Det gamle Christiania/16

Fra Wikikilden

Gustav den tredies Planer til Norges Erobring, der i 1772 nær havde fremkaldt et Fredsbrud, vare vel foreløbig stillede i Bero, men derfor ikke opgivne. Den svenske Konge holdt gjennem hele sin Regjeringstid spioner i Norge, erkyndigede sig nøie om Personer og Forhold hos os, og lurede begjærlig paa en Anledning til at gribe ind.

Et af disse hans Redskaber var Svensken Carl Ingmann, eller, som han hos os kaldte sig, Manderfeldt, titulær Landraad og Legationssekretær, en meget lavtliggende Lykkeridder. Aaret, da han kom til Norge, vides ikke med Bestemthed, rimeligvis maa han være optraadt her omkring 1780. Mellem dem, med hvem Manderfeldt, dog vel neppe paa Politikens Vegne, traadte i nøie Forbindelse, var Gyldenløves berygtede Sønnesøn, Grev Christian Conrad Danneskjold-Laurvig, hvis Roman med Skuespillerinden, den smukke Jfr. Rose i Kjøbenhavn er bekjendt nok. Grev Danneskjold, der under Frederik den femtes Regjering og den første Del af Christian den syvendes afvexlende havde været i Yndest og i Unaade ved Hoffet, var endelig under Struensee for bestandig bleven afsat fra sine Embeder og havde taget fast Ophold i sit Træpallads i Laurvig, den endnu saakaldte Herregaard. Her havde han i nogle Aar levet i Frillelevnet med en Dame af adelig Fødsel[1], hvis Skilsmisse med hendes Mand, en rig og fornem Jernverkseier, han selv havde foranlediget. Ved sine Gaver som verdensmand og behagelig selskabsmand forstod Manderfeldt at indynde sig hos Greven, men i endnu høiere Grad hos hans Veninde. Greven kunde næsten ikke undvære ham, overdrog ham Bestyrelsen af sin hele «huslige Økonomi» og udstedte i 1782 et Forsikringsbrev om

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Justitiarius Enevold Falsen.)

en aarlig Pension for Manderfeldt paa 1000 Daler, naar han selv var død. Til Damen, der nu kaldte sig med sit Pigenavn »Fru Akeleie», udstedte han en Obligation paa 18,000 Daler, med Prioritet i Grevens norske Allodialgods til de retmæssige Arvingers Præjudice. Aaret efter (1783) døde Greven, og Manderfeldt og «Fru Akeleie» ægtede hinanden strax efter. De havde forstaaet at sikre sig saa godt, at de ved Overhofrettens Dom i 1787 vandt den Proces, som Grevens Arvinger anlagde mod dem. Som Ægtefolk toge de sit Ophold i Christiania, hvor de eiede og beboede den dengang prægtige og anseelige Mangelsgaard, og Manderfeldt gav sig nu paa Skrømt Udseende af ganske at ville være en Nordmand, medens han i Virkeligheden spekulerede i at gjøre sin Lykke som Agent for Kong Gustav.

Fra Manderfeldt hidrører sandsynligvis en kort Karakteristik, der rimeligvis er affattet 1786, over Norges fornemste Embedsmænd. Her i Hovedstaden nævnes Stiftamtmanden, Geheimeraad Jørgen Erik Scheel (Levetzaus Eftermand) som en kundskabsrig Mand af fortræffelig Karakter, en Dom, der synes at have været enstemmig om denne senere til Statsminister udnævnte Embedsmand. Christian Magnus Falsen (den ældre), Enevold Falsens Fader, der var Konferentsraad og Justitiarius i Overhofretten, betegnes ligeledes som en duelig Embedsmand, men forøvrigt som en tvetydig Personlighed. Sønnen, Enevold F., Assessor i samme Ret og snart Faderens Eftermand som Justitiarius, nævnes som «dygtig og af godt Hjertelag». Præsident Willumsen, Byfoged Hagerup, Slotsfoged Bukjer m. fl. omtales i almindelige Udtryk, ligesaa Biskop Schmidt. Lagmanden, Konferentsraad Herman Colbjørnsen, kaldes derimod en Mand af «naturlig Sluhed», hvis Karakter «skal opvække Tvivlsmaal».[2] Men ikke en Eneste omtales som indviet i de svenske Annexionsplaner eller som tilbøielig til Frafald fra sin Konge.

Just ved denne Tid var det, at den af Christen Jensen Lofthuus vakte Bondebevægelse fandt Sted i det sydvestlige Norge. Denne Bevægelse var ikke egentlig af politisk Natur, men var nærmest fremkaldt af Misfornøielsen med nogle juridiske Embedsmænds Sportuleringer. I Sverige vakte den imidlertid stor Opmærksomhed, man overvurderede dens Betydning og haabede paa, at Anledningen til at skille Danmark og Norge ad nu endelig var kommen. Kong Gustav ansatte derfor strax (1787) en Generalkonsul i Christiania, den første (og eneste) svenske Agent af den Art i vort Land. For Manderfeldt var det en stor Skuffelse, at han ikke fik dette Embede. Kongen foretrak en franskfødt Hoflæge, Johan Chrysostomus Martinau, Søn af Kong Frederik af Hessens Frisør og forøvrigt en selvbehagelig, indbildsk og paatrængende Person. Han sendte sin Konge Rapporter i Overflod og skildrede Nordmændene som i høieste Grad misfornøiede og begjærlige efter en Adskillelse fra Danmark. Som et Exempel paa hans Beretningers Upaalidelighed kan tjene, at han angav Antallet af de unge Nordmænd, der aarlig droge til Kjøbenhavn for at studere, til – 300! Hans Færd i Christiania vakte ogsaa snart Mistanke baade der og i Kjøbenhavn. I Virkeligheden udrettede han Intet i Norge.[3]

Ligesiden Palladsrevolutionen i Kjøbenhavn 1784, der satte Kronprinds Frederik (VI.) i Spidsen for Rigernes Styrelse, havde det været paatænkt, at den nye Regent skulde besøge sit andet Kongerige, og hans Hofmarskalk og Yndling Johan v. Bülow havde allerede forlængst af sin Ven Dr. Laurids Smith, der havde været Rektor i Throndhjem, ladet sig meddele talrige Vink om de Midler, hvorved Prindsen kunde opnaa Popularitet i det siden 1749 af Kongehuset ikke betraadte Norge. Siden Lofthusbevægelsens Udbrud havde man vistnok mere end før forstaaet, hvor vigtig og nødvendig en saadan Reise maatte være, og hertil kom, at netop samtidig med, at man begyndte at tænke sig en Adskillelse som truende eller dog mulig, var der i Danmark opstaaet en hidtil ganske ukjendt Begeistring for det «herlige norske Folk» i de «paradisiske» Dale. «Odelsbøndernes» Frihed opstilledes i hine Aar jevnlig som Modsætning til de danske Hoveribønders Trældom, og denne Sammenligning bidrog udentvivl sit til den danske Almues Frigjørelse. Men dette uklare Sværmeri for Norge, der ogsaa senere har gjentaget sig i Danmark, havde egentlig et Rousseauisk Anstrøg. Det gjaldt kun vore Fjelde og deres «troskyldige» Bønder i Nationaldragt. Hvad Byerne og fremfor alt Christiania angik, da talte man i en anden Tone, thi herfra hørte man kun om Fordringer paa eget Universitet, egen Bank og Afskaffelse af Kornmonopolet. Ikke nok med, at Guldberg havde skrevet til Suhm om de «foragtelige Christianiæ Raisonneurs», men endog Tyge Rothe, der hørte til de svulstigste Lovprisere af «Klippelandet», vidste at fortælle om «ødselt, halv vanartet Christiania». Disse Ord forekom i et Skrift, som Rothe udgav i Anledning af denne Prindsereise under Titelen: «Om nogle Danmarks og Norges Fordringer til hinanden».

