Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Professor R. Nyerup/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

III.
Fra Professor Mag. Jacob Nicolai Wilse,

den bekjendte Sogneprest til Spydeberg, senere til Eidsberg († 1801). Hvad som vil bevare Wilses Minde, er deels hans tildeels ikke lidet fortjenstlige Skrifter (navnlig „Reiseiagttagelser“ – 5 Bind – Spydebergs Beskrivelse og den i Top. Journ. indrykkede Eidsbergs Beskr.) deels den ufortrødne Iver han, skjønt selv dansk af Fødsel, i en saa lang Række Aar viiste for et norsk Universitets Oprettelse. Herom ere disse hans Breve nye Vidnesbyrd

Edsberg ved Fridrichshald 17 Febr. 1795.

Velædle, velbaarne Hr. Secretair,
Høistærede Velynder.

– – – – –

Deres Velb’s. Udladender in puncto om et Norsk Universitet er overeensstemmende med mine, saaledes som jeg d. 2 Jan. sendte dem til Committeet i Christiania, ja baade Kammerherre Anker og afg. Generalauditeur Wessel vare (især paa det sidste) af samme Formening, som og deres Breve til mig udvise, men baade Christiansborgs Brand[1] og Generalaud. Wessels Død har meget nedslaaet Haabet til at faae saa snart nogen Fonds. Det er ei at formode, at Enkefru Wessel giver eller af Familien tilraades at give Noget; jeg kjender nøie Conjuncturerne. Det Cancelliraad Deichmann, som var af Familien, efter Raadførsel kort før hans Død med mig og flere hans Venner, testamenterede hans Bibliothek og andre Samlinger til Christiania som et offentlig Stiftelse, gik Udarvingerne nær, skjønt de ere rige nok. Hvad Kammerh. Anker angaar, da har han vel noget i Sinde, men neppe før han seer, hvad der indkommer ved en Generalsubscription. Saasnart der, som jeg haaber, strax efter Secr. Prams Priisskrift er udkommet, skrides til de Mesures, som jeg fra Begyndelsen af har proponeret i mine trykte Udladelser, skal jeg lade Deres Velb. tilligemed 3 andre Venner i Kjøbenhavn det vide for at fornemme deres Tanker. Ikke fordi jeg anseer Prof. Badens Banstraaler fra hans Universitetsjournal-Tribunal eller hans Ord for virksomme imod mine faa og problematisk fremsatte Tanker om Billigheden i Hjelp fra Universitetet i Kbhvn., men fordi jeg holder det tilligemed Deres Velb. for ønskeligt, naar Norge in totum kan bekoste sit eget Universitet, holder for, man bør hjelpe sig selv. Overalt bliver jeg mine principia i den Sag tro, skjønt jeg aldrig venter at opleve mindste Fordeel af et norsk Universitet, men den Glæde at forestille sig Efterkommernes Bedste er og noget. Mine Reiser, Trykninger og Brevvexlinger i den Sag har kostet mig temmelig, dog skal jeg ei være blandt de maadeligste, naar det kommer til Subscription, skjønt jeg har mangfoldige Børn og ikke en Skillings Capital.

En god Ven indleverede mod mit Vidende en Ansøgning om Øiestad Kald; jeg har forlængst contramanderet det, thi nu i mit 60de Aar vil jeg nødig søge mere end eengang, før jeg gaar af Verden. Hr. Jentoft tror at Cancelliet altid befordrer i Forhold til Fortjenester. Det veed jeg, at da jeg trolig indfandt mig hos Grev Thott med andre Sollicitantere med de bedste Attestatis i Hænderne som purus Theologus, blev jeg det, jeg var, og da jeg signaliserede mig ved Information i Mathematiken paa fremmede Sprog hos en fremmed Minister, fik jeg strax Prestekald, og det, at jeg forflyttedes fra Spydeberg til Edsberg, som skulde være bedre, men var det samme, maa jeg takke ligeledes andre Omstændigheder for, som ei kom Prestebestillingen ved. Jeg har oplevet mange Prøver paa, at ofte kommer der lidet af meget og ofte igjen meget af intet. Kort jeg bliver, hvor jeg er, indtil en Situation aabnes til Fordeel for mine Børns Opdragelse og mine Bemøielser i det videnskabelige; dog vil jeg, skjønt dansk, nødig forlade Norge, helst da min nuværende Hustru er norsk.

