Det gamle Christiania/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De norske Stændermøder opkom kort efter Christianias Anlæg. De vare snart en Art Rigsdage, til hvilke Deputerede indfandt sig fra hele Norge, snart Landdage for et enkelt Hoveddistrikt. Saadanne, stundom temmelig talrigt besøgte Møder have fundet Sted i vor By 1626, 1628, 1631, 1639, 1643, 1646, 1648, 1657 og 1661. Idetmindste i Marts 1639 holdtes Plenarmødet i den daværende Trefoldighedskirke, ved andre Leiligheder mødte man paa Akershus. Om den Maade, hvorpaa Stænderne forhandlede med de kongelige Kommissarier (hovedsagelig om Skatteydelser), vides kun Lidet, og en nærmere Omtale af Institutionen hører heller ikke hjemme i Byens særlige Historie[1].

Naar Hylding af en Konge eller Thronfølger skulde finde Sted, var ikke alene de mødende Stænderdeputeredes Antal større end sædvanlig, men Byen blev da ogsaa Vidne til overordentlige Høitideligheder og pragtfulde ceremonier. Hyldinger indtraf efter Christianias Anlæg 3 Gange, 1648 (Frederik den tredies Kongehylding), 1656 (Christian den femtes Thronfølgerhylding) og 1661 (den norske Arve- og Enevoldshylding). Ved slige Leiligheder kom Nordmænd fra Rigets forskjellige Egne sammen. Landets vigtigste Forhold kom paa Tale, fælles Ønsker og Velfærdsspørgsmaal bleve udvexlede, drøftede og gjorte til Gjenstand for Ansøgninger og Forestillinger, og Hyldingsmøderne ansaaes derfor ikke uden al Grund af samtiden som Hovedbegivenheder og Mærkedage baade for det hele Rige og for den Stad, hvor de fandt Sted. Et Par af dem gjordes ogsaa til Gjenstand for særskilte Smaaskrifter.

Medens Christian den fjerde saa hyppig besøgte Norge og den Hovedstad, han selv havde anlagt der[2], saa Frederik den tredie kun to Gange vort Land, begge Gange i Anledning af Hyldinger. Den 13de August 1648 kom han til Akershus med 4 Linieskibe og 2 Fregatter. Ogsaa Dronningen, Sophia Amalia: fulgte med[3]. Statholderen, dengang Hannibal Sehested, var draget Kongen imøde til Drøbaksund og ledsagede ham nu til Fæstningen, hvis Kanoner tilligemed Flaadens tilsammen affyrede 450 skud til Frederiks Ære. Ved Landstigningen stod Geistligheden og Lagmanden opstillede paa den ene, Magistraten og det bevæbnede Borgerskab paa den anden Side af Skibsbroen, der var overtrukken med sort Klæde. Kongen anvendte da de Par første Dage til at bese Gamlebyens Tomter og den endnu nogenlunde bevarede Halvardskirke, Hovedøen og Sagene, og gjorde ogsaa en Udflugt til Bærums Jernverk, hvorefter stændernes Deputerede samlede sig i Trefoldighedskirken, hvor Kongen personlig indfandt sig hos dem og modtog deres Fuldmagter.

