Bibelen (1891)/Profeten Malakias
| ←Profeten Sakarias | Profeten Malakias av |
Mattæus's Evangelium→ |
Profeten vidner for Folket, som ikke vil erkjende Guds Kjærlighed mod det, at Herren har bevist denne ved at udvælge Israel og forkaste dets Broderfolk Edom, 1-5. Uagtet Israel kalder Gud sin Fader og Herre, vide sog selv Presterne Foragt for ham ved at bringe ham lovstridige Offere, 6-8. Derfor vilde han, om Presterne vilde bede for Folket, ikke være dem naadig; herren trænger ikke til deres Gudstjeneste, han, hvis Navn snart skal vorde stort over al Jorden, og hvem alle Jordens Folk skulle bringe sande Offere, medens Israel ringeagter ham ved sine lovstridige Offere og derved fører hans Forbandelse over sig, 9-14.
HERRENS Ords Udsagn til Israel ved Malakias.
2 Jeg kar elsket eder, siger Herren. Og I sige: Hvori har du elsket os? Er ikke Esau Broder til Jakob? siger Herren; dog har jeg elsker Hakob,
3 men Esau har jeg hadet, og jeg har gjort hans Bjerge til en Ørken og hans Arv til Bolig for Ørkenens Schakaler.
4 Naar Edom siger: Vi ere knuste, men vi skulle atter opbygge Ruinerne, da siger Herren, Hærskarernes Gud, saaledes: De skulle bygge, men jeg skal nedrive, og man skal kalde dem Ugudeligheds Land og det Folk, paa hvilket Herren er vred indtil evig Tid,
5 og eders Øine skulle se det, og I skulle sige: Herren er stor over Israels Landemærke.
6 En Søn ærer sin Fader, og en Tjener sin Herre; er jeg nu Fader, hvor er da min Ære, og er jeg herre, hvor er da min Frygt? siger Herren, Hærskarernes Gud, til eder, I Prester, som foragte mit Navn. Og I sige: Hvorved have vi foragtet dit Navn?
7 Ved at bringe besmittet Mad paa mit Alter. Og I sige: Hvormed have vi besmittet dig? Ved at sige: Herrens Bord er foragteligt,
8 og naar I bringe et blindt Dyr til at ofres, er der intet Ondt deri, og naar I bringe et halt og et sygt, er der intet Ondt deri. Bring det dog frem for din Stadtholder! Mon han vil finde Behag i dig, eller mon han vil tage naadig imod dig? siger Herren, Hærskarernes Gud.
9 Saa bønfalder dog Gud, at han maa vorde os naadig! Af eders Haand er dette skeet, — vil han for eders Skyld være naadig? siger Herren, Hærskarernes Gud.
10 Gud der dog var En iblandt eder, som vilde lukke Dørene, forat I ikke skulle gjøre Ild paa mit Alter uden Nytte! Jeg har ingen Lyst til eder, siger Herren, Hærskarernes Gud,
[ 941 ]og Offergave fra eders Haand behager mig ikke.
11 Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang skal mit Navn vorde stort iblandt Hedningefolkene, og paa ethvert Sted skal der brændes Røgelse og frembæres Offergave for mit Navn, ren Offergave; thi stort skal mit Navn vorde bøandt Folkene siger Herren, Hærskarernes Gud.
12 Men I vanhellige det, idet I sige: Herrens Bord er besmittet, og hvad der kommer ind til det, Maden paa det, er foragteligt.
13 Og I sige: Se, hvilken Møie! Og I blæse ad det, siger Herren, Hærskarernes Gud, og I bringe, hvad der er røvet, og hvad der er halt, og hvad der er sygt, og I bringe det som Offergave; skulde Saaadant fra eders Haand behage mig? siger Herren.
14 Og forbandet være den, der handlet svigagtig[1], endog der er Handyr i hans Hjord, og den, som gjør Løfte og dog ofrer et Hundyr, som har Lyde, til Herren; thi en stor Konge er jeg, siger Herren, Hærskarernes Gud, og mit Navn er forfærdeligt blandt Folkene.
Profeten bebreider Presterne, at de ere afvegne fra sine Fædres ustraffelige Vandel og fra den Pakt, Herren har sluttet med Levi, og truer dem med haard Straf, hvis de ikke vende om og give Herrens Navn Ære, 1-9; han forkynder ogsaa dem Herrens Straf, som forskyde sine israelitiske Hustruer og tage hedenske Kvinder tilægte, 10-16, og revser dem, der beskylde Gud for Uretfærdighed og spørge efter Guds Dom, 17.
OG nu til eder dette Bud, I Prester!
