nu må den i tredobbelt kor
blive til hovedstemme!
Nu må den bære op et digt
om Herrens kall i folket,
av blodets billeder så rikt,
av flammeskrift fortolket.
Og det skal kalles: Nordens digt!
Av alle dine største,
som stråle vil evindeligt,
det nævnes skal det første.
TIL FÆSTEN FOR FÆDRENES MINNE
(13. Januar 1864)
Nu stråler høje minner
i Nordens vinternat,
på fjællets hvite tinder,
på sorte Kattegat.
Der er så stort og stille,
mens nordlys flyver in,
som om de skape vilde
en dag ved minners skin.
Hvær dåd til Nordens ære,
hvær tanke til dets held —
et stjærnebud nu bære
ned i den kolde kvæll!
Til håb, til trøst de lyser —
og med fordoblet magt
for den der går og fryser
ved Ejderen på vakt![1]
Ej angstens skygge-vrimmel,
ej lunkenhedens damp
må mørkne minnets himmel
i natten før en kamp!
Gid nu som før må høres
i luften klokker slå,
og hele hæren føres
av mænn den aldrig så![2]