Den 24de August foregik selve Hyldingen under aaben Himmel paa den saakaldte Hovedtange udenfor Fæstningen, et Sted, der allerede 1591 havde været benyttet til denne Høitidelighed. Hannibal Sehested havde gjort sig al mulig Flid for at ledsage Handlingen med saa stor Pomp og Pragt som muligt, da det ved denne Leilighed gjaldt at vinde den nye Konges Gunst. Han havde aaben Fuldmagt og skal ialt have forbrugt 30,000 Daler under det kongelige Ophold i Christiania. En Forhøining eller saakaldet «Pallads» var anbragt paa Hovedtangen og var overalt betrukket med sort Klæde og Fløiel; i hvert Hjørne var opreist en Standart af Silke, og Veien derhen fra Slottet var belagt med Klæde. Paa den nordlige Side af Palladset saaes Christiania Borgerskab i fuld Bevæbning, paa den østlige Garnisonen i blaat «Liberi». Ved et Stakitverk, der omgav Palladset, var opstillet et Kompagni Pikenerer for at afværge «den indtrængende Almues idelige Indfald». Hans Majestæt kom nu selv ned fra Slottet, idet otte af de fornemste Lehnsherrer og øvrige Adelsmænd bare en Fløielshimmel over hans Hoved, hvorefter han tog Plads paa Palladset under en dobbelt Himmel. Efterat derpaa Hannibal Sehested havde holdt en Tale og selv aflagt sin Ed, bleve Stænderne fremkaldte af Kongens Sekretær, først Adelen, dernæst de ti Lagmænd, saa de fire Bisper samt Kannikernes og Præsteskabets Deputerede, videre Magistratspersoner og Borgere, endelig Bønder og Haandverkere. Samtlige faldt paa Knæ for Kongen paa nogle dertil anbragte, med sort Klæde betrukne Skamler, Eden forelæstes dem af Kongens danske Kantsler, hvorefter de Deputerede gjentoge Ordene efter Formularen. Alle, «fra Adelen indtil Borgerstanden inklusive» (altsaa ikke Bønderne), fik Befaling til at række Hs. Maj. sine Hænder. Efterat Eden saaledes var aflagt, affyrede Borgerskabet og Soldaterne samtlige sine Bøsser, og derpaa løsnedes fra Slottet og Flaaden hele 800 Kanonskud. Kongen forlod derpaa Palladset. «Og, som han gik ned ad Trappen, opløftede en fin Præsteenke sin Røst blandt Folket og sagde lydelig med oprakte Hænder mod Himmelen af sin store Enfoldighed: «O, Gud velsigne Dig, der Du gaar, saa mild og blid Du est», hvilke Ord af Kongen bleve optagne med et mildt Smil og naadigt Øiekast». Nu paafulgte en yderst livlig Scene, thi ifølge gammel Skik blev det hele Pallads, saasnart Akten var forbi, givet til Pris for den nysgjerrige Mængdes Plyndring, og mellem de utallige Tilskuere opstod naturligvis strax en Kamp om Fløielen, Klædet, Silken, Standarterne osv.; Enhver vilde gjerne komme i Besiddelse af en liden Stump til Amindelse om den sjeldne Høitidelighed; «Alt blev med saadan Hast henrykt, at førend Hs. Majestæt var kommen paa Slottet igjen, var Alting nedbrudt og borte». Veiret, der under selve Handlingen havde været fortræffeligt, afløstes strax efter af Plaskregn, Hagel og Blæst, der dog kun varede en halv Times Tid, «hvilket af gamle norske Folk derudpaa blev hentydet, at denne Konge skulde vel fornemme nogen Anfegtning i hans Regimentes Begyndelse, men dog snart bekomme en ønskelig og glædelig Tilstand». Om Eftermiddagen, eller efter de Dages Levevis, om «Aftenen», Kl. 4 lod Kongen samtlige Stænderdeputerede og dertil en stor Mængde Andre, tilsammen omtrent 1000 Mennesker, beværte, de Fornemste hos sig paa Slottet, de øvrige paa Raadhuset og i leiede Lokaler; 24 fornemme Borgere i sorte Kapper, 30 Forgangskvinder, hver med sin Stadsmø (Husjomfru), maatte opvarte, og Kongen lod sin Livmedikus, Hofprædikant og «andre fornemme Marskalker» gaa om paa de forskjellige Steder for at tilse, at ogsaa de «nedrige» stænder bleve behørig betjente. «Og der befandtes Ingen, der talte den Anden et utilbørligt Ord til eller lod sig til Klammeri bevæge, hvilket vi Alle optage og holde for et besynderligt Frederiks- eller Freds-Tegn». Ikke destomindre bleve dog hele 1647 Øl- og Vinglas ituslagne. Om Aftenen afbrændtes et Fyrverkeri, der arrangeredes af en tydsk Kunstner, Filip Geyfuss. Kongen gav ved denne Leilighed Christiania tre Aars Frihed for Ind- og Udførselstold og vilde tillige forevige sin Hylding ved en mild Stiftelse; han skjænkede saaledes en Sum Penge til et Vaisenhus i Christiania, hvilket dog, som ovenfor omtalt, først langt senere virkelig kom istand. Efter at have besøgt Drammen[4] og Kongsbergs Sølvverk drog Frederik den tredie hjem til Danmark igjen den 6te September[5].

