Bibelen (1891)/Profeten Sakarias

Bibelen

Bibelen

Det Amerikanske Bibel-Selskab, 1907 (s. 929-940).

1. KAPITEL.

Sakarias, som profeterede i den persike Konges, Darius Hystaspis’s, Dage, formaner Jøderne til Omvendelse, forat de ikke skulle vorde straffere som sine Fædre, 1-6. I et Syn ser han er Rytter (Herrens Engel) holde stille blandt Myrtetræerne i Dalgrunden (Israels Menighed) og hører en Engel forkynde, at Templet og Jerusalem atter skulle bygges og Judas Stæder rigelig velsigner, 7-17.

 

I den ottende Maaned i Darius’s andet Aar kom Herrens Ord til Profeten Sakarias, Søn af Berekias, Søn af Iddo, saalydende:
² Vred har Herren været paa eders Fædre, ja vred.
³ Og du skal sige til dem: Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Vender om til mig, siger Herren, Hærskarernes Gud, saa vil jeg vende om til eder, siger Herren, Hærskarernes Gud.
⁴ Værer ikke som eders Fædre, til hvem de forrige Profeter raabte og sagde: Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Vender dog om fra eders onde Veie og eders onde Idrætter! Men de hørte ikke og gave ikke Agt paa mig, siger Herren.
⁵ Eders Fædre, hvor ere de? Og Profeterene, kunne de leve til evig Tid?
⁶ Dog, mine Ord og mine Beslutninger, som jeg bød mine Tjenere Profeterne at forkynde, have de ikke naaet eders Fædre, saa de vendte om og sagde: Som Herren, Hærskarernes Gud, havde isinde at gjøre mod os efter vore Veier og efter vore Idrætter, saaledes har han gjort med os?
⁷ Paa den fire og tyvende Dag i den ellevte Maaned, det er Maaneden Sebat, i Darius’s andet Aar, kom Herrens Ord til Profeten Sakarias, Søn af Berekias, Søn af Iddo, saalydende:
⁸ Jeg saa om Natten, og se, en Mand red paa en rød Hest, og han holdt stille blandt Myrtetræerne i Dalgrunden; og bag ham var der røde, blakke og hvide Heste.
⁹ Da sagde jeg: Hvad er dette, min Herre? Og Engelen, som talte med mig, sagde til mig: Jeg vil lade dig se, hvad dette er.
¹⁰ Da tog Manden, som holdt stille blandt Myrtetræerne, tilorde og sagde: Dette er dem, som Herren har sendt til at drage omkring paa Jorden.
¹¹ Og de svarede Herrens Engel, som holdt stille blandt Myrtetræerne, og sagde: Vi have draget omkring paa Jorden, og se, hele Jorden sidder i Ro og er stille.
¹² Da svarede Herrens Engel og sagde: Herre, Hærskarernes Gud! Hvor længe vil du ikke forbarme dig over Jerusalem og over Judas Stæder, som du har været vred paa ny i sytti Aar?
¹³ Og Herren svarede Engelen, som talte med mig, gode Ord, trøstelige Ord.
¹⁴ Og Engelen, som talte med mig, sagde til mig: Raab og sig: Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Jeg er nidkjær for Jerusalem og for Zion, saare nidkjær.
¹⁵ og vred, saare vred er jeg paa de trygge Hedningefolk; thi jeg var kund lidt vred, men de hjalp til Ulykken.
¹⁶ Derfor, saa siger Herren: Jeg vender om til Jerusalem med Barmhjertighed; mit Hus skal bygges i det, siger Herren, Hærskarernes Gud, og Maalesnor skal udstrækkes over Jerusalem.
¹⁷ Raab fremdeles og sig: Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Endnu skulle mine Stæder flyde over af Godt, og Herren skal endnu trøste Zion og endnu udvælge Jerusalem.

2. KAPITEL.

Profeten skuer i et Syn fire Horn og fire Smede, der skulle afhugge dem, hvorved betegnes, at de mod Guds Folk fiendtlige Verdensrige skulle berøves sin Magt, 1-4, og i et andet Syn en Mand, som gik hen for at maale, hvor stort Jerusalem skulde vorde, hvorved betegnes, at Jerusalem skal vorde folkerigt og beskjermet af Herren, 5-9. De i Babel tilbageblevne Jøder opfordres til i Hast at fly derfra; thi ny skal Herren hjemsøge Babel og gjengjælde det, hvad det har gjort mod hans Folk, 10-13. Dette skal fryde sig, thi Herren vil komme og bo i dets Midte, og mange Hedninger skulle omvende sig til ham (Spaadomme, der sigte til messias og ere blevne opfyldte i og ved ham), 14-17.

 

OG jeg løftede min Øine op og saa, og se, der var fire Horn.
² Og jeg sagde til Engelen, som talte med mig: Hvad er dette? Og han sagde til mig: Dette er de Horn, som have adspredt Juda, Israel og Jerusalem.
³ Og Herren lod mig se fire Smeder.
⁴ Og jeg sagde: Hvad komme disse for at gjøre? Og han sagde: Hine ere de Horn, som have adspredt Juda, saaledes at Ingen løftede sit Hoved; disse ere nu komne for at forfærde dem, for at afslaa Hornene paa de Hedningefolk, som have løftet Horn mod Judas Land for at adsprede det.
⁵ Og jeg løftede mine Øine op og saa, og se, der stod en Mand, og i hans Haand var der en Maalesnor.
⁶ Og jeg sagde: Hvor gaar du hen? Og han sagde til mig: Hen for at udmaale Jerusalem, for at se, hvor stor dets Bredde, og hvor dets Længde skal være.
⁷ Og se, Engelen, som talte med mig, gik ud, g en anden Engel gik ud imod ham.
⁸ Og han sagde til ham: Løb hen, tal til denne unge Mand og sig: Paa Landsbyers Vis skal Jerusalem ligge der for Mængden af Mennesker og Kvæg i dets Midte.
⁹ Og jeg, siger Herren, vil være det en Ildmur trindt omkring, og til herlighed vil jeg være i dets Midte.
¹⁰ Hør! Hør! Saa flyr dog ud af Nordens Land, siger Herren; thi efter Himmelens fire Veir har jeg spredt eder, siger Herren.
¹¹ Hør! Zion, undfly, du, som bor hos Babels Datter!
¹² Thi saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Efter Ære har han sendt mig til Hedningefolkene, som røvede eder; thi den, som rører ved eder, rører ved hans Øiesten;
¹³ thi se, jeg svinger min Haand over dem, og de skulle vorde et Rov for dem, som tjene dem; og I skulle kjende, at Herren Hærskarernes Gud, har sendt mig.
¹⁴ Fryd dig saare og glæd dig, du Zions Datter! Thi se, jeg kommer og bor i din Midte, siger Herren.
¹⁵ Og mange Hedningefolk skulle slutte sig til Herren paa den Dag og blive mit Folk; og jeg vil bo i din Midte, og du skal kjende, at Herren, Hærskarernes Gud, har sendt mig til dig.
¹⁶ Og Herren skal tage Juda til Ele som sin Del paa den hellige Jordbund; og han skal endnu udvælge Jerusalem.
¹⁷ Stille, alt Kjød, for Herrens Aasyn! Thi han er vaagnet og gaaet ud af sin hellige Bolig.