Fra den nye Secretair i det Curpfalziske lærde, sær det metereologiske Selskab Abbé Lamey har jeg forgangen Høst faaet et smukt latinsk Brev som Medlem af deres Selskab. Han fordrede mig op til Continuation af mine metereologiske Observationers Fremsendelse til deres Selskab, hvormed jeg ophørte, da den franske Revolution og Krigs Trouble ogsaa strakte sig til Rhin-Strømmen. Der ligger efter hans Beretning en Foræring til mig af metereologiske Skrifter i Manheim, men da han melder ikke, om hvilke de ere, vil jeg først oppebie Svaret paa mit Brev, som afgik den 3 December passat., hvorefter jeg nærmere tilskriver Deres Velb. foruden hvad jeg insinuerer Hr. Kammerherre Suhm om de flere metereologiske Skrifter. En Ædelmodighed af saadan Bog-Laan er en Sjeldenhed, en værdig Brug deraf er al den Erkjendtlighed, som jeg formaar, og sandelig det Calenderverk, jeg har under Hænder udfordrer meget, desaarsag jeg i denne Tid søger at hverve Medarbeidere, hvor jeg behøver samme. Prospectus med nøie Underretning om hele Indretningen udgiver jeg først paa Tydsk i Altona. – – – – – Jeg skulde tro min Plantegning af et norsk Academi er under Kobberstikkerens Hænder i Kbhvn. Fra Christiania selv faar man lidet at vide i Januarii Maaned, thi da hersker der fra Juletiden til Kyndelmisse meest en bestandig Carneval og den deraf flydende Distraction. En saadan Omstændighed har vel bevæget nogle af vore Forfattere i den Norske Academi-Sag at fraraade dets Anlæg i Christiania.

Edsberg (etc.) 29 April 1796.

Velædle. Velbyrdige Hr. Secretair!

Deres Ærede af 16 April har atter sat mig i et Slags Forlegenhed, saa meget mere, som jeg ei kan slutte af Deres Udtryk, enten mit d. 31 Mart. nedsendte til Indførelse i de lærde Tidender kommer blot til Indførelse efter Hr. Conrector Rosteds Deduction eller aldeles ikke bliver indført. Gid jeg strax havde derom faaet vide fra Dem, ja gid De som en Ven havde forhalet med Provst Ottesens skammelige Pro. Mem. (som De selv tilstaar, han har fornærmet mig med), indtil jeg havde kunnet indført min Betænkning ved Siden deraf efter Ordet: contraria juxta se posita magis illucescunt. Jeg kommer nu post festum, gid jeg nu vidste, om bemeldte d. 31 Marts nedsendte indføres eller ikke. Det staaer til Dem, De raader heri. Vil De forkorte Noget, f. Ex. Rygtet 1772 (siden, det kunde forklares, som jeg vilde beskylde Regjeringen, at den fæster Tro til falske Rygter, som dog er langt fra mig), sætte Tilskuer for General og lade Provst Gjellebøl ganske være udenfor i Optrinet med Provst Ottesen, saa kan Deres Velb. deri gjøre, hvad De finder for raadelig.

Jeg har endnu ei kunnet komme efter, hvo der ere Udgivere af Hermoder. De holde sig som anonyme. Jeg har tilskrevet Udgiverne under Firmaet „Hermoders Udgivere“ og ei faaet Svar, uagtet jeg gav dem Opmuntring til at faa Hermoder bedre afsat i Kbhvn. ved at viselig publicere der Skriftet. Jeg skal endnu probere det samme ifølge Hr. Secretairens Erindring. Uden at noget af Vigtighed dertil bestemmer, udsætter jeg en god Tid nu at tilskrive Dem formedelst mere end sædvanlige Beskjæftigelser og da tænker at kunne tilmelde desmere interessant. Jeg ønsker det Kongl. Bibl. i alle Maader til Lykke med dets Acquisitioner. Her hjelper man sig, som man kan.