2 Dersom I ikke høre, og dersom I ikke lægge det[2] paa Hjerte, saa I give mit Navn Ære, siger Herren, Hærskarernes Gud, saa vil jeg sende Forbandelsen mod eder og forbande eders Velsignelser; jeg har ogsaa forbandet dem, fordi I ikke lægge det paa Hjerte.
3 Se, jeg forbander Sæden for eder og kaster Møg paa eders Ansigter, eders Høitiders Møg[3]; og man skal bringe eder hen til den.
4 Og I skulle kjende, at jeg har sendt eder dette Bud, forat det skal være min Pakt med Levi, siger Herren, Hærskarernes Gud.
5 Min Pakt var med ham, Livet og Freden, og jeg gav ham dem til Frygt, og han frygtede mig, og for mit Navn var han forfærdet.
6 Sandheds Lov var i hans Mund, og Uret blev ikke funden paa hans Læber; i Fred og i Redelighed vandrede han med mig, og Mange omvendte han fra Misgjernng.
7 Thi en Prests Læber skulle bevare Kundskab, og Lov skal man søge af hans Mund; thi Herrens, Hærskarernes Guds, Sendebud er han.
8 Men I ere afvegne fra Veien, have bragt Mange til at støde an mod Loven; I have fordærvet Levis Pakt, siger Herren, Hærskarernes Gud.
9 Derfor har ogsaa jeg gjort eder foragtede og ringe for alt Folket, fordi I ikke bevare mine Veie, men anse Personer i Loven[4].
10 Have vi ikke allesammen een Fader? Har ikke een Gud skabt os? Hvorfor handle vi da troløst, den Ene mod den Anden, saa vi vanhellige vore Fædres Pakt?
11 Juda har handlet troløst, og Vederstyggelighed er øvet i Israel og i Jerusalem; thi Juda har vanhelliget Herrens Helligdom, som han elsker, og har taget en fremmed Guds Datter tilægte.
12 For den Mand, som det gjør, udrydde Herren af Jakobs Telte den, som vaage, og den, som svarer[5], og den, som bringer Offergave frem for Herren, Hærskarernes Gud!
13 For det Andet gjøre I ogsaa dette: I dække Herrens Alter med Taarer, med Graad og Suk[6], saa han ikke mere vender sig til Offergaven, til at modtage noget Velbehageligt af eders Haand[7].
14 Og I sige: Hvorfor? Fordi Herren har været Vidne mellem dig og din Ungdoms Hustru, mod hvem du
[ 942 ]har handlet troløst, endog hun er din Mage og din Pakts Hustru.
15 Men har ikke Een[8] gjort det og dog beholdt Aanden[9]? Men hvas gjorde den Ene? Han søgte Guds Sæd[10]; men I skulle tage Vare paa eders Aand, og mod din Ungdoms Hustru være du ikke troløs!
16 Thi jeg hader Skilsmisse, siger Herren, Israels Gud; man dækker derved sit Klædebon med Vold, siger Herren, Hærskarernes Gud. Saa tager da Vare paa eders Aand og værer ikke troløse!
17 I have trættet Herren med eders Ord, og I sige: Hvorved have vi trættet ham? Ved at sige: Hver den, som gjør Ondt, er god i Herrens Øine, og i dem har han Velbehag, eller: Hvor er Dommens Gud?
Dem, der spørge efter Guds Dom, forkynder Herren, at han skal sende sit Bud (Johannes den Døber), som skal berede Veien for ham, og at saa pludselig han selv, Herren, Paktsengelen (Messias), skal komme for at holde Dom; han skal skille Hyklerne fra de Retskafne og lutre disse, saa velbehagelige Offere atter kunne bringes ham; han vil straffe alle Ugudelige, 1-6. Herren formaner Folket til at omvende sig og vise dette ved redelig at yde Tiende og de hellige Gaver; da vil han rigelig velsigne det, 7-12. Han klager over de Ugudeliges bespottelige ORd, som om det var forgjæves at tjene ham, og forjætter de Gudfrygtige, som tale ganske anderledes, at han vil spare dem paa den kommende Doms Dag, 13-18.
Se, jeg sender mit Bud, og han skal berede Vei for mit Aasyn; og pludselig skal Herren, som I søge, komme til sit Tempel, Paktens Engel, som I begjære; se, han kommer, siger Herren, Hærskarernes Gud.
2 Men hvo udholder den Dag, han kommer, og hvo kan blive staaende, naar han lader sig se? Thi han er som en Smelters Ild og som Tvætteres Lud.
3 Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, og han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guld og som Sølv; og de skulle bringe Herren Offergaver i Retfærdighed,
4 og Judas og Jerusalems Offergaver skulle behage Herren, som i gamle Dage og som i fordums Aar.
