igjen blev Byens Sognepræst^[8].

Henved halvhundrede Aar senere holdtes et Bryllup hos Provsten Mag. Jørgensen († 1686), den sidste Sognepræst til den i den store Ildebrand ødelagte Trefoldighedskirke. Man har endnu i Haandskrift en lang Vise, som blev sungen ved denne Leilighed^[9], og nogle Strofer deraf fortjene at trykkes:

. . . . . . . . . .
Nu ved Magister Jørgens Disk
Lad jer vel tractere
Med feed Lax og lecker Fisk
Og med andet mere.
Tak tiltakke Lammesteeg,
Som kand lecker smage,
Lad Musik og lystig Leeg
Jer nu vel behage.
Gjester kjere, sætter Jer
Alle ned udi Fred,
Herligen, kjerligen
Alle at æde.
Tractement er i Vent
Stragst paa Stand, at I kand
Nydelig, frydelig
Æde med Glæde.
Fluxt skal Trumpeterne
Blæse i Sæderne,
Kjøgemester Rætterne
Lader frembære
Sætter paa Diskene,
Lammesteg. Fiskene
Vil man fortære.

(Nu følger en Række Skaaler for Kongen, Dronningen og Kongehusets øvrige Medlemmer. Dernæst heder det):

Vel bøy, Høy Eexelentz (sic)
Præctig Gyldenløfue,
Udi dybest Reverentz
Hans Skaal vil vi prøfue.
Hand er Norges tro Patron,
Den høybaarne Herre,
Hans pro Afesion (sic)
Dricker vi til Ære.
Alle Træ Beckerne
Lue rød som en Glød
o. s. v.

Hans Høy gref’lig Exelentz,
Genneral von Wedel.
Har vi og nu i Præsens
Paa vor Ønske Zedel.
See Felt Marskalck Skaal det er
Som vi nu skal røre,
Lader see, at en af hver
skaalen ret kand giøre.
Skiencker i, drikker fri,
Alle Mand, som nu kand
Vedels Skaal med fuld Maal
Dricker til Ære.
Genneral ofuer al
Cavaliers, Officiers,
Herudi Norges Ri’
Monne hand være.
Felt Marskalck, gifue Gud,
Om hand i Marken ud
Skal staa for Stick og Skud
Seyer maa vinde,
Som hand er Ære verd
Guds Engle ham omgiærd,
Det martialske Suerd
Gud ham ombinde.

Biskop Doctor Rosing vi
Ey forglemme vilde,
Med det ganske Cleresi
I vor Bryllups Gilde
Rosings Skaal det derfor er

Sambt de skiønne Præster.
Dem lyckønsker en og hver
Af vor, ædle Giæster.
Biskopen. Rosingen,
Doctor Hans, Gud beskans,
At hand maa stedse gaa
Vel her paa Jorden.
o. s. v.

vores ædle Magistrat
Vil vi ey forglemme
Sambt i denne By og Stad
Borgerskab fornemme.
Derfor nu, Hr. Præsident.
Magistrat deslige,
Nyd af Himmelens fermament
Lykke alle tillige.
o. s. v.

(Efter en Skaal for Verten og hans Hus kommer følgende Slutningsvers):

Nu er vores Skaaler endt,
Dandsen vil vi røre,
Vi vil skjære Coplement
Og os lystig gjøre.
Bruden først maa tagist op
Og fra Sæde vandre,
See, paa Gulvet holde Trop
Siden vil og Andre.
Saraban^[10] og vel and,
Resonans giv til Dands,
Phioler stryg nu vist,
Lader os springe.
Brudgom kier, freidig vær,
Tag jers Brud, hold frisk ud,
Spring omkring, udi Ring
Mens det kan klinge.
Fruer, jomfruer skiøn,
Dammer, Matronner kiøn,
Mens Linden staar saa grøn,
Dandser nu frydig.

Lad det saa lystig gaa,
Til Natten kommer paa,
Mens det nu klinge maa,
Frejdig og døylig.

Af offentlige Forlystelser kunne vi her nævne det første Spor til sceniske Forestillinger i Christiania, som hidtil kjendes. Det er fra Februar 1667. Man ser, at omtrent ved Markedstider havde en Trup af «Komedianter» indfundet sig i Byen og med Statholder Gyldenløves Tilladelse ageret paa Raadhuset. De havde faaet Lov at spille i 14 Dage, men allerede inden Udløbet af denne korte Tid kom Bud fra hans høie Excellence til Magistrats-Præsidenten, Peter Dreyer, om, at «han skulde skaffe Komedianterne ud af Staden, eller hans Excellence vilde agere en anden Komedie med ham, Borgermestrene og den ældste Raadmand»^[11].

