Det gamle Christiania/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

A
llerede hyppig have vi ovenfor nævnt et Navn, der i vor

Hovedstads Erindring har en Plads som ingen anden Privatmands. Bernt Ankers Samtidige ere allesammen forlængst glemte af den nulevende slægts store Flertal, medens han selv er bleven saa at sige en mythisk Figur i sin Fødeby. Men han var ogsaa paa engang ikke alene Hovedet for dens rigeste Familie, Rangsperson, Adelsmand, men tillige mangesidig begavet og i Besiddelse af videnskabelig Dannelse og fin Levemaade. Hertil kom et varmt Hjerte, levende Fædrelandskjærlighed og den stærkeste Følelse af Stillingens Forpligtelser. Hans Hovedsvaghed var en Forfængelighed og en Affektation, hvorom vi have seet Vidnesbyrd paa de foregaaende Blade og skulle faa se endnu flere paa de følgende. Men det skal ikkedestomindre staa uimodsagt, at hidtil Ingen af hans Stand har magtet, endog kun tilnærmelsesvis, at forene de Egenskaber, som fandtes samlede hos ham.

Det har været berettet, at Familien Anker (eller, som den før sin ophøielse i Adelsstanden skrev sig: Ancher) oprindelig var kommen fra Sverige. Neppe er dette Sagn ældre end fra den Tid, da Familien (1778) blev nobiliteret og man, som saa ofte i lignende Tilfælde, skulde søge efter en fremmed adelig Familie, fra hvilken Vedkommende med en frisindet genealogisk Samvittighed kunde angives at nedstamme. En saadan fandt man da i en svensk Slægt Ankar, der skulde nedstamme fra en Botvid i det femtende Aarhundrede og være bleven adlet 1625, men denne Fortælling er aldeles ubevislig og troes vel heller neppe mere af nogen[1]. Den almindelige Tradition i Christiania pegede derimod paa Tydskland som Ankerslægtens Hjemstavn og fortalte, at den var kommen til Byen med en «Ankersmed».[2] Nylig er det da ogsaa blevet gjort sandsynligt, at denne Tradition for saavidt er rigtig, som Familien synes at være kommen fra

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Christian Ancher.)

Tydskland, nemlig fra Lübeck. I Aarene 1666–1668 omtales nemlig Erik «Anchersen» («Anckers», «Ancker») som en «fattig fremmed Karl af Lübeck» og som «Sr. Peter Barums Tjener af Lübeck», men dog ogsaa som «Erik Olssen Ancher»;[3] hvis dette «Olssen» ikke beror paa en Misforstaaelse, er der altsaa endda en Mulighed for, at Manden selv kunde være en Nordbo. Men hvorom Alting er, blev Erik Ancher Kjøbmand i Christiania og havde sin Forretning (bl. a. Vinhandel) i den Gaard paa Hjørnet af Toldbodgaden og Kirkegaden, der nu tilhører. Firmaet Dührendahl & Co. Han døde som en formuende Mand 1699.

En af Erik Anchers Sønner, den ældre Bernt Ancher, blev Sognepræst til Lands Præstegjeld, hvor han døde 1724. Dennes Søn Christian Ancher vendte igjen tilbage til Bedstefaderens Levevei, nedsatte sig som Trælasthandler i Christiania og ægtede Karen Elieson, Datter af den rige Kjøbmand Iver Elieson. Han erhvervede sig en meget anseelig Formue og fik Titel af Justitsraad. Tyge Rothe har sat Christian Ancher et ærefuldt Minde: «Vi ville ei lade Forglemmelse falde paa Navne, som blandt Andre en Anchers, han den Mand, om hvilken Norge ved, hvor han holdt Landets Vare i Pris hos Fremmede, hvor han saa ofte tilkjøbte sig Eiendomme, modtog døde Kapitaler, hjalp Trængende og Ukyndige af med deres Tilvirkninger og lod sig nøie med den Fordel, hvilken Fragt, Vexelkurs og Provision kunde skaffe ham, det var at gaa værdigen mod sit Maal, det var at fortjene sit Held. Der hviler nu Manden, som havde henved 50 Skibe, som fast fra Intet af gik til den stolte Formue, han hviler der, og vi bie efter at høre Vidnesbyrdene om ham, eftersom de kunne faaes fra Norges Trælasthandel, fra Røros Kobberverk, fra Frederikshalds Sukkertilvirkning, fra dem, der have Kundskab om Norges Toldforpagtnings Sag, men de skjønneste Vidnesbyrd om Manden blive de, der fortælle os hans ædle, gavnlige Hjelpsomhed mod Medmennesker».[4]

Et fremtrædende Minde om Christian Ancher er «Palæet» mellem Prindsensgade og begge Strandgaderne. Baade Tomten for denne mægtige Bygning og den Plads ligeoverfor, som udgjør dens Have, vare i Begyndelsen af forrige Aarhundrede endnu skjulte af Vand, om end grundt; kun et lidet Skjær med en Hytte, tilhørende en gammel Kone, «Kari paa Skjæret», hævede sig her op[5]. Men efterat Gerhard Treschow i 1710 havde opført sin store Bygning (nu Hotel Britannia), begyndte først Iver Elieson, dernæst hans Svigersøn at følge Exemplet og foretage Udfyldninger. «Palæet» reiste sig da her 1755.

Christian Ancher døde 1763, hans Hustru, der fordetmeste tilbragte sin lange Enkestand paa Vekkerø, levede lige til 1806 og kom saaledes til at overleve sin bekjendte Søn, om hvem vi nu gaa over til at tale.

Bernt Ancher (eller senere Anker) var det ovennævnte Ægtepars næstældste Søn og havde tre Brødre, af hvilke ogsaa en af

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Palæet.)

de øvrige, Peder Anker til Bogstad, har vundet en Plads i Norges Historie. Bernt Anker var født den 22de November 1746. Han fik en omhyggelig Opdragelse. Formuende Folk ansaa det i den Tid for upassende at sætte sine Børn i de offentlige Skoler, der mest besøgtes af Disciple i tarvelige Kaar; det gjaldt for mere stemmende med Patriciatets Værdighed at holde Huslærere. Til Christian Anchers Børn antoges som Lærer en talentfuld og lærd dansk Mand, Christen Hee Hvass, der senere blev artistisk Direktør for det kongelige Theater i København og derefter, ivrig sysselsat

med astronomiske Studier og med Forberedelserne til en Udgave
Bernt Anker.
Mathia Anker, f. Collett.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Personerne i Forgrunden ere Peder Anker (tilsidst Statsminister) med Frue)
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Bernt Ankers Hus (Palæet) med Have og Pavillon. (Efter en gammel Haandtegning).
af Tyge Brahes Verker, døde i Paris 1803[6]. Atten Aar gammel

drog Bernt Anker, ledsaget af Hvass, til Kjøbenhavns Universitet. Fornemme og rige Privatister – man kaldte dem gjerne Kakkelovnsstudenter – bleve dengang jevnlig indskrevne ved Universitetet uden offentlig Prøve, idet en Professor meddelte dem et Modenhedsbevis. Et saadant Testimonium fik ogsaa Bernt Anker af prof. J. C. Kall, som deri lod indflyde den elegante Vending: «Majus addit decus civitati nostrae, quam ex ille reportat». Derefter blev han immatrikuleret[7], men hans Ophold ved Univer-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Vekkerø. (Efier et ældre Væggemaleri paa Bogstad).)

sitetet blev kun kort, idet han nu, fremdeles ledsaget af Hvass som Hovmester, tiltraadte en Udenlandsreise og besøgte Sverige, Tydskland, Italien, Frankrige og England. Denne Reise angives at have varet til 1767.

I disse unge Aar skal Bernt Anker have tænkt paa at blive Diplomat, og det heder, at den ældre Bernstorff opmuntrede ham til at vælge denne Bane. Det skal allerede have været bestemt, at han som Legationssekretær skulde gaa til Paris, og i Forbindelse hermed stod vistnok den Udnævnelse til justitsraad som han, kun 21 Aar gammel, modtog i 1767. Men, medens Udenlandsreisen stod paa, var hans Fader død 1765, og Moderen ønskede snart inderlig, at denne hendes næstældste Søn[8] skulde komme hjem til Christiania for at overtage Bestyrelsen af det store Hus’s Forretninger. Han fulgte opfordringen og har herved rimeligvis bragt et virkeligt Offer, saasom Tilbøieligheden til at blive Diplomat flere Gange i modnere Aar dukkede op hos ham[9].

I sexten Aar, fra 1767 til 1783, bestyrede han det store Hus i sin Moders Navn. Det var en gunstig Periode for vor Handel. Danmark-Norge blev under den nordamerikanske Krig, efterat Holland, Frankrige og Spanien vare inddragne i Kampen, den vigtigste af de neutrale søfarende Magter. Handelsflaaden voxte især stærkt[10], medens Trælastudførselen til England rigtignok undertiden formindskedes; «Krigens Byrder betage Byggelysten, og norsk Træ er hartad uafsætteligt i London», heder det i et af Bernt Ankers egne utrykte Breve fra 1777[11]. Af og til kunde ogsaa Kaperiet, som fra spansk og fransk, men især fra engelsk Side dreves i stor Udstrækning, gjøre Skaar i Forretningerne. Endog amerikanske Kapere vovede sig lige op til Norges Kyster, og Bernt Anker skriver (ligeledes i 1777): «Vor Handel er i langeur siden 28de Juli, da en privateer fra Boston ved Lindesnes brændte Skibet «Fanny», Kapt. Mills, ladet her i Christiania den 24de Juli; dette har skrækket de Engelske fra at komme, og Afsætningen, som i Foraaret var god, er nu miserabel».[12]

Men det Ankerske Hus sad under alt dette i en saa stor Rørelse; at det i selvsamme Aar 1777 udførte for 60,000 Lstrl., og den unge Chef erklærer, at skjønt han meget vilde ønske at gjøre en Kjøbenhavnsreise i Moss Jernverks Anliggender, kunde han ei forsvare for sin Familie at forlade Christiania selv om han derved kunde vinde 50,000 Rdlr.