5 Og jeg vil nærme mig til eder til Dom og være et hastende Vidne mod Troldkarlene og mod Horkarlene og mod dem, som sværge falskelig, og mod dem, som forholde Daglønneren hans Løn, øve Vold imod Enken og den Faderløse, og som bøie Retten for den Fremmede og ikke frygte mig, siger Herren, Hærskarernes Gud;
6 thi jeg, Herren, har ikke forandret mig, og I, Jakobs Børn, ere ikke tilintetgjorte.
7 Lige fra eders Fædres Dage ere I afvegne fra mine Love og have ikke holdt dem; vender om til mig, saa vil jeg vende om til eder, siger Herren, Hærskarernes Gud. Og I sige: Hvori skulle vi vende om?
8 Skal et Menneske bedrage Gud, siden I hbedrage mig? Og I sige: Hvormed have vi bedraget dig? Med Tienden og den hellige Gave.
9 Med Forbandelsen ere I forbandede, og mig bedrage I, ja, det hele Folk.
10 Bringer hele Tienden ind i Forraadshuset, forat der maa være Føde i mit hus, og prøver mig dog derved, siger Herren, Hærskarernes Gud, om jeg ikke vil oplade Himmelens Sluser for eder og udtømme Velsignelser over eder, mere end nok!
11 Og jeg vil true Æderen[11] for eder, saa den ikke skal fordærve Jordens Frugt for eder; og Vinstokken paa Marken skal ikke slaa eder feil, siger Herren, Hærskarernes Gud.
12 Og alle Folkene skulle prise eder lykkelige; thi I skulle være et lysteligt Land, siger Herren, Hærskarernes Gud.
13 Eders Ord have været stærke mod mig, siger Herren. Og I sige: Hvad have vi talt med hverandre imod dig?
14 I have sagt: Faafængt er det at tjene Gud, og hvad Vinding er der i, at vi have taget Vare paa hans Bud, og at vi have gaaet i Sørgeklæder for Herrens, Hærskarernes Guds, Skyld?
[ 943 ]
15 Og nu prise vi de Hovmodige lykkelige; baade ere de blevne opbyggede, de, som øve Ugudelighed, og de have sat Gud paa prøve og ere dog slupne fri.
16 Da talte de sammen, de, som frygte Herren, den Ene med den Anden, og Herren gav Agt og hørte, og der blev skrevet for hans Aasyn en Ihukommelsesbog for dem, som frygte Herren og tænke paa hans Navn.
17 Og de skulle, siger Herren, Hærskarernes Gud, paa den Dag, jeg skaber, være min Eiendom, og jeg vil vise Skaansel mod dem, ligesom en mand viser Skaansel mod sin Søn, der tjener ham.
18 Da skulle I atter se Forskjel mellem den Retfærdige og den Ugudelige, mellem den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.
Paa Dommens Dag skulle de Ugudelige tilintetgjøres, medens Retfærdighedens Sol (i Messias) skal gaa op for de Gudfrygtige og læge dem, 1-3. Til Slutning formaner Profeten Folket til at lægge sig Mose-Loven paa Hjerte og holde fast ved den, og forkynder, at Herren før den store Dommens Dag skal sende en ny Elias (Johannes den Døber), som ved sin Prædiken skal omvende Mange af Folket, forat Landet skal undgaa Tilintetgjørelsen, 4-6.
THI se, Dagen kommer, brændende som en Ovn; da skulle alle Hovmodige og hver den, som øver Ugudelighed, være Halm, og Dagen, som kommer, skal sætte dem i Brand, siger Herren, Hærskarernes Gud, saa den ikke levner dem Rod eller Gren.
2 Men for eder, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og hoppe som gjødede Kalve,
3 og I skulle nedtræde de Ugudelige, thi de skulle være Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, jeg skaber, siger Herren, Hærskarernes Gud.
4 Kommer i Hu Moses’s, min Tjeners Lov, som jeg bød ham paa Horeb for hele Israel, Love og Bud!
5 Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend Herrens Dag kommer, den store og forfærdelige;
6 og han skal vende Fædrenes Hjerte til Børnene og Børnenes Hjerte til deres Fædre, forat jeg ikke skal komme og slaa Landet med Ban.
- ↑ ved at foregive, at han kun har Hundyr at ofre.
- ↑ 1, 6 fg.
- ↑ 2 Mos. 29, 14. Am. 5, 21.
- ↑ d. e. i Anvendelsen af Loven, naar I dømme; 5 Mos. 1, 17. Ps. 82, 2 fg.
- ↑ d. e. hver levende Sjæl.
- ↑ nemlig: af eders forskudte Hustruer.
- ↑ 1, 10.
- ↑ Abraham
- ↑ er dog vedbleven at være Profet
- ↑ den forjættede Søn
- ↑ Græshoppen.