Med Her Jentost sender jeg, hvad jeg har laant af det Suhmske Bibl. Biskop Schønheyder i Throndhjem har nylig opfordret mig til at skrive mod Repertorium; jeg undres paa, at de gode Bisper ikke selv skrive noget; vores Biskop Schmidt har aldrig givet mere end en eneste Præken i Tryk. – – – – – Det er nu min hele Sag i Henseende til mine otia literaria at fuldføre efterhaanden hvad jeg i min under 24 April 1795 trykte Underretning har ladet mig forstaa med for Publico. Det er sandt, Hjelpemidlerne og Opmuntringerne ere faa i min Situation, men jeg er længe saa vant. Torde dog hænde, at jeg til Sommer eller end vissere til Høsten gjør en lang og besynderlig Excursion, hvorved jeg vinder det, jeg i saa mangfoldige Aar har savnet. – – – – Manuscr. om Presternes Ansvar paa Landet er sendt med sidste Expres til Kbhvn. for at trykkes, om faaes Forlægger. –

Eidsberg 8 Marts 1799.

(Handler især om en forgjæves Ansøgning som Wilse under 30 Nov. 1798 indgav til Kongen „om en allernaadigst Gratification af Fondet ad usus publicos for at bekoste en Reise for hans Sundhed, hans mange Børns Opdragelse og Forfremmelse samt for at faa udgivet nogle af hans Skrifter til Publici Nytte, formedelst han ei dertil besidder Formue“). – – – – – – –

Kammerherre Anker er in medio Febr. uformodentlig i det mindste efter en saare kort Resolution reist til Stockholm, hvorfra han vil begive sig til Kjøbenhavn. Naar han kommer der, ønskede jeg, det Hr. Professoren talte med ham med Beretning om min Ansøgning og Foreviisning af samme, da jeg tror, han deri deeltager, forsaavidt jeg er kjendt af ham al den Tid, jeg har været i Norge. Jeg fortryder, det jeg ei indberettede ham bemeldte mit Foretagende. før hans Nedreise. – – Ellers beder jeg min Tarv ved gunstige Leiligheder anbefalet, især om haves Adgang til nogen af fornævnte Ministre og de andre, jeg har tilskrevet.[2]

Et kunde jeg maaskee have forestillet, nemlig hvorledes det var billig jeg nød en Gratification, som svarede til den Sum, jeg har givet ud i Rangskat (230 Daler) for en Characteer, som jeg ei havde søgt (og virkelig confereredes mig mod min Vidende og Vilje). Aarsagen, hvorfor jeg ei da frasagde mig den, var fordi man holdte for, at en saadan Frasigelse, helst da Characteren blev mig confereret gratis, kunde været mig siden til Præjudice ifald jeg søgte noget for mig eller mine. – – – Det Møde, jeg indbød til Christiania, for at deliberere om Oprettelsen af et Selskab for practiske Videnskabers Udøvelse og Kunst-Fliid (Industri), mødte der saare faa til, deriblandt dog Kammerherre Anker, hvilken jeg da gav et cursorisk Begreb om det hele. Et Udtog af min Plan findes i No. 11 af vor Hermoder, men jeg mener, jeg maa tage andre Mesures for at faa vort Publicum til at smage min Plan og siden det videre, hvorom da i sin Tid.

Siden Hr. Professoren efter den tilsendte Afhandling at dømme, som jeg og før har lært Dem som Oldgransker, maa jeg erindre, det jeg er kommen i Kjendskab med en Proprietair i Sverrig – Hofintendant Thum ved Skara – boende om Sommeren paa Dugsnes, om Vinteren i Dahla, som er en stor Elsker af Oldsager, har paa sin Bekostning ladet Tegnere reise omkring forat aftegne enten ei opdagede eller ikke ret examinerede Runestene etc. Har selv skrevet og ladet trykke antiqvariske Raisonnements. I Sommer tænker han at gjøre en Excursion i de sydlige Provinser af Sverrig og derfra en Sving over til Kjøbenhavn, hvor han vil bl. A. hilse Prof. Thorlacius. Han har ellers sin Styrke i Architecturen og Sylviculturen. 1797 om Sommeren maatte jeg reise til ham paa hans egen Bekostning, og jeg fortrød det sandelig ikke. Vi correspondere paa Fransk, hvilket Sprog han skriver med Smag. Maaskee han fortjente Deres Kjendskab. Jeg gjorde i Høst en Paqvette færdig med allehaande i, destineret til den Russiske Minister Cacheloff, da i Kjøbenhavn, ham jeg i 1766 og 1767 informerede i Mathematikken med andre i Geheimeraad Salderns Huus, men han var allerede reist fra Kjøbenhavn forinden. Paqvetten kom til ham. Gud veed, hvor han er nu, og om han kommer igjen. Provst Berg paa Kongsberg har sendt en i Kjøbenhavn trykt Afskeds-Prædiken til hans forrige Menighed paa Vaaler, her i Nærheden; skammeligere Selvros paa Tryk har jeg aldrig læst. Den burde feies lidt af en Recensent. – –

Edsberg 9 Aug. 1799.

