Det gamle Christiania/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efterat Geheimeraad Caspar Herman v. Storm under uheldige Omstændigheder havde maattet forlade sit Embede i 1772, blev den anseede Stiftamtmand Crambow[1] forflyttet hid fra Throndhjem som hans Eftermand, men bortreves ganske kort efter ved en pludselig Død. Det ledige Embede, der nu, da statholderposten var ubesat, betragtedes som det anseeligste i Norge, tilfaldt derefter en Mand, om hvem der har været meget delte Meninger[2]. I de ti Aar, som han levede i Christiania, hadedes han af Nogle, men har vistnok været agtet og elsket af Flere. Saameget er vist, at han var en virksom Embedsmand.

Albert Philip Levetzau, en Geheimeraads Søn af en oprindelig meklenburgsk Adelsfamilie, var født 1744, studerede i Kjøbenhavn og Sorø og gjorde tidlig Lykke paa Embedsbanen. Fem og tyve Aar gammel blev han, efter at have været Assessor i det danske Kancelli og i nogen Tid Attaché ved Legationen i Paris, udnævnt til Kammerherre og Assessor i Høiesteret 1765 og skulde i 1772 have været en af Caroline Mathildes Dommere, om ikke et Anfald af Meslinger havde hindret ham fra at møde i Retten. Samme Aar blev han Stiftamtmand i Bergen og vandt her saa stor Popularitet, at der opkom det« Sagn, at han var en Prinds af Kongehuset, der under et fremmed Navn var kommen til Landet for at paase Nordmændenes Tarv.

I 1774 forflyttedes han til Christiania og blev kort efter Geheimeraad og prydet med det hvide Baand. Hvilken Yndest han allerede efter et Aars Ophold her havde vundet blandt den lavere Befolkning, vil sees af Intelligents-Sedlernes Beskrivelse af en Fest, som den 9de August 177g, gaves til hans Ære, medens han befandt sig i Danmark for at holde Bryllup med sin anden Hustru. «Neppe var den Dag gjennem Rygtet bleven bekjendt her i Staden, paa hvilken vores høistberømmelige Stiftamtmand formodedes at ville tiltrine sin anden høie Formæling, før de herværende Laug og samtlige Høkere enstemmig besluttede at udmærke deres Kjærlighed, deres Ærefrygt for Manden ved at ære og udmærke denne hans Dag. Man samledes altsaa om Eftermiddagen Kl. 6 paa et Lyststed i Nærheden af Christiania, kaldet Ruseløkken, hvor Pauker og Trompeter i en afvexlende Forbindelse med Knaldet af de paa en Høi opstillede Kanoner strax begyndte paa det muntreste at lade sig høre, og hvormed i bedste Orden blev fortfaret, hver Gang de Lykønsknings-Skaaler tømtes, som ved deslige Høitideligheder saa sømmelig, som almindelig anbringes. Klokken 11 afbrændtes Lyst-Fyrverkeri med 81 Middelsortsraketter. Disse, som trende Gange og hver Gang efter foregaaende Anmeldelse af Trompeter og Kanoner opstege paa det prægtigste i Luften, gav et muntert Hoved i Selskabet Anledning til at geleide den nu til «Vivat vores Levetzau» fremsmilende Pokal med disse smaa Strofer:

«Som hist vi se i Blus og Brand
Raketten stige, hvad den kan,
Fra Jorden op til skyens Tinde,
Saa skal vort Hjerte antændt staa.
Og Bønnens Vei utrættet gaa
For Levetzau og Gemalinde».

Dernæst holdtes Bal til Kl. 4 om Morgenen, da Selskabet efter et samstemmigt Frydeskrig: «De Høiformælede leve!» i den fuldkomneste Enighed skiltes ad».[3]

I 1782 havde Levetzau faaet Regjeringen til at træffe overordentlige Foranstaltninger for at forsyne det Søndenfjeldske med Korn, hvilket dengang i særegen Grad tiltrængtes paa Grund af Danmarks Monopol paa Indførselen af denne vare i de to sydlige Stifter. Det hedte da i Avisen:

«See norske Mænd, vor Levetzau! En Joseph han sig viser
Mod Norges Rige i dets Nød og Trængende bespiser,
Da han Monarkens Hjerte ømt til Landets Bedste bøier
Og priselig mod Hungers Trang betids Anstalter føier.
Hans ædle Sjel. Hans Værd hvor stort, da man Haar kjende lærte,
Hans Navn antegnet evig staa i hver en Nordmands Hjerte!»