I hine Ungdomsaar tog Bernt Anker, som Chefen for sin Families Handelsforretninger, vistnok adskillig Del i de gjentagne Forsøg, som Christianias og Drammens Handlende allerede siden 1760 havde gjort paa at faa oprettet en egen norsk Bank eller dog idetmindste en Filialafdeling af den danske Bank i Christiania, Bestræbelser, som i Struensees Tid endog udvidedes derhen, at man forlangte et særeget norsk Kommercekollegium[13]. Ligeledes var han indviklet i den Patriciatets Krig mod Levetzau (S. 222 flg.), der stod paa sit Høieste i 1777; dog inden Aarets Udgang var allerede Anker forsonet med Stiftamtmanden, der nu endog tilbragte nogle Dage hos ham paa Moss Jernverk. I 1774 var Bernt Anker bleven Etatsraad og i 1778 lod han, som vi have seet, sig og sine yngre Brødre, Peder og Jess, tilligemed Fætteren Carsten adle under Form af en Fornyelse af Familiens paastaaede gamle svenske Adelskab; ved denne Leilighed forandredes Navnets Skrivemaade fra Ancher til Anker.

Vil man have en Prøve paa den Stil, som den unge Rigmand allerede i hine Ungdomsaar havde tillagt sig, kan man læse et Brev fra ham (af 9de April 1777) til den bekjendte Ven af Næringsveienes Udvikling, Etatsraad Christian Martfelt i Kjøbenhavn:

«Herved har jeg den Ære at sende Dem en Anvisning paa Hr. Falch & Sønner 1662⅔ Rdlr. for at opfylde mere, end jeg har lovet. At afsætte mange Exemplarer af nogle faa Bøger er umuligt i et Land, hvor Kundskaber savnes af Mangel paa Indretninger til at udbrede dem blandt Genier, Naturen dannede der, hvor Brød for Sjel og Legeme er monopoliseret, hvor jeg gyser – Naturen frembringer utallige Rigdomme i 300 Miles lige Strækning til 800,000, ja ikkun Beboere, hvoraf saare faa kjender sine Skatte. Quis talia fando temperet a lachrymis? Der at afsætte Bøger er umuligt, men jeg, som kjender sammes Værd, ønsker Autor et passende Mindesmærke til hans patriotiske Ild for Norge og forklarede, hvo der skrev og følte mere, end han kunde skrive. – – Kunde De, Høistærede, og de udsøgte Aander, jeg saa hos Dem, være om mig, blev Grønland et Paradis, endsige Norge, der intet savner uden at være kjendt. De har vandret om til Danmarks mindste Kjøb-Stæder, og Norge er Dem fremmet! Kongsberg, aurea et argentea, Røraas, Glommen, Sarp, la morue sèche, som spises med Graadighed paa hin Side Alperne, Alunen, der ødelagde den anden Clive, Sir Charles Colbroke, der smeltede Sand, der bliver et Underverk i de Dollonske Telescoper, Moss, dette ægte Vulcani Verksted, og Klipper, der frembringer den prægtigste Rug og Hvede, Lin, ja Tobaks-Blade ved Siden af de ranke Master, der føre Hesser til Washingtons blodige Marker – alt dette og Venskab og Agtelse vil De finde hos Nordmændene, og dog er en Otaheit Dem mindre ubekjendt.

«Bogen, ikke Rothes, men den jeg gjemmer, som fordum de apocryphiske, har kuns min Ven og jeg læst, og den skal leveres i Deres egen Haand.[14] Kan jeg udrette Noget som confrère en Apollon i min Egn, saa befal!»

I 1783 foretoges Skifte i det store Ankerske Bo, og hver af de tre Brødre drev herefter særskilte Forretninger; Bernt Anker undlader ikke at fremhæve, at han afleverede Boet og gjorde Regnskab for sin Bestyrelse «just i det Øieblik, da den pludselige Fred i Versailles bevirkede en stor Rystelse i Handelsverdenen og truede ethvert Handelshus, der havde udbredte Forbindelser, med Undergang». Nøiagtig kunne vi ikke opgive størrelsen af den Formue, som ved Boets Deling faldt paa Bernt Ankers egen Part; men man ved, at han overtog faste Eiendomme for 128,913 Rdlr.; deriblandt det store Palæ i Strandgaden. Det er bekjendt, at han ved sit store Talent og sine dristige spekulationer snart blev Landets mest formuende Mand. Foruden Trælasthandelen var det fornemmelig Bergverksdrift, der sysselsatte ham. Moss Jernverk var hans vigtigste Verk. For at sætte sig ind i Kanonstøbning, som han her drev meget paa, gjorde han en Reise til Skotland. og fik siden Leverancen til den dansk-norske Flaade, endog af de sværeste Kanoner, og Admiralitetet erklærede i 1799 «den kongelige Flaade mest betrygget med Kanoner fra dette Verk». Iøvrigt vil Udstrækningen af hans Virksomhed bedst fremgaa af de Oplysninger, vi senere skulle meddele om hans Fideikommis.

Under al denne Forretningstravlhed vedblev hans Ungdomsønske, at blive Diplomat og at forlade Handelen, fremdeles at røre sig hos ham. Den 17de April 1784 skrev han saaledes til sin Fætter, Konferentsraad Carsten Anker i Kjøbenhavn:

«Bedste Ven. Du behøver ei at være Konferentsraad for at være agtet af alle, men det maa kildre mig som din sande Ven. Hvilke smaa Sjele, som tro mig misfornøiet med dit Trin! Jeg bliver mere og mere philosophe. Var jeg ikke fuldkommen bestemt at forlade Commerce-Carrièren, havde jeg været Borger, og tænkte jeg ikke paa unter uns at gaa ind i den diplomatiske, naar Jess Anker ved at blive af med Mosse Verk eller faa det paa sikker Fod ved Laan, Don Gratuit og Leverancer kunde tiltræde min situation i Christiania, saa vilde jeg heller være Konferentsraad end Kammerherre. Men da dette er mit vel overlagte og uforanderlige Forsæt, saa gad jeg nok om et Aar se dig i Kjøbenhavn, leie din Etage uden mindste Commerce-Connexion, og vise mig værdig af i den Bane, hvortil jeg maaske er skabt. Saamange Folk der have Rang med Generalmajorer og ere blevne Kammerherrer, som efter min Assiette ikke kan maales med mig. Altsaa ønskede jeg Nøglen fra 29de Januar 1780 (sic!) med Tilladelse at lægge den an, naar jeg vilde. Herom kunde du sondere G.»

Hvem denne G. er, vides ikke, men skulde det være Guldberg, da var han allerede styrtet tre Dage, førend Brevet blev skrevet, ved den Palladsrevolution, der satte Kronprindsen i Spidsen for Regjeringen. Muligens kan da denne Begivenhed have havt Indflydelse paa Bernt Ankers Skjebne. Dennegang blev han heller ikke Kammerherre.

I 1789 synes det at være paatænkt, at Bernt Anker skulde gaa som dansk Minister til London. Han havde nu, som vi allerede have seet, intime Forbindelser med Prinds Carl af Hessen, og i 1788 var han ogsaa kommen i personlig Berørelse med Kronprindsen. Nogle Uddrag af hans Breve til Carsten Anker ville bedst sætte os ind i hans Stemninger fra 1789.

(27de Febr. 1789). «Forrige Post kom der Breve fra Kjøbenhavns Nyskrivere[15], at jeg var udnævnt til Envoyé i England med 16,000 Rdlr.Gage. General Krogh fra Throndhjem, en fortræffelig Mand, som indtager Alle ved sine Indsigter og Retskaffenhed, kom hen til mig og sagde mig, han havde faaet Brev om, at dette var tilforladeligt. Aldrig har jeg nævnt derom, aldrig tænkt derpaa, men dette ved jeg, mellem os: Gid det var saa vel, da kom jeg til at leve efter mit Sind, da kunde jeg gjøre Norge vigtige Tjenester, da kunde jeg se Alt til Handelens Skade hos Ministerium afværget, og naar dette sidste skeede, var jeg immer istand til at depensere 3o,000.Rdlr. af mine egne Penge uden at genere mig. Sig mig dog, hvor dette Rygte kan være kommet fra, det er fuldt og fast, at Ingen tvivler derom, men aldrig nævner jeg et Ord, og aldrig ved jeg directé eller indirecté at have givet Anledning dertil. Men dette erindrer jeg, at, da jeg kjørte 3 à 4 Stationer med Kronprindsen i Sommer, kom det paa Tale om Fattelser paa Emner til Ministre, at Du var skikket til den Karrière, om Du havde Formue, og saa tror jeg, det blev sagt, (at det at) være Envoyé i England var det Eneste, som kunde qvadrere mig, naar jeg ikke her var saa bunden, og dertil maatte der være en Mand, som kjendte begge Staters Handelsforbindelser, og som kunde fortære et Snees tusinde Rdlr. af egne Penge. Voilà tout. For alt nævn intet Ord om denne Sag, men kan Du skaffe mig Noget at vide, ønskte jeg det gjerne. Jeg tror, det var skadeligt for Mange i Norge, om denne Forandring skedte med mig, men jeg tror tillige, at ingen Forandring kunde personlig gjøre mig lykkeligere.»

(28de Marts 1789). «Hvorfor melerte Du Schimmelmann i den hemmelige Sag? Du compromitterer mig, jeg er gjennem Fødsel, Opdragelse, literairisk Forstand, Arbeidsomhed, Cirkel og Midler saa anseet her, at den Bankerotterers-Søn og Finance-Fordærver i Danmark ei maa give sig airs vis à vis de moi. Nok herom. Jeg vil ei entrere i denne saa elendig forvaltede Stats Tjeneste. Jeg, som i 21 Aar har været négociateur og, som Bestyrer af de 4 største Commerce- og, si vous voulez, Stats-Bureaux i Skien, Christiania, Moss og Frederiksstad i Norge, faaet Indsigt i Norges søndenfjeldske Forfatning, jeg, som kan til Grunden 7 Sprog, mit eget inclusive, som kan depensere aarlig 60,000 Rdlr. uden Skade, som har seet Verden, læst og tænkt, som er Medlem af det Storbritanniske Videnskabers Selskab, som har været Tolddirecteur over Agerhuus Stift i 10 Aar, som har været kongelig Commissarius over Bro- og Veivæsenet i 6 Aar, Formynder for de største Formuer, været intime med Thronfølgeren, har ingen Børn, trænger til Ingen, har et Brev fra Prinds Carl, som vel Ingen har Lige til, ja maaske er – – – – jeg vil tie – mig vil man skrive til, mig vil man give 15,000 Rdlr., der neppe er mere end til Husleie, pas servi, hvor tjente Necker og Pitt? Nei, vælg Dreyer, Wedel-Jarlsberg, Schubarth etc. etc. Quel état, quels hommes! Sig allevegne, hvor det kommer paa Tale, at min Stilling her er saa vigtig, at det er en Umulighed at modtage nogen Post, jeg vil ikke for Alt i Verden, at et Rygte, som er kommet à mon insu (det ved Gud) fra de første Folk i Kjøbenhavn til de første her, skulde skade mig i den Grad, at jeg skulde sætte en Ære i at opnaa Noget, da jeg bør føle mig saa æret her, at man dernedefra ingen Ære kan give mig.»