Otte Aar derefter (1656) kom Frederik for anden og sidste Gang til Norge, dennegang ledsaget af sin Søn Christian, der skulde hyldes som Thronfølger af Nordmændene, efter at han allerede forlængst var bleven valgt af de Danske[6]. Til Hyldingen, der skulde afholdes samtidig med en norsk Herredag, indkaldtes som sædvanlig Adelen, Lagmændene og Biskoperne, to Kanniker af hvert Kapitel, Provsten og to Sognepræster fra hvert Skibrede, fra hver Kjøbstad en Borgermester, to Raadmænd og to fornemme Borgere med Byens Segl og de øvrige Borgeres Fuldmagt, samt af hvert præstegjeld to Lagrettesmænd og to «Embedsmænd» (ɔ: i Datidens Sprog Haandverkere). Kongen og hans Søn ankom til Christiania den 18de eller 19de Juli 1656, ledsagede af flere fornemme Adelsmænd; den nylig udnævnte statholder Hr. Nils Trolle til Trolholm var kort Tid iforveien dragen op til Landet. Men denne Hylding gik stille af i Forhold til den Pragt, som forrige Gang var bleven udfoldet af Hannibal Sehested; Udgifterne, vinen fraregnet, skulle denne Gang ei have udgjort mere end omtrent 4,500 Rdlr. I det Hele var dog naturligvis Fremgangsmaaden med selve Akten den samme, som før, ogsaa nu havde man et Pallads (eller som det her kaldes «Theatrum»), og efter Handlingen beværtedes Stænderne ogsaa nu af Kongen, dels paa Slottet, dels paa Raadstuen og paa private Sale. En Hospitalsforstander Jacob Brandt havde paataget sig Beværtningen, der bestod af tolv Retter Mad; hans Regning, hvori Intet er indbefattet for Drikkevarer, gik op til 718 Daler. En af de Borgere, hvis Huse vare anvendte til Gildet, fik senere udbetalt 30 Daler som Erstatning for udslagne Vinduer og for «det Klæde, som af Væggen var afrevet», hvoraf man maa slutte, at Stænderne have moret sig godt; Manden var imidlertid misfornøiet med Godtgjørelsen og tilføier derfor paa sin Kvittering, at Skaden var dobbelt saa stor. For at tilveiebringe de fornødne Levnetsmidler til denne Beværtning havde man maattet gribe til overordentlige Midler; Fogderne over hele det store Akershus Len (som ogsaa indbefattede begge de nuværende oplandske Amter) havde faaet Befaling til at indsende, hvad de kunde faa opkjøbt af Oxer, Kalve, Svin, Gjæs, Høns, Æg osv. Endel Præster og Bønder medbragte ogsaa Foræringer til Leiligheden; Sognepræsten til Stange, Hr. Christopher Hjort, havde saaledes med sig en dengang stor Raritet, nemlig fire Kalkuner. Men Altsammen forslog ikke, Folk maatte sendes om paa Landet for at gjøre Indkjøb, og to Fiskere havde i 7 Uger reist om paa alle Kanter for at skaffe Fisk; paa Fæstningen havde man ladet gjøre tretten nye Fiskegarn og et stort Vad i denne Tid. Grønsager skaffede man sig paa den Maade, at Apotheker Philip Modt leverede Frø, som Urtegaardsmanden, Jan Volkemeyer, da saaede i Slotshaven. Frederik den tredie var, som man ved, en stor Elsker af alt, hvad der var sjeldent, fornemmelig i Naturen, saaledes havde han stedse megen Fornøielse af ualmindelige Dyrearter og havde i Danmark jevnlig Kameler osv. hos sig. Allerede tidligere havde han befalet en Statholder at nedsende til ham en norsk Bjørn, og nu beredede man i Christiania Monarken Glæden af at eie et Elsdyr («Elendsdyr»), der opbevaredes til ham i et Hus med fire Hjul under, og som senere blev sendt til Frederiksborg Slot, hvor en Karl forordnedes til at passe det. En Fin, Nils Andersen, indfandt sig ogsaa ved Hyldingen med en Gave til Kongen, bestaaende af fire Rensdyr, der ligeledes førtes til Danmark. Sandsynligvis have disse Dyr vakt større Opmærksomhed blandt den i Christiania forsamlede Menneskemasse, end de kun for de Færreste bekjendte politiske Forhandlinger paa Stændermødet, under hvilket dennegang ogsaa indkom to mærkelige Forestillinger til Kongen fra Nordmænd, der vare misfornøiede med Fædrelandets daværende Stilling ligeoverfor Danmark. Begge disse Skrifter, af hvilke det ene endog raader Kongen til et Statskup i hans egen og Norges Interesse, ere opbevarede, men deres Forfatteres Navne vides desværre ikke. I de sidste Dage af Juli drog de kongelige Personer igjen bort fra Byen og Landet[7].