I 1788 kom da omsider Reisen virkelig til at gaa for sig. Allerede før Thronarvingen kom til Norge, havde Prinds Carl af Hessen, der fremdeles fra Gottorp var Øverstbefalende over den norske Hær, tilligemed sin Søn Frederik begivet sig hid og ankom ad Landeveien til Christiania 29de Mai 1788, hvor de modtoges med stor Høitidelighed. Martinau var yderst ivrig for at være med og lod sig forestille af Stiftamtmand Scheel. Kronprindsen kom efter i Juni paa en Fregat til Frederiksstad, hvor en stor Lystleir, hidtil noget ganske useet i Norge, skulde finde Sted. Nogle Dage senere gik Touren til Christiania; udenfor Byen var reist en storartet Æreport, og tre Fjerdinger udenfor samme havde 40 «ærværdige Odelsbønder» gjort sin Reverents. Ved denne Leilighed fremtraadte ogsaa for første Gang et «Livskytter-Korps» paa 12 Mand af Borgerskabet, Oprindelsen til det endnu indtil for faa Aar siden bestaaende, velkjendte «gule Kor». Manderfeldt, der nylig havde gjort et Besøg i Kjøbenhavn og endog omtaltes som Aspirant til et norsk Amtmandsembede, var yderst ivrig for at lægge sin undersaatlige Devotion for Dagen og vakte endog Martinaus Mistanke. Han havde nemlig i Kjøbenhavn udgivet en liden Bog under Titelen: «Folkets Røst til Hans kgl. Høihed Kronprindsen ved hans Ankomst til Norge 1788», hvori han gjorde sig til Tolk for det norske Folks Ønsker, taler om eget Universitet, Disconto-Kasse o. s. v. – Høitidelighederne vare i det Hele saa mange, som i Christiania vel muligt. Bernt Anker besteg Talerstolen i Byens Frimurerloge, og Kronprindsen var, fortæller Anker selv, «meget opmærksom og rørt, ja jeg undser mig ved at melde alt, hvad han har sagt mig». Paa Privattheatret gaves en Festforestilling, en Tragedie i fem Akter, «Major André» (Navnet paa en dengang meget omtalt Mand, hvis ulykkelige Skjæbne under den amerikanske Frihedskamp havde vakt almindelig Deltagelse.[4] Stykkets Forfatter var Bernt Anker, og han spillede ogsaa selv Titelrollen. Stykket existerer endnu i Haandskrift i Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn. Forfatterens egen (i hans Autobiografi indtagne) Kritik over sit Arbeide og sit Spil lød saaledes: «Som Dramaturg, tør man frit sige, fortjener Bernt Anker udmærket Rang. Tragedien Major André med flere utrykte Theaterstykker, som han har skrevet, og hvori han selv har spillet med en Sandhed, som satte Tilskuerne i Forundring, beviser dette.»

En særegen Glæde maatte det vække i det søndenfjeldske Norge, da det blev bekjendt, at Kronprindsen i Anledning af sin Reise havde ladet udgaa Forordningen af 20de juni, hvorved Kornindførselen omsider frigaves i Akershus og Christianssands Stifter. I den Anledning lod Bernt Anker hans Portræt anbringe ved Siden af Henrik den fjerdes og prydede det med et Epigram, hvilket han selv sammenlignede med Indskriften paa det nys opførte Monument i St. Petersburg over Peter den Store (Petro primo Catharina secunda). Ankers Epigram lød saaledes:

Se her den Kongesøn, som Landets Nød paatænkte,
Han Cimbrer Frihed gav og Nordmænd Brødet skjænkte.

Uagtet den danske og den svenske Regjering ingenlunde ønskede hinanden meget godt, var der dog endnu ingen Tanke om, at en Afbrydelse af det fredelige Forhold var saa nær forestaaende, som det snart skulde vise sig at være Tilfældet. Den 30te Juni kom saaledes en svensk Ambassade til Christiania for at komplimentere Kronprindsen, bestaaende af Generalløitnant, Baron Duvall og Kammerjunker Borgenstjerna. Prindserne gjorde ogsaa kort efter en Reise til Throndhjem, i hvis Nærhed atter store Troppesamlinger fandt Sted, og Borgenstjerna ledsagede dem derhen. Det høie Reiseselskab kom tilbage 25de Juli. Derpaa gjordes et Besøg paa Kongsberg, og saa gik Reisen til Skien og Christianssand. Herfra droge Prindserne saa igjen til Danmark den 7de August uden at ane, at man ganske snart paany skulde gjæste Norge.

Men allerede havde Gustav den tredie besluttet sit overraskende Fredsbrud med Rusland, og 7 Dage, førend hans Ambassade var kommen til Christiania, havde han selv begivet sig til Finland. Danmark var siden 1773 ved en Traktat forpligtet til at yde Rusland Hjelp, om det blev angrebet af Sverige, og Catharina forlangte strax Traktatens Opfyldelse. Den 19de August 1788 udstedtes i Kjøbenhavn en Deklaration om, at Danmark-Norge vilde hjelpe Rusland, uden at dog Krig blev formelig erklæret mod Sverige. Hjelpen skulde ydes ved at lade en norsk Hær rykke ind i Baahuslen. Carl af Hessen blev Øverstbefalende, og tilligemed ham kom Kronprindsen og Prinds Frederik atter til Norge og indtraf i Christiania 13de September. 12,000 Mand vare bragte paa Benene. Da Angrebet kun var en Opfyldelse af en traktatmæssig Forpligtelse, forblev Martinau i Christiania, men hans opførsel blev dog efterhaanden saa taktløs og utaalelig, at han i November blev udvist af Byen, men det lykkedes dog ikke at faa ham afsted.

Hovedbegivenheden i det paafølgende lille Felttog er, som bekjendt, Affæren ved Kvistrum Bro (28de September 1788). Den var nok paa en Maade en Seier, men bragte dog ikke Carl af Hessen stor Ære, og bekjendte ere P. A. Heibergs bidende ord i denne Anledning, der nogle Aar senere med raffineret ondskab indflettedes i en – Ode til Napoleon Bonaparte, om hvem det hedder:

Han er den største paa hele Jorden,
Naar man undtager to-tre i Norden
Ved Kvistrum Bro!