(6te Juni 1789). «Kongen af Sverig hader mig i den Grad, at han ønsker at faa mig fat for at indspærre mig, og Prinds Carl, for hvem jeg lider alt dette, som jeg var opofret med Liv og Sjel, og hvis ædle Hjerte jeg elsker, begynder nu og at fratage mig sin Fortrolighed, fordi de Rakkere, som krybe for ham og bagtale ham, ikke kan faa mig til at vakle. Voilà l’homme, voilà la cour! C’est ainsi, siger en stor Aand, que les Nérons ont toujours agi avec les Seneques, c’est à dire avec les vertus, ils les dégoutent pour les essayer, prets à les retenir, si elles veulent rénoncer à ce reste importun de pudeur, qui blesse la tyrannie plus qu’elle n’arrête

(20de Juni 1789). «Ellers vedbliver jeg at føle, at Intet har været mig mere græmmende end Maaden, paa hvilken Du handlede med Schimmelmann og Bülow om Ministerskabet i London og Undskyldninger til Pr. Carl. Qui s’excuse s’accuse. Du vidste, hvor intimement liés Pr. Carl og jeg vare, burde Du da ikke have sagt ham, hvad jeg har skrevet ham til, at det maatte være de nedrigste Mennesker, som kunde gjøre min grændseløse Hengivenhed for ham mistænkelig, at hvert Træk i mit Forhold mod ham, i min Iver for ham, i min Kjærlighed til ham og i mine høie Begreber om hans ædle Hjerte og oplyste Aand burde sige ham, at jeg var den, han kjendte mig for, den han ansaa mig at være, da han skjænkte mig sit hele Hjerte, sin uindskrænkede Fortrolighed. Derimod førte Du et koldt Sprog, at det var umuligt, at jeg havde sagt som Publicum, og at délateurs for at knække mit Mod (gode Gud, hvilket Udtryk!) havde maaske forstørret mine Udtrykke. Ach Carsten, manet alta mente repostum!»

(11te Juli 1789). «Pr. Carl har naturligvis tilskrevet mig hver Post. Vist elske vi hinanden. Der ere liaisons imellem os af ubegribelig Vigtighed. Han har Feil, men et ædelt Hjerte og megen Forstand.»

Allerede i et foregaaende Kapitel have vi omtalt den Reise, som Bernt Anker foretog til London i Aaret 1790. I den engelske Hovedstad var der, som vi allerede vide, en norsk Koloni, i hvilken Bernt Anker og hans Frue selvfølgelig strax vare optagne, helst da en af de betydeligste af de derværende Norske, John Collett, var Fru Ankers Brodersøn. Et heldigt Tilfælde sætter os istand til baade at iagttage Bernt Anker i London og at gjøre Bekjendtskab med, hvorledes denne norske Kreds’s Liv saa ud. En ung dansk Mand, Frederik Stoud, død som Etatsraad 1823 og bl. a. bekjendt som Forfatter af et i 1815 udkommet officiøst Skrift, «Tanker ved Tabet af Norge»[16], var nemlig samtidig i London som Hovmester for den unge Grev Otto Moltke, der siden bl. a. var Stiftamtmand i Christianssand, og hans Dagbog er bevaret.[17] Nogle Uddrag deraf hidsættes:

«London, 14de Februar 1790. Jo mere jeg lærer den fortræffelige Collettske Familie at kjende, desbedre lider jeg den, og dette, tror jeg, er det sande Stempel paa grundgode Charakterer. Jeg spiste ene med Collett, hans Kone og Etatsraadinde Anker, og vi underholdt os ypperlig. Til Aften bleve vi med Collett indbudne til hans Nabo og Kompagnon Mr. Gram, som ogsaa er en Landsmand. Dette Wellclose square kunde med god Grund hedde den danske square, den danske Kirke staar midt derpaa, ikke mindre end fire danske Familier leve paa Squaret, nemlig Konsul Wolff, Hr. Gros, den danske Præst, Mr. Collett og Mr. Gram[18].

«15de Februar. Hos Colletts traf jeg lutter nordiske Venner og bl. a. ogsaa den berømte Etatsraad Bernt Anker, som fra Frankrige igaar var kommen hertil. En forunderlig Mand, som jeg ikke kan gjøre mig selv Rede for, han er upaatvivlelig en Mand af store Talenter, Esprit og Erudition, men han er forfængelig, afgjørende og ved selv, hvad han gjelder. Jeg er forsikret paa, at Enhver, som første Gang er i Selskab med ham, vil blive sat i samme Forundring, som jeg, thi jeg har aldrig hørt en mere løbende Tunge.

«17de Februar. Om Middag spiste vi hos Collett i Støvler og ufriserede som vi vare. Vi havde ladet en Bylt med vore Klæder bringe derned, hvorpaa vi efter Bordet lode os frisere og paaklæde og gik saa ind med Ankers og Colletts til Mr. Grams, hvor vi i Selskab tilbragte Aftenen.

«18de Februar. Igaar Form. kjørte vi ned til Etatsr. Anker og med ham ud at spise hos vor Konsul Wolff, som har en Lystgaard i Ballam, 7 Mile herfra[19]. Den unge Wolff er aldeles en Mand of the gay world, som hver Aften er paa Bal og holder sin Maitresse. De to eneste, som ikke kontrasterede, vare, tror jeg, jeg selv og Hr. Viborg. Jeg kjørte tilbage med Anker, da han havde lovet at introducere mig i Royal Society, hvoraf han er Medlem. Imedens han blev friseret og omklædt, forelæste han mig to Taler, han i Norge har holdt, den ene paa Kongens Fødselsdag, den anden ved Grev Laurvigs Død[20]. Disse Taler vare virkelig meget nær ved at være Mesterstykker, thi der hersker i dem den samme Aand, Styrke og Rigdom, som i hans mundtlige Samtalen. Han lod mig ogsaa læse nogle franske Breve vexlede mellem ham og Geh.-Raad Scheel, som var Stiftamtmand i Christiania og nu er Statsminister. Jeg saa heraf, at Scheel og hans Kone kjende deres Korrespondent og ved, at han kan fordøie endel Lovtaler, men han er heller ikke bleven dem noget skyldig, dog lod der til at være Venskab imellem dem, da jeg mærker, at Scheel er ligesaa elsket, som Levetzau er forhadt.

«21de Februar. Igaar Middag spiste vi hos Etatsraad Anker. Efter Bordet kjørte vi med Collett, Thorkelin[21] og Viborg hen til Banks’s Assemblée. Hos Banks’s saa jeg den berømte Astronom Herschel. Derfra tilbage til Etatsraad Anker, hvor vi tilbragte Aftenen indtil Kl. 1 med whist og samtaler om Frihed og Norges Herligheder. Skrevet i Thorkelins Stambog:

I Skolens glade Tid og nu i Engelland
To Gange nøde vi den ædle Friheds Stand.
Men naar for tredie Gang? O Dannemark belønner
Vel engang i sit Skjød med Frihed sine Sønner.

23de Februar. Vi gik til Ankers, hvor vi vidste, at vi skulde træffe Collett og hans Kone. Vi toge en øm Afsked fra disse to ypperlige Familier, for hvis Skyld vi især saa hjertelig angre paa at forlade London.»

Efter Hjemkomsten fra denne Englandsreise var Bernt Anker, som vi saa, bleven Konferentsraad. To Aar senere fik han den længe attraaede Kammerherrenøgle, og endelig i 1803 opnaaede han den høieste Udmærkelse, der overhoved var at haabe, nemlig det hvide Baand. Denne Ære pleiede i Christiania kun at times Stiftsbefalingsmænd og Generaler, og en saadan Nyhed vakte Opsigt. Den første Søndag efter, at den var bleven bekjendt, passerede saa at sige den hele By forbi Palæet, hvor Kammerherren med sit Baand og sin Stjerne havde taget Plads ved Vinduet og derfra venligt nedladende hilsede de Forbigaaende.

I Sommeren 1803 var han endnu en Gang i Paris, hvor Bonaparte dengang var Første-Konsul. Ankers Rang aabnede ham Adgang til at blive forestillet for den mægtige Hersker. Det fortælles da, at Bonaparte bemærkede: «C’est un beau jour,» hvortil Anker svarede: «C’est le plus beau jour de ma vie.» Bonaparte spurgte ham saa: «Var affaires à Paris seront-elles bientôt finies?» og Anker svarede: «Elles sont finies dès ce moment[22] At Bernt Ankers Hus i Christiania ei alene var et Samlingssted for hele Byens dannede Verden, men at ogsaa enhver Reisende af nogen Betydning stadig lod sig anbefale til ham og modtoges med udmærket Gjestfrihed, er bekjendt nok. Maurits Hansen, i hvis Ungdom Mindet om Ankers Hus og Personlighed endnu var fuldt levende, har i sin Novelle «Moderen» givet en Skildring heraf, som vistnok i det Hele er vellykket.

Men ogsaa udenfor hans Hjem i Christiania kom Ankers livlige Aand og hans store Rigdom tilsyne i Selskabslivet. Det var især paa forskjellige af hans mange Eiendomme, f. Ex. paa Frogner, da han eiede dette Sted, især dog paa Moss Jernverk Dette havde

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Frogner Gaard.)

han i 1776 kjøbt i Forening med Broderen Jess af sin Farbroder Erik, Carsten Ankers Fader. I 1784 blev han Eneeier af Verket, som nu fik stor Anseelse, især da han dermed forbandt et Kanonstøberi. Anker forefandt allerede en anseelig Bygning (der fremdeles existerer og er bekjendt ogsaa som Stedet for «Conventionen» i 1814) med tilhørende Have, og i dette Hus, som han betydelig udvidede, lod han anbringe et Theater. Til dette Sted gjorde han hyppige Udflugter og var da gjerne ledsaget af talrige Venner og Bekjendte af begge Kjøn. Dramatiske Forestillinger udgjorde en væsentlig Del af Selskabets Tidsfordriv, og Anker selv var ikke den mindst fremtrædende Skuespiller og Deklamator. Et Festspil af ham i tre Akter, «Den 16de Juli», opførtes saaledes her paa denne Dag. 1795 i Stiftamtmand Moltkes og Frues Nærværelse, og da disse et Par Maaneder senere forlode Norge, lod Anker holde en Afskedsfest paa Moss til deres Ære, der atter ledsagedes af dramatiske Præstationer. Fra Høsten 1800 har man af en Deltagerinde, Fru Emerentse Munch (f. Barclay) en udførlig Skildring af de sex Uger, som Anker og hans Kreds da tilbragte ved dette «Hof» paa Moss[23].