I 1661 begav Prinds Christian sig atter til Norge, hvor han den 1ste August landede ved Akershus og modtoges af de norske Stænder «med tilbørlig Reverence»; Kongen selv var ikke med, men havde sendt sin Søn for paa hans og egne Vegne at modtage Hylding som suveræn Arvekonge. Den 3die August proklameredes paa Christianias Gader ved Herpuker og Trompeter samt to Herolder, at Stænderne førstkommende Mandag skulde møde paa den anordnede Plads til «Arvehyldingens Solennitet», og den 5te August fandt den høitidelige Akt Sted, hvorefter Stænderne om Aftenen beværtedes paa Slottet. Prindsen var ledsaget til Norge af den forrige Statholder Hannibal Sehested, Kantsler Peder Reedtz, Admiral Henrik Bjelke, Rigsmarskalk Kørbitz, Erkebiskop Hans Svane m. fl.[8]

Efter 1661 samledes de norske Stænder aldrig mere. Selv havde de Deputerede vistnok neppe tænkt sig, at dette Møde skulde være deres sidste. Meget mere havde de gjort Regning paa nye og selvstændigere Statsinstitutioner i Norge, og flere interessante Forslag og Petitioner vare fremkomne ved denne Sammenkomst. Det mærkeligste af disse Forslag turde være den Forestilling, som Borgerstandens Repræsentanter gjorde om Oprettelse af et norsk Universitet. Det var første Gang, at denne Tanke udtaltes i vort Land[9].

Det var næsten kun ved saadanne sjeldne Anledninger, at Christiania dengang modtog Besøg af fornemme Fremmede. Vort Land havde dengang ingen Tiltrækning for Reisende, og Ingen kom hid uden tvingende Nødvendighed, f. Ex. som Flygtninge i Krigstid.

Et saadant Tilfælde indtraf lige efter Stadens Anlæg, idet efter Christian den fjerdes Nederlag i Trediveaarskrigen adskillige Adelsmænd og Andre flygtede herop fra Jylland af Frygt for de keiserlige Tropper. Blandt disse var Søhelten Nils Juels Forældre, og under dette Ophold fødtes deres berømte Søn i Christiania 8de Mai 1629[10].

I 1640 fik man Besøg af en dengang endnu ganske ung hollandsk Kunstner, Albert van Ewerdingen († 1675), «sin Tids eneste Realist» og mærkelig ogsaa som den, der har øvet stor Indflydelse paa Dahl. Ewerdingen gjorde Studier af den norske Natur, en enkelt studie tyder endog paa Iagttagelser af Christianias nærmeste Omegn. Det var et Skibbrud, der havde bragt ham hid, han medbragte mange Skizzer herfra, og hans Discipel Gerard Ederna fra Frisland kom siden ogsaa her til Landet for at gjøre Studier[11].

1 1646 kom den bekjendte Skotte Montrose over Bergen til Christiania[12], og under Svenskekrigene saa man af og til betydeligere Officerer som Fanger, f. Ex. i 1658 Lorents Creutz og i 1676 Generalmajor Fersen. I 1690 opholdt den lærde Islænding Arne Magnussøn sig nogle Dage i Byen. Kun yderst faa Besøgende vides at have nedskrevet sine Reiseindtryk, saaledes som f. Ex. Corfits Braem 1674[13] og Matthias Skaanlund 1687[14].

