Kong Frederik den syvende

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Kong Frederik den syvende
av Bjørnstjerne Bjørnson
Fra Digte og sange i Samlede værker. Mindeutgave (1910).
Indeks over scannede sider
[54]

Nu tapte vor konge en fulltro ven!
 Og Nordens sag

[55]

dypt sænker sin fane og følger hen
    på begravelsens dag.
Men Danmark, men Danmark fik dypeste smærte:
nu brast deres varmeste, største hjærte,
    nu brast deres beste
    landefæste,
nu står der et skrik over kongens død,
    som fra mænn i nød.

Til Danmarks frælse den mann blev født,
    som her er død.
I ungdommen blev han fra hove støtt —
    til folkets skjød.
Der trivdes han godt, og der vokste han sammen
med bønder, matroser, i fare, i gammen.
    Ham skole blev givet
    av selve livet —:
da snaren var færdig for Danmarks land,
    var også han!

Det viste sig straks, han var bonde-dum
    på deres knep;
forrædernes fineste kløgt skjøt bom
    på hans smule begrep.
Han visste jo bare hvad folket tænkte,
og derfor i faren dem frihed skjænkte;
    han vilde det hele,
    og ikke dele —
og holdt en tale, ej lang, kun det:
    „Det skal ej ske!“

Så stod han til rors som en god matros
    i stormens hurra;
han vilde ikke ha større ros,
    men den skal han ha!
Han vændte straks baugen mot Nord, — og så lå den
i stille, i stormvejr, i snefok og fråden. —
    Det hele rige
    snart måtte sige:
„Han er nok ikke så dum ænda,
    for det går bra!“

Nu ropte han nætop på dæk hvær mann;
    ti det trak op.

[56]

Nu svartes der nætop fra masten: Land!
nu, nu nætop...
da tapte han roret av trofaste hænder
og sank i døden, mens skuten vænder
  — nej, ikke vænder,
  de kursen kjænner;
stå sammen nu, Danmarks hvær eneste mann,
  hold fram som han!

Det var just hans ære: stå jævnt i lag,
  og ej ta plass,
men bredved de andre sit ærlige tag
  foruten stas.
Nu høster de frugten: hvær mann står øvet,
helt ned til soldaten, så tro, så prøvet!
  Det kan ikke slingre:
for mange fingre
har fast i roret, for mange: „hurra,
  mot Nord ænda!“

Der er ikke annet at gjøre nu
  æn at holde ud,
stå vakt i mørket, men uten gru,
  med tro på Gud.
Her er dumpt, her er stilt, her er længsels vånde,
hvær står og lytter med halvkvalt ånde, —
  her er væntetider...
  intil omsider
det rødner i luften med lyse drag:
  det er handlingens dag!


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.