Imidlertid blev der i Christiania høitidelig sunget Te Deum i Vor Frelsers Kirke i Anledning af Seiren, og Jubelen var saa stor, at, da den Vogn, hvori Kronprindsen sad med Prinds Carl, ankom til Vaterlands Bro den 15de November, spændte den begeistrede Menneskemasse Hestene fra og trak Vognen helt frem til den nuværende Krigsskole (da Jess Ankers Gaard), hvor Kronprindsen boede, medens Prindserne af Hessen toge ind hos Bernt Anker. Et Par Uger efter forlode de tre Prindser Christiania (1ste December) og droge atter til Danmark. Kronprindsen gjensaa aldrig mere Norge, skjønt nye Norgesreiser flere Gange vare paatænkte, sidste Gang maaske 1804[5]. Heller ikke Carl af Hessen kom oftere hid, medens hans Søn i det følgende Aarhundrede blev vort Lands Vice-Statholder.

Det saakaldte Felttog var nemlig forlængst tilende, da England og Preussen havde bragt den norske Hær til at vende om ved Trudsler om kraftig Intervention. Det unyttige Indfald, hvorover Dommen har været streng[6], kostede den dansk-norske Statskasse 7 Mill. Rdlr., og flere tusinde Nordmænd mistede Livet, ikke for Fiendens Sværd, thi ved Kvistrum faldt kun 5 Norske, men de døde ligefrem paa Grund af den slette Maade, hvorpaa der, til Prindsen af Hessens bestandige Skam, sørgedes for Armeens Forpleining[7]. Misfornøielsen var stærk i Norge, og den forøgedes, da man idet følgende Aar paany foranstaltede store Troppesamlinger og trak Folk bort ligefra Filefjeld og Dovre, og det netop i Aannetiden, uagtet der Intet var at frygte fra Sverige, som havde nok at gjøre med Russerne. Til at forøge Misstemningen bidrog yderligere den bekjendte Vandflom, der i 1789 ødelagde Grøden, ja mangesteds Markerne selv. Endelig vare Handelskonjunkturerne ved den Tid flaue; «man foretrækker i England Trælast fra Østersøen, og al Afsætning er nær ved at standse», skriver Bernt Anker den 6te juni 1789. Og alt dette traf just ind i det samme Aar, da den franske Revolution brød ud og bragte de Misfornøiede til at tænke dristigere. Nogle Demonstrationer og Smaaoptøier fandt ogsaa virkelig Sted, og de svenske Kabaler livnede paany op. Det Hele blev imidlertid uden nogensomhelst Følge og har kun forsaavidt nogen Interesse, som det giver en vis Forestilling om de store Verdenshegivenheders matte Reflex i vore afsides Kredse.

Den første Revolutionsvinter (1789–90) var i Christiania ganske usædvanlig munter, uagtet Byens betydeligste Mænd vare borte, idet Stiftamtmand Scheel havde forladt Byen for at indtræde i Konseillet og Brødrene Bernt og Peder Anker vare i Udlandet. Der skal aldrig tidligere have være dandset saa meget i nogen Jul, som da. Lystigheden havde dog været størst hos den Del af Borgerne, som Martinau i sine Indberetninger kalder la seconde classe. Den svenske Generalkonsul forsmaaede imidlertid ikke Indbydelser til dette ringere Societet og udbryder i stærke Ord om den Velstand, hvorom han fandt Vidnesbyrd i disse Kredse. Martinau fortsatte naturligvis sine Intriger, og disse skulle have vakt nogen Uro i Kjøbenhavn, hvor endog en ny Prindsereise til Norge skal have været paatænkt.

Christian Jensen Lofthuus var i Marts 1787 bleven greben i Lillesand og førtes derfra til Christiania, hvor han indsattes paa Akershus Fæstning i den senere Officersvagt, lænket til en Blok. Han forblev her i ti Aar indtil sin Død i 1797. Høiesteretsdommen faldt først to Aar senere. En kort Tid bevogtedes han saa strengt, at ingen Uvedkommende fik Adgang til at tale med ham, et Forbud, der havde sin Grund i, at nogle Thelebønder skulde under falske Foregivender og ved at bestikke Vagten have søgt at gjenoptage sine Forbindelser med ham. I den længste Tid af sit Fangenskab fik han derimod Lov at modtage Besøg. Adskillige af Byens Folk indfandt sig hos ham for at komplimentere ham; han rystede sine Lænker og sagde med et flammende Blik: Saaledes behandler man den Mand, der vilde befrie Norge»[8] Man sendte ham jevnlig god Mad og andre Delikatesser, og hans Tidsfordriv blev at indrøge Merskumspiber. Størst Opsigt vakte han naturligvis i Begyndelsen. Bernt Anker, som just ikke hørte til hans Beundrere, skriver herom den 31te Marts 1787: «Straffes ikke opløbende Pøbel, kan den jo myrde os i vore Huse og ustraffet røve. Denne Lofthuus er en nedrig Sjel, en Spidsbub i det borgerlige Liv og en dum Rebel i det politiske. Man løber hen for at se denne miserable Karl, som tør gjøre sig tyk i sine Lænker, nogle kalde denne raa Stymper – den anden Washington, men skulde jeg ville se ham, maatte det være for at spytte ham i Ansigtet. Man var i Frygt her, men naar var man ei her i terreur panique? Le af Alt maa være Philosophens Plan og ære de nyttige Fordomme».[9] Ved hans Død fandt en Del Demonstrationer Sted. Cand. juris (eller som han selv kaldte sig «Literatus») J. J. Vangensteen paa Vilberg i Sørum (senere Storthingsmand 1815–16, † 1837 i Christiania), skrev et Stykke i Intelligents-Sedlerne for 1797, hvis kraftpatriotiske Bombast dog paa en Maade retfærdiggjøres ved den uforsvarlige Maade, hvorpaa Lofthuus unegtelig havde været behandlet[10]. Og kort efter at Lofthuus var bleven begravet paa Garnisonskirkegaarden eller «Christkirkegaard», blev der en Nat – man ved ikke af hvem – opsat et rødt Bret paa hans Grav med en derpaa malet Inskription:

Gyseligt Minde efter Christian Lofthuus,
Som paatog sig at tale de Fortrængtes Sag,
Men ulærd stødte an imod Lovene.
Smidet i Lænker til en Klods og saaledes
Som Statsfange af Landet underholdt i 10 Aar,
Uden at nyde endelig Dom.
Martyr! Din frie Aand møder mange dine Lige,
Der lede, fordi de vilde vel.

Brettet lokkede om Morgenen en stor Menneskemasse op til Kirkegaarden, men skal endnu samme Formiddag være bleven borttaget af politiet. Omtrent fyrgetyve Aar senere paaviste en gammel Kone, som selv havde været tilstede i denne Menneskestimmel, for Henrik Wergeland Stedet, hvor Lofthuus var bleven jordet.

Samtiden ymtede om en hemmelig Forbindelse mellem det Lofthusiske Opløb og svenske Stemplinger; Thelebønderne skulde have gjort sig Haab om «sexten Aars Skattefrihed», hvis de gave sig under Sveriges Konge, Lofthuus «skulde endog have tragtet efter at blive Vasal i Norge under den svenske Kroner o. s. v. Men alt dette er kun Snak; idetmindste have saadanne Tanker ikke rørt sig i selve Almuens Sind. Bondestanden i Norge var i høi Grad loyal, og Almuen i Nedenes protesterede endog til Thinge imod disse Rygter. En anden Sag kunde det maaske være blevet, om Lofthuus-Feiden var indtruffen et Par Aar senere. Omkring 1790–1791 turde det muligens have hændt sig, at baade Kong Gustavs hemmelige Agenter og enkelte Misfornøiede i Christiania havde fundet Lyst til at understøtte Bevægelsen, som da vilde være bleven farligere.