Men de rigere Handlende, Patricierne i Christiania, nærede andre Følelser imod denne Stiftamtmand. Han optraadte nemlig som Patron for de oplandske Bønder, der leverede Trælast til Byens Grosserere, og søgte at skaffe disse bedre Vilkaar og en selvstændigere Stilling ligeoverfor Trælasthandlerne, end de hidtil havde havt. Ganske vist havde ogsaa de faa, mægtige Huse, som dengang saa at sige monopoliserede Udførselen af Tømmer og derved netop i hine, den nordamerikanske Frihedskrigs, Dage samlede store Rigdomme, længe behandlet Bonden vilkaarligt og egennyttigt. Men nu udvirkede Levetzau et Reskript af 13de Novbr. 1776, der fastsatte meget strenge Bestemmelser om prompte Betaling til Bønderne; enhver Trælasthandler skulde have sin bestemte og autoriserede Tømmermærker, hvis Anvisningssedler skulde lyde paa bestemt Betalingsfrist og kunde forlanges honorerede paa Dagen under Gjesteretstvang og under Stiftamtmandens Kontrol o. s. v.

Dette Reskript fremkaldte; saasnart det blev bekjendt i Christiania, den største Forbitrelse. Rygter sattes i Omløb om, at Levetzau havde ladet sig bestikke af Bønder og Smaahandlere. Trælasthandlerne lode trykke og omdele et forbitret Manifest af 25de Novbr. s. A., undertegnet af Karen sal. Christian Ankers & Sønner (ɔ: Bernt, Peder og Jess Anker), Else sal. Juel, Peder Holter, Henrik Wilster, Dorothea sal. Eliesons, M. L. Monsen, Karen sal. Peder Cudrio’s, Jens Schultz[4] og James Collett. Dette Dokument, der i Virkeligheden var en Udfordring til Levetzau, lød saaledes: «Da man har bragt i Erfaring, hvorledes nogle ukyndige, misundelige og ildesindede Mennesker have søgt at blamere denne Byes Sagbrugs-Eiere og Tømmerhandlere ved falskeligen at beskylde dem for ei alene svigagtigen at behandle Bønderne, men endog uretteligen forholde dem deres Betaling for leveret Tømmer, gjorte Drifter m. v.: saa have vi undertegnede Christiania Sagbrugs-Eiere, som høiligen finde os fornærmede baade paa vor Kredit og gode Navn og Rygte ved deslige ugrundede Beskyldninger, agtet det for høist nødvendigt ei alene offentligt at modsige samme, men endog at indkalde de Bønder, som hos os maatte have noget at fordre. – – Vi udsætte tillige et Præmium af 500 Rdlr. til den, som bevislig kan angive Udsprederen af disse fornærmelige Beskyldninger, paa det at deslige Calumnianter ikke maa gaa ustraffede, men efter Lovene tiltales og ansees».

Levetzau gjorde strax Indberetning til Regjeringen angaaende dette Manifest fra Christianienserne, hvilket han fandt alene kunde sigte til ham selv; vel vilde han ikke negte, at jo Ankers Hus, Wilster, Holter og Collett vare gode Betalere, «men derfor kunde jo nogle faa Partikulære ikke undtages i en kongelig Anordning». Ved et nyt Reskript af 26de Februar 1777 fik nu Stiftamtmanden Bemyndigelse til at tilkjendegive dem, der havde undertegnet det omhandlede trykte Dokument, Kongens Misnøie med deres «utilladelige og uærbødige» Færd.