– – – – – Ved en ganske formel Resolution fra Finants Collegio blev min Ansøgning om Kongl. Understøttelse for en kort Tids literair Reise in totum afslagen. Derpaa fattede jeg en Resolution af en anden Art og giftede mig nu 3die Gang med en fader- og moderløs Prestedatter, daværende i Kallundborg hos D. Fleischer, nu Prest i Ballenix (?), indtil de sidste 2 Aar hos en Kapitain Stub, som har sal. Prof. Krazensteins Datter til Ægte, ellers fød her i Norge og mig bekjendt fra hendes første Ungdom. 14 Juni holdt jeg Bryllup, did hun begav sig fra Kallundborg over det da meget urolige Hav. I hende fik jeg en god Ægtefælle, Huus- og Stedmoder, men intet af Midler med hende, som i min Forfatning ei var at vente. Nu er ikke at tænke paa Reiser, om det end var blot til Kjøbenhavn, paa et heelt Aar. Dog har jeg Ønsket stedse i Hoved og Hjerte at maatte nyde den Fornøielse, før høi Alder og Skrøbelighed indfinder sig, (jeg er nu 63 Aar), at i en grand tour besøge alle mine fraværende Slægt, Venner og Correspondenter, hvoriblandt mange, som jeg aldrig har seet, og nogle, som ikke uden Samtale kunde kjende mig. Slaar dette mig Feil ogsaa, ja da maa jeg udgive mit Biographi in extenso, hvoraf jeg har nogle Stykker henliggende til videre. Deraf har jeg ladet allerede indrykke et Fragment i No. 13 af Hermoder, som jeg har kaldet min Troes Bekjendelse eller Gangen i mine Religions Meninger, dog kuns første Stykke. I No. 14 kommer Resten, jeg tror samme ikke bliver farlig for mig eller nogen. Derpaa følge mine politiske Meninger, samt videre Bidrag til bemeldte norske periodiske Skrift, som baade Redacteuren Conrector Rosted og Forlæggeren Biskop Smith begge have berettet mig, at det staar Fare for at endes med det første i Mangel af Bidrage. Dette vort eneste Tidsskrift pro tempore i Norge skulde saaledes ophøre! Ja det er en Skam for Nationen eller egentlig for dets Videnskabsmænd og allermeest for Christiania, hvor det evindelige Kortspil, endt med Æden og Drikken til Midnat borttager den Tid, som levnes fra Forretninger. Nu bliver der et nyt Lære-Institut[3]. Gid dets Lærere ei maatte smittes af den skadelige Tidsfordriv, som Biskoppen selv er hengiven til og betager ham den til Embedet behøvende Tid. Jeg venter Conrector Rosted til mig en af Dagene, og jeg skal lægge ham Hermoders Fortsættelse paa Hjerte; i det mindste skal han faa Bidrage fra mig. Jeg tog mig den Frihed at sende Prof. Rahbek for en Aar siden en prosaisk Elegi over et her ved Edsberg Prestegaard værende nedblæst stort gammelt Fure-Træ, jeg tror ham leveret ved min Svoger Directeur Schultz[4] med Begjær at meddele mig hans Mening derom. Jeg har ei erholdt noget, og derfor beder ham en passant erindret. Dømmer han det maaskee under al Critik, saa maa jeg og være fornøiet dermed, da han er competent Dommer i Sagen.

Hos J. P. Morthorstes Enke i Kbhvn. er 1798 trykt en Art af Afskeds Prædiken til Vaaler Menighed her i Stiftet af Johannes Alarich Berg[5], Provst et Aars Tid og Prest i 8 sammesteds. Titelen er „En yndet Lærers sidste Forestilling“ etc. Alle heromkring, som kjendte Mandens Opførsel, forarge sig over den skammelige Selvros. Lidt til Prøve pag. 9: „Ei alene ved Offer, ei alene ved Betaling for min Forretning var Eders Kjærlighed ubundet og mageløs, men ogsaa bare I flittigen til mit Huus, hvad I kunde afstedkomme. Og naar I saa mig, naar I talede med mig, da saaes Glæde i Eders Ansigt og henrivende Fortrolighed. I betragtede og annammede mig stedse som en Herrens Engel, ja som Christum Jesum! etc.“