Et Sidestykke til det muntre og glade Liv paa Moss dannede de Forlystelser, som fandt Sted paa det allerede ovenfor omtalte Fladeby. Dette Sted tilhørte jo vistnok den Collettske Familie, men da Anker var indgiftet i denne og ogsaa paa Fladeby spillede en Hovedrolie maa her være Stedet for nogle Træk ogsaa af Fladebylivet om hvilket forøvrigt henvises til de omhyggelige og fortrinlige Fremstillinger deraf, som en anden Forfatter har meddelt[24].

Man har livlige Skildringer om Julelivet paa Fladeby omkring Aarhundredskiftet, især fra Fru Dunkers Pen. John Collett var nu bleven Eier af Godset, og hans Selskaber, dels paa Ulevold, som Bernt Anker forærede ham, dels paa Fladeby, vare dengang Gjenstand for baade Landsmænds og tilreisende Udlændingers Omtale. Eftertiden, tildels ogsaa Samtiden, talte ellers ikke altid vel om hvad der foregik i Julen paa Fladeby. Der blev endog fra Prædikestolen talt om «de flade Veie», og en umiskjendelig Hentydning i samme Retning kan læses i Jacob Aalls Erindringer, naar ban skriver[25]: «I Hovedstaden, hvis Folkemængde siden den Tid er bleven den tredobbelte, kan nu ikke fremstilles Orgier, som de Valfarter, der ved Juletid foretoges til enkelte Lyst- og Landsteder». Vi skulle være de første til at indrømme, at den Frivolitet og Letsindighed, der var egen for hin vantro Tidsalder, vel ogsaa her kan være traadt frem, og at en Gjentagelse af det Fladebyske Liv langtfra ikke var at ønske, men det er dog vor Overbevisning, at Rygterne have været i høi Grad overdrevne og upaalidelige. Tage vi ikke feil, hidrørte de ogsaa fordetmeste fra Udenforstaaende, som ikke fik Adgang til at være med, og det har til alle Tider hørt til Mængdens slette Instinkter helst at lade sin Kritik gaa ud over Forhold og Personer, som den selv er udelukket fra at lære nærmere at kjende.

Omkring Nytaarstid begav sig gjerne et Tog, bestaaende af femten Bredslæder, der førte et Antal af ligesaamange Herrer og Damer, altsaa ialt 30 Personer, afsted fra Christiania til Fladeby for der at tilbringe 10 Dage. Stundom var derimellem disse Gjester anseede Mænd, f. Ex. Sir Sidney Smith, hvis Besøg her vi allerede have omtalt; hans Glas, hvorpaa han havde skrevet sit Navn, bevaredes længe som en Relikvie. Nogle Aar senere deltoge paa engang ikke mindre end tre ret anseelige udenlandske Gjester i Julefornøielserne, nemlig en engelsk Dame, Miss Talma, en Søster af den franske Scenes Roscius, dernæst den franske Emigrant og Forfatter Latocknaye, og endelig den dengang to og tyve Aar gamle, senere som statsmand berømte Brougham. Begge de to sidste have efterladt sig Optegnelser om hin Jul i Norge, Latocknaye i sin interessante Reisebeskrivelse[26], Brougham i første Del af sine Memoirer.

Naar Gjesterne vare ankomne, blev der strax foretaget en Lodtrækning; 15 Kugler for Herrer lagdes i en Pose og 15 for Damer i en anden. Kuglerne vare numererede fra 1 til 10, de overskydende 5 vare Nuller. Den Herre og Dame, som fik samme Numer, skulde da agere Vært og Værtinde paa en af de ti Dage og sørge for Selskabets Fornøielse paa den Dag. Hver eneste Dag skulde der nemlig opføres et «Optog» eller en improviseret Komedie[27]. Ligeledes maatte Dagens Vært og Værtinde præsidere ved Bordet og lade, som om det var dem, der sørgede for og arrangerede det hele Stel. For de sceniske Tilstelningers Skyld havde man Dreiere. Malere, Paparbeidere o. s. v. i Beredskab, ligesom der paa Gaarden fandtes en temmelig fuldstændig Theatergarderobe. Ved Middagsbordet gik det overmaade lystigt til med Taler, improviserede Vers o. s. v. Saaledes paa Nytaarsdag 1800, da der blev – „forunderligt nok – Strid om, naar Aarhundredet begyndte, enten 1ste Januar 1800 eller 1801. Bernt Anker gjorde da Ende paa Debatten ved at improvisere Følgende:

«Lad de Lærde trættes om,
Naar vort Sekulum har Ende;
Hjernen bliver derved tom,
Og vort Hjerte kan ei brænde.
Men det Hjerte, som ei brænder.
For vor Collett og hans Hus,
Det til Venskabs Fryd ei kjender»
o. s. v.

En stadig Skaal var naturligvis den for den virkelige Vært og Værtinde, eller, som de kaldtes til Forskjel fra de hver Dag vexlende titulære, for «Oberværten og Oberværtinden». Dertil sang man:

«Saa skjænke vi en Bumbert i for Obervært og Værtinde,
Paa Glæder rig, for sorger fri, der’ Levetid hensvinde!
Og hør engang, stem op en sang for Jul og glade Dage!»

Om Aftenen blev der dandset, derpaa indtog man et let Maaltid «der undertiden bestod af Grød», og saa gik Teppet op til den sceniske Forestilling. Denne endte med en Forlovelse mellem den næste Dags Vært og Værtinde, som nu «indbøde» de øvrige Gjester til »sit Bryllup den følgende Dag». Naturligvis samlede der sig udenfor Vinduerne Bønder i mængdevis for at «glane», og mange af dem fik ogsaa Lov til at komme ind og se Forestillingen; til udenforstaaende Børn udkastedes Smaapenge, hvorom der da gramsedes. Undertiden holdtes ogsaa Auktion, hvortil Bønder og Bondekoner indfandt sig og medbragte alle Slags Smaasager af eget Arbeide, der solgtes til Høistbydende og betaltes naturligvis meget høit. Forresten legedes julelege, og stundom traf det sig ogsaa, at enkelte Gjester holdt Bank og tabte eller vandt store summer i Basset. Hver Aften Kl. 12 endte Munterheden dermed, at Kvasiværten satte to Stole paa Gulvet, han satte sig da paa den ene og Kvasiværtinden paa den anden, nu gik Herrerne frem, den ene efter den anden og kyssede Værtinden paa Haanden og paa Munden, Damerne kyssede Værten, han kyssede sin Værtinde[28], og satte Stolene bort, hvorefter man gik til Ro. Nytaarsaften pleiede man dog at blive oppe og dandse den hele Nat igjennem.

Endnu flere Aar efter, at Fladeby havde ophørt at se Julegjester, vedblev dets Jagtklub. Lovene af 9de September 1756 bleve fornyede den 14de Oktober 1820 og befordredes i Trykken 1823. Medlemmerne vare da: Ingier, Overjægermester, J. J. Aars og Otto Collett, Jægermestere, N. Sem, Ceremonimester, H. Thorgersen, Rumormester, Ths. Backer, Sekretær, H. Falsen, Proviantmester, N. Krogh, C. Carlsen, O. Sem, N. Aars, H. Jørgensen, Overjægere. En Overjægermesterinde var Selskabets «høie Beskytterindea; «hun vises den mest udmærkede Høiagtelse og dybeste Ærbødighed, hun er over Lovene, og hendes Villie er Lov». Nye Medlemmer kunde alene optages med hendes Samtykke; Novicen benævntes Lærling, indtil han havde fældet en Hare, hvorefter han proklameredes som Overjæger. Ceremonimesteren havde at paase, maar Overjægermesterinden, Jægermesterinderne eller andre Damer beære Selskabet med deres hædrende Nærværelse paa Jagten, at de da paa en udmerket Maade modtages, saa at man kunde have Haab om tidt at nyde den Lykke at se dem deltage i eller være tilstede ved Jagten». Overjægermesterinden præsiderede i «Jagtretten», hvis Domme kunde gaa ud paa pengebøder eller flere eller færre Slag af hver Jægers Hagelpung.

Bernt Anker havde (den 11te April 1773), 24 Aar gammel, ægtet en 9 Aar ældre Dame, Matthia Collett. «Maidagens» allerede tidligere omtalte Heltinde, der siden 1768 var Enke efter Morten Leuch. Herom haves en for den Tid betegnende, udentvivl ganske paalidelig Tradition: «En Dag var der stort Selskab hos Matthia Leuch (formodentlig i den nu saakaldte «Stiftsgaard») Gjesterne lagde Mærke til, at en af Dørene i Selskabsværelset var skjult af et stort Speil, og midt under Selskabet træder Bernt Anker frem af Kredsen og spørger, om der er nogen, som vil række ham sin Haand. «Ja, hvis ingen anden vil, saa vil Værtinden», svarede Matthia og rakte ham Haanden. Musiken spillede op, de øvrige Gjester stillede sig Par om Par, paa et Vink gled Speilet tilside, og hele Selskabet begav sig ind i næste Værelse, hvor alt var beredt til Vielsen, som strax paafulgte.»[29] J. N. Wilse oversatte i Anledning af Matthias andet Bryllup «Maidagen» paa Fransk og overrakte Oversættelsen, der neppe er trykt, til Brudefolkene «med en passende Tilskrift efter de nye Omstændigheder». Matthia Colletts Ægteskab med Anker blev barnløst ligesom hendes første med Leuch, men synes, om end neppe et Inklinationsparti[30], at have været lykkeligt. Fru Anker var i ualmindelig Grad afholdt af alle for sin Elskværdighed og Godgjørenhed. Hendes Fødselsdag, 28de Mai, var en Festdag for hele Christianias fornemme Verden og feiredes i den senere Tid helst paa Ulevold, hvilken Gaard Bernt Anker havde foræret hendes Brodersøn, den fra Eng-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Ulevold. (Autotypi efter et gammelt Maleri).)

land hjemvendte John Collett. Her sang man saa:

«I sekler lever til din Ære,
vor første Digters Foraarssang,
Af den dit hele Kjøn kan lære.
At Kvindens Ros er Dyd og Sang.»

