le Aar efter Aar drage op for at tilbede Kongen, Herren, Hærskarernes Gud, og for at feire Løvsalernes Fest.
17 Og det skal ske, at de af Jordens Slægter, som ikke drage op til Jerusalem for at tilbede Kongen, Herren, Hærskarernes Gud, over dem skal der ikke komme Regn;
18 og om Ægyptens Slægt ikke drager op og ikke kommer, da skal det heller ikke komme over dem; den Plage skal komme over dem, hvormed Herren skal plage de Hedningefolk, som ikke drage op for at feire Løvsalernes Fest.
19 Dette skal være Ægyptens Straf og alle de Hedningefolks Straf, som ikke drage op for at feire Løvsalernes Fest.
20 Paa den Dag skal der staa paa Hestenes Bjælder: Helliget Herren, og Gryderne i Herrens Hus skulle være som Offerskaalerne foran Alteret,
21 og hver Gryde i Jerusalem og i Juda skal være helliget Herren, Hærskarernes Gud, og alle de, som ofre, skulle komme og tage af dem og koge i dem; og der skal ikke mere være nogen Kananit[1] i Herrens, Hærskarernes Guds, Hus paa den Dag.
Profeten vidner for Folket, som ikke vil erkjende Guds Kjærlighed mod det, at Herren har bevist denne ved at udvælge Israel og forkaste dets Broderfolk Edom, 1-5. Uagtet Israel kalder Gud sin Fader og Herre, vide sog selv Presterne Foragt for ham ved at bringe ham lovstridige Offere, 6-8. Derfor vilde han, om Presterne vilde bede for Folket, ikke være dem naadig; herren trænger ikke til deres Gudstjeneste, han, hvis Navn snart skal vorde stort over al Jorden, og hvem alle Jordens Folk skulle bringe sande Offere, medens Israel ringeagter ham ved sine lovstridige Offere og derved fører hans Forbandelse over sig, 9-14.
HERRENS Ords Udsagn til Israel ved Malakias.
2 Jeg kar elsket eder, siger Herren. Og I sige: Hvori har du elsket os? Er ikke Esau Broder til Jakob? siger Herren; dog har jeg elsker Hakob,
3 men Esau har jeg hadet, og jeg har gjort hans Bjerge til en Ørken og hans Arv til Bolig for Ørkenens Schakaler.
4 Naar Edom siger: Vi ere knuste, men vi skulle atter opbygge Ruinerne, da siger Herren, Hærskarernes Gud, saaledes: De skulle bygge, men jeg skal nedrive, og man skal kalde dem Ugudeligheds Land og det Folk, paa hvilket Herren er vred indtil evig Tid,
5 og eders Øine skulle se det, og I skulle sige: Herren er stor over Israels Landemærke.
6 En Søn ærer sin Fader, og en Tjener sin Herre; er jeg nu Fader, hvor er da min Ære, og er jeg herre, hvor er da min Frygt? siger Herren, Hærskarernes Gud, til eder, I Prester, som foragte mit Navn. Og I sige: Hvorved have vi foragtet dit Navn?
7 Ved at bringe besmittet Mad paa mit Alter. Og I sige: Hvormed have vi besmittet dig? Ved at sige: Herrens Bord er foragteligt,
8 og naar I bringe et blindt Dyr til at ofres, er der intet Ondt deri, og naar I bringe et halt og et sygt, er der intet Ondt deri. Bring det dog frem for din Stadtholder! Mon han vil finde Behag i dig, eller mon han vil tage naadig imod dig? siger Herren, Hærskarernes Gud.
9 Saa bønfalder dog Gud, at han maa vorde os naadig! Af eders Haand er dette skeet, — vil han for eders Skyld være naadig? siger Herren, Hærskarernes Gud.
10 Gud der dog var En iblandt eder, som vilde lukke Dørene, forat I ikke skulle gjøre Ild paa mit Alter uden Nytte! Jeg har ingen Lyst til eder, siger Herren, Hærskarernes Gud,
- ↑ Es. 35, 3; 52, 1. Joel 3, 22. Aab. 21, 27.