Sandsynligvis har ogsaa en Stilling, som Levetzau indehavde ved Siden af sit Stiftamtmandskab, nemlig Generaltolddirektørembedet, bidraget til at bringe ham paa en spændt Fod med de Handlende, da det er vist nok, at selv de betydeligere af disse fremdeles ikke forsmaaede Smugleri og Toldkneb. Levetzau var ogsaa som Toldembedsmand meget virksom, og det var netop ham, der bragte Toldadministrationen i den Ordning, som den lige til vore Dage i det Væsentlige har beholdt.

Mellem Byens Rigmænd og Stiftamtmanden vedblev Forholdet at være spændt, og Levetzau var ofte udsat for grove Chikaner. I Selskaber, hvor han var tilstede, sang man saaledes Viser, der ligefrem vare myntede paa ham. F. Ex.:

«Skaal for hver en ærlig Sjel,
Mellem Norges Bjerg og Fjeld,
Skaal for hver en deilig Pige,
Naar hun dydig er tillige.
Skaal for Bonde, Borger, Helt,
Sømand, Prest, Soldat i Felt,
Ingen Rang og Stand at glemme,
Som vil Norges Vel forfremme.

Skam og Last faa den, som tænker
Nye Fængsels Byrder op,
Den som smider Handlen Lænker,
Smed ham fast til Dovres Top.
Lad ham uden Vin og Ven
Tage af Gjengjeldelsen
Samme Skaal, som han iskjænker
For en arm og hungrig Hob».

Da denne Sang blev første Gang afsunget i et Selskab, skal Levetzau have smilet. En «vis Person» sagde da høit til ham: «Le ikke, Deres Excellence, det er min salighed Dem, man mener»[5].

Stiftamtmanden i Christiania var siden Statholderpostens Ophævelse vel aflagt, og Levetzau havde desuden ved Tolddirektoratet og ved Brugen af Ladegaardsøen, Abbediengen m. m.[6], som var tillagt hans Embede, saa rigelige Biintægter, at han befandt sig vel i Norge og neppe har havt Lyst til at forlade det for det Første. Da indtraf pludselig en Begivenhed, som tvang ham til at ombytte sin Stilling i Norge med en ringere i Holsten.

Dette var Justitsraad og Zahlkasserer Jacob Juels storartede Kassemangel. Denne Mand, tidligere Assessor i Overhofretten, havde i 1774 efterfulgt sin rige Svoger P. Holter i Zahlkassererembedet og bestyret det i 9 Aar, uden at nogen her anede, at der var nogensomhelst Misligheder ved hans Embedsførelse. Han ansaaes tvertimod som en meget ordentlig og solid Oppebørselsbetjent og gjaldt tillige for at eie stor privat Formue. Allerede hans Fader, Assessor Juel, havde, som mange Embedsmænd i Christiania i de Dage, drevet stor Trælasthandel, hvilken nu Sønnen fortsatte, først i Moderens, siden i eget Navn. Han eiede dengang, da hans Underslæb opdagedes, adskillige store Skibe i Søen, en stor Mængde Landeiendomme og Skove, meget betydelige Trælastbeholdninger, Obligationer o. s. v. I Christiania eiede han en Gaard paa Hjørnet af Toldbodgaden og Dronningens Gade, ligeoverfor den nuværende Krigsskole.

Kassemangel hos Oppebørselsbetjente var i forrige Aarhundrede ingen Sjeldenhed. Foruden de mange Tilfælde, hvori Fogder grebes i saadan, kjendes foruden Juels Deficit mindst 6 Kassemangler i Landets Hovedkasser i hint Sekulum. Weibye i Christiania, den første, som betitledes Zahlkasserer, blev greben i Kassemangel 1723[7] og sad arresteret lige til 1733, da Christian den sjette ved sit Besøg i Norge lod ham slippe løs. Hans Eftermand, Jens Kølle, kom (c. 1740) i lignende Ulykke; hans Bo var fallit, og Kongen tog hans Gaard, det nuværende Vaisenhus. Bergens Stiftamtskrivers, Christopher Mohrsens, store Kassemangel 1711 er allerede leilighedsvis omtalt ovenfor. Dennes anden Eftermand, Vilh. Hansen, kom ligeledes i Kassemangel, og ved Stiftamtskriver Sontums Død 1793 tabte det offentlige hos ham over 22,000 Rdlr. Ogsaa i Throndhjem grebes (1775) en Stiftamtskriver, Kammerraad Guldbrand Waager, i 11,000 Rdlr.s Kassemangel og kom paa Munkholmen.