Han blev Sogneprest paa Kongsberg, og der høres han ligesaalidet fornøiet, som han var det i Vaaler. Dog jeg tænker lidet paa andres Held, kuns jeg kunde gjøre mig min egen Uheld begribelig. Og derpaa tænker jeg ei meget, siden jeg fik en Trøsterinde. Desmere tænker jeg paa mine Børns Vel. Studiosus Theol. Nicolai Wilse skulde jeg nu have til Universitetet igjen forat berede sig til Theologisk Examen. Jeg er ganske uformuende til at holde ham i Kjøbenhavn uden nogen Tilhjelp af Stipendier, og endda maa han absolvere sig inden et Aar, med mindre han ganske kan siden spare mig, thi jeg har hans øvrige 9 Sødskende tilbage. Ingen Prest har kunnet nære sig i Edsberg undtagen Capitalister, og til at søge det bedre er jeg nu altfor meget blevet nedslagen især af Geheimeraad Brandtes Prædilection for saadanne mine Competentere, som jeg er virkelig undseelig over at have været Competent med. Jeg beder mig og min Søn recommanderet til Deres gode Indsigt og Raad i Henseende til denne sidste. Jeg tror, det jeg med næste Post vover et latinsk Brev til Dr. Moldenhaver. Jeg siger: vover, thi han er en stærk Latiner og hans Liv-Sprog, derimod er jeg svag.

Min udenlandske Brevvexling er nu sjelden, og lærd Omgang gives ikke i denne Egn. Dog er jeg ei forlegen med nogen Time, men min Maade at bruge Tiden er noget original og torde finde Sted i les memoires de ma vie. Kammerherre Anker besøgte mig med to engelske Herrer for en 14 Dage fiden. Min Levemaade fandt hans Approbation, kuns han havde givet sig lidt mere Tid til at bemærke alt. Før jeg slutter, maa jeg berette, hans Durchlauchtighed. Hertugen af Augustenborg har i en vis Forestilling egenhændig tilskrevet mig meget naadig, men skulde det være raadig at insinuere noget for min Søn til ham. – – – –

Edsberg 27 Marts 1800.

Meget af min Brevvexling har ophørt paa Aars Tid ligesom den, jeg havde den Ære at staa i udi med Dem hvortil min Kones Sygdom i al den Tid med mere har fra min Side været Aarsag. Især har jeg for Hovedstaden i begge Riger paa en Maade længe været civiliter mortuus, skjønt jeg har nogen Familie der, ja en Datter hos Directeur Schultz, som har en Cousine af mig tilægte. Maaskee jeg ei der kommer til forønskede Kjendskaber, før jeg nedflytter til et dansk Kald, siden jeg saa ofte forgjæves har ansøgt de fordeelagtige Kald i Agershuus Stift. Det er næsten utrolig hvor fatal jeg har været i Ansøgnings Vei, men ei har kunnet ret opdage Aarsagen. Sandelig, jeg har oplevet mange Besynderligheder, jeg har nok Lyst til at samle det alt som memoires. Complimenter har jeg faaet mere end nok af, men deraf kan man ligesaalidt leve, som af smukke Prospecter her gives. Imidlertid finder jeg mig i alt, er selv frisk og er sjelden ledig, kuns jeg havde min nye Hustru frisk.

Nu lidt literairt; mine Tanker i Anledning af det nye Lære-Institut i Christiania, før jeg fik see samme, sees af indlagte Stropher i de norske Intelligenz Sedler[6], men efter jeg havde faaet samme at see, udidede og forbedrede jeg mine Vers med nogle Noter under som jeg lader indføre i No. 15 af Hermoder NB. naar udkommer. Jeg ærgrer mig over dets Langsomhed. Der hersker endnu i Christiania en literair Døsighed, de ledige Timer gaa mest bort i Kortspil; vor Biskop finder deri endnu hans eneste Divertissement, Enhver sin Lyst, og jeg fordømmer ingen, om de endog gik iblandt paa alle 4. Men det ene kan gjøres og det andet ikke forsømmes. Jeg har lagt vor Stiftamtmand Kaas, da han var her, det paa Hjerte, den Plan til et Selskab her søndenfjelds til Opmuntring for Videnskabs og Konst Flid, som jeg i Korthed har indrykket i No. 11 af Hermoder, men det bliver vel derved.