For Menigmand var det af hende og hendes Mand i 1778 stiftede «Ankerske Vaisenhus» et Vidnesbyrd om hendes smukke Sindelag. Den Dag, da Fru Anker blev begravet († 21. Juli 1801) «var den hele Stad i Bevægelse, en saadan Ligfærd var aldrig seet» «Det var en Sommermorgen tidlig Kl. 6. Efter Ligvognen gik Bernt Anker og hendes mandlige Slægtninge, derefter 12 hvidklædte unge Piger med Krandse, saa 200 Embedsmænds og Borgeres Koner og Døtre, der strøede Blomster og bare Krandse, derefter endelig Mændenes Skare. Paa Byens Torv (eller rettere den saakaldte Hestekirkegaard), var opreist et Slags Kapel, hvor Kisten blev sat paa en Katafalk, førend den bragtes ind i Gravkapellet. Vaisenhusbørnene stillede sig rundt om, Bernt Anker kastede sig over Kisten, omfavnede den og sagde: «Nu bedrøvede du mig for første Gang». Der hørtes Graad og Hulken, og Tjenere hentede Vand til de Besvimede».[31]

Bernt Ankers Sorg ved den Hustrus Baare, som han engang havde ægtet af Fornuftgrunde, var visselig dybere, end man af hans theatralske Udbrud skulde slutte. Imidlertid tænkte han dog temmelig snart paa at gifte sig igjen. Han gjorde ingen Hemmelighed af sit Forsæt og sagde selv: «Hvor mon findes den Pige, som vil ægte mig? Der findes vistnok mange, der attraa smukke Klæder, Ekvipager o. s. v., men mig, Bernt Anker, ægter ingen par amour de moi.» Han friede til sin Gjenbos, den rige Jørgen Pløens, smukke Datter Louise. I et Brev sendte han hende en prægtig og kostbar Solitaire med Bøn om, at hun samme Dags Aften, da han agtede at besøge hendes Fader, vilde bære dette Smykke, ifald hun ønskede at være Kammerherreinde Anker. Men hun viste sig for sin Beiler uden Solitaire.[32] I et Anfald at Whim fandt han siden paa at tage en ung Husmandsdatter fra Sommerro (eller, som han ogsaa kaldte det, «mit Tusculanum»), der laa, hvor det kongelige slots Gartnerbolig senere stod, til sig i Huset. Karen Sommerro fik kostbare Klæder, spiste ved Ankers Bord, naar der ikke var Fremmede, og indbildte sig en Stund, at hun skulde blive hans Hustru, men gjorde siden gale Streger og løb bort med en Engelskmand. Hun blev dog igjen indhentet og tilsidst efter Ankers Død gift med en at hans Forvaltere.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Sommerro. (Fra den nuværende Dronningpark. Malet 1814 af Louise Thoresen.))

I Begyndelsen af 1804 reiste Bernt Anker til Kjøbenhavn og opholdt sig der i længere Tid. Han kom i denne Tid jevnlig ved Hoffet og mødte ved en Maskerade kostumeret som en «norsk Jarl».[33] Han drog fra Kjøbenhavn til London, og atter var det paa Tale, at han skulde ombytte Forretningslivet med Statstjenesten; dennegang var det Finantsministeriet, som skal have været ham tiltænkt. Selv skriver han herom til Carsten Anker:

London 20 Mai 1804.

«Aldrig taalte jeg at lægge Skjul over, hvad jeg fandt dumt og falskt. Derfor elsker Kronprindsen mig. I de Uger, jeg var i Kjøbenhavn inviteredes jeg hver Uge og blev i Sandhed begegnet af ham og den guddommelige Maria ikke som æret Undersaat, men som elsket Ven. Denne hans Adfærd medens han sjelden taler af egen Drift til Nogen, (og) er mistænkelig og réclus, var paafaldende imod mig; man fabrikerede Planer for mig, og Finantsminister var i Alles Munde og til Materie i Korrespondance, endog fra Khr. Rosenkrantz og Grev Moltke til Brødrene i Christiania – jeg lo, var ligegyldig, skjulte mig i Salenes Krog, medens Kronprindsen, Gemalinde, Prinds Christian og Lovise Augusta opsøgte mig, og aldrig opdagede Nogen, at jeg følte Lyksalighed, endsige Mine dertil. Denne Rolighed paa Panden og hurtige Reise i det Øieblik, man ansaa mig for hans Favorit, gjorde de avindsyge og nysgjerrige Dagdrivere til Stumme. – – Men jeg vil aldrig sacrifier mon repos et le sublime de mes pensées au prix d’un illustre embarras.» – –

Bernt Anker havde lovet Kronprindsen at komme til ham igjen fra London og var atter i Kjøbenhavn inden Udgangen af 1804. Efter Tilbagekomsten forlovede han sig med en af Kjøbenhavns dengang mest bekjendte Skjønheder, Frøken Christiane Georgine Louise Falbe, en afdød Søofficers Datter[34]. Men han følte sig snart ikke lykkelig ved dette Skridt og søgte nu at overtale en ung Slægtning, Carsten Ankers Søn, Erik, dengang Løitnant ved Garden til Hest, senere Generalmajor i Norge til at ægte Frøken Falbe. Han vilde udstyre hende prægtigt og skjænke sin Frænde Sande Herregaard i Smaalenene. Den unge Mand havde ingen Lyst. Bernt Anker forlod ham da, laasede Døren og lod ham sidde indelukket i fem Timer, for at han kunde betænke sig. Men svaret blev uforandret. Bernt Anker skal derpaa selv have hævet sin Forlovelse[35].

Ikke længe efter døde Bernt Anker i Kjøbenhavn, 59 Aar gammel, den 22de April 1805. Det antoges almindelig, at hans Aandsevner i den sidste Del af hans Liv skulle have været noget svækkede, uagtet han i sin Levemaade da, som altid, var yderst nøgtern og afholdende. Hans egne Ord i Breve fra London 1804 tyde ogsaa herpaa.[36] Hans Lig førtes til Christiania og blev der bisat i hans Families Gravkapel ved Vor Frelsers Kirke. I Aaret 1817 blev imidlertid dette Kapel efter Overenskomst med Arvingerne overladt Byen til Eiendom og Kisterne flyttede til det ved Siden staaende Gravkapel for Familien Leuch. Her blev Bernt Ankers Kiste dog kun staaende, indtil Kommunen i 1835 bemægtigede sig det Leuchske Kapel til Sprøitehus. Nu bragtes Kisten ned i Kjælderen under Kirken; her bleve dens Sølvplade og øvrige Zirater stjaalne af Arbeidsfolk omtrent 1849. Endelig ere hans Levninger i 1871 nedsatte i et nyt særskilt indrettet Kapel i Kjælderen.

Af samtidiges Vidnesbyrd om Bernt Anker kan fremhæves et af en mere end almindelig bereist Mand, E. D. Clarke, tilsidst Professor i Mineralogi og Overbibliothekar i Cambridge, der besøgte vort Land i 1799. Han siger om ham: «Han var over almindelig Legemshøide, stærkt bygget og smuk. Hans Haar var efter den gamle Parisermode stærkt krøllet og pudret, og under hele Samtalen (det første sammentræf med Clarke) stod han ligeoverfor et stort Speil, opmærksomt mønstrende og ordnende de forskjellige Dele af sin Dragt, men i alt dette var der Intet af blot og bar Forfængelighed eller Affektation, det var kun, hvad der mellem Franskmænd vilde være blevet betragtet som en velopdragen Kavallers utvungne Livlighed – – –. I hans Hjerte havde Menneskenaturens bedste Egenskaber faaet Plads, og hans med Forstand vel udrustede og opfindsomme Aand lod i enhver Samtale et saa udstrakt Kjendskab til Verden og Bevæggrundene til Menneskenes Handlinger komme tilsyne, at det gjorde alle, som stiftede hans Bekjendtskab, begjærlige efter at komme i nærmere Berøring med ham. Hans Navn er saa nøie knyttet til Christianias og Norges Historie, at ingen Reisende, som har udgivet en Skildring af Landet fra Bernt Ankers Tid, har forsømt at bemærke det. Han var fortrolig med de bedste engelske Forfattere i næsten enhver Videnskabsgren og ikke lidet bevandret i andre Nationers Skrifter. Han var i Sandhed i alle Henseender et ganske ualmindeligt Menneske. Hvis der nogensinde var en Mand, hos hvem alle Betingelser vare forenede til at danne en Fædrelandsven, Statsmand, Samfundets Ven og Formynder, den Fattiges Hjelper i Nøden, det Offentliges Velgjører, Beskytteren af Geniet, Literaturen og Kunsten, da var det Bernt Anker. Nogle Reisende have talt om hans Forfængelighed: paa os virkede denne Svaghed, om den fortjente saa strengt et Navn, kun til at gjøre hans Selskab saa meget mere underholdende; ikke saa, at vi morede os paa hans Bekostning, men fordi vi gjennem hans formodede Egenkjærlighed saa en sindets Munterhed, som syntes at sige: Jeg vil være hvadsomhelst fra den stolteste Statsmand til den lystigste Deltager i en Blindebukleg, heller end at mine Gjester skulle kjede sig af Mangel paa Samtale eller Fornøielse, og vi følte os forvissede om, at en saadan Mand paa et saadant Sted som Christiania aldrig vilde kunne erstattes.»[37]

Bernt Anker var en kundskabsrig Mand, besad en ret betydelig Bogsamling og var virkelig fortrolig med de nyere Kulturlandes Literaturer. I et ovenfor meddelt Brev taler han om, at han «til Grunden forstod syv Sprog, sit eget inclusive». Denne Ytring har visselig en Form, der minder om Tybos Fortælling om de ti Sprog, hvori han kan udtrykke de Ord: «Jeg maa lave mig til», men det er dog en Sandhed, at Bernt Anker talte Engelsk og Fransk indtil Virtuositet, og at han var en god Latiner. Naturvidenskaberne dyrkede ban med stor Iver. I Aarene 1796–97 holdt han offentlige Forelæsninger over Fysiken i sin Bibliothekssal for indbudne Tilhørere, Herrer og Damer, paa samme Tid, som N. Treschow læste over Kants Filosofi og Dr. Müller over Chemi. Han var Medlem af flere lærde Selskaber, blandt andet af Videnskabernes Selskab i London. Hans trykte Skrifter bestaa mest i Epigrammer, Epiloger og Gravskrifter i forskjellige Sprog, samt en stor Del Taler. Om disse Arbeider dømte Samtiden med Anerkjendelse og Bifald[38]. Desuden forfattede han flere Skuespil, der ikke bleve trykte, og uf hvilke et, Tragedien «Major André», er omtalt i det Foregaaende.