Alt dette var dog kun Smaating mod den Underbalance, hvori Justitsraad Juel i 1783 blev greben. Den udgjorde 556,000 Rdlr., hvoraf alene for det sidste Aar 224,392 Rdlr.[8] En af Rentekammerets Embedsmænd havde endelig fattet Mistanke og udvirket, at Stiftamtmanden i September 1783 fik ordre til at suspendere ham. I Begyndelsen vilde Levetzau ikke efterkomme Befalingen, idet han forsikrede om, at Juel altid førte ordentligt Regnskab, og da han tilsidst meget nødig bekvemmede sig til Suspensionen, kunde han endda ikke fatte, hvori Feilen stak, da Regnskaberne fremdeles forekom ham at være rigtige. En Kammerraad Splid fra Kjøbenhavn blev da sendt op for at undersøge Papirerne, og den sørgelige Sandhed kom for Dagen. Levetzau, der som Stiftamtmand skulde have ført Tilsyn med Juel, maatte i sin Skrivelse til Rentekammeret bekjende: «Jeg har vandret i det yderste Mørke om Kassens Indtægts Beskaffenhed, og hvad Kassereren har opgivet for mig, har jeg maattet tro». Følgen blev, at Levetzau i 1784 maatte til Straf for sin Forsømmelighed drage til Pinneberg i Nærheden af Hamburg som Landdrost[9]. I hans Sted fik Geheimeraad Jørgen Erik Scheel Christiania Stift. Da Levetzau i Juni Maaned forlod Byen, haanede endel af hans rige Fiender sin nu ydmygede Modstander paa en lav Maade. De betalte, fortælles der, Rakkeren for at kjøre efter hans Vogn og forfølge ham som en Skygge til Skydsjordet, et Sted, hvorhen det var Skik at gjøre Frareisende, hvem man vilde vise Opmærksomhed, Æresfølge.[10] Levetzau virkede i sit nye Embede i Pinneberg til sin Død 1817. En Søn af ham, Werner Levetzau, født i Christiania 1782, døde 1859 som Overhofmarskalk ved det danske Hof. Werlauff, der kjendte ham nøie, kalder ham «den sidste Repræsentant for et sandt og ædelt Aristokrati»[11].

At Zahlkasserer Juel i flere Aar havde kunnet skjule sine enorme Underslæb, havde sin Grund i den Snedighed, hvormed han vidste at skuffe Revisionen. Maanedlig nedsendte han sine Extrakter til Finantskollegiet, men de vare endnu ikke ledsagede af Bilag. Disse skulde følge ved Aarets Udgang, men vare saa omfangsrige (for et Aar to store Folianter og 1700 Hovedbilag foruden de enkelte Kvitteringer), at de ei kunde sendes med den almindelige Post, men skulde gaa med den «agende» Post eller «Sølvposten». Denne gik første Gang om Aaret i Juni, men da paaskjød Juel, at enkelte Fogder ikke havde klaret for sig, og at han derfor endnu ei kunde aflægge sit Aarsregnskab. Naar saa den agende Post var vel reist, indleverede han sine Papirer paa Postkontoret og nedsendte dettes Kvittering til Kjøbenhavn, men den agende Post gik nu ikke før i December, følgelig bleve Regnskaberne et Aar gamle, før de kom til Kjøbenhavn. Her fandt man dem saa «juste», at «man ei tvivlede paa, at alle mulige Discrepentier vare hævede», og Zahlkassereren var derhos saa heldig at sortere under to Regjeringskollegier, Finantskollegiet og Rentekammeret, af hvilke det ene synes at have stolet paa, at det andet paatog sig at revidere, medens i Virkeligheden det første holdt sig til Extrakterne og det andet kun benyttede det detaillerede Regnskab for at kontrollere Fogderne, men undlod at sammenligne Hovedregnskabet med Bilagene.