Nu nylig er jeg istedenfor at nyde Bønhørelse i min Ansøgning om Store Nes Kald opfordret til det Herculiske Arbeide at give en Beskrivelse over dette Amts 19 Prestegjelde, siden jeg for 20 Aar siden saa fuldkommen har beskrevet et deraf, sc. Spydeberg, et tykt møisommeligt og bekosteligt Verk, som blev vel optaget af Publico. Ja, naar jeg kunde formaa mine Herrer Ordensbrødre hver i sit Sogn at give mig de nødvendige Oplysninger, saavidt jeg ei har dem, ligesom Sinclair har faaet fra Presterne i Skotland overalt og derfor kunnet levere et skjønt Heelt. Men jeg prøvede dette for 12 Aar siden forgjæves. – – –

– – –

(Nu følge nogle danske Vers af Wilse, som han tillige oversætter paa Fransk og paa Tydsk). Tilsidst omtales Stud. Theol. Jentoft „som nød Nyerups gode Kjendskab og Bevaagenhed i Kjøbenhavn“. Han har nylig skrevet til Wilse fra Nordlandene, hvor han har opholdt sig et Par Aar hos sin Familie. Han vil „til Vinteren igjen“ tage Attestats.

Wilses Ansøgning om Reisestipendium er i fuldstændig Copi vedlagt Brevet af 8de Marts 1799. Man seer af samme, at W. allerede under 16de December 1796 havde indgivet en lignende forgjæves Ansøgning. „Jeg henvendte da, heder det i Ansøgningen, mine Tanker til de i forgangne Aar (1797) her i Stiftet indtrufne fordeelagtige Vacancer, nemlig store Nes Kald, som jeg allerede for 17 Aar siden, da (efter Geheimeraad Guldbergs Forsikring) var nær ved at have erholdt, og nu igjen søgte, og endelig Kongsbergs Stads Kald, hvor alt var samlet, som baade efter Kaldets og mine Omstændigheder kunde ønskes Jeg ansøgte det med noget Haab, da jeg stedse har søgt at gjøre mig fortjent ved uophørlig Arbeidsomhed baade i Embede og i det lærde Fag, dette meldt, uden at nedværdige Andres Fortjenester, da jeg vil alle vel, men alt forgjæves. Nedslagen heraf og af saamange foregaaende Lidelser, som kunde have forkortet mine Dage, hvis den høieste ikke havde bestyrket mig, og nu i mit 62de Aar kan jeg endnu mere end før behøve nogen Sinds Lise fra mine Arbeider og Bekymringer for siden med fordoblet Iver at opofre min øvrige Levetid til alt, hvad Pligt og Evne opfordre mig til. I Følge heraf behøver jeg en Reise til de Personer og Steder, hvormed jeg hidtil kuns ved Brevvexling har været forbunden, hvilken Reise for at blive des frugtbarere maatte gaa for sig til nogle af de nærmeste Steder udenlands. Selv vil jeg ei kunne bekoste en saadan Reise, anseet min ganske Uformuenhed, deels formedelst Kaldets Maadelighed og dets fra gammel Tid sædvanlige ringe Accidenzser, deels formedelst min Hustrues dødelige Frafald fra mig og mine uforsørgede Børn, nødsages derfor atter at allerunderdanigst ansøge om en Gratification paa en 500 Daler til en Understøttelse for bemeldte Reise udaf Deres Kgl. Maj. Fond ad usus publicos, hvilket jeg igjen alt eller for det meste skal igjen udbetale, naar og om jeg forflyttes til et fordeelagtigere og convenablere Prestekald eller Embede end dette i Edsberg, hvor jeg ved Siden af Byrderne mangler alle Hjelpemidler for Videnskaberne og mine mange Børns Opdragelse. Af hvad jeg hidtil har bemøiet mig for og tildeels under mange Hindringer udrettet, torde formodes, at meget øvrigt vilde ved denne Reise fuldkommes og dette maatte det allernaadigst tillades mig her at detaillere:

„1. Som Prest og Theologers har jeg vel ei givet videre i Trykken end en Indtrædelses Prædiken og en Afhandling om Presternes Ansvar paa Landet, men desuden anvendt mig i det practiske ved mit Kald som Prest, hvilket og hoslagte baade den første og sidste Bispeattester vise; dog har jeg forfattet endeel theologisk, som behøver kuns Forlag til at vorde udgivet, som jeg i Kjøbenhavn og Göttingen turde antræffe.