En aarlig Morskab for Byen var den «Omgang med Musiqven», som Latinskolens Disciple maatte foretage sig ved hver Mortensdags Tid. Dette Væsen eller Uvæsen borttog 4 til 6 Uger af Skoleaaret, da Drengene maatte indøves i sin Sang og andre Præstationer, hvis Hensigt var at fornøie Byen og indbringe dem selv Penge. I 1716 afsang de saaledes Viser om Karl den tolvte og Akershus’s Beleiring. Først 1728 blev denne Skik afskaffet ved et kongeligt Reskript, efter at Rektor havde forestillet Kantselliet den lange Forsømmelse, samt at «Disciplene derover forfalde til mange Enormiteter, ja at der ogsaa er befunden de, som over denne Anledning ganske have forløbet Skolen, og at ofte paa Gaden ved denne Omgang sker Insolentse, idet omløbende løst Pak overfalder Disciplene». Som Erstatning for Tab i Indtægter maatte siden Christiania Kommune betale Skolen 130 Rdlr. om Aaret.

I Haandverkslaugene herskede, som bekjendt, tidligere mange Ceremonier ved Svende- og Mesterprøvernes Aflæggelse, der tildels vare af saare gammel Datum og staa i nært historisk Slægtskab med de Kontorskes brutale «Spil» i Bergen og med de bizarre Depositionsskikke ved Universiteterne. Saaledes maatte Snedkersvende, for at respekteres som saadanne, underkaste sig en symbolsk «Behøvling»^[12]; Udtrykket «ubehøvlet» i Betydningen af raa eller tølperagtig har sin Oprindelse heraf. Ved Laugsartiklerne af 1682 og 1684 blev vel saadan Behøvling forbuden i Christiania, men Snedkerne klagede snart over, «at de Svende af deres Profession, som i Kongens Riger have lært, og som udreise paa deres Haandverk til Tydskland, hvor den gamle Vedtægt vedligeholdes, ikke der ansaaes for Svende, førend de sig slig Skik undergive, hvilket en temmelig Bekostning skal foraarsage». Man fik da ved Reskript af 14de Septbr. 1705 Tilladelse til i Christiania at gjenoptage Behøvlingen, dog saa at «intet Usømmeligt eller Forargeligt passerer, som i forrige Tider er skeet».

Endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede vedligeholdt disse gamle Langs-Skikke sig i Christiania. Naar en Snedkergut havde udtjent sine Læreaar, opgav Oldermanden ham et Svendestykke til Udførelse. Bestod han denne Prøve, maatte han derefter forfærdige en Sag, hvis Blad var en sværtet tynd Træspaan, hvori var skaaret Tænder, samt en Skrubhøvl, en Langhøvl og en Slethøvl, der skulde være sammensatte af tynde Træplader, saa at de under Behøvlingen kunde sønderbrydes, fremdeles en Hammer, Øxe, Hugjern osv., altsammen af hult Træ. Naar Alt var færdigt, samledes Mestrene hos Oldermanden. Midt paa Gulvet anbragtes nu en Krak af et voxent Menneskes Høide, paa hvilket Svende-Emnet blev lagt for at tildannes. Oldermanden fremtraadte derpaa for at bearbeide dette Raaemne, først med Sagen, derpaa med Skrubhøvlen og efterhaanden med de øvrige Høvle og Redskaber, indtil de alle vare sønderbrudte. Dette udførte han, idet han idelig lod falde Bemærkninger om Svende-Emnets Raahed, som sønderbrød Redskaberne, og anbragte forresten ogsaa andre traditionelle eller extemporerede Vittigheder. Endelig erklæredes Behøvlingen for tilendebragt, og Krakken væltedes, saa at den vordende Svend faldt om paa Gulvet. Saasnart han atter var kommen paa Benene, gav Oldermanden ham et Ørefigen og erklærede, at det var det sidste, han skulde modtage: thi nu var han Svend. Saa kom Punschebollen ind, og Skaaler bleve drukne for den Nybehøvlede, for Lauget og for Oldermanden, naturligvis paa Svendens Bekostning, der sædvanlig i lang Tid følte Svien af de Udgifter, som hans Promotion paadrog ham. Oldermandens Værdighed betegnedes ved et Skildt med forgyldt Stang, der var anbragt paa Taget af hans Hus. Paa en himmelblaa Tavle i forgyldt Ramme vare Snedkerprofessionens Emblemer: Passer, Vinkel, Høvl, osv. anbragte. Hos ham opbevaredes ogsaa den saakaldte Lade, en laasfærdig Kasse af Egetræ, hvori gjemtes Laugets Statuter og nogle sammenskudte Peng til Understøttelse for fremmede Svende. Naar en ny Oldermand var valgt, flyttedes Skildt og Lade til sammes Hus med stor Pomp (sammenlign Rektorskiftet ved de gamle Universiteter). Tidlig om Morgenen blev Skildtet ophængt fra den nye Oldermands Tag; foran Huset var opført et Stillads, der naaede op til Stangen og ovenpaa havde en Afsats, hvorpaa flere Mennesker kunde staa. Mestre og svende forsamledes i den fratrædende Oldermands Bolig, hvorfra Toget begyndte under Ledsagelse af Musikanter med Klarinet og Valdhorn. Efter dem gik den forrige Oldermand i Kjole med Folieknapper med trekantet Hat og med Pisk og Silkepung i Nakken samt en dragen Staskaarde i Haanden; paa Kaardens Spids var stukket en Citron eller Pomerants, ventelig til Efterligning af scepter og Rigsæble. Saa kom fire Snedkere, der bare Laden i fire Messinghanker, og endelig de øvrige Mestre og svende parvis. En Harlekin i tætsluttende Rundtrøie uden Skjøder og med snevre Pantalons af firkantede blaa, gule og røde Klædeslapper fulgte med; med sit Træsværd slog han om sig blandt den tilstimlede Pøbel. For endmere at vække Latter var hans Bagdel forsynet med en Figur, der forestillede et Par uhyre Briller. Han forfulgte Gadedrengene, omfavnede de Piger, som han mødte paa Gaden, og tiltalte i forlibte Ordlag de Fruentimmer, som viste sig i Vinduerne. Ved Ankomsten til den nye Oldermands Bolig holdt den aftrædende fra Stilladset en humoristisk Tale, reciterede nogle plattydske Vers og overleverede høitidelig Kaarden med Citronen paa Spidsen til sin Eftermand. Derpaa bragtes Punsch, og Skaaler bleve tømte for Lauget, Oldermændene osv. Efter hver skaal kastede Oldermanden sit Glas ned paa Gaden, og pøbelen kappedes nu om, hvo der kunde gribe det for at erholde den Mark, der var fastsat som Belønning for at bringe det uskadt tilbage^[13].