En Kommission, hvori Bernt Anker var Formand, nedsattes for at realisere Alt, hvad Juel eiede for derigjennem at skaffe Statskassen saa meget som muligt tilbage. Efter 16 Aars Virksomhed lykkedes det at faa dækket 323,875 Rdlr. af de 556,000, som Juel var bleven skyldig; heraf indkom fra hans Moder 20,000 Rdlr., som udgjorde den Kaution, hun havde paataget sig for Sønnen. Alene Juels Løsøre gik ved Auktionen op til 10,000 Rdlr.

I den første Tid efter Suspensionen, da man endnu ikke kjendte størrelsen af Juels Underbalance, men troede, at hans betydelige Aktiva skulde slaa til for at dække den, fik Justitsraaden Lov til at nyde nogen Frihed og havde mod Kaution Raadighed over en Del af sit Løsøre; han tog i denne Tid Bolig paa Frogner. Men da det viste sig, at hans Bo ikke kunde klare Gjelden til det Offentlige, sattes han (om Sommeren 1784) fast paa Akershus Fæstning. Han fik sin Arrest i en liden Leilighed, der, som ældre Folk endnu ville kunne erindre, i sin Tid var anbragt over Porten til den nedre Fæstning paa Hovedtangen, omtrent hvor Ridehuset nu staar, og Hovedtangs-Vagten, der almindeligvis besørgedes af en Kommandersergeant, blev i den Anledning betroet til en Officer. Ligefra Begyndelsen af fandt Flere, blandt dem den høitanseede Oberst, siden General, Hesselberg, dette Valg af Arrestlokale altfor lidet betryggende, men den gamle udlevede Kommandant, Generalløitnant Pierre Pomeau, vilde ingen Modforestillinger høre. Juel fik endog Lov til at modtage Besøg af sin Frue (en Datter af Rektor Hersleb i Christiania) og sine Børn, af Bekjendte og Venner. Et senere optaget Inventarium viser, hvorledes han forøvrigt kortede sig Tiden; der fandtes efter ham Dambret og Terninger, fjorten ledige Flasker og et Haandbibliothek, bestaaende af Hübners Geografi, Romanen la paysanne parvenue, Bikuben og nogle flere Bøger. Selv forsikrede han naturligvis, at han ingen Uærlighed var sig bevidst, og skrev bl. A. engang saaledes til Levetzau: «Naar jeg ikke havde et godt Rygte kjærere end Rigdom, og jeg ikke havde anseet det bedre at være en ulykkelig, men ærlig Mand, end at være en formuende og uredelig, havde min Forfatning ikke været saa beklagelig. Mange, der ikke tænkte som jeg, have bebreidet mig, at jeg ikke med Formue bor i et andet Land.»