Thi ikke saasnart havde Gustav den tredie om Sommeren 1790 opnaaet Freden med Rusland i Verelä, førend han begyndte at tænke paa Hevn over Danmark. Intrigerne i Norge begyndte paany. Allerede i Løbet af Vinteren 1789–90 havde Gustav været vidende om Benzelstjernas lumske Planer til ved Mordbrand at ødelægge et russisk Skib, der var frosset fast i Isen mellem Hveen og Kjøbenhavn, ja til, om muligt, endog at tilintetgjøre Danmarks Flaade paa lignende Maade. Samtidig havde Manderfeldt, nu ikke længere bosat i Christiania, men i selve Kjøbenhavn, intrigeret for Gustav der. Men denne ynkelige Persons Rolle var nu omtrent udspillet. I Danmark havde han og hans Hustru levet betydeligt over Evne paa sit Landsted «Carlsro» ved Kjøbenhavn og ødelagt sin Formue. Høitflyvende planer medførte kun Skuffelser. Den fordums «Fru Akeleie» skal være død 1804, og Manderfeldt vendte saa tilbage til Sverige, hvor han omsider døde i Venersborg 1813.

Efter Freden mellem Sverige og Rusland fik Christiania et Besøg af den berømte Engelskmand Sir Sidney Smith, der havde været tilstede hos Gustav ved dennes stolte Seier ved Svensksund og senere vundet europæisk Berømmelse ved St. Jean d’Acre i Syrien. Han knyttede her flere Forbindelser og tilbragte blandt Andet julen hos Collett paa det lystige Fladeby. Stiftamtmand Frederik Moltke var strax ængstelig for, at Sidney Smiths Ophold i Norge havde politiske Hensigter, men slog sig tilsidst til Ro med, at det nok neppe var saa; «han tænker virkelig ædelt og er for stolt til at være Spion af en Konge af Sverige», siger Moltke i et Brev af 19de Februar 1791 til sin Ven Johan v. Bülow. Alligevel synes Mistanken ikke at have været aldeles ugrundet. Bernt Anker, som var bedre underrettet, skriver til sin Fætter Carsten: «Sidney er paa Fladeby og Opset. Kaas[11] spionerer ham nok ud, man maa ikke falde ham ind i hans Embede. Sidney er klog og fier. Vil Kaas jage ham fra Norge, det taaler han ei, vil han udforske ham, det kan han ei. Det er godt, at visse Familier elske Kronprindsen, thi ellers mistede han Norge, naar han ei vilde blive Konge her, blot her, og bo her. Penge, Skibe og Folk ved man at faa, mais soyez tranquils, je ferai, que tout cela échouera».

Af disse sidste Ord og af samtidige Ytringer af Bernt Anker sees tydelig, at denne misbilligede disse, rigtignok i og for sig lidet betydelige, Stemplinger, hvori man tidligere har ment, at han var delagtig, ja endog Hovedmand.[12] Hans Holdning ved denne Tid var dog gaadefuld. I Slutningen af 1789 gjorde han med sin Frue en Reise til Frankrige og derfra til London, om hvilken den svenske Konsul skriver til sin Konge: «Mr. Anker est parti pour Londres. Ce voyage à propos de bottes selon le peuple a porer but d’y traiter de l’indepenance de Norvège».[13] Men dette viser dog idetmindste, at Konsulen ingen Forhandlinger havde havt med Anker om Sagen. Selv skriver Anker om sin Reise: «Pligter fordre Reisen, vigtige Pligter. Jeg ved, hvad jeg skylder mit Fædreland, og ve mig, om jeg for at følge mine egne filosofiske Planer til glade og rolige Dage ikke ombyttede disse med et Liv, fuldt af Uro blandt Elendige og Barkeædere med en Udsigt til gruelige Scener, ja om jeg end i disse blev et Offer». Efter sin Hjemkomst 1790 blev Bernt Anker Konferentsraad og «følte sig (skriver Stiftamtmand Frederik Moltke) meget flatteret af den ham beviste kongelige Naade».

Der fandt i 1790 endel Stemplinger Sted i Vermeland, hvorhen den bekjendte Gustav Mauritz Armfeldt, hvem man har kaldet Sveriges Alcibiades, havde begivet sig for at paavirke nogle misfornøiede eller urolige Nordmænd, der hemmelig indfandt sig for at forhandle med ham. Den bortrømte Zahlkasserer Juel tog Del i dette Væsen, og i Marts 1790 indfandt sig den siden bekjendte Carsten Tank fra Frederikshald, Amund Hofgaard (fra Drammen?), Raadmand Moestue fra Christiania og Bergraad Neumann, Eier af Odals Verk og gift med en Søster af Zahlkasserer Juels Frue. De mødtes et Par Mile fra Eda Skandse. I Armfelts Breve skildres Tank (vistnok ganske rigtigt) som en Mand, der ikke vidste, hvad han vilde, Hofgaard som meget ivrig for «at afryste det danske Aag», Moestue som mere behændig og mere snu, end de andre, og Neumann som en «holdningsløs Skrighals». Man mente, at naar en engelsk Flaade viste sig og visse Erklæringer gaves fra svensk Side, skulde en Opstand let sættes i Verk o. s. v. Det Hele var imidlertid kun Vind og førte til Intet. Armfelt selv har meddelt: «I Vinteren 1790–91 raadede en besynderlig Gjæring i Norge, hvor flere betydende (?) Personer tænkte paa Midler til at befri sig fra det danske Aag». – «Kongen sendte mig under forskjellige Paaskud til Vermland, og jeg saa paa Grændserne i største Hemmelighed nogle af de betydeligste Hovedmænd, men da jeg fandt, først, at den franske Revolution havde motiveret deres Lyst til at befri sig fra Undertrykkelsen, og dernæst, at de ikke ønskede Norges Provindser forenede med Sveriges efter samme Forfatning og Regjeringsform, trak jeg mig tilbage fra disse Underhandlinger, ytrende, at min Monark, hvor misfornøiet han end var med det danske Hof, ikke kunde fortiden give dem nogen Hjelp. Vi adskiltes med ulige Meninger om Gjenstanden for Underhandlingerne, men dog med Overenskomst om at vedligeholde visse Forbindelser os imellem, der ogsaa vedvarede et eller halvandet Aars Tid, da sal. Kongen helt og holdent afslog at deltage i noget Forehavende, som var stridende mod Konger og deres Magt». I Begyndelsen af 1791 var der Krigsrygter i Christiania. Stiftamtmand Frederik Moltke traf paa egen Haand nogle Foranstaltninger for at sikre Landet mod muligt Overfald, navnlig ved at forsyne Magasinerne, og gjorde Forestillinger til Regjeringen om de mulige Farer. Dette gav Martinau Anledning til at tilstille Moltke en diplomatisk Note paa Fransk, og Stiftamtmanden var ubesindig nok til at svare med en lignende diplomatisk Stiløvelse, hvilket paadrog ham en Irettesættelse af Bernstorff. Rygterne og Vindmagerierne ophørte imidlertid først med Gustav den tredies Død i 1792. Martinau overlevede kun ganske kort sin Herre. Han døde 22de April 1792, og hans Embede blev, som vi vide, ikke igjen besat. Den større Del af Befolkningen var fremdeles fuldt loyal. Kronprinds Frederiks Bryllup i 1790 fremkaldte store Festligheder i Christiania, og disse gjentoge sig i 1792, da Frederik havde sendt en Estafette til Byen for der at bekjendtgjøre Kronprindsessens lykkelige Forløsning[14].

