Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


dypt sænker sin fane og følger hen
    på begravelsens dag.
Men Danmark, men Danmark fik dypeste smærte:
nu brast deres varmeste, største hjærte,
    nu brast deres beste
    landefæste,
nu står der et skrik over kongens død,
    som fra mænn i nød.

Til Danmarks frælse den mann blev født,
    som her er død.
I ungdommen blev han fra hove støtt —
    til folkets skjød.
Der trivdes han godt, og der vokste han sammen
med bønder, matroser, i fare, i gammen.
    Ham skole blev givet
    av selve livet —:
da snaren var færdig for Danmarks land,
    var også han!

Det viste sig straks, han var bonde-dum
    på deres knep;
forrædernes fineste kløgt skjøt bom
    på hans smule begrep.
Han visste jo bare hvad folket tænkte,
og derfor i faren dem frihed skjænkte;
    han vilde det hele,
    og ikke dele —
og holdt en tale, ej lang, kun det:
    „Det skal ej ske!“

Så stod han til rors som en god matros
    i stormens hurra;
han vilde ikke ha større ros,
    men den skal han ha!
Han vændte straks baugen mot Nord, — og så lå den
i stille, i stormvejr, i snefok og fråden. —
    Det hele rige
    snart måtte sige:
„Han er nok ikke så dum ænda,
    for det går bra!“

Nu ropte han nætop på dæk hvær mann;
    ti det trak op.