Justitssagen mod ham gik imidlertid sin Gang, og det blev klart, at Juel snart vilde blive dømt til Fængsel paa Livstid. Men han var en fornem Mand, besvogret og forbunden med det rigeste Patriciat, og mange af Christianias mægtigste Indbyggere vilde gjerne gjøre Noget for ham og hans Familie. At dække hans Underbalance var imidlertid umuligt, og det gjaldt da at hjelpe ham til at flygte til Sverige, at han der kunde skabe sig en ny Existents. I Begyndelsen af September 1784 gik der allerede, som Forhørene siden oplyste, dunkle Rygter i Byen om, at Juel nok en af Dagene skulde løbe sin Vei; eder blev ønsket, at han maatte komme nogenledes vel derfra». Hans Kone sad engang, fortaltes der, i ivrigt Arbeide med at sy Liner til ham, som han skulde bruge til at heise sig ned med, og maatte, da hun overraskedes ved et pludseligt Besøg, skjule sit Arbeide under sine Skjørter. Om Aftenen den 15de September var den attenaarige Løitnant (senere Oberst) Nicolai Tidemand, siden bekjendt som politisk Forfatter, vagthavende Officer ved Zahlkassererens Arrest. Tidemand har selv nedskrevet sine Erindringer herom og fortæller, at Juels Venner havde underkjøbt en Menig, der hidtil af hele Regimentet var anseet for en nidkjær Soldat. «Ved Vagtinddelingen tildelte jeg en Mand Posten for Arrestanten, der frabad sig den, og da den underkjøbte Soldat hørte dette, tilbød han sig at tage Posten. Jeg fattede ingen Mistanke ved hans Tilbud og afdelte ham til Arrestposten. Arrestantens Frue besøgte ham som sædvanlig. Selv blev jeg hos Arrestanten til henimod Midnat. Han var temmelig oprømt og søgte at underholde mig med endel morsomme Fortællinger fra lykkeligere Dage. Henimod Midnat forlod jeg ham, lod Døren i min Nærværelse lukke og gik ned i Vagten, hvor jeg gav den vagthavende Kommandersergeant Fjeldsted Instruktioner til Paapasselighed. Derefter gik jeg ned i Officersstuen. Klokken slog 12, og Posterne bleve afløste; ved denne Afløsning kom den underkjøbte Soldat paa Post for Arrestanten. Omtrent Kl. 12½ styrtede man ind til mig i Officersstuen med det skrækkelige Anraab, at Arrestanten var rømt. Bestyrtet ilede jeg ud af Vagtstuen og op paa Volden til Arrestværelset, hvor jeg fandt Skildvagten borte, Dørene aabnede med falske Nøgler og Arrestanten borte. Undvigelsen blev strax meldt, og Arrestanten eftersat, men for hans Undvigelse var der saa vel sørget, at Hestene stode bestilte lige til den svenske Grændse. Over den lave Fæstningsvold havde Arrestanten, hans Tjener og den utro Skildvagt heiset sig ned i en Line, som var bundet om en Kanon, og som ovenikjøbet var overtrukket med Klædeslidser, for at ingen af de fine Hænder skulde saares ved Nedstigningen. – – Jeg burde ikke have givet den underkjøbte Skildvagt Posten for Arrestanten, da han selv tilbød sig, og, naar jeg havde været yderlig forsigtig, burde jeg selv have patrouilleret den hele Nat udenfor Arresten. Men denne Forsigtighed vilde sandsynligvis have kostet mig Livet. Derom blev jeg bestyrket ved en fortrolig Ytring af en Mand, som tilhørte Arrestantens Familie og var vel instrueret om den hele Undvigelses-Plan. Om denne ei kunde blive udført paa anden Maade, var jeg bestemt til at opofres».[12]

En Præmie af 500 Daler udsattes for den, som kunde paavise, ved hvis Medvirkning Juel var rømt, og bidrage til at faa Spor paa ham. Efter nogen Tids Forløb meldte sig en Bonde med den Oplysning, at en i Solør boende Kaksebonde, Tømmermærker Arne Ulriksen Kongshaug[13], skulde have havt med denne Sag at gjøre, men Arne godtgjorde ikke at have været i Christiania paa den Tid, da Flugten fandt Sted, og tilstod kun, at han 8 Dage derefter, da han paa Bernt Ankers Vegne var reist ind i Sverige, havde seet Juel og hans Tjener i Carlstad og der talt med dem. Juel havde da selv fortalt ham om sin Flugt saaledes: «Han havde formaaet den vagthavende Officer til at drikke et Glas Vin med ham om Aftenen, medens Tjeneren Jens havde lavet den Trosse fast, med hvilken han halede sig ned af Volden; da Tjeneren var færdig, havde Justitsraaden under Paaskud af, at han var søvnig, formaaet Officeren til at gaa. Denne lukkede da Døren for Arresten som sædvanlig og forføiede sig til sin Vagt. Justitsraadens Tjener fulgte Løitnanten til Vagtdøren, men kom siden tilbage og aabnede de tillukkede Døre med dertil forfærdigede Nøgler. Nu hidsede de sig ned fra Volden, og et lidet Stykke fra denne stode Heste færdige, hvormed de i største Skynding over Nitsund og Blakjer reiste ind i Sverige.»