3. KAPITEL.

I et Syn, hvori Ypperstepresten Josva fremtræder i hele Folkets Sted, ser Profeten, hvorledes Gud forsvarer sit Folk mod Satans Anklage, tilgiver dem deres Synder og helliger dem. Fremdeles hører han, hvorledes Herren lover Josva, naar han er tro, sin Velsignelse og Bistand, og hvorledes han forjætter at ville sende Messias og i ham sørge for sin Menighed og skjenke den Syndeforladelse og Fred, 1-10.

¹ 

OG han lod mig se Josva, Ypperstepresten, staaende for Herrens Engels Aasyn, og Satan staaende ved hans høire Side for at staa ham imod.
² Og Herren sagde til Satan: Herren skjelde dig, Satan! Ja, Herren skjelde dig, han, som udvælger Jerusalem! Er ikke denne en rygende BRand, reddet af Ilden?
³ Men Josva var iført skidne Klæder, der han stod for Engelens Aasyn.
⁴ Og denne tog tilorde og sagde til dem, som stode for hans Aasyn: Tager de skidne Klæder af ham! Og han sagde til ham: Se, jeg tager din Misgjerning bort fra dig og ifører dig Høitidsklæder.
⁵ Og jeg sagde: Man sætte en ren Hue paa hans Hoved! Og de satte den rene Hue paa hans Hoved og iførte ham Klæder, medens herrens Engel stod der.
⁶ Da vidnede Herrens Engel for Josva og sagde:
⁷ Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Hvis du vandrer paa mine Veie, og hvis du tager Vare paa mine Bud, da skal du ogsaa dømme mit Hus og tage Vare paa mine Forgaarde; og jeg vil give dig Førere blandt disse, her staa^[1].
⁸ Hør dog, Josva, du Yppersteprest! Du og dine Venner, som sidde for dit Aasyn, I ere Varsels Mædn^[2]. Thi se, jeg lader min Tjener Spire^[3] komme;
⁹ thi se, den Sten, jeg har lagt for Josvas Aasyn, — paa den ene Sten ere syv Øine^[4] rettede! Se, jeg udskjærer dens Udskjæring, siger Herren, Hærskarernes Gud, og jeg tager dette Lands Misgjerning bort paa een Dag.
¹⁰ Paa den Dag, siger Herren, Hærskarernes Gud, skulle I indbyde den Ene den Anden, hen under Vinstokken og hen under Figentræet.

4. KAPITEL.

Profeten ser en Guldlysestage, Billedet af Menigheden, og ved dens SIder to Oljetræer, Billedet af de to Embeder, det prestelige og det fyrstelige, gjennem hvilke Herren lader sin Aand udstrømme over dem; ved denne Aands Kraft skal, trods den ringe Begyndelse og alle Hindringer, Templet fuldføres af Srubabel, som dengang beklædte det fyrstelige Embede, 1-14.

¹ 

OG Engelen, som talte med mig, kom igjen, og han vakte mig som en Mand, der vækkes af sin Søvn.
² Og han sagde til mig: Hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser, og se, der er en Lysestage, ganske af Guld, og dens Oljekar er ovenpaa den, og dens syv Lamper ere paa den, syv Rør for hver Lampe, som er ovenpaa den,
³ og to Oljetræer staa ved Siden af den, eet paa Oljekarrets høire Side og eet paa dets venstre Side.
⁴ Og jeg svarede og sagde til Engelen, som talte med mig, saaledes: Hvad er dette, min Herre?
⁵ Og Engelen, som talte med mig, svarede og sagde til mig: Ved du ikke, hvad dette er? Og jeg sagde: Nei, min Herre!
⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er Herrens Ord til Serubabel: Ikke ved Magt og ikke ved Kraft, men ved min Aand, siger Herren, Hærskarernes Gud.
⁷ Hvo er du, du store Bjerg for Serubabels Aasyn? Bliv til Slette! Og han skal føre Topstenen^[5] frem unde høie Raab: Naade, Naade være med den!
⁸ Og Herrens Ord kom til mig, saalydende:
⁹ Serubabels Hænder have grundlagt dette Hus, og hans Hænder skulle fuldføre det; og du skal kjende, at Herren Hærskarernes Gud, har sendt mig til eder.
¹⁰ Thi hvo vil foragte den ringe Begyndelses Dag? Med Glæde se hine Syv^[6] Blyloddet i Serubabels Haand; Herrens Øine fare omkring over den hele Jord.
¹¹ Og jeg tog tilorde og sagde til ham: Hvad ere disse to Oljetræer ved Lysestagens høire Side og ved dens venstre Side?
¹² Og jeg tog anden Gang tilorde og sagde til ham: Hvad ere de to Oljegrene, som ere tæt ved de to Guldgrene, der udtømme Guldet^[7] af sig?
¹³ Og han sagde til mig: Ved du ikke, hvad disse ere? Og jeg sagde: Nei, min Herre!
¹⁴ Da sagde han: Disse ere de to Olje Børn^[8], som staa hos al Jordens Herre.

5. KAPITEL.

Profeten ser en flyvende, paa begge Sider med Forbandelser beskreven Rulle, hvorved betegnes, at Herren vil lade sin Forbandelse udgaa over det hele Land mod sin Lovs Overtrædelse, 1-4. Derpaa ser Profeten en Efa, hvori Ugudeligheden under Billedet af en Kvinde er indesluttet, og som bortføres til Babylon for at forblive der, hvorved betegnes, at de Ugudelige skulle bortskaffes af Menigheden for at forblive paa Straffens Sted, 5-11.

 

OG atter løftede jeg mine Øine op og saa, og se, der var en flyvende Rulle.
² Og han sagde til mig: Hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en flyvende Rulle, dens Længde er tyve Alen, og dens Bredde ti Alen.
³ Og han sagde til mig: Dette er den FOrbandelse, som udgaar over det hele Land; thi hver den, som stjæler, skal ifølge den, efter hvad der staar paa dens ene Side, vorde udryddet, og ligesaa skal hver den, som sværger falskelig, ifølge den, efter hvad der staar paa dens anden Side, vorde udryddet.
⁴ Jeg har ladet den^[9] udgaa, siger Herren, Hærskarernes Gud, og den skal komme i Tyvens Hus og i dens Hus, der sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive i hans Hus og fortære det, baade dets Treværk og dets Stene.
⁵ Og Engelen, som talte med mig, gik ud og han sagde til mig: Løft dog dine Øine op og se, hvad dette er, som gaar ud!
⁶ Og jeg sagde: Hvad er det? Og han sagde: Dette er den Efa, som gaar ud. Og han sagde: Saaledes skal det se ud med dem^[10] i hele Landet.
⁷ Og se, et Blylaag blev løftet op, og der var en Kvinde, som sad midt i Efaen.
⁸ Og han sagde: Dette er Ugudeligheden. Og han kastede hende ned i Efaen og kastede Blystenen for dens Aabning.
⁹ Og jeg opløftede mine Øine og saa, og se, to Kvinder gik ud, og der var Vind i deres Vinder, og de havde Vinger som Storkens Vinger; og de løftede Efaen op imellem Jorden og Himmelen.
¹⁰ Da sagde jeg til Engelen, som talte med mig: Hvor føre de Efaen hen?
¹¹ Og han sagde til mig: hen for at bygge et Hus for hende i Sinears Land; og naar det er færdigt, skal hun sættes ned der paa sin Plads.

6. KAPITEL.

Profeten ser fire Vogne, forspændte med røde, sorte, hvide og spættede Heste, der udsendes dels mod Nord, dels mod Syd, dels over hele Jorden, hvorved betegnes, at Herren vil fuldbyrde sine Straffedomme over alle mod hans Folk fiendtlige Magter paa Jorden, navnlig Babel og Ægypten, 1-8. Fra de i Babel værende Jøder ere nogle Mænd komne til Jerusalem; af dem skal Profeten modtage Sølv og Guld, deraf gjøre Kroner og sætte dem paa Ypperstepresten Josvas Hoved, hvorpaa de skulle opbevares i Templet til et Mindetegn for Sølvets og Guldets Overbringere; den med Kronerne smykkede Yppersteprest er Forbillede paa Messias, som skal komme og bygge Herrens Tempel (hans Menighed) og være baade Konge og Yppersteprest i sit Rige, og Gavens Overbringere ere Forbilleder paa de Mange, som langt borte fra skulle komme til Herrens Tempel og bygge paa det, 9-15.

 

OG jeg løftede atter min Øine op og saa, og se, fire Vogne gik ud imellem to Bjerge, og Bjergene vare Kobberbjerge.
² For den første Vogn var der røde Heste, og for den anden Vogn var der sorte Heste,
³ og for den tredje Vogn var der hvide Heste, og for den fjerde Vogn spættede, stærke Heste.
⁴ Og jeg tog tilorde og sagde til Engelen, som talte med mig: Hvad er dette, min Herre?
⁵ Og Engelen svarede og sagde til mig: Dette er Himmelens fire Vinde, som gaa ud efter at have fremstillet sig for al Jordens Herre.
⁶ Vognen med de sorte Heste for gik ud mod Nordens Land, og de hvide gik ud efter dem, og de spættede gik ud mod Søndens Land.
⁷ Og de stærkeste^[11] gik ud, og de begjærede at gaa for at drage omkring paa Jorden^[12], og han sagde: Gaar, drager omrking paa Jorden! Og de droge omkring paa Jorden.
⁸ Og han raabte høit paa mig og talte med mig saaledes: Se, de, som gaa ud mod Nordens Land, de stille min Vrede paa Nordens Land.
⁹ Og Herrens Ord kom til mig, saalydende:
¹⁰ Modtag af de Bortførte, af Heldaj, Af Tobia og af Jedaja, — gaa du selv paa den samme Dag, gaa ind i Josias’s, Zefanias’s Søns, Hus, hvorhen de ere komne fra Babel,
¹¹ og modtag af dem Sølv og Guld og gjør Kroner og sæt dem paa Josvas, Jehozadaks Søns, Yppersteprestens, Hoved!
¹² Og sig til ham: Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Se en Mand, Spire^[13] er hans Navn, og fra sit Sted skal han spire frem, og han skal bygge Herrens Tempel.
¹³ Ja, han skal bygge Herrens Tempel, og han skal bære Herlighed^[14]og sidde og herske paa sin Kongetrone, og hans kal være PRest paa sin Trone, og Freds Raad skal der være mellem dem begge.
¹⁴ Og Kronerne skulle være for Helem og Tobia og Jedaja og Hen, Zefanias’s Søn, til en Ihukommelse i Herrens Tempel.
¹⁵ Og fjernt Boende skulle komme og bygge paa Herrens Tempel, og I skulle kjende, at Herren, Hærskarernes Gud, har sendt mig til eder; og dette skal ske, naar I høre paa Herrens, eders Guds, Røst.

7. KAPITEL.

Betels Indvaanere forespørge hos Presterne og Profeterne, om man fremdeles skal holde den Fastedag, Fædrene have vedtaget at holde i Anledning af Jerusalems Ødelæggelse, 1-3. Herren svarer ved Sakarias, at det er ham ligegyldigt, enten de faste eller æde og drikke, og minder dem om, hvorledes han har formanet deres Fædre til at øve Retfærdighed og Barmhjertighed, og hvorledes de ved at forhærde sig mod hans Ord have ført hans svare Straffedomme over sig og over Landet, 4-14.

 

OG det var i Kang Darius’s fjerde aar, da kom Herrens Ord til Sakarias paa den fjerde Dag i den niende Maaned, i Maanedens Kislev.
² Betel sendte nemlig Arezer og Regem-Melek og hans Mædn for at bønfalde Herren,
³ for at sige til Presterne, som hørte til Herrens, Hærskarernes Guds, Hus, og til Profeterne: Skal jeg græde i den femte maaned og være afholden, ligesom jeg har gjort allerede i saa mange Aar?
⁴ Da kom Herrens, Hærskarernes Guds, Ord til mig, saalydende:
⁵ Sig til alt Landets Folk og til Presterne: Naar I have holdt Faste og Klagermaal i den femte^[15] og i den syvende^[16] Maaned, og det nu i sytti Aar^[17], er det da for mig, I have holdt Faste?
⁶ Og naar I æde, og naar I drikke, er det da ikke eder, som æde, og eder, som drikke?
⁷ Mides I ikke de Ord, Herren lod udraabe ved de forrige Profeter, da Jerusalem laa der i Ro og Fred, og dets Stæder trindt omkring det, og Sydlandet og Lavlandet laa der i Ro?
⁸ Og Herrens Ord kom til Sakarias, saalydende:
⁹ Saa sagde Herren, Hærskarernes Gud: Dømmer ret Dom og øver Miskundhed og Bermhjertighed, hver mod sin Broder,
¹⁰ og undertrykker ikke Enke eller Faderløs, Fremmed eller Elendig, og optænker ikke Ondt, en Broder mod den anden, i eders Hjerte!
¹¹ Men de vægrede sig for at give Agt og satte en gjenstridig Skulder imod, og sine øren gjorde de døve, saa de ikke hørte,
¹² og sit Hjerte gjorde de til en Diamant, saa de ikke hørte Loven og de Ord, Herren, Hærskarernes Gud, sendte ved sin Aand, ved de forrige Profeter; og der kom en stor Vrede fra Herren, Hærskarernes Gud.
¹³ Og det skede: Ligesom han raabte, og de ikke hørte, saaledes, sagde Herren, Hærskarernes Gud, skulle de raabe, og jeg vil ikke høre,
¹⁴ og jeg vil bortveire dem henover alle Hedningefolkene, som de ikke kjende, og Landet skal blive øde efter dem, saa Ingen drager frem eller tilbage der. Og saa gjorde de det lystelige Land til en Ørk.

8. KAPITEL.

Dog, nu vil Herren igjen naadig tage sig af Israel, føre de Adspredte tilbage, være deres Gud, bo i deres Midte og rigelig velsigne dem, 1-15. Men da maa Israel lægge Vind paa Sandhed, øve Ret og Trofasthed, 16. 17. Da skulle Fastedagene blive Festdage, 18. 19. Ogsaa mange Hedningefolk skulle omvende sig til Herren, 20-13. Disse herlige Forjættelser sigte til og have sin Opfyldelse i Messias’s Komme og Gjerning.

 

OG Herrens, Hærskarernes Guds, Ord kom, saalydende:
² Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Jeg er nidkjær for Zion, saare nidkjær, og med stor Harme er jeg nidkjær for det.
³ Saa siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og vil bo midt i Jerusalem, og Jerusalem skal kaldes den trofaste Stad, og Herrens, Hærskarernes Guds, Bjerg det hellige Bjerg.
⁴ Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Der skal endnu sidde gamle Mænd og gamle Kvinder paa Jerusalemsn Gader, hver med sin Stav i sin Haand for sine Dages Mangfoldigheds Skyld,
⁵ og Stadens Gader skulle fyldes med Drenge og Piger, som lege paa dens Gader.
⁶ Saa siger Herren, Hærskarerens Gud: Naar det vil være underligt for ders Øine, som ere blevne tilovers af dette Folk i de Dage, mon det da ogsaa vil være underligt i mine Øine? siger Herren, Hærskarernes Gud.
⁷ Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Se, jeg frelser mit Folk fra Solopgangs Land og fra Solnedgangs Land,
⁸ og jeg lader dem komme, og de skulle bo midt i Jeruslame, og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud i Sandhed og i Retfærdighed.
⁹ Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Eders Hænder være stærke I, som i disse Dage høre disse Ord af de Profeters Mund, som vare paa den Dag, da Herrens, Hærskarernes Guds, Hus, Templet, blev grundlagt, forat det skulde bygges!
¹⁰ Thi før de Dage var der ingen Løn for Menneskene og ingen Løn for Dyrene^[18]; og for den, som drog ud, og for den ind, var der ingen Fred for Fienden, og jeg slap alle Mennesker løs, det ene mod det andet.
¹¹ Men nu vil jeg ikke være som i de forrige Dage mod dem, der ere blevne tilovers af dette Folk, siger Herren, Hærskarernes Gud;
¹² men der skal være Sæd, som fredes: Vinstokken skal give sin Frugt, og Jorden skal give sin Grøde, og Himlene skulle give sin Dug, og jeg vil lade dem, dere ere blevne tilovers af dette Folk, arve alt dette.
¹³ Og det skal ske, ligesom I, Judas Hus og Israels Hus, have været en Forbandelse blandt Hedningerne, saaledes vil jeg nu frelse eder, og I skulle vorde en Velsignelse; frygter ikke! Eders Hænder være stærke!
¹⁴ Thi saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Ligesom jeg foresatte mig at gjøre eder Ondt, da eders Fædre vakte min Vrede, siger Herren, Hærskarernes Gud, og jeg ikke angrede det,
¹⁵ saaledes har jeg igjen i disse Dage foresat mig at gjøre vei imod Jerusalem og Judas Hus; frygter ikke!
¹⁶ Disse ere de Ting, I skulle gjøre: Taler Sandhed, hver med sin Næste, dømmer ret Dom og Freds Dom eders Porte,
¹⁷ og optænker ikke Ondt i eders Hjerte, den Ene mod den Anden, og elsker ikke falsk Ed! Thi alt dette hader jeg, siger Herren.
¹⁸ Og Herrens, Hærskarernes Guds, Ord kom til mig, saalydende:
¹⁹ Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Fasten i den gjerde Maaned^[19] og Fasten i den femte^[20] og Fasten i den Syvende^[21] og Fasten i den tiende Maaned^[22] skal vorde Judas Hus til Fryd og Glæde og til glade Høitider. Men elsker Sanheden og Freden!
²⁰ Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Endnu skal det ske, at Folkeslag skulle komme og mange Stæders Indbyggere.
²¹ Og Indbyggerne af den ene Stad skulle gaa hen til den anden og sige: Lader os gaa hen for at bønfalde Herren og for at søge Herren, Hærskarernes Gud! Jeg vil gaa, ogsaa jeg.
²² Og mange Folkeslag og talrige Hedningefolk skulle komme for at søge Herren, Hærskarernes Gud, i Jerusalem og for at bønfalde Herren.
²³ Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: I de Dage skal det ske, at ti Mænd af alle Hedningefolkenes Tungemaal skulle gribe fat i en jødisk Mands Flig, sigende: Vi ville gaa med eder; thi vi have hørt: Gud er med eder.

9. KAPITEL.

Profeten forkynder, at Herrens Straffedom skal komme over Verdensriget og særlig ramme Damaskus og Hamat, Tyrus og Sidon samt Filisterne, dog saa, at Levningen af disse skal afstaa fra Afguderiet og blive optagen i Israel, 1-7. Israel derimod skal i denne Trængsels Tid blive beskyttet af Herren, 8, og siden skal Messias komme til det i ringe og ydmyg Skikkelse og oprette et Fredsrige, 9. 10. De Medlemmer af Guds Folk, som endnu leve i Fangenskab, skulle udfries, og Israel ved Herrens Bistand seierrigt kjæmpe mod Grækerne og blive velsignet med Herlighed og Lykke, 11-17.

 

HERRENS Ords Udsagn kommer over Hadraks Land^[23], og over Damaskus skal det blive (thi Herren har Øie med Menneskene og med alle Israels Stammer),
² ogsaa over Hamat, som grænser dertil, over Tyrus og Sidon; thi det er saare viist.
³ Og Tyrus byggede sig en Fæstning, og det opdyngede Sølv som Støv og fint Guld som Skarn paa Gaderne.
⁴ Se, herren skal give Fremmede det til Eie og slaa dets Vold ned i Havet, og selv skal det fortæres af Ild.
⁵ Askalon ser det og frygter, ligesaa Gasa, og det bæver saare, ligesaa Ekron, fordi dets Haab^[24] er blevet tilskamme, og Konge skal forsvinde fra Gasa, og i Askalon skal Ingen bo.
⁶ Og fremmed Pak skal bo i Asdod, og jeg vil udrydde Filisternes Stolthed,
⁷ og jeg vil borttage deres Bold^[25] af deres Mund og deres Vederstyggeligheder imellem deres Tænder; ogsaa de skulle levnes for vor Gud, og de skulle være som Fyrster i Juda, og Ekron som en Jebusit^[26].
⁸ Og jeg vil slaa Leir for mit Hus mod hver Krigshær, mod den, der rykker frem, og mod den, der vender tilbage, og ikke skal nogen Trænger mere komme over dem; thi nu ser jeg med mine Øine.
⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! Raab høit, Jerusalems Datter! Se, din Konge kommer til dig, retfærdig er han og fuld af Frelse^[27], fattig og ridende paa et Asen, paa Asenindens unge Fole.
¹⁰ Og jeg vil udrydde Vogne af Efra’im og Heste af Jerusalem, og Krigsbue skal udryddes, og han skal tale Fred til Hedningerne, og hans Herredømme skal være fra Hav til Hav og fra Floden indtil Jordens Ender.
¹¹ Ogsaa du — for din Pakts Blods Skyld vil jeg løslade dine Fangne af en Brønd, hvori der intet Vand er.
¹² Vender tilbage til Fæstningen, I Bundne med Haab! Ogsaa idag forkynder jeg: Dobbelt vil jeg give dig igjen.
¹³ Thi jeg spænder mig Juda som Bue, lægger Efra’im paa Buen og opvækker dine Sønner, Zion, mod dine Sønner, Grækenland, og jeg gjør dig lig en vældig Krigsmands Sverd.
¹⁴ Og Herren skal lade sig se over dem, og hans Pil skal fare ud som Lynet, og den Herre Herre skal støde i Basunen og fare frem i Søndens Storme.
¹⁵ Herren, Hærskarernes Gud, skal skjerme over dem, og de skulle æde og træde over dem, og de skulle æde og træde Slyngestene^[28] under Fødder og drikke og larme som af Vin; og de skulle fyldes^[29] som Offerskaalen, som Alterets Hjørner^[30].
¹⁶ Og Herren, deres Gud, skal frelse dem paa den Dag, frelse sit Folk som en Hjord; thi de ere Kronestene, som funkle paa hans Land^[31];
¹⁷ thi hvor stor er dog dets Godhed, og hvor stor dets Skjønhed! Korn skal bringe Ynglinger og Most Jomfruer til at blomstre frem.

10. KAPITEL.

Til Herren skal man vende sig med Bøn og Velsignelse; han alene, ikke Afguderne, kan skjenke den, 1. 2. Herren skal straffe Judas fremmede Herskere og i deres Sted give det Herskere af dets egen Midte og skjenke det Seier over dets Fiender, 3-5. Ogsaa Josefs Hus (de ti Stammer) skal han være naadig. Han skal samle det, føre det tilbage med mægtig Arm og udruste det med Kraft, 6-12.

 

BEGJÆRER Regn af Herren i Sildigregnets Tid! Herren skaffer Lynstraaler, og Regnskyl skal han give dem, hver Mand Urter paar Marken.
² Thi Husguderne^[32] talte Falskt, og Spaamændene skuede Løgn, og forfængelige Drømme talte de, tom Trøst gave de; derfor droge de^[33] afsted som Faar, lede Ondt, fordi der ingen Hyrde var.
³ Mod Hyrderne^[34] er min Vrede optændt, og Bukkene^[35] vil jeg hjemsøge; thi herren, Hærskarernes Gud, besøger sin Hjord, Judas Hus, og gjør den lig sin Pragthest i Krigen.
⁴ Af det^[36] skal Hjørnesten, af det Nagle^[37], af det Krigsbue være; af det skal hver Hersker udgaa, alle tilhobe.
⁵ Og de skulle være som vældige Krigsmænd, der træde Gadeskarn ned i Krigen, og de skulle stride, thi Herren er med dem, og de, som ride paa Heste, skulle blive tilskamme.
⁶ Og jeg vil styrke Judas Hus og frelse Josefs Hus og give dem Bolig, thi jeg forbarmer mig over dem, og de skulle være, som om jeg ikke havde forkastet dem; thi jeg er Herren, deres Gud, og vil bønhøre dem.
⁷ Og Efra’im skal være som en vældig Krigsmand, og deres Hjerte skal blive glad som af Vin; og deres Børn skulle se det og glæde sig, deres Hejrte skal fryde sig i Herren.
⁸ Jeg vil pibe til dem og samle dem, thi jeg har forløst dem; og de skulle vorde mangfoldige, ligesom de have været mangfoldige.
⁹ Og jeg vil saa dem ud iblandt Folkene, og paa de fjerne Steder skulle de komme mig i Hu; og de skulle leve med sine Børn og komme tilbage.
¹⁰ Og jeg vil føre dem tilbage fra Ægyptens Land og samle dem fra Assur og bringe dem til Gileads Land og til Libanon, og der skal ikke blive Rum nok for dem.
¹¹ Og han^[38] skal gaa gjennem Havet, gjennem Trængsel, og nedslaa Bølgerne i Havet, og alle Strømmens^[39] Dyb skulle blive udtørrede, og Assurs Stolthed skal nedkues, og Ægyptens Spir skal vige.
¹² Og jeg vil styrke dem i Herren, og i hans Navn skulle de vandre, siger Herren.

11. KAPITEL.

Profeten forkynder en forfærdelig Ødelæggelse, der skal bryde ind og udbrede sig over hele Landet, 1-3, og begrunder derpaa denne Forkyndelse ved en ham af Herren befalet billedlig Handling, hvori han giver en Fremstilling af den gode Hyrde, Messias. Denne bliver sendt til det af fremmede Herskere haardt plagede jødiske Folk for at frelse det fra Undergang. Han arbeider med Troskab ublandt det, men kun Faa agte paa ham, medens Folket i det Hele taget forkaster ham og ikke agter ham mere værd end 30 Sølvpenge. Derfor vil Herren give det til Pris for fremmede Fiender og indvortes Tvedragt, 4-14. I en anden saadan Handling, hvori Profeten fremstiller de daarlige Hyrder, udtaler han, at det utaknemmelige Folk skal blive overladt til deres Vanrøgt og Mishandling, og skildrer derefter den rædsomme Straf, som skal ramme dem herfor, 15-17.

 

OPLAD, Libanon, dine Porte, forat Ild kan fortære dine Cedere!
² Hyl, Cypres, fordi Cederen er falden, fordi de herlige Træer ere ødelagte! Hyler, I Basans Ege, fordi den utilgjængelige Skov er nedstyrtet!
³ Høit lyder Hyrdernes Hylen, fordi deres Herlighed^[40] er ødelagt; høit lyder unge Løvers Brøl, fordi Jordans Stolthed^[41] er ødelagt.
⁴ Saa sagde Herren, min Gud: Røgt Slagtefaarene!
⁵ Deres Kjøbere dræbe dem uden at bøde derfor, og deres Sælgere sige: Lovet være Herren! nu bliver jeg rig; og deres Hyrder spare dem ikke.
⁶ Thi jeg vil ikke mere spare Landets Indbyggere, siger Herren; men se, jeg vil overgive Menneskene, den Ene i den Andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle sønderslaa Landet, og jeg vil ikke redde af deres Haand.
⁷ Og jeg røgtede Slagtefaarene, ogsaa de elendigste af Faarene; og jeg tog mig to Stave, den ene kaldte jeg Liflighed, den anden kaldte jeg Baand^[42], og jeg røgtede Faarene,
⁸ og jeg gjorde de tre Hyrder til Intet i een Maaned. Og min Sjæl blev utaalmodig over dem, og deres Sjæl væmmedes ogsaa ved mig,
⁹ og jeg sagde: Jeg vil ikke røgte eder; hvad der er nær ved at dø, faar dø, og hvad der er nær ved at blive tilintetgjort, faar blive tilintetgjort, faar blive tilintetgjort, og de, der bliver tilovers, daa fortære hverandres Kjød.
¹⁰ Og jeg tog min Stav Liflighed og sænderbrød den for at gjøre min Pakt til Intet, som jeg havde sluttet med alle Folkene.
¹¹ Og den blev gjort til Intet paa den Dag; og saaledes skjønte de elendigste af Faarene, de, som gave Agt paa mig, at det var Herrens Ord.
¹² Og jeg sagde til dem: Er det godt i eders Øine, saa giver mig min Løn, men hvis ikke, saa lader det være! Og de afveiede min Løn, treti Sølvpenge.
¹³ Og Herren sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet værd af dem! Og jeg tog de treti Sølvpenge og kastede dem hen i Herrens Hus til Pottemageren.
¹⁴ Og jeg sønderbrød min anden Stav Baand for at gjøre Broderskabet mellem Juda og Israel til Intet.
¹⁵ Og Herren sagde til mig: Tag dig atter en Stav, en daarlig Hyrdes Redskab!
¹⁶ Thi se, jeg opreiser en Hyrde i Landet; de Faar, som ere nær ved at omkomme, skal han ikke se til, det Forvildede skal han ikke opsøge, og hvad der har faaet Skade, skal han ikke læge; hvad der holder sig oppe, skal han ikke fodre, men det Fedes Kjæd skal han æde, og endog deres Klover skal han sønderbryde.
¹⁷ Ve den daarlige Hyrde, som forlader Faarene! Sverd over hans Arm og over hans høire Øie! Hans Arm skal visne bort, og hans høire Øie skal vorde udslukket.

12. KAPITEL.

Profeten forkynder, at alle Jordens Folk skulle angribe Jerusalem og Juda, men til sin egen Fordærvelse, idet Herrens Folk, styrket af sin Gud, vinder en herlig Seier over dem, 1-9, og at Herren vil udgyde sin Aand over sit Folk, som da i Bod og Tro skal se hen til herren, Messias, hvem de have gjennemstukket, og i alle sine Slægter bitterlig sørge og veklage over denne mod ham forøvede Misgjerning, 10-14.

 

HERRENS Ords Udsagn over Israel. Saa siger Herren, som udspænder Himmelen og grundfæster Jorden og danner Menneskets Aand i hans Indre:
² Se, jeg gjør Jeruslaem til en Tumleskaal^[43] for alle Folkene trindt omkring; ogsaa over Juda skal det gaa ud, naar Jerusalem bliver beleiret.
³  Og det skal ske paa den Da, da vil jeg gjøre Jerusalem til en Sten at løfte paa for alle FOlkene; Alle, som løfte paa den, skulle saare sig selv. Ja, alle Jordens Hedningefolk skulle samle sig imod det.
⁴ Paa den Dag, siger Herren, vil jeg slaa hver Hest med Skyhed og dens Rytte rmed Vanvid; og over Judas Hus vil jeg oplade mine Øine, og alle Folkenes Heste vil jeg slaa med Blindhed.
⁵ Og Judas Fyrster skulle sige i sit Hjerte: Styrke ere mig Jerusalems Indbyggere i Herren, Hærskarernes Gud, deres Gud.
⁶ Paa den Dag vil jeg gjøre Judas Fyrste lige et Fyrfad blandt Vedtræer og et Ildblus blandt Kornbaand, og de skulle fortære til Høire og til Venstre alle Folkene trindt omkring; og Jerusalem skal fremdeles blive paa sit Sted, i Jerusalem.
⁷ Og Herren skal frelse Judas Telte først, forat ikke Davids Huses Herlighed og Jerusalems Indbyggeres Herlighed skal blive større end Judas.
⁸ Paa den Dag skal Herren skjerme om Jerusalems Indbyggere, og den, der snubler iblandt dem, skal paa den Dag være som David, og Davids Hus som Gud, som Herren Engel foran dem^[44].
⁹ Og det skal ske paa den Dag, da vil jeg søge at ødelægge alle de Hedningefolk, som drage mod Jerusalem.
¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de skulle skue hen til mig, osm de have gjennemstunget; og de skulle holde Klagemaal over ham, som man holder Klagemaal over den Eenbaarne, og bitterlig sørge over ham, som man bitterlig sørger over den Førstefødte.
¹¹ Paa dne Dag skal Klagemaalet blive stort i Jerusalem, som Klagemaalet ved Hadadrimmon i Megidons Dal^[45].
¹² Og Landet skal holde Klagemaal, hver Slægt for sig, Davids Huses Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Natans Huses^[46] Slægt for sig og deres Kvinder for sig.
¹³ Levis Huses Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Sime’iternes Slægt for sig og deres Kvinder for sig,
¹⁴ alle de øvrige Slægter, hver Slægt for sig og deres Kvinder for sig.

13. KAPITEL.

Ved den samme Herre, Messias, skal det angergivne Folk faa Adgang til Renselse fra Synden, og alt afgudisk og ugudeligt Væsen udryddes af det, 1-6. Men forinden alt dette sker skal Herrens Hyrde og Næst, Messias, dø; berøvet sin Hyrde, skal Hjorden adspredes, udenat sog Herren forlader den; to Tredjedele af den skulle vistnok gaa tilgrunde, men den levnede Del skal, lutret gjennem svære Prøvelser, træde i det inderligeste Forhold til Herren, 7-9.

 

PAA den Dag skal der være en aabnet Kilde for Davids Hus og for Jerusalems Indbyggere mod Synd og mod Urenhed.
² Og det skal ske paa den Dag, siger Herren, Hærskarernes Gud, da vil jeg udrydde Afgudernes Navne af Landet, og de skulle ikke ihukommes mere; ogsaa Profeterne og den urene Aand vil jeg skaffe bort af Landet.
³ Og det skal ske, naar Nogen spaar herefter, da skulle hans Fader og hans Moder, de, som avlede ham, sige til ham: Du skal ikke leve, thi Løgn har du talt i Herrens Navn. Og hans Fader og hans Moder, de, som avlede ham, skulle gjennembore ham, medens hans spaar.
⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skulle Profeterne skamme sig, hver over sit Syn, naar han spaar, og de skulle ikke iføre sig en laaden Kappe for at lyve.
⁵ Men han skal sige: Jeg er ingen Profet; jeg er en Mand, som dyrker Jorden, thi en Mand har kjøbt mig i min Ungdom.
⁶ Og om man siger til ham: Hvad er det for Saar, du har i dine Hænder? saa skal han sige: Det er Saar jeg har faaet i mine Elskeres^[47] Hus.
⁷ Sverd! Vaagn op mod min Næste! siger Herren, Hærskarernes Gud; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil igjen tage mig af de Smaa^[48]!
⁸ Og det skal ske i hele Landet, siger Herren: To Tredjedele i det skulle udryddes, skulle omkomme, men den tredje Del skal levnes i det.
⁹ Og jeg vil føre den tredje Del i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølv, og prøve den, som man prøver Guld. Den skal paakalde mit Navn, og jeg vil svare den; jeg siger: Den er mit Folk, og den skal sige: Herren er min Gud.

14. KAPITEL.

Alle Folk skulle af Herren forsamles mod Jerusalem, indtage Staden under Voldshandlinger og føre Halvdelen af dens Indbyggere i Fangenskab, 1. 2. Da skal Herren drage ud mod sit Folks Fiender og frelse den anden Ahalvdel af det og derefter komme med sine hellige Engle for at fuldende sit Rige paa Jorden, 3-5. Efterat der først har været Mørke, skal, naar det mindst ventes, Frelsens Lys bryde frem, 6. 7; fra Jerusalem skal en Strøm af Velsignelse udbrede sig over hele Landet, 8-11; Fienderne, som ere dragne mod Staden, skulle blive ødelagte paa alle Maader, 12-15; de af dem, som blive tilovers, skulle komme til Jerusalem og tilbede Herren som Lemmer af hans Rige; de, som ikke gjøre dette, berøves hans Velsignelse, 16-19; al Forskjel mellem Helligt og Vanhelligt og al Blanding af Fromme og Ugudelige skal ophøre, idet Alt skal være helligt, 20. 21.

 

SE, en Dag komme for Herren, da dit Bytte skal deles i din Midte,
² da jeg vil samle alle Hadningefolkene til Jerusalem til Krig, og Staden skal tages, og Husene plyndres, og Kvinderne skjændes, og Halvdelen af Staden skal gaa ud i Landflygtighed, men Resten af Folket skal ikke udryddes af Staden.
³ Og Herren skal drage ud og stride mod disse Hedningefolk, som han pleier at stride paa Kampens Dag.
⁴ Og hans Fødder skulle paa den Dag staa paa Oljebjerget, osm er lige overfor Jerusalem mod Øst, og Oljebjerget skal revne midt over mod Øst og mod Vest, saa der bliver en saare stor Dal, og Halvdelen af Bjerget skal vige mod Nord, og Halvdelen mod Syd.
⁵ Og I skulle fly til Dalen mellem Bjerge, thi Dalen mellem Bjerge, thi Dalen mellem Bjergene skal naa til Azel^[49], og I skulle fly, som I flyede for Jordskjælvet i Usaias’s, Judas Konges, Dage; og Herren, min Gud, skal komme, — alle Hellige med dig.
⁶ Og det skal ske paa den Dag, da skal der ikke være niget Lys; de herlige Himmellys skulle svinde ind.
⁷ Og der skal være een Dag, den er kjendt af Herren; den skal hverken være Dag eller Nat; og det skal ske mod Aftens Tid, da skal der blive Lys.
⁸ Og det skal ske paa den Dag, da skulle levende Vande gaa ud fra Jerusalem, Halvdelen af dem til Havet mod Øst, og Halvdelen af dem til Havet mid Vest; Sommer og Vinter skal det ske.
⁹ Og Herren skal vorde Konge over hele Landet; paa den Dag skal Herren være een, og hans Navn eet.
¹⁰ Og hele Landet, fra Geba til Rimmon søndenfor Jerusalem, skal vorde ligt den øde Mark^[50], og det^[51] skal hæve sig høit og trone paa sit Sted lige fra Benjamins Port indtil den første Ports Sted, indtil Hjørneporten, og fra Hananels Taarn indtil Kongens Vinperser.
¹¹ Og de skulle bo i det, og Ban skal der ikke være mere; og Jerusalem skal bo tryggelig.
¹² Og dette skal være den Plage, hvormed Herren skal plage alle de Folk, som have stredet imod Jerusalem: Han skal lade Enhvers Kjød raadne, og medens han staar paa sine Fødder, og hans Øine skulle raadne i sine Huler, og Tungen skal raadne i deres Mund.
¹³ Og det skal ske paa den Dag, da skal en stor Forvirring fra Herren komme iblandt dem, og den Ene skal tage fat paa den Andens Haand, og den Enes haand skal løfte sig mod den Andens Haand.
¹⁴ Ogsaa Juda skal stride i Jerusalem, og alle Hedningefolkenes Gods trindt omkring skal sankes, Guld og Sølv og Klæder i saare stor Mangfoldighed.
¹⁵ Og saadan, som hin Plade^[52], skal ogsaa Hestenes Plage blive, Mulæslernes, Kamelernes og Asenernes og alle de Dyrs, som ere i de Leire.
¹⁶ Og det skal ske, at alle de, som blive tilovers af alle de Hedningefolk, som kom imod Jerusalem, skulle Aar efter Aar drage op for at tilbede Kongen, Herren, Hærskarernes Gud, og for at feire Løvsalernes Fest.
¹⁷ Og det skal ske, at de af Jordens Slægter, som ikke drage op til Jerusalem for at tilbede Kongen, Herren, Hærskarernes Gud, over dem skal der ikke komme Regn;
¹⁸ og om Ægyptens Slægt ikke drager op og ikke kommer, da skal det heller ikke komme over dem; den Plage skal komme over dem, hvormed Herren skal plage de Hedningefolk, som ikke drage op for at feire Løvsalernes Fest.
¹⁹ Dette skal være Ægyptens Straf og alle de Hedningefolks Straf, som ikke drage op for at feire Løvsalernes Fest.
²⁰ Paa den Dag skal der staa paa Hestenes Bjælder: Helliget Herren, og Gryderne i Herrens Hus skulle være som Offerskaalerne foran Alteret,
²¹ og hver Gryde i Jerusalem og i Juda skal være helliget Herren, Hærskarernes Gud, og alle de, som ofre, skulle komme og tage af dem og koge i dem; og der skal ikke mere være nogen Kananit^[53] i Herrens, Hærskarernes Guds, Hus paa den Dag.

---

1. blandt Engelene; Ps. 91, 11.
2. Forbilleder; Es. 8, 18.
3. Messias, Spiren af Davids Æt; 6, 12. Jer 23, 5. Es. 11, 1; 42, 1.
4. 4, 10. Aab. 5, 6.
5. den øverste Sten.
6. Esr. 3, 19. Hagg. 2, 3.
7. d. e. den glinsende Olje.
8. d. e. de to Herrens Salvede, Folkets prestelige og fyrstelige Overhoveder (Josva og Serubabel).
9. Forbandelsen.
10. Folket.
11. de røde; V. 2.
12. 1, 10.
13. 3, 8. Jer. 23, 5.
14. Ed. 9, 5.
15. da blev Templet ødelagt; 2 Kong. 25, 8 fg.
16. da blev Gedalja myrdet; 2 Kong. 25, 25. Jer 41, 2.
17. 1, 12. Jer. 25, 11.
18. der var ingen Velsignelse ved eders Arbeide; Hagg. 1, 6. 10. 11; 2, 16. 17.
19. da blev Jerusalem indtager; Jer. 39, 2; 51, 6. 7.
20. 7, 5.
21. 7, 5.
22. da begyndte Jerusalems Beleiring; 2 Kong. 25, 1. Ez. 41, 1. 2.
23. kanske Persien.
24. d. e. Tyrus.
25. Ps. 16, 4.
26. d. e. indlemmes blandt Guds Folk, ligesom Jebusiterne af David bleve indlemmede deri; 2 Sam. 24, 18 fg. 1 Krøn. 21, 18 fg.
27. Hebr. 5, 7. 9.
28. Fienden lignes med ringe Stene, modsat Kronestene; V. 16.
29. med Blod af Fienderne.
30. 2 Mos. 29, 12.
31. 2 Sam. 12, 30.
32. 1 Mos. 31, 19.
33. Folket; Matt. 9, 36.
34. d. e. Folkets fremmede Herskere.
35. d. e. Folkets fremmede Herskere.
36. af Judas Hus.
37. Es. 22, 23. 25
38. Herren.
39. Nilens; Es. 11, 15. 16.
40. herlige Græsgange; Jer. 25, 36.
41. Jer. 12, 5.
42. V. 14.
43. d. e. en Skaal med berusende Vin; Ps. 60, 5. Es. 51, 17 fg.
44. 2 Mos. 14, 19.
45. det Sted, hvor den fromme Konge Josias blev dødelig saaret; 2 Krøn. 35, 22 fg.
46. 2 Sam. 5, 14. Luk. 3, 31.
47. d. e. Afgudernes.
48. Matt. 18, 3 fg.
49. Mika 1, 11.
50. d. e. Jordandalen.
51. Jerusalem.
52. V. 12.
53. Es. 35, 3; 52, 1. Joel 3, 22. Aab. 21, 27.