I Julen 1792–93 førtes i Paris Processen mod Ludvig den sextende, og den nye Republik havde just vundet sine første krigerske Laurbær under Kellermann, Custine og Dumouriez. Endel af Christianias Embedsmænd og Borgere, Byfoged og Justitsraad Hagerup, Kjøbmand Even Steen, Stadskaptein Adam Steen, Mægler Lie, Kjøbmand Dybwad og den engelske Konsul Mr. Mitchel havde i de samme Dage arrangeret et Middagsselskab hos Traktør Thoms i «Thomsegaarden» ved Byens Vagt. Hver for sig havde indbudt et vist Antal Gjester, og alle i Forening anmodet Kammerherre Kaas, der var Magistratspræsident, Generalauditør Wessel, Brødrene Bernt og Jess Anker samt Assessor Haagen Mathiesen om at beære Festen med sin Nærværelse. Bernt Anker var syg og kom ikke. Konsul Mitchel aabnede Skaalerne med en Toast for «Frihed, Lighed og Enighed». Jess Anker, der var en hidsig Herre og var bleven noget beruset, reiste sig nu og sagde, at han holdt det for impertinent af Mitchel som Engelskmand at udbringe saadanne Skaaler i Norge og i et Selskab af Mænd, «som elskede deres Konge og Konstitution»; han kunde tilgive ham Friheds Skaal, men naar han var bosat her og spiste norsk Brød, maatte han som «Potetes-Konge» sætte Poteter i Steden for Lighed. Ikkedestomindre reiste Mitchel sig paany og udbragte en Skaal for Dumouriez, og Nogle sang: «Hver ærlig Broder ønsker, Dumouriez maa leve». Jess Anker blev rasende, truede ham med en Skaal for Englands Fiende Washington, og slog tilsidst endel Flasker og Glas itu. Ved den anden Ende af Bordet udbragte ogsaa Byfoged Hagerup paany en Skaal for Dumouriez; hans Nabo, Kammerherre Kaas, blev yderst forbitret, men beherskede sig. Derefter udbragtes skaaler for de franske Vaabens Fremgang og for Nationalkonventet. Efter at Maaltidet var tilende, bibragte Jess Anker Konsul Mitchel «adskillige» Ørefigen, og man ansaa en Duel[15] for uundgaaelig. Som man kunde vide, vakte et saadant Gjestebud megen Opsigt og Omtale.

Præsident Kaas gik hjem, skrev den Indberetning om det Passerede, som her er vor Kilde[16], og nedsendte den til Kjøbenhavn. Han fortæller deri, at «her gives Nogle, som ere sterkt anstukne af den nyere Filosofi», og angiver som de ivrigste af disse Folk Haagen Mathiesen og Kjøbmand Jørgen Pløen, «men disse savne Talenter til at udarbeide og Mod til at udføre en Plan». Farligere paa Grund af større Kundskaber og Begavelse ansaa derimod Kaas Byfoged Hagerup, Generalauditør Wessel og Assessor i Overhofretten (tilsidst Justitiarius i Norges Høiesteret) Bull for at være. Heller ikke, fortæller Kaas, var dette det første Selskab af den Art. Allerede strax efter de Allieredes Tilbagetog (efter Kanonaden ved Valmy) havde Pløen havt et Gjestebud for at drikke paa de franske Vaabens Seier, og lignende Lag havde været holdte hos Mægler Lie m. fl. Men «Sygen var langt fra ikke epidemisk», og Kaas mente, at man i det Hele ikke havde Stort at frygte. Men han sørgede dog for i Regimentskvartermester Hiorth at have en «forsigtig og klog Spion iblandt dem», og fandt det, som han siger, nødvendigt at bruge «mine liaisons og mon air de bonhommie» for at forebygge Gjentagelse af den Slags Sammenkomster.

Omtrent 1790 havde Kaas faaet oprettet en Klub her i Byen, der kaldtes «Halfdans Klub»[17] og talte 100 Medlemmer, besad et Bibliothek o. s. v. Et Par Maaneder efter Gildet i Thomsegaarden gjorde man her ved et Bal nogle dumme Streger, som ligeledes af Kaas bleve indberettede til høiere Steder. Ballet bestod af to Kvadriller, Alle vilde dandse i den ene, Ingen i den anden, thi de «saakaldte Fornemme» toge bestandig de første Pladse,» saa at de «Borgerlige» sjelden fik dandse og bleve misfornøiede. Kaas, som Klubbens Direktør, lod da Baldirektørerne, Kaptein Prydtz og Løitnant Haffner, anmode Selskabet om at finde sig i, «at begge Kvadriller herefter bleve égales» og lod en Bekjendtgjørelse herom opslaa paa en sort Tavle i Salen. Dette opslag blev strax efter rettet til: «saaledes at der maatte blive samme égalité som i Frankrige». Senere fik man vide, at Forfatterne til denne Rettelse vare Assessor Stoltenberg og Biskop Schmidts siden bekjendte Søn, den da unge Fr. Schmidt. Disse Drengestreger havde nær medført Klubbens Opløsning, der dog tilsidst afværgedes, efterat Kaas dog først havde havt en liden Dyst med «vore Demokrater».

Den Interesse, tildels Sympathi for den franske Revolution, der altsaa i Christiania rørte sig hos nogle faa alvorlige Mænd, men hos endel flere Snobber, blev i Begyndelsen af 1795 gjort til Gjenstand for Omtale i et kjøbenhavnsk Ugeblad «Folkevennen», der paa den Tid var Organet for en (i det hele yderst borneret) Opposition mod den nye Tidsaand. I «Folkevennen» for 6te Febr. 1795 fortaltes der saaledes Historier om, at en norsk «Skriverkarl» ved Navn Bjørnerud, der opholdt sig i Frankrige, ikke alene under et Besøg i Christiania havde forstaaet at udbrede en «Trolddoms-Rus» i denne Stad, men endog havde foretaget Reiser i Oplandene, og der vundet Tilhængere for sine revolutionære Anskuelser baade blandt Bønderne og blandt dem, «som ikke gjerne synes om at henregnes til Almuen». Han var nu igjen, hedte det, reist tilbage til Frankrige, efter at man efter hans Tilstelning havde drevet paa «Koglerier» og «heiset en Visk op, som man kaldte det norske Frihedsflag, skraalet Heibergs viser og opført sig som Aber af Franskmanden». «I det Hele, mente «Folkevennen», vare de Bjørnerudske Forestillinger om Franskmændene og deres Lyksalighed herskende i Christiania». Et Par Uger efter stode nye forblommede Beskyldninger mod Christianienserne at læse i samme Blad. Herimod fremkom da i «Hermoder», et Tidsskrift, som i disse Aar udkom her i Byen[18], en skarp og ret velskreven Protest, hvori det heder, at der her i Byen gaves dem, eder ynde det Gode, de finde i de Franskes Indretninger, og bifalde den Kjækhed, hvormed de have forsvaret deres Selvstændighed, men beklage ikkedestomindre de Grusomheder og Uordener, som have fundet Sted iblandt dem».