„2. Næst Theologien har Geographien været min Yndlingsstudium, mine i Trykken udgivne Topographier, samt Reiseiagttagelser og Situationskaarter, især den, som det kgl. Berlinske Academi 1783 udgav over den søndre Deel af Agershuus Stift efter mine Observationer og Tegning vidne dette, og som Medlem af det i Gotha nys oprettede geographiske Institut ønskede jeg mig og der for at faa udgivet sidstbemeldte Kaart mere fuldkommen og i større Format med videre.

„3. Næst Geographien har Metereologien særdeles beskjæftiget mig, og i 25 Aar gjort daglige Iagttagelser, deraf og begyndt at gjøre Resultater og Sammenligning med andre Climater, ja allerede 1779 udgivet min Opfindelse, meget nøie og hastig at betegne alle Veirforandringer, som fandt anselige og sagkyndige Lærdes Bifald. Som Correspondent af det lærde især metereologiske Selskab i Manheim maatte jeg formedelst Krigstroublerne i Pfalz siden henvende mig andensteds for at faa alt eller noget realiseret af den Prospectus til et almindeligt sammenlignende Calenderverk, som jeg 1796 udgav paa Tydsk i Berlin.

„4. Ogsaa har jeg for mange Aar tilbage samlet Materialier til alt, som vedkommer offentlige Underviisnings-Anstalter især.

a) En Udkast til en saakaldet Academisk Park med en nøie detailleret Plan-Tegning, som var bestemt at forelægges Kong Frederik II af Preussen, men hans Svaghed og Død hindrede Planen.

„– – b) Eftersom det store Maal, et norsk Universitet, hvorfor ogsaa jeg har anvendt mig, ei er fundet passelig, har jeg siden samlet nogle Tanker i Hensigt paa den offentlige Underviisningsvæsen, i hvor det ender, men alene deraf publiceret i No. 11 af Hermoder.

c) Et Udtog af en Plan for et Selskab søndenfjelds, især til Opmuntring for al Kunst-Flid, som efter mange Skjønneres Omdømme vilde blive baade nyttig og let iværksættelig, men for at fuldkomme mine Begreber om dette og mere af det for os passelige, behøvedes, at jeg saa nogle berømte Lære- og Kunst-Instituter, hvortil jeg fra Ungdommen af har erhvervet mig de mechaniske og andre Indsigter, hvorhos og min Øvelse i de nødvendigste udenlandske Sprog kom til Nytte.

„Iøvrigt er det min underdanige Pligt at tilbyde mig, i hvad mig paa saadan Reise maatte paalægges, som jeg med Iver og efter Evne vil udrette. En næsten 30 Aars Fraværelse fra Hoved og Residentsstaden udfordrer især der min Nærværelse, og afsondret hidtil fra mine Venner i Kjøbenhavn samt i Göttingen og Berlin, ønsker jeg med dem saaledes at kunne sees, før vi døe, hvorved og Kundskaber til mine Børns Opdragelse og Forfremmelse kunde erholdes. Reisen gik (!) for sig til næste Vaar gjennem Sverrig til Kjøbenhavn, derfra til Göttingen, hvor jeg aldrig har været, uagtet jeg i 16 Aar har været Medlem af dets lærde Selskab, derfra gjennem Sachsen til Berlin og hjem over Kjøbenhavn for der at aflægge Forklaring om Frugterne af min Reise, som for ei at tabe formeget hjemme ved min Fraværelse inden en Tid af 4 Maaneder maatte absolveres, for i Veien beskikkende mit Huus og Embede paa det bedste.

„I underdanigst Haab om denne særdeles Naade, som det er min Pligt og Lyst at paaskjønne, henlever til Døden med den dybeste Respect

„Deres Kongelige Majestæts

„allerunderdanigste og troeste Undersaat

„M. Jacob Nicolai Wilse“.


Et ikke upassende Anhang til Wilses Breve danner følgende lille Skrivelse fra Sigvard Kildal Jentoft[7].
Velbyrdige, Allerhøistærede Hr. Secretære Nyerup.