Han har ogsaa forfattet en Autobiografi, der anonymt optoges i Lahdes og Nyerups Samling af Levnetsbeskrivelser. Justitiarius J. Chr. Berg har i sit Exemplar af denne Samling nedskrevet følgende Notits, der fortjener at kjendes: «Med Biografiens Forfattelse gik det saaledes til. Prof. Nyerup havde bedet daværende Student J. C. Berg at erindre Anker om hans Løfte om en Biografi eller Data dertil. Denne Erindring blev flere Gange gjentagen, omsider bad Anker Berg at møde hos sig en Dag, men istedetfor det Belovede bad han Berg sætte sig ned og skrive. Han dikterede da Berg Biografien, saaledes som den er trykt, i den Mening, at Berg skulde sætte sit Navn under, men det gjorde Berg ikke, da han derved maatte blive anseet som en Smigrer og en Hykler for den rige og mægtige Anker, men han sendte den til Nyerup, som var i største Forlegenhed dermed, da Forordningen af 27de Septbr. 1799 forbød Anonymitet og han ei kunde formaa Berg til at laane sit Navn dertil. Omsider besluttede Nyerup sig til at udgive den, som skeet er. Det Eneste, som er tilsat af Berg, er Mottoet af Cornelius Nepos (In hoc natura, quid efficere possit, videtur experta), da Berg troede, at Læseren, som efterslog denne gamle Forfatters Alcibiades og læste, hvad videre staar om hin Atheniensers Forfængelighed m. V., vilde ledes til en rigtig Bedømmelse af Bernt Anker. Forøvrigt indeholder Mottoet Sandhed, da Anker var udrustet med sjeldne Aandsgaver og havde et godt Udvortes.»[39]

Før sin Død havde Bernt Anker bestemt, at alle hans trykte og utrykte literære Arbeider, deriblandt ogsaa hans Forelæsninger over Fysiken, skulde udgives som hans samlede Verker, og det endog i to Udgaver, en Pragtudgave i Kvart og en Godtkjøbsudgave i Oktav; den sidste beregnedes at ville udgjøre 60 Ark, fordelte paa to eller tre Bind. Christen Henriksen Pram skulde være Udgiver og modtog ei alene Manuskripterne, men tillige de af Bernt Anker som Honorar bestemte fem tusinde Rigsdaler. Men Foretagendet kom aldrig til Udførelse. Pram forlod i 1819 Kjøbenhavn for at gaa til St. Thomas i Vestindien som Toldforvalter; forinden lod han sine Papirer bringe op i Universitetsbibliotheket paa Rundetaarn, hvor hans Ven Nyerup var Bibliothekar. Her bleve disse Sager, blandt dem Bernt Ankers Skrifter, henliggende og ere forlængst Bibliotheket tilhævdede og indlemmede deri. Forfatteren af denne Bog har selv for tredive Aar siden paa Rundetaarn gjennemseet hine Ankeriana, der endnu da henlaa i Prams Kuffert, uden at Nogen efter dennes Død havde ændset dem. Siden er Bernt Ankers Forfatterskab udførlig belyst af en anden Historiker[40].

Som Mæcenat indtog Bernt Anker en i Norges Historie enestaaende Plads, skjønt han havde det Uheld, at de videstgaaende af hans Planer til Videnskabelighedens Fremme ved ham utilregnelige Omstændigheder ikke kom til Udførelse, navnlig fordi hans Fideikommis, som bekjendt, fristede en sørgelig Skjæbne. I Slutningen af forrige Aarhundrede, da Universitetssagen paany var kommen paa Dagsordenen, bestræbte Bernt Anker sig ogsaa for at skaffe sit Fædrelands Universitet en stamme for dets Bibliothek, der vilde have overstraalet enhver anden begyndende Høiskoles. Han vilde have indkjøbt Suhms fyrstelige Samling for at forære den til det paatænkte Universitet. Med Bekostning af en Tønde Guld havde nemlig Suhm efterhaanden tilveiebragt en Bogskat paa 100,000 Bind, der en Tidlang endog stod Almenheden aaben. Da der imidlertid ikke blev noget af noget norsk Universitet, og ogsaa andre Hindringer kom i Veien, og efterat tillige den russiske Regjering havde aabnet Underhandlinger med Suhm om at kjøbe hans Bøger, overdrog Eieren tilsidst Samlingen til det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn mod en aarlig Livrente[41]. En Del af de paa denne Maade opstaaede Doubletter kom dog tilsidst til at danne Grundlaget for Norges Universitetsbibliothek. Til Krigsskolen, der i ældre Tid omfattedes med stor Kjærlighed af Christianias Indvaanere og skylder deres Velvillie ikke faa betydelige Gaver, skjænkede Bernt Anker i 1802 den store Gaard, der endnu er dens Lokale, og som oprindelig havde tilhørt Stiftamtmand Storm. Efter Bernt Ankers Død tilfaldt ogsaa hans Bibliothek Krigsskolen. Christiania Kathedralskole fik af Bernt Anker Broderen Jess Ankers Bøger (1144 Bind) efter dennes Død. Palæhaven var ogsaa bestemt for denne Skole, der siden afstod den mod en ringe Erstatning i Penge.

Mod Kunstnere og Videnskabsmænd viste Bernt Anker megen Liberalitet. Mellem dem, han understøttede, var saaledes den grundlærde særling M. Fr. Arendt fra Altona, der som Antikvar i flere Aar gjennemstreifede ogsaa vort Fædreland og her som andensteds vakte Opmærksomhed ved sine udbredte Kundskaber og sin utrolige Hukommelse, men tillige ved sit ulidelige Væsen og sin cyniske Opførsel. Til Historikeren Jens Kragh Høst sendte Anker engang 500 Rdlr. Forøvrigt er de Understøttelser, han i denne Retning har uddelt, neppe tilstrækkelig bekjendte. Et mærkeligt og for Anker hædrende Vidnesbyrd om hans Godgjørenhed mod Kunstnere indeholdes imidlertid i det Mindedigt, som hans Ven, Digteren Schack Staffeldt skrev efter hans Død[42], og hvoraf vi hidsætte nogle Strofer:

Ømt udaanded’ du en hellig Varme,
Lig en Luftning fra en bedre Jord;
Mild, hvor selv ei Konger sig forbarme.
Speided’ du de blege Sorgers Spor.
Som din Slægt, du favned’ Kunstens Sønner,
Og hver sandheds Elsker Haanden gav:
Derfor alle Musers Graad forskjønner
I en sjelden Perlekrands din Grav.

Ædle Mand! som midt Vi Pragt og Fylde
Var lig Armods Sønner, blød og øm,
Og som, naar han Høihed saaes at hylde,
Ubedraget, hylded’ kun en Drøm;

Sjeldne Ædling! trøstesløs jeg sætter
Dette Minde uden Pral og Svig:
Om dit Navn en sjelden Krands jeg fletter:
Den var ond, som ikke elskte dig.

Ankers Godgjørenhed og Redebonhed til Laan o. s. v. vil bedst kunne forstaaes, naar man erfarer, at hans «uvisse Tilgodehavender» ved hans Død udgjorde 500,000 Rdlr., hvoraf en stor Del i Virkeligheden bestod af Gaver, givne i Laanets Form. Mellem disse Debitorer findes f. Ex. Statsminister Fr. Moltke opført for 12,000 Rdlr., Grev Ahlefeldt i Laurvig for 6,510 Rdlr., Ambassadør i Spanien Dreyer for 4,136 Rdlr., Grevinde Rantzau 800 Rdlr., Portugiseren Camera, der reiste i Norge som Mineralog, 1,675 Rdlr. o. s. v.[43]

Bernt Ankers Indtægter havde stedse været meget rigelige og skulle, navnlig i hans sidste ti Leveaar, have hævet sig til et ganske overordentligt Beløb. De skulle i denne Tid, efter Fradrag af alle Omkostninger, heri endog iberegnet hans Husholdning, der slugte mellem 30,000 og 40,000 Rdlr. aarlig, have udgjort i ren Netto omtrent 100,000 Rdlr. i de daværende Penge (Firemarksdalere). I de for Trælasthandelen usædvanlig fordelagtige Aar 1802–1804 udgjorde endog hans rene Indtægter henholdsvis 222,000, 243,000 og 153,000 Rdlr. Denne enorme Vinding blev dog alene mulig derigjennem at han udhug sine skove næsten til Upligt.

Han besad faste Eiendomme, saasom Gaarde, Skove, Sagbrug i stor Mængde. De vigtigste af disse Eiendomme turde have været følgende: Først Mosse Jernverk, der taxeredes i 1804 for 100,000 Rdlr. 2) Hakedals. Jernverk (taxeret ved samme Tid for 66,000). 3). Frogner ved Christiania (60,000). 4) Soli Brug i Tune Prestegjeld (50,000). 5) Ryen og Vestby Sagbrug i Skedsmo (36,000). 6) Mosse Sag- og Kværnebrug (30,000). 7) Stensby Brug i Eidsvold (24,000). 8) Aas Gaard og Brug i Hakedalen (20,500). 9) Snekkenæs og Brekke Brug med 9 Sage i Rakkestad (20,000). 10) Varaa Brug i Fets Prestegjeld (20,000). 11) Stange Alminding (16,000). 12) Skove i Birid (10,924). 13) Sigaa Brug i Vinger (10,000). 14) Vaalberget i Grue (10,000). 15) Ankers Bolig i Christiania, «Palæet» (10,000). 16) Halvparten i Vaarlidalsbruget i Eidsvold (10,000). 17) Gjersø Gaard og skov i Odalen (10,000). 18) Eiendomme i Trysil (9,500). 19) Sande Herregaard i Tune (9000 efter Fradrag af store Heftelser). 20) Buraas Gaard, Skov og Brug i Hakedalen (8000). 21) Grundset skov i Østerdalen (8000). 22) Haug Gaard, Skov o. s. v. i Nitedalen (8,000). 23) Hauger Gaard og Skov i Skedsmo (8000). 24) Rotnes Gaard, Skov o. s. v. i Nitedalen (8000).

Ifølge den under 31te Decbr. 1804, altsaa kun nogle faa Maaneder før Bernt Ankers Død, afsluttede Generalbalance udgjorde dengang hans Boes Masse 2,260,095 Rdlr. 1 Währungseinheit (Vektorisierung).svg 3 ß. Hans Gjeld til 108 Kreditorer beløb sig til 775,089 Rdlr., og Formuen skulde altsaa udgjøre 1,485,006 Rdlr. 1 Währungseinheit (Vektorisierung).svg 3 ß, foruden hans Tilgodehavende hos uvisse Debitorer 456,367 Rdlr. 3 Währungseinheit (Vektorisierung).svg 12 ß.