Forøvrigt var Christiania i disse Aar besøgt af forskjellige bekjendte Udlændinge, især Emigranter og andre Flygtninge. Den forrige franske Minister St. Priest kom her 1791, og i 1795 saa man Ludvig Philip, som begav sig lige til Finmarken. I 1797 opholdt Peter Andreas Heiberg sig en kort Tid i Byen. Han tog først ind til Byens bedste Hotelvært, Thoms, men Dagen efter kom (titulær) Generalkrigskommissær Mathiesen til ham og førte ham til sit Hus, hvor han siden forblev; Mathiesen gjaldt nemlig for en af Byens ivrigste Demokrater[19].

For endel af Byens Handlende, som en Tid havde følt en Godtkjøbs Begeistring for, hvad de hørte fra Frankrige, kom ellers udentvivl et hjemligt Opløb af Arbeidsklassen til at virke som et afkjølende Middel. Allerede i 1793 havde nogle Optøier fundet Sted paa Grund af Menigmands af Høkerne opæggede Uvillie mod de større Kjøbmænd. Det var fornemmelig gaaet ud over Paul Thrane, der boede paa Hjørnet af Storgaden og Torvet og, ironisk nok, selv agerede en ivrig Demokrat og saa afgjort en Fiende af «Konger og Tyranner», at han tvang sin Kone til at gaa klædt i rødt paa en Tid, da andre Damer bare Sorg for et Dødsfald i Kongefamilien.

Men i 1795 blev det værre. For Bernt Ankers Regning var et lidet ham tilhørende Fartøi paa 13½ Kommercelæst, «Spadille» kaldet, blevet ladet med omtrent 100 Tdr. Rug, Byg, Gryn og

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Kranen ved Christiania.[20])

Erter, bestemte for hans Arbeidsfolk ved Moss. Skibet laa ved «Rebslager Torgersens Kran», men var endnu ikke ganske seilfærdigt. Det var paa den Tid paa Grund af Kornmangel forbudt at udføre Korn til fremmede Lande, og da nu et Rygte opkom, om at Anker vilde udføre den lille Ladning til Frankrige, fremkaldte dette et rent Raseri blandt Christianias Pøbel, især fra Sagene, Grønland og Fjerdingen. Sent om Aftenen den 13de Juni 1795 samlede der sig store skarer af Folk nede ved Torgersens Kran, bemægtigede sig Skibet, hvis Mandskab ikke var ombord, og roede det under Skrig og Spektakler til Toldboden. Bernt Anker var Kl. 12 om Natten bleven vækket af General Bielefeldt, som var kommen kjørende over Grønland og havde bemærket Tumulten, men han tog det først for Generalens Spøg og brød sig ei videre om det. Snart mærkede han dog, at det var Alvor, og indfandt sig omtrent Kl. 2 om Natten ganske alene blandt Massen og søgte at forklare den Sammenhængen. Han oplæste et Brev fra sin Forvalter og forklarede Pøbelen, at han selv ikke engang havde været vidende om det hele Indkjøb af Kornvarer, hvilket var foretaget af hans Fuldmægtige. Men, for at man skulde skjønne, hvor vel han mente det med Christianias Almue, erklærede Anker, at det lille Forraad skulde oplosses igjen, og at han saa vilde forære det til de tilstedeværende Fattige. Derpaa gik han ganske stille hjem. Men det var langt fra, at Ankers mere varmhjertede end vel betænkte optræden bragte Rolighed tilveie. Massen, der naturligvis har været behersket af nedrige Ledere, blev tvertimod endnu ustyrligere og raabte, at nu havde da Anker maattet erkjende, hvilke ulovlige Hensigter han havde havt med Kornet, og han skulde nu være saa god at forære dem ogsaa selve Skibet o. s. v. Først nu synes Politimester Bull[21] at være kommen til. Han sendte strax Expres til Ladegaardsøen efter Stiftamtmand Moltke; da denne var kommen, gik de begge til Anker og fik ham igjen op af Sengen. Det hjalp ikke, at Anker forestillede Mængden, at dog vel Ingen kunde tænke om ham, at han vilde sende et Skib paa 13½ Læst til Udlandet med 100 Tønder Korn. Byfoged Hagerup foreslog da Stiftamtmanden at forlange militær Bistand, og skjønt Moltke først mente, at hellere Borgervæbningen burde frem og «forsvare sine Medborgere», sendte han dog snart Bud til Vicekommandanten paa Akershus, Generalmajor Kaltenborn, der saa indfandt sig i Spidsen for Garnisonen eller en Del deraf. Nu oplossedes Ladningen i Magistratens og Officerernes Paasyn, og fire af de værste Urostiftere arresteredes og skulde nu føres til Fæstningen, da man ikke ansaa Byens Arresthus for sikkert. Dette fremkaldte fornyede Spektakler, og Kaltenborn lagde her for Dagen en høi Grad af Uduelighed. Han erklærede et han ikke vilde kunne udrette noget, med mindre han fik Lov til at lade Militæret skyde, medens Moltke formente, at 100 af de 700 Mand, som Garnisonen talte, dog maatte være fuldt tilstrækkelige til uden at løsne et skud at jage Mobben fra hverandre. Paa den Maade varede Urolighederne uafbrudt hele Dagen den 14de Juni. Man havde strax forsøgt at «frarive» Kapteinvagtmester Juell de arresterede Hovedmænd, man kastede Sten efter Kaltenborn og forsøgte endogsaa at opbrække Fæstningsbarrièren, men Arrestanterne kom dog i Hullet. Trudsler hørtes imidlertid om, at man skulde gaa til Grosserernes Bordtomter og stikke dem i Brand. Det menige Krigsfolks Stemning var ikke den bedste, Patrouillerne gik om og passiarede i al Godmodighed med den Pøbel, de skulde adsplitte. Bernt Anker, der vilde ride til sit Landsted, var nær bleven kastet af Hesten, og hans Broder Jess Anker, der stod udenfor det Hele, blev ogsaa molesteret. Det ridende Artilleri under Bielefeldt var paa Benene, men da man nødig vilde bruge Magten, udrettedes ikke noget. Hvad Pøbelen nu ivrigst forlangte, var de fire Arresteredes Løsladelse, og tilsidst besluttede Moltke at give efter. Efter at ni Personer, som Hoben havde udvalgt til et Slags Repræsentanter, skriftlig havde indestaaet for, at man skulde gaa rolig hjem, naar Arrestanterne slap fri, samt at disse og flere Medskyldige skulde indstille sig til Forhør, opfyldtes Forlangendet, og de fire slap ud. Efter et Døgns uafbrudte Spektakler var Byen endelig i Ro Kl. 9 om Aftenen. Stiftamtmanden erklærede i sin Indberetning, at det hele Opløb havde sin Grund ikke i Mangel paa Korn, men «i Forbitrelse mod de Handlende, som mistænkes for at have blottet Landet for Levnetsmidler, samt i Misundelse over visse Huses fortrinlige Velstand». En Kommission nedsattes i Anledning af, hvad der var foregaaet, bestaaende af Oberstløitnant Lunde, Justitiarius Bull og Assessor Fleischer, og et kongeligt Reskript udstedtes og opsloges rundt om i Byen. Man var ikke uden Frygt for Gjentagelser af Spektaklerne; hvorfor Moltke skrev til Kjøbenhavn, at man havde Grund til at glæde sig over, at den virkelige Kommandant, General Hesselberg[22], eder ved et sindigt og mandigt Forhold stedse har udmærket sig til Fordel for Byen», snart var vendt tilbage[23]. I Christiania blev man vel fri for nye Opløb, men kort efter fik man høre om lignende Uroligheder andensteds. I Skien forefaldt Voldsomheder, idet Bønderne fra Gjerpen brøde ind i Kjøbmændenes Huse for at tage Korn[24], og paa Kongsberg var det ogsaa uroligt.

