[ 56 ]
Løft du dit gamle gule-blå,
ti det må bæres foran.
Nu vil ej Tysken ret forstå;
men ser han det, forstår han.
Forstår at større fare fans
æn blæk på Bismarcks bukser,
at der må dobbelt leverans
av hæster, folk og okser, —
[ 57 ]
at ti års vrøvl til dagligt mén,
som ingen kan få ret i,
nu blevet er til krig med én,
som har holdt ut i tretti, —
at Nordens stride folk er blet
fullt enige på jorden,
som deres minner længst var ett
på himlen over Norden, —
at Gustav Adolf atter er
højmægtig glad på færde,
men denne gang mot Tysklands hær
med Kristian den fjærde, —
at gammel tid med Håkon jarl
til Palnatoke iler;
— mens hos den stærke, bleke Karl
står Tordenskjold og smiler, —
at vi som har så godt forståt
at banke op hinannen,
vi skal just ikke bli til spot,
når vi får slåss tilsammen.
— Men du må foran gå i vej,
du spille må på bassen;
der følger sådan takt med dig,
og du er kjænt på plassen.
Den gamle svenske melodi,
berømt i hele værden,
ej blot for hjærtets magt deri —
fra Jennys æresfærden —
men for det alvors dyp der sang
på Lützens mark før slaget,
og for den fantasi der svang
til vejrs i Narvabraget, —
den som du sang for hele Nord
om kraft og dyd her hjæmme: —
[ 58 ]
nu må den i tredobbelt kor
blive til hovedstemme!
Nu må den bære op et digt
om Herrens kall i folket,
av blodets billeder så rikt,
av flammeskrift fortolket.
Og det skal kalles: Nordens digt!
Av alle dine største,
som stråle vil evindeligt,
det nævnes skal det første.