Med Vertshuse eller i Nutidens Sprog Hoteller har Byen i den ældre Tid neppe været særdeles vel forsynet, og Tilreisende have for det Meste boet i Privathuse. Imidlertid finder man dog, at allerede Christian den fjerde i 1647 har været betænkt paa at skaffe Staden et «ret, manerligt og frit Vertshus, hvor alle Slags Fremmede af nogen Kondition og Vilkaar beleiligen kunne indlogeres». Hertil skulde antages en Mand, som kunde holde «alle slags fremmed Drik med god Underholdning af Mad og Spise for billig Pris og Betaling uden nogen Skinderi og Besværing for sine Gjester». Hver Aften skulde verten «annotere paa en Seddel til Slotsmajoren, hvad og hvad Slags Fremmede hos ham logerer, hvad de haver at forrette» osv.[15] I en noget senere Tid holdt en Frederik Timmermand et saadant Herberge i Byen, og ved 1674 sees velhavende Reisende at have taget ind hos Vicebyfoged Nils Bertelsen lige over for Trefoldighedskirken[16].

Pontanus, den kongelige Historiograf, som i Holland udarbeidede sin store Danmarks Historie paa Latin, der udkom i Amsterdam 1631, meddeler i sin geographiske Skildring af Rigerne ogsaa norske Reiseruter for den Tid fra «Oslo» til Sverige og det Nordenfjeldske. Man ser her de dengang sædvanlige Stationer angivne, deriblandt Tofte øverst i Gudbrandsdalen, hvor der angives at være et kongeligt Herbergersted, hvor de Reisende ikke betale for andet end Øl[17]. Forresten var det især Præsterne langs Veien, til hvem Reisende af Stand toge ind.

  1. Se om de norske Stænder Prof. Aschehougs «Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814», S. 446 flg.
  2. Kun lidet vides imidlertid om Christian den fjerdes Levemaade i Christiania, naar han opholdt sig der. Paa Ladegaardsøen skal han have havt et Slags Landsted.
  3. Suhms (ældre) Samll. II, 3, S. 146, 155. Brünnich, om Kongsberg sølvverk, S. 114 flg. Sophia Amalia var i Christiania Fadder til en norsk Kunstner Jacob Jensen Normands Barn, hvilket gav Anledning til, at denne Mand fik Ansættelse som Inspektør over Rosenborg, Kunstkammeret m. m.
  4. Veien derhen var endnu saa slet, at man kun, naar der var Slædeføre, kunde kjøre den; Kongen og hans Følge seilede derfor til Drammen med et Par Jagter.
  5. Se forøvrigt om denne Hylding Y. Nielsens Afhandling i Norsk hist. Tidsskr. I, S. 23 flg. og de der citerede Kilder, samt J. L. Wolfs Norrigia illustrata, S. 152 flg.
  6. Om dette Valg, som er af megen Interesse, fordi der ved den Leilighed for Alvor opkom Spørgsmaal, om ikke Norge fremdeles skulde betragtes som Arverige, samt om den norske Hylding 1656, se «Meddelelser fra det norske Rigsarchiv», I. S. 267 flg.
  7. Se foruden Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, I, S. 267 flg., ogsaa Danske Samll. 2. R. II, S. 78–79.
  8. Biskop Jens Bircherods Dagbøger, udg. af C. Molbech, S. 71–72.
  9. Meddelelser fra Rigsarchivet. I. S. 42.
  10. Danske Magazin, 3. R. III, S. 28, Dansk hist. Tidsskr. 3. R. III, S. 419. Ogsaa Biskoppen i Viborg, Vandal, flygtede til Norge. Norske Samll. 8, I, S. 387. Af en Notits i Suhms nye Samll. III, S. 96 skulde man endog formode, at en «Prinds» (Frederik III?) i 1627 var flygtet til Norge, hvilket dog vel er en Misforstaaelse.
  11. Weinwichs Kunstnerlexicon, samt L. Dietrichsons Artikel i Morgenbladet for 1888. No. 226.
  12. Norsk hist. Tidsskrift, II, S. 16o.
  13. Norske Magasin, II, S. 487.
  14. Norsk hist. Tidsskr. III, S. 176.
  15. Norske Rigsregistranter, VIII, s. 481.
  16. Norske Magasin, II, S. 483.
  17. Tofte, diversorium regium, in quo pro sola cerevisia solvunt hospites. Isaaci Pontani Rerum Danicarum historia, Fol. pag. 701.