I Danmark hørtes overdrevne Rygter om, hvad der var passeret i Christiania, og M. G. Rosenkrantz, der just var udnævnt til Præsident i Christiania, hørte under sit Ophold i Danmark Beretninger derom, som gjorde ham alvorlig bange[25]. Erindringen om Opløbet, der virkelig var en meget usædvanlig Begivenhed i det ellers i det Hele saa fredelige Christiania, holdt sig længe. Mauritz Hansen opfriskede den for en senere Slægt ved sin Novelle «Moderen», men rigtignok med en høi Grad af digterisk Frihed.

Ikke længe efter Opløbet forlod Frederik Moltke Norge. Han var i flere Henseender en mærkelig Mand, visselig en af de talentfuldeste Embedsmænd, som det gamle Christiania har kjendt. Digteren Carsten Hauch, der personlig stod ham nær, har skildret ham saaledes: »Han var en i høi Grad fin, dannet og aandelig opvakt Personlighed. I hvilket Selskab han end befandt sig, blev han betragtet som Selskabets Sjel og Midtpunkt, thi han besad en stor Vittighed og Kløgt, dertil en usædvanlig Bevægelighed i sjelen og et stort Konversationstalent; dette forenede han med en stærk Begeistring for Alt, hvad han betragtede som skjønt og udmærket, og uagtet han let fandt sig tilrette, hvor han kom hen, saa var det dog hans Fornøielse at omgaaes med Kunstnere og Digtere, af hvilke sidste han tidt blev betragtet som et Slags Mæcenas. Ved at omgaaes med ham kom man uvilkaarlig til at tænke paa en fransk Adelsmand af det bedre Slags fra Fordumstid. Hans Kløgt, hans opblussende Begeistring, hans aandelige Fyrighed, hans Konversation, der bestandig glimrede med elektriske Funker, syntes at berettige til en saadan Sammenligning. Han var ogsaa meget ømtfølende med Hensyn til den udvortes Ære; denne hans maaske noget overdrevne Æresfølelse havde i hans Ungdom havt en Duel til Følge, hvori han tabte Brugen af to af sine Fingre. Ved Siden af hans glimrede Begavelse i mange Retninger kunde man ikke frikjende ham for et Slags Letsind, især i Pengesager. Uagtet sin store Gage var han bestandig i Pengeforlegenhed, dog dette tog han sig ikke meget nær, og naar han blot kunde skaffe sig, hvad han i Øieblikket behøvede, saa tænkte han lidet paa Fremtiden».[26]

Moltke, en Brodersøn af Frederik den femtes bekjendte Yndling, var i sin Ungdom undervist af Digteren Ewald, til hvem han ogsaa siden stod i nært Forhold. Han gik i sin Ungdom Hofbanen og blev, 27 Aar gammel, som Kammerherre Amtmand i Bratsberg Amt 1780. Her giftede han sig (første Gang) med en Datter af Kammerherre Herman Løvenskiold paa Fossum[27]. I 1788 forflyttedes han til Christianssand som Stiftamtmand og derfra 1790 til Christiania i samme Egenskab. Mellem andre Fortjenester, han her har indlagt sig, er Stiftelsen af det topografiske Selskab, hvis «Journal» er et Hovedverk i den Gren af vor Literatur; i en senere Periode af sit Liv blev han Grundlæggeren af Stiftsbibliotheket i Aalborg. I flere Aar stod han i stadig Brevvexling med sin Ven, den en Tidlang meget formaaende Johan v. Bülow, og hans Breve til denne have et ikke ringe Værd for Norges Historie[28]. Efter en fjortenaarig Virksomhed i Norge blev han 1795 udnævnt til første Deputeret i Generaltoldkammeret, blev siden Kancellipræsident og omsider Elefantridder og Statsminister, men maatte tillige flere Gange prøve Lykkens Ustadighed. Han døde 82 Aar gammel 1836. I 1814 gav han et smukt, men for ham selv skjebnesvangert Bevis paa sin trofaste Kjærlighed til Norge[29].

Hans Eftermand i Christiania blev den ovenfor nævnte Frederik Julius Kaas, en fra Moltke høist forskjellig Personlighed, ganske uden sin Forgjængers glimrende Egenskaber og ideelle Retning, tvertom en afgjort realistisk anlagt Mand med epikuræiske Tilbøieligheder, men tillige et godt Hoved og vel skikket til under vanskelige Forhold at bevare de meget høie Stillinger, han tilsidst opnaaede. Vi ville nedenfor høre mere om ham.