Ved Midten af det syttende Aarhundrede (1646) kom Christiania i ordentlig Postforbindelse med Bergen og Throndhjem samt med Danmark og over dette Rige ogsaa med Udlandet. Posten gik fra Akershus Fæstning til Baahus og derfra gjennem Sverige. I 1653 skrev Frederik den tredie til Statholder Gregers Krabbe, at Postgangen i Norge forekom ham mislig og langsom; medens Posten brugte 5 Dage om Sommeren og 6 à 7 Dage om Vinteren mellem Kjøbenhavn og Hamburg, gik der med 7–8 Dage om Sommeren og 10-11 Dage om Vinteren mellem Christiania og Kjøbenhavn. Allerede dengang nøde Postbønder i Norge visse Privilegier, men maatte ogsaa bøde 14 Rdlr. for hver Time, de udebleve over den fastsatte Tid^[14].

Det gamle Oslo havde aldrig faaet noget Apothek. I 1628 fik imidlertid en af den keiserlige Hær fordreven Apotheker

Svaneapotheket. Balthasar Brabant, der var flygtet til Christiania fra Kolding, Tilladelse til midlertidig at drive Apothek her. Efter at denne Mand igjen var draget bort, fik omsider 1639 Thomas Stenger et fast Privilegium. Siden 1689 har «Svaneapotheket» indehavt den Gaard det fremdeles besidder, og 1692 oprettedes et nyt Apothek med en Elephant som Mærke. Dette havde siden 1707 sit Lokale i Nils Tollers gamle Gaard i Toldbodgaden, hvor det holdt til indtil for et Snes Aar siden. Flere Apotheker oprettedes ikke før 1843^[15].

Allerede ganske kort efter Anlægget omtales Christiania som et meget kostbart Levested. Dr. Sperling, der først havde praktiseret som Læge i Bergen og derefter paa Opfordring havde nedsat sig i Christiania, fremhæver i sin Levnetsbeskrivelse, hvormeget dyrere han fandt Alting i Christiania. I Christian den femtes Tid (1680) indførtes Konsumtionsafgift paa fast alle Forbrugsgjenstande, hvilket naturligvis gjorde ondt være. Konsumtionen blev opkrævet af Tolderen gjennem en dertil beskikket Fuldmægtig ved den endnu dengang med volde omgivne Bys Hovedport (ud for Kongens Gade), medens Pipervigsporten herefter skulde være ganske tilspærret for al Færdsel. I 1681 udgjorde Konsumtionen noget over 9000 Rdlr. Besynderlig nok henregnedes til Konsumtion ogsaa den Afgift, som skulde betales ved enhver Brudevielse, og som erlagdes med et høiere eller lavere Beløb efter Brudgommens Stand.