Deres Velb. modtage herved min Tak for mig under mit Ophold i Kjøbenhavn viist Agtelse. Min Reise fra Kjøbenhavn hertil varede netop under afvexlende Fare og Stormveir 3 Uger; den 16de December ankom jeg til Edsberg Prestegaard og blev der af Hr. Prof. Wilse modtaget paa en for mig smigrende Maade, som jeg neppe kunde formode; hos denne ypperlige, i Sandhed sjeldne Mand agter jeg at forblive Vinteren over, til jeg i næste Foraar agter at begive mig til Kjøbenhavn for der med al mulig Flid at kunne faa Attestats fra Haanden.

Rysbenævnte Professor kjender De saavel af hans mange lærde, med megen Flid samlede Arbeider, som og ved Brevvexling, men neppe vil De forestille Dem, hvilken betydelig Mængde Professoren har af endnu uudgivne, meget vigtige Forfatter-Arbeider. Det gjør mig derfor meget ondt, at en Recensent i en nylig hidkommen Recension over Skrifter i den norske Universitetssag saa kan overtale sig til at tilsidesætte den Agtelse, der unegtelig skyldes en Prof. Wilse som for hans udgivne Arbeider, saa for til endog Beundring udviiste Iver for den norske Universitetssag. Han fortjente ærefuld Opmuntring, men ei bitter Anfald. Dog det var vel som oftest Tilfældet, at en Recensent, idet han nedskrev Recensionen, neppe den Stund forestillede sig det ubehagelige der følger af letsindige Udtrykke, for Vedkommende.

– – – Edsberg 23 Dec. 1795.

Deres ærb. hengivne Tjener

S. K. J.

  1. Hermed kunne sammenholdes Nyerups egne Ytringer i et (utrykt) Brev til Conrector Boie i Eutin af 25 April 1794: Aldrig skal jeg nogensinde stole paa Prams Ord eller bie efter ham med at skrive Dem til. Han har nu foraarsaget, at jeg ganske er kommen tilbage med min Brevvexling med Dem og har tabt Ledetraaden i vor mellemværende Tankegang, saa jeg ikke veed, hvor jeg skal gribe fat. Prams Bog er der ikke engang endnu begyndt at trykke paa. At han og Eggers vandt Præmierne, som vare udsatte for Plan til et “ norsk Academi, har De læst i Aviserne. Men de fleste her tro, at der ingen Academi bliver, da Norge selv neppe formaar at oprette det og Understøttelse hernede fra kan i disse Krigens og Ildebrands Tider ikke være at vente. Den Fordom om Testamenters evige Uforanderlighed hindrer formodentlig, at Sorø ikke bliver forlagt derop (i Sorø er ellers kun 1 skriver een Academist og 5 Professorer ligerviis som paa Gymnasiet i Odense).
  2. Til Hertugen af Augustenborg, Geheimeraad Brandt, Greverne Bernstorff, Reventlow og Schimmelmann, Kammerherre Moltke, Prof Abildgaard og Cancelliraad Monrad har Wilse ovenfor sagt, at han har „insinueret“ Breve.
  3. ɔ: Cathedralskolens Reform forestod just da.
  4. Den bekjendte Bogtrykker.
  5. Hverken denne Bog eller dens Forfatter findes anført i Nyerups og Krafts Literatur-Lexicon; hans rette Navn er Joh. Henrik B., se Krafts og Langes Forfatter-Lexicon, hvor et andet Skrift af ham findes anført.
  6. I norske Intell.-Sedler Nr. 2 (1800, 8de Januar). I samme Blad findes om Skolens Aabning følgende Bemærkning af „Redactionen“: „Mandags den 6te Januarii blev den her ny indrettede Cathedral-Skole aabnet ved en dansk Tale af Doctor og Rector Treschow, hvortil Conrector Rosted ved et trykt Programma havde indbudet. Før og efter Talen blev af Cantor Flintenberg opført en dertil sat Cantate. Denne Høitidelighed blev bivaanet af et stort Antal Tilhørere af begge Kjøn, som derved bevidnede den levende Andeel, de toge i det Haab for Ungdommen og Videnskaberne i Norge, som denne Begyndelse opvækker i gode Borgeres Bryst“.
  7. Denne Jentoft, af Fødsel en Nordlænding (fra Lofoten) besad gode Kundskaber i sit Fædrelands Topographi og stod i Forbindelse med Nyerup, J. C. Berg m. fl. Han drev det dog ikke til nogen Stilling i Verden og døde som en gammel Studiosus perpetuus i Kjøbenhavn 1831. (Cfr. Erslews Forf.-Lex.)