  1. Hun var født Akeleie, og man gjorde derfor den Vittighed om Greven, «at han, da han ikke havde formaaet at plukke Rosen, maatte nøies med Akeleien» Smlgn. Saml. til N. F. Spr. og Hist. B. 6, S. 546 flg.
  2. Hvortil hermed sigtes, er imidlertid ikke godt at forstaa, thi Ytringen kan naturligvis ikke have Hensyn til Colbjørnsens Forkjærlighed for Tidens religiøse Vantro. Herman Colbjørnsen, der tilhørte den bekjendte Arneberg-Æt, var nemlig forøvrigt en som Embedsmand og Menneske høit anseet Mand, bekjendt ogsaa for sin Godgjørenhed. Sin temmelig store Bogsamling skjænkede han til Deling mellem Kathedralskolens og Krigsskolens Bibliotheker. Christiania Kathedralskole holdt i Anledning af hans og Generalauditør O. C. Wessels Død en høitidelig Mindefest i Aaret 1795. (B. Moe’s Tidsskr. for Personalhist. I, S. 255 flg.). Efter Colbjørnsens Død indfandt sig, som sædvanlig i de Tider, alle hans Bekjendte i hans Hus til Kondolence. «Efter at de øvrige havde forsamlet sig, kom Bernt Anker ind, kastede sig ned i Sofaen, slog sig for Panden og ilede ud igjen uden at sige et Ord. De øvrige reiste sig og satte sig igjen, meget forlegne. Dagen efter sendte han Enken et latinsk Digt, en Gravskrift, indbundet i hvidt Atlask.» (Et Øienvidnes, Fru E. Munchs Optegnelser). Herman Colbjørnsen eiede og beboede en Gaard, der stod paa samme Tomt, som nu indtages af de forrige Universitetsbygninger, (den kaldtes Barcklay-Gaarden, ligesom den derværende Bakke benævntes Barcklay-Bakken efter den forrige Eier, Auktionsdirektør B., med hvis Enke Colbjørnsen var gift). Som Landsted havde han det saakaldte «Incognito», som han selv havde bygget. Afstanden mellem dette og Byen ansaaes dengang at være saa stor, at Husets Datter om Sommeren maatte for Skolegangens Skyld bo i Byen og kun hver Søndag var paa «Incognito».
  3. Mange interessante Enkeltheder om Forholdene i Christiania under Martinaus Konsulat findes samlede i Y. Nielsens Afhandling Gustav III.s svenske Politik (Norsk hist. Tidsskr. 2. R. I.).
  4. Lord Stanhope (Mahon), History of England, vol. VII. ch. LXII.
  5. Norsk historisk Tidsskrift. 2. R. V, S. 410–412.
  6. Se f. Ex. oberst N. Tidemands Optegnelser om sit Liv og sin Samtid i Norge og Danmark, udg. af C. J. Anker. S. 32 flg. Prindsen af Hessen har selv beskrevet Toget i et fransk Skrift.
  7. Erindringstaler over Soldater, holdne i Eidsvolds Kirke af C. M. Leganger, Kbhvn. 1788. Adskillige Traditioner og Viser om Toget findes i Norske Bygdesagn, samlede af L. Daae, II, S. 63 flg.
  8. Saaledes lyder Sagnet hos Henr. Wergeland, men da det tilføies, at det var til daværende Student Jonas Anton Hjelm, at disse Ord henvendtes, svækkes den i og for sig selv mistænkelige Tradition betydeligt, thi Hielm var født 1782 og opholdt sig desuden i Christianssand, fra hvis Skole han blev Student 1797.
  9. Af B. Ankers utrykte Breve som flere andre Citater. Se forøvrigt om Lofthuus H. Wergelands ordrige Skildring: «Almuestalsmanden Christian Jensen Lofthuus o.s.v.» (Saml. Skr. VIII, S. 150–311) og andre Kilder, f. Ex. Danske Samlinger, III, S. 84 flg.
  10. Vangensteen, en opstyltet Person, var ogsaa Forfatter af flere andre, i Regelen latterlige Sager. En trykt Syttendemai-Poesi af ham ender saaledes:

    «Leve hver Norges Ven!
    Dette skrev Vangensteen.»

  11. Ikke den bekjendte Kammerherre Fredr. Jul. Kaas, dengang Præsident, senere Stiftamtmand i Christiania, men en Adjutant Ulrik Christian Kaas, der var sendt op, som det antages, for at iagttage Sidney Smith.
  12. Saaledes Henr. Wergeland (Norges Konstitutions-Historie. 1. Udg., S. 28). B. Moe’s Tidsskr. f. Personalh., 1. Række, S. 380).
  13. Af Geh.-Raad J. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, S. 113.
  14. Festlighederne beskrives i Minerva for Novbr. 1792, S. 237–238.
  15. Dueller vare paa den Tid ingenlunde uhørte i Christiania. Hovedøens Ruiner var et yndet Sted for saadanne Kampe.
  16. Trykt i «Af Geh.-Raad J. v. Bülows Papirer», udg. af L. Daae.
  17. Lignende Klubber bestode ogsaa i andre Byer; saaledes havde f. Ex. Frederikshald faaet sig en «Harald Haarfagers Klub». Christiania havde derhos foruden Halfdans Klub ogsaa en «Broderklub», der nævnes 1801 (Intelligents-Sedl. No. 6) og formodentlig er det samme Klubselskab, der endnu længe efter 1814 bestod under Navn af «de norske Brødre».
  18. Det forlagdes eller bekostedes af den rige Kjøbmand, Justitsraad Paul Thrane. Daværende Conrektor Rosted besørgede Redaktionen.
  19. P. A. Heiberg meddeler i sine Erindringer, Chr.a 1830, S. 284, forskjellige Oplevelser i Christiania.
  20. Skibsreder Chr. Brinch har velvillig oplyst, at Joh. Fr. Samuelsen 15 Sept. 1756 fik Privilegium paa Anlæg af en Kran i Christiania og Eneret til Kjølhaling af skibe i en Mils Afstand fra Byen. Den anlagdes paa Bjørvigens Vestside, paa Hjøringbryggen ved Toldboden, men blev efter Branden 1785 flyttet til Østsiden af Bjørvigen til den lille Ø, som allerede omtales i Middelalderens Historie og oprindelig hed Snelda. 1809 kom Kranen i Jørgen Youngs Besiddelse, og 1838 kjøbtes den af C. N. Brinch, hvis Søn Chr. Brinch solgte Eiendommen til Christiania Kommune 1878.
  21. Andreas Bull, en Thrønder, der fra Sorenskriver i Strinden blev Politimester i Christiania 1789 († 1796), var en Mand af flersidige Kundskaber og literære Anlæg. Han var Digter og har navnlig besunget sit Fødelands Natur (Dovrefjeld, Udsigten fra Egeberg o. s. v.). En Artikel af ham i Topogr. Journal (III. S. 79 flg.) om Haandverkerne i Christiania vakte megen Misfornøielse inden disses Kreds, thi Bull havde vovet at foreslaa Laugenes Ophævelse og kritiseret Snedkernes Dygtighed. Mere herom i P. Holmsens Christiania Politis Historie, S. 96 flg.
  22. Om Hesselberg († 1809) se bl. A. Samll. til N. F. Spr. og Hist., IV. S. 341 flg. samt N. Tidemands Optegnelser paa flere Steder.
  23. Opløbets Historie er fortalt dels efter Fr. Moltkes utrykte Indberetning, dels efter Politimesterens Beskrivelse deraf i Intelligents-Sedlerne. Se ogsaa Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 177.
  24. B. H. v. Munthe af Morgenstjerne, Hist. Beretning om B. D. v. Staffeldts Forhold o. s. v., II, Anhanget S. XI. Det var nemlig Staffeldt, som med et Detachement Soldater gjorde Ende paa disse Spektakler. Se ogsaa J. W. Flood, Skiensfamilien Flood, S. 16–17.
  25. Se Rosenkrantz’s Selvbiografi i Hermoder, II, Chra. 1822, 4. No. 36.
  26. C. Hauch, Minder fra min Barndom og Ungdom, S. 203–204.
  27. Denne skrev 1ste Juni 1786 til Martfeldt et begeistret Brev om sin Svigersøn, hvori bl. A. følgende forekommen «Vores Datter stod Brud meget simpel, 4 Retter Mad, ingen «Deser Viin» (sic) eller Pocaler. Syv Personer af den nærmeste Slægt var Selskabet, Indskrænkning er baade rigtig og sparer Bekostning. (Martfeldts Papirer paa det st. kgl. Bibl.).
  28. Af J. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae.
  29. En Biografi af ham, forf. af L. J. F. Moltke, findes i Dansk hist. Tidsskr., 4. R. II, S. 1–128.