og Offergave fra eders Haand behager mig ikke.
11 Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang skal mit Navn vorde stort iblandt Hedningefolkene, og paa ethvert Sted skal der brændes Røgelse og frembæres Offergave for mit Navn, ren Offergave; thi stort skal mit Navn vorde bøandt Folkene siger Herren, Hærskarernes Gud.
12 Men I vanhellige det, idet I sige: Herrens Bord er besmittet, og hvad der kommer ind til det, Maden paa det, er foragteligt.
13 Og I sige: Se, hvilken Møie! Og I blæse ad det, siger Herren, Hærskarernes Gud, og I bringe, hvad der er røvet, og hvad der er halt, og hvad der er sygt, og I bringe det som Offergave; skulde Saaadant fra eders Haand behage mig? siger Herren.
14 Og forbandet være den, der handlet svigagtig[1], endog der er Handyr i hans Hjord, og den, som gjør Løfte og dog ofrer et Hundyr, som har Lyde, til Herren; thi en stor Konge er jeg, siger Herren, Hærskarernes Gud, og mit Navn er forfærdeligt blandt Folkene.
Profeten bebreider Presterne, at de ere afvegne fra sine Fædres ustraffelige Vandel og fra den Pakt, Herren har sluttet med Levi, og truer dem med haard Straf, hvis de ikke vende om og give Herrens Navn Ære, 1-9; han forkynder ogsaa dem Herrens Straf, som forskyde sine israelitiske Hustruer og tage hedenske Kvinder tilægte, 10-16, og revser dem, der beskylde Gud for Uretfærdighed og spørge efter Guds Dom, 17.
G nu til eder dette Bud, I Prester!
2 Dersom I ikke høre, og dersom I ikke lægge det[2] paa Hjerte, saa I give mit Navn Ære, siger Herren, Hærskarernes Gud, saa vil jeg sende Forbandelsen mod eder og forbande eders Velsignelser; jeg har ogsaa forbandet dem, fordi I ikke lægge det paa Hjerte.
3 Se, jeg forbander Sæden for eder og kaster Møg paa eders Ansigter, eders Høitiders Møg[3]; og man skal bringe eder hen til den.
4 Og I skulle kjende, at jeg har sendt eder dette Bud, forat det skal være min Pakt med Levi, siger Herren, Hærskarernes Gud.
5 Min Pakt var med ham, Livet og Freden, og jeg gav ham dem til Frygt, og han frygtede mig, og for mit Navn var han forfærdet.
6 Sandheds Lov var i hans Mund, og Uret blev ikke funden paa hans Læber; i Fred og i Redelighed vandrede han med mig, og Mange omvendte han fra Misgjernng.
7 Thi en Prests Læber skulle bevare Kundskab, og Lov skal man søge af hans Mund; thi Herrens, Hærskarernes Guds, Sendebud er han.
8 Men I ere afvegne fra Veien, have bragt Mange til at støde an mod Loven; I have fordærvet Levis Pakt, siger Herren, Hærskarernes Gud.
9 Derfor har ogsaa jeg gjort eder foragtede og ringe for alt Folket, fordi I ikke bevare mine Veie, men anse Personer i Loven[4].
10 Have vi ikke allesammen een Fader? Har ikke een Gud skabt os? Hvorfor handle vi da troløst, den Ene mod den Anden, saa vi vanhellige vore Fædres Pakt?
11 Juda har handlet troløst, og Vederstyggelighed er øvet i Israel og i Jerusalem; thi Juda har vanhelliget Herrens Helligdom, som han elsker, og har taget en fremmed Guds Datter tilægte.
12 For den Mand, som det gjør, udrydde Herren af Jakobs Telte den, som vaage, og den, som svarer[5], og den, som bringer Offergave frem for Herren, Hærskarernes Gud!
13 For det Andet gjøre I ogsaa dette: I dække Herrens Alter med Taarer, med Graad og Suk[6], saa han ikke mere vender sig til Offergaven, til at modtage noget Velbehageligt af eders Haand[7].
14 Og I sige: Hvorfor? Fordi Herren har været Vidne mellem dig og din Ungdoms Hustru, mod hvem du
