En myrtekrans er skjøn at se,
når den står frisk i uskylls sne,
med duft av kjærlighed, og våt
av glædens klare gråt;
når moders blik er sol derpå,
og luften let og højtids-blå
derover går,
og liflig spår
om lang og kraftig dag.
Hvær den som selv sat rød og varm
med kransen på og gråt i barm,
hun ser på dig med bøn til Gud,
du bly, du vakkre brud.
Du vet det ej, du er så ung,
hvor den kan blive rik og tung;
ti livets frugt
med sykt og smukt
skal modnes bak dens blad.
Men bliver den for tung iblant,
så støt dig tro til ham du vant;
ti han går fast, skjønt han går tyst,
og du — du er hans lyst!
Græd ej, skjønt langt fra hjæm du for:
han blir dig både far og mor!
Husk, i din krans
hvært blad er hans...
hans tanker for dit vel!
Bryllupsvise nr. I
| ←†P. A. Munch | Bryllupsvise nr. I av |
†Kong Frederik den syvende→ |
[ 54 ]
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |