Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Professor R. Nyerup/2
Biskop i Throndhjem fra 1788–1803. Hovedtrækkene af denne Mands Levnet læses hos Erlandsen, T.hjems Stifts Geistl. p. 33–34. Han er især bekjendt af sin Polemik med Etatsraad Hennings angaaende Bogen „Olavides“ (see Helveg, Danske Kirkes Hist. efter Ref. 2,243–47) og af sit Forhold til Johannes Ewald (see F. C. Olsen: Ewalds Liv i Aarene 1774–77). Som Stiftsprovst i Kjøbenhavn faldt det ogsaa i Schønheyders Lod at holde de moralske Lectioner for Thomas Christopher Brun, hvortil man sandt denne at være trængende, da „Fritimerne“ i 1783 vare udkomne. (Nyerups Luxdorphiana 87–90).
Throndhjem 14 Juli 1788.
Den sidste Dag, da vor Kronprinds er i Throndhjem, er endt. Istedetfor at lægge mig, da det netop er Midnat bruger jeg det uafbrudte Dagens Lys for at skrive Dem dette, som vore Brødre der søndenpaa monne læses og forlystes ved. De maa fly mit Brev til Pram, vore Nationalfølelsers forstandige Skjald. Han bruge det, som han vil, eller gjør selv, hvad De vil. De fem Dage, i hvilke den mandige, retskafne og hjertegode Kongesøn har viist sig i Olufs og Haralds Kongestad, ganske som den, der vil være, hvad han skal og ikke fornemmelig synes at være, ere nu hengangne. Agtelse, (jeg tør nok sige Forundring) og Bifald har vist den tænkende Nordmand givet ham. Saa simpel, som hans egen Opførsel og Adfærd er, skal min Fortælling om ham være. Hans Ankomst Torsdag Aften Kl. forsamlede en Mængde Indvaanere af alle Stænder udenfor hans Kvarteer, det: von Krogenske Pallads og derefter til Cour i hans Forgemak. Han lod sig vise saamange af de Nærværende, som der var Leilighed til at fremstille for ham. Over tredive af Embedsmænd, civile og geistlige, Krigere og Borgere, bleve tilsagte til Taffelet. Ved den anden Dags Cour og Middags Taffel i tvende Sale herskede den ærbødige Frimodighed, som udtrykte Hvermands Rettighed til denne Fests elskeligste Hovedperson. Virkelig Sandhed, følt uden larmende Ophævelse og udtrykt uden Ordspilde – er den Paaskrift, som læses paa Omgangen af en Æreport, opført ved denne Høitid paa Torvet:
Fredag Aften drog han med sit Følge ud til Leiren, som stod en Miil fra Staden paa den liden Halvø ved Gule-Flodens Udløb. Løverdag og Søndag efter holden Gudstjeneste vare Mønstringen og Krigsøvelserne, ved hvilke Hs. K. S. var ei alene bedømmende Tilskuer, men var paa enkelt Mands Forhold og Opførsel, som paa det hele agtpaagivende og har belønnet hver sig visende Duelighed og Flid med venligst yttret Bifald. Mandag Formiddag kom han tilbage her til Staden, steg af Vognen ved Domkirken og vandrede saa Staden igjennem ledsaget, foruden af hans Reisefølges første Mænd, af vedkommende Embedsmænd og en Skare af beskeden og synlysten Almue. Det er bekjendt, med hvilken Lyst til at kjende alt og især den udvortes ringere Menneskeligheds Vilkaar, Prindsen vandrer omkring. Saaledes gik han denne Formiddag i en Hede, aldeles lig den sydlige Sommers, fra Domkirken til Vaisenhuset, Angels Kloster og Stuer, Fattighuset, Raadstuen, Frue Kirke, Borgerskolen, Fattigskolen, Hospitalet, Tugthuset. Det maatte ved nærværende første Besøgelse i Norge, da han i saa kort Tid overskuer de tre Stifters almindeligste Forfatning være nok, at have viist sig paa alle disse Steder. Ikke kunde det for den Gang være anderledes. Men af det, han saa og spurgte efter, er det vist, at alle disse Indretninger gjorde det Indtryk paa hans Opmærksomhed, at de vil være gjemte i hans Hukommelse og i sin Tid vil fremkomme og finde hans Sind og Hjerte forberedt til at gjøre noget for dem. Hvad kan dog en tiltrædende Fyrste, naar han allerførst begynder at lægge Haand paa sit Skibs (jeg bruger Fader Horats’s Billede) Liner vise for en mærkværdigere og elskeligere Egenskab end Begjerlighed at ville underrettes. Det er sandt, paa denne Reise har Tiden været for knap taget forat faae Detail-Kundskaber om Landets Indretning. Men eftersom det nu ei har været eller har kunnet være anderledes, saa er dog dette vundet, at Norge er ham mærkeligt og kjært. Mange Gange har han sagt, at han vilde om faa Aar komme igjen; og allevegne har han yttret den ærlige Fornemmelse af sin Pligt og Hjertets Drist, at antage sig alt, og at raade Bod paa alle Mangler og at opfylde alle Ønsker efter Mulighed. Hjertets Hang til at indføre den lykkelige Frihed, som holdes alene i Lovenes Baand, og hvor vilkaarlig og ublid Raadighed er forviist fra de ypperste Øvrigheders Sæder af og indtil Skolemonarkernes, den har han med Hjertegodhed viist at være ham egen. I Frederiksstad sandt han en temmelig plump Ferle liggende. Han sagde derover til Læreren, at man med omhyggelig og kjærlig Underviisning skulde arbeide paa Børnenes Underviisning og ved saadan Omgang vinde deres Forstand og Hjerte, og at den haarde Omgang med Slag og Prygl var og maatte være forbuden, hvorpaa han slængte Redskabet udaf Vinduet paa Gaden.
Her i Throndhjem kom han i Videnskabernes Selskab i den latinske Skoles nye Bygning. Der hørte han en Tale af Vice-Præsidenten Stiftsprovsten Dr. Hagerup[1]. Dens synderligste og endelige Hensigt var at anbefale vore Videnskabers Cultur til Frigjørelse fra det Monopolium, som Alma mater Hauniensis hidtil har og øver. Kan Norge ikke have sit Universitet og bør det ikke have det, saavel som Hertugdømmerne eie deres og have dertil oppebaaret saa store Tilskud af Statens Kasse? Dette Ønskes Alvorlighed, den bedrøvelige Trældoms Tvang for Forældre og Ungdommens Værge her i Norge, at det ikke er tilladt, at de unge Mennesker maa lære, hvad der er eller let kunde blive Leilighed for dem at lære i Stifternes latinske Skoler, og især her i Throndhjem, men at de for de fattige Collegier, som høre til Exam. philos., skal saa tidlig i den svage og lettroende Alder udvandre til en Stad, hvor de tidt intet Tilhold hos kyndige og veiledende Mennesker have, ingen Opmuntring eller Anledning til at nyde værdig og hæderlig Selskab, intet Exempel for fri og ærekjær Fremstræben paa Videnskabens Bane have. Det, som herhid hører, blev sagt med kjærlig og for sen unge Herre kjelende Frimodighed og stærk Colorit, men Taleren gav et Ord, som jeg ikke veed, om han havde Fuldmagt til at give: „Vi begjære ikke Penge, Midlerne til at skaffe os et Universitet, have vi hos os selv.“ Kan nok være, men det er for denne Gang og for temmelig langt hen endnu i Utide at tale om Midlerne, om Udførelsen, da vi endnu med Varsomhed og Klogskab maa arbeide os frem for at faa kun nogenlunde Løsnelse af vore Trældom Lænker. Fy den stygge Væsen med den Russexamen og de Russecollegier, at de stakkels Trønders Børn for dem skal trækkes ned til Kjøbenhavn. Hvad Kronprindsen sagde til vor Trang, til vor Videnskabs- og Opdragelsesvæsens Slaveri? De skal faa at see, at han faar fat paa den Slendrian, saavelsom paa de andre. Nu reiser han ned til Eder, gode Brødre. Idag er han i Røraas Gruberne. Gud lede ham over Fjelde, gjennem Have og alle hans Fyrste- og Menneskevandrings Baner til Held og Hæder for os og Salighed for ham!
(Et Brev af 31 Decbr. 1791 er teml. irrelevant).
Throndhjem 13 Decbr. 1793.
– – –
Her følger nu det sidste Stykke til Vidensk. Selsk. Skrifter, tredie Saml. 1 Bind, nemlig vores Legatarius Justitsraad Hammers[2] korte Udtog af den Norske Flora. Den vil dog ikke udgjøre over 8–10 Ark eller et halvt Alphabet. Men lad være saa stort, som det vil, og hvordan end alle Kunstforstandige dømme om det, saa skal og maa det trykkes. Vores Testator fordrer det af Selskabet, og vi kan ikke med Ære være bekjendt for, at vi ikke have vidst at føie den gamle Mand og kanskee derved bringe ham til at gjøre sit Testamente om. Altsaa det skal trykkes og være det sidste Stykke i Bindet. Ogsaa maa 100 Expl. deraf trykkes for sig med egen Paginering. Selskabet har vedtaget at holde Forlæggeren Proft skadesløs for dette Hammerske Skrift. For det første betale vi disse 100 Exemplarer, (som skal sendes strax og deles gratis ud). Dernæst maatte dette Udtog af Flora i Selsk. Skrifter, ifald De, min Ven, hører at kyndige Mænd knurre over, at det kommer ind med i disse, fraregnes i Bogens Betaling saa at Kjøberne saa disse Ark uden Betaling og det maatte i Bogladen siges til alle, som afhente det, at Selskabet af Agtelse for J-R. Hammer giver denne Prodromus til hans Flora, hvilken formodentlig skal blive trykt, uden Betaling. Det skal ogsaa paa en passelig Maade blive sagt i Fortalen.
– – –
Hvad mig angaar, saa har jeg at takke Gud for mit og mines Helbred og for saa tilfredsstillende Forfatning som mit vidtløftige og heterogene (spirituale-seculare-literarium) Embede kan tilstede. – –
Jeg er Deres forbundne Ven
J. Chr. Schønheyder.
Throndhjem 20 Septbr. 1794.
- Min værdige og kjære Vent
– – –
Det er glædeligt, at vi ere fri for J-R. Hammers Prodromus Florae Norvegicae. – –
Iblandt de Videnskabers Selskabets Medlemmer, som alene for at faa dette Prædicat ere komne ind, er en Regiments Chirurgus og Hosvitalslæge Friese, som ved nogle lykkelige Curer og vel studerede Dybsindigheds og Curvigtigheds Grimasser samt Charlatans Vind har vundet Anseelse, men er dyr og interesseret med sine Raad og en Cabalmager. Denne F. gjorde i Marts Maaned nogle meget grove Krumspring i Anledning af en fattig Matros, som med en dansk Vestindiefarer, der var fordreven herop, var kommen til Byen og havde begge Fødderne forfrosne. Denne Syge blev paa sædvanlig Maade af Stiftamtmanden og mig anviist til Kur og Pleie paa Sygehuset, imod at Rhederne skulde betale Ugepengene. F., som har Chirurgus Løn af dette Selskab (ligesom Dr. Friman for de indvortes Syge) fandt forgodt at skrive for vores Anviisning at han vilde have Betaling for denne Syge, 7 ₻ hver Dag for Besøgene og desuden for Operationen Betaling efter Regning. Den Syge blev da af Skipperen overgivet en anden Chirurgus af mindre imposant Anseelse, som uden Charlataneri og uden Amputation helbredede Matrosen. F. fik et Brev fra Stiftamtm. og mig, hvori vi koldsindigen sagde ham, at han var pligtig at helbrede saadanne indlagte Tjenestefolk, for hvilke Herskabet betalte, gratis, og naar han ikke det vilde, maatte vi tænke, at han ikke længer vilde vedblive som Hospitalets lønnede Læge. For at formilde Fr.’s Kildenhed eller Arroganz skrev jeg dette Brev selv reent og addresserede det, i den Tanke, at Sagen skulde blive mellem os og derved være endt. Men Friese blev derover fuld af Ondskab, greb det, at Brevet var min Haand, skjønt med Stiftamtmandens og min Underskrift, og ved Hjelp af en herværende Procurator og vild Rabulist Heide skrev et rasende Brev til mig, hvori han behandler mig som en uværdig Geistlig, der havde indpustet Stiftamtmanden, vilde krænke ham i sin Næring, at mit Brev var løgnagtigt etc. I Byen, hvor han kom, gjorde han stor Kvalm, viste det Brev, hvorledes han havde havt mig for, sagde, at han maatte indberette Sagen til Kongen. Disse naragtige Ondskaber nødte da Stiftamtmanden og mig til at indberette Sagen til Cancelliet. Samme skrev strax til Stiftamtmanden, at han maatte uopholdeligen foranstalte, at Friese ved publik Action blev tiltalt for sin Overhørighed mod sin Øvrighed og sin grove Fornærmelse mod mig. Imidlertid blev F. ved at spille sine Rodomontader; Brevet circulerede i Afskrifter. Kanskee nogle fandt Morskab i slige Optog, men alle Forstandige havde Afsky for Naragtigheden og Frækheden i denne Charlatans Adfærd. De herværende Medlemmer af Vidensk. Selskabet talede om at dette vilde Menneske (som desuden ved sit huuslige Levnet er til Forargelse), der efter Lovens 6–22–7 tiltales paa sine 3 ₻, maatte udelukkes af Selskabet. Jeg har slet ikke foranstaltet eller samlet Stemmer dertil. Men Stiftamtmanden, som havde for 14 Aar siden proponeret ham, gjorde ogsaa ved en Billet til mig den Motion, at han skulde udvoteres. I en Samling d. 10 Sept var det de nærværende 7 Medlemmer (foruden Stiftamtm.’s og flere Fraværendes) eenstemmige Mening, at Fr. skulde være udviist af Selsk. og at denne Beslutning skulde ham meddeles og dernæst indberettes til Selskabets Præses Arveprindsen. Dette sidste har jeg gjort gjennem hans Cabinetsecretair Hr. Justitsraad Malling. Fr. har vel sit Parti og pønser paa Optog mod mig. Hvad der er skeet i Selskabet skal jeg vel forsvare, men jeg ønsker at forekomme Harlekinader og usandfærdige Relationer. Det er sagt, at han vilde faa noget indrykket i de lærde Tidender. I den Hensigt har jeg burdet underrette mine Venner om dette Eventyrs fulde Sammenhæng. En Excommunications Act har Selsk. ikke villet publicere. Men det er Friese, som gjør det bekjendt. De dengang samlede Lemmer har ladet protocollere, hvad der var deres eenstemmige Mening. Det var et lovligt Møde, forud ansagt og saa talrigt som de ordentlige Møder ere. De fraværende kan rettelig ansees for samtykkende.
- ↑ Denne Christian Frederik Hagerup, (en Søn af Thomas v. Westens bekjendte Ven og Samtidige Biskop Eiler Hagerup den ældre) var Stifstprovst og Sognepræst til Domkirken i Throndhjem 1780–1797, da han døde.
- ↑ Den bekjendte Christopher Hammer, der 1804 døde paa sin Eiendomsgaard Melbostad i Grans Prestegjeld paa Hadeland. Hans kortfattede Biographi læses i T.hjemske Videnskabsselskabet Skrifter i 19de Aarh. 1,224 fg. Han havde allerede 1781 testamenteret dette Selskab betydelige Midler under Betingelse af, at det skulde udgive hans Skrifter, hvilket endnu ikke er skeet, og hvilket har været Kilde til mange Forlegenheder for Selskabet, saasom H.s Skrifter ere af lidet eller intet Værd, men Forpligtelsen til deres Udgivelse alligevel er tilstede.