Allerede tre Aar tidligere, i December 1801, havde Bernt Anker, efterat hans Hustru samme Aar var afgaaet ved Døden, truffet Bestemmelser, sigtende til at bevare sin Formue og sine Eiendomme som et samlet Hele efter sin egen dødelige Afgang; «Manges Levebrød og statens Interesser hænge af den sammenholdte Kjede i mine Eiendomme, som laane hinanden gjensidig Værdi under fornuftig Bestyrelse». Han opsatte derfor under 19de Decbr. 1801 et fuldstændigt Testamente, som Fundats for et Fideikommis. Hans Forlovelse med Frøken Falbe har dog sandsynligvis bragt ham ind paa andre Tanker og Planer, han skal ogsaa have bestemt sig til at forfatte et nyt Testamente og skaffet sig facultas testandi, men Døden overraskede ham, som vi ovenfor have seet, i Kjøbenhavn 1805, uden at han havde truffet nye Bestemmelser med sin store Formue. Det oprindelige Testamente blev altsaa staaende ved Magt.

Ifølge dette skulde hans Midler anvendes dels til hans Families Bedste, dels og fornemmelig til veldædige Øiemed; «alt, som i Tiden oplægges, naar Gjelden er betalt, og man har en Kapital tilovers, som kan udgjøre Indskuddet til Driften af Alt i et Aar, skal uddeles mellem virkelig Trængende, nemlig værdige Enker, Studenter af Hoved, som mangle Evne at soutinere sig ved Universitetet, og endelig Husarme».

Ankers nærmeste Slægtninge vare hans Broder, Kammerherre, siden Statsminister Peder Anker til Bogstad og den afdøde Jess Ankers[44] efterladte Børn. For disse Broderbørn var faderlig sørget allerede i Bernt Ankers levende Live, en af dem, Morten Anker, fik ogsaa gjennem Testamentet en betydelig Arv i faste Eiendomme; forøvrigt skulde hver af hans øvrige Brodersønner have 2000 Rdlr. og hver af hans Broderdøtre 1000 Rdlr. om Aaret af hans Fideikommis. Peder Anker fik en Gaard i Maridalen, John Colletts Hustru fik 10,000 Rdlr., en fjernere Slægtning, Provst Bernt Anker i Ringsaker, fik 5000 Rdlr. o. s. v. «Palæet» skulde overgives til offentligt Brug, Haven tilhøre Kathedralskolen, «alle Malerier, Tegninger, Statuer og Kobberstykker, som er en prægtigere og af sande Kunststykker mere bestaaende Samling, end man tror, skal tilhøre Hendes kgl. Høihed Kronprindsesse Marie, dette Ideal af en fuldkommen Kone, om Hun naadigst vil beholde dette Minde af Hendes Beundrer». Enhver af Tjenestefolkene skulde have et hundrede Daler. Boets Gjeld skulde efterhaanden amortiseres med 7 pCt. aarlig foruden Renterne. Alle Skibe, femten i Tallet, skulde sælges, undtagen to; Skibe maatte heller ikke for Fremtiden indkjøbes; «jeg har tabt over 500,000 Rdlr. ved Skibe».

Det store Fideikommis skulde styres af en Administration med Peder Anker som Formand, og efter ham den, han i sit Sted maatte beskikke som saadan, samt dernæst B. Ankers Fuldmægtige, Agenterne Jacob Nielsen og Thomas Bagge, hvilke sidste hver fik 5000 Daler i Arv og derhos skulde nyde en aarlig Gage af 500 Rdlr. Bestemmelser vare trufne om, hvorledes i sin Tid deres Eftermænd skulde beskikkes.

Disse vare Hovedbestemmelserne i Bernt Ankers Testamente. Det skulde, om ikke en Række af Uheld, som han ei kunde forudse, havde stillet sig i Veien for hans Planer, for Aarhundreder have grundlagt en velsignelsesrig Stiftelse, der allerede med Hensyn til Formue og Omfanget af sin Virksomhed vilde have langt overgaaet den Angellske i Throndhjem. Det Hele gik imidlertid, som man ved, tilgrunde. Først og fremst fremsatte Ankers Familie, skuffet i sine Forventninger om Arv, Odelsprætensioner paa flere af Testators vigtigste Eiendomme, dog saa, at Arvingerne erklærede sig villige til at frafalde sine Odelsfordringer, naar der udbetaltes dem 375.000 Rdlr. kontant og 39,000 Rdlr. om Aaret. Mærkelig nok bifaldt Administrationen dette Forslag, men (fornemmelig ved Magistrats-Præsidentens, den agtede Joh. Lausen Bulls bestemte Modstand, da Sagen kom til hans embedsmæssige Erklæring) blev Udfaldet alligevel tilsidst dette, at Ankers Testamente i det Væsentlige uforandret konfirmeredes af Kongen under 11te April 1806, dog saa, at med Hensyn til Odelsretten skulde forholdes efter Landsloven. Under samme Datum nedsattes ogsaa en Overtilsyns- og Forligelseskommission for Fideikommisset. Ved denne Kommissions Kjendelse lykkedes det imidlertid Odelsprætendenterne at faa sine Fordringer anerkjendte, dog først efter at have nedstemt dem til 200,000 Rdlr., der skulde betales efter nogle Aars Forløb, samt 20,000 Rdlr. aarlig for sig og Descendenter mod at frafalde de dem i Testamentet tilsagte mindre Legater. Ogsaa Frøken Falbe satte igjennem, at hun ifølge et udateret Gavebrev erholdt 50,000 Rdlr. og en aarlig Livrente af 2000 Rdlr. Hun blev siden gift med en Diplomat Selby[45].

Fideikommisset begyndte saaledes sin Virksomhed beladet med en upaaregnet Gjeld af 250,000 Rdlr. foruden de i Testamentet legerede summer til Beløb af 179,484 Rdlr. og desforuden med Broderbørnenes aarlige Pension 20,000 Rdlr., der svarer til 4 pCt. Rente af 500,000 Rdlr. Havde de for Trælasthandelen gunstige Konjunkturer vedvaret, havde dog Stiftelsen maaske kunnet bære alle disse Byrder. Men den lykkelige og blomstrende Handelsperiode afløstes af de Trængselsaar, der begyndte med 1807. De største Trælasthandlere kom nu Undergangen nær, deres Skove og Sagbrug bleve midlertidig næsten værdiløse, i Aarene 1808 og 1809 fandt saagodtsom ingen Udskibning Sted. Saa kom Pengevæsenets Forvirring og endelig efter 1814 yderst flaue og mislige Konjunkturer. De 15,000 Spd. rede Sølv, som Fideikommisset blev ilignet som Bidrag til den tvungne Bank, havde det under saadanne Forhold hel vanskeligt for at betale. Legaterne til Familien trykkede Stiftelsen overordentligt, derhos havde man paataget sig at yde 6–7000 Spd. aarlig til Universitetet og til Understøttelse for Enker og Studerende. Endelig kom den 4de Mai 1819 en Ildebrand, der fortærede Bord og Planker til et angiveligt Beløb af 66,528 Spd., som man havde haabet at kunne sælge for 20,000 £ Sterling, men som nu fuldstændig tabtes. Udgifterne udgjorde imidlertid 45,000 Spd. om Aaret, og Administrationen saa sig derfor tilsidst (December 1819) nødt til at overgive Fideikommisset til Skiftebehandling af en dertil nedsat Kommission, bestaaende af Assessor Arntzen, Expeditionssekretær Vogt (begge siden Statsraader) samt Kancelliraad Morgenstierne. Formuen beregnedes dengang endnu til 588,028 Spd. Efter vidtløftige Forhandlinger, Høiesteretsdomme og Decisioner, der varede indtil 1832, erholdt Broderbørnene og disses Descendenter aarlig Renter af temmelig store Summer, Pantekreditorerne bleve fuldt ud tilfredsstillede, og de øvrige Kreditorer fik 59813 pCt.

Paa samme Tid, som Bernt Ankers Fideikommis rammedes af de fortvivlede Handelskonjunkturer, faldt ogsaa det ham saa nærstaaende Collettske Hus som et beklageligt Offer for de samme uforudseede Kalamiteter. Heller ikke dette Hus’s store og værdifulde Eiendomme kunde hjælpe i en Tid, da deres Produkter intet Værd havde. Blandt Følgerne af dette Fald hører det ogsaa, at Fladeby solgtes til Spotpris i 1827. «I Fyrretyve-Aarene solgtes Bygningerne paa Fladeby til Nedrivning. Sidebygningen kjøbtes af Enebaks Kommune og opførtes igjen i Nærheden af Hovedkirken for at tjene til Skolebygning og Bolig for Kirkesangeren, men Hovedbygningens enkelte Dele og Indboet spredtes ved Auktionen udover Bygden. Vinduerne med sine talrige Indskrifter indsattes i nærliggende Bondegaarde, Opsatserne solgtes til Almuen som Legetøi for Børnene, og det store Galleri af Familieportræter gik ogsaa over i Fremmedes Eie, hvorfra det kun delvis er kommet tilbage til Slægten. Som for at udslette alle Spor af Stedets Udseende i dets velmagtsdage blev Alléen, der førte forbi Gaarden, rodhugget, og samme Skjæbne havde Træerne i Haven, hvorefter denne oppløiedes og udlagdes til Mark. Nu staar der kun en lav Stue paa den Høi, hvor Fladeby laa».[46]