1. Disse spillede i Begyndelsen af det attende Aarhundrede en stor Rolle i selskabelige Samkvem; Tullin, der skrev omtrent 1760, siger saaledes: «For 50 Aar siden, da Balsombøsser vare i sin Velmagt, var det brugeligt, at Fruentimmerne i Selskab strøge Balsom paa Hænderne. Om nu Mandpersonerne fandt den Tid paa den Mode at kysse paa Hænderne for at nyde desbedre godt af Lugten, eller Fruentimmerne balsomerede deres Hænder for at gjøre denne Høflighed angenem for Mandfolkene, skal jeg just ikke kunne sige». Hos Holberg forekommer ogsaa Balsombøssen, saaledes nævner Pernille i «Jacob v. Tybo» sin Balsombøsse blandt de Ting, som hun vilde «reducere», – «hvis ingen unge Karle vare til».
2. B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie, I, S. 21.
3. I Helsingør bestemtes 1578, at Kvinder af slet Rygte kun maatte vies om Søndagene ved Aftensangstjenesten. Danske Samll., 2. R. VI, S. 333.
4. En fattig Conrector, Mag. Joh. Schrøder, der længe havde været «hengiven til Melancholi og Drik», døde ugift 1730. Den «salige Karls» Begravelse slugte natnuligvis en stor Del af, hvad han efterlod, skjønt den var arrangeret med størst mulige Tarvelighed. Der var indkjøbt ½2 Anker Vin for 2 Rdlr. 2 Mk., nogle Potter Brændevin à 1 Mk., 4 Lemoner à 12 Skill., 2½ Pund Sukker til. Øl og Vin à 1 Mk. 4 Skill., Sukkerbrød for 2 Rdlr., Øl, Tobak, Piber, Lys, Granbar, Sand, osv. for 10 Rdlr.
5. Se om ham Norske Stiftelser, III, S. 1013.
6. Allerede som Student havde Kjeld Stub været Militær, idet han under Trediveaarskrigen havde tjent i den keiserlige Hær i Nederlandene, først som Soldat, dernæst som Ingeniørofficer. Man har den Anekdote om ham, at en af hans gamle Krigskammerater, der senere kom til Christiania og i den Grad forbausedes ved at se sin fordums vaabenbroder paa den daværende Trefoldighedskirkes Prædikestol, høit udraabte: «Chilian, Chilian, wer Teufel hat Dich auf der Canzel geführt?»
7. At dandse med et Glas i sin Haand var en meget almindelig Skik i hine Tider; endog Geistligheden fulgte heri den almindelige selskabelige Tone, noget man bedst kan se deraf, at et Reskript af 15de Mai 1638 opfordrer Bisperne til at formane Præsterne, at de skulle beflitte sig paa et mere kristeligt og sømmeligt Levnet, bl. A. «fra at drikke Skaaler, staaende paa Knæerne, at dandse med et Glas i Haanden og andre verdslige Usømmeligheder».
8. Se herom P. Coucherons Afhandling «Et Bidrag til Mag. Kjeld Stubs Historie» i Theol. Tidsskrift, udg. af Caspari m. Fl., B. 2, S. 458 flg.
9. Meddelt mig af kgl. Fuldm. Thorvald Boeck, der har stødt paa den i Indhered.
10. Sarabande, en dengang yndet spansk Dands, omtrent svarende til Ecossaisen.
11. H. J. Huitfeldt, Christiania Theaterhistorie, S. 51, hvor det anføres, at disse Skuespillere vistnok have været en Bande af «Hollandske Comedianter», der i 1656 havde gjort megen Lykke i Kjøbenhavn.
12. Af Behøvlingsceremonierne, saaledes som de i 1723 vare almindelige i Danmark og visselig ogsaa i Norge, findes en authentisk Beskrivelse i Aktstykker, vedk. Staden og Stiftet Aarhuus, samlede af I. R. Hübertz, III, S. 128–129.
13. Se Professor Hansteens Meddelelser i «Illustr. Nyhedsblad» for 1858, No. 6. Hansteen havde selv i sin Barndom været Øienvidne til de omtalte Optog og Skikke i Christiania. – Af Ceremonierne ved Svendes Optagelse i Feldbereder-Laugene haves i Hübertz’s nys citerede Aktstykker vedk. Aarhus (II, S. 303 flg.) en fortræffelig Beskrivelse.
14. Om det norske Postvæsens Tilblivelse og ældste Tilstand henvises til M. Birkelands Fremstilling heraf i «Smaaskrifter tilegnede A. P. Krieger», Kbhvn. 1887.
15. Y. Nielsen. De reelle Apothekerprivilegier før 1814 i Norsk Magazin for Læger. B. V. J. W. Flood, Christiania Svaneapotheks Historie. Chra. 1889.