Nu tapte vor konge en fulltro ven!
Og Nordens sag
dypt sænker sin fane og følger hen
på begravelsens dag.
Men Danmark, men Danmark fik dypeste smærte:
nu brast deres varmeste, største hjærte,
nu brast deres beste
landefæste,
nu står der et skrik over kongens død,
som fra mænn i nød.
Til Danmarks frælse den mann blev født,
som her er død.
I ungdommen blev han fra hove støtt —
til folkets skjød.
Der trivdes han godt, og der vokste han sammen
med bønder, matroser, i fare, i gammen.
Ham skole blev givet
av selve livet —:
da snaren var færdig for Danmarks land,
var også han!
Det viste sig straks, han var bonde-dum
på deres knep;
forrædernes fineste kløgt skjøt bom
på hans smule begrep.
Han visste jo bare hvad folket tænkte,
og derfor i faren dem frihed skjænkte;
han vilde det hele,
og ikke dele —
og holdt en tale, ej lang, kun det:
„Det skal ej ske!“
Så stod han til rors som en god matros
i stormens hurra;
han vilde ikke ha større ros,
men den skal han ha!
Han vændte straks baugen mot Nord, — og så lå den
i stille, i stormvejr, i snefok og fråden. —
Det hele rige
snart måtte sige:
„Han er nok ikke så dum ænda,
for det går bra!“
Nu ropte han nætop på dæk hvær mann;
ti det trak op.
[ 56 ]
Nu svartes der nætop fra masten: Land!
nu, nu nætop...
da tapte han roret av trofaste hænder
og sank i døden, mens skuten vænder
— nej, ikke vænder,
de kursen kjænner;
stå sammen nu, Danmarks hvær eneste mann,
hold fram som han!
Det var just hans ære: stå jævnt i lag,
og ej ta plass,
men bredved de andre sit ærlige tag
foruten stas.
Nu høster de frugten: hvær mann står øvet,
helt ned til soldaten, så tro, så prøvet!
Det kan ikke slingre:
for mange fingre
har fast i roret, for mange: „hurra,
mot Nord ænda!“
Der er ikke annet at gjøre nu
æn at holde ud,
stå vakt i mørket, men uten gru,
med tro på Gud.
Her er dumpt, her er stilt, her er længsels vånde,
hvær står og lytter med halvkvalt ånde, —
her er væntetider...
intil omsider
det rødner i luften med lyse drag:
det er handlingens dag!