  1. Tidsskrift for den norske Personalhistorie, udg. af B. Moe. Første Række, I, S. 323 flg.
  2. Conradine B. Dunker, Gamle Dage, S. 162.
  3. Interessante Oplysninger herom i Personalhist. Tidsskrift, 2. R., IV, S. 197–198 af A. Collett.
  4. Tyge Rothe, Adspredte Afhandlinger, B. 2, Kbhvn. 1799, S. 86–87.
  5. Dette lille Træk er fortalt mig af afdøde Borgermester Carl Platou.
  6. F. Hvass, Samling af Meddelelser om Personer og Familier af Navnet Hvass (et alene for Forf.s Slægtninge udgivet og derfor meget sjeldent Skrift). Kbhvn. 1861, I, S. 6–15.
  7. «Anno 1764 die 9 Maji civitate academica donatus est nobilissimus Bernhardus Ancher, commendatus a Decano Fac. philos. ill. Joh. Kallio, qvi testatur eum etc., heder det i Universitetsmatrikelen.
  8. Den ældste, Iver, synes ikke at have spillet nogen Rolle; han døde ugift 1772.
  9. Om Udenlandsreisen se Hvass’s nysnævnte Skrift, hvorved B. Moes Fortælling (Tidsskr. f. Pers.-Hist. I, S. 369 flg.) i væsentlig Grad berigtiges.
  10. Christianias Skibsrhedere vare dengang for en stor Del Medinteressenter i Skibe fra de vestligere Byer, fornemmelig Arendal. Heraf kom det, at Christianias Handelsflaade i 1778 tilsyneladende kun indtog den ottende Plads blandt de norske Byers. (13 Skibe, 1022 Kom.-Læster, 232 Mands Besætning; i 1790 havde Byen 41 Skibe).
  11. Til Fætteren Carsten Anker i Kjøbenhavn, rimeligvis hans fortroligste Ven.
  12. Om et Sammenstød ved Flekkerø 1779 mellem nogle amerikanske og engelske Skibe, hvor dog Engelskmændene af den norske Fæstnings Kommandant hindredes fra at gjøre Amerikaneren til Prise, se Søren Møllers «Maanedlig Skjalde-Tidende», Aalborg 1779, S. 88–89.
  13. Se Forhandlinger om Oprettelse af en Bank i Norge 1760–1772, af M. Birkeland i Meddelelser fra Rigsarchivet, I, S. 434–464 (ogsaa særskilt).
  14. Herved sigtes vistnok til Martfelts bekjendte i 1774 trykte, men lige til 1785 supprimerede Skrift: «Beviis for, at Danmarks og Norges 40 Aar gamle Kornhandelsp1an, lagt ved Forordn. af 16de September 1735, ikke naar sin Hensigt».
  15. Eller, som de almindelig kaldtes, Nouvellister. I hine Dage, da Aviserne kun lidet vovede at beskjæftige sig med Politik og Dagsnyheder, var det en Indtægtskilde for ikke faa Personer i Kjøbenhavn at skrive Breve til Provindserne og til Norge, indeholdende alle de pikante Rygter og Begivenheder, man kunde opdrive, omtrent i Lighed med Provindspressens Korrespondenter i vore Dage.
  16. Se herom Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen, I, S. 46.
  17. Paa det store kgl. Bibliothek.
  18. For Stoud gik som for hans fleste Landsmænd alt Norsk op i det Danske. Konsul Georg Wolff, en født Nordmand, havde i 1783 etableret det dengang meget bekjendte Firma Wolff & Dorville og drev anseelige Bankierforretninger. Han skjænkede betydelige summer til norske Stiftelser, men Firmaet gjorde tilsidst opbud 1818. (Den norske Rigstidende for 1818, No. 40, Tillæg). Ogsaa Gram var Nordmand; Gros formodentlig fra Arendal. Se bl. a.L. Daae, Nordmænds Udvandringer til Holland og England, Chra. 1880, S. 114–115.
  19. Her udelades nogle Bemærkninger om Methodisterne, til hvis Sekt Wolffs Familie hørte.
  20. Norsk hist. Tidsskrift, 2. R., I, S. 542.
  21. Den senere Geheimearchivar.
  22. Samtidig Optegnelse af L. Engelstoft, Norsk hist. Tidsskrift, 2. R., IV, S. 322.
  23. H. J. Huitfeldt, Christiania Theaterhistorie, Kjøbenhavn 1876, S. 189 flg.
  24. A. Collett: En gammel Christiania-Slægt, paa flere Steder. Samme Forf. har senere (i «Aftenposten» 1886, No. 43–44) meddelt som Tillæg til sit Hovedskrift om sin Familie: «Uddrag af en Jagt-Journal for Hovedgaarden Fladeby i Enebak», der ogsaa er særskilt aftrykt (24 S.).
  25. 2. Udg., S. 78–79.
  26. Promenade d’un français en Suède et Norvège. Brunswick 1801.
  27. Saaledes havde Latocknaye til «Værtinde» den som Skuespillerinde berømte Fru Tullin (f. Wilster) og opførte en fransk Komedie.
  28. Lord Brougham fandt, at Kysseriet gik noget ofte paa; enhver game maatte endes med a kissing match.
  29. Dette Træk er laant af Alf Colletts Skrift: En gammel Christiania-Slægt, S. 153.
  30. I sin eiendommelige Autobiografi, hvorom senere, har han (medens Hustruen endnu levede) omtalt sit Giftermaal som «en Episode, hvori hans Sjel havde ingen Del».
  31. Forfatteren har seet et Brev, hvori Anker melder en af sine Kommis’er, som just opholdt sig i Paris, sin Hustrus Dødsfald. Det begynder saaledes: «Matthia Anker, denne Engel blandt Dødelige, er ikke mere. Denne Tidende vil saare dit ømme Hjerte, mit er knust. Eh bien, changeons de thèse. Man faar nu se, om man engang faar sit Tilgodehavende hos den store rébublíque. Bonaparte er neppe Danmark saa god, som da vi lod os opofre den 2den April for hans og Pauls Skyld. Norge led derved utroligt. Lucian maa lovligen tvinges til at betale det uhørte Tab med Colbjørnsens skib og Fragt og Ladning, gyseligere Behandling hørte man ikke, en Publikation deraf vil bedække ham med Skam.» Dette Brev er skrevet til Jess Holmboe, der siden levede her i Byen som Detailhandler i et lidet Hus i Strandgaden ligeoverfor den forrige Latinskole indtil sin Død (c. 1830). Han var, som ældre Folk endnu ville mindes, en velbekjendt pudserlig Personlighed (Henr. Wergelands saml. Skr. 6, S. 301). Det er ogsaa om ham, man fortæller, at han som B. Ankers «Envoyé» i Paris havde sat store Pengesummer overstyr, men reddede sig for alle Ubehageligheder ved at forestille Principalen, at han som Bernt Ankers Repræsentant havde troet at burde opføre sig, som han havde gjort. Denne Fortælling er første Gang kommen paa Tryk i P. A. Heibergs Erindringer, Chra 1830, S. 68.
  32. Jørgen Pløen (fra Byen af dette Navn i Holsten?) kom til Christiania som Handelsreisende, blev ansat paa Kontoret hos den rige Kancelliraad M. L. Monsen og nedsatte sig siden selv som Grosserer og boede i det nuværende Britannia Hotel. Ved Ægteskab med Jfr. Anniken Fuglberg fik han Gaarden Østre Skøien i Aker. Han døde som en meget rig Mand 1817. Det Sagn, at Pløen opførte det ligeoverfor Palæet beliggende Enetageshus (nu forsvundet) i Ligkisteform for derved daglig at minde Bernt Anker om Døden, er en taabelig Opdigtelse. (Det var den Bygning, i hvilken senere Kathedralskolens to øverste Klasser i en Menneskealder undervistes.)
  33. Nyerup i et Brev til J. Chr. Berg.
  34. Nyerup skriver herom til sin Ven J. Chr. Berg: «Var det ikke merkeligt, at Anker vilde efterfølge sin Ven Suhms Exempel. Man kan vel ikke tvivle paa, at han jo gjorde det for, naar det hed, at han excellerer i det og det, at man da ogsaa maatte tilstaa, at han havde den smukkeste Kone.»
  35. Meddelelse til Forf. fra et Medlem af den Ankerske Familie.
  36. Se B. Moe’s Tidsskr. f. Norsk Personalhistorie, I, S. 478–79.
  37. E. D. Clarke, Travels in various Countries of Europe, Asia and Africa, vol. X, London 1824, p. 364–65. 404, 456–57. (A. Collett, En gammel Christiania-Slægt, S. 164–165.)
  38. Laurids Smith skriver saaledes til Bülow: «Stærk mandig henrivende Veltalenhed er der i hans Tale om den monarchiske Regjeringsforms Fortrin, varm Patriotismus, digterisk Ild er i den».
  39. Ankers Dictamen til Berg i dets oprindelige Skikkelse existerer endnu.
  40. H. J. Huitfeldt i Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. I.
  41. Suhm lod i 1796 følgende Erklæring indrykke i Christiania Intelligents-Sedler: «Hr. Kammerherre B. Anker skylder jeg denne Erklæring, baade som min gode Ven, som og for hans rosværdige Lyst til at opmuntre Videnskaber i Norge, at han ved hans Nærværelse i Kjøbenhavn 1794 gjorde mig Forslag at sælge ham mit Bibliothek, hvilket jeg og af Kjærlighed til Norge, som jeg skylder saameget, indgik paa Vilkaar, at et Universitet blev Norge bevilget, og imod taalelige Livrenter til mig og min Kone, thi han havde det Forsæt at skjænke Bibliotheket til bemeldte Universitet, hvortil jeg og vilde bidrage ved at give billige Vilkaar. Men nu, da Sagen har faaet en anden Vending, saa er derved denne Forening bleven frugtesløs.»
  42. Nye Digte af Schack Staffeldt, Kiel 1808, S. 336. Denne aandrige Mand maa, uden at den nærmere Sammenhæng hermed nu kjendes, have staaet i et intimt Forhold til Bernt Anker og har maaske selv havt Anledning til at vide ham Tak. Foruden Mindedigtet efter Bernt Ankers Død har han skrevet et tydsk og et fransk Digt til hans Ære. Det sidste lyder saaledes:

    O toi, qui tantôt de la terre
    Fais sorter de nouveaux trésors,
    Tantôt au-delà du tonnerre
    Avec Newton prends ton essor;

    Toi, de qui le Génie révèle
    Du beau les sublimes secrets,
    Prouver avec le même zèle
    Prouver et embellir le vrai:
    Descends, o d’Ancher! de l’empire
    De l’auguste Philosophie,
    Viens, viens pour pleurer et sourire
    A l’ombre de la rêverie

  43. Mere herom i B. Moe’s Tidsskr. f. Pers.-Hist. I, S. 389–390. En ret morsom Anekdote om en insolvent Foged Spärck paa Thoten, der af Anker, som aldrig før havde seet ham, blev hjulpen med 1000 Rdlr., læses i Ill. Nyhedsblads Nytaarsgave for 1860.
  44. Jess Anker, Grosserer i Christiania (født 1753 og gift 1778 med sit Sødskendebarn Karen Elieson, en fortræffelig og af Alle høitagtet Kvinde), fandt en ulykkelig og ubetimelig Død i England 1798. Bernt Anker overtog sin Broders store Gjeld og tilsatte derved over 117,000 Rdlr., skjønt Jess Ankers Bo besad faste Eiendomme til Beløb af 170,000 Rdlr. En af Jess Ankers Sønner, Grosserer Morten Anker († 1838), i mange Aar Eier af Frogner, udmærkede sig ved sin Liberalitet saavel mod Krigsskolen, som mod Universitetet.
  45. Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, Kbhvn. 1876. S. 98, hvoraf man ser, at hendes bedaarende Skjønhed snart tabte sig.
  46. A. Collett, En gammel Christiania-Slægt, S. 239–240.