Men hvorfra fik han Nøglerne, hvem har skaffet ham Heste og Befordring, og hvorledes fik han de Penge, som han strax viste sig at være i Besiddelse af i Sverige? Hvilke de gode Venner have været, der hjalp ham, er aldrig blevet opklaret, uagtet der udlovedes 500 Rdlr. for den, som kunde give nogen Oplysning derom. Der har endog været gjettet paa Bernt Anker, og inden Juels egen Familie fortaltes siden, at Anker var en af hans hemmelige Velgjørere; det var jo ogsaa Ankers Tømmermærker, som strax efter reiste til Sverige, og maaske har Arne Kongshaug forhandlet mere med Juel, end han senere fandt forgodt at oplyse i Forhøret.

Under 21de Novbr. 1785 bekjendtgjordes i Intelligents-Sedlerne Følgende: «Ifølge kgl. allernaadigst Rescript til Stiftet af 4de Novbr. skal den forrige norske Zahlkasserer justitsraad Jacob Juel i sin Tid forundte Justitsraads Bestalling paa Grund af en over ham for Casse-Mangel til Fæstnings-Arbeide ergangen Høiesteretsdom ansees og være casseret.»

I Sverige, hvorhen senere Familien kom efter, levede Juel til sin Død som Brugspatron. Gustav den tredie benyttede ham som Konsulent under sine Intriger i Norge, og han skal som Kongens Agent hemmelig en og anden Gang have listet sig ind over sit Fædrelands Grændse. En Gang vidste han at gjøre sine Venner her i Norge en stor Tjeneste, da han nemlig fik Gustav den tredie til at indrømme dem Tilladelse til at fløde Tømmer fra Trysil ned gjennem de svenske Vasdrag. Traditionen har længe med Forkjærlighed dvælet ved denne mærkelige Begivenhed, ja man har endog (skjønt rigtignok ganske urigtigt) villet paastaa, at Talemaaden «at gjøre Svenske af sig» skulde være opkommen i Anledning af Juels Flugt.

  1. Samling af Minde-Taler, holdne i det kgl. Norske Videnskabers-Selskab, udg. af H. J. Wille, Kbhvn. 1803, S. 77–104.
  2. Man sammenligne f. Ex. Laurids Smiths Smædeord (Joh. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, S. 168) med O. G. Meyers Ros (Budstikken, III, S. 608).
  3. Ogsaa i de øvrige Kjøbstæder (alle Stiftets Byer stode dengang under Stiftamtmanden og ikke under Amtmanden) var han afholdt: saaledes læses f. Ex. i Søren Møllers Ny maanedlig Skiald-tidende Aalborg 1779, 4. S. 5–6 om hans Fortjenester af Skien.
  4. Efter ham har «Schultze-Haugen» ved Sagene faaet sit Navn.
  5. Se Forf.s Udvalg af Breve til Prof. Nyerup, S. 3.
  6. Den store enetages Gaard paa Hjørnet af Kirkegaden og Raadhusgaden ved Siden af stiftsgaarden var Levetzaus private Eiendom.
  7. Svigerfaderen, James Collett den ældre, kom herved i stor Knibe. En af Weibyes Debitorer, over hvem nu det Offentlige kastede sig, en rig Kjøbmand Nils Josten fra Risør, sattes fast i Corps de Garde («Kortergaarden» ved Torvet) og behandledes her med særegen Haardhed, fordi man troede ham indviklet i Amtmand Povel Juels Forræderi. (Dedekam om Arendal, S. 41.)
  8. Den følgende Fremstilling af Juels Sag hviler paa Archivdokumenter.
  9. Dette har idetmindste almindelig været antaget som Grunden til Forflyttelsen. Imidlertid er det ogsaa paafaldende, at Levetzau ansattes i Norge netop samtidig med, at den saakaldte Guldbergske Regjering korn til Magten, og fjernedes derfra netop, da den var styrtet.
  10. Dette lille Træk er fortalt mig af afdøde Statsraad Riddervold, der særlig interesserede sig for Traditionerne om Levetzau.
  11. Dansk historisk Tidsskr. 4. R. IV, S. 411.
  12. Disse Optegnelser vare først trykte i Aftenbladet for 19de August 1869, se nu Oberst N. Tidemands Optegnelser, udg. af C. J. Anker, S. 25 flg. Tidemand blev frifunden ved Krigsretsdom.
  13. Se om ham A. E. Eriksen, Kongshaug-Ætten. Chra. 